- Også når det drejer sig om
seksualitet.
For en del år siden lød
parolen: ”Det skyldes det sociale miljø!”, senere skiftede parolen til: ”Det
ligger i generne!”, og nu lyder den: ”Det skyldes hjernen!” Med disse udsagn
har den reduktionistiske natur- og humanvidenskab søgt at få styr på og
’forklare’ eksempelvis menneskets bevidsthed, kønslige orientering, kriminelle
adfærd, og meget andet og mere. Imidlertid ser det ud som om, at forskerne
forveksler registrering og procesbeskrivelse med årsagsforklaringer på, hvordan
og hvorfor det lige præcis hænger sammen, som det i henhold til deres egne
iagttagelser og undersøgelser ser ud til at gøre, eller som de i hvert fald
mener det gør, ud fra de præmisser og kriterier, de per tradition arbejder på
grundlag af. I denne artikel skal vi især se på et nyere eksempel på en
hjerneforsker, der ikke et øjeblik synes at være i tvivl om at seksualitet er
et rent fysisk-kemisk fænomen, og at
hjernen også er en vigtig fysisk faktor i genereringen af sekuel disposition,
herunder homoseksuel orientering.
Hvis normal seksualitet har været et problem gennem tiderne, så har
fænomenet homoseksualitet været et stærkt kontroversielt problem helt tilbage
til den ældste oldtid i menneskets historie. Det fremgår bl.a. af Gamle Testamente,
hvor der var dødsstraf for at praktisere homoseksualitet. (3. Mos. 22; 20.13).
Homoseksualitet blev betragtet som en dødssynd, en overtrædelse af Guds bud om,
at en mand skal holde sig til sin kvinde, og en kvinde til sin mand, thi som
mand og kvinde havde han skabt dem. (1. Mos. 26.-28.).
I oldtidens Grækenland var holdningen til homoseksualitet helt
anderledes end i den orientalske kultur, idet det ikke var ualmindeligt, at en
voksen og tilmed gift mand også havde et seksuelt forhold til en yngling, som
var betroet til hans varetægt og opdragelse. Det vides, at socialt
højtrangerende gifte mænd, som f.eks. filosoffer, i reglen kun havde seksuelt
samkvem med deres koner i forplantningsøjemed, medens de for glædens og
fornøjelsens skyld også stod i seksuelt forhold til en af deres unge eller
yngre mandlige elever, og det var der ingen, eller i hvert fald kun meget få i
samtiden, der tog forargelse af eller fandt hverken syndigt eller uacceptabelt.
Tværtimod blev det anset for normalt og naturligt.
Men med kristendommens
udbredelse og indførelse i den vestlige verden, ændredes holdningen til såvel
seksualitet som især til homoseksualitet, der i begge tilfælde blev betragtet
som ”synd”. For seksualitetens vedkommende, når denne blev brugt til andet
formål end forplantning, og for homoseksualitetens vedkommende, fordi denne
angiveligt stred imod Guds bestemmelse. Det spillede også en rolle, at
kristendommen så det som en uopsættelig opgave, at bekæmpe naturreligionerne,
der i reglen hørte ind under kategorien frugtbarhedskulte, og som følgelig
dyrkede seksualiteten og i øvrigt også opfattede denne som en sakramental, dvs.
hellig kulthandling, med det formål at fremme både jordens, dyrenes og
menneskenes frugtbarhed og dermed livets fortsættelse.
Holdningen til
seksualiteten skiftede dog omtrent i takt med den stigende sekularisering, idet
seksuel aktivitet udenom forplantningsøjemed blev accepteret som en naturlig handling,
men homoseksualitet blev dog fortsat betragtet, ikke som syndig, men som
unormal og unaturlig, og nærmest opfattet som en psykisk sygdom. Denne holdning
lå til grund for bl.a. psykologen Sigmund Freuds opfattelse af homoseksualitet,
og han mente derfor at den burde behandles og helbredes, og til det formål
mente han at psykoanalyse egnede sig. Det viste sig dog snart, at ”sygdommen”
ikke lod sig kurere ad den vej. Som årsager til denne mente Freud, at en drengs
forhold til og manglende identifikation med en følelesmæssigt kølig og fjern
far, i nogle tilfælde kunne disponere drengen for homoseksuel adfærd. Han mente
dog samtidig, at årsagen kunne være et såkaldt Ødipus-kompleks, hvorunder en
søns underbevidste seksuelle
forestillinger og følelser giver sig udtryk i et stærkt tilknytningsforhold til
moderen, og i et deraf rundet had til eller jalousi overfor faderen. Moderen og
dermed kvindekønnet opfattedes som hellig og urørlig, hævet over seksualitetens
’dyriskhed’, hvilket man mente bevirkede, at sønnens seksualdrift ikke rettede
sig mod en kvinde, men derimod mod en mand. For lesbiske kvinders vedkommende
forekommer tilsvarende et såkaldt elektrakompleks, som indebærer en datters
psykologisk bestemte faderbinding og følgelige rivalisering med moderen. Den
følelsesmæssige identifikation med faderen eller manden, disponerede efter
’eksperternes’ opfattelse kvindens seksuelle begær i retning af tiltrækning mod
kvinder.
I 1800-tallet og
begyndelsen af 1900-tallet var det en fremherskende opfattelse, at
homoseksualitet var unaturlig og derfor forkastelig. Der var strenge straffe
for det, hvis en voksen homoseksuel havde kønslig omgang med unge mænd under 18
år, lige som seksuel omgang med mindreårige (pædofili), det være sig piger
eller drenge, både var moralsk forkasteligt og naturligvis strafbart, alene ud
fra den betragtning, at det unaturlige forhold ville være skadeligt for den
yngre partner. Man mente også, at en dreng eller ung mand kunne forføres til
homoseksualitet, enten af en kammarat eller nok så ofte af en voksen
homoseksuel mand. I nyere tid drejer problemet sig mere om, hvad der kan være
årsag eller årsager til homoseksualitet, om denne evt. er arveligt, genetisk
bestemt, om der er tale om påvirkninger af fosteret under svangerskabet, eller
om det skyldes miljøets indflydelse, f.eks., at der findes homoseksuelle i
familien eller omgangskredsen. I nogle undersøgelser mener man at have fundet
belæg for, at seksualitet og dermed også homoseksualitet er delvis arveligt
betinget.
Til trods for de store
fremskridt på molekylærbiologiens område, hvor det i de senere år er lykkedes
at registrere den menneskelige arvemasse (genomet), råder der dog fortsat stor
usikkerhed omkring spørgsmålet om årsagen eller årsagerne til homoseksualitet,
ikke mindst fordi det har været vanskeligt at identificere gener, der særskilt
regulerer den komplekse og differentierede seksuelle adfærd. Det helt store
spørgsmål er i henhold til forskerne, om der rent faktisk findes et specielt
”homoseksuelt gen”, der dels disponerer et individ for at blive homoseksuel, og
dels indikerer, at homoseksualitet kan være arvelig. En del forskere er
overbeviste om, at seksuel orientering og dermed også homoseksuel orientering,
er en medfødt egenskab.
Som afslutning på denne
kortfattede og utilstrækkelige historiske gennemgang af seksualitetens
historie, skal nævnes, at biologen Charles Darwin var af den opfattelse, at
eftersom heteroseksuelle mænd og kvinder har samleje som et led i
forplantningen, og derfor er dem, der formerer menneskeslægten, vil de
homoseksuelle mænd og kvinder efterhånden uddø, fordi de ikke på normal og
almindelig måde er i stand til at sætte afkom i verden. Det skyldes, at de
homoseksuelle gener af samme grund ikke vil kunne videreføres. Men bortset fra,
at Darwin åbenbart ikke kendte til kunstig befrugtning, viser de faktiske
forhold imidlertid, at antallet af homoseksuelle synes at være stigende, eller
at dette måske snarere skyldes, at flere og flere ”springer ud”, fordi
opfattelsen af homoseksualitet stort set er blevet mere tolerant og
accepterende i nyere tid.
