Et spørgsmål om
indsigt?
Ordet og begrebet ’Kaos’ er som
formentlig bekendt oprindeligt græsk og betyder i græsk mytologi det gabende
rum eller svælg, og som indgår i græsk mytologi som forklaring på, at alting
skabtes deraf, men i en form for planløs tilfældighed. Ordet og begrebet
’Kosmos’ er ligeledes græsk og betyder det planmæssige og ordnede verdensalt. I
tidens løb har adskillige filosoffer, mystikere og digtere forholdt sig til de
nævnte to begreber, nogle med vægten lagt på Kaos og andre med vægten lagt på
Kosmos. I nyere tid har den intuitivt højt begavede danske mystiker Martinus
(1890-1981) i sin åndsvidenskabelige kosmologi forholdt sig til begge begreber,
men med den konklusion, at verdensaltet, altså alt det skabte og eksisterende,
udgør et Kosmos og dermed et planmæssigt ordnet verdensalt. Forskellen i
opfattelsen af verdensaltet som enten et kaos eller et kosmos, forklarer
Martinus med, at denne er et spørgsmål om indsigt, altså om en bevidsthed, der
har erfaring nok til at være indsigtsfuld og dermed evner at kunne overskue de
faktorer, kræfter og lovmæssigheder, der gør, at der i og med verdensaltet rent
faktisk er tale om et kosmos. Det fremgår blandt andet af det følgende
citat:
Det er rigtigt, at der for den
jordmenneskelige bevidsthed er så uendelig meget, der netop tager sig ud som
kaos, men et sådan udgør jo kun den kåbe eller tilsløring, enhver ting befinder
sig i, så længe man ikke kan gennemskue eller afsløre den. Hvem ville ikke
opfatte et byggeforetagende med hele dets rod af baljer, stiger, stilladser,
kalk, cementmasser og murbrokker etc. som det rene kaos, hvis ikke de havde den
mindste anelse om hensigten med nævnte foretagende?
Er det ikke det samme med et indviklet fabriksanlægs virvar af hjul, apparater
og maskiner? – Tror men en ildlænder eller pygmæ kan finde logik eller plan i
dette ved første øjekast? - ”Kaos” er altså den kåbe, enhver ting er iklædt ved
sit første møde med en sanseevne. Når vi ser eller opfatter noget som ”kaos”,
vil det dermed sige, at nævnte noget kun befinder sig i vort sanseområdes
forgård eller yderste periferi. Det er endnu indesluttet i fjernhedens tågedis.
(1)
Nu er
det i henhold til Martinus jo heldigvis sådan, at den manglende indsigt til at
kunne overskue de faktorer, kræfter og lovmæssigheder, der ligger til grund
for, at verden ikke forekommer at være udtryk for planløs tilfældighed eller
kaos, er et spørgsmål om en evne til at opleve og forstå, og denne er igen et
spørgsmål om især standarden af et individs intuition og intelligens. Og en
evne, af hvad art denne end er, kan ifølge Martinus udvikles og forbedres,
nemlig igennem træning og erfaring. Etisk og moralsk holdning er også et
spørgsmål om udvikling, som igen er et spørgsmål om oplevelser, erfaringer og
tid, og især om lidelseserfaringer. Træning og erfaring kan så enten være
bevidst eller ubevidst, målrettet eller bestemt af forholdene og
omstændighederne. For at kunne forstå dette, kræves der naturligvis, at man er
i stand til at overskue tilværelsen i et større eller dybere perspektiv, end
tilfældet er for de allerfleste af os mennesker. Det er derfor det er
nødvendigt med folk, som f.eks. Martinus, der i kraft af en større og dybere
indsigt i tilværelsesmysteriet, kan fortælle os andre om tingenes rette
tilstand og sammenhæng.
