set i
Martinus-perspektiv
- nogle
tanker til afkøling!
Det helt
store og hotte emne hos medierne og politikerne i disse år, er den såkaldte
globale opvarmning, tidligere oftest kaldt drivhuseffekten, og som i miljøaktivisters
bevidsthed nærmest synes at have antaget dommedagsagtige proportioner.
Problemerne drejer sig grundlæggende om, hvorvidt jordens opvarmning er
menneskeskabt eller skyldes naturlige årsager. FN’s klimaforskere har låst sig
fast på det synspunkt, at det er menneskesamfundenes stigende udledning af de
såkaldte drivgasser (bl.a. CO2), der er hovedårsagen til nedbrydningen af
atmosfærens ozonlag, som beskytter mod ultraviolet stråling fra især solen. Et
tyndt eller hullet ozonlag tillader solens stråler at nå ned til
jordoverfladen, som derved opvarmes så at middeltemperaturen stiger nogle
grader. Ifølge klimaforskere har dette blandt andet til følge, at havene
opvarmes og at indlandsisen på arktis og antarktis smelter og øger vandstanden
overalt på jorden. Det betyder oversvømmelser af lavtliggende områder og en
større fordampning, som giver større nedbørsmængder. Den globale opvarmning af
klimaet betyder desuden tørke og ufrugtbare jorder nogle steder, og flere og
større storme og orkaner andre steder, med deraf følgende destruktive effekter
på naturen, på menneskers liv og på menneskeskabte værdier, herunder især huse
og afgrøder og meget andet og mere.
Global klimaforandring: Pro et kontra
Spørgsmålet er imidlertid, om klimaforskernes
undersøgelser, målinger og beregninger er korrekte, eller om disse
eventuelt overvurderer og i sagens (og
egen?) interesse overdriver den globale opvarmning og effekterne af den? Det er
der nemlig en del kritikere, som mener, og nok så vigtigt, så er der kritikere
som er grundlæggende uenige i FN-klimaforskernes opfattelse af
årsagsspørgsmålet. Blandt kritikerne er den danske klimaforsker Henrik
Svensmark, som er forskningsleder ved Danmarks Tekniske Universitet. I mere end
10 år har han forsket i årsagerne til de påståede klimaændringer og er indtil
videre nået frem til den opfattelse, at FN’s klimaforskere ikke har ret i, at
det skulle være udledningen af CO2, der er hovedårsagen til den globale
opvarmning. Han anerkender, at der er tale om en global opvarmning, men mener
at denne og dens effekter er noget overdrevne, lige som han mener, at de
tiltag, der iværksættes for at imødegå klimaforandringerne, ikke vil være
tilstrækkelige til at bremse disse, nemlig i og med at de i hovedsagen ikke er
menneskeskabte. Klimaforandringerne er efter hans opfattelse derimod forårsaget
af naturlige årsager, som primært har deres oprindelse i solen og
mælkevejssystemet. Desuden er klimaforandringer ikke noget nyt fænomen, men er
sket i hvert fald indtil flere gange i løbet af jordens eksistenstid.
Eksempelvis ved man fra iskerneboringer, at der engang har hersket tropisk
klima på Grønland.
Men hvis vi i stedet for at anskue klimaproblemerne ud fra et
naturvidenskabeligt perspektiv, anskuer problemerne med den globale forurening
og opvarmning på grundlag af f.eks. Martinus’ kosmologi, så vil vi være stillet
overfor en anskuelse, som betragter alle ting og begivenheder ud fra en
organisk helhedsopfattelse. Ifølge denne udgør jordkloden et levende væsen, i
principiel lighed med alle andre levende væsener i verdensaltet, herunder
naturligvis også menneskene, eller menneskeheden, som samtidig udgør
jordklodens hjerne og centralnervesystem. Og ligeledes i henhold til Martinus
betinger selvopholdelsesdriftens hovedpointe, at ethvert normalt væsen til
enhver tid vil forsøge at gøre, hvad det kan, for at opretholde sig selv, sit
liv og sine optimale livsvilkår. Imidlertid ser man jo utallige eksempler på,
at tilsyneladende normale individer kommer på afveje og bliver afsporet i deres
begær og livsførelse og afhængige af mere eller mindre giftige rusmidler, som
f.eks. alkohol, nikotin og forskellige former for narkotika mm. I vistnok langt
de fleste tilfælde viser erfaringen, at de pågældende individer (mennesker)
ikke selv er i stand til at hjælpe sig ud af misbruget, men må have hjælp til
at befri sig for det ’udefra’, hvilket vil sige fra andre individer
(mennesker).
