Virkelighed og illusioner 1. del
Hensigten med at oprette
denne specielle artikelserie, sker alene af hensyn til at ville give mine
trofaste læsere en samlet oversigt over den efterhånden lange række af – nogle
vil formentlig mene alt for mange - artikler, som det er blevet min lod at
skrive på grundlag af en med tiden stigende kritisk, skeptisk og tvivlende
tilgang til det eventyrlige og geniale verdensbillede eller den fabelagtige
kosmologiske lære, som skyldes den danske intuitive tænker og spiritualist Martinus,
født Martinus Thomsen (1890-1981).
Som mine læsere
vil vide, tog jeg afsæt i min store interesse for digteren H. C. Andersen og
dennes omfattende forfatterskab, lige som jeg begyndte med en helhjertet og
indforstået accept af Martinus’ fascinerende lære om verdensaltet og
tilværelsen, hvorfor det Indledningsvis formentlig vil være hensigtsmæssigt her
at gengive en af de første publicerede artikler om nævnte emne, nemlig
følgende:
– om
H.C. Andersens forventning om livspoesiens ’forløser’
Denne artikel er en
revideret udgave af artiklen ”Poesiens Messias” i tidsskriftet Kosmos nr. 4,
1976. Den blev oprindelig godkendt af Martinus selv til publicering i hans
blad, og deraf fremgår det indirekte, at han må have været enig i artiklens
hovedpointe så vel som med dens indhold. I den her foreliggende reviderede
udgave af artiklen er der dels foretaget enkelte tilføjelser, bl.a. noter og
kildehenvisninger, og dels er citater af H. C. Andersen gengivet med moderne
retskrivning. I den oprindelige artikel var citaterne gengivet med digterens
originale stavemåde og tegnsætning.
”O, kunne jeg dog i denne verden
hæve den åndelige skat, jeg føler nedsunken i mit bryst!” – Således skrev vor
store eventyrdigter H. C. Andersen til flere af sine venner i det
tidlige forår 1838. Tre år før havde han haft sit gennembrud som romanforfatter
med Improvisatoren,og omtrent samtidig var udgivelsen af de første eventyr
blevet påbegyndt. Det er i den forbindelse interessant at erindre sig, at han
blev født den 2. april 1805, og altså ved sit litterære gennembrud stod på
tærskelen til sit 30. år. Ifølge Martinus betegner trediveårsalderen
afslutningen på de repetitioner af tidligere liv, som mennesket nødvendigvis må
gennemleve, før det når frem til det udviklingsniveau, der er udtryk for dets
nuværende personlighed og karaktertilstand. Ejendommeligt er det også at tænke
på, at H. C. Andersen lod sin eventyrsamling indlede med den kække og friskt
fortalte Aladdin-gendigtning Fyrtøjet, som på sin vis er et symbolsk
billede på digterens eget livseventyr. Han opfattede faktisk også sig selv som
en Aladdin-skikkelse, den lykkens udkårne, der fik lov til at hente de
eventyrlige åndelige skatte op fra bevidsthedens forunderlige dyb. Alligevel
var han ikke helt tilfreds med de skatte i form af tre romaner og en række
eventyr, han havde hævet i den tid, der var forløbet siden gennembruddet, og
indtil han skrev de ord, der er citeret ovenfor. (Note 1)
”Jeg søger en
digtning passende for min tidsalder og belærende for min ånd; et idealt billede
foresvæver mig, men omridsene er så uformelige at jeg ikke selv kan tydeliggøre
det. Enhver stor digter synes mig at have givet et led, men heller ikke mer, af
dette kæmpelegeme. Vor tidsalder har endnu ikke fundet sin digter! Men når fremtræder
han? Og hvor?” … ”O, hvor mon denne Poesiens Messias fødes! Lykkelig den, der
turde blive hans Johannes”, skriver H. C. Andersen i et andet brev senere samme
forår. Disse ord vil formentlig forbavse enhver, der kun kender ham som
eventyrdigteren. Alene brugen af begreber og navne som Messias og Johannes,
lader os ane omfanget og dybden i hans længsel og forventning. Men det bliver
måske noget mindre overraskende, når man får at vide, at han gennem hele sit
liv var optaget af religiøse spørgsmål. For ham var Guds eksistens som dét
alkærlighedens, alvisdommens og almagtens væsen, der gennemstrømmer og
åbenbarer sig i alt det skabte, en selvindlysende realitet. Og selve
tilværelsesproblemet, livsmysteriet, og især problemet om individets personlige
udødelighed og evige liv, var nogle af de kardinalspørgsmål, der optog ham
stærkest. (Note 2)
Som det vil kunne
forstås på baggrund af ovenstående, søgte H.C.Andersen at udrede og klargøre
væsentlige livsspørgsmål og tilværelsesproblemer, men han følte samtidig at han
ikke selv magtede at give dét fundamentale og ideale helhedsbillede af livet og
verden, den evige livets sandhed, som han var overbevist om måtte kunne findes,
ja, som skulle findes. Derfor forventede han med næsten profetisk forudseenhed,
at der før eller siden måtte komme en kosmisk digter, en ”Poesiens Messias”,
som magtede denne opgave. I sin fremragende rejseskildring I
Sverrig fra 1851 udtrykker han i et essay med overskriften Poesiens
Californien sin forventning med følgende ord: ”En skjald vil komme, der
med barnesind, som en ny Aladdin, træder ind i videnskabens hule, med barnesind
siger vi, thi ellers ville naturkræfternes stærke ånder gribe ham og gøre ham
til deres tjener, medens han med Poesiens lampe, der altid er og bliver det
menneskelige hjerte, står som hersker, og bringer underfulde frugter fra de
dunkle gange, og mægter at bygge Poesiens ny Slot, skabt i én nat af tjenende
ånder.” - Andersen slutter essayet med disse manende ord: ”Mægtige billede
af Gud, bestrål menneskeheden! Og når dens sjælelige øje vænnes til glansen,
vil den ny Aladdin komme, og du skal med ham, der kort, klart og rigt synger
skønheden i det sande, gennemvandre Poesiens Californien.” – ”I
videnskaben ligger Poesiens Californien!” (Note 3)
For at forstå,
hvad Andersen nærmere mener med udtryk som ”Poesiens Messias” og ”den ny
Aladdin”, vil det være nødvendigt at gøre sig klart, hvordan han opfattede
begrebet poesi. Det har han heldigvis givet direkte udtryk for i et digt fra
1833, som indledes med følgende to verslinier: ”En Guddoms tanke er du, poesi,
/ udsprungen fra det store Fader-hjerte…” Poesien er i den fortolkning ikke en
mere eller mindre følelsesladet og romantisk oplevelses- og udtryksform, men
derimod formidlingen af en umiddelbar og intens oplevelse af tilværelsens, det
vil sige det daglige livs, mysterium som et guddommeligt og eventyrligt under.
Den opfattelse af poesien har han uddybet i det ovenfor nævnte essay, hvori han
i øvrigt skildrer forholdet mellem overtro og viden. Overtroen er illusionernes
narrespil, kun videnskaben giver os ”sandhed i det skabte, sandhed i Gud!”,
forkynder han. I et andet af sine dybsindige essays, som han har kaldt Tro
og videnskab, med den parentetiske undertitel (Prædiken i naturen), og
som også findes i den nævnte rejseskildring, skriver han indledningsvis:
”Sandhed kan aldrig stride mod sandhed, videnskaben aldrig stride mod troen, vi
taler naturligvis om dem begge i deres renhed; de mødes og bestyrker menneskets
herligste tanke: Udødelighed.” (Note 4)
Læseren vil
sikkert allerede have bemærket sig, at H.C.Andersens opfattelse af begrebet
videnskab går betydeligt videre end det, man i dag forstår ved begrebet. Det,
han forstod ved videnskab, var snarere en slags højere enhed af religion, filosofi
og videnskab, af tro og viden, der minder om den harmonisering af følelse,
intellekt og intuition, som Martinus kalder ”højintellektualitet”. Vi må derfor
nok konstatere med H.C.Andersen, at det er i de humanistiske videnskaber,
digtningen og poesien i videre forstand, dvs. når disse er udtryk for den
nævnte højintellektualitet, at vi kan gøre os begrundet håb om at finde næring
for den åndelige søgen efter at løse tilværelsesmysteriet, som synes så
uadskilleligt forbundet med den menneskelige ånd og sjæl. (Note 5)
Her er det så
efter H.C.Andersens mening ”Poesiens Messias” kommer ind i billedet:
”Videnskabens sollys skal gennemtrænge digteren, med klart øje skal han opfatte
sandheden og harmonien i det små og i det uendelig store, det skal lutre og
berige forstanden og fantasien, vise ham nye former, der end mere levendegør
ordet.” – Disse linier stammer også fra et af de to førnævnte essays, hvori han
udvikler en livs- og verdensanskuelse, som i forbavsende grad er i
overensstemmelse med Martinus’ Kosmologi. Af samme grund melder den ret
naturlige tanke sig, at netop Martinus og dét hans arbejde repræsenterer, til
fuldkommenhed synes at opfylde de krav og forventninger, H.C.Andersen stillede
til såvel ”Poesiens Messias” som til det universelle verdensbillede, denne
skulle give menneskeheden.
Som tidligere omtalt erkendte
H.C.Andersen på et relativt tidligt tidspunkt i sit liv, at han ikke selv havde
de fornødne evner og kræfter til at skabe det nye helhedsbillede af
tilværelsen, som han var overbevist om måtte og skulle komme på et eller andet
tidspunkt i den nuværende menneskeheds historie. Det ville derfor utvivlsomt
have glædet og begejstret ham, hvis han havde vidst, at der skulle komme til at
gå mindre end et sekel fra den dag, han nedfældede sin forventning og længsel
på papiret, til den dag, da ”den ny Aladdin” eller ”Poesiens Messias”, blev
indviet til sit arbejde i verdensgenløsningens tjeneste, og det oven i købet i
H.C.Andersens eget lille fædreland! – Men ”… lykkelig den, der turde blive hans
Johannes”, skrev han med samme ydmyghed, som den Johannes Døberen viste overfor
Kristus. Og vi tør vist også roligt fastslå, at H.C.Andersen med sin intuitive
begavelse og sin inspirerede og rige digtning, der vidner om indflydelse fra
det, Martinus har kaldt for ”den ny verdensimpuls”, var en værdig
”Johannes-røst” i dén åndelige ørken af Guds- og sjælsforladt, materialistisk
livsopfattelse, som begyndte at brede sig i Europa på H.C.Andersens egen tid,
og som stadig behersker store dele af menneskeheden. (Note 6)
Det berørte
H.C.Andersen dybt, at materialismens åndelige mørke sænkede sig over
menneskene, og han havde især svært ved at forlige sig med, at nogle af hans
samtids mest intelligente og kultiverede personligheder ikke reagerede
kraftigere imod de livskvælende tendenser, der lå i den tiltagende stærke
overbetoning af intelligens og fornuft på bekostning af følelse, intuition og
fantasi. Derfor satte han sig i midten af 1850’erne for, at ville bekæmpe
”materialismens alt guddommeligt opslugende uhyre”, og han mente at kunne gøre
det ved at skrive, hvad han kaldte ”en nutidsroman”, som bl.a. skulle påvise,
at der dybest set ikke består noget egentligt modsætningsforhold mellem tro og
viden: ”[…] for mig belyser videnskaben just den guddommelige åbenbaring; jeg
går med åbne seende øjne til det mål de andre blindt søge hen til. – Vor Herre
kan godt tåle at ses på med den sunde forstand han gav os. Fred og forsoning
mellem natur og Bibel vil jeg! […]” – Således skriver Andersen i et brev ,
hvori han omtaler arbejdet med romanen, til hvis titel han i øvrigt valgte de
kendte ord fra Hamlets berømte monolog ”At være eller ikke være”. Med
denne interessante bog forsøgte han at sandsynliggøre udødelighedstanken
ved, på baggrund af en række mere eller mindre mislykkede og ulykkelige
menneskeskæbner, at skildre en ung mands intellektuelle og åndelige udvikling,
der fra barnetroen går via en ateistisk og materialistisk livsholdning frem til
troen på ”Almagten, der åbenbarer sig i alkærligheden, det væsen, hvor, efter
menneske-udtryk – forstand og hjerte er eet […]”, og på, at ”Livets disharmoni
ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på
jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed. – Det prædiker du for os,
du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor
tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud
ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det.
