Videnskabelig reduktionisme på retræte?

 

Noget kunne tyde på, at den naturvidenskabelige reduktionisme så småt er ved at blive for meget, selv for videnskabsfolkene, eller i hvert fald for nogle af disse. Det kan nemlig konstateres, at der fra flere progressive sider indenfor videnskaben er tiltag i den retning. Men omstillingsprocesser af den art er i reglen træge, og det tager sin tid, før de nye ideer, tanker og forestillinger vinder indpas hos i dette tilfælde det naturvidenskabelige og det filosofiske establishment. Det hjælper dog processen på vej, når og hvis der er tale om, at kendte og anerkendte videnskabsfolk og filosoffer tør gå foran og risikere deres gode navn og rygte. Kulturhistorien har adskillige eksempler på især mænd – i ældre tid blev videnskaberne og filosofien fortrinsvis repræsenteret af mænd – som autoriteterne dømte ude, fordi de forsøgte at bane nye veje, det være sig indenfor videnskab, filosofi, kunst, religion eller samfundsliv, men som en senere tid har rehabiliteret. Her skal vi dog i hovedsagen koncentrere os om videnskab og filosofi 

 

I nogle af artiklerne her på hjemmesiden og i tidsskrifterne ”KOSMOS”, ”Kosmologisk Information” og ”Den Ny Verdensimpuls”, har jeg berørt emnet om naturvidenskabens og specielt hjerneforskningens og neuropsykologiens udprægede reduktionisme, et begreb, der i kort karakteristik betyder, at man reducerer eller tilbagefører bevidstheds- og sjælelivet på rent fysiologiske processer. Men reduktionismen er samtidig i ’familie’ med den materialistiske livs- og verdensanskuelse, som reducerer fænomener som eksempelvis Gud, sjæl og ånd til illusoriske forestillinger hos religiøst eller filosofisk indstillede mennesker. Sådanne forestillinger har den nyere hjerneforskning via MR-scanning i øvrigt også ’bevist’ er illusoriske indbildninger hos religiøse mennesker. 

 

Videnskaben eller Gud?

Under overskriften ”Videnskaben – Virkeligheden – Mennesket” afholdtes der i foråret og efteråret 1996 en serie foredrag og paneldiskussion på Niels Bohr Instituttet, hvor 9 navngivne videnskabelige forskere, dels fra nævnte Institut og dels fra Københavns Universitet, med hver deres specialområder, forelagde for det tilstedeværende publikum, hvordan de hver især så på forholdet mellem videnskaben og de fænomener, der kommer ind under begrebet religion. Det var altså med andre ord den historisk set ældgamle drøftelse af forholdet mellem tro og viden, der var på dagsordenen. For arrangementet stod Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen, som angiveligt så det som formålet med paneldiskussionen, om det ville være muligt at tilvejebringe et helhedsbillede af naturvidenskabens – eller måske rettere naturvidenskabernes - aktuelle situation. Under indflydelse fra en omtale af serien i Berlingske Tidende, skiftede foredragsrækken imidlertid undervejs titel til ”Videnskaben eller Gud?” På baggrund af den nævnte artikel blev DR TV1 interesseret og bragte samme forår 1996 en række udsendelser med foredragene. I forlængelse heraf udgav DR Multimedie i 1996 bogen ”Videnskaben eller Gud?”, under redaktion af de to ovenfor nævnte forskere. 

 

Hovedsigtet med forelæsningsrækken og paneldiskussionen, var angiveligt at afprøve de erkendelsesteoretiske og filosofiske sider af videnskaben, og samtidig afprøve grænsen for den moderne videnskabs mulige rækkevidde i de store, grundlæggende livsspørgsmål, herunder spørgsmålet om Guds eventuelle rolle i spørgsmålet om verdens og livets opståen. Ville moderne naturvidenskab måske være i stand til fuldstændig at udelukke en overordnet, guddommelig krafts medvirken i verdens tilblivelse og livets opståen?  Eller ville verdens skabelse og livets opståen muligvis kunne forklares udelukkende som resultatet af kemiske kræfter og fysiske principper og lovmæssigheder? Og i givet fald, hvordan skal man da forklare sig eksistensen af de fysisk-kemiske kræfter eller energier og naturlovene? Kan disse i og med deres lovbundne og hensigtsmæssige funktioner med rette betragtes som et produkt af ren og skær tilfældighed?

 

De deltagende forskeres svar på de ovenfor nævnte og flere andre spørgsmål, måtte som forventeligt blive forskellige, dels fordi forskerne repræsenterede vidt forskellige fagområder, og dels, fordi de repræsenterede forskellige personlighedstyper. De pågældende forskere var Dr. scient. i fysik Jens Martin Knudsen, f. 1934, fra Københavns Universitet, astrofysiker og professor i astronomi ved Indiana University Hollis Ralph Johnson, f. 1928, Ph. D. i fysik og lektor i fysik ved Astronomisk Observatorium ved Niels Bohr Instituttet Uffe Gråe Jørgensen, f. 1953, biologen, lic. scient., lektorvikar ved Niels Bohr Instituttet, Claus Emmeche, f. 1956, mag. scient. i teoretisk fysik, senere lektor i teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet Benny Lautrup, f. 1939, chef for forskningsinstituttet og hjerneforsker ved Sct. Hans Hospital Rasmus Fog, f. 1936, professor, cand. scient. i teoretisk højenergifysik ved Niels Bohr Instituttet Holger Bech Nielsen, f. 1941, mag. art. i historie ved Københavns Universitet Bent Raymond Jørgensen, f. 1949, og sluttelig Bent Melchior, f. 1929, lektor i jødisk litteratur ved Københavns Universitet, overrabbiner. Sidstnævnte medvirkede, for at forklare og forsvare de bibelske traditioner og paradokser, der længe har været under angreb fra mange sider.

 

Objektivitet og kausalitet

De nævnte videnskabelige forskere havde som nævnt forskellige svar på de grundlæggende spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med foredragsserien, men stort set alle var i hovedsagen enige om, at videnskaben ville være i stand til at give gyldige og fyldestgørende svar på disse spørgsmål, og om ikke nu og her, så i hvert fald engang i fremtiden. Det skyldtes angiveligt, at man generelt mente, at den videnskabelige forskningsmetode baserer sig på to hovedpostulater, nemlig objektivitetsaksiomet og kausalitetsaksiomet, det vil sige selvindlysende og rationelle grundsætninger, som ikke behøver nærmere bevis, for at kunne godtages. At noget er objektivt vil sige, at det er afbalanceret sagligt, upersonligt og upartisk, modsat subjektivt, som er præget af personlig opfattelse og følelser, herunder fordomme og idiosynkrasier. At noget er kausalt vil sige, at det er årsagsbestemt og årsagssammenhængende, idet årsag og virkning er indbyrdes proportionale, lige som en virkning bliver til en ny årsag, der igen har en virkning, osv. osv.

 

Imidlertid blev spørgsmålet om komplementaritetsteoriens gyldighed mærkværdigvis ikke berørt i foredragsrækken. Det var jo ellers Niels Bohr, på hvis Institut foredragsrækken fandt sted, der i 1927 introducerede komplementaritets-filosofien, som fik en væsentlig indflydelse på de empiriske videnskaber og specielt fysikken. En indflydelse, der er lige så stor, som tilfældet er med atomfysikeren og -teoretikeren Albert Einsteins relativitetsteori, der blev publiceret i 1905. Begge teorier betegner et brud med den klassiske naturerkendelses objektivitets- og kausalitetsprincip. Relativitetsteorien påviser, at forestillingen om absolut rum, tid og bevægelse nok er gyldig ved dagliglivets sanseerfaringer, men ikke er gyldig ved meget komplicerede iagttagelsessituationer i fysikken. Komplementaritetsteorien påviser, at moderne iagttagelsessituationer, blandt andet på grund af forholdet mellem måleinstrument og objekt, kan være komplementære, hvilket vil sige, med iagttagelser, der gensidigt udelukker hinanden. Det klassiske eksempel herpå, er den situation, at lys i visse eksperimenter må betragtes som et bølgefænomen, i andre som en strøm af små partikler (fotoner, kvanter), hvilket er en selvmodsigelse indenfor den klassiske fysiks begrebsramme, hvor ’fast’ er fast og ’flydende’ flydende.

 

Det blev derfor nødvendigt at udvide begrebsrammen, for at kunne ophæve selvmodsigelsen. Det gjorde Bohr ved i forbindelse med kvantefysikken at forkaste det klassiske kausalitetsaksiom og det ligeledes klassiske objektivitetsaksiom, som jo begge er nødvendige og uundværlige i den statistiske beskrivelse og tolkning af begrebet ’fysisk virkelighed’. Men de to aksiomer kunne angiveligt ikke bruges i sammenhæng med det supermikrokosmos, der udgøres af elementarpartiklerne. Bohr nøjedes dog ikke med at overføre komplementariteten på fysikken, men overførte også denne på blandt andet psykologiske og biologiske erfaringsområder. (Se f.eks. Niels Bohr: Atomteori og naturbeskrivelse. J.H. Schultz Forlag, København 1958, og Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse I-II. J.H. Schultz Forlag, København 1959).

