Virkelighed og illusioner 4. del:
________________________________
Er der hensigtsmæssighed
og retfærdighed i tilværelsen?
Vil straks minde
læseren om, at eftersom Martinus’ værker i lighed med megen anden litteratur er
offentligt tilgængelige, forbeholder jeg mig retten til at beskæftige
mig frit, åbent, uafhængigt og sagligt kritisk vurderende med
Martinus’ så vel som med enhver anden form for offentlig tilgængelig
filosofisk, åndsvidenskabelig og religiøs litteratur. Denne grundholdning mener
jeg faktisk er i nøjeste overensstemmelse med, hvad Martinus selv opfordrede
studerende af hans kosmiske analyser og facitter til at gøre, hvilket fremgår
eksplicit af blandt andet Fortalen til ”Livets Bog I”. Det fremgår desuden også
af bl.a. følgende citat:
(Citat) Naturligvis vil
der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny
religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker
ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den
enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje
efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne
erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver
til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som
fører til indvielse i selve livets mysterium. (Citat slut. Martinus i
artiklen: Besættelse, sidst bragt i Kosmos Nr. 9 - 2009)
Netop fordi jeg
forholder mig frit, åbent, uafhængigt og sagligt kritisk til Martinus’ såkaldte
kosmiske analyser, har jeg med al respekt tilladt mig i nogle af mine artikler
her på hjemmesiden at påpege de steder, hvor de nævnte analyser efter min
bedste forståelse og overbevisning forekommer mig helt eller delvist ikke at
være i overensstemmelse med, hvad der ud fra almindelig erfaring og især natur-
og humanvidenskabelig viden må og kan forstås som virkelighed. Det drejer sig
blandt andet om Martinus’ analyser af begreber og fænomener som netop skæbne,
skyld, hensigtsmæssighed og retfærdighed. Men før jeg går nærmere ind på selve
emnet, vil jeg for god ordens skyld gerne gøre opmærksom på, at jeg udmærket er
klar over, at Martinus til trods for sin ovenfor nævnte direkte opfordring til
studerende af hans kosmiske analyser, om under studiet af disse at benytte sig
af selvstændig tænkning og analyse, også advarer samme studerende om risikoen
for at komme til at fremstå som en utilsigtet modstander af hans analyser.
Denne advarsel har han blandt andet fremsat i artiklen ”Tærskelens
vogtere” fra 1937, hvorfra der senest i tidsskriftet KOSMOS nr. 2-2015
under stykoverskriften ”Om kritik af verdensgenløseren” er bragt
følgende citat:
(Citat) Alle, der har sand interesse af åndsvidenskab og har
interesse af mit arbejde, er i nærheden af lyset, er mere eller mindre begyndt
at føle det vidunderlige velvære, det kan skabe i sjælen, og er i tilsvarende
grad mere eller mindre blevet dets disciple. Men da De jo ikke har nået ”den
store fødsel”, vil der være naturer i Dem, der ikke er færdige. Og disse
naturer vil altså bevirke, at De alle sammen, hver især, mere eller mindre, før
eller senere kan komme til at fremtræde som en ”Judas” og ubevidst være en
forræder mod det lys, der er blevet deres livs største lykke. Vær derfor alle
på vagt. De kan uden at vide af det komme til at stå overfor selve
verdensgenløseren. Og da han er absolut ufejlbarlig med hensyn til de højeste
fakta, og de herudfra af ham foretagne dispositioner er de eneste absolut rigtige,
vil De uvægerlig komme til kort i enhver situation, hvor De udløser kritik og
mener, at han burde handle anderledes, burde gøre dette eller hint på den måde,
som De mener er rigtig, og som måske lige akkurat er kontrasten til
verdensgenløserens opfattelse. Og husk yderligere på, at Deres kritik i hans
nærhed er dobbelt farlig for Dem selv, idet denne nærhed bevirker en forstærket
mobilisering af alt i Deres bevidsthed, der kan tjene til at camouflere Deres
kritiks begrundelse med den mest ædle eller englelige skikkelse, således at
denne i de mest gyldne og strålende farver lader Dem være overbevist om, at De
har ret, viser Dem på samme måde, at De er uretfærdigt behandlet, at De er
martyr, er forfulgt, hvis ikke verdensgenløseren retter sig efter Dem.
Men en verdensgenløser går ikke på
akkord med menneskenes dårlige og egoistiske begær, ligegyldigt hvor meget man
så end har støttet ham, ligegyldigt hvor meget man så end selv synes at have
ofret sig for ham, hans sag eller lyset. For ham er alle menneskelige
bevidsthedstrin åbenbaret, og enhver menneskelig vildfarelse rutinemæssigt let
gennemskuelig. Han kan derfor kun følge sin egen bane uafhængig af ros og
dadel, uafhængig af udsigten til medvind eller modvind, uafhængig af udsigten
til derved at miste venner eller skaffe sig fjender. Kun på denne måde alene
kan han permanent være ”ét med vejen, sandheden og livet”. – I modsat fald
ville han jo være ét med de vildfarne, de forblindede og ufærdige væsener, hvis
magt og indflydelse han bøjede sig for.
Jeg har ikke hermed sigtet til
nogen eller noget inden for Sagen her, men kun ønsket at fremføre for Dem de
principielle tildragelser, der er karakteristiske for den udviklingszone, De
befinder Dem i, og som De derfor alle mere eller mindre kan komme ud for her i
lysets nærhed, eller når De begynder at overskygges af ”den hellige ånd”.
Og hvis De nu vil spørge mig,
hvornår De kan være sikker på ikke at være en ”Judas”, da må jeg
svare: ”Når De er blevet så indlevet i det guddommelige lys, at De føler,
at ingen kan gøre uret og ingen kan lide uret, og at De selv er enhver mod Dem
rettet ubehageligheds dybeste årsag og derfor aldrig kan føle Dem som martyr,
aldrig kan føle Dem uretfærdigt behandlet af den eller den, ligegyldigt hvad
dette vedkommende så end måtte gøre imod Dem, og derfor heller aldrig kan
vredes imod nogen eller noget, men hele tiden lever i en permanent glæde i
oplevelsen af verdensplanens højeste og sidste facit: Alt er såre godt. Da
behøver De ikke at frygte for, at De er en Judas, thi da kritiserer og angriber
De ikke den eller det. Da kan De allerhøjest i al venlighed trække Dem tilbage
fra denne eller hin, som ikke kan være i harmoni med Dem. Thi da er De selv
blevet ”vejen, sandheden og livet.” (Citat slut)
Ovenstående
citat er i øvrigt fra et foredrag af Martinus holdt i det, der dengang hed
Kosmos Feriekoloni i Klint, torsdag den 15. juli 1937. Første gang bragt i
tidsskriftet Kosmos i 1937. Det følgende citat fra samme artikel, som også er
gengivet i Artikelsamling 1, vil kunne tjene til at belyse lidt af baggrunden
for det ovenfor gengivne citat:
(Citat) Tærskelens vogtere 1937
Jeg plejer ved foredragene her i kolonien at holde mig til
emner, der er umiddelbart aktuelle i det daglige liv, og undgår derfor, så vidt
muligt, at komme ind på svære og mere højtliggende analyser. Derfor vil jeg
også gerne i aften tale om et emne, der i særlig grad har bud til os alle.
Dette emne hedder "tærskelens vogtere".
Jeg har ikke før talt ret
meget om dette emne, men har derimod bebudet dets uddybning i "Livets
Bog", hvilket også vil blive gjort.
Hvad er da det for en
"tærskel", og hvad er det for "vogtere"? –
Jeg har i mit arbejde lært
Dem, at det jordiske menneske er på et stadium i udviklingen, hvor det befinder
sig som en "såret flygtning mellem to riger". De er jo alle sammen
hver især et væsen, der har udviklet Dem fra primitive dyriske stadier frem til
Deres nuværende jordmenneskelige stadium. Dette stadium er i særlig grad
skuepladsen for kulminationen af al lidelse og smerte, der jo igen skyldes
dette, at De har fået udviklet Dem til at kunne være medbestemmende i skabelsen
af Deres daglige liv. De har fået evnen til at kunne gå. De kan sidde ned og
stå op. De kan tale osv., alt sammen efter Deres eget forgodtbefindende, ønske
og vilje. Det bærende i denne viljeudløsning er begæret efter det behagelige.
Men det er ikke alt, der virker eller fornemmes som behageligt, der er det
rigtige og dermed det sundeste og mest i kontakt med verdensplanen. Enkelte
giftstoffer kan til eksempel ligefrem være søde og velsmagende, men er ikke
desto mindre absolut dødbringende. Mange manifestationer kan se ud som rigtige,
som højt moralske og retfærdige, have skæret af kærlighed, men er ikke desto
mindre også absolut lidelsesfrembringende, skabende sorg og ulykke, mentalt
såvel som fysisk ødelæggelse og lemlæstelse. (Citat slut)
Ovenstående citat
kan læses i Artikelsamling 1, stk. 9.1. under overskriften Det jordiske
menneske er en "såret flygtning mellem to riger".
Som Martinus også
skriver i citatet her ovenfor, så har han i øvrigt i løbet af de efterfølgende
mange år til fulde uddybet emnet ”tærskelens vogtere” i ”Livets Bog” I, III,
IV, VI, VII, Symbolbogen Det Evige Verdensbillede III, Småbog nr.12a: Vejen til
indvielse, Småbog nr. 19c: Kosmiske glimt.
