Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 3. del:

 

________________________________

 

 

 

Det store spørgsmål

om liv og død.

Skepsis og tvivl.

 

Indledning

Et godt råd til dig, kære læser, vil være, straks her fra starten at vise en åben og fordomsfri holdning til emnet, og at du i øvrigt væbner dig med en god portion tålmodighed. Emnet – eller rettere: min behandling af emnet - kræver både omtanke og eftertanke, hvis man ellers vil gøre sig håb om at forstå, hvad det er, der helt seriøst ligger mig på sinde at meddele mine læsere.  

 

Gennem de senere år, er der sket det for mig, at det omtrent livslange engagement med problematiske filosofiske spørgsmål omkring liv og død, specielt i relation til Martinus' kosmiske analyser og facitter, at i stedet for at føle mig noget der ligner 100 % sikker på disses ubetingede gyldighed, er jeg desværre kommet stadig mere og mere i tvivl. Det fremgår i øvrigt også af en efterhånden stor del af mine senere artikler. (1)

 

Nu er det jo ikke sådan, at jeg til trods for min skepsis og tvivl på mindste måde bilder mig ind at være mere indsigtsfuld eller klogere på tilværelsens grundlæggende spørgsmål og problemer, end eksempelvis Martinus, for selvfølgelig har jeg ikke det hovmod, og det ville i øvrigt være det rene galimatias. Men ud fra mine personlige forudsætninger, evner, oplevelser, erfaringer og begrænsede viden, har jeg desværre ikke kunnet undgå at stille kritiske spørgsmål til nogle af de væsentlige emner og analyser, som indgår som vigtige og uundværlige led i Martinus' kosmologi.

 

Men i øvrigt henholder og trøster jeg mig med, at Martinus selv har givet ”grønt lys” for at forholde sig skeptisk, tvivlende og udspørgende overfor hans fremstilling af det verdensbillede, han er ophav til og ansvarlig for. Kan jeg da med min tvivl og skepsis fortsætte uanfægtet med at studere og forholde mig til Martinus' kosmologi? - Dertil vil jeg først og fremmest svare, at Martinus’ kosmiske analyser og facitter i form at et storslået, forunderligt og fascinerende verdensbillede, gør det umuligt for mig at slippe det helt. Dernæst vil jeg svare med at henholde mig til Martinus’ egne ord om hans eget forhold til sine læsere og studerende af hans kosmologi. Efter i FORTALE til Livets Bog 1 at have gennemgået en del af baggrunden for sin skabelse af netop Livets Bog, skriver Martinus i stk. 18. følgende, som jeg tillader mig at bringe i moderne retskrivning:

 

(Citat) 18. Efter disse oplysninger håber jeg, at man vil være i stand til at erkende, at man fra Livets Bog ikke under nogen som helst form vil møde intolerance, men derimod af samme bog blive imødekommet med den allerstørste forståelse og sympati ganske uanfægtet af, hvilket bevidsthedsniveau eller hvilken karaktertilstand man så end måtte tilhøre, og som følge heraf også ganske uanfægtet af, hvilken holdning til Livets Bog man så end måtte indtage.

     I forbindelse og kontakt hermed mener jeg at have ført Livets Bog uden om alle de realiteter, der ellers ved fejlagtig erkendelse af bogens sande natur ville have gjort den til et for nutidens og fremtidens selvstændige tanker og manifestationer dogmatisk bindende eller frihedsberøvende monopol. (Citat slut).

 

Denne tolerante holdning eller indstilling til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for i blandt andet følgende citat:

 

(Citat, igen med nutids retskrivning) Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium. (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i Kosmos Nr. 9 – 2009)

 

I forbindelse med det ovenfor sidst anførte citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham.”  (Min fremhævelse).

 

Men om man kan tillade sig at tolke ovenstående citat som et carte blanche til frit at forholde sig skeptisk og kritisk til dele af Martinus' analyser og facitter, er et spørgsmål. Imidlertid er det netop mine ”egne erfaringer og oplevelser”, der bevirker, at et af de problematiske spørgsmål, som med tiden har forøget og forstærket min skepsis, det er ikke mindst spørgsmålet om gyldigheden af Martinus' påstand om skæbnens lovbundethed. Loven for skæbne er ifølge ham kortest udtrykt i den bibelske sætning: ”Det et menneske sår, det skal det også høste”. Eller med hans egne ord eller definition af begrebet skæbne (frit citeret): ”Skæbne er oplevelsen af virkningerne til de årsager, som individet selv i første instans har udløst.” (2)

 

Denne påstand baserer og begrunder Martinus blandt andet på eksistensen af de kosmiske lovmæssigheder, han generelt betegner som de kosmiske eller guddommelige skabeprincipper, og som i henhold til ham ligger til grund for al skabelse, manifestation og oplevelse. Skabeprincipperne, hvoraf der ifølge Martinus er 8 hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, altså i alt 15 skabeprincipper, fungerer tilsammen som en kombineret enhed, idet samtlige skabeprincipper i større eller mindre grad altid vil være til stede i en hvilken som helst sammenhæng. Som for eksempel som i dette øjeblik, hvor jeg sidder bag skærmen og skriver disse linjer. Eller din aktivitet, kære læser, med at læse og tænke over det skrevne. Blandt skabeprincipperne er det dog især hovedskabeprincip nr. 5.: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6.: Talentkerneprincippet, der er i spil, når det drejer sig om individets skæbne. 

 

De kosmiske skabeprincipper

For læserens skyld skal her kort og skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er, at Martinus' kosmologi opererer med:

 

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

2. Livsenhedsprincippet

3. Kontrastprincippet

4. Perspektivprincippet

5. Bevægelsesprincippet

6. Talentkerneprincippet

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

8. Verdensgenløsningsprincippet.


Skematisk opstillet ser variantprincipperne sådan ud:

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet

2.  Stofenhedsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

3.  Sult- og mættelsesprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet

4.  Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet

5.  Skæbne- eller karmaprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og

     hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet

6.  Reinkarnationsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og

     hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

7.  Forældre- og beskyttelsesprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

 

Det levende væsens grundanalyse

For god ordens skyld og for at orientere eller erindre læserne om basale emner i Martinus' kosmologi, skal følgende vigtige faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi desuden opererer med, også gentages her:

 

Det levende væsens 1. hovedinstans er som formentlig bekendt Jeget, og 2. hovedinstans er bevidstheden, men her forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis er evighedslegemet. Altså det legeme, som ligger til grund for individets struktur og hele tilværelse, men som i sig selv er uskabt og dermed eksisterer før tid og rum, og hvorom man med rette kun kan sige, at det ER.

 

Skematisk opstillet er de syv operationelle grundenergier i henhold til Martinus følgende:

 

1. Instinktenergien (rød symbolfarve)

2. Tyngdeenergien (orange symbolfarve)

3. Følelsesenergien (gul symbolfarve)

4. Intelligensenergien (grøn symbolfarve)

5. Intuitionsenergien (blå symbolfarve)

6. Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve)

7. Moderenergien (violet symbolfarve)

 

Det skal også her nævnes, at i henhold til Martinus er samtlige grundenergier repræsenteret ved hver sin funktionelle instans og basis i form af en organisme eller et legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:

 

1. Instinktlegemet = Instinktenergiens funktionelle basis (rød symbolfarve)

2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle basis (orange symbolfarve)

3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens funktionelle basis (gul symbolfarve)

4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens funktionelle basis (grøn symbolfarve)

5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens funktionelle basis (blå symbolfarve)

6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens funktionelle basis (indigo symbolfarve)

7. Evighedslegemet = Moderenergiens funktionelle basis (violet symbolfarve)

 

Det er i denne forbindelse vigtigt at vide eller orientere sig om, at det fysiske legeme, altså vores fysiske krop, i det væsentlige består og udgøres af de tre 'fysiske' energier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien, og 3. Følelsesenergien. De tre åndelige eller psykiske energier, som i praksis kendes i form af vore åndsevner, er 4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien basis. Alle 6 kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer og   styrke, har Martinus påvist i sit symbol nr. 12., som på en forenklet og visuel måde netop viser grundenergiernes indbyrdes kombinationer, som læseren via  det følgende link selv vil kunne orientere sig om:

 http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12 – På symbolet er det især det tværgående felt, der i begge ender er markeret med orange farve, som har særlig interesse i denne sammenhæng, idet dette repræsenterer dyreriget, hvortil det jordiske menneske stadigvæk hører, omend så småt er på vej mod det, Martinus betegner som ”det rigtige menneskerige”.

 

Min foreløbige pointe er her, at såfremt min hypotese eller påstand om, at vi levende væsener, der kalder os selv for mennesker, i øvrigt i lighed med alle andre levende væsener, kun har ét liv at leve, vil det kun være de tre nederste feltrækker, der kan have interesse, nemlig feltrækken med rød farve i hver ende, feltrækken med orange farve i hver ende, og delvis feltrækken med gul farve for hver ende. Hvorfor feltrækken med gul farve for hver ende kun kan have delvis interesse for os her, skyldes det forhold, at denne feltrække repræsenterer grundenergiernes kombination i det såkaldte ”rigtige menneskerige”, et rige, som med sit høje etiske og moralske niveau ”ikke er af denne verden”. Derfor er det kun den allernederste del af samme feltrække, der repræsenterer de højst udviklede jordiske mennesker.                               

 

Det er naturligvis en dristig påstand af mig, at mene, at vi mennesker – i lighed med alle andre levende væsener – kun har ét eneste liv at leve. Især i betragtning af, at jeg i en lang række tidligere artikler har forholdt mig loyalt og indforstået med Martinus' geniale kosmiske analyser og livsfacitter. Det skal jeg vende tilbage til lidt senere nedenfor.