Man
kan vist nok roligt sige, at de allerfleste normale mennesker rent umiddelbart
synes om og søger mod alt, hvad der kan opleves og føles som behageligt og
rart, hvorimod de samme mennesker vender sig imod og umiddelbart søger at undgå
alt, hvad der opleves og føles som ubehageligt og ligefrem smertefyldt. Det er
der ifølge Martinus en god grund til, idet mennesket – i videre forstand
ethvert levende væsen – grundlæggende er indrettet sådan, at det normalt søger
mod alt, hvad der hører ind under det, Martinus betegner som ”det livgivende
princip”, medens samme væsen søger væk fra alt det, Martinus betegner som ”det
dræbende princip” i alle dettes afskygninger. Det beror – stadig i henhold
til Martinus – grundlæggende på, at tilværelsen fra højeste instans er
indrettet sådan, at ethvert levende væsen normalt søger og dyrker, hvad
Martinus betegner som ”den højeste ild”, hvilket vil sige den højeste
form for behag, glæde og lyksalighed. Dette opnås dels emotionelt især via det
seksuelle klimaks, orgasmen, og dels også intellektuelt via oplevelsen af
naturen og kunsten, sidstnævnte stort set under enhver form, men ikke mindst
via digtekunsten. (2)
Imidlertid
karakteriserer Martinus på grundlag af sin overordnede indsigt – også betegnet
som kosmisk bevidsthed – det såkaldte ”gode” som ”det behagelige gode”,
og det såkaldte ”onde” som ”det ubehagelige gode”. Det hænger sammen med
erkendelsen af, at det gode og det onde faktisk udgør to nødvendige og uundværlige
sider af samme sag, nemlig eksistensen eller tilværelsen, som grundlæggende er
undergivet flere absolut nødvendige og uundværlige lovmæssigheder, kaldet
universale eller kosmiske skabeprincipper. Et af disse grundlæggende principper
udgøres af kontrastprincippet, og især sammen med kredsløbsprincippet,
er dette princip ansvarligt for, at oplevelse og livsudfoldelse i det hele
taget kan komme i stand og finde sted. (3)
Men medens Martinus betegner den kosmiske indsigt
som udtryk for en højpsykisk sanseform, som er i stand til at sanse og opleve
indenfor en højpsykisk sansehorisont, betegner han den almindelige sanseevne
som en lavpsykisk sanseform, som ’kun’ er i stand til at sanse og opleve
indenfor en lavpsykisk sansehorisont. Konsekvensen af dette er blandt andet, at
man fra den højpsykiske sansehorisont ser tilværelsen i sin helhed, nemlig som
et udtryk for, at ”alt er såre godt”, hvorfor man forholder sig ’upartisk’,
mens man fra den lavpsykiske sansehorisont kun er i stand til at overskue en mere
eller mindre begrænset del af tilværelsen. Det sidstnævnte har den yderligere
konsekvens, at man uundgåeligt er ’partisk’ i sin opfattelse og derfor mener,
at det såkaldte gode under enhver form og afskygning er at foretrække frem for
det såkaldte onde under enhver form og afskygning. (4)
Højpsykisk kontra lavpsykisk
sansehorisont
Vi må altså på ovenfor anførte baggrund konstatere,
at set fra den lavpsykiske sansehorisont tager tilværelsen sig helt anderledes
ud, end set fra den højpsykiske sansehorisont. Det behøver vi ikke at bevæge os
langt omkring, for at kunne bekræfte i praksis. Noget af det, vi almindeligvis
betegner som henhørende under det onde eller ubehagelige, er for menneskers
vedkommende de højst ubehagelige situationer i form af f.eks. vrede, jalousi,
utroskab og skilsmisser, ofte med alvorlige konsekvenser ikke mindst for
børnene. Men nok så alvorligt er skæbnesvangert er begivenheder, som f.eks.
sygdomme og forbrydelser af enhver art og afskygning, som eksempelvis vold,
tortur, mord og drab, politisk og religiøs fanatisme og terror, og i nok så høj
grad de krige, der har præget menneskeheden i århundreder, og som især foldede
sig ud i 1900-tallets to store verdenskrige. Dertil kommer det ”onde”, der
forekommer i naturen, i planteriget, dyreriget og insektverdenen, og særligt
rovdyrenes dramatiske drab af byttedyrene, som ikke så sjældent foregår på en
måde, som vi kun kan opfatte og betegne som grusom. Både de to store
verdenskrige og rovdyrenes liv og adfærd er især kommet til almindelige menneskers
kundskab, dels via de mange dokumentarprogrammer om krigene og dels via de
mange wild life-naturudsendelser, der er blevet sendt og fortsat sendes i
fjernsynet. Dertil kommer videoklip, som enhver har adgang til at se på
Internettet, f.eks. på YouTube.