Set i det berømte
bakspejl står det lysende klart, at når Martinus i 1937 fandt det aktuelt og
nødvendigt at introducere begrebet ”tærskelens vogtere” til sine tilhørere og
læsere, hang det umiskendeligt sammen med den situation som hans ”Sag” og
arbejde befandt sig i på det tidspunkt. Dengang var det kun 1. bind af ”Livets
Bog”, der var udgivet, nemlig i juli 1932, medens hans næste bogværk, bogen
”Logik”, først udkom i 1938. Derimod var flere af Martinus’ artikler blevet
publiceret allerede i begyndelsen af 1930erne, først i tidsskriftet
”Okkultisten” og fra 1933 i hans eget tidsskrift ”Kosmos”, hvis første nummer
udkom i april 1933. Fra 16. maj 1937 holdt Martinus foredrag i den nyopførte og
første foredragssal i Kosmos Feriekoloni, det nuværende Martinus Center i
Klint. Et af disse foredrag var altså ”Tærskelens vogtere”, der som nævnt
allerede var blevet trykt i tidsskriftet Kosmos første nummer.
Den ydre anledning
til foredraget og artiklen ”Tærskelens vogtere” ser ud til at have været nogle
personrelaterede uoverensstemmelser mellem nogle markante Martinus-tilhængere
og især Martinus’ førstesekretær, den initiativrige og meget dygtige, men også
kontroversielle Erik Gerner Larsson. De implicerede ’opponenter’ var især
forfatteren Lars Nibelvang og forfatteren Helmer Fogedgaard, redaktør og
udgiver af tidsskriftet ”Okkultisten”, som begge hver for sig var ivrige
tilhængere af Martinus’ livs- og verdensopfattelse, men samtidigt var stærke
kritikere af Gerner Larsson og dennes dispositioner, og som selv nærede store
ambitioner om at komme til at spille en førende rolle indenfor Martinus-sagen.
Martinus måtte imidlertid skuffe dem med, at det ikke kunne blive tilfældet,
for hans dispositioner på Sagens vegne inkluderede ikke de to nævnte personer.
Dette fremgår umiskendeligt dokumenteret i Kurt Christiansens 2-binds
værk ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en
biografi”, udgivet af Forlaget Kosmologisk Information i 2005, som i hvert
fald efter min mening er et uundværligt videnskabeligt værk, når det drejer sig
om Martinus’ liv og karriere. Kurt Christiansen går heri også bagom den
mytedannelse, der i tidens løb har dannet sig omkring personen
Martinus.
For at bidrage til
at forklare og uddybe baggrunden for det ovenfor skrevne, skal jeg allerede her
bringe et citat fra min utrykte artikel 2.22. Om at finde sig
i kritik – om en kritisk anmeldelse, som er skrevet i 2008. Fra
denne skal her gengives følgende citat:
(Citat) Hvad angår opfattelsen af Martinus som ”verdenslærer”
eller ”bærer af en ny verdenskultur”, nødes man nok til at give Hohlenberg
delvis ret i, at dette faktisk også var Martinus’ selvopfattelse helt fra begyndelsen
af hans karriere. Herom vidner en skriftlig udtalelse af hans nære ven, Lars
Nibelvang, som personligt var overbevist om, at Martinus var en ny åndelig
mester eller mahatma, dvs. stor vismand. Nibelvang har fortalt om en dag, da
han som så ofte før havde fået besøg af Martinus, og skildringen lyder nærmest
som skrevet af en, der er betaget eller ligefrem forelsket i den anden person:
”Jeg greb en bog, som indeholdt okkultisten Percivals’
vidunderlige beskrivelser af adepter, mestre og mahatmaer og slog op på det
sted, der viser os en mahatma i den åndelige verden hinsides tiden, rummet og
formernes verden. Jeg læste op for ham. Han bøjede sit hoved og smilte til mig.
”Ja,” sagde han, ”det er rigtigt beskrevet, sådan er det. Jeg
ser gennem formernes forskellige verdener og opfatter alt som en helhed. Hvor
som helst jeg retter min opmærksomhed hen, er jeg bevidst. Tingene ligesom
passerer revy for mine øjne efter ønske.
Men mit centrum er overgivet til de guddommelige love, og jeg
stiller mig fuldstændig til tjeneste. Verden skal have lov til at drage alt det
ud af mig, som den måtte have brug for, og ikke hvad jeg selv personligt kunne
ønske!”
”Du er jo en mahatma, en verdensfrelser!” næsten råbte jeg i
ivrighed.
”Tys! Vi skal ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre
sammenligninger.. Jeg er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som
vedkommende selv kan føle og se. Du må absolut ikke omtale noget til dine
venner og bekendte. Min tid er endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af
de mange rangklasser; der er kun én klasse for mig – og det er sønner af guden.
Jeg er den lærer, Gud har givet dig, og du skal blot lytte til,
hvad jeg har at sige dig, og efter evne søge at følge mit eksempel.
For øvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!” (Note
20)
Under læsningen af
ovenstående citat, klinger der uvilkårligt nogle udtalelser af en anden og nok
så berømt person for ens indre øre, nemlig Jesu ord til sine disciple under sin
første forudsigelse af den skæbne, han var udset til at skulle gennemgå. Den
principielle overensstemmelse var nok ingen tilfældighed, for Martinus havde
faktisk et grundigt kendskab til Bibelen, og ikke mindst til Det Nye
Testamente:
”Da Jesus var kommen til
egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: ’Hvem siger folk, at
Menneskesønnen er?” De svarede: ’Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias;
andre Jeremias eller en anden af profeterne.” Han spørger dem: ’Men I, hvem
siger I, at jeg er?’ Og Simon Peter svarede og sagde: ’Du er Kristus, den
levende Guds Søn.’ Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Salig er du, Simon
Jonas’ søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i
Himlene. Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg
bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil
give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet
i Himmelen, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.’ Da
forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus.” (Note
21)
Men man kan
naturligvis påstå, at der med ovenfor anførte citat af Lars Nibelvang er tale
om dennes personlige opfattelse af Martinus, og at citatet af, hvad han har
sagt ved den pågældende lejlighed, måske ikke er korrekt opfattet eller
gengivet. Men hvis det derimod står til troende, så må man nok indrømme, at
Hohlenbergs påstand om ”verdenslæreren” trods alt indeholder en vis grad af
sandhed. Desuden var det ikke kun Nibelvang, der opfattede Martinus som en
”verdenslærer”, eller for at bruge Martinus’ eget udtryk: en ”verdensgenløser”,
for det var der også mange andre af hans tilhængere, der gjorde og gør. Og det
rokker ikke ved denne kendsgerning, at Nibelvang flere år senere en overgang
delvis skiftede opfattelse af, hvem og hvad Martinus var. Det hang sammen med
skuffede forventninger fra Nibelvangs side, og med nogle interne kontroverser
mellem ham og Martinus’ første sekretær, Erik Gerner Larsson, som Nibelvang i
modsætning til Martinus fandt uegnet til denne opgave. Men Nibelvang bevarede
trods alt livet igennem en stor taknemmelighed og beundring for personen
Martinus og hans kosmologi, lige som Martinus aldrig glemte, hvad Nibelvang
havde betydet for ham i de første mange år af hans karriere. (Note 22)
Som Hohlenberg
faktisk skriver i sit gensvar til Martinus, så er der i og for sig intet galt i
at erklære sig som en ”verdenslærer”, men derimod i, at man ikke vil stå ved
det offentligt. Det er dog et spørgsmål, som kan betragtes fra flere vinkler,
bl.a. denne: Martinus’ mission og værk er af en så ekceptionel karakter, og var
det måske især ved sin fremkomst, at dette ligeud at erklære sig som
”verdenslærer”, eller som Martinus foretrækker at kalde det: ”verdensgenløser”,
på forhånd ville have lukket nogle døre i en verden, som den vestlige, hvor den
materialistiske livs- og verdensanskuelse foreløbig er i højsædet.
Personlig skal jeg
gerne tilstå, at efter omkring et halvt hundrede års studium af Martinus’
kosmologi, herunder overværelsen af adskillige af Martinus’ egne foredrag i
1950’-70’erne, har jeg ingen problemer med at acceptere og anerkende Martinus
som ”verdensgenløser” i den forstand, hvori han selv definerer begrebet. I
øvrigt lagde han ikke selv så megen vægt på denne side af sit virke, og førte
sig i hvert fald i sine manddomsår og alderdom ikke frem som sådan, men lagde
mere hovedvægten på, at hans mission og værk var et udtryk for den ”Talsmanden,
den hellige Ånd”, som Jesus profeterede skulle fremstå i ”de sidste tider”.
(Note 23) (Citat slut)
Men alt dette var
jo ukendt for mig, da jeg i efteråret 1957 for første gang stiftede bekendtskab
med personen Martinus og hans dengang endnu ikke afsluttede livsværk. Om dette
møde har jeg senere skrevet flere artikler, først og fremmest 3.02. ”Poesiens
Messias” – om H.C.Andersens forventning om livspoesiens
’forløser’, som findes trykt i tidsskriftet Kosmos nr. 4, 1976, dernæst
artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte
mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, trykt i Kosmos nr. 12 – 2001, samt
artiklen 4.71. Mit møde med Martinus og hans værk – Et møde med
livsvarig konsekvens, trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3 – 2012.
