Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 4. del:

 

________________________________

 

 

Skæbne og skyld

Er der hensigtsmæssighed

og retfærdighed i tilværelsen?

 

Indledning

Vil straks minde læseren om, at eftersom Martinus’ værker i lighed med megen anden litteratur er offentligt tilgængelige, forbeholder jeg mig retten til at beskæftige mig frit, åbent, uafhængigt og sagligt kritisk vurderende med Martinus’ så vel som med enhver anden form for offentlig tilgængelig filosofisk, åndsvidenskabelig og religiøs litteratur. Denne grundholdning mener jeg faktisk er i nøjeste overensstemmelse med, hvad Martinus selv opfordrede studerende af hans kosmiske analyser og facitter til at gøre, hvilket fremgår eksplicit af blandt andet Fortalen til ”Livets Bog I”. Det fremgår desuden også af bl.a. følgende citat:

 (Citat) Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium. (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i Kosmos Nr. 9 - 2009)

Netop fordi jeg forholder mig frit, åbent, uafhængigt og sagligt kritisk til Martinus’ såkaldte kosmiske analyser, har jeg med al respekt tilladt mig i nogle af mine artikler her på hjemmesiden at påpege de steder, hvor de nævnte analyser efter min bedste forståelse og overbevisning forekommer mig helt eller delvist ikke at være i overensstemmelse med, hvad der ud fra almindelig erfaring og især natur- og humanvidenskabelig viden må og kan forstås som virkelighed. Det drejer sig blandt andet om Martinus’ analyser af begreber og fænomener som netop skæbne, skyld, hensigtsmæssighed og retfærdighed. Men før jeg går nærmere ind på selve emnet, vil jeg for god ordens skyld gerne gøre opmærksom på, at jeg udmærket er klar over, at Martinus til trods for sin ovenfor nævnte direkte opfordring til studerende af hans kosmiske analyser, om under studiet af disse at benytte sig af selvstændig tænkning og analyse, også advarer samme studerende om risikoen for at komme til at fremstå som en utilsigtet modstander af hans analyser. Denne advarsel har han blandt andet fremsat i artiklen ”Tærskelens vogtere” fra 1937, hvorfra der senest i tidsskriftet KOSMOS nr. 2-2015 under stykoverskriften ”Om kritik af verdensgenløseren” er bragt følgende citat:

(Citat) Alle, der har sand interesse af åndsvidenskab og har interesse af mit arbejde, er i nærheden af lyset, er mere eller mindre begyndt at føle det vidunderlige velvære, det kan skabe i sjælen, og er i tilsvarende grad mere eller mindre blevet dets disciple. Men da De jo ikke har nået ”den store fødsel”, vil der være naturer i Dem, der ikke er færdige. Og disse naturer vil altså bevirke, at De alle sammen, hver især, mere eller mindre, før eller senere kan komme til at fremtræde som en ”Judas” og ubevidst være en forræder mod det lys, der er blevet deres livs største lykke. Vær derfor alle på vagt. De kan uden at vide af det komme til at stå overfor selve verdensgenløseren. Og da han er absolut ufejlbarlig med hensyn til de højeste fakta, og de herudfra af ham foretagne dispositioner er de eneste absolut rigtige, vil De uvægerlig komme til kort i enhver situation, hvor De udløser kritik og mener, at han burde handle anderledes, burde gøre dette eller hint på den måde, som De mener er rigtig, og som måske lige akkurat er kontrasten til verdensgenløserens opfattelse. Og husk yderligere på, at Deres kritik i hans nærhed er dobbelt farlig for Dem selv, idet denne nærhed bevirker en forstærket mobilisering af alt i Deres bevidsthed, der kan tjene til at camouflere Deres kritiks begrundelse med den mest ædle eller englelige skikkelse, således at denne i de mest gyldne og strålende farver lader Dem være overbevist om, at De har ret, viser Dem på samme måde, at De er uretfærdigt behandlet, at De er martyr, er forfulgt, hvis ikke verdensgenløseren retter sig efter Dem.

     Men en verdensgenløser går ikke på akkord med menneskenes dårlige og egoistiske begær, ligegyldigt hvor meget man så end har støttet ham, ligegyldigt hvor meget man så end selv synes at have ofret sig for ham, hans sag eller lyset. For ham er alle menneskelige bevidsthedstrin åbenbaret, og enhver menneskelig vildfarelse rutinemæssigt let gennemskuelig. Han kan derfor kun følge sin egen bane uafhængig af ros og dadel, uafhængig af udsigten til medvind eller modvind, uafhængig af udsigten til derved at miste venner eller skaffe sig fjender. Kun på denne måde alene kan han permanent være ”ét med vejen, sandheden og livet”. – I modsat fald ville han jo være ét med de vildfarne, de forblindede og ufærdige væsener, hvis magt og indflydelse han bøjede sig for.

     Jeg har ikke hermed sigtet til nogen eller noget inden for Sagen her, men kun ønsket at fremføre for Dem de principielle tildragelser, der er karakteristiske for den udviklingszone, De befinder Dem i, og som De derfor alle mere eller mindre kan komme ud for her i lysets nærhed, eller når De begynder at overskygges af ”den hellige ånd”.

     Og hvis De nu vil spørge mig, hvornår De kan være sikker på ikke at være en ”Judas”, da må jeg svare: ”Når De er blevet så indlevet i det guddommelige lys, at De føler, at ingen kan gøre uret og ingen kan lide uret, og at De selv er enhver mod Dem rettet ubehageligheds dybeste årsag og derfor aldrig kan føle Dem som martyr, aldrig kan føle Dem uretfærdigt behandlet af den eller den, ligegyldigt hvad dette vedkommende så end måtte gøre imod Dem, og derfor heller aldrig kan vredes imod nogen eller noget, men hele tiden lever i en permanent glæde i oplevelsen af verdensplanens højeste og sidste facit: Alt er såre godt. Da behøver De ikke at frygte for, at De er en Judas, thi da kritiserer og angriber De ikke den eller det. Da kan De allerhøjest i al venlighed trække Dem tilbage fra denne eller hin, som ikke kan være i harmoni med Dem. Thi da er De selv blevet ”vejen, sandheden og livet.” (Citat slut)

 Ovenstående citat er i øvrigt fra et foredrag af Martinus holdt i det, der dengang hed Kosmos Feriekoloni i Klint, torsdag den 15. juli 1937. Første gang bragt i tidsskriftet Kosmos i 1937. Det følgende citat fra samme artikel, som også er gengivet i Artikelsamling 1, vil kunne tjene til at belyse lidt af baggrunden for det ovenfor gengivne citat:  

(Citat) Tærskelens vogtere 1937

Jeg plejer ved foredragene her i kolonien at holde mig til emner, der er umiddelbart aktuelle i det daglige liv, og undgår derfor, så vidt muligt, at komme ind på svære og mere højtliggende analyser. Derfor vil jeg også gerne i aften tale om et emne, der i særlig grad har bud til os alle. Dette emne hedder "tærskelens vogtere".

      Jeg har ikke før talt ret meget om dette emne, men har derimod bebudet dets uddybning i "Livets Bog", hvilket også vil blive gjort.

      Hvad er da det for en "tærskel", og hvad er det for "vogtere"? –

      Jeg har i mit arbejde lært Dem, at det jordiske menneske er på et stadium i udviklingen, hvor det befinder sig som en "såret flygtning mellem to riger". De er jo alle sammen hver især et væsen, der har udviklet Dem fra primitive dyriske stadier frem til Deres nuværende jordmenneskelige stadium. Dette stadium er i særlig grad skuepladsen for kulminationen af al lidelse og smerte, der jo igen skyldes dette, at De har fået udviklet Dem til at kunne være medbestemmende i skabelsen af Deres daglige liv. De har fået evnen til at kunne gå. De kan sidde ned og stå op. De kan tale osv., alt sammen efter Deres eget forgodtbefindende, ønske og vilje. Det bærende i denne viljeudløsning er begæret efter det behagelige. Men det er ikke alt, der virker eller fornemmes som behageligt, der er det rigtige og dermed det sundeste og mest i kontakt med verdensplanen. Enkelte giftstoffer kan til eksempel ligefrem være søde og velsmagende, men er ikke desto mindre absolut dødbringende. Mange manifestationer kan se ud som rigtige, som højt moralske og retfærdige, have skæret af kærlighed, men er ikke desto mindre også absolut lidelsesfrembringende, skabende sorg og ulykke, mentalt såvel som fysisk ødelæggelse og lemlæstelse. (Citat slut)

Ovenstående citat kan læses i Artikelsamling 1, stk. 9.1. under overskriften Det jordiske menneske er en "såret flygtning mellem to riger".

Som Martinus også skriver i citatet her ovenfor, så har han i øvrigt i løbet af de efterfølgende mange år til fulde uddybet emnet ”tærskelens vogtere” i ”Livets Bog” I, III, IV, VI, VII, Symbolbogen Det Evige Verdensbillede III, Småbog nr.12a: Vejen til indvielse, Småbog nr. 19c: Kosmiske glimt.

