Kosmologi eller åndsvidenskab?

- et kontroversielt spørgsmål… 

 

 

Den hermed foreliggende artikel findes også trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 2 – juni 2010, men deri forekommer der beklageligvis uoverensstemmelse mellem notehenvisningerne og notetallene i artiklen. Det skyldes, at bladets redaktør uden mit vidende desværre har udeladt originalmanuskriptets note 1 og derefter har nummereret note 2 som nr. 1 osv., hvilket for det første kun giver fire noter, imod de fem, der er i originalmanuskriptet, og for det andet - og nok så vigtigt - en forstyrrende mening.

 

Noget andet er, at der i samme trykte artikel desværre også forekommer et par faktuelle fejl vedrørende mine ’historiske oplysninger´ omkring undertitler på tidsskriftet KOSMOS. Det er således ikke korrekt, når jeg skriver, at samme tidsskrift i 1969 fik undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Institut", idet den korrekte undertitel da var ”Tidsskrift for Martinus Kosmologi". Det er også ukorrekt, når jeg skriver, at KOSMOS et par år senere, i 1971, ændrede undertitel til "Tidsskrift for Martinus Kosmologi", når bladet faktisk fik undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Institut". Derimod er det historisk korrekt, at tidsskriftet i 1987 ændrede undertitlen til "Martinus Kosmologi", og at  bladet stadig har denne undertitel i 2010, hvor disse linjer skrives.

 

Men bortset fra de andre faktuelle fejl, som der eventuelt måtte være i artiklen, så er og forbliver dens hovedpointe spørgsmålet om, hvor vidt Martinus’ verdensbillede og kosmiske analyser bør betegnes som enten kosmologi eller åndsvidenskab. Det er dette kontroversielle spørgsmål, artiklen søger at give et muligt svar på.

 

For år tilbage kaldtes Martinus’ Verdensbillede for åndsvidenskab og Martinus Institut hed Martinus Åndsvidenskabelige Institut. Men på et tidspunkt omkring slutningen af 1950’erne gik man væk fra ordet og begrebet åndsvidenskabelig og kaldte herefter Martinus’ Verdensbillede for ”Martinus’ kosmologi”, og Instituttet for ”Martinus Institut”. Martinus kosmologi handler jo foruden om de levende væsener på Jorden, herunder ikke mindst mennesket, også om kosmos eller universet og verdensaltet. Sidstnævnte har i henhold til Martinus både en fysisk og en åndelig sfære, som er integreret i hinanden. Imidlertid har der i de senere år været begrundede indvendinger imod brugen af ordet og begrebet kosmologi i forbindelse med Martinus’ Verdensbillede, og et ønske om så at sige at ville vende tilbage til ’roden’ og igen kalde Martinus verdensbillede for en åndsvidenskab, har trængt sig på.

 

Senest har forfatteren, pensioneret lektor med speciale i plantefysiologi og biokemi, Kurt Christiansen (KC), født 1932, fremført vægtige saglige argumenter for, at begrebet kosmologi burde erstattes af begrebet åndsvidenskab i forbindelse med Martinus’ livsværk. KC har på forlaget Kosmologisk Information i 2005 udgivet 2-bindsværket ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”, som i hvert fald efter min mening er et uundværligt videnskabeligt værk, når det drejer sig om Martinus’ liv og karriere. KC går heri bagom den mytedannelse, der i tidens løb har dannet sig omkring personen Martinus. Men det er specielt i artiklen Martinus litterære værk, kosmologi eller åndsvidenskab? som står at læse i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1-2010, side 14-21, at KC plæderer for at udskifte betegnelsen kosmologi med betegnelsen åndsvidenskab, når det drejer sig om Martinus’ verdensbillede. KC er nemlig kommet frem til den opfattelse, at Martinus kosmiske analyser, sådan som disse fremtræder i hovedværket Livets Bog 1-7, opfylder kriterierne for med rette at kunne karakteriseres og betegnes som en åndsvidenskab. Til dels i samme forbindelse har KC i øvrigt taget initiativ og skaffet midler til at foretage et genoptryk og udgivelse af originaludgaven af Livets Bog 1-7, og med et udstyr og en indbinding, der svarer til den oprindelige førsteudgave. Det er angiveligt sket, fordi de senere udgaver af Livets Bog, herunder især dem, der er udkommet på Borgens Forlag, ikke i alle detaljer svarer til originaludgaven. Der er blevet rettet og tilføjet hist og her i værket af Rådet for Martinus Institut, men vel at bemærke i en ærlig, god og hensynsfuld mening, som i hvert fald efter min opfattelse ikke kan betegnes som væsentlige indgreb i originalværket. Der har nærmest været tale om en slags korrekturlæsning, hvorunder man har rettet stave- og trykfejl. (1)