Som det formentlig
allerede står læseren klart, så skelner Martinus i sin kosmologi mellem
det ufuldkomne og det fuldkomne menneske, hvilket i øvrigt
er tydeligt fremgået af de tidligere ovenfor gengivne citater fra
Martinus-artiklen ”Tærskelens vogtere”, specielt af det under
stykoverskriften ”Om kritik af verdensgenløseren”. Deri omtaler
Martinus ikke mindst den risiko for utilsigtet at komme til at blive en
”Judas”, der består for den endnu ufuldkomne studerende af hans kosmiske
analyser. Altså at blive en forræder overfor ”det guddommelige lys”, som disse
analyser repræsenterer og kanaliserer i henhold til Martinus selv. Problemet
for os ufuldkomne mennesker består i – stadig i henhold til Martinus – at vi
ikke selv er klar over situationen, hvorfor vi i vores selvgode tiltro til eget
ego fremturer i og med ”forræderiet”. Sidstnævnte består ifølge Martinus i
særlig grad i en kritik af verdensgenløseren og dennes dispositioner
på sin sags eller missions vegne. I og med udtrykket og betegnelsen
verdensgenløseren refererer Martinus – jævnfør med det tidligere ovenfor
skrevne - primært til Jesus Kristus og implicit også til sig selv.
Det har
naturligvis ikke kunnet undgås, at tanken om at jeg selv udgør en ”Judas” i
forhold til Martinus’ sag og livsværk, i og med at jeg i flere af mine artikler
har forholdt mig kritisk til dele af hans dispositioner og i øvrigt også til
dele af hans analyser. Det har jeg gjort og gør som et selvstændigt tænkende og
analyserende menneske og studerende af Martinus’ i øvrigt aldeles fremragende
og detaljerede kosmiske analyser og livsfacitter. Men måske netop deri består mit
mulige selvbedrag, hvilket jeg i så fald må leve med og faktisk har levet med
omtrent siden jeg i begyndelsen af 1970erne mener at have tilegnet mig et
overblik over det fabelagtige verdensbillede, som Martinus i løbet af et langt
liv har manifesteret og lagt navn til.
Det er særligt i
artiklen 2.07. Guds vilje – tanker til overvejelse. Om
dogmatik og ortodoksi kontra fri tanke og forskning, trykt i tidsskriftet Den
Ny Verdensimpuls nr. 4 – 2009, at jeg har følt mig foranlediget og dristet mig
til at kritisere nogle af Martinus’ dispositioner, om end kritikken kun
indirekte er rettet mod Martinus. For at give læseren et indtryk af, hvad
kritikken i artiklen i det væsentlige går ud på, vil jeg her bringe følgende to
citater fra denne:
(Citat) Autoritær og absolutistisk
Et fundamentalt
problem med religioner og livsanskuelser, der påberåber sig at være etableret
gennem såkaldt guddommelig åbenbaring er hovedsagelig, at disse erfaringsmæssigt
gør krav på absolut autoritet både for sig selv og for den vismand eller
profet, der har fungeret som ’medium’ for åbenbaringen.
Eftersom en
utvivlsom vismand som Martinus også henholder sig til, at der ligger
guddommelige åbenbaringer til grund for hans kosmologi, vil der efter min
opfattelse derfor være mindst tre principielle spørgsmål, som det vil være
fornuftigt og formålstjenligt at stille og tage under grundig og saglig
overvejelse i den sammenhæng. Disse spørgsmål gælder den institution, som i praksis
har til opgave og formål at administrere såvel den materielle som åndelige arv
efter Martinus. De tre spørgsmål, der her tænkes på, drejer sig dog især om den
åndelige arv i form af ”Det Tredie Testamente”, mere specifikt den kosmologiske
lære, som Martinus har skabt og lagt navn til. De tre spørgsmål kunne f.eks.
lyde som følger:
1. Er det trods
alt ikke udtryk for autoritær og absolutistisk indstilling og holdning, når man
henholder sig til, at alt, hvad f.eks. Martinus Institut står for, overordnet
set er bestemt og bestemmes af Guds vilje?
2. I konsekvens
heraf, bliver individet da andet, end en uselvstændig og i grunden viljeløs
marionet i skaberens hænder?
3. Er det ikke
betænkeligt, når en institution, den være sig åndelig eller religiøs, påberåber
sig guddommelig styrelse og dermed en vis (absolut) autoritet?
Baggrunden for at
stille disse tre spørgsmål, er den også indenfor Martinus-sagen dominerende
forestilling om Guds forsyn eller omsorg for mennesket (specielt forsyn) og for
den skabte verden (almindeligt forsyn), Guds opretholdelse og forudbestemmelse
af denne, Guds virken i naturen og historien, som leder dem mod de af ’ham’
fastlagte mål. (Citat slut)
Næste citat fra
samme artikel lyder som følger:
(Citat) Generelle betænkeligheder
Generelt set er
det betænkeligt, når Guds vilje tolkes sådan, at der også er risiko for at de
fordomme og idiosynkrasier, som det til enhver tid siddende Råd og den til
enhver tid siddende Kosmos-redaktion eller øvrige medarbejdere på trods af al
god vilje måtte have, skulle være udtryk for den guddommelige vilje. Dermed har
man jo nemlig dels afskåret sig fra virkelig dialog og dels garderet sig imod
enhver form for kritik, også selvom denne fremføres med saglige argumenter.
Denne vil nemlig i bedste fald og til enhver tid blive afvist som ’opposition’
imod Guds vilje, og som sådan anses kritikken ikke alene for at være forfejlet
men også nyttesløs. Imidlertid er det, hvad Martinus selv mente om Guds vilje
og desuden også på forhånd godkendte og statuerede som retningslinjer for Rådet
såvel som for Kosmos-redaktionen og øvrige medarbejdere. (Dette fremgår
eksplicit af ”Samarbejds-strukturen for Martinus’ Institut”.) Konsekvensen af denne
indstilling er bl.a., at autoritære fænomener som f.eks. nazismen og
kommunismen med hovedskikkelser som Hitler og Stalin, faktisk også tolkes som
udtryk for Guds vilje. Kz-lejre og Gulag-arbejdslejre er dermed også et udtryk
for Guds vilje, som vi blot tolker negativt, fordi vi almindelige mennesker i
henhold til Martinus ikke er i stand til at overskue det helhedsperspektiv,
hvori fænomenerne indgår og rettelig bør ses, for at man kan gennemskue disses
rette karakter og status, nemlig som nødvendige og uundværlige led i Guds plan
med menneskeheden. (Se f.eks. Martinus-artiklen Den øverste
feltherre, Kosmos 5-1992)
Derfor egentlig ikke så
mærkværdigt, at en af Martinus’ moralske hovedregler og anbefalinger er, at
”man skal finde sig i alting”, netop fordi ’alting’ i både første og sidste
instans er udtryk for Guds vilje, og denne er det når alt kommer til alt reelt
set ikke muligt for mennesket eller andre levende væsener at sætte sig op imod,
endsige ændre det mindste ved. (Se evt. artiklen Om at finde sig
i kritik her på hjemmesiden). (Citat slut)
I og med sine
analyser
omkring spiralkredsløbsprincippet og organismeprincippet præsenterer
Martinus et svimlende udviklingsperspektiv. I henhold til dette postulerer
Martinus, at ethvert levende væsen, uden en eneste undtagelse, gennemlever ikke
alene det vældige spiralkredsløbsprincip, men samtidigt også det vældige
organismeprincip! Det må siges at være en udviklingslære, der virkelig vil
noget andet og mere end den lineære naturvidenskabelige biologiske
livsanskuelse ifølge hvilken det er artens og slægtens erfaringer,
karakteristika, egenskaber og evner, der udvikles og videreføres i de enkelte
og i det perspektiv og den sammenhæng i og for sig ubetydelige
individer. Den udvikling sker i henhold til naturvidenskaben som følge af
de biologiske arvelighedslove, hvis resultater overordnet set er udtryk for en
vis form for tilfældighed. Når den naturvidenskabelige livsanskuelse her
betegnes som lineær, beror det på, at den antager at der forekommer
begyndelse i tid og rum og fra hvilken verden og livet bevæger og udvikler sig
fremad i så at sige en lige linje og mod et ukendt mål.
Anderledes og
modsat forholder det sig med den udviklingslære, der præsenteres i
Martinus’ cirkulære livsanskuelse, ifølge hvilken det netop er de
enkelte individers erfaringer, karakteristika, egenskaber og evner, der
udvikles og videreføres i de enkelte og i det perspektiv og den
sammenhæng betydelige individer, som tilsammen danner eller udgør
arten og slægten. Den udvikling sker i henhold til Martinus’ udviklingslære som
følge af de kosmiske lovmæssigheder, hvis resultater overordnet set er udtryk
for en overordentlig form for hensigtsmæssighed og formålstjenlighed. Når
Martinus’ livsanskuelse her betegnes som cirkulær, beror det på, at
den antager at der ikke forekommer begyndelse i tid og rum og at verden og
livet desuden bevæger og udvikler sig fremad i så at sige cirkelbevægelser,
altså i kredsløb, der tilmed er målrettede.
Et af de helt
store tilværelsesspørgsmål er derfor, hvad begreber og fænomener som skæbne og
skyld betyder i den store overordnede sammenhæng? Altså, når skæbne og skyld
dels ses i sammenhæng med det enkelte individ og dels i en kollektiv sammenhæng
i form af arten og slægten?
