- nogle tillægsbetragtninger
Apropos verden og livet som undere eller
underværker, så er det egentlig en sær oplevelse, at medens jeg sidder her og
skriver på computerens tastatur, kredser jorden – i lighed med de øvrige
planeter i vores solsystem – omkring solen, for jordens vedkommende med en
utrolig hastighed af 30 km/sek. Det svarer nogenlunde til at bevæge sig fra
København til f.eks. Køge på 1 sekund. Men samtidigt kredser solsystemet, som
befinder sig i yderkredsen af spiralgalaksen Mælkevejen, sig omkring dettes
centrum med en hastighed af 220 km/sek, og fuldender et kredsløb i løbet af 230
mill. år. Solen befinder sig 25.000 lysår fra Mælkevejssystemets midte. Et
lysår er den afstand lyset med en hastighed af 300.000 km/sek tilbagelægger på
et år. Det giver et indtryk af Mælkevejens størrelse. Og det vides, at
Mælkevejssystemet kredser om et andet og endnu større punkt i verdensaltet, og
sådan kunne vi formentlig blive ved, hvis vi ellers kendte til de forhold, der
gør sig gældende ude i det vældige verdensrum.
Men tænk, alt dette eksisterer og foregår
lige præcis her og nu i dette øjeblik i hele det umådeligt og
ufatteligt store – eller nærmere grænseløse – verdensalts fjerneste steder,
samtidigt med, at jeg lille menneske sidder og tænker og skriver disse linjer!
– Det kan ikke fattes eller begribes med tanken og egentlig heller ikke med
følelsen, men derimod med intuitionen.
Hvad er det da, vi først og fremmest bør
uddrage af dette? - Jo, blandt andet, at kredsløbsprincippet gør sig gældende i
astronomisk sammenhæng, lige som det gør det, hvad stort set angår alt her på
jorden: Menneskenes, dyrenes og planternes liv og tilværelse er underlagt og
baseret på kredsløbsprincippet, som jo samtidigt er et kontrastprincip. Det
kombinerede kredsløbs- og kontrastprincip, som i medfør af jordens egenrotation
og kredsløb omkring solen giver sig udtryk i blandt andet form af lys og mørke,
dag og nat, sommer og vinter, vækst og degeneration, fødsel og død. Psykologisk
set giver princippet sig udtryk i form af behag og ubehag, glæde og sorg, lyst
og smerte etc.
Som i det store,
sådan også i det små
Imidlertid kan man også anlægge et helt
andet og på sin vis anderledes perspektiv på verden og livet, end det
makrokosmiske, nemlig det mikrokosmiske, med dets molekyler, atomer og
elementarpartikler. Dette perspektiv og den form for virkelighed, er jo mindst
lige så forunderlig og lige så meget et under, som den makrokosmiske virkelighed.
For retter vi blikket indad og nedad i de svimlende mikrokosmiske dybder,
åbenbarer der sig en verden og et liv, som ikke på nogen måde står tilbage for,
snarere tværtimod, hvad der eksisterer og foregår i det store verdensrum, som
ikke kun omgiver os, men som vi også er en del af, om end relativt set en
diminutiv del. Men til gengæld er mikroverdenen en del af os, for det er dennes
’bestanddele’, vi alle hver især er opbygget af, i hvert fald fysisk set. Og
vel at mærke en ’opbygning’, som på sin vis og om muligt er endnu mere
mirakuløs end tilfældet er med kloder, sole, galakser etc.
For hvad er det, der er så mærkværdigt
ved mikrokosmos? – Jo det er grundlæggende dette, at det - i øvrigt i lighed
med makrokosmos – er opbygget efter princippet større dele er opbygget af
stadig mindre og mindre dele: Organismer er opbygget af organer, organer er
opbygget af celler, celler er opbygget af molekyler, molekyler er opbygget af
atomer, atomer er opbygget af elementarpartikler, som f.eks. elektroner og protoner
etc. Man kan ligefrem tale om, at der gør sig et ”livs- og stofenhedsprincip”
gældende, sådan som f.eks. Martinus gør sig til fremragende talsmand for.