 

Det helt grundlæggende metafysiske spørgsmål er imidlertid, hvad der mere præcist skal og kan forstås ved begrebet ’fysisk virkelighed’. Ifølge fysikerne er hele den materielle verden opbygget af atomer, og derfor synes denne verdens realitet at stå og falde med den fysiske realitet af elementarpartiklerne (elektroner, protoner etc.) og de atomare systemer. En del kunne tyde på, at elementarpartiklerne udelukkende kan betragtes som begrebsdannelser, altså som konstruktioner af den menneskelige tanke, med det formål, at kunne sammenknytte visse numeriske størrelser på en praktisk måde. Herom skriver en meget kyndig forfatter ved navn T. Bergstein i bogen ”kvantefysik og dagligsprog” blandt andet følgende:

 

     Det synes derfor uomgængeligt, at elementarpartiklerne og i almindelighed de atomare systemer må betragtes som begrebsdannelser, ved hjælp af hvilke man kan sammenfatte og klassificere de atomare fænomener. Men den tilsyneladende nødvendighed, hvormed denne klassificeringsmåde melder sig, gør naturligvis den opfattelse overordentlig plausibel, at disse begrebsdannelser på én eller anden måde må korrespondere med grundlæggende træk i den fysiske virkelighed. En konkretisering af begreberne kan imidlertid kun bestå i en henvisning til de foreliggende atomare fænomener. Såsnart man forsøger at forestille sig de atomare objekter eksisterende uafhængigt af registreringsanordningerne, d.v.s. som klassiske objekter, da er man i modstrid med de eksperimentelle kendsgerninger.

     Problemet synes således at være, hvad man skal forstå ved begrebet fysisk virkelighed. I betragtning af at hele vor materielle verden ifølge fysikeren er opbygget alene af atomer, da synes denne verdens fysiske realitet at stå og falde med den fysiske realitet af elementarpartiklerne og de atomare systemer. Der er altså tale om det grundlæggende metafysiske problem: Hvad er i egentligste forstand fysikkens undersøgelsesobjekt?  (T. Bergstein: Kvantefysik og Dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien.  Munksgaard. København 1964. Citat fra side 55-56.)  

 

Imidlertid er principperne relativitet og komplementaritet væsentlige elementer i flere filosofier og erkendelsesteorier, ikke kun i nyere tid, men helt tilbage til den klassiske oldtid, hvor for komplementaritetens vedkommende det kinesiske religionsfilosofiske system ”Taoisme” er fremherskende. I dette system består tilværelsen af et fundamentalt modsætnings- og samspilsprincip: Yin, det kvindelige, mørke, kolde, vinteren, det animalske og jordiske, og Yang, det mandlige, lyse, varme, det individualitetsgivende, sommeren, det himmelske. Det er vekselvirkningen mellem disse to modsatte, men samtidig indbyrdes afhængige principper og kræfter, der holder den altomfattende evige kraft, tao, i ligevægt. Det var for resten angiveligt den taoistiske filosofi, der sporede Niels Bohr ind på tanken om komplementariteten. Han studerede nemlig filosofi, før han begyndte at interessere sig for atomfysik og atomteori.

 

Nok så vigtigt i sammenhængen er det, at iagttagelsessituationen i kvantefysikken vidner om, at subjekt-objekt relationen ikke er så enkel og ligetil, som mennesker i almindelighed går omkring og tror. Vistnok de fleste mener helt ureflekteret, at vi som iagttagere (oplevere) forholder os umiddelbart og rent modtagende til omverdenen og dennes genstande, hvilket langt fra er tilfældet. Dette er formentlig også tilfældet for de fleste naturvidenskabsfolk, hvis forskningsretning så at sige er rettet udad mod omverdenen, hvorved de ganske overser deres egen subjektive rolle i sammenhængen. Men for det første udøver det ubevidste en kontinuert analytisk virksomhed overfor sanseiagttagelserne (perceptionerne), og i den forbindelse betyder hukommelsen betragtet som et ’oplagsrum’ eller ’arkiv’ i det ubevidste for den hidtidige sum af erfaringer en dominerende rolle. Der er derfor tale om en form for ubevidst og automatisk ’tolkning’ af sanseimpulserne. I bund og grund drejer problemet sig om, hvor vidt omverdenen i det hele taget eksisterer, vel at mærke som en selvstændig realitet, der er totalt uafhængig af subjektet? Om opfattelse og oplevelse af ting fremkaldt ved sansepåvirkning (perception) udefra eller fra egen organisme gælder principielt det samme spørgsmål om, hvad virkelighed er. Herom skriver T. Bergstein blandt andet følgende:

 

     Da naturvidenskabelige resultater angiver visse nødvendige betingelser for, at perceptionerne kan finde sted. Man kan såvist ikke se, såfremt der intet er af det lys, som fysikeren taler om, ejheller hvis man mangler de øjelinser eller nethinder, som fysiologen beskriver, og heller ikke, hvis de elektrokemiske nerveprocesser, hvorom nervefysiologen og biokemikeren beretter, ikke finder sted. Men i et forsøg på at beskrive den samlede perceptionsproces vil man aldrig nå til det tilstrækkelige ved at addere alle disse nødvendigheder, men tværtimod til selvmodsigelsen. Ligegyldigt hvor detaljeret et kendskab til de perceptive organers virkemåde den naturvidenskabelige undersøgelsesmetode end vil resultere i, - man vil dog stedse være lige vidt fra den endegyldige, rationelle forståelse af den menneskelige bevidsthed, som man spørger efter i det filosofiske problem om bevidstheden. (T. Bergstein: Kvantefysik og Dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien.  Munksgaard. København 1964. Citat fra side 74-75. Især siden begyndelsen af 1990’erne er hjerneforskere og neuropsykologer begyndt at omtale psykologiske forhold som fysisk-kemiske hjerneprocesser, lokaliseret til bestemte og detaljerede områder af hjernen. Her kan Bergsteins ord derfor lettere omskrevet udvides til også at gælde specielt hjerneforskningen: ”Ligegyldigt hvor detaljeret et kendskab til hjernens og hjernecentrenes virkemåde hjerneforskningens undersøgelsesmetode end vil resultere i, - man vil dog stedse være lige vidt fra den endegyldige, rationelle forståelse af den menneskelige bevidsthed, som man spørger efter i det filosofiske problem om bevidstheden.” - Her kan det anbefales den specielt interesserede læser, at læse artiklerne under rubrikken Artikler med emner vedr. hjernedebat.)  

 

Denne i og for sig vanskelige problemstilling vedrørende forholdet mellem bevidstheden og omverdenen, forekommer mig at have fået en begrundet og uddybende analyse og forklaring indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. Det ville dog føre for vidt, at komme nærmere ind på emnet her, hvorfor den interesserede læser i stedet kan henvises til Tillæg: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi 1-5. 

 

Men tilbage til foredragsrækken på Niels Bohr Instituttet: Det bør her fremhæves, at især de to arrangører af foredragsrækken og paneldiskussionen, Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen, fra begyndelsen indtog et formidlende standpunkt, som ikke på forhånd udelukkede den mulighed, at naturvidenskaberne aktuelt set måske rent faktisk ikke ville vise sig i stand til at give endelige eller absolut gyldige svar på de stillede spørgsmål. Det, man eventuelt kan kritisere ved spørgsmålet ”Videnskaben eller Gud?” er, dels dets alternative form, - det kunne jo f.eks. også have lydt: ”Videnskaben og Gud?” - og dels at man forholdt sig til begrebet Gud ud fra et jødisk-kristent synspunkt, hvilket vil sige, at man kun forholdt sig til Bibelens Gud og skabelsesberetning. Det kan naturligvis forklares og forsvares med, at der her er tale om en væsentlig del af den vestlige kulturs religiøse og historiske grundlag, men allerede hermed er foredragsrækkens problemstilling blevet skævvredet, for der findes som bekendt også andre forestillinger om en universel Gud, som tilfældet eksempelvis er i islam. Desuden findes der filosofiske opfattelser af begrebet Gud, som afviger fra både den jødisk-kristne gud og islams gud, nemlig f.eks. filosofferne Shankar Acharyas, Giordano Brunos og Baruch Spinozas omtrent identiske opfattelse af det guddommelige alvæsen. Og her kan tilføjes den opfattelse af Gud, der findes indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, som i det væsentlige er fuldkommen sammenfaldende med de tre netop nævnte filosoffers opfattelse af begrebet. 

 

Naturvidenskab på genveje?

