Verdens og livets under (2)

- nogle tillægsbetragtninger

 

Indledning

Apropos verden og livet som undere eller underværker, så er det egentlig en sær oplevelse, at medens jeg sidder her og skriver på computerens tastatur, kredser jorden – i lighed med de øvrige planeter i vores solsystem – omkring solen, for jordens vedkommende med en utrolig hastighed af 30 km/sek. Det svarer nogenlunde til at bevæge sig fra København til f.eks. Køge på 1 sekund. Men samtidigt kredser solsystemet, som befinder sig i yderkredsen af spiralgalaksen Mælkevejen, sig omkring dettes centrum med en hastighed af 220 km/sek, og fuldender et kredsløb i løbet af 230 mill. år. Solen befinder sig 25.000 lysår fra Mælkevejssystemets midte. Et lysår er den afstand lyset med en hastighed af 300.000 km/sek tilbagelægger på et år. Det giver et indtryk af Mælkevejens størrelse. Og det vides, at Mælkevejssystemet kredser om et andet og endnu større punkt i verdensaltet, og sådan kunne vi formentlig blive ved, hvis vi ellers kendte til de forhold, der gør sig gældende ude i det vældige verdensrum.

 

Men tænk, alt dette eksisterer og foregår lige præcis her og nu i dette øjeblik i hele det umådeligt og ufatteligt store – eller nærmere grænseløse – verdensalts fjerneste steder, samtidigt med, at jeg lille menneske sidder og tænker og skriver disse linjer! – Det kan ikke fattes eller begribes med tanken og egentlig heller ikke med følelsen, men derimod med intuitionen.

 

Hvad er det da, vi først og fremmest bør uddrage af dette? - Jo, blandt andet, at kredsløbsprincippet gør sig gældende i astronomisk sammenhæng, lige som det gør det, hvad stort set angår alt her på jorden: Menneskenes, dyrenes og planternes liv og tilværelse er underlagt og baseret på kredsløbsprincippet, som jo samtidigt er et kontrastprincip. Det kombinerede kredsløbs- og kontrastprincip, som i medfør af jordens egenrotation og kredsløb omkring solen giver sig udtryk i blandt andet form af lys og mørke, dag og nat, sommer og vinter, vækst og degeneration, fødsel og død. Psykologisk set giver princippet sig udtryk i form af behag og ubehag, glæde og sorg, lyst og smerte etc.

 

Som i det store, sådan også i det små

Imidlertid kan man også anlægge et helt andet og på sin vis anderledes perspektiv på verden og livet, end det makrokosmiske, nemlig det mikrokosmiske, med dets molekyler, atomer og elementarpartikler. Dette perspektiv og den form for virkelighed, er jo mindst lige så forunderlig og lige så meget et under, som den makrokosmiske virkelighed. For retter vi blikket indad og nedad i de svimlende mikrokosmiske dybder, åbenbarer der sig en verden og et liv, som ikke på nogen måde står tilbage for, snarere tværtimod, hvad der eksisterer og foregår i det store verdensrum, som ikke kun omgiver os, men som vi også er en del af, om end relativt set en diminutiv del. Men til gengæld er mikroverdenen en del af os, for det er dennes ’bestanddele’, vi alle hver især er opbygget af, i hvert fald fysisk set. Og vel at mærke en ’opbygning’, som på sin vis og om muligt er endnu mere mirakuløs end tilfældet er med kloder, sole, galakser etc.

 

For hvad er det, der er så mærkværdigt ved mikrokosmos? – Jo det er grundlæggende dette, at det - i øvrigt i lighed med makrokosmos – er opbygget efter princippet større dele er opbygget af stadig mindre og mindre dele: Organismer er opbygget af organer, organer er opbygget af celler, celler er opbygget af molekyler, molekyler er opbygget af atomer, atomer er opbygget af elementarpartikler, som f.eks. elektroner og protoner etc. Man kan ligefrem tale om, at der gør sig et ”livs- og stofenhedsprincip” gældende, sådan som f.eks. Martinus gør sig til fremragende talsmand for.