[…]” ”[…] Alkærlighed er ej selvkærlighed! – Udødelighed ejer vi!” (Note 7)
De af os, der har
haft den store oplevelse og glæde at møde Martinus’ kosmiske analyser, kan
nikke bekræftende til H.C.Andersens vise ord. Livets disharmoni, det såkaldte
onde, er et resultat og en følge af uvidenhed, men dér, hvor uvidenheden
fjernes til fordel for viden, dér ophører det såkaldte onde med at eksistere,
konstaterer Martinus. Og gør samtidig klart, at tilegnelse af den form for viden
er et udviklingsspørgsmål, der rækker langt ud over det enkelte jordliv. Den
materialistiske livs- og verdensanskuelse er en overtro, som må vige for
åndsvidenskabens uomgængeligt klare påvisning af, at alle levende væsener er
skabt i Guds billede efter hans lignelse. Alle er ”gudeafkom”, der hver især i
den dybeste analyse er dobbeltkønnede, er en kombination af ”han” og ”hun”,
ganske som Guddommen selv er det. Der findes derfor, kosmisk set, ingen
artsforskel mellem de levende væsener, alle er i en vis forstand ”mennesker” på
forskellige stadier i et uhyre udviklingsforløb, som finder sted på basis af
evige, guddommelige love og skabeprincipper. (Note 8)
Den samme dybe
indsigt i livets og tilværelsens kosmiske struktur havde H.C.Andersen altså også,
selvom den kun kom til udtryk hos ham i hans bedste og lyseste øjeblikke. Vi
kan genfinde den i det meste og bedste af hans forfatterskab, og ikke mindst i
en række af eventyrene. Men den findes måske allerklarest og enklest udtrykt i
den status over sit liv, som han har gjort i og med sin selvbiografi Mit
Livs Eventyr, i hvis indledning han konstaterer: ”Mit livs historie vil
sige verden, hvad den siger mig: der er en kærlig Gud, der fører alt til det
bedste.” – Senere i samme værk opsummerer han sit da 50 årige livs erfaring med
følgende ord: ”[…] selv af ondt kom godt, af smerte kom glæde, en tankedyb
digtning, jeg kunne ikke digte den så […]” – ”[…] I vor fremskriden mod Gud
fordunster det bitre og smertelige, det skønne bliver tilbage, man ser det som
regnbuen på den mørke sky.” Sådan konkluderede H.C.Andersen sit livs erfaring
og viste dermed, at han også havde en klar forståelse af det åndelige og
materielle mørkes, det såkaldte ondes, komplementære nødvendighed og funktion i
tilværelsen, og dermed i den guddommelige verdensplan. Og vi genkender og
forstår indholdet og betydningen af hans ord, for indholdet er jo identisk med
det fundamentale budskab i Martinus’ Kosmologi, hvis hovedfacit netop er, at
”alt er såre godt”. (Note 9)
© 1976. Harry Rasmussen og
tidsskriftet KOSMOS 1976.
_______________________________
Note 1: Brevcitatet i tekststykkets begyndelse er fra
Andersens brev af 9. marts 1838 til vennen Frederik
Læssøe (1807-50). Bille & Bøgh: Breve fra H.C.Andersen I, s.
410-12. Læssøes svarbrev af 1. april s.å. til Andersen kan læses i
Bille & Bøgh: Breve til H.C. Andersen, s.423-25. Andersen omtaler
også sine åndelige problemer i et brev af 9. marts s.å. til den ældre ven og
kollega B.S. Ingemann (1789-1862). Samme kilde, s. 398-402. Kirsten
Drejer: H.C.Andersens Brevveksling med Lucie & B.S.Ingemann. Bd.
I., s. 144-145. Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 1997.
- På det tidspunkt,
der her er tale om, var Andersen særlig stærkt optaget af sine ambitioner om at
skrive det, filosoffen Heinrich Steffens (1773-1845) mange år
tidligere, omkring 1802-03, havde håbet og forventet, at den dengang unge
digter Adam Oehlenschläger (1779-1850) ville have været i stand til
at gøre, nemlig at skrive et epos om alt, men som han åbenbart ikke
evnede eller magtede. Han havde dog formået at forfatte to af dansk
guldalderdigtnings hovedværker, digtet Guldhornene (1802) og
eventyrspillet Aladdin eller Den forunderlige Lampe (1805). For
Andersens vedkommende udmøntede hans ambitioner sig foreløbig i planer om et
versdrama, Ahasverus, som gennem at følge den faldne
engel Ahas’ skæbne fra Kristi tid og frem til den tid, hvor der
herskede en ny ånd, som med Christopher Columbus (1446-1506) og
dennes opdagelsesrejser til søs brød nye veje, både i konkret og overført,
videnskabelig betydning. Ahas, der ifølge myten ernærede sig som skomager i
Jerusalem på Jesu tid, blev dømt til evigt at vandre hvileløst og hjemløs rundt
i verden, fordi han forkastede Jesus som Kristus. Til dette værk var Andersen
delvis blevet udfordret og inspireret af B.S.Ingemanns Blade af Jerusalems
skomagers lommebog (1834). Andersen arbejdede på sin ”Ahasverus” i flere
år og værket udkom først i 1847. Imidlertid måtte han erkende, at det heller
ikke i og med ”Ahasverus” var lykkedes ham at hæve den åndelige skat, han følte
at rumme i dybet af sin bevidsthed.
Note 2: Brevcitatet er fra Andersens brev af 15. maj 1838
til veninden Henriette Hanck (1807-46). Anderseniana Vol.
XI, 1943, s. 249. På vennen Frederik Læssøes anbefaling (jf. dennes breve
til A. af 18. marts og 1. april 1838, Bille &
Bøgh: Breve til HCA, hhv. s. 419-23 og s. 423-5) læste Andersen på
den tid den filosofiske retning, som skyldtes den tyske filosof Johann
Gottlieb Fichte (1762-1814). I dennes filosofi indgår reinkarnationen som
et væsentligt led, og det bestyrkede formentlig Andersens egen opfattelse af
samme. - Til Henriette Hanck gav han i et brev af ca. 22. december 1838 udtryk
for, hvad det var hans ambition gik ud på: ”[…] Forstå mig ret: det er ikke det
tomme navn, jeg higer efter, nej, jeg vil udtale, hvad jeg i enkelte hellige
øjeblikke selv føler, hvad ingen, ingen har udtalt, selv de største!
Der ligger som en hellig, sunken skat i mit bryst; i åndens midnatstime kan den
hæves; men endnu er det ikke lykkedes mig, og jeg kan fortvivle ved tanken om,
at det aldrig sker. – […]”. Anderseniana Volume XI, 1943, s.
305-08.
Note 3: Essayet Poesiens Californien står
at læse i Andersens I Sverrig. En rejseskildring (1851). I
1800-tallet stod det solbeskinnede Californien som indbegrebet af rigdom på
grund af forekomsten af det eftertragtede ædle metal guldet.
Note 4: Vedr. Andersens opfattelse af begrebet poesi, se
f.eks. artiklen ”En Guddoms tanke er du, poesi!”, som er gengivet her på
hjemmesiden. – Vedr. begreberne overtro, tro og viden, se f.eks. Harry
Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus – et sammenlignende
studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997. – Andersens essay Tro
og videnskab (Prædiken i naturen) findes også i rejseskildringen I
Sverrig.
Note 5: Vedr. begrebet højintellektualitet, se
f.eks. Martinus: Mellem to verdensepoker. Småbog nr. 9, kap. 1-13.
Note 6: Citatet er fra essayet Poesiens
Californien. Jf. f.eks. med essayet Billeder i det
uendelige, som også står at læse i rejseskildringen I
Sverrig. Vedr. begrebet ”den ny Aladdin”, se f.eks. artiklen Den ny Aladdin. Harry
Rasmussen: H.C.Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse I
kosmologisk belysning. Forlaget Kosmologisk Information 1996. Se evt. også
artiklen Den ny Aladin her på hjemmesiden.
Note 7: Citatet er fra Andersens brev af 27. december 1855
til Henriette Wulff. H.C.Andersen og Henriette Wulff. En brevveksling. Ved
H. Topsøe-Jensen. Bd. II, s. 249-51. – Vedr. Andersens
roman At være eller ikke være, se bl.a. artiklen At være eller
ikke være, som er gengivet her på hjemmesiden. – Citaterne i
slutningen af tekststykket er fra essayet Tro og videnskab (Prædiken i
naturen), jf. note 4 ovenfor. –
Note 8: Martinus’ opfattelse af begrebet materialisme kan
man nemmest danne sig en forestilling om ved f.eks. at læse
bogen Logik (1938), kap. 6, 9, 12, 90. – Vedr. hans opfattelse af det
levende væsen som ”gudeafkom”, se samme sted, kap. 24, 26-38. – Men emnerne vil
naturligvis kunne uddybes ved læsning af Martinus hovedværker, Livets Bog
1-7 og Det Evige Verdensbillede I-(foreløbig)4.
Note 9: Om det såkaldte onde som ”det ubehagelige gode”, i
modsætning til det gode som ”det behagelige gode”, se Martinus: Livets Bog
1, stk. 28. - Vedr. Martinus’ opfattelse af, at ”alt er såre
godt”, se f.eks. Logik, kap. 95. – Det første af de to
Andersen-citater er fra Mit Livs Eventyr I, s.27, og det andet fra
samme værk, bd. II, s. 159-60, i H.Topsøe-Jensens reviderede tekstudgave fra 1951,
med noter af H.G.Olrik og udgiveren, genudgivet i fotografisk genoptryk hos
Gyldendal 1975.
© 1976. Harry Rasmussen og tidsskriftet KOSMOS 1976.
******************
– om ’barnesindet’ som forudsætning
Denne artikel er
en revideret udgave af artiklen med samme titel i tidsskriftet Kosmos nr. 2,
1977. Den var oprindelig i to dele, som blev godkendt af Martinus selv til
publicering i hans blad, men af uoplyst og derfor ukendt grund blev artiklens
anden del ikke trykt. Den anden del benyttede jeg mange år senere som grundlag
for artiklen Livsmysteriet og barnesindet, som blev publiceret i
Kosmos nr. 2, 2001. I den her foreliggende artikel er der dels foretaget
enkelte tilføjelser, bl.a. noter og kildehenvisninger, og dels er
citater af H. C. Andersen gengivet med moderne retskrivning. I den oprindelige
artikel var citaterne gengivet med digterens originale stavemåde og
tegnsætning. Anden del af artiklen bringes i umiddelbar forlængelse af
nærværende artikel.
I sin
gennembrudsroman Improvisatoren, der udkom i foråret 1835 behandler
den geniale eventyrdigter H.C.Andersen et menneskeligt og kunstnerisk set
virkelig væsentligt tema, nemlig spørgsmålet om, hvordan vores oplevelse af og
holdning til livet bør være, hvis vi vil gøre os reelt håb om at fornemme dets
dybde og fylde, til glæde og gavn for vores livsførelse og for vor næste.
Allerede selve romantitlen
giver os et fingerpeg om, i hvilken retning Andersens tankegang bevæger sig,
for en improvisator er som bekendt en digter, poet eller sanger, der omtrent
uforberedt og umiddelbart per indfald er i stand til at improvisere, dvs. digte
eller komponere, over et eller andet givet emne, og at digte og komponere vil
jo sige, at udtrykke sig i ord og toner. Disse udtryk kan så igen være mere
eller mindre poetiske eller prosaiske. Som læseren måske vil huske fra
artiklen ”Poesiens Messias”, er poesi i Andersens opfattelse af
begrebet, formidlingen af en umiddelbar, spontan og intens oplevelse af tilværelsens
mysterium som et guddommeligt og eventyrligt under. Her er vi ved sagens kerne:
Improvisation baserer sig på umiddelbare indfald og sådanne har vi et ret
benyttet fremmedord for, nemlig det latinske intuition, der leksikalt
defineres som evnen til uden forudgående ræsonnement at løse opgaver eller
erkende sammenhænge mellem fænomener. (Note 1)
Som bekendt nyder
intuitionsevnen ikke nogen stor anseelse indenfor nutidens videnskab, filosofi
og erkendelsesteori, der i vid udstrækning er domineret af og baserer sig på
analytisk, logisk og kritisk tænkning, som hovedsagelig anvendes på
erfaringsmæssig og eksperimental udforskning af den såkaldte fysisk verdens
ting og foreteelser. Men det turde være lige så bekendt for kendere af Martinus’
Kosmologi, at samme intuitionsevne her har fået en motiveret og stærkt påkrævet
renæssance, der placerer sig som den af det levende væsens, subsidiært
menneskets, seks fundamentale bevidsthedsevner, der har den største
”gennemtrængningskraft” og som samtidigt omfatter det bredest tænkelige
spektrum af livsoplevelsen. Martinus har i øvrigt behandlet dette i en vis
forstand omfattende og komplicerede spørgsmål om den intuitive livsoplevelse i
et perspektiv og med en indsigt og ekspertise, som kun har få fortilfælde i den
menneskelige erkendelses historie. Det er derfor virkelig interessant at kunne
konstatere, at digteren H.C.Andersens opfattelse og synspunkter også på dette
vitale område i alt væsentligt er i overensstemmelse med de intuitive synteser,
som Martinus kosmiske analyser er udtryk for. (Note 2)
Om intuitionsevnen
og den til grund for denne liggende intuitionsenergi – vi må her huske på, at
begrebet energi indenfor rammerne af Martinus Kosmologi defineres
som evnen til at skabe og opleve – skriver Martinus bl.a.:
”Den
grundenergi, igennem hvilken de evige fakta, hvilket vil sige de ikke tids- og
rumdimensionelle foreteelser, såsom livsmysteriets løsning, Guddommen, de
levende væseners jeg og udødelighed, kærligheden som verdensaltets grundtone
m.m. opleves er den femte, nemlig ”intuitionsenergien”. Denne grundenergi
begynder at udvikle sin styrke i det jordiske menneskes psyke eller
grundenergikombination, når resultatet af dets lidelser er den humane evne
eller næstekærligheden. Med denne evnes udvikling begynder intuitionsenergien
at virke. Det er denne evnes svage begyndelse, vi finder hos humane og geniale
forfattere, kunstnere, digtere og profeter. Hos disse mennesker har intuitionen
hovedsagelig kun givet sig udslag i større eller mindre kosmiske glimt. I disse
glimt har de fået deres tilsvarende større eller mindre geniale tanker eller
viden.” (Note 3)
Ovenstående linjer finder i
høj grad anvendelse på mennesket og digteren H.C.Andersen som besad en relativt
veludviklet intuitionsevne, der tilførte hans digtning et rigt fond af kosmiske
ideer, tanker og forestillinger. Hans eventyr, digte, romaner og breve, ja,
tilmed hans rejseskildringer, vrimler ligefrem med sådanne universelle ideer og
tanker. At det virkelig er såkaldte kosmiske glimt, der ligger til grund for
disse, finder vi eksempelvis et udtryk for bl.a. i
romanen O.T. (1836), der i lighed med de fleste af hans litterære
arbejder i gendigtet form handler om ham selv og hans eget liv. Om romanens
hovedperson Otto Thostrup, O.T., lyder det: ”Han følte hele sit væsen
gennemtrængt af en velværen, en livsglæde, hvis årsag han ikke erkendte […]” Og
lidt senere: ”Alle kære foresvævede ham så elskelige. Det var ét af de
øjeblikke, som alle gode kender; man føler sig at være et led i den store
kærligheds-kæde, som sammenholder skabningen.” (Note 4)
H. C. Andersen benyttede sig i
usædvanlig grad af en udviklet intuitionsevne, ikke mindst i forbindelse med
skabelsen af sine eventyr. Herom skriver han selv i et brev til sin
ældre ven, digteren B.S.Ingemann bl.a. følgende: ” – Jeg har en masse af stof,
mere end til nogen anden digteart; det er tit for mig, som hvert plankeværk,
hver lille blomst sagde: ”Se lidt på mig, så skal min historie gå op i dig!”,
og vil jeg det, så har jeg historien! […]” (Note 5)
Men også, når han skrev digte
og romaner lod han sin – til en vis grad åbenbart viljestyrede –
improvisations- eller intuitionsevne arbejde for sig. Det skete især under
skrivningen af den delvis selvbiografiske roman Improvisatoren, der
er en hyldest til oplevelsen af livet som et guddommeligt og eventyrligt under.