Så medens jeg sidder her bag tastaturet
og tænker og skriver, foregår der et forunderligt liv og travle funktioner
eller aktiviteter i min krops indre, hvoraf en del er ubevidste og automatiske,
hvilket vil sige instinktstyrede: Hjertefunktionen, blodkredsløbet,
lungekredsløbet, mave-, tarm- og blærefunktionerne, samt funktioner af lever,
nyrer, milt etc. Og nok så betydningsfuldt: de seksuelle organers
automatfunktioner. Alle de nævnte organer er opbygget af dertil egnede og
beregnede celler, som igen består af molekyler, der igen består af atomer, som
atter består af elementarpartikler. Og nok så interessant er det, at
elementarpartiklerne er formet af ladninger af energi, idet energien er det
såkaldte materielle stofs, materiens, grundlæggende fremtrædelsesform. I
atomfysikken taler man både om materiens (energi)bølgeform og partikelform, et
forhold og en situation, som også er blevet betegnet som et komplementært
fænomen, idet materiens to former gensidigt udelukker hinanden, men først
tilsammen giver en synteseopfattelse af materiens natur.
Men nok så forunderlige er sanserne og
ikke mindst det absolut overordnede organ: hjernen, hvis funktioner i alle
tilfælde også i stor udstrækning er automatiske. Hjernens opbygning i form af
mængdevis af celler og dens fysiologiske funktioner, er et af de største
underværker, der findes. Men nok så væsentligt og interessant er det, at
hjernens celler - i lighed med alle andre fysiske organer – naturligvis også er
opbygget af molekyler, atomer og elementarpartikler.
Hvor befinder
individet eller Jeget sig?
Man kan så med rette stille det vigtige
spørgsmål: Hvor bliver individet, personligheden eller mere præcist det JEG af,
som i dette tilfælde mit Jeg, som i form af min krop sidder her og tænker,
formulerer og skriver disse linjer? - Dette i øvrigt ikke nemt besvarede
spørgsmål vil jeg foreløbig tillade mig at uddybe i og med følgende citat:
(Citat) Undersøger vi nemlig grundlaget
for, at celler kan præstere noget som helst, finder vi, at det har form af
bio-kemiske processer. Såvel de nævnte præstationer som den enkelte celles egne
livsprocesser hviler på et biokemisk grundlag. Og ligesom hjernen kan beskrives
som en stat af hjerneceller, kan disse hver især beskrives som en stat eller et
system af biokemiske elementer; dvs som et system af molekyler, atomer og
elementarpartikler, der følger et nærmere bestemt funktionsmønster. Og da den
enkelte hjernecelles præstationer som sagt på det nøjeste er knyttet til disse
atomare bestanddeles egenskaber og opførsel, melder sig det spørgsmål, om man
måske skal helt ned på det atomare plan for at finde individet og dermed
det, der har oplevelsen. Dette indebærer ganske vist en endnu mere omfattende
decentralisering af det organiske grundlag for individets evne til at spille
rollen som intakt indehaver af livsoplevelsen, men denne synes ikke til at
komme udenom, eftersom hjernens funktioner og præstationer via visse centrer i
praksis varetages af de enkelte hjerneceller, der igen i praksis øver disse
bedrifter i form af biokemisk virksomhed; dvs en virksomhed, der helt og
holdent foregår på det molekylære og atomare plan. Følgelig må også grundlaget
for det fænomen, der her er genstand for interesse, nemlig livsoplevelsen og
dennes indehaver, på en eller anden måde eksistere på dette mikrokosmiske plan,
der betegnende nok også er naturvidenskabens arbejdsmark i forsøget på at løse
livsmysteriet.
