Martinus’ verdensbillede kan
anskues som en lære om kosmos (en kosmologi, dvs. en lære om verdensaltet), en antropologi
(dvs. en lære om de levende væseners, herunder menneskets, afstamning,
udvikling og væsenskategorier), en psykologi (= kosmisk kemi, dvs. en lære om
de psykiske energier, kræfter og lovmæssigheder, de levende væsener har fået
stillet til rådighed), en erkendelseslære (dvs. en lære om forudsætningerne og
lovmæssighederne for menneskets opfattelse af sig selv og af omverdenen) og en
morallære (hvilket vil sige: en lære om den rette etiske holdning og adfærd).
Martinus opfattede selv sit verdensbillede som en enhedslære af kosmologi,
psykologi, erkendelseslære og morallære. (1)
Nogle tilhængere eller studerende af
Martinus’ kosmiske analyser forholder sig rettroende (ortodokst) og bogstavtro
(dogmatisk) til Martinus’ verdensbillede. Det fandtes der eksempler på allerede
på den tid, da Martinus omkring 1930 påbegyndte sin virksomhed som offentlig
foredragsholder og forfatter, og det findes der eksempler på i nyere tid, hvor
især en bestemt gruppe af tilhængere, som har hævdet, at deres opfattelse er
mere i overensstemmelse med Martinus’ liv og værk, end tilfældet er med en
anden gruppe, hvis opgave det rent faktisk er at administrere de statutter, som
er udformet af Martinus selv og trykt og publiceret i form af blandt andet den
såkaldte ”Samarbejds-strukturen”. (2)
Martinus’
verdensbillede indeholder som nævnt også en morallære. Men morallære kan, når
den administreres af nidkære folk, desværre udvikle sig til moralisme.
Moralisme vil sige, at man lægger hovedvægten på moralsk indstilling eller holdning
og adfærd. Overdreven moralisme er, når man forventer eller fordrer en moralsk
indstilling og adfærd hos andre, og bebrejder disse, hvis ikke de opfylder de
opstillede eller gældende moralske normer. En sådan moralisme har man i tidens
løb set flere – i nogle tilfælde grelle - eksempler på. Særlig grelt er det,
når moralister eller moralprædikanter opstiller restriktive moralske normer for
andre, men ikke selv praktiserer eller opfylder disse.
Andre forholder sig friere og mere
uafhængigt til Martinus’ verdensbillede og opfatter dette som en slags
’arbejdshypotese’, i hvert fald så længe Martinus’ kosmiske analyser og
facitter ikke er ’videnskabeligt’ bevist, hvilket vil sige, at disse ikke er
blevet uigendriveligt bekræftet af erfaring og eksperimenter. Dog med den
afgørende forskel, at de kosmiske analyser og facitter kun lader sig bekræfte
gennem personligt oplevede erfaringer. Dette sidste sker ved, at man sætter sit
liv og sig selv ind som forsøgsperson. I henhold til Martinus selv er det den eneste
vej eller metode til at kunne bekræfte eller eventuelt afkræfte hans analyser,
konklusioner og postulater. Tillad mig i øvrigt her at sige, at man skal stå
tidligt op, hvis man vil gøre sig forhåbninger om eventuelt at kunne afkræfte
de nævnte analyser, konklusioner og postulater. Hvorfor det? – Jo, fordi der er
indre og stærk sammenhængskraft i Martinus’ livsværk, som gør dette til noget
helt og aldeles enestående i åndsvidenskabens og filosofiens verden og
historie.
