- nogle tanker
over livsunderet
I
og med denne artikel er der ikke tale om den slags fænomener, som man
sædvanligvis betragter og betegner med ord og begreber som mirakler eller
undere. Men derimod om det i bund og grund allerstørste mirakel eller under,
som findes, nemlig LIVET SELV, forstået i videste forstand. At livet eller
tilværelsen er et eneste stort under og eventyr, er ikke nogen ny opfattelse,
for det er der i historiens løb mange, som også har tænkt, ment og givet udtryk
for. Her på hjemmesiden har jeg selv især fremført to eksempler på den nævnte
opfattelse, nemlig digteren H.C. Andersen og den intuitive tænker og mystiker
Martinus, som hver for sig og uafhængigt af hinanden, opfattede livet som et
eneste stort eventyr. Særlig interessant, fordi Andersen af gode kronologiske
grunde ikke kendte noget til Martinus’ kosmologi, og fordi Martinus godt nok
havde et vist kendskab til eventyrdigterens forfatterskab, men dog uden at
dette influerede direkte på hans eget forfatterskab. Martinus brugte i nogle få
tilfælde enkelte af Andersens eventyr som verbale illustrationer til sine
kosmiske analyser. (1)
Blandt
de mange, ja, vel i grunden utallige, der trods alt har haft sans og overskud
til at undre sig over tilværelsen, er også den amerikanske politiker og fysiker
Benjamin Franklin (1706-90), bogtrykker og avisudgiver, opfinder og
samfundsmæssig foregangsmand, især for frigørelsen fra det britiske
kolonistyre. Han var medunderskriver af den amerikanske uafhængighedserklæring
i 1776, men ganske vist også medansvarlig for at Frankrig erklærede
Storbritannien krig i 1778, lige som han i sit dødsår, 1790, nok så positivt
vendte sig imod negerslaveriet. Franklin var også en flittig forfatter og skrev
og udgav blandt andet Dissertation on Liberty and Necessity, Pleasure and
Pain (1725). Fra dette værk skal følgende linjer citeres, som i høj grad er
relevante for vort emne:
(Citat) Hvor nøjagtig og regelmæssigt alting dog er i naturen! Hvor viist
udtænkt i alle detaljer! Her kan vi ikke finde den mindste fejl! De, som har
studeret de simple dyriske og vegetabilske skabninger, kan bevise, at intet kan
være mere harmonisk og skønt! Alle himmellegemerne, stjernerne og planeterne, reguleres
med den største visdom! Og kan vi da tro, at der skal drages mindre omsorg for
ordenen i det moralske system end i naturen. (Citat slut)
Hvis man nu var
lidt naiv og godtroende, måtte Benjamin Franklins konstatering af det, som H.C.
Andersen godt et århundrede senere, nemlig i og med romanen, Kun en
Spillemand, 1837, kaldte for ”den vise orden i det større, guddommelige
eventyr, hvori vi selv lever”, jo være en selvindlysende sandhed. Eller som
Martinus endnu et århundrede senere fremførte som sin opfattelse af den
selvsamme tilværelse. Men sådan forholder det sig ikke, for selvom Franklin var
naturvidenskabsmand, kunne han åbenbart ikke vide, at den naturvidenskabelige
reduktionisme skulle få et ordentligt skub fremad fra og med hans egen tid, som
jo var den såkaldte oplysningstid. Denne var præget af i hvert fald to
indbyrdes forskellige anskuelser af verden, nemlig dels den rabiate
materialisme og ateisme, og dels af den spiritualistiske livs- og
verdensanskuelse. Begge dele prægede hver på sin måde kulturen, politikken og
samfundslivet. Medens den førstnævnte anskuelse, som baserede sig på en stor
tillid til intellektet og fornuften, havde sin glansperiode hen mod slutningen
af 1700-tallet og på godt og mindre godt førte til udbruddet af Den store franske
Revolution, fik den sidstnævnte anskuelse, der i form af en modreaktion hyldede
åndsevner som følelse, intuition og fantasi, med tiden hen imod 1800-tallet og
frem til i hvert fald 1830, en stadig større lydhørhed og styrke. Men den
romantiske livsanskuelse fik et relativt kortvarigt forløb, idet den allerede
efter 1830 mødte en kulturel modbevægelse i form af naturalismen og realismen.
Begge disse kulturelle retninger opponerede imod romantikkens helhedsopfattelse
af tilværelsen og splittede i stedet denne op i mere eller mindre isolerede og
efterhånden uoverskuelig mængde af enkeltheder. Noget, som indirekte fik støtte
af naturvidenskaben, som allerede på den tid var i færd med at udvikle sig i
reduktionistisk retning, idet den i stigende grad nåede frem til resultater,
der reducerede fænomener som Gud, ånd, sjæl og udødelighed til illusorisk
ønsketænkning af den menneskelige bevidsthed. Den gudløse og naturlovsstyrede
fysiske materie var og forblev den egentlige virkelighed. (2)
Men angående naturvidenskaben
er det jo en kendsgerning, at denne gennem at iagttage, analysere, dissekere og
eksperimentere, har givet os en nærmest uoverskuelig mængde detailviden om
astronomi, meteorologi, atomfysik, fysik, kemi, biologi, anatomi, fysiologi og
psykologi, i de seneste årtier om hjernefysiologi og neuropsykologi, og desuden
om adskilligt andet og mere. Det, videnskaben har været i stand til at
forklare, har i hovedsagen været en forsøgsvis besvarelse af de fundamentale
spørgsmål hvad og hvordan, men ikke hvorfor, idet
sidstnævnte spørgsmål jo implicit forudsætter, at der er eller må være en
hensigt med det eksisterende. Men at det kun var de to førstnævnte
spørgsmål, der var og stort set stadig er på dagsordenen, hænger historisk set
sammen med den naturvidenskabelige metode, der som nævnt grundlæggende består i
at registrere, analysere og katalogisere de målbare sanselige fysiske
fænomener. Men naturvidenskaben begyndte jo for alvor at udvikle sig fra og med
renæssancen, idet den til at begynde med søgte at verificere det ortodokse og
dogmatiske kristne verdensbillede, som hvilede på bogstavelige fortolkninger af
blandt andet den bibelske skabelsesberetning. Men det stod snart klart for
seriøse naturvidenskabelige forskere, at de bibelske dogmer ikke kunne stå for
en nærmere og uafhængig og dermed objektiv udforskning og prøvelse. Den
katolske kristne kirke forsøgte en tid lang at forhindre den ny videnskabs
udbredelse, blandt andet ved at fordømme dens fremtrædende udøvere som kættere,
hvilket i nogle tilfælde blev straffet med døden, tilmed via den grusomme
metode, som brænding på bålet betød. Det blev en videnskabelig foregangsmand
som filosoffen og munken Giordano Bruno (1548-1600) offer for, og hans
samtidige, den lidt yngre Galileo Galilei (1564-1642), blev 1616 også stævnet
for inkvisitionen, men angiveligt fordi han tilbagekaldte sin viden om, at
jorden bevæger sig rundt om solen, blev han kun idømt livsvarig husarrest.
Men medens Bruno
inkluderede den universelle og panteistiske Gud i sit billede af verden, så
blev Galilei, som kaldes den moderne videnskabs grundlægger, efterhånden
overbevist om, at det ikke ville være nødvendigt at inkludere en skabende gud
som årsagsforklaring på livet og verden, for han mente gennem erfaring og
eksperimenter at kunne påvise, at der gjaldt nogle fysiske lovmæssigheder, de
såkaldte naturlove, på grundlag af hvilke, det var muligt at forklare livets og
verdens tilblivelse, indretning og funktioner. Den skabende Gud som
årsagsforklaring blev dermed gjort overflødig. Det førte til en afklaring af,
at der primært gælder to grundlæggende faktorer eller principper i den
videnskabelige, erfaringsbaserede forskning, nemlig objektivitets-princippet og
årsagsvirknings-princippet.
