Den indre virkelighed

- om en metode til mental indadskuen

For efterhånden mange år siden, i 1946, begyndte jeg som kun 17-årig at studere yogafilosofien og yogalæren, først og fremmest raja-yoga, men siden også hatha-yoga, lige som jeg læste nogle af de relativt få bøger om indisk filosofi, der dengang var på bogmarkedet. Det drejede sig for sidstnævntes vedkommende bl.a. om Srî Ãnanda Ãchãrya’s ”Indledning til indisk filosofi” og samme forfatters ”Arya Metafysik”, som i begge tilfælde fangede min interesse så stærkt, at de tanker og ideer om verden, livet og tilværelsen, der blev beskrevet i disse bøger, fik meget stor indflydelse på mig og mit efterfølgende liv. Denne interesse har jeg bl.a. skrevet lidt om i artiklerne ”Min vej til Martinus” og ”Er sjælen en hallucination?”, som begge står at læse her på hjemmesiden. I årene efter 1946 stiftede jeg bekendtskab med flere andre bøger om yoga og indisk filosofi, herunder Dr. phil. Poul Tuxens danske oversættelse af indisk filsofis klassiske værker i form af Upanishaderne, hvis tankegang fascinerede mig dybt, samtidig med at de underbyggede min hidtidige indsigt i og forståelse af nogle af kernepunkterne i klassisk indisk filosofi. Upanishaderne havde i øvrigt i tysk oversættelse inspireret flere af den tyske romantiks store filosoffer, som f.eks. Fichte og Schopenhauer, hvis respektive filosofi jeg dog først fik kendskab til senere.

Allerede i efteråret 1945, nogle måneder efter Besættelsens ophør, var jeg, der kun havde gået i skole til og med 2 Fri Mellem, imidlertid stødt på, at der var noget, som hed yoga og indisk filosofi. Det skete under et biblioteksbesøg, hvor jeg tilfældigvis faldt over en bog med titlen ”Bag Indiens lukkede Døre”, forfattet af en englænder ved navn Paul Brunton. Medens jeg stod ved biblioteksreolen, bladede jeg uden at tænke nærmere over det, uvilkårligt op på en side i bogen, hvor der blandt andet stod følgende ord, som indprentede sig i min bevidsthed med en særegen kraft og styrke: ”De siger Jeg. Jeg vil gerne vide! Sig mig, hvem er Jeg?”

Det retoriske spørgsmål blev fremsat af den åndelige lærer, Maharishi’en, den store vismand, som Brunton havde opsøgt under sit besøg i Indien og nu forhørte sig hos, om hvordan man kan få klarhed over sig selv, sit liv og verden. Efter nogen tøven svarer Brunton, ved at nævne sit navn, hvortil vismanden igen retorisk siger: ”Og kender De ham?” . ”Det har jeg gjort hele Livet!” svarer Brunton med et smil, der dog straks stivner, da mentoren fortsætter: ”Men det er kun Deres Legeme! Jeg spørger igen: Hvem er De?” Det har Brunton ikke umiddelbart noget svar på, hvorfor vismanden tillægger: ”Lær først det Jeg at kende, så vil De kende Sandheden,” Og lidt efter kommer der en opfordring: ”Der er kun en Ting at gøre. Sku ind i Deres egen Sjæl. Gør det på den rette Måde, og De vil finde Svar på alle Deres Problemer.”

Men Brunton var fortsat lidt usikker og forvirret og spurgte derfor: ”Hvad skal man gøre? Hvilken Metode skal jeg følge?” Vismandens svar lyder prompte: ”Gennem dyb Eftertanke over Naturen af ens eget Selv og gennem stadig Meditation kan Lyset blive fundet.” Samtalen mellem Maharishi’en og Brunton var meget længere, end refereret her, men de ovenfor citerede linier var nok for mig i første omgang til, at jeg skyndte mig hen til biblioteksskranken og bad om at måtte låne bogen med hjem. (Note 1)

Interesse for indisk filosofi

Vel hjemme på mit værelse igen, tog jeg straks fat på at læse hele samtalen mellem Brunton og Maharishi’en, og indholdet heraf blev nærmest en euforisk oplevelse for mig, for jeg følte det som noget, jeg allerede kendte til dybt inde i mig selv. Det mindede mig først og fremmest om nogle oplevelser, jeg havde haft som cirka 9-årig, og i nok så høj grad om en dramatisk oplevelse, hvor jeg som 13-årig ved et uheld mistede bevidstheden om omverdenen, men opdagede, at jeg fortsat var bevidst om, hvad der skete med mit åndelige eller sjælelige legeme. Denne oplevelse har jeg beskrevet i artiklen ”Min vej til Martinus” og skal derfor ikke gentage den her, men henvise til artiklen her på hjemmesiden. Men nok så interessant, så fandt jeg senere ud af, at spørgsmålet ”Hvem – eller måske rettere: Hvad er Jeg’et?” blev bestemmende for Paul Bruntons åndelige liv resten af hans tilværelse, og samtlige hans andre bøger udsprang faktisk fra denne ’kilde’. Men hvad mere er, så blev samme spørgsmål også bestemmende for mig og mit liv, idet jeg i årene efter gjorde forsøg på at finde svaret på dette centrale eksistentielle spørgsmål og på alt, hvad dette indebar af konsekvenser for mit liv og min livsanskuelse.

Bekendtskabet med bogen ”A Search in Secret India”, oversat til dansk af Ivar Gudme under titlen ”Bag Indiens lukkede Døre”, hvis udgivelsesår ikke er klarlagt, men den engelske originaludgave var udkommet i 1934, betød en styrkelse af min lyst til at læse, hvad Paul Brunton ellers havde skrevet. Men det lykkedes ikke før i 1948 at erhverve nogle af hans andre bøger. Det viste sig ved samme lejlighed, at disse på det tidspunkt kun var udkommet på engelsk, og eftersom jeg kun havde lært tysk i skolen, var mine forudsætninger for at læse, forstå og endsige tale engelsk omtrent lig nul. Imidlertid var min interesse for emnet yoga og indisk filosofi så stor og påtrængende, at jeg valgte at købe bøgerne på engelsk. Til den til at begynde med lidt vanskelige tydning af de engelske ord og sætninger havde jeg købt Kirschheiners engelske grammatik og Gyldendals røde Engelsk – Dansk Ordbog, og ved hjælp af disse to bøger lykkedes det at stave mig igennem og få mening ud af det læste. Den første bog af Brunton på engelsk, jeg erhvervede og læste, var ”The Quest of the Overself”, som ikke har noget udgivelsesår, men som en anden kilde nævner udkom 1937. ”A Search in Secret India” (1934) var Bruntons første bog om indisk filosofi, derefter fulgte ”The Secret Path” (1935) og ”A Search in Secret Egypt” (1936), ”A Message from Arunachala” (1936), og ”A Hermit in the Himalayas” (1936).

De overfor nævnte bøger af Paul Brunton fulgtes op af bøgerne”Indian Philosophy and Modern Culture” (1939), ”The Inner Reality” (1939), samt hovedværket i to bind: ”The Hidden Teaching Beyond Yoga” (1941) og ”The Wisdom of the Overself” (1943). Endelig fulgte ”The Spiritual Crisis of Man” (1952), som så vidt vides blev hans sidste bog, idet han derefter trak sig tilbage for at hellige sig sine filosofiske studier og undervisning af de elever, der havde samlet sig omkring ham. Imidlertid viste det sig ved hans død i 1981, at han i de mange år lige siden hans sidste bogudgivelse, havde efterladt sig omkrng. 20.000 siders notater om filosofiske emner. Disse notater er siden blevet offentliggjort, bl.a. på internettet, under titlen ”The Notebooks of Paul Brunton”.

De fleste af de nævnte bøger af Paul Brunton blev efterhånden oversat til dansk, henholdsvis under titlen ”Livets indre virkelighed”, ”Budskabet fra Himalaya”, ”Indisk visdom og vesterlandsk tænkning”, ”Den skjulte lære hinsides Yoga” og ”Erkendelsen af Overselvet”, de to sidstnævnte titler udgivet under ét som ”Visdommens Bog” på Strubes Forlag. Alle de nævnte andre danske udgaver er ligeledes udgivet på Strubes Forlag. Men personligt valgte jeg kun at købe bøgerne på originalsproget, som jeg med tiden kom til at kunne læse, forstå og tale nogenlunde korrekt og flydende.

Bogen ”The Secret Path” har undertitlen ”A Modern Technique for Self-Discovery”, og her er vi netop ved sagens kerne, idet bogen anviser en metode eller ’teknik’ til at opdage og erkende sit inderste SELV. Denne metode uddybes i ”The Quest of the Overself”, som derfor udgør en direkte fortsættelse af ”Den hemmelige vej”, og som også senere blev oversat til dansk under den lidt misvisende titel ”Ad sindets ukendte veje”. Det med selv-udspørgelses-teknikken’ skal jeg vende tilbage til senere nedenfor, for det er faktisk det, denne artikel væsentligst skal handle om.

Interessen uddybes og styrkes

Men indtil videre kendte og havde jeg af Bruntons bøger kun læst ”Bag Indiens lukkede døre”, nemlig i efteråret 1945. Hvad angår mit bekendtskab med yoga i teori og praksis, så var en af de første andre bøger jeg læste herom, forfattet af billedhuggeren og forfatteren Sofus J. Nervil (1874-1941), som også havde specialiseret sig i yogateori og –praksis, og som desuden fungerede som underviser og terapeut. Bogen havde titlen ”Tankens Magt. Daglig Praksis og Øvelser”, og den var udkommet på H. Hagerups Forlag, København 1924. Nervil havde tidligere udgivet ”Raja-Yoga. Indernes Psyko-Fysiologi. 1. og 2. Del. Systemets Træninger, Teori og Praksis.” H. Hagerups Forlag 1923, men denne bog har jeg dog ikke haft lejlighed til at læse. Det var derimod tilfældet med nogle af hans senere bøger om samme emne: ”Personlig Magnetisme. Charmens Udvikling. Daglig Praksis og Øvelser”, 1924, ”Tidens Nervøsitet og dens Helbredelse”, 1926, og ”Foryngelse og Helbredelse. Mit System”, 1928, alle udgivet på H. Hagerups Forlag.

Noget af det, der gjorde Nervils bøger lette at læse, var især, at han helt undgik at benytte sig af indisk filosofis sanskrit-terminologi, lige som han udvidede stofområdet ved at indbefatte dele af vestlig filosofi og psykologi. Personlig synes jeg, at alle Nervils bøger om yoga er interessante, vidende og velskrevne, men skulle jeg fremhæve en af bøgerne, måtte det nok blive ”Tidens Nervøsitet og dens Helbredelse”, fordi den også giver et godt indblik i seksualitetens psykologi. Men i øvrigt er det ikke lykkedes mig at finde frem til, hvem Sofus J. Nervil egentlig var, bortset fra en oplysning på internettet om, at han var billedhugger, men hvor han havde sin indsigt i yogaen fra, ved jeg ikke, men han var tydeligvis ekspert på yoga-området.