Personligt har jeg den opfattelse, at nogle
mennesker – og det gælder i henhold til min erfaring nok en del ivrige
tilhængere, som slutter op omkring Martinus-sagen – synes at tage f.eks.
utroskab, skilsmisser og hvad deraf følger, forholdsvis let med henvisning til,
at det jo er en konsekvens af den igangværende seksuelle polforvandling, og den
fører jo i sit forløb i sidste ende til en bedre situation for alle, end den
udfordrede og tragisk degenererende ulykkelige ægteskabsinstitution. Jo, vist,
men end så længe er eller kan det være en nok så ubehagelig eller ligefrem
smertelig situation for de implicerede parter, herunder ikke mindst for
skilsmissebørnene. (5)
En anden og nok så alvorlig og konsekvensfyldt
situation, som ivrige Martinus-tilhængere også synes at tage nok så let, er
krigenes og rovdyrenes grusomheder, idet man netop affinder sig med og henviser
til, at krigenes brutalitet dybest set ’bare’ er en følge af menneskenes endnu
ufærdige bevidsthed, og at rovdyrenes skånselsløse grusomhed overfor
byttedyrene, ’bare’ er nødvendige og uundgåelige led i en udviklingsproces af
kosmiske dimensioner. For konklusionen lyder jo, at ”alt er jo såre godt”, idet
alt i tidens løb vil ordne sig til alles bedste, til dels takket være den
kosmiske lovmæssighed, der udtrykkes med ordene: ”Som du sår, således skal
du også høste.” Denne lovmæssighed betegner Martinus som loven for
adfærd eller kort og godt som skæbneloven. Og selvom man ikke ser
det fra den synsvinkel, men for krigenes vedkommende ud fra historiske,
politiske, nationale og økonomiske årsager og grunde, og for dyrenes
vedkommende fra biologiens og zoologiens synspunkt, hvor anklager for
rovdyrenes grusomhed affærdiges og forklares med, at det er naturens lov og
orden om, at det er de stærkeste og mest levedygtige, der overlever. Dette sker
netop igennem rovdyrenes instinktive udvælgelse af byttedyr, som er svage og
forsvarsløse, som f.eks. byttedyrenes unger, og for de voksne dyrs vedkommende,
dyr, der er svage, enten på grund af sygdom eller skader, eller som bare ikke
er kamufleret godt nok eller ikke er stærke og hurtige nok til at undslippe
rovdyrenes jagt og forfølgelse. Alt sammen opfattet som naturens måde at
regulere sig selv på, med henblik på den bedste og dermed mest hensigtsmæssige
udnyttelse af de tilstedeværende miljøer og ressourcer.
Der kunne her fremdrages adskilligt flere eksempler
på det såkaldte ondes, hvilket vil sige det dræbende princips, omfang og
udfoldelse i planteriget såvel som i dyreriget, men måske især i sidstnævnte,
hvortil det jordiske menneske i henhold til Martinus endnu hører. Men den
læser, som kender lidt til den historiske udvikling og til naturen og dens
orden, kan sikkert selv give ret så mange eksempler på det samme. Derfor skal
jeg indskrænke mig til at give vismanden Martinus det næstsidste ord her. Under
overskriften ”Den materialistiske verdensanskuelse uværdig for enhver
videnskabsmand”, skriver han blandt andet følgende:
At der verden over finder store ødelæggelser, myrderier, naturkatastrofer
og ulykker sted, at de tilsyneladende rammer ganske uskyldige væsener, at det
ene menneske fødes i luksus og det andet i elendighed udgør jo ikke noget som
helst bevis for, at det daglige liv er en kombination af tilfældigheder, eller
for, at der ikke findes en absolut logisk og retfærdig verdensplan.
[…]
At noget ser ud som kaos behøver ikke at betyde, at det er udtryk for
tilfældigheder eller manglende logik. Et kig ind i et bygningskompleks, der er
under opførelse, giver os jo også indtryk af, at alt her er kaos. Mursten,
kalkbaljer, tømmer, brædder, stilladser o.s.v. findes undertiden hulter til
bulter rundtomkring. Men det afkræfter dog ikke, at man her er stillet overfor
en logisk plan, der er under fuldbyrdelse, og hvis mål er den færdige bygning.
Sålænge en plan er under udførelse, viser den sig ofte som et kaos for den
uindviede.
Da synet af det levende væsens liv fra ”fødslen” til ”døden” også, i
henhold til foranstående, i virkeligheden kun udgør et lille kig ind i noget
ukendt, er der intet, der afkræfter, at dette ukendte kan være et led i en
logisk plan, der er under udførelse. At dette ukendte noget viser sig som kaos,
behøver jo kun at skyldes, at det er ukendt, og kan således ikke udgøre noget
som helst bevis for, at det levende væsens skæbne er tilfældigheder.
Som før nævnt viser livet sig at udgøre en kombination af kræfter, der
strækker sig udenfor den almindelige sanse- og erkendelsesevnes rækkevidde.
Disse kræfter manifesterer sig igennem individets fysiske legeme som –
”åndsevner”. Disse udgør igen tilsammen det, vi kalder ”talenter” og
”karakter”. En nærmere definition heraf vil igen være at udtrykke som et
særligt sammenspil af realiteter eller kræfter, vi kender under begreberne
”instinkt”, ”tyngde”, ”følelse”, ”intelligens”, ”intuition” og ”hukommelse”.