For at den læser, som ikke på forhånd er
kyndig i Martinus’ kosmologi, skal kunne forstå den opfattelse og de tanker,
der fra Martinus’ side ligger til grund for hans kosmiske analyser og
livsfacitter, kan det absolut anbefales at læse hans livsværk. Men da dette
fordrer et større og tidskrævende studium, kan det i det mindste som en form
for introduktion til dette livsværk, anbefales at læse følgende artikler her på
hjemmesiden:
De nævnte Kosmiske lektioner er en
bearbejdning af nedenstående artikler, men uden disses noter og
kildeangivelser. De sidstnævnte findes derimod i selve artiklerne, som det
derfor kan anbefales læsere, som ønsker at gå mere i dybden, at læse. Det
drejer sig om nedenstående artikler:
H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af
Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”
H1-10. Talentkerneprincippet – om de
livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’
H1-11. Emotionel og intellektuel seksualisme – om
de to grundformer for seksualisme
H1-12. Det seksuelle dobbeltkredsløb – om
de to seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden
H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den
’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’
H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier –
Fra A- til K-menneske
H1-15. Sfinksens gåde: Fra dyr til menneske – Martinus’
kosmologis bud på den psyko-biologiske udvikling
H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener – om
diskarnationens ’teknik’
H1-17. Reinkarnationsprocessen – om
dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation
H1-18. Repetitionsprincippet – om
gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed
H1-20. Repetition, skæbne og beskyttelse – om
repetitionsprincippet i praksis (fortsat)
H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om
viljen og de viljeførende kræfter og faktorer
H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om
viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat)
H1-23. Individets skæbnedannelse – om
skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder
H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgave – om
skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder
Det er naturligvis
en stor mundfuld, især for den helt uforberedte læser, men man får som bekendt
ikke noget forærende her i livet, i hvert fald i reglen ikke noget værdifuldt.
Og værdifuldt må man absolut sige, at kendskabet til Martinus’ verdensbillede
eller kosmologi under alle omstændigheder er. Men når og hvis læseren vil gøre
sig selv den tjeneste, seriøst at sætte sig ind i de grundbegreber, faktorer,
kræfter og lovmæssigheder, som det nævnte verdensbillede omhandler og er udtryk
for, vil samme læser først da have de fornødne forudsætninger for at kunne
forstå og acceptere eller eventuelt afvise den delvise kritik af samme, jeg som
en anden velmenende ”Judas” har gjort mig til talsmand for.
Den forsøgsvis
saglige kritik af nogle af Martinus’ analyser og konklusioner, i nogle tilfælde
af hans påstande, har jeg udover i de tidligere ovenfor nævnte og citerede
artikler, især fremført i følgende artikler: 2.08. Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov – Martinus’
kosmologi og naturvidenskaben, 2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden – symbol
og mausoleer eller indvielsestempler? 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru, 4.40. I sandhedens interesse - om ungdomsoprør,
månerejser og hokus pokus, 4.59. Om at spå eller forudsige - kan
mennesket forudsige kommende begivenheder? 4.70. Om kritik, gyldne leveregler, sygdomme og hjernespind -
spredte bemærkninger, 4.72. Skæbnens gru - igen! – Skæbne eller
tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! -
Skæbne eller tilfældighed? Og sluttelig foreløbig artiklen
4.98. Skæbne, retfærdighed og
beskyttelse. Nogle tanker omkring disse emner.
Til disse artikler
kan også føjes de mere personlige, nemlig følgende: 4.35. Et livs status - en personlig opgørelse. -
En artikel, hvori den knapt 80-årige forfatter gør sit personlige åndelige 'bo'
op. 4.64. Liv efter døden? – Det store
terminale spørgsmål 4.95. Dødens nærhed - En 85-årigs gammelmands-tanker,
og 4.97. Kommentar til artiklen "Dødens
nærhed": Optimistisk kontra pessimistisk livsopfattelse -
eller en personlig bekendelse. De her nævnte artikler giver alle mere eller
mindre udtryk for min tvivl og skepsis overfor påståede fænomener som
skæbnelov, reinkarnation og retfærdighed. Men jeg afviser naturligvis ikke den
mulighed, at de nævnte fænomener eksisterer, blot at jeg personligt ikke har
evner til at opfatte og erkende fænomenerne som virkelighed.
Desværre vil det
her føre for vidt at gennemgå de ovenfor nævnte artikler og fremdrage de
kritikpunkter, de hver især indeholder. Den opgave vil jeg forbeholde til en
selvstændig artikel, forudsat at mine kræfter og min tid tillader at skrive en
sådan. Men konklusionen på det i virkeligheden komplicerede spørgsmål, om der
er hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen, kan altså ikke uden videre
besvares endegyldigt med et forenklet ”Ja!” eller ”Nej!”.
© februar 2015
Harry Rasmussen.
Notabene: Det skal her tilføjes, at tanken og planen om at ville skrive en
selvstændig større artikel om de kritikpunkter, der efter min opfattelse vil
være relevante at indvende imod Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter,
har måttet opgives på grund af min høje alder. Den hermed foreliggende
artikelserie om Realiteter og idealisme kan og skal derfor ses som en
forsøgsvis ’erstatning’ for den påtænkte større afhandling. / Taastrup, den 30.
maj 2018.
******************
Hvor er Gud henne?
Et relevant og
aktuelt spørgsmål
Hermed følger et Post Scriptum til de
relativt mange skeptiske og kritiske artikler, jeg på det seneste har skrevet
med relation til Martinus' i så godt som enhver henseende
fabelagtige og eventyrlige verdensbillede eller kosmologi. Læsere, der har læst
nogle af mine allerseneste artikler, vil vide, at min skepsis og kritik drejer
sig om det, der kunne kaldes de decideret idealistiske spirituelle emner og
faktorer i nævnte verdensbillede. Faktorer, som det levende væsens treenige
evighedsstruktur i form af 1. jeget, 2. skabe- og oplevelsesevnen og 3. det
skabte eller frembragte, blandt andet i form af den psykofysiske organisme.
Desuden forestillingen om udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens
lovbundethed og dermed også skæbnens retfærdighed. Den foreløbige konsekvens og
konklusion på min tvivl og skepsis er, at alle vi levende væsener kun har ét
eneste liv at leve, nemlig det, vi lever og oplever her og nu, hvert sekund,
minut, hver time og hvert døgn, dag og nat, hver uge, måned og år, forår,
sommer, efterår og vinter. Alt er kredsløb indeni kredsløb, vort eget liv er
det ikke mindst, et kredsløb fra fødsel til død. Dermed er eventyret slut for
os som levende væsener og individer. Men vi efterfølges og erstattes af andre
og nye individer, på den måde fortsætter livet for arten og slægten.
Men bemærk, ét-livs-opfattelsen behøver ikke
nødvendigvis at forkaste alle Martinus' fremragende kosmiske analyser og
facitter. Eksempelvis vil det levende væsens (individets) treenige
grundstruktur: Jeget, bevidstheden og organismen, eller Jeget, skabe- og
oplevelsesevnen og den psykofysiske organisme, stadig være gyldig. Vort
inderste væsen, Jeget, er identisk med Guds Jeg, men kun så længe vi fysisk er
i live. Vi er også hver især med til at udgøre Guds skabe- og oplevelsesevner,
men naturligvis kun så længe vi fysisk set lever. Fornyelsen af disse evner
sker i medfør af ét-livs-opfattelsen i og med, at der hele tiden kommer nye
fysiske individer til og viderefører opgaven. Gyldigheden gælder også for de
allerfleste af de faktorer, som Martinus' kosmologi opererer med. Men herom vil
jeg dog henvise læseren til artiklen 4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR ANNO
2016 . Deri vil man kunne orientere sig om, i hvilken grad og
udstrækning ét-livs-hypotesen – vel at mærke opfattet og tolket på en åben og
fordomsfri måde - stemmer overens med væsentlige dele af Martinus' kosmiske
analyser og livsfacitter. Dette gælder faktisk også et så vigtigt emne som
udvikling (evolution) og i sammenhæng dermed et så specielt emne, som det,
Martinus kalder ”den seksuelle polforvandling”, og som i hans fremstilling
forekommer i et kosmisk evolutionært evighedsperspektiv. Men i henhold til
ét-livs-teorien, vil den nævnte polforvandling meget vel kunne finde sted på
principielt samme måde, som den, hvorpå biologien forklarer den genetiske
udvikling, hvorunder de arvelige anlæg og egenskaber mm. overføres fra individ
til individ og fra slægt til slægt.
Men nu til det, der var og er hensigten med
denne i hvert fald foreløbig afsluttende artikel i serien af artikler med
relation til Martinus' kosmologi, nemlig skæbnens ofte tilfældige og
uretfærdige forløb. Blandt de mange, ja, utallige meningsløsheder, der set fra
et såkaldt lavpsykisk udsigtspunkt, det vil sige, der set fra et almindeligt
menneskesynspunkt, forekommer i tilværelsen, skal her nævnes nogle eksempler:
Det virker totalt meningsløst, når f.eks. en gazelle, som lever sit liv på den
afrikanske savanne, bliver gjort drægtig og fosteret derfor over en vis periode
gennem den fantastiske proces, som strækker sig fra en befrugtet ægcelle og
videre over en række mellemstadier udvikler sig til et fuldbårent og nyfødt
gazellekid, som er bestemt til at skulle vokse og ende som en af savannens
mange andre gazeller. Alt sammen med den risiko, ofte allerede som nyfødt, at
ende sit liv som værgeløst offer for en løve eller en gepard eller et andet
rovdyr.