Det var også omkring 1946-47, at jeg faldt over nogle bøger om Buddha og buddhismen, et emne, som havde min interesse, fordi Buddha angiveligt også havde indisk filosofi og yoga som sit udgangspunkt, men på et tidspunkt brød han med yogafilosofien og yogapraksis, fordi han havde erfaret og ræsonneret sig frem til, at askese ikke i sig selv fører til sjælens frigørelse fra livets evindelige kredsløb af fødsel, død og genfødsel (samsara). Frigørelse bestod derimod i, hævdede han, at frigøre sig fra enhver form for begær, og på denne opfattelse grundede han sin lære om den otte-foldige vej mod erkendelse og udfrielse fra ’livshjulet’. En af de bøger om Buddha, jeg læste, var Chr. Reventlow: ”Hvad Buddha lærte om Livets Mening”, Gyldendal 1943. Men den omstændighed, at Buddhas lære – i hvert fald tilsyneladende - både afviser Jegets (Atmans) og Overjegets (Brahmans) reelle eksistens, lige som tanken om at vende verden ryggen, var nok til at afgøre for mig, at jeg i hvert fald ikke havde lyst til at beskæftige mig mere indgående med hans i øvrigt nok så interessante tankesystem. Men Buddha var en virkelig vismand, hvis aforismer er noget af det klogeste, der nogen sinde er blevet udtalt af et menneske. (Note 2)

Men nok så afgørende for mig var det, da jeg omkring 1947 læste Srî Ãnanda Ãchãryas bog: ”Indledning til indisk Filosofi”, som var en række foredrag holdt på engelsk ved Kritiania Universitet i 1915 og samme år oversat til norsk af Bolette Bontum Durban, og udgivet i kommission hos Scheteligs Bokhandel, som i Danmark var repræsenteret af Erslev & Hasselbalch, København. Denne bog gav en udmærket oversigt over klassisk indisk filosofi, herunder ikke mindst Sankhya, Yoga og Vedanta, som repræsenterer tre af de klassiske indiske idealistiske filosofiske systemer. Senere i 1947 læste jeg også samme forfatters ”Prolegomena till Arya Metafysik”, som indeholdt en række foredrag, han havde holdt på engelsk ved Stockholms Universitet i 1916 og udgivet i bogform i 1917, men oversat til svensk. Til trods for det noget uvante og relativt svære stof, især for en 18-årig, syntes jeg dog at kunne forstå en hel del af indholdet. (Note 3)

Imidlertid var jeg nu for alvor sporet ind på indisk filosofi og ikke mindst yogafilosofien, og heldet eller skæbnen om man vil, ville at jeg i 1948 under et besøg i Melchior Andersens boghandel ude på Falkonér Allé, tæt ved krydset Gl. Kongevej og Smallegade, faldt over et par bøger på engelsk af den på det tidspunkt afdøde indiske Swami Vivekananda. Det drejede sig om ”Jnana-Yoga” (Jnana betyder ’højere kundskab’ og derfor også ’Vedanta-yoga’) og ”Raja-Yoga” (Raja betyder ’konge’), henholdsvis udgivet 1946 og 1947 af Advaita Ashrama, Màyavati, Almora, Himalayas. På samme tid erhvervede jeg en dansk oversættelse af Bhagavad Gîtâ (Herrens Sang), oversat til dansk af Frantz Lexow efter Annie Besants engelske oversættelse fra sanskrit, og udgivet på Teosofisk Samfunds danske Forlag 1920.

Men under læsningen af Vivekanandas to ovennævnte bøger, fornemmede jeg at være kommet tættere på ’kilderne’, som han i øvrigt også gennemgik for Raja-yogaens vedkommende. Bekendtskabet med kilderne blev endvidere uddybet via bogen ”The Yoga-Sutras of Patanjali. Sanskrit Text and English Translation together with an Introduction and an Appendix, and Notes on each Sutra based upon several authentic commentaries – all in English. By M.N.Dvivedi, Professor of Sanskrit. Revised and Edited by Pandit S. Subrahmanya Sastri, F.T.S.” Udgivet af The Theosophical Publishing House, Adyar, Madras, India 1947. Men jeg gik dog ikke så vidt, som til at lære Sanskrit, for at kunne læse originalteksterne, idet jeg gik ud fra at såvel de engelske som danske oversættelser måtte være pålidelige.

Flere yoga-former

Ordet og begrebet ’yoga’ er sanskrit og betyder metoden, teknikken eller vejen til en forening af den individuelle sjæl (Atman) med den universelle sjæl (Brahman). Men eftersom der forekommer forskellige menneske- eller bevidsthedstyper, findes der derfor også forskellige former for veje, ad hvilke man kan stræbe efter at opnå forening med det guddommelige. Af yoga-former eller yoga-grene findes der hatha-yoga, raja-yoga, jnana yoga, bhakti-yoga, karma-yoga, laya-yoga eller kundalini-yoga, og tantra-yoga, men alle tjener samme overordnede formål: Oplevelse og erkendelse af det guddommelige og dermed ’frigørelse’ fra trældommen under den materielle verdens åg.

Hatha Yoga: Det fysiske legemes yoga, i betydningen at opnå legemskontrol og legemspleje, med det primære formål at holde kroppen sund og stærk, så at den især vil kunne indtage meditationsstillingen, padmasana = lotusstillingen, i længere tid ad gangen.

Raja Yoga: Sindets yoga i betydningen sindskontrol og bevidsthedspleje, med det formål at kunne foretage en længerevarende meditation på Jeget eller det guddommelige med det sigte, via beherskelse af Kundalini-kraften at opnå oplevelsesmæssig sammensmeltning med den guddommelige bevidsthed, altets urgrund. Denne højere form for meditation eller kontemplation kaldes på sanskrit for Nirvikalpa Samadhi (= den rene bevidsthed)

Jnana yoga eller Vedanta yoga: Erkendelsens yoga i betydningen at opnå intuitiv indsigt i og forstandsmæssig forståelse af tilværelsens alfa og omega: At enkeltsjælen (Atman) er identisk med Alsjælen (Brahman). Ifølge Shankar Acharya’s Advaita (ikke-todelt eller ikke-dualistisk) Vedanta, eksisterer der kun ét eneste: Selvet eller Jeget, og dette adskiller sig ikke fra Overselvet eller Brahman, begrundet i, at der ikke kan tænkes to evigheder og uendeligheder ved siden af hinanden. Følgelig må de være identiske. Set fra et vist synspunkt er Overselvet eller Brahman simpelthen alt i alle, men set fra det absolutte synspunkt findes der kun Overselvet eller Brahman, og intet over, intet under og intet ved siden af. I denne overordnede opfattelse eller erkendelse betegnes verden eller den differentierede tilværelse som ’Maya’s slør’, hvilket vil sige et ’slør’, der skjuler den sande virkelighed. Begrebet Maya betegnes også som Maya Shakti (frit oversat: ’Tilslørings-kraften’), som er det samme som ’Prakriti’ eller Brahmans skabende kraft i form af skabelsens tre grundkræfter eller grundenergier: Sattva (= intuitionsenergien i Martinus’ kosmologi), Rajas (= intelligensenergien i Martinus’ kosmologi) og Tamas (= tyngde-følelses-energien i Martinus’ kosmologi), eller kort sagt naturen. Den oplevelse, hvorunder individet opnår nirvikalpa samadhi, dvs. den højeste form for bevidsthed uden form og indhold, og dermed udvisker alle skel mellem sit eget Selv og Al-Selvet, betegnes i sanskrit med ordet moksha, som betyder frigørelse. På længere sigt betyder det i henhold til indisk filosofi og religion frigørelse fra ’livshjulets’ (samsaras) uendelige kæde af fødsel, død og genfødsel.

Bhakti-yoga: Sanskritordet ’bhakti’ betyder hengivelse, tilbedelse, kærlighed, i betydningen et personligt inderligt gudsforhold, som ytrer sig i ydmyg tilbedende hengivelse til uselvisk at tjene gud i alt, hvad man foretager sig, uden at tænke på belønning. Sit smukkeste udtryk har bhaktitroen nok fundet i det religøse digt, Bhagavadgita, som forkynder et evangelium for mennesker, der følte sig draget af mystikken, men som blev holdt tilbage i det daglige liv af deres pligter. Derfor anbefales gerningens vej, hvilket vil sige karma-yoga, som kort og godt indebærer, at man udfører sin gerning med gudhengivent sind. Derfor er Bhagavadgita et kompromis mellem gamle og nye tanker, og et forsøg på at forene den gamle folkelige retsfølelse, dens idealer og æresbegreber med Upanishadernes på sin vis pessimistiske livssyn om ikke-handling med henblik på ’moksha’, og Vedantas lære om Maya’s tilsløring af virkeligheden. Bhakti-yoga appellerer derfor især til mennesker, hvis bevidsthed i udpræget grad er behersket af følelseslivet.

Karma-yoga: Sanskritordet ’karma’ betyder handling, skæbne, det sidsnævnte forstået som en universel lovmæssighed i lighed med f.eks. årsags-virkningloven. Ifølge karma-loven bestemmes menneskers væsen og skæbne af deres handlinger, hvilket igen medfører en binding til et uendeligt kredsløb af genfødsler, betegnet som ’samsara’ eller ’livshjulet’. Målet bliver derfor frigørelse eller forløsning (moksha) fra det evindeligt spinnende livshjul, og som i dette tilfælde søges tilvejebragt gennem handling uden tilknytning til handlingens frugter eller følger, således at ny karma-gæld undgåes. Karma-loven gælder universelt og lader med andre ord de levende væseners placering og skæbne være bestemt af disses handlinger. Set i samsaras perspektiv betyder det, at ny fødsel er bestemt af forudgående karma, og at ingen er undtaget fra denne lovmæssighed, der gælder både for planter, dyr, mennesker og guder, som derigennem indplaceres på forskellige trin i et fælles hierarkisk system.

Indenfor hinduismen vandt karma-tanken især anerkendelse, dels ved sin forklaringsværdi over for ulighed i evner, vilkår og skæbne, og dels ved det befriende perspektiv, den åbner for stadig ny muligheder for de levende væsener. Bag denne tankegang anes konturerne af en idealistisk evolutionsteori, som har stor lighed med den, vi finder indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. Men i nogle indiske filosofier og religiøse retninger af hinduismen skete der på et tidspunkt en ændring, idet man i og med karma-lovens ubrydelighed så en trøsteløshed, der fremmede tanken om og bestræbelserne på i stedet at opnå ’moksha’, altså udfrielse fra de trælse jordiske livsvilkår. Løsningen så man i, at bekæmpe livsbegæret i alle dets former og dermed undgå ny karma-gæld, hvorved man mente eller troede, i hvert fald på sigt at kunne undgå genfødsel. Forresten har ingen indisk filosof eller religionsstifter systematiseret livsbegærets ophævelse eller udslukkelse mere grundigt, end tilfældet er med Buddha. Men eftersom han anså enkeltsjælen (Atman) og alsjælen (Brahman) for at være illusioner eller falske forestillinger, betegnede han derfor ikke opnåelse af frigørelse med ordet ’moksha’, men derimod med ordet ’nirvana’. Dette sammenlignes med, at en flamme slukkes eller blæses ud, dvs. at livet og dermed lidelsen, begærets illusion og genfødslernes kæde brydes, og at dermed kun det forgængelige ophæves, medens det uforgængelige absolutte i medfør af sin natur stadig bevares, dét, som kun kan udtrykkes gennem paradokser som, at dette ’noget’ er både væren og ikke-væren. I den folkelige mahayana-buddhisme tolkes nirvana dog som en form for paradis.

Laya-yoga eller kundalini-yoga: I denne form for yoga ses det indre kraftcenter i mennesket symbolsk i form af en sovende slange, ”kundalini”, der ligger sammenrullet i et center, muladhara chakra, i kønsregionen. Denne kraft gælder det om under meditation at vække og få den til at stige op gennem rygsøjlens (sushumnas) psykiske nervecentre, de såkaldte chakras, symboliseret ved lotusblomster med et stigende antal kronblade, for at lade den forene sig permanent med det højeste center, kaldet ’sahasrara chakra’, som betyder ’den tusindbladede lotus’, der er lokaliseret i et center i storhjernen. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at disse centre ikke befinder sig i den rent fysiske krop, men derimod er nervecentrer i det psykiske legeme, også kaldet ’finstoflegemet’ eller ’koblingslegemet’. Men der er i alle tilfælde tale om sublimering af seksualkraften eller kundalini-kraften, som i yoga kaldes for ’urkraften’, fordi den er en udstrømning fra den højeste ånd, som både skaber, opretholder og nedbryder universet. Når kraften stiger nedad bliver den årsag til skabelse, som primært er lig med lidelse og trældom, og når den stiger opad bliver den årsag til frigørelse eller befrielse fra samme trældom. (Note 4)

Det særligt interessante ved kundalini-kraften og dens funktioner er efter min opfattelse, at den lader sig direkte sammenligne med Martinus’ analyser vedr. det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling. Den sammenrullede slange, Kundalini, kan jo sidestilles med det emotionelle polorgan, som for mandens vedkommende er forenet med den maskuline pol, som har center i kønsregionen, og for kvindens vedkommende med det emotionelle polorgan, som i hendes tilfælde er forenet med den feminine pol. Vedr. det intellektuelle polorgan, som har et slumrende center i storhjernen, så er dette for mandens vedkommende forbundet med den feminine pol, og for kvindens vedkommende med den maskuline pol. Når kundalini-strømmen lejlighedsvis når op og for et kort øjeblik strejfer hjernecentret, oplever individet det som et såkaldt kosmisk glimt, og når gennemstrømningen senere bliver mere permanent, oplever individet det i tilsvarende grad som grader af kosmisk bevidsthed, for til sidst, når det øverste center er fuldt åbnet og forenet med sin modpol, at opleve denne som en permanent tilstand.