Imidlertid var Martinus allerede fra
første færd mere end nogen anden klar over, at det med at sætte sit liv og sig
selv ind som forsøgsperson, for om muligt at kunne bekræfte hans kosmiske
analyser og facitter, ikke umiddelbart lå inden for ret mange menneskers
ønsker, vilje og især evne. Det fremgår implicit af hans store analyser omkring
Jordmenneskehedens modtagelighed for den ny verdensimpuls, som i øvrigt er titlen på 5. kapitel af Livets Bog I. (3)
Man kan generelt set konstatere, at enhver sammenslutning og
forening af mennesker, eller en hvilken som helst religiøs sekt, implicit
indeholder en risiko for forskellige opfattelser af sammenslutningens,
foreningens eller sektens statutter og formålsparagraffer. Et godt eksempel
herpå er i denne sammenhæng Madame Blavatskys religiøse bevægelse teosofien,
læren eller visdommen om Gud, som på et tidspunkt i sin historie splittedes op
og blandt andet medførte Krishnamurtis frafald og Rudolf Steiners dannelse af
sin såkaldte antroposofi, læren eller visdommen om mennesket. I lighed med teosofien
synes antroposofien i øvrigt i de senere år at være på retræte eller at
eksistere i det skjulte, udenfor offentlighedens opmærksomhed. For øvrigt sådan
som tilfældet aktuelt ligeledes er med Martinus’ verdensbillede, idet
kendskabet til dette endnu lige så lidt har slået rod i Danmark som i noget
andet lands kultur. End så længe trives Martinus’ påståede verdensomspændende
mission centralt i en åben kreds af mennesker, som er samlet omkring Martinus
Institut i København og Martinus Center i Klint i Odsherred. Desuden eksisterer
der en del mindre kredse rundt om i Danmark, hvor folk samles omkring den
fælles interesse for Martinus’ verdensbillede. Udenfor Danmark er det
formentlig især i Sverige, at der findes lidt større kredse, som samles omkring
interessen for og studiet af Martinus’ kosmiske analyser. Men en del af
Martinus’ værker er oversat til forskellige sprog, som f.eks. esperanto,
svensk, norsk, engelsk, tysk, hollandsk, fransk, italiensk, russisk, polsk,
spansk, portugisisk, japansk, kinesisk m.fl., men hvor stort eller lille
antallet af studerende og tilhængere af Martinus’ verdensbillede er i de
pågældende lande, har jeg ingen eksakt viden om. Men frøet er altså sået mange
steder i verden, så derfor er det et spørgsmål, om jordbunden er gødet
tilstrækkeligt til, at frøet har slået eller kan slå rod og spire og gro. Det
kan kun fremtiden vise. (4)
Man kan i hvert fald konstatere, at den
indbyrdes dialog og strid om tolkningen og forståelsen af Jesu liv og lære, som
de første jødekristne førte med og mod hinanden, og som splittede dem op i
forskellige grupper, en splittelse, som blev større, da den kristne lære
udbredtes til den ikke-jødiske verden, herunder senere opsplittelsen i
katolicisme og protestantisme, også er forekommet og stadig forekommer indenfor
Martinus-bevægelsen. Protestantismen er igen opsplittet i en mængde religiøse
sekter. En forskel var og er, at de første jødekristne ikke havde Jesu
gerninger og lære nedfældet på papir eller pergament, men var henvist til at
stole på deres egen hukommelse eller erindring om, hvad han havde sagt og
gjort. Den første overlevering af det kristne budskab foregik derfor mundtligt,
man havde dog på skrift jødedommens Toraruller at henholde sig til, idet meget
af det Jesus havde sagt og udtalt, relaterede til den mosaiske lære. De første
Martinus-tilhængere havde hans foredrag og lysbilleder af symbolerne, at
henholde og forholde sig til, og efterfølgende tilhængere havde og har foruden
foredrag og lysbilleder og Livets Bog I og artikler i tidsskriftet Kosmos til
støtte for hukommelsen, mens en nyere tids tilhængere og studerende af
Martinus’ kosmologi derimod har et digert livsværk på tryk og delvis i tale i
form af båndede foredrag af Martinus, at henholde og forholde sig til.
Paralleller
mellem den tidlige kristendoms historie og Martinus-bevægelsens historie?
Nogle Martinus-tilhængere har
ment, at der kunne drages paralleller mellem Jesu disciple og den tidligste
personkreds og senere nære tilhængere og medarbejdere omkring Martinus efter
hans indvielse til kosmisk bevidsthed i marts 1921. Det er dog nok et
spørgsmål, om man kan det med rette. Når spørgsmålet overhovedet er rejst eller
relevant, hænger det sammen med den omstændighed, at Martinus har betegnet og
karakteriseret sig selv som en verdensgenløser, og tilmed en af slagsen på
linje med Jesus Kristus, som i traditionelt kristent sprogbrug betegnes som
frelseren. For Martinus er begreberne verdensgenløser og frelser stort set
identiske.
