Kosmologi eller åndsvidenskab?
- et
kontroversielt spørgsmål…
Den hermed foreliggende
artikel findes også trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 2 – juni
2010, men deri forekommer der beklageligvis uoverensstemmelse mellem
notehenvisningerne og notetallene i artiklen. Det skyldes, at bladets redaktør
uden mit vidende desværre har udeladt originalmanuskriptets note 1 og derefter
har nummereret note 2 som nr. 1 osv., hvilket for det første kun giver
fire noter, imod de fem, der er i originalmanuskriptet, og for det andet -
og nok så vigtigt - en forstyrrende mening.
Noget andet er, at der i samme
trykte artikel desværre også forekommer et par faktuelle fejl vedrørende mine
’historiske oplysninger´ omkring undertitler på tidsskriftet KOSMOS. Det er
således ikke korrekt, når jeg skriver, at samme tidsskrift i 1969 fik undertitlen
”Tidsskrift for Martinus Institut", idet den korrekte undertitel da var
”Tidsskrift for Martinus Kosmologi". Det er også ukorrekt, når jeg
skriver, at KOSMOS et par år senere, i 1971, ændrede undertitel til
"Tidsskrift for Martinus Kosmologi", når bladet faktisk fik
undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Institut". Derimod er det historisk
korrekt, at tidsskriftet i 1987 ændrede undertitlen til "Martinus
Kosmologi", og at bladet stadig
har denne undertitel i 2010, hvor disse linjer skrives.
Men bortset fra de andre
faktuelle fejl, som der eventuelt måtte være i artiklen, så er og forbliver
dens hovedpointe spørgsmålet om, hvor vidt Martinus’ verdensbillede og kosmiske
analyser bør betegnes som enten kosmologi eller åndsvidenskab. Det er dette
kontroversielle spørgsmål, artiklen søger at give et muligt svar på.
For år tilbage kaldtes Martinus’
Verdensbillede for åndsvidenskab og Martinus Institut hed Martinus
Åndsvidenskabelige Institut. Men på et tidspunkt omkring slutningen af
1950’erne gik man væk fra ordet og begrebet åndsvidenskabelig og kaldte
herefter Martinus’ Verdensbillede for ”Martinus’ kosmologi”, og Instituttet for
”Martinus Institut”. Martinus kosmologi handler jo foruden om de levende
væsener på Jorden, herunder ikke mindst mennesket, også om kosmos eller
universet og verdensaltet. Sidstnævnte har i henhold til Martinus både en
fysisk og en åndelig sfære, som er integreret i hinanden. Imidlertid har der i
de senere år været begrundede indvendinger imod brugen af ordet og begrebet
kosmologi i forbindelse med Martinus’ Verdensbillede, og et ønske om så at sige
at ville vende tilbage til ’roden’ og igen kalde Martinus verdensbillede for en
åndsvidenskab, har trængt sig på.
Senest har forfatteren,
pensioneret lektor med speciale i plantefysiologi og biokemi, Kurt Christiansen
(KC), født 1932, fremført vægtige saglige argumenter for, at begrebet kosmologi
burde erstattes af begrebet åndsvidenskab i forbindelse med Martinus’ livsværk.
