Hvad er en
åndelig verden for noget?
Indledning
Den almindelige opfattelse hos det
vestlige, sekulariserede menneske er den, at vi udelukkende lever i en fysisk
verden, nemlig den vi er i stand til at opfatte med vores fysiske sanser og
vores fysiske bevidsthed. Tilmed lever
vi hver især kun et begrænset antal år, idet en af de grundlæggende
lovmæssigheder ved den fysiske verden er de kontrasterende fænomener tilblivelse
og forgængelighed. Som bekendt kommer vi alle til verden via tilblivelse
eller fødsel, det vil sige, ved den proces, der kaldes undfangelse og
fostertilstand, og vi forlader den alle via døden, den proces, hvorved fysiske
organismer ophører med at fungere, nedbrydes og går over i det såkaldte
naturlige kredsløb for fysiske stoffer eller materier. Det sidstnævnte er der
tilsyneladende mange, der så at sige trøster sig med, for så forsvinder man jo
da ikke helt. Den tanke, at vi mennesker også har et sjæleligt eller åndeligt
legeme, som overlever den fysiske krops død og fortsætter sin eksistens eller
tilværelse i en anden dimension end den fysiske, synes endnu at være fremmed
for mange, i hvert fald i den vestlige verden. Det er ikke tilfældet i den
orientalske verden, hvis kulturer i århundreder, ja, for nogles vedkommende i
årtusinder, har haft og fortsat har en opfattelse, der nærmest som en selvfølge
går ud fra, at mennesket har et udødeligt sjæleligt legeme, som lever videre
også efter det fysiske legemes død, og som i nogle religioner og
religionsfilosofier, som tilfældet er i hinduismen og buddhismen, menes at
reinkarnere og diskarnere igen og igen, indtil en sluttelig udfrielse fra denne
kæde af gentagen fødsel, død og genfødsel ophører. Denne så at sige oldgamle
’viden’ eller opfattelse fandtes i den antikke verden, eksempelvis i Ægypten og
Grækenland, og findes i nutiden stadig indenfor religioner som hinduismen,
buddhismen, kristendommen og islam, om end ingen af disse ser eller forholder
sig helt ens til de nævnte fænomener.
Men imidlertid må man konstatere, at
religion med tiden er blevet et svækket fænomen i den vestlige verden, godt
hjulpet på vej af naturvidenskaben og dens reduktionistiske livs- og
verdensopfattelse, som i kraft af blandt andet skoleundervisning og offentligt
og privat oplysningsarbejde er kommet til at stå stadig stærkere i den vestlige
bevidsthed. Dette kan i betragtning af intelligensevnens stigende vækst og
indflydelse på kulturlivet ikke undre eller være anderledes, især ikke, da
dette i henhold til Martinus’ kosmiske analyser tjener et ganske bestemt formål,
nemlig kort fortalt at opfylde forudsigelsen i den bibelske skabelsesmyte om
”Kundskabens træ”, hvori det blandt andet siges, at ved at spise af
kundskabsfrugterne, bliver menneskene kloge som Gud til at kende forskel på
godt og ondt. Begrebet ”kundskabsfrugter” vil blandt andet sige den erfaring og
viden, som fornuften og den kritiske sans tilvejebringer via tvivlen på de
traditionelle dogmer og moralnormer. Blandt disse dogmer er eksempelvis dogmet
om den alkærlige, alvise og almægtige Gud og om sjælens udødelighed og evige
liv. Men i og med denne kundskab, som blandt andet rummer Guds forudsigelse af,
at når mennesket overtræder Guds bud om ikke at måtte æde af kundskabsfrugten,
da skal det forvises fra ”paradiset” og ”dø døden”, hvilket her vil sige, at
”dø” fra den tilstand, hvori menneskene levede eller lever i stor uskyldighed
og ukendskab til verdenen udenfor uskyldstilstanden. I og med kundskaben eller
erfaringen om godt og ondt, distancerer menneskene sig fra den oprindelige
tilværelse og kommer i stigende grad til at leve i uoverensstemmelse med de
sædvaner, traditioner og ikke mindst moralnormer, der hersker eller herskede i
uskyldstilstanden. Denne ”omformningsproces” foregår ikke uden, at der
samtidigt forekommer alle de former for ubehag, utryghed, sorg, lidelse og
smerte etc. etc., som ikke mindst er velkendte fænomener i den materialistiske
vestlige kultur, og som er følgevirkninger af negative mentale tilstande som
egoisme, fordomme, intolerance, begærlighed, jalousi, frygt, misundelse, vrede,
had og hævnfølelse, som i værste fald kan udarte til oprør, voldshandlinger,
drab, mord og krige.
Men i og med fremkomsten og udviklingen
af ”kundskabsfrugterne” i form af den historisk betingede naturvidenskabelige
reduktionisme, blev de religiøse dogmer og de idealistiske filosofiske ideer
trængt i baggrunden og mistede efterhånden indflydelsen på livs- og
verdensanskuelsen. Det betød og betyder blandt andet, at ideer som Gud,
udødelig sjæl og evigt liv blev meningsløse og derfor ugyldige, undtagen for
mennesker, som stadig havde og har bevaret troen på dogmernes sandhed og
gyldighed. For sådanne mennesker findes der mærkværdigvis stadig midt i den
dybeste materialistiske kultur. Desuden forekommer der mennesker, som er blevet
mere eller mindre ’mætte’ af den materialistiske livs- og verdensanskuelses
ideer og tanker, hvorfor de har vendt eller vender denne ryggen og søger
tilflugt enten i traditionelle religioner eller i nye religiøse eller
filosofiske åndsretninger og spirituelle bevægelser. Til sådanne nyere
åndsretninger eller spirituelle bevægelser hører især Martinus’ kosmologi, hvis
såkaldte kosmiske analyser og facitter viser et storslået og i god forstand
fabelagtigt eller ligefrem eventyrligt verdensbillede, som tilmed inkorporerer
de religiøse dogmer og de filosofiske systemer og sætter disse på deres rette
plads i den store og altomfattende universale sammenhæng og helhed.
Angående intelligensevnens stigende vækst
og indflydelse på kulturlivet og følgelig på samfundslivet, så forholder det sig
dog ikke sådan, at man uden videre kan betragte denne som en udvikling,
der er foregået eller foregår i en stigende lige linje. Tværtimod gør der sig i
den forbindelse det forhold gældende, at udviklingen sker i en slags
sik-sak-kurs fra den ene yderlighed til den anden i kulturlivet. Denne kurs ser
vi eksemplificeret i de vekslende kulturperioder i den vestlige verden, nemlig
i form af den dogmatiske bibelske tid, hvor det bibelske verdensbillede var
højeste autoritet, også betegnet samlet som middelalderen, herunder
skolastikken (1200-1350), hvori den religiøse kristne dogmatik forsøgtes
begrundet og dermed forsvaret. og som fik sit modspil i renæssancen, hvor
frittænkende mennesker fandt den græske oldtids forestillinger og idealer om
menneskets frihed og uafhængighed af bl.a. religiøse dogmer, værd at indføre.
Renæssancen (1300-1500), som også betød naturvidenskabens fødsel, fik et
modstykke i reformationen (1500-tallet), hvor den mest rabiate opposition igen
gjorde oprør imod den katolske kristne kirkes religiøse enevælde, og som
omfortolkede den katolske lære til fordel for en evangelisk-luthersk troslære.
Men nok så vigtigt fik den tiltagende nye form for religiøsitet en ny
opposition i form af oplysningstiden (1700-tallet), som atter fik et modstykke
i romantikken (slutn. af 1700 - beg. af 1800-tallet), som atter vendte blikket
bagud mod den græske oldtids værdier og idealer, men i nogen grad i en
sværmerisk form. Denne fik igen et modspil i naturalismen (fra midten til
slutn. af 1800-tallet), som totalt forkastede de ortodokse så vel som
reformerte religiøse forestillinger og i stedet indsatte naturen og naturlovene
som absolut eneste gældende, fulgt af realismen (omtrent samtidig med
naturalismen), som mente at dens opfattelse var den, der forholdt sig til
virkeligheden, hvilket forenklet sagt vil sige til sansernes vidnesbyrd om en
materiel verdens eksistens. I alle tilfælde foregik det historiske og
kulturelle vekselspil på den måde, at begge åndsretninger fandtes på samme tid,
men hvor den ene var gældende kultur, medens dennes modsætning var subkultur,
på principielt samme måde, som at den kristne åndskultur og religion i vore
dage er subkultur i forhold til realismen i form af den sekulariserede
naturvidenskabelige kultur. Man kan i kort karakteristik sige, at
kulturperioderne med instinkt, følelse, intuition og fantasi har vekslet med
kulturperioder med intellekt, forstand og sekulær rationel tankegang. Men ser
man den kulturelle udvikling i det overordnede perspektiv, som f.eks. Martinus
gør, tegner der sig sagligt set alligevel en stigende lige linje i form af
intelligensevnens tiltagende udvikling gennem århundrederne. Denne udviklings
foreløbige resultat er den naturvidenskabelige kulturs reduktionisme, hvorunder
materien dominerer over ånden, som anses for at være et fiktivt ledsagefænomen
til materien, altså uden selvstændig eksistens. Men – og dette er det vigtigt
at notere sig – underneden udvikler og vokser subkulturen i form af en ny
åndsvidenskabelig livs- og verdensanskuelse, som med tiden formentlig vil ændre
status til overordnet kultur.
Eksisterer der en åndelig verden?
Det spørgsmål vil man kun kunne
svare på, hvis det er muligt at give en præcis definition af, hvad der kan og
skal forstås ved en åndelig verden. Men det kan i hvert fald indledningsvis
fastslås, at fænomenet og begrebet ’ånd’ er beslægtet med fænomenet og begrebet
’bevidsthed’. Så for at kredse os ind på de nævnte fænomener, vil vi begynde
med at betragte disse ud fra en filosofisk synsvinkel, og derefter fortsætte
med mere specielt at gøre os fortrolige med, hvad Martinus har at sige om de to
begreber og fænomener. Strengt taget er begrebet ’fænomen’ forkert anvendt på
begreber som ånd og bevidsthed, idet ordet fænomen betyder noget, der viser sig
eller fremtræder i tid og rum. Fænomener er derfor karakteriseret ved at være
mangfoldige, forskellige og udspredte i tid og rum, altså tids- og
rumdimensionelle, knyttet til sansernes vidnesbyrd, medens ånd og bevidsthed –
og især førstnævnte – så at sige er overordnede eller ’bagvedliggende’, og i
kraft af hvilken vi – eller mere specielt jeget eller personligheden - oplever
og er bevidst om fænomenerne. Især ånd må opfattes som ikke-tids- og
ikke-rumdimentionel, hvorom man kun kan sige, at ånd ER, hvilket betyder: identisk
med begrebet evigheden i den forstand, at ånden aldrig er begyndt og derfor
heller aldrig vil kunne ophøre med at eksistere. Vi vil derfor herefter betegne
ånd og bevidsthed som faktorer i eller ved det levende væsen, subsidiært
mennesket.