Set og vurderet i det perspektiv, må
jordkloden altså kunne siges til en vis grad at være blevet et ’afsporet’
individ, som qva sin hjernes og sine hjernecellers aktiviteter i stigende
omfang er i færd med at forgifte sig selv, og dermed sit ’interne’ naturlige
miljø. Men som et i grunden normalt væsen kan man samtidig også se tegn på, at
jordkloden i tiltagende grad selv forsøger på at bekæmpe sin egen afsporing,
nemlig bl.a. i form af miljøorganisationers, sundhedsmyndigheders og
klimaforskeres aktiviteter og beslutninger, ikke mindst i form af FN’s
klimapanels vedtagelse af en international reducering af udslippet af
drivhusgasser, og herunder ikke mindst af CO2-udslippet. Denne bekæmpelse af -
eller immunforsvarsberedskab imod - de skadelige virkninger af hjernecellernes
unormale aktiviteter, kan samtidig også ses i det perspektiv, Martinus betegner
som jordklodens selvopgør, nemlig en intern mentalt-moralsk udrensningsproces,
som har til hovedformål at gøre op med og efterhånden helt fjerne
jordklodevæsenets tilknytning til det dræbende princip og alle dettes
traditioner og institutioner. Det skyldes, at det nævnte princip og dets
virkninger med tiden er blevet til større ulempe og skade end gavn for så vel
jordkloden som for dennes mikroindivider, de levende væsener, der bl.a. udgør
dens vitale organer, og herunder ikke mindst dens hjerne- og nervesystem.
Imidlertid må man konstatere, at ikke alle
jordklodens hjerneceller har samme interesse i at gøre op med det dræbende
princips kræfter og lovmæssigheder, idet nogle rent faktisk tværtimod ønsker og
om nødvendigt kæmper på et eller andet niveau, for at bevare det dræbende
princips traditioner og institutioner, specielt hvis disse betyder en levevej,
hvad der jo er tilfældet for manges vedkommende. Men i henhold til Martinus
hænger det i hovedsagen sammen med den principielle omstændighed, at menneskene
befinder sig på vidt forskellige mentale og moralske udviklingstrin, der
strækker sig fra primitivt over almindeligt begavet til højintelligent niveau,
og derfor følgelig heller ikke er i stand til at anskue problemerne i samme
fællesperspektiv. Dette er igen hovedårsagen til den herskende kosmiske
uvidenhed og den deraf fødte intolerance, som ifølge Martinus atter er årsagen
til alt, hvad der betegnes som det såkaldte ”onde”. Det ”såkaldte onde”, dels
fordi dette ikke er ondt i absolut forstand, og dels fordi ”det onde” kosmisk
set kun er ondt, når det betragtes i det perspektiv, Martinus betegner som ”en
lavpsykisk sansehorisont”, der kun kan give data om livet og verden indenfor
det fire-dimensionale rum-tid-kontinuum.
På grundlag af sin indsigt i ”det evige
verdensbillede” eller ”livets kosmiske grundplan”, hvilket vil sige: set i
evigheds-perspektiv, har Martinus fremsat sit bud på den fremtid, der dels
venter jordkloden og dels venter menneskeheden. Ifølge Martinus – og faktisk
også ifølge den videnskabelige astronomi – vil jordkloden på et eller andet
tidspunkt ude i fremtiden ophøre med at være hjemsted for liv, og dermed blive
en klode i lighed med de andre og så vidt vides ’livløse’ kloder i solsystemet.
Det liv, bl.a. i form af menneskene, der aktuelt udfolder sig på jorden, vil
forinden være ophørt med at inkarnere og reinkarnere på jorden, men vil
fortsætte deres liv og udvikling på dertil egnede andre kloder i universet. Det
beror grundlæggende på, at liv kun opstår, dvs. inkarnerer, hvor der er
betingelser for udvikling af liv, sådan som tilfældet har været og fortsat er
for jordklodens vedkommende.