 

Udgivelsen af Livets Bog er som nævnt sket på Borgens Forlag siden 1981, men er dog senere atter overtaget af Martinus Institut. Udgivelsen er karakteriseret dels ved, at der på denne udgivelses omslag gengives to symboler: på forsiden symbol nr. 23. Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, og på bagsiden symbol nr. 19. Gennem indvielsens mørke. (Helvede eller ragnarok), hvilket dog angiveligt er sket med Martinus’ forhåndsgodkendelse, idet han selv allerede i 1978 havde givet et udkast til bogomslaget, som også var blevet prøvetrykt. Og dels er indholdsfortegnelsen, som Martinus oprindelig satte foran hvert kapitel, efter almindelig skik og brug anbragt samlet forrest i bøgerne. Hvad omslag angår, gælder det samme genudgivelsen af mindre bøger, som f.eks. ”Logik” og ”Bisættelse”, samt den lange række af såkaldte småbøger, som alle fremtræder i ny og ’moderne’ skikkelse, der i hvert fald ikke ligner originaludgaverne fra 1940’erne og senere. Bøgernes indhold er dog det samme, men dette har så at sige skiftet ’frakke’ efter ’modens’ krav om modernitet. Hvilket der dog sådan set ikke i sig selv er noget galt med. Men det er samtidig en kendsgerning, at der generelt set står større respekt om den originale ’vare’, som ophavsmanden – i dette tilfælde Martinus – i en vis forstand har haft i hånden. Antikke bøger er normalt i højere kurs end nyere bøger. (2)

 

Men tilbage til KC’s omfattende argumentation og begrundelse for genindførelse af ordet åndsvidenskab som betegnelse for Martinus’ verdensbillede. Umiddelbart lyder begge dele besnærende, ikke mindst fordi KC påpeger, at i Martinus’ to store hovedværker ”Livets Bog” 1-7 og ”Det Evige Verdensbillede” 1-(foreløbig) 4, forekommer ordet ”kosmologi” ikke en eneste gang, hvorimod ordet ”åndsvidenskab” er blevet brugt 50 gange. Og vel at mærke af Martinus selv. Men samtidig må man dog konstatere, at KC synes at tage lidt let på den kendsgerning, at det også er Martinus selv, som fra omkring 1959-60 og fremefter benyttede og i hvert fald sanktionerede, at udtrykket ”kosmologi” blev benyttet af hans nærmeste medarbejdere, herunder ikke mindst af Per Bruus-Jensen, som ifølge ham selv i høj grad var enig i valget. Derfor må man nok sige, at KC’s forslag om at genindføre ordet ”åndsvidenskab” for det første er 'ahistorisk', i hvert fald set på baggrund af den fortræffelige "Begivenhedsoversigt" (på Martinus Instituts hjemmeside, http://www.martinus.dk/) over Martinus-sagens historiske forløb, hvoraf man kan få et indtryk af, hvornår betegnelsen kosmologi blev indført, men dog ikke umiddelbart hvorfor.