I ovennævnte sammenhæng er det dog vigtigt at understrege, at Martinus advarer kraftigt imod, at man på et for tidligt eller umodent stadium i sin normale mentale og moralske udvikling foretager meditationer, der har til hensigt at opnå kosmiske glimt eller kosmisk bevidsthed, idet sådanne forsøg i bedste fald kan resultere i nedbrudte nerver eller ligefrem sindssyge, og i værste fald måske have døden til følge. Sporadiske kosmiske glimt og især permanent kosmisk bevidsthed forudsætter en åndelig udvikling, som kun findes hos etisk-moralsk højtudviklede mennesker, men et sådant udviklingsniveau vil alle mennesker nå frem til før eller siden i deres kosmiske udvikling. (Note 5)

Tantra-yoga: Ordet ’tantra’ er sanskrit og betyder ’lære-tekst’, mere præcist en gruppe helligtekster inden for hinduismen. Tantras kosmologi baserer sig på forestillingen om, at universet med alle dets enkeltfænomener er en differentieret form for den tilgrundliggende enhed, makrokosmos, som overordnet set er styret af en guddommelig højeste kraft, shakti (det kvindelige), der gennemtrænger og gennemstrømmer alt. Differentieringen kan imidlertid ikke finde sted uden Shiva (det mandlige), som før skabelsen er forenet med Shakti udenfor tid og rum. De udgør tilsammen billedet på yin (det kvindelige) og yang (det mandlige), der udgør tilværelsens fundamentale modsætnings- og samspilsprincip, som sikrer at den altomfattende kraft, tao, holdes i ligevægt af vekslevirkningen mellem yin og yang.

Da der med Shiva og Shakti grundlæggende er tale om det princip, der hos Martinus betegnes som det seksuelle polprincip, går tantra-yoga ud på at anvise vej eller metode til at opnå forening mellem samspilsparret, hvilket sker gennem inddragelse af det menneskelige legeme og dets naturlige funktioner i søgen efter det guddommelige, der jo opleves, når Shiva og Shakti atter forener sig, hvorved enheden med det guddommelige etableres. Det med at inddrage de naturlige seksualfunktioner på positiv måde i sammenhængen, er usædvanlig i yogakulturen, som ellers er temmelig puritansk og restriktiv på det seksuelle område. Den ekstreme og hemmeligholdte form for tantra-yoga omfattede som et højdepunkt rituelt samleje, med indførelse af mandens erigerede lem i kvindens skede, indtil der ved tankens og meditationens kraft opnåedes orgasme, dvs. oplevelse af kontakt eller forening med det guddommelige, men vel at mærke uden at sædudtømning finder sted. Dette er en så speciel og udartet form for yoga, at dens praksis for det første holdes hemmelig for ikke-indviede, og for det andet vil den kun kunne udføres af relativt få og måske lidt særprægede mennesker, og for det tredie må den ikke udføres uden en gurus vejledning.

Rasa-yoga: Sanskritordet ’Rasa’ betyder omtrent det samme som sanskritordet ’Ananda’, der betyder noget i retning af ’lyksalig bevidsthedstilstand’, et begreb og fænomen, som i princippet svarer til det, der på sanskrit hedder Nirvikalpa Samadhi, hvilket er al yogas højeste og sidste udviklingstrin. Rasa-yoga er lige så speciel en form for yoga som Kundalini-yoga og Tantra-yoga, og som disse forbeholdt lukkede eller hemmelige inderkredse, i dette tilfælde i form af forskellige religiøse ordener i Bengalen.

Aspiranten må følge de grundlæggende otte yogatrin, som stærkt forenklet fremstillet er følgende: 1. Yama: fysisk renhed. 2. Niyama: mental og moralsk renhed. 3. Asanas: kontrol af den fysiske krop via Hatha-yoga. 4. Prãnãyãma: kontrol af psykisk prana (energi) via kontrol af lungefunktionen. 5. Pratyahara: kontrol af sindet. 6. Dharana: intern koncentration på et objekt. 7. Dhyana: kontemplation eller intern koncentration uden objekt, og 8. Samadhi: transcendental bevidsthed. Beherskelsen af disse otte trin er vigtig for aspirantens egen fysiske og sjælelige sikkerhed, idet praktiseringen af Rasa-yoga rummer betydelige risici for mentalt og fysisk kollaps. Rasa-yoga må derfor aldrig praktiseres uden en specielt kyndig og erfaren lærers (gurus) vejledning.

Rasa-yoga handler grundlæggende om de to seksuelle polers forening i den højeste følelse af lyksalighed, ikke kun i det enkelte menneske, men også mellem de to køn. I Rasa-yoga er kvinden mandens guru, på det menneskelige plan er hun det altid med sine evner for renhed, kærlighed, omsorg og barmhjertighed. Kvinden er Shakti, den feminine, skabende urkraft, skabelsens centrum – hos Martinus kaldet ”moderenergien”. Manden eller det maskuline element repræsenteres af Shiva eller Purusha, det vil sige individernes eller væsenernes inderste selv, Selvet eller Jeget, som imidlertid er fuldkommen afhængig og kun kan manifestere sig eller skabe gennem foreningen med Shakti. Resultatet er i sin højeste form Ananda eller Rasa, altså den højeste form for lyksalig bevidsthed. I sin sekundære form er resultatet ’afkommet’ i skikkelse af verden eller naturen, mere specifikt i form af barnet eller børnene.

Set i den kontekst er kønsorganet, det mandlige så vel som det kvindelige, selve Ananda’s organ, som i sin lavere funktion er kilden til fysisk velbehag og forplantning og i sin højere funktion er kilden til den højeste lyksalighed og indsigt i tilværelsens mysterium. Det sidstnævnte i kraft af en evne eller egenskab, som så vel Rasa-yoga som Martinus betegner som intuitionsevnen, men vel at mærke den grad af intuitionsevne, som kun kan opnås af individer, der har gennemgået den proces, som Martinus kalder for ”den store fødsel”. Rasa-yoga er med andre ord kun for mennesker, mænd som kvinder, der har nået denne høje bevidsthedstilstand eller bevidsthedsstandard.

Den populæreYoga

Forresten fandt jeg efterhånden ud af, at indisk filosofi havde interesseret danske videnskabelige religionsforskere og andre længe før, jeg selv blev født i 1929. Dette er allerede fremgået af nogle af de ovenfor nævnte bøger, men vil blandt andet også fremgå af noterne og Litteraturlisten. Imidlertid skete der det, at interessen for yoga steg stærkt i den vestlige verden op gennem 1950’erne-60’erne, ikke mindst her i lille Danmark, hvor antallet af mere eller mindre veluddannede og kvalificerede yogalærere af begge køn voksede støt. Selv kom jeg ved skæbnens mærkelige tilskikkelse til at fungere som autodidakt yogalærer i 1960-62. Det skete på opfordring af flere venner, som åbenbart fandt mig egnet til at formidle og videregive den teoretiske indsigt og praktiske træning i yoga, jeg havde opøvet og erhvervet gennem flere år. Undervisningen var dog vanskeligt gennemførlig ved siden af mit professionelle arbejde som animator og tegnefilminstruktør, så derfor valgte jeg på et tidspunkt at gå freelance, så der også kunne blive tid og kræfter til yogaundervisningen. Til det formål oprettede jeg i 1960 ”Yoga-Skolen i Brøndbyøster” og fik snart så mange elever af begge køn, dog fortrinsvis kvinder, at jeg havde mere end nok at se til, udover at mit privatliv naturligvis også skulle tilgodeses.

Blandt de efterhånden mange elever, hvor der var 10 personer på hvert hold, var bl.a. en læge fra Amtshospitalet i Glostrup, og han ville lære noget om yogatræningen, for om muligt at kunne bruge den i genoptræning af patienter, der var kommet til skade som følge af f.eks. færdselsuheld. Samme læge var også specielt interesseret i de yogiske åndedrætsøvelser, men da jeg fortalte ham om det forhold, at menneskers vejrtræning normalt foregår på den måde, at man med et vist og normalt regelbundet interval vekselvis ånder gennem venstre og højre næsebor, og at denne omstændighed benyttes særskilt i forbindelse med yogisk meditation, mente han bestemt, at der måtte være tale om en form for overtro. Men gennem selviagttagelse måtte han dog indrømme, at der måske var noget om snakken. Desuden kunne jeg fortælle ham, at der så vidt jeg vidste faktisk fandtes en dansk doktorafhandling om vekseldrættet, hvilket han tvivlede på, men dog ville undersøge via Ugeskrift for Læger. En uges tid efter dumpede der et brev med kopi af den pågældende afhandling ind ad min brevsprække: Ugeskrift for Læger, 9. febr. 1956. Disputats. Poul Stoksted: ”Rhinomanometriske næsefunktionsundersøgelser”, og heri bekræftedes det cyklisk vekslende åndedræt. Men selvfølgelig ikke med de konsekvenser, som yoga-filosofien havde draget og som helt bevidst udnyttes i yoga-praksis, primært i forbindelse med meditation.

Der var i øvrigt også flere sygeplejersker blandt de kvindelige elever, som dog mest gik til yogatræning for egen fornøjelses og nyttes skyld. Blandt nogle af de andre og yngre kvindelige yoga-elever var der flere som fortalte, at eftersom de før havde haft problemer med at blive gravide, men nu var blevet det, så mente de at det måtte skyldes yoga-træningen, hvilket jeg dog heller ikke anså for at være usandsynligt, uden at jeg dog her skal udbrede mig om den mulige årsagssammenhæng. Men herefter blev det en stående vits hos de andre elever, at jeg var mirakuløst god til at gøre kvinder gravide.

En af de andre mandlige elever var en dengang berømt cykelrytter, Mogens Frey, som var så fysisk overtrænet, at især hans lårbensmuskler efterhånden var blevet stenhårde, hvilket ifølge hans eget udsagn føltes temmelig smertefuldt. Varme bade, massage og almindelige gymnastiske øvelser havde ikke hjulpet væsentligt på tilstanden, og da det var blevet ham anbefalet at prøve yogatræning, henvendte han sig derfor tilfældigvis hos mig. Ved fælles hjælp lykkedes det i løbet af et par uger at få løsnet og blødgjort hans muskulatur så meget, at han kunne cykeltræne uden problemer, og denne omstændighed mente han selv var hovedårsagen til, at han et år senere vandt guld ved OL i Mexico.

På den tid fandtes der en hel del yoga-institutter i Danmark, og selvfølgelig ikke mindst i København, og det havde åbenbart og med rette undret mere skeptiske og kritiske folk, herunder især journalister på dagbladet Information, som satte sig for at undersøge, hvad det var for folk, der stod bag og som angiveligt i nogle tilfælde tjente endog gode penge på, hvad man anså for naive menneskers godtroenhed. Der var særlig ét bestemt yoga-institut og én bestemt mand, man gik efter, fordi denne dels havde taget navneforandring fra et almindelig borgerligt sen-navn til et efternavn, der klang af adel, og dels fordi han havde slået sig og sit ’institut’ stort op og hævdede, at han var autoriseret yogalærer og tilmed havde diplomer på at have bestået flere akademiske eksamener. Information kunne snart efter afsløre, at manden helt igennem var en storpralende svindler, som hverken var af adelig herkomst eller havde ret til de akademiske titler, han besmykkede sig med, og som – nok så væsentligt – ikke havde nogen gyldig autorisation som eksamineret yogalærer.

Indisk guru i Danmark

Angående autorisation som eksamineret yogalærer, så var det oprindelig noget, som særligt interesserede vesterlændinge i nogle tilfælde kun kunne opnå, ved at blive elever hos yogier eller guruer i yogaens hjemland, Indien. Men sådanne tilfælde var relativt få. Derimod var der indiske yogier eller guruer, der på opfordring blev lærere for en gruppe vesterlændinge, f.eks. i Amerika, hvor det nærmest vrimlede med yogier og guruer. Men også i Skandinavien fandtes der yogier, der fungerede som guruer for en lille gruppe mennesker, som igen lod lærdommen gå videre til deres egne elever. Her i Danmark fandtes som tidligere nævnt Sofus J. Nervil, som fik enkelte efterfølgere både før, under og efter Anden verdenskrig. Men som nævnt blev yoga først rigtig populær i Danmark fra omkring 1950’erne, og der udkom nærmest et boom af bøger om emnet. Her skal dog særlig nævnes og fremhæves én bestemt guru, som havde flere elever herhjemme, og som endte med selv at tage midlertidige ophold i Danmark. Hans navn var Narayanananda (1902-1988) og han var guru for Anne Lise Dresler og Edith Enna i 1950’-60’erne. De to damer, hvis interesse for yoga og indisk filosofi var seriøs, videregav deres viden og erfaring med yoga til deres egne elever, hvoraf en lille gruppe i 1967 købte en større grund på Gylling Næs ved Horsens Fjord i Øst-Jylland, og efterfølgende oprettede et undervisningscenter eller en såkaldt ashram på stedet. Her tog Narayanananda fra 1971 ophold på 5-7 måneder ad gangen, indtil 1987. Under et af sine ophold kom han for øvrigt ud for den meget ubehagelige oplevelse, at nogle af hans kvindelige elever påstod, at han havde haft seksuel omgang med deres mindreårige døtre, hvorfor han blev meldt til politiet med beskyldning om pædofili. Sagen blev slået stort op i middagsavisen B.T., som nærmest dømte guruen skyldig på forhånd, skønt politiet angiveligt ikke fandt grundlag for at rejse tiltale og derfor heller ikke krævede varetægtsfængsling. Der var formentlig i hovedsagen tale om intern sladder og rygtesmederi, et onde, der også rammer velmenende åndelige bevægelser.