En
verden uafhængig af sansning
Selv om det, vi
forstår ved begrebet verdenen, som vi som individer selv er en lille del af,
til en vis grad er et resultat eller et produkt af vores sanser og bevidsthed,
går naturvidenskaben ud fra, at denne verden på trods heraf grundlæggende
eksisterer uafhængigt af os som bevidste individer. Det forholder sig godt nok
sådan, at f.eks. farver og lyd ikke er en del af den objektive omverden, men er
resultatet af et samspil mellem vore sanser på den ene side og lyset og
lydbølgerne på den anden side. På principielt samme måde er størrelsesforhold
og bevægelseshastigheder subjektivt set relative, idet de beror på individernes
egen fysiske position, størrelse, og udsyn. Men videnskaben går dog ud fra, at
der findes eksakte størrelser, som lader sig objektivt registrere, måle og
veje, og hastigheder, som ligeledes lader sig objektivt bestemme. Man kan kort
og godt udtrykke det på den måde, at videnskaben derfor hovedsagelig
beskæftiger sig med de kvantitative egenskaber og forhold, medens man henviser
de kvalitative egenskaber og forhold til metafysikken eller filosofien.
En af
naturvidenskabens pionerer, fysikeren Galileo Galilei (1564-1642), nåede frem
til den opfattelse, at det kun er størrelse, form og bevægelse, som objektivt
set hører de ydre ting til, mens derimod sansekvaliteter som farve, tone, lugt,
smag, varme osv. skyldes vores opfattelse af tingene. Hvis f.eks. jordkloden
ikke fandtes, så ville begreber som at solen står op og går ned, være
meningsløse, lige som der derfor heller ikke ville findes begreber og fænomener
som nat og dag. Dette forhold er iflg. Galilei beroende på og betinget af vort
eget legeme og vor egen bevidsthed. Uden øje, ingen farver, uden øre ingen
toner osv. Det virkelige ydre eller objektive, som ligger til grund for farver,
toner, smag og lugt, er bevægelser. Egenskaberne udstrækning, form og bevægelse
er videnskabeligt set derfor primære egenskaber ved tingene, mens farve,
tone, smag osv. er sekundære egenskaber ved samme.
Denne opfattelse
af sansernes indtryk af verden, betegnede Galilei som ”sansekvaliteternes
subjektivitet”. Men i øvrigt en opfattelse, som faktisk allerede var blevet
gjort gældende af den græske oldtids atomister, som eksempelvis Demokritos fra
Abdera, født omkr. 450 f.Kr., og som kom til at spille en stor og betydningsfuld
rolle i nyere naturvidenskabelig så vel som filosofisk og erkendelsesteoretisk
tænkning. Den dag i dag lærer skoleeleverne i fysiktimerne, at tonerne fysisk
set ’kun’ består i svingninger af det legeme, der frembringer tonerne, som
forplanter sig gennem luften. På principielt samme måde består lyset i
virkeligheden af elektromagnetiske bølger, og først når og hvis disse bølger
træffer et øje og fremkalder en nerveproces, som ledes til hjernen, fremkommer
indtrykket af lys og farve. (3)
Objekt-subjekt
relationen
Der kan altså
skelnes mellem en objektiv verden og en subjektiv opfattelse af denne. Den
objektive verden anser videnskaben som nævnt for at være den primært
eksisterende, hvorfor denne konstatering anses som en logisk selvindlysende kendsgerning.
Denne kendsgerning betegner man som et aksiom, og dette defineres som en
umiddelbart indlysende eller selvindlysende logisk grundsætning, hvilket vil
sige en påstand, der uden at behøve at blive bevist, lægges til grund for
eksempelvis naturvidenskabelig og filosofisk tænkning. Begrebet et
objektivitetsaksiom vil derfor sige, at erkendelsen tager udgangspunkt i en bevidstheds-uafhængig
tilgang til den såkaldte ydre verdens objekter. Aksiomet er beslægtet med
postulatet, men sidstnævnte bruges oftest i forbindelse med den subjektivt
prægede tilgang til fænomenerne eller emnerne.
Naturvidenskabeligt set går man altså ud fra det faktum, at verden
eksisterer i og for sig og dermed som uafhængig af bevidsthed, om end den i en
vis forstand eksisterer som noget helt andet, end det vi sanser og oplever som
værende verden. Imidlertid søger videnskaben en enhedsopfattelse af verden,
hvorfor den antager, at bevidsthedsfænomenerne, dvs. tingenes kvalitative
egenskaber, som værende afledt af tingenes primære egenskaber. Filosofisk set
skelner man derimod mellem en enhedsopfattelse af verden, kaldet monisme, idet
man anser bevidsthedsfænomenerne for udelukkende at være et produkt af de
materielle kræfter, og en dualistisk opfattelse af verden, kaldet dualisme,
fordi denne mener, at materie og bevidsthed er to forskellige grundformer for
virkelighed. Endelig er der dog også identitetsopfattelsen, som anser materien
og bevidstheden for at være to ligeværdige sider af samme tilgrundliggende
virkelighed eller substans. (4)
Det er helt
evident, at man kan og må skelne mellem objekt og subjekt, mellem det iagttagne
og iagttageren. Samtidigt hermed må man dog forstå, at der består en særlig
relation mellem objekt og subjekt, men relationen er faktisk ikke så enkel, som
det måske umiddelbart kunne se ud til. For subjektet, altså os som bevidste
iagttagere, eksisterer verden jo kun i kraft af, at vi mere eller mindre
bevidst så vel som ubevidst iagttager, sanser og oplever denne. Det
erkendelsesteoretiske spørgsmål er derfor blandt andet, hvad er subjekt og
objekt nærmere bestemt? Hvad er mere præcist forholdet mellem subjekt og
objekt? Hvordan og hvornår har subjektets erkendelse objektiv gyldighed? Disse spørgsmål gives der som nævnt flere
filosofiske og erkendelsesteoretiske svar på, som jeg dog ikke skal komme
nærmere ind på her, men nøjes med at henvise til relevante artikler herom i
noten. (5)
En nok så betydningsfuld lovmæssighed, som naturvidenskaben går ud fra og
arbejder på grundlag af, er kausaliteten, det vil sige, sammenhængen mellem
årsag og virkning. Denne naturlov består grundlæggende i, at alt eksisterende
har en årsag, hvorfor alt derfor er årsagsbestemt, lige som årsag og virkning
står i et proportionalt lige forhold til hinanden, hvilket vil sige, at
virkningen principielt altid svarer til årsagen. Det var lige præcis naturloven
for kausalitet, der i renæssancen betød et brud med det dogmatiske bibelske
verdensbillede, idet videnskabelige pionerer som især Kopernikus, Kepler og
Galilei, hver for sig opdagede, at fænomenerne i verden ikke i bibelsk forstand
var bestemt af en guddommelig kraft, men fulgte nogle helt specifikke og
automatiske lovmæssigheder. D’herrer mente derfor, at man måtte basere sin
viden om verden på grundlag af uafhængig, hvilket vil sige objektiv,
iagttagelse og erfaring.