Hjerneforskning
og seksualitet
Det var naturligvis uundgåeligt, at hjerneforskningen ville blive
inddraget i spørgsmålene omkring seksualitet og homoseksualitet. En af de nyeste undersøgelser på
hjerneforskningens succesrige gebet, blev omtalt i danske medier den 18. og 19.
juni 2008. Det drejer sig om en svensk undersøgelse af forholdet mellem hjernen
og seksualitet og mellem hjernen og homoseksualitet, på grundlag af hvilken
konklusionen forenklet sagt lyder, at homoseksualitet sandsynligvis er medfødt.
Ordet ’sandsynligvis’, fordi det endnu ikke er endegyldigt videnskabeligt
fastslået, om homoseksualitet rent faktisk er medfødt.
Men det er forståeligt,
at udsagnet om, at homoseksualitet ikke er et til- eller fravalg, som rabiate
intellektuelle fra det homoseksuelle miljø hævdede i 1970’erne, og heller ikke
er forårsaget af forførelse, som andre hævdede endnu tidligere, men er en
medfødt disposition og skyldes forhold i hjernen, især hilses velkommen af de
homoseksuelle selv, primært fordi det understøtter disses selvaccept og
antagelig også omgivelsernes accept af homoseksualitet. Men midt i glæden og
tilfredsheden overser man efter min mening, at der fra videnskabeligt hold i
virkeligheden blot er tale om registrering, beskrivelse og ”baglæns”
årsagsforklaring. Det sidste forstået på den måde, at man slutter fra fænomenet
homoseksualitet og til, at de registrerede specielle forhold i hjernen, man har
iagttaget, må forholde sig til hinanden som henholdsvis virkning og årsag,
hvilket vil sige, at de i undersøgelsen beskrevne specielle forhold i hjernen
disponerer for homoseksualitet, og eftersom hjernen er medfødt slutter man, at
så må homoseksualitet naturligvis også være medfødt. Dette sidste synes også at
kunne bekræftes af arvebiologien, omend stadig med nogen usikkerhed.
Her skal indskydes, at
den ovenfor nævnte konklusion forholder sig omvendt af, hvad der postuleres
indenfor rammerne af f.eks. Martinus’ kosmologi, nemlig at homoseksualiteten
bunder dybere end i hjernen og den biologiske arvemasse, og at det i
virkeligheden forholder sig sådan, at det er seksualiteten, subsidiært
homoseksualiteten, der er årsagen til de specielle forhold i hjernen, så vel
som til de gener i arvemassen, der disponerer for seksualitet og
homoseksualitet. Disse sidstnævnte udsagn – eller lad os indtil videre kalde
det hypoteser – vil den reduktionistiske natur- og humanvidenskab selvfølgelig
afvise som værende i bedste fald usandsynlige og i værste fald det rene
nonsens. Men før vi her går over til at se på den alternative og end så længe
kontroversielle hypotese om, at den kønslige disposition bl.a. kan være årsag
til de forhold i hjernen, som beskrives i den undersøgelse, der her skal
refereres til, vil vi se lidt nærmere på, hvilke begrundelser den pågældende
forsker fremfører til forsvar for sin hypotese om medfødt homoseksuel
disposition. For hypotese må der trods alt være tale om, afhængigt af beviserne
og – nok så vigtigt – tolkningen af disse.
For lige som præmisserne kan være et problem, således kan
tolkningen af disse også være det, idet det jo er denne, der i bedste fald
medfører konklusionen eller konklusionerne og dermed opfattelsen af et emne
eller en sag. Præmisserne kan være opstillet ud fra vedtagne traditionelle
kriterier, men tolkningen af disse er i høj grad eller måske endda udelukkende
beroende på den eller dem, der fortolker. Beroende på fortolkerens
forudsætninger, herunder intelligens, viden og erfaring, og – nok så vigtigt –
på fortolkerens idiosynkrasier eller sym- og antipatier. Et forhold og en
afhængighed, som fortolkeren måske ikke selv er sig bevidst, men som under alle
omstændigheder i hvert fald indvirker ubevidst på den pågældendes tænkning. Det
betyder bl.a., at der stilles krav om højeste grad af objektivitet eller
fordomsfrihed hos fortolkeren eller fortolkerne. Objektivitet indebærer, at man
ikke på forhånd har taget stilling til – og slet ikke at man evt. foretrækker -
en bestemt konklusion, frem for en anden og eventuelt helt modsat.
Videnskabeligt set bør man derfor som udgangspunkt forholde sig fuldkommen
neutral overfor sit emne, bortset fra interessen for eller nødvendigheden af at
få dette undersøgt og belyst bedst muligt. Men forskerne er jo først og
fremmest mennesker og som sådanne undergivet de samme psykologiske betingelser
og vilkår som alle andre.
Med disse
forbemærkninger vil vi gå over til at se på, hvad der ligger til grund for
artiklen ”Bøsser har kvindehjerner og lesbiske har mandehjerner”, som
NYHEDSAVISEN bragte den 18. juni 2008. Den var skrevet af journalist Rasmus
Karkov og baserede sig angiveligt på en svensk undersøgelse, som under ledelse
af Dr. Ivanka Sevic er blevet foretaget af et forskerteam på Karolinska Institutet
i Stockholm. I artiklen refereres til Dr. Ivanka Savic, som iht. omtalen af
hende på Internettet i artiklen ”Sagen om Ivanka Savic”, er en ret speciel dame
med en påstået kriminel fortid i ex-Jugoslavien, idet den da 77-årige Savic den
21. januar 2004 ved civilretten i Vukovar blev anklaget for folkemord og idømt
4½ års fængsel for krigsforbrydelser, begået i den kroatiske by Vukovar, efter
at denne var blevet erobret af den jugoslaviske hær og serbo-kroatiske oprørere
i november 1991.
Ivanka Savic blev
oprindelig dømt for folkemord omkring 1992, men appellerede dommen, og nye
retssager blev afholdt i 1993 og 1994 i Osijek, som endte med, at anklagen for
folkemord blev ændret til ”ansvarlig for krigsforbrydelser mod
civilbefolkningen”. Savic var ikke selv til stede i retten, men blev in
absentia idømt 8 års fængsel, hvilken dom hun atter appellerede. Ivanka Savic
blev atter anholdt af kroatisk politi i Vukovar i oktober 2000, og den nye
retssag mod hende begyndte i maj 2001. I august s.å. bevilgede domstolen i
Vukovar en midlertidig løsladelse af Ivanka Savic, og sagen mod hende blev
udsat i to omgange og først genoptaget i november 2003 og igen i januar 2004.
Den 21. januar det år stadfæstede appelretten i Vukovar den dom, der var blevet
afsagt ved civilretten. Dommen blev dog straks appelleret til Højesteret, hvor
sagen så vidt det fremgår af oplysningerne på Internettet vistnok fortsat
beror.
I øvrigt skal det
tilføjes, at organisationen Human Rights Watch i mellemtiden var gået ind i sagen
Ivanka Savic, idet man mente og mener at der er begået alvorlige procedurefejl,
men det understreges, at man ikke er istand til at afgøre, om Savic har begået
de kriminelle handlinger, hun er anklaget for.