Kommentar til de to Martinus-citater

Set i det berømte bakspejl står det lysende klart, at når Martinus i 1937 fandt det aktuelt og nødvendigt at introducere begrebet ”tærskelens vogtere” til sine tilhørere og læsere, hang det umiskendeligt sammen med den situation som hans ”Sag” og arbejde befandt sig i på det tidspunkt. Dengang var det kun 1. bind af ”Livets Bog”, der var udgivet, nemlig i juli 1932, medens hans næste bogværk, bogen ”Logik”, først udkom i 1938. Derimod var flere af Martinus’ artikler blevet publiceret allerede i begyndelsen af 1930erne, først i tidsskriftet ”Okkultisten” og fra 1933 i hans eget tidsskrift ”Kosmos”, hvis første nummer udkom i april 1933. Fra 16. maj 1937 holdt Martinus foredrag i den nyopførte og første foredragssal i Kosmos Feriekoloni, det nuværende Martinus Center i Klint. Et af disse foredrag var altså ”Tærskelens vogtere”, der som nævnt allerede var blevet trykt i tidsskriftet Kosmos første nummer.

Den ydre anledning til foredraget og artiklen ”Tærskelens vogtere” ser ud til at have været nogle personrelaterede uoverensstemmelser mellem nogle markante Martinus-tilhængere og især Martinus’ førstesekretær, den initiativrige og meget dygtige, men også kontroversielle Erik Gerner Larsson. De implicerede ’opponenter’ var især forfatteren Lars Nibelvang og forfatteren Helmer Fogedgaard, redaktør og udgiver af tidsskriftet ”Okkultisten”, som begge hver for sig var ivrige tilhængere af Martinus’ livs- og verdensopfattelse, men samtidigt var stærke kritikere af Gerner Larsson og dennes dispositioner, og som selv nærede store ambitioner om at komme til at spille en førende rolle indenfor Martinus-sagen. Martinus måtte imidlertid skuffe dem med, at det ikke kunne blive tilfældet, for hans dispositioner på Sagens vegne inkluderede ikke de to nævnte personer. Dette fremgår umiskendeligt dokumenteret i Kurt Christiansens 2-binds værk ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”, udgivet af Forlaget Kosmologisk Information i 2005, som i hvert fald efter min mening er et uundværligt videnskabeligt værk, når det drejer sig om Martinus’ liv og karriere. Kurt Christiansen går heri også bagom den mytedannelse, der i tidens løb har dannet sig omkring personen Martinus.  

For at bidrage til at forklare og uddybe baggrunden for det ovenfor skrevne, skal jeg allerede her bringe et citat fra min utrykte artikel 2.22. Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse, som er skrevet i 2008. Fra denne skal her gengives følgende citat:

(Citat) Hvad angår opfattelsen af Martinus som ”verdenslærer” eller ”bærer af en ny verdenskultur”, nødes man nok til at give Hohlenberg delvis ret i, at dette faktisk også var Martinus’ selvopfattelse helt fra begyndelsen af hans karriere. Herom vidner en skriftlig udtalelse af hans nære ven, Lars Nibelvang, som personligt var overbevist om, at Martinus var en ny åndelig mester eller mahatma, dvs. stor vismand. Nibelvang har fortalt om en dag, da han som så ofte før havde fået besøg af Martinus, og skildringen lyder nærmest som skrevet af en, der er betaget eller ligefrem forelsket i den anden person:

 

”Jeg greb en bog, som indeholdt okkultisten Percivals’ vidunderlige beskrivelser af adepter, mestre og mahatmaer og slog op på det sted, der viser os en mahatma i den åndelige verden hinsides tiden, rummet og formernes verden. Jeg læste op for ham. Han bøjede sit hoved og smilte til mig.

”Ja,” sagde han, ”det er rigtigt beskrevet, sådan er det. Jeg ser gennem formernes forskellige verdener og opfatter alt som en helhed. Hvor som helst jeg retter min opmærksomhed hen, er jeg bevidst. Tingene ligesom passerer revy for mine øjne efter ønske.

Men mit centrum er overgivet til de guddommelige love, og jeg stiller mig fuldstændig til tjeneste. Verden skal have lov til at drage alt det ud af mig, som den måtte have brug for, og ikke hvad jeg selv personligt kunne ønske!”

”Du er jo en mahatma, en verdensfrelser!” næsten råbte jeg i ivrighed.

”Tys! Vi skal ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre sammenligninger.. Jeg er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og se. Du må absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte. Min tid er endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser; der er kun én klasse for mig – og det er sønner af guden.

Jeg er den lærer, Gud har givet dig, og du skal blot lytte til, hvad jeg har at sige dig, og efter evne søge at følge mit eksempel.

For øvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!” (Note 20)

 

Under læsningen af ovenstående citat, klinger der uvilkårligt nogle udtalelser af en anden og nok så berømt person for ens indre øre, nemlig Jesu ord til sine disciple under sin første forudsigelse af den skæbne, han var udset til at skulle gennemgå. Den principielle overensstemmelse var nok ingen tilfældighed, for Martinus havde faktisk et grundigt kendskab til Bibelen, og ikke mindst til Det Nye Testamente:

 

”Da Jesus var kommen til egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: ’Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: ’Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre Jeremias eller en anden af profeterne.” Han spørger dem: ’Men I, hvem siger I, at jeg er?’ Og Simon Peter svarede og sagde: ’Du er Kristus, den levende Guds Søn.’ Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Salig er du, Simon Jonas’ søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene. Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.’ Da forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus.” (Note 21)

 

Men man kan naturligvis påstå, at der med ovenfor anførte citat af Lars Nibelvang er tale om dennes personlige opfattelse af Martinus, og at citatet af, hvad han har sagt ved den pågældende lejlighed, måske ikke er korrekt opfattet eller gengivet. Men hvis det derimod står til troende, så må man nok indrømme, at Hohlenbergs påstand om ”verdenslæreren” trods alt indeholder en vis grad af sandhed. Desuden var det ikke kun Nibelvang, der opfattede Martinus som en ”verdenslærer”, eller for at bruge Martinus’ eget udtryk: en ”verdensgenløser”, for det var der også mange andre af hans tilhængere, der gjorde og gør. Og det rokker ikke ved denne kendsgerning, at Nibelvang flere år senere en overgang delvis skiftede opfattelse af, hvem og hvad Martinus var. Det hang sammen med skuffede forventninger fra Nibelvangs side, og med nogle interne kontroverser mellem ham og Martinus’ første sekretær, Erik Gerner Larsson, som Nibelvang i modsætning til Martinus fandt uegnet til denne opgave. Men Nibelvang bevarede trods alt livet igennem en stor taknemmelighed og beundring for personen Martinus og hans kosmologi, lige som Martinus aldrig glemte, hvad Nibelvang havde betydet for ham i de første mange år af hans karriere. (Note 22)

 

Som Hohlenberg faktisk skriver i sit gensvar til Martinus, så er der i og for sig intet galt i at erklære sig som en ”verdenslærer”, men derimod i, at man ikke vil stå ved det offentligt. Det er dog et spørgsmål, som kan betragtes fra flere vinkler, bl.a. denne: Martinus’ mission og værk er af en så ekceptionel karakter, og var det måske især ved sin fremkomst, at dette ligeud at erklære sig som ”verdenslærer”, eller som Martinus foretrækker at kalde det: ”verdensgenløser”, på forhånd ville have lukket nogle døre i en verden, som den vestlige, hvor den materialistiske livs- og verdensanskuelse foreløbig er i højsædet.

 

Personlig skal jeg gerne tilstå, at efter omkring et halvt hundrede års studium af Martinus’ kosmologi, herunder overværelsen af adskillige af Martinus’ egne foredrag i 1950’-70’erne, har jeg ingen problemer med at acceptere og anerkende Martinus som ”verdensgenløser” i den forstand, hvori han selv definerer begrebet. I øvrigt lagde han ikke selv så megen vægt på denne side af sit virke, og førte sig i hvert fald i sine manddomsår og alderdom ikke frem som sådan, men lagde mere hovedvægten på, at hans mission og værk var et udtryk for den ”Talsmanden, den hellige Ånd”, som Jesus profeterede skulle fremstå i ”de sidste tider”. (Note 23) (Citat slut) 

Men alt dette var jo ukendt for mig, da jeg i efteråret 1957 for første gang stiftede bekendtskab med personen Martinus og hans dengang endnu ikke afsluttede livsværk. Om dette møde har jeg senere skrevet flere artikler, først og fremmest 3.02. ”Poesiens Messias” – om H.C.Andersens forventning om livspoesiens ’forløser’, som findes trykt i tidsskriftet Kosmos nr. 4, 1976, dernæst artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, trykt i Kosmos nr. 12 – 2001, samt artiklen 4.71. Mit møde med Martinus og hans værk – Et møde med livsvarig konsekvens, trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3 – 2012.