 

Så medens jeg sidder her bag tastaturet og tænker og skriver, foregår der et forunderligt liv og travle funktioner eller aktiviteter i min krops indre, hvoraf en del er ubevidste og automatiske, hvilket vil sige instinktstyrede: Hjertefunktionen, blodkredsløbet, lungekredsløbet, mave-, tarm- og blærefunktionerne, samt funktioner af lever, nyrer, milt etc. Og nok så betydningsfuldt: de seksuelle organers automatfunktioner. Alle de nævnte organer er opbygget af dertil egnede og beregnede celler, som igen består af molekyler, der igen består af atomer, som atter består af elementarpartikler. Og nok så interessant er det, at elementarpartiklerne er formet af ladninger af energi, idet energien er det såkaldte materielle stofs, materiens, grundlæggende fremtrædelsesform. I atomfysikken taler man både om materiens (energi)bølgeform og partikelform, et forhold og en situation, som også er blevet betegnet som et komplementært fænomen, idet materiens to former gensidigt udelukker hinanden, men først tilsammen giver en synteseopfattelse af materiens natur.

 

Men nok så forunderlige er sanserne og ikke mindst det absolut overordnede organ: hjernen, hvis funktioner i alle tilfælde også i stor udstrækning er automatiske. Hjernens opbygning i form af mængdevis af celler og dens fysiologiske funktioner, er et af de største underværker, der findes. Men nok så væsentligt og interessant er det, at hjernens celler - i lighed med alle andre fysiske organer – naturligvis også er opbygget af molekyler, atomer og elementarpartikler.

 

Hvor befinder individet eller Jeget sig?

Man kan så med rette stille det vigtige spørgsmål: Hvor bliver individet, personligheden eller mere præcist det JEG af, som i dette tilfælde mit Jeg, som i form af min krop sidder her og tænker, formulerer og skriver disse linjer? - Dette i øvrigt ikke nemt besvarede spørgsmål vil jeg foreløbig tillade mig at uddybe i og med følgende citat:

 

(Citat) Undersøger vi nemlig grundlaget for, at celler kan præstere noget som helst, finder vi, at det har form af bio-kemiske processer. Såvel de nævnte præstationer som den enkelte celles egne livsprocesser hviler på et biokemisk grundlag. Og ligesom hjernen kan beskrives som en stat af hjerneceller, kan disse hver især beskrives som en stat eller et system af biokemiske elementer; dvs som et system af molekyler, atomer og elementarpartikler, der følger et nærmere bestemt funktionsmønster. Og da den enkelte hjernecelles præstationer som sagt på det nøjeste er knyttet til disse atomare bestanddeles egenskaber og opførsel, melder sig det spørgsmål, om man måske skal helt ned på det atomare plan for at finde individet og dermed det, der har oplevelsen. Dette indebærer ganske vist en endnu mere omfattende decentralisering af det organiske grundlag for individets evne til at spille rollen som intakt indehaver af livsoplevelsen, men denne synes ikke til at komme udenom, eftersom hjernens funktioner og præstationer via visse centrer i praksis varetages af de enkelte hjerneceller, der igen i praksis øver disse bedrifter i form af biokemisk virksomhed; dvs en virksomhed, der helt og holdent foregår på det molekylære og atomare plan. Følgelig må også grundlaget for det fænomen, der her er genstand for interesse, nemlig livsoplevelsen og dennes indehaver, på en eller anden måde eksistere på dette mikrokosmiske plan, der betegnende nok også er naturvidenskabens arbejdsmark i forsøget på at løse livsmysteriet.