Hos den oldgræske filosof Platon
(ca. 428/427-348/47 f.Kr.) er den kosmologiske fornuft og ideerne eller
principperne det egentlig virkelige, uforanderlige og altid det samme, medens
fænomenerne, som er knyttet til sansernes usikre vidnesbyrd, er illusoriske
eller en skinvirkelighed. Principielt den samme opfattelse af fænomenerne
finder man hos den klassiske idealistisk-monistiske indiske filosof Shankar
Acharya (788-ca. 820), i hvis filosofi, Advaita Vedanta, fænomenerne er
absolut illusoriske og bedrageriske i form af gudinden ”Maya’s slør”. Ordet og
begrebet ’Maya’ betyder den skabende magt, som har til opgave og formål, at
frembringe et forvrænget billede af virkeligheden og derigennem forvirre
sjælene til at tro og opleve, at virkeligheden er uvirkelig og at uvirkeligheden
er det virkelige. Derfor har sjælene ladet sig lokke til et engagement med
illusionernes verden i form af det evindeligt spinnende ”livshjul” af fødsel,
død og genfødsel, på sanskrit kaldet karma-samsara. (Vedr. de nævnte filosoffer
og deres respektive opfattelse af de nævnte emner, se f.eks. H1-07. Spiritualismens
historie – en gennemgang
af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi, og 4.28. Den indre
virkelighed – om en metode til mental indadskuen. Det er i øvrigt
interessant, at det, der ifølge Shankar Acharya skal forstås ved begrebet
”gudinden Maya” stort set svarer til begrebet ”moderenergien” i Martinus’
kosmologi, dog med den afgørende forskel, at sidstnævnte opfatter og definerer
”moderenergien” på en betydeligt mere positiv måde, end tilfældet er med
førstnævnte, hvor ”Maya’s slør” anskues som en på sin vis negativ faktor.)
Eftersom ’ånd’ må betragtes som en
overordnet faktor i forhold til faktoren ’bevidsthed’, lad os derfor kort se
på, hvad man filosofisk set forstår ved begrebet ’ånd’. I relation til
mennesket kan ånd betyde den enhed eller kraft, der forbinder sjæl og legeme:
Ånd kan også betyde den højere del af menneskets sjæl eller noget, der ligger ud
over denne, og det, der giver mennesket enhed. Ånd kan også forstås som den
kraft eller det princip, som giver kosmos (verden) sammenhæng og orden. Denne
ånd eller dette princip er derfor identisk med den højeste faktor i
tilværelsen, hvilket vil sige Guds egen ånd. Idet ånd betyder både et
menneskeligt og et guddommeligt princip, indikeres der dermed en sammenhæng
mellem de to faktorer eller dimensioner, mellem mennesket og Gud. Ånden er den
højere del af mennesket, som forbinder det med det ikke-menneskelige eller den
kosmiske og dermed guddommelige orden, det selv lever i eller tilhører, hvad
enten individet er bevidst herom eller ej.
Ånd eller livsånde, på latin spiritus,
kan med andre ord karakteriseres som det livgivende, organiske princip, den
organiske sammenhæng, mennesket som organisk helhed selv er en del af, men
altså en organisk helhed, der rækker ud over mennesket. Ånd drejer sig derfor
også i nok så høj grad om menneskets forhold til det uendelige, evige eller
absolutte, hvilket forenklet sagt vil sige det guddommelige. Dette sidste
spiller især en rolle i kristendommen, hvor ånd eller ånden ligefrem betegnes
som ”den hellige ånd” eller ”helligånden”, sankta spiritus. Hvilket altså vil
sige Guds ånd, der som en usynlig kraft virker i mennesker. Denne virksomhed
kan kun finde sted, fordi mennesker har del i Guds ånd, uden nødvendigvis at
opleve eller erkende dette, endsige ville kunne handle ud fra denne ånd. Derfor
bebudede Jesus også, at han efter sin fysiske død ville sende ”talsmanden, den
hellige ånd” til menneskene, for at disse via denne kunne lære den dybere
sandhed om livet og verden at kende og handle derefter . ”Talsmanden” er altså
Guds ånd og kraft, som virker i et menneske, der i særlig udtalt grad er en
fortaler for Gud og dennes visdom og kærlighed til menneskene, i lighed med,
hvad tilfældet var med Jesus Kristus selv.
I forholdet mellem mennesket og det
uendelige eller evige, Gud, forholder mennesket sig som ånd sig til sig selv
som endeligt væsen. Derved bliver mennesket bevidst som ’sig selv’, og i dette
forhold er der et skifte fra ånd som organisk natursammenhæng til ånd som
overskridelse af natursammenhængen. Man kan derfor med en vis ret tale om ”den
objektive ånd” (Gud) og den subjektive ånd” (mennesket). Medens den objektive
ånd er en fælles eller social faktor, er den subjektive ånd en individuel og
personlig faktor. Filosoffen G.W.F. Hegel (1770-1831) anskuer forholdet
således, idet han skelner mellem tre successive udviklingstrin: På det første
trin er individet som sjæl umiddelbart bestemt af naturen, på det andet trin
adskiller individet sig fra naturen ved at have bevidsthed, hvorved naturen er
blevet en genstand uden for individet selv. På det tredje og højeste trin viser
ånd sig som individets selvbevidsthed og vilje til at sætte sig selv formål i
livet. Viljen er på dette trin noget individuelt og indre, men da det hører med
til viljens natur at den søger at virkeliggøre sine mål i den ydre verden, ved
gennem sine handlinger at præge sine omgivelser, bliver ånd derved fra at være
en indre, subjektiv ånd til at være en ydre, objektiv ånd. Den objektive ånd
viser sig igennem udviklingen af fællesmenneskelige institutioner og gennem
etableringen og udviklingen af en stat. Staters indbyrdes forhold ser Hegel som
en sammenhæng, der er tilvejebragt af den overstatslige verdensånd, som ytrer
sig i den overstatslige verdenshistoriske proces. Den højeste form for ånd er
ifølge Hegel den absolutte ånd, men i form af den bevidsthed om sig selv, som
den subjektive ånd (individet, mennesket) opnår gennem kunst, religion og
filosofi. Derigennem oplever og forstår ånden, at det er én og den samme ånd,
der viser sig som subjektiv og objektiv ånd. Ånden er derved blevet klar over
sin egen identitet som sig selv i bevidstheden om, at de enkelte individers
bevidsthed er dele af en større, sammenhængende helhed, som søger at skabe et
meningsfyldt og frihedspræget kosmos ud af den verdenshistoriske splittelse og
kamp, som har fulgt menneskeheden siden dennes begyndelse og oprindelse.
Hvad er bevidsthed?
Det vil her være en naturlig
følge af det ovenfor beskrevne, at se nærmere på, hvad der kan og skal forstås
ved det begreb og den faktor, der betegnes som bevidstheden. Det kan straks
siges, at begrebet har flere betydninger eller måske rettere aspekter. For det
første kan begrebet forstås som en samlebetegnelse for de forskellige former
for oplevelse, opmærksomhed eller opfattelse, hvilket vil sige alt det, der
kaldes bevidsthedstilstande, altså tilstande i bevidstheden. Sådanne forekommer
i form af bl.a. sansedata eller primitive sanseindtryk i form af lys og mørke
eller oplevelser af lyst og smerte. Og perceptioner eller genstandsrettede,
organiserede sansninger, såsom erindrings-, forventnings- og
fantasiforestillinger, følelser som vrede, had, frygt etc. og stemninger som
angst, vemod, medfølelse, kærlighed etc., og tænkning under enhver form, logisk
og ulogisk, induktiv og deduktiv etc.. Begrebet bevidsthed kan også dække såvel
oplevelsen af noget som meningen med og om dette noget. Her kan man igen skelne
mellem en falsk bevidsthed, dvs. en bevidsthed, der har falsk opfattelse af
eller falske meninger om noget. Når falsk bevidsthed benyttes som middel til
vildledning og/eller undertrykkelse, kalder man det ideologisk bevidsthed.
Endelig forekommer også begrebet
’selvbevidsthed’, hvilket vil sige individets bevidsthed og eventuelt dets
viden om sig selv og sin egen bevidsthed eller situation. Man skelner mellem selvbevidsthed
og selvrefleksion, hvor der ved sidstnævnte begreb kan forstås, at vende sig
imod og reflektere over sin egen bevidsthed eller egne bevidsthedstilstande,
egne meninger, synspunkter, teorier mm., idet denne form for bevidsthed gøres
til genstand for en nærmere og eventuelt kritisk undersøgelse. Selvbevidsthed
er altså ikke det samme som genstandsbevidsthed, for hvis selvbevidsthed var en
form for genstandsbevidsthed, ville en selvbevidsthed være en ny
genstandsbevidsthed af anden orden, der som genstandsbevidsthed igen ville være
fulgt af en ny selvbevidsthed af tredje orden og sådan videre i en uendelig
rækkefølge. Lidt i retning af, hvad der er tilfældet med årsags-virkningskæden,
hvor årsag følges af virkning, som udgør en ny årsag og således fremdeles.
Deraf kan man med rimelighed konkludere, at ens forhold til egen bevidsthed må
være noget andet end en genstandssøgende bevidsthed. Selvbevidsthed udgør
derimod det umiddelbare forhold, som ens egen bevidsthed har til sig selv og
som bevirker, at bevidstheden udgør en enhed. Selvbevidsthed er derfor ikke en
erfaring af den ene eller anden egenskab ved ens bevidsthed eller ens
situation, men en bevidsthed om, at jeg eksisterer. Selvbevidsthed er derfor
ikke en egentlig bevidsthedstilstand, men en evne eller disposition til
selvrefleksion og selvreference. Filosoffen René Descartes (1596-1650) udtrykte
det sådan på latin: ”Cogito ergo sum”, dvs., ”jeg tænker, altså er jeg.”