Narayanananda forlod sidste gang Danmark i 1987, og det findes oplyst, at han døde i delstaten Mysore i Indien i 1988.

Men forinden det var kommet så langt, havde Narayanananda-bevægelsen i Danmark oprettet et trykkeri, Narayana Press, som især blev meget benyttet af Borgens Forlag, som da også udgav en mængde spiritualistisk litteratur, herunder blandt andet Narayananandas bøger. Trykkeriet eksisterer så vidt vides den dag i dag.

Apropos Anne Lise Dresler og Edith Enna, så var de to veninder en overgang, så vidt jeg husker i begyndelsen af 1960’erne, også tilhørere ved nogle af Martinus’ foredrag på Instituttet på Mariendalsvej, men på et tidspunkt ophørte de med deres besøg. Rygtet ville vide, at de begge var stærkt utilfredse med, at Martinus jævnligt brugte lejligheden til at advare sine tilhørere imod meditation. Han var af den i og for sig velbegrundede opfattelse, at den yogiske meditation er en kunstig vej til at opnå kosmiske glimt eller kosmisk bevidsthed, og som sådan direkte farlig for alt for ivrige og ikke nødvendigvis åndeligt kvalificerede udøvere. Den naturlige vej til at opnå kosmisk bevidsthed er i henhold til Martinus det daglige livs oplevelser og erfaringer, som i hvert fald på sigt motiverer for praktisk opøvelse i moralsk og etisk tænkning og adfærd. (Note 6)

Personligt dilemma

For mit eget vedkommende var jeg på samme tid, som avisen Information fremførte sin skarpe kritik af den florerende danske yoga-branche, i stigende grad blevet betænkelig ved min egen virksomhed som selvbestaltet yogalærer, idet jeg erfarede, at især en del af de kvindelige elever var begyndt at betragte mig som lidt i retning af en ’ophøjet’ og ’hellig’ mand. De kendte mig jo kun som såkaldt yogalærer og vidste derfor ikke, at der gemte sig en mere nuanceret og sammensat personlighed bag min ydre fremtræden. Det fik mig til alt i alt at indse, at jeg havde vovet mig ud på for dybt vand, hvilket bestemt ikke var eller havde været min hensigt. Tværtimod har jeg altid forsøgt at beskæftige mig med yogaen og indisk filosofi, så vel som med al anden spiritualistisk filosofi og filosofi i det hele taget, på en så vidt muligt nøgtern og objektiv måde, idet jeg ikke uden videre accepterede de mange mere eller mindre ejendommelige eller nærmest mirakuløse påstande om, hvad f.eks. den eller den hatha yoga-øvelse var godt for og kunne helbrede. I det omfang det var muligt at efterprøve påstandene, søgte jeg at efterprøve disse i praksis, og i de tilfælde, hvor påstandene ikke lod sig efterprøve, simpelthen fordi de var for absurde for sund fornuft, benyttede jeg kun den eller de pågældende øvelser i min undervisning, som jeg kunne finde og give en rationel forklaring på nytten af.

Efter nogen tids overvejelse besluttede jeg mig i efteråret 1962 til at afslutte min undervisning i yoga og lukke Yoga-Skolen. Erfaringsmæssigt vidste jeg, at en del elever faldt fra hen mod juletid, formentlig fordi det var en travl tid for især de fleste husmødre, og det var jo med al respekt sådanne, der hovedsagelig var mine kvindelige elever. Men interessen hos de mandlige elever syntes almindeligvis også at blive svækket sidst på sæsonen, så derfor indtegnede jeg ikke elever til efter nytår. Det betød, at undervisningen sluttede omkring en uges tid før jul. Dette meddelte jeg de elever, der var tilbage, og nogle protesterede da også og sagde, at nu syntes de lige det gik så godt. Men jeg anbefalede de pågældende at opsøge en af de andre yogalærere, der efterhånden var kommet til, og derved blev det.

Den omstændighed, at jeg lukkede Yoga-Skolen betød dog ikke, at jeg stod uden arbejde eller indtægt, for under hele forløbet havde jeg også arbejdet som freelance animator for bl.a. A/S Nordisk Tegnefilm i Valby, og her vendte jeg den 2. januar 1963 tilbage til som fastansat og genoptog mit arbejde der, som om jeg kun havde holdt ferie, omend ca. 2 år. Men jeg fortsatte dog med i fritiden selv at udføre yoga-øvelserne jævnligt, for at holde mig i fysisk og psykisk god træning og form.

Et lille tilbageblik

Imidlertid var der allerede i juni 1957 sket det, at jeg efter 22 måneders aftjening af civil værnepligt (militærnægter) i Gribskovlejren ved Maarum i Nordsjælland, igen var kommet til at samarbejde med min gode ven og læremester, Børge Hamberg (1920-70), og denne omstændighed skulle komme til at få uanet, men heldigvis behagelig konsekvens for mig. Situationen var nemlig den, at jeg under opholdet i Gribskovlejren havde lært en jævnaldrende mand godt at kende, hvis navn var Søren Svendsen. Han var uddannet kunstmaler og blev senere fritidslærer, men det, der førte os sammen var også en fælles interesse for yoga og yoga-filosofi, som vi benyttede enhver fritidsstund til at tale om. Under disse samtaler dæmrede det for mig, at der var en inkonsekvens i yogafilosofien, som jeg ikke tidligere havde været opmærksom på.

Den nævnte inkonsekvens, i hvert fald sådan som jeg opfattede denne, bestod i, at de tre filosofiske systemer Sankhya, Yoga og Vedanta til trods for indbyrdes uoverensstemmelser, fortrinsvis bestående i, at de to førstnævnte er dualistiske, forstået på den måde, at ånd og materie anskues som to selvstændige ’substanser’, hvis eksistens og funktioner ikke nødvendigvis behøver en Gud som første årsagsforklaring. Yoga-filosofien indrømmer dog eksistensen af en Gud, men ikke som altings skaber, men snarere som en alvidende over-ånd, der står i forbindelse med sjæle af alle grader. Det sidstnævnte system, Vedanta, er derimod monistisk og panteistisk i den forstand, at der kun eksisterer én eneste ’substans’, nemlig den evige, upersonlige verdenssjæl, kaldet Brahman, i og af hvem alting eksisterer og ’opstår’, og med hvilken alle enkeltsjæle egentlig er totalt identiske. Som en følge heraf er det, vi kalder den materielle verden, dybest set en illusion, skabt af den evne, som på sanskrit kaldes ’maya’, og som i realiteten er resultatet af ikke-viden (avidya). Den materielle eller manifesterede verden eksisterer derfor i henhold til Vedanta kun så længe maya og avidya består.

I alle de tre nævnte filosofisystemer er målet sjælens frigørelse (moksha), som også i alle tre tilfælde kun kan opnås gennem ihærdig og målbevidst træning i etisk og moralsk bevidsthed og adfærd. For Sankhyas og yogas vedkommende anses ’moksha’ for at bestå i sjælens – mere præcist Atmans eller Jegets – adskillelse eller frigørelse fra forbindelsen med eller afhængigheden af den materielle verden (samsara), men for Vedanta drejer det sig ikke om adskillelse eller afhængighed, for man kan ikke adskille det, som egentlig er udelt, og slet ikke, fordi delingen er en illusion skabt af en grundlæggende uvidenhed om tilværelsens rette sammenhæng, og man kan ret beset heller ikke være afhængig af noget ikke-eksisterende. I Vedanta drejer det sig derfor for sjælen om at nå til erkendelse af sin egen enhed med Brahman, for derigennem at blive befriet for den illusoriske opfattelse og den lige så illusoriske afhængighed, og dermed befries fra den i grunden lige så illusoriske ’samsara’. Men så længe maya’s tilslørende evne forekommer og indvirker på sjælene, lige så længe vil den materielle verden og dermed også ’samsara’ bestå.

Her kommer vi så til det, jeg med rette eller urette anså og stadig anser for hovedproblemet med de tre nævnte indiske filosofisystemer, idet de samstemmende er af den opfattelse, at når først uvidenheden (avidya) er erstattet af den rette erkendelse, viden eller kundskab (vidya eller jnana), så befries sjælen for tilknytningsforholdet til den materielle verden og sjælen har dermed opnået ’moksha’. Pointen er, at sjælen ifølge påstanden herefter for evigt vil være fri af den materielle verden eller – for Vedantas vedkommende – for illusionen om den materielle verden.

Tvivlstanke og held eller skæbne

Den tvivlstanke havde imidlertid med stærk kraft meldt sig hos mig, at hvordan kunne man – filosofferne og vismændene – med sikkerhed vide, at den befrielse, de kaldte ’moksha’, ville betyde en befrielse for evigt? Det kunne man, lyder svaret, fordi sjælen jo i og med befrielsen havde opnået en erfaring, viden og kundskab, som sikrede, at tilknytningen til materiens verden alene af den grund ikke ville kunne gentage sig. - Ja, men, lød og lyder mit modargument, hvordan kunne det overhovedet gå til, at den uskyldige evige sjæl, som angiveligt ’hvilede’ i sin evige, harmoniske urtilstand, sådan lige med ét kunne lade sig friste til et engagement med materiens uharmoniske verden? – Det efter min mening lidt ejendommelige svar lyder: Det skete, fordi sjælen manglede den nødvendige erfaring og viden, til at kunne undgå at lade sig friste! (Note 7)

Min logiske sans og fornemmelse eller intuition om man vil, protesterede imod disse to påståede årsagsforklaringer, som forekom mig at være mildest talt ufyldestgørende og utilfredsstillende, for hvilket formål skulle det tjene, at sjælen erhvervede sig en erfaring, indsigt og erkendelse, der blot bragte den tilbage til sin urtilstand? – Da denne urtilstand er identisk med evigheden, må det altså samtidig betyde, at denne i sig også ’indeholdt’ muligheden af det tids- og rumdimensionelle kontinuum, der er den materielle verdens primære fremtrædelsesform, og som sjælen midt i sin umanifesterede evighed på et tidspunkt (!) angiveligt fristedes til at forbinde sig med. – Fristedes af hvad? – Formentlig af sit eget begær som skyldtes manglende erfaring og uvidenhed, for en form for begær må der trods alt være tale om! Og ikke mindst om bevidsthed, for hvordan skulle sjælen ellers kunne fornemme og lade sig drive af sit begær? Men i øvrigt, hvordan kan man begære eller blive fristet af noget, man angiveligt end ikke aner eller kender eksistensen af?

Som læseren nok kan forstå, så var der mange tvivlsspørgsmål omkring det nævnte problem, som jeg ikke selv umiddelbart kunne se noget tilfredsstillende svar eller nogen teoretisk løsning på. Imidlertid var der som nævnt i mellemtiden sket det, at jeg i juni 1957 igen kom til at samarbejde professionelt med Børge Hamberg, som jeg havde kendt helt tilbage fra 1943, og på et tidspunkt kom vi ind på at drøfte de ovenfor nævnte eksistentielle spørgsmål og problemer. På forhånd vidste jeg, at han var en engageret tilhænger og kyndig studerende af Martinus’ kosmiske analyser, som jeg intet som helst kendte til på det tidspunkt. Man kan derfor sikkert forstå min store og behagelige overraskelse, da Hamberg bragte mine tvivl til ophør i og med, at han fortalte indgående om indholdet af Martinus’ kosmologi. Problemerne omkring sjælens engagement med den fysiske verden syntes at kunne løses på tilfredsstillende og fyldestgørende måde, især gennem forståelsen af det treenige princip, urbegæret, livs- og stofenhedsprincippet, organismeprincippet og spiralkredsløbsprincippet.