 

Skytsengle- eller skytsåndsprincippet

Imidlertid viser livet eller tilværelsen uimodsigeligt, at der som nævnt forekommer tilfælde, hvor mennesker kommer ud for at opleve ubehagelige, smertelige og ligefrem tragiske personlige situationer eller forhold, som det er vanskeligt eller umuligt at finde forklaringer på årsager til i individets eget nuværende liv. Og hvor det forekommer usandsynligt, at årsagerne skulle ligge i et eller flere tidligere liv i fortiden. I den specielle sammenhæng henviser Martinus til forekomsten af Skytsengle- eller skytsåndsprincippet eller -institutionen, som i henhold til hans analyser fungerer som en repræsentation af selve Guddommens omsorg for sine skabninger, mere præcist i de tilfælde, hvor individet, som nævnt, kommer ud for situationer og forhold, som dettes skæbne så at sige ikke gør det berettiget, at individet skal opleve og gennemleve. (3) 

 

Denne forklaring kan man naturligvis forholde sig til, som man vil eller synes, men personligt har jeg vanskeligt ved at forstå og dermed også at acceptere den som gyldig. For tænk bare på det enorme antal – og vel at mærke egnede - skytsånder eller -engle, der skal til, for at imødekomme behovet for hjælp, f.eks. i form af behandling, trøst og/eller vejledning, til anslået omkring 7 milliarder mennesker på jordkloden! Dertil kommer dyrene, i forbindelse med hvilke Martinus nævner, at dyrenes dødsangstskrig, idet de angribes og dræbes af et andet eller flere andre dyr, udviklingsmæssigt set er begyndelsen på begrebet og fænomenet bøn. (4)

 

I den sammenhæng afhjælper det heller ikke situationen væsentligt, at der også findes professionelle og såkaldt 'fysiske skytsengle', nemlig i form af f.eks præster, psykologer og psykiatere, som vitterligt konstant udøver megen hjælp og vejledning til syge og plagede mennesker. Eller den store skare af læger og sygeplejersker og andet plejepersonale, der verden over dagligt året rundt gør, hvad de evner og formår, for at hjælpe og i bedste fald helbrede deres patienter.

 

Med noget der ligner god vilje, kunne man måske forstille sig, at ”det åndelige hjælpekorps” i form af skytsånder eller skytsengle, er organiserede og fungerer på principielt samme måde, som de ovenfor netop nævnte præster, psykologer, psykiatere, læger, sygeplejersker og andet plejepersonale.

 

Men i mange – de allerfleste? - tilfælde viser kendsgerningerne, at langt fra alle menneskene eller dyrene bliver hjulpet, men tværtimod ubønhørligt og uhjælpeligt går deres angst- og smertefulde skæbne imøde. Dette gælder både de forfulgte og angrebne vilddyr i naturen og de tamdyr, som mennesker pr. tradition dræber og slagter i millionvis hvert eneste år. Og ikke at forglemme de mange mennesker, soldater så vel som civile, der såres fysisk og/eller psykisk og lemlæstes, og som omkommer under krige og krigslignende tilstande. Men menneskene overgår langt dyrene, når det gælder dræbende tendenser og adfærd. Tænk bare på Nazi-Tysklands umenneskelige behandling og drab af jøder i kz-lejrene, både før og især under Anden Verdenskrig, hvor angiveligt omkring 6 millioner jødiske mænd, kvinder og børn omkom af underernæring og overanstrengelse under tvangsarbejde, og derefter blev gasset ihjel og brændt til aske i krematorierne, eller, som det skete for mange døde fanger, smidt i massegrave og dækket med kalk og jord. For slet ikke at tale om de i princippet og i praksis omtrent lignende forbrydelser mod mennesker, der foregik i Sovjetunionen efter den kommunistiske revolution i 1917.

 

Eller nok så uhyggeligt: Det tilmed demokratiske Amerikas atombombeangreb på den japanske by Hiroshima den 6. august 1945 og den 9. august 1945 på byen Nagasaki, hvor i begge tilfælde mange tusinde mænd, kvinder og børn blev brændt til døde eller til ukendelighed med store og uhyggelige sår og smerter, som der næsten ingen medicinske hjælpemidler fandtes til at lindre. Men nok så uhyggeligt og uhyrligt var og er følgevirkningerne på blandt andet de vanskabte japanske børn, der blev født i tiden og årene efter. Og nok så forsmædeligt for det samme og i andre henseender lovpriste Amerika, det militære angreb på Vietnam, som begyndte i 1964 med bombardementer af i første omgang militære mål i det kommunistiske Nordvietnam. Senere, da man under forsøget på at bekæmpe de nordvietnamesiske modstandsgrupper, under ét kaldt Vietcong, som opererede i Sydvietnam. I forsøget på at bekæmpe denne modstand tæppebombede amerikanske fly store dele af det vietnamesiske landskab med bomber, der indeholdt den brændbare og ætsende væske napalm. Det gik også ud over civile mål i form af primitive landsbyer, som i hovedsagen var beboet af fattige mennesker, voksne så vel som børn. Sent skal man glemme de uhyggelige billeder i aviser og på TV af mere eller mindre nøgne børn, hvis krop var blevet forbrændt af napalm.

 

Men der kunne naturligvis nævnes mange andre og flere eksempler på lokale krige og oprør, både i lidt ældre og nyere og nyeste tid, hvorunder mange mennesker, mænd, kvinder og børn, er omkommet eller er blevet lemlæstet for livstid. Men de nævnte eksempler må være nok i denne forbindelse, hvor vi taler om skæbne, mere præcist om, hvorvidt det kan være berettiget at kalde skæbne for selvforskyldt eller tilfældig. Og det vel at bemærke, hvad enten  skæbnen er gunstig eller ugunstig for individerne, altså for os alle hver især. I øvrigt må man nok konstatere, at det står endog meget ringe til med den evne, Martinus benævner ”den humane evne”, hvilket kort vil sige, evnen til ikke at gøre andre levende væsener og selvfølgelig heller ikke mennesker fortræd, endsige slå dem ihjel. 

 

Det helt store og problematiske spørgsmål er her, i hvert fald set fra mit måske ukvalificerede synspunkt, om begrebet og fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet skæbne, nødvendigvis behøver at være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens eller lovbundet følgevirkning af i hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet? -

 

Det er dette spørgsmål, der, som en følge af min tvivl og skepsis, er det store og afgørende problem i sammenhæng med min forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget smukke og eventyrlige verdensbillede. Personligt har jeg alligevel ikke noget problem med at droppe påstanden om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter min bedste opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det i øvrigt basale i det nævnte verdensbillede.

 

Hvad hvis reinkarnation kun er ønsketænkning!?

Det, der eventuelt kunne rokke ved det nævnte verdensbillede, kunne måske være, hvis det på et eller andet tidspunkt skulle gå hen og vise sig, at reinkarnation, især som forudsætning og betingelse for absolut skæbnemæssig retfærdighed, ikke vil kunne verificeres af det virkelige liv. Det ville i så fald betyde, at der derfor kan være tale om, at vi levende væsener kun har ét liv at leve, nemlig det aktuelle liv. Men som sagt og gentaget mener jeg ikke, at skæbne og reinkarnation nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har ét liv til vores rådighed, kan jeg ikke se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt under og eventyr. Tilmed selvom vi dropper altets alvise og almægtige Gud som også værende en alkærlig Guddom, og ligeledes dropper fænomener som udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation. Martinus’ forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil – i hvert fald efter min personlige opfattelse - stort set alligevel fortsat være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette handler om, herunder analyserne omkring ”skabeprincipperne”, ”grundenergierne”, ”det seksuelle polprincip” og ”bevidsthedskategorierne”, omend med visse begrænsninger i de nævnte tilfælde, og helt basalt og overordnet vil den etik og moral stadigvæk være absolut gyldig, der ikke mindst fremgår af det bibelske udsagn: ”Du skal elske din næste som dig selv!”

 

For, som det forhåbentlig også vil være fremgået af mine ovenstående betragtninger og argumenter, har jeg bestemt ingen vanskeligheder eller problemer med at anerkende de øvrige grundlæggende elementer og faktorer i dé kosmiske analyser og livsfacitter, der danner og udgør Martinus' forunderlige verdensbillede. Tværtimod.


Altets Guddom: Livets alfa og omega

Men de ovenfor skrevne og fremførte påstande og argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus, besidder den attribut, der kaldes alkærlighed. Hvilket vil sige den højeste form for altruistisk kærlighed til – og dermed fuldkommen retfærdighed for - alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store,  i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.

 

Strengt nøgternt set, behøver Altets evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom og almægtighed. At Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke kan opstå af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen eksistere som et 'noget', der ER, altså som en første og i sig selv årsagsløs årsag, og som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed for alt andet eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.

 

Almægtigheden eller almagten er synlig i kraft af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder sig. Nemlig som samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes institueret i form af de tidligere ovenfor nævnte kosmiske skabeprincipper, som man forresten må opfatte som udtryk for Guddommens vilje. Guddommen er med andre ord tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste.

 

Retfærdighed og uretfærdighed

Men når vi iagttager og oplever, hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig for de enkelte individers vedkommende, kunne man måske få en mistanke om, at Guddommen er partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker er født og opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder, som de forstår at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres gavn, medens andre kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige eller mindre gunstige forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på uretfærdighed i livsvilkårene. Hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes Guddommen, hvad kan så være forklaringen på de store forskelle, der kan bestå mellem mennesker? - 

 

Forklaringen kunne måske nok tænkes at være den, at Guddommen hverken er retfærdig eller uretfærdig, men har givet de højest og mest udviklede af sine manifestationsredskaber og sanseorganer: menneskene, en relativt – eller tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest fordelagtige ud af egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da også, at folk, der er født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt, socialt og økonomisk, ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget bedste, men oplever i nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens omvendt, andre folk, som er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår, evner at bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også til andres fordel. (5)

 

Hvis virkeligheden i øvrigt skulle gå hen og vise som en verificerbar kendsgerning, at forestillingen om reinkarnation er ren og skær ønsketænkning og dermed en illusion, ville den videre konsekvens heraf være, at fuldkommen retfærdighed ligeledes måtte anses for at være en illusorisk ønsketænkning, idet der i så fald ikke ville kunne kompenseres for den ulykke, de lidelser, smerter mm., som individerne kommer ud for at måtte opleve og gennemleve i løbet af det ene liv, der er individerne beskåret, måske tilmed med for tidlig dødelig udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i alle tilfælde: med dødelig udgang.

 

Engangs-turist i en forunderlig verden?

Derfor bør vi, som levende væsener betragtet, tilmed væsener, som i hvert fald for menneskenes vedkommende, er udstyret med tænkeevne, følelser, en vis intuition og hukommelse, være dybt taknemmelige for, at Guddommen har frembragt lige præcis os hver især og givet os en mulighed for, at opleve os selv og den forunderlige verden, vi lever i og med, og de mennesker vi er omgivet af og som vi holder af og måske elsker, eller har holdt af og elsket, medens de var i live. Den verden, vi desuden er en del af, vel at mærke i den relativt korte tid, der hedder et menneskeliv, som i bedste fald kan vare forholdsvis mange år. Men døden er med usvigelig sikkerhed os alle vis, ophøret eller forgængeligheden er uundgåeligt den lovbundne anden og definitive side af tilblivelsen og eksistensen. Vi er med andre ord hver især en slags engangs-turist i verden!