En avanceret opfattelse af bevidsthed og ånd
I det følgende skal vi gøre os bekendt
med, hvad den danske intuitive tænker og forfatter Martinus (1890-1981) har at
sige om begreberne og faktorerne bevidsthed og ånd. Derefter vil vi formentlig
have lettere ved at begribe, hvad der mere præcist kan og skal forstås ved
begrebet ”den åndelige verden”. Og det
skal straks siges, at vi her kommer i forbindelse med en højst avanceret
opfattelse af ånd og bevidsthed, som til trods for enkelte paralleller, som
Platons filosofi, Pythagoras’ filosofi og Shankar Acharyas filosofi, formentlig
er enestående i filosofiens og religionsfilosofiens verdenshistorie. I
principiel lighed med de tre nævnte filosoffer tager Martinus systematisk
udgangspunkt i det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og
altbelivende under og væsen: den første og i sig selv årsagsløse årsag og
vældige skaberkraft, kendt under navne som Gud, Brahman, Jahve, Allah eller
hvilke andre navne det absolutte væsen end kendes og tilbedes under. Martinus’
udgangspunkt beror i særlig grad på hans egne personlige spirituelle oplevelser
i påsken 1921, oplevelser, som han selv betegner som åbenbaringer af eller
indvielser i livets mysterium. For at livet udgør et mysterium for den
uindviede, er i hvert fald en kendsgerning for mennesker, der tænker nærmere
over tilværelsen. Dette forhold har Martinus sin helt egen forklaring på
årsagen eller årsagerne til, hvilket han analyserer og beskriver i sit
hovedværk Livets Bog, bind I, 5. kapitel med overskriften Jordmenneskehedens
modtagelighed for den ny verdensimpuls, med tilhørende symbol nr. 3. Menneskehedens
bevidsthedskategorier (nr. 39 i symbolbogen Det Evige Verdensbillede, http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-39/,
hvor der gives et resumé af symbolets indhold.) Livets Bog 1 vil i øvrigt
kunne læses i sin helhed på internettet via linket: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51
Martinus’
brug af begrebet ”den ny verdensimpuls” hænger sammen med hans brug af begrebet
”den gamle verdensimpuls”. Begge begreber hentyder til, at det guddommelige
skabeprincip (Gud) med tidsmæssigt set større intervaller i form af årtusinder
udsender åndelige energiudladninger eller impulser, som har til formål at
inspirere til igangsættelsen af nye samfundsmæssige og kulturelle tiltag. Disse
udladninger eller impulser udbreder sig i henhold til Martinus gennem hele
verdensaltet, men styrkemæssigt afstemt efter om det er galaksernes verden
eller solsystemernes og dermed klodernes verden, det drejer sig om. Det beror i
henhold til Martinus på, at der består en ubrydelig organisk sammenhæng mellem
mikrokosmos og makrokosmos. Det gælder derfor også jordkloden og dermed
menneskeheden, som Martinus i reglen betegner som jordmenneskeheden,
nemlig på baggrund af, at han er af den opfattelse at der findes mange andre
menneskeheder i verdensaltet. Ifølge Martinus er situationen den, at der i
løbet af jordklodens hidtidige eksistens er forekommet tre hovedimpulser.
Jævnfør med Martinus’ symbol nr. 1.: Guds ånd over vandene: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-1/
De
nævnte impulsers hovedstrømning implementeres i galaksernes og solsystemernes
og klodernes bevidsthed via dertil særligt udvalgte individer, som for den
første og ældstes vedkommende ligger til grund for primitive naturmenneskers
religioner og gudsdyrkelse, medens den gamle verdensimpuls ligger til grund for
de tre store verdensreligioner, henholdsvis buddhismen, kristendommen og islam.
For den førstnævnte verdensimpuls’ vedkommende fik denne indpas på jorden via
sagnagtige skikkelser, hvis navne er ukendte i nutiden, medens den for den
gamle verdensimpuls’ vedkommende foregik henholdsvis via ophavsmændene Buddha,
Jesus Kristus og Muhammed. De nævnte tre verdensreligioner havde og har hver især
deres forudsætninger i henholdsvis nationalreligionerne hinduismen, jødedommen
og ældre arabisk religion, som de dog hver for sig opponerede imod. Buddha mod
hinduismen, Jesus mod jødedommen og Muhammed mod sin fædrene religion.
Her bør
måske lige indskydes, at Martinus opfatter galakser, solsystemer og kloder som
levende væsener, og at f.eks. jordmenneskeheden udgør jordens hjerne og
centralnervesystem, medens dens dyre- og planteliv udgør andre dele af dens
bevidsthedsliv og nervesystem. Det enkelte individ udgør i konsekvens heraf en
celle i enten hjernen eller nervesystemet. På principielt tilsvarende måde
opfatter Martinus også mikrokosmos med dennes celler, molekyler, atomer og
elementarpartikler som udtryk for levende væseners liv og aktiviteter. (Jf. med
symbol nr. 7: Livsenhedsprincippet: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-7/
og organismeprincippet, som fremgår af symbol nr. 14: Der kosmiske
spiralkredsløb 1: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-14/).
Pointet
i hele denne fremstilling er, at skabeprincippet, altså Gud som skaber, har to
komplementære og kompletterende sider, nemlig en ”mørk” side og en ”lys” side.
Den mørke udstråling fra skabeprincippet stimulerer den universale faktor,
Martinus betegner som ”det dræbende princip”, medens den lyse udstråling
fra samme princip stimulerer den ligeledes universale faktor ”det livgivende
princip”. Ifølge Martinus har den mørke udstråling fra det guddommelige
skabeprincip (Gud) til primæropgave at stimulere de levende væseners oplevelse
af mørket, hvilket paradoksalt nok medfører udviklingen af de evner, uden
hvilke oplevelsen af lyset ville være umulig. Det beror ifølge Martinus på, at
al oplevelse primært er baseret på kontrastprincippet, idet principielt ingen
oplevelse vil kunne finde sted uden oplevelsen af dennes modsætning.
Eksempelvis kan lys ikke opleves uden mørke og omvendt. Oplevelsen af ”mørket”
fremmer i kosmisk sammenhæng individets engagement med den fysiske og
materielle verden, med en deraf følgende svækkelse af interessen for og
kærligheden til medvæsenerne, herunder menneskene, medens oplevelsen af ”lyset”
principielt og fortrinsvis fremmer interessen for og kærligheden til
medvæsenerne, samtidigt med, at interessen for det materielle svækkes i
tilsvarende grad. Den lyse udstråling fra skabeprincippet begyndte i og med
Jesu Kristi fødsel og virksomhed for godt og vel totusinde år siden. Set i sin
højeste kosmiske analyse betegner Martinus derfor den mørke udstråling eller
det såkaldte ”onde”, som en guddommelig velsignelse. Lige som han i
øvrigt betegner det såkaldte ”gode” som det behagelige gode, og det
såkaldte ”onde” som det ubehagelige gode.
Set ud fra menneskehedens
modtagelighed for ”den ny verdensimpuls” og dennes ideer, tanker,
forestillinger og moralkodeks, inddeler Martinus menneskeheden i to store hovedgrupper,
som han betegner som henholdsvis Gruppe A og Gruppe B. Førstnævnte gruppe er
stort set karakteriseret ved at være modtagelig for ”den ny verdensimpuls”,
medens den sidstnævnte gruppe stort set er uimodtagelig og i nogle tilfælde
ligefrem fjendtlig indstillet over for ”den ny verdensimpuls” og dennes ideer,
tanker, forestillinger og moralkodeks, i og med at denne gruppes mennesker
endnu i større eller mindre grad stadig er under indflydelse fra ”den gamle
verdensimpuls”, som derfor i en vis udstrækning udgør de samme menneskers
livsgrundlag. (Se f.eks. artiklen H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier)
Men nu til en præcisering af, hvad
der i henhold til Martinus kan og skal forstås ved begreberne ’bevidsthed’ og
’ånd’, for uden disse to faktorer ville selvfølgelig ingen af os være i stand
til at fatte og forstå de emner og faktorer, som er blevet nævnt og delvis
omtalt ovenfor. For ikke at skulle gentage, hvad jeg tidligere her på
hjemmesiden har skrevet om de nævnte begreber, emner og faktorer, vil jeg
tillade mig at citere fra min egen artikel H1-38. Individet, de seks kosmiske grundenergier og de seks kosmiske
storriger –
En kortfattet elementær oversigt. Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at
pointere og opfordre den seriøst interesserede læser til at læse stykke for
stykke ad gangen og tænke nærmere over, hvad det i grunden er, der står og –
især – hvad hvert tekststykke indeholder og mere præcist betyder for vores
livs- og verdensanskuelse, og dermed for vores liv og tilværelse hver for sig
og sammen.
(Citat)
Det levende væsen eller individet
Den eller de læsere, der har
læst og studeret Martinus’ Kosmologi eller som har fulgt med på denne
hjemmeside, vil vide, at en grundlæggende faktor i tilværelsen først og
fremmest er selve Guddommen og dernæst det levende væsen, som Martinus også
betegner som ”gudesønnen”, altså som Guds afkom. Som gentagne gange skrevet og
fremhævet, skal dette begreb imidlertid ikke forstås i en almindelig kønslig
eller kønspolitisk sammenhæng, idet begrebet og ordet ’søn’ derimod skal ses
som en betegnelse på det levende væsens, individets, basale identitet som et
seksuelt dobbeltpolet væsen. Det kommer sig af, at Gud indenfor kosmologiens
rammer anskues som ’Faderen”, medens den faktor, Martinus betegner som
Moderenergien, er identisk med ’Moderen’, hvor afkommet eller barnet altså
bliver anskuet som ’sønnen’ eller med andre ord. som det dobbeltpolede væsen.