 

Imidlertid er det så heldigt, at der i henhold til Ole Therkelsen i Kosmos 2004 – nr. 11-12 findes et kildemateriale, et brev dateret september 1959 og et brev fra januar 1960, hvor det af begge breve umiskendeligt fremgår, at det var Martinus selv, der indførte ordet og begrebet kosmologi som betegnelse for sit verdensbillede eller sine kosmiske analyser. I førstnævnte brev, som var stilet ”Til alle mit arbejdes trofaste venner!” fortæller Martinus, at et af resultaterne af Erik Gerner Larssons tre rejser til Indien i 1957-58 og 1959-60 var oprettelsen af et center for ”vor kosmologi eller åndsvidenskab”, nemlig ”den kosmologi eller åndsvidenskab, det er blevet min mission at bringe menneskeheden.” (3)

I brevet fra januar 1960 går Martinus ind for at benytte betegnelsen ”Martinus kosmologi” i stedet for ”Martinus åndsvidenskab”, hvilket utvetydigt fremgår af et brev til Gerner Larsson, som på det tidspunkt igen opholdt sig i Indien. I brevet står der bl.a. følgende:

 

”Når du kommer hjem, tror jeg, vi skal snakke lidt sammen om navnet på vor Sag. Jeg tror, det vil være mere rigtig og mere praktisk at kalde vort arbejde ”Martinus Kosmologi” i stedet for ”Martinus Åndsvidenskab”. I ordbøgerne udtrykkes ”kosmologi” som det samme som ”Læren om verdensaltet, dets oprindelse, udvikling og indretning, ligesom kosmologisk bevisførelse står opgivet som slutning fra verdensbygningens eksistens til Gud som dens årsag.”

 

På den baggrund må man konstatere, at Kurt Christiansens og Jan Langekærs henvisning til, hvad Martinus har skrevet i et kontaktbrev i 1951, altså ikke er nogen brugbar og gyldig argumentation for at ville genindføre betegnelsen ”åndsvidenskab”. At droppe sidstnævnte begreb, var efter min opfattelse en klog disposition fra Martinus’ side, for på den tid var der flere, som begyndte at mene, at betegnelsen ”åndsvidenskab” var for ambitiøs, og måske ligefrem provokerende. Der fandtes jo folk dengang, og gør det vel endnu, som var af den opfattelse, at en religiøs og/eller filosofisk lære, især hvis og når denne gør krav på autoritativ gyldighed, ikke kan være videnskab, omend den nok kan behandles videnskabeligt, hvilket primært vil sige objektivt kritisk. (4)

 

I henhold til ”Begivenhedsoversigten” (# 361) anvendte Martinus som nævnt angiveligt selv første gang betegnelsen kosmologi for sin åndsvidenskab omkr. 1960, men ordet var allerede da blevet brugt i 1957 i den engelske udgave af Erik Gerner Larssons "Kursus i Martinus Åndsvidenskab" (1948), hvor ordet åndsvidenskab blev erstattet af ordet Cosmology. I de følgende år ind i 1960’erne blev brugen af begrebet kosmologi mere og mere brugt i Martinus-litteraturen, herunder konsekvent af Per Bruus-Jensen, bl.a. i hans foredrag, brevkursus og bøger, og begrebet åndsvidenskab blev efterhånden trængt i baggrunden, men var naturligvis mere eller mindre underforstået.

 

Som tilfældigt valgte eksempler på anvendelsen af ordet og begrebet ”kosmologi” i forbindelse med Martinus’ verdensbillede i hans egen levetid, kan nævnes: 1960 indførte Martinus selv betegnelsen ”kosmologi” i stedet for ”åndsvidenskab”. 1969 ændredes hovedet på tidsskriftet KOSMOS og samtidigt fik bladet undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Kosmologi”. 1971 ændredes undertitlen dog til ”Tidsskrift for Martinus Institut”. Efter Martinus’ død i 1981 fik Tysk KOSMOS i 1985 ny undertitel: ”Martinus Kosmologie”. 1987 fik Dansk KOSMOS undertitlen ”Martinus’ Kosmologi”. 1990 udgav Instituttet pjecen ”Martinus’ kosmologi. En introduktion”. Oversat og trykt på flere sprog. Af Samarbejds-strukturen 1992 fremgår det af paragraf 15 d, at betegnelsen ”Martinus kosmologi” skal bruges officielt, bl.a. i avisannoncer o. lign. I øvrigt benyttes betegnelsen ”Martinus’ kosmologi” også i forbindelse med Martinus Instituts hjemmeside http://www.martinus.dk/. Sådan kunne man blive ved. Ordet ”kosmologi” var og er åbenbart kommet for at blive.