Det ufuldkomne og det fuldkomne menneske

Som det formentlig allerede står læseren klart, så skelner Martinus i sin kosmologi mellem det ufuldkomne og det fuldkomne menneske, hvilket i øvrigt er tydeligt fremgået af de tidligere ovenfor gengivne citater fra Martinus-artiklen ”Tærskelens vogtere”, specielt af det under stykoverskriften ”Om kritik af verdensgenløseren”. Deri omtaler Martinus ikke mindst den risiko for utilsigtet at komme til at blive en ”Judas”, der består for den endnu ufuldkomne studerende af hans kosmiske analyser. Altså at blive en forræder overfor ”det guddommelige lys”, som disse analyser repræsenterer og kanaliserer i henhold til Martinus selv. Problemet for os ufuldkomne mennesker består i – stadig i henhold til Martinus – at vi ikke selv er klar over situationen, hvorfor vi i vores selvgode tiltro til eget ego fremturer i og med ”forræderiet”. Sidstnævnte består ifølge Martinus i særlig grad i en kritik af verdensgenløseren og dennes dispositioner på sin sags eller missions vegne. I og med udtrykket og betegnelsen verdensgenløseren refererer Martinus – jævnfør med det tidligere ovenfor skrevne - primært til Jesus Kristus og implicit også til sig selv.

Det har naturligvis ikke kunnet undgås, at tanken om at jeg selv udgør en ”Judas” i forhold til Martinus’ sag og livsværk, i og med at jeg i flere af mine artikler har forholdt mig kritisk til dele af hans dispositioner og i øvrigt også til dele af hans analyser. Det har jeg gjort og gør som et selvstændigt tænkende og analyserende menneske og studerende af Martinus’ i øvrigt aldeles fremragende og detaljerede kosmiske analyser og livsfacitter. Men måske netop deri består mit mulige selvbedrag, hvilket jeg i så fald må leve med og faktisk har levet med omtrent siden jeg i begyndelsen af 1970erne mener at have tilegnet mig et overblik over det fabelagtige verdensbillede, som Martinus i løbet af et langt liv har manifesteret og lagt navn til.  

Det er særligt i artiklen 2.07. Guds vilje – tanker til overvejelse. Om dogmatik og ortodoksi kontra fri tanke og forskning, trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 4 – 2009, at jeg har følt mig foranlediget og dristet mig til at kritisere nogle af Martinus’ dispositioner, om end kritikken kun indirekte er rettet mod Martinus. For at give læseren et indtryk af, hvad kritikken i artiklen i det væsentlige går ud på, vil jeg her bringe følgende to citater fra denne:

 

(Citat) Autoritær og absolutistisk

Et fundamentalt problem med religioner og livsanskuelser, der påberåber sig at være etableret gennem såkaldt guddommelig åbenbaring er hovedsagelig, at disse erfaringsmæssigt gør krav på absolut autoritet både for sig selv og for den vismand eller profet, der har fungeret som ’medium’ for åbenbaringen.

Eftersom en utvivlsom vismand som Martinus også henholder sig til, at der ligger guddommelige åbenbaringer til grund for hans kosmologi, vil der efter min opfattelse derfor være mindst tre principielle spørgsmål, som det vil være fornuftigt og formålstjenligt at stille og tage under grundig og saglig overvejelse i den sammenhæng. Disse spørgsmål gælder den institution, som i praksis har til opgave og formål at administrere såvel den materielle som åndelige arv efter Martinus. De tre spørgsmål, der her tænkes på, drejer sig dog især om den åndelige arv i form af ”Det Tredie Testamente”, mere specifikt den kosmologiske lære, som Martinus har skabt og lagt navn til. De tre spørgsmål kunne f.eks. lyde som følger:

 

1. Er det trods alt ikke udtryk for autoritær og absolutistisk indstilling og holdning, når man henholder sig til, at alt, hvad f.eks. Martinus Institut står for, overordnet set er bestemt og bestemmes af Guds vilje?

 

2. I konsekvens heraf, bliver individet da andet, end en uselvstændig og i grunden viljeløs marionet i skaberens hænder?

 

3. Er det ikke betænkeligt, når en institution, den være sig åndelig eller religiøs, påberåber sig guddommelig styrelse og dermed en vis (absolut) autoritet?

 

Baggrunden for at stille disse tre spørgsmål, er den også indenfor Martinus-sagen dominerende forestilling om Guds forsyn eller omsorg for mennesket (specielt forsyn) og for den skabte verden (almindeligt forsyn), Guds opretholdelse og forudbestemmelse af denne, Guds virken i naturen og historien, som leder dem mod de af ’ham’ fastlagte mål. (Citat slut) 

Næste citat fra samme artikel lyder som følger:

(Citat) Generelle betænkeligheder

Generelt set er det betænkeligt, når Guds vilje tolkes sådan, at der også er risiko for at de fordomme og idiosynkrasier, som det til enhver tid siddende Råd og den til enhver tid siddende Kosmos-redaktion eller øvrige medarbejdere på trods af al god vilje måtte have, skulle være udtryk for den guddommelige vilje. Dermed har man jo nemlig dels afskåret sig fra virkelig dialog og dels garderet sig imod enhver form for kritik, også selvom denne fremføres med saglige argumenter. Denne vil nemlig i bedste fald og til enhver tid blive afvist som ’opposition’ imod Guds vilje, og som sådan anses kritikken ikke alene for at være forfejlet men også nyttesløs. Imidlertid er det, hvad Martinus selv mente om Guds vilje og desuden også på forhånd godkendte og statuerede som retningslinjer for Rådet såvel som for Kosmos-redaktionen og øvrige medarbejdere. (Dette fremgår eksplicit af ”Samarbejds-strukturen for Martinus’ Institut”.) Konsekvensen af denne indstilling er bl.a., at autoritære fænomener som f.eks. nazismen og kommunismen med hovedskikkelser som Hitler og Stalin, faktisk også tolkes som udtryk for Guds vilje. Kz-lejre og Gulag-arbejdslejre er dermed også et udtryk for Guds vilje, som vi blot tolker negativt, fordi vi almindelige mennesker i henhold til Martinus ikke er i stand til at overskue det helhedsperspektiv, hvori fænomenerne indgår og rettelig bør ses, for at man kan gennemskue disses rette karakter og status, nemlig som nødvendige og uundværlige led i Guds plan med menneskeheden. (Se f.eks. Martinus-artiklen Den øverste feltherre, Kosmos 5-1992)

 

Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at en af Martinus’ moralske hovedregler og anbefalinger er, at ”man skal finde sig i alting”, netop fordi ’alting’ i både første og sidste instans er udtryk for Guds vilje, og denne er det når alt kommer til alt reelt set ikke muligt for mennesket eller andre levende væsener at sætte sig op imod, endsige ændre det mindste ved. (Se evt. artiklen Om at finde sig i kritik her på hjemmesiden). (Citat slut)

 

Forudbestemt skæbne eller blind tilfældighed?

I og med sine analyser omkring spiralkredsløbsprincippet og organismeprincippet præsenterer Martinus et svimlende udviklingsperspektiv. I henhold til dette postulerer Martinus, at ethvert levende væsen, uden en eneste undtagelse, gennemlever ikke alene det vældige spiralkredsløbsprincip, men samtidigt også det vældige organismeprincip! Det må siges at være en udviklingslære, der virkelig vil noget andet og mere end den lineære naturvidenskabelige biologiske livsanskuelse ifølge hvilken det er artens og slægtens erfaringer, karakteristika, egenskaber og evner, der udvikles og videreføres i de enkelte og i det perspektiv og den sammenhæng i og for sig ubetydelige individer. Den udvikling sker i henhold til naturvidenskaben som følge af de biologiske arvelighedslove, hvis resultater overordnet set er udtryk for en vis form for tilfældighed. Når den naturvidenskabelige livsanskuelse her betegnes som lineær, beror det på, at den antager at der forekommer begyndelse i tid og rum og fra hvilken verden og livet bevæger og udvikler sig fremad i så at sige en lige linje og mod et ukendt mål.

 

Anderledes og modsat forholder det sig med den udviklingslære, der præsenteres i Martinus’ cirkulære livsanskuelse, ifølge hvilken det netop er de enkelte individers erfaringer, karakteristika, egenskaber og evner, der udvikles og videreføres i de enkelte og i det perspektiv og den sammenhæng betydelige individer, som tilsammen danner eller udgør arten og slægten. Den udvikling sker i henhold til Martinus’ udviklingslære som følge af de kosmiske lovmæssigheder, hvis resultater overordnet set er udtryk for en overordentlig form for hensigtsmæssighed og formålstjenlighed. Når Martinus’ livsanskuelse her betegnes som cirkulær, beror det på, at den antager at der ikke forekommer begyndelse i tid og rum og at verden og livet desuden bevæger og udvikler sig fremad i så at sige cirkelbevægelser, altså i kredsløb, der tilmed er målrettede. 

 

Et af de helt store tilværelsesspørgsmål er derfor, hvad begreber og fænomener som skæbne og skyld betyder i den store overordnede sammenhæng? Altså, når skæbne og skyld dels ses i sammenhæng med det enkelte individ og dels i en kollektiv sammenhæng i form af arten og slægten?