Det trenige princip udsiger jo, at det levende væsen er et evigt væsen, som både vil og kan skabe og opleve, og som i sin grundstruktur udgør et jeg, som er både skaber og oplever, en bevidsthed, som både er en oplevelses- og en skabeevne, og en psykofysisk organisme, som både udgør det skabte og det oplevede. Det levende væsen er desuden forlenet med et urbegær, som primært er rettet mod livsoplevelse, og af dette hovedbegær udspringer alle andre former for begær. Begær kan også ses som en form for sult, og sult søger principielt mættelse, og derfor er sult- og mættelsesprincippet et underprincip af kredsløbsprincippet og kontrastprincippet, som er gensidigt integrerede i hinanden, og i øvrigt udgør to af de mange skabe- og oplevelsesprincipper, der i henhold til Martinus’ kosmologi indgår i de levende væseners tilværelse.

Sansning og oplevelse kan i henhold til Martinus kun ske på basis af kontraster, såvel statiske som dynamiske kontraster. F.eks. lys og mørke, dag og nat, sommer og vinter, stort og småt, makrokosmos og mikrokosmos, behag og ubehag, glæde og sorg, liv og død, godt og ondt etc., men samtidig bør man forstå, at kontrasterne gensidigt forudsætter og betinger hinanden, og derfor først tilsammen udsiger noget om den verden, de er en uundgåelig og nødvendig del af. Derfor giver det mening, når Martinus betegner det såkaldte ”onde” som ”det ubehagelige gode” og det såkaldte ”gode” som ”det behagelige gode”.

Men nok så vigtigt, så er det levende væsen, hvad enten det drejer sig om en elementarpartikel, en celle, en amøbe, en plante, et dyr eller et menneske, i henhold til livs- og stofenhedsprincippet og organismeprincippet en internt integreret del af en større helhed eller enhed, hvoraf den ultimativt største udgøres af guddommen. Guddommen er selv den absolut største – men i virkeligheden paradoksalt nok størrelsesløse - repræsentant for det treenige princip, dels som et Jeg (Skaber og oplever), en bevidsthed (en skabe- og oplevelsesevne) og en psykofysisk organisme (det skabte og oplevede). Desuden er guddommen samtidig den øverste eller højeste repræsentant for og udøver af forældre- og beskyttelsesprincippet, idet dennes bevidsthed i sig rummer de to polære principper: hankøn og hunkøn i højeste potens og forening. Guddommens bevidsthed og organisme består kort og godt af de levende væsener, som udgør dennes sanseorganer og manifestationsredskaber.

Eftersom enhver form for sult automatisk afføder et behov for og begær efter mættelse, som igen senere afføder ny sult, således afføder begæret efter livsoplevelse i henhold til Martinus også automatisk en stræben efter så vidt muligt at tilvejebringe behovets opfyldelse og efter nogen tid dets mættelse, med påfølgende ny ’sult’ eller nyt begær. Livsoplevelsen og dermed også evnen til at opleve (og skabe) må derfor på grundlag af samme princip hele tiden fornyes, og dette sker primært i kraft af kredsløbs- og kontrastprincippet, i form af hvert enkelt kredsløbsafsnit af det endnu større og overordnede spiralkredsløb, til fulde formår at tilgodese de levende væseners behov for fornyelse af livsoplevelsesevnen, idet et kredsløbsafsnit både indeholder kulminationen af alt, hvad der kan karakteriseres som henhørende under lysmanifestationer og lysoplevelser, og kulminationen af alt, hvad der henhører under mørkemanifestationer og mørkeoplevelser. Uden disse kosmisk set successivt vekslende oplevelser af lystilstande og mørketilstande, hvorunder og i kraft af hvilke skabe- og oplevelsesevnen fornyes, ville de levende væseners sanse- og oplevelsesevne blive svækket så meget, at den praktisk talt til sidst ville være ude af funktion. Men netop takket være kredsløbs- og kontrastprincippet finder en fornyelse af livsoplevelses- og skabeevnen uundgåeligt sted. I øvrigt er der et andet og nok så vigtigt kosmisk skabeprincip, nemlig det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling, som spiller en afgørende rolle i sammenhæng med den kosmiske fornyelsesproces. Men herom må jeg henvise til afsnittene om det seksuelle polprincip og polforvandlingen andetsteds her på hjemmesiden.

Men det er de ovenfor nævnte forhold og vilkår, der ifølge Martinus betinger, at det levende væsen i kredsløbets mørkezone på et tidspunkt drages mod lyszonen, men samtidig også, at det efter sin mættelse af lysoplevelser på et andet tidspunkt igen drages mod mørkezonen, som paradoksalt nok i første omgang opfattes som en slags lyszone og derfor som eftertragtelsesværdig. I Martinus’ kosmologi er der derfor ikke tale om en sjæl, der i sin urtilstand drives af begær og mangel på erfaring og viden til at involvere sig i den fysiske materies verden, og følgelig heller ikke om, at sjælen efter et kosmisk set relativt længerevarende ophold under dennes ofte barske livsvilkår, længes efter at vende tilbage til sin urtilstand, for aldrig mere at gentage sit engagement med den fysiske materie.

I Martinus’ kosmologi er der derimod tale om, at det er det evigt levende væsens eller sjælens urbegær, der er den motiverende og drivende faktor, til ved hjælp af de kosmiske skabeprincipper og de kosmiske grundenergier at tilvejebringe en gentagende fornyelse af sanse- og oplevelsesevnen, med det formål at kunne opretholde sin evige tilværelse af kosmisk set successivt skiftende ophold og epoker i henholdsvis spiralkredsløbets lyszone og mørkezone. Denne fornyelsesproces foregår udelukkende i mørkezonen, som dermed er og forbliver en lige så nødvendig, uundgåelig og uundværlig faktor i individernes evige liv, som tilfældet er med lyszonen.

Om at skue Selvet

Her vil vi endnu engang knytte an til indisk filosofi, mere præcist til Shankar Acharyas kompromisløse monisme: Advaita Vedanta, og fra hans vise og poetiske og aforistiske afhandling Viveka Chudamani (Skelneevnenes kronjuvel) citere følgende tekststykke:

”Når den vise går op i enhed med Gud fatter han Gud fuldstændig i sit eget hjerte. Gud kender hverken til opløsning eller død. Gud er virkeligheden uden begyndelse og ende. Gud er som en udstrakt havflade, rolig og uden kyster. Gud er hinsides gunaernes spil – én, evig, altid i ro.

Lad dig opsluge af foreningen med dit sande væsen og sku Selvet i dets uendelige herlighed. Fly trældommen og verdslighedens rådne stank. Gør en kraftantrengelse og vind frigørelse. Så har du ikke levet forgæves i denne verden.

Mediter på Selvet, dit sande væsen som er fri for alle hylstre og begrænsninger, den uendelige væren, kundskab og lyksalighed uden nogen ved sin side. Sådan vil du slippe fri for fødslens og dødens hjul.” (Note 8)

Med dette citat er vi jo vendt tilbage til denne artikels begyndelse og omtalen af Paul Bruntons bog ”Bag Indiens lukkede døre”, specielt til det sted i denne, hvor Maharishien bl.a. siger: ”Der er kun en Ting at gøre. Sku ind i Deres egen Sjæl. Gør det på den rette Måde, og De vil finde Svar på alle Deres Problemer.” Dog ikke så mærkværdigt, eftersom det netop var Shankaras Advaita Vedanta Mararishien lærte sine elever eller disciple, og som Brunton efterfølgende belærte andre om via sine andre bøger. Og det var også i hovedsagen på grundlag af Shankaras lære, at en dansk yogalærer, som f.eks. Sofus J. Nervil, viderebragte sin teoretiske viden og praktiske erfaring, og det var det i endnu højere grad, når det drejede sig om indiske Narayananda, hvis lære og bøger vidner om stor og dyb personlig indsigt i både sankhya-, yoga- og vedantalæren, men med vægten lagt på sidstnævnte.

Men hvordan så den danske intuitive vismand Martinus på f.eks. Shankaras opfordring til at ”skue Selvet” under dyb meditation? For advarede Martinus netop ikke lige præcis mod at hengive sig til dyb meditation? – Svaret på det sidstnævnte spørgsmål er bekræftende, idet Martinus var af den opfattelse, at mennesker ikke bør isolere sig og trække sig tilbage fra verden, men tværtimod gennem etisk og moralsk handel og vandel stræbe efter at opnå en efterhånden permanent bevidsthedstilstand, hvorunder man oplever og erkender, at Selvet er identisk med Guds Selv og at fænomenet ’verden’ og dermed tilværelsen, i virkeligheden er udtryk for det større guddommelige eventyr, hvori vi hver især selv lever i hverdagen.

Hvad angår det første spørgsmål lyder svaret, at i henhold til Martinus’ kosmologi forholder det sig sådan, at analysen og identifikationen med Selvet eller Jeget, vil og bør kunne foretages under iagttagelse af almindelig dyb koncentration, hvorunder man gennemtænker og analyserer spørgsmålet: Hvad er Jeg’et? Hvorved man i bedste fald kan nå frem til en intuitiv ’føling’ med sit eget Selv eller inderste væsen, som jo transcenderer både den fysiske og den psykiske organisme, og som i virkeligheden er identisk med Guds Selv. – Men altså ikke med det formål at isolere sig fra omverdenen og opnå en erkendelse, som leder én bort fra den daglige verden og tilværelse. For det er jo netop denne, der i både første og sidste instans befordrer de levende væseners fysiske så vel som mentale og etisk-moralske udvikling, hvoraf sidstnævnte er den, der fører individerne frem mod de eftertragtede nye og højere tilværelsesformer i det evige samvær med den guddommelige Fader-Moder. (Note 9)

Det skal dog tilføjes, at det hvad dyb meditation angår forholder sig sådan, at de yogier eller guruer, der hengav og hengiver sig til denne, i bedste fald var og er mennesker, der allerede havde eller har opnået et højt etisk og moralsk bevidsthedsniveau, og som var og er sig deres medmenneskelige og sociale ansvar bevidst, og som derfor ikke var eller er så udsatte for at komme til at opleve uheldige følgevirkninger af deres meditationspraksis. Det er ikke denne type mennesker Martinus hentyder til, når han siger, at meditation i værste fald kan være direkte farlig, men det er derimod til mennesker, der uden særlige forudsætninger eller højere etisk og moralsk bevidsthed, giver sig til at meditere, måske dels i håbet om at komme til at opleve særlige euforiske, ekstaseagtige bevidsthedstilstande, eller måske for at slippe væk fra dagligdagens besværligheder, bekymringer og sorger.

Selv-analysen

I utilsigtet modsætning til f.eks. yoga- og vedanta-filosofien, så anbefaler Martinus ikke en speciel form for meditation omkring spørgsmålet: Hvad er Jeg’et? Det skyldes i hovedsagen, at hans kosmiske analyser af det levende væsens tre indbyrdes faktorer eller funktionelle instanser eksplicit også indeholder en dybdegående analyse af Jeget’s transcendentale natur. Faktisk kan man med god ret sige, at hele Martinus’ livsværk på et niveau handler om Jeget i dets identitet med det guddommelige Jeg. Men det betyder ikke, at Martinus afviser de mentale eller psykologiske ’metoder’ til brug for at spore sig ind på et svar på spørgsmålet ”Hvad er Jeg’et?”, som eksempelvis de ovenfor nævnte indiske filosofier benytter sig af og anbefaler. Det er da også specielt den i en vis forstand moderniserede mentale ’metode’, en yogaforfatter som Paul Brunton beskriver og anbefaler i sine bøger, der ligger tættest på den form for meditation, som Martinus sikkert ville have kunnet acceptere. Brunton opdeler metoden i følgende hovedpunkter eller hovedtrin:

1. Analysen af det fysiske Selv.

2. Analysen af det emotionelle Selv.

3. Analysen af det intellektuelle Selv.

Konklusionen på udspørgelses-metodens tre ’trin’ er den, at Selvet ikke er identisk med det fysiske Selv, og heller ikke med hverken det emotionelle eller det intellektuelle Selv. Det egentlige og virkelige Selv eller Jeg’et transcenderer de tre nævnte ’Selv’, og dette ophøjede Selv, som dermed transcenderer det universale rum-tid-kontinuum, kan man kun få en fornemmelse eller et glimt af, ved under fuld bevidst koncentration eller fordybelse at kontrollere og standse sindets tankestrøm. (Note 10)

Det er højst interessant, at Martinus’ tidligere personlige elev og medarbejder, Per Bruus-Jensen, i sin seneste og angiveligt sidste bog: ”Kosmisk kemi”, lige præcis beskriver og anbefaler en udspørgelses-metode, som den Paul Brunton i sin tid beskrev og anbefalede, og som kortfattet er omtalt ovenfor. Det sker i bogens 7. kapitel, i afsnittet ”Om en vej til mental suverænitet”, hvori forfatteren ganske kortfattet, men på baggrund af sin personlige erfaring og store indsigt i og overblik over emnet, fremfører sine velbegrundede argumenter for, at den form for mental suverænitet, som han i overensstemmelse med Martinus’ kosmologi, gør sig til talsmand for, i højeste grad også har bud til os moderne mennesker.