Til romanens ydre ramme havde han fundet glødende inspiration under sin store
Italiensrejse 1833-34. Imidlertid blev han efter bogens udgivelse i april 1835
fra flere velmenende venners side bebrejdet og kritiseret for tilsyneladende at
have mistet jordforbindelsen og i stedet forladt sig for meget på fantasifulde
improvisationer, inspirationer og indfald. Andersen lod sig påvirke af kritikken
og planlagde og disponerede derfor sin næste roman, altså O.T., mere
i overensstemmelse med de såkaldte realiteter og litterære regler. Men allerede
i den følgende og tredje roman, Kun en spillemand (1837) skiftede han
atter kursen, og herom skriver han i et brev til Ingemann bl.a.:
”[…]
I ”O.T.” havde jeg en bestemt plan, før jeg nedskrev et ord; denne gang derimod
lader jeg Vorherre sørge for det hele. Jeg har to bestemte karakterer; disses
liv vil jeg give; men hvorledes de ender – ja, det betror jeg Dem – det ved jeg
ikke selv endnu, uagtet anden del er mod slutningen. Folk siger, det er min
bedste roman; i grunden er det ingen stor kompliment mod mig; thi med den
sidste [roman] tænkte jeg og spekulerede; denne gang skriver jeg ikke et ord,
uden at det bliver mig givet, ligesom pånødt mig. Det er, som erindringen
af et gammelt eventyr kom mig i tanke, og jeg måtte fortælle det. Dersom det
ikke var alt for profant at sige, så sagde jeg, at jeg nu begreb bibelstedet:
”den ganske Skrift er indblæst af Gud!” (Note 6)
Allerede i den selvbiografiske
gendigtning, debutromanen Improvisatoren, der er gennemtrængt af dyb
og ophøjet inspiration, gav han udtryk for sin grundholdning til den digtergerning,
han følte som et højere kald:
”[…]
Øjeblikke stod det hele liv, som et poetisk digt, for mig, hvori jeg selv havde
en rolle, intet forekom mig ubetydeligt og hverdags, selv min smerte,
ubilligheden imod mig var poesi […]”, og videre: ”[…] min sjæl var
taknemmelighed og kærlighed, thi sandhed er det, aldrig sang eller digtede jeg
en strofe, som forekom mig heldig, uden jeg med barnlig tak vendte mig til den
evige Gud, fra hvem jeg følte det var en gave, en nåde, han lod indstrømme i
min sjæl! […]”. (Note 7)
Intuitionens og visdommens kilde
I førnævnte brev til Ingemann
skriver H.C.Andersen om sine intuitive indfald: ”Det er, som erindringen af et
gammelt eventyr kom mig i tanke, og jeg måtte fortælle det”. Den samme tankegang
finder vi også et eksempel på i Improvisatoren, der i øvrigt er et
par år ældre end det nævnte brev:
”[…] Tit synes jeg, det er erindringer,
vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl og som jeg må gentage.
[…]” (Note 8)
Vi må i den forbindelse huske
på, at det levende væsens, herunder menneskets personlige udødelighed og evige
liv var noget nær en kendsgerning for H.C.Andersen. I modsætning til f.eks. den
kristne teologis opfattelse af det evige liv som et fremtidsperspektiv, var han
helt på det rene med, at evigt liv lige så vel indebærer en uendelig fortid som
en uendelig fremtid, og han var samtidig klar over, at evighedsbegrebet har
både et tidsdimensionelt og et ikke-tidsdimensionelt aspekt. Det havde han
gjort sig klart allerede i sin latinskoletid. Set på denne baggrund bliver der
mening med og sandhed i ordene ”Erindringer, vuggesange fra en anden verden”,
men de får en endnu dybere betydning, når vi betragter dem i lyset af Martinus
kosmiske analyser. Ifølge disse opsamles og oplagres al oplevelse og erfaring i
det levende væsens evige overbevidsthedsstruktur, nemlig i form af de såkaldte
organtalentkerner og de såkaldte erindringstalentkerner. Der findes principielt
to sæt erindringskomplekser: et, der skriver sig fra det indeværende
spiralafsnit, og som muliggør den dagsbevidste oplevelse af livet, og et, der
skriver sig fra de tilbagelagte spiralafsnit eller tilværelsesplaner, og som
udover at betinge oplevelsen af størrelser i den ydre verden, også fremtræder
som afklarede og såkaldte ”guldkopierindringer” – ”erindringer, vuggesange fra
en anden verden” – der viser livet i sin umådelige storhed som identisk med Gud
selv. (Note 9)
I Martinus kosmologi finder
intuitionsevnens kulminerende funktion sted i det femte af de i alt seks
kontinuerlige tilværelsesplaner, der udgør et kosmisk spiralkredsløb eller et
spiralafsnit, nemlig i det plan, som benævnes ”den guddommelige verden”. Til
sammenligning bør vi erindre os, at intuitionsevnens kapacitet på vort
tilværelsesniveau, hvilket vil sige overgangen fra dyreriget til det egentlige
menneskerige, principielt befinder sig i et stadium, hvor intuitionsevnens
hidtil latente tilstand overgår til den første spæde opvågnen og funktion i
bevidsthedslivet. Men en evne svæver jo ikke frit i rummet, den vil altid være
knyttet til et organ, som i dette tilfælde er det såkaldte intuitionslegeme,
hvorom Martinus bl.a. skriver:
”Dette
legeme er redskab eller organ for oplevelse og skabelse af ideer. Ingen
skabelse eller manifestation kan finde sted uden først at have været en idé.
Alle manifestations- eller skabelsesideer forekommer eller har hjemsted her i
den guddommelige verden. Her indgår ideerne fra manifestationerne i de
underliggende tilværelsesplaner, ligesom de naturligvis udgår herfra.” (Note
10)
Intuitionsplanet er altså
ifølge Martinus et ”facitplan”, hvor alle verdensaltets facitter findes
samlede. Men et plan, hvor overhovedet al viden om Kosmos eksisterer, kan kun
være identisk med selve Guddommens bevidsthed. Intuitionsplanet er med andre
ord et andet udtryk for den realitet, som benævnes Guddommens bevidsthed og som
bl.a. manifesterer sig som det tilværelsesplan for levende væsener, der kaldes
”den guddommelige verden”. Denne udgør altså kilden til al opnåelig intuitiv,
ikke materiel viden og visdom, samtidig med at den er al skabelses og
manifestations ophav. Fra denne kilde henter geniale profeter, kunstnere,
digtere og forfattere deres inspiration, indsigt og viden. Derfor er der også
både sandhed og ægte ydmyghed i ordene, når H.C.Andersen siger:
”[…]
thi sandhed er det, aldrig sang eller digtede jeg en strofe, som forekom mig
heldig, uden jeg med barnlig tak vendte mig til den evige Gud, fra hvem jeg
følte det var en gave, en nåde, han lod indstrømme i min sjæl. […]” (Note 11)
Vidsynethed kontra snæversynethed
”Gennem
blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver
farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset
i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk,
som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede
eventyr får deres overnaturlighed kun ved [årsags-virknings]kædens
overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større,
guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (Note 12)
Dette citat fra
romanen Kun en spillemand afspejler til fuldkommenhed H.C.Andersens
holdning til livet og kunsten. Når han siger, at livets under bliver borte i
det vanebetonede hverdagsliv, så tænker han utvivlsomt på, at vi fra
begyndelsen af vort jordeliv normalt er i besiddelse af den åbne og
uforbeholdne, betingelsesløse og levende holdning og interesse eller
nysgerrighed, som de små børn møder livet med. Det var formentlig også det, Jesus
havde i tankerne, da han sagde de berømte ord: ”Uden at I bliver som børn,
kommer I ikke i Guds rige!”. – Andersen har behandlet dette vigtige tema i sine
digte, romaner og eventyr, ikke mindst i
eventyret Snedronningen (1844), der netop er bygget over den
grundidé, at den kolde, forbeholdne, analytiske og ofte hovmodige forstand ikke
er tilstrækkelig, når det gælder oplevelsen og erkendelsen af livets under og
dets dybeste sandheder og værdier. Det levende, umiddelbare, spontane liv
stivner i ”forstandens isslot”, der er det samme som det alene på
intelligensevnen baserede materialistiske verdensbillede. (Note 13)
Og netop hovmodet, egoismen,
selvtilstrækkeligheden, forfængeligheden, misundelsen osv., som normalt er så
fremtrædende og stærke kræfter i den jordmenneskelige bevidsthedssfære, udgør
svære hindringer for oplevelsen og erkendelsen af livets dybere, åndelige
aspekter. Det er særlig tilfældet, når disse ”ufærdige”
bevidsthedsmanifestationer samtidig er kombineret med uvidende bedrevidenhed og
uselvstændig og traditionsbundet vanetænkning. Et sådant bevidsthedsniveau er
simpelthen udtryk for åndeligt snæversynethed, og det karakteristiske for
snæversynetheden er jo, at den altid mener at have ret i sin opfattelse og sine
synspunkter, ligesom den som regel konsekvent benægter og forkaster eksistensen
af ting og foreteelser, der ligger udenfor dens egen mentale horisont. (Note
14)
© 1976 Harry Rasmussen og
Tidsskriftet KOSMOS 1976.
________________________________
Noter og kilder til: ”Uden at I bliver som børn,
kommer I ikke i Guds rige!” (I)
1
Romanen Improvisatoren, se f.eks. H.C.Andersen: Romaner og
rejseskildringer I-VIII, bind 1. Gyldendal 1944. Senere udgivet som første
bind af en serie H.C.Andersen-romaner i Gyldendals Trane-Klassikere, 1968.
2 Om
intuition, se f.eks. Livets Bog 1, stk. 197-99-200-6, 219, 213-17.
3 Vedr.
Martinus definition af fænomenet energi, se f.eks. LB
I, stk. 181, 175-6, 227, 251, 253, 271. - Vedr. digteres, forfatteres og
andre kunstneres brug af intuitionsevnen, se f.eks. Det Evige
Verdensbillede 1, s. 64. Jf. LB 1, stk. 200, 202, 220. –
Vedr. Intuitionsevnen,
se f.eks. også artiklen Intuition og personlighed her på hjemmesiden.
4 Se
det i note i nævnte værk, bind II, s. 126.
5 Citatet
er fra Andersens brev af 20. nov. 1843 til B.S.Ingemann. Bille &
Bøgh: Breve fra H.C.Andersen, bd. II, s. 93-97.
6 Romanen Kun
en spillemand, se det i note 1 nævnte værk, bind III. – Citatet er fra
Andersens brev af 11. febr.1837 til B.S.Ingemann. Bille & Bøgh: Breve
fra H.C.Andersen I, s. 367-70. Andersen brugte gerne over for venner og
bekendte at læse højt af de manuskripter, han var ved at udarbejde, så han eventuelt
kunne rette eller tilføje, hvis han fandt det nødvendigt.
7 Se det i note 1
nævnte værk, bind I, hhv. s. 248 og 252-53.
8 Se
note 7.
9 Vedr.
Martinus opfattelse af begrebet evighed og evigt liv, se f.eks. LB
2, stk. 439-40, 536, 544, 568, 570, 584. –
Vedr. talentkerner, se f.eks. samme sted, stk. 328, 372-3, 402, 413,
465. – Vedr. spiralafsnit og tilværelsesplaner, se f.eks.
samme sted, stk. 326, 332-3, 349, 357, 359, 378-80, 383, 409, 465, 471,485-6,
510, 512, 533, 442, 461-2, 606-8, 614-5. – Vedr. guldkopierindringer, se
f.eks. LB 1, stk. 211-20, 247, og LB 2, stk. 356, 359, 388,
391, 397-403, 408, 422. – Se evt. også artiklen Det evige liv her
på hjememsiden.
10 Det
Evige Verdensbillede 1, s. 73.
11 Vedr. Guds
bevidsthed, se f.eks. LB 3, stk. 753. – Vedr. den
guddommelige verden, se f.eks. LB II, stk. 369-71, 375-6, 380-1,
383-92.
12 Se
det i note 6 nævnte værk, s. 128.