 

For at den læser, som ikke på forhånd er kyndig i Martinus’ kosmologi, skal kunne forstå den opfattelse og de tanker, der fra Martinus’ side ligger til grund for hans kosmiske analyser og livsfacitter, kan det absolut anbefales at læse hans livsværk. Men da dette fordrer et større og tidskrævende studium, kan det i det mindste som en form for introduktion til dette livsværk, anbefales at læse følgende artikler her på hjemmesiden:

 

Kosmologiske lektioner

De nævnte Kosmiske lektioner er en bearbejdning af nedenstående artikler, men uden disses noter og kildeangivelser. De sidstnævnte findes derimod i selve artiklerne, som det derfor kan anbefales læsere, som ønsker at gå mere i dybden, at læse. Det drejer sig om nedenstående artikler:

 

H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”

H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”

H1-10. Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’

H1-11. Emotionel og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme

H1-12. Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden

H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’

H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske

H1-15. Sfinksens gåde: Fra dyr til menneske – Martinus’ kosmologis bud på den psyko-biologiske udvikling

H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’

H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation

H1-18. Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed

H1-19. Repetition, barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis

H1-20. Repetition, skæbne og beskyttelse – om repetitionsprincippet i praksis (fortsat)

H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer

H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat)

H1-23. Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder

H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgave – om skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder

Det er naturligvis en stor mundfuld, især for den helt uforberedte læser, men man får som bekendt ikke noget forærende her i livet, i hvert fald i reglen ikke noget værdifuldt. Og værdifuldt må man absolut sige, at kendskabet til Martinus’ verdensbillede eller kosmologi under alle omstændigheder er. Men når og hvis læseren vil gøre sig selv den tjeneste, seriøst at sætte sig ind i de grundbegreber, faktorer, kræfter og lovmæssigheder, som det nævnte verdensbillede omhandler og er udtryk for, vil samme læser først da have de fornødne forudsætninger for at kunne forstå og acceptere eller eventuelt afvise den delvise kritik af samme, jeg som en anden velmenende ”Judas” har gjort mig til talsmand for. 

Den forsøgsvis saglige kritik af nogle af Martinus’ analyser og konklusioner, i nogle tilfælde af hans påstande, har jeg udover i de tidligere ovenfor nævnte og citerede artikler, især fremført i følgende artikler: 2.08. Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov – Martinus’ kosmologi og naturvidenskaben, 2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden – symbol og mausoleer eller indvielsestempler? 4.29Hvorfor? – om skæbnens gru, 4.40. I sandhedens interesse - om ungdomsoprør, månerejser og hokus pokus, 4.59. Om at spå eller forudsige - kan mennesket forudsige kommende begivenheder? 4.70. Om kritik, gyldne leveregler, sygdomme og hjernespind - spredte bemærkninger, 4.72. Skæbnens gru - igen! – Skæbne eller tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? Og sluttelig foreløbig artiklen 4.98. Skæbne, retfærdighed og beskyttelse. Nogle tanker omkring disse emner.

Til disse artikler kan også føjes de mere personlige, nemlig følgende: 4.35. Et livs status - en personlig opgørelse. - En artikel, hvori den knapt 80-årige forfatter gør sit personlige åndelige 'bo' op. 4.64. Liv efter døden? – Det store terminale spørgsmål  4.95. Dødens nærhed - En 85-årigs gammelmands-tanker, og 4.97. Kommentar til artiklen "Dødens nærhed": Optimistisk kontra pessimistisk livsopfattelse - eller en personlig bekendelse. De her nævnte artikler giver alle mere eller mindre udtryk for min tvivl og skepsis overfor påståede fænomener som skæbnelov, reinkarnation og retfærdighed. Men jeg afviser naturligvis ikke den mulighed, at de nævnte fænomener eksisterer, blot at jeg personligt ikke har evner til at opfatte og erkende fænomenerne som virkelighed. 

Desværre vil det her føre for vidt at gennemgå de ovenfor nævnte artikler og fremdrage de kritikpunkter, de hver især indeholder. Den opgave vil jeg forbeholde til en selvstændig artikel, forudsat at mine kræfter og min tid tillader at skrive en sådan. Men konklusionen på det i virkeligheden komplicerede spørgsmål, om der er hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen, kan altså ikke uden videre besvares endegyldigt med et forenklet ”Ja!” eller ”Nej!”.

© februar 2015 Harry Rasmussen.

Notabene: Det skal her tilføjes, at tanken og planen om at ville skrive en selvstændig større artikel om de kritikpunkter, der efter min opfattelse vil være relevante at indvende imod Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter, har måttet opgives på grund af min høje alder. Den hermed foreliggende artikelserie om Realiteter og idealisme kan og skal derfor ses som en forsøgsvis ’erstatning’ for den påtænkte større afhandling. / Taastrup, den 30. maj 2018.

******************

Hvor er Gud henne?

Et relevant og aktuelt spørgsmål

 

 

Indledning

Hermed følger et Post Scriptum til de relativt mange skeptiske og kritiske artikler, jeg på det seneste har skrevet med relation til Martinus' i så  godt som enhver henseende fabelagtige og eventyrlige verdensbillede eller kosmologi. Læsere, der har læst nogle af mine allerseneste artikler, vil vide, at min skepsis og kritik drejer sig om det, der kunne kaldes de decideret idealistiske spirituelle emner og faktorer i nævnte verdensbillede. Faktorer, som det levende væsens treenige evighedsstruktur i form af 1. jeget, 2. skabe- og oplevelsesevnen og 3. det skabte eller frembragte, blandt andet i form af den psykofysiske organisme. Desuden forestillingen om udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens lovbundethed og dermed også skæbnens retfærdighed. Den foreløbige konsekvens og konklusion på min tvivl og skepsis er, at alle vi levende væsener kun har ét eneste liv at leve, nemlig det, vi lever og oplever her og nu, hvert sekund, minut, hver time og hvert døgn, dag og nat, hver uge, måned og år, forår, sommer, efterår og vinter. Alt er kredsløb indeni kredsløb, vort eget liv er det ikke mindst, et kredsløb fra fødsel til død. Dermed er eventyret slut for os som levende væsener og individer. Men vi efterfølges og erstattes af andre og nye individer, på den måde fortsætter livet for arten og slægten.

 

Men bemærk, ét-livs-opfattelsen behøver ikke nødvendigvis at forkaste alle Martinus' fremragende kosmiske analyser og facitter. Eksempelvis vil det levende væsens (individets) treenige grundstruktur: Jeget, bevidstheden og organismen, eller Jeget, skabe- og oplevelsesevnen og den psykofysiske organisme, stadig være gyldig. Vort inderste væsen, Jeget, er identisk med Guds Jeg, men kun så længe vi fysisk er i live. Vi er også hver især med til at udgøre Guds skabe- og oplevelsesevner, men naturligvis kun så længe vi fysisk set lever. Fornyelsen af disse evner sker i medfør af ét-livs-opfattelsen i og med, at der hele tiden kommer nye fysiske individer til og viderefører opgaven. Gyldigheden gælder også for de allerfleste af de faktorer, som Martinus' kosmologi opererer med. Men herom vil jeg dog henvise læseren til artiklen 4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR ANNO 2016 . Deri vil man kunne orientere sig om, i hvilken grad og udstrækning ét-livs-hypotesen – vel at mærke opfattet og tolket på en åben og fordomsfri måde - stemmer overens med væsentlige dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter. Dette gælder faktisk også et så vigtigt emne som udvikling (evolution) og i sammenhæng dermed et så specielt emne, som det, Martinus kalder ”den seksuelle polforvandling”, og som i hans fremstilling forekommer i et kosmisk evolutionært evighedsperspektiv. Men i henhold til ét-livs-teorien, vil den nævnte polforvandling meget vel kunne finde sted på principielt samme måde, som den, hvorpå biologien forklarer den genetiske udvikling, hvorunder de arvelige anlæg og egenskaber mm. overføres fra individ til individ og fra slægt til slægt.

 

Skæbnens tilfældigheder

Men nu til det, der var og er hensigten med denne i hvert fald foreløbig afsluttende artikel i serien af artikler med relation til Martinus' kosmologi, nemlig skæbnens ofte tilfældige og uretfærdige forløb. Blandt de mange, ja, utallige meningsløsheder, der set fra et såkaldt lavpsykisk udsigtspunkt, det vil sige, der set fra et almindeligt menneskesynspunkt, forekommer i tilværelsen, skal her nævnes nogle eksempler: Det virker totalt meningsløst, når f.eks. en gazelle, som lever sit liv på den afrikanske savanne, bliver gjort drægtig og fosteret derfor over en vis periode gennem den fantastiske proces, som strækker sig fra en befrugtet ægcelle og videre over en række mellemstadier udvikler sig til et fuldbårent og nyfødt gazellekid, som er bestemt til at skulle vokse og ende som en af savannens mange andre gazeller. Alt sammen med den risiko, ofte allerede som nyfødt, at ende sit liv som værgeløst offer for en løve eller en gepard eller et andet rovdyr.