Dette gør ganske vist ikke problemerne
mindre problematiske – tværtimod. For set fra dette plan kan en hjerne i nøje
overensstemmelse med kendsgerningerne beskrives som et system af atomare partikler,
der i forhold til hjernens samlede volumen udgør en forsvindende brøkdel, men
som tilslører dette faktum ved hjælp af fænomenet bevægelse, idet størrelsen af
de enkelte partikler i forhold til deres afstand nogenlunde svarer til
størrelsen af stjernerne i universet i forhold til disses indbyrdes afstand. En
fysisk hjerne kan med andre ord beskrives som noget i retning af 99,99999%
tomrum plus 0,00001% stof i livlig bevægelse, og man kan så spørge: er det den
lille portion stof – altså de atomare partikler – der både producerer og har oplevelsen og dertil præsterer
tænkning, eller er det tomrummet imellem dem? Eller er det eventuelt de
elektriske kræfter, der virker mellem partiklerne og som dermed gennemstråler
og udfylder tomrummet? (Citat slut) (Citeret fra Per Bruus-Jensen: Eksistens
og udødelighed – om erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi, 1. pp. 37-38. Borgens
Forlag. København 1982. Citatet gengivet med Per Bruus-Jensens og forlagets
tilladelse).
Som det fremgår af ovenstående citat, så består
et atom af næsten 100 % tomrum (dog indeholdende de elektriske kræfter
mellem elementarpartiklerne) og kun af en forsvindende lille del ’stof’ (i form
af elementarpartikler eller energiladninger). Men som det også fremgår af
citatet, så besvares der ikke deri spørgsmålet om, hvor individet eller Jeget
befinder sig i den beskrevne sammenhæng. Det sker derimod endog ret grundigt og
detaljeret senere i samme bog.
Men her vil jeg for mit eget vedkommende
angående samme spørgsmål svare på spørgsmålet om, hvor den, der har oplevelsen
af i dette tilfælde underet eller underværket, altså individet i form af mig,
mere præcist i form af mit Jeg, så at sige befinder sig i den organiske
sammenhæng? – Svaret skal her lyde, at det er et spørgsmål, som jeg har behandlet
indgående i flere artikler, og som jeg derfor vil tillade mig at henvise til:
4.07. Hjernen og personligheden – om hjerneforskeres og neuropsykologers opfattelse af den
menneskelige personlighed. I den artikel findes henvisninger og links til andre og
relevante artikler her på hjemmesiden, som jeg mener, besvarer det stillede
spørgsmål på en kvalificeret og tilfredsstillende måde. For en mere omfattende
og bredere forståelse af spørgsmålet, kan seriøst interesserede læsere henvises
til artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet
- historisk, psykologisk og kosmologisk set.
Desuden kan henvises til en artikel, som mere specifikt behandler forholdet
mellem Hjerne og bevidsthed:
H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to
instanser.
Link: http://www.livetseventyr.dk/1-40Frame.htm
X
Bogstavet X kan bruges som symbol på levende væseners – dvs. vores
allesammens - situation som sansende og oplevende individer. Den øverste del af
X’et kan symbolisere makrokosmos, mens den nederste del kan symbolisere
mikrokosmos. I førstnævnte tilfælde udvider X’et sig ’opad’ i det uendelige og
i sidstnævnte tilfælde ’nedad’ i det uendelige. Individet befinder sig i X’ets
skæringspunkt i midten, som udgør et slags mellem-kosmos. Tre gensidigt
integrerede og interagerende kosmos eller verdener og dog ét kosmos eller én
verden, men på en måde så forskellige fra hinanden, at man umiddelbart skulle
tro, at de udgjorde tre forskellige verdener. Derfor interessant, at Martinus i
sin kosmologi netop opererer med de tre kosmos: Makrokosmos, mellemkosmos og
mikrokosmos. Men nok så interessant er det også, i matematikken står X’et som
symbol på det ukendte, hvilket Martinus i sin kosmologi benytter i forbindelse
med beskrivelsen af det treenige princip, nemlig X1 = Jeget, X2 = bevidstheden
og X3 = organismen, forstået på den måde, at disse tre instanser i deres
inderste natur grundlæggende er ubekendte størrelser. – Vedr. de tre kosmos,
Martinus opererer med, og ligeledes vedr. det treenige princip, se f.eks.
artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed
og intuition.
© Maj 2013 Harry Rasmussen.
Fortsættelse:
****************