I
henhold til Martinus er liv, mere præcist i betydningen et levende væsen, ikke
et fænomen, der opstår ud af den blå luft, idet det levende væsen – i øvrigt i
principiel lighed med sit guddommelige ophav - grundlæggende er en evig
størrelse baseret på et tre-enigt princip, bestående af Jeget, bevidstheden og
organismen, eller mere præcist: af Jeget, overbevidstheden og
underbevidstheden. Disse tre funktionelle instanser eller faktorer ved det
levende væsen, betegner Martinus også med udtrykkene ”skaberen”, ”skabe- og
oplevelsesevnen” og ”det skabte og oplevede”. De levende væseners psykofysiske
organismer eller legemer betegner Martinus også som ”kosmiske håndværk”,
forstået på den måde, at organismerne skabes, dvs. udvikles, opretholdes,
forandres og nedbrydes af individerne selv, men i samarbejde og samspil med
andre individer. Det sker på grundlag af livs- og stofenhedsprincippet, samt
organismeprincippet, hvilke emner jeg dog ikke skal komme yderligere ind på
her, men i stedet henvise læseren til den omtale af de nævnte principper, som
findes andre steder på denne hjemmeside.
Imidlertid er det ikke Martinus’ opfattelse,
at jordkloden vil gå sit endeligt imøde foreløbig, heller ikke gennem en eller
anden katastrofe, som f.eks. sammenstødet med et større meteor eller et andet
himmellegeme, og heller ikke ved menneskenes griben ind i naturens processer,
som tilfældet eksempelvis er med atomkraften, og især når denne benyttes som
våben i form af bomber, eller i form af radioaktive stoffer, der slippes ud i
det omkringliggende miljø, til stor skade og oftest også død for det biologiske
miljø. Dette har vi jo set grelle eksempler på med atombomberne over Hiroshima
og Nagasaki i 1945, og med det radioaktive udslip fra atomkraftværket i
Ternobyl. Atomkraften må derfor i den sammenhæng karakteriseres som en
destruktiv kraft, og som sådan henhører den under det dræbende princips domæne.
Men faktisk forholder det sig sådan, at Martinus var optimistisk på både
menneskehedens og jordklodens vegne, også selvom det eventuelt skulle lykkes
for menneskene at få evne og kraft til at kunne lægge jorden øde, f.eks. gennem
selvudslettende krigshandlinger eller eventuelt via årsager, der afstedkommer
drastiske eller ligefrem katastrofale natur- og klimaforandringer. Denne
opfattelse skyldtes, at han var fuldkommen overbevist om, dels at jordkloden
som levende væsen betragtet ikke er indstillet på selvdestruktion, - og
menneskene er trods alt mikroskopiske individer i dens perspektiv, - og dels
fordi ”den øverste feltherre” (Kosmos nr. 5-1992) i virkeligheden er selveste
altets guddom, som har helt andre planer med både jorden og menneskene. Ifølge
Martinus består disse planer primært i udviklingen af ”det rigtige
menneskerige”, dvs. næstekærlighedens rige, på jordkloden, og det vil først og
fremmest ske via menneskenes moralsk-etiske udvikling via den forsiggående
polforvandlingsproces, hvorunder den hidtil latente pol og det latente polorgan
atter bringes frem til at fungere på lige fod med den fungerende pol og det
fungerende polorgan, med det resultat, at de to seksuelle poler efterhånden
kommer i balance med hinanden. Denne gradvist opstående ’balance’ i
individernes bevidsthed mellem de to seksuelle poler på den ene side og de to
polorganer på den anden side, er i henhold til Martinus forudsætningen for, at
”det rigtige menneskerige” kan manifestere sig her på jordkloden. (Vedr.
polforvandlingen: se afsnittene herom på hjemmesiden).