I fundamental lighed med
Guddommen, er ’gudesønnen’, det levende væsen eller individet, udtryk for et
treenigt princip, idet det er udstyret med et jeg, en bevidsthed og en
organisme. Mere præcist er individet, foruden med den centrale instans Jeget og
dettes basale begær, kaldet urbegæret, hvilket vil sige, et begær efter
selvrealisation og oplevelse, udstyret med en såkaldt højpsykisk
over-bevidsthed og en psykofysisk organisme, hvoraf nævnte organisme er
repræsenteret ved under-bevidstheden. Sidstnævnte begreb bør dog ikke
forveksles med det psykologiske begreb underbevidsthed, men skal blot forstås
som bevidstheden, der som funktionel instans sorterer under over-bevidstheden.
Overbevidstheden er i sammenhængen en overordnet instans, idet den er eksponent
for en række såkaldte kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for al
evne til at skabe (manifestation) og opleve (sansning).
For
at rekapitulere og give læseren en kortfattet oversigt over, hvad der indenfor
rammerne af Martinus’ Kosmologi mere præcist skal forstås ved et levende væsen,
vil det her vedføjede diagram kunne give en god skematisk oversigt over
forholdet mellem de tre hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i
begrebets videste forstand som overhovedet alle levende væsener i såvel
mikrokosmos, som i mellemkosmos og makrokosmos. De tre instanser er: Jeget,
overbevidstheden og underbevidstheden, samt disse instansers relation til det
fysiske legeme:
Oversigt over det levende
væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C
til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.
1) kombinationen A+B+C+C’
= det totale levende væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det totale levende væsen i blot
parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen B+C+C’ =
det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for princippet
”organismen”
4) kombinationen A+B =
overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen B+C =
”psyken” eller det totale parafysiske apparat
6) kombinationen C+C’ = den komplette underbevidsthedszone
(UBZ), alias den psyko-fysiske organisme
Mellem C og C’ må man i øvrigt
tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger
varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske
struktur. - Ó Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
Ovenstående diagram er med andre ord identisk med den ’komplette’
kosmologiske personlighedsmodel, sådan som denne er forelagt i og med Martinus’
kosmologi. Men dermed er ikke alt sagt om, hvad der indenfor rammerne af
Martinus’ Kosmologi kan og skal forstås ved personlighedsmodellen eller ”det
levende væsen”. Der hører andet og mere til en fuldstændig forståelse af denne,
som f.eks. at det objektive grundlag for det levende væsens tanker, følelser og
handlemønster, kort sagt dets livsoplevelse i det hele taget, er det psykiske
kraftfelt, forkortet betegnet som P-kraftfeltet. Det er indenfor rammerne eller
grænserne af dette, at al sansning og manifestation foregår, dels når individet
befinder sig i den fysiske verden og dels også, når det opholder sig i den
åndelige verden. (2)
2
Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk
set. – Vedr. det psykiske kraftfelt, se f.eks. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi
(II).
Imidlertid påpeger Martinus, at
den nævnte skabe- og oplevelsesevne kosmisk set bliver periodisk svækket så
meget, at den må fornyes, for at kunne imødekomme og opfylde jegets behov for
livsoplevelse. Det hænger grundlæggende sammen med, at tilværelsen blandt andet
er underlagt et såkaldt kontrastprincip, som i forening med et lige så basalt
og uundværligt kredsløbsprincip, lige præcist udgør et par af de mange
forudsætninger, der betinger det levende væsens eksistens som et individ, der
er i stand til at skabe eller manifestere sig og sanse og opleve.
Den nævnte fornyelse af det
levende væsens manifestationsevne og sanseevne, sker især i kraft og medfør af
to fundamentale faktorer, nemlig for det første de seks kosmiske grundenergier
og disses indbyrdes kombinationer, og for det andet forekomsten af de seks
kosmiske eller universale storriger. Vi skal i det følgende se nærmere på,
hvordan det forholder sig med de nævnte grundenergier og de universale
storriger.
De seks kosmiske
grundenergier
Som læseren med forkundskaber allerede ved, så
opererer Martinus’ Kosmologi med i alt følgende syv kosmiske grundenergier,
hvoraf den grundenergi, der repræsenterer overbevidstheden (på ovenstående diagram
betegnet med bogstavet B), kaldes for Moderenergien, simpelthen fordi den i
forbindelse med Jeget (på diagrammet betegnet som A) er ophav til de seks
øvrige grundenergier, som altid optræder i følgende orden og med følgende
numre: 1. instinktenergien, 2. tyngdeenergien, 3. følelsesenergien, 4.
intelligensenergien, 5, intuitionsenergien og 6. hukommelsesenergien. Disse
seks grundenergier repræsenterer tilsammen underbevidstheden (på diagrammet
betegnet som C). Det fysiske legeme skal ses som en forlængelse af den psykiske
organstruktur, og i lighed med denne består dette legeme principielt af
samtlige nævnte grundenergier (på diagrammet er det fysiske legeme markeret med
bogstavet C,).
Af hensyn til at lette forståelsen af sine
analyser omkring de seks kosmiske grundenergier og disse indbyrdes
kombinationer, har Martinus tegnet et genialt farvesymbol, som på forbilledlig
enkel måde illustrerer, hvad sagen drejer sig om. Symbolet har nr. 12: Grundenergiernes kombinationer, og vil dels kunne ses med forklaring
i symbolværket Det Evige Verdensbillede I, stk. 1.-3., og vil dels også
kunne ses under Symbolerne på http://www.martinus-dk/.
(3)
3 Se evt. artiklerne Jegets evige energikilder.
- om de
kosmiske grundenergier, og Grundenergiernes
kombinationer -
om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer.
Imidlertid forhindrer copyright,
at det nævnte symbol kan gengives her, så derfor må vi til støtte for den
skriftlige forklaring benytte os af et af forfatteren Per Bruus-Jensens
diagrammer, som er tegnet og fremstillet på grundlag af det nævnte
Martinus-symbol, og som har til formål at illustrere de samme forhold som
dette. Til en forståelse af diagrammets symbolik, skal dog først anføres en
illustreret forklaring på, hvordan de geometriske figurer skal aflæses og
forstås:
Altså
først en diagrammatisk forklaring af det kredsløb eller den vækst- og
degenerationsproces, som grundenergierne hver især nødvendigvis må gennemgå,
udtrykt som en lovmæssighed:
Som det vil kunne ses, har
den sidste fremstillingsform den fordel frem for den første, at den direkte
udtrykker, at den ene evolutionscyklus afløses af den næste gennem legemets
indtræden i et nyt kredsløbs første stadium: fosterkernestadiet. (Ó 1986
Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 224. – Gengivet her med
forfatterens tilladelse).
Det er i øvrigt den sidstnævnte grafiske fremstilling
af de forskellige udviklings- og degenerationsstadier i form af rombeformede
figurer, der er interessantest i denne sammenhæng, hvilket vi skal vende
tilbage til lidt senere nedenfor.
Som det indirekte fremgår, skal begrebet legeme
først og fremmest forstås som et psykisk eller sjæleligt legeme, hvorfor dette
også med rette kan betegnes som sjælen. Begrebet og fænomenet sjælen vil dog
mere præcist være at forstå som den til enhver tid givne kombination af de seks
grundenergier, som individet, dvs. jeget via sin overbevidsthed, betjener sig
af. Med hensyn til de overfor
nævnte seks kosmisk-kemiske grund-fremtrædelsesformer, som sjælen gennemgår i
løbet af sin kosmiske eksistens, har Per Bruus-Jensen bl.a. fremstillet det
følgende diagram, hvorigennem man også vil kunne aflæse sjælens
præstationskraft eller –evne på de forskellige udviklingsstadier eller
forvandlinger:
Som det vil kunne ses, gør
den foran beskrevne sjælelige forvandlingsmekanisme det aktuelt at tale om
eksistensen af seks karakteristiske standard-legemskombinationer, der under
moderenergiens indflydelse gradvis afløser hinanden og herunder giver anledning
til en successiv forvandling af den sjælelige struktur som helhed. Tager vi i
denne forbindelse sammenhængen mellem legemer og grundenergier i betragtning
(stk. 1. 193.) er det endvidere nærliggende at karakterisere disse
standardkombinationer som seks specifikke, kosmisk-kemiske
grundfremtrædelsesformer, der cyklisk afløser hinanden i en bestemt orden.
Og med henvisning til diagrammet ovenfor vil vi fremover omtale dem som
henholdsvis A, B, C, D, E, og F-konstellationen.
Først og fremmest kan vi
følge de seks åndelige legemer og deres respektive vækst- og
degenerationsforløb, dersom vi aflæser diagrammet fra neden og opefter
(romertallene nederst henfører til den grundenergi, det enkelte legeme er
redskab for og bærer navn efter.). Og dernæst kan vi få indtryk af de førnævnte
seks standard-legemskonstellationer ved, at vi aflæser diagrammet på tværs.
En nærmere ransagning af
diagrammet vil bl.a. afsløre, at den første standard-konstellation (mærket A)
udmærker sig ved, at instinktlegemet (første legeme fra venstre, mærket I)
befinder sig i kulminationsstadiet, medens samtidigt tyngde- og følelseslegemet
(andet og tredje legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første
vækststadium. Intelligenslegemet (fjerde legeme) er derimod latent og befinder
sig således på fosterkernestadiet samtidigt med, at intuitions- og
hukommelseslegemet (femte og sjette legeme) befinder sig på henholdsvis andet
og første degenerationsstadium.
Betænker man nu, at disse
seks åndelige legemer tilsammen konstituerer den sjælelige struktur, der
foruden at befordre sansning også udgør Jegets redskab for skabelsen af
parafysiske manifestationer, bliver det indlysende, at karakteren, arten
og kvaliteten af disse manifestationer må blive præget af det
udviklingsforhold, i hvilket de pågældende seks åndelige legemer indbyrdes
befinder sig, idet dette udviklingsforhold jo udtrykker deres funktionelle
kapacitet eller præstationskraft relativt til hinanden. (Uddrag fra Per
Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 227. Ó Per Bruus-Jensen. –
Gengivet her med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til
Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes
kombinationer. DEV I, stk. 1.-3. Vil også kunne ses under Symbolerne via
dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12/.