Der skal en god portion forståelse af
naturens orden til, for at kunne synes, at det nævnte eksempel – sammen med
utallige andre unævnte – skulle være et gode. Jo, for rovdyret, men vel ikke
for gazellen og dets kid? Dette er bare et enkelt og tilfældigt valgt eksempel
på den situation eller tilstand, der hersker i vilddyrenes verden. For
tamdyrenes – og især slagtedyrenes – vedkommende, er situationen i princippet
ikke meget anderledes. Måske lige bortset fra, at slagtedyrene ikke har nogen
chance for at undslippe og overleve. Deres ”rovdyr”, det intelligente dyr,
mennesket, er almindeligvis totalt ufølsomt og hjerteløst, når det gælder om at
følge traditionerne og sikre sig det eftertragtede og påstået uundværlige kød
på middagsbordet.
Men ikke nok hermed, menneskedyret var og er
forblevet et rovvæsen, som ikke nøjede sig med at nedlægge og æde byttedyrene,
men som også ville tilegne sig artsfællernes revirer eller ejendom, om
nødvendigt ved hjælp af magt, brutalitet og/eller snedighed. Derfor opstod
krigen, først og fremmest erobringskrigen og følgelig også forsvarskrigen, som
i begge tilfælde har eksisteret lige så længe som menneskeheden selv. Grusomhed
og skånselsløshed har lige siden de ældste tider været et gennemgående træk ved
menneskedyrets eksistens og livsudfoldelse, og det ses ikke mindst i nutiden,
hvor politiske oprør og etniske konflikter søges løst ved brug af våbenmagt,
vold og terror. På et tidspunkt har man i medierne kunnet høre og læse om, at
militante oprørere i Afghanistan havde dræbt og halshugget en del af deres
modstandere, hvilket blev dokumenteret med videooptagelser, som bl.a. viste 12
afhuggede mandehoveder på rad og række. Noget lignende har man for længst også
kunnet se under Vietnamkrigen, hvor Vietcong-oprørere i nogle tilfælde
behandlede deres fanger på tilsvarende uhyrlige måde, men ikke nøjedes med at
hugge hovedet af fangerne, idet de tilmed også skar mændenes penis og testikler
af og puttede disse i munden på de afhuggede hoveder. Åbenbart tilfredse med og
stolte af deres uhyrlige gerning, så disse ”menneskedyr” til med bredt smilende
grin.
Er der noget at sige til, hvis mere
fredsommelige mennesker stiller sig selv og andre det spørgsmål: ”Hvor var Gud
henne i sådanne situationer?” – For Gud, ophavet til alt eksisterende, må da
være god, ikke sandt, for ellers var eller er Gud vel ikke Gud? – Men den
opfattelse er en nyere tids synspunkt, for Gud opfattes ikke som ubetinget god
i alle religioner, men er det kun imod de mennesker, der tror på Gud og adlyder
Guds vilje. Selv i kristendommen stiller Gud som betingelse for at vise sin
godhed, at man elsker både Gud og sin næste. Og det sidstnævnte er betinget af,
at man overholder visse regler og udviser en god og restriktiv moralsk adfærd.
Kan eller gør man ikke det, er man en ”synder”, som – medmindre man ”omvender”
sig – vil være evigt fortabt! - Utroligt, at man med sådanne ortodokse
perspektiver i livsopfattelsen kan hævde, at kristendommen er en
næstekærlighedens religion!
Det ovenstående er alt sammen set fra et
såkaldt lavpsykisk udsigtspunkt, som det de fleste af os befinder sig på. Men man
kan også stille spørgsmålet om, hvordan de overfor nævnte situationer tager sig
ud set fra et højpsykisk udsigtspunkt, som det, der er repræsenteret af en seer
som f.eks. Martinus? - Set fra hans kosmiske bevidstheds udsigtsniveau, tager
”verdensbilledet” sig anderledes positivt og meningsfyldt ud, for i dette
eksisterer der ingen tilfældigheder eller meningsløsheder, alt har en hensigt
og mening eller tjener bestemte formål. Det vil man nemmest og hurtigst kunne
læse om i Martinus’ egen introduktion til sit verdensbillede, bogen ”Logik”
(1938), som faktisk besvarer de spørgsmål og problemer, der er rejst her i
dette opslag. Men følgende artikler her på hjemmesiden kan det også anbefales
at læse som supplement: 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru. 4.56. Tror du
på Gud? – En lidt svær dialog, og 4.57. Tror du
på Gud? – En lidt svær dialog (fortsat)
Den aktuelle
situation og revision
Det store, påtrængende og aktuelle spørgsmål
er imidlertid – i hvert fald set fra et almindeligt menneskeligt synspunkt,
det, Martinus betegner som en ”lavpsykisk sansehorisont” - om alle hans
præmisser, argumenter og konklusioner eller facitter, kan anses for at være
objektivt gyldige? - Det er det emne eller problem, jeg efter evne har forsøgt
at finde svar på i en del af mine allerseneste artikler på hjemmesiden LIVETS EVENTYR:
4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu
engang! - 4.120. Det store spørgsmål om liv og
død. Skepsis og tvivl - 4.122. Skæbnebestemt
eller tilfældigheder? - 4.110. Et
u-kosmisk tilbageblik. Nogle personlige betragtninger og
4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende
tanker.
Som det især fremgår af de artikler, der er
links til ovenfor, så har mit årelange studium og teoretiske engagement med
Martinus' verdensbillede eller kosmologi ført til, at jeg for mit eget
vedkommende har måttet forholde mig tvivlende og skeptisk til begreber
som udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens
lovbundethed og dermed også til skæbnens retfærdighed. I
stedet har jeg set mig nødsaget til logisk set at erkende, revidere
og holde fast i, at levende væsener, som i Martinus' kosmologi opfattes
som evige dele af den større helhed: Gud, hver især kun
har ét liv at leve og opleve i, nemlig det, vi alle hver især
lige præcis lever lige her og nu. Hovedargumentet for denne antagelse, er, at
eftersom der ikke foreligger objektivt gyldigt bevis for reinkarnation eller
genfødsel, falder begreber som udødelighed og evigt liv automatisk væk. Og i og
med disse begrebers bortfald, falder begreberne skæbnens lovbestemte funktion
og retfærdighed også bort helt af sig selv. Det underbygges især af, at med
bortfaldet af udødelighed og dermed af reinkarnation, vil der ikke eksistere
nogen mulighed for retfærdig kompensation for alle de principielle uligheder og
uretfærdigheder, som de levende væsener og herunder ikke mindst mennesker, er
eller har været udsat eller ofre for i løbet af deres respektive liv og tilværelse.
Men når dette er sagt, så må det også
tilføjes, gentages og pointeres, at eksempelvis skæbne og reinkarnation ikke
nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt heller ikke har
noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald tilsyneladende - ser ud
til at være beroende på rene tilfældigheder. Og ligeledes, at hvis vi eventuelt
kun har ét liv til vores rådighed, hvad meget tyder på, kan jeg ikke se at det
ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt under og
eventyr. Også selvom vi blandt andet på baggrund af de tidligere ovenfor
fremførte eksempler på uretfærdig skæbne, forlader opfattelsen af altets alvise
og almægtige Gud som også værende en alkærlig Guddom, for hvor har denne Gud
været henne i de nævnte og mange andre lignende og endnu værre situationer? Og
at det ligeledes er relevant at anskue fænomener som udødelighed, skæbnemæssig
retfærdighed og reinkarnation som værende udtryk for mere eller mindre
romantisk ønsketænkning. Martinus’ forunderlige fortælling om verdensbilledet,
vil stort set alligevel fortsat være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette
handler om.
Hermed være også sagt, sådan som det
forhåbentlig vil være fremgået af mine ovenstående betragtninger og argumenter,
og ligeledes af andre af mine seneste artikler, at jeg bestemt ingen
vanskeligheder eller problemer har med at anerkende de øvrige grundlæggende
elementer og faktorer i dé kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen
udgør Martinus' verdensbillede. Tværtimod.
Lad mig derfor slutte med følgende relevante
citat fra artiklen 4.120. Det store spørgsmål om liv og
død. Skepsis og tvivl :
(Citat) Efter i FORTALE til Livets Bog 1 at
have gennemgået en del af baggrunden for sin skabelse af netop Livets Bog,
skriver Martinus i stk. 18. følgende, som jeg tillader mig at bringe i moderne
retskrivning:
(Citat) 18. Efter disse oplysninger håber
jeg, at man vil være i stand til at erkende, at man fra Livets Bog ikke under
nogen som helst form vil møde intolerance, men derimod af samme bog blive
imødekommet med den allerstørste forståelse og sympati ganske uanfægtet af,
hvilket bevidsthedsniveau eller hvilken karaktertilstand man så end måtte tilhøre,
og som følge heraf også ganske uanfægtet af, hvilken holdning til
Livets Bog man så end måtte indtage.
I forbindelse
og kontakt hermed mener jeg at have ført Livets Bog uden om alle de realiteter,
der ellers ved fejlagtig erkendelse af bogens sande natur ville have gjort den
til et for nutidens og fremtidens selvstændige tanker og
manifestationer dogmatisk bindende eller frihedsberøvende monopol. (Citat
slut).
Denne tolerante holdning eller indstilling
til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også
givet udtryk for i blandt andet følgende citat:
(Citat, igen med nutids retskrivning)
Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den
til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den.
Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal
tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser,
må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine
egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det
bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til
selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium. (Citat slut.
Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i Kosmos Nr. 9 –
2009)
I forbindelse med det ovenfor sidst anførte
citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den
enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje
efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne
erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham.” (Min
fremhævelse).