Jordklodens aksehældning og klimaforholdene
I henhold Martinus-artiklen ”Livets
aksehældning” (Kosmos nr. 11-1987), udgør jordens klima og årstider, dens
døgnrytme, årsrytme og livsaldrene: barndom, ungdom, manddom og alderdom,
detaljer i et stort kosmisk rejseeventyr. Disse detaljer er bestemt af
forholdene i verdensrummet, af jordens rotations- og omdrejningshastighed, og
ikke mindst af jordens aksehældning. Herom siger Martinus, at hvis klodens
aksehældning var lodret, ville fordelingen af lys og mørke, varme og kulde være
den, at der faktisk kun ville være én årstid, nemlig en tilpas tempereret
sommer over det meste af kloden. Denne situation ville have en enormt stor og
positiv indflydelse på livet på jorden, og ikke mindst for menneskenes
vedkommende. Det ville nemlig i henhold til Martinus blandt andet betyde, at
menneskene ikke behøvede at arbejde for føden eller klæderne. Lige som der ikke
behøvede at udvikle sig leveveje af kriminel art. Der ville med andre ord være
tale om lidt i retning af en paradisisk tilværelse. Men, tillægger Martinus, en
sådan verden kan kun beboes af fuldkomne væsener, og ville slet ikke egne sig
til det jordiske menneske, hvis mentalitet så langt fra er ”paradisisk”, fordi
det endnu i udpræget grad er et ”krigsvæsen”.
Det sidstnævnte skyldes i henhold til Martinus, den ”aksehældning”, som
det jordiske menneskes psyke eller mentalitet er udtryk for, og der kræves
derfor ikke mindre end en mentalitetsændring, eller en mental
”akseforskydning”, for at jordmennesket ville kunne evne og magte at leve i
overensstemmelse med dén moralske fuldkommenhed, der betegnes som ”paradisisk”.
Det hænger igen sammen med, at jordkloden som et levende væsen betragtet også
har en mental ”aksehældning”. Og ligesom der på jordkloden findes isørkener,
sandørkener og golde områder, hvor livsudfoldelsen er minimal eller
ikke-eksisterende, således rummer jordmenneskets mentalitet også en isnende
kulde af foragt, hån og antipati, eller en hede eller ild, i form af glødende
had, hidsighed, jalousi og vrede, som i alle tilfælde er kvælende eller
ligefrem dødbringende for alt liv.
Imidlertid findes der i lighed med de tempererede klimatiske og
livgivende områder på jordkloden også tempererede mentale områder i den
jordmenneskelige bevidsthed, som blandt andet i form af længslen efter fred
muliggør en vækst af individets etiske og intellektuelle evner, og at en deraf
betinget humanitet eller næstekærlighed kan opstå, vokse og trives. Men selvom
det endnu ikke er det dominerende mentale klima i den jordmenneskelige
mentalitet, så varsler spirerne eller tendenserne alligevel om det kommende
”Himmeriges rige på jorden”, eller som Martinus kalder det: ”Det rigtige
menneskerige” på jorden.
I den nævnte artikel rejser Martinus også
retorisk spørgsmålet om, hvad der kosmisk set er årsagen til jordklodens
aksehældning, og hvilken betydning denne har haft i både jordklodens og menneskehedens
udvikling? Og naturligvis besvarer Martinus selv spørgsmålet, idet han peger på
forskellige forhold i jordens og menneskehedens forhistorie, herunder de
ændringer i naturforholdene, der er foregået, og om naturkatastrofer som f.eks.
jordskælv, vulkanudbrud mm. Han peger desuden på, at der engang har hersket
tropisk klima på Grønland, og på, at Danmark engang var dækket af isbræer, dér
hvor der nu findes en fed muldjord og frodige marker. Kort og godt ønsker
Martinus med de i hans artikel fremførte eksempler at pointere, at der har
fundet store klimaforandringer sted på jordkloden i fortidens løb. I den
sammenhæng henviser han også til menneskehedens rige sagnskat, som beretter om
syndfloden, Atlantis’ undergang, om solen og månen, der stod stille osv. osv.,
og det er hans opfattelse, at der nok er tale om eventyr og myter, men også om,
at disse rummer en kerne af realiteter fra længst forsvundne tider. For
eksempel, at jordkloden engang i fortiden er kommet en anden klode for nær,
således at sidstnævntes tyngdekaft har bragt jordkloden til at skifte til en
aksehældning, som han kosmisk set betegner som en invaliditet i dens fysiske
organisme.