Her skal nævnes nogle af de væsentlige hovedpunkter, der indgår i Per Bruus-Jensens opfattelse af situationen:

1. Jeget er identisk med Det guddommelige Noget/X0 hinsides tid og rum i rollen som princippet skaber/oplever/X1.

2. Egoet er identisk med Jegets forståelse af sig selv i dets tilknytning til specielt den fysiske virkelighed. Jegets binding til den fysiske organisme med tilhørende hjernestruktur, indebærer at Egoet i praksis genereres fra fødsel til død.

3. Sindet er udtryk for fysisk dagsbevidsthed og som sådan et produkt af samspillet mellem objektiv og subjektiv virkelighed på den fysiske materiesfæres præmisser. Den fysiske organisme og hjernestruktur fungerer i rollen som fysisk skabeevne/X2 for Jeget. Selve livsoplevelsen og bevidsthedslivet udgør det subjektive aspekt af samspillet.

4. Egoet, dvs. Jegets selvforståelse, produceres løbende af sindet, og via den fælles fokusering på det fysiske og timelige danner de tilsammen et slags ’filter’, der afskærer Jeget/X1 fra at kunne erkendes i sin renkultur af individet.

Men, spørger Per Bruus-Jensen retorisk: Er det da overhovedet muligt, at eliminere eller blokere det nævnte ’filter’? – Svaret lyder bekræftende: Ja, det er muligt, men bestemt ikke let eller nemt, midlertidigt at ’lamme’ sindets virksomhed, hvor tanker og følelser kværner rundt omtrent i døgndrift. Men det er altså muligt at gøre det, og hvis og når det lykkes, omend kun for kortere øjeblikke ad gangen, vil man samtidig opnå at suspendere egoet, således at Jeget/X1 vil kunne træde frem i bevidstheden som det sande personlige Selv. Her vil jeg tillade mig at give ordet til Per Bruus-Jensen, for bedre, enklere og klarere end han selv beskriver metoden eller processen, kan det ikke gøres:

”Men hvordan lamme sindet i praksis...?

Simpelthen ved efter behov at fokusere 100% koncentreret på Jegets tidløse tilstedeværelse i én selv i Nu’et – og kun det – idet denne strategi som rettet mod et mål af direkte modsat natur af hjernens, sindets og egoets lidt efter lidt automatisk vil neutralisere disse faktorers stadigt kværnende virksomhed. Dog naturligvis forudsat at indsatsen er tilstrækkeligt ambitiøs og intens og bestræbelsen i øvrigt lykkes.

Som indledende og underbyggende teknik til støtte for et sådant udfald kan det i den forbindelse anbefales at stille mentalt ind på, hvad Jeget som repræsentant for Det guddommelige Noget/X0 udtrykkeligt ikke er: kroppen, hjernen, egoet, sindet, tankerne, følelserne, ønskerne, begærene, ambitionerne etc. etc. Altså at man indvendigt og i fuld koncentration siger til sig selv: min egen sande natur er ikke kroppen; er ikke hjernen; er ikke sindet; er ikke egoet; er ikke tankerne; er ikke følelserne; er ikke begærene; er ikke ambitionerne. Bag alt dette er jeg derimod tidløs, guddommelig væren i et evigt Nu. Min inderste essens er tidløs, guddommelig væren i et evigt Nu – hverken mere eller mindre; tidløs guddommelig væren i et evigt Nu... For jo mere, man på bekostning af sindets sædvanlige kværnen stiller ind på denne ene pointe, og får processen til at lykkes, des mere slipper man som en naturlig konsekvens af sin indsats fri af både sindets og egoets konstante tyranni. Og samtidig vil man langsomt, men sikkert i voksende grad opleve, at man erkendelses- og fornemmelsesmæssigt mere og mere nærmer sig den virkelighed, man kosmisk set i dybeste forstand er fremgået af, og hvilket af Jeget/X1 subjektivt bliver registreret og oplevet som direkte kontakt med et uendeligt potentiale af fred, harmoni og usigelig livsfylde, i forhold til hvilket alt andet vil tegne sig som fuldstændigt ligegyldige sæbebobler, der blæser i vinden. Man vil i stigende grad erkende, at man er ét med det tidløse, guddommelige Noget – al tings udspring. At man som et andet kosmisk planktonvæsen sorgløst svæver rundt i dette tidløse, guddommelige ocean af væren, fred, symmetri og harmoni, hvor absolut intet ondt kan ramme én.

Men hvad der er mindst lige så vigtigt: via denne fredfyldte oplevelse og erkendelse af livets dybeste sandheder og værdier skabes der – som den egentlige pointe – samtidig hos den mediterende et både fysisk og mentalt overskud, der på et helt nyt grundlag lader én møde og tackle den virkelighed, som man hinsides den meditative tilstand også er en del af, nemlig den fysiske hverdag med alle dens udfordringer, opgaver, problemer og besværligheder. Og herved bekræfter det sig, at den her omtalte metode til opbygning af mental suverænitet samtidig øger forudsætningerne for en maksimal udnyttelse af den metodelære, som den kosmiske kemi med dens forankring i det kosmiske gudsbegreb og verdensbillede naturligt munder ud i...” (Note 11)

Her skal i øvrigt tilføjes, at Per Bruus-Jensen i og med bogen ”Kosmisk kemi” har fremlagt en slags endelig status over sit omtrent livslange og stærke personlige engagement med Martinus’ kosmiske analyser, som han på flere forskellige måder har ydet værdifulde og i høj grad velkomne bidrag til udbredelsen og forståelsen af. Bogen ”Kosmisk kemi” er en kortfattet og samtidig dybsindig og klar gennemgang af hovedfaktorerne i Martinus’ kosmologi, og sammen med Bruus-Jensens mange øvrige bøger og videoforedrag, vil hans samlede livsværk – naturligvis i tæt sammenhæng med Martinus’ eget livsværk - forhåbentlig komme til at danne grundlag eller inspirationskilde for fremtidens undervisning i regulær åndsvidenskab. Med udgangspunkt i, at Martinus betegner åndsvidenskaben som en naturlig, uundgåelig og nødvendig forlængelse og fuldkommengørelse af naturvidenskaben, har Per Bruus-Jensen i en årrække ihærdigt søgt at bygge bro mellem de to videnskaber. I bogen ”Kosmisk kemi” giver han netop udtryk for den opfattelse, at den naturvidenskabelige frontlinieforskning for tiden er ved at udforske det såkaldte kvante-vakuumfelt eller nulpunkt, og at der måske dermed er tale om at naturvidenskaben, mere præcist fysikken, er ved at komme på sporet af det, PB-J betegner som den parafysiske virkelighedssfære, hvilket kort og godt vil sige: den åndelige tilværelsessfære eller –zone, som Martinus så omfattende og indgående har beskrevet i form af de kosmiske riger i sit livsværk. Skulle dét vise sig at være tilfældet, står man ganske enkelt overfor et nyt gennembrud i naturvidenskaben, af mindst lige så stor og omkalfatrende betydning for det naturvidenskabelige verdensbillede, som tilfældet i sin tid var med skiftet fra det geocentriske til det heliocentriske system. Men lad os indtil videre slå koldt vand i blodet, for begivenhederne skal have sin tid til at udvikle og eventuelt ændre sig.

Finale

Rent personligt kan jeg tilføje til Per Bruus-Jensens ovenfor beskrevne metode til erkendelse af Jeget eller Overselvet, at jeg kun kan bekræfte fremgangsmådens effektivitet, men naturligvis forudsat, at man investerer den fornødne energi og udholdenhed i projektet, for det er bestemt ikke nemt at tøjle sindets omtrent uophørlige fluktuationer, selv om det kun drejer sig om kortere tid ad gangen. Læseren behøver bare at forsøge sig med det et lille øjeblik, for at forstå, hvad det er, man er oppe imod. Og lykkes det endelig at standse en tanke, så går der i reglen kun et eller nogle få øjeblikke, før en ny tanke melder sig i bevidstheden. Men det er altså trods alt muligt at gennemføre metoden via gentagen træning, sådan som det f.eks. sker via Raja-Yoga, som desuden som hjælpemiddel benytter sig af den åndedrætsteknik, der betegnes som vekseldrættet og som er beskrevet tidligere i denne artikel.

For mit eget vedkommende er det med tiden lykkedes at nå frem til, at jeg ikke længere behøver at rette intens fokus på Jeget, idet situationen er blevet den, at jeg så godt som permanent har en intuitiv opfattelse af, at mit evige og dermed udødelige Over-Jeg konstant er til stede i ’baggrunden’ af bevidstheden, som det om- eller indeslutter i sig. Det var om en lignende fornemmelse, at den vise filosof Søren Kierkegaard sagde (frit citeret): ”Det gælder om at stå midt i evigheden og høre stueuret slå!” Det er samtidig et ’udsigtspunkt’, som er praktisk at have i hverdagen. Den samme fornemmelse, som tilfældet er med Jeget, har jeg omtrent permanent af Det guddommelige Noget, som et altibefattende, altgennemstrømmende og allestedsnærværende under og væsen, den evige, majestætiske årsagsløse første årsag og vældige skaberkraft, hvoraf, hvori og hvorved vi alle sanser, oplever og manifesterer os, og som ikke lader den mindste fugl, ja, end ikke det mindste støvfnug falde til jorden, uden at det er dette guddommelige Nogets bestemmelse, vilje og hensigt. Det er i erkendelsen heraf, at vi ydmygt må bøje vort hoved og hjerte og medgive, at vi i dybet af vores bevidsthed og i medfør af vores Over-Jegs identitet med det guddommelige Jeg konstant – eller rettere sagt evigt - står overfor livets herre, hersker og konge, og derfor må udbryde i vort stille sind: ”Thi Dit er riget, magten og æren i evighed! Amen!” (Note 12)

© 2008 Harry Rasmussen

Noter og kilder:

Note 1.: Paul Brunton (21.10.1898-27.07.1981) var født i London under navnet Raphael Hurst, men ændrede det siden til Brunton Paul og endelig til Paul Brunton. Han lod sig uddanne til journalist og arbejdede i en del år som sådan, men efter at han havde gjort militærtjeneste under Første Verdenskrig, begyndte han at interessere sig for mysticisme, og kom i den sammenhæng i forbindelse med teosoffer. Det førte til, at han tidligt i 1930’erne rejste til Indien, for på stedet at sætte sig ind i indisk filosofi og mystik. Herunder traf han især på Ramana Maharshi – sidstnævnte ord er en sammentrækning af Maharishi – og det blev indledningen til en fuldstændig ændring af Brunton liv og karriere. Via hans første bøger, ”A Search in Secret India” (1934) og ”The Secret Path” (1935), viste det sig, at der var en overvældende interesse i Europa for indisk filosofi, specielt i form af yoga og vedanta. Salget af bøgerne gik så godt, at Brunton faktisk kunne skippe sit journalistiske arbejde og helt hellige sig sine rejser og sit populærfilosofiske forfatterskab.