© September
2016. Harry Rasmussen.
******************
Nogle personlige betragtninger
Allerførst må
læseren undskylde, at denne artikel ikke er en objektiv fremstilling af et
kosmologisk emne, men derimod er en ret så personlig og selvoptaget skildring,
hvilket primært skyldes emnets karakter af en slags personlig statusopgørelse.
Efter at have læst artiklen, vil nogle måske nok mene, dels at jeg er lidt
omstændelig i min udtryksmåde og dels, at artiklens titel burde have været ”Et
ur-komisk tilbageblik”! Nuvel, humor er aldrig i vejen, for som forfatteren
Piet Hein har udtrykt det (frit citeret): ”Den, som ta'r spøg kun for spøg, og
alvor kun alvorligt, har forstået begge dele lige dårligt.”
Men under alle omstændigheder må og skal det her siges og
fremhæves, at et studium, som det, der ligger bag denne artikel, i dette
tilfælde af Martinus' kosmologi og H.C. Andersens forfatterskab, i hvert fald
ikke er noget man kommer sovende til, hvorfor en artikel som bl.a. denne,
stiller krav til læseren om at møde frem med en seriøs interesse og fordomsfri
holdning til emnet. I skrivende stund har jeg for mit eget vedkommende mere
eller mindre koncentreret studeret de to åndelige sværvægtere, H.C. Andersen og
Martinus, og disses respektive forfatterskaber i hhv. 70 og 59 år.
Vel at bemærke uden at ville påberåbe mig ufejlbarlig sagkundskab.
Lad mig i øvrigt her indskyde, at de relativt mange henvisninger
i Noter og kilder til andre og mere eller mindre relevante artikler af mine i
form af links til disse, kun er ment som tilbud til læsere, der eventuelt er
interesserede i at gå i dybden med de her omhandlede emner. Alle andre vil med
sindsro kunne springe alle eller enkelte af disse links over.
Det, der især er baggrunden for artiklen, er to ting, nemlig for
det første, at tidsskriftet ”Kosmos” tilbage i sit december-nummer 2005
indeholdt en artikel med titlen ”Den lille pige med
svovlstikkerne”. Den artikel var en afskrift, foretaget af sagkyndige Ole
Therkelsen efter et båndet foredrag af Martinus, som denne havde holdt i
december 1956, og åbenbart gentog året efter, nemlig i december 1957, hvor jeg
selv hørte ham holde foredraget. Det var netop dette foredrag, der efter nogle
års studium frem til 1965 sporede mig ind på at foretage et sammenlignende
studium imellem Martinus Kosmologi på den ene side og H.C.Andersens
forfatterskab på den anden side. I alle årene lige siden havde og har jeg
’efterlyst’ selve foredraget, som jeg mente måtte findes enten på bånd eller
som manuskript, men ingen reagerede, skønt jeg ved flere lejligheder gjorde
opmærksom på, at jeg i henhold til god skik godt kunne tænke mig, at mine
skriverier om Andersen kunne henvise mere præcist til kilden. (1)
Men formentlig var det på grund af min ’efterlysning’ af det
nævnte foredrag af Martinus, at Ole Therkelsen på et tidspunkt reagerede og fandt
frem til dette. Hvilket jeg naturligvis er taknemmelig for. Imidlertid undrede
det mig, at Søren Hahn, en af tre redaktører af tidsskriftet ”Kosmos”, som dels
var den, der i slutningen af 1990’erne opfordrede mig til at skrive nye
artikler til bladet, også om andre emner end HCA, og som jeg dels ellers har
haft en god og flittig brev- og mailveksling med i mange år, åbenbart ikke
havde fundet anledning til på forhånd at meddele mig, at bladet ville bringe
Martinus’ nævnte artikel i starten af det nye år 2006. Det fandt jeg
besynderligt, dels i betragtning af, at Søren Hahn var godt bekendt med mine
skriverier om H.C.A., og dels fordi bladets stof udvælges ca. 3 måneder, før
det går i trykken. Hahn må derfor formodes at have vidst besked med Martinus-artiklen,
som jeg først erfarede om i bladets nr. 9-2005, hvori den foromtaltes. Men den
mulighed foreligger formentlig også, at Søren Hahn ikke har kendt til, at
Martinus-artiklen skulle trykkes i ”Kosmos”, eller – nok så sandsynligt – ikke
har syntes det var nødvendigt at meddele mig det, hvorfor han
naturligvis er lovligt undskyldt. Min korrespondance med Søren Hahn har altid
og under alle omstændigheder været inspirerende og nyttig.
Den anden ting var eller er, at jeg omkring december 2005 fik et
brevkort fra Erik Weirauch, som dengang var en slags frivillig sekretær på
Martinus Institut. Kortet var vedlagt udskrift af to artikler, som begge
handlede om H.C.Andersen, og som ifølge Weirauch begge ville blive bragt i
tidsskriftet ”Kosmos” nr. 1-2006, og som altså ville udkomme i januar samme år.
Den ene artikel havde titlen ”Snedronningen: Splinten fra
troldspejlet”, og var skrevet af Søren Olsen, som en overgang også var
medredaktør af ”Kosmos”. Den anden artikel hed som nævnt ”Martinus om H.C.Andersen”, og
var som ligeledes nævnt skrevet af Ole Therkelsen, der i mange år har været en
sagkyndig, trofast og fremtrædende medarbejder på Martinus Institut og som
normalt desuden har stået for det faktuelle stof i ”Kosmos”, og desuden bl.a.
for nyudgivelser af Martinus’ bøger, herunder de symbolbøger, som først er
blevet publiceret efter Martinus' død.
Hensigten med at tilsende mig udskrift af de to på det tidspunkt
endnu utrykte artikler, var fra Weirauchs side at spørge mig, om han eventuelt
skulle sende bladet til tre af mig angivne personer, som bladet efter aftale
normalt blev sendt til, når der var artikler af mig om HCA i bladet.
Hensigten
fra Weirauchs side var sådan set god nok, men min første reaktion var
forbløffelse og den næste skuffelse. Forbløffelse over, at Kosmos-redaktionen
efter at jeg – i øvrigt på opfordring af Søren Hahn - siden 2001, hvor
artiklen ”Livsmysteriet og barnesindet” udkom på engelsk i ”English
Kosmos” No. 2-2001 og på dansk i ”Dansk Kosmos” nr. 3-2001 - jævnligt havde
haft artikler om HCA i bladet, pludselig begyndte at godkende og trykke
artikler om samme emne, men af andre forfattere! Og skuffelse over, at det
skete, især fordi redaktionen på det tidspunkt havde flere af mine endnu
utrykte, men godkendte artikler om emnet liggende på ’lager’. Hvorfor ville man
ikke først trykke disse, før man lod andre skrive om præcis samme emne og på
omtrent samme grundlag? Det gik over min lille selvgode forstand.
(2)
Ganske vist har jeg ikke ’opfundet’ emnet om HCA og hans
forfatterskab set på baggrund af Martinus’ kosmologi, for det har Martinus selv
gjort, og Peter Zacho var mig bekendt den første, der i en artikel i 1948 tog
emnet op, og selvfølgelig har jeg heller ikke ’patent’ på dette, men jeg var
dog den første i nyere tid, der i nogle artikler i perioden 1974-77 tog emnet
op på ny, hvilket medførte, at mine artikler ”Poesiens
Messias” og ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds
Rige!”, blev trykt i hhv. ”Kosmos” 1976 og 1977, så det er vel forståeligt,
at jeg følte at der var tale om en slags pionerarbejde fra min side. Især i
betragtning af, at bortset fra en længere og ret interessant, god og velkommen
artikel af Søren Hahn i 1981: ”Forstands-Isspillet” (om eventyret
”Snedronningen”), var der ingen andre på den tid, der havde skrevet om
samme emne, før jeg i 1991-93 på opfordring af daværende redaktør Gunner
Frederiksen skrev en længere artikelserie om det til tidsskriftet ”Kosmologisk
Information”. Det viste sig, at det var forfatteren, foredragsholderen og
forlæggeren Per Bruus-Jensen, der havde anbefalet mig og min interesse for
emnet H.C. Andersen og kosmologien til Gunner Frederiksen. (3)
Den nævnte artikelserie på i alt 9 storartikler blev på foranledning af Gunner
Frederiksen i 1996 fulgt op med temahæftet ”H.C.Andersen – hans
livsanskuelse og forfatterskab i kosmologisk belysning”, hvori fandtes 5
af de nævnte 9 storartikler. Igen på opfordring af Gunner Frederiksen udkom på
samme forlag i 1997 min bog ”H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus”. Bogen
blev omtalt i nævnte tidsskrift og fik en god og anbefalende anmeldelse af
bladets freelance medarbejder, Lisa S. Burgess, den senere Lisa von Schmalensee
Magnússon. Sidstnævnte mente endda tilmed, at bogen ville være velegnet som
undervisningsmateriale: (Citat: ”Bogen kan med stor fordel inddrages i et
efteruddannelseskursus for dansk- såvel som filosofilærere, der hermed vil
kunne bringe en højaktuel levendegørelse af store spørgsmål ind i
undervisningen - og det uden på noget tidspunkt at berøre det mystiske eller
pinlige. For vi er jo blot i det centrale af tænkningen hos tre af Danmarks
berømteste mænd.” (Citat slut). Hvilket mig bekendt dog ikke blev til noget.