Men selvom jeg hverken kan eller vil tage stilling til sagen mod
Dr. Ivanka Savic som sådan, vil jeg dog mene, at hvis hun har begået de
forbrydelser, hun er anklaget og dømt for, så må man have lov til at betvivle
hendes moralske og etiske kvalifikationer, både som menneske og
naturvidenskabelig forsker. Det er jo desværre ikke et enestående tilfælde, at
en læge har misbrugt sin særstilling til at opnå fordele på andre menneskers
ufrivillige bekostning. Særlig interessant, men selvfølgelig uden direkte
sammenligning, er tilfældet med den danske praktiserende læge Carl Værnet
(1893-1965), som under Besættelsen gik i tysk tjeneste og blev læge i kz-lejren
Buchenwald, hvor han med direkte tilladelse fra den frygtede og senere
berygtede Rigsfører Heinrich Himmler, blandt andet udførte pinefulde medicinske
eksperimenter på omkring 15 homoseksuelle kz-fanger, men som det efter krigen
lykkedes at flygte og emigrere til Argentina, hvor han bosatte sig i Buenos
Aires og i en årrække her praktiserede som læge. I kz-lejren havde Værnet fået
muligheder for at eksperimentere med homoseksuelle, hvis seksuelle orientering
og præference han mente at kunne ændre eller helbrede gennem medicinske
behandlinger, hvorunder han blandt andet indopererede en kunstig kirtel i form
af en ampul, et såkaldt depot, med testosteron (det mandlige kønshormon) i sine
forsøgspersoners krop. Men hverken depoterne eller injektionerne med
testosteron havde den ønskede virkning, så de patienter, der var homoseksuelle
før forsøgene, forblev det også efterfølgende.
Dr. Værnet blev aldrig
direkte dømt for sine kriminelle handlinger, til trods for at disse blev
takseret som en form for krigsforbrydelse, men efter at det var blevet
afsløret, hvad den pæne og kultiverede mand i virkeligheden havde gjort sig
skyldig i, var han i hvert fald ikke velkommen i den danske koloni i Buenos
Aires. Carl Værnet afgik ved døden den 25. november 1965 som følge af en akut
sygdom, og han blev begravet på den engelske kirkegård i Buenos Aires, hvor
hans daværende hustru var blevet bisat ti år tidligere. (Note 1)
Men hvad der har
motiveret Dr. Ivanka Savic til at foretage undersøgelserne vedrørende de mulige
årsager til homoseksualitet, er jeg ikke blevet helt klar over, men i hvert
fald står det klart bl.a. ifølge Internet-sitet "Ivanka Savic - Born Gay
ProCon.orig", hvoraf det fremgår, at hun har ”No Position Found to the
question "is sexual orientation determined at birth?"”, og at hun
begrunder dette med følgende udtalelse: "I want to be extremely cautious -
this [my] study [Brain Response to Putative Pheromones in Homosexual Men] does
not tell anything about whether sexual orientation is hardwired in the brain. It
doesn't say anything about that." (Note 2)
Denne udtalelse, som
angiveligt er fremført overfor Chicago Tribune, May 9, 2005, har jeg vanskeligt
ved at forene med, hvad der dels står i artiklen ”Bøsser har kvindehjerner og
lesbiske har mandehjerner”, som der her bl.a. refereres til, og dels med
påstandene i nogle af de artikler, der findes på Internettet under Ivanka
Savic, for heri fremfører andre forskere påstanden om, at "sexual
orientation is hardwired in the brain", og følgelig at "sexual
orientation is determined at birth", som noget nær en videnskabelig
kendsgerning.
Personlig læser
jeg den da 79-årige Ivanka Savics udtalelse som en bekræftelse på, at hun – i
hvert fald i maj 2005 – ikke mente eller følte sig sikker på, at seksuel
orientering er rodfæstet (hardwired) i hjernen og følgelig heller ikke, at
seksuel orientering er bestemt ved fødslen. Underforstået, at seksuel
orientering og præference lige så lidt som kønnet vil kunne forklares alene med
henvisning til hjernens anatomi og fysiologiske funktioner, for i det mindste
spiller biologiske faktorer også en rolle i sammenhængen.
Men lad os kort se på, hvad det er Dr. Ivanka Savics og kollegers
undersøgelse går ud på, dog uden at gå ind på de mere fagtekniske udtryk og
sider af sagen. Det drejer sig om, at man ved hjælp af en hjerne-scannings
teknik, hvorunder hjernen afbildes på en monitor, viser, hvilke områder i
hjernen, der på grund af blodgennemstrømningen ’lyses op’ i det center af
hjernen, der kaldes hypothalamus, når man som i dette tilfælde udsætter mænd og
kvinder for at lugte til nogle specielle duftstoffer. Undersøgelserne har
angiveligt påvist, at mænd og kvinder reagerer forskelligt på to former for
kemiske duftstoffer, som menes at være forbundet med seksuel ophidselse. Men
pointen og nyheden i undersøgelsen er konstateringen af, at homoseksuelle mænd
reagerer på samme måde overfor disse stoffer som tilfældet er for
heteroseksuelle kvinder, og omvendt reagerer lesbiske kvinder angiveligt på
samme måde som heteroseksuelle mænd.
De nævnte to
duftstoffer er dels et testosteron, som findes i mænds sved, og dels en
østrogen-lignende blanding, der findes i kvinders urin. Disse duftstoffer
kalder man for feromoner, og de anses for at spille en afgørende rolle for dyrs
seksuelle adfærd, men om de også gør det for menneskets parring, er forskerne
ikke enige om. Men Ivanka Savic og hendes team ved Karolinska Institutet i
Stockholm mener at have konsateret, at homoseksuelle mænds hypothalamus, der
anses for center for seksualitet,
reagerer på mænds sved, men ikke på kvinders urin, som kun stimulerede
lugtcenteret. Savic og hendes team håber imidlertid, at de nye undersøgelser
vil kunne bane vejen for et studium af de menneskelige feromoner i sampil med
det biologiske grundlag for seksuel orientering og præference.
I henhold til de
seneste oplysninger om de af Dr. Savic og hendes team foretagne undersøgelser,
som er refereret i en artikel i tidsskriftet The Proceedings of The National
Academy of Sciences for den 17. juni 2008, drejer disse sig om, at
forskerholdet har scannet et antal heteroseksuelle kvinder og mænds hjerne, og
derpå som en tredje gruppe også et antal homoseksulle mænds hjerne. Derimod er
undersøgelserne af homosksuelle eller lesbiske kvinders hjerne ikke gennemført
i samme omfang som i tilfældet med homoseksuelle mænd. Alligevel har andre forskere
tilladt sig at drage – måske forhastede? - slutninger vedrørende kvindelig
homoseksualitet.
Dette er måske også
tilfældet i artiklen ”Bøsser har kvindehjerner og lesbiske har mandehjerner”,
hvor det raskt væk siges, at ”bøssers hjerne er formet som kvinders, mens
lesbiskes hjerner er som mænds”, at ”både kvinder og bøsser har asymetriske
hjerner, hvor hjernehalvdelene ikke er lige store. / Mænd og lesbiskes
hjernehalvdele har derimod samme størrelse. / Med andre ord er hjernen opbygget
i forhold til, hvem vi falder for seksuelt.” Artiklen fastslår også, at ”Det er
ikke kun hjernehalvdelene, der følges ad i forhold til seksuel tiltrækning”,
idet den del af hjernen, der betegnes som amygdala, også er involveret på den
måde, at heteroseksulle mænds og lesbiske kvinders amygdala især har kontakt
til hjernens bevægelsescentrer, mens heteroseksuelle kvinders og mandlige
homoseksuelles amygdala især har forbindelse til den del af hjernen, der
dirigerer følelser og kropssignaler. Artiklen konkluderer, at Ivanka Savics
undersøgelser dels har påvist, at der er en afgørende sammenhæng mellem
hjernens anatomi og fysiologi på den ene side og menneskets seksualitet på den
anden side, og dels, at hjernen er forskelligt opbygget i forhold til køn.
Det skal dog tilføjes, at der er forskere, som nærer tvivl om Dr.