13 Se
f.eks. artiklen Det kosmiske eventyr. Harry
Rasmussen: H.C.Andersen – hans forfatterskab og livsanskuelse i
kosmologisk belysning. Temahæfte nr. 6, udgivet af Kosmologisk Information
1996. Artiklen Det kosmiske eventyr er også gengivet her på
hjemmesiden.– Se desuden artiklen Livsmysteriet og
barnesindet. Kosmos nr. 2, 2001. Livsmysteriet og
barnesindet findes også her på hjemmesiden.
14 Om ufærdig
bevidsthed, se Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier, LB
I, stk. 122-47, 150-7, 170.
© 1976 Harry
Rasmussen og Tidsskriftet KOSMOS 1976.
******************
kommer I ikke i Guds rige!”(II)
– om
’barnesindets’ nødvendighed
Denne anden del af
artiklen ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!”, blev
oprindelig skrevet i 1976 og sammen med første del tilbudt tidsskriftet KOSMOS.
Omstændighederne ville imidlertid, at kun første del blev trykt, også selv om
Martinus personligt havde godkendt artiklen som helhed. Fra normalt
velunderrettet kilde forlød det, at grunden til at artiklens anden del ikke
blev trykt, var den, at nogle af Martinus’ nære medarbejdere mente, at det blev
for meget med H.C.Andersen i tidsskriftet, så meget mere som at man syntes, at
der rent principielt ikke burde ske en sammenblanding mellem H.C.Andersens
forfatterskab og Martinus’ kosmologi. Denne begrundelse måtte jeg naturligvis
acceptere, også selv om jeg selvfølgelig ikke delte de pågældende medarbejderes
opfattelse. Den nævnte opfattelse blev dog ikke gældende for fremtidige
medarbejdere ved KOSMOS, idet man efterhånden havde forstået, at der i og med
mine studier og skriverier omkring H.C.Andersen set på grundlag af Martinus’
kosmiske analyser, var tale om et seriøst projekt. – Artiklen er her bearbejdet
og udvidet med bl.a. noter og kildehenvisninger.
Tegneren og maleren Vilhelm Pedersens
rørende tegning af de to legekammerater, Kay og Gerda,
som i den lune årstid næsten dagligt
leger sammen i den lille ’taghave’ mellem forældrenes huse.
Her er de blomstrene rosentræer
symbolet på børnenes indbyrdes kærlighed og samhørighed.
– Tegning til eventyret Snedronningen: Vilhelm
Pedersen.
Som nævnt i første
del af denne artikel, behandler H.C.Andersen i sine romaner og eventyr, og ikke
mindst i eventyret Snedronningen (1844), indirekte det meget
væsentlige spørgsmål om, hvilke krav og forventninger, der må stilles til den
mentale holdning, med hvilken vi bør møde livet og verden. Vel at mærke, hvis
vi vil gøre os virkelig begrundet håb om at opleve og erkende, at alt i livet
og verden i virkeligheden er et eventyrligt underværk.
Eventyret ”Snedronningen”
udfolder sig, som tilfældet er med de fleste af Andersens eventyr – og en stor
del af hans øvrige forfatterskab med for den sags skyld – principielt i fire
forståelses-dimensioner eller tydnings-planer. Disse fire tydningsplaner
udgøres af 1. handlings-planet, 2. idé- eller morale-planet, 3. det
selvbiografiske plan, og endelig 4, det universelle eller kosmiske plan. Af
disse ’planer’ vil det naturligvis først og fremmest være det fjerde
tydningsplan, der har interesse i denne sammenhæng. (Note 1).
Det blev også
nævnt i artiklens første del, at grundideen i eventyret ”Snedronningen” er at
vise den kølige og i en vis forstand nøgterne, forbeholdne og analytiske, dvs.
brudstykkevist erkendende forstands uformåen og utilstrækkelighed, når det gælder
livets etisk-moralske værdier og dybere sandheder. Og situationen bliver ikke
bedre af, at vi i vort relative, små-perspektiviske forhold til omverdenen
lader os i den grad lede af personlige sym- og antipatier, der ikke sjældent er
udtryk for et snæversyn, som mere eller mindre konsekvent underkender og ofte
fordømmer opfattelser og synspunkter, der ligger udenfor vor egen mentale
horisont. Det er blandt andet dette, H.C.Andersen har villet sige i den lille
geniale fortælling om ”Troldspejlet”, hvormed han indleder sin livskloge
historie om de to børn, Kay og Gerda, som i løbet af
handlingen kommer til at repræsentere henholdsvis det kolde, kritiske og
livsfornægtende forstandshovmod, og den barnligt uskyldige, åbne, varme og livsbekræftende
følelse og mentalitet. (Note 2)
Den ovennævnte
problemstilling genfinder man i øvrigt overalt i Andersens forfatterskab:
kølig, nøgtern forstand og fornuft kontra varm fantasi og levende intuition,
snæversyn kontra vidsyn, småborgerlighed kontra kosmopolitisk
verdensopfattelse, egoisme kontra altruisme. Med sin vidunderlige og
veludviklede sans for humor, visdommens tro følgesvend, viser han os, at den
kolde forstand, egoismen, snæversynet og småborgerligheden spærrer os inde i et
mentalt fængsel, der udelukker os fra at opleve livets guddommelige under og
eventyr. Ifølge Martinus’ kosmiske analyser er det netop denne ”ufærdige”
mentalitet eller psyke, som er synonym med ”kosmisk bevidstløshed”, der
forhindrer eller umuliggør opnåelsen af den kosmiske bevidsthed, som udvider og
uddyber den mentale horisont til at omfatte alle ’cirklens’ eller ’
livsspektrets’ 360 grader. (Note 3)
Martinus bruger
også andre udtryk end ”kosmisk bevidstløshed” og ”kosmisk bevidsthed” til at
karakterisere forskellen og forholdet mellem de to former for mentalitet eller
livsoplevelse, nemlig henholdsvis ”den lavpsykiske sansehorisont”, som
maksimalt omfatter ’livsspektrets’ 180 grader, og ”den højpsykiske
sansehorisont”, som omfatter alle ’livsspektrets’ opnåelige 360 grader. Men nok
så vigtigt i sammenhængen er det, at Martinus samtidigt pointerer, at problemet
ikke drejer sig om menneskets ”onde” vilje, men derimod om dets manglende evne.
Denne ”evne” er igen et spørgsmål om mental udvikling, som atter er et spørgsmål
om et tidspanorama, der rækker langt ud over det enkelte jordeliv. (Note 4)
Som nævnt deler
H.C.Andersen den netop skitserede opfattelse, og det viser han f.eks., når han
i essayet Tro og videnskab (Prædiken i naturen), som står at læse i
rejsebogen I Sverrig fra 1851, bl.a. skriver: ”Livets disharmoni
ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på
jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed.” – Og at han også er enig
i, at livet og udviklingen primært drejer sig om kosmisk opdragelse, det viser
han eksempelvis i romanen Kun en spillemand (1837), når han deri
fremfører sin ”sjælens udviklingsrejse”:
"Dersom vejen til den
salighed, som såvel vor naturlige, som positive religion lover os, går fra
jorden til en højere stjerne og fra denne til en endnu mere udviklet og for os
mere skikket, da bliver det hele sig udfoldende liv en stor opdragelsesrejse,
en vandring fra by til by mod det himmelske Jerusalem. Vore rejser her på
jorden er et ringe, men anskueligtgørende billede af denne større flugt. Man
stifter bekendtskaber, vinder venner, som man med tårer skilles fra, idet vi
føler det så bittert tungt aldrig at skulle mødes; vi nødes timer og dage at
være sammen med mennesker, som er os til plage, og siden, efter skilsmissen,
står de for os som morsomme originaler; hvad der voldte os de største sorger og
ængstelser bliver just glanspunkter. Fra den himmelske stad, målet for vor
stræben, ser vi måske på en stjernehimmel, hvor, imellem de glinsende punkter
også denne vor jord findes; vi kender den som hjemmet for vor første
tilværelse, og alle erindringer, som barndomsminder, foresvæver os. Hvor mon nu
de er, med hvem mine bedste timer der var uadskillelige? Dog, hvor de end er,
de erindrer de samme timer og glæder sig som jeg til gensynet. Vi peger mod en
anden klode, en højere opdragelses verden, og mindes leveårene der. Således ser
vi allerede her på jorden tilbage på en her såkaldet stor rejse og siger, når
vi betragter kortet: ”Paris! Ja, der var jeg i fire måneder! Rom, der var jeg
et halvt år!” og vi føler længsel efter dem, vi der fik kære og måtte skilles
fra, men denne længsel forstyrrer os ikke i øjeblikkets lykke. På evighedens
store rejse skal vi ikke lære at elske kun enkelte på et bestemt sted, vi er
ikke jord-, men himmelborgere; menneskehjertet skal ikke være en komet, hvis
stråler kun peger i een retning, men en sol, som stråler lige klart til alle
sider." (Note 5)
Tanken om en
kosmisk opdragelses- eller udviklingsrejse fra klode til klode, finder vi faktisk
også i Martinus’ kosmologi, mere præcist i Livets Bog I, stk. 284. Og
forestillingen om at målet for den igangværende udvikling er, at
”menneskehjertet”, dvs. den menneskelige ånd, skal blive en sol, der lyser lige
klart og varmt på alt og alle, kan vi genfinde i Martinus’ smukke og poetiske
lille bog Blade af Guds billedbog. Vi må derfor endnu engang
konstatere, at der både i princippet og ofte også i detaljen består en stor
overensstemmelse mellem H.C.Andersens religiøse forestillings- og begrebsverden
og Martinus’ geniale kosmiske analyser og visdomsfacitter.
For imidlertid at
imødekomme den opmærksomme og kritiske læser, der måske har hæftet sig ved, at
Andersen kalder jorden for ”hjemmet for vor første tilværelse”, skal det her
gentages, at der næppe kan være tvivl om at han til trods for disse ord,
alligevel havde en klar forståelse af, at begrebet evighed, vel at mærke i sit
tidsdimensionelle aspekt, indebærer såvel en uendelig fortid som en uendelig
fremtid. I den retning tyder bl.a. et af de citater fra romanen Improvisatoren,
som blev omtalt i artiklens første del, nemlig specielt udtrykket:
”Erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl og som jeg
må gentage.” Erindringer fra en anden verden antyder jo, at der er tale om en
tidligere eksistens i en anden verden, og alene af den grund dementeres
indirekte udtrykket ”hjemmet for vor første tilværelse”. Og i romanen O.T.
lader han hovedpersonen, sit alter ego, Otto, udbryde: ”Var jeg til, før jeg
fødtes på denne klode? Skal jeg her lide for synder, jeg hist begik?” – Begge
citater implicerer sjælens – eller personlighedens – tidligere eksistens, og i
øvrigt står det helt klart, at Andersen til fulde forstod, at noget, der er
evigt og dermed uskabt, og i en vis forstand også udødeligt, kan naturligvis
hverken have begyndelse eller ende. De nævnte eksempler viser forhåbentlig
tilstrækkeligt tydeligt, at man ikke skal tage udtrykket ”hjemmet for vor
første tilværelse” al for bogstaveligt, rent bortset fra, at der i og for sig ikke
skulle være noget til hindring for, at jordkloden vil kunne betragtes som
hjemstedet for vores første fysiske tilværelse i det indeværende spiralafsnit.
Dette strider jo i øvrigt principielt heller ikke imod Martinus’ opfattelse af
situationen. (Note 6)
Det væsentlige er
imidlertid her, at det H. C. Andersen så og forudså med sit i øvrigt både
fysisk g psykisk skarpe blik, var at den på hans tid stærkt stigende og på sin
vis velbegrundede tiltro til intelligensevnens eller forstandens overlegenhed i
spørgsmålet om udforskningen af livet og verden, ville få et forløb i retning
af en materialistisk grundopfattelse. Det skete i tillid til naturvidenskabens
ofte fantastiske opdagelser og sejrrige forskningsresultater, opnået på
baggrund af dens kompromisløse krav om objektivitet. Andersen og en del andre
samtidige så med bekymring på, at den nævnte udvikling ville
favorisere og autorisere den grundtanke, at livet og verden
udelukkende består af og kan forklares ved fysisk-kemiske årsager og
virkninger, der hverken fordrer tilstedeværelsen af ånd og sjæl eller af en
guddom og en deraf flydende højere bestemt lovmæssighed og hensigt med
tilværelsen. Eftertiden må erkende, at Andersen havde en usædvanlig klar
forståelse af, hvad der i al fald foreløbig ville komme til at ske i fremtiden
i den vestlige verdens kulturkreds.
Udviklingsforløbet
og situationen i vor tid har til fulde givet H. C. Andersen ret i den
forudseende opfattelse, som han bl.a. har givet udtryk for i romanen At
være eller ikke være (1857), nemlig i, at den materialistiske livs- og
verdensopfattelse er et ”alt guddommeligt opslugende uhyre.” Og det må i den
sammenhæng ikke glemmes, at han faktisk havde en mere positiv, ja, nærmest
begejstret holdning til videnskaben og teknikken, som han principielt opfattede
som Guds gaver til gavn og glæde for menneskeheden og dens fremtid, end de
fleste andre i hans samtid. Han priste langt fra de såkaldte ”gode, gamle
dage”, men så meget desto mere den ny og kommende tid, som han med sin
kulturoptimisme mente trods alt ville komme til at rumme meget godt for
menneskeheden. Andersens forfatterskab nærmest vrimler med eksempler på denne
holdning hos ham, men et af de mest typiske er nok det underfundige og herlige
eventyr Lykkens kalosker fra 1838. Sin optimisme på menneskenes og
verdens vegne delte han i øvrigt med fysikeren og filosoffen H.C.Ørsted, hvis
bog Aanden i Naturen, som udkom 1849-50, næsten kom til at betyde
lige så meget for Andersen som Bibelen. Han kendte dog bogens tanker, ideer og
synspunkter på forhånd, for dem havde han i mange år haft lejlighed til at
drøfte med sin ældre faderlige ven og mentor. (Note 7)
I sine omfattende
og dybdeborende kosmiske analyser har Martinus indgående behandlet spørgsmålet
eller problemet om den materialistiske livs- og verdensanskuelse, dens årsager
og virkninger og dens plads eller rolle i den samlede kosmiske verdensplan.
Heri udfylder den en komplementær og kontrastdannende funktion i forhold til
tidligere tiders religiøse livsanskuelse, som primært var baseret alene på tro,
og en funktion, som primært har til formål at forsyne menneskeheden – og dermed
det enkelte menneske – med de erfaringer, subsidiært de lidelser, der i henhold
til Martinus er absolut nødvendige og uundværlige forudsætninger og betingelser
for udviklingen af den ægte humane evne, næstekærligheden, i den menneskelige
psyke og væremåde eller adfærd. Martinus påviser i den sammenhæng klart
intelligensevnens kapacitet og funktionsområde, og pointerer lige så klart dens
utilstrækkelighed i spørgsmålet om løsningen på livets fundamentale åndelige
mysterier og dybere problemer. Med intelligensevnen kan livet og verden kun
opfattes og fortolkes i mål-, vægt- og hastighedsfacitter, hvis antal til
stadighed forøges i kraft af samme evnes analytiske funktionsmåde. Resultatet
heraf er blandt andet, at den eftersøgte helhedsopfattelse eller totalanskuelse
af tilværelsen bliver borte i et ocean af uoverskuelig detailviden. Og når dertil
lægges, at det såkaldte åndelige mørke, hvilket hovedsagelig vil sige fraværet
i menneskets bevidsthed af Gud, ånd, sjæl, udødelighed og evigt liv, som
principielt skyldes en ufuldstændig eller totalt manglende erfaring og viden om
livets evige helhedsstruktur, altså i en vis forstand uvidenhed, ikke kun er
negationen af viden, men er en tilstandsform hos den menneskelige psyke eller
bevidsthed, som er karakteriseret ved, at den lader fremstå som tilsyneladende
realistisk virkelighed, hvad der faktisk kun er illusion og overtro, bliver
sagens alvor forhåbentlig åbenbar. (Note 8)
Men i henhold til
Martinus viser livets kosmiske hensigtsmæssighed eller Guds vilje og
bestemmelse også i denne betrængte situation sig for vore undrende sjæle: Thi
mennesket planlægger og handler netop på basis af sin viden og erfaring eller –
nok så vigtigt – sin mangel på samme, hvilket i sidstnævnte tilfælde
nødvendigvis må konsekvere i fejlagtige og uhensigtsmæssige dispositioner og
handlinger. En mangel på viden og erfaring kan f.eks. være, at man ikke er klar
over, at det er mest hensigtsmæssigt og derfor bedst, hvis man viljestyrer sine
begær, frem for at man lader begærene styre sin vilje. Men en sådan situation
eller tilstand danner jo automatisk grundlag for erfaringsdannelse på to
væsentlige bevidsthedsområder: det intellektuelle og det emotionelle, af hvilke
sidstnævnte område ikke er det mindst vigtige, idet der netop indenfor dette
område bl.a. er tale om de lidelsesoplevelser og –erfaringer, Martinus
beskriver som absolut nødvendige forudsætninger og betingelser for udviklingen
af den humane evne eller næstekærligheden, og af den deraf betingede kosmiske
sanseevne, som intuitionsevnen udgør. (Note 9)
Som det formentlig
vil være bekendt, er det imidlertid ikke alle mennesker, der på samme tid vil
være udsat for en situation som den ovenfor skitserede. Der findes jo også i
vor tid endnu et meget stort antal mennesker, som er undergivet trosevnens
vilkår og betingelser. Det gælder dog måske i nok så høj grad mennesker af
anden trosretning og kultur end den kristne, og særlig hvis og når de
pågældende forholder sig ortodokst og dogmatisk til deres religions
læresætninger og kulturelle traditioner. Dette er i nyere tid kommet til at stå
lysende – og i visse tilfælde smerteligt – klart i disse integrations- og
globaliseringstider, hvor et stort antal mennesker fra ikke-kristne lande og
kulturer er emigreret og har slået sig ned i de velstillede, sekulariserede og
demokratiske vestlige samfund.
Martinus inddeler
da også menneskene i to store hovedgrupper, for nemheds skyld kaldet A og B, og
analyserer og beskriver disse i relation til deres modtagelighed eller
ikke-modtagelighed for eller ligefrem uvilje og fjendskab imod den ny verdensimpuls,
der som allerede tidligere nævnt har til hensigt at inspirere og stimulere
menneskeheden til den mentale og kulturelle kursændring, der med
næstekærligheden som basis skal sikre tolerancen, fordrageligheden og freden
blandt menneskene uanset nationalitet, køn, seksuel orientering, race, religion
og kultur. For den førstnævnte gruppes, gruppe A’s, vedkommende, så er denne
karakteriseret ved at tanke- og forstandslivet forenklet sagt er mere
fremtrædende end hos den sidstnævnte gruppe, B, hvor det forenklet sagt er
følelses- og instinktlivet, der dominerer individets tilværelse. Men for at
forstå omfanget og rækkevidden af denne problemstilling, vil det være
nødvendigt for læseren at kende til Martinus’ analyser vedrørende
”Jordmenneskehedens modtagelighed for den ny verdensimpuls” og ”Menneskehedens
bevidsthedskategorier”, samt grundenergiernes virkemåde og indbyrdes
kombination. De nævnte emner har dog været omtalt i et vist omfang tidligere
her på hjemmesiden, men for den fulde forståelse af emnerne må henvises til
Martinus’ egne værker. (Note 10)
I det følgende
skal vi se nærmere på den rolle, som opgøret med den materialistiske livs- og
verdensanskuelse spiller i H.C.Andersens forfatterskab. Det gør vi
indledningsvis ved at kigge nærmere på et af de mest centrale og vigtige
eventyr i Andersens samlede litterære produktion, nemlig eventyret
”Snedronningen” fra 1844. Heri finder vi nemlig et fremragende eksempel på, at
digteren er fuldkommen enig med Martinus i, at det er den humane, næstekærlige
indstilling og holdning og den deraf betingede intuitive livsoplevelsesevne,
der bringer det levende væsen, subsidiært mennesket, ”tilbage til livet” og
dermed til Gud, og i en vis forstand tilbage til sig selv. Thi Gud er i mennesket
og mennesket er i Gud, for i ”Ham” eksisterer vi, manifesterer os og oplever,
lige som ”Han” oplever og manifesterer sig i kraft af os. Det er den sandhed og
lære, som digteren Andersen og vismanden Martinus hver for sig gennem deres
forfatterskaber forsøger at formidle til os åndeligt hungrende og alvorligt
søgende mennesker. (Note 11)
I henhold til Martinus’
kosmiske analyser er det levende væsen – herunder naturligvis også mennesket –
fra Guddommens side fundamentalt udstyret med i alt seks grundevner, som
administrerer hver sin grundenergi, nemlig instinkt-, tyngde-, følelses-,
intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. Det afgørende er imidlertid,
at disse evner ikke er ens udviklede på samme tid (jf. med grundenergiernes
kombination). I det store kosmiske projekt befinder menneskene sig stort set på
et stadium, hvor den såkaldte indvikling i den fysiske materies verden er ved
at skifte om til en udvikling fra denne. Det skyldes netop
grundenergikombinationen i dyreriget, hvis livsvilkår og traditioner menneskene
jo endnu i nogen grad tilhører. I menneskenes aktuelle tilfælde er
intuitionsevnen normalt ikke ’medfødt’, sådan som tilfældet er med anlæggene
for instinkt, følelse, intellekt og hukommelse. På det åndelige
udviklingsstadium som de fleste nutidsmennesker kosmisk set befinder sig på, er
og forbliver intuitionsevnen almindeligvis latent, dvs. ikke-fungerende, eller
kun fungerende i mindre grad. Det sidstnævnte hænger sammen med den
omstændighed, at intuitionsevnen så småt er ved at gøre sig gældende hos de
mest fremskredne humane mennesker, og det skyldes ifølge Martinus’ kosmiske
analyser at intuitionsevnens fremvækst og funktion er organisk baseret på de to
komplementære seksuelle poler og polorganers funktionelle harmonisering i det
enkelte menneskes bevidsthedsstruktur. Denne harmonisering giver sig især
udslag i et tiltagende afbalanceret styrkeforhold mellem bevidsthedslivets
følelse og intelligens, og på denne balance beror forekomsten af de såkaldte
”kosmiske glimt”, som nærmest er en automatisk følge deraf. Og når denne
balance efterhånden er blevet total, medfører det lige så automatisk, at de
kosmiske glimt munder ud i fødslen af permanent kosmisk bevidsthed, hvormed
individet bliver i stand til umiddelbart at anskue den kosmiske virkelighed.
(Note 12)
Her ses Djævelens lærlinge på vej op mod himlen, for at lade
englene og selv Gud spejle sig i troldspejlet, som har den egenskab, at alt,
hvad der spejler sig deri, bliver fordrejet og forvrænget og gjort
nar af og til grin: ”Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det,
de kunne næppe holde fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og
englene; da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det for dem ud af
hænderne og styrtede ned mod jorden, hvor det gik i hundrede millioner,
billioner og endnu flere stykker, og da just gjorde det megen større ulykke end
før; thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj om i
den vide verden, og hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende, og da så
de mennesker alting forkert, eller havde kun øjne for hvad der var galt med en
ting, , thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som
det hele spejl havde; nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i
hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is.
[…]”. – Tegning af Vilhelm Pedersen til eventyret Snedronningen.
I løbet af de
følgende betragtninger skal vi komme til at se, at det ovenfor skitserede netop
er, hvad det smukke og dybsindige eventyr ”Snedronningen” handler om, vel at
mærke i sit kosmiske tydningsperspektiv.
I sin ydre,
bogstavelige handling er dette eventyr en rørende fortælling om to
legekammerater, pigen Gerda og drengen Kay, som til en begyndelse er inderligt
og uadskilleligt knyttet til hinanden i deres trygge hverdag, hvor de passes af
den gamle bedstemor, som fortæller dem eventyr og historier. En dag, da
vinduesruderne er frosset til og sneen falder tæt udenfor, inspirerer vejret
bedstemoderen til at fortælle børnene, at sneen ”er de hvide bier, som
sværmer”, og tanken om bierne får Kay til at spørge, om de hvide bier mon også
har en dronning. Det bekræfter bedstemoderen, som fortæller at frosten på
ruderne skyldes, at Snedronningen har åndet på dem.
Sådan går dagene
for de to legekammerater, indtil det en dag sker, at Kay kigger ud ad et lille
optøet hul i de tilfrosne vinduer, og ser Snedronningen lyslevende frem for sig
udenfor. Han bliver på samme tid dybt fascineret og afskrækket af det smukke,
kolde syn af isdronningens skikkelse, men glemmer hende dog snart efter i
hverdagens leg sammen med lille Gerda. Imidlertid sker der en dag det, at bedst
som de to legekammerater sidder og kigger i en billedbog, udbryder Kay
pludselig: ”au! Det stak mig i hjertet! og nu fik jeg noget ind i
øjet!”
Hvad hverken han
eller lille Gerda var klar over, var der sket det, at Kay havde fået en splint
af ”troldspejlet” i hjertet og i øjet, og det bevirkede, at hans hjerte
forvandledes til en isklump og at han herefter så og opfattede alting
forvrænget og negativt. Men sådan opfatter han det imidlertid ikke selv,
tværtimod mener han først nu at kende verden og menneskene, som han vurderer og
bedømmer skarpt, kritisk og nådesløst. Troldspejlets glasstumper bevirkede, ”at
alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde
og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at
bemærke.” I denne mentale tilstand lader den kritiske og perfektionistiske Kay
sig nemt tryllebinde af Snedronningen, som lokker ham til at følge med sig til
hendes land og slot, skabt af kulde, is og sne. Og ”midt derinde i den tomme, uendelige
snesal var der en frossen sø: den var revnet i tusinde stykker, men hvert
stykke var så akkurat ligt det andet, at det var et helt kunststykke; og midt
på den sad Snedronningen, når hun var hjemme, og så sagde hun, at hun sad i
forstandens spejl, og at det var det eneste og bedste i denne verden.”
Dybt fascineret af
al denne tilsyneladende herlighed, får Kay, som er blåsort af kulde og derfor
følelsesløs, lejlighed til at forsøge sig med ”forstands-isspillet”, som er et
slags puslespil, men her med ”skarpe, flade isstykker, som han lagde på alle
mulige måder, for han ville have noget ud deraf”. Nogle isstykker var formet
som bogstaver og ord, ”men aldrig kunne han finde på at lægge det ord, som han
just ville, det ord: Evigheden, og Snedronningen havde sagt: ”Kan du
udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg forærer dig hele
verden…”, og med tanke på sine yngre tilhørere eller læsere tilføjer Andersen
fornøjeligt: ”… og et par nye skøjter.” Det, Kay så gerne ville, var at spillet
skulle komme til at gå op og danne en helhed, hvilket dog indtil videre ikke
lykkedes for ham. (Note 13)
Kays emotionelle
modpol, Gerda, er også aktiv i sit forsøg på at genfinde sin
bortkomne legebroder,
og hun må gennemgå alverdens
strabadser, før det til sidst lykkes hende at genfinde og udfri ham af
Snedronningens magt.
Men takket være sin tillid til ”Fader
vor” bliver hun beskyttet og vejledet af en legion af engle.
– Tegning af Vilhelm Pedersen til
eventyret Snedronningen.
Men i mellemtiden
har den trofaste lille Gerda, Kays emotionelle modpol, søgt efter sin
legebroder overalt, og efter mange forhindringer, svinkeærinder og strabadser
finder hun ham endelig til sidst. Men han genkender hende ikke straks: ”…da
græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans
hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så
på hende, og hun sang salmen: ”Roserne vokse i dale, der får vi barn Jesus i
tale!” Da brast Kay i gråd: han græd så spejlkornet trillede ud af øjnene, han
kendte hende og jublede: Gerda! Søde, lille Gerda! – hvor har du dog været så
længe? Og hvor har jeg været?…” Og det går da op for Kay, hvor kold og tom den
hele herlighed er i Snedronningens forstands-rige, og hans erfaring har nu
belært ham om, at der er en varme, kraft, sandhed og virkelighed i den åbne,
uforbeholdne og tillidsfulde livsholdning eller barnetro, som den kolde,
analytisk-kritiske forstand ikke kan fatte, men nok spotte og nedgøre. For
resten en spot og nedvurdering, som den ”barnlige” H.C.Andersen i øvrigt selv
var blevet gjort til genstand for, især i sin ungdom, men til en vis grad også
i sit ellers så berømte og værdsatte eftermæle. (Note 14)
Men tolket på
baggrund af Martinus’ kosmologi handler eventyret ”Snedronningen” mere præcist
om ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, som
henholdsvis er et universalprincip og en altafgørende universel proces, der
baserer sig på det levende væsens evighedsstruktur. Denne består bl.a. af de
tidligere nævnte to komplementære, højpsykiske kræfter eller ”poler”: den
feminine pol og den maskuline pol, samt de dertil knyttede to seksuelle
polorganer: det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan. Dette
uhyre interessante, spændende og vigtige emne er søgt skitseret i den følgende
tekst, men findes i højere grad behandlet i tidligere afsnit her på
hjemmesiden. Den specielt interesserede læser kan i øvrigt henvises til de
værker af især Martinus og desuden af Per Bruus-Jensen, som anføres i (Note 16)
Så meget kan dog
siges her, at de to polorganer ikke umiddelbart lader sig identificere med de
to seksuelle poler. Forholdet er i første instans det, at det emotionelle
polorgan vil være knyttet til hunkønsvæsenets feminine pol og til
hankønsvæsenets maskuline pol, medens det forholder sig lige omvendt med det
intellektuelle polorgan, som for kvindens vedkommende vil være knyttet til
hendes (mere eller mindre latente) maskuline pol, og for mandens vedkommende
til hans (mere eller mindre latente) feminine pol.
Selve polforvandlingsprocessen
forløber principielt som et cyklisk sam- og modspil mellem de to seksuelle
poler, der fordrer så umådelige tidsrum som to kosmiske spiralkredsløb, for at
fuldbyrde ét totalt polforvandlingskredsløb. De store yderpunkter i dette
forløb vil dels være karakteriseret ved en periode, hvori de to seksuelle poler
befinder sig i funktionel harmoni og balance med hinanden, hvilket vil sige en
periode af såkaldt ”dobbeltpolet” tilstand. Og dels en periode, hvori
respektive den ene eller den anden af de to poler og polorganer befinder sig i
inaktiv, latent tilstand, hvilket vil sige en periode af såkaldt ”enkeltpolet”
tilstand, som blandt andet danner grundlag for og udgør den dybere årsag til
eksistensen af netop hunkøns- og hankønsvæsener, subsidiært hundyr og handyr,
kvinder og mænd, for ikke at glemme forekomsten af hun- og han-blomster i
planteverdenens brogede mangfoldighed. (Note 17)
Baggrunden for
polforvandlingsprocessen er i henhold til Martinus det kosmiske faktum, at alle
levende væsener i deres kosmiske natur og struktur er fuldkommen ens og
ligestillede. Alle er lige nødvendige og uundværlige i den guddommelige
organisme og i livets store eventyrspil. Men for at livets oplevelse i det hele
taget skal kunne etableres, må Guddommen i og med de levende væsener
manifestere modsætningernes verden af liv og død, godt og ondt, behag og
ubehag, kærlighed og had, glæde og smerte, lys og mørke, stort og småt etc.
etc., vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger
hinanden, således at det fra det absolutte, kosmiske udsigtspunkt forholder sig
sådan, at modsætningerne opvejer og ophæver hinanden. Men eftersom f.eks. det
såkaldte ”onde” er en absolut nødvendig forudsætning for det såkaldte ”gode”,
bliver det ”onde” derfor i virkeligheden identisk med ”det ubehagelige gode”,
medens det såkaldte ”gode” bliver identisk med ”det behagelige gode”. Set fra
det kosmiske og såkaldt højpsykiske udsigtspunkt findes der derfor ikke noget,
der hedder død, ondskab, tilfældighed, uretfærdighed osv., idet disse fænomener
eller tilstande udelukkende er et produkt eller en følge af en sanseevne, der
er henvist til at se og opleve livet indenfor rammerne af, hvad Martinus
betegner som den lavpsykiske sansehorisont. Men set under den sidstnævnte
synsvinkel forekommer de nævnte fænomener paradoksalt nok virkelige og reelle,
hvad de fleste almindelige mennesker rent umiddelbart naturligvis vil kunne
bekræfte. (Note 18)
Forløbet af
polforvandlingsprocessen er da sådan, at tilstanden og perioden med
dobbeltpolethed gradvist afløses af sin modsætning, nemlig en periode og
tilstand, hvori enkeltpoletheden er herskende og dominerende. Men denne
situation afløses – kosmisk set naturligvis – atter gradvist af en ny periode
med dobbeltpolet tilstand, og således fortsættende i det uendelige og i al
evighed. Polforvandlingen er jo selve det evige livs rytme eller pulsslag, som
holder alting i gang og sikrer de levende væsener en nødvendig og stadig
fornyelse af livsoplevelsesevnen. Ifølge Martinus’ kosmiske analyser er det dog
i praksis sådan, at den enkeltpolede tilstand kun forefindes i to af de i alt
seks universalriger, der tilsammen udgør spiralkredsløbet, nemlig i planteriget
og dyreriget, til hvilket sidste det jordiske menneske jo som bekendt (endnu)
hører. Den dobbeltpolede tilstand har derimod de øvrige fire riger i
spiralkredsløbet til rådighed, nemlig de riger, Martinus henholdsvis betegner
som ”det rigtige menneskerige”, ”visdomsriget”, ”den guddommelige verden” og
”salighedsriget”. Samtlige riger er tidligere blevet omtalt i andre afsnit her
på hjemmesiden, men derudover henvises til Martinus’ værker og relevant
sekundærlitteratur, som f.eks. Per Bruus-Jensens værker. (Note 19)
Nu skal der jo nok
være nogle læsere, der vil mene det er at gå for vidt, når jeg så konsekvent
fortolker Andersens forfatterskab ud fra Martinus’ kosmiske analyser, ikke
mindst når det drejer sig om det seksuelle polprincip og polforvandlingen. Men
selv mener jeg naturligvis ikke, at der er tale om overfortolkning af Andersen
og hans digtning, hvilket formentlig også for længst er blevet godtgjort i og
med mit efterhånden omfattende forfatterskab om emnet. En af mine
hovedbegrundelser for det sammenlignende studium mellem Andersens forfatterskab
og Martinus’ kosmologi, er først og fremmest den kendsgerning, at Martinus selv
har inddraget samme emne i sit eget arbejde, om end kun i mindre omfang, men
dog så meget og på en sådan måde, at dette i sig selv turde være begrundelse
nok. Men det er desuden også en dokumenterbar kendsgerning, at Andersen
personlig var fortrolig med den opfattelse, at det enkelte individ
grundlæggende er en kombination af hankøn og hunkøn. Selv talte han om sin
”halve kvindelighed” og sit ”pigelige sind”, og når det samtidigt tages med i
betragtning, at han også opfattede livet eller tilværelsen som én stor,
universel opdragelses- eller udviklingsrejse gennem tid og rum og evighed frem
mod fuldkommengørelsen af ”mennesket i Guds billede efter hans lignelse”,
hvilket indebærer en udviklingsproces, der selvfølgelig rækker langt ud over et
enkelt jordeliv, turde det forhåbentlig stå klart, at der er saglig dækning for
den fortolkning af Andersen og hans forfatterskab, som jeg nu i en længere
årrække har gjort mig til talsmand for. Men i øvrigt har Andersen selv givet et
klart og utvetydigt udtryk for sin menneske- og livsopfattelse i et af sine
senere eventyr, nemlig ”Vejrmøllen” (1862), der kan ses som et digterisk
billede af det levende væsens evige grundstruktur, således som denne også og
især defineres indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. Andersen betegnede
tilmed eventyret ”Vejrmøllen” som sin trosbekendelse. (Note 20)
Når vi derfor
læser eventyret ”Snedronningen” med ”kosmologiske briller” ser vi, at Andersen lader
selve historien tage sit udgangspunkt i en ”paradisisk” situation og tilstand
(”barndomshjemmet”), som beror på at de to seksuelle poler (”de to børn Kay og
Gerda”) fungerer på lige fod og kompletterer og komplementerer hinanden. Den
maskuline pol (”Kay”) fungerer jævnbyrdigt med den feminine pol (”Gerda”), og
derfor er deres tilværelse præget af indbyrdes kærlighed og forståelse og
harmoni med omgivelserne. Og at der i virkeligheden er tale om at de to poler
(igen ”de to børn”) indgår som aktører i et større livsdrama, findes
symboliseret ved den gamle bedstemoder, der fortæller eventyr og læser op af
Bibelen. Hun repræsenterer derfor også den kraft, nemlig kredsløbs- og
kontrastprincippet (subsidiært sult- og mættelsesprincippet), der sætter handlingsforløbet
i gang. I lighed med Martinus og andre ’seere’ vidste den vise digter Andersen
også, at livets evige lovmæssigheder, det Martinus kalder ”skabeprincipper”,
periodisk fordrer forandring og fornyelse, for at livsoplevelsesevnen fortsat
kan befordres og opretholdes: de to seksuelle poler må separeres fra hinanden
(”de to børn må hver for sig forlade barndomsmiljøet og blive borte for
hinanden”), for at der kan etableres den livsnødvendige kontrastdannelse,
hvorpå al eksistens i virkeligheden er beroende.
Tegneren Vilhelm Pedersens opfattelse
af Snedronningen, som han nærmest har skildret i en engels skikkelse,
skønt hun i eventyret repræsenterer
alle den kølige forstands negative egenskaber,
eksemplificeret i den materialistiske
livs- og verdensanskuelse.
– Tegning af Vilhelm Pedersen til
eventyret Snedronningen.
Set i kosmologiens
perspektiv er Bibelens mytologiske ”Satan”, ”Djævelen”, ”Fristeren” eller
”Slangen”, identisk med ”verdensgenløsningsprincippet, og dette i samspil med
kredsløbs- og kontrastprincippet (”Slangen” og dens ”hoved” og ”hale”), er
derfor ansvarligt for og den dybere årsag til den proces, der betegnes som
”syndefaldet”. I Første Mosebog fortælles om ”Paradisets have” med de to træer:
”Livets træ” og ”kundskabens træ”, og om at Gud siger til Adam og Eva, at
de godt må spise frugterne fra livets træ, men kundskabstræet må de
ikke spise af. Martinus fortolker ”Paradiset” og ”livets træ” og dets ”frugter”
som den tilstand, menneskeheden med sine instinkter, følelser og primitive
intelligens oprindelig befandt sig i, og som var i harmonisk overensstemmelse
med de naturgivne livsvilkår. ”Kundskabens træ” og dettes ”frugter” tolker han
som den situation, der opstod, efterhånden som menneskene udviklede
intelligensevnen, men samtidigt var dirigeret af mere eller mindre primitive
bevidsthedskræfter, som blev årsagen til al ufred og splid blandt menneskene.
(Note 21)
Imidlertid
fortæller Eva til Slangen, at Gud har forbudt hende og Adam at spise af frugten
fra ”kundskabens træ”, thi i så fald vil et liv i trældom under dødens lod være
dem vis. Hertil svarer ”Slangen”: ”I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I
spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!”
-
I eventyret
”Snedronningen” siger den hvide dronning, i sin identitet med
”verdensgenløsningsprincippet”, til Kay, som på grund af sin fortryllelse eller
fascination af intellektet og dets muligheder, er ”slave” i ”forstandens
isslot” (den materialistiske livs- og verdensanskuelse), at ”løsenet” på han
frigivelse er ordet ”Evigheden”: ”Kan du udfinde mig den figur, så skal du være
din egen herre, og jeg forærer dig hele verden…” – I mellemtiden er
den lille Gerda også draget hjemmefra for at søge efter sin legebroder (den
feminine pol begynder atter at røre på sig), men på sin vej indfanges og
tryllebindes hun midlertidigt af blomsterhaven hos ”konen, som kunne trolddom”
(individets følelser fortrylles midlertidigt af romantikkens verdensbillede,
som svæver blandt idealerne og lukker livets realiteter ude). Dog,
eftersøgningen af den tabte legebroder må fortsætte, og da de to ”modpoler”
endelig atter forenes, som det sker, idet Gerda (den feminine pol) ’genfinder’
Kay (den maskuline pol), lykkes det at finde ’løseordet’ på den kosmiske
frihed, som er identisk med åndens sejr og herredømme over døden og materien,
og over tid og rum. De to seksuelle poler er dermed genforenet og
”paradistilstanden” genfundet, og ”børnene” er vendt tilbage til
”barndomshjemmet”:
”… Kay og Gerda gik hånd i hånd,
og som de gik, var det et dejligt forår med blomster og grønt; kirkeklokkerne
ringede, og de kendte de høje tårne, den store by, det var i den de boede, og
de gik ind i den og hen til bedstemoders dør, op ad trappen, ind i stuen, hvor
alt stod på samme sted som før, og uret sagde: ”dik! Dik!” og viseren drejede;
men idet de gik gennem døren, mærkede de, at de var blevne voksne mennesker.
Roserne fra tagrenden blomstrede ind af de åbne vinduer, og der stod de små
barnestole, og Kay og Gerda satte sig på hver sin og holdt hinanden i hænderne,
de havde glemt som en tungdrøm den kolde, tomme herlighed hos Snedronningen.
Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: ”uden at I
bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!” – Og Gerda og Kay så hinanden ind
i øjet, og de forstod på engang den gamle salme:
”Roserne vokse i dale,
der får vi barn Jesus i tale.”
Der stod de begge to voksne og dog
børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.”
Det er jo salmedigteren
Brorsons smukke og rørende salme Den yndigste rose er funden, som har
været en af hovedkilderne til eventyret ”Snedronningens” hovedtema og
morale. Det er ikke mindst versene 5 og 6, der må have sat tanker i gang hos
eventyrdigteren:
5. Forhærdede tidsel-gemytter,
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke!
6. Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.
I og med Brorsons
smukke og rørende salme får vi indirekte en forklaring på Andersens brug af
samme symbol i eventyret ”Snedronningen”, nemlig som udtryk for den kærlighed,
der ikke søger sit eget, altså ikke den kønslige kærlighed, men
næstekærligheden, som i virkeligheden er den eneste brugbare løsning på det
enkelte menneskes såvel som den samlede menneskeheds krisetilstand og
konfliktsituation.
Men med den meget
smukke slutning på eventyret ”Snedronningen”, som for øvrigt på flere måder kan
minde om slutningen på eventyret Hyldemoer, der er skrevet mere eller
mindre samtidigt med ”Snedronningen”, nemlig i efteråret 1843, har Andersen
blandt andet antydet det, som indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi benævnes
”spiralkredsløbsprincippet”. ”Børnene” i eventyret er jo i dettes slutning
blevet ”voksne”, og er som sådanne vendt tilbage til ”barndomshjemmet”, så at
sige på et højere udviklingstrin eller –niveau, sådan som der er tale om i et
spiralkredsløb. ”Voksne og dog børn”, ja, ”voksne” i forhold til
udgangspositionen, og ”børn” i forhold til det nyvundne, sommerlige ”paradis”.
(Note 22)
Kredsløbet er sluttet og
barndomsidyllen genoprettet, men på et højere niveau: De to
legekammerater Kay og Gerda har genfundet
hinanden og er atter forenede og
vendt tilbage til barndomshjemmet hos den gamle bedstemor, som bekræfter genkomsten
ved at læse
op af Bibelen det sted, hvor Jesus
siger: ”Uden at I bliver som børn, kan I ikke komme i Guds rige!”
– Tegning af Vilhelm Pedersen til
eventyret Snedronningen.
På baggrund af,
hvad der er blevet omtalt ovenfor, kan vi derfor nu endelig besvare det
spørgsmål, som indledte denne artikels første del, et spørgsmål, der kortest
kan formuleres sådan: ”Hvad skal og bør vi gøre, for at vor oplevelse af og
holdning til livet kan give os reelt håb om at komme til at fornemme dets dybde
og fylde, til gavn og glæde for os selv og vor næste?” – Svaret lyder kort og
godt: ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!” Men Gudsriget er
jo inden i os, og det betyder derfor, at uden et fornyet barnesind, dvs. uden
at erhverve sindets renhed og intuitionens umiddelbarhed, vil vi ikke kunne
gøre os begrundet håb om at komme til at opleve livet som det guddommelige og
eventyrlige under, det kosmisk set rent faktisk er og altid har været og
vedblivende vil være i al evighed. (Note 23)
© 1976 Harry
Rasmussen og hjemmesiden LIVETS EVENTYR.
_____________________________________
Noter og kilder til: ”Uden at I bliver som børn, …” (II)
Note 1: Det er et hovedpostulat i mine studier over H. C. Andersens
forfatterskab, at dette principielt kan tolkes i fire tydnings-lag eller
tydnings-niveauer, som jeg har valgt at kalde tydnings-planer. Tydningsplan nr.
1.: Handlings-planet, er identisk med den ’handling’ eller det
’indhold’, der rent umiddelbart og bogstaveligt fremgår af den pågældende
tekst. Tydnings-plan nr. 2.: Idé- eller moraleplanet, drejer sig om den idé,
mening, lære eller morale, der kan uddrages af den samme tekst. Tydnings-plan
nr. 3.: Det (selv)biografiske plan, vedrører det større eller mindre indhold af
biografiske og/eller selvbiografiske elementer, som enten åbenlyst eller skjult
fremgår af selv samme tekst. Tydnings-plan nr. 4.: Det universale eller
kosmiske plan, udgøres af tekstens ’skjulte’ indhold af kosmiske ideer, tanker
og forestillinger, som der kræves visse særlige forudsætninger for at kunne
uddrage.
Men det er naturligvis særlig det
fjerde tydnings-plan, den kosmiske dimension, i Andersens livsanskuelse og
forfatterskab, der har interesse i denne sammenhæng. Det er jo specielt dette
tydnings-plans indhold af universale (kosmiske) ideer, tanker og
forestillinger, som bringer os i berøring med Martinus’ kosmiske analyser. Det
er netop på den baggrund, at det er relevant at drage sammenligninger mellem
den livs- og verdensanskuelse, der er udtrykt i og med Martinus’ kosmologi. Vi
kan dog ikke undgå også at komme ind på de øvrige tre tydnings-planer i
Andersens forfatterskab, selvom det her kun vil ske i mindre omfang.
Note 2: Vedr. ”Troldspejlet”, så er djævelen som bekendt
det ondes personifikation og fremstilles ofte i skikkelse af halvt dyr og halvt
menneske med bukkehorn og bukkeben, i nogle tilfælde ligefrem som en
menneskelignende tobenet skikkelse med bukkehoved og bukkeben. Djævelen
forbindes i reglen med menneskesindets naturgivne, uslebne, ukontrollerede
dyriske kræfter, drifterne, og især med seksualiteten. Hvor denne forestilling
er fremherskende fremstilles djævelen med en fallos, som positivt set
symboliserer avlekraften og frugtbarheden, men som negativt symboliserer
sanselighed, tøjlesløshed og liderlighed, nogle af de kræfter, der ifølge
religiøse puritanere leder mennesket bort fra dydens smalle vej mod åndelighed
og Gud, og som fører til evig fortabelse.
Troldspejlet er hos Andersen
tydeligvis et symbol på primært den naturvidenskabelige reduktionisme, som
opstod under renæssancen og som siden bredte sig i den vestlige verdens
kulturkreds. Den med naturvidenskabens reduktionisme beslægtede filosofiske
materialisme fik også vind i sejlene, idet den ligeledes reducerer eller – som
spejlene i et spejlkabinet – forvrænger alting til sit modbillede, hvilket i
dette tilfælde vil sige til, at livet angiveligt udelukkende består af
fysisk-kemiske forbindelser, reaktioner, årsager og lovmæssigheder. I direkte
konsekvens heraf reduceres fænomener som ånd, sjæl og bevidsthed til
epifænomener, dvs. bi- eller ledsagefænomener til den fysiske materie. På
tilsvarende måde bliver religiøse begreber og forestillinger som Gud, engle,
dyd og udødelighed reduceret til i bedste fald illusoriske forestillinger, og i
værste fald til ren og skær overtro uden relation til virkelighedens verden.
Nu må man ikke tro, at H. C.
Andersen troede på en personificeret ”djævel”. En sådan forestilling hører også
efter hans mening til et relativt naivistisk bevidsthedsniveau, hvor man ikke
er i stand til at tænke filosofisk og abstrakt. Påvirket af sin kristent fromme
og naive moders tro på et blandet menageri af engle, ånder, spøgelser, hekse og
trolde, troede han dog i sin barndom fuldt og fast på sådanne forestillinger.
Men efter at være kommet i latinskolen i Slagelse indså han, at hans
rationalistisk indstillede fader havde ret i, at ”der er ingen anden djævel
til, end den mennesket bærer i sit eget hjerte.” Denne opfattelse og holdning
fik Andersen bestyrket i sin ungdom, mere præcist efter at han som 17-årig var
kommet i latinskolen i Slagelse, hvor der undervistes i religion efter Peter
Krog Meyers Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære med Hensyn
paa Disciplenes Tarv i de lærde Skolers øverste Klasser (1818), som
forholdt sig rationalistisk-kritisk til de ortodokse kristne dogmer.
H.C.Andersen gjorde sig derfor allerede i sin gymnasietid fortrolig med, at den
kristne ortodoksis og dogmatiks opfattelse af djævelen som en personificeret
ond kraft i opposition til Gud, ikke stemte med virkelighedens verden. Det
skulle vise sig, at det var en tankegang og lære, som han følte sig i god
overensstemmelse med, ikke kun som yngre, men stort set hele resten af livet,
også selv om han samtidigt forstod, at forstanden eller intellektet ikke i sig
selv er tilstrækkeligt til at løse livsgåden eller livsmysteriet. Dertil
behøves også følelse, intuition og fantasi, og det er netop dette, han blandt
andet fortæller om i og med sit på en gang dybsindige og dog så jordnære
eventyr om de to børn, Kay og Gerda.
I henhold til Martinus’ kosmiske
analyser er det individets såkaldte ”kosmiske udsigtspunkt”, dvs. dets kosmiske
udviklingsstadium og standard, der udgør den dybere årsag eller baggrund for
det, som i dette tilfælde H.C.Andersen i eventyret om Troldspejlet kalder for
”glasstumpen”. Det er med andre ord individets aktuelle udviklingsstandard,
hvilket vil sige dets midlertidige position i spiralkredsløbet og dermed på
udviklingsstigen, der bestemmer dét, Martinus betegner som den ”falske”
centrumsopfattelse. Mere præcist betyder det, at individet i mangel af
erkendelse af sit virkelige centrum: det evige Jeg, i stedet opfatter den
forgængelige fysiske organisme, mere generelt den fysiske materie, som det ego
eller det centrum, hvorom hele dets tilværelse drejer sig. Analogt med, at
tidligere tider betragtede jorden og ikke solen som solsystemets centrum. I det
perspektiv strækker individets tilværelse sig fra den fysiske undfangelse eller
den fysiske fødsel til den fysiske død. Denne situation er igen betinget af
individets midlertidige polkonstellation under polforvandlingsprocessen.
Individets ”falske” centrumserkendelse med alt, hvad deraf følger, hænger nøje
sammen med den enkeltpolede tilstand. Og dette er netop, hvad Andersen ud fra
sine forudsætninger og med sin tids begrebsverden og sprogbrug demonstrerer at
have forstået, ikke mindst i og med sit eventyr ”Snedronningen”.
Her vil det være gavnligt at
erindre sig, at det i henhold til Martinus jo er det guddommelige skabeprincip,
dvs. Gud som skaber, der dybest set ligger til grund for hele tilværelsen. Men
skabeprincippet udfolder sig i rytmer eller perioder af kontrastmæssige forhold
og situationer, i principiel lighed med døgnkredsløbet med dettes skiftende dag
og nat, lys og mørke, eller årskredsløbet med de skiftende årstider: sommer og
vinter, varme og kulde. Døgnkredsløbet såvel som årskredsløbet – og alle
kredsløb i øvrigt – er igen betinget af bevægelses- og kontrastprincippets
lovmæssigheder, som igen sikrer at al livsudfoldelse og livsoplevelse primært
er beroende på kontrastdannelse og kontrastforhold. Derfor former alt i
tilværelsen sig som kredsløb fra den ene kontrast til den anden og tilbage
igen. Tilsammen danner alle kredsløb det større og overordnede spiralkredsløb,
som ’indeholder’ alle andre former og ’størrelser’ af kredsløb. Men i henhold
til Martinus er spiralkredsløbet ikke det største kredsløb, der findes, idet
spiralkredsløbet selv indgår i et endnu større kredsløb, som igen indgår i et
endnu større kredsløb og således fremdeles i uendelighed. Der er altså ingen
grænse for antallet af kredsløb, hvilket grundlæggende hænger sammen med
tilværelsens evighedsnatur. Men eftersom de nævnte kredsløb kun kan have
teoretisk og filosofisk interesse for os mennesker, har Martinus valgt ikke at
komme nærmere ind på disse super-kredsløb.
Det vil endvidere her være
gavnligt at huske på, at skabeprincippets virkninger i første halvdel af en
spiral har til opgave at udvikle individets begær efter eller kærlighed til
materien, mens det samme princip i sidste halvdel af spiralen har til opgave at
udvikle individets kærlighed til de levende væsener. Det indebærer, at
individet i førstnævnte situation bliver stimuleret til at begære de materielle
ting, og det medfører i sin konsekvens, at individet bliver mere og mere
knyttet til disse ting og derfor samtidigt bliver mere og mere indviklet i
materien eller den materielle verden. Det betyder primært, at individets kærlighed
til sine øvrige medindivider med tiden svækkes og bliver mindre og mindre, alt
imens egeninteressen og selvtilstrækkeligheden, kort sagt, egoismen, bliver
fremherskende og dominerende. Dermed kommer individet til at opleve den højeste
fornemmelse af sit jegs adskillelse fra andre levende væsener i tilværelsen.