 

Man kan måske tilmed sige, at indførelsen af begrebet kosmologi var nærliggende, eftersom Martinus allerede fra 1933 udgav sit tidsskrift under navnet "KOSMOS”, som efter forskellige ændringer i format og udstyr fik sin foreløbige form i 1969, hvor det samtidig fik undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Kosmologi", men allerede et par år senere, i 1971, ændredes undertitlen til "Tidsskrift for Martinus Institut", i 1987 altså ændret til "Martinus Kosmologi", en undertitel bladet endnu har i 2010, hvor disse linjer skrives.

 

Det er naturligvis rigtigt at ’kosmologi’, sådan som KC påpeger, i dag hovedsageligt anvendes inden for den fysiske udforskning af verdensrummet / kosmos som helhed, dets struktur og udvikling. Men tidligere betød ordet ’kosmologi’ en metafysisk lære om verdensaltet, altså kort og godt læren om altings sammenhæng i det store så vel som i det små, fysisk som psykisk og åndeligt. Det er selvfølgelig i den sidstnævnte betydning af begrebet, at Martinus’ kosmologi skal forstås. Når Martinus’ navn derfor sættes foran ordet kosmologi, fremstår betegnelsen ”Martinus’ kosmologi”, og alene af den grund burde ingen derfor være i tvivl om, at der hermed menes dén metafysiske kosmologiske lære om verdensaltet i sin helhed og i sine detaljer, herunder især de levende væseners betydning i sammenhængen, som Martinus brugte omkring 60 år af sit liv på at manifestere i form af en lang række enestående symboler, foredrag, bøger og artikler.

 

Imidlertid har Rådet for Martinus Institut klogelig valgt ”den gyldne middelvej” i spørgsmålet: ”Kosmologi eller åndsvidenskab?”, idet Knud Højgaard fra Martinus Instituts historiske arkiv, venligst har henledt min opmærksomhed på, at der i Rådets julebrev 2004 bl.a. står følgende: ”I præsentationen af Martinus' arbejde vil der i nogle tilfælde være særlig fokus på den overordnede titel på hans værker "Det Tredje Testamente" og i andre tilfælde på de betegnelser, han benyttede til at karakterisere indholdet af sine værker, dvs. betegnelser som "Martinus Kosmologi", "Martinus Åndsvidenskab", "Martinus Verdensbillede" og "Martinus kosmiske analyser". Da interessen for analyserne opstår hos mennesker med meget forskellig interessemæssig baggrund, ser vi det som positivt, at der arbejdes med forskellige vinkler i præsentationen".

 

Der er dog efter min opfattelse det problem med ovennævnte holdning, at et begreb som ”Det Tredje Testamente” antyder eller indikerer, at Martinus’ verdensbillede har religiøs karakter, og religion anses ikke som sådan for at have relevans til begrebet videnskab, altså til fri forskning. Desuden vil det overfor offentligheden sandsynligvis virke både forvirrende og selvmodsigende med de mange begreber og betegnelser. Hvorfor så ikke vælge den udvej, i officiel sammenhæng slet og ret at betegne Martinus’ kosmiske analyser for ”Martinus’ Verdensbillede”, som jo rummer alle de nævnte betegnelser og begreber?  Det fratager jo ingen muligheden for internt og overfor ’indviede’, at benytte en anden betegnelse, som f.eks. Martinus’ kosmologi, sådan som jeg ved, at flere andre og ikke mindst jeg selv foretrækker – og altså i god overensstemmelse med Martinus’ egen indførelse af betegnelsen ”Martinus kosmologi” i 1960. (5)

 

************

 

Noter og kilder:

 