Savics og hendes teams konklusioner på undersøgelserne, og som desuden tvivler
på, om de humane feromoner (dufthormoner) overhovedet findes. Håbet hos
medicinalindustrien om at finde de menneskelige feromoner, bristede for flere
år siden, da det viste sig, at en lille struktur i næsen, kaldet vomero-nasal
orgel, gennem hvilken f.eks. mus registrerer feromoner, stort set har mistet
sin funktion hos mennesker. Det betyder ifølge nogle forskere, at mennesker har
udviklet sig til at stole mere på synet end på lugtesansen, og de mener derfor,
at det er et stort spørgsmål, om Dr. Savics teknik i det hele taget kan bruges
til at vurdere en persons seksuelle orientering. Dette mener hun tilsyneladende
heller ikke selv, jvf. det tidligere citat ovenfor. Andre forskere mener, at
man lige så godt kan observere folks reaktioner på erotiske billeder, og at
dette er en enklere måde at gøre det på, end hjerne-scannings teknikken. (Note
3)
Andre forskere, som
f.eks. genetikeren Dr. Dean Hamer ved National Institutes of Health, mener, at
hvis der findes menneskelige feromoner, ville disse måske nok kunne give et
indblik i, hvordan hjernen er organiseret, ikke blot vedrørende seksuel
orientering, men vedrørende seksualitet i almindelighed. Det store spørgsmål,
siger han, er ikke, hvad homoseksualitet skyldes, men hvad seksualitet i det
hele taget skyldes. De forskellige aktivitetsmønstre, Dr. Savic ser i
homoseksuelle mænd, kan enten være en årsag til eller en virkning af disses
seksuelle orientering. Hvis seksuel orientering har genetisk årsag eller er
påvirket af hormoner i livmoderen eller i puberteten, så at de neuroner der
forekommer i hypothalamus kunne være formet på en måde, som en person føler sig
seksuelt tiltrukket af. Alternativt kunne det tænkes, at Dr. Savics
konstatering bare er en ren konsekvens af den måde, hvorpå homoseksuelle mænd
bruger deres hjerne. Det kan derfor ikke siges med bestemthed, om de
forskellige mønstre er årsag eller virkning, og Dr. Savics undersøgelser giver
ikke noget endegyldigt svar på disse
afgørende spørgsmål.
Hermed knyttes faktisk an til det tidligere ovenfor nævnte
alternative postulat af Martinus, nemlig at homoseksualiteten bunder dybere end
i hjernen, og at det i virkeligheden forholder sig sådan, at det er
seksualiteten, der er årsagen til de specielle forhold i hjernen. Altså den
kontroversielle hypotese om, at den kønslige disposition kan være årsag til de
forhold i hjernen, som blandt andet beskrives i Dr. Savics undersøgelser. Der
består dog mindst to store hovedproblemer for de naturvidenskabelige forskere,
først og fremmest, at der ikke forefindes en selvindlysende og sammenhængende
(konsistent) teori eller hypotese om, hvad seksualitet overordnet set er for et
fænomen, eller endnu mere overordnet: en teori om, hvad individet eller
mennesket i grunden er. Man søger derfor i alle mulige retninger og kan i en
vis forstand ikke se skoven for bare træer. Og for det andet, at forskerne
begrænser deres undersøgelser til at foregå indenfor det firedimensionale
rum-tid-kontinuum, hvor man nødvendigvis må indskrænke sig til at måle, veje og
hastighedsbestemme undersøgelsesobjekterne. Denne metode resulterer
erfaringsmæssigt og uundgåeligt i en reduktionistisk opfattelse af fænomenerne,
eksempelvis udtrykt i det forenklede årsags-udsagn: Det skyldes hjernen!
Imidlertid er vi i den
heldige situation, at lige præcis en overordnet teori som den efterlyste, netop
findes indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, vel at mærke ikke i form af en
blot og bar trossag, men i højeste grad i form af en logisk sammenhængende
arbejdshypotese, som enhver med de rette kvalifikationer har mulighed for at
eftertænke og efterprøve i praksis.
For læsere af denne hjemmeside står det formentlig klart, at for
Martinus er det levende væsen andet og mere end et blot og bart fysisk,
biologisk fænomen, Tværtimod er det i sin grundstruktur et evigt væsen i form
af et uadskilleligt treenigt princip, kortest udtrykt som Jeget, bevidstheden
og organismen. Jeget er i sin egennatur uskabt, unikt og udeleligt, medens
bevidstheden kan deles i en overbevidsthed og en underbevidsthed, hvor
førstnævnte ligeledes er uskabt, men i sine funktioner både har karakter af
en skabeevne og en oplevelsesevne.
Underbevidstheden, som ikke bør forveksles med det psykologiske begreb af samme
navn, kan igen deles i en dagsbevidsthed og en natbevidsthed. Dagsbevidstheden
er den bevidsthed vi benytter os af i den daglige, vågne tilværelse, medens
natbevidstheden, et begreb, der dækker nogenlunde det psykologiske begreb
underbevidstheden, er den bevidstheden overføres på, når vi sover eller er
såkaldt bevidstløse. Det trenige princips tredje og sidste instans er
organismen, og denne skal forstås både som den psykiske og den fysiske
organisme, der forholder sig til hinanden som henholdsvis ’inderside’ og
’yderside’. Den fysiske organisme fremtræder indenfor rammerne af det kausale
firedimensionale rum-tid-kontinuum, og er derfor undergivet dettes
lovmæssigheder og begrænsninger, hvilket bl.a. vil sige livskredsløbet og deraf
følgende fænomener som f.eks. fødsel og død. Den psykiske organisme,
bevidstheden, sindet eller sjælen, fremtræder udelukkende i åndelig materie
(energi) og har som sådan sine egne lovmæssigheder, hvad f.eks. angår tid og
rum, hvilket jeg dog ikke skal komme nærmere ind på i denne forbindelse, men
henvise læseren til andre steder her på hjemmesiden. Vedrørende det treenige
princip, kan der f.eks. henvises til afsnittet ”Intuition og
personlighed”.
Men for dog ikke at
efterlade læseren i total vildrede med, hvad det er vi her taler om, skal jeg
endnu engang tillade mig at gentage Per Bruus-Jensens enkle og fortræffelige
diagram over det levende væsens totale, kosmiske struktur i henhold til
Martinus:
Oversigt over det levende
væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C
til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.
1) kombinationen A+B+C+C’ =
det totale levende væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det
totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen B+C+C’ = det
totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for princippet ”organismen”
4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller
overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen B+C = ”psyken” eller det
totale parafysiske apparat
6) kombinationen C+C’ =
den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske
organisme
Mellem C og C’ må man i
øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge
retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den
parafysiske struktur.
(Ó Per
Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk.
1.280. – Gengivet her med forfatterens tilladelse).
Imidlertid er det vi
efterspørger her jo, hvordan det ifølge Martinus forholder sig med seksualitet,
subsidiært homoseksualitet, i forhold til bl.a. hjernen og den psykofysiske
organisme. Mere præcist: hvordan begrundes påstanden om, at homoseksualiteten
bunder dybere end i hjernen, og at det i virkeligheden forholder sig sådan, at
det er seksualiteten, der er årsagen til de specielle forhold i hjernen,
hvilket vil sige, at den kønslige disposition kan være årsag til de forhold i
hjernen, som blandt andet beskrives i Dr. Savics undersøgelser, og ikke
omvendt?
Det begrunder Martinus med henvisning til det seksuelle polprincip,
ifølge hvilket hvert eneste levende væsen, herunder mennesket, er forlenet med
to overordnede energicentre eller såkaldte talentkerner: Den maskuline pol og
den feminine pol. Disse er lokaliseret i dén højpsykiske region, Martinus
betegner som overbevidstheden, men er samtidig også repræsenteret i den
psykofysiske organisme, i menneskets tilfælde dels i et center i kønsregionen
og dels i et center i hjernen. Imidlertid kan de to seksuelle energicentre
eller ’poler’ ikke fungere og gøre sig gældende alene, men må assisteres af to
såkaldte polorganer, det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan,
tilsammen betegnet som det psykosympatiske anlæg, der ligger til grund for
individets seksuelle aktiviteter, herunder dets tiltrækning eller evt.
ikke-tiltrækning mod en seksuel partner af enten det modsatte eller eget køn.