 

Men hvis kendsgerningerne skulle gå hen og vise sig primært at være, at vi kun har et eneste liv, altså det vi lever nu og her, til vores rådighed, hvordan forholder det sig så med den psykiske struktur eller det såkaldte psykiske kraftfelt, P-kraftfeltet? - For i henhold til gyldig videnskabelig analyse af især sanseprocessens anatomiske og fysiologiske funktioner, står det helt klart, at det psykiske kraftfelt som det substantielle grundlag for bevidstheden i videre forstand, derfor også eksisterer som grundlaget for vores evner til at manifestere os og sanse. Man må forestille sig P-kraftfeltet som en slags elektromagnetisk felt, men som vel at bemærke både indeholder og opretholder det fysiske legeme og den dertil knyttede bevidsthed. Så vidt jeg kan se, når vi regner med ét-livs-hypotesen, må det forholde sig sådan, at det psykiske kraftfelt – altså manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet - opstår samtidigt med undfangelsen og fødslen af det fysiske legeme og vokser og udvikler sig synkront med dette. Følgelig må samme psykiske struktur normalt også degenerere med det fysiske legemes alder og ophøre i og med dettes død og opløsning. Dette er jo forresten også, hvad der i henhold til Per Bruus-Jensens fortolkning af Martinus' kosmiske analyser, sker med det såkaldte ”koblingslegeme”, som så vidt jeg kan se godt kan forenes med den her omtalte sammenhæng. Nemlig som et interaktivt forbindelsesled mellem den overordnede psykiske struktur og det deri eksisterende fysiske legeme. Overbevidstheden – her ikke forstået som en 'udenfor' eller 'over' bevidstheden forekommende evig instans, men derimod opfattet og forstået som en indenfor rum-tid midlertidigt eksisterende ubevidst  og derfor ukendt psykologisk faktor - vil jo med sine 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og sin beholdning af organ- og erindringstalentkerner stadigvæk være overordnet P-kraftfeltet, som netop skylder samme overbevidsthed og dennes indhold sin eksistens. (6)

 

Som det indirekte vil være fremgået af det her ovenfor sagte om P-kraftfeltet eller manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet, så rokker antagelsen af ét-livs teorien heller ikke ved faktorer, som blandt andet overbevidstheden med dennes 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og dens beholdning af organ- og erindringstalentkerner. Og  i øvrigt rokker det heller ikke ved ”underbevidstheden” og de deri 'indbyggede' og fungerende 6 kosmiske grundenergier, hvoraf bevidstheden er et produkt. De nævnte faktorer, lovmæssigheder og kræfter eller energier vil i princippet stadigvæk være de samme, som tilfældet er, når disse er set i dén kosmiske sammenhæng, hvori Martinus fremstiller de nævnte emner. 

 

Og selvom vi som her opererer med ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1. hovedinstans stadigvæk være Jeget, og 2. hovedinstans vil fortsat være bevidstheden, stadig forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. overordnede grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis derimod ikke er evighedslegemet, for et sådant eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem fysiske legeme, som indenfor grænserne af den fysiske verden fungerer og udfolder sig i tid og rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder. Blandt de sidstnævnte er især begyndelse og ophør, fødsel og død. Det kosmologiske begreb underbevidstheden vil da være identisk med det, vi almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden, som fungerer og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien, som vel at bemærke har samme værdier og funktionelle kvaliteter, som beskrevet af Martinus. I forbindelse med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at de nævnte energier er måder, på hvilke individet sanser, manifesterer sig eller handler og oplever. (7)

 

Så derfor sluttelig: Lad os ikke putte blår i øjnene på os selv eller hinanden, men være vågne og upartiske og se den faktuelle virkelighed, som den er eller forekommer os dødelige at være, og gøre op med ønsketænkningen og illusionerne. Den på sin vis forunderlige, fabelagtige og eventyrlige guddommelige virkelighed, som vi kalder den fysiske verden, er jo ret beset i grunden én eneste stor –  ILLUSION! Tilmed en illusion, der er skabt af tilværelsen største tryllekunstner: Den evige GUDDOM! (8)  

 

Kære Læser! Jeg håber, at du vil synes at denne artikel er vægtig og vigtig nok til, at den vil være værd at gennemlæse mere end én gang. Dens indhold og tanker stiller krav om, at læseren vil gøre et ærligt og seriøst forsøg på at følge min tankegang. Dog uden nødvendigvis at behøve at være helt eller delvis enig i mine synspunkter.

 

PS. Der skal nok være de sagkyndige, trofaste og 'ortodokse' tilhængere af Martinus' kosmologi, som vil synes og mene, at jeg i og med mine ovenstående betragtninger er kommet lidt vel langt ud på overdrevet og er blevet offer for det, Martinus betegner som ”tankedril”. Måske, men jeg vil til enhver tid være parat til at lytte til upartiske og sagligt uafhængige logisk-fornuftige modargumenter. De modargumenter, jeg har hørt indtil dato, har alle været nogle, der er indforståede med, at Martinus' præmisser, argumenter og konklusioner på sine omfattende og dybdegående kosmiske analyser, er absolut gyldige og ufejlbarlige. Dertil må jeg i så fald svare, at enhver bliver salig i sin tro eller overbevisning, for kendsgerningerne viser uimodsigeligt, at Martinus vitterligt kunne tage fejl i nogle enkelte og måske ubetydelige tilfælde. Mere fatalt ville det være, hvis ét-livs-teorien viser sig at kunne holde stik, hvilket en del tyder på, for da tvinges man i sandhedens interesse desværre til, at måtte konstatere og konkludere, at Martinus' storslåede og forunderlige kosmiske verdensbillede som helhed er et af de dejligste EVENTYR, der findes og nogensinde er blevet fortalt. Men som også sagt, så udelukker det ikke, at store og væsentlige dele af hans kosmiske analyser og livsfacitter stadigvæk vil være gyldige og brugbare som kilde til indsigt, viden og vejledning i livets brogede mangfoldighed. (9) 

 

© August 2016 Harry Rasmussen.

 

_______________________________

 

Noter og kilder:

Det skal her nævnes og pointeres, at de af mine tidligere artikler, der henvises til i noterne 2-5 forholder sig indiskutabelt loyalt til Martinus' kosmologi. De artikler inderholder derfor ikke den skepsis og tvivl, som senere er opstået hos mig, og som også i høj grad forekommer i nærværende artikel.

 

1.      Vedr. mine skeptiske artikler om skæbnens retfærdighed eller uretfærdighed, kan f.eks. henvises til 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? 4.99. Skæbne og skyld. Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? Og 4.100. Skæbne og skyld (2). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Nogle tillægsbetragtninger). H1-45. Viden og undren. Tanker om livet og verden. H1-46. Ånd og materie - Sjæl og legeme og 4.64. Liv efter døden? – Det store terminale spørgsmål 

 

2.          H1-23. Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder. 

 

3.          H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgave – om skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder.

 

4.          H1-37. Bønnens oprindelse - Dyrets skrig af dødsangst.

 

5.          H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat).  Se evt. også H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier 

 

6.          4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger over den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener. Bemærk, at artiklen er indforstået med Martinus' kosmiske analyser omkring blandt andet sanseprocessen, der dog i det væsentlige stemmer med den videnskabelige opfattelse af samme. Det er derfor især den sidstnævnte, læseren bør notere sig i denne sammenhæng. - Vedr. det såkaldte ”koblingslegeme”, se evt. artiklen H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’. - Vedr. specielt P-kraftfeltet, se f.eks. artiklen H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II)

 -
Det skal her pointeres, at Martinus ikke selv bruger ordet og begrebet ”koblingslegemet”, men i stedet benytter udtrykket ”transformationsfeltet”. Det vil måske derfor også være lidt nemmere at forstå koblingslegemet og dets funktion, hvis man forestiller sig koblingslegemet som noget i retning af et elektromagnetisk kraftfelt knyttet til den fysiske organisme. Dette kraftfelt påvirkes fra to sider, nemlig dels af automatiske og dels af viljesmæssige impulser fra den sjælelige struktur og dels af automatiske impulser fra den fysiske organisme, som f.eks. elektro-kemiske reaktioner i sanseorganerne, nervesystemet og hjernecentrene. Det er i den forstand, at man kan tale om den specielle rolle, koblingslegemet eller transformationsfeltet - vi har for nemheds skyld her foretrukket at bruge betegnelsen koblingslegemet - spiller for jegets (individets) kontakt med den fysiske materies verden, nemlig som omtalt som en interaktiv organisme, der dels formidler Jegets indadrettede aktivitet i form af sansning og dels dettes udadrettede aktivitet i form af manifestation, hvilket vil sige handlinger af enhver art og form.

 

7.          Martinus' kosmologi opererer med, at det skabte, altså verden og livet, har to basale aspekter: et bevægelsesaspekt og et energiaspekt. For at danne sig et lille indtryk af, hvordan disse to aspekter viser sig i praksis, kan her henvises til henholdsvis  H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer. - Suppler evt. med læsning af artiklen 4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR 

 

8.          H1-45. Viden og undren. Tanker om livet og verden.



At Martinus vitterligt har kunnet tage fejl i enkelte tilfælde, kan der ses eksempler på i artiklerne 2.08. Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov – Martinus’ kosmologi og naturvidenskaben, og 2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden – symbol og mausoleer eller indvielsestempler? I sidstnævnte artikel fremføres blandt andet den opfattelse, at der kan og bør skelnes mellem vismanden Martinus og hverdagsmennesket Hr. Thomsen – Martinus' borgerlige navn var jo Martinus Thomsen. Denne skelnen baserer jeg især på en udtalelse af Martinus, som er refereret af cand. mag. Benjamin Saxe i bogen ”Martinus – som vi husker ham” (1989): 



(Citat) Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” (Citat slut).

 

Det skal her tilføjes, at Martinus' personlige elev og senere højt skattede medarbejder i en årrække, Per Bruus-Jensen, i sin bog ”Sol & Måne” (2001) har et afsnit med overskriften ” - om Martinus kontra Thomsen”, som munder ud i, at den nævnte skelnen ikke er udtryk for andet og mere end uvidende og ukvalificeret gætteri og i værste fald lidt ondsindet sladder. Det er jeg så personligt ikke enig med Per Bruus-Jensen i. Det med gætteriet er i øvrigt delvis blevet bekræftet af historisk medarbejder ved Martinus Institut, bibliotekar Knud Højgaard, som i en personlig email til mig har påpeget, at de omtalte fejlagtige udtalelser om Keopspyramiden ikke findes på de lydbånd, der er indtalt af Martinus, og som ligger til grund for udgiver Sam Zinglersens afskrift til bogen ”Martinus Erindringer” (1987). Højgaard mener derfor, at de nævnte udtalelser er tilføjet af Zinglersen efter dennes egen hukommelse, måske tilsat lidt fejlhuskning!  Men bortset fra det, mener jeg ikke, at den nævnte skelnen på nogen måde belaster vismanden Martinus. - Læs evt. artiklen 4.119. Spiritualismens nyere historie – en kortfattet gennemgang af spiritualismens historie fra 1800-tallet op til og med Martinus’ kosmologi. Har Martinus' kosmologi en fremtid?

 

     9.     At Martinus vitterligt har kunnet tage fejl i enkelte tilfælde, kan der ses eksempler på i artiklerne 2.08. Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov – Martinus’ kosmologi og naturvidenskaben, og 2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden – symbol og mausoleer eller indvielsestempler? I sidstnævnte artikel fremføres blandt andet den opfattelse, at der kan og bør skelnes mellem vismanden Martinus og hverdagsmennesket Hr. Thomsen – Martinus' borgerlige navn var jo Martinus Thomsen. Denne skelnen baserer jeg især på en udtalelse af Martinus, som er refereret af cand. mag. Benjamin Saxe i bogen ”Martinus – som vi husker ham” (1989). Vedr. nævnte udtalelse, se her under note 8.

 

 

© August 2016 Harry Rasmussen.

 

 

******************


 

Ét-livs-hypotesen

og Martinus' kosmologi

En redegørelse.

Resumé

 

INDLEDNING: Hovedtrækkene i Martinus' kosmologi

I erkendelsen af, at det nok ikke kan have været lige nemt og let tilgængeligt for de af læserne, det er lykkedes at 'tygge' sig igennem de to dele af artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”, at overskue emnet og indholdet, vil jeg her gøre forsøget på at give et så kortfattet resumé af den samlede artikel, som det er mig muligt.

 

Lad os begynde med at give et rids over hovedtrækkene i Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, hvoraf det markante og primære hovedtræk er, hvad man i kort karakteristik kunne kalde for flere-livs-hypotesen. Jeg vil tillade mig at betegne den sådan, fordi et af de væsentlige, uundgåelige og afgørende hovedtræk i Martinus' kosmologi, er fænomenet reinkarnation, på dansk også kaldet genfødsel.

 

I sit storslåede kosmiske verdensbillede opererer Martinus med, at den guddommelige organisme: verdensaltet teoretisk set er opdelt i eller udgøres af i alt seks kosmiske storriger eller tilværelseszoner for de levende væsener, nemlig to decideret fysiske riger: Planteriget og dyreriget, og fire udpræget åndelige eller parafysiske riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Fænomenet reinkarnation forekommer i henhold til Martinus dog kun i planteriget og dyreriget og delvis i det rigtige menneskerige, nemlig som en metode til udskiftning af den fysiske organisme. I de øvrige fire riger: Cirka sidste halvdel af det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og delvis salighedsriget, foregår organismeudskiftning ved hjælp af metoden materialisation og dematerialisation. Denne metode baserer sig i henhold til Martinus på, at individet i de nævnte åndelige verdener har en evne til vilkårligt at danne – materialisere - sig et til formålet tjenligt åndeligt legeme og til, at opløse – dematerialisere - dette vilkårligt igen. Det levende væsen som grundstruktur betragtet, hvad enten dette lever i den fysiske eller den åndelige verden, vil derfor reelt set altid være forbundet med et legeme. Men et legeme, hvad enten dette er fysisk eller åndeligt, er ifølge Martinus en absolut nødvendighed, for at individet overhovedet skal kunne manifestere sig, opleve og kommunikere med sin 'omverden', sidstnævnte primært i form af andre individer og disses tilkendegivelser. Men et legeme, hvad enten dette er fysisk eller åndeligt, er en skabt foreteelse, og som sådan er det underkastet aldring og dermed en form for slitage, som efterhånden bevirker, at legemet ikke længere er tjenligt som effektivt interaktivt kommunikationsorgan. Derfor er en udskiftning af organismer eller legemer af de anførte årsager og grunde nærmest livsnødvendig.

 

Men helt grundlæggende i Martinus' kosmologi er det, at alle levende væsener i lighed med Guddommen eksisterer som evige og dermed udødelige tre-enige væsener, hvis evige tilværelse er baseret på et indbyrdes organisk tilhørsforhold mellem Guddommen og dem selv, primært på den måde, at samtlige individer udgør Guds manifestationsredskaber og sanseorganer. Alle levende væsener er samtidig undergivet de universale lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper,  sådan som også indgående beskrevet i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi” 1. og 2. Del.

 

Et af disse kosmiske skabeprincipper er det seksuelle polprincip, som i praksis ytrer sig på den måde, at de levende væsener i lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på en sådan måde, at mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener i praksis undergivet en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede og at være enkeltpolede. Det er den enkeltpolede tilstand, der dog kun forekommer i planteriget og dyreriget, som udgør grundlaget for de to køn, hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer i praksis for individernes liv og tilværelse, herunder ikke mindst arternes forplantning. I de fire øvrige og såkaldte åndelige riger, er individerne dobbeltpolede, hvilket ikke mindst udgør grundlaget for den næstekærlighed, der i henhold til Martinus' kosmologi praktiseres som en selvfølge i de øvrige fire riger: i sidste halvdel af det rigtige menneskerige, i hele visdomsriget og den guddommelige verden, og i første halvdel af salighedsriget. 

 

Som en følge af de netop nævnte kosmiske skabeprincipper eller lovmæssigheder, i forbindelse med de levende væseners basale udødelighed, kan der ikke forekomme nogen form for uretfærdig skæbne, idet tilsyneladende uretfærdigheder i form af dårlig og måske endda lidelsesfuld skæbne, vil blive kompenseret for og udlignet, om ikke i det aktuelle liv, så i løbet af et følgende eller flere følgende liv.  Det helt primære i lovmæssigheden for skæbne er ifølge Martinus den, at skæbne – god eller dårlig – i ethvert tilfælde er udtryk for oplevelsen af virkningerne til de årsager, individet selv i første instans har udløst. Men da Gud per definition er både alkærlig, alvis og almægtig, er tilværelsen institueret sådan, at alle former for skæbne i den sidste ende vil vise sig at være et gode for individet. Martinus definerer jo i øvrigt det såkaldte ”onde” som ”det ubehagelige gode”, der nødvendigvis må forekomme, fordi tilværelsen grundlæggende er baseret på kontrastforhold. Derfor kan Martinus i og med sin kosmologi bekræfte det bibelske udsagn: ”Alt er såre godt!”     

 

Ét-livs-hypotesens hovedtræk

Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.   

 

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv.  Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis   indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

 

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme.  Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

 

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.

 

Denne grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse.

 

Som nævnt under den korte omtale af Martinus' kosmologi ovenfor, er et af de vigtige kosmiske skabeprincipper dette, at de levende væsener i lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på den måde, at mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener undergivet en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede og at være enkeltpolede. Dette skabeprincip gælder delvis også i ét-livs-hypotesen, men naturligvis ikke på samme måde, idet der jo som sagt kun er ét enkelt jordisk liv til rådighed for individet. Men det er den enkeltpolede tilstand, der udgør grundlaget for de to køn, hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer af både godt og mindre godt, blandt andet i form af mere eller mindre vellykkede parforhold og ægteskaber. I den enkeltpolede tilstand har en uselvisk kærlighed til næsten, herunder medmenneskene, normalt meget svære vilkår, hvilket er en del af baggrunden for indbyrdes misundelse, jalousi, fjendskab og strid, som i værste fald udarter til oprør og krige. 

 

Men den såkaldt dobbeltpolede tilstand, hvorunder de to seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, er ligeværdige i indflydelse på individets psyke og adfærd, kan f.eks. tænkes at være en tilstand, som evolutionen på sigt efterhånden vil føre med sig i hele menneskeheden. Undervejs er det så, som virkeligheden viser, at der kan forekomme afvigelser fra normen, blandt andet i form af homoseksualitet og lesbianisme mm.

 

Hvad angår de kosmiske lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper, så er loven for skæbne en absolut vigtig lovmæssighed i tilværelsen, som jo ifølge ham grundlæggende handler om, at overhovedet alle levende væsener i verdensaltet i det store kosmiske perspektiv er fuldkommen ens og ligestillede, hvorfor retfærdighed på sigt er tilsikret hvert eneste individ. Men dette er ikketilfældet set i ét-livs-hypotesens perspektiv, idet det dels er åbenlyst, at ikke alle levende væsener er ligestillede, og dels har det kunnet konstateres, at hvad der må karakteriseres som i hvert fald tilsyneladende uretfærdig skæbne, ikke altid og i ethvert tilfælde lader sig udligne i løbet af et enkelt jordisk liv, og dels har det ifølge ét-livs-hypotesen heller ikke kunnet verificeres eller bevises, at et fænomen som reinkarnation er en realitet. De forsøg, jeg kender til og som er blevet gjort for at 'bevise', at reinkarnation er en realitet, er efter min opfattelse ikke overbevisende.

 

Konklusion

Derfor må konklusionen på ét-livs-hypotesen her lyde: At da der – i hvert fald tilsyneladende - ikke findes udødelighed og som en følge deraf heller ikke reinkarnation, og da det erfaringsmæssigt kan konstateres, at uretfærdigheder ikke altid vil kunne kompenseres indenfor et enkelt jordisk liv, findes  der dermed heller ikke fuldkommen retfærdighed. Det må derfor i sin konsekvens betyde, at der kun findes ét eneste liv, nemlig det jordiske liv her og nu, til alle os, som har fået den store gave og det privilegium, det trods alt er, i det mindste én gang i verdensaltets eksistens, at have fået lov til at opleve livet eller tilværelsen som virkelighedens eget store, brogede og forunderlige guddommelige eventyr, dette ret beset i grunden er.

 

Men hvad betyder så det i forholdet til Martinus' kosmologi, som han brugte over 40 år på at manifestere eller skabe, og omkring 60 år til at fortælle sin omverden om? - Det er klart, at man ikke bare sådan uden videre kan tillade sig at affeje det med, at der i tidens løb har været så mange andre filosoffer og vismænd, hvis store visioner og dybsindige tanker – nu mere eller mindre oversete og glemte - indgår i filosofi- og religionshistorien. Dermed være ikke sagt, at dette også vil blive tilfældet med Martinus' kosmologiske lære, men muligheden for det, er unægtelig til stede, og det uanset, hvad hans loyale og trofaste tilhængere måtte mene om det.

 

For min egen part vil jeg fortsat være en studerende af alle de dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, som jeg har kunnet få bekræftet ved hjælp af mine egne erfaringer, intelligens og logiske sans, og som jeg fortsat vil være i stand til at få bekræftet. Det, jeg ikke har kunnet og kan få bekræftet, må jeg lade ligge, i hvert fald indtil videre. Hvilket i øvrigt er i god overensstemmelse med Martinus' egen tolerante opfattelse af studerende af hans kosmologi. Denne tolerante holdning eller indstilling til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for i blandt andet følgende citat:

 

(Citat, med nutids retskrivning) ”Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium.” (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i tidsskriftet Kosmos Nr. 9 – 2009)

 

I forbindelse med det ovenfor anførte citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham.” (Min fremhævelse).