Som formentlig bekendt, så var det den tyske astronom og filosof Nikolaus
Kopernikus (1473-1543), der via sine astronomiske iagttagelser og beregninger
beviste, at jorden roterer omkring solen og ikke omvendt, som man hidtil havde
troet. Dette resultat nåede han frem til ved blandt andet sin indsigt i
bevægelsens relativitet. For godt nok ser det for vores synssans ud, som om
solen og hele stjernehimmelen drejer sig, men en nærmere overvejelse viser, at
sansningen aldrig umiddelbart kan fortælle os, hvad der bevæger sig og hvad der
ikke gør det. For selvom en ting forekommer os at bevæge sig, kan det godt være
at den virkelig også gør det, men det kan også godt være, at bevægelsen er tilsyneladende,
som i tilfældet med solen, der for synssansen ser ud til at bevæge sig i
forhold til jorden. Den tilsyneladende bevægelse kan i virkeligheden skyldes,
at det er os selv, der bevæger os, som vi jo eksempelvis gør sammen med jorden
i forhold til solen. Ganske vist bevæger solen sig, idet den er undergivet sin
egen kredsløbsbevægelse, men det er en lidt anden sag.
Læren om, at det ikke er solen, men jorden, der dels roterer omkring sin
egen akse og dels roterer omkring solen, var dog ikke ny, idet pythagoræeren
Ekphantos og grækeren Aristarchos fra Samos (ca. 265 f. Kr.) allerede i det 3.
århundrede før Kristus havde hævdet, at jorden bevægede sig rundt omkring
solen. Men denne lære var for længst gået i glemmebogen, hvorfor Kopernikus’
veldokumenterede opfattelse blev lidt af en revolution og betød en total
omkalfatring af det hidtil gældende naiv-realistiske bibelske verdensbillede.
Hvilket naturligvis ikke kom til at gå gnidningsfrit eller omkostningsfrit af.
De nye videnskabsmænd blev simpelthen bandlyst af pavekirken, som dogmatisk
fastholdt enegyldigheden af det bibelske verdensbillede.
En naturvidenskabelig forsker som den tyske astronom og matematiker
Johannes Kepler (1571-1630) fik også stor betydning for udviklingen af det ny
verdensbillede. Han begyndte ellers ud fra religiøse forudsætninger, idet han
oprindelig forestillede sig, at den guddommelige ånd må åbenbare sig i
harmoniske størrelsesforhold, hvorfor der i universet må kunne påvises bestemte
matematisk harmoniske forhold. Herunder opdagede han, at planetbanerne ikke som
hidtil antaget, var cirkler med solen i midten, men ellipser med solen i det
ene brændpunkt. Desuden antog Kepler i begyndelsen, at planeternes bevægelser
skyldtes særlige planetsjæle, men da han fandt ud af, at den bevægende kraft
aftager med afstanden, sluttede han, at der måtte være tale om en fysisk
legemlig kraft. Derfor erstattede han begrebet planetsjæl med begrebet om
lovmæssigt virkende fysiske kræfter. Samtidigt stod det ham klart, at
naturvidenskaben må søge efter årsager, som ikke kun er tænkte, men som rent
fysisk måleligt kan påvises. Det, der gør Kepler til en af den eksakte
naturvidenskabs grundlæggere, er ideen om den betydning de nøjagtige
størrelsesforhold, de såkaldte kvantitative forhold, har for naturforskningen.
Fysikken må hvile på et matematisk grundlag, som gør det muligt at beskrive
virkeligheden i geometriske og matematiske formler. De kvalitative egenskaber i
naturen, så som farverne, tonerne osv. tager sig højst forskellige ud i forhold
til de forskellige individer. Derfor må naturvidenskaben ifølge Kepler holde
sig til de kvantitative forhold, de fysiske størrelsesforhold, som altid er de
samme og derfor er den beskrivelse af verden, der må være sandheden om denne
nærmest.
Men nok så vigtig og betydningsfuld for den nye naturvidenskab blev en
naturvidenskabelig forsker, som den italienske astronom, optiker og forfatter
Galileo Galilei (1564-1642). Han gik ud fra det kopernikanske heliocentriske
systems gyldighed og gjorde selv en del nye opdagelser, som bekræftede dette.
Hidtil havde den græske naturvidenskabsmand, filosof og lærer Aristoteles
(384-322 f. Kr.) været en autoritativt dominerende skikkelse i den vestlige
kulturkreds’ opfattelse af verden. Aristoteles var elev af den nok så berømte
filosof Platon (427 f. Kr.-347 f. Kr.), hvis lære han dog i nogen grad vendte
sig imod. I direkte modsætning til Platon lærer Aristoteles, at idéerne ikke er
evige, men bare er begreber om konkrete ting, og der er ingen sjælelig
præeksistens og ingen udødelighed. Verden er godt nok evig uden tilblivelse og
undergang, den ER simpelthen. Og hvad angår vores viden om verden, kan vi ikke
med rette tænke os til denne, men kun gå ud fra, hvad vi kan iagttage og erfare
os til. I den forstand var Aristoteles en videnskabelig foregangsmand, men han
tilhørte fortiden i og med sin fastholdelse af det geocentriske verdensbillede,
som skyldtes den ligeledes græske astronom, geograf og matematiker Klaudios
Ptolemaios (ca. 100-ca. 170). Dette verdensbillede stod urokket og uanfægtet i
kristenheden og islam til 1543, hvor Kopernikus i mellemtiden havde påvist, at
jorden kredser rundt om solen og ikke omvendt.
Men Galilei blev som nævnt den nyere naturvidenskabs egentlige
grundlægger, idet han mente, at det alene er igennem erfaringen, at vi kan opnå
sand kundskab om verden. Ikke ved et tilfældigt erfaringsstudium, men ved et
metodisk studium af naturfænomenerne under anvendelse af erfaring og
eksperiment. Men Galilei forstod, at erfaringen ikke kan omfatte alle fænomener
eller tilfælde, hvorfor man gennem udvalgte enkelterfaringer og gennem analyse
af disse kan opstille almindelige antagelser om de tilgrundliggende forhold. Af
disse antagelser udleder man så konsekvenserne og undersøger, om disse stemmer
med nye erfaringer. Gør de det, må antagelsen anses for bekræftet, og gør de
det ikke, må antagelserne enten modificeres eller forkastes. Denne slutning fra
specialtilfælde til almindelig antagelse eller hypotese, kaldes i logikken for
induktion. Modsat kaldes en slutning fra den almindelige antagelse til
konsekvenserne af specialtilfælde, for deduktion. Galilei benyttede selv en
kombination af induktion og deduktion.
Også Galilei benyttede sig af matematikken til en beskrivelse af
naturfænomenerne i form af størrelsesforholdene eller de kvantitative forhold.
Kun ved at måle fænomenerne kan det afgøres, om de stemmer med de resultater
som deduktionen kræver. Galilei mente, at naturens bog er skrevet i et
matematisk sprog, og skrifttegnene er triangler, cirkler og andre geometriske
figurer, uden hvis hjælp det er umuligt at tyde og forstå naturens bog. Men nok
så vigtigt er det, at Galilei udviklede en lære om sansekvaliteternes
subjektivitet, som har stor lighed med Keplers tilsvarende lære. Men Galileis
lære herom er allerede blevet nævnt og omtalt tidligere ovenfor, og skal derfor
ikke gentages her.