Men med alle mulige forbehold
forekommer det umiddelbart muligt og rimeligt, at drage en parallel mellem
Simon Peter og Erik Gerner Larsson. Begge var praktisk anlagte mænd, som
samtidigt havde stor indsigt i og forståelse af mesterens lære og forstod at
formidle denne. Simon Peter var fisker og Gerner Larsson var gartner. Som en
Johannes Zebedæus kunne man måske opfatte Sven Åge Rossen eller Mogens Møller,
medens en Per Bruus-Jensen – med et vist forbehold - var og er en Tomas, den,
som vil ”stikke hånden i naglegabet”, for at forvisse sig om, at både mesteren
og dennes lære er ægte og kunne stå for en nærmere prøvelse. Rollen som Judas
Iskariot kunne måske tildeles Lars Nibelvang, som på sin vis svigtede Martinus,
men fortrød og gjorde bod i form af sine bøger, hvori han uforbeholdent sagde
god for Martinus’ lære. Men rollen som Judas kunne også med rette tildeles
Helmer Fogedgaard, som i lighed med Nibelvang en overgang svigtede Martinus og
senere gik bodsgang i sine bøger og i sit tidsskrift ”Okkultisten”. Judas endte
som bekendt med at begå selvmord på grund af den ugerning, han havde gjort sig
skyldig i overfor den mester, som han i virkeligheden så op til og tilbad.
(5)
Ang. Jesus og hans disciple, se
f.eks. min bog JESUS – Søn af mennesket. Jesu personlighed, liv og lære
skildret på grundlag af Martinus’ kosmologi. Forlaget Scientia Intuitiva
2012. Man vil også kunne læse bogen her på hjemmesiden, men under titlen JESUS
MENNESKESØNNEN I – II: JESUS
menneskesønnen I og JESUS
menneskesønnen II. – ang. Martinus og hans nærmeste medarbejdere gennem
tiden, se f.eks. Sam Zinglersen: MARTINUS Erindringer. Martinus Institut
1987, og MARTINUS – som vi husker ham. Martinus Institut 1989. I
sidstnævnte værk er der særligt grund til at fremhæve artiklen af Lars
Nibelvang, idet den helt utilsløret viser, at Nibelvang under sine første møder
med Martinus i 1921 opfattede denne som ”en mahatma, en verdensfrelser!” (p.
23). Dertil svarede Martinus bl.a.:
”Tys! Vi skal
ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre sammenligninger. Jeg er for hver især kun
det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og se. Du må
absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte. Min tid er endnu ikke kommet.
Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser; der er kun én klasse for
mig – og det er sønner af guden.” (pp. 23-24)
Men uanset hvad man vil tro at
Martinus var eller ikke var, så var han i hvert fald ikke helt almindelig eller
vel snarere et usædvanligt menneske. Herom fortæller Martinus’ første åndelige
ven, Lars Nibelvang, i bogen ”MARTINUS – som vi husker ham” bl.a. følgende fra
en samtale med Martinus:
En dag udbrød jeg: ”Martinus, kunne du
ikke engang imellem lade lidt af din egen viden skinne så meget igennem at
disse mennesker kunne blive opmærksom på nogle af dine idéer og tanker; de
ville måske blive modtaget med både begejstring og glæde, om blot rette
vedkommende fik en anelse om, hvor overlegen din tanke i virkeligheden er!”
”Nej, min ven,” svarede han, ”der gør du
dig igen skyldig i en fejltagelse. Jeg kender deres tilstand. Så længe et
menneske ikke er blevet træt af at høre sig selv, har det ikke brug for mig.
Deres tid er endnu ikke kommet. Hvis du vil hjælpe menneskene, forsøg da
endelig ikke at påvise deres fejl eller at røre ved deres såkaldte dårlige
sider. Forsøg derimod at vinde deres fulde fortrolighed ved hjælp af dit væsen.
Lad dem føle, at du har sympati og varme for deres gode sider. Så vil de
efterhånden komme til at holde af dig. Og først da er der mulighed for at tale.
Et menneske rækker ikke et skridt længere i moral end til det punkt, han kan
praktisere med sit eget væsen. Hvis han vover sig blot ét skridt længere,
bliver hans kundskab teoretisk og han selv til forargelse!” (p. 18)
Men det er jo alt sammen historie og uden
større interesse i og for nutiden. Det afgørende er derimod levedygtigheden og
den har den kristne lære trods alt vist sig at have med sine totusinde år på
bagen. Om det samme også vil gøre sig gældende og kunne siges om Martinus’
lære, den, han selv betegnede som kristendommens intellektualiserede
videreførelse, er et spørgsmål, som af gode grunde umuligt vil kunne besvares
sikkert i nutiden. Selv mente Martinus, at hans lære og livsværk især var
blevet til med henblik på fremtidens menneskehed, som ifølge hans opfattelse i
større grad end i nutiden ville få et behov for at tilegne sig den teoretiske
visdom og vejledning under udviklingen fra jordisk menneske til det såkaldt
rigtige menneske, som han anså det for sin livsopgave at formidle via sit
omfangsrige livsværk: Det Tredje Testamente. Det, der i henhold til
Martinus er sket i nutiden, er, at der er blevet sået et ”frø” i form af hans
livsværk og at dette så småt er begyndt at spire og gro i en sparsom muld i
form af interesse hos relativt få interesserede og tilhængere. (6)
Min personlige opfattelse og mening er i
denne sammenhæng, at Martinus’ livsværk er af et sådant format og kvalitet, at
hans ’forudsigelse’ om sit livsværks fremtid meget vel vil kunne vise sig at gå
i opfyldelse. Man behøver blot at læse og studere Fortale til Livets Bog
I, som i øvrigt er skrevet omkring 1930 og udgivet på tryk i 1932, for at
forstå baggrunden og begrundelsen for min opfattelse. (7)
© Juni 2013 Harry Rasmussen.