Men nok så vigtigt ligger det psykosympatiske anlæg også til grund for
individets sympatier og antipatier. Dette emne skal jeg dog ikke gå dybere ind
på her, men henvise til omtalen af det seksuelle polprincip og den seksuelle
polforvandling her på hjemmesiden.
Derimod skal jeg
forsøge at gøre rede for, hvad det mere præcist er, der i henhold til Martinus
ligger til grund for seksualitet i almindelighed og homoseksualitet i
særdeleshed. Forenklet og kortfattet sagt, er det relationen eller
konstellationen mellem de to seksuelle poler på den ene side og de to seksuelle
polorganer på den anden side, der er forklaringen på individets seksuelle
disposition og orientering. Denne relation eller konstellation er nemlig ikke permanent,
men varierer rytmisk mellem en kosmisk periode eller epoke, hvori de to poler
og de to polorganer samtidig udøver lige stor indflydelse på individets liv og
bevidsthed. Denne konstellation betegner Martinus som ”den dobbeltpolede
tilstand”, nemlig i modsætning til ”den enkeltpolede tilstand”, som forekommer
i en påfølgende kosmisk epoke, hvorunder kun den ene af individets to
overbevidsthedspoler og kun det ene af dets to polorganer, er funktionsdygtige.
Denne vekselvirkning mellem de to nævnte kosmiske epoker er ifølge Martinus
altid forekommet rytmisk skiftende i individets evige kosmiske tilværelse, og
vil ifølge ham også fortsætte med det ud i al fremtid.
Imidlertid er pointet i
den kosmisk set vekslende polkonstellation dette, at i den dobbeltpolede
tilstand, hvor de to poler og polorganer fungerer i harmoni med hinanden,
fremtræder individet hverken som hankøn eller hunkøn, men snarere som
repræsentant for de bedste og smukkeste egenskaber ved begge køn. Det er denne
tilstand, der i henhold til Martinus råder i den periode, han betegner som
næstekærlighedens epoke, hvor man ikke tager til ægte eller bortgiftes, som det
hedder i bibelsk sprogbrug. Omvendt forholder det sig med den enkeltpolede
tilstand, idet det er denne der udgør det dybere grundlag eller den dybere
årsag til forekomsten af de to køn, sådan forstået, at når den maskuline pol og
det emotionelle polorgan er aktivt hos et individ, så fremtræder dette som
hankøn, mens omvendt, at når den feminine pol og det emotionelle polorgan er
aktivt, så fremtræder individet som hunkøn. Denne sidstnævnte periode i
individernes tilværelse betegner Martinus som ægteskabskærlighedens epoke.
Men hvordan forholder det sig med forekomsten af homoseksualitet? På
dette spørgsmål har Martinus et ligefrem genialt svar, idet han henviser til og
forudsætter den kosmiske proces, han betegner som den seksuelle polforvandling.
Herved forstår han det forhold, at konstellationen mellem de to seksuelle poler
på den ene side og de to seksuelle polorganer på den anden side, skifter
indflydelsesmæssig position i relation til hinanden. Det er denne proces, der
dybest set ligger til grund for den kosmiske vekselvirkning mellem den
dobbeltpolede og den enkeltpolede tilstand, lige som det er under forløbet af
denne proces, at der kan opstå seksuelle afvigelser fra normen eller ligefrem
afsporinger af forskellig seksuel art. Martinus betegner faktisk
homoseksualitet som en seksuel afsporing fra den normale kosmiske udvikling
frem mod dobbeltpoletheden. Men det er vigtigt at forstå, at han med
”afsporing” absolut ikke mener hverken noget unaturligt, forargeligt eller
foragteligt. Tværtimod er seksuel afsporing i form af homoseksualitet og
lesbianisme uundgåelig som noget, nogle individer – men altså meget langt fra
alle – må gennemleve på den fælles vej mod dobbeltpolethedens paradisiske
tilstand og tilværelse.
Men hvad er kosmisk set
den mere præcise årsag til homoseksualitet og lesbianisme? – Jo, svarer
Martinus, mænd kan blive homoseksuelle, fordi den hidtil ’sovende’ feminine
seksuelle pol i forening med det intellektuelle polorgan, på et tidspunkt i
mnnneskets kosmiske udvikling på vej mod dobbeltpolethed, ’vågner’ og i
stigende grad begynder at gøre sin indflydelse gældende i individets psyke og
fysiske legeme, og dermed efterhånden også i dets handlingsliv. Undtagelsevist
kan den frembrydende pol og dens polorgan også give sig udslag i seksuel
orientering, ikke rettet mod modkønnet, men fordi der er tale om den feminine pol,
som kun kan tiltrækkes mod det maskuline væsen, altså mod egetkønnet. På samme
måde forholder det sig principielt med, at kvinder kan blive lesbiske, fordi
den hidtil ’sovende’ maskuline seksuelle pol og det intellektuelle polorgan
’vågner’ og ligeledes begynder at gøre indflydelse gældende i individets psyke
og fysiske legeme, og som følge deraf efterhånden også i dets handlingsliv. Og
også her kan det ske, at den frembrydende pol og dens polorgan også giver sig
udslag i seksuel orientering, men heller ikke her rettet mod modkønnet, fordi
der er tale om den maskuline pol, som kun kan tiltrækkes mod et feminint væsen,
hvilket altså vil sige mod egetkønnet.
Den særligt omtænksomme
læser kunne her tænkes at stille spørgsmålet: ”Ja, men hvorfor eller hvordan
kan det gå til, at individet
’afspores’ fra den normale vej og blive homoseksuel eller lesbisk?”
Hertil svarer Martinus, at det kan der være flere årsager til, hvoraf en
kammerats eller voksens forførelse kan være en af årsagerne, for Martinus mener
bestemt, at seksuel forførelse i både hetero- og homoseksuel retning kan
forekomme. Og når kammeraten eller den voksne lader sit stærke seksuelle begær
rette sig mod en ung mand eller kvinde, og derfor gør alt, hvad der står i
vedkommendes magt, for at forføre den unge til seksuelt samkvem, så kan det
ske, at lysten eller ligefrem trangen vækkes hos denne til at gentage
oplevelsen, og dermed er den unge mand på vej ind i homoseksuel adfærd og den
unge kvinde på vej ind i lesbisk adfærd. Dette er der for så vidt ikke noget
galt i, medmindre der opstår sjælelige konflikter og selvforagt hos de
forførte, hvilket i henhold til erfaringen ikke er ualmindeligt. Men hvis
ellers de pågældende accepterer sig selv som homoseksuelle eller lesbiske eller
eventuelt som bifile, og de ellers kan finde sig en seksuel partner, der
ligeledes accepterer situationen, vil de pågældende udmærket kunne fortsætte
med at leve livet som homoseksuelle, lesbiske eller bifile.
Som det vil være
fremgået af det netop sagte, så var der et voksent menneske involveret i
sammenhængen, hvis seksuelle begær var rettet mod egetkønnet, og som ikke kunne
modstå lysten eller måske snarere behovet eller trangen til at forføre et andet
menneske til homoseksuel aktivitet. I henhold til Martinus skyldes det
pågældende menneskes trang eller begær primært dets seksuelle poltilstand, i
hvilken den modsatte pol er begyndt at gøre sin indvirkning så stærkt gældende,
at individet føler seksuel dragning mod egetkønnet, og altså i visse
situationer griber til den moralsk og juridisk – og ikke mindst skæbnemæssigt
set – uheldige udvej, eventuelt at forføre en mindreårig, men i andre tilfælde
måske en jævnaldrende af samme køn, til at have seksuelt samkvem med sig. Det
korte af det lange svar lyder derfor, at homoseksualitet primært opstår som
følge af, at nogle individer med fremskreden og i og for sig normal
poludvikling, ikke formår at styre deres seksuelle begær, men i deres lyst
eller nød griber til den udvej, at forføre et individ af samme køn til at have
seksuelt samkvem med sig.