Men i øvrigt blev bogen end ikke nævnt i tidsskriftet ”Kosmos”. (4)
Noget, som også undrede mig, har været at ingen af de nævnte
forfattere - når vi ser bort fra Per Bruus-Jensen, - så meget som med et ord
har nævnt eller henvist til mig og mine HCA-artikler, som redaktionen og flere
andre skrivende Martinus-folk, nogle tilmed medlemmer af Rådet, trods alt
tidligere i private emails havde udtrykt deres glæde over og i enkelte tilfælde
begejstring for.
Min anden øjeblikkelige reaktion var derfor at opsige
abonnementet på ”Kosmos”. Altså opsagde jeg af bar skuffelse det nævnte
abonnement, dog kun midlertidigt. Desuden overvejede jeg også at opsige
abonnementet på tidsskriftet ”Den Ny Verdensimpuls”, hvis
indhold jeg i de senere år var blevet stadig mere utilfreds med,
især fordi bladet – særligt efter at tidsskriftet ”Kosmologisk Information”
havde skiftet navn til ”Den Ny Verdensimpuls” - ofte indeholdt artikler, som
jeg fandt lidt for langt ude på det dubiøse spirituelle marked. Men bladets
redaktion vedblev dog med at antage og trykke de artikler, jeg tilbød, så
derfor tøvede jeg med at opsige det. Den positive modtagelse af mine
skriblerier kom også til at gælde bogen ”JESUS – søn af
mennesket”, som på initiativ af forfatteren og forlæggeren Jan
Tarbensen udkom på forlaget Scientia Intuitiva i maj 2012. Bladet ”Den Ny
Verdensimpuls”s daværende nye redaktør, Ruth Olsen, skrev tilmed en
meget positiv anmeldelse af bogens indhold, hvilket jeg naturligvis behørigt
takkede for. (5)
Nogle – og især trofaste og sagkyndige Martinus-tilhængere – vil
jo nok mene, at jeg overreagerede på begivenhederne, og syntes, at jeg burde
have slået koldt vand i blodet. De mere garvede og trofast indstillede
Martinus-folk vil, hvis de overhovedet reagerer på, hvad de – og sikkert med
rette - betragter som en ubetydelig og tilmed personlig forfængelig egoistisk
begivenhed i den store sammenhæng, mene, at jeg dermed havde og har ’dømt’ mig
selv ude og at Gud i form af Martinus-sagen ikke længere havde eller har brug
for mig og mine evner og kræfter til Sagens almindelige fremme. Dette er der
ganske vist ikke blevet givet udtryk for eksplicit, men det har så at sige
ligget i ”luften”. Nuvel, det har jeg så levet med lige siden og foreløbig til
her i min relativt høje alder, hvor mit håb derfor står til, at der
forhåbentlig så vil være brug for mig på andre felter. (6)
Den stort set manglende interesse for og reageren på mine
skriverier, har dog ikke fået mig til at opgive skrivearbejdet, som i 2005 til
gengæld fik sin egen hjemmeside under titlen LIVETS EVENTYR (http://www.livetseventyr.dk/).
Her kunne jeg så få afløb for min skrivelyst, som kom og stadig kommer sig af,
at emnet fortsat optager mig seriøst, til trods for, at jeg nu har beskæftiget
mig med det i omkring 58 år. Men min interesse for filosofi og spirituelle
emner begyndte allerede i efteråret 1945, da jeg kun var 16.år. Og i skrivende
stund nu her i begyndelsen af maj 2016, hvor disse linjer skrives, er jeg godt
en måned fra fysisk set at fylde 87 år. (7)
Der er i øvrigt en
ting, der har slået mig gennem de mange år – jeg har kendt til og studeret
Martinus-sagen lige siden 1957, - at dens tilhængere generelt set er mennesker,
der på trods af, at næstekærlighed er sagens absolutte kerne, i hvert
fald lejlighedsvis udviser en stor mangel på medfølelse med andre mennesker og
i stedet køligt og ’objektivt’ – nogle vil måske kalde det ’kynisk’ - forklarer
alt med ordet og begrebet karma eller skæbne. Sådan som jeg
har forstået det, opfatter de pågældende det, som om de qua Martinus’
kosmologi, der sættes lig med Guds eget udsigtspunkt, også betegnet som et
”højpsykisk” udsigtspunkt, betragter verden og tilværelsen ovenfra, billedligt
talt fra bjergets top, medens andre, dvs. ukyndige ikke-Martinus-tilhængere,
meget bekvemt opfattes som, at disse på grund af deres manglende åndelige
udvikling er henvist til at opfatte tingene fra et relativt lavere
udsigtspunkt, dvs. fra et eller andet sted på ”sansebjerget”sskråninger.
Betegnelsen og begrebet ”sansebjerget” skyldes Martinus selv,
idet han især i Livets Bog IV, stk. 1089-92 giver en præcis
beskrivelse af, hvad der kan og skal forstås ved det i øvrigt ret interessante
og betydningsfulde begreb. (8)
Set i tilbageblik
og ud fra mit eget ’lavpsykiske’ udsigtspunkt, er det i øvrigt interessant, at
2. juledag den 26.12.2005, var det årsdagen for den vældige naturkatastrofe, i
form af den såkaldte tsunami – en kæmpemæssig flodbølge – der opstod som en følge
af et kraftigt jordskælv i Det indiske Ocean og oversvømmede store kystområder
i Indonesien, Thailand og flere andre steder i Sydøstasien.
Omkring 250.000mennesker, mænd kvinder og børn i alle aldre, omkom ved
drukning eller blev mast til døde i løbet af få sekunder eller minutter. Dertil
kommer et ukendt antal dyr samt de store materielle ødelæggelser, som løb op i
mange milliarder dollar-klassen.
I lighed med, hvad tilfældet var med den menneskeskabte
katastrofe den 11. september 2001, hvor bl.a. New York blev udsat for et helt
uventet terrorangreb, hvorunder to passagerfly, som til formålet var blevet
kaprede af en lille gruppe unge muslimsk-fundamentalistiske arabere, blev
fløjet direkte ind i de to kæmpehøje og såkaldte tårnbygninger i det berømte World
Trade Center (WTC), gav tsunami-katastrofen mig også anledning til endnu engang
at gøre indsigelser imod den måde, som fundamentalistiske Martinus-folk har for
vane at betragte den slags katastrofer på, nemlig med kølig og overlegen
henvisning til skæbnens årsagslov. Min indsigelse havde også i dette tilfælde
form af en artikel, her med titlen ”Skyldig eller ikke-skyldig?”, som
blev trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1 – 2002, og
artiklen ”Åbent brev til Per Bruus-Jensen”, Den Ny Verdensimpuls nr.
2 - 2005. Det skal siges, at Per Bruus-Jensen – tidligere fremtrædende
medarbejder ved Martinus Institut og i flere år eneste medredaktør – Martinus
var selv hovedredaktør - af tidsskriftet ”Kosmos”, et stykke ad vejen var enig
i mine synspunkter. Men han så sig alligevel henvist til at måtte forlade sig
på de skæbnemæssige årsagssammenhænge, som i henhold til Martinus’ kosmologi
skulle være forklaringen på, at bl.a. den slags katastrofer kan forekomme. (9)
Personligt var og er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt Martinus’
henvisninger til skæbnemæssige årsagssammenhænge, skal forstås som absolut
ufravigelige årsagssammenhænge, der ikke levner mindste plads for begrebet
’tilfældighed’. Martinus mener godt nok, at livets og tilværelsens kompleksitet
rummer mulighed og risiko for, at tilfældig, dvs. ufortjent, skæbne ville kunne
ramme individet, hvis ikke der lige præcis eksisterede eller fandtes det
fænomen og begreb, han betegner som ”skytsengleprincippet”. Dette
skal forstås sådan, at skytsenglene – også betegnet som skytsånderne, - f.eks.
i form af nyligt fysisk set afdøde eller for længst fysisk set afdøde
mennesker, det være sig slægtninge eller nære venner, ved at gribe ind i ’rette
tid’ så at sige kompenserer for det ’hul’ i skæbneloven, der ellers ville have
kunnet medføre, at et individ risikerede at blive påført en negativ skæbne, som
vedkommende rettelig set ikke selv har været eller er årsag til, og derfor
rettelig ikke har fortjent. Altså en mulig form for uretfærdighed. (10)
Et af mine
hovedargumenter imod denne opfattelse af skæbne og tilfældighed var og er, at
det vel i det mindste kunne tænkes, at skytsåndernes overvågning af individet
og dets skæbne eller livsforløb i nogle tilfælde eller situationer kan have
svigtet, som f.eks. i forbindelse med angrebet på WTC eller den naturskabte
kæmpebølge tsunamien, der i begge tilfælde kom eller opstod med overraskende
pludselighed, så at i hvert fald intet jordisk menneske på nogen måde ville
have kunnet forhindre det. For hvorfor skulle skytsånder ikke lige så vel kunne
overraskes, som almindelige jordiske mennesker kan blive det? Ja, men der er
desuden de højere verdeners skytsånder, der uafbrudt overvåger begivenhedernes
gang på bl.a. Jorden, lyder forklaringen. Disse skytsånder repræsenterer i
henhold til Martinus jo de højere lag i Guds bevidsthed, og i både første og
sidste instans er det i virkeligheden Gud selv, der overvåger og råder. Og alt
er jo muligt for Gud, som siges at have omsorg for selv det mindste lillebitte
kryb i universet – kosmisk set vel at mærke. For omsorgen kan ifølge Martinus
paradoksalt nok meget vel indebære en – ganske vist midlertidig
– ubehagelig eller ligefrem lidelsesfyldt skæbne.
På denne måde kan
Martinus’ skæbneforklaring måske siges at være ’vandtæt’, for argumenterne for
og imod vil uvægerligt ’bide sig selv i halen’. Jeg siger ikke hermed, at hans
årsagsforklaringer ikke er gyldige eller sande, for det er jeg ikke
kvalificeret til, men kun, at de er vanskelige for en almindelig menneskelig
forstand som min at forstå. Uden at man dog derfor behøver at tillægge det
bibelske udsagn, at ”Guds veje er uransagelige”, absolut gyldighed, hvilket
Martinus jo netop ikke gør. Men naturligvis er det ikke almindelige mennesker,
som f.eks. mig, givet at kunne ’læse’ eller ’tolke’ Guds tanker, følelser,
hensigter osv., så i den forstand er Guds ’veje’ ikke til at ’ransage’ eller
fatte, hvis disse overhovedet er til at fatte for nogen som helst. Det mener
Martinus ganske vist, men om hans opfattelse er gyldig og sand, det må
foreløbig stå hen som et ubesvaret spørgsmål – i hvert fald for mig, også
selvom hans livsværk, ”Det Tredje Testamente”, muligvis kunne tyde på at det er
muligt for et menneske at tilegne sig et (påstået) overordnet helhedssyn på
verden, livet og tilværelsen. At Martinus formodentlig har kunnet se en
sammenhæng og helhed og mening med tilværelsen, er jo desværre ikke
ensbetydende med, at også jeg kan se det samme, med mine egne ’øjne’ vel at
mærke. For jeg ejer hverken ydmygheden eller evnen til ubetinget at tro på, at
alt hvad han har sagt, skrevet og fremlagt og givet en angiveligt logisk
analyse af og forklaring på, hvor klogt og vist denne end forekommer at være,
er absolut sandhed og virkelighed. (11)
For fuldstændighedens
skyld, skal det her pointeres, at jeg personlig er fuldkommen enig i Martinus’
opfattelse af og ’tro’ på Guds eksistens som et almægtigt, alvist og alkærligt
og altbelivende under og væsen, i hvis varetægt alt og alle befinder sig, så
meget mere som at alt og alle er organisk integrerede dele af Gud. Kort sagt:
Alt og alle er i Gud, og Gud er i alt og alle. Men det kræver naturligvis en
nærmere definition og forklaring af almagt, alvisdom og alkærlighed, for at
kunne forstå berettigelsen af disse begreber, lige som det vil være nødvendigt
at indse, at hvis og når begreberne ser ud til altid at optræde parvis og være
udtryk for et indbyrdes og komplementært modsætningsforhold, - og det ser ud
til at være tilfældet, - som f.eks. med liv og død, dag og nat, godt og ondt,
lykke og ulykke, osv., osv. - så må der derfor også findes både
årsagsbestemthed og – i hvert fald tilsyneladende - tilfældighed og dermed også
både retfærdighed og uretfærdighed i tilværelsen.
Men her er det, at
Martinus hævder, at opfattelsen af den såkaldte uretfærdighed i tilværelsen kun
forekommer og beror på, at begreberne og fænomenerne retfærdighed og
uretfærdighed – i øvrigt af kosmisk set udviklingsbestemte årsager - kun ses og
opleves i et såkaldt ”lavpsykisk” sanseperspektiv. I og med sit i god forstand
storslåede og nærmest eventyrlige verdensbillede, redegør Martinus i en
fremragende serie analyser for det, han betegner som ”Menneskehedens
bevidsthedskategorier” og ”Den seksuelle polforvandling fra ”A-” til ”K-menneske”.
Ved at gennemlæse og prøve at forstå disse analyser, vil man kunne blive
klogere både på menneskeheden og – måske ikke mindst – sig selv. (12)
Imidlertid er det ikke her stedet til at give en beskrivelse af,
hvordan menneskehedens og det enkelte menneskes noget komplicerede situation
tager sig ud set i det overordnede kosmiske perspektiv, hvori Martinus anskuer
situationen. En sådan (forsøgsvis) forklaring fra min side, har jeg dog faktisk
forsøgt at give i nogle af mine senere og seneste artikler, som der her
henvises til i noten. (13)
© Maj 2016 Harry Rasmussen.
_______________________________
1. H1-02. LIVETS EVENTYR - En
introduktion til emnet og H1-03. LIVETS EVENTYR - Optakt
til hjemmesiden. Om eventyret ”Den lille Pige med Svovlstikkerne har jeg i
øvrigt skrevet artiklen 3.16. Det dejligste
juletræ – om H.C.Andersens eventyr ”Den lille pige med
svovlstikkerne”
2. Artiklen
”Livsmysteriet og barnesindet” vil også kunne læses via dette link: http://www.livetseventyr.dk/3-15Frame.htm
3. Se evt. mine artikler
3.02. ”Poesiens
Messias” – om H.C.Andersens forventning om livspoesiens
’forløser’ og 3.04. ”Uden at I
bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!” (I) – om
’barnesindet’ som forudsætning og 3.05. ”Uden at I
bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!” (II) – om
’barnesindets’ nødvendighed. - Søren Hahn: ”Forstands Isspillet” vil kunne
læses via dette link: http://www.martinus.dk/da/kosmos/kosmos/1981/kos1981-12-138.php
4. Lisa S. Burgess anmeldelse af bogen
”H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus” kan læses via dette link: http://aakanden.dk/anmeldelser/andersen,%20%C3%B8rsted%20og%20martinus.html
5. Bogen ”JESUS – søn af mennesket”
(2012) er redigeret af forlægger Jan Tarbensen på grundlag af et manuskript på
hjemmesiden LIVETS EVENTYR med titlen JESUS
menneskesønnen I og JESUS
menneskesønnen II. Ruth Olsens anmeldelse af bogen vil
kunne læses via dette link: file:///C:/Users/hr/Downloads/impuls-2012-2-juni%20(1).pdf
6. Vedr. den opfattelse, at
Martinus-sagen overordnet set er identisk med Guds vilje, se artiklen:
2.07. Guds vilje –
tanker til overvejelse. Om dogmatik og ortodoksi kontra fri
tanke og forskning. - Ang. manglende anerkendelse fra kompetent side, skal det
dog her siges, at redaktør Hahn på egne vegne og så sent som i maj 2016 i en
privat email har givet udtryk for stor anerkendelse og påskønnelse af mine
skriverier omkring Martinus' kosmologi og H.C. Andersens forfatterskab.
7.
Det bør dog retfærdigvis nok her nævnes, at samtlige mine artikler, der
har været trykt i hhv. tidsskrifterne ”Kosmos” og ”Den Ny Verdensimpuls”, er
registrerede i disses årsoversigter. Desuden er samtlige mine artikler om H.C.
Andersen registreret i årsskriftet ANDERSENIANA's
Litteraturoversigter.
8. I LIVETS BOG IV henviser Martinus
til Symbol nr. 7, som imidlertid senere i Symboloversigten er blevet
ændret til Symbol nr. 28: Det evige liv eller livsstigen: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-28 Se
og læs Livets Bog IV via dette link:http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=54
9. Vedr. skæbne, skyld
og retfærdighed, se f.eks. artiklerne 4.29. Hvorfor?
– om skæbnens gru, 4.72. Skæbnens gru -
igen! – Skæbne eller tilfældighed? og 4.75. Skæbnens gru – i
tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? -
Vedr. terror-angrebet på WTC, se f.eks. artiklen ”Konspirationsteorier –
sandhed eller falsum?”: http://www.livetseventyr.dk/4-36Frame.htm - se specielt
afsnittet Terror-angrebet på WTC
10. H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgave – om
skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder. Artiklen Skyldig eller ikke
skyldig?: file:///C:/Users/hr/Downloads/impuls-2002-1-marts%20(1).pdf og
artiklen Åbent brev til Per Bruus-Jensen: file:///C:/Users/hr/Downloads/impuls-2005-2-juni.pdf. Se
endvidere Symbol nr. 21 Den evige, kosmiske organiske forbindelse mellem Gud og
gudesøn: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-21 Deri
forklares det kosmisk-organiske forhold mellem Gud og det levende væsen,
herunder naturligvis også mennesket.
11. 3.41. Hvorfor udødelighed, evigt liv og reinkarnation? 3.42. Opfølgning af
artiklen ”Hvorfor udødelighed, evigt liv og reinkarnation? og
3.43. Hvad er
meningen? … med livet og verden forstås!
12. Se artiklerne H1-35. Den jordiske
menneskeheds bevidsthedskategorier og H1-14. Polforvandlingens
seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske. Se endvidere
artiklen 4.67. Begrænset ’synsfelt’ – Om forholdet mellem almindelig
bevidsthed og kosmisk bevidsthed. - Den læser, der især gerne vil gå i dybden
med emnet bevidstheds- eller personligheds kategorier, kan jeg anbefale at læse
artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og
kosmologisk set, og herunder specielt afsnittet Den jungianske
personlighedsmodel. Det forekommer mig, at Martinus' og Jungs respektive
opfattelse af den menneskelige personlighed supplerer hinanden til fordel for
begge.
13. 4.56. Tror du på Gud?
– En lidt svær dialog. 4.57. Tror du på Gud?
– En lidt svær dialog (fortsat) og 4.58. Guds Rige og
Livets Eventyr – en aktuel kommentar
© Maj 2016 Harry Rasmussen.
******************
Fortsættes i artikelseriens 5. del.