 

© Oktober 2016. Harry Rasmussen.

 

******************

 

 

Ét-livs-hypotesen

og Martinus' kosmologi

En redegørelse.

Kommentar

 

 

Indledning

Det vil naturligvis kunne forventes, at sagkyndige, loyale og trofaste tilhængere af Martinus' kosmologi vil være utilfredse og lodret uenige med mig i de kritikpunkter, argumenter og konklusioner, jeg har fremført både i den to-delte artikel ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi” og i en del andre artikler her på hjemmesiden LIVETS EVENTYR. Hvis det skulle være tilfældet, at de pågældende overhovedet læser denne og disse og i øvrigt ville gøre sig den ulejlighed at argumentere og modsige mine synspunkter, vil det være helt forståeligt. Det er naturligt, at man vil forsvare det, man synes er godt og rigtigt og desuden har meget kært.

 

Imidlertid er det ikke ligefrem fornøjeligt for mig, at fremføre synspunkter, der strider imod Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter. Men jeg synes det vil være rigtigst af mig, at være åben, oprigtig og ærlig omkring det nye standpunkt, jeg har måttet indtage efter at have gjort mig mange tanker og overvejelser. Desuden lever vi jo i et land, hvor man har lov til at tænke selv og sige sin mening, og hvor ytringsfriheden tilmed er lovfæstet i Grundloven, men dog under ansvar for, at de indvendinger eller den kritik, berettiget eller ej, man måtte have, fremføres på en saglig og sober måde.

 

Min holdning er i øvrigt den, at Martinus' kosmologi i sig selv er så suveræn, at den sagtens kan tåle den tvivl og skepsis, som eksempelvis lille mig i min ubeskedenhed tillader sig at rette imod den. Men nok så vigtigt er det, at min forsøgsvis saglige kritik udelukkende henvender sig til læsere, som ikke på forhånd har låst sig fast i én bestemt, institueret og på sin vis ortodoks livs- og verdensanskuelse, men hvis sind er åbne for anderledes og selvstændige tanker. Især når de sidstnævnte fremføres hensynsfuldt og ordentligt.

 

Så vidt jeg kan se og bedømme, er problemet med Martinus' kosmologi, at denne på én gang både erklærer sig som en såkaldt åndsvidenskab og som en lære med et overvejende religiøst sigte. I og med sit livsværk: ”Det Tredje Testamente”, har Martinus den dristighed, at erklære sig selv som værende den ”verdenslærer”, i religiøst sprogbrug kaldet ”Talsmanden, den hellige ånd”, som skulle komme og indirekte så at sige ”frelse” intet mindre end hele menneskeheden ud af den materialistiske livs- og verdensanskuelses og den gammelreligiøse ortodoksis ”onde” indflydelse. Mange har dog tilsyneladende overset eller ignoreret, at en religion som Islam var og er så selvstændig og stærk, at den ikke lader sig påvirke af vestlige folks opfattelse og meninger. Ifølge islamisk selvopfattelse findes der kun én gud, Allah, og Muhammed er dennes eneste og sande profet. Andre religioner, som f.eks. jødedommen, kristendommen, hinduismen, buddhismen m. fl. har det på principielt tilsvarende måde, omend måske knapt så rigoristiske. Men alle og enhver har mere eller mindre nok i sig selv og sit eget, hvilket der dog ikke er noget nyt i.

 

Selv om Martinus i og med sine kosmiske analyser er nået frem til den opfattelse, at de gamle religioner og religion i det hele taget, på sigt er på retur i en verden, der mere og mere er præget af intelligens og videnskab, ændrer det ikke ved, at især Islam i nyere tid har fået en fornyet opblomstring, ikke alene i de lande, hvor Islam traditionelt hører hjemme, men også gennem foreløbig så småt at brede sig til stadig større dele af den i hovedsagen sekulære vestlige verden, Danmark inklusive. Problemet er, at de humanistisk funderede demokratier synes at være svage i forhold til den fundamentalistisk-ortodokse islamiske religion og kultur.

 

En indisk ”verdens-frelser”

Imidlertid mente flere af tidligere tiders okkultister og spiritualister, at kunne se den nævnte verdenslærer i skikkelse af den unge indiske Jiddu Krishnamurti (1895-1986), som under den teosofiske bevægelses daværende leder, Annie Besant (1847-1933), i 1924 blev udråbt til åndelig leder under betegnelsen ”Verdens Frelser”, intet mindre! Annie Besant, som havde adopteret Krishnamurti, blev i 1909 dennes lærer og åndelige vejleder, og opdrog ham netop med henblik på hans kommende verdensfrelsende mission. Fra det daværende Teosofisk Samfunds side mente man nemlig, at Østens universale og specielt indisk hinduisk filosofis visdom, sådan som denne opfattedes og tolkedes af stifteren af teosofien: Helena P. Blavatsky (1831-91), også kaldet Madame Blavatsky, skulle udbredes til hele den øvrige verden. Det skulle foregå via en organisation med navnet ”Stjernen i Øst”, som den da kun 15-årige dreng i 1911 var blevet udnævnt til overhoved for. En situation, som Krishnamurti angiveligt selv accepterede og til at begynde med forholdt sig positivt og loyalt overfor, men som han år senere, i 1929, opløste med henvisning til, at ethvert menneske må søge og finde sandheden hos og for sig selv. Et emne, der eksempelvis findes delvis omtalt i min artikel fra 2006: H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi.

 

Men lige præcis navnet Krishnamurti er indirekte forbundet med navnet Martinus og dennes såkaldte mission. Det fremgår dels af den ovenfor netop nævnte artikel om ”Spiritualismens historie” fra 2006, men det gør det også så sent som i seneste nummer af tidsskriftet KOSMOS Nr. 8 – 2016, som jeg har modtaget mandag den 19. september 2016. Deri har medarbejder ved Martinus Institut, Ole Therkelsen, offentliggjort en ret interessant artikel med titlen ”Det hemmelige tegn”.

 

Ole Therkelsen indleder sin artikel med at pege på, at forventningen om en kommende ”verdenslærer” går igen i flere religioner og hos religiøse sekter eller åndelige bevægelser. Jesus Kristus forudsagde sin genkomst som en ny Messias, det samme gjorde Buddha, som forudsagde sin egen genkomst i skikkelse af Maitreya Buddha. I nyere tid fra omkring 1900-tallets begyndelse, har okkulte og teosofiske kredse spået om principielt det samme, at der i vor tid ville opstå en ”verdens-frelser” eller ”verdens-lærer”. Det med ”verdens-læreren” frem for ”Verdens-frelseren”, blev der lagt en vis vægt på, for ikke at blive anset for at være ortodoks religiøs, men at man skam brugte sin sunde fornuft og logiske sans.

 

I forbindelse med artiklen ”Det hemmelige tegn” henviser Ole Therkelsen specielt til en dagbog, ført af Martinus' gode ven, forfatteren og musikeren Lars Nibelvang (1879-1948), som havde fulgt Martinus tæt lige siden dennes ret specielle åndelige oplevelser omkring påsketid 1921 og hvad derefter fulgte. I henhold til Ole Therkelsen findes der i Nibelvangs dagbog for 1925 ”et helt kapitel om Krishnamurti med overskriften ”Vor Stilling til Ordenen ”Stjernen i Øst”.”” Det oplyses desuden, at Martinus i 1924 havde overværet et foredrag af ingen ringere end Annie Besant, som blev holdt i Odd Fellow Palæet i København. Det findes ikke mig bekendt oplyst, om foredraget på stedet blev løbende oversat fra engelsk til dansk, men det foreligger derimod oplyst, at Martinus ikke selv talte engelsk og formentlig derfor heller ikke forstod det engelske foredrag direkte.

 

I sin artikel kommer Ole Therkelsen i sin artikels afsnit 2. ind på, at efter at have overværet Annie Besants foredrag, hvori hun åbenbart har nævnt og omtalt den nye ”verdens-lærer”, Krishnamurti, havde Martinus, som selv opfattede sig som den udvalgte ”verdens-lærer”, følt sig tilskyndet til at gå hjem og skrive et brev til den ”verdens-lærer”, som blev promoveret af Annie Besant og teosofferne. Brevet var skrevet på dansk og dateret den 4. december 1824 og stilet til ”Præsidenten for Stjernen i Øst, Hr. J. Krishnamurti.” I brevet forsøgte Martinus på en venlig og værdig måde, at få den fem år yngre Krishnamurti til at sætte sig ind i det danske sprog, således at han kunne blive i stand til at læse og studere Martinus' kommende og omfattende beskrivelse af det sande verdensbillede på originalsproget. Martinus antydede samtidig, at der bestod et ”førjordisk kødeligt slægtskab” mellem Krishnamurti og ham selv. Martinus forventede derfor, at hans åndsbeslægtede, men trods alt af en relativt lavere grad i 'hierarkiet', ville hilse hans henvendelse velkommen og vide, at han, Krishnamurti, her havde med den kommende virkelige og ægte åndelige mester og ”verdens-lærer” at gøre! Underforstået, at Martinus godt kunne se Krishnamurti som nærmeste medarbejder i verdensgenløsningens tjeneste.  

 

Mærkværdigvis underskrev Martinus ikke brevet med sit eget navn og signatur, men brugte i stedet sit symbolske tegn: en trekant med flammer indeni et hjerte, der var omgivet af et lysende strålehav. Ole Therkelsen oplyser, at det dengang endnu ufærdige symbol senere tog form af symbol nr. 23:  Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-23. Ifølge Ole Therkelsens artikel om ”Det hemmelige tegn”, mente Martinus åbenbart, at en ægte højtudviklet åndsbeslægtet umiddelbart ville opfatte og forstå, hvad tegnet betød.

 

På det tidspunkt, hvor Martinus skrev sit brev til Krishnamurti, angiveligt den 4. december 1924, boede han i en lejlighed på Pile Allé 7 H, på Frederiksberg, hvortil han var flyttet efter kortvarigt at have boet i en fremlejet lejlighed på Henrik Ibsensvej, også på Frederiksberg. Men inden da var han den 1. april 1924 fraflyttet det værelse, han havde lejet hos enkefrue Henriksen på Jagtvej 52, 1. tv., tæt på Nørrebros Runddel. Her havde han boet siden 22. april 1919, og det var her, at han omkring påsketid 1921 kom ud for at opleve de åndelige visioner, som han selv betegner som sin indvielse til dén kosmiske bevidsthed, der efterfølgende satte ham i stand til at opfatte og forstå de grundlæggende lovmæssigheder, principper og kræfter, der gør sig universalt gældende i tilværelsen.

 

Det var medens Martinus var logerende hos fru Henriksen, at han som nævnt oplevede den åndelige indvielse, som siden satte ham i stand til at skabe sit storværk, først og fremmest i form af tegnede og farvelagte symboler og dernæst i form af det skriftlige værk Livets Bog 1 – 7, som dog først for alvor blev påbegyndt omkring 1930. Men det var i værelset på Jagtvej, at han begyndte at eksperimentere med at tegne symboler og at øve sig i at skrive forklarende tekster (analyser) til disse. Til det formål havde han anskaffet sig en skrivemaskine, noget der dengang var usædvanligt for private.

 

I de omkring 5 år Martinus logerede hos fru Henriksen, skiftede han job flere gange. Han var natvægter, da han flyttede ind hos hende, senere, i januar 1920, blev han postbud og endelig i marts samme år fik han en stilling hos A/S Mælkeriet Enigheden, først som mejerist og senere som kontorassistent. I kraft af flere gode venners økonomiske hjælp og støtte blev Martinus fra efteråret 1922 sat i stand til at opsige sit arbejde på ”Enigheden” og hellige sig skabelsen af sine kosmiske analyser og symboler.

 

Men tilbage til Martinus' brev til Krishnamurti. Man kan måske nok undre sig over, at den da 34-årige Martinus kunne tro og mene, at den indiske vismand umiddelbart skulle kunne fatte, at brevet kom fra en ham totalt ukendt person i Danmark, som tilmed mere end antydede, at han selv var den profeterede ”verdens-lærer”. Hvis jeg skal komme med et ærligt bud på, hvorfor Martinus kunne være så, ja, undskyld udtrykket, naiv, at han kunne handle på den måde, han gjorde i det nævnte tilfælde, skulle mit bud her være, at Martinus i henhold til både beskrivelserne i sine egne Erindringer og til Lars Nibelvangs referater fra deres ret specielle indbyrdes sammenkomster, nærmest svævede euforisk i visionære åndelige højder, så at man kunne tro, at han var på stoffer, hvis ikke man vidste, at han var et absolut ædrueligt menneske.  Det er i øvrigt så meget mere bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Martinus' kosmiske analyser og beskrivelser af verdensbilledet, til det yderste er sagligt logiske og fri for nogen form for euforiske sværmerier. At enkelte af hans bøger, som f.eks. ”Pinseglans over livet” og ”Blade af Guds Billedbog” er lyriske, ændrer ikke ved dette faktum. 

 

Men hvordan Krishnamurtis åndsudvikling og personlighed nu end var, og om han overhovedet fik brevet i hænde, foreligger der ingen eksakt viden om, kun, at hverken han eller organisationen ”Stjernen i Øst” besvarede det på sin vis anonyme brev fra Martinus. Men det manglende svar tog Martinus til efterretning på sin helt egen  måde. Se herom senere nedenfor.

 

Det er så heldigt, at Martinus' holdning til Krishnamurti fremgår af i hvert fald to kilder, nemlig dels af den tidligere nævnte dagbog af Lars Nibelvang, hvori findes et kapitel med overskriften: ”Vor Stilling til Ordenen ”Stjernen i Øst”, og dels af bogen Martinus' Erindringer, udgivet på grundlag af en afskrift af flere båndede interviews med Martinus, foretaget i foråret 1963, og udgivet i bogform af vennen Sam Zinglersen i 1987.

 

Det er desuden lige så heldigt, at Kurt Christiansen, født 1932 og pensioneret lektor med speciale i plantefysiologi og biokemi, og dertil forfatter af den store to-binds Martinus-biografi: Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente, udgivet på forlaget Kosmologisk Information 2005, dels omtaler Krishnamurti og ”Stjernen i Øst” i bogens 1. bind, afsnit 3, side 7-10, og gengiver den ovennævnte artikel i 2. bind, Appendiks A, side 38-43. I den nævnte artikel viser Lars Nibelvang sin store viden om den teosofiske bevægelse, som han helt tydeligt har sat sig grundigt ind i. Men det korte af den relativt lange artikel, er, at han samtidigt mener og med pæne ord kritiserer, at bevægelsen med Annie Besant i ledelsen overvurderer sig selv, især fordi den mente sig kaldet til at blive en verdensomspændende organisation, som var udset til at være og forblive den vigtigste frelsende bevægelse i hele verden for den 'vildførte' og 'faldne' menneskehed. Dette stred jo for Lars Nibelvang mod hans kendskab til og uforbeholdne accept af hans ven Martinus som den ægte og rigtige ”verdens-lærer”. Det sidstnævnte, samt holdningen til teosofien og Krishnamurti, fremgår, om end ganske kortfattet, også af ”Martinus' Erindringer”, side 92, hvorfra jeg skal tillade mig at citere følgende: 

 

(Citat) – Er det rigtigt, at Krishnamurti blev informeret om din eksistens og om din mission?  

 

     - Ja, Lasse, der jo havde studeret alverdens religionsfilosofiske retninger, var også godt bekendt med teosofien. Forfatterinden Annie Besant var præsident for Det teosofiske Samfund, der havde hovedsæde i den indiske by Adyar. Hun havde udpeget Jiddu Krishnamurti som den nye verdenslærer, allerede mens han endnu var dreng. Men som voksen protesterede han mod hendes forgudelse af ham.

      Lasse sendte omkring 1928 et brev til Krishnamurti. I dette brev blev Krishnamurti gjort bekendt med min eksistens og mission.

 

     På min 39-års fødselsdag den 11. august 1929 opløste Krishnamurti den sammenslutning, der var dannet omkring hans person, og han erklærede, at han ikke ønskede tilhængere. (Citat slut)

 

En dansk ”verdens-lærer”

Det må jo siges at være en meget mager og til dels ukomplet kommentar til den situation, som er beskrevet mere indgående og omfattende af Lars Nibelvang i dennes artikel ”Vor Stilling til Ordenen ”Stjernen i Øst”.  Ifølge Lars Nibelvangs oplysninger skrev han på egne og Martinus vegne i 1925 selv et brev til Annie Besant, også på dansk, idet han mente at den magtfulde leder af teosofien nok kunne finde udveje for at få brevet oversat til engelsk. Også dette brev forblev ubesvaret. Men til gengæld var Nibelvangs beundring for Martinus, og hans overbevisning om, at denne var en ny verdens-lærer, nærmest euforisk. Det turde blandt andet fremgå af Nibelvangs skriftlige bidrag til bogen Martinus – som vi husker ham, side 23-24, hvor Martinus er på et af sine mange besøg hos vennen. Derfra skal følgende citeres:

 

(Citat) […] Jeg [Nibelvang] greb en bog, som indeholdt okkultisten Percivals' vidunderlige beskrivelser af adepter, mestre og mahatmaer og slog op på det sted, der viser os en mahatma i den åndelige verden hinsides tiden, rummet og formernes verden. Jeg læste op for ham [Martinus]. Han bøjede sit hoved og smilte til mig.

     ”Ja,” sagde han, ”det er rigtigt beskrevet, sådan er det.

     Jeg ser gennem formernes forskellige verdener og opfatter alt som en helhed. Hvor som helst jeg retter min opmærksomhed hen, er jeg bevidst. Tingene ligesom passerer revy for mine øjne efter ønske.

     Men mit centrum er overgivet til de guddommelige love, og jeg stiller mig fuldstændig til tjeneste. Verden skal have lov til at drage alt det ud af mig, som den måtte have brug for, og ikke hvad jeg selv personligt kunne ønske!”

     ”Du er en mahatma, en verdensfrelser!” næsten råbte jeg i ivrighed.

     ”Tys! Vi skal ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre sammenligninger. Jeg er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og se. Du må absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte. Min tid er endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser; der er kun én rangklasse for mig – og det er sønner af guden.

     Jeg er den lærer, Gud har givet dig, og du skal blot lytte til, hvad jeg har at sige dig, og efter evne søge at følge mit eksempel.

     For øvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!” (Citat slut)

 

Martinus' ord om sig selv og sin mission associerer umiddelbart til Jesus' ord til sine nærmeste disciple, hvor han strengt forbød dem at røbe, hvem han var. Matthæus 12, 16-17, jf. med Markus 3, 7-12.  Der kan næppe være tvivl om, at Martinus opfattede sig selv som en verdensgenløser i lighed med hans eget store forbillede Jesus Kristus. Det fremgår jo i øvrigt også indirekte af, at Martinus senere i sin karriere valgte at betegne sit livsværk som ”Det Tredje Testamente. Den intellektualiserede kristendom.” Desuden fremgår det også allerede af Fortale og 3. kapitel i ”Livets Bog I”, 1932, at han opfattede sig som den ny ”verdensgenløser”. Dernæst fremgår det blandt andet også af Martinus' bog ”Omkring min Missions Fødsel”, udgivet på Livets Bog's Bureau 1942, at han i al ydmyghed opfattede sig selv – og især sit påbegyndte hovedværk ”Livets Bog” - som en opfyldelse af Jesus' forudsigelse af ”Talsmanden, den hellige ånd”, der ville blive sendt til kommende slægter.

 

Skuffelse og misstemning

Den opfattelse af og holdning til Martinus og dennes lære og mission, som  Lars Nibelvang gav udtryk for i det overfor anførte citat, evnede han dog ikke at fastholde i længden, og især ikke efter, at Martinus i 1929 havde fået sig en helt speciel elev i skikkelse af den da 22-årige gartner Erik Gerner Larsson (1907-1973), som hurtigt viste sig at blive en højst nødvendig og skattet medarbejder, der både mestrede de kosmiske analyser og praktisk arbejde. Om denne fortæller Martinus blandt andet følgende i sine Erindringer, side 89-90:

    

(Citat) […] Mine gamle venner i Hillerød, tandlæge Palle Ivert og hans frue, besøgte jeg ofte, og de talte en del om en ung mand, som de var kommet til at kende. Han hed Gerner Larsson. Han var 22 år og boede også i Hillerød. Hans fulde navn var Erik Gerner Larsson, og hans far havde et stort handelsgartneri, og her havde han været i lære. I en periode havde han været i Grenå, hvor han havde overtaget en blomsterforretning.

     Men efter kort tid havde han måttet opgive forretningen på grund af sygdom. Han havde været på hospitalet med et alvorligt mavesår. Nu boede han igen hos forældrene i Hillerød.

     Lægerne troede ikke, at han ville overleve sygdommen.

     Da jeg en søndag besøgte hr. og fru Ivert, traf jeg den unge mand.

    Han va gået en tur rundt om slotssøen for at tage afsked med det hele. Da jeg hilste på ham, var jeg med det samme klar over, at det var ham, der skulle blive min første medhjælper. Det viste sig, at han var meget, meget interesseret i at høre om mit arbejde.

    Jeg gjorde ham opmærksom på, at den første betingelse for, at han kunne blive rask, var at han blev vegetar, og det var han også meget villig til. Allerede efter vor første samtale erklærede han sig parat til at flytte sammen med mig og blive min sekretær.

     Jeg kunne ikke love ham, at hans fremtid sammen med mig ville blive en dans på roser, men jeg følte mig overbevist om, at Forsynet havde udset ham til at indtage en fremtrædende rolle i min missions tjeneste.

 

     En familie, som havde lært mig at kende, og som var meget interesseret i mit arbejde, hjalp mig, sådan at jeg kunne få en rigtig lejlighed. Jeg havde jo hidtil logeret på et lille værelse, men nu kom jeg til at bo i en pæn og hyggelig lejlighed i Lykkesholms Allé på Frederiksberg.

     Nu flyttede Gerner Larsson også ind her. Det var i august 1929. […] (Citat slut)

 

Det skriftlige bidrag, Gerner Larsson har leveret til  bogen ”Martinus – som vi husker ham”, 1989, der jo udkom mange år efter Gerner Larssons død i 1973, er angiveligt et udpluk fra forskellige af de skriftlige udtalelser om Martinus og dennes ”sag”, som Gerner gennem årene havde skrevet om sin omtrent livslange ven og læremester. Som altid havde Gerner også i disse tilfælde ordet i sin magt og altid noget velvalgt og interessant at fortælle om sit emne. Karakteristisk for ham afsluttes hans bidrag med følgende loyale karakteristik af Martinus og hans arbejde:

 

(Citat) […] Hans arbejde er givet til hele verden, og det udgør en klart opbygget åndelig videnskab, hvorfor det er absolut neutralt i sin natur. Dets grundtone er en ubegrænset kærlighed, en ubegrænset tolerance og en ubegrænset forståelse af det enkelte menneskes ret til at være netop som det er. Han har aldrig ønsket uopfordret at gribe ind i et andet menneskes liv, og enhver tanke om propaganda for sin egen livsindstilling ligger ham fjernt.

     For ham er der kun ét, der har virkelig værdi og virkelig afspejler et menneskes åndelige kvalitet, nemlig dets væremåde. Det er her, at ikke alene hans eget liv, men også hans åndelige indsats skal vurderes, thi her har han utrætteligt gennem hele sit liv appelleret til enhver, der er kommet i berøring med ham om at forstå, at kunden, der anvender hans kosmiske analyser som et våben i kampen mod egne lavere naturer og derved spreder langt mere lys og glæde omkring sig end før, helt har forstået ånden i hans værk.

     I hans eget liv udgør en altoverbærende humor en hovedbestanddel, og alle vi, der virkelig har lært ham at kende, ved, at med hans verdensbillede vil smilet, det blide, alttilgivende og altforstående smil, blive en hjørnesten i fremtidens religiøse liv. […] (Citat slut)  

 

Det må siges og i høj grad anerkendes, at Gerner Larsson brugte det meste af sit liv og sine kræfter – fra august 1929 og omtrent til sin død i 1973 - på at assistere Martinus med at få dennes ”sag” eller ”mission” etableret og institueret, først og fremmest fra 1932 med oprettelsen af ”Livets Bogs Bureau”, der havde adresse på Martinus' daværende privatadresse, og som udgav de første trykte bøger af Martinus. Fra juli 1933 blev ”sagen” udvidet med ”Kosmos Feriekoloni”, som i årenes løb flere gange skiftede navn, for endelig at komme til at hedde ”Martinus Center Klint”. Fra 1942 skete endvidere den helt store udvidelse af ”sagen”s lokaliteter i form af erhvervelsen af ejendommen på Mariendalsvej 94-96 på Frederiksberg, som fik og i mange år bar navnet ”Martinus Åndsvidenskabelige Institut”, indtil det senere kom til kun at hedde ”Martinus Institut”, et navn, virksomheden stadigvæk har her i år 2016, da disse linjer skrives.  

 

Fortsat skuffelse og misstemning

Imidlertid ville skæbnen eller tilfældet, at også Gerner Larsson oplevede den for ham store personlige skuffelse, at se sig 'degraderet' af Martinus og 'forvist' til en stilling som leder og administrator af det, der senere fik navnet ”Martinus Center Klint”, men som dengang kaldtes ”Kosmos Ferieby” i Klint ved Nykøbing Sjælland. Et sted, som Gerner Larsson havde en temmelig stor del af æren for, at det overhovedet blev oprettet og udviklet, som tilfældet var og blev. Gerner forblev dog stort set loyal overfor Martinus og dennes ”sag” indtil sin død, men jeg ved gennem bekendtskab med folk, der stod ham personligt nær, at han i sine sidste leveår var blevet stadig mere kritisk indstillet overfor Martinus og ”sagen”. Denne 'viden' kan jeg dog ikke dokumentere og ønsker derfor ikke at komme nærmere ind på, hvori kritikken bestod. I øvrigt bør man nok undskylde Gerner med, at han i sine seneste år var tiltagende syg af problemer med hjertet, en sygdom, der endte med hans død som kun 66-årig. 

 

Men tilbage til den skuffede Lars Nibelvang, som tydeligvis følte sig vraget af sin ven og læremester Martinus. Det fremgår ganske klart og utvetydigt af Kurt Christiansens Martinus-biografi., Bind I, 8. Afsnit, side 1-40. Men det er især side 6-8, at det tydeligt bliver tilkendegivet, at årsagen eller grunden til Nibelvangs skuffelse primært skyldtes, at Martinus nu havde valgt Gerner Larsson som sin nærmeste medarbejder. Nibelvang havde svært ved at skjule sin skuffelse overfor den kreds af mennesker, der efterhånden flokkedes omkring Martinus. Sidstnævnte anerkendte på sin side alt det, vennen Nibelvang havde betydet for ham lige siden deres første møde i 1921, men var af den formentlig velbegrundede opfattelse, at den da 50-årige Nibelvang ville være mindre egnet til at varetage de opgaver, der i og med ”sagen”s etablering ventede forude og som den omtrent kun halvt så gamle, men stærkt parate Gerner Larsson måtte anses for den rette til at påtage sig. På sigt viste Martinus' valg at være det rigtige.

 

Forholdet mellem parterne udviklede sig omkring 1930-31 derhen, at Nibelvang trak sig tilbage fra Martinus og kredsen omkring denne, hvilket også betød, at Martinus måtte betale sin økonomiske gæld til vennen. Samtidig opstod der en splittelse i den nærmeste kreds omkring Martinus, hvor nogle valgte at følge Nibelvangs eksempel og derfor også trak sig bort fra Martinus og Gerner Larsson. Men selvom Nibelvang trak sig fra Martinus personligt, betød det dog ikke, at han også trak sig fra Martinus' kosmologi, som han fortsat vedblev med at interessere sig for og lejlighedsvis skrive om. Således skrev han allerede i første årgang 1933 af Martinus-tidsskriftet ”KOSMOS” en artikel i flere afsnit med titlen ”Strejflys over det seksuelle mysterium”. Det skal dertil bemærkes, at på det tidspunkt havde Martinus endnu ikke behandlet emnet om ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, uden hvad der står herom i Livets Bog I, som var udkommet i juli 1932.

 

Martinus' omtale af seksualisme forekommer især i Livets Bog I, 5. kapitel, som har titlen: ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den Ny Verdensimpuls”, men Nibelvang har formentlig tidligere haft lejlighed til at drøfte emnet med Martinus. Artiklen ”Strejflys over det seksuelle mysterium” indgik også i Nibelvangs bog ”Er døden en illusion?”, som også udkom i 1933. Bogens seks afsnit eller kapitler drejer sig faktisk om emner, som tydeligvis er inspireret af Martinus' kosmologi.

 

En uskånsom kritik

Her kan passende indskydes, at der også var en anden og nok så barsk kritiker af Martinus og hans verdensbillede, som også omtales detaljeret i Kurt Christiansens store Martinus-biografi, Bind I, 5. Afsnit, side 6-11. Det drejer sig om, at i forbindelse med at Livets Bog I skulle udkomme i juli 1932 valgte Martinus samme forår at udgive bogens 4. kapitel med titlen ”Et Internationalt Verdensrige under Skabelse” i et særtryk. Dette særtryk blev anmeldt i ugebladet ”Det Frie Blad”, af ingen ringere end forfatteren og maleren Johannes Hohlenberg, nok bedst kendt for sin udgivelse af bøger om Søren Kierkegaard. Hohlenberg var skånselsløs i sin kritik af både særtrykket og af Livets Bog I, som han syntes var et værre makværk. Martinus, som ellers havde  valgt ikke at ville svare på kritik, gjorde dog en undtagelse i dette specielle tilfælde og forsøgte forgæves at forsvare sig overfor sin ubøjelige kritiker. Den sag skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men henvise den eventuelt interesserede læser til at læse min artikel: 2.22. Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse.

 

Imidlertid kan det konstateres, at Nibelvang holdt en skrivepause i perioden 1933 til 1940, men fra og med tidsskriftet ”Okkultisten”s 1. årgang, 1. hefte, som udkom i januar 1940, begyndte Nibelvang igen at skrive, nu som skrivende medarbejder ved bladet, for hvilket Helmer Fogedgaard var initiativtager og redaktør. Sidstnævnte havde lært Martinus' navn at kende gennem læsning af det okkulte tidsskrift ”O.M”, formentlig en forkortelse for ”Okkult Magasin”. I dette blad, som kun eksisterede i 9 måneder, bragtes blandt andet artikler og symboler af Martinus.

 

Okkultister imellem

Helmer Fogedgaard lærte som nævnt Martinus' eksistens og arbejde at kende i 1933, dels via tidsskriftet ”O.M.” og dels via Martinus eget tidsskrift ”KOSMOS”, som både Martinus og Lars Nibelvang leverede artikler til allerede fra bladets start. Fra og med januar 1940 begyndte Fogedgaard som ligeledes nævnt at udgive tidsskriftet ”Okkultisten”, som både Martinus og Lars Nibelvang også leverede artikler til. Imidlertid var Fogedgaard blevet opmærksom på Lars Nibelvangs skuffede og modvillige forhold til Martinus og Gerner Larsson, hvilket han fandt meningsløst. Han forsøgte derfor at mægle mellem parterne ved at opfordre Nibelvang til at indse, at der ikke var tale om en nedvurdering af ham fra Martinus' side, men blot om et hensigtsmæssigt og praktisk arrangement til fordel for ”sagen”.

 

Det medførte, at Nibelvang blev en flittig skribent ved ”Okkultisten”, hvori han i den ene artikel efter den  anden promoverede sit overbeviste og positive syn på Martinus som en stor vismand og seer, og som skaber af et hidtil uset ”nyt verdensbillede, som er i færd med at vokse frem på det gamles ruiner, et verdensbillede, hvor kærlighedscirklen er tegnet komplet, og hvor udødeligheden toner frem for såvel de små som de store.”