Som supplement til Paul Bruntons bøger om Maharishien, kan anbefales Arthur Osborne: Ramana Maharshi og vejen til Selvet. Oversat af Sven Damsholt efter ”Ramana Maharshi and the Path of Self-knowledge”. Visdomsbøgerne. Sankt Ansgars Forlag. København 1982. I bogen oplyses, at Ramana Maharshi også kaldet Sri Bhagavan, var født under navnet Venkataraman Ayyar (1879-1950), og at han er identisk med den Maharishi, som Paul Brunton kendte og havde været elev hos i 1930’erne. Venkataraman blev født i den lille by Tiruchuzhi i landsdelen Tamil i det sydlige Indien, som søn af kontoristen Sundaram Ayyar og dennes hustru Alagammal. Han havde tre søskende, to brødre og en søster. Drengen Venkataraman voksede op og gik i skole som andre middelstandsbørn på den tid, og havde de samme fritidsinteresser som alle drenge: fodbold, brydning og svømning, men religion og religiøsitet stod ham fjernt. Ændringen kom i 1895, da han var 17 år og læste en bog om Tamil-helgeners liv. Det vakte en stor ærefrygt for disse selvopofrende og kærlige munke, hvis liv bestod i forsagelse og hengivenhed til Gud, samt hjælpsomhed overfor medmenneskene. Fra dette øjeblik begyndte hans bevidsthed at ændre sig, og da han efter et besøg i Meenakshi templet i Madura opholdt sig i byen i nogen tid, skete det en dag, at han pludselig kom ud for at opleve en stærk dødsfrygt, de lammede ham fysisk. Men han bevarede fatningen og stillede en række spørgsmål til sig selv om, hvad det egentlig er der dør, om det kun er legemet, der gør det. Er jeg legemet? Nej, jeg er en ånd, som gennemtrænger legemet, og som døden ikke kan ramme. Oplevelsen efterlod ham med overbevisningen eller snarere visheden om, at Jeget ikke er identisk med legemet, og fra det æjeblik forsvandt enhver dødsfrygt fra ham. Han havde så at sige oplevet en åndelig nyfødsel, hvilket ændrede hans liv totalt.

Det var først herefter, at Venkataraman lærte hindufilosofien at kende, herunder om Brahman og samsara og meget andet og mere. Men han fortsatte sin skolegang, selv om han helt havde mistet interessen for lektierne, og i stedet sad og mediterede. Da han en dag kom ud for en i hans egne øjne uretfærdig reprimande fra engelsklæreren, forlod omgående skolen og også sit hjem og sin familie, og besluttede herefter at give afkald på alt verdsligt. For ham var målet nu Tiruvannamalai og efter forskellige opholdssteder i byen, bl.a. et sted, som kaldtes De tusind søjlers Hal, hvor han i lnag tid sad hensunket i dyb meditation eller trance, endte det med, at han og de disciple, som i mellemtiden havde gjort ham følgeskab, slog sig ned i en ashram på det hellige bjerg Arunachala. En del af den efterfølgende historie kendes bl.a. fra nogle af Paul Bruntons bøger.

Som altid, når det drejer sig om yogier, vismænd og hellige personer i Indien, er fortællingen om dem en blanding af facts og mytologi, med et kraftigt stænk af overtro, ofte mest det sidste, og Arthur Osbornes kærlige bog om Marharishien er ingen undtagelse. Den undgår dog ikke at skildre Maharishiens svære sygdom, en smertefuld knoglekræft, som langsomt men sikkert udtærede hans i forvejen magre fysiske legeme. Han nægtede smertestillende behandling med henvisning til, at det jo ikke er legemet, der er herre, men Jeget. Fredag aften den 14. april 1950 trak Maharishien vejret dybt for allersidste gang og åndede ud, og dermed var det slut. Ifølge Osborne døde han uden dødskamp og uden krampetrækninger, hans vejrtrækning ophørte bare lige så stille og roligt. Paul Brunton havde da forlængst sat Maharishien et værdigt personligt minde i og med bøgerne ”A Search in Secret India” og ”A Message from Arunachala”, og om hans lære i og med flere af sine øvrige bøger.

Note 2.: På et lidt senere tidspunkt erhvervede og læste jeg også følgende bøger om Buddha og hans lære: Dhammapada. Buddhistiske Tankesprog. Oversat af Dr. Phil. Poul Tuxen. Verdensreligionernes Hovedværker i Oversættelse. Under Medvirkning af danske Videnskabsmænd. Udgivet af Dr. Phil. Poul Tuxen. Aage Marcus, København 1920. - BUDDHA. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nutiden af Poul Tuxen. G.E.C.Gads Forlag. København 1928. Bogen er et fremragende videnskabeligt studie i den buddhistiske lære og praksis i fortid og nutid (op til 1928).

Note 3.: Collected Works of F. Max Müller. The Six Systems of Indian Philosophy. Longmans, Green, And Co. London, New York, Bombay, and Calcutta 1912. Bogen omhandler primært en kildehistorisk gennemgang af de seks klassiske indiske filosofisystemer: Vedanta eller Uttara-Mïmämsä, Pürva-Mïmämsä, Sämkhya-Philosophy, Yoga-Philosophy, Nyäya-Philosophy , and Vaiseshika Philosophy

Note 4.: Vedr. Kundalini-kraften: Se f.eks. Swami Narayananda: Urkraften i mennesket eller Kundalini-kraften. På dansk ved Anne Lise Dresler. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1959.

Note 5.: Vedr. Kundalini-slangen er det for øvrigt højst interessant, at denne – i lighed med Martinus’ seksuelle polprinvip og polforvandlingen - forekommer i symbolsk billedlig form i fortællingen om Adam og Eva og Slangen i paradisets have. I sidstnævnte tilfælde er slangen ’fristeren’ og ’forføreren’, mens den hos Martinus er symbolsk udtryk for spiralkredsløbsprincippet og verdensgenløsningsprincippet, hvilket faktisk kommer ud på et, idet disse to principper – i lighed og samvirke med samtlige øvrige skabeprincipper – så at sige er spundet ind i hinanden..

Note 6.: At såvel Anne Lise Dresler som Edith Enna var seriøse yogaudøvere, fremgår dels af, at førstnævnte var oversætter af Narayananandas bøger, og dels af deres egen bog ”YOGA. Lærebog for begyndere. (Både for mænd og kvinder). Fotografi: Bent Jakobsen.” Borgens Forlag 1960. – For øvrigt omtales ”N.U. Yoga Ashrama” på Gyllingnæs i Berlingske Tidende d. 5. nov. 1997 under overskriften; ”Østens mystik i den jyske muld”. Artiklen er skrevet af Lise K. Lauridsen og er overvejende positiv og indforstået med det, der foregik i ashramen, og det fortælles, at denne blev oprettet i 1967 og at der i 1971 afholdtes en stor sommerlejr, hvor deltagene tilhørte generationen af upolitiske, men til gengæld idealistiske og højtflyvende ”blomsterbørn”.

Note 7.: Shankar Acharya: Skelneevnens kronjuvel (Viveka Chudamani). Oversat og indledet af Sven Damsholt. Visdoms Bøgerne. Sankt Ansgars Forlag. København1978. Shankar Acharya eller blot Shankara er klassisk indisk filosofis store navn og skikkelse. Han levede i slutningen af 700-tallet, hvor han genoplivede Vedanta-filosofien med sin kompromisløse monisme, betegnet som Advaita Vedanta, som udsiger, at der kun er én ’substans’: Brahman eller Gud, og at alt andet er illusioner, skabt af uvidenhed og ukendskab til virkeligheden.

Note 8.: Det i note 7 nævnte værk, side 115-16. Det fremgår umiskendeligt af citatet, at Shankara også mente, at sjælen ikke længere genfødes efter at have opnået ’moksha’. – ’gunaerne’ er de tre universelle naturenergier: Sattva, Rajas og Tamas. – Med udtrykket ’hylstre og begrænsninger’ menes bl.a. de psykiske og fysiske legemer, Selvet iklæder sig under sin forbindelse med den tids- og rumdimensionelle materielle verden. – Udtrykket ’ fødslens og dødens hjul’ er naturligvis en hentydning til ’livshulet’: samsara. Det skal tilføjes, at der i dele af hindufilosofien (Sankhya?) også forekommer den opfattelse, at den manifesterede fænomenverden efter et umådeligt tidsrum så at sige går i opløsning og derefter for en tid hviler i sin oprindelige umanifesterede ligevægtstilstand, hvorefter urkræfterne på et tidspunkt atter træder i funktion og igangsætter en ny skabelse, og så fremdeles. Hver periode, hvori altet er manifesteret, kaldes på sanskrit en kalpa, og en sådan svarer i princippet ganske godt til Martinus’ begreb ”et spiralafsnit”, lige som forestillingen om den stadige fornyelse og gentagelse af manifestationen principelt set stemmer overens med Martinus’ analyser omkring det vældige universelle spiralkredsløb med alt, hvad dette indebærer af konsekvenser for de levende væsener.

Note 9.: Vedr. Martinus’ opfattelse af meditation: Se f.eks. Livets Bog I, stk. 208; LB II, stk. 558; LB III, stk. 669, 755; LB VI, stk. 2000-6, 2014. Småbog nr. 20b: Meditation. - Udtrykket ’transcenderer’ er i nýere tid vistnok bedst kendt i sammenhæng med begrebet ”Transcendental Meditation”, som er en gren indenfor den moderne yoga-bevægelse, som netop tilsigter at ’transcendere’ det fysiske, emotionelle og intellektuelle Selv og nå frem til oplevelse og/eller erkendelse af det transcendente Jeg eller Selv. Dette er der i og for sig egentlig ikke noget ’mystisk’ ved, så meget mindre som at vi med hindufilosoffen må sige: ”tat twam asi”, dvs. ”Det er dig selv!”

Note 10.: Vedr. Paul Brunton-metoden: Se f.eks. The Quest of the Overself, Chapter II-VI; IX-X.

Note 11.: Per Bruus-Jensen: Kosmisk kemi. Introduktion til grundenergiernes kemi i teori og praksis. Forlaget Nordisk Impuls 2008. – Må det i al beskedenhed være tilladt at henvise til artiklen ”Min vej til Martinus”, som findes her på hjemmesiden, og som beskriver et eksempel på en ganske vist ufrivillig og utilsigtet oplevelse, men ikke desto mindre en oplevelse, som i princippet ligner den, Per Bruus-Jensen beskriver i det gengivne citat.

Note 12.: I stedet for egentlig meditation, anbefaler Martinus en tankekoncentration i form af bønnen, og gerne ”Fader vor”, som i kortform indeholder alt, hvad der er relevant og nødvendigt for en bøn til den evige Fader. Se evt. herom i Martinus: ”Bønnens mysterium” og ”Meditation”. Kan evt. suppleres med småbogen ”Kosmisk Bevidsthed og Mental Suverænitet”.

LITTERATUR:

Swami Abhedananda:

Reinkarnation. På dansk ved Edith Enna. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1961. Swami Abhedananda (1866-1939) var en af Sri Ramakrishnas disciple og apostle, som opholdt sig en del år i den vestlige verden, hvor han var i kontakt med en række kendte kulturpersonligheder. Han skrev selv en række bøger om Yoga og Vedanta. I den her nævnte bog belyser han reinkarnationstanken ud fra historiske, religiøse og videnskabelige synspunkter, og hans grundsynspunkt er, at læren om reinkarnation - i lighed med evolutionslæren - har sine rødder i virkeligheden.

Srî Ãnanda Ãchãrya:

Indledning til indisk Filosofi. Foredrag holdt ved Kristiania Universitet 1915. Af Forfatteren autoriseret Oversættelse ved Bolette Bontum Durban. Udgivet i kommission hos Scheteligs Bokhandel, som i Danmark var repræsenteret af Erslev & Hasselbalch, København.

Prolegomena till Arya Metafysik. En række foredrag holdt på engelsk ved Stockholms Universitet 1917, men oversat til svensk.

Theos Bernard:

Hatha Yoga. The Report of a personal Experience. Rider & Company. London 1950. Fift Impression 1958. Bogen indeholder fotografisk illustrerede anvisninger på såkaldte yoga-asanas, kropslige øvelser, men også henvisninger og citater fra bl.a. Upanishaderne og anden original indisk litteratur. Ph. Dr. Theos Bernard havde skrevet flere bøger om indisk filosofi, inden han i 1947 under et ophold i Tibet blev offer for et voldeligt opgør mellem hinduer og muslimer, hvorunder Bernard og hans tibetanske tjener befandt sig alene i et bjergområde, og her blev begge skudt og ligene kastet i floden. Den tragiske begivenhed fandt sted kort før Indiens selvstændighed og de muslimske stater Pakistans og Bangla Desh’s oprettelse i 1948.