Imidlertid er jeg ved en tilfældighed blevet opmærksom på, at lektor i teoretisk fysik ved Niels Bohr Instituttet, Claus Emmeche, nok så betydningsfuldt - og vel egentlig også overraskende - indirekte understøtter min påstand om, at moderne naturvidenskab er på afveje eller måske snarere omveje (se evt. mine artikler herom). Det fremgår af hans hjemmeside og især af hans artikler, som f.eks. essayet "Mine molekyler vil frikende mig", hvori han fremfører det synspunkt, at biologien i dag ikke længere opfatter liv som en maskine og noget rent fysisk. Begrebet "information" er nemlig nødvendigt i biologien, for at kunne forstå fænomenet liv, idet alt liv er afhængigt af den genetiske kode. Derfor er biosemiotik et forsøg på at udvikle en ny filosofi om, hvad liv er. Ordet bio betyder jo som bekendt liv, og ordet semiotik hentyder til læren om informationstegn, kommunikative signaler og symboler. Til belysning af, hvad sagen drejer sig om, gengives herunder et uddrag fra Claus Emmeches artikel ”Mine molekyler vil frikende mig”:

 

Et metafysisk dyr blandt verdens dele

Biologer ejer en ubændig nysgerrighed efter at forstå mennesket videnskabeligt ud fra den enkle betragtning, at vi som andre dyr kan beskrives ved hjælp af moderne genetik, molekylærbiologi, evolutionsteori og andre biologiske discipliner. Vi har i det 20. århundrede opnået en forbløffende detaljeret beskrivelse af vores organisme og dens molekyler. Det har skabt stor entusiasme og respekt for den forskning, der har tilført opfattelsen af kroppens virkemåder så umådelig meget. Men hvor vi på den ene side gør fremskridt og nærmer os en stadig større indsigt i mange detail-processer, synes det på den anden side som om problemerne vokser. [1]

 

Det drejer sig ikke alene om de etiske problemer med den rette anvendelse af den opnåede viden indenfor biomedicin og bioteknik; og de forskningspolitiske problemer om finansiering og organisering af alt det, der bedst udfoldes som fri grundforskning. De kan være vanskelige nok. Det drejer sig også om rent indre videnskabelige vanskeligheder. Spørgsmål, der viser sig sværere at besvare end forventet. Forholdet mellem viden og uvidenhed er som forholdet mellem et træ og det voksende areal, hvormed det med sine blade berører den omgivende luft. Når kundskabens træ vokser, tiltager uvidenheden parallelt. [2] Enhver videnskab har sine abstraktioner, og kan kun gøre et udvalg af verdens dele synlige ved at se bort fra andre. Og hvis forskningen er god, producerer den ikke blot svar, men lige så mange udfordrende nye spørgsmål. Såsom spørgsmålet om dannelsen af en menneskelig krop og hjernens arkitektur, og måske også spørgsmålet om hvordan hjernens mentale indhold dannes; noget videnskaben ikke helt har fået skovlen under endnu. Her er der, trods entusiasmen, grund til forbehold. Det er jo muligt, at videnskaben ikke kan give os svar på alt.

 

Det billede af forskningen som pressen formidler, er orienteret mod sensationer. Selve forskningsprocessen og de bagvedliggende gåder overses. Dikteret af det journalistiske arbejdes vilkår formidles spredte resultater snarere end sammenhængende teorier og indsigt i selve den måde der arbejdes på. Til gengæld peppes nyt fra hjerneforskningen, for nu at bruge den som eksempel, op med udsagn, der sjældent er hold i, men er af umådelig principiel art, i stil med "centeret for den fri vilje endelig fundet", eller "forskere beviser, at den fri vilje er en illusion". Det samlede resultat af den slags hver især ubetydelige kommentarer er et overspændt billede af naturvidenskaben og den lære, vi som mennesker kan drage af dens resultater. Der trækkes større eksistentielle og filosofiske veksler på forskningen end der er dækning for.

 

Tendensen til at gøre fysik til metafysik, eller videnskab til religionserstatning, er uheldig, og kan i historisk perspektiv virke besynderlig. Striden mellem videnskab og religion i 1800-tallets victorianske England - tænk på debatten om Darwins evolutionsteori contra bibelens skabelsesberetning - kan ikke sidestilles med de debatter, der føres her i den senmoderne kultur om videnskab og etik. Spørgsmålet om vi stammer fra aberne eller Gud er ikke ladet med samme moralske tragik som dengang, og tilsyneladende eksisterer videnskab og religion nu fredeligt sammen som institutioner. Det udelukker ikke ideologiske modsætninger, på samme måde som forholdet mellem humaniora og naturvidenskab (eller, på det politiske plan, mellem praktisk-moralsk og teoretisk-instrumentel fornuft) ikke er noget harmonisk forhold. Tolkningerne strides. Det er jo ikke rigtigt, at der slet ikke kan skitseres nogen konsekvenser for den menneskelige eksistens af naturvidenskabernes resultater. De søges ofte udtrykt i et sprog, som alt efter smag er smukt, pseudo-poetisk eller skingert. "Vi er dybest set stjernestøv". "Universet er vores ophav." Eller "vi sidder på en hårfin økologisk balance som er ved at tippe." "Vi er dybest set bananfluer" - eller måske "nøgne aber", eller "en evolutionær blindgyde", eller noget helt femte. Her træder naturvidenskaben frem som en synlig del af vor kultur, og det er tydeligt, at denne kultur - foruden de mytologiske, religiøse, og politiske kilder - søger at basere sin selvforståelse på videnskab. Disse forsøg må blot acceptere, at de konstant er genstand for kritik og skiftende tolkninger. Debatten om det naturvidenskabelige verdensbilledes universelle gyldighed er ingenlunde slut. [3]

 

Noter til: Et metafysisk dyr blandt verdens dele

[1] Jeg takker Dorte Skovgård for kommentarer til en tidligere version af denne artikel, desuden takkes Uffe Gråe Jørgensen, Bent Raymond Jørgensen og Benny Lautrup for kommentarer til en populariseret og stærkt ændret udgave af teksten, som er udgivet i i bogen "Videnskaben eller Gud?".

[2] Uvidenhed er nok et dårligt ord for så vidt det betegner en tilstand af manglende viden som allerede findes og i princippet kan tilegnes. Hvad der her tænkes på er endnu-ikke-opnået viden, om hvilken det endda kan gælde, at den kan være uopnåelig: F.eks. kan visse typer spørgsmål i matematikken være principielt uafgørbare. Nogle filosoffer mener, at spørgsmålet om der vil kunne findes én videnskabelig ramme, der restløst gør rede for subjektive ("psykiske") og objektive ("fysiske") beskrivelser af kroppen, sandsynligvis må besvares benægtende, og at "mind/body" eller sjæl/legeme-problemet derfor er uløseligt.

[3] Når biologer, fysikere og kemikere giver deres bud på et verdensbillede, holder de op med at være forskere og bliver naturfilosoffer. De fleste naturvidenskabsfolk gør det ofte spontant, implicit, og uden problemer - men med et afværgende smil, hvis der pludselig sættes fokus på denne `hermeneutiske' erkendelsesinteresse i naturvidenskaben, og da med en hastig tilbagevenden til en mere instrumentel eller pragmatisk (evt. direkte instrumentalistisk) holdning. Naturvidenskaben befinder sig i den forstand selv på grænsen mellem forskning i snæver forstand og naturfilosofi forstået som netop de mere synteseskabende bestræbelser. En moderne form for naturfilosofi må forholde sig dialogisk-kritisk til passagen fra laboratoriets mikroskoper til verdensbilledernes makrokosmos.

I det hele taget kloge betragtninger, som i hvert fald jeg personligt kan tilslutte mig. Ikke mindst forekommer Emmeches bemærkninger om mediernes og populisatorernes sensationslystne og oftest overfladiske behandling af videnskabelige emner mig interessante, for det samme emne har jeg peget på og udtrykt mig principielt på lignende måde om i flere af mine egne artikler, f.eks. om hjernedebat og klimadebat. Derimod må jeg nok stille spørgsmålstegn ved hans konstatering i note [2]: ”Nogle filosoffer mener, at spørgsmålet om der vil kunne findes én videnskabelig ramme, der restløst gør rede for subjektive ("psykiske") og objektive ("fysiske") beskrivelser af kroppen, sandsynligvis må besvares benægtende, og at "mind/body" eller sjæl/legeme-problemet derfor er uløseligt.”  Personligt vil jeg mene, at Martinus’ kosmologi opfylder kriterierne for en (ånds)videnskabelig ramme, ”der restløst gør rede for subjektive ("psykiske") og objektive ("fysiske") beskrivelser af kroppen,” hvorfor spørgsmålet må besvares bekræftende, og at "mind/body" eller sjæl/legeme-problemet derfor ikke er uløseligt. Og for resten kan ’uvidenhed’ være andet og mere, end bare en mangel på viden, der evt. vil kunne tilegnes, eller som måske er uopnåelig. Men i henhold til både klassisk indisk filosofi og Martinus’ kosmologi, er uvidenhed – på sanskrit: avidya – en sindstilstand, som er ansvarlig for forekomsten af Mayas slør, et fænomen, der består i, at det virkelige synes uvirkeligt, medens det uvirkelige synes virkeligt, og som i øvrigt tilslører det faktum, at bagom mangfoldigheden er virkeligheden en enhed, som på sanskrit betegnes med ordet Brahman, i taoismen med ordet Tao, og f.eks. i Martinus’ kosmologi med ordene det guddommelige Alvæsen. Maya-teorien er fremført i og med Advaita (= ikke-todelt) Vedanta-filosofien, som betegner Maya som Brahmans tilslørende og projicerende kræfter, der er ansvarlige for frembringelsen eller skabelsen af illusionen om en mangfoldig verden. (Vedr. begrebet Mayas slør set med moderne øjne, kan det anbefales at læse f.eks. Per Bruus-Jensens bog ”En rejse gennem Mayas slør. Introduktion til et Kosmisk Paradigmeskifte.” Forlaget Nordisk Impuls 2010. Bogen vil også kunne læses på forlagets hjemmeside: http://www.nordisk-impuls.dk/)

En ny naturfilosofi

Men Emmeche nøjes ikke med at påpege nyere biologis opfattelse af fænomenet liv, men han mener også, at der er brug for en ny naturfilosofi, hvilket fremgår af hans essay "Naturfilosofiens genkomst", hvori han blandt andet skriver følgende:

 

"Som en første tilnærmelse vil jeg præsentere naturfilosofi som en undersøgelse af især naturvidenskabernes måde at forstå naturen på i vid forstand. Eksempelvis i kontrast til andre former for forståelse. Det er en art tænkning, som genoptager visse spørgsmål i den klassiske filosofi af metafysisk og erkendelsesmæssig art - spørgsmål, som længe har været lagt på hylden, bl.a. under indflydelse af positivismen, og som idag aktualiseres af interessen for nye verdensbilleder og for naturvidenskabens egne grundlagsproblemer. Naturfilosofi er udtryk for en almen lyst til at forstå såvel natur som naturvidenskab. Det er et forsøg på at finde lovlige måder at tænke større sammenhænge på.