KC har på forlaget Kosmologisk Information i 2005 udgivet 2-bindsværket
”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”, som i hvert
fald efter min mening er et uundværligt videnskabeligt værk, når det drejer sig
om Martinus’ liv og karriere. KC går heri bagom den mytedannelse, der i tidens
løb har dannet sig omkring personen Martinus. Men det er specielt i artiklen Martinus
litterære værk, kosmologi eller åndsvidenskab? som står at læse i
tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1-2010, side 14-21, at KC plæderer for at
udskifte betegnelsen kosmologi med betegnelsen åndsvidenskab, når det drejer
sig om Martinus’ verdensbillede. KC er nemlig kommet frem til den opfattelse,
at Martinus kosmiske analyser, sådan som disse fremtræder i hovedværket Livets
Bog 1-7, opfylder kriterierne for med rette at kunne karakteriseres og betegnes
som en åndsvidenskab. Til dels i samme forbindelse har KC i øvrigt taget
initiativ og skaffet midler til at foretage et genoptryk og udgivelse af
originaludgaven af Livets Bog 1-7, og med et udstyr og en indbinding, der
svarer til den oprindelige førsteudgave. Det er angiveligt sket, fordi de
senere udgaver af Livets Bog, herunder især dem, der er udkommet på Borgens
Forlag, ikke i alle detaljer svarer til originaludgaven. Der er blevet rettet
og tilføjet hist og her i værket af Rådet for Martinus Institut, men vel at
bemærke i en ærlig, god og hensynsfuld mening, som i hvert fald efter min
opfattelse ikke kan betegnes som væsentlige indgreb i originalværket. Der har
nærmest været tale om en slags korrekturlæsning, hvorunder man har rettet
stave- og trykfejl. (1)
Udgivelsen af Livets Bog er som
nævnt sket på Borgens Forlag siden 1981, men er dog senere atter overtaget af
Martinus Institut. Udgivelsen er karakteriseret dels ved, at der på denne
udgivelses omslag gengives to symboler: på forsiden symbol nr. 23. Det
færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, og på bagsiden symbol
nr. 19. Gennem indvielsens mørke. (Helvede eller ragnarok), hvilket dog
angiveligt er sket med Martinus’ forhåndsgodkendelse, idet han selv allerede i 1978
havde givet et udkast til bogomslaget, som også var blevet prøvetrykt. Og dels
er indholdsfortegnelsen, som Martinus oprindelig satte foran hvert kapitel,
efter almindelig skik og brug anbragt samlet forrest i bøgerne. Hvad omslag
angår, gælder det samme genudgivelsen af mindre bøger, som f.eks. ”Logik” og
”Bisættelse”, samt den lange række af såkaldte småbøger, som alle fremtræder i
ny og ’moderne’ skikkelse, der i hvert fald ikke ligner originaludgaverne fra
1940’erne og senere. Bøgernes indhold er dog det samme, men dette har så at
sige skiftet ’frakke’ efter ’modens’ krav om modernitet. Hvilket der dog sådan
set ikke i sig selv er noget galt med. Men det er samtidig en kendsgerning, at
der generelt set står større respekt om den originale ’vare’, som ophavsmanden
– i dette tilfælde Martinus – i en vis forstand har haft i hånden. Antikke
bøger er normalt i højere kurs end nyere bøger. (2)
Men tilbage til KC’s omfattende
argumentation og begrundelse for genindførelse af ordet åndsvidenskab som
betegnelse for Martinus’ verdensbillede. Umiddelbart lyder begge dele
besnærende, ikke mindst fordi KC påpeger, at i Martinus’ to store hovedværker
”Livets Bog” 1-7 og ”Det Evige Verdensbillede” 1-(foreløbig) 4, forekommer
ordet ”kosmologi” ikke en eneste gang, hvorimod ordet ”åndsvidenskab” er blevet
brugt 50 gange. Og vel at mærke af Martinus selv. Men samtidig må man dog
konstatere, at KC synes at tage lidt let på den kendsgerning, at det også er
Martinus selv, som fra omkring 1959-60 og fremefter benyttede og i hvert fald
sanktionerede, at udtrykket ”kosmologi” blev benyttet af hans nærmeste
medarbejdere, herunder ikke mindst af Per Bruus-Jensen, som ifølge ham selv i
høj grad var enig i valget. Derfor må man nok sige, at KC’s forslag om at
genindføre ordet ”åndsvidenskab” for det første er 'ahistorisk', i hvert fald
set på baggrund af den fortræffelige "Begivenhedsoversigt" (på
Martinus Instituts hjemmeside, http://www.martinus.dk/)
over Martinus-sagens historiske forløb, hvoraf man kan få et indtryk af,
hvornår betegnelsen kosmologi blev indført, men dog ikke umiddelbart hvorfor.