Et
sjæleligt legeme består altså til enhver tid af alle seks kosmiske
grundenergier, men vel at mærke i et kosmisk set variabelt indbyrdes
kombinationsforhold, som er bestemt af de kosmiske lovmæssigheder, der er
beskrevet i teksten til diagrammet. Det er dette kombinationsforhold, der
bestemmer eller afgør, om sjælen, det levende væsen eller individet fremtræder
som henholdsvis plante, dyr, herunder som jordisk menneske, derefter successivt
som rigtigt menneske, visdomsvæsen, guddommeligt væsen og som det, Martinus betegner
som salighedsvæsen.
Som
det vil fremgå af diagrammet, når dette læses nedefra og opad og samtidig på
tværs, er plantevæsenets sjæl (på diagrammet betegnet med A) præget af et
åndeligt instinktlegeme, som befinder sig i kulminationsstadiet, mens dets
åndelige tyngdelegeme befinder sig i sit andet vækststadium. Det åndelige
følelseslegeme er i sit første vækststadium, det åndelige intelligenslegeme er
i sit latente stadium, på diagrammet betegnet som fosterkernestadiet, og øver
som sådan praktisk talt ingen indflydelse på individets bevidsthedsliv. Det
åndelige intuitionslegeme befinder sig i sit andet degenerationsstadium, mens
det åndelige hukommelseslegeme er i sit første degenerationsstadium.
Den
sjælelige konstitution hos dyret eller dyrevæsenet (på diagrammet betegnet med
B) ser således ud: Instinktlegemet befinder sig i første degenerationsstadium,
tyngdelegemet i sit kulminationsstadium, følelseslegemet i andet vækststadium,
intelligenslegemet i første vækststadium, intuitionslegemet i sit latente
stadium (fosterkernestadiet), og hukommelseslegemet befinder sig i sit andet
degenerationsstadium.
Det
rigtige menneske (på diagrammet betegnet med C) konstitueres sjælelig set af
følgende legemskombinationer: Instinktlegemet befinder sig i andet degenerationsstadium,
tyngdelegemet i første degenerationsstadium, følelseslegemet i sit
kulminationsstadium, intelligenslegemet i andet vækststadium, intuitionslegemet
i første vækststadium og hukommelseslegemet i sit latente stadium eller
fosterkernestadiet.
Visdomsvæsenets
sjælelige konstitution (på diagrammet betegnet med D) ser ud som følger:
Instinktlegemet befinder sig i fosterkernestadiet og er dermed latent,
tyngdelegemet er i andet degenerationsstadium, følelseslegemet er i første
degenerationsstadium, intelligenslegemet er i sit kulminationsstadium,
intuitionslegemet er i andet vækststadium, og hukommelseslegemet er første
vækststadium.
Det
guddommelige væsens sjælelige kombination (på diagrammet betegnet med E) ser sådan
ud: Instinktlegemet er i første vækststadium, tyngdelegemet er latent,
følelseslegemet er i andet stadium af degeneration, intelligenslegemet er i
første stadium af degeneration, intuitionslegemet er i sit kulminationsstadium,
og hukommelseslegemet befinder sig i andet vækststadium.
Salighedsvæsenets
sjælelige kombination (på diagrammet betegnet med F) ser således ud:
Instinktlegemet befinder sig i andet vækststadium, tyngdelegemet er i første
vækststadium, følelseslegemet befinder sig i latent tilstand,
intelligenslegemet er i andet stadium af degeneration, intuitionslegemet
befinder sig i første stadium af degeneration, og hukommelseslegemet er i sit
kulminationsstadium.
Da der
jo samtidig med de ovenfor beskrevne forhold også er tale om, at kredsløbsprincippet
virker i forbindelse med disse, vender det levende væsen eller individet efter
endt passage gennem samtlige storriger og dermed væsensformer, tilbage til den
artsform, der kaldes plante. Men vel at mærke på et højere niveau, end da
individet tidligere udgjorde et plantevæsen. Dermed påbegyndes for alvor en ny
udviklingsspiral i den uendelige kæde, individet dels har bag sig og dels har
foran sig i sin evige tilværelse. Disse forhold er grunden til, at det nye
plantevæsen på diagrammet betegnes med A,.
Men som det vil være fremgået af det hidtil oplyste, er det for det
første et sjæleligt legemes kulminationsstadium i hver af
grundenergikombinationerne, som bestemmer, hvilken art levende væsener eller
individer, der i hvert enkelt tilfælde er tale om. For det andet er det den
lovmæssige og dynamiske indbyrdes kombination eller konstellation mellem
grundenergierne, som – sammen med især en anden uhyre vigtig hovedfaktor: det seksuelle polprincip – der er af
afgørende betydning for individets karakteregenskaber og personlighed, og for
hele dets bevidstheds- og handlingsliv og dermed for dets forhold til sine
medvæsener og sin omverden. Kort sagt er den til enhver tid rådende særlige
grundenergikombination i individets samlede organiske struktur bestemmende for
dets totale livsoplevelse, samtidig med at den som nævnt er udtryk for dets
aktuelle kosmiske udviklingstrin. (4)
4 Introduktion til
”Det seksuelle polprincip”, ”Det
seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”
Sjælens vækst- og degenerationsproces
Her skal vi så
vende tilbage til den grafiske fremstilling af de forskellige udviklings- og
degenerationsstadier i form af rombeformede figurer. Som man umiddelbart vil
bemærke ved at betragte diagrammet ovenfor, er for det første, at hver art
eller kategori af levende væsener er angivet ved de seks forskellige
kombinationer af de seks grundenergier, som grafisk set er anbragt ovenover hinanden.
Det sidstnævnte skal ses som udtryk for, at de levende væsener
udviklingsmæssigt befinder sig ’ovenover, hinanden. For det andet skal man
bemærke, at grundenergierne i de seks indbyrdes forskellige
grundenergikombinationer, ligger forskudt med ét interval eller én fase i
forhold til hinanden. Dette ses måske lettest ved at følge
grundenergikombinationernes kulminationsstadium, hvorved det tydeligt ses, at
f.eks. kombination B ligger forskudt til højre for grundenergikombination A, og
således opefter for de øvrige kombinationers vedkommende. Dette forhold med de
udviklingsbestemte forskudte grundenergikombinationer, kan grafisk set også
fremstilles som trin på en trappe eller en stige. Det er f.eks. tilfældet i det
nedenstående diagram, hvor ’trinene’ er angivet for hvert af
grundenergikombinationernes latente stadium, også betegnet som
fosterkernestadiet. (5)
5. En grafisk fremstilling af den kosmiske udvikling som
trin på en trappe eller en stige, fremgår også af flere af Martinus’ symboler,
som f.eks. Symbol nr. 28: Det evige liv eller livsstigen, http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-28/,
Symbol nr. 30: Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse, http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-30/,
og Symbol nr. 31: Det levende væsens sanseevne og udviklingstrinene: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-31/.
De nævnte symboler med forklaringer findes i symbolværket Det Evige
Verdensbillede III, men vil via ovenfor anførte links også kunne ses under
rubrikken Symbolerne på http://www.martinus.dk/.
Som det som sagt
altså vil være fremgået af diagrammet, om end indirekte, gør der sig et helt
specielt forhold gældende vedrørende grundenergiernes indbyrdes kombinationer,
nemlig dette, at den sjælelige strukturs seks åndelige legemer - i principiel
lighed med de seks underbevidsthedsgrundenergier – som allerede omtalt indgår
i et indbyrdes variabelt kombinations- eller konstellationsforhold, idet disse
legemer er undergivet en faseforskudt vækst- og degenerationsproces, som
ytrer sig i seks grundforskellige kombinationsforhold. Disse seks markante
kombinationsforhold giver sig i praksis til kende i form af det kosmiske
storkredsløbs seks riger eller tilværelsesplaner, hvis opretholdelse og
fornyelse altså alene skyldes de til hvert rige svarende levende væseners
livsudfoldelse, indbyrdes modspil og samspil. For læserens skyld skal det her
gentages, at grundenergierne ikke må opfattes som afmålte portioner
energi, der står til individets disposition, på samme måde som f.eks. et
tilsvarende antal fysiske energier står til brugerens rådighed. Grundenergierne
bør kun opfattes som det, de i realiteten er, nemlig lovbundne kvalitativt karakteristiske
måder, som individet sanser, oplever og manifesterer sig på.
Men eftersom den nævnte indbyrdes faseforskudte vækst- og
degenerationsproces mellem den sjælelige strukturs seks åndelige legemer, er underkastet
kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, ytrer de seks markante
kombinationsforhold sig hver især principielt på den måde, at ét af legemerne
befinder sig i latent tilstand, medens samme legemes modsætning er fuldt
funktionsdygtigt. Et andet af legemerne befinder sig i første vækststadium,
medens det 'modsatte' legeme er i første degenerationsstadium, og endelig
befinder et tredje af legemerne sig i andet vækststadium og dets modsætning i
andet degenerationsstadium. Denne vækst- og degenerationsproces kan grafisk
følges på diagrammet nedenfor.
At den vækst- og degenerationsproces, som den sjælelige
strukturs seks åndelige legemer er underkastet, betegnes som indbyrdes
"faseforskudt", skal altså blot indikere det forhold, at de seks legemer:
instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet efter
tur 'dominerer' og dermed markerer det indbyrdes kombinationsforhold, der
giver sig praktisk udtryk i form af de seks riger eller tilværelsesplaner. Det
betyder, at når instinktlegemet (I) er fuldt funktionsdygtigt, så befinder
dets 'modsætning', intelligenslegemet (IV), sig i sit funktionsmæssigt set
latente stadium. Det levende væsen fremtræder da i princippet som plantevæsen.
Eller når det næste legeme i rækken, tyngdelegemet (II), befinder sig i
sit fuldt funktionsdygtige stadium, så er dets 'modsætning', intuitionslegemet
(V), i sit latente stadium og øver dermed ikke nogen indflydelse på væsenets
livsoplevelse og livsudfoldelse. Det levende væsen fremtræder da i princippet
som dyrevæsen.
På samme måde med
det tredje legeme i rækken, følelseslegemet (III). Når dette er fuldt
funktionsdygtigt, vil dets 'modsætning', hukommelseslegemet (VI), befinde sig
i sit latente stadium. Væsenet fremtræder da med de karakteristika, der er
gældende for det rigtige menneskerige. På nedenstående diagram udgøres det
rigtige menneskerige af den grundenergikombination, som er skraveret og
betegnet som ’Nuet’.