-- Kan man her tale om naturfilosofiens genkomst?

Kun som genopdukken af en gammel helhedsbestræbelse, men i en ny og mere kritisk form. En søgen efter forbindelser, der ellers glemmes på grund af den måde, produktionen og tilegnelse af naturerkendelse er indrettet på i dag."

-- Og det hér er altså en slags manifest for en ny naturfilosofi?

Det kommer an på hvad der menes med "en ny naturfilosofi". Det er primært en invitation til debat og eftertanke. Det er et felt, hvor man, hvad enten man er humanistisk eller naturvidenskabeligt orienteret, kan indgå i dialoger. Naturfilosofi er netop en art filosofi, dvs. et område for diskussion og kritiske undersøgelser; et forskningsområde, snarere end filosofi i betydningen et filosofisk system af en eller anden art, eller min egen lommefilosofi. For at understrege det åbne i projektet er teksten her konstrueret som en interlog. [1]

 

Naturbegrebet

-- Et sådant projekt forudsætter vel et bestemt naturbegreb. Hvilket naturbegreb opererer du med?

Det ved jeg ikke om det gør. Jeg vil helst ikke lægge mig fast på ét bestemt naturbegreb - ideen er netop at undersøge forskellige måder at opfatte natur på. I første omgang med udgangspunkt i fysik, biologi, kemi, geografi osv., men allerede dét rejser problemer. Naturvidenskab har jo en ret høj status i samfundet, men ofte er det kun udvalgte dele af videnskaberne, især fysikken, som tegner det, vi med en lidt misvisende betegnelse kunne kalde det naturvidenskabelige naturbegreb.

-- Hvorfor misvisende?

Fordi man burde starte med at spørge, undersøgende: Findes der et "videnskabeligt baseret" naturbegreb, og hvad mener vi i det hele taget med naturbegreb? Er det en filosofisk størrelse? Fysikere selv kan jo sagtens være indbyrdes uenige, rent ontologisk og metafysisk, men det forhindrer dem jo ikke i at lave storartet fysik. En seriøst arbejdende fysiker kan typisk sige: Sådan noget som et naturbegreb er slet ikke nødvendig for at lave eksperimentel faststoffysik, teorier om højenergifysik, osv. Og det er rigtigt. Men fysik er ikke bare forskning. I offentligheden fremtræder fysikken som en monolitisk enhed med ét samlet bud på naturens indretning. På basis af populærvidenskabelige tekster, eller i begrundelser for støtte til grundforskning eller teknologiske anvendelser af fysik, kan man så forsøge at fremanalysere et naturbegreb, som er dækkende for forskernes egne opfattelser af naturens basale dele. Er det et materialistisk, reduktionistisk naturbegreb? Har det subjektive, det iagttagende subjekt en plads i dette begreb? Alt det kan man så spørge om. Man vil sikkert finde, at fysikkens, biologiens og (for nu at tage en humanistisk videnskab) psykologiens begreber om natur og subjekt kan være ret forskellige.

-- Og hvorfor skal vi overhovedet interessere os for det?

For at forstå os selv. Tænk på hvordan vi selv lærer at tænke abstrakt, eller omgås store ord som ordet natur. Det er ikke så ligetil. Tænk på Snøvsen fra Benny Andersens børnebog. Han spørger troskyldigt: "Hvor ligger naturen?". Det er ikke sikkert vi er så meget klogere end Snøvsen. Måske smiler vi af den, fordi vi véd, at det er svært at sætte ord på den dér natur. Det skyldes også vores egen historie.

-- Vores naturhistorie?

Både kultur- og naturhistorie. Antag, at biologiens perspektiv på menneskets oprindelse i store træk er korrekt. Selvom det er tilfældet, så betyder det ikke, at det mytiske, det overnaturlige, eller det religiøse er uvedkommende for vores forsøg på at forstå verden som helhed, og forstå de kriser, vi befinder os i. Siden vi kravlede ned fra træerne og begyndte at fortælle historier om Adam og Eva og deres bortvisning fra paradisets uforskyldte umyndighed, har vores kultur været præget af troen på ordet som løftet over naturen, svævende over vandene. Flere har peget på, at naturopfattelsen i den jødisk-kristne tradition har spillet en ikke uvæsentlig rolle for den industrielle side af vores omgang med naturen. Mennesket ses som den skabning, som er nærmest Gud, og af Ham sat til at herske over den øvrige natur, som er noget lavere. Opfattelsen banede vej for at se naturen som død materie og objekt for omformning; en tankegang som historisk faldt fint i tråd med den moderne naturvidenskabs fremvækst. Først nu indser vi for alvor, og iøvrigt med naturvidenskabelige metoder, at vi ikke har behandlet naturen fornuftigt. "Vi" betyder primært den moderne civilisation, der har frembragt en række indbyrdes modstridende skel mellem natur og kultur. Og "behandle" betyder fremmedgøre og misbruge, og idag forsøgsvist genetablere og konservere. Om historien fortælles som skæbnebestemt syndefald eller som produktionsmådernes seje fremadskriden, er underordnet i forhold til resultatet, Jordens tilstand her og nu.

Mens kosmos er kold overfor vores skæbne, har den biologiske natur mistet sin autonomi og er blevet afhængig af os. Ud fra en industriel og økologisk betragtning er den levende natur - biodiversiteten, som biologerne kalder det - blevet henvist til et verdensomspændende civilisatorisk system, og lever på dette systems skrøbelige nåde. Vi behersker ikke universet i stor skala, men vi kan smadre planetens biodiversitet.

Vi har altså spaltet naturen. Den er både det kosmiske hele og kun det, som snævert afgrænses fra kultur og civilisation, eller det, som i sin økologiske skrøbelighed er dødelig som os selv. Naturen er snart blæsten, sandet og stjernerne, snart den grøft eller å, som skal fredes og genoprettes. Vores ideer om naturen er så splittede som den faktiske opdeling af de nære omgivelser i rekreative områder og industriparker. Natur kan være konstrueret som en iscenesat idyl af paradisisk oprindelighed eller gøre modstand som et vildt dyb af kræfter, der både truer os på livet og fremhæver det kultiverede i vores livsform.

 

Note til: Naturfilosofiens genkomst

[1] Mellemting mellem interview og dialog, et stilistisk eksperiment. Spørgeren er polyfonisk, er ikke tillagt et samlet synspunkt eller forhåndsopfattelse, og skal ikke afspejle en speciel naturvidenskabelig eller humanistisk baggrund. Formen markerer min gæld til en række personer, som har bidraget til eller deltaget i kurset "Naturfilosofi - naturvidenskabens teori, grundlagsproblemer og verdensbilleder" ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Niels Bohr Instituttet, Det Naturvidenskabelige Fakultet i København. For kritiske kommentarer til en tidligere version af teksten skal Marie Svarre Nielsen, Per Frandsen, Henrik Zinkernagel og Tove Kruse have stor tak.

 

Ja, det er jo sådan set overraskende og velgørende ord her midt i den naturvidenskabelige reduktionismes storhedstid, ord, som i hvert fald må glæde enhver, der mener, at den reduktionistiske forklaring på livet og verden, er alt for rationalistisk og vitaminfattig. Claus Emmeches synspunkter på naturvidenskaben forekommer mig nemlig at være et skridt i den rigtige retning på vejen til den helhedsforståelse af verdensaltet, som især Martinus’ kosmologi er så fornem en eksponent for. Indenfor rammerne af denne, forklares ikke alene grundlaget for den klassiske filosofis erkendelsesteori og metafysik, men også naturvidenskabens egne grundlagsproblemer. Martinus ser naturvidenskabens grundproblem som et spørgsmål om psykologisk udvikling og standpunkt hos videnskabsfolkene, som i hovedsagen benytter sig af og henholder sig til intelligensevnens formåen, hvilket primært vil sige til logikken og dens grundregler: præmis, argument og konklusion, og herunder især deduktion, hvilket vil sige, at slutte fra det almene til det specielle, og i nogle tilfælde induktion, hvor man slutter fra enkelttilfælde til en almen lov. Men i og med, at naturvidenskaben i hovedsagen er henvist til kun at benytte intelligensen i sin forskning og sine eksperimenter, og i forbindelse med sine erkendelsesteoretiske overvejelser, ligger der en begrænsning, som bevirker, at videnskaben kun er i stand til at opfatte og udforske det fysiske aspekt af materiebæltet, og dette afgiver kun resultater, der primært kan måles i fysiske termer som rumfang, vægt og hastighed, hvilket igen vil sige indenfor det firedimensionale fysiske rum-tid kontinuum. Martinus betegner en sådan forskning som gående på tværs ad materien, nemlig materien opfattet og oplevet indenfor det, han kalder en ”lavpsykisk sansehorisont”. Denne betegnes også som oplevelsens stofside eller formside, der udelukkende tolker materien som i sig selv livløs og tilfældig.

 

Materien på tværs og på langs

I komplementær modsætning til en ”lavpsykisk sansehorisont” opererer Martinus’ kosmologi også med begrebet en ”højpsykisk sansehorisont”, som refererer til en femdimensional virkelighed, hvor evigheds-perspektivet indgår som femte ’dimension’, og som giver adgang til at opleve og udforske materiebæltet på langs, hvilket vil sige, opleve og afkode det indhold eller den information, som materien faktisk rummer. Denne side af opfattelsen betegnes også som oplevelsens livsside eller indholdsside, som er den, der afgiver, hvad Martinus betegner som ”livsfacitter”, hvilket vil sige facitter, der udelukkende tolker materien som udtryk for levende væseners liv og aktiviteter, der grundlæggende og generelt stræber efter at være formålstjenlige og hensigtsmæssige. Men forudsætningen for, at kunne sanse og tolke på langs ad materien og afkode dennes ”informationer”, er i henhold til Martinus intuitionsevnen, og den er ifølge ham igen et spørgsmål om individets psykiske og moralske udviklingsstatus. Forekomsten af intuition i bevidstheden er i henhold til Martinus og flere filosoffer og erkendelsesteoretikere nemlig baseret på og forudsætter en optimal og med tiden permanent balance mellem følelse og intelligens hos individet, og en sådan forudsætter faktisk en høj etik og moral. Dette spørgsmål eller emne skal jeg dog ikke komme nærmere ind på her, men henvise læseren til eventuelt at læse herom andetsteds på hjemmesiden. (se f.eks. afsnittene Jegets evige energikilder.  - om de kosmiske grundenergier, og Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer

 

Men efter som alle mennesker, herunder naturligvis også videnskabsfolk, er på vej til mere eller mindre at udvikle den nævnte permanente balance mellem følelse og intellekt, så vil alle i henhold til Martinus før eller siden blive i stand til at benytte sig lige så let af intuitionsevnen, som det nutildags er nemt for mange at bruge intelligensevnen. Indtil videre må det dog konstateres, at der består et indbyrdes modsætnings- eller komplementaritetsforhold mellem den reduktionistiske tolkning af livsfænomenerne og den idealistiske eller såkaldt kosmiske eller helheds-tolkning af samme. Den førstnævnte - den, Martinus betegner som forskning på tværs af materiebæltet - er foreløbig resulteret i en helt igennem materialistisk og reduktionistisk livs- og verdensanskuelse, medens den sidstnævnte tolkning tegner sig for en livs- og verdensanskuelse, hvorunder livet og verden ses som et grundlæggende åndeligt og guddommeligt eksperiment i støv og ånd. (Se her f.eks. Per Bruus-Jensen: Livet og det lukkede rum. En skildring af evolutionen som et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. Forlaget Nordisk Impuls 1990. Se nærmere herom på http://www.nordisk-impuls.dk/). 

 

Nye planeter og spor af liv

Et af de emner, der også berøres i bogen ”Videnskaben eller Gud?”, er spørgsmålet, om der findes andre planeter i universet, på hvilke der eventuelt har udviklet sig liv under en eller anden form. I bogens Forord nævnes det, at under dens forberedelse havde flere af bidragyderne påpeget, at der endnu ikke var fundet planeter udenfor vort eget solsystem. Man mente heller ikke, at der var fundet spor af liv på andre af vort solsystems planeter, men denne konstatering blev gjort til skamme, idet der på den tid foregik en udforskning af planeten Mars, og herfra havde man fundet en meteorit med aflejringer, der kunne tydes som spor af liv på denne planet. Senere og tilmed i den aktuelle nutid, er der så også fundet planeter udenfor vort eget solsystem.

 

Ret interessant er jeg netop i besiddelse af et avisudklip fra Berlingske Tidende for den 31. august 1983, hvor der under overskriften ”Liv flere steder i universet”, står følgende:

 

En amerikansk videnskabsmand har fundet tegn på liv andre steder i universet. Det er sket ved hjælp af en meteorit, som i 1969 blev fundet i Australien. Professor Cyril Ponnamperuma sagde på de amerikanske kemikeres årsmøde i Washington, at han i meteoritten har fundet alle de komponenter, der skal bruges til generne i såvel mennesker som bakterier. Desuden har hans undersøgelser overbevist ham om, at de kemiske grundsubstanser befandt sig i meteoritten, før den ramte Jorden.

 

Så sent som den 30. september 2010 fremkom den store og nærmest sensationelle 'nyhed' i medierne, at amerikanske astronomer eller astrofysikere mener foreløbig at have fundet fire hidtil ukendte planeter - såkaldte exoplaneter - som giver grund til formodninger om, at der meget vel kan tænkes at findes liv på andre planeter i universet, udover på Jorden. Dog ikke nødvendigvis liv, som det kendes her. Ved at gå ind på http://www.videnskab.dk/ kunne man konstatere, at 'nyheden' i hvert fald var omkr. 14 dage gammel, idet den blev publiceret den 13. sept. 2010. På sitet oplystes det, at exoplanet-forskningen foregår ved hjælp af Hubble-teleskopet, og at man foreløbig har fundet 4 exoplaneter, og tilmed fotograferet de 2 eller tre af dem. Et foreløbigt og videnskabelig set dristigt gæt lyder på, at der er stor sandsynlighed for, at der findes mange lignende exoplaneter i verdensaltet, altså planeter, hvoraf i hvert fald en del menes at opfylde betingelserne og vilkårene for livets opståen og udvikling, og at former for liv derfor allerede for længst forekommer på de pågældende planeter. Her må man imidlertid huske på, at forskerne naturligvis mener liv på de fysiske kræfters og lovmæssigheders vilkår.

 

”Naturen er synlig ånd, og ånden usynlig natur!”

Nogenlunde tilsvarende tanker og forestillinger kan man eksempelvis også finde hos fysikeren og naturfilosoffen H.C. Ørsted (1777-1851), som allerede i første halvdel af 1800-tallet fremsatte sine tanker om den naturlige forekomst af mange solsystemer og planeter i verdensaltet, men vel at mærke planeter, på hvilke der findes liv under en eller anden form. Men Ørsted gik et skridt videre, idet han antog, at der måtte findes utallige civilisationer i hele verdensaltet, som han i øvrigt betragtede som udtryk for én eneste og ufattelig stor organisme, der i princippet fungerer og arbejder som enhver anden kendt organisme, som f.eks. det menneskelige legeme. Denne forestilling betegnes kulturhistorisk som organismetanken. Denne var dog ikke Ørsteds egen idé, men skyldtes derimod den tyske filosof Friedrich Wilhelm Schelling (1775-1854), som videreførte og systematiserede tanker, der var fremsat af Johan Wolfgang von Goethe (1749-1832), nemlig ideen om en universelt harmonisk helhed eller enhed, der er gennemtrængt af en altomfattende bevidsthed. Begrebet og fænomenet bevidsthed er altså centralt i organismetanken. Ørsted samlede senere sine filosofiske tanker og foredrag i to-binds værket ”Aanden i Naturen”, der udkom 1849-50. Grundtanken bag Ørsteds naturfilosofi findes udtrykt med ordene: ”Naturen er synlig ånd, og ånden usynlig natur”.

 

Men Ørsted anså det altså som naturligt og sandsynligt, at verdensaltet måtte være befolket med utallige civilisationer, som hver især befinder sig på forskellige stadier af den både biologiske og åndelige moralske udvikling, som han samtidig så som et naturligt faktum. I sin bogs første del har han medtaget og delvis revideret et foredrag, som han i 1845 havde holdt ved et møde i Selskabet for Naturlærens Udbredelse. Foredraget har titlen ”Hele Tilværelsen eet Fornuftrige”, og heri kommer han blandt andet ind på, at der for de levende individers vedkommende består en væsensenhed i hele verdensaltet, men at denne væsensenhed ikke udelukker en mangfoldighed af forskelligheder. Han mener desuden, at begrebet kundskabsevne, altså evnen til at tilegne sig erfaring og kundskaber, i lighed med den moralske evne, grundlæggende gør sig gældende og i princippet er den samme overalt i verdensaltet. Endvidere var han af den overbevisning, at den åndelige verden her på Jorden, hvilket vil sige menneskenes følelser, intelligens og moral, eller kort og godt kulturen og samfundet, på trods af mange svingninger frem og tilbage, efterhånden vil udvikle sig til ét stort, internationalt fornuftriges virkeliggørelse. Altså til et jordisk samfund i principiel retning af det, Jesus betegnede som ”Himmeriges rige eller Gudsriget på Jorden”. 

