Virkelighed og illusioner 5. del:
________________________________
Virkelighed eller overtro?
På websited
Videnskab.dk beskæftiger man sig med alskens videnskabelige emner, hvilket
primært vil sige emner, der er naturlige og som kan konstateres at
have med den såkaldte kausale virkelighed at gøre. Når man også lader sin
interesse omfatte det såkaldt overnaturlige, er det ikke fordi man er
overtroiske, men tværtimod fordi man netop ikke er det.
Den
naturvidenskabelige beskæftigelse med at få gjort has på det overnaturlige og
objektivt set få det klassificeret som den overtro, meget tyder på at der er
tale om, har imidlertid den svaghed, at man så at sige på forhånd er
reduktionistiske i opfattelsen af livet og verden. At man er reduktionistisk
vil kort fortalt sige, at man reducerer tilværelsen til udelukkende at være et
produkt af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder. Man mener f.eks. at
bevidsthed udelukkende er et produkt af hjernen og dennes anatomi og
fysisk-kemiske processer. Den viden og opfattelse har hjerneforskningen og
neuropsykologien i nyere tid især erhvervet sig ved brugen af de rent fysiske
hjernescannere.
Det er dog med al
respekt trods alt et stort spørgsmål, om der dermed er sagt alt om
bevidsthedens forhold til den fysiske hjerne og dennes anatomi og fysiologiske
funktioner. En dybdepsykolog som Carl Gustav Jung (1875-1961), som godt nok
ikke kendte til hjernescannere af den enkle grund, at sådanne endnu ikke var
opfundet på hans tid, var af den opfattelse, at bevidstheden udgør et
selvstændigt energisystem, som i en vis forstand er overordnet i forhold til
den fysiske hjerne. Sidstnævntes fysiologiske processer er jo ikke i sig selv
bevidste, men bliver det først efter at disse så at sige er blevet ’tolket’ af
netop bevidstheden. Dette vil man kunne orientere sig om ved at kende til
sanseprocessen, især i form af synssansen. Til orientering om sidstnævnte skal
følgende citat fra artiklen H1-26. Tillæg. 2.
kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I) bringes
her:
Den følgende
fremstilling af, hvordan Jegets/subjektets indadrettede aktivitet, sansningen,
mere præcist finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til Martinus’
oplysninger herom, men dog suppleret med oplysninger dels fra Per Bruus-Jensens
værker og dels fra den engelske filosof Paul Bruntons værker, hvis
erkendelsesteori i alt væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien. (Note 5)
Note
5: Paul Brunton: The Secret Path. A Modern Technique for
Self-Discovery. Samuel Weiser, Inc. York Beach, Maine 1991 (1. udgave
1935; dansk titel “Den hemmelige vej”). The Quest of
The Overself. Rider
And Company, London (Dansk udgave “Ad sindets ukendte veje”). The
Hidden Teaching Beyons Yoga. Rider & Company. London 1941 (Dansk
udgave “Den skjulte lære hinsides yoga”) The Wisdom of The Overself. Rider & Company. London 1941
(Dansk udgave: ”Erkendelsen af overselvet”).
Sanseprocessen har
ifølge Martinus tre hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den
parafysiske/åndelige fase, og 3) den højpsykiske fase, hvilket fremgår af
vedføjede diagram over oplevelsesprocessen.
Til belysning af
sanseprocessen vil vi i det følgende indskrænke os til beskrivelsen af
synssansen, som nok er den, der er bedst egnet til at gøre det klart for os, hvad
sansning og oplevelse i virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi at
henholde os til det vedføjede grafiske skema, som viser en person, der
betragter en vase på et bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase,
men kunne for så vidt have været en hvilken som helst anden ting eller
genstand.
Men vi tænker os
altså en person, der betragter en genstand, som vedkommende oplever som en
slank, lyseblå porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse
kommer i stand?
Herom oplyser
Martinus i overensstemmelse med den videnskabelige sansefysiologi, at
sanseprocessens fysiske fase består i, at de lysbølger eller lyskvanter der
rammer genstanden eller objektet, reflekteres fra dennes overflade og stråler
ind i betragterens øjne, hvor de igangsætter visse foto-kemiske processer i
øjnenes nethinder. Herved frembringes der elektriske impulser, som i form af
data- og informationsbærende kraftfelter ledes via synsnerverne til
synscentret bagtil i hjernen.
Så langt er
sansefysiologien og Martinus enige. Men sansefysiologien går implicit ud fra,
at hjerne og bevidsthed er et og det samme, idet man fra en objektiv synsvinkel
ikke er i stand til at se, hvordan det ellers skulle hænge sammen.
Man antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes nethinder
på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i hjernen,
hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.
Spørgsmålet er
imidlertid, om en sådan antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til
blandt andre Martinus ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der
foregår i hjernen? Ja, det ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden
at de derfor har været i stand til at løse eller forklare sansningens og
oplevelsens gåde. Til trods for, at man i dag ved adskilligt om hjernens
funktioner, er man stadigvæk lige langt fra at kunne forklare, hvordan
elektrokemiske nerveimpulser eller –processer er i stand til at omsætte sig til
bevidste indtryk og oplevelser af en omverden fuld af lys, farver, former,
lyde, toner, dufte og smag. Men det er jo en kendsgerning, at dette sker hvert
eneste øjeblik vore sanser er rettet mod omverdenen.
Imidlertid skjuler
der sig her en pointe, som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den,
at de bevidste indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og
nerveimpulserne i dette tilfælde er nået om til synscentret i
baghjernen. Det ved man helt eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en
eller anden grund ikke har været i stand til at overføre nethindeinformationerne
til synscentret. I sådanne tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk
sted, uanset at lysindtrykket på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en
nødvendig forudsætning og betingelse for at den bevidste synsoplevelse kan
finde sted, at nethindernes synsindtryk via synsnerveimpulserne transporteres
om til synscentret bagest i hjernen.
Til den ovenfor
anførte pointe kan føjes, at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere
den bevidste synsoplevelse, at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde
fremgå blandt andet af den kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af
den ydre genstand på de to nethinder i medfør af øjets konstruktion er
vendt på hovedet! Desuden er der to nethindebilleder som tilmed
ikke er større end det areal, nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige
omkring 2 cm i diameter. Men det billede af genstanden, vi oplever, er
hverken vendt på hovedet eller af en størrelse som en nutidig dansk tokrone!
Der kan drages i
al fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle kendsgerninger. For
det første, at der skal andet og mere til, end øjne, synsnerver, synscenter,
diverse associationscentre i hjernen samt elektrokemiske nerveimpulser, for
at en bevidst synsoplevelse skal kunne etableres. For uanset, hvor mange
andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i sanseprocessen, så er
og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske impulser eller processer.
Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi oplever.
For det andet kan
man drage den vigtige konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter
og delvis er betinget af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne,
synsnerver, synscenter osv., er noget helt andet end
sanseimpulserne, nemlig en storslået, rigt varieret og uendelig verden af
lys, farver, former, lyde, toner, dufte, osv., herunder vor egen fysiske
organisme. Men altså samtidig en verden, der helt igennem er af immateriel,
åndelig natur, og som tilmed i en vis forstand er rent illusionistisk.
For det tredie er
det vigtigt at gøre sig klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse
eller bevidsthed, er den eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt
’ydre verden’ er derfor som sådan i virkeligheden fuldstændig ukendt for
os, idet vi aldrig direkte har oplevet den! Og faktisk heller aldrig
nogensinde vil komme til at opleve den, som den er i og for sig. Den
såkaldt objektive verden eksisterer ganske vist, men i virkeligheden i en helt
anden forstand, end vi almindeligvis tænker os. Det skal vi vende tilbage til
lidt senere. (Note 6)
Note 6: Vedr. sansning: Se f.eks. Martinus:
Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 9, 37, 45-55.
Livsoplevelsen/bevidstheden
(øverste tredjedelsfelt) set som et subjektivt produkt af vekselvirkningen
mellem virkeevnen (organismen i midten) og de objektive omgivelser (stiplet og
stribet sektor). Subjektets princip (X 1) tænkes som underlag for hele
diagrammet. Det ses, at også individets opfattelse af sin egen organisme
tilhører livsoplevelsen/bevidsthedens verden. – Diagram og diagramtekst: © Per
Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 116. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.
Som en direkte
følge heraf må man slutte, at oplevelsen af verden foregår i
et bevidsthedsfelt, som naturligvis på en eller anden måde er knyttet
til det, vi forstår som det fysiske legeme og dermed til hjernen, men som i sig
selv transcenderer dette og denne. Eller for at sige det lige ud: Den
psykofysiske verden, herunder vor egen organisme med dennes hjerne, er en
integreret del af det psykiske kraftfelt, hvori al livsoplevelse – og altså
også al sansning – foregår. Sagt på en anden, om end lige så forenklet
måde, så er det altså ikke bevidstheden der er integreret i den fysiske hjerne
og krop, men derimod den fysiske krop og hjerne, der er integreret i
bevidstheden. En konstatering, der på sin vis er lige så revolutionerende for
vores livs- og verdensanskuelse, som indførelsen af det heliocentriske planetsystem
var for sin tidsherskende verdensbillede. Disse og lignende konklusioner skal
vi i det følgende til fulde se bekræftet af Martinus’ kosmiske analyser.
Lidt senere skal
vi se på, at det nævnte bevidsthedsfelt udgør Jegets subjektive mentale
livsrum, hvis objektive organiske grundlag er det psykiske kraftfelt,
forkortet til P-kraftfeltet. Det er inden for rammerne af det mentale livsrum,
at overhovedet al Jegets livsoplevelse finder sted.
Når vi derfor
vender tilbage til, hvad Martinus oplyser om sanseprocessen, får vi at vide, at
de elektriske impulser eller kraftfelter med disses indhold af data eller
informationer, fra øjnenes nethinder via hjernens synscenter transformeres
over i den organiