Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 2. del:

________________________________

Er Martinus' Kosmologi en videnskab?

Indledning

Spørgsmålet om Martinus’ kosmologi opfylder kravene til at kunne betegnes som videnskabelig, er ofte blevet rejst i tidsskrifterne KOSMOS og DEN NY VERDENSIMPULS og lignende steder. I denne artikel ridses baggrunden for spørgsmålet op, og der gives et forsøgsvist svar, som dog næppe vil kunne betegnes som definitivt. En del af artiklen blev oprindelig trykt i KOSMOS nr. 2-1999, men genoptrykkes her i revideret og udvidet form, hvor der er tilføjet et afsnit, som omhandler spørgsmålet om, hvor vidt Martinus’ verdensbillede bør betegnes som kosmologi eller som åndsvidenskab. 

Så vidt jeg har kunnet konstatere, er spørgsmålet om, hvorvidt Martinus' kosmiske analyser med rette kan betegnes som videnskab, blevet rejst med jævne mellemrum i løbet af de mange år, Martinus' Kosmologi har eksisteret. Nogle har ment det ville være af stor og afgørende betydning, at kunne påvise en principiel overensstemmelse mellem de kosmiske analyser og naturvidenskabens forskningsresultater, dels i et velment forsøg på at ville legitimere kosmologien, dels i håb om at kunne bygge bro til videnskabens repræsentanter, og endelig for blandt andet at få bedre argumenter til at udbrede kendskabet til og forståelsen af Martinus' verdensbillede.

Imidlertid forekommer det mig, at de pågældende ofte i iveren efter at påvise den nævnte eventuelle overensstemmelse synes at have overset det faktum, at der ikke uden videre kan bestå et direkte sammenfald mellem de kosmiske analyser og de naturvidenskabelige data. Et forhold, som Martinus da også selv har været den første til at erkende og give udtryk for, idet det er hans opfattelse, at åndsvidenskaben og naturvidenskaben nødvendigvis må benytte sig af hver sin specielle og kontrære iagttagelses- eller forskningsmetode, i hvert fald indtil videre. Disse to metoder betegner han henholdsvis som "sansningen fra oven" eller "sansningen på langs af materien" og "sansningen fra neden" eller "sansningen på tværs af materien". Den førstnævnte sansemetode udforsker begreber som mening, hensigt eller idé i eller bag de materielle fænomener, eller kort sagt: bevidsthedsfænomener. Den sidstnævnte sansemetode udforsker kvantificerbare fænomener i form af hastigheder, mål og vægt, eller kort sagt: objektivt iagttagelige (sansede) fænomener. Men selv om de to sansemetoder er indbyrdes modsætninger og derfor i en vis forstand står i et gensidigt udelukkelsesforhold til hinanden, vil det dog nok være rigtigere at karakterisere forholdet mellem dem som komplementært. (1)

Komplementære begreber og fænomener

Forholdet mellem de to sansemetoder kan antagelig sammenlignes med en tilsvarende komplementær iagttagelsessituation inden for kvantefysikken, hvor der både for lys og stof gælder en dualitet mellem bølgebegrebet og partikelbegrebet. En fuldstændig beskrivelse af f.eks. et lyskvantum eller en elektron kan ikke gives ved enten kun at tale om en bølge eller kun om en partikel. De to egenskaber kan principielt ikke iagttages samtidig, men begge hører dog med til en fuldstændig beskrivelse af elektronen eller lyskvantet. Der er derfor tale om komplementære egenskaber, idet der ved begrebet komplementaritet forstås det forhold, at begreber og fænomener altid optræder parvis og udtrykker et indbyrdes modsætnings- og udelukkelsesforhold, som imidlertid må karakteriseres som et komplementært forhold, idet de gensidigt forudsætter og betinger hinanden og derfor først tilsammen udtrykker de erfaringer, vi overhovedet kan få om dem.

På principielt tilsvarende måde er begreber som subjekt og objekt, bevidsthed og omverden, komplementære begreber, ja, alle modsætningspar kan formentlig karakteriseres som komplementære, idet de nok gensidigt udelukker hinanden, men samtidig også gensidigt forudsætter og betinger hinanden. I daglig praksis har beskrivelsen af omverdenens genstande og begivenheder i reglen en utvetydig karakter, idet man normalt ikke er sig vekselvirkningen mellem subjekt og objekt bevidst. Det er en almindelig opfattelse, at vi som iagttagere forholder os umiddelbart og rent modtagende til omverdenens genstande og begivenheder, hvilket psykologiske undersøgelser imidlertid har påvist ikke engang tilnærmelsesvist svarer til det faktiske forhold. Det viser sig nemlig, at det ubevidste til stadighed udøver en analytisk virksomhed overfor sansematerialet, en virksomhed, hvori hukommelsen betragtet som 'lager' eller 'arkiv' i det ubevidste for den hidtidige sum af erfaringer er af afgørende betydning. De erkendelsesteoretiske problemer omkring forholdet mellem subjekt og objekt, bevidsthed og omverden, er også grundigt behandlet og gennemanalyseret af Martinus, men med betydeligt mere revolutionerende konsekvenser for den menneskelige erkendelse, end tilfældet er inden for psykologien. (2) 

Skellet mellem subjekt og objekt

I daglig praksis skelner vi ikke skarpt mellem selve genstanden for vor iagttagelse og sansebilledet af genstanden, skønt det forholder sig sådan, at sansebilledet i virkeligheden viser sig at være af en helt anden natur og karakter end genstanden i omverdenen. Vi skelner således ikke mellem f.eks. den smukke vase dér foran os og synsopfattelsen af denne, idet vi jo siger: "jeg ser en smuk vase", og ikke: "jeg ser mit sansebillede af vasen, som jeg finder smuk".

I klassisk naturvidenskab ser man helt bort fra samspillet mellem subjekt og objekt og fokuserer som nævnt så godt som udelukkende på de såkaldte objektive og kvantificerbare fænomener, hvorfor de subjektive og kvalitative sider af tilværelsen, så som etiske, psykologiske og metafysiske problemstillinger, er blevet henvist til obskuriteternes område, som ingen seriøs naturforsker med respekt for sig selv og sit fag vil nedlade sig til at beskæftige sig med. I kvantefysikken vedkender man sig dog i princippet samspillet mellem subjekt og objekt, og dermed også komplementære egenskaber, men vel at mærke kun hos objektivt iagttagelige fænomener, hvorimod man i reglen skarpt afviser subjektive og såkaldt åndelige iagttagelser og forskningsresultater, som eksempelvis Martinus' kosmiske analyser, og henviser i bedste fald disse til epifænomenernes illusoriske verden, og i værste fald til overtroens brokkasse.  

En banebrydende filosofi

Det skal for god ordens skyld nævnes, at en banebrydende forsker som Niels Bohr betragtede den komplementaritet, man møder i atomfysikken, som en manifestation af et grundvilkår for al erkendelse. Tanken om komplementaritet var han blevet bekendt med, ved at beskæftige sig med generelle erkendelsesteoretiske spørgsmål allerede længe før han blev interesseret i atomfysikkens problemer. Forståelsen af komplementaritetsbegrebet fik han gennem sine filosofistudier, idet han herunder stødte på den ældgamle kinesiske filosofi taoismen med dens lære om, at den altomfattende kraft, tao, holdes i ligevægt af vekselvirkningen mellem tilværelsens fundamentale modsætnings- og samspilsprincip yin og yang. Yin er det kvindelige, mørke, fysiske, mens yang er det mandlige, lyse og åndelige, som grafisk er illustreret i det almindeligt kendte symbol med den mørke og den lyse halvfigur inden i en cirkel. (3)

I denne sammenhæng kan det være interessant at konstatere, at Martinus selv har karakteriseret sit hovedsymbol, symbol nr.11: Det evige verdensbillede, det levende væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner, som et røntgenbillede af yin og yang-symbolet.         

Den kinesiske filosofi Taoismens geniale symbol over tilværelsens altomfattende kraft, tao, som holdes i ligevægt af vekselvirkningen mellem det fundamentale modsætnings- og samspilsprincip Yin og Yang. Yin er det kvindelige, mørke, animalske, jordiske, kolde og vinteren. Yang er det mandlige, lyse, individualitetsgivende, varme, det åndelige, himmelske, varme og sommeren. Man bør i øvrigt vogte sig for at vurdere de to aspekters karakteristika ud fra en snæver, partisk og følelsesladet tankegang, men huske på, at Yin og Yang er ligeværdige uundværlige principper.

En og samme virkelighed

Svaret på spørgsmålet om den videnskabelige gyldighed af Martinus' Kosmologi, må paradoksalt nok blive både ja og nej. Et JA, hvis man ved videnskab forstår hypotese som indbefatter subjektive og kvalitative fænomener, der kan efterprøves eksperimentelt, dog med den afgørende forskel, at de basale kosmiske lovmæssigheder kun kan opleves gennem en højtudviklet intuitionsevne, lige som de kosmiske analysers gyldighed stort set kun kan prøves ved at blive efterlevet i praksis. Men et NEJ, hvis man ved videnskab udelukkende forstår hypotese, baseret på objektivt iagttagelige og kvantitative fænomener, hvilket vil sige fænomener, der kan omsættes i tal og måles og vejes, og hvis gyldighed kan efterprøves gennem praktiske fysiske og tekniske eksperimenter. 

Set fra en videnskabelig synsvinkel er det nok en af de største indvendinger, der kan rettes mod videnskabeligheden af Martinus' Kosmologi, at 'facitterne' eller konklusionerne har foreligget på forhånd, og ikke som et resultat af forudgående videnskabeligt kontrollerbare undersøgelser og eksperimenter.

Martinus har i henhold til sine egne oplysninger modtaget sit verdensbilledes såkaldte kosmiske facitter via sin særligt udviklede intuitionsevne, der gav ham umiddelbar adgang til det uhyre fond af samtlige eksisterende levende væseners erfaringer og visdom, som han hævder findes oplagret i forædlet form i den lokalitet af den guddommelige bevidsthed, han betegner som "visdomsoceanet". Denne umiddelbare kosmiske indsigt omsatte Martinus dels til en serie tegnede symboler, og dels til en lang række dybdeborende teoretiske og logiske analyser, som omfatter så godt som alle principielle som specielle tilværelsesproblemer, og som han brugte en længere årrække til at udarbejde og formulere. (4)

Komplementære energibegreber

Men set ud fra de kriterier og præmisser, som Martinus har arbejdet på grundlag af, er der dog intet i vejen for at den række facitter, der tilsammen tegner hans verdensbillede, kan være udtryk for sand viden eller gyldig erkendelse, nemlig i det omfang denne viden og erkendelse viser sig at være i overensstemmelse med virkelighedens verden. Spørgsmålet er så blot, hvad der skal forstås ved begrebet 'virkelighedens verden'. Men både i første og sidste instans må der for Martinus' Kosmologi så vel som for naturvidenskaben være tale om, at det i begge tilfælde er den samme virkelighed og verden, der ligger til grund for iagttagelsen og udforskningen. Den fundamentalt forskellige tydning eller fortolkning af en og samme virkelighed må derfor selvsagt bero på de to diametralt modsatte iagttagelses- eller forskningsmetoder.

Principielt set står åndsvidenskaben, herunder Martinus' Kosmologi, og naturvidenskaben altså ikke kun i et gensidigt udelukkelsesforhold til hinanden, men de komplementerer og kompletterer samtidig hinandens forskningsresultater. Dette giver sig bl.a. udtryk i, at det kosmologiske energibegreb, der defineres som evnen til at præstere skabelse, objektivt set resulterer i et ocean af kvalitative bevægelser og energier, og subjektivt set i et mylder af vidt forskellige livsytringer, hvilket vil sige: ytringer af levende væseners eksistens. I praksis giver det åndsvidenskabelige energibegreb adgang til en hidtil ukendt dybdepsykologisk indsigt i menneskets bevidsthedsliv. Det naturvidenskabelige energibegreb, der defineres som evnen til at præstere arbejde, resulterer objektivt set i et ocean af kvantitative bevægelser i form af forskellige stoffer og energier, mens den subjektive side af sagen som nævnt er tilkendt underordnet status som epifænomen (biprodukt). I praksis har det naturvidenskabelige energibegreb foreløbig resulteret i al den avancerede teknologi, der på godt og ondt i dag står til menneskets rådighed. (5)

Gyldig eller sand erkendelse

Sluttelig skal fremhæves, at selv om Martinus i og med sin kosmologi har dementeret, at "Guds veje er uransagelige", vil det dog være en misforståelse at tro, at han dermed mente at have afdækket alt, hvad virkeligheden indeholder. Tværtimod har han givet direkte udtryk for, at dette langt fra er tilfældet. Men han var i al ydmyghed overbevist om, at de "afsløringer" af tilværelsen, som hans kosmiske analyser og disses konklusioner eller facitter omfatter, er i overensstemmelse med virkeligheden, og at de derfor er gyldige eller sande udtryk for tilgrundliggende kendsgerninger. Virkeligheden identificerer han som det evige Noget og de evige lovmæssigheder. De kosmiske analyser udgør følgelig både en erkendelsesteoretisk og praktisk brugbar vejledning for søgende, fordomsfrie mennesker, som ønsker at supplere naturvidenskabens fremragende forskningsresultater med disses komplementære modstykke: videnskaben om ånden eller bevidstheden. (6)

Kosmologi eller åndsvidenskab? 

For år tilbage kaldtes Martinus’ Verdensbillede for åndsvidenskab og Martinus Institut hed Martinus Åndsvidenskabelige Institut. Men på et tidspunkt omkring slutningen af 1950’erne gik man væk fra ordet og begrebet åndsvidenskabelig og kaldte herefter Martinus’ Verdensbillede for ”Martinus’ kosmologi”, og Instituttet for ”Martinus Institut”. Martinus kosmologi handler jo foruden om de levende væsener på Jorden, herunder ikke mindst mennesket, også om kosmos eller universet og verdensaltet. Sidstnævnte har i henhold til Martinus både en fysisk og en åndelig sfære, som er integreret i hinanden. Imidlertid har der i de senere år været begrundede indvendinger imod brugen af ordet og begrebet kosmologi i forbindelse med Martinus’ Verdensbillede, og et ønske om så at sige at ville vende tilbage til ’roden’ og igen kalde Martinus verdensbillede for en åndsvidenskab, har trængt sig på. 

Senest har forfatteren, pensioneret lektor med speciale i plantefysiologi og biokemi, Kurt Christiansen (KC), født 1932, fremført vægtige saglige argumenter for, at begrebet kosmologi burde erstattes af begrebet åndsvidenskab i forbindelse med Martinus’ livsværk. KC har på forlaget Kosmologisk Information i 2005 udgivet 2-bindsværket ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”, som i hvert fald efter min mening er et uundværligt videnskabeligt værk, når det drejer sig om Martinus’ liv og karriere. KC går heri bagom den mytedannelse, der i tidens løb har dannet sig omkring personen Martinus. Men det er specielt i artiklen Martinus litterære værk, kosmologi eller åndsvidenskab? som står at læse i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1-2010, side 14-21, at KC plæderer for at udskifte betegnelsen kosmologi med betegnelsen åndsvidenskab, når det drejer sig om Martinus’ verdensbillede. KC er nemlig kommet frem til den opfattelse, at Martinus kosmiske analyser, sådan som disse fremtræder i hovedværket Livets Bog 1-7, opfylder kriterierne for med rette at kunne karakteriseres og betegnes som en åndsvidenskab. Til dels i samme forbindelse har KC i øvrigt taget initiativ og skaffet midler til at foretage et genoptryk og udgivelse af originaludgaven af Livets Bog 1-7, og med et udstyr og en indbinding, der svarer til den oprindelige førsteudgave. Det er angiveligt sket, fordi de senere udgaver af Livets Bog, herunder især dem, der er udkommet på Borgens Forlag, ikke i alle detaljer svarer til originaludgaven. Der er blevet rettet og tilføjet hist og her i værket af Rådet for Martinus Institut, men vel at bemærke i en ærlig, god og hensynsfuld mening, som i hvert fald efter min opfattelse ikke kan betegnes som væsentlige indgreb i originalværket. Der har nærmest været tale om en slags korrekturlæsning, hvorunder man har rettet stave- og trykfejl. (7)

En mere markant afvigelse fra Livets Bogs originaludgave er udgivelsen af værket på Borgens Forlag siden 1981, en udgivelse som dog senere er overtaget af Martinus Institut. Udgivelsen er karakteriseret dels ved, at der på denne udgivelses omslag gengives to symboler: på forsiden symbol nr. 23. Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse, og på bagsiden symbol nr. 19. Gennem indvielsens mørke. (Helvede eller ragnarok), hvilket dog angiveligt er sket med Martinus’ forhåndsgodkendelse, idet han selv allerede i 1978 havde givet et udkast til bogomslaget, som også var blevet prøvetrykt. Og dels er indholdsfortegnelsen, som Martinus oprindelig satte foran hvert kapitel, efter almindelig skik og brug anbragt samlet forrest i bøgerne. Hvad omslag angår, gælder det samme genudgivelsen af mindre bøger, som f.eks. ”Logik” og ”Bisættelse”, samt den lange række af såkaldte småbøger, som alle fremtræder i ny og ’moderne’ skikkelse, der i hvert fald ikke ligner originaludgaverne fra 1940’erne og senere. Bøgernes indhold er dog det samme, men dette har så at sige skiftet ’frakke’ efter ’modens’ krav om modernitet. Hvilket der dog sådan set ikke i sig selv er noget galt med. Men det er samtidig en kendsgerning, at der generelt set står større respekt om den originale ’vare’, som ophavsmanden – i dette tilfælde Martinus – i en vis forstand har haft i hånden. Antikke bøger er normalt i højere kurs end nyere bøger. (8)   

Men tilbage til KC’s omfattende argumentation og begrundelse for genindførelse af ordet åndsvidenskab som betegnelse for Martinus’ verdensbillede. Umiddelbart lyder begge dele besnærende, ikke mindst fordi KC påpeger, at i Martinus’ to store hovedværker ”Livets Bog” 1-7 og ”Det Evige Verdensbillede” 1-(foreløbig) 4, forekommer ordet ”kosmologi” ikke en eneste gang, hvorimod ordet ”åndsvidenskab” er blevet brugt 50 gange. Og vel at mærke af Martinus selv. Men samtidig må man dog konstatere, at KC synes at tage lidt let på den kendsgerning, at det også er Martinus selv, som fra omkring 1959-60 og fremefter benyttede og i hvert fald sanktionerede, at udtrykket ”kosmologi” blev benyttet af hans nærmeste medarbejdere, herunder ikke mindst af Per Bruus-Jensen, som ifølge ham selv i høj grad var enig i valget. Derfor må man nok sige, at KC’s forslag om at genindføre ordet ”åndsvidenskab” for det første er 'ahistorisk', i hvert fald set på baggrund af den fortræffelige "Begivenhedsoversigt" (på Martinus Instituts hjemmeside, http://www.martinus.dk/) over Martinus-sagens historiske forløb, hvoraf man kan få et indtryk af, hvornår betegnelsen kosmologi blev indført, men dog ikke umiddelbart hvorfor. 

Martinus’ opfattelse

Imidlertid er det så heldigt, at der i henhold til Ole Therkelsen i Kosmos 2004 – nr. 11-12 findes et kildemateriale, et brev dateret september 1959 og et brev fra januar 1960, hvor det af begge breve umiskendeligt fremgår, at det var Martinus selv, der indførte ordet og begrebet kosmologi som betegnelse for sit verdensbillede eller sine kosmiske analyser. I førstnævnte brev, som var stilet ”Til alle mit arbejdes trofaste venner!” fortæller Martinus, at et af resultaterne af Erik Gerner Larssons to rejser til Indien i 1957-58 og 1959-60 var oprettelsen af et center for ”vor kosmologi eller åndsvidenskab”, nemlig ”den kosmologi eller åndsvidenskab, det er blevet min mission at bringe menneskeheden.” (9)

I brevet fra januar 1960 går Martinus ind for at benytte betegnelsen ”Martinus kosmologi” i stedet for ”Martinus åndsvidenskab”, hvilket utvetydigt fremgår af et brev til Gerner Larsson, som på det tidspunkt igen opholdt sig i Indien. I brevet står der bl.a. følgende:

”Når du kommer hjem, tror jeg, vi skal snakke lidt sammen om navnet på vor Sag. Jeg tror, det vil være mere rigtig og mere praktisk at kalde vort arbejde ”Martinus Kosmologi” i stedet for ”Martinus Åndsvidenskab”. I ordbøgerne udtrykkes ”kosmologi” som det samme som ”Læren om verdensaltet, dets oprindelse, udvikling og indretning, ligesom kosmologisk bevisførelse står opgivet som slutning fra verdensbygningens eksistens til Gud som dens årsag.”

Det var efter min opfattelse en klog disposition fra Martinus’ side, for på den tid var der flere, som begyndte at mene, at betegnelsen ”åndsvidenskab” var for ambitiøs, og måske ligefrem provokerende. Der fandtes jo folk dengang, og gør det vel endnu, som var af den opfattelse, at en religiøs og/eller filosofisk lære, især hvis og når denne gør krav på autoritativ gyldighed, ikke kan være videnskab, omend den nok kan behandles videnskabeligt, hvilket primært vil sige objektivt kritisk. (10)

I henhold til ”Begivenhedsoversigten” (# 361) anvendte Martinus som nævnt angiveligt selv første gang betegnelsen kosmologi for sin åndsvidenskab omkr. 1960, men ordet var allerede da blevet brugt i 1957 i den engelske udgave af Erik Gerner Larssons "Kursus i Martinus Åndsvidenskab" (1948), hvor ordet åndsvidenskab blev erstattet af ordet Cosmology. I de følgende år ind i 1960’erne blev brugen af begrebet kosmologi mere og mere brugt i Martinus-litteraturen, herunder konsekvent af Per Bruus-Jensen, bl.a. i hans foredrag, brevkursus og bøger, og begrebet åndsvidenskab blev efterhånden trængt i baggrunden, men var naturligvis mere eller mindre underforstået.

Som tilfældigt valgte eksempler på anvendelsen af ordet og begrebet ”kosmologi” i forbindelse med Martinus’ verdensbillede i hans egen levetid, kan nævnes: 1966 ændredes ”Stiftelsen Martinus Institut i Sverige” til ”Stiftelsen Martinus Kosmologi”. 1969 ændredes hovedet på tidsskriftet KOSMOS og samtidigt fik bladet undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Kosmologi”. 1971 ændredes undertitlen dog til ”Tidsskrift for Martinus Institut”. 1985 fik Tysk KOSMOS ny undertitel: ”Martinus Kosmologie”. 1987 fik Dansk KOSMOS undertitlen ”Martinus’ Kosmologi”. 1990 udgav Instituttet pjecen ”Martinus’ kosmologi. En introduktion”. Oversat og trykt på flere sprog. Sådan kunne man blive ved. Ordet ”kosmologi” var åbenbart kommet for at blive. 

 Man kan måske tilmed sige, at indførelsen af begrebet kosmologi var nærliggende, eftersom Martinus allerede fra 1933 udgav sit tidsskrift under navnet "KOSMOS”, som efter forskellige ændringer i format og udstyr fik sin foreløbige form i 1969, hvor det samtidig fik undertitlen ”Tidsskrift for Martinus Institut", og undertitlen blev da også et par år senere, i 1971, konsekvent ændret til "Tidsskrift for Martinus Kosmologi", i 1987 altså ændret til "Martinus Kosmologi", en undertitel bladet endnu har i 2010, hvor disse linjer skrives.

Det er naturligvis rigtigt at ’kosmologi’, sådan som KC påpeger, i dag hovedsageligt anvendes inden for den fysiske udforskning af verdensrummet / kosmos som helhed, dets struktur og udvikling. Men tidligere betød ordet ’kosmologi’ en metafysisk lære om verdensaltet, altså kort og godt læren om altings sammenhæng i det store så vel som i det små, fysisk som psykisk og åndeligt. Det er selvfølgelig i den sidstnævnte betydning af begrebet, at Martinus’ kosmologi skal forstås. Når Martinus’ navn derfor sættes foran ordet kosmologi, fremstår betegnelsen ”Martinus’ kosmologi”, og alene af den grund burde ingen derfor være i tvivl om, at der hermed menes dén metafysiske kosmologiske lære om verdensaltet i sin helhed og i sine detaljer, herunder især de levende væseners betydning i sammenhængen, som Martinus brugte omkring 60 år af sit liv på at manifestere i form af en lang række enestående symboler, foredrag, bøger og artikler.

Den gyldne middelvej

Imidlertid har Rådet for Martinus Institut klogelig valgt ”den gyldne middelvej” i spørgsmålet: ”Kosmologi eller åndsvidenskab?”, idet Knud Højgaard fra Martinus Instituts historiske arkiv, venligst har henledt min opmærksomhed på, at der i Rådets julebrev 2004 bl.a. står følgende: ”I præsentationen af Martinus' arbejde vil der i nogle tilfælde være særlig fokus på den overordnede titel på hans værker "Det Tredie Testamente" og i andre tilfælde på de betegnelser, han benyttede til at karakterisere indholdet af sine værker, dvs. betegnelser som "Martinus Kosmologi", "Martinus Åndsvidenskab", "Martinus Verdensbillede" og "Martinus kosmiske analyser". Da interessen for analyserne opstår hos mennesker med meget forskellig interessemæssig baggrund, ser vi det som positivt, at der arbejdes med forskellige vinkler i præsentationen".

Der er dog efter min opfattelse det problem med ovennævnte holdning, at et begreb som ”Det Tredie Testamente” antyder eller indikerer, at Martinus’ verdensbillede har religiøs karakter, og religion anses ikke som sådan for at have relevans til begrebet videnskab, altså til fri forskning. Desuden vil det overfor offentligheden sandsynligvis virke både forvirrende og selvmodsigende med de mange begreber og betegnelser. Hvorfor så ikke vælge den udvej, som eksempelvis Sv. Åge Rossen, i officiel sammenhæng slet og ret at betegne Martinus’ kosmiske analyser for ”Martinus’ Verdensbillede”, som jo rummer alle de nævnte betegnelser og begreber?  Det fratager jo ingen muligheden for internt og overfor ’indviede’, at benytte en anden betegnelse, som f.eks. Martinus’ kosmologi, sådan som jeg ved at flere andre og ikke mindst jeg selv foretrækker. Det er et spørgsmål om en vis mental fleksibilitet, som godt kan rumme flere relevante udtryk på samme tid.

© 1999 Harry Rasmussen og tidskskriftet KOSMOS. 

___________________

Noter og kilder:

  1    Martinus: Bisættelse, 27.-43.kap.; 38.-40. kap. I artiklen Martinus' syn på naturvidenskaben, Kosmos 6-1998, redegør Jes Arbov på forbilledlig og saglig vis for forholdet mellem Martinus’ Kosmologi og naturvidenskaben. Se desuden Søren Hahn: Hvad er Martinus’ kosmologi? KOSMOS nr. 1-1999, side 14-5.

2     T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien, Forlaget Munksgaard. København 1966. Se kap. III-V. - Martinus: Livets Bog IV, stk.1053-1086.

3    Philip Rawson and Laszlo Legeza: TAO. The Chinese philosophy of time and  change.  Bounty Books. New York 1973. - Niels Bohr: Atomfysik og menneskelig erkendelse II. Artikler fra årene 1958-1962. J.H. Schultz Forlag. København 1964. Se heri særlig artiklen Kvantefysik og filosofi – Kausalitet og komplementaritet.

4    Martinus: Livets Bog VII, stk.2554.

5    Samme sted, stk.2462.

6    Martinus: Livets Bog I, stk.13,15,19,252. – Om Martinus’ egen karakteristik af omfanget af det virkelighedsbillede, han har tegnet i og med sit forfatterskab, se P. Reinholdt Petersen: Betragtninger over et forfatterskab – interview med Per Bruus-Jensen. Kosmologisk Information 93/1:30, spalte 1-2. – Se evt. også Per Bruus-Jensen: Sol & Måne, især Andet afsnit. Forlaget Nordisk Impuls 2001.

7    Kurt Christiansen har i 2009 på eget forlag, Åndsvidenskabsforlaget, udgivet bogen ”Martinus ufuldendte manuskript til bogen Det Tredje Testamente. Med en historisk redegørelse ved Kurt Christiansen”. Fra 1971 til 1980 skrev den da 81-90 årige Martinus på en bog, som han kaldte ”Det Tredje Testamente”, som skulle indeholde en nærmere forklaring og begrundelse, dels for, hvorfor han opfattede sit livsværk som værende en moderne fortsættelse af Jesu profeti om ”Talsmanden Den hellige Ånd”, og dels for, hvorfor han betragtede sit livsværk som en direkte forlængelse af Det Ny Testamente. Introduktionsbogen blev imidlertid ikke færdiggjort af Martinus, men er i sin ufuldendte maskinskrevne form gengivet i KC’s ovenfor nævnte bog.

8    Vedr. Martinus’ ufuldendte manuskript til specialbogen ”Det Tredje Testamente” og dennes forside smudsomslag, se det i note 7 nævnte værk af Kurt Christiansen, samt samme forfatters ”Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente – en biografi”, se Appendiks F.

9    Kosmos 2004 nr. 11-12. – Vedr. Erik Gerner Larssons to rejser til Indien, se Knud Højgaard: ”Martinus’ sags historie i Indien. Et tilbageblik i anledning af 25-året for Erik Gerner Larssons død.” Temahæfte nr. 7, udgivet af Kosmologisk Information 1998.

10   En konsistent kritisk afhandling, som har til formål at efterprøve den åndsvidenskabelige gyldighed af Martinus’ kosmiske analyser og disses såkaldte ”livsfacitter”, mangler stadig! Der har dog været gjort flere tiltag i den retning, som f.eks. i og med John Engelbrechts idéhistoriske ”Den intuitive tanke. Fra LaoTse til Martinus – en idéhistorisk udviklingslinie 1-2” (1982), og Sven Åge Rossens ligeledes idéhistoriske ”Martinus’ Verdensbillede. Et idéhistorisk studie” (2008), men begge afhandlinger har den ’svaghed’, at de på forhånd er indforståede med Martinus’ kosmologi, hvilket strengt taget er uvidenskabeligt. Derimod vovede i sin tid den ellers estimerede og sagkyndige Johannes Hohlenberg at kritisere indholdet i Martinus’ udgivelse i 1932 af ”Et internationalt verdensrige under skabelse”. Se evt. herom i artiklen ”Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse” . 

© 1999 Harry Rasmussen og tidskskriftet KOSMOS.  

******************

Guds vilje – tanker til overvejelse 

I disse tider, hvor den sekulariserede vestlige verden i stigende grad oplever mødet med og udfordringen fra den islamiske religions og kulturs absolutisme og fundamentalisme, vil der efter min opfattelse være grund til at se nærmere på de risici, der kan være forbundne med at svække eller fravige den århundredegamle humanistiske og demokratiske tradition, lande som f.eks. Danmark tilmed har nedfældet i deres respektive grundlov. Den danske grundlov erklærer eksempelvis, at den evangelisk-lutherske troslære er det danske folks religion, men samtidig indrømmer samme grundlov såkaldt religionsfrihed i den forstand, at andre trosretninger har lov til at eksistere og udfolde sig, dog under forudsætning af at disse ikke er i strid med grundlovens øvrige bestemmelser.

Imidlertid er ikke alle enige i, hvordan man skal definere eller tolke begreber som demokrati og religionsfrihed. Nogle tolker snævert førstnævnte begreb som individets ret til frit at ytre sig og til frit at vælge, hvad man vil og ikke vil. Religionsfrihed bliver som følge heraf tolket som alle religioners ligestilling, hvad angår rettigheder, beføjelser og muligheder. Derfor hævder nogle, at selvom det drejer sig om, at et individ vælger at tilslutte sig en fundamentalistisk og absolutistisk religion og følge dennes påbud og forskrifter, som må anses for direkte udemokratiske, så er der alligevel tale om et frit valg. Og et frit valg er per definition et demokratisk valg.

Som det fremgår, så bider argumentet sig selv i halen: Demokrati lig frit valg lig demokrati. Det er derfor interessant at kunne konstatere, at moderne venstrefløjspolitik, som i hvert fald tidligere indbefattede en kompromisløs og uforsonlig ateistisk religionskritik, synes nu at acceptere religiøst fundamentalistiske anskuelser og adfærd. Før henholdt man sig til Karl Marx’ og Feuerbachs opfattelse af religion som magthavernes middel til at holde de undertrykte klasser i ave og på plads i det kapitalistiske og liberalistiske samfundssystem. Imidlertid må man også konstatere, at demokratiets frihedsbegreb og grænseløse tolerance, som især findes indenfor politisk venstreradikale og socialliberale kredse, er blevet kraftigt udfordret i nyere tid, hvor politiske og religiøse ekstremister har fået stadig større spillerum i store dele af verden.

Autoritær og absolutistisk

Et fundamentalt problem med religioner og livsanskuelser, der påberåber sig at være etableret gennem såkaldt guddommelig åbenbaring er hovedsagelig, at disse erfaringsmæssigt gør krav på absolut autoritet både for sig selv og for den vismand eller profet, der har fungeret som ’medium’ for åbenbaringen.

Eftersom en utvivlsom vismand som Martinus også henholder sig til, at der ligger guddommelige åbenbaringer til grund for hans kosmologi, vil der efter min opfattelse derfor være mindst tre principielle spørgsmål, som det vil være fornuftigt og formålstjenligt at stille og tage under grundig og saglig overvejelse i den sammenhæng. Disse spørgsmål gælder den institution, som i praksis har til opgave og formål at administrere såvel den materielle som åndelige arv efter Martinus. De tre spørgsmål, der her tænkes på, drejer sig dog især om den åndelige arv i form af ”Det Tredje Testamente”, mere specifikt den kosmologiske lære, som Martinus har skabt og lagt navn til. De tre spørgsmål kunne f.eks. lyde som følger:   

1. Er det trods alt ikke udtryk for autoritær og absolutistisk indstilling og holdning, når man henholder sig til, at alt, hvad f.eks. Martinus Institut står for, overordnet set er bestemt og bestemmes af Guds vilje?

2. I konsekvens heraf, bliver individet da andet, end en uselvstændig og i grunden viljeløs marionet i skaberens hænder?

3. Er det ikke betænkeligt, når en institution, den være sig åndelig eller religiøs, påberåber sig guddommelig styrelse og dermed en vis (absolut) autoritet? 

Baggrunden for at stille disse tre spørgsmål, er den også indenfor Martinus-sagen dominerende forestilling om Guds forsyn eller omsorg for mennesket (specielt forsyn) og for den skabte verden (almindeligt forsyn), Guds opretholdelse og forudbestemmelse af denne, Guds virken i naturen og historien, som leder dem mod de af ’ham’ fastlagte mål.

Det ”gode” og det ”onde”

Problemet med at opretholde forsyns-tanken er imidlertid det såkaldte ondes forekomst i verden, som det dog er muligt at forklare og retfærdiggøre ved hjælp af teodicéen, som hævder, at det onde indgår som en nødvendig del af Guds skaberværk og som sådan derfor er godt. Det fuldkomne (det gode) udgør sammen med det ufuldkomne (det onde) en helhed, som er mere omfattende og dermed bedre end én, hvor der kun forekommer enten den ene eller den anden ting. Så meget desto mere som at det såkaldte onde tjener som en nødvendig kontrast, der fremhæver det gode, hvilket også kan udtrykkes sådan, at det gode og det onde udgør to sider af samme sag (helhed), idet modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden. Modsætningerne kan med andre ord ikke undværes i tilværelsen.

Det gode og det onde er altså i en vis forstand ’lige gode’, hvilket Martinus har udtrykt på den måde, at mens det gode er ”det behagelige gode”, er det onde ”det ubehagelige gode”. Men i øvrigt hævder han, at ”den form for uvidenhed, der skaber intolerance, og dens følgesvende ”lidelserne””, er ”den virkelige årsag til alt, hvad der hører ind under det, verden kalder ”det onde”. Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte ”onde” med at eksistere.”  (Livets Bog I, stk. 19). 

En konsekvent indstilling eller forestilling om Guds forsyn og vilje er udtryk for det, der filosofihistorisk betegnes som metafysisk determinisme, af latin determination: afgrænse, bestemme, mere specifikt den opfattelse, at den menneskelige vilje er årsagsbestemt og altså ikke ’fri’. Determinismen hævder, at virkeligheden er kendetegnet ved en altomfattende årsagssammenhæng (kausalitet), forstået således, at enhver begivenhed er årsagsbestemt på en sådan måde, at den indtræder som det uundgåelige udfald af forudgående betingelser. Determinismen udlægger årsagssætningen ”enhver begivenhed har sin årsag” sådan, at der ikke blot er en forklaring, men netop en årsagsforklaring på hvad som helst.

Konsekvensen af determinismen er som nævnt benægtelsen af, at mennesket har en fri vilje, forstået som en evne til at foretage et på forhånd uafgjort (frit) valg mellem flere forskellige dispositioner og/eller handlemuligheder.

Filosofihistorisk set er begrebet determinisme beslægtet med begrebet fatalisme, af latinsk fatalis, ’bestemt af skæbnen’, som dækker den verdensanskuelse, at alle hændelser i verden, såvel naturlige begivenheder som menneskelige handlinger, er forudbestemte og underlagt deres blinde skæbne. Denne grundopfattelse træffer man især eksemplificeret og udtrykt i de klassiske græske dramaer.

Det skal dog her indskydes og tilføjes, at i modsætning til determinismen og fatalismen, tillægger Martinus indenfor konteksten af sin kosmologi individet en i kosmisk forstand udviklingsbetinget og dermed ”relativt fri vilje”. (Se f.eks. Livets Bog II, stk. 307-8, 310). Den ’relativt fri vilje’ kan også bestå i, at et individ kan til- eller fravælge bestemte dispositioner og/eller handlinger. Det kunne f.eks. være, at vedkommende uden nogen form for pres eller påvirkning udefra bestemmer sig for at vælge eller tilslutte sig en bestemt religion eller livsanskuelse, eller omvendt, fravælge sådanne.

Guds vilje og bestemmelse

Også H. C. Andersen mente, at alt, hvad bl.a. mennesker foretager sig, er udtryk for Guds bestemmelse og vilje. Blandt andet i medfør af den opfattelse, at Gud benytter sig af eksempelvis mennesker til at udføre sin vilje og fremme sine formål i netop forholdet til både enkeltmennesker og menneskeheden eller menneskesamfundet. Mere præcist mente Andersen, at alt, hvad f.eks. hans ungdomsværge, Jonas Collin, traf af dispositioner og bestemmelser om hans ve og vel, overordnet set var udtryk for Guds eller Forsynets bestemmelse og vilje. Som yngre indrettede digteren derfor sine dispositioner efter sin værges råd og vejledning. Dog ikke altid med lige stor begejstring.

Men der er efter min opfattelse den afgørende forskel på en institutions og et individs henholden sig til, at dens og dettes handlinger og skæbne er udtryk for guddommelig bestemmelse og vilje, at institutionen uvilkårligt ’træder i Guds sted’ og kommer til at bestemme eller forvente, at individerne bør følge dens forskrifter, retningslinier og afgørelser, mens det for individet kun drejer sig om dette selv og dets eget selvvalgte personlige forhold til Gud eller Forsynet.

Martinus Institut adskiller sig derfor i princippet ikke fra autoritære religioner som ortodoks jødedom og ortodoks islam, eller autoritært ledede religiøse institutioner, som f.eks. Jehovas Vidner, Scientology m.fl. De nævnte religioner, trosretninger og livs- og verdensanskuelser baserer sig på et fundamentalistisk, dogmatisk og absolutistisk skriftsyn, idet al objektiv eller fri bibel- og koranforskning forkastes. Man kan med et vist forbehold sige, at Martinus’ kosmologi også baserer sig på et fundamentalistisk skriftsyn, ikke på de bibelske skrifter ganske vist, tværtimod, men derimod på Martinus’ egne skrifter, som ligeledes grundlæggende gør krav på at skulle opfattes som udtryk for autoritative guddommelige åbenbaringer, der via Martinus og a la Moses og Muhammed er blevet nedfældet i skriftsprog (bøger og artikler), tale (foredrag) og tegn (symboler). Men i øvrigt er der kun få lighedspunkter mellem den lære, der henholdsvis og respektive promoveres af jødedommen, islam, Jehovas Vidner og Scientology m.fl., og den lære, der ’administreres’ af Martinus Institut. Som lære betragtet står Martinus’ kosmologi desuden til fri og uafhængig disposition for alle interesserede, både hvad angår studium af analyserne og facitterne, og hvad angår fortolkningen eller udlægningen af disse.   

”Rigsråd” og ”Råd”

Ligheden mellem f.eks. Jehovas Vidner og Martinus’ Institut rækker dog videre, hvad organisation angår, idet førstnævnte har et ”Rigsråd”, sidstnævnte et ”Råd”, som i begge tilfælde afgør og bestemmer, hvad der er ret og rigtigt, og hvad der er i overensstemmelse eller eventuelt i uoverensstemmelse med sektens eller ”sagens” grundlæggende lære, statutter og øvrige forhold. Ingen af de to indbyrdes forskellige ”Råd” er i den forstand demokratiske, og kan af gode grunde heller ikke være det, hverken hvad angår valg eller sammensætning, men er derimod valgt på grundlag af teokratiske principper, idet man i begge tilfælde påberåber sig overordnet, guddommelig styrelse.

For Martinus-sagens vedkommende er Rådets medlemmer oprindelig udpeget af Martinus selv, og efter hans testamentariske bestemmelse derefter valgt ved selvsupplering. Jehovas Vidners Rigsråd er dog tillagt større beføjelser og er erfaringsmæssigt mere rigoristisk i sine dispositioner i forhold til medlemsskaren, end tilfældet er med Martinus-sagens ”Råd”. Sidstnævnte har kun interne beføjelser, men ingen magtbeføjelser overhovedet i forholdet til ”sagens” tilhængere, som ikke er eller vil kunne blive ”medlemmer”, simpelthen fordi Martinus har valgt at friholde sin ”sag” eller ”mission” af risikoen for sektdannelse. At der så i realiteten forekommer fraktionsdannelser indenfor Martinus-bevægelsen, hvad angår opfattelsen og ’fortolkningen’ af Martinus’ kosmiske analyser, er selvfølgelig uundgåeligt i betragtning af menneskers indbyrdes større eller mindre psykologiske forskelligheder.

Tidsskriftet KOSMOS

Det forholder sig imidlertid lidt anderledes med ”Sagens” talerør, tidsskriftet KOSMOS, hvad angår ’eksterne’ beføjelser, idet andre skribenter end Martinus selv og de af ham og senere, efter hans død, af redaktionen godkendte skribenter, lejlighedsvis også har fået og fortsat får adgang til at skrive artikler til bladet. Men artiklerne skal selvfølgelig bedømmes og godkendes af redaktionens medlemmer, og i nogle tilfælde delvis ændres eller korrigeres, før en eventuel publicering kan komme på tale. I princippet godkender man kun artikler, som enten forholder sig positivt og loyalt, men ikke nødvendigvis bogstaveligt til Martinus’ lære, eller som i hvert fald ikke i det væsentlige strider imod denne. Alt dette er der i og for sig ikke noget usædvanligt ved, for sådan foregår det i princippet på enhver anden bladredaktion i landet eller i verden. Måske lige bortset fra, at almindelige blade og tidsskrifter i reglen gerne modtager positiv kritik og svarer på denne, mens KOSMOS i henhold til Martinus’ eget ønske og bestemmelse skal friholdes for enhver form for kritik pro et contra. Bladets formål er bestemt og fastlagt af Martinus, og dets interne og overordnede forhold afgøres efter hans død alene af det til enhver tid siddende Råd.

Det usædvanlige og måske betænkelige ved tidsskriftet KOSMOS består derimod i, at man fravælger artikler og forfattere, som ikke i et og alt stemmer overens med, hvilken opfattelse af Martinus’ kosmologi, den til enhver tid aktuelt siddende redaktion på i alt tre, eller som nu fire medlemmer, der dog heller ikke altid er indbyrdes enige, har og i bedste mening ønsker at promovere.

Imidlertid ’forsvarer’ man sig med, at Rådet såvel som Kosmos-redaktionen er oprettet og institutioneret af Martinus selv, og hans bestemmelser og afgørelser betragtes som ufejlbarlige og indiskutable, nemlig i medfør af, at de netop er udtryk for Guds vilje.

Den i realiteten autoritative styreform ændres ikke af, at der eventuelt forekommer uoverensstemmelser mellem Rådets medlemmer indbyrdes, og mellem Kosmos-redaktionens medlemmer indbyrdes, eller mellem Rådets medlemmer og Kosmos-redaktionens medlemmer. Eller af, at uoverensstemmelser afgøres ved simpelt stemmeflertal gennem internt og i en vis forstand såkaldt ’demokratisk’ valg. 

Generelle betænkeligheder

Generelt set er det betænkeligt, når Guds vilje tolkes sådan, at der også er risiko for at de fordomme og idiosynkrasier, som det til enhver tid siddende Råd og den til enhver tid siddende Kosmos-redaktion eller øvrige medarbejdere på trods af al god vilje måtte have, skulle være udtryk for den guddommelige vilje. Dermed har man jo nemlig dels afskåret sig fra virkelig dialog og dels garderet sig imod enhver form for kritik, også selvom denne fremføres med saglige argumenter. Denne vil nemlig i bedste fald og til enhver tid blive afvist som ’opposition’ imod Guds vilje, og som sådan anses kritikken ikke alene for at være forfejlet men også nyttesløs. Imidlertid er det, hvad Martinus selv mente om Guds vilje og desuden også på forhånd godkendte og statuerede som retningslinjer for Rådet såvel som for Kosmos-redaktionen og øvrige medarbejdere. (Dette fremgår eksplicit af ”Samarbejds-strukturen for Martinus’ Institut”.) Konsekvensen af denne indstilling er bl.a., at autoritære fænomener som f.eks. nazismen og kommunismen med hovedskikkelser som Hitler og Stalin, faktisk også tolkes som udtryk for Guds vilje. Kz-lejre og Gulag-arbejdslejre er dermed også et udtryk for Guds vilje, som vi blot tolker negativt, fordi vi almindelige mennesker i henhold til Martinus ikke er i stand til at overskue det helhedsperspektiv, hvori fænomenerne indgår og rettelig bør ses, for at man kan gennemskue disses rette karakter og status, nemlig som nødvendige og uundværlige led i Guds plan med menneskeheden. (Se f.eks. Martinus-artiklen Den øverste feltherre, Kosmos 5-1992)         

Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at en af Martinus’ moralske hovedregler og anbefalinger er, at ”man skal finde sig i alting”, netop fordi ’alting’ i både første og sidste instans er udtryk for Guds vilje, og denne er det når alt kommer til alt reelt set ikke muligt for mennesket eller andre levende væsener at sætte sig op imod, endsige ændre det mindste ved. (Se evt. artiklen Om at finde sig i kritik her på hjemmesiden).

Om at missionere

Det er en kendt sag, at en sekt som f.eks. Jehovas Vidner siden sin start omkring 1879 har drevet en omfattende og verdensomspændende missionsvirksomhed. Det, man ønsker, er naturligvis at udbrede kendskabet til ”den gode sag”, nemlig med det formål at ”tjene” sine tilhængere og føre disse ”frelst” gennem den forudsagte og derfor forventede, såkaldte ”dommedags” mareridtsagtige begivenheder. Og det så meget mere, som at man betragter sin ”sag”, sin ”tro”, sin ”overbevisning” eller sin ”viden” som universalt gældende for alle mennesker på kloden. Alle er uundgåeligt deltagere i det store drama på liv og død og opgøret om frelse eller ikke-frelse. Frelsesforsøgene sker dog ikke i alle tilfælde af næstekærlighed, men nok så meget, fordi egen frelse er gjort betinget af, hvor mange proselytter den enkelte er i stand til at erhverve for ”den gode sag”. Måske hovedsagelig derfor er der virkelig tale om en ’mission’ i at udbrede sit ’budskab’ og virke for, at så mange som muligt kan blive frelste. Det forhindrer dog ikke, at de, der anser sig selv for ’frelste’ eller kandidater til frelse, uden problemer sanktionerer og nærmest jubler over, at Gud straffer de formastelige syndere, der ikke vil – eller kan? – lade sig omvende til ”den rette tro”.

Det er ufatteligt for et humant indstillet menneske, at de rettroende kan nære forestillinger om, at forhærdede syndere vil være fordømte til et evigt, smerte- og lidelsesfuldt ophold i helvedes brændende svovlsøer. Det skal da også straks tilføjes og kraftigt fremhæves, at sådanne inhumane forestillinger slet ikke forekommer indenfor Martinus’ kosmologi, som tværtimod konstaterer, at alle uden nogen som helst undtagelse er kandidater til ’frelse’, nemlig i form af en moralsk udvikling via et vist antal reinkarnationer, som på et eller andet tidspunkt sikrer den enkelte ”den store fødsel” til kosmisk bevidsthed. Det vil sige en bevidsthed eller bevidsthedstilstand, der betyder individets daglige samvær med Gud, og som sætter samme individ i stand til at se og opleve den daglige tilværelse som udtryk for Guds bevidsthed, vilje og bestemmelse.   

Indenfor Martinus’ ”sag” bliver der da heller ikke missioneret i dette begrebs egentlige forstand, idet Martinus grundlæggende havde den holdning til missionsvirksomhed, at det (frit citeret) ikke er blomsten, der skal komme til bien, men omvendt bien, der skal opsøge blomsten. Altså at det ikke er ”sagen”, der udadtil skal promovere sig selv i forhold til mulige interesserede, men derimod mulige interesserede, der på grundlag af et mere eller mindre påtrængende behov hos det enkelte menneske, selv skal opsøge ”sagen” eller dennes ’tilbud’: Martinus’ kosmologi. Denne indstilling er på Martinus’ foranledning nedfældet i det regelsæt i form af Samarbejds-strukturens statutter, som Martinus’ Institut og Martinus Center drives og arbejder på grundlag af.

Men til trods for regelsættet, som påbyder, at der frem for egentlig missionsvirksomhed, i stedet skal drives oplysnings- og undervisningsvirksomhed, er der i tidens løb alligevel fra visse sider eller fra enkeltpersoner indenfor Martinus-sagen drevet en virksomhed, som med nogen ret vil kunne betegnes som tangerende missionsvirksomhed. Men det er altså sket uden Martinus’ – og efter hans død Rådets – sanktion. Men man har bare ingen beføjelser eller magt til at forhindre misbruget, for eftersom ’sagen’ ikke er en forening med medlemmer, så kan man ikke ekskludere personer, der må anses for at være i uoverensstemmelse med ’sagens’ etik og hovedformål. Set fra et almindeligt menneskeligt logisk synspunkt kan det derfor forekomme som om Gud her tilsyneladende er kommet i en vis modstrid med sin egen vilje, bestemmelse og hensigt! Set fra Martinus’ synspunkt er tingene i henhold til den evige verdensplan, han så for sig, derimod lige præcis sådan som de netop kan og skal være, hverken mere eller mindre.

Det synspunkt kan vi andre så forholde os til, positivt eller negativt, alt efter hvad vi hver især evner og formår og føler behov for. Men som jeg ser det, må konklusionen på de ovenfor fremførte betragtninger kort og godt blive, at Martinus’ storslåede og betagende verdensbillede er så suverænt og originalt, at det i sig selv sprænger de snævre rammer, som en institutionaliseret administration og formidling uvilkårligt – og utilsigtet – nemt kommer til at repræsentere.  

 © 2007 & revideret 2009 Harry Rasmussen. 

******************

________________________________

Polprincip, polforvandling, kønsskifte

– og skæbnelov

I denne artikel gøres der forsøg på at se, i hvilket omfang Martinus’ Kosmologi og naturvidenskaben er i overensstemmelse eller eventuelt i uoverensstemmelse med hinanden. Problemet er imidlertid, at Martinus’ kosmiske analyser og facitter er fremsat en gang for alle og derfor enten står til troende eller til forkastelse, mens den videnskabelige forskning qua sin natur hele tiden er tvunget til at revidere og opdatere sin facitliste, således at det, der var gyldigt i går ikke nødvendigvis også er det i morgen. Artiklen findes trykt i tidsskriftet DEN NY VERDENSIMPULS nr. 3-2004.    

Det er et stort spørgsmål, hvordan man kan og bør forholde sig til de dele af Martinus’ Kosmologi, som vi rent faktisk ikke er i stand til at efterforske og forklare med vores intelligens. Det står jo klart, at Martinus’ analyser omkring f. eks. ”den kosmiske grundplan” eller ”det evige verdensbillede”, rummer en genial og for så vidt enkel løsning eller forklaring på enheden og sammenhængen i naturen, den synlige så vel som den usynlige, men den eneste intellektuelle mulighed, der består for at forstå disse højst abstrakte ’planer’, er, bortset fra Martinus’ egne forklaringer af disse, at drage analogier til årskredsløbet, livskredsløbet og døgnkredsløbet, som jo i en vis forstand er konkrete nok.

Det er imidlertid et problem, at Martinus postulerer, at f.eks. ”det seksuelle polprincip” er et universelt omfattende princip, og ligeledes ”polforvandlingen”, som også postuleres at være en lige så universelt gældende proces. Det vil sige: et princip og en proces, som gælder for overhovedet alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse. Problemet består primært deri, at naturvidenskabelige kendsgerninger direkte synes at modsige universaliteten af polprincippet, idet der forekommer indtil flere helt normale afvigelser herfra, mens polforvandlingen i kraft af sin abstrakte natur slet ikke hører ind under de områder, naturvidenskaben er i stand til at beskæftige sig med. (1)

Det seksuelle polprincip, polforvandling og kønsskifte

I henhold til Martinus’ verdensbillede, drejer det seksuelle polprincip sig primært om, at ethvert levende væsen er udstyret med to kontrære seksuelle poler, nemlig den feminine pol og den maskuline pol, og desuden to såkaldte polorganer: det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan. De to polers og polorganers indbyrdes konstellation, virksomhed og vekselvirkning, er imidlertid undergivet kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, hvilket i praksis giver sig udslag i den såkaldte polforvandlingsproces, som primært indebærer, at fra en periode med jævnbyrdig og ligeværdig konstellation og vekselvirkning mellem de to poler og polorganer, også kaldet ”dobbeltpolethed” – ikke at forveksle med dobbeltkønnethed - aftager eller svækkes den ene af polerne og i alle tilfælde det intellektuelle polorgan, over en periode i en sådan grad og udstrækning, at denne og dette til sidst må betegnes som ude af funktion eller latent, en tilstand eller situation, der også varer en vis periode. For nogle levende væseners vedkommende er det den maskuline pol, der degenererer til fordel for den feminine pol, og i sådanne tilfælde resulterer det i fremkomsten eller udviklingen af hunkøn. For andre levende væseners vedkommende er det den feminine pol, der degenererer, hvilket medfører fremkomsten eller væksten af hankønnet. I alle tilfælde er det emotionelle polorgan tilknyttet den fungerende pol, medens det intellektuelle polorgan altid vil være tilknyttet den degenererende eller latente pol. Denne fuldbyrdede situation eller tilstand betegner Martinus som ”enkeltpolethed”. (2)

Forvandlingen af forholdet eller konstellationen mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler og polorganer fra dobbeltpolethed til enkeltpolethed, finder sted i første halvdel af det, Martinus betegner som udviklingsspiralen, medens en umiddelbart påfølgende forvandling fra enkeltpolethed til fornyet dobbeltpolethed, sker i anden og sidste halvdel af udviklingsspiralen. Herunder vækkes og udvikles den hidtil slumrende eller latente pol og det ligeledes slumrende intellektuelle polorgan til gradvis fornyet og ligeværdig aktivitet og medindflydelse på det levende væsens bevidstheds- og handlingsliv og legemsstruktur, indtil der til sidst igen er tale om egentlig dobbeltpolethed. 

I henhold til Martinus’ kosmiske analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen, tager det et helt spiralkredsløb at skifte fra den ene pol til den anden, herunder samtidig også fra det ene polorgan til det andet, hvilket vil sige, at skifte fra den maskuline pol til den feminine pol og det emotionelle polorgans omkobling fra den maskuline pol til den feminine pol, og det intellektuelle polorgans omkobling fra den feminine pol til den maskuline pol. Lige som der for andre individers vedkommende er tale om omkobling fra den feminine pol til den maskuline pol og det emotionelle polorgans omkobling fra den feminine pol til den maskuline pol, og det intellektuelle polorgans omkobling fra den maskuline pol til den feminine pol, eller kort sagt: i begge tilfælde et skifte fra hankøn til hunkøn eller fra hunkøn til hankøn. (Se evt. nærmere om dette vanskelige emne i artiklen ”Det seksuelle dobbeltkredsløb” her på hjemmesiden, hvori de to sekuelle polers og polorganers omkobling er nærmere omtalt og forklaret).

Dette indebærer blandt andet den konsekvens, at et levende væsen vil tilhøre enten det ene eller det andet køn gennem en hel udviklingsspiral, i en vis forstand altså også i den periode, hvor individet er dobbeltpolet, for derefter at skifte over til at repræsentere det modsatte køn i den følgende udviklingsspiral og således fremdeles. Kønsskiftet sker ifølge Martinus i den tilværelseszone eller det åndelige naturrige, han betegner som ”den guddommelige verden”. Han er desuden af den opfattelse, at kønsskifte normalt ikke vil kunne finde sted på noget andet tidspunkt i udviklingsspiralen, end det netop nævnte. Ved ”normalt ikke” skal angiveligt forstås, at kønsskifte i disse tilfælde ikke vil kunne ske uden en eller anden form for indvirken eller indgriben i den normale proces, men en sådan indgriben er formentlig altså både tænkelig og i visse tilfælde mulig, i hvert fald som en midlertidig foreteelse, forstået sådan, at naturen før eller siden vil genoprette normaliteten.

Det er ligeledes Martinus’ opfattelse, at kønsskifte normalt heller ikke vil kunne finde sted fra inkarnation til inkarnation, således forstået, at uanset det antal inkarnationer, der sker i løbet af et individs passage gennem plante- og dyreriget frem til det rigtige menneskerige, vil det pågældende individ bevare sin normale kønslige identitet liv efter liv. Men der kan som nævnt altså åbenbart forekomme unormale tilfælde, hvor kønsskifte af den ene eller anden årsag alligevel sker. (3)

Skæbneelementet og talentkernerne

Martinus’ begrundelser for, at et kønsskifte normalt ikke vil kunne ske, hverken under individets indvikling i den fysiske verden eller under udviklingen herfra, er især baseret på funktionen af den faktor i det levende væsens overbevidsthed, han betegner som ”skæbneelementet”.Heri er samtlige et individs oplevelser og erfaringer opsamlet og koncentreret i form af de såkaldte talentkerner, der er ultramikroskopiske, automatiske åndelige anlæg, som i en vis forstand er beslægtet med generne, som disse anlæg da også siges at samarbejde med fra individets fysiske undfangelse til dets død, nemlig via det såkaldte koblingslegeme eller transformationsfelt mellem åndelig og fysisk energi. Martinus skelner mellem to grupper af talentkerner, nemlig  organtalentkerner og erindringstalentkerner, og det er især de førstnævnte der – i samspil med bl.a. livs- og stofenhedsprincippet og organismeprincippet -  er ansvarlige for opbygningen, opretholdelsen og funktionen af de seks åndelige legemer og dermed af den såkaldte underbevidsthedsregion. De åndelige legemer repræsenterer som bekendt de seks åndelige hovedkategorier af grundenergikombinationer, hvori henholdsvis instinktenergien, tyngdeenergien, følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien successivt er dominerende. Det fysiske legeme er i henhold til Martinus især et produkt af den grundenergikombination, hvori den såkaldte tyngdeenergi er dominant. (4)

Det fysiske legeme ved biologerne, fysiologerne og hjerneforskerne temmelig meget om, herunder hvordan undfangelse, fosterudvikling og øvrige udvikling fra fødsel til død finder sted. Den viden kan man naturligvis ikke ignorere til fordel for nogle uverificerede og uverificerbare abstrakte forestillinger om, hvordan tingene hænger sammen. Specielt ikke, når og hvis der er direkte modstrid mellem de dele af kosmologiens postulater og de naturvidenskabelige fakta, som kan sammenholdes med hinanden. Det er f.eks. tilfældet omkring den biologiske del af undfangelsen, som desværre også i et vist omfang og på flere punkter modsiger Martinus’ beskrivelse af, hvilke betingelser der fordres opfyldt, for at undfangelse kan finde sted.

I henhold til Martinus forudsætter undfangelse udløsningen af seksuelt klimaks hos de to personer af modsat køn, der har samleje med hinanden. Det er under den derved opstående energiudladning, forstået som intensiverede saligheds-vibrationer i de pågældende væseners åndelige aura, at et diskarneret væsen i salighedsriget bringes i åndelig kontakt med et muligt fysisk forældrepar. Såfremt de optimale betingelser for inkarnation er opfyldt, forbinder væsenets skæbneelement sig automatisk med genkomplekset i den befrugtede ægcelle. (5)

Inkarnation og repetition

På et tidligt stadium i repetitionsprocessen ses det tydeligt, at fosteret fremviser træk fra begge køn, men biologisk set er det kønskromosomerne, der under normale forhold bestemmer, om afkommet udvikler sig som hankøn eller hunkøn. Forstyrrelser i fosterudviklingen kan imidlertid i enkelte tilfælde føre til såkaldt hermafrodisme eller andre former for anormaliteter eller misdannelser.

I henhold til Martinus er det derimod konstellationen mellem de to seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, der på forhånd og via kønskromosomerne bestemmer individets køn. Et individ, hvis enkeltpolethed er domineret af den feminine pol og som derfor er hunkøn, vil fortsætte med at være hunkøn i hver eneste inkarnation indtil et stykke ind i det rigtige menneskerige. Modsat vil et individ, hvis enkeltpolethed er domineret af den maskuline pol og som derfor er hankøn, fortsætte lige så længe med at være hankøn, som for hunkønnets vedkommende.

Der er imidlertid også nogle problemer i forbindelse med Martinus’ analyser omkring undfangelse, idet det må anses for et faktum, at i reglen kun den ene af parterne, oftest hannen eller manden, opnår orgasme under samleje. Til trods for sin manglende orgasme viser det sig, at hunnens eller kvindens ægcelle alligevel bliver befrugtet og medfører graviditet. Dertil kommer de tilfælde, hvor der foretages kunstig befrugtning af en ægcelle, enten i kvindens livmoder eller i en laboratorieskål. Et stigende antal – og i hvert fald tilsyneladende - sunde og velfungerende børn, deriblandt tvillinger, er i de senere år kommet til verden ad denne vej. I disse tilfælde kan det i hvert fald kun have været manden, der har oplevet orgasme under den onani, der krævedes for at tilvejebringe den nødvendige sæd. Men i nyeste tid mener fertilitetseksperter endog, at den tid ikke er fjern, hvor man kan udtage mandens sædceller ved et mindre operativt indgreb under lokalbedøvelse. Det vil i påkommende tilfælde betyde, at heller ikke manden oplever orgasme.

Hvis det skulle gå hen og vise sig, at den sidstnævnte metode kan fungere med et tilfredsstillende resultat til følge, vil det formentlig betyde yderligere et argument imod Martinus’ påstand om, at orgasme – i det mindste for en af de involverede fysiske partnere - er en nødvendig forudsætning og betingelse for, at undfangelse kan ske. (6)

Biologi og kønsbestemmelse

Med hensyn til fænomenerne kønsbestemmelse og kønsskifte, forholder det sig i henhold til biologien normalt sådan, at de fleste organismer med kønnet forplantning har mulighed for udvikling af begge køn, og talrige planter og dyr bevarer denne evne livet igennem. Man taler i den sammenhæng om tvekønnethed eller hermafrodisme, og denne gælder for de fleste blomsterplanter, lungesnegle og mange orme. De nævnte arter har særskilte kønskirtler til dannelse af henholdsvis æg- og sædceller. Det betyder, at dispositionerne eller de genetiske anlæg for begge køn er til stede fra individets begyndelse, og at fysiologiske og miljømæssige forhold kan spille ind ved kønsbestemmelsen, eller med andre ord, kan afgøre, om et individ bliver et hankøns- eller hunkønsvæsen med henholdsvis hanlige eller hunlige kønsorganer. 

Hos nogle kolonidyr, f.eks. koraller, bestemmes individets køn af dets plads i kolonien, i andre tilfælde beror kønsbestemmelsen på ernæringstilstanden, idet de bedst ernærede udvikler sig til hunner, de dårligst ernærede til hanner. De fleste dyr og mange højere planter er særkønnede eller enkeltkønnede, og kønsbestemmelsen sker genetisk, og som regel er de to køn omtrent lige hyppige. Den genetiske kønsbestemmelse beror grundlæggende på et særligt par kromosomer, kønskromosomerne, hvoraf det ene køn har to såkaldte og ens X-kromosomer, mens det andet køn har et X- og et Y-kromosom. Desuden findes normale parrede kromosomer, der kaldes for autosomer, og den endelige kønsbestemmelse beror på en balance mellem kønskromosomer og autosomer. X-kromosomer trækker almindeligvis i hunlig retning, mens autosomerne trækker i hanlig retning. Hos mennesket har kvinden 2 X-kromosomer og manden X- og Y-kromosom. Det er sædcellens kønskromosom, der bestemmer, om det befrugtede æg udvikler sig til en pige (XX-kromosombesætning) eller en dreng (XY-besætning). Hos de højere dyr er det hormoner, der er ansvarlige for både primære kønskarakterer, dvs., kønsorganerne, og sekundære, dvs. de andre specielt hanlige og hunlige træk, f.eks. behåring, bryster, stemmeleje og fordeling af underhudsfedt. 

En særlig type kønsbestemmelse findes hos bier, hvor befrugtede æg fører til normale individer (med et dobbelt sæt kromosomer), der alle genetisk er hunner (arbejdere og dronninger), mens ubefrugtede æg fører til hanner, der kun har ét sæt kromosomer.

Mange svampe har ikke synlig, men kun fysiologisk bestemt kønsforskel, og kønsbestemmelsen foregår på simpel genetisk måde. Selvbefrugtning er et almindeligt forekommende fænomen i planteriget, men er en undtagelse i dyreriget, hvor en krydsbefrugtning mellem to tvekønnede individer forekommer, som f.eks. hos vinbjergsneglen.

Biologi og kønsskifte

Biologien definerer kønsskifte som en evne hos visse lavere dyr til at skifte køn én eller flere gange. Hos den almindelige akvariefisk, sværddrageren, kan en hun efter at have født flere kuld unger udvikle sig til en han med funktionsdygtige kønsorganer. Hos strandkrabben kan hanner, der angribes af den snyltende rodkrebs, udvikle sig i hunlig retning. De velkendte østers begynder deres liv som hanner, men bliver i løbet af nogen tid til hunner, som ved et skifte i vandets temperatur kan fås til at skifte køn på ny. Østers kan faktisk skifte køn flere gange i løbet af deres tilværelse.

Imidlertid må man formentlig kunne konstatere, at selv i de tilfælde, hvor der forekommer kønsskifte, hvad enten dette er genetisk bestemt eller situations- og/eller miljøbestemt, er der set med kosmologiens øjne dog stadigvæk tale om enkeltpolethed. Tvekønnethed er nemlig ikke det samme som dobbeltpolethed, men kun udtryk for, at et individ eller en art på samme tid besidder to sæt kønskarakterer, herunder f. eks. de to køns respektive kønsorganer, men hvor almindeligvis kun det ene sæt fungerer af gangen. Den såkaldte pseudo-hermafrodisme, hvor en persons ydre kønsorganer ligner det andet køns, er en anormalitet, der anses for sygelig og uheldig og som derfor undertiden kan afhjælpes ad operativ vej.

Martinus ses ikke at have taget højde for og derfor heller ikke direkte stilling til de nævnte ”afvigende” tilfælde af kønsbestemmelse og kønsskifte, der dog ikke umiddelbart synes at betyde noget afgørende brud på hans analyser af de principielle love eller regler, der angår polprincippet og polforvandlingen. Det forandrer derfor ikke Martinus’ påstand om, at kønsbestemmelse og kønsskifte udelukkende er bestemt og styret af polkonstellationen i forbindelse med skæbneelementets talentkernebeholdning, underforstået dettes forudsætninger og evne til at opbygge et (nyt) fysisk legeme.

Kønsskifte mellem inkarnationerne?

Et lidt andet, men nok så vigtigt problem i sammenhængen, er kønsskifte mellem inkarnationerne, sådan som enkelte parapsykologiske forskere bl.a. ved hjælp af regressiv hypnose har kunnet registrere skal være forekommet i nogle menneskers tilfælde. Altså at en person, der i et eller eventuelt flere tidligere liv er fremtrådt som f. eks. mand, i sin aktuelle inkarnation fremtræder som kvinde, eller omvendt, at en person, der tidligere var kvinde, aktuelt fremtræder som mand.

Martinus er som omtalt af den bestemte opfattelse, at egentligt og normalt eller ægte kønsskifte ikke vil kunne  ske fra den ene eller eventuelt flere inkarnationer til den anden eller flere følgende. Ja, han hævder tilmed, at egentligt kønsskifte overhovedet ikke kan forekomme i den tidsepoke, hvori individet er undergivet reinkarnationens lovmæssigheder. Det vil mere præcist sige, under individets udvikling gennem planteriget, dyreriget og delvis det rigtige menneskerige, og i øvrigt heller ikke under passagen gennem visdomsriget. Et ægte kønsskifte – eller måske rettere: polskifte - kan, sådan som tidligere nævnt ovenfor, alene ske under individets passage gennem det tilværelsesplan, der benævnes ”den guddommelige verden”.

En anden sag er, at der under individets passage gennem dyreriget, særlig når dette indbefatter det jordiske menneskes rige, kan forekomme forskellige former for seksuel orientering og adfærd, der afviger fra det, Martinus betegner som den normale polforvandling. Der tænkes her især på fænomener som homo- og biseksualitet, og årsagerne til disse har han indenfor rammerne af sin kosmologi afgjort givet troværdige og udtømmende forklaringer på. Men i begge tilfælde er der i hovedsagen tale om psykologiske fænomener, også selvom specielt homoseksuelle, mænd såvel som kvinder, i visse tilfælde ønsker at få og også får foretaget operative indgreb, der vel i bedste fald kan karakteriseres som pseudokønsskifte.  

Der findes således eksempler på, at forældre eller oftest en moder, har forsøgt at opdrage et barn, der er født med begge køns genitalier (hermafrodisme), til f.eks. at føle, tænke og opføre sig som en pige. Denne opdragelse blev i nogle tilfælde fulgt op af en kønsskifteoperation, hvorunder i det nævnte tilfælde det uudviklede mandlige kønsorgan var blevet fjernet til fordel for en vagina. I det samme og højst ulykkelige tilfælde viste det sig, at ”pigen”, der ved hjælp af hormonbehandling bl.a. havde udviklet bryster, som voksen stadigvæk følte, tænkte og opførte sig som dreng eller mand, hvilket videnskabeligt og psykologisk blev forklaret med, at det fortsat var den pågældende persons kromosomsammensætning, der bestemte vedkommendes virkelige køn. (7)

I det hele taget er spørgsmålet, om man vil lægge afgørende vægt på Martinus’ udsagn eller man vil stole på de beretninger, der findes om kønsskifte mellem inkarnationerne. For de førstnævntes vedkommende er forholdet det, at disse indtil videre ikke kan verificeres, og da slet ikke ad sædvanlig intelligensmæssig vej, og for de sidstnævntes vedkommende er sagen den, at de pågældende beretninger hidtil ikke har kunnet efterprøves og efterforskes på objektivt gyldig, utvetydig og modsigelsesfri måde. I objektivitetens og sandhedens interesse bør man derfor nok indtil videre forholde sig kritisk og skeptisk til beretninger om kønsskifte mellem inkarnationerne. Hermed være ikke sagt, at et sådant kønsskifte ikke kan tænkes at ske, men kun, at dette i givet fald formentlig må betegnes som en muligvis anormal afvigelse fra polforvandlingsprocessens normale forløb. (8)

Skæbneproblemet

Et andet problem er skæbneloven, som udgør et vigtigt led i Martinus’ kosmologi. I henhold hertil er denne lovmæssighed også universelt gældende og i det væsentlige uden nogen som helst afvigelse fra reglen. Begrebet skæbne er i henhold til Martinus baseret på en lovmæssighed, der fungerer helt på årsagsvirkningslovens præmisser, og som kortest og enklest er udtrykt i sætningen: ”Det et menneske sår, det skal det også høste”. I analogi med sæd og høst betyder det, at sår man byg får man byg, sår man hvede får man hvede, sår man havre får man havre, etc. etc. Martinus definerer kort begrebet skæbne som oplevelsen af virkningerne til de årsager, man, dvs. det levende væsen, selv har udløst..

Problemet med skæbneloven består imidlertid i, at Martinus også er af den opfattelse, at der alene i kraft af livsvilkårenes kompleksitet kanforekomme tilfælde, hvorunder individet ville kunne komme ud for at blive påført en skæbnevirkning, som vedkommende ikke selv har ’sået’ årsagen til, hvis ikke individet konstant blev overvåget af såkaldte skytsånder, der bl.a. har til opgave at afværge, at individet bliver offer for en uretfærdig skæbnevirkning. Det betyder med andre ord, at Martinus mener at skytsåndsprincippet kompenserer for de risici for ufortjent ubehagelig eller ligefrem lidelsesfuld skæbne, som livets komplekse natur indebærer. (9)

Martinus postulerer i øvrigt, at f.eks. tamdyrenes lidelsesfyldte skæbne under opdræt og ved slagtning, skyldes såkaldt restkarma fra en tidligere udviklingsspirals dyrerige. Det samme må vel principielt gælde for alle et økosystems eller en fødekædes vilde, men normalt fredelige, planteædende dyr, der så at sige er forudbestemt til at blive rovdyrenes bytte. Man kan jo nemlig ikke finde årsagen eller årsagerne til de nævnte dyrs barske skæbne i deres aktuelle fysiske nutid, idet hverken tamdyrenes eller planteædernes livsvilkår normalt indebærer drab af andre dyr, og i al fald ikke for at fortære disse. Foreholdt disse kendsgerninger lyder Martinus’ svar, at der i de nævnte tilfælde er tale om såkaldt restkarma.(10)

Skæbne og sygdom

Martinus postulerer også, at den megen sygdom af forskellig slags, der plager størstedelen af menneskeheden, først og fremmest skyldes menneskenes industrielle opdræt, slagtning (drab) og påfølgende fortæring af især tamdyr som svin, smågrise køer, kalve, fjerkræ, især høns, kyllinger osv. Kødspisning, især forenet med indtagelse af alkoholiske drikke, svækker ifølge Martinus menneskets immunforsvar, i al fald hos det fremskredne kulturmenneske. Omvendt skulle det, at undgå og undlade drab af dyr og i stedet leve vegetarisk, være et mindre onde, som i al fald på sigt vil betyde større sundhed for de mennesker, der vælger denne udvej. (11)

Imidlertid foreligger der ikke nogen saglige undersøgelser, der tyder på at vegetarer er mindre udsatte for angreb af sygdomme som f.eks. kræft eller hjerte- og karlidelser, end mennesker, der er kødspisere. Og selvom det fortrinsvis er rygere, der angribes af bl.a. lungekræft, så rammer denne og andre former for kræft lige så vel ikke-rygere. Det samme er tilfældet med f.eks. hjerte- og karlidelser. Men generelt set er menneskene i henhold til Martinus’ udlægning af skæbneloven i stor risiko for at blive angrebet af sygdom og ramt af ulykke som følge af årsager, der ligger indtil flere liv eller inkarnationer tilbage i tiden. Så dermed har Martinus’ kosmologi i en vis forstand ’helgarderet’ sig mod angreb for inkonsekvens. (12)

I henhold til sine analyser postulerede Martinus, dog med stor ydmyghed og beskedenhed, at han var en verdensgenløser, og en sådan skulle ifølge samme analyser være et menneske af så højtudviklet åndelig og moralsk-etisk standard, at vedkommende praktisk talt ikke havde nogen ubehagelig endsige lidelsesfuld skæbnegæld at skulle betale af på. Det skulle ifølge påstanden indebære, at den pågældende var beskyttet mod sygdom og ulykke. Det gav derfor anledning til en vis forvirring i interne Martinus-kredse, da Martinus i 1956 blev angrebet af mavekræft. Selv gav han som begrundelse for denne lidelse, at den var en fysisk ’arv’ fra hans biologiske mor, som også havde haft denne sygdom. Men ifølge et ubekræftet forlydende, hed det sig også, at Martinus, der ellers var vegetar og normalt levede rimelig sundt, dog uden at være fanatisk, gav sit store daglige forbrug af Nescafé skylden, som altså dermed var hans egen. Man kunne måske her undre sig over, at et kosmisk bevidst menneske som Martinus, ikke på forhånd var klar over, at en daglig indtagelse af større mængder kaffe, som der åbenbart var tale om i hans tilfælde, i sig selv formentlig øger risikoen for visse sygdomme. Men desuden forklarede han, at alene den omstændighed, at en verdensgenløser i sagens natur var nødt til at inkarnere i en almindelig og normal fysisk menneskekrop, omtrent automatisk indebærer en vis risiko for angreb af almindeligt forekommende sygdomme. Den forklaring, i forbindelse med Martinus’ kræftlidelse, som han heldigvis hurtigt blev helbredt for ved operation, kunne flere ivrige Martinus-tilhængere ifølge forlydender ikke godtage, hvorfor de valgte at vende Martinus og hans sag ryggen. (13)

En verdensgenløser?

Der skal her tillægges, at Martinus’ påstand om, at han var en ny tids verdensgenløser på linje med bl.a. Kristus, Buddha og Muhammed, også rejser nogle problemer vedrørende f.eks. den skæbne, der blev Jesus til del. I Ny Testamente hører vi ganske vist aldrig om, at Jesus nogensinde skulle have været syg, men til gengæld fik han en forfærdelig skæbne i form af den smertefulde og dybt nedværdigende korsfæstelse. Martinus er imidlertid af den opfattelse, at der ikke var tale om afbetaling af skæbnegæld i dette tilfælde, men om, at Jesus frivilligt valgte at handle på en sådan måde, at det måtte ende med hans dødsdom. Det var dog nok ikke selvvalgt, at Buddha døde af dysenteri som 81-årig, men i begge tilfælde blev de to nævnte personer indhyllet i mytens og legendens på samme tid idealiserende og tilslørende ’historiefortælling’. Martinus, som på det tidspunkt var knapt 91 år, døde en ganske banal død efter et fald hjemme i sit soveværelse, hvorunder han brækkede lårbenshalsen på det ene ben. Hans høje fysiske alder og formentlig den smertestillende behandling, han af gode grunde fik på hospitalet, bevirkede at hans tydeligt ældede krop ikke kunne klare mere, og tre dage senere døde han stille og fredeligt på Frederiksberg Hospital, hvor han var blevet indlagt. (14)

Personlig er jeg af den opfattelse, at der er sandhed i det citat, som Ben Saxe fremfører i sin mindeartikel om Martinus. Efter at have fortalt om en ven, der kendte Martinus særlig godt, fortsætter Saxe: ”Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” (15)

I sin hyldestbog til Martinus’ minde, som vidner om stor kærlighed til og loyalitet mod mesteren, kommer Per Bruus-Jensen til en vis grad ind på spørgsmålet om Martinus og hans kosmiske bevidsthed. Jeg tænker her særlig på kapitlet Om Martinus kontra Thomsen, der efter en længere samtale med Martinus og en vurdering af dennes udtalelser, ender med at forfatteren fuldt ud ’godkender’ Martinus som både at være i besiddelse af kosmisk bevidsthed og som verdensgenløser. Per Bruus-Jensen kan derfor ikke tages til indtægt for de synspunkter, der er fremsat i denne artikel. (16)

Sluttelig vil jeg gerne så kraftigt, det er mig muligt, pointere, at denne artikel ikke er skrevet i den hensigt, at forklejne Martinus’ store, fortjenstfulde og formentlig epokegørende arbejde eller for at nedgøre hans minde, tværtimod. Den er alene skrevet i sandhedens interesse og for at give et bidrag til en saglig belysning af Martinus Kosmologi, og til at afsløre og helst fjerne den uhensigtsmæssige mytedannelse, der er opstået omkring Martinus som menneske og forfatter, ikke mindst mens han endnu levede. Skønt Martinus opfordrede studerende af hans kosmologi – personlig har jeg indtil nu brugt 45 år af mit liv på dette studium - til at forholde sig frit til hans kosmiske analyser og tænke selv, jf. f.eks. Livets Bog 1, stk. 10, 16, 18-9, er jeg udmærket bekendt med, at end ikke saglig kritik er velset i alle Martinus-kredse. Det er derfor vel vidende, at jeg som ’kritiker’ løber den risiko at blive betegnet som et offer for ”tærskelens vogtere”, og som følge heraf måske blive betragtet som persona non grata indenfor sagen. Det får jeg så nok desværre leve med. (17)

© 2004 Harry Rasmussen og tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls.

________________________________

Noter og kilder:

1    Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, bd. 4, s. 12-13. – Det skal dog understreges, at Per Bruus-Jensens bemærkninger om kønsbestemmelse ikke kan tages til indtægt for de synspunkter, der er fremsat i denne artikel. – Martinus: Livets Bog V, stk. 1650, 1937. Det Evige Verdensbillede, herefter forkortet DEV, her DEV 4, stk. 35.1-2, 35.8.

2    Livets Bog, bd. III-V. Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’Kosmologi, bd. 4.

 3    Vedr. begrebet naturlig befrugtning: LB I, stk. 419, 422-3, 426-7. LB III, stk. 825-6, 928-9, 931-2. LB IV,    stk. 1136, 1190, 1192-3, 1199, 1225, 1227, 1229, 1457, 1480. LB V, stk. 1718-20, 1737-40. LB VII, stk. 2540, 2623-4, 2626, 2628, 2634-5. DEV II, stk. 23:5. DEV III, stk. 33:12-3, 33:27-31, 33:41, 33:78, 33:81.

        I forklaringen til symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket, trykt i DEV 4, stk. 34.1-34.22, beskriver Martinus, hvordan det reinkarnationsmodne individ i salighedsriget undfanges og reinkarnerer. Herunder fremhæver han samlejepartnernes fællesorgasme som den ideelle forudsætning for salighedsvæsenets tiltrækning mod lige præcis dét biologiske forældrepar, hvis fysiske og mentale karakter og livsvilkår er i optimal skæbnemæssig overensstemmelse med det diskarnerede individs skæbneelement. Denne opfattelse har Martinus bekræftet i de såkaldte Kontaktbreve nr. 15, 1950, side 38-39 (genoptrykt i tidsskriftet Kosmos nr. 7, 1985, s. 148-9), hvori han svarer på to læserspørgsmål vedr. undfangelse.

4    Vedr. skæbneelementet og  talentkernerne, se Livets Bog II, stk. 326-7, 357, 373, 381, 413, 465, 528, 588, 591. Se evt. også Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.249.-61. ”X”,bd. 2, stk. 2.106. Samme forfatter: Eksistens og udødelighed, bd. 2, stk. 4.10.1-11.8. - Vedr. koblingslegemet, se Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.221.Vedr.  de seks grundenergikombinationer, se f.eks. Livets Bog II, stk. 331-2, 349, 359, 442, 533. Se evt. også Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.107.-1.176. Se også Talentkerneprincippether på hjemmesiden.

5     Martinus: Det Evige Verdensbillede 4, stk. 34.15-21. Se evt. også artikel Kunstig befrugtning, der er gengivet tidligere ovenfor.

6    Hans Wittendorff har fremført det synspunkt, at den mulighed kunne tænkes, at alene udstrålingen fra den forenede æg-sædcelle (zygote) kunne være nok til, at det diskarnerede væsens aura, og dermed dets skæbneelement, er i stand til at forbinde sig med genkomplekset. Se herom i note 3. 

 7    Vedr. de forskellige former for seksualtyper og seksualisme, se f.eks. Livets Bog, bd. V, stk. 1831-1918. Se også Polforvandlingens seksuelle kategorier her på hjemmesiden.

 8    Svend Åge Rossen: Mand eller kvinde i tidligere liv?. Kosmos nr. 4-1992. Hans Wittendorff: Kønsskifte     mellem inkarnationerne, Kosmos nr. 12-1996.

 9    Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 2, stk. 2.229.-2.232. - Det er i øvrigt vigtigt at forstå, at ifølge Martinus er begrebet skæbne ikke et afgrænset eller isoleret fænomen, men skal ses som et udtryk for den måde, det levende væsens tilværelse fundamentalt former sig på. Se. f.eks. Livets Bog II, stk. 348, 572, 587, 629. Men noget af det, der kan være vanskeligt at forstå for en ikke-kosmisk bevidst, som f.eks. mig, er, at der forekommer mange skæbnevirkninger, som set fra et lavpsykisk udsigtspunkt dels er uforståelige og dels virker unødigt grusomme og uretfærdige. Her tænker jeg især på to tilfældigt valgte eksempler: Forekomsten af siamesiske tvillinger, f.eks. to engelske nu voksne tvillingesøstre, som fra fostertilstanden har været sammenvoksede øverst i kranierne, men som man ikke har kunnet skille ved operation. At se, hvordan de to i øvrigt velbegavede kvinder havde lært at leve med deres voldsomme handicap, var både rørende og tragisk. Et andet eksempel er terrorangrebet på bl.a. World Trade Center i New York 11. sept. 2001, hvorunder flere tusinde mennesker, unge og lidt ældre, kvinder og mænd, omkom dels direkte under  flyangrebet og dels som følge af de to høje tårnbygningers efterfølgende sammenstyrtning. Se evt. min artikel Skyldig eller ikke-skyldig? og Per Bruus-Jensens svar  herpå. Den Ny Verdensimpuls nr. 1, 2002.  Se også Gunder Frederiksens artikler  Mod en verdenskulturs undergang , samme sted, og hans artikel Efter 11. september, DNV nr. 2, 2002. Evt. også Else Byskov: Det finder jeg fantastisk. Kosmos nr. 4-2002.

10     Se Hans Wittendorff: Er dyrs lidelser karma? Kosmos nr. 12, 1997.

11     Martinus: Den ideelle føde, og DeV 4, Symbol nr.38, stk. 38.1-27.

12    Vedr. skæbnebuerne, se f.eks. DeV, bd. 2, stk. 18:1-3. Se også afsnittet Individets skæbnedannelse her på hjemmesiden.

13     Martinus Erindringer, s. 164-76. Se også note 15.

14    Livets Bog 1, stk. 10, 19-22, 39, 55-8. – Sam Zinglersen: Martinus – som vi husker ham, 11-33, 99-115. Vedr. Martinus’ sygdom og død: Kosmos nr. 13/14, 1981, s. 155-82. Martinus Erindringer, s. 187-8. Martinus – som vi husker ham, s. 282-4.

15     Martinus – som vi husker ham, s. 77.

16    Per Bruus-Jensen: Sol & måne, s. 71-97. Bemærk, at Martinus borgerlige efternavn var Thomsen, deraf en skelnen mellem Martinus, ophavsmanden til den i god forstand fantastiske kosmologi, som bærer hans navn, og Thomsen, Martinus’ hverdagsjeg, der lejlighedsvis fremsatte udtalelser, som i al fald nogle af hans tilhængere undrede sig en del over. – Se endvidere Kurt Christiansen: Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente / en biografi. 1-2. Forlaget Kosmologisk Information 2005. Se specielt bind 1, 8.-9. Afsnit, og Bind 2, 20. Afsnit. Kurt Christiansens bog om Martinus er det hidtil mest omfattende værk om Martinus og hans ’sag’. Til trods for en forsøgvis kritisk tilgang til Martinus og hans kosmologi, ender Kurt Christiansen dog op med at dele Per Bruus-Jensens opfattelse af, at Martinus både var i besiddelse af ægte kosmisk bevidsthed og af de kvalifikationer, som måtte forventes af en verdensgenløser.

17   Begrebet ”tærskelens vogtere” stammer fra 1. Mosebog 3, 24. Martinus bruger udtrykket til at betegne de ufærdige sider ved et menneskes mentalitet, som f.eks. ærgerrighed, egoisme og selviske forhåbninger, der holder det ude fra at kunne få adgang til ”den store fødsels forgård”. Denne adgang er betinget af et sind, der bl.a. er præget af bl.a. uselviskhed, ydmyghed, næstekærlighed og upartiskhed. Om kritik af sin Sag siger Martinus i Samarbejds-Strukturen, stk. 7b: ”Man må på forhånd vide, at denne Sag er bygget op på kosmiske analyser, der er urokkelige, og ud fra dem er Strukturen lavet. / Har man kritik, må man derfor vide, at man ikke er i kontakt med Sagen. Så er man i konflikt med den, og det skyldes ens egen manglende udvikling. / Strukturen må i sig selv være analyserne. Det er dem, der dikterer. Og det må være den absolutte næstekærlighed. Det er noget, der skal brede sig til hele menneskeheden, til hvert menneske.” -  Se f.eks. også Livets Bog 1, stk. 125, 135, 159, 208. Se evt. også Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 3, stk. 3.97.-98.  

© 2004 Harry Rasmussen og tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls.

******************

Fortsættes i artikelseriens 3. del.