Det fjerde legeme i rækken er intelligenslegemet (IV), og
når dette befinder sig i sit fuldt funktionsdygtige stadium, vil dets
'modsætning', instinktlegemet (I), være i sit latente stadium. Det levende
væsen befinder sig derfor i visdomsriget.
(© 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd.
1, stk. 1. 225: Diagram over sjælens vækst- og degenerationsproces.
Diagrammet er forklaret i teksten. Jævnfør i øvrigt med diagrammet ovenfor).
Femte legeme i rækken er intuitionslegemet (V) og dets 'modsætning' er
tyngdelegemet (II). Når det førstnævnte er fuldt funktionsdygtigt og derfor
førende i individets livsoplevelse og livsudfoldelse, er det sidstnævnte
latent og øver som følge deraf ingen indflydelse på væsenets tilværelse. Denne
situation møder man i den guddommelige verden, der er det højeste rige i Guddommens
primære bevidsthed.
Sjette og sidste legeme i rækken er hukommelseslegemet (VI), hvis
'modsætning' er følelseslegemet (III), som derfor er i latent tilstand i det
rige, som hukommelseslegemet er hovedansvarligt for, nemlig det såkaldte
salighedsrige. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at fire af de øvrige fem
legemer også i et eller andet omfang gør sig gældende i denne som i de øvrige
fem markante legems- og grundenergikombinationer. Intuitions- og instinktlegemet
øver hver deres betydelige indflydelse på væsenets sansning og manifestation i
salighedsriget, lige som intelligens- og tyngdelegemet heller ikke er uden
betydning i sammenhængen.
På baggrund af det ovenfor omtalte og
anførte, er det nok så vigtigt, at holde sig klart for øje, at det seksuelle
polprincip og den dermed forbundne seksuelle polforvandling, under overordnet
styring af skabeprincipper som især kredsløbs- og kontrastprincippet, er
ansvarlige for etableringen og opretholdelsen af de seks kosmiske storriger.
Disse riger bærer som nævnt betegnelser som henholdsvis planteriget, dyreriget,
det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og
salighedsriget. Det er i hovedsagen det sidstnævnte, der er ansvarligt for
forekomsten af mineralriget. Dette rige, som baserer sig på
hukommelsesenergien, er så at sige den ’indvendige’ side af mineralriget, idet
dette i henhold til Martinus er et produkt af de energier, som de levende
væsener i salighedsriget udsender og som forbinder sig med grundenergierne
instinkt, tyngde og følelse, der tilsammen udgør det substantielle grundlag for
den såkaldte fysiske materie, også kaldet stoffet, som den fysiske verden er
opbygget af. Derudover er det især med mineralriget, planteriget og dyreriget,
at vi støder på velkendte naturriger, hvorimod de tre andre, men såkaldt
åndelige eller para-fysiske naturriger: det rigtige menneskerige, visdomsriget,
den guddommelige verden og i øvrigt også salighedsriget, ikke er almindeligt
kendte som sådanne, men kun i form af de mentale energier og evner som
henholdsvis følelse, intellekt, intuition og – som nævnt - hukommelse. (6)
6 Para-fysik
og meta-fysik – Kortfattet afklaring af nogle begreber
Men faktisk forholder det sig i henhold
til Martinus sådan, at de nævnte seks kosmiske storriger indirekte fremgår af
de ovenfor omtalte seks arts- eller væsenskategorier. Det skal forstås på den
måde, at plantevæsenerne tilsammen udgør planteriget, dyreriget af
dyrevæsenerne, det rigtige menneskerige af mennesker med høj moral og etik,
visdomsriget af væsener med stor indsigt og visdom, den guddommelige verden af
væsener med en høj moral og en fuldt udviklet intuitionsevne, mens væsenerne i
salighedsriget er i besiddelse af en perfekt hukommelsesevne, som i hovedsagen
benyttes til på grundlag af de såkaldte ”guldkopi-erindringer” at memorere over
sine fortidige oplevelser og erfaringer.
Sansestrukturernes ’omkobling’
De seks kosmiske storriger er som nævnt
seks successive tilværelseszoner for levende væsener, og som sådanne indgår de
i en sektion af det såkaldte kosmiske spiralkredsløb, som på sin side primært
har til opgave og formål at forny Guddommens sanse- og manifestationsorganer,
de levende væsener, og dermed disses evne til at formidle livsoplevelse. Men
der hører naturligvis andet og mere til denne proces, end den faseforskudte
vækst og degeneration, herunder ikke mindst den vigtige omkobling af de levende
væseners to sansestrukturer, henholdsvis den emotionelle sansestruktur og den
intellektuelle sansestruktur, fra den ene overbevidstheds pol til den anden,
eksempelvis fra den feminine seksuelle pol til den maskuline seksuelle pol,
eller fra den sidstnævnte til den førstnævnte. (7)
7 Emotionel og intellektuel seksualisme
– om de to
grundformer for seksualisme.
På baggrund af de netop anførte oplysninger om den sjælelige strukturs (de
sjælelige legemers) vækst- og degenerationsproces, vil det måske nu være
muligt for os at forstå den lovmæssighed, der gør sig gældende i forbindelse
med 'omkoblingen' af henholdsvis den emotionelle og den intellektuelle sansestruktur
fra den ene overbevidsthedspol til den anden. Denne lovmæssighed går nemlig ud
på, at når et åndeligt legeme passerer igennem sit latente stadium, kobles
specielt dets sansemæssige funktioner automatisk over på den modsatte
overbevidsthedspol og begynder her at opbygge et nyt polorgan.
Som oplyst er det primært følelseslegemet (sammen med tyngdelegemet),
der er ansvarligt for den emotionelle sansestruktur, medens primært intuitionslegemet
(sammen med instinkt-, intelligens- og hukommelseslegemet) er ansvarligt for den
intellektuelle sansestruktur. Det er først når disse to legemer, der
altså repræsenterer hver sin særlige kosmiske sansestruktur, er koblet over på
hver sin modsatte overbevidsthedspol og er begyndt at opbygge et nyt polorgan,
at den pågældende sansestruktur derfor
bliver seksuelt funktionsdygtig.
For
følelseslegemets vedkommende sker denne 'omkobling' i salighedsriget, og for
intuitionslegemets vedkommende i dyreriget. Hvis følelseslegemet i det forrige
spiralafsnit har været tilknyttet den maskuline pol, vil det nu automatisk
skifte over på den feminine pol, eller hvis det har hørt under den feminine
pol, forbinder det sig nu med den maskuline pol. På principielt samme måde med
intuitionslegemet, som hvis det i forrige spiralafsnit har været forbundet med
enten den maskuline pol eller den feminine pol, nu vil skifte over til henholdsvis
den feminine pol eller den maskuline pol.
Men hvad betyder og indebærer nu denne
omkobling af sansestrukturerne? – Jo, det betyder i praksis et kønsskifte fra
spiralsektion til spiralsektion, et emne som jeg dog må henvise læseren til at
orientere sig om i de artikler, som der henvises til i noten. (8)
8 Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers evige
vekselvirkning med hinanden, Introduktion til ”Den
seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, og evt. også Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til
K-menneske.
Hermed er denne relativt kortfattede elementære oversigt
over, hvad begreberne individet, grundenergierne og de kosmiske storriger
indebærer af indhold og konsekvenser for vores livsopfattelse, ført til vejs
ende og afsluttet. Det er herefter op til hver enkelt læser, at fordybe sig i
emnet og tænke det igennem for sig selv, indtil de på sin vis revolutionerende
facitter står lysende klare og forståelige. Martinus’ kosmologi i form af det
universale verdensbillede, denne rummer, er i stort set alle henseender en
udfordring til den ateistiske og materialistiske livs- og verdensanskuelse, som
til dels får støtte af naturvidenskaben. Men i henhold til Martinus vil det kun
være et spørgsmål om tid, før avantgarden indenfor naturvidenskaben kommer på
sporet af de åndelige kræfter og materier, og derfor efterfølgende vil
underkaste disse en nærmere videnskabelig prøvelse. Tiltag i denne retning er
allerede så småt begyndt. (9)
9 Ateisme
og materialisme – om
de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og
materialisme. Se endvidere Videnskabelig
reduktionisme på retræte? og Kommentar til
artiklen ”Videnskabelig reduktionisme på retræte?” samt vedr. forholdet
mellem bevidsthed og hjerne: H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to instanser.
© Januar 2012. Lettere revideret juli 2013 Harry Rasmussen.
(Citat slut)
Som det mere eller mindre direkte vil
være fremgået af ovenstående citat, så omfatter den åndelige verden specielt de
kosmiske eller universale storriger fra cirka halvdelen af det rigtige
menneskerige, hele visdomsriget, hele den guddommelige verden og cirka første
halvdel af salighedsriget. De fysiske storriger omfatter sidste halvdel af
salighedsriget (herunder mineralriget, som ifølge Martinus ikke i sig selv har
bevidsthed, men er resultatet af en slags overskudsenergi fra salighedsriget),
hele planteriget, hele dyreriget og første halvdel af det rigtige menneskerige.
En nærmere beskrivelse af individets, hvilket vil sige vores hver isærs, rejse
eller passage gennem de åndelige storriger efter vores fysiske død eller
diskarnation og frem til næste inkarnation eller reinkarnation, så vel som
individernes kosmiske rejse eller passage gennem de samme storriger under
involutionen og evolutionen, kan her især henvises til artiklerne H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener
– om diskarnationens ’teknik’,
og H1-17.
Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation
eller materialisation. Se endvidere artikler som f.eks. Den
eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i
indviklingsbuen, og Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske
’rejse’ i udviklingsbuen.
Her skal indskydes nogle
bemærkninger i relation til det tidligere ovenfor viste og beskrevne diagram
over det levende væsens totale, kosmiske struktur, specielt i relation til
forholdet mellem C = psyken eller det det parafysiske eller åndelige apparat og
C’ = det fysiske legeme og dermed i udvidet forstand også den fysiske verden,
hvilket mere præcist vil sige det fysiske rum-tid-kontinuum. I kort
karakteristik kan det siges, at den åndelige verden forholder sig til den
fysiske verden eller omvendt: den fysiske verden forholder sig til den åndelige
verden, på principielt samme måde som to elektromagnetiske bølgelængdeområder
forholder sig til hinanden. Radiobølger er som bekendt elektromagnetiske bølger
af en bestemt bølgelængde, hvorfor en sammenligning med programskalaen på et
radioapparats display kan benyttes som eksempel på, hvad der sker, når man på
skalaen vælger mellem de forskellige radiokanaler, som repræsenterer hver sin
forskellige bølgelængde. Der er med andre ord kort og godt kun tale om en
forskel i bølgelængder mellem den fysiske verden og den åndelige verden.