Her skal det tilføjes, at for Martinus er de ovenfor nævnte spørgsmål og
problemer vedrørende verdens eksistens og egenskaber, faktisk løst i og med
hans kosmiske analyser over virkelighedens natur og struktur. Blandt hans
grundlæggende præmisser er, at noget ikke kan opstå eller blive til af intet
eller ingenting. Det indebærer logisk set, at udsagnet om, at alt har en årsag,
altså at alt er årsagsbestemt, kun gælder med ét forbehold, nemlig at den
første årsag i sig selv er og må være uden en forudgående årsag, altså må være
årsagsløs. Hvis ikke dette var tilfældet, kunne man jo rent tankemæssigt
fortsætte kæden af forudgående årsager i det uendelige, og det giver ingen mening.
Man nødes rent logisk set til at slutte, at når noget kun kan opstå eller blive
til af noget, så indebærer det, at der derfor må eksistere en absolut første
årsag til alle andre årsager, hvorfor denne første årsag i sig selv må være et
evigt og uendeligt noget, hvori, hvoraf og hvorved alt andet eksisterende må
være opstået og eksistere. Det indebærer endvidere, at alt, hvad der eksisterer
og nogensinde vil komme til at eksistere, må bestå af samme ’substans’, som den
evige og uendelige ’substans’, der udgør den første årsagsløse årsag. Det vil
blandt andet også sige, at denne første årsagsløse årsag i sig selv og
potentielt indeholder alle de kvantitative så vel som kvalitative elementer,
som verden og tilværelsen er dannet af og udtryk for. (6)
Kun
en illusion?
Den opfattelse,
at vores oplevelse af den ydre verden eller sansernes verden i grunden egentlig
er en illusion, er heller ikke noget nyt i tænkningens historie, for også den
opfattelse har antikke fortilfælde, som f.eks. hos den græske filosof Sokrates
(469-399 f. Kr.), som beskrev sansernes billede af verden som skygger kastet på
væggen. Men endnu mere konsekvent og systematisk er den indiske filosof Shankar
Acharya (788-821?), almindeligvis kun kaldet Shankara, som i sine kommentarer
til Upanishaderne i form af Advaita Vedanta, beskriver ikke kun sanseverdenen,
men hele den sig udfoldende verden som et stort gøglespil eller én eneste stor
illusion, kaldet Maya’s slør. For Shankara gjaldt det om at gennemskue og nå
til erkendelse af dette ”slør”, som skjulte den virkelighed, at enkeltsjælen
(atman) er identisk med alsjælen (Brahman), som vanddråben er identisk med
havet. Gennem denne erkendelse af sandheden og ved hjælp af karmaloven, ville
man kunne opnå forløsning (moksha) fra kæden af fødsel, død og genfødsel
(samsara). (7)
Nok så
interessant i den her foreliggende forbindelse er det, at den danske intuitive
tænker og mystiker Martinus (1890-1981) i sit livsværk Det Tredje Testamente,
også opfatter og beskriver verden eller tilværelsen som godt nok en form for
illusion, men en illusion, som indenfor sine egne grænser forekommer som
virkelighed. Det er kun set fra det absolutte udsigtspunkt, dvs. set i den
kosmiske bevidstheds evighedsperspektiv, at verden er illusorisk. Det betyder,
at verden som illusion stort set kun har erkendelsesteoretisk interesse,
hvilket dog er interessant nok i sig selv.
Et lille indtryk
af, hvori illusionen består, kan man få ved at tænke på, hvor vidunderlig skøn naturen
kan være for vore sanser en klar sommerdag. En dag, hvor solen skinner fra
en høj, blå, og skyfri himmel. Engens
friske grønne plæne prydes af brogede blomster, fuglenes sang og insekternes
summen lyder i øret, luften er mild og gennemvævet af skønne blomsterdufte. Alt
dette kønne og smukke tilskriver den ureflekterede og naiv-realistiske
opfattelse naturen eller omverdenen selv. Men for den naturvidenskabelige
betragtning, sådan som eksempelvis Galilei gjorde det, er det bare en
skinvirkelighed eller kort og godt en illusorisk opfattelse. Det er det
automatiske samspil mellem individet og omverdenen - som individet vel at mærke
også selv er en del af – der projicerer farverne, tonerne, duftene ind i den
omgivende natur. For i sig selv er
himlen ikke blå og engen ikke grøn, fuglesangen og insekternes summen lyder
ikke og blomsterne dufter heller ikke, for i virkeligheden er naturen farveløs,
toneløs og duftløs. Verden, som denne er i sig selv, er ifølge naturvidenskaben
mørk og stum og død. Først da de levende væsener opstod og udviklede sanser og
bevidsthed, fremtrylledes det sanseskin eller den illusion, som den
ureflekterede opfattelse forestiller sig at være selve virkelighedens verden.
Denne er faktisk en mørkets verden, for mørke er jo i sig selv et udtryk for en
synsopfattelse. Virkeligheden, det vil sige, den objektive, kvantitative
verden, er hverken mørk eller lys, for den har ingen farve i sig selv.
Dette på sin vis
trøstesløse nattesyn opponerede psykologen G.Th. Fechner (1801-87) kraftigt
imod, idet hen kaldte det ”en forarmelse af virkeligheden”. For Fechner
eksisterer naturvidenskabens reduktionistiske mørke og klangløse materielle
verden slet ikke. Han ser derimod den ydre verden som indbegrebet af lovmæssigt
forbundne fænomener, som bare består for bevidstheden. Alt, hvad der ikke er
bevidsthed, så som rum, tid, materie osv., eksisterer kun i bevidstheden eller
er abstraheret af det, der fremtræder i bevidstheden. Derfor er det såkaldte
materielle i virkeligheden også noget åndeligt eller sjæleligt. Forskellen
mellem sjæl og materie er, at sjæl kun er noget for individet selv, medens
materien tillige er noget for andre individer. Hele tilværelsen er af
psykofysisk art, det vil sige, til alt åndeligt findes et tilsvarende
materielt, og omvendt, til alt materielt findes et tilsvarende åndeligt. Denne
livs- og verdensanskuelse kan på flere måder minde om den livs- og
verdensanskuelse, man finder indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, vel at
mærke uden at det kan påvises, at Martinus har kendt til Fechners filosofi. Det
har han med al sandsynlighed ikke, lige så lidt som han har kendt til andre af
de ovenfor nævnte personers eksistens og filosofier. Martinus var stort set
ubelæst og autodidakt, hvorfor hans kosmologi helt og holdent er hans egen
originale og storslåede opfattelse af tilværelsen.
Hermed skal vi vende tilbage til vore betragtninger over livet som et
under, en opfattelse, som på sin vis deles af Fechner så vel som af Martinus.
Det kan konstateres, at livets under – nogle foretrækker at kalde det
mirakel - først og fremmest består i, at noget i det hele taget eksisterer, for
man kunne jo sådan set spørge, om ikke det noget lige så godt ikke kunne have
eksisteret? – Men dette sidste spørgsmål er naturligvis helt overflødigt,
simpelthen fordi noget jo rent faktisk eksisterer, nemlig i form af verden og
livet. Men for det andet drejer det sig i nok så høj grad om, hvordan og på
hvilken måde, noget eksisterer. Og i den sammenhæng kan man konstatere, at det
gør det i henhold til Martinus i form af de 3 X’er, herunder de kosmiske
skabeprincipper, som blandt andet sikrer den absolut fuldkomne retfærdighed i
tilværelsen, og den mest fuldkomne logiske plan- og hensigtsmæssighed i alle
livsprocesser.
Digteren H.C. Andersen havde i højeste grad blik for, at livet selv var
ét eneste stort, forunderligt og tilmed guddommeligt eventyr. Det giver han
blandt andet udtryk for i følgende citat:
(Citat) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt,
der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt
er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.