Homoseksualitet
kan være medfødt
Men mener Martinus også, at homoseksualitet eller homoseksuel
orientering er medfødt? – Ja, det mener han i høj grad kan være tilfældet,
nemlig i medfør af, at såvel individer, hos hvem den modsatte pol er under
stærk udvikling, som individer, der er blevet forført til homoseksuel
orientering, jo i henhold til Martinus lige så godt bliver genfødt som alle
andre heteroseksuelle mennesker og alle andre fysisk levende væsener med for
den sags skyld, der er undergivet reinkarnationens lovmæssigheder, herunder
også årsags-virkningsloven.
Men hvordan forholder
det sig med overførelsen af individets seksuelle orientering til en ny
inkarnation? – Her lyder svaret i kortfattet udgave, at det sker på akkurat
samme måde, som tilfældet er med de øvrige egenskaber ved den fysiske krop,
nemlig gennem de såkaldte organtalentkerner, som i form af ultramikroskopiske
energiladninger eller energimønstre findes oplagrede i individets
overbevidsthed, mere specifikt i ”skæbneelementet”, og via genkomplekset,
specielt kønskromosomerne, hvis ’kodning’ jo allerede foreligger på forhånd og
som gør sig gældende via den befrugtede ægcelle. Herfra udvikler organismen sig
under normale omstændigheder på helt sædvanlig og naturlig måde. Det må anses
for sandsynligt, at kodningen for homoseksualitet i lighed med, hvad tilfældet
er for heteroseksualitet, allerede foreligger i kønskromosomernes gener. Men i
henhold til Martinus er seksualitet lige så lidt som homoseksualitet i den
forstand arvelige egenskaber, hvilket vil sige, at de ikke nedarves fra
generation til generation, selvom det måske kan se sådan ud, men i
virkeligheden skyldes den seksuelle disposition, der på forhånd foreligger i
individets eget overfysiske talentkernekompleks, og som herfra (via det
såkaldte koblingslegeme eller transformationsfelt) overføres til det fysiske
genkompleks. Her skal jeg dog ikke gå i yderligere detaljer med dette
omfattende og komplicerede emne, men henvise den specielt interesserede læser
til afsnittene ”Talentkerneprincippet”, ”Gennem døden eller de parafysiske
verdener”, ”Repetitionsprincippet” m.fl., samt ”Individets skæbnedannelse”,
hvor der i alle tilfælde i noterne vil kunne findes henvisning til relevante
steder primært i Martinus’ egne værker, og sekundært til relevante steder i Per
Bruus-Jensens værker.
Men med alt det ovenfor stående sagt, må man fortsat konstatere, at
naturvidenskaben i almindelighed og hjerneforskningen i særdeleshed er
reduktionistisk, forstået på den måde at man omtrent per automatik søger at
reducere alt, hvad der henregnes under det såkaldt åndelige, herunder fænomener
som ånd, sjæl, bevidsthed, jeget, samt fænomener som udødelighed, overfysisk
tilværelse, Gud, religiøse følelser etc., som i en vis forstand illusoriske
produkter og ledsagefænomener (epifænomener) til den basale fysisk-kemiske
materie/energi og dennes ’blinde’ lovmæssigheder. Der foregår i nutiden en
energisk forskning på hjerneneurologiens, hjernepsykologiens og
hjernefysiologiens områder, som alene har til hovedformål at verificere
hypotesen om, at de ovenfor nævnte åndelige fænomener og begreber ’bare’ er
afledt af hjernefunktioner. Dette kan passende eksemplificeres med at citere en
udtalelse af en amerikansk hjerneforsker, som i et TV-interview fornylig bl.a.
udtalte: ”Noget af det næste, jeg meget gerne vil udforske er, hvordan hjernen
bærer sig ad med at træffe beslutninger.” Det minder mig om, at en navngiven
dansk hjerneforsker for en del år siden ligeledes udtalte i et TV-program (frit
citeret): ”Almindeligvis siger vi f.eks.: Jeg tænker, føler, mener osv., men
det er en sproglig tilsnigelse, for i virkeligheden burde vi sige: Hjernen
tænker, føler, mener osv., for vi er i bund og grund vores hjerne.”
Den pågældende og stadig ret aktive danske
hjerneforsker, som jævnligt optræder offentligt og i medierne, overså
tilsyneladende udtrykkene ”vi” og ”vores”, for hvem eller hvad er ”vi” og
”vores”, hvis disse udtryk og begreber er lig med hjernen? – Er der kun tale om
en sproglig konstruktion, som har til formål at sætte hjernen i stand til at
referere til sig selv? – Eller er der, sådan som blandt andre Martinus hævder
og argumenterer for, tale om et ’noget’, der så at sige ligger ’bag ved’ eller
’forud for’, at hjernen er i stand til at benytte udtryk som ’jeg, ’vi’ og
’vores’? -
Problemet med naturvidenskabsfolk i almindelighed og
hjerneforskere, hjerneneurologer og hjernepsykologer i særdeleshed er
formentlig, at meget få af disse, om overhovedet nogen, også er filosoffer
eller erkendelsesteoretikere. Hvis de havde været det, ville de antagelig nok
have tænkt på en anden måde om hjernen og dens funktioner. I denne sammenhæng
vil jeg i øvrigt tillade mig at anbefale og henvise til Per Bruus-Jensens
seneste og angiveligt allersidste bog fra hans hånd og ånd, nemlig ”Kosmisk
kemi. Introduktion til grundenergiernes kemi i teori og praksis.” Særligt skal
henvises til kapitlerne 5.- 8. Desuden kan henvises til samme forfatters ”Det
kosmiske Gudsbegreb. En samling essays over gudsbegrebet som det optræder i en
stor, moderne mystikers stadigt aktuelle visioner og erkendelse.” På baggrund
af det faktum, at energibegrebet indtager en central position i både ånds- og
naturvidenskaben, og i begge videnskaber spiller rollen dels som arbejds- og
skabeevne og dels som grundlaget for eksistensen af det materielle fænomen,
fremsætter Per Bruus-Jensen til slut i bogen et forslag til det
naturvidenskabelige establishment, som opfordres til at foretage en
”eksperimentel afprøvning af Martinus’ tese om virkelighedens immaterielle
fundering.”