Men er jordkloden dermed skyld i de vanskelige klimaforhold, der opstod
som følge af den nævnte akseforskydning? Og hvorfor lever menneskene lige
præcis på jordkloden og ikke på en anden klode i universet, som ikke har været
udsat for at blive ’invalideret’ af en uheldig aksehældning? – Martinus
besvarer de retoriske spørgsmål med henvisning til skæbnefællesskabet mellem
jordkloden og menneskeheden. Det forholder sig i henhold til ham sådan, at
jordmennesket som åndeligt og diskarneret væsen lige præcis tiltrækkes af
jordklodevæsenets fysiske organisme, dels fordi dets egen skæbnedannelse
betinger det, og dels fordi dets fysiske og psykiske struktur passer naturligt
ind i jordklodens tilstand og forhold, som netop byder på optimale muligheder
for at udvikles i kampen med eller mod naturkræfterne. Jordklodens skæbne er
altså dermed også sine mikroindividers -
herunder menneskenes – skæbne. (Jvf. igen med Livets Bog III, stk.
658-9).
På den ovennævnte baggrund kunne man nu
mere præcist stille spørgsmålet, om Martinus mener, at jordmenneskeheden ville
være i stand til direkte eller indirekte at afstedkomme forandringer af sådanne
dimensioner, som klimaforandringer må siges at være? – Svaret er både ja og
nej, idet han netop henviser til, at der grundlæggende er tale om et ubrydeligt
og interaktivt fysisk og mentalt skæbnefællesskab mellem jordkloden og
menneskeheden. Selvom det er jordklodens ’skæve’ fysiske aksetilstand, der - i
samspil med solsystemet, mælkevejssystemet m.fl. - danner grundlag for de
aktuelt herskende klimaforhold, så er denne akseskævhed i henhold til Martinus
opstået som følge af, at en anden klode engang i fortiden formentlig er kommet
jordkloden så nær, at det har indvirket ’invaliderende’ på sidstnævntes
oprindelige akseposition. Men ’akseskævheden’ kan af den gode grund, at
menneskeheden endnu ikke fandtes på tidspunktet for hældningens opståen, ikke
være menneskenes skyld og end ikke disses medskyld. Dette vil man med større
berettigelse derimod kunne sige om menneskeheden i nutiden i forbindelse med de
globale klimaforandringer. Men det er formentlig i højrere grad en medskyld på
det åndelige eller mentale plan, end på det fysiske plan, nemlig i medfør af
menneskehedens stadigvæk stærke benyttelse af tyngdeenergien i bevidstheden og
dermed af det dræbende princip. Men at give menneskeheden hovedskylden for de
aktuelle klimaforandringer, sådan som FN’s klimaforskere gør, er næppe en
holdbar påstand.
Baggrunden for dette skæbnefællesskab er som
allerede nævnt for jordklodens vedkommende dennes skæve aksehældning i forhold
til solystemets livskilde, solen, og for menneskenes vedkommende den skæve
mentale aksehældning til universets åndelige livskilde, Guddommen. I begge
tilfælde bevirker de ”skæve” aksehældninger som nævnt henholdsvis fysiske og
mentale klimatiske forhold, som er ude af balance og hæmmende for udviklingen
af harmoniske klimaforhold, men som dog samtidig er udtryk for et
skæbnefællesskab, der sigter imod en forandring af situationen. Ifølge Martinus
er det jo nemlig ikke meningen, at hverken jordkloden eller de jordiske
mennesker skal vedblive med at være underkastet en fysisk og mental
aksehældning
Spørgsmålet er imidlertid, om det vil være muligt at rette såvel
jordklodens som jordmenneskehedens fysiske og mentale akseskævhed op? – Hertil
svarer Martinus et ubetinget ”Ja”, og henviser til, at der for jordklodens
vedkommende vil ske det, ja, faktisk allerede er ved at ske det, at den er på
vej til at få ophævet sin fysiske – og dermed også sin mentale – aksehældning.