 

Ørsted afslutter ovennævnte afsnit med nogle betragtninger, som han har givet overskriften ”Kundskabssamfund mellem Verdenskloderne”, og herunder har han beskrevet, at det er menneskets natur at stræbe efter, at befri sig for enhver form for undertrykkelse og i stedet tilegne sig den størst mulige frihed til selv at vælge sine mål og midler, men under skyldig hensyntagen til, at andre individer har præcis samme frihedskrav og –rettigheder. Fra afsnittet skal følgende tekst citeres:

 

    Hovedøjemedet af det, som her er sagt om frihedsforholdene, var at vise, at samtlige frie væsener på Jorden er bestemte til at danne et fornuftrige, og at et sådant allerede ifølge tingenes natur består; men at det med fortsat udvikling må bringes til en alt større og større fuldkommenhed; hvad jeg har sagt mere end det hertil nødvendige, er kun blevet tilføjet for at forebygge misforståelser. Anvendelsen heraf på de fornuftige beboere af andre kloder er nu let: de er dannede efter samme fornuftlove som beboerne på vor Jordklode: de må da være forgængelige i samme betydning som menneskene: de må følgelig begynde deres tilværelse, hver til sin tid og sit sted: de må fornemme omverdenens indvirkninger og derved få en bevidsthed om det, der stemmer med deres vilje eller modstrider den, det er, de må føle lyst og ulyst: de må begynde deres sanselige tilværelse med fornuftanlæg, og være drevne til at udvikle disse både ved naturkraft og ved den hele omverdens vækkende indvirkning. Enhver må af de andre frie væsener modtage indvirkninger, hvoraf nogle strider imod hans vilje og velværen, andre stemmer dermed. Kampen mellem de stridige viljer må udvikle begreber om viljes-love, der vel ikke er tvingende som naturlovene; men som fordrer, at alle fornuftvæsener med frihed skulle stræbe at virkeliggøre den evige fornufts forskrifter. De ville ligesålidt som menneskene her på Jorden alle være komne ind i tilværelsen med ligestore evner – thi hver enkelts tilværelse begynder under andre betingelser i tiden og rummet – derfor vil det, ligesom på Jorden, ske, at de højerebegavede bliver deres medvæseners ledere i større eller mindre omfang alt efter deres evner. De må med fælles naturdrifter, med fælles trang til at overvinde den viljeløse natur, ved fælles lyst til at begribe tilværelsen føle sig opfordrede til at virke i samfund; kort, hovedtrækkene i deres åndelige væren må stemme med dem, vi har set hos de frie væsener på Jorden.

 

     Efter at have indset denne væsensenhed i den moralske verden, må vi dog være meget forsigtige i henseende til vore forsøg på videre at udvikle denne grundanskuelse. Vi kunne under et sådant forsøg let fristes til at overføre jordiske ejendommeligheder på hele tilværelsen; hvad jeg i anledning af kundskabsevnernes væsensenhed har sagt om den vidtstrakte mulighed af andre tilværelsesformer, endskønt de alle har ét grundvæsen, det finder atter anvendelse her. man tænke sig kun de højst forskellige tilstande, hvori vi træffer menneskeåndens udvikling under de forskellige tilværelsesbetingelser her på Jorden! Men hvad er disse betingelsers uligheder imod dem, som må finde sted fra verdensklode til verdensklode! Imellem de talløse verdenskloder gives der alle mulige uligheder i henseende til deres alder, deres deltagelse i lyset, i opvarmning o.s.v. Vore nogenlunde bestemte kundskaber om disse betingelsers ulighed er indskrænkede til en usigelig ringe del af det hele; anvendelsen heraf til videre slutninger, de bestemte åndelige tilværelsesformer vedkommende, må være endnu mere indskrænket. Verdensklodernes uligheder i vort solsystem er allerede meget store; udstrækker vi vor tanke til hele verden, bliver de utallige: på nogle verdenskloder ville skabningerne være langt større, på andre langt mindre: på nogle kloder ville de være dannede af en langt tyndere materie end hos os, ja, denne kan måske i tyndhed nærme sig æterens, på andre kunne de være dannede af en tættere: på nogle kloder kunne de fornuftige skabninger være skikkede til at modtage langt hurtigere, langt finere, langt mere klare indtryk end på vores, på andre tværtimod. Går vi nu over til åndskraften og åndsudviklingen selv, da tør vi ej antage mindre forskelligheder. Vi kunne vel slutte, at der gives fornuftvæsener med svagere evner end vi; men overvejer vi ret, hvor såre dybt vi står under det, vor fornuft efterstræber, så føler vi os tvungne til at antage, at der gives usigelig mange udviklingstrin over det, hvorpå vi selv befinder os. Dog lad dette ikke nedtrykke os! Vor slægt er endnu ung her på Jorden, og synes at have en lang fremtid til højere udvikling; og vi tør håbe, at de, som til en given tid har fuldendt deres bane her, ville anderledes kunne hæve sig til større højder. (Hans Christian Ørsted: Aanden i Naturen. 1. og 2. del. Med Indledning af Knud Bjarne Gjesing. Stjernebøgernes Kulturbibliotek. Vintens Forlag, København 1978. Citatet er fra side 139-40.) 

 

Her skal i øvrigt tilføjes, at når Ørsted i det nævnte afsnit foretager sammenligninger mellem opfattelsesevnen hos Jordens mennesker og planeten Jupiters beboere, er der tale om en rent hypotetisk, altså tænkt, sammenligning. Det vil sige, at han mente, at hvis der fandtes beboere på Jupiter, så ville disse formentlig besidde principielt de samme åndsevner, som tilfældet er for menneskene på Jorden. Dengang i 1800-tallet havde man endnu ikke en viden, der kunne fortælle, at planeten Jupiter, som er den femte planet fra Solen og den største i Solsystemet, sandsynligvis ikke rummer nogen form for det, naturvidenskaben nu til dags forstår ved fænomenet liv.   

 

Sjælens udviklingsrejse

 Som det vil være fremgået af flere af artiklerne her på hjemmesiden, så betragtede digteren H.C. Andersen navnefællen H.C. Ørsted som sin faderlige ven og mentor. Det er derfor forståeligt, at Andersen med velvilje og taknemmelighed overtog ideer og forestillinger om livet og verden fra sin 38 år ældre ven. Dette fremgår især af Andersens forfatterskab, som hist og her indeholder ideer og forestillinger, som må tilskrives Ørsted. Det gjaldt også ideen eller forestillingen om liv på andre planeter i universet, hvilket blandt andet fremgår af Andersens første roman "Fodreise" (1829). Denne tanke og forestilling uddybede og præciserede han senere i romanen ”Kun en Spillemand” (1837), hvorfra følgende skal citeres:

 

     Dersom vejen til den salighed, som såvel vor naturlige, som positive religion lover os, går fra Jorden til en højere stjerne og fra denne til en endnu mere udviklet og for os mere skikket, da bliver det hele sig udfoldende liv en stor opdragelsesrejse, en vandring fra by til by mod det himmelske Jerusalem. Vore rejser her på Jorden er et ringe, men anskueliggørende billede af denne større flugt. Man stifter bekendtskaber, vinder venner, som man med tårer skilles fra, idet vi føler det så bittert tungt aldrig at skulle mødes; vi nødes timer og dage at være sammen med mennesker, som er os til plage, og siden, efter skilsmissen, står de for os som morsomme originaler; hvad der voldte os de største sorger og ængstelser bliver just glanspunkter. Fra den himmelske stad, målet for vor stræben, ser vi måske på en stjernehimmel, hvor, imellem de glinsende punkter også denne vor Jord findes; vi kender den som hjemmet for vor første tilværelse, og alle erindringer, som barndomsminder, foresvæver os. hvor mon nu de er, med hvem mine bedste timer der var uadskillelige? Dog, hvor de end er, de erindrer de samme timer og glæder sig som jeg til gensynet. Vi peger på en anden klode, en højere opdragelses verden, og mindes leveårene der. Således ser vi alt her på Jorden tilbage på en her såkaldet stor rejse og siger, når vi betragter kortet: ”Paris! ja, der var jeg fire måneder! Rom, der var jeg et halvt år!” og vi føler længsel efter dem, vi der fik kære og måtte skilles fra, men denne længsel forstyrrer os ikke i øjeblikkets lykke. På evighedens store rejse skulle vi ikke lære at elske kun enkelte på et bestemt sted, vi er ikke Jord- men Himmelborgere; menneskehjertet skal ikke være en komet, hvis stråler kun peger i én retning, men en sol, som stråler lige klart til alle sider. (R&R III, s. 144-45 )

 

Selv om Ørsteds „Aanden i Naturen“ først udkom 1849-50, og Andersens roman ”Kun en Spillemand” udkom i 1837, ja, hans ”Fodreise”, som udkom 1829, indeholder præcis samme forestillinger om sjælens udviklingsrejse gennem verdensaltet, så fremgår det tydeligt af citatet, at Andersen var inspireret af Ørsteds tanker om samme. Andersen kom jo privat sammen med familien Ørsted fra omkring 1825 og helt frem til sin død i 1875, og under sine besøg havde han ofte lejlighed til, dels at orientere sig om sin mentors naturfilosofiske tanker, og dels til at drøfte sine egne litterære produktioner med denne. 

 

Liv et udbredt fænomen

Men interessant er det også at kunne konstatere, at såvel Ørsteds som Andersens livs- og verdensanskuelse, herunder ikke mindst vedrørende sjælens kosmiske udviklingsrejse gennem tid og rum, principielt set har en stor og slående lighed med det verdensbillede og den opfattelse af sjælen, der tegner sig indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, som først blev manifesteret i løbet af årene 1921-81.