Helt grundlæggende består den fysiske verden og den åndelige verden af præcis
de samme kosmiske grundenergier, men vel at bemærke i forskellige indbyrdes
kombinationer eller konstellationer. Det vil altså i henhold til Martinus sige
mellem følgende seks kosmiske grundenergier: instinktenergi, tyngdeenergi
(dynamisk energi), følelsesenergi, intelligensenergi, intuitionsenergi og
hukommelsesenergi. (Se her evt. følgende afsnit: H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier: http://www.livetseventyr.dk/1-30Frame.htm,
og H1-31. Grundenergiernes
kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer: http://www.livetseventyr.dk/1-31Frame.htm )
Det elektromagnetiske spektrum består
altså som nævnt af bølger i form af svingende atomare elektriske ladninger, som
f.eks. lys- og radiobølger, infrarød stråling, synligt lys, ultraviolet
stråling, røntgenstråler og gammastråler. Atomer består som bekendt af
elementarpartikler som elektroner, protoner, neutrinoer, fotoner m.fl., hvilket
vil sige den fysiske materies eller det fysiske stofs allermindste målelige
dele. Men man kan i tanken forestille sig, at det elektromagnetiske spektrum
efter de absolutte mindstedele (mindste eller fineste
energiladninger/bølgelængder) fortsatte i form af et åndeligt eller parafysisk
bølgespektrum. Nemlig i form af især de åndelige kosmiske storriger, det vil
sige som de bølgelængder, der henholdsvis repræsenterer den åndelige del af det
rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.
Det fysiske bølgelængdeområde omfatter de kosmiske storriger: mineralriget,
planteriget, dyreriget, hvortil det jordiske menneske hører, og den fysiske del
af det endnu ikke etablerede rigtige menneskerige.
Men tilbage står stadig
spørgsmålet om, hvad Martinus mere konkret og præcist forstår ved begrebet den åndelige
verden, der, som vi nu ved, i en vis forstand er identisk med bevidsthedens
verden. Martinus betegner også den sidstnævnte som ”et broget billedgalleri” af
oplevelser, dels sanseoplevelser og dels tanke-, forestillings- og
fantasibilleder, som i øvrigt og nok så vigtigt efterlader sig ’spor’ i form af
erindringsbilleder. Disse sidstnævnte beror på overbevidsthedens evne til at
akkumulere, lagre og genfremkalde tidligere nære og fjernere oplevelser i
bevidstheden, men er i lighed med denne ikke af fysisk natur. Evnen til at
erindre er ifølge Martinus beroende på erindringstalentkernerne i
bevidsthedsarkivet, også kaldet skæbneelementet, fordi dette også rummer de
mindst lige så vigtige og uundværlige og såkaldte organtalentkerner, som er de
faktorer, der i særlig grad er med til at bestemme det levende væsens skæbne
under reinkarnationerne. Organtalentkernerne skal vi dog ikke komme nærmere ind
på her, men om det emne nøjes med at henvise til artiklen H1-10. Talentkerneprincippet
– om de livsvigtige ’talentkerner’ eller
’skæbnefrø’.
Under søvnen har bevidstheden også en
evne til ikke alene at kunne genfremkalde tidligere oplevelser, men også til at
kunne sammenstille eller gruppere disse, tilmed lejlighedsvis i ny skikkelse og
i nye kombinationer. Det er sådanne fænomener, der almindeligvis kaldes for
’drømme’, og sådanne er, siger Martinus delvis ”ødelagte beviser for en åndelig
verdens eksistens”. Ødelagte, fordi vi normalt kun er i stand til at erindre
drømmeoplevelserne mere eller mindre tydeligt og fuldstændigt, så disse
sædvanligvis ikke tages seriøst, men afvises med at ”det jo bare var en
forvirret drøm”. Imidlertid pointerer Martinus også, at drømmeoplevelser i
virkeligheden kan være nyoplevelser hidrørende fra individets sjælelige
ophold i den reale åndelige verden under det fysiske legemes søvntilstand.
Under denne form for drømmetilstand er det muligt for individet at kommunikere
med reale åndelige individer, mest sandsynligt med diskarnerede, altså
individer, der er på vej mod en fornyet inkarnation i den fysiske verden, men i
særtilfælde også vil kunne kommunikere med individer, som i den kosmiske
udvikling er relativt mere permanent hjemmehørende i den åndelige verden. Den
sidstnævnte har jo, som vi formentlig og forhåbentlig har forstået på baggrund
af det tidligere ovenfor gengivne citat fra artiklen ”Individet, de seks kosmiske
grundenergier og de seks kosmiske storriger”, flere niveauer i
form af forskellene mellem det åndelige rigtige menneskerige, visdomsriget, den
guddommelige verden og salighedsriget. Det sovende jordiske individ har normalt
kun adgang til det, Martinus betegner som den åndelige verdens første sfære,
hvor man dog altså er i stand til at opleve og kommunikere med andre ’sovende’
jordiske individer, som f.eks. familiemedlemmer eller venner og bekendte i
disses åndelige eller sjælelige skikkelse, som jo kan have lighed med de
pågældendes jordiske skikkelse eller legemsform. (Vedr. en oversigt over de
kosmiske storriger, se symbol nr. 8-9-10: Det treenige princips tre analyser: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-8-9-10/
og symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige
Guddom og de evige Gudesønner: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11/)
Men nok så vigtigt, så vil man i henhold
til Martinus også under søvnen og drømmetilstanden kunne møde og kommunikere
med ’afdøde’ familiemedlemmer, venner og bekendte, ikke kun som
drømmeskikkelser, men også som reale åndelige eller sjælelige legemer, som
repræsenterer de nævnte individer eller personer. Og i alle tilfælde er der
intet i vejen for, at de pågældende ’ligner sig selv’, sådan at man også vil
kunne genkende, se og høre dem lige så levende, som da de var her på jorden,
ved at genkalde sig dem i erindringen. Et illustrativt ydre eksempel herpå
kunne være filmoptagelser af de nu såkaldt afdøde. På filmen fremtræder de
pågældende lige så levende og tydelige, som da de befandt sig iblandt os andre
nulevende. Men i dette tilfælde ved man, at de pågældende kun er illusoriske
skyggebilleder, hvilket paradoksalt nok jo også er tilfældet med den åndelige
genpart af disse og deres omgivelser, som enten er automatiske projektioner af
disses egen underbevidsthed, mere specielt af ”natbevidstheden”, eller i
sjældnere tilfælde bevidst skabte skikkelser og/eller omgivelser. Vi er, som
Shakespeare lader troldmanden Prospero sige i skuespillet ”Stormen”: ”alle
gjort af samme stof, som det drømme dannes af”. (William Shakespeare: Stormen. En Komedie. Fjerde Akt,
Første Scene.)
Hvor tydeligt eller eventuelt
utydeligt, man kan erindre eller huske sine afdøde familiemedlemmer, venner og
bekendte, er naturligvis beroende på ens hukommelsesevnes kapacitet til at erindre
eller huske i almindelighed og de pågældende personer i særdeleshed. Den evne
varierer i styrke fra menneske til menneske, rent bortset fra, at
hukommelsesevnen i henhold til Martinus’ kosmiske analyser som nævnt kosmisk
set generelt er relativt svækket hos det jordiske menneske.
For at gøre opmærksom på, hvad
Martinus selv blandt meget andet har at sige om bevidstheden og
drømmetilstanden skal her afslutningsvis citeres følgende fra Livets Bog 1:
Martinus om bevidsthed og drømme
(Citatuddrag fra Livets Bog 2,
stk. 340.-342. her gengivet med nyere retskrivning): […] Når et væsen
”erindrer” sig noget, er det så ikke det samme som, at det ”ser” eller ”skuer”
ind i sit eget opsamlede erfaringsmateriale? – Er dette materiale ikke netop en
verden af detaljer, både skønne og uskønne, både behagelige og ubehagelige?
At alle disse detaljer kun udtrykker oplevelser eller ting,
der allerede har fundet sted i den vågne fysiske tilværelse, forandrer jo ikke
den kendsgerning, at Jeg’et i kraft af erindringsevnen ”ser” eller ”oplever”
disse ting en gang til. Men når det på
denne måde oplever disse ting igen i alle deres detaljer gennem erindringen,
bliver det en kendsgerning, at erindringsevnen ikke er en fysisk oplevelsesform,
i særdeleshed da den finder sted ganske uafhængigt af, om det, der erindres,
for længst har ophørt med at eksistere på det fysiske plan. Men når Jeg’et,
trods dette, alligevel kan ”se” disse ting i detaljer, farver og lys, struktur
og størrelse, bliver det en kendsgerning, at disse må eksistere som ”kopier”.
Men når de eksisterer som hundrede procents ”kopier”, eksisterer som ting, der
har farve og struktur, bliver det også en kendsgerning, at de må eksistere i en
art materie. Virkelige realistiske ting kan ikke eksistere i noget ”ingenting”.
Denne materie, i hvilken disse detaljer er manifesteret er altså ikke fysisk og
kan derfor hverken høres, ses eller på anden måde opleves igennem de fysiske
sanser. Det bliver dermed en kendsgerning, at Jeg’et, foruden at befinde sig i
den fysiske verden, også kan befinde sig i en anden verden og opleve gennem
materier, der ikke er af fysisk natur. Og det er da ikke så mærkeligt, at
oplevelserne i denne anden verden kan finde sted, selv om det fysiske legeme
med alle dets sanser er i fuldstændig hvile eller søvn.
Når erindringsoplevelsen finder sted, medens individet
befinder sig i den vågne fysiske dagsbevidsthedstilværelse, kalder vi den
”hukommelse”. Når den finder sted på et tidspunkt, hvor individet befinder sig
i natbevidstheden, altså under dets søvn, udtrykker vi den som ”drøm”.