Det er altså disse kræfter og deres særligt organiserede sammenspil, der,
usynligt for det fysiske syn, bærer og opretholder det levende væsens fysiske
legeme og derved ved sin nærværelse eller fraværelse i dette henholdsvis giver
dette karakteren af ”liv” og ”død”.
Da disse er de ukendte
kræfter, at hvilke individets liv er et sammenspil, og dette sammenspil netop
strækker sig ind i det ukendte, der ligger udenfor den almindelige fysiske
sanse- og erkendelsesevnes rækkevidde, og disse kræfter igen er individets
åndsevner, dets karakter og viljebestemmende natur, blive det altså en
kendsgerning, at denne individets natur, denne individets højere
bevidsthedsdel, har et langt større spillerum for sin udfoldelse end det, der
bliver synligt gennem dets korte fysiske liv fra ”fødslen” til ”døden”.
(6)
Her
er det absolut fristende at lade den vise digter H.C. Andersen få det sidste
ord, især da citatet af ham på sin egen måde lægger sig klos op ad det ovenfor
anførte Martinus-citat:
I Bibelen står det
udtryk: ”Gud i ånd og sandhed,” og herfra kunne vi mest betegnende finde udtryk
for den erkendelse, vi kalder følelsen af det skønne; hvad andet er vel den,
end ”ånd og sandhed”, denne åbenbarelse af Gud, og ligesom vor egen sjæl lyser
ud af øjet og i den fine bevægelse omkring vor mund, således lyser, i det
skabte, billedet frem af Gud i ånd og sandhed. Der er harmoni-skønhed fra det
mindste blad og blomst, til den store, fyldige buket, fra vor Jord selv, til de
talløse kloder i himmel-rummet; så vidt som øjet ser, så langt videnskaben når,
er alt – stort og småt – skønhed ved harmonien.
Men ser vi nu til
mennesket, for hvem vi har det højeste, det helligste udtryk ”skabt i Guds
billede”, mennesket, der formår at opfatte og optage i sig al Guds skabning, da
synes harmonien i det skabte her at være brudt. Idet vi fødes, er vi alle lige!
som skabninger står vi lige i: ”Intet at kunne fordre som ret.” Hvor
forskelligt tildeler Gud os evner! Enkelte får så uendelig store, andre så
ringe; i hjem og forhold stiller Gud os ved fødselen, og hvor uendeligt mange
af os tildeles ikke de hårdeste kampe; vi bliver der satte, der indførte;
hvor mange kunne ikke med ret sige: ”det var mig bedre, om jeg aldrig var
født!”
Menneskelivet, det
højeste her på Jorden, kom altså ikke under harmoniens skønheds love! det er
utænkeligt, det er en uret, og kan således ikke finde sted.
Livets disharmoni
ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på
Jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed,
Det prædiker du for os,
du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor
tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud
ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det;
og peger man os hen på hele menneskeheden, som den, hvori harmonien vil
åbenbare sig, da synker al vor stræben og virken hen til koraldyrets
virksomhed; menneskeheden bliver da kun et storheds monument for Skaberen, han
viser da kun sin herlighed, men ikke sin højeste kærlighed.
Alkærlighed er ej selvkærlighed! – Udødelighed ejer vi! (7)
©
September 2014. Harry Rasmussen.
_____________________
1. Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 719.
Citatet er gengivet med moderne retskrivning.
2. H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, og H1-11. Emotionel og
intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme.
3. H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske
grundenergier. Se herunder især afsnittene De kosmiske
skabeprincipper , Skabeprincippernes
varianter og Skabeprincipperne og moderenergien .
4. Se evt. nærmere herom i
H1-35. Den
jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier
5. Se f.eks. artiklen 4.12. Parforholdets
”krig” og ”fred” – om
moderne menneskers samlivsproblemer
6. Martinus: Logik, 9. kapitel. Jf. med Martinus-citatet øverst i denne
artikel. Se evt. også artiklen H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier, samt H1-31. Grundenergiernes
kombinationer -
om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer. Citatet er gengivet med
moderne retskrivning.
7. H.C. Andersens Romaner og
Rejseskildringer. Bind VII: I Sverrig. Rejseskildring. XX Kapitel: Tro og
Videnskab (Prædiken i Naturen). Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Under redaktion af H.Topsøe-Jensen. Gyldendal. København 1944. Citatet er gengivet med moderne
retskrivning.
©
September 2014. Harry Rasmussen.
******************