 

Der skal en god portion forståelse af naturens orden til, for at kunne synes, at det nævnte eksempel – sammen med utallige andre unævnte – skulle være et gode. Jo, for rovdyret, men vel ikke for gazellen og dets kid? Dette er bare et enkelt og tilfældigt valgt eksempel på den situation eller tilstand, der hersker i vilddyrenes verden. For tamdyrenes – og især slagtedyrenes – vedkommende, er situationen i princippet ikke meget anderledes. Måske lige bortset fra, at slagtedyrene ikke har nogen chance for at undslippe og overleve. Deres ”rovdyr”, det intelligente dyr, mennesket, er almindeligvis totalt ufølsomt og hjerteløst, når det gælder om at følge traditionerne og sikre sig det eftertragtede og påstået uundværlige kød på middagsbordet.

 

Men ikke nok hermed, menneskedyret var og er forblevet et rovvæsen, som ikke nøjede sig med at nedlægge og æde byttedyrene, men som også ville tilegne sig artsfællernes revirer eller ejendom, om nødvendigt ved hjælp af magt, brutalitet og/eller snedighed. Derfor opstod krigen, først og fremmest erobringskrigen og følgelig også forsvarskrigen, som i begge tilfælde har eksisteret lige så længe som menneskeheden selv. Grusomhed og skånselsløshed har lige siden de ældste tider været et gennemgående træk ved menneskedyrets eksistens og livsudfoldelse, og det ses ikke mindst i nutiden, hvor politiske oprør og etniske konflikter søges løst ved brug af våbenmagt, vold og terror. På et tidspunkt har man i medierne kunnet høre og læse om, at militante oprørere i Afghanistan havde dræbt og halshugget en del af deres modstandere, hvilket blev dokumenteret med videooptagelser, som bl.a. viste 12 afhuggede mandehoveder på rad og række. Noget lignende har man for længst også kunnet se under Vietnamkrigen, hvor Vietcong-oprørere i nogle tilfælde behandlede deres fanger på tilsvarende uhyrlige måde, men ikke nøjedes med at hugge hovedet af fangerne, idet de tilmed også skar mændenes penis og testikler af og puttede disse i munden på de afhuggede hoveder. Åbenbart tilfredse med og stolte af deres uhyrlige gerning, så disse ”menneskedyr” til med bredt smilende grin.

 

Et relevant spørgsmål

Er der noget at sige til, hvis mere fredsommelige mennesker stiller sig selv og andre det spørgsmål: ”Hvor var Gud henne i sådanne situationer?” – For Gud, ophavet til alt eksisterende, må da være god, ikke sandt, for ellers var eller er Gud vel ikke Gud? – Men den opfattelse er en nyere tids synspunkt, for Gud opfattes ikke som ubetinget god i alle religioner, men er det kun imod de mennesker, der tror på Gud og adlyder Guds vilje. Selv i kristendommen stiller Gud som betingelse for at vise sin godhed, at man elsker både Gud og sin næste. Og det sidstnævnte er betinget af, at man overholder visse regler og udviser en god og restriktiv moralsk adfærd. Kan eller gør man ikke det, er man en ”synder”, som – medmindre man ”omvender” sig – vil være evigt fortabt! - Utroligt, at man med sådanne ortodokse perspektiver i livsopfattelsen kan hævde, at kristendommen er en næstekærlighedens religion!

 

Det ovenstående er alt sammen set fra et såkaldt lavpsykisk udsigtspunkt, som det de fleste af os befinder sig på. Men man kan også stille spørgsmålet om, hvordan de overfor nævnte situationer tager sig ud set fra et højpsykisk udsigtspunkt, som det, der er repræsenteret af en seer som f.eks. Martinus? - Set fra hans kosmiske bevidstheds udsigtsniveau, tager ”verdensbilledet” sig anderledes positivt og meningsfyldt ud, for i dette eksisterer der ingen tilfældigheder eller meningsløsheder, alt har en hensigt og mening eller tjener bestemte formål. Det vil man nemmest og hurtigst kunne læse om i Martinus’ egen introduktion til sit verdensbillede, bogen ”Logik” (1938), som faktisk besvarer de spørgsmål og problemer, der er rejst her i dette opslag. Men følgende artikler her på hjemmesiden kan det også anbefales at læse som supplement: 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru.  4.56. Tror du på Gud? – En lidt svær dialog, og 4.57. Tror du på Gud? – En lidt svær dialog (fortsat)

 

Den aktuelle situation og revision

Det store, påtrængende og aktuelle spørgsmål er imidlertid – i hvert fald set fra et almindeligt menneskeligt synspunkt, det, Martinus betegner som en ”lavpsykisk sansehorisont” - om alle hans præmisser, argumenter og konklusioner eller facitter, kan anses for at være objektivt gyldige? - Det er det emne eller problem, jeg efter evne har forsøgt at finde svar på i en del af mine allerseneste artikler på hjemmesiden LIVETS EVENTYR: 4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang! - 4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl  - 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?  - 4.110. Et u-kosmisk tilbageblik. Nogle personlige betragtninger og 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker.

 

Som det især fremgår af de artikler, der er links til ovenfor, så har mit årelange studium og teoretiske engagement med Martinus' verdensbillede eller kosmologi ført til, at jeg for mit eget vedkommende har måttet forholde mig tvivlende og skeptisk til begreber som udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens lovbundethed  og dermed også til skæbnens retfærdighed. I stedet har jeg  set mig nødsaget til logisk set at erkende, revidere og holde fast i, at levende væsener, som i Martinus' kosmologi opfattes som evige dele af den større helhed: Gud, hver især kun har ét liv at leve og opleve i, nemlig det, vi alle hver især lige præcis lever lige her og nu. Hovedargumentet for denne antagelse, er, at eftersom der ikke foreligger objektivt gyldigt bevis for reinkarnation eller genfødsel, falder begreber som udødelighed og evigt liv automatisk væk. Og i og med disse begrebers bortfald, falder begreberne skæbnens lovbestemte funktion og retfærdighed også bort helt af sig selv. Det underbygges især af, at med bortfaldet af udødelighed og dermed af reinkarnation, vil der ikke eksistere nogen mulighed for retfærdig kompensation for alle de principielle uligheder og uretfærdigheder, som de levende væsener og herunder ikke mindst mennesker, er eller har været udsat eller ofre for i løbet af deres respektive liv og tilværelse. 

 

Men når dette er sagt, så må det også tilføjes, gentages og pointeres, at eksempelvis skæbne og reinkarnation ikke nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har ét liv til vores rådighed, hvad meget tyder på, kan jeg ikke se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt under og eventyr. Også selvom vi blandt andet på baggrund af de tidligere ovenfor fremførte eksempler på uretfærdig skæbne, forlader opfattelsen af altets alvise og almægtige Gud som også værende en alkærlig Guddom, for hvor har denne Gud været henne i de nævnte og mange andre lignende og endnu værre situationer? Og at det ligeledes er relevant at anskue fænomener som udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation som værende udtryk for mere eller mindre romantisk ønsketænkning. Martinus’ forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel fortsat være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette handler om.

 

Slutbemærkninger

Hermed være også sagt, sådan som det forhåbentlig vil være fremgået af mine ovenstående betragtninger og argumenter, og ligeledes af andre af mine seneste artikler, at jeg bestemt ingen vanskeligheder eller problemer har med at anerkende de øvrige grundlæggende elementer og faktorer i dé kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen udgør Martinus' verdensbillede. Tværtimod.

 

Lad mig derfor slutte med følgende relevante citat fra artiklen 4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl :

 

(Citat) Efter i FORTALE til Livets Bog 1 at have gennemgået en del af baggrunden for sin skabelse af netop Livets Bog, skriver Martinus i stk. 18. følgende, som jeg tillader mig at bringe i moderne retskrivning:

 

(Citat) 18. Efter disse oplysninger håber jeg, at man vil være i stand til at erkende, at man fra Livets Bog ikke under nogen som helst form vil møde intolerance, men derimod af samme bog blive imødekommet med den allerstørste forståelse og sympati ganske uanfægtet af, hvilket bevidsthedsniveau eller hvilken karaktertilstand man så end måtte tilhøre, og som følge heraf også ganske uanfægtet af, hvilken holdning til Livets Bog man så end måtte indtage.

     I forbindelse og kontakt hermed mener jeg at have ført Livets Bog uden om alle de realiteter, der ellers ved fejlagtig erkendelse af bogens sande natur ville have gjort den til et for nutidens og fremtidens selvstændige tanker og manifestationer dogmatisk bindende eller frihedsberøvende monopol. (Citat slut).

 

Denne tolerante holdning eller indstilling til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for i blandt andet følgende citat:

 

(Citat, igen med nutids retskrivning) Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium. (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i Kosmos Nr. 9 – 2009)

 

I forbindelse med det ovenfor sidst anførte citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham.” (Min fremhævelse).

 

© September 2016. Harry Rasmussen.

 

******************

 

Et u-kosmisk tilbageblik

Nogle personlige betragtninger

 

Indledning

Allerførst må læseren undskylde, at denne artikel ikke er en objektiv fremstilling af et kosmologisk emne, men derimod er en ret så personlig og selvoptaget skildring, hvilket primært skyldes emnets karakter af en slags personlig statusopgørelse. Efter at have læst artiklen, vil nogle måske nok mene, dels at jeg er lidt omstændelig i min udtryksmåde og dels, at artiklens titel burde have været ”Et ur-komisk tilbageblik”! Nuvel, humor er aldrig i vejen, for som forfatteren Piet Hein har udtrykt det (frit citeret): ”Den, som ta'r spøg kun for spøg, og alvor kun alvorligt, har forstået begge dele lige dårligt.”