341. Men erindringsoplevelser er jo kun genoplevelse af
”fortiden”. Denne anden verden viser sig også at have en realistisk ”nutid” og
”fremtid”, hvilket også kommer til syne gennem det levende væsens
drømmeoplevelser. Disse er nemlig, som vi allerede har berørt, ikke altid
”erindringer” eller genoplevelser af ting, som individet før har oplevet.
Drømmene afslører sig jo også undertiden som ”fjernsyn”, hvilket vil sige, som
”syn” af ting, der virkelig sker et eller andet sted henne i
oplevelsesøjeblikket, og som altså her på en mystisk oplevelsesmåde for første
gang kommer til individets kundskab. […]
342. Når det levende væsens drømme således er
realistiske oplevelser i en anden verden, hvor kan det så være, at
jordmenneskene regner så lidt med denne tilstand? – Hvor kan det være, at
”sjæleverdenen” ikke er blevet mere populær og kortlagt for længe siden? –
Når drømmetilstanden ikke har været i stand til at efterlade
sig mere håndgribelige og overbevisende indtryk af den nævnte anden verdens og
tilværelsesforms eksistens, end tilfældet er, skyldes det simpelthen den
omstændighed, at selve drømmetilstanden er en abnorm oplevelsesform. Nævnte
oplevelsesform er jo fuldstændig baseret på hukommelsesevnen. Drømmetilstanden
består jo kun i en overføring af erindringer fra den sjælelige oplevelse under
søvnen til den vågne fysiske dagsbevidsthed.
Men da hukommelsen er en evne, der først vil komme til at
kulminere eller fundamentalt at bære bevidstheden i spiralens sjette rige, og
det jordiske menneske endnu kun befinder sig i spiralens andet rige, vil man
kunne forstå, at nævnte evne ikke har ret megen bærekraft for det jordiske
menneskes vedkommende. Den har i virkeligheden ikke større område end lige
akkurat til det daglige husbehov i selve kampen for tilværelsen. Det vil igen sige, at for det nævnte væsen vil der ikke være
noget, der hedder at kunne huske tidligere liv. Det kan ikke engang huske sin
nuværende fysiske tilværelse. De første leveår af denne er jo totalt udslettet
af dets nuværende erindring. Hukommelsesevnen, både hos dyr og jordmennesker er
således en af de åndsevner, de har mindst i brug. Og det er, som vi senere skal
se i ”Livets Bog”, ikke dens opgave at overføre erindringer fra
”vågentilstanden” i natbevidstheden til ”vågentilstanden” i dagsbevidstheden.
Derfor er det almengældende for de jordiske væsener, at de absolut intet som
helst erindrer fra deres ”vågentilstand” i natbevidstheden. Nævnte tilstand er
derfor ganske ukendt for individet i dets vågne dagbevidsthed. Det eneste
indtryk, det har af sin natbevidsthed, er, at denne kun udgør en dyb søvn. Det
tror, det er bevidstløs, når det sover. Men det er altså en stor illusion eller
overtro. Som jeg allerede her har påbegyndt at påpege, repræsenterer
natbevidstheden også en ”vågentilstand” ligesågodt som dagsbevidstheden. Men
når hukommelsesevnen ikke formår at bringe erindringer fra denne
”vågentilstand” over til individets dagsbevidsthed, er det jo klart, at nævnte
vågentilstand bliver et felt, det ikke har nogen som helst erindring om. Og
nævnte felt bliver da lige så ukendt for samme individ som alle de andre ting
eller oplevelser, det har tabt erindringen om. Som følge heraf har det jordiske
væsen i sin vågne dagsbevidsthed ingen forudsætninger for at få noget andet
indtryk af livets oplevelse end dette, at den former sig som en skiftevis
”vågen” og ”sovende” tilstand. At denne ”sovende” tilstand i virkeligheden
også er en ”vågentilværelse”, og at ”det sovende” kun omfatter den fysiske
organisme, kan det altså ikke opleve på normal måde. Direkte
erindringsoverføring fra ”vågentilstanden” i natbevidstheden ville således
aldrig blive en kendsgerning for det jordiske væsen, hvis ikke en sådan overføring,
på unormal vis, undertiden kom til at finde sted. Det er denne unormale
erindringsoverføring, vi kalder ”drømmetilstand”, ligesom de overførte
erindringer derved bliver det samme som det, vi kalder ”drømme”.
[…] (Citatuddrag slut)
I den følgende tekst i Livets Bog
2, stk. 342-346., fortsætter Martinus sin detaljerede beskrivelse, udredning og
karakteristik af de to ”vågentilstande”, den i dagsbevidstheden og den i
natbevidstheden, Herunder pointerer han, at grundet hukommelsesevnens kosmisk
set udviklingsbetingede relativt svage kapacitet i det jordiske menneskes
bevidsthed, er drømmetilstanden en tilsvarende unormal og abnorm overførelse af
erindringer fra vågentilstanden i natbevidstheden til vågentilstanden i
dagsbevidstheden, hvorfor drømme som erindringer betragtet i tilsvarende grad
kan være abnorme eller ufuldkomne ”kopier” af realistiske oplevelser i
vågentilstanden i natbevidstheden. Drømmetilstanden og drømme kan derfor aldrig
blive andet og mere end en indirekte indikation på, at der eksisterer en anden
verden og tilværelse end den fysiske, nemlig den såkaldte åndelige verden. (Jf.
med Diagram over sjælens vækst- og
degenerationsproces, hvor det af den skraverede sektion af de seks
grundenergiers kombination fremgår, at hukommelsesevnen (VI) befinder sig i
Første stadium, betegnet som fosterkernestadiet).
Hermed skulle jeg mene, at
spørgsmålet: ”Hvad er en åndelig verden for noget?”, er blevet besvaret
nogenlunde fyldestgørende, idet jeg dog samtidigt må anmode seriøse
interesserede om at opsøge kilden til de ovenfor anførte betragtninger, nemlig
Martinus’ kosmiske analyser i form af hovedværket ”Livets Bog”, bind 1-7,
suppleret med symbolværket Det Evige Verdensbillede 1-(foreløbig)5. Man vil i
øvrigt kunne orientere sig detaljeret om Martinus’ livsværk på hjemmesiden http://www.martinus.dk/.
I forbindelse med det ovenfor
anførte citat fra ”Livets Bog” 2, skal der her gøres et par bemærkninger. For
det første, at jeg har tilladt mig at ændre retskrivningen af originalteksten
til moderne retskrivning, hvilket blandt andet betyder, at ord, som tidligere
blev skrevet med stort begyndelsesbogstav, bortset fra titler, navne- og
stedord, er gengivet med lille begyndelsesbogstav. Desuden er ord som f.eks.
skulde, kunde, vilde, skrevet henholdsvis som skulle, kunne, ville, lige som
bolle å er indført i stedet for aa. Efter min mening ændrer dette ikke det
mindste ved indholdet af Martinus’ egen tekst. Men under påberåbelse af
ophavsrettens ukrænkelighed findes der velmenende folk indenfor
Martinus-bevægelsen, som nærmest synes det er en forbrydelse, når og hvis man
tillader sig sådanne ændringer i Martinus’ originaltekst, så meget mere, som at
Martinus selv har pointeret, at der ikke måtte ændres så meget som et komma, en
stavefejl eller et forkert ord i hans værker. Dette gælder især hovedværket
”Livets Bog”, som konsekvent er skrevet med gammel retskrivning i alle 7 bind,
hvilket desuden også gælder en del af hans ældre mindre bøger og artikler, som
ligeledes er skrevet med gammel retskrivning. Ny retskrivning blev officielt
indført i 1948, men først fra omkring midten af 1950’erne gik Martinus selv
over til at benytte moderne retskrivning i sine bøger og artikler, bortset fra
”Livets Bog”, hvis sidste to bind, 6 og 7, først udkom i 1960, og det fortsatte
han med til og med sine seneste værker, ikke mindst i symbolværket ”Det Evige
Verdensbillede”, bind I-III, som udkom i årene 1963, 1964 og 1978, for
sidstnævnte år dog med årstallet 1968 som copyrightår.
For det andet vil jeg ud fra egen
erfaring mene, at især yngre læsere, som er vokset op med og altid har brugt
den moderne retskrivning, kan have vanskeligt ved at læse en tekst, som er
skrevet og trykt med gammel retskrivning. I det mindste besværliggør det
læsningen og tydningen. Det er derfor ud fra den grundholdning, at tekstens
indhold er det primære og derfor det, der bør lægges vægt på, når og hvis man
gengiver eller citerer tekst med gammel retskrivning med moderne retskrivning,
at jeg har tilladt mig at ændre Martinus’ gamle retskrivning i blandt andet det
ovenfor gengivne citat fra ”Livets Bog” 2. - Bortset fra nyudgivelser af
”Livets Bog”, som fortsat udgives med gammel retskrivning, er det desuden den
praksis, som Rådet for Martinus Institut har anlagt og fulgt i forbindelse med
nyudgivelser af Martinus’ værker. Desuden udarbejdes der løbende lister over de
rettelser og ændringer, som man har ment og mener det nødvendigt at foretage i
nyudgivne værker af Martinus, så at enhver tilstrækkeligt engageret og
interesseret selv kan gøre sig bekendt med, hvad der er foretaget. Rettelseslisterne
vil kunne ses og læses på http://www.martinus.dk/
via følgende link: http://www.martinus.dk/da/martinus-institut/vaerkets-udgivelse/rettelseslister-og-retningslinjer/.
Her skal sluttelig tilføjes, at
Martinus har omtalt begrebet ”ånd” mange steder i sit omfattende forfatterskab,
lige som han ofte kom ind på dette emne i sine mange foredrag. Et godt eksempel
herpå er et foredrag, Martinus holdt den 24. maj 1942 i det, der dengang
kaldtes Kosmos Feriekoloni i Klint. Under titlen ”Ånd” blev foredraget
bearbejdet efter stenografiske referater og første gang bragt i Kontaktbreve
nr. 28-30. I nyeste tid er foredraget blevet forsynet med stykoverskrifter og
trykt i tidsskriftet KOSMOS nr. 8 – 2013. Artiklen kan anbefales, fordi den i
relativt kort form på 7,5 side giver et godt og grundigt indtryk af, hvad
Martinus forstår ved begrebet ånd.
©
September 2013 Harry Rasmussen.
****************