De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved kædens overbrydning, ved
mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige
eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (8)
Også Martinus oplevede og betragtede livet som et stort guddommeligt under
og eventyr, hvilket han blandt andet udtrykte med følgende ord:
(Citat) […] Med ”visdommens port” vil her være at forstå: ”indvielse”,
”den store fødsel”, der igen er det samme som oplevelsen af ”kosmisk klarsyn”.
For jordmenneskenes vedkommende er det gældende, at de alle er på vej mod
denne ”port”. Det vil med andre ord sige, at selve det daglige, jordiske liv i
virkeligheden er et stort eventyr. Dette eventyr adskiller sig fra alle andre
eventyr derved, at det ikke som disse kun er et digt, en fabel, en kunstnerisk
opsat forestilling, men er selve den realistiske virkelighed. Nævnte eventyr er
en åbenbaring af en menneskehed, der er på vandring fremad og opad mod en
strålende oplevelse, en guddommelig forløsning fra sorg og lidelse, et møde med
selve Guddommen. (Citat slut) (9)
Som det blandt andet fremgår af de anførte to citater, og som påpeget
mange gange tidligere i både mine trykte bøger og artikler og her på
hjemmesiden, er der en overraskende stor overensstemmelse mellem Andersens og
Martinus’ respektive opfattelse af livet - og ikke mindst af hverdagslivet -
som et stort eventyr. Det er faktisk denne kendsgerning, der danner grundlaget
for mine sammenlignende studier over de to åndsgiganters i højeste grad
sammenlignelige livs- og verdensanskuelse. Denne sammenligning er i årenes løb
blevet stadig mere bekræftet for mig, hvilket derfor også har bevirket, at jeg
har fastholdt min beskæftigelse med emnet. Der sker jo blandt andet det, at jo
mere jeg fordyber mig i de to forfatterskaber, Andersens og Martinus’, jo flere
dybder opdager jeg til min store glæde, at de indeholder, så at sige i alle
fire tydningsplaner: I det bogstavelige, i det idémæssige, i det
selvbiografiske og – ikke mindst – i det universale eller kosmiske
tydningsplan. (10)
Undfangelsen og
fosterudviklingen
Som gode illustrerende eksempler på livets forunderlighed og dets
fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, kan undfangelsen og
fosterudviklingen tjene, især da ethvert nogenlunde begavet menneske omtrent
umiddelbart kan indse, at der virkelig er tale om noget højst fantastisk i og
med de nævnte to fænomener. Dertil har en efterhånden righoldig litteratur, og
ikke mindst fotografier og film- og videooptagelser, formentlig også bidraget.
Undfangelse eller på latin konception, består kortest fortalt i den
hændelse eller situation, hvorunder kvinden bliver gravid eller påbegynder et
svangerskab, hvilket biologisk set betyder, at en ægcelle i kvindens indre
kønsorganer befrugtes af en sædcelle eller på latin spermatozo. Under normale
omstændigheder vil en udvikling af det foster, der som fuldtudviklet barn skal
fødes, blive påbegyndt.
Imidlertid kræves der en række forudsætninger og betingelser opfyldt, for
at først og fremmest undfangelse kan finde sted. Og det er allerede i denne
forbindelse, at det forunderlige ved livet viser sig, nemlig i form af en
kønsmoden kvindekrop og en ligeledes kønsmoden mandekrop. Idet vi her ser bort
fra den bevidsthedsmæssige eller psykologiske side af sagen, betyder det i
begge tilfælde primært anatomisk og fysiologisk egnede organismer, men vel at
mærke af hver sit køn, nemlig henholdsvis hunkøn og hankøn. De to organismer
viser sig nemlig fra naturens side at være udviklet og indrettet med det
formål, via en indbyrdes vekselvirkning i form af samleje, at forplante sig og
dermed videreføre arten eller slægten. For at det skal kunne ske, er mandens
organisme udstyret med de såkaldte ydre og indre forplantningsorganer, hvilket
vil sige penis og kønskirtler, kaldet testikler, samt prostata. Disse organer
er delvis styret af nervesystemet og delvis af hormoner, især af det
overordnede hormon, som dannes i hjernen, mere præcist i hypofysen, og via
blodbanen sendes til kønskirtlerne i scrotum (pungen), hvor sædcellerne dannes
og modnes.
På komplementær og kompletterende måde, er kvindens organisme også
udstyret med ydre og indre forplantningsorganer, hvilket i dette tilfælde vil
sige kønslæber, klitoris, skede, æggestokke og livmoder, og i principiel lighed
med mandens forplantningsapparat, er kvindens forplantningsapparat delvis
styret af nervesystemet og delvis af hormoner, i det sidstnævnte tilfælde af
æggestokkenes såkaldt gule legemer. Det overordnet styrende hormon dannes også
i dette tilfælde i hypofysen og sendes via blodbanen til kønskirtlerne i form
af æggestokkene. Det overordnede hormon er ens for både hundyr og handyr og
dermed også for kvinder og mænd.
Der er jo virkelig grund til at undre sig, både over den anatomiske og
den biologiske så vel som den fysiologiske side af forplantningen. Tænk, hvor
forunderligt og på sin vis overraskende det er, at den mandlige og den
kvindelige organisme og ikke mindst disses kønsorganer er indrettet, så at de
normalt passer til hinanden, både fysisk og fysiologisk. Tænk, at mandens
penis, som normalt er slap og hænger nedad, kan erigeres og blive stiv, så at
den lettere kan føres ind i kvindens skede, som normalt ved samme lejlighed er
blevet blødgjort og fugtig. Alene disse forhold viser jo, at der er tale om en
overordnet faktor, som har udvirket, at det forholder sig sådan. Det har
naturvidenskaben og specielt biologien sit bud på, nemlig at der er tale om
evolutionær tilpasning på basis af naturlovene, og det samme har f.eks.
Martinus et mere omfattende bud på, idet han påviser, at der i og med den
evolutionære udvikling og tilpasning er tale om en skabelsesakt, hvilket vil
sige, om en udvikling med et bevidst og hensigtsmæssigt formål for øje. Den
nævnte overordnede faktor er derfor set i Martinus-perspektiv den guddommelige
skaber, som vi mennesker kender under forskellige navne: Gud, Brahman, Jahve,
Allah, eller hvilket navn denne tilværelsens urkraft og højeste væsen end
kendes og tilbedes under.
Men alene dannelsen af ægcellerne i æggestokkene og af spermacellerne i
testiklerne, er i sig selv en så fantastisk biologisk og fysiologisk proces, at
denne i sig selv giver anledning til forundring og beundring. Selve denne
proces skal vi dog ikke komme nærmere ind på her, men i stedet gå over til en
kortfattet beskrivelse af den nok så mirakuløse proces, som sættes i gang efter
at ægcellen har passeret gennem æggelederen og ind i livmoderen, i hvis
slimhinde ægget lejrer sig. Men før ægcellen er nået så langt i sin i forhold
til dens størrelse lange rejse fra æggestok gennem æggelederen og til
livmoderen, kan ægcellen være blevet befrugtet allerede i æggelederen.
Befrugtningen af ægcellen vil normalt være foregået som en følge af samlejet
mellem mand og kvinde, og det er denne naturlige proces, vi vil gå ud fra her.
At en ægcelle er blevet befrugtet, vil sige, at en sædcelle er trængt ind
i ægcellen og så at sige smelter sammen med denne. Noget af det forunderlige,
der sker ved denne sammensmeltning mellem ægcelle og sædcelle er nok især, at
sædcellen tilføjer ægcellens hunlige kromosomer et antal hanlige kromosomer.