Men under alle omstændigheder må og skal det her siges og fremhæves, at et studium, som det, der ligger bag denne artikel, i dette tilfælde af Martinus' kosmologi og H.C. Andersens forfatterskab, i hvert fald ikke er noget man kommer sovende til, hvorfor en artikel som bl.a. denne, stiller krav til læseren om at møde frem med en seriøs interesse og fordomsfri holdning til emnet. I skrivende stund har jeg for mit eget vedkommende mere eller mindre koncentreret studeret de to åndelige sværvægtere, H.C. Andersen og Martinus, og disses respektive forfatterskaber i hhv. 70  og 59 år. Vel at bemærke uden at ville påberåbe mig ufejlbarlig sagkundskab.

Lad mig i øvrigt her indskyde, at de relativt mange henvisninger i Noter og kilder til andre og mere eller mindre relevante artikler af mine i form af links til disse, kun er ment som tilbud til læsere, der eventuelt er interesserede i at gå i dybden med de her omhandlede emner. Alle andre vil med sindsro kunne springe alle eller enkelte af disse links over.

Det, der især er baggrunden for artiklen, er to ting, nemlig for det første, at tidsskriftet ”Kosmos” tilbage i sit december-nummer 2005 indeholdt en artikel med titlen ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Den artikel var en afskrift, foretaget af sagkyndige Ole Therkelsen efter et båndet foredrag af Martinus, som denne havde holdt i december 1956, og åbenbart gentog året efter, nemlig i december 1957, hvor jeg selv hørte ham holde foredraget. Det var netop dette foredrag, der efter nogle års studium frem til 1965 sporede mig ind på at foretage et sammenlignende studium imellem Martinus Kosmologi på den ene side og H.C.Andersens forfatterskab på den anden side. I alle årene lige siden havde og har jeg ’efterlyst’ selve foredraget, som jeg mente måtte findes enten på bånd eller som manuskript, men ingen reagerede, skønt jeg ved flere lejligheder gjorde opmærksom på, at jeg i henhold til god skik godt kunne tænke mig, at mine skriverier om Andersen kunne henvise mere præcist til kilden. (1)

Men formentlig var det på grund af min ’efterlysning’ af det nævnte foredrag af Martinus, at Ole Therkelsen på et tidspunkt reagerede og fandt frem til dette. Hvilket jeg naturligvis er taknemmelig for. Imidlertid undrede det mig, at Søren Hahn, en af tre redaktører af tidsskriftet ”Kosmos”, som dels var den, der i slutningen af 1990’erne opfordrede mig til at skrive nye artikler til bladet, også om andre emner end HCA, og som jeg dels ellers har haft en god og flittig brev- og mailveksling med i mange år, åbenbart ikke havde fundet anledning til på forhånd at meddele mig, at bladet ville bringe Martinus’ nævnte artikel i starten af det nye år 2006. Det fandt jeg besynderligt, dels i betragtning af, at Søren Hahn var godt bekendt med mine skriverier om H.C.A., og dels fordi bladets stof udvælges ca. 3 måneder, før det går i trykken. Hahn må derfor formodes at have vidst besked med Martinus-artiklen, som jeg først erfarede om i bladets nr. 9-2005, hvori den foromtaltes. Men den mulighed foreligger formentlig også, at Søren Hahn ikke har kendt til, at Martinus-artiklen skulle trykkes i ”Kosmos”, eller – nok så sandsynligt – ikke har syntes det var nødvendigt at meddele mig det,  hvorfor han naturligvis er lovligt undskyldt. Min korrespondance med Søren Hahn har altid og under alle omstændigheder været inspirerende og nyttig.

Den anden ting var eller er, at jeg omkring december 2005 fik et brevkort fra Erik Weirauch, som dengang var en slags frivillig sekretær på Martinus Institut. Kortet var vedlagt udskrift af to artikler, som begge handlede om H.C.Andersen, og som ifølge Weirauch begge ville blive bragt i tidsskriftet ”Kosmos” nr. 1-2006, og som altså ville udkomme i januar samme år. Den ene artikel havde titlen ”Snedronningen: Splinten fra troldspejlet”, og var skrevet af Søren Olsen, som en overgang også var medredaktør af ”Kosmos”. Den anden artikel hed som nævnt ”Martinus om H.C.Andersen”, og var som ligeledes nævnt skrevet af Ole Therkelsen, der i mange år har været en sagkyndig, trofast og fremtrædende medarbejder på Martinus Institut og som normalt desuden har stået for det faktuelle stof i ”Kosmos”, og desuden bl.a. for nyudgivelser af Martinus’ bøger, herunder de symbolbøger, som først er blevet publiceret efter Martinus' død.

Hensigten med at tilsende mig udskrift af de to på det tidspunkt endnu utrykte artikler, var fra Weirauchs side at spørge mig, om han eventuelt skulle sende bladet til tre af mig angivne personer, som bladet efter aftale normalt blev sendt til, når der var artikler af mig om HCA i bladet.

Hensigten fra Weirauchs side var sådan set god nok, men min første reaktion var forbløffelse og den næste skuffelse. Forbløffelse over, at Kosmos-redaktionen efter at jeg – i øvrigt på opfordring af Søren Hahn - siden 2001, hvor artiklen ”Livsmysteriet og barnesindet” udkom på engelsk i ”English Kosmos” No. 2-2001 og på dansk i ”Dansk Kosmos” nr. 3-2001 - jævnligt havde haft artikler om HCA i bladet, pludselig begyndte at godkende og trykke artikler om samme emne, men af andre forfattere! Og skuffelse over, at det skete, især fordi redaktionen på det tidspunkt havde flere af mine endnu utrykte, men godkendte artikler om emnet liggende på ’lager’. Hvorfor ville man ikke først trykke disse, før man lod andre skrive om præcis samme emne og på omtrent samme grundlag? Det gik over min lille selvgode forstand. (2)  

 

Selvfølgelig ikke patent på emnet

Ganske vist har jeg ikke ’opfundet’ emnet om HCA og hans forfatterskab set på baggrund af Martinus’ kosmologi, for det har Martinus selv gjort, og Peter Zacho var mig bekendt den første, der i en artikel i 1948 tog emnet op, og selvfølgelig har jeg heller ikke ’patent’ på dette, men jeg var dog den første i nyere tid, der i nogle artikler i perioden 1974-77 tog emnet op på ny, hvilket medførte, at mine artikler ”Poesiens Messias” og ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!”, blev trykt i hhv. ”Kosmos” 1976 og 1977, så det er vel forståeligt, at jeg følte at der var tale om en slags pionerarbejde fra min side. Især i betragtning af, at bortset fra en længere og ret interessant, god og velkommen artikel af Søren Hahn i 1981: ”Forstands-Isspillet” (om eventyret ”Snedronningen”), var der ingen andre på den tid, der havde skrevet om samme emne, før jeg i 1991-93 på opfordring af daværende redaktør Gunner Frederiksen skrev en længere artikelserie om det til tidsskriftet ”Kosmologisk Information”. Det viste sig, at det var forfatteren, foredragsholderen og forlæggeren Per Bruus-Jensen, der havde anbefalet mig og min interesse for emnet H.C. Andersen og kosmologien til Gunner Frederiksen. (3)  


Den nævnte artikelserie på i alt 9 storartikler blev på foranledning af Gunner Frederiksen i 1996 fulgt op med temahæftet ”H.C.Andersen – hans livsanskuelse og forfatterskab i kosmologisk belysning”, hvori fandtes 5 af de nævnte 9 storartikler. Igen på opfordring af Gunner Frederiksen udkom på samme forlag i 1997 min bog  ”H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus”. Bogen blev omtalt i nævnte tidsskrift og fik en god og anbefalende anmeldelse af bladets freelance medarbejder, Lisa S. Burgess, den senere Lisa von Schmalensee Magnússon. Sidstnævnte mente endda tilmed, at bogen ville være velegnet som undervisningsmateriale: (Citat: ”Bogen kan med stor fordel inddrages i et efteruddannelseskursus for dansk- såvel som filosofilærere, der hermed vil kunne bringe en højaktuel levendegørelse af store spørgsmål ind i undervisningen - og det uden på noget tidspunkt at berøre det mystiske eller pinlige. For vi er jo blot i det centrale af tænkningen hos tre af Danmarks berømteste mænd.” (Citat slut). Hvilket mig bekendt dog ikke blev til noget. Men i øvrigt blev bogen end ikke nævnt i tidsskriftet ”Kosmos”. (4)  

 

Noget, som også undrede mig, har været at ingen af de nævnte forfattere - når vi ser bort fra Per Bruus-Jensen, - så meget som med et ord har nævnt eller henvist til mig og mine HCA-artikler, som redaktionen og flere andre skrivende Martinus-folk, nogle tilmed medlemmer af Rådet, trods alt tidligere i private emails havde udtrykt deres glæde over og i enkelte tilfælde begejstring for.