Meget dristigt stiller
Per Bruus-Jensen problemets alternative muligheder op på følgende måde, at hvis
energi endegyldigt kan påvises at være noget immaterielt, taler det
til fordel for Martinus’ tese om Guds eksistens, idet man i bekræftende fald må
betragte den materielle verden som en skabt foreteelse, der implicit refererer
til en skaber som sin første forudsætning. Men hvis energi derimod endegyldigt
kan bevises grundlæggende at være et materielt fænomen, vil dette selvfølgelig være til fordel for den
materialistiske virkelighedsopfattelse, med alt, hvad dette indebærer og deraf
følger, herunder at begrebet Gud dermed konsekvent er en totalt overflødig
instans og forudsætning for den materielle virkeligheds eksistens, og dermed
for den verden og tilværelse, vi kender, – og ikke mindst: for os selv. Det
skal blive interessant at se, om der findes naturvidenskabsfolk, der vil, kan
og tør? tage udfordringen op, men mon ikke det vil ske før eller siden? Der har
jo tidligere været lignende tiltag fremme i den retning, som tilfældet f.eks.
var med seminaret under tema-overskriften ”Videnskaben eller Gud?”, som blev
afholdt i midten af 1990’erne, men hvor man imidlertid kun nåede frem til at
trække ’fronterne’ op mellem videnskabens bud på virkeligheden og
åndsvidenskabens og religionens bud på samme. (Note 4)
Tilbage bliver dog
spørgsmålet om, hvor vidt man med rette kan stille problemet om materielt kontra
immaterielt op på den forenklede måde, som Per Bruus-Jensen foreslår, for det
indebærer jo blandt andet, at man i sandhedens interesse samtidig åbner op for
muligheden af, at religionens og religionsfilosofiens – og ikke mindst
Martinus’ kosmologis - bud på en virkelighedsforståelse, skulle vise sig at
være en ren og skær illusion, altså en i bund og grund urealistisk eller falsk
virkelighedsforklaring eller virkelighedsforståelse. Dette sidste er
naturligvis ikke hverken Per Bruus-Jensens eller andre åndsvidenskabeligt
interesserede menneskers hensigt eller mening, idet man jo – på trods af, at
der vitterligt forekommer meget bedrag og svindel på det åndelige marked og
gebet - rent faktisk nærer en grundlæggende tiltro til, at f.eks. Martinus’
kosmiske analyser i alt væsentligt og i kraft af disses interne logik er
holdbare og sande, og dermed til, at eksistensen af ikke-fysisk åndelig energi
er et faktum. Ja, Martinus går endda så vidt, at han karakteriserer fysisk
energi som en illusion, idet den ved roden er afledt af åndelig energi, hvilket
umiskendeligt fremgår af hans kosmologi. I det stykke er han helt på linje med
andre store filosoffer og åndsforskere ned gennem historien, som f.eks.
grundlæggeren af det indiske filosofiske system Advaita Vedanta, Sri Sankar
Acharya, italieneren Giordano Bruno og hollænderen Baruch Spinoza, m.fl.. At
disse kloge og indsigtsfulde folk levede og virkede for århundreder siden, er
ikke ensbetydende med, at de var urealistiske i deres livs- og
verdensopfattelse.
Her skal i øvrigt særligt henvises til bogen ”Det kosmiske
Gudsbegreb”s 7. kapitel: ”Refleksioner over hjernebegrebet – hvor sidder sjælen
i hjernen...?” (Begge de nævnte bøger vil forresten kunne rekvireres på www.nordisk-impuls.dk).
Fra sidstnævnte bog og
kapitel skal jeg afslutningsvis tillade mig at citere følgende:
”Medens hjerneforskerne ser sjælen/Jeget som et rent og skært produkt
af materiel hjernevirksomhed, optræder sjælen/Jeget hos Martinus som et
selvstændigt, immaterielt fuktionsprincip (X1), der fra en komplementær
position bruger hjernen til at sikre sig selv eksistentiel bekræftelse. Og
takket være, at det materielle ved roden i virkeligheden har immateriel status,
og dertil lige som sjælen/Jeget er forankret i ”Det guddommelige Noget”, er der
basis for, at de to former for virkelighed kan ’tale’ med hinanden, og hvorved
der til fordel for to-vejstrafik slås bro mellem objektiv og subjektiv
virkelighed...”
Og hvor sidder sjælen/Jeget så i hjernen...?
Svaret er fra Martinus’ side, at dette kosmiske funktionsprincip
totalt gennemtrænger hjernen akkurat som det tomrum, der er dens hovedbestanddel.
Sjælen/Jeget optræder m.a.o. overalt i den fysiske hjerne – gennemtrænger og
overskygger den totalt.
Men hvad kan vi bruge det til, dette alternative syn på
sjælen/Jeget...?
Til at se udødelighedstanken bekræftet, idet sjælen/Jeget i Martinus’
fremstilling tydeligt nok er en usårlig og uforgængelig størrelse. En
størrelse, som det i samme forbindelse er nærliggende at tilkende evnen til
også at kunne forbinde sig med andre former for stof end det fysiske – fx.
energien/stoffet i det nyopdagede, såkaldte nulpunkt- eller kvante-vakuumfelt,
således at dette kan tænkes at tjene som en para-fysisk
overlevelseszone, der ved døden tilbyder sig til afløsning af livet i den
fysiske eksistenssfære...” (Note 5)
Det kan i øvrigt også
anbefales at læse 8. kapitel ”Om
hjernen og det tre-enige princip” i bogen ”Det kosmiske Gudsbegreb”, idet man
heri får et glimrende overblik over og indtryk af, hvilken rolle hjernen
spiller i forhold til både psyken (sjælen) og ånden. I kapitlet drages den interessante
konklusion, ”at hjerneteorien som et produkt af menneskelig hjernevirksomhed
selv tilhører den subjektive virkelighed og dermed også selv må betragtes som
et eksempel på epifænomenal skinvirkelighed, omfattet af de samme forbehold
mht. troværdighed som alt andet af subjektiv natur. Eller sagt anderledes: Ved
at fremføre det epifænomenale postulat med samtlige dets implikationer ophæver
den materialiststiske hjerneteori på forhånd sin egen troværdighed og ’skyder’
dermed så at sige sig selv i foden...
At nå til denne konklusion er imidlertid ikke ensbetydende med
total afvisning eller underkendelse af hjerneforskningens empiriske, faktuelle,
operationelle samt terapeutiske kvaliteter og aspekter, men angår alene den
type eksistentielle konklusioner, man mener at kunne drage af sin
forskning.”
Disse ord og denne
konklusion af Per Bruus-Jensen kan jeg helt tilslutte mig, idet jeg dog
samtidig vil minde om, at emnet naturligvis er betydelig mere omfattende og
kompliceret, end det er fremgået her af min artikel. Men først og fremmest er
emnet interessant set fra en erkendelsesteoretisk synsvinkel, hvilket læseren
måske vil kunne få et lille indtryk af, ved at læse TILLÆG: Om erkendelseslæren
i Martinus’ kosmologi, 1. – 5. kapitel, her på hjemmesiden.
For imidlertid at afværge en eventuel anklage for, at jeg forholder
mig til emnet om hjernen og bevidstheden med videre, på samme måde som de
fortolkere, jeg tidligere klandrede i denne artikel, må jeg skynde mig at
tilføje, at jeg naturligvis er opmærksom på, at der her kan ligge et problem.
Det må også indrømmes, at jeg måske ikke selv opfylder kravet om højeste grad
af objektivitet eller fordomsfrihed, idet mit udgangspunkt jo vitterligt er, at
jeg personlig foretrækker den løsningsmodel på livs- og verdensanskuelsen, der
er eksemplificeret i og med Martinus’ kosmologi. Men til mit forsvar vil jeg
dog tillade mig at fremhæve, at jeg på ingen måde forholder mig hverken
ortodokst eller dogmatisk til Martinus’ kosmiske analyser og disses konklusioner.
Tværtimod har jeg altid søgt at eftertænke og eventuelt bekræfte eller afkræfte
konklusionerne ud fra mine egne præmisser og kriterier, som primært har været
og fortsat er beroende på, hvad jeg er i stand til at erkende som værende
sandhed eller virkelighed. Men hvis det – mod forventning – skulle lykkes for
naturvidenskaben, subsidiært hjerneforskningen, at fremlægge reelt
modsigelsesfri dokumentation for, at det materialistiske grundsynspunkt er
holdbart og dermed det eneste gældende, vil jeg – omend ikke med glæde –
frafalde enhver tro på det modsatte.