Paul Brunton:

Bag Indiens lukkede Døre. ”A Search in Secret India” (1934)

The Secret Path. A Modern Technique for Self-Discovery. “Den hemmelige vej” (1935)

A Search in Secret Egypt. ”Hemmelighedsfulde Ægypten” (1936)

A Message from Arunachala. ”Budskabet fra Himalaya” (1936)

A Hermit in the Himalayas. (1936)

The Quest of the Overself. ” Ad sindets ukendte veje” (1937)

Indian Philosophy and Modern Culture. ”Indisk visdom og vesterlandsk tænkning” (1939)

The Inner Reality. ”Livets indre virkelighed” (1939)

The Hidden Teaching Beyond Yoga. ”Den skjulte lære hinsides Yoga” (1941)

The Wisdom of the Overself. ”Erkendelsen af Overselvet” (1943)

De to sidstnævnte titler er udgivet under ét som ”Visdommens Bog” på Strubes Forlag. Alle de nævnte andre danske udgaver er ligeledes udgivet på Strubes Forlag.

The Spiritual Crisis of Man (1952). Formentlig Paul Bruntons sidste bogudgivelse.

The Notebooks of Paul Brunton. Udgivet postumt fra 1984 og i årene efter. Kan læses på Internettet under Paul Brunton.

Jens Brun, Christian Lindtner og Peter Boile Nielsen:

Buddhismen. Tanker og livsformer. I serien Tekster til livsanskuelser/religion, redigeret af Asger Sørensen. Gyldendal 1982.

Per Bruus-Jensen:

Det levende væsen og livets oplevelse. Forlaget Logos 1964.

Hvordan kan jeg gøre Guds vilje ...? Forlaget Logos 1965.

Mennesket og livsmysteriet – introduktion til et kosmisk livssyn. Forlaget Nordisk Impuls 1984.

Slangens død. Forlaget Nordisk Impuls 1987.

Eksistens og udødelighed I-II. – om erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi. Borgens Forlag 1982.

Gud på anklagebænken. 1. udgave 1968. 2. reviderede udgave 1989. Forlaget Nordisk Impuls.

”X” – bind 1 til 4 – komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Forlaget Nordisk Impuls 1984-89. Bind 1, anden udg. 1997.

Livet og det lukkede rum. En skildring af evolutionen som et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. Nordisk Impuls 1990.

Projekt liv (svensk udgave)

Martinus kosmologi – en kort præsentation. Forlaget Nordisk Impuls 1994.

I begyndelsen var tomheden – om virkelighedens ansigter, set i lyset af en nutidig mystikers fascinerende visioner... Forlaget Nordisk Impuls 1998.

Sol & Måne. Glimt fra 10 år i lære hos en stor, moderne mystiker og intuitionsbegavelse... Forlaget Nordisk Impuls 2001.

Mennesket og den skjulte Gud. Om Gud i mennesket og mennesket i Gud baseret på samtaler med den store, danske mystiker Martinus. Forlaget Nordisk Impuls 2002.

Mennesket og den seksuelle revolution – om næstekærlighedens organiske grundlag og udvikling. Nordisk Impuls 2006.

Det kosmiske Gudsbegreb. En samling essays over gudsbegrebet som det optræder i en stor, moderne mystikers stadigt aktuelle visioner og erkendelse. Forlaget Nordisk Impuls 2007.

Kosmisk kemi. Introduktion til grundenergiernes kemi i teori og praksis. Forlaget Nordisk Impuls 2008.

Yderligere information om Per Bruus-Jensens virke og forfatterskab, se www.nordisk-impuls.dk

Anne Lise Dresler og Edith Enna:

YOGA. Lærebog for begyndere. (Både for mænd og kvinder). Fotografi: Bent Jakobsen. Borgens Forlag 1960.

Will & Ariel Durant:

Indien. Verdens Kulturhistorie 2: Vor orientalske arv. Dansk redaktion: Jørgen Læssøe. Oversat af Elsa Gress Wright efter The Story of Civilization: Our Oriental Heritage. Forlaget Edito 1963. – Bogen indeholder en relativt grundig gennemgang af indisk kulturhistorie med kyndig omtale af indisk religion og filosofi fra de ældste tider og helt frem til premierminister Jawarharlal Nehru (1989-1964).

M.N.Dvivedi:

The Yoga-Sutras of Patanjali. Sanskrit Text and English Translation together with an Introduction and an Appendix, and Notes on each Sutra based upon several authentic commentaries – all in English. By M.N.Dvivedi, Professor of Sanskrit. Revised and Edited by Pandit S. Subrahmanya Sastri, F.T.S.” Udgivet af The Theosophical Publishing House, Adyar, Madras, India 1947.

Shyam Sundar Goswami:

Hatha yoga, Vägledning i fysisk fostran och concentration. Översättning av Bengt Söderberg. Originaltitel: ”The Yoga Method of Physical Education”. Forlaget Forum 1956. Bogen, der er illustreret med en række fotos af mænd og kvinder, som udfører de forskellige klassiske yoga-asanas, er en af de mere seriøse af slagsen på bogmarkedet.

Johannes Hohlenberg:

YOGA i dens betydning for Europa. Oprindelig udgave 1916, genudgivet 1920, 1952 og på Borgens Forlag 1980. Bogen, som angiveligt ikke er en vejledning i praktisk yogatræning, er baseret på forfatternes egne oplevelser og erfaringer under et ophold i Indien i 1915, hvor han var gæst hos den da 30-årige og senere verdenskendte åndelige lærer Sri Aurobindo Ghose (1885-1950). Bogen bringer i øvrigt uddrag af den oversættelse af Bhagavadgita, som forfatteren foretog sammen med Sri Ãnanda Ãchãrya, som på den tid boede på Trondfjeldet i Norge. Oversættelsen er i sin helhed trykt i tidsskriftet VIDAR 1940. Under indtryk af begivenhederne og rædslerne under Første verdenskrig skiftede Hohlenberg opfattelse af hinduisk filosofi, idet han ikke længere mente, at dennes kernelære om principielt at forholde sig passivt til livets vilkår og tilskikkelser, herunder økonomiske, sociale og politiske forhold, kunne anses for gældende i en moderne, sekulariseret verden, som ligger lysår borte fra de steder og den kultur, hvoraf sankhya-, yoga- og vedanta-filosofien, og ikke mindst Bhagavadgita, er udsprunget. Se evt. mere om Johannes Hohlenberg i artiklen ”Om at finde sig i kritik” her på hjemmesiden.

Martinus:

Her er kun nævnt de bøger, som der henvises til i artiklen. En fuldstændig bogliste over samtlige Martinus’ værker kan ses på www.martinus.dk eller rekvireres ved henvendelse til Martinus Institut. Siden 1981 er Martinus’ bøger udgivet på Borgens Forlag.

Livets Bog I-VII

Det Evige Verdensbillede I-(foreløbig)4

Bønnens Mysterium

Meditation

Kosmisk bevidsthed og Mental suverænitet.

S. Muzumdar:

YOGA for kvinder. Autoriseret dansk oversættelse af Anne Lise Dresler. Originaltitel: ”Higher Womanhood by Yoga. Illustrationerne er optagelser af fru Edith Enna’s udførelse af yoga-øvelser. Strubes Forlag. København 1958. Bogen er helt igennem en seriøs fremstilling af hatha yoga med særlig hensyntagen til kvinders fysik.

F. Max Müller.

The Six Systems of Indian Philosophy. Longmans, Green, And Co. London, New York, Bombay, and Calcutta 1912.

Swami Narayananda:

Urkraften i mennesket eller Kundalini-kraften. På dansk ved Anne Lise Dresler. Originaltitel: ”The Primal Power of Man”. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1959.

Hemmelighederne ved sindets kontrol. Originaltitel: ”The Secrets of Mind-Control”. På dansk ved Edith Enna. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1959.

Pranayama og Yoga-Asanas. På dansk ved Anne Lise Dresler. Originaltitel: ”The Secrets of Prana, Pranayama & Yoga-Asanas”. Borgens Forlag. Jarl Borgen – København 1959.

Sofus J. Nervil:

Raja-Yoga. Indernes Psyko-Fysiologi. 1. og 2. Del. Systemets Træninger, Teori og Praksis. H. Hagerups Forlag 1923.

Tankens Magt. Daglig Praksis og Øvelser. H. Hagerups Forlag 1924.

Personlig Magnetisme. Charmens Udvikling. Daglig Praksis og Øvelser. H. Hagerups Forlag 1924.

Tidens Nervøsitet og dens Helbredelse. H. Hagerups Forlag 1926,

Foryngelse og Helbredelse. Mit System. H. Hagerups Forlag 1928.

Frits Pullich:

Brahmanisme og Hinduisme. Bogen er en åndshistorisk gennemgang af indisk religion og filosofi med uddrag fra kildeskrifterne. Gyldendal 1962.

Sarvepalli Radhakrishnan:

The Hindu View of Life. Unwin Books. London 1956. Bogen fortæller om indisk kultur, idet den tager udgangspunkt i forfatterens opfattelse af vestens syn på og holdning til indisk religion som et sammensurium af myter med en endeløs række af guder og gudinder, som tilbedes i mange former og variationer. Forfatterens pointe er imidlertid, at der ligger et system af tro, som i tusinder af år har forenet og inspireret indiske familier i deres livsførelse. Professor Radhakrishnan har i øvrigt skrevet en række bøger om indisk religion og filosofi, herunder også om de vigtigste Upanishader, Bhagavadgita og Brahma Sutra

Yogi Ramacharaka:

Hatha Yoga. The Yogi Philosophy of Physical Well-Being. With Numerous Exercises, Etc. L.N.Fowler & Co. Ltd. London. Bogen er uden årstal, sådan som tilfældet desværre ofte er med engelsksprogede bøger. Men den er formentlig fra 1950’erne.

Philip Rawson:

Tantra. The Indian cult of ecstasy. Bounty Books. New York 1973.

Philip Rawson and Laszlo Legeza:

TAO. The Chinese philosophy of time and change. Bounty Book. New York 1973.

Chr. Reventlow:

Hvad Buddha lærte om Livets Mening. Gyldendal 1943. Chr. Reventlow (1867-1954) var politiker, MF 1906-10 som løsgænger, men nærmest konservativ. Indtil 1. verdenskrig redaktør af forskellige provinsblade. Som forfatter skrev han om verdenspolitiske og kulturhistoriske emner.

Sv. Åge Rossen:

Døden eksisterer ikke. Borgens Forlag 1985.

Livets mening. Borgen 1993.

Martinus’ kosmiske verdensbillede i hovedtræk. Borgen 1999.

Martinus’ verdensbillede. Et idéhistorisk studie. Forlaget Kosmologisk Information 2008.

Albert Schweitzer:

Indisk Tænkning og Mystik. Bearbejdet og oversat af dr. phil. Børge Friis. Branner og Korch. København 1956. Oversat efter den tyske originaludgave ”Die Weltanschauung der indischen Denker. Mystik und Ethik. München 1935, og den udvidede engelske udgave ”Indian Thought and its Development”, London 1951. Bogen er et glimrende supplement til f.eks. Ananda Acharya’s ”Indledning til Indisk Filosofi”. – Albert Schweitzer er måske bedst kendt for sin lægegerning i Afrika, men han debuterede som forfatter i 1898 og har siden skrevet en lang række bøger om musik, religion og andre kulturelle emner, som f.eks.:

Kulturens Forfald og Genrejsning. Oversat efter ”Verfall und Wiederaufbau der Kultur” (1923) af Johs. Novrup. Europæisk Kulturbibliotek. Redigeret af Johs. Novrup. Det Danske Forlag

Poul Tuxen:

YOGA. En Oversigt over den systematiske Yogafilosofi paa Grundlag af Kilderne. H. Hagerups Boghandel. København 1911. Bogen er Poul Tuxens afhandling, som blev forsvaret for doktorgraden ved Københavns Universitets filosofiske fakultet den 8. okt. 1910.

De ældste Upanishader (Verdensreligionernes Hovedværker). København 1911-12.

Dhammapada. Buddhistiske Tankesprog. Oversat af Dr. Phil. Poul Tuxen. Verdensreligionernes Hovedværker i Oversættelse. Under Medvirkning af danske Videnskabsmænd. Udgivet af Dr. Phil. Poul Tuxen. Aage Marcus, København 1920.

BUDDHA. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nutiden af Poul Tuxen. G.E.C.Gads Forlag. København 1928.

Swami Vivekananda:

Jnana-Yoga. Udgivet 1946 af Advaita Ashrama, Màyavati, Almora, Himalayas. – Ordet ”Jnana” (udtales ’djana’ eller ’gnana’) betyder højeste kundskab om sandheden, hvorved forstås den virkelige verden bagom Maya’s skinvirkelighed.

Raja-Yoga. Udgivet 1947 af Advaita Ashrama, Màyavati, Almora, Himalayas.

© 2008 Harry Rasmussen.