1   Kurt Christiansen har i 2009 på eget forlag, Åndsvidenskabsforlaget, udgivet bogen ”Martinus ufuldendte manuskript til bogen Det Tredie Testamente. Med en historisk redegørelse ved Kurt Christiansen”. Fra 1971 til 1980 skrev den da 81-90 årige Martinus på en bog, som han kaldte ”Det Tredie Testamente” med undertitlen ”Den intellektualiserede kristendom”. Bogen indeholder en nærmere forklaring og begrundelse, dels for, hvorfor han opfattede sit livsværk som værende en moderne fortsættelse af Jesu profeti om ”Talsmanden Den hellige Ånd”, og dels for, hvorfor han betragtede sit livsværk som en direkte forlængelse af Det Ny Testamente. Introduktionsbogen blev imidlertid ikke færdiggjort af Martinus, men er i sin ufuldendte form udgivet under titlen ”Den intellektualiserede kristendom” af Martinus Institut på Borgens Forlag 2004. Bogen kan også læses på http://www.martinus.dk/. Se også Rådets kommentarer til KC’s bogudgivelse samme sted. Den maskinskrevne form, som er gengivet i KC’s nævnte bog, er angiveligt en afskrift af Martinus’ originalmanuskript, foretaget af Per Thorell, som har tilføjet en lang række uautoriserede håndskrevne rettelser.

2   Vedr. Martinus’ ufuldendte manuskript til specialbogen ”Det Tredje Testamente” og dennes forside og bagside, se det i note 1 nævnte værk af Kurt Christiansen, samt samme forfatters ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”, se Appendiks F. - Se desuden Rådets kommentarer til bogen på http://www.martinus.dk/.

3   Kosmos 2004 nr. 11-12. – Vedr. Erik Gerner Larssons tre rejser til Indien, se Knud Højgaard: ”Martinus’ sags historie i Indien. Et tilbageblik i anledning af 25-året for Erik Gerner Larssons død.” Temahæfte nr. 7, udgivet af Kosmologisk Information 1998.

4   En konsistent kritisk afhandling, som har til formål at efterprøve den åndsvidenskabelige gyldighed af Martinus’ kosmiske analyser og disses såkaldte ”livsfacitter”, mangler stadig! Der har dog været gjort flere tiltag i den retning, som f.eks. i og med John Engelbrechts idéhistoriske ”Den intuitive tanke. Fra LaoTse til Martinus – en idéhistorisk udviklingslinie 1-2” (1982), og Sven Åge Rossens ligeledes idéhistoriske ”Martinus’ Verdensbillede. Et idéhistorisk studie” (2008), men begge afhandlinger har den ’svaghed’, at de på forhånd er indforståede med Martinus’ kosmologi, hvilket strengt taget er uvidenskabeligt. Derimod vovede den ellers estimerede og sagkyndige forfatter Johannes Hohlenberg i sin tid at kritisere indholdet i Martinus’ udgivelse i 1932 af ”Et internationalt verdensrige under skabelse”. Se evt. herom i artiklen ”Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse” på www.livetseventyr.dk.  Personligt er jeg dog ikke enig i Hohlenbergs kritik, som efter min mening skyder over målet.

5   Vedr. betegnelsen ”Det Tredje Testamente” forholder det sig sådan, at Rådet for Martinus Institut ikke er frit stillet, men på baggrund af Martinus’ bestemmelser er forpligtet på at benytte denne overordnede betegnelse. Martinus’ bestemmelse fremgår af Samarbejds Strukturen (1992), § 13 b: ”Martinus gav udtryk for, at det er hans ønske, at hele hans værk, alle bind under et betegnes som ”Det Tredje Testamente”, og at de efterhånden samles i ensartede bøger.” (Rådsmøde 05.08.75). Det må naturligvis respekteres af folk, der arbejder direkte under Martinus Instituts supervision. Men som fremført og forsøgsvis begrundet i min ovenstående artikel, føler jeg mig som uafhængig skribent ikke bundet af de klausuler, der gælder for Instituttets medarbejdere. Hvilket dog ikke betyder, at jeg personligt ikke respekterer Martinus’ bestemmelse, tværtimod, men i mine artikler både her på hjemmesiden og andetsteds, har jeg foretrukket at benytte betegnelsen ”Martinus’ kosmologi” om Martinus’ livsværk, nemlig i et måske forfængeligt håb om at formidle mit ”budskab” til moderne ikke-religiøse læsere om, at Martinus’ kosmiske analyser og verdensbillede er mere aktuelt end nogensinde.

 

 

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

_______________________