 

I 1941 udgav Okkultistens Forlag Nibelvangs bog ”Guddomsbegrebets Udvikling i Okkult Belysning. Fra Hulebeboer til Aandsvidenskabens højeste Repræsentanter.” Igen et eksempel på, at Nibelvangs interesse og tanker kredsede om emner, som var vigtige i Martinus' kosmologi.

 

Martinus og Hr. Thomsen

Der fandtes og findes formodentlig også mennesker, der tog mere konsekvent afstand fra Martinus og hans kosmologi. Det gjorde ifølge Kurt Christiansen en dr. phil. Konrad Simonsen, som i øvrigt også var en nær ven af Lars Nibelvang. Martinus og hans kosmiske analyser sagde med tiden åbenbart ikke den lærde Konrad Simonsen noget, selvom han til en begyndelse var ret interesseret i Martinus' beskrivelse af det kosmiske verdensbillede. For det første mente Simonsen ikke, at Martinus havde såkaldt kosmisk bevidsthed, lige som han betegnede de 3 X'er som ”Kejserens nye Klæder”. Bag Simonsens definitive afvisning af Martinus og dennes kosmologi synes der dog også at have ligget nogen skuffelse hos Simonsen over, ikke at få større betydning og indflydelse indenfor ”sagen”, end tilfældet blev.  Se Martinus-biografi, Bind I, 5, Afsnit, side 33.

 

For øvrigt citerer Kurt Christiansen Helmer Fogedgaard for i et brev af 20. november 1941 at skelne mellem ”skribenten Martinus” og ”privatmanden Martinus”:

 

(Citat) Du ser stadig de kosmiske Analysers Genialitet og har Evnen til at holde dem ude fra Personen, der fik Opgaven at overbringe dem.” / Det er Martinus Analyser, vi skal beskæftige os med i OKKULTISTEN og ikke Privatmanden Martinus. (Citat slut) Bind I, 9. Afsnit, side 55-57.

 

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kurt Christiansen – i lighed med f.eks. Per Bruus-Jensen i bogen ”Sol & måne”, 2001, - ikke selv mener, at der er reelt grundlag for denne skelnen. Dette er jeg som tidligere omtalt og begrundet ikke enig i. (Se artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. En redegørelse. 1. Del.”)

 

En risikabel situation

Igennem mange år har jeg i mit stille sind tænkt og undret mig over, hvilken holdning Martinus og hans nærmeste medarbejdere mon havde haft til den tyske besættelse af Danmark fra 9. april 1940 til 4. maj 1945. Jeg vidste fra læsningen af Martinus Erindringer, at Martinus i den periode undlod at holde offentlige foredrag, med den begrundelse, at der jo ikke var nogen grund til i for høj grad at henlede tyskernes – og deres håndlangeres – opmærksomhed på ”sagen” og dennes aktiviteter. (Martinus Erindringer, side 113).

 

Men i og med læsningen af Kurt Christiansens store Martinus-biografi, Bind I, 6. afsnit, side 1-6, blev jeg klar over, at Martinus og hans ”sag” nær var kommet i alvorlige vanskeligheder under den tyske besættelse. Det skyldtes, at det danske nazistiske blad ”National-Socialisten”i sit nr. 35, torsdag 28. august 1941, på side 11-12 bragte en længere helsides artikel med overskriften ”En selvbestaltet Verdensgenløser. Forfatteren Martinus, født Thomsen, driver samfundsfarlig Agitation og gaar Kommunismens Ærinde”.  I artiklen var samtlige medarbejdere nævnt ved navn, og ikke for det godes skyld, men fordi de bistod Martinus i hans angiveligt landsskadelige virksomhed. Ikke noget at sige til, hvis Martinus og hans medarbejdere har rystet i bukserne over den uhyggelige svada, de hermed var blevet udsat for. Ifølge Gerner Larsson viste det sig dog, at journalisten, der havde skrevet artiklen, formentlig var en navngivet århusiansk mand, der året i forvejen var blevet bortvist fra feriekolonien i Klint på grund af sin upassende opførsel. Hvori denne nærmere bestod er dog ikke oplyst.

 

Så vidt jeg i øvrigt kan bedømme – jeg har jo igennem en årrække i 1960'-70'erne kendt og fulgt både Martinus, Gerner Larsson og Martinus-sagen – så må jeg konkludere, at Kurt Christiansens karakteristik i hans Martinus-biografi, Bind I, 8. Afsnit, side 35, af forholdet mellem Martinus og Gerner Larsson på den ene side og Lars Nibelvang på den anden side, er rigtig og i høj grad positiv.

 

Kurt Christiansen mener, at Nibelvangs skuffelse og kritik af Martinus og Gerner Larsson i virkeligheden ikke havde nogen væsentlig eller varig betydning for hverken Martinus eller Nibelvang. Førstnævnte forstod baggrunden for den opståede situation og tilgav Nibelvang, mens sidstnævnte forsonede sig med Martinus og – til dels også – med Gerner Larsson. Det fremgår også af, at Nibelvang resten af sit liv fortsatte med at skrive begejstret og positivt om Martinus' kosmologi.

 

Ny skuffelse og misstemning

Noget andet er, at Helmer Fogedgaard på et tidspunkt selv kom til at stå i en situation, hvorunder han kom på kollisionskurs med Gerner Larsson, som ikke var sart og heller ikke nem at bide skeer med. Men værre var det nok, at Martinus uforbeholdent tog Gerners parti, hvilket førte til et totalt brud mellem parterne.  Det bragte til gengæld Fogedgaard og Nibelvang tættere på hinanden. Det vil man kunne læse om i Kurt Christiansens Martinus-biografi, Bind I, 9. Afsnit, side1-132. Interessant og spændende læsning, især når og hvis man interesserer sig for Martinus' ”sag”s historie.  

 

Men alt i alt har det slået mig, at de mange mennesker af begge køn, der gennem årene lige fra midten af 1920'erne og helt frem til nutiden, har samlet sig om den fælles interesse for personen Martinus og især hans kosmologi, har nogle karakteristiske fællestræk. Dette mener jeg at have kunnet konstatere gennem de mange år, hvor jeg selv fulgte med i, hvem der kom til foredrag og studiekredse, dels på Martinus Institut og dels i Kosmos Ferieby i Klint, det senere Martinus Center Klint. Mine indtryk svarer meget godt til det generelle indtryk, man får ved læsningen af de 30 mennesker, der har leveret bidrag til bogen ”Martinus – som vi husker ham”, 1989. De fleste af disse voksne tilhængere af Martinus' kosmologi, har – udover at de tilhører middelklassen og uanset uddannelse og social status - forekommet mig  at være 'børn' eller barnlige sjæle, som nok syntes at analyserne var og er det interessante og væsentlige, men som samtidig mere eller mindre har haft behov for en 'faderskikkelse', de kunne se op til og nærmest tilbede. Det er jo i sig selv en ærlig sag og forståelig, især i betragtning af den brogede og for vel de fleste af os umiddelbart uforståelige verden, vi lever i og med.  Selv har jeg aldrig haft behov for at opfatte Martinus som en faderskikkelse, men derimod som et usædvanligt menneske, der i  principiel lighed med flere andre store tænkere, fortjener den dybeste agtelse og respekt for sit livslange arbejde.

 

Finale med henvisninger

Nu kunne en og anden måske tænkes at ville spørge, hvor jeg saglig set selv står i mit forhold til Martinus og hans fabelagtige verdensbillede? - Men det er jo det, jeg efter evne har forsøgt at fortælle i og med nogle af mine seneste artikler her på hjemmesiden. Jeg står faktisk i overført betydning med et ben i to lejre, på den ene side i Martinus' kosmologi med dens ”flere-livs-hypotese” og på den anden side i den virkelighed, som jeg betegner som ”ét-livs-hypotesen”. Men selvom jeg vurderer alle de sider ved Martinus' kosmologi højt, som ikke lige omhandler min tvivl og skepsis, sidstnævnte vedrører emner som: Guds alkærlighed, individets udødelighed, reinkarnation og  skæbnens retfærdighed, så lægger jeg samtidig mest vægten over på det 'ben', der står plantet i den 'lejr', der betegnes af ”ét-livs-hypotesen”.  

 

I den sidstnævnte 'lejr' vægter man i nok så høj grad natur- og humanvidenskabens forskningsresultater, hvilket Martinus jo forresten også gør i sit livsværk.  Det forekommer mig, at mange spirituelt interesserede undervurderer eller negligerer videnskabens forskningsresultater. Men disse behøver ikke nødvendigvis at blive tolket i en ensidig materialistisk og anti-spiritualistisk retning. Når f.eks. seriøse naturvidenskabelige forskere, det være sig fysikere, fysiologer eller biologer, forholder sig neutralt overfor spørgsmålet om eksistensen af en Gud, er det ikke nødvendigvis fordi man ikke mener, at en sådan universal Gud findes, men kun, at videnskaben med sin nutidige objektiviserende metode indtil videre ikke har fundet det nødvendigt at medtage og regne med en sådan ur- og naturkraft. Set i et større perspektiv, er naturvidenskab og åndsvidenskab i virkeligheden komplementære forskningsretninger.

 

Men under alle omstændigheder kan jeg sluttelig kun henvise den seriøst interesserede læser, hvad enten man er læg eller lærd, dels til at læse Kurt Christiansens store og også i bogstavelig forstand vægtige to-binds Martinus-biografi: Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente, udgivet på forlaget Kosmologisk Information 2005, og dels til også at læse følgende af mine artikler her på hjemmesiden. Det er en ordentlig mundfuld, men der er jo også tale om et seriøst studium:

 

4.40.   I sandhedens interesse - om ungdomsoprør, månerejser og hokus pokus

4.98.   Skæbne, retfærdighed og beskyttelse. Nogle tanker omkring disse emner

4.99.   Skæbne og skyld. Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?

4.100. Skæbne og skyld (2). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Nogle tillægsbetragtninger)

4.102. Skæbne og skyld (3). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Flere tillægsbetragtninger)

4.103. Skæbne og skyld (4). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Flere tillægsbetragtninger)

4.110. Et u-kosmisk tilbageblik. Nogle personlige betragtninger

4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang!

4.119. Spiritualismens nyere historie

4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl

4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR ANNO 2016

4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?

4.124. Hvor er Gud henne? Et relevant og aktuelt spørgsmål.

 

Efter ovenstående 'svada' med et mere eller mindre tvivlende og skeptisk syn på en del af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, vil det forhåbentlig være velgørende også at læse denne artikel på et belejligt tidspunkt:

 

4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker.

 

© Oktober 2016. Harry Rasmussen.

 

 

******************

 

Fortsættes i artikelseriens 4. del.