Imidlertid
er det så heldigt, at der i henhold til Ole Therkelsen i Kosmos 2004 – nr. 11-12
findes et kildemateriale, et brev dateret september 1959 og et brev fra januar
1960, hvor det af begge breve umiskendeligt fremgår, at det var Martinus selv,
der indførte ordet og begrebet kosmologi som betegnelse for sit verdensbillede
eller sine kosmiske analyser. I førstnævnte brev, som var stilet ”Til alle mit
arbejdes trofaste venner!” fortæller Martinus, at et af resultaterne af Erik
Gerner Larssons tre rejser til Indien i 1957-58 og 1959-60 var oprettelsen af
et center for ”vor kosmologi eller åndsvidenskab”, nemlig ”den kosmologi eller
åndsvidenskab, det er blevet min mission at bringe menneskeheden.” (3)
I brevet fra januar 1960 går Martinus ind
for at benytte betegnelsen ”Martinus kosmologi” i stedet for ”Martinus
åndsvidenskab”, hvilket utvetydigt fremgår af et brev til Gerner Larsson, som
på det tidspunkt igen opholdt sig i Indien. I brevet står der bl.a. følgende:
”Når du kommer hjem, tror jeg, vi skal
snakke lidt sammen om navnet på vor Sag. Jeg tror, det vil være mere rigtig og
mere praktisk at kalde vort arbejde ”Martinus Kosmologi” i stedet for
”Martinus Åndsvidenskab”. I ordbøgerne udtrykkes ”kosmologi” som det samme som ”Læren
om verdensaltet, dets oprindelse, udvikling og indretning, ligesom
kosmologisk bevisførelse står opgivet som slutning fra verdensbygningens
eksistens til Gud som dens årsag.”
På den baggrund må man konstatere, at
Kurt Christiansens og Jan Langekærs henvisning til, hvad Martinus har skrevet i
et kontaktbrev i 1951, altså ikke er nogen brugbar og gyldig argumentation for
at ville genindføre betegnelsen ”åndsvidenskab”. At droppe sidstnævnte begreb,
var efter min opfattelse en klog disposition fra Martinus’ side, for på den tid
var der flere, som begyndte at mene, at betegnelsen ”åndsvidenskab” var for
ambitiøs, og måske ligefrem provokerende. Der fandtes jo folk dengang, og gør
det vel endnu, som var af den opfattelse, at en religiøs og/eller
filosofisk lære, især hvis og når denne gør krav på autoritativ
gyldighed, ikke kan være videnskab, omend den nok kan behandles
videnskabeligt, hvilket primært vil sige objektivt kritisk. (4)
I henhold til ”Begivenhedsoversigten” (# 361) anvendte Martinus som nævnt angiveligt selv
første gang betegnelsen kosmologi for sin åndsvidenskab omkr. 1960,
men ordet var allerede da blevet brugt i 1957 i den engelske udgave af Erik
Gerner Larssons "Kursus i Martinus Åndsvidenskab" (1948), hvor ordet
åndsvidenskab blev erstattet af ordet Cosmology. I de følgende år ind i
1960’erne blev brugen af begrebet kosmologi mere og mere brugt i Martinus-litteraturen,
herunder konsekvent af Per Bruus-Jensen, bl.a. i hans foredrag, brevkursus og
bøger, og begrebet åndsvidenskab blev efterhånden trængt i baggrunden, men var
naturligvis mere eller mindre underforstået.
Som tilfældigt valgte eksempler på anvendelsen af ordet og
begrebet ”kosmologi” i forbindelse med Martinus’ verdensbillede i hans egen
levetid, kan nævnes: 1960 indførte Martinus selv betegnelsen ”kosmologi” i
stedet for ”åndsvidenskab”. 1969 ændredes hovedet på tidsskriftet KOSMOS og samtidigt
fik bladet undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Kosmologi”. 1971 ændredes
undertitlen dog til ”Tidsskrift for Martinus Institut”. Efter Martinus’ død i
1981 fik Tysk KOSMOS i 1985 ny undertitel: ”Martinus Kosmologie”. 1987 fik
Dansk KOSMOS undertitlen ”Martinus’ Kosmologi”. 1990 udgav Instituttet pjecen
”Martinus’ kosmologi. En introduktion”. Oversat og trykt på flere sprog. Af
Samarbejds-strukturen 1992 fremgår det af paragraf 15 d, at betegnelsen
”Martinus kosmologi” skal bruges officielt, bl.a. i avisannoncer o. lign. I
øvrigt benyttes betegnelsen ”Martinus’ kosmologi” også i forbindelse med
Martinus Instituts hjemmeside http://www.martinus.dk/.