 

Sensitiv overreaktion?

Min anden øjeblikkelige reaktion var derfor at opsige abonnementet på ”Kosmos”. Altså opsagde jeg af bar skuffelse det nævnte abonnement, dog kun midlertidigt. Desuden overvejede jeg også at opsige abonnementet på tidsskriftet ”Den Ny Verdensimpuls”, hvis indhold  jeg i de senere år var blevet stadig mere utilfreds med, især fordi bladet – særligt efter at tidsskriftet ”Kosmologisk Information” havde skiftet navn til ”Den Ny Verdensimpuls” - ofte indeholdt artikler, som jeg fandt lidt for langt ude på det dubiøse spirituelle marked. Men bladets redaktion vedblev dog med at antage og trykke de artikler, jeg tilbød, så derfor tøvede jeg med at opsige det. Den positive modtagelse af mine skriblerier kom også til at gælde bogen ”JESUS – søn af mennesket”, som på initiativ af forfatteren og forlæggeren Jan Tarbensen udkom på forlaget Scientia Intuitiva i maj 2012. Bladet ”Den Ny Verdensimpuls”s daværende nye redaktør, Ruth Olsen, skrev tilmed en meget positiv anmeldelse af bogens indhold, hvilket jeg naturligvis behørigt takkede for. (5)

Nogle – og især trofaste og sagkyndige Martinus-tilhængere – vil jo nok mene, at jeg overreagerede på begivenhederne, og syntes, at jeg burde have slået koldt vand i blodet. De mere garvede og trofast indstillede Martinus-folk vil, hvis de overhovedet reagerer på, hvad de – og sikkert med rette - betragter som en ubetydelig og tilmed personlig forfængelig egoistisk begivenhed i den store sammenhæng, mene, at jeg dermed havde og har ’dømt’ mig selv ude og at Gud i form af Martinus-sagen ikke længere havde eller har brug for mig og mine evner og kræfter til Sagens almindelige fremme. Dette er der ganske vist ikke blevet givet udtryk for eksplicit, men det har så at sige ligget i ”luften”. Nuvel, det har jeg så levet med lige siden og foreløbig til her i min relativt høje alder, hvor mit håb derfor står til, at der forhåbentlig så vil være brug for mig på andre felter. (6)

Den stort set manglende interesse for og reageren på mine skriverier, har dog ikke fået mig til at opgive skrivearbejdet, som i 2005 til gengæld fik sin egen hjemmeside under titlen LIVETS EVENTYR (http://www.livetseventyr.dk/). Her kunne jeg så få afløb for min skrivelyst, som kom og stadig kommer sig af, at emnet fortsat optager mig seriøst, til trods for, at jeg nu har beskæftiget mig med det i omkring 58 år. Men min interesse for filosofi og spirituelle emner begyndte allerede i efteråret 1945, da jeg kun var 16.år. Og i skrivende stund nu her i begyndelsen af maj 2016, hvor disse linjer skrives, er jeg godt en måned fra fysisk set at fylde 87 år. (7) 

Et ’højpsykisk’ kontra et ’lavpsykisk’ udsigtspunkt

Der er i øvrigt en ting, der har slået mig gennem de mange år – jeg har kendt til og studeret Martinus-sagen lige siden 1957, - at dens tilhængere generelt set er mennesker, der på trods af, at næstekærlighed er sagens absolutte kerne, i hvert fald lejlighedsvis udviser en stor mangel på medfølelse med andre mennesker og i stedet køligt og ’objektivt’ – nogle vil måske kalde det ’kynisk’ - forklarer alt med ordet og begrebet karma eller skæbne. Sådan som jeg har forstået det, opfatter de pågældende det, som om de qua Martinus’ kosmologi, der sættes lig med Guds eget udsigtspunkt, også betegnet som et ”højpsykisk” udsigtspunkt, betragter verden og tilværelsen ovenfra, billedligt talt fra bjergets top, medens andre, dvs. ukyndige ikke-Martinus-tilhængere, meget bekvemt opfattes som, at disse på grund af deres manglende åndelige udvikling er henvist til at opfatte tingene fra et relativt lavere udsigtspunkt, dvs. fra et eller andet sted på ”sansebjerget”sskråninger. 

Betegnelsen og begrebet ”sansebjerget” skyldes Martinus selv, idet han især i Livets Bog IV, stk. 1089-92 giver en præcis beskrivelse af, hvad der kan og skal forstås ved det i øvrigt ret interessante og betydningsfulde begreb. (8)

Ulykke og terrorhandling

Set i tilbageblik og ud fra mit eget ’lavpsykiske’ udsigtspunkt, er det i øvrigt interessant, at 2. juledag den 26.12.2005, var det årsdagen for den vældige naturkatastrofe, i form af den såkaldte tsunami – en kæmpemæssig flodbølge – der opstod som en følge af et kraftigt jordskælv i Det indiske Ocean og oversvømmede store kystområder i Indonesien, Thailand og flere andre steder i Sydøstasien. Omkring 250.000mennesker, mænd kvinder og børn i alle aldre, omkom ved drukning eller blev mast til døde i løbet af få sekunder eller minutter. Dertil kommer et ukendt antal dyr samt de store materielle ødelæggelser, som løb op i mange milliarder dollar-klassen.

I lighed med, hvad tilfældet var med den menneskeskabte katastrofe den 11. september 2001, hvor bl.a. New York blev udsat for et helt uventet terrorangreb, hvorunder to passagerfly, som til formålet var blevet kaprede af en lille gruppe unge muslimsk-fundamentalistiske arabere, blev fløjet direkte ind i de to kæmpehøje og såkaldte tårnbygninger i det berømte World Trade Center (WTC), gav tsunami-katastrofen mig også anledning til endnu engang at gøre indsigelser imod den måde, som fundamentalistiske Martinus-folk har for vane at betragte den slags katastrofer på, nemlig med kølig og overlegen henvisning til skæbnens årsagslov. Min indsigelse havde også i dette tilfælde form af en artikel, her med titlen ”Skyldig eller ikke-skyldig?”, som blev trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 1 – 2002, og artiklen ”Åbent brev til Per Bruus-Jensen”, Den Ny Verdensimpuls nr. 2 - 2005. Det skal siges, at Per Bruus-Jensen – tidligere fremtrædende medarbejder ved Martinus Institut og i flere år eneste medredaktør – Martinus var selv hovedredaktør - af tidsskriftet ”Kosmos”, et stykke ad vejen var enig i mine synspunkter. Men han så sig alligevel henvist til at måtte forlade sig på de skæbnemæssige årsagssammenhænge, som i henhold til Martinus’ kosmologi skulle være forklaringen på, at bl.a. den slags katastrofer kan forekomme. (9)

Personligt var og er jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt Martinus’ henvisninger til skæbnemæssige årsagssammenhænge, skal forstås som absolut ufravigelige årsagssammenhænge, der ikke levner mindste plads for begrebet ’tilfældighed’. Martinus mener godt nok, at livets og tilværelsens kompleksitet rummer mulighed og risiko for, at tilfældig, dvs. ufortjent, skæbne ville kunne ramme individet, hvis ikke der lige præcis eksisterede eller fandtes det fænomen og begreb, han betegner som ”skytsengleprincippet”. Dette skal forstås sådan, at skytsenglene – også betegnet som skytsånderne, - f.eks. i form af nyligt fysisk set afdøde eller for længst fysisk set afdøde mennesker, det være sig slægtninge eller nære venner, ved at gribe ind i ’rette tid’ så at sige kompenserer for det ’hul’ i skæbneloven, der ellers ville have kunnet medføre, at et individ risikerede at blive påført en negativ skæbne, som vedkommende rettelig set ikke selv har været eller er årsag til, og derfor rettelig ikke har fortjent. Altså en mulig form for uretfærdighed. (10)

Et modargument

Et af mine hovedargumenter imod denne opfattelse af skæbne og tilfældighed var og er, at det vel i det mindste kunne tænkes, at skytsåndernes overvågning af individet og dets skæbne eller livsforløb i nogle tilfælde eller situationer kan have svigtet, som f.eks. i forbindelse med angrebet på WTC eller den naturskabte kæmpebølge tsunamien, der i begge tilfælde kom eller opstod med overraskende pludselighed, så at i hvert fald intet jordisk menneske på nogen måde ville have kunnet forhindre det. For hvorfor skulle skytsånder ikke lige så vel kunne overraskes, som almindelige jordiske mennesker kan blive det? Ja, men der er desuden de højere verdeners skytsånder, der uafbrudt overvåger begivenhedernes gang på bl.a. Jorden, lyder forklaringen. Disse skytsånder repræsenterer i henhold til Martinus jo de højere lag i Guds bevidsthed, og i både første og sidste instans er det i virkeligheden Gud selv, der overvåger og råder. Og alt er jo muligt for Gud, som siges at have omsorg for selv det mindste lillebitte kryb i universet – kosmisk set vel at mærke. For omsorgen kan ifølge Martinus paradoksalt nok meget vel indebære en – ganske vist midlertidig –  ubehagelig eller ligefrem lidelsesfyldt skæbne.