Kromosomerne er bærere af arveanlæggene, de såkaldte gener, som igen består af
det højst forunderlige og såkaldte DNA-molekyle, der igen består af atomer, som
atter består af elementarpartikler. Men af et fosters arveanlæg vil normalt
halvdelen af dets arveanlæg være fra kvinden og den anden halvdel af
arveanlæggene fra manden. Arveanlæggene bestemmer normalt både den fysiske
statur, køn og karakteregenskaber. (11)
Menneskefoster, 4 mm langt og 24-25 dage gammelt, visende
svælgbuer, svælgspalter (gællespalter), en lang hale og pladeformede anlæg til
lemmerne, x ca. 15. bk bækkenregion; be benanlæg (anlæg til armen
er en lav trekantet plade midt på legemet); h hjertefremspring; mh midthjerne
(issebøjning); ns navlestreng; ok overkæbeanlæg (bag ved dette
underkæbe-, tungebens- og gællebuer); øb øje. (Efter Rabl). Kilde: Menneskets
Anatomi og Fysiologi. Med Grundtræk af Fosterlæren. Af P. Brandt Rehberg,
professor, d. phil., C.M. Steenberg, professor, dr. phil.. Under redaktion af Helge Volsøe, lektor,
dr. phil. C.A. Retitzels Forlag, København 1952.
Den efter undfangelsen følgende fosterudvikling er virkelig et af livets
store mirakler, hvorunder en ganske lillebitte ægcelle vokser og deler sig i
stadig flere celler, for under normale forhold til sidst at ende som et fuldt
udviklet foster. Denne proces tager i menneskets tilfælde normalt 9 måneder,
før fostret er fødselsmodent. I løbet af fosterudviklingen gentager eller
repeterer fosteret i princippet artens eller slægtens biologiske udvikling fra
de ældste tider og helt op til nutiden, en repetition, der faktisk også
fortsætter under den videre udvikling efter fødslen, nemlig i form af barndom,
ungdom, manddom og alderdom, i princippet svarende til døgnkredsløbets morgen,
formiddag, middag og aften/nat, og ligeledes til årstiderne på vore
breddegrader: vinter, forår, sommer og efterår. Til denne udvikling hører
endvidere en repetition af artens eller slægtens kulturelle historie, samt en
repetition af individets egen personlige fortidige historie. (12)
Fosterudviklingen hos dyr og mennesker er et godt eksempel på, hvad
repetitionsprincippet drejer sig om. På illustrationen, som skal læses lodret,
ses tre stadier i fosterudviklingen hos henholdsvis fisk, skildpadde, ko og
menneske. Som det umiddelbart fremgår, er ligheden slående mellem de fire
forskellige arters tidligste stadium, og for de tre sidstnævnte arters
vedkommende også i mellemste stadium. For disse tre arters – og mange andre
arters – vedkommende, sker differentieringen først på et senere stadium, hvor
man tydeligt kan se karakteristiske forskelle mellem arterne. Tegning af Jakob
Koch Ó 2006.
Som det i øvrigt fremgår af ovenstående tegning af fosterudviklingen hos
mennesket (den lodrette række yderst til højre), ses det, at fosteret både i
det tidlige og i mellemstadiet har en hale, hvilket indikerer, at mennesket
også anatomisk set nedstammer fra dyrene og dermed tilhører dyreriget. Hos det
fuldbårne og fødselsmodne foster vil halen dog normalt kun udgøre et
rudimentært vedhæng til rygsøjlen, men som ikke er synligt udenpå kroppen.
Herover ses en tegning af det fuldbyrdede
resultat af 9 måneders fosterudvikling i kvindens livmoder, nemlig det omtrent
nyfødte barn, som i dette tilfælde er en pige.
Tegning © 1990 Harry Rasmussen.
Imidlertid er mennesket jo andet og mere end den fysiske krop, også
selvom hjerneforskningen og neuropsykologien – i hvert fald indtil videre - betragter
bevidstheden eller psyken som et uselvstændigt biprodukt af hjernens
funktioner. Man mener med andre ord, at psykologien i hovedsagen kan forklares
med hjernens anatomi og fysiologiske processer. Men for at vide, hvad der menes
med begreberne bevidsthed og psyke, vil vi her kredse os nærmere ind på disse
for os levende væsener så betydningsfulde og afgørende fænomener. Det er jo
bevidstheden eller psyken, der gør os til mennesker, frem for dyrene, som – med
primaterne som en delvis undtagelse - jo ’kun’ har instinktstyret bevidsthed,
som dog også er en form for bevidsthed. Det er også bevidstheden, der gør, at
vi i det hele taget oplever livet og verden, ligesom det er den, der bevirker,
at jeg kan tænke og skrive disse linjer.
Bevidsthed vil kortest defineret sige dette, at man, individet eller
subjektet, er bevidst om noget. Bevidstheden kan være mere eller mindre
udadrettet mod omverdenen via sanserne, eller mere eller mindre indadrettet mod
tanke- og følelsesaktiviteterne, eller en blandet bevidsthed om begge dele
samtidigt. Rent organisk er bevidstheden fysisk set primært lokaliseret til
hjernen, men er så at sige også ’til stede’ i den øvrige del af kroppen, hvis
dele vi derfor generelt er mere eller mindre bevidst om, idet vi dog er i stand
til at rette bevidstheden – opmærksomheden – til eller mod stort set et hvilket
som helst lokalområde af kroppen. Det tænker vi i reglen ikke så meget over i
hverdagen, men kun hvis det klør, svier, klemmer, føles særlig koldt eller
varmt eller gør direkte ondt et eller andet sted på eller i kroppen.
Nok så interessant er fænomenet søvn, idet denne jo midlertidigt og i
bedste fald helt fjerner bevidstheden om kroppen og dennes funktioner. Det
forekommer derfor sandsynligt, at bevidstheden må have en slags sæde eller et
lokalt center i hjernen, som så at sige både kan lukke op og af for den
grundfunktion, der betegnes med ordet og begrebet bevidstheden. Dette
søvncenter menes at være lokaliseret i den del af hjernen, der kaldes for
hypothalamus, som mere præcist er lokaliseret i storhjernens indre, hvor det
område af hjernen overordnet regulerer og kontrollerer funktionen af kroppens
indre organer via sin indflydelse på hypofysen, som ligger lige under
hypothalamus. (13)
Søvn er som bekendt en periodisk hviletilstand, hvorunder kontakten
mellem bevidstheden og omverdenen er delvis afbrudt. Under søvnen er musklerne
afslappede og stofskiftet lavt, og nervesystemets funktion stærkt nedsat.
Ifølge nyere forskning kan søvnen inddeles i tre faser, der skifter rytmisk
under søvnens forløb: den lette søvn, den dybe søvn, kaldet deltasøvn, og den
søvn, hvorunder der i reglen ofte fremtræder drømme og som kaldes REM-søvn,
dvs. Rapid Eye Movement, fordi den sovendes øjne bevæger sig mere eller mindre
hurtigt rundt i øjenhulerne under tilstanden. Den dybe søvn forekommer kort
efter søvnens indtræden og varer hos børn op til 1 time, men varigheden aftager
med alderen og findes ikke hos ældre. Efter en kort REM-søvn på ca. 5 minutter
indtræder en lang, let søvn på ca. 3 timer, hvorefter en længere REM-søvn atter
indtræder. Derefter veksler let søvn og REM-søvn med hinanden i en cyklus på
ca. 90 minutter, hvorunder REM-søvnperioden bliver længere og længere indtil
opvågningen.
Selvom det ovenfor er blevet sagt, at bevidstheden må have en slags sæde
eller et lokalt center i hjernen, så skal det allerede her indskydes, at det
nævnte ’sæde’ eller lokale center i hjernen kun er en slags kontaktapparat
for bevidstheden, i princippet på samme måde, som en elektrisk kontakt er et
apparat til at tænde og slukke for den elektriske strøm. Men kontaktapparatet
er som sådant ikke identisk med selve den elektriske strøm. På principielt
tilsvarende måde er det nævnte hjernecenter heller ikke identisk med eller
generator af selve bevidstheden, som i henhold til Martinus’ kosmologi er et
energisystem for sig, ganske som tilfældet er med den fysiske krop, som
ligeledes er et energisystem for sig. Men de to energisystemer interagerer med
hinanden,
Imidlertid er det overordentlig vigtigt, at gøre sig klart, at
bevidstheden som sådan ikke er noget i sig selv, idet den ’kun’ udgør et
redskab for os hver især, det vil mere præcist sige for subjektet, eller endnu
mere præcist for Jeget. Uden den sidstnævnte og absolut overordnede instans er
bevidstheden intet, så meget mindre, som at bevidstheden udgør en egenskab
eller funktion, som er ufravigeligt beroende på og betinget af Jeget, som jo er
den instans, der sanser, iagttager, tænker, føler og igangsætter handlinger.
Her skal jeg dog ikke komme nærmere ind på forholdet mellem fysisk hjerne og
krop på den ene side og den overordnede bevidsthed og Jeget på den anden side,
men henvise til den artikel, der er link til i noten, og hvori forholdet
nærmere beskrives. (14)
Sanseprocessen
Af hensyn til læsere, som måske kunne
tænkes allerede her at føle et behov for at vide, hvad der i henhold til
erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi foregår rent sansemæssigt, når vi
betragter den fysiske omverden, skal her gengives et diagram med forklaring,
som skyldes forfatteren og foredragsholderen Per Bruus-Jensen. Hjemmesiden
LIVETS EVENTYR skylder i øvrigt en stor tak for Bruus-Jensens positive og
inspirerende tilladelse til uforbeholdent at anvende diagrammer og tekster fra
hans efterhånden mange værker.
Diagram
og forklaring af det totale sanseapparat. - © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind
2, stk. 2.84.
(Citat) Tegningen viser
som sagt Jegets totale sanseapparat som først og fremmest bestående af to områder:
Den fysiske verden (FY.V.) og den åndelige verden (ÅN.V.), der er adskilt ved
den lodrette midterlinie, som er stiplet for at markere, at 'grænsen' mellem de
to verdener ikke er absolut, men i en vis forstand 'flydende'.
I diagrammets venstre halvdel ses et øje (Ø) med nethinde
(N), synsnerve (S) og synscenter i hjernen (H). Helt tilvenstre er synsvinklen
(SV) angivet med de to skråtliggende streger, der udefra er ført igennem
pupillen, hvorefter de krydser hinanden og ender henholdsvis øverst og nederst
på nethinden. Inden for synsvinklen eller synsfeltet og i nogen afstand fra
øjet ses en lodret pil-figur (g), der skal symbolisere en synlig genstand, som
for så vidt godt kunne være den lyseblå porcelænsvase, vi tidligere har omtalt
i forbindelse med beskrivelsen af sanseprocessens fysiske fase. Som det vil
bemærkes peger pil-figuren både opad og nedad, hvilket skal indikere den
kosmiske kendsgerning, at enhver genstand eller størrelse i virkeligheden
repræsenterer uendeligheden og evigheden. Se herom senere i samme værk.
I diagrammets højre halvdel ses nærmest den stiplede linie
en figur (PS), som skal symbolisere den sjælelige sansestruktur. Figuren ligner
delvis figuren H = hjernen i venstre halvdel, hvilket ikke er tilfældigt, da
disse to strukturer har visse træk tilfælles og desuden interagerer med
hinanden, hvilket er søgt vist med zigzag linierne mellem dem. At PS-figuren er
vist som ialt fire 'sektioner', skal angive det forhold at den sjælelige
struktur primært udgøres af instinkt-, følelses-, intelligens- og
hukommelseslegemet.
Fra PS-figuren udgår der ialt seks omtrent vandrette pile,
som peger hen mod det lodrette, punkterede felt (O), hvori ses en lodret
pilefigur, hvis størrelse svarer til pilefiguren i øjets synsfelt. De seks pile
skal henvise til de seks sanser eller sanseområder: instinktsansen,
tyngdesansen, følelsessansen, intelligenssansen, intuitionssansen og
hukommelsessansen. Feltet skal symbolisere oplevelsesfeltet og dermed selve
oplevelsen, i dette tilfælde af genstanden 'g'.
Til højre for oplevelsesfeltet ses igen seks omtrent
vandrette pilefigurer, der peger fra højre og ind mod oplevelsesfeltet. De skal
symbolisere højpsykiske sanseområder, der svarer til de sjælelige sanser og
sanseområder. At det to sæt pilefigurer peger ind mod oplevelsesfeltet fra hver
sin side skal angive, at der er tale om, at livsoplevelsen er et resultat af et
samspil mellem den sjælelige struktur på den ene side og den højpsykiske
struktur på den anden side. Den sidstnævnte ses symboliseret ved den
vandretliggende kegleagtige figur (SG) til højre. (Citat slut) (15)
Diagram
af det levende væsen konstitueret som et treenigt princip, repræsenteret ved
jeget (X. 1), skabe/oplevelsesevnen (X. 2) og livsoplevelsen/det skabte (X. 3).
Man bemærker på tegningen, at hver af de tre sektioner er forbundet med
de to andre. Dette antyder det treenige princips pointe, nemlig at hver af det
levende væsens tre hovedaspekter som repræsentanter for et fælles princip
gensidigt er komplementært integreret i hinanden. (Diagram og tekstforklaring
er fra Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed 1, side 207.
(Copyright © 1982 Per Bruus-Jensen. - Gengivet med forfatterens velvillige
tilladelse).
Der forekommer som sagt og nævnt mange forunderlige fænomener i
tilværelsen, men det nok allerstørste under må faktisk være det treenige
princip: Jeget, bevidstheden og organismen, for det er disse tre
instanser, der – udover det primære ophav, selveste Guddommen - er ophav til og
ansvarlige for frembringelsen og opretholdelsen af det store eventyr i form af
livet og verden. Men i denne forbindelse er det også vigtigt, at gøre sig
klart, at Gud her skal forstås som det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende
og altbelivende evige væsen, hvis eksistens vi trods alt er nogle stykker, der
tror på. Lige som vi mener, at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og
manifestationsredskaber, de levende væsener på alle niveauer og planer i
tilværelsen, fra det mindste bittelille kræ over f.eks. os mennesker til de
vældige galakser i universet. Disse er jo i henhold til Martinus’ kosmologi
også udtryk for levende væsener, og alle levende væsener er udstyret med en
skabe- og oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger livets højeste
princip: det seksuelle polprincip og den dermed forbundne seksuelle
polforvandlingsproces. Størrelser er imidlertid et relativt begreb, primært
i form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, som dels
skyldes perspektivprincippet og dels ligger til grund for, at de levende
væsener i det hele taget kan sanse og opleve. I sig selv, det vil sige i deres
kosmiske natur og struktur, er alle levende væsener jo fuldkommen ens og
ligestillede, men for at oplevelsen overhovedet kan finde sted, må Gud via de
levende væsener etablere modsætningernes verden af stort og småt, af behag og
ubehag, glæde og sorg, liv og død, retfærdigt og uretfærdigt, nat og dag,
sommer og vinter etc. etc., men vel vidende, at modsætningerne gensidigt
forudsætter og betinger hinanden og at disse tilsammen udgør livets eller
tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at begreber og fænomener som f.eks.
døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i virkelighedens verden, det vil sige
i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden den, at døden kun er en tænkt
modsætning til livet, det vil sige det evige liv, i hvilket der samtidigt
hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen logiske plan- og
hensigtsmæssighed i alle livsprocesser. (16)
Taoismens symbol er et af de enkleste og vel egentlig
geniale udtryk for, at tilværelsens helhed eller urgrund, tao, er sammensat af
to ligeværdige, komplementære faktorer og kræfter: Yang (til højre), som i
dette tilfælde kan tolkes som det maskuline princip, og Yin (til venstre), som
ligeledes i dette tilfælde kan tolkes som det feminine princip. Modsætningernes
begrebspar forudsætter og betinger gensidigt hinanden, og ud af denne intime
forening 'undfanges' og 'fødes' verden uafbrudt. Martinus har selv betegnet sit
hovedsymbol, Symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, det levende væsen II,
den evige guddom og de evige gudesønner, som et ’røntgenbillede’ af Yin og
Yang symbolet, dog uden at de to symboler direkte har noget med hinanden at
gøre, men har det tilfælles, at de er udtryk for de samme grundprincipper i
tilværelsen..
Når livet og
tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det
primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En
sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til
en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk
bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180
grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele
horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så
høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet.
Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at
forklare og begrunde for os kosmisk set endnu ’snævert-seende’. I henhold til
Martinus er vi sidstnævnte henvist til at sanse, opleve, tænke og handle på
basis af det, han betegner som ”en lavpsykisk sansehorisont”, hvorimod den
kosmisk bevidste sanser, oplever, tænker og handler på basis af det, Martinus
betegner som ”en højpsykisk sansehorisont”. Men en del af det store eventyr er
desuden, at vi ”snævert-seende” engang i fremtiden også vil komme til at sanse,
opleve, tænke og handle på basis af ”en højpsykisk sansehorisont”, hvilket vil
sige ”kosmisk bevidsthed”. (17)
© juli 2012 Harry Rasmussen.
***************************
1.
Vedr. Martinus’ brug af Andersens eventyr, se
f.eks. H1-04. Indledning.
2. H6-02.
Kulturens udvikling fra middelalderen til romantikken,
H6-03. Den store
franske Revolution, H6-04. Den
romantiske bevægelse, og H6-05. Oplysningstiden
i Danmark
3.
Vedr. Demokritos, se f.eks. Will & Ariel
Durant: Verdens Kulturhistorie, Bind 5, 16. kap. Oversat efter The Life of Greece af Benedikte Alkjær.
Forlaget Edito Bøger, Virum 1966.
4. Vedr.
de filosofiske hovedproblemer, se f.eks. artiklen 2.17. Ateisme og materialisme
– om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og
materialisme.
5. Vedr.
forholdet mellem subjekt og objekt, se f.eks. flg. Artikler: H1-25. Tillæg.
1. kapitel: Introduktion til erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi,
H1-26. Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi
(I), H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi
(II), H1-28. Tillæg. 4. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi
(III), og H1-29. Tillæg. 5. kapitel:
Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (IV).
6.
Vedr. den første årsagsløse årsag, se f.eks.
artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og
intuition. – Opfattelsen af en første årsagsløs årsag er dog ikke noget nyt i
verdenshistorien, idet eksempelvis allerede den idealistiske græske filosof
Parmenides fra Elea (ca. 540-470 f. Kr.) hævdede, at alle ting er ét, at
bevægelse, forandring og udvikling er uvirkelige og resultat af sansernes
overfladiske, selvmodsigende og upålidelige vidnesbyrd. Bag de blotte
sansefænomener ligger en uforanderlig, udelelig, uopløselig, ubevægelig enhed,
som er den eneste væren, den eneste sandhed og den eneste gud. Den lære kendes
også fra klassisk idealistisk indisk filosofi og ikke mindst hos den
indiske filosof Shankar Acharya (788-821?), som i og med sin Advaita Vedanta
hævder, at der kun findes ét virkeligt, nemlig den årsagsløse årsag: Brahman, En lære, som kan minde om den omtrent
tilsvarende opfattelse, der skyldes den meget senere hollandske filosof Baruch
Spinoza (1632-1677), som kalder den årsagsløse årsag for ”substansen”, som er
det eneste i og for sig eksisterende, Alt er derfor egenskaber ved eller
fremtrædelsesformer for substansen, Da denne er det eneste eksisterende og
virkelige, er der ikke noget der kan begrænse den, hvorfor den både må være evig
og uendelig og med en uendelighed af forskellige egenskaber og attributter.
Derfor kalder Spinoza også substansen for Gud, som det universale væsen, der
ligger til grund for alt og omfatter alt. Alt er i Gud og Gud er i alt. Gud og
naturen er ét.
7. Vedr.
klassisk indisk filosofi, se f.eks. artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.
8. H.C.
Andersen: Kun en Spillemand, roman i tre dele, 1837. Citatet forekommer i
2. del, 4. kap. – Se evt. også artiklen 3.12. Alt er et underværk
– om livet
selv som det største eventyr
9. Martinus:
Småbog nr. 12, Vejen til indvielse, 1. kap.
10. H5-00. De fire tydningsplaner
i H.C. Andersens forfatterskab, og Kosmologien
og eventyrene.
11. Ang.
forholdet mellem gener og den faktor, Martinus betegner som talentkerner, se
f.eks. artiklen H1-10. Talentkerneprincippet
– om de
livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’.
12. H1-18.
Repetitionsprincippet
– om
gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed, og H1-19.
Repetition,
barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis. Det skal her pointeres
i henhold til Martinus, at varigheden af individets personlige moralske og
evnemæssige repetitionsproces, strækker sig i princippet fra undfangelsen og
til omkr. det fyldte 30. år, dog med individuelle afvigelser.
13. H1-40.
Hjerne
og bevidsthed – Om forholdet mellem de to instanser.
14. H1-05.
Intuition
og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.
15. Diagram
med forklaring er gengivet efter Per Bruus-Jensens ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi, bind 2, stk. 2.84. I øvrigt kan læseren henvises til http://www.nordisk-impuls.dk/
, hvor man vil kunne orientere sig nærmere om værker af Per Bruus-Jensen.
16. H1-08.
Introduktion
til ”Det seksuelle polprincip”, H1-09. ”Det seksuelle
polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, H1-11.
Emotionel
og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme, H1-12.
Det
seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers evige vekselvirkning
med hinanden, H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle
polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, og H1-14.
Polforvandlingens
seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske
17. Vedr.
de to nævnte psykiske sansehorisonter: Martinus skelner i den sammenhæng mellem
”sansning på tværs af materien” og ”sansning på langs af materien”, hvilke
sansemetoder han også betegner som henholdsvis ”den lavpsykiske sansehorisont”
og ”den højpsykiske sansehorisont”. Den førstnævnte sansning evner kun at sanse
i rum og tid eller fire-dimensionalt, medens den sidstnævnte evner at sanse i
et evighedsperspektiv eller i en vis forstand fem-dimensionalt.
© juli 2012 Harry Rasmussen.
***************************