 

Hvis man tror på sandsynligheden af f.eks. Martinus' kosmologi, så er det måske ikke så overraskende, at der ikke alene findes mange solsystemer med planeter, men også planeter med liv. I henhold til Martinus’ intuitive opfattelse og forståelse af tilværelsen, er livet som princip et udbredt fænomen i hele verdensaltet, som i øvrigt i sig selv er udtryk for et levende alvæsens liv og tilstand. Dog sådan, at der vil være planeter, hvor livet kun forekommer i primitive former, men også planeter, hvor livet har nået en høj udvikling, ja, en udvikling, som endog overgår livets udvikling her på Jorden. For Martinus er det indlysende, at det er de levende væseners erfaringer fra tidligere tilværelser, der i væsentlig grad præger og former disses nuværende liv, hvilket mere præcist vil sige, at individets nuværende fysiske legeme er resultatet af samme individs tidligere fysiske liv. Det forholder sig i henhold til Martinus også sådan, at ethvert levende væsen i princippet vil komme til at opleve og gøre de samme erfaringer, som alle andre levende væsener. Det er jo også denne konstatering, der implicit fremgår af både Ørsteds og Andersens respektive opfattelse af sjælens kosmiske udviklingsrejse. For derfor at vise den store principielle lighed, der består mellem den Ørsted-Andersenske opfattelse af sjælens kosmiske rumrejse og Martinus’ opfattelse af samme, skal følgende tekst af sidstnævnte citeres her:

 

     Da den måde, hvorpå individerne kan komme til at opleve de samme erfaringer, er uendelig i sine variationer, vil der heller ikke være nogen grænse for variationerne af de levende væseners udseende, manifestationsmåde og legemsform på samme trin, og kun den moralske standard angiver for os hvilke væsener, der netop hører til samme trin i udviklingen. Afvigelsen mellem væsenerne vil så igen være afhængig af forskellen mellem erfaringsfelterne, thi disse kan nemlig, selv om de er udtryk for den samme moral, være højst forskellige. Her må man forstå, at de levende væseners udvikling, ikke for noget som helst væsens vedkommende, evigt er knyttet til den klode, på hvilken de for tiden oplever livet, men har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Væsenernes udvikling manifesterer si således i baner, der strækker sig fra klode til klode. Et væsens nuværende manifestationstilstand eller jordtilværelse vil altså være identisk med det samlede resultat  af en forudgående tilværelse på andre kloder. Ethvert Jordvæsen vil derfor også, i sit nuværende lokale liv, bære præget af denne sin førjordiske tilværelse. Og sådanne væsener, der for tiden befinder sig på en og samme klode, men som i en fortidig tilværelse er kommet fra helt andre verdener ind på deres nuværende, vil derfor være helt forskelligt præget i samme grad som deres tidligere tilværelse har afveget fra at være udløst på de samme kloder. Denne prægning kan så igen være af så forskelligartet natur, at samtlige væsener vil være at analysere som ubeslægtede. Da de mere eller mindre beslægtede væsener jo udgøres af dem, der henholdsvis mere eller mindre har passeret de samme kloder i deres fortidige tilværelse, bliver den evige udvikling gennem de beslægtede væsener, som vi før har nævnt, her synlige som udgørende baner. Da sådanne bane har utalte tidssekler og kloder under sig, har de i Livets Bog fået navnet ”kosmiske udviklingsbaner”. Da disse baner i virkeligheden udgør den yderste konsekvens af individernes vandring gennem beslægtede erfaringszoner, bliver deres manifestation i den daglige tilværelse her synlig som udtryk for ”arter”. De kosmiske udviklingsbaner er således identisk med kilden til arternes oprindelse. Den evige udvikling manifesterer sig altså i form af kosmiske udviklingsbaner, der igen betinger, at væsenerne kommer til at fremtræde i tilværelsen i form af beslægtede eller ubeslægtede arter, og ved hvilken omstændighed i tilværelsen, med hensyn til variationer af legemer og former for oplevelse af livet, kommer til at fremtræde i mangfoldighed. (LB I, stk. 284.)

 

To teorier: Big Bang og Steady State

I nyere tid har den engelske astronom Fred Hoyle (1915-2001) bl.a. i bogen "om mennesker og mælkeveje" (1965), fremsat lignende tanker som H.C. Ørsted. Men endnu før Hoyle fremkom med sine tanker, havde den ligeledes engelske fysiker og astronom Sir James Jeans (1877-1946) offentliggjort lignende og for øvrigt stærkt idealistiske tanker om verdensaltet, som på grundlæggende måde kan minde om Martinus' tilsvarende ideer og tanker. 

 

Både Hoyle - som for øvrigt angives at være den, der 'opfandt' begrebet Big Bang - og James Jeans gik ind for den alternative og såkaldte Steady State-teori, som i al korthed går ud på, at der foregår en kontinuerlig skabelse i verdensaltet. Fysisk set betyder det, at der til stadighed skabes nyt stof. Det er forresten forkert, når den almindelige forestilling om Big Bang er, at universet blev skabt ved en voldsom eksplosion. Det skulle være noget, Fred Hoyle fandt på og sagde for sjov. Men som formentlig bekendt drejer Big Bang sig om universets opståen fra før der eksisterede det firedimensionale rum-tid kontinuum, hvilket er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at forestille sig. Men fra dette 'superatom' også kaldet "superæg" (!?) (eller i nyere tid ur-partiklet, af nogle kaldet ”Gud-partiklet”), med tæt masse og ufattelig høj temperatur, udvidede universet sig og fortsætter iflg. astrofysikerne og astronomerne med det den dag i dag. Konsekvenserne heraf skal jeg dog ikke komme ind på her. Blot pointere, at Big Bang trods alt stadig kun er en teori eller hypotese, som dog indtil videre synes at kunne forklare de naturvidenskabelige kendsgerninger, der foreligger indtil dato. 

 

Adspurgt om sin forståelse af universets påståede konstante udvidelse, skal Martinus angiveligt have svaret, at universets udvidelse på et eller andet tidspunkt vil blive efterfulgt af en sammentrækning, omtrent som tilfældet i princippet er med åndedrættet. Derefter vil der følge en ny udvidelse og en påfølgende sammentrækning, og denne proces vil fortsætte, så længe universet eksisterer. Det lyder jo plausibelt, men om det forholder sig sådan, og om det kan forklare alt, hvad der vedrører det fysiske univers, er jeg ikke i stand til at kunne afgøre.

 

Men angående Fred Hoyles forestillinger om andre planeter med liv eller levende væsener, så har han adskillige gode argumenter at fremføre til støtte for sin antagelse af sådanne forestillinger. Herom skriver han, efter først at have talt om arten fugles geniale anatomi og tilpasning til miljøet, blandt andet følgende, og vel at mærke i 1965, før den første månerejse fandt sted. Det skete cirka fire år senere i og med, at det bemandede rumskib ”Apollo 11” landsattes på månen natten mellem den 20. og 21. juli 1969:

 

     […] Fra et evolutionært synspunkt er fuglen en afslutning – på mange måder en charmerende afslutning, men ikke desto mindre et definitivt punktum. Sådan må det være på alle planeter, der ligner Jorden. Kun på en planet med meget ringere tyngdekraft kunne dette være anderledes, og meget ringere tyngdekraft vil sige en planet, der er væsentlig forskellig fra Jorden.

     Jeg venter altså, at alle højtudviklede intelligente skabninger på planeter som vor egen og baseret på et lignende kemisk system, vil være landdyr som vi og med væsentlige lighedspunkter i bygning - øjne, skeletter, hoveder og så videre.

     Det som først og fremmest interesserer mig, og som har interesseret mig i mange år, er hvilke chancer der er for kommunikation med intelligensvæsener i andre planetsystemer, der roterer om andre stjerner? Det vil jeg nu se lidt nærmere på.

     Vor første tanke er rumrejser. Men enhver nøgtern bedømmelse af mulighederne for at rejse til et fjernt planetsystem viser snart, at vanskelighederne er overvældende. Alle har hørt om de næsten absurde omkostninger ved den projekterede rejse til månen. Ganske små forbedringer af raketteknikken af i dag, og der kræves kun små forbedringer til månerejsen, koster adskillige milliarder dollars. Lad os overveje en storstilet forbedring, langt ud over alle begreber i dag. Sæt vi kunne opnå hastigheder ti gange større end i dag. Det ville alligevel tage ti tusinder år at nå blot den nærmeste stjerne. Søgen efter den nærmeste beboede planet kunne meget vel tage en million år. (Fred Hoyle: om mennesker og mælkeveje. Forlaget Rhodos, København 1965. Citatet er fra s. 44-45)

 

Hoyle anså altså ikke bemandede rumrejser til fjerne solsystemer og planeter for særlig sandsynlig, og slet ikke for ønskelig, men syntes i stedet, at menneskene burde blive på deres egen planet, og andre skabninger forblive på deres planeter, og i stedet søge kontakt og kommunikation med hinanden på andre måder og ad andre veje. Den tid, det tager at udveksle interstellar kommunikation vil tage betydeligt kortere tid end bemandede rumrejser. Men selv med de mest moderne og teknisk avancerede kommunikationsmidler, vil det tage år, ja, hundrede af år, at udveksle budskaber. Men Hoyle ser for sig, at den interstellare kommunikation vil kunne foregå ved, at beboere på en fjern planet videresender budskaberne fra Jorden til deres nærmeste naboer, og disse igen til deres nærmeste naboer og så videre.