 

På denne måde kan Martinus’ skæbneforklaring måske siges at være ’vandtæt’, for argumenterne for og imod vil uvægerligt ’bide sig selv i halen’. Jeg siger ikke hermed, at hans årsagsforklaringer ikke er gyldige eller sande, for det er jeg ikke kvalificeret til, men kun, at de er vanskelige for en almindelig menneskelig forstand som min at forstå. Uden at man dog derfor behøver at tillægge det bibelske udsagn, at ”Guds veje er uransagelige”, absolut gyldighed, hvilket Martinus jo netop ikke gør. Men naturligvis er det ikke almindelige mennesker, som f.eks. mig, givet at kunne ’læse’ eller ’tolke’ Guds tanker, følelser, hensigter osv., så i den forstand er Guds ’veje’ ikke til at ’ransage’ eller fatte, hvis disse overhovedet er til at fatte for nogen som helst. Det mener Martinus ganske vist, men om hans opfattelse er gyldig og sand, det må foreløbig stå hen som et ubesvaret spørgsmål – i hvert fald for mig, også selvom hans livsværk, ”Det Tredje Testamente”, muligvis kunne tyde på at det er muligt for et menneske at tilegne sig et (påstået) overordnet helhedssyn på verden, livet og tilværelsen. At Martinus formodentlig har kunnet se en sammenhæng og helhed og mening med tilværelsen, er jo desværre ikke ensbetydende med, at også jeg kan se det samme, med mine egne ’øjne’ vel at mærke. For jeg ejer hverken ydmygheden eller evnen til ubetinget at tro på, at alt hvad han har sagt, skrevet og fremlagt og givet en angiveligt logisk analyse af og forklaring på, hvor klogt og vist denne end forekommer at være, er absolut sandhed og virkelighed. (11)  

 

Opfattelsen af gudsbegrebet

For fuldstændighedens skyld, skal det her pointeres, at jeg personlig er fuldkommen enig i Martinus’ opfattelse af og ’tro’ på Guds eksistens som et almægtigt, alvist og alkærligt og altbelivende under og væsen, i hvis varetægt alt og alle befinder sig, så meget mere som at alt og alle er organisk integrerede dele af Gud. Kort sagt: Alt og alle er i Gud, og Gud er i alt og alle. Men det kræver naturligvis en nærmere definition og forklaring af almagt, alvisdom og alkærlighed, for at kunne forstå berettigelsen af disse begreber, lige som det vil være nødvendigt at indse, at hvis og når begreberne ser ud til altid at optræde parvis og være udtryk for et indbyrdes og komplementært modsætningsforhold, - og det ser ud til at være tilfældet, - som f.eks. med liv og død, dag og nat, godt og ondt, lykke og ulykke, osv., osv. - så må der derfor også findes både årsagsbestemthed og – i hvert fald tilsyneladende - tilfældighed og dermed også både retfærdighed og uretfærdighed i tilværelsen.

 

Men her er det, at Martinus hævder, at opfattelsen af den såkaldte uretfærdighed i tilværelsen kun forekommer og beror på, at begreberne og fænomenerne retfærdighed og uretfærdighed – i øvrigt af kosmisk set udviklingsbestemte årsager - kun ses og opleves i et såkaldt ”lavpsykisk” sanseperspektiv. I og med sit i god forstand storslåede og nærmest eventyrlige verdensbillede, redegør Martinus i en fremragende serie analyser for det, han betegner som ”Menneskehedens bevidsthedskategorier” og ”Den seksuelle polforvandling fra ”A-” til ”K-menneske”. Ved at gennemlæse og prøve at forstå disse analyser, vil man kunne blive klogere både på menneskeheden og – måske ikke mindst – sig selv. (12)

Imidlertid er det ikke her stedet til at give en beskrivelse af, hvordan menneskehedens og det enkelte menneskes noget komplicerede situation tager sig ud set i det overordnede kosmiske perspektiv, hvori Martinus anskuer situationen. En sådan (forsøgsvis) forklaring fra min side, har jeg dog faktisk forsøgt at give i nogle af mine senere og seneste artikler, som der her henvises til i noten. (13)

© Maj 2016 Harry Rasmussen.

_______________________________

 

Noter og kilder:

 

 1. H1-02. LIVETS EVENTYR - En introduktion til emnet og H1-03. LIVETS EVENTYR - Optakt til hjemmesiden. Om eventyret ”Den lille Pige med Svovlstikkerne har jeg i øvrigt skrevet  artiklen   3.16. Det dejligste juletræ – om H.C.Andersens eventyr ”Den lille pige med svovlstikkerne”

 

 2. Artiklen ”Livsmysteriet og barnesindet” vil også kunne læses via dette link: http://www.livetseventyr.dk/3-15Frame.htm

 

 3. Se evt. mine artikler 3.02. ”Poesiens Messias” – om H.C.Andersens forventning om livspoesiens ’forløser’ og  3.04. ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!” (I) – om ’barnesindet’ som forudsætning og 3.05. ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!” (II) – om ’barnesindets’ nødvendighed. - Søren Hahn: ”Forstands Isspillet” vil kunne læses via dette link: http://www.martinus.dk/da/kosmos/kosmos/1981/kos1981-12-138.php


 4. Lisa S. Burgess anmeldelse af bogen ”H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus” kan læses via dette link: http://aakanden.dk/anmeldelser/andersen,%20%C3%B8rsted%20og%20martinus.html

 5. Bogen ”JESUS – søn af mennesket” (2012) er redigeret af forlægger Jan Tarbensen på grundlag af et manuskript på hjemmesiden LIVETS EVENTYR med titlen JESUS menneskesønnen I og JESUS menneskesønnen II.  Ruth Olsens anmeldelse af bogen vil kunne læses via dette link: file:///C:/Users/hr/Downloads/impuls-2012-2-juni%20(1).pdf


 6. Vedr. den opfattelse, at Martinus-sagen overordnet set er identisk med Guds vilje, se artiklen: 2.07. Guds vilje – tanker til overvejelse. Om dogmatik og ortodoksi kontra fri tanke og forskning. - Ang. manglende anerkendelse fra kompetent side, skal det dog her siges, at redaktør Hahn på egne vegne og så sent som i maj 2016 i en privat email har givet udtryk for stor anerkendelse og påskønnelse af mine skriverier omkring Martinus' kosmologi og H.C. Andersens forfatterskab.


 7. Det bør dog  retfærdigvis nok her nævnes, at samtlige mine artikler, der har været trykt i hhv. tidsskrifterne ”Kosmos” og ”Den Ny Verdensimpuls”, er registrerede i disses årsoversigter. Desuden er samtlige mine artikler om H.C. Andersen registreret i  årsskriftet ANDERSENIANA's Litteraturoversigter.


 8. I LIVETS BOG IV henviser Martinus til Symbol  nr. 7, som imidlertid senere i Symboloversigten er blevet ændret til Symbol nr. 28: Det evige liv eller livsstigen: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-28  Se og læs Livets Bog IV via dette link:http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=54

 

 9. Vedr. skæbne, skyld og retfærdighed, se f.eks. artiklerne 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru, 4.72. Skæbnens gru - igen! – Skæbne eller tilfældighed? og 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! -  Skæbne eller tilfældighed?  - Vedr. terror-angrebet på WTC, se f.eks. artiklen ”Konspirationsteorier – sandhed eller falsum?”: http://www.livetseventyr.dk/4-36Frame.htm - se specielt afsnittet Terror-angrebet på WTC

10. H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgave – om skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder. Artiklen Skyldig eller ikke skyldig?: file:///C:/Users/hr/Downloads/impuls-2002-1-marts%20(1).pdf  og artiklen Åbent brev til Per Bruus-Jensen: file:///C:/Users/hr/Downloads/impuls-2005-2-juni.pdf.  Se endvidere Symbol nr. 21 Den evige, kosmiske organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-21  Deri forklares det kosmisk-organiske forhold mellem Gud og det levende væsen, herunder naturligvis også mennesket.

11. 3.41. Hvorfor udødelighed, evigt liv og reinkarnation? 3.42. Opfølgning af artiklen ”Hvorfor udødelighed, evigt liv og reinkarnation? og 3.43. Hvad er meningen? … med livet og verden forstås!

12. Se artiklerne H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier og H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske. Se endvidere artiklen 4.67. Begrænset ’synsfelt’ – Om forholdet mellem almindelig bevidsthed og kosmisk bevidsthed. - Den læser, der især gerne vil gå i dybden med emnet bevidstheds- eller personligheds kategorier, kan jeg anbefale at læse artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set, og herunder specielt afsnittet Den jungianske personlighedsmodel. Det forekommer mig, at Martinus' og Jungs respektive opfattelse af den menneskelige personlighed supplerer hinanden til fordel for begge.

 

13. 4.56. Tror du på Gud? – En lidt svær dialog. 4.57. Tror du på Gud? – En lidt svær dialog (fortsat) og 4.58. Guds Rige og Livets Eventyr – en aktuel kommentar

 

© Maj 2016 Harry Rasmussen.

 

******************

 Fortsættes i artikelseriens 5. del.