*****************
1.
Se f.eks. Per Bruus-Jensen: Eksistens
og udødelighed – om erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi. 1-2. Borgens
Forlag 1982. Desuden artiklen H1-39. Tre sæt spilleregler – efter behag
eller behov: http://www.livetseventyr.dk/1-39Frame.htm
- Vedr. Martinus Symbol 21: Den evige, kosmiske organiske forbindelse mellem
Gud og gudesøn 1. Kan ses under Symbolerne på http://martinus.dk/
2. http://www.martinus.dk/da/emneoversigter/martinus-instituts-ophavsret/
og endvidere artiklerne 4.51. Er Martinus’ verdensbillede en kosmologi eller en
ny religion? http://www.livetseventyr.dk/4-51Frame.htm
og 4.52. En tro ”væbner” – en uneutral kommentar.
http://www.livetseventyr.dk/4-52Frame.htm
3.
Vedr. Jordmenneskehedens
modtagelighed for den ny verdensimpuls, jævnfør herunder med
bevidsthedskategorierne http://www.livetseventyr.dk/1-35Frame.htm
og de seksuelle kategorier fra A- til K-menneske: http://www.livetseventyr.dk/1-14Frame.htm
4.
H1-07. Spiritualismens
historie – en
gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi: http://www.livetseventyr.dk/1-07Frame.htm
- Vedr. Martinus og hans sags historie kan i øvrigt henvises til http://www.martinus.dk/ Begivenhedsoversigten: Oversigt over begivenheder i
Martinus’ liv (1890-1981) – og i Martinus’ sags historie til og med
år 2005.
5.
Om forholdet mellem Martinus
og hans to venner, Lars Nibelvang og Helmer Fogedgaard, se især Kurt
Christiansen: Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi.
Bind I-II. Forlaget Kosmologisk Information 2005. Se her især bind I, 8.
og 9. afsnit. Kurt Christiansens Martinus-biografi er en omfattende og grundig
dokumentation for mange aspekter af Martinus’ personlige liv og virke som
ophavsmand, foredragsholder og forfatter af et storslået og enestående
verdensbillede.
6.
Vedr. begrebet ”den
intellektualiserede kristendom”, så er det jo et begreb, som hele tiden har
ligget underforstået i Martinus’ kosmologi, men som ikke er blevet brugt
direkte, før Martinus omkring 1971 fremsatte en udtalelse om, at han var
begyndt at arbejde på en bog, som han dog ikke skrev færdig, angiveligt fordi
han fandt det mere vigtigt at arbejde på Symbolbog nr. 3. Den påbegyndte bog
endte med at få titlen ”Det Tredie Testamente. Den intellektualiserede
Kristendom. – Efterladte manuskripter”, udgivet posthumt på Borgens Forlag
2004. Om indholdet af denne bog, se: http://www.martinus.dk/: Indholdsfortegnelse for Den Intellektualiserede Kristendom.
I 2009 udgav Åndsvidenskabsforlaget bogen ”Martinus’ ufuldendte manuskript
til bogen Det Tredie Testamente. Med en historisk redegørelse ved Kurt
Christiansen.” I sin bog forholder Kurt Christiansen sig kritisk til den på
Borgens Forlag udgivne version af Martinus’ ufuldendte manuskript. Kurt
Christiansen er for øvrigt en af hovedmændene i oppositionen imod personkredsen
omkring Martinus Institut. - Vedr. udviklingen
fra jordisk menneske til det såkaldt rigtige menneske, se Livets Bog I, 6.
kapitel: Fra Dyr til Menneske.
7.
Vedr. tilblivelsen af
Martinus’ hovedværk, Livets Bog, se f.eks. artiklen 4.53. Et epos om alt – det
kosmiske verdensbillede http://www.livetseventyr.dk/4-53Frame.htm
© Juni
2013 Harry Rasmussen.
*****************