 

Dette gør ganske vist ikke problemerne mindre problematiske – tværtimod. For set fra dette plan kan en hjerne i nøje overensstemmelse med kendsgerningerne beskrives som et system af atomare partikler, der i forhold til hjernens samlede volumen udgør en forsvindende brøkdel, men som tilslører dette faktum ved hjælp af fænomenet bevægelse, idet størrelsen af de enkelte partikler i forhold til deres afstand nogenlunde svarer til størrelsen af stjernerne i universet i forhold til disses indbyrdes afstand. En fysisk hjerne kan med andre ord beskrives som noget i retning af 99,99999% tomrum plus 0,00001% stof i livlig bevægelse, og man kan så spørge: er det den lille portion stof – altså de atomare partikler – der både producerer  og har oplevelsen og dertil præsterer tænkning, eller er det tomrummet imellem dem? Eller er det eventuelt de elektriske kræfter, der virker mellem partiklerne og som dermed gennemstråler og udfylder tomrummet? (Citat slut) (Citeret fra Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed – om erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi, 1. pp. 37-38. Borgens Forlag. København 1982. Citatet gengivet med Per Bruus-Jensens og forlagets tilladelse).

 

Som det fremgår af ovenstående citat, så består et atom af næsten 100 % tomrum (dog indeholdende de elektriske kræfter mellem elementarpartiklerne) og kun af en forsvindende lille del ’stof’ (i form af elementarpartikler eller energiladninger). Men som det også fremgår af citatet, så besvares der ikke deri spørgsmålet om, hvor individet eller Jeget befinder sig i den beskrevne sammenhæng. Det sker derimod endog ret grundigt og detaljeret senere i samme bog. 

 

Men her vil jeg for mit eget vedkommende angående samme spørgsmål svare på spørgsmålet om, hvor den, der har oplevelsen af i dette tilfælde underet eller underværket, altså individet i form af mig, mere præcist i form af mit Jeg, så at sige befinder sig i den organiske sammenhæng? – Svaret skal her lyde, at det er et spørgsmål, som jeg har behandlet indgående i flere artikler, og som jeg derfor vil tillade mig at henvise til: 4.07. Hjernen og personlighedenom hjerneforskeres og neuropsykologers opfattelse af den menneskelige personlighed. I den artikel findes henvisninger og links til andre og relevante artikler her på hjemmesiden, som jeg mener, besvarer det stillede spørgsmål på en kvalificeret og tilfredsstillende måde. For en mere omfattende og bredere forståelse af spørgsmålet, kan seriøst interesserede læsere henvises til artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set. Desuden kan henvises til en artikel, som mere specifikt behandler forholdet mellem Hjerne og bevidsthed:

H1-40. Hjerne og bevidsthedOm forholdet mellem de to instanser.

Link: http://www.livetseventyr.dk/1-40Frame.htm

 

 

 

X

Bogstavet X kan bruges som symbol på levende væseners – dvs. vores allesammens - situation som sansende og oplevende individer. Den øverste del af X’et kan symbolisere makrokosmos, mens den nederste del kan symbolisere mikrokosmos. I førstnævnte tilfælde udvider X’et sig ’opad’ i det uendelige og i sidstnævnte tilfælde ’nedad’ i det uendelige. Individet befinder sig i X’ets skæringspunkt i midten, som udgør et slags mellem-kosmos. Tre gensidigt integrerede og interagerende kosmos eller verdener og dog ét kosmos eller én verden, men på en måde så forskellige fra hinanden, at man umiddelbart skulle tro, at de udgjorde tre forskellige verdener. Derfor interessant, at Martinus i sin kosmologi netop opererer med de tre kosmos: Makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos. Men nok så interessant er det også, i matematikken står X’et som symbol på det ukendte, hvilket Martinus i sin kosmologi benytter i forbindelse med beskrivelsen af det treenige princip, nemlig X1 = Jeget, X2 = bevidstheden og X3 = organismen, forstået på den måde, at disse tre instanser i deres inderste natur grundlæggende er ubekendte størrelser. – Vedr. de tre kosmos, Martinus opererer med, og ligeledes vedr. det treenige princip, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighedom forholdet mellem personlighed og intuition.

 

© Maj 2013 Harry Rasmussen.

 

 

Fortsættelse:

Verdens og livets under (3)

 

 

****************