Men end så længe må jeg
holde fast i opfattelsen af – kald det for min skyld gerne troen på – at den
livs- og verdensanskuelse, der er fremlagt af Martinus, og som i øvrigt har
store lighedspunkter med f.eks. Advaita Vedanta, giver et helhedssyn, der på
positiv måde inkorporerer og tilgodeser den materialistiske livs- og
verdensanskuelse, og anviser denne en angiveligt både nødvendig og uundværlig
plads i menneskehedens mentale udviklingshistorie. Det forholder sig ikke på
helt samme måde med den modsatte, materialistiske model, idet denne ganske vist
indbefatter den idealistiske model, men på en grundlæggende negativ måde, idet
den anser ånden og bevidstheden for at være epifænomener eller illusoriske, og
derfor i den forstand uvirkelige, produkter af den fysisk-kemiske energi og
dennes ubevidste og i en vis forstand tilfældige lovmæssigheder. Dette
grundsynspunkt har jeg altid haft overordenstlig svært ved at forstå og
acceptere, især når jeg betragter livet og verden i og omkring mig, som i min
opfattelse fremstår som både en virkelighed og et underværk, der får mig til at
forundres og intenst føle, at livet, fra den mindste blomst til den umådelige
stjernehimmel, er det største eventyr, der findes.
© 2008 Harry Rasmussen.
Note 1.:
I krigens sidste måneder var
SS-Sturmbannführer, Dr. Carl Værnet med kone og børn vendt tilbage til Danmark
og havde taget ophold hos hans broder i Torrild, og her afhentede
frihedskæmpere fra Odder ham dagen efter befrielsen. Sigtelsen lød på
forbindelse med den tyske værnemagt og nazi-partiet, men hvad lægen nærmere
havde bedrevet i det Tredje Rige blev man i første omgang tilsyneladende ikke
klar over. Selv bedyrede han naturligvis sin uskyld, og mange af hans tidligere
patienter, blandt andet i Søbirg, hvor han havde haft praksis i mange år, havde
svært ved at tro dårligt om den venlige og hjælpsomme mand. Senere blev han
overført til København, hvor hans sag blev behandlet af Frederiksberg Politi,
fordi Værnet tidligere havde haft klinik og boet på Platanvej. Men også her
havde politiet vanskeligt ved at samle bevismateriale imod Værnet, og han blev
derfor midlertidigt løsladt med en sigtets rettigheder. Imidlertid var
formående og mere eller mindre pro-nazistiske venner parate til at hjælpe
Værnet, og disse formidlede at han kunne rejse til Sverige, for at blive
behandlet for sin hjertelidelse i Stockholm.
Senere erfarede
man via Nürnberg-domstolen, og ligeledes fra bl.a. hjemvendte danske politifolk,
der 1944 til april 1945 havde været interneret i kz-lejren Buchenwald, at en
del her havde mødt major Værnet i SS-uniform og med uniformshue med
dødningehoved, og det stod derfor klart, at Værnet ikke kun havde været en
ubetydelig håndlanger i de nazistiske krigsforbrydelser. Man anmodede derfor de
svenske myndigheder om at arrestere og sende Værnet tilbage til København.
Dette viste sig af forskellige grunde vanskeligt, og inden man nåede så langt
som til at arrestere ham, havde han forladt Sverige og var via en af de store
europæiske havnebyer rejst – eller vel nærmere flygtet – til Brasilien, hvor
han bosatte sig i Buenos Aires og hvor han snart blev et agtet medlem af
stedets danske koloni. - Det skal her tilføjes, at Carl Værnet angiveligt selv
opfattede sine hormon-eksperimenter på homoseksuelle som ”en ideel terapiform”,
som kunne få afgørende betydning ”for både den syge og sunde del af menneskeheden”, og han tilføjer i et brev af
20. nov. 1945 til vennen og
samarbejdspartneren Gunnar Kelstrup, at han kun havde haft til hensigt, ”at
gavne menneskeheden”, og at hvis det lykkedes ham at fuldføre dette arbejde,
havde han i hvert fald været tro mod sin lægeed.. .:– Værnets forsøg med
”kunstige hormonkirtler”, bl.a. også mod diabetes, vakte også interesse hos den
danske medicianlindustri, da man erfarede, at homoseksuelle ”kunne helbredes og
således befries for deres ulykkelige skæbne.” Men selvom det faktisk lykkedes
for Dr. Værnet at udtage verdenspatent af 20. sept. 1946 og for Danmark af 23.
februar 1963, kom der dog ikke noget praktisk resultat ud af projektet. - Vedr.
Carl Værnet og hans liv og skæbne, se Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby,
Niels-Birger Danielsen, Jakob Rubin: VÆRNET. Den danske SS-læge i Buchenwald.
JP Bøger 2002.
Note 2.:
Dansk oversættelse af Dr. Savics udsagn: ”Har ingen stillingtagen til
spørgsmålet “er seksuel orientering bestemt fra fødslen”, og “Jeg ønsker at
være yderst forsigtig – denne [min]
afhandling [Hjernens reaktion på mulige feromoner i homoseksuelle mænd],
fortæller ikke noget om, hvor vidt seksuel orientering er rodfæstet i hjernen.
Den siger intet om det.”
Note
3.:– Dr. Værnets forsøg med ”kunstige hormonkirtler”, bl.a. også mod diabetes,
vakte også interesse hos den danske medicinalindustri, da man erfarede, at
homoseksuelle ”kunne helbredes og således befries for deres ulykkelige skæbne.”
Men selvom det faktisk lykkedes for Dr. Værnet at udtage verdenspatent af 20.
sept. 1946 og for Danmark af 23. februar 1963, kom der dog ikke noget praktisk
resultat ud af projektet.
Note 4.:
Vedr. det nævnte seminar og dettes tematiske problematik: Se bogen ”Videnskaben
eller Gud?” Redaktion Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996. - Vedr. Gud som skaber, skal læseren her erindres om, at eftersom
samtlige levende væsener iht. Martinus udgør Guds sanse- og
manifestationsorganer, er det via disse, at Gud skaber alt, hvad der
eksisterer, har eksisteret og nogensinde vil komme til at eksistere. Lad os som
eksempel på Guds skabelse tage et træ. Guds direkte medvirken i skabeprocessen
sker ’substantielt’ i form af, at træet eksisterer indenfor Guds egen
psykofysiske organisme, og ’overordnet’ ved, at de kosmiske skabeprincipper (=
Guds vilje) råder og udgør de lovmæssigheder, der via de seks kosmiske
grundenergier og summen af organtalentkerner bestemmer, hvordan træet – og i
øvrigt al det skabte – skabes. Den fysiske del af træet udgør organisme for et
individ i den åndelige verden, mere præcist i den sfære, Martinus betegner som
”salighedsriget”, medens træets rødder, stamme, grene, blade og eventuelle
blomster er opbygget af assisterende mikroskopiske individer i form af
elementarpartikler, atomer, molekyler og celler. Vedr. de kosmiske
skabeprincipper mm. henvises læseren til artiklen Alts
oprindelse – et essay om at forstå verden, hvori der bl.a. findes en
kort oversigt over de kosmiske skabeprincipper:
Note 5.:
Vedr. Per Bruus-Jensens brug af udtrykket ”sjælen/Jeget” i ovenstående citat,
så skyldes dette angiveligt ikke at han sidestiller eller identificerer de to
faktorer eller instanser med hinanden, men naturligvis på forhånd er helt på
det rene med, at instansen ’sjælen’ henhører under det treenige princips tredje
instans: det skabte = X3, medens ’Jeget’ henhører under samme princips første
instans: skaberen = X1. Hans brug af udtrykket ”sjælen/Jeget” skyldes, at hans
artikel refererer til radioudsendelsen ”Hjernerejsen – hvor sidder sjælen i
hjernen”, DR, progam 1, hvori den nævnte sammenstilling ”sjælen/jeget/selvet”
forekommer. Udsendelsen er tilgængelig på internettet. Se evt. Per
Bruus-Jensens egen nærmere forklaring herom i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls
nr. 2-2008, side 16-17.
© 2008
Harry Rasmussen.
.