Men denne proces vil foregå gradvist over ”tusinder af år, hvis da ikke aksehældningen
ved en eller anden form for lempelig hjælp fra et andet himmellegeme mere
pludselig kan tvinges i sit rette leje.” Han pointerer dog samtidig, at længe
inden en regulering af klodens aksehældning har fundet sted, og uanset hvordan
den kommer til at foregå, så vil et stigende antal af dens hjerneceller, alias
de jordiske mennesker, have opnået den mentale ligevægt, som er betingelsen og
forudsætningen for at forvandle menneskesamfundet og jordkloden til en fredens
verden, hvilket primært skyldes, at det alene er den harmoniske forening af
human følelse, intelligens og intuition, der vil være i stand til at ophæve den
mentale aksehældning og genoprette et fuldkomment forhold til livets evige
kraftkilde, selve Guddommen eller ”det guddommelige skabeprincip”, hvis lyse
udstråling som ”en kosmisk sols stråler gennemstrømmer hele universet.”
En
uddybende forståelse af de overfor berørte spørgsmål og problemer, vil man
kunne få, ved f.eks. at læse Martinus’ artikel ”Jordmenneskenes skytsengel
nummer et”, som står at læse i tidsskriftet KOSMOS nr. 5-6., 1984. Her skal
blot tilføjes, at Martinus med begrebet mener jordklode-væsenet eller jordklode-jeget,
som jo er en overordnet instans i forhold til menneskeheden. I artiklen giver
Martinus et relativt kortfattet, men samtidig grundigt overblik over, hvilke
kræfter og faktorer, der er i spil i skæbnefællesskabet mellem jordkloden og
menneskeheden, og herunder om jordklodens mentale og moralske selvopgør, som
bl.a. udmønter sig i kampen mellem det dræbende princip og det livgivende
princip, en kamp, der kort og godt kan betegnes som ”dommedags-epoken”. (Se
evt. også artiklerne Dommedag I
og DOMMEDAG II her på
hjememsiden).
Afslutningsvis
må det nok konstateres, at den opfattelse af årsager til klimaforandringer, som
Martinus blandt andet fremfører i artiklen ”Livets aksehældning”, næppe vil
finde genklang hos naturvidenskabelige klimaforskere. Disse henholder sig
naturligvis udelukkende til de fysiske naturlove og naturkræfter, og man må
derfor formode, at de generelt set vil betragte Martinus’ hypotese som i bedste
fald uverificeret teori og i værste fald som metafysisk eller religiøst
hjernespind. Selv mente Martinus, at den fysiske videnskab befinder sig ved en
grænse, hvor dens videre udvikling ikke længere udelukkende kan baseres på
mål-, vægt- og hastighedsfacitter, der jo i princippet kun fortæller om
bevægelsers forhold til andre bevægelser, og ikke om, at naturen og dens
kræfter er identiske med levende væseners livsytringer. Der er i henhold til
Martinus grundlæggende tale om et univers eller et verdensalt bestående af
levende væsener, mere specifikt om levende væsener inden i levende væsener i et
evigt uophørligt organisk fællesskab og samarbejde. Kosmisk set selvfølgelig.
Men som påpeget i flere af mine artikler om klimaforandringer her på
hjemmesiden, forekommer det mig, at en klimaforsker som Henrik Svensmark med
sin hypotese om årsagerne til de globale klimaforandringer, i det mindste
principielt er på linje med Martinus’ opfattelse af den organisk-strukturelle
interaktive samhørighed mellem jordkloden, solsystemet og mælkevejssystemet og
universets øvrige galakser. Kun tiden vil kunne vise, om min antagelse er
begrundet og berettiget eller ikke.
I
øvrigt skal den interesserede læser her henvises til den supplerende artikel
”Jordens klima”, hvori der fortælles lidt om de naturvidenskabelige
kendsgerninger omkring klimadannelse og klimaforandringer. I artiklen omtales
og henvises der desuden til en interessant artikel i tidsskriftet KOSMOS 1962,
”Jord og måne”, af civilingeniør og cand. polit., direktør Werner Rasmussen,
som er af betydning i sammenhæng med jordens aksehældning og klimaforandringer.
© 2008 Harry Rasmussen.