Men denne situation har i henhold til Martinus et tilsigtet formål, nemlig at
udvikle og forny individualitetsfølelsen eller jeg-følelsen, der igen er
forudsætningen og betingelsen dels for bevidstgørelsen af individet og dels for
en fornyelse af dets ansvarsfølelse, hvilket vil sige af dets etiske og
moralske egenskaber, eller kort sagt af individets humane evne. LB
I, 2. kap.
Det er i den forbindelse også
vigtigt at gøre sig klart, dels at en hvilken som helst form for oplevelse
forudsætter og er betinget af en forudgående oplevelse af dennes modsætning
eller kontrast, og en sådan oplevelse er jo netop sikret i kraft af det evige
spiralkredsløbs lovmæssigheder. Desuden er det vigtigt at forstå, at
skabeprincippets virkninger i første halvdel af spiralen i omfattende
udstrækning udgør en livsbetingelse og derfor i tilsvarende grad befordres af
individernes selvopholdelsesdrift. Men denne er for det jordiske menneskes
vedkommende jo netop baggrunden for begreber som egoisme, selviskhed og
selvtilstrækkelighed. Og netop denne situation, hvor individet stort set
mangler samfølelse med sine medvæsener og omgivelser, og derfor er ude af stand
til at føle med, tage hensyn til, endsige ofre sig for sine medvæsener, udgør
grundlaget for en befordring af psykiske tendenser som f.eks. selvoptagethed,
hovmod, praleri, løgnagtighed, hensynsløshed, begærlighed, skinsyge, had,
misundelse, forfængelighed osv. osv. De yderste konsekvenser heraf vil uundgåeligt
være kulminationen af ubehag i form af bl.a. røveri, tyveri, fjendtlighed,
mord, drab, krig, lemlæstelse, sorg, sygdom, og meget andet og mere, som kort
sagt danner grundlaget for vores opfattelse af ”det onde”, som igen udgør
”mørket” i tilværelsens mentale verden. Men eftersom dette ”onde” eller ”mørke”
netop udgør baggrunden for udvikling af de forudsætninger og evner, der
efterhånden muliggør individets oplevelse af ”det gode” og af ”lyset”, bliver
de mørke virkninger eller den mørke udstråling fra skabeprincippet i
virkeligheden at betragte som en guddommelig velsignelse. Martinus udtrykker
det også på den måde, at uvidenhed i dybere forstand er årsag til intolerance
og dennes følgesvende: lidelserne. ”Thi uvidenhed er nemlig den virkelige årsag
til alt, hvad der hører ind under det, verden kalder ”det onde”. Der hvor
uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte ”onde” med at eksistere.” (LB
I, stk. 19). Dette er en af de helt afgørende pointer i Martinus’
kosmologi eller verdensopfattelse.
Note 3: Martinus om begreberne ”kosmisk
bevidstløshed” og ”kosmisk bevidsthed”, se f.eks. LB
IV, hhv. stk. 1224-5, 1436, 1450, 1539, 1541, 1543, og stk.
1310, 1423, 1434, 1552, 1557, 1567, 1572, 1590.
Note 4: Vedr. begreberne ”den lavpsykiske
sansehorisont” og ”den højpsykiske sansehorisont”: LB
IV, hhv. stk. 1089-92 og stk. 1089-90, 1092, samt småbog nr.
9.: Mellem to verdensepoker, 7.-15. kap.
Note 5: Andersens forestillinger om ”sjælens
udviklingsrejse” fra klode til klode genfindes flere steder i hans
forfatterskab, men nok tydeligst i romanerne Fodrejse fra Holmens Kanal
til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, 7. kap., og Kun en
spillemand. Anden del, VI. kap. Ideen er formentlig inspireret af
naturfilosoffen H. C. Ørsteds tanker om stjernehimlen og af den svenske
mystiker og forfatter Emanuel Swedenborg (1688-1772), men lå i øvrigt
i tiden, hvor digtere lejlighedsvis brugte en lignende idé i flere af deres
salmer, som f.eks. Grundtvig i Dejlig er den himmel blå, og Ingemann
i Dejlig er jorden og Til vor lille gerning ud.
Note 6: Vedr. udtrykket ”erindringer,
vuggesange fra en anden verden”, se romanen Improvisatoren, 9.
kap. – Vedr. udtrykket ”Var jeg til, før jeg fødtes på denne
klode?”, se romanen O.T., Anden del, 16. kap. – Om ”sjælens
udviklingsrejse” kan her atter henvises til Martinus: LB I, stk.
284.
Note 7: Romanen At være eller ikke være (1857)
behandles mere indgående i artiklen med samme titel her på hjemmesiden, hvorfor
læseren henvises dertil. Eventyret Lykkens kalosker (1838) findes
trykt i alle udgaver af Andersens samlede ”Eventyr og Historier”. –
H.C.Ørsted: Aanden i Naturen 1-2. Se især 1. del, kapitlet Hele
Tilværelsen eet Fornuftrige.
Note 8: Vedr. Martinus’ opfattelse af den materialistiske
livs- og verdensanskuelse, se f.eks. Logik, kap. 12, 24,29-30. LB
III, stk. 676, 701-2, 727, 795, 811, 823, 962-3, 965-7, 971-2, 984-6,
1008, 1041-2.
Note 9: Vedr. Begreberne „begærledet
vilje“ og ”viljeledet begær”, se f.eks. Logik, hhv.
kap. 74, 78-81 og stk. 74, 81.
Note 10: Vedr. ”Jordmenneskehedens modtagelighed for
den ny verdensimpuls”, se LB I, 5. kap., og
vedr. ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”, se samme sted, stk.
150-7.
Note 11: Vedr. enheden mellem Guddommen og det levende
væsen, se f.eks. LB II, stk. 482, 583, 596, 600, samt symbolet
”Livsenhedsprincippet”, DeV I, stk. 7:1-8.
Note
12: Vedr. intuition og intuitionsevne, se
f.eks. LB I, stk. 197-215. – Vedr. ”Det seksuelle
polprincip”, se f.eks. LB III, stk. 647, 828, 830, 832, 836-8,
840-1, 855, 927-9, 941-2. – Se evt. også eller alternativt
afsnittene Introduktion til det seksuelle polprincip og Det
seksuelle polprincip m.fl. her på hjemmesiden. – Vedr. ”kosmiske
glimt”, se f.eks. LB I, stk. 199-208, 217, 220. –
Vedr. ”Den store fødsel (til kosmisk bevidsthed))”, se f.eks. LB
I; stk. 20, 65, 118, 121, 123, 125, 135, 151, 158, 168, 170, 176-7, 179,
204, 206, 208, 217-8, 222, 238.
Note 13: Jævnfør evt. med Søren
Hahn: Forstands-Isspillet. Tidsskriftet KOSMOS 1981. Artiklen
behandler eventyret ”Snedronningen” på baggrund af Martinus’ kosmologi, men
anskuer det på en lidt anden og nok så interessant måde, end tilfældet f.eks.
er for mit vedkommende, nemlig mere som et skæbnespil, hvad det jo i en vis
forstand også er. Der er derfor tale om, at de to måder at anskue eventyret på,
supplerer hinanden.
Note 14: Den opfattelse, at H.C.Andersen var et barnligt og
til en vis grad også naivt gemyt, var ret udbredt i visse kredse i hans egen
levetid. Og den omstændighed, at han befattede sig med at skrive eventyr,
bekræftede mange i opfattelsen af, at han så også måtte være barnlig i sin
livs- og verdensanskuelse. Men det pinte en overgang Andersen, at man i så høj
grad misforstod ham både som menneske og digter, og dette tema kom derfor til
at spille en rolle, dels i hans selvbiografier og dels i hans forfatterskab,
som ofte handler om det misforståede og miskendte geni. Men helt grundlæggende
tilgav han sine medmennesker, at de ikke forstod at han var en udvalgt, som
direkte via sine selvbiografier og indirekte via sit forfatterskab skulle
bevidne og fortælle verden, at der findes en kærlig Gud, som fører alt til det
bedste, og at livet selv er det største underværk og eventyr.
Note 15: Vedr. ”syndefaldet”, se Første
Mosebog, 3. kap., og jvf. med f.eks. med LB III, stk. 853,
963-6, 972-3. Vedr. myten om Adam og Eva, se Første Mosebog, 1. kap.,
og jf. med f.eks. LB IV, stk. 1154-5, 1170, 1172, 1175-6, 1179-84,
1187-8, 1190,1192-4, 1199, 1225, 1232, 1235, 1295, 1423-4, 1545-9. Vedr.
Martinus’ opfattelse af myten om Adam og Eva, se f.eks. også JESUS MENNESKESØNNEN II her på
hjemmesiden. – Vedr. lignelsen om ”den fortabte
søn”, se Lukas-evangeliet, kap. 15, 11-32, og jvf. f.eks.
med LB I, stk. 65. LB II, stk. 407, LB III, stk.
667, 963, 966-7, 969, 971-2, 975. LB IV, stk. 1535-6. LB
V, stk. 1600, 1618, 1620, 1750, 1838, 1870, 1886.
Vedr. „dommedagsprofetien“: Matt. 23.-25. kap. Mark. 13.kap. Luk.
17., 21. kap. samt Johannes Åbenbaring. . – Vedr.
Martinus’ opfattelse af begrebet ’dommedag’, se f.eks. også artiklen DOMMEDAG! I og DOMMEDAG II 2.23 her
på hjemmesiden.
Note 16: Vedr. ”det seksuelle
polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, se især LB
III-V, samt evt. Per Bruus-Jensen: Mennesket og den Seksuelle
Revolution. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 2006. - Se også her på hjemmesiden
vedr. Det seksuelle polprincip og Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling”.
Note 17: Læsere, som evt. er interesserede i en
koncentreret og systematisk udredning af forholdet mellem de to seksuelle poler
og de to seksuelle polorganer mm., vil med fordel kunne læse Per
Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, bind
4. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1989.
Note 18: Vedr. begreberne ”det behagelige
gode” og ”det ubehagelige gode”, se f.eks. LB I, stk.
23-4, 26, 28.
Note 19: Vedr. de seks kosmiske universalriger eller
tilværelsesplaner, se f.eks. LB I, stk. 44, 181-2, 253-61,
181-2, 273.
Note 20: Vedr. udtrykkene ”min halve
kvindelighed” og ”mit pigelige sind”, se f.eks. min
artikel ”min halve qvindelighed” i temahæftet H.C.Andersen –
hans livsanskuelse og forfatterskab i kosmologisk belysning. Forlaget
Kosmologisk Information 1996. Heri er også omtalt
eventyret Vejrmøllen. Artiklen er også gengivet her på
hjemmesiden: ”min halve Qvindelighed”.
Note 21: Vedr. Martinus’ tolkning af de bibelske myter
om ”paradiset”, “livets træ” og “kundskaben træ”: LB
I, stk. 24-5, 80-7, 96. LB IV, stk. 1179-80, 1196, 1199, 1210,
1424, 1431, 1433, 1485, 1532, 1540, 1545-6, 1551, 1580. LB V, stk.
1619, 1665, 1669-70, 1676, 1680-3, 1685, 1702, 1705-6, 1709, 1819. LB VI, 2032, 2034,
2100. Logik, kap. 41, 42-3, 44, 46-7, 49, 51, 52-4, 53A, 55, 57-8,
69. – Se i øvrigt under note 15.
Note 22: Salmedigteren Hans Adolf Brorsons salme Den
yndigste rose er funden, findes trykt i de fleste danske sangbøger.
Note 23: Om livet selv som et stort eventyr, se
f.eks. artiklen Eventyr og kosmologi her
på hjemmesiden.
Efterskrift: Den orientalske og specielt den muslimske
verden har stort set fulgt en anden kurs end den vestlige, hvilket en række begivenheder
i nyere tid er eksempler på. Den muslimske verden er præget af en
fundamentalistisk og autoritær islamisk religiøs lærdom og kulturelle
traditioner, som går adskillige århundreder tilbage i tiden, og som samtidigt
adskiller sig væsentligt fra især den demokratiske del af den sekulariserede
vestlige verden. Den orientalske verden har ikke et historisk fællesskab med
den vestlige verden, idet man ikke har haft en samfundsudvikling som den, der
kendes i de vestlige demokratier, og som efterhånden har ført til veludviklede
og socialt og økonomisk set velstillede lande. Disse lande har af forskellige
grunde vist sig attraktive for folk fra den såkaldt tredje verden, hvilket har
medført en betydelig indvandring herfra. Som en følge af indvandringen af mennesker
fra især muslimske lande, oplever flere vestlige lande virkningerne af et
kultursammenstød, som ikke bliver mindre mærkbart af, at rabiate ortodokse
islamister markerer sig med holdninger og handlinger, der ikke er forenelige
med sekulær vestlig demokratisk tankegang, tradition og praksis. - I sine
kosmiske analyser af menneskehedens bevidsthedskategorier har Martinus bl.a.
redegjort for, hvilke typer mennesker der henhører under det fænomen, han
kalder for ”den gamle verdensimpuls”, og for hvilken type mennesker, der
henhører under ”den ny verdensimpuls”. Det kan generelt set siges, at
mennesker, der bekender sig til kristendommen, islam og buddhismen endnu er
inspireret af ideer og praksis, der henhører under den gamle verdensimpuls,
medens mennesker, der bekender sig til humanistiske og demokratiske ideer og
praksis generelt set er inspireret af den ny verdensimpuls. Om den gamle og den
ny verdensimpuls, se LB I, 2.-3. kap., og om menneskehedens
bevidsthedskategorier, se samme sted, 5. kap.
© 1976 Harry Rasmussen og hjemmesiden LIVETS EVENTYR.
******************