 

Tanken om, at rejser gennem verdensrummet skulle kunne foregå på den måde, som både Ørsted, Andersen og Martinus hver for sig så for sig, var tilsyneladende fremmed for Fred Hoyle, som tænkte sig rumrejserne i form af rent fysiske astronomiske rejser. Forestillingen om sjælens kosmiske rumrejser, drejer sig imidlertid ikke om fysiske rejser, men derimod om rejser fra planet til planet, der foregår via diskarnations- og reinkarnationsteknikken. Nemlig ved at individerne diskarnerer fra én klode og inkarnerer på en anden, og sådan fortsat i henhold til de psykofysiske og evolutionære lovmæssigheder, sådan som Martinus er inde på i det tidligere ovenfor anførte citat. Men hvordan sådanne rejser kan foregå i praksis, ja, som jo i realiteten må være foregået i praksis i umindelige tider, og hvilke kræfter af forskellig art, der er i spil i den sammenhæng, skal jeg ikke komme nærmere ind på her, idet emnet er for omfattende til en artikel som denne. Men specielt interesserede læsere vil med fordel kunne orientere sig om emnet via Martinus’ egen litteratur, som der findes en oversigt og beskrivelse af på http://www.martinus.dk/      

 

Komplementaritet og enhedsfilosofi

Her skal det også nævnes, at Martinus ikke anskuede forholdet mellem naturvidenskaben og åndsvidenskaben, den sidstnævnte især i form af hans egen kosmologi, som komplementært, hvor den ene udelukker den anden og dog først tilsammen udsiger, hvad der på baggrund af den menneskelige opfattelse, viden og erkendelse kan udsiges om tilværelsen. Han så derimod forholdet som et potentielt identitetsforhold, om hvilket han blandt andet sagde, at videnskaben er som ”den friske søluft i nærheden af havet”, hvor ”havet” skal forstås som intuitionens forening og helhed af naturvidenskaben og åndsvidenskaben, sidstnævnte stadig i form af det verdensbillede, der er manifesteret i hans egen kosmologi. Men i principiel lighed med Albert Einstein, som ikke kunne acceptere komplementaritetsteorien, mente Martinus, at målet måtte være en fælles sammenfaldende enhedsopfattelse af livet og verden. For når alt kommer til alt, er det jo den helt samme virkelighed, naturvidenskaben og åndsvidenskaben udforsker og fremlægger sine resultater om. Og det uanset, at naturvidenskaben grundlæggende er en fysisk erfaringsbegrundet og eksperimentelt bekræftet opfattelse af livet og verden, medens Martinus’ kosmologi i hovedsagen er en åbenbaret åndelig viden om livet og verden. Men denne åndelige viden vil af kvalificerede forskere faktisk kunne underkastes en erfaringsbaseret introspektiv og kritisk prøvelse, som i bedste fald ikke står tilbage for den naturvidenskabelige forskningsmetode. 

 

For fuldstændighedens skyld, skal jeg her tillade mig at citere følgende tekst fra Indledningen til Livets Bog, skrevet omkring 1930, hvori Martinus blandt andet skriver følgende om videnskaben, som i hvert fald forekommer mig at være væsentligt og stadig aktuelt, også i nærværende sammenhæng:

 

     Af de gryende åndelige manifestationer vil den, der i daglig tale udtrykkes som ”videnskab”, have størst interesse for Indledningen, og vi skal derfor her og senere i nærværende kapitel dvæle lidt ved denne.

     Da videnskaben udgør den første begyndende viden om verdensaltet og tilværelsen, bliver den således den kosmiske eller åndelige verdens periferi. Den er den gryende kosmiske bevidsthed. Den er den friske søluft i nærheden af havet. Den moderne videnskab vil altså i virkeligheden være et uomstødeligt bevis for jordmenneskehedens åndeliggørelse. Træk videnskaben fra dets bevidsthed, og tilbage bliver kun en primitiv dyrebevidsthed, der kun er modtagelig for grov påvirkning. Den ville udelukkende repræsentere væsener, der umuligt kunne opfatte en skrevet bogs klare lys, umuligt kunne opfatte talen ud fra et genialt kunstværk, umuligt kunne binde de materielle kræfter i form af kraftmaskiner og andre former for maskiner, befordringsmidler over land og hav, gennem skyerne og under vandet, væsener, der ikke kunne skabe bygningsværker, klæder og brugsgenstande, ja væsener, der ikke engang kunne udtrykke sig ved et fuldkomment sprog. Ved hjælp af videnskabens resultater kan et urs sagte dikken høres fra pol til pol og alle jordens folkeslag på én gang lytte til et og samme foredrag. Ved hjælp af mikroskoper og teleskoper har Jordmennesket forlænget sit materielle syn hundreder af gange ind i den mikro- såvel som makrokosmiske verden. Fra universiteter, skoler og læreanstalter stråler det kosmiske lys i form af videnskab ud over hele verden. Det hviler som nyfalden sne i alt, på alt og over alt. Videnskaben er således et første fundamentalt resultat af en højere energis indtrængen i tyngdenergien eller den fysiske verden. Men da videnskaben jo endnu kun er ”duften fra havet” og ikke det virkelige ”hav”, hvilket altså vil sige, at den ikke er i renkultur, men er iblandet og bundet af altfor store mængder tyngdeenergi og dog kan udgøre en sådan lyskilde for verden, hvor meget mere må den så ikke komme til at betyde, når den bliver i renkultur, hvilket igen vil sige, når den når frem til at være udtryk for tilværelsens allerhøjeste grundenergi, det altgennemtrængende lys: Intuitionen. Man må nemlig her forstå, at videnskabens nuværende form kun repræsenterer et midlertidigt stadium i en udvikling, som vil komme til at give plads for et endnu fuldkomnere stadium. (LB I, stk. 180).   

 

Med den ”højere energis indtrængen i tyngdeenergien eller den fysiske verden”, sigter Martinus til intelligensenergien eller intellektet, som jo er den energi eller evne, der generelt adskiller menneskene fra dyrene, underforstået primært primaterne. Begrebet ”tyngdeenergi” hentyder til den kosmiske grundenergi, tyngdeenergien, som er den anden i det system af i alt seks universale (kosmiske) grundenergier, Martinus’ kosmologi opererer med. Men hvad selve betegnelsen ”tyngdenergien” angår, kan dette umiddelbart bidrage til at skabe lidt forvirring eller misforståelse, idet navnet forståeligt nok måske straks leder tanken hen på begrebet tyngdekraften. Til den sidstnævnte har begrebet tyngdeenergien som sådan dog kun indirekte relation, idet det nemlig specielt er denne grundenergi, der er ansvarlig for materieegenskaben ’masse’, som i praksis registreres som vægt eller tyngde, i al fald her på jorden. Men begrebet tyngdeenergien defineres i sin neutrale, objektive og principielle natur som evnen til ekspansion (udvidelse) og destruktion (nedbrydning), hvilke egenskaber især er baggrunden for, at Martinus – med et vist forbehold – karakteriserer den som udtryk for tilværelsens dræbende princip. Situationen er kort den, at overalt, hvor tyngdeenergien er dominerende i manifesterede grundenergikombinationer (stambevægelser), virker disse destruerende og dermed i princippet dræbende på alt, hvad de måtte komme i berøring med. I bevidsthedslivet tegner tyngdeenergien sig for alt, hvad der kommer ind under begreber som vrede, had, hævnfølelse, jalousi, hidsighed, intolerance mm. Forbeholdet gælder, at tyngdeenergien som nævnt også har ’positive’ egenskaber, idet den samtidig udgør den dynamiske kraft i enhver form for manifestation og præstation, og den er i begge tilfælde en absolut nødvendig og uundværlig faktor i livet. (Vedr. begrebet ”stambevægelser”, se f.eks. artiklen De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt)

 

Hvad angår intuitionsenergien eller –evnen, som udgør grundenergi nr. 5 i  Martinus’ grundenergisystem, så udgør denne en grundevne for individet (Jeget), der – i form af det, Martinus betegner som ”kosmisk bevidsthed” - dels viser sig som en særlig evne til at kunne sanse livsmysteriets totale løsning, og dels som en evne til at ’undfange’ ideer og idémateriale til kreativ kunstnerisk aktivitet eller videnskabelig og/eller teknologisk opfindsomhed, af hvilke grunde intuitionsenergien kvalitativt og præstationsmæssigt er helt suveræn i forhold til de fem øvrige grundenergier eller –evner. Dette forhold bliver ikke mindre synligt af, at intuitionsenergiens funktion tydeligt kan spores hos menneskehedens helt store førerskikkelser og velgørere gennem tiderne, de såkaldte ”verdensgenløsere” eller ”verdensfrelsere”, hvis værdi og betydning for den kosmisk set ’bevidstløse’ menneskehed frem for alt skyldes en fremragende beherskelse og benyttelse af verdensaltets altoverstrålende femte kosmiske grundenergi, intuitionsenergien eller intuitionsevnen. Det skyldes primært, at den sidstnævnte giver umiddelbar og permanent adgang til den lokalitet i Guds bevidsthed, der rummer al dennes visdom, nemlig i form af det såkaldte ”visdomsocean”. (Vedr. sidstnævnte begreb må jeg henvise til artiklen Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier).

 

Konklusion

Der vil altså i henhold til Martinus’ kosmologi være al mulig grund til at tro, at naturvidenskaben ikke i længden vil fortsætte ad den vej, den historisk set er slået ind på, men i stedet med tiden vil bevæge sig bort fra den situation, hvori den foreløbig befinder sig, og som i bibelsk terminologi kan betegnes som at spise af ”kundskabens træ”, hvor dens forskningsredskaber og –metode indtil videre har nået et stadium, hvorunder især biologien, hjerneforskningen og neuropsykologien generelt reducerer bevidsthedslivet og de herunder henhørende begreber som Gud, ånd og sjæl, til udelukkende at være produkter af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder. Derfor må man forhåbentlig forvente, at videnskabelige forskere, som eksempelvis Claus Emmeche, Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen, vil fortsætte deres efterhånden mangeårige bestræbelser på at udvide naturvidenskabens horisont til også at omfatte de metafysiske eller parafysiske sider af livet og verden, i det velkomne forsøg på at nå frem til en videnskabeligt verificeret eller verificerbar enhedsopfattelse af tilværelsen, eller kort og godt en ny naturfilosofi. En sådan vil forventeligt og i alt væsentligt kun kunne bekræfte det organiske helhedsbillede af livet og verden, der tegner sig indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi.

 

© oktober 2010 Harry Rasmussen.