Sådan kunne man blive ved. Ordet ”kosmologi” var og er åbenbart kommet for at
blive.
Man kan måske tilmed sige, at
indførelsen af begrebet kosmologi var nærliggende, eftersom Martinus allerede
fra 1933 udgav sit tidsskrift under navnet "KOSMOS”, som efter forskellige
ændringer i format og udstyr fik sin foreløbige form i 1969, hvor det samtidig
fik undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Kosmologi", men allerede et par
år senere, i 1971, ændredes undertitlen til "Tidsskrift for Martinus
Institut", i 1987 altså ændret til "Martinus Kosmologi", en
undertitel bladet endnu har i 2010, hvor disse linjer skrives.
Det er naturligvis rigtigt at
’kosmologi’, sådan som KC påpeger, i dag hovedsageligt anvendes inden for den
fysiske udforskning af verdensrummet / kosmos som helhed, dets struktur og
udvikling. Men tidligere betød ordet ’kosmologi’ en metafysisk lære om
verdensaltet, altså kort og godt læren om altings sammenhæng i det store så vel
som i det små, fysisk som psykisk og åndeligt. Det er selvfølgelig i den
sidstnævnte betydning af begrebet, at Martinus’ kosmologi skal forstås. Når
Martinus’ navn derfor sættes foran ordet kosmologi, fremstår betegnelsen
”Martinus’ kosmologi”, og alene af den grund burde ingen derfor være i tvivl
om, at der hermed menes dén metafysiske kosmologiske lære om verdensaltet i sin
helhed og i sine detaljer, herunder især de levende væseners betydning i
sammenhængen, som Martinus brugte omkring 60 år af sit liv på at manifestere i
form af en lang række enestående symboler, foredrag, bøger og artikler.
Imidlertid har Rådet for Martinus
Institut klogelig valgt ”den gyldne middelvej” i spørgsmålet: ”Kosmologi eller
åndsvidenskab?”, idet Knud Højgaard fra Martinus Instituts historiske arkiv,
venligst har henledt min opmærksomhed på, at der i Rådets julebrev 2004 bl.a.
står følgende: ”I præsentationen af Martinus' arbejde vil der i nogle tilfælde
være særlig fokus på den overordnede titel på hans værker "Det Tredje
Testamente" og i andre tilfælde på de betegnelser, han benyttede til at
karakterisere indholdet af sine værker, dvs. betegnelser som "Martinus
Kosmologi", "Martinus Åndsvidenskab", "Martinus
Verdensbillede" og "Martinus kosmiske analyser". Da interessen
for analyserne opstår hos mennesker med meget forskellig interessemæssig
baggrund, ser vi det som positivt, at der arbejdes med forskellige vinkler i
præsentationen".
Der er dog efter min opfattelse
det problem med ovennævnte holdning, at et begreb som ”Det Tredje Testamente”
antyder eller indikerer, at Martinus’ verdensbillede har religiøs karakter, og
religion anses ikke som sådan for at have relevans til begrebet videnskab,
altså til fri forskning. Desuden vil det overfor offentligheden sandsynligvis
virke både forvirrende og selvmodsigende med de mange begreber og betegnelser.
Hvorfor så ikke vælge den udvej, i officiel sammenhæng slet og ret at betegne
Martinus’ kosmiske analyser for ”Martinus’ Verdensbillede”, som jo rummer alle
de nævnte betegnelser og begreber? Det
fratager jo ingen muligheden for internt og overfor ’indviede’, at benytte en
anden betegnelse, som f.eks. Martinus’ kosmologi, sådan som jeg ved, at flere
andre og ikke mindst jeg selv foretrækker – og altså i god overensstemmelse med
Martinus’ egen indførelse af betegnelsen ”Martinus kosmologi” i 1960. (5)
************
1 Kurt Christiansen har i 2009 på eget
forlag, Åndsvidenskabsforlaget, udgivet bogen ”Martinus ufuldendte
manuskript til bogen Det Tredie Testamente. Med en historisk redegørelse ved
Kurt Christiansen”. Fra 1971 til 1980 skrev den da 81-90 årige Martinus på
en bog, som han kaldte ”Det Tredie Testamente” med undertitlen ”Den
intellektualiserede kristendom”. Bogen indeholder en nærmere forklaring og
begrundelse, dels for, hvorfor han opfattede sit livsværk som værende en
moderne fortsættelse af Jesu profeti om ”Talsmanden Den hellige Ånd”, og dels
for, hvorfor han betragtede sit livsværk som en direkte forlængelse af Det Ny
Testamente. Introduktionsbogen blev imidlertid ikke færdiggjort af Martinus,
men er i sin ufuldendte form udgivet under titlen ”Den intellektualiserede
kristendom” af Martinus Institut på Borgens Forlag 2004. Bogen kan også læses
på http://www.martinus.dk/.
Se også Rådets kommentarer til KC’s bogudgivelse samme sted. Den maskinskrevne
form, som er gengivet i KC’s nævnte bog, er angiveligt en afskrift af Martinus’
originalmanuskript, foretaget af Per Thorell, som har tilføjet en lang række
uautoriserede håndskrevne rettelser.
2 Vedr. Martinus’ ufuldendte manuskript til
specialbogen ”Det Tredje Testamente” og dennes forside og bagside, se det i
note 1 nævnte værk af Kurt Christiansen, samt samme forfatters ”Martinus og
hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”, se Appendiks F. - Se
desuden Rådets kommentarer til bogen på http://www.martinus.dk/.
3 Kosmos 2004 nr. 11-12. – Vedr. Erik Gerner
Larssons tre rejser til Indien, se Knud Højgaard: ”Martinus’ sags historie i
Indien. Et tilbageblik i anledning af 25-året for Erik Gerner Larssons død.” Temahæfte
nr. 7, udgivet af Kosmologisk Information 1998.
4 En konsistent kritisk afhandling, som har
til formål at efterprøve den åndsvidenskabelige gyldighed af Martinus’ kosmiske
analyser og disses såkaldte ”livsfacitter”, mangler stadig! Der har dog været
gjort flere tiltag i den retning, som f.eks. i og med John Engelbrechts
idéhistoriske ”Den intuitive tanke. Fra LaoTse til Martinus – en idéhistorisk
udviklingslinie 1-2” (1982), og Sven Åge Rossens ligeledes idéhistoriske
”Martinus’ Verdensbillede. Et idéhistorisk studie” (2008), men begge
afhandlinger har den ’svaghed’, at de på forhånd er indforståede med Martinus’
kosmologi, hvilket strengt taget er uvidenskabeligt. Derimod vovede den ellers
estimerede og sagkyndige forfatter Johannes Hohlenberg i sin tid at
kritisere indholdet i Martinus’ udgivelse i 1932 af ”Et internationalt
verdensrige under skabelse”. Se evt. herom i artiklen ”Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse” på www.livetseventyr.dk.
Personligt er jeg dog ikke enig i
Hohlenbergs kritik, som efter min mening skyder over målet.
5 Vedr. betegnelsen ”Det Tredje Testamente”
forholder det sig sådan, at Rådet for Martinus Institut ikke er frit stillet,
men på baggrund af Martinus’ bestemmelser er forpligtet på at benytte denne
overordnede betegnelse. Martinus’ bestemmelse fremgår af Samarbejds Strukturen
(1992), § 13 b: ”Martinus gav udtryk for, at det er hans ønske, at hele hans
værk, alle bind under et betegnes som ”Det Tredje Testamente”, og at de
efterhånden samles i ensartede bøger.” (Rådsmøde 05.08.75). Det må naturligvis
respekteres af folk, der arbejder direkte under Martinus Instituts supervision.
Men som fremført og forsøgsvis begrundet i min ovenstående artikel, føler jeg
mig som uafhængig skribent ikke bundet af de klausuler, der gælder for
Instituttets medarbejdere. Hvilket dog ikke betyder, at jeg personligt ikke
respekterer Martinus’ bestemmelse, tværtimod, men i mine artikler både her på
hjemmesiden og andetsteds, har jeg foretrukket at benytte betegnelsen
”Martinus’ kosmologi” om Martinus’ livsværk, nemlig i et måske forfængeligt håb
om at formidle mit ”budskab” til moderne ikke-religiøse læsere om, at Martinus’
kosmiske analyser og verdensbillede er mere aktuelt end nogensinde.
© 2010 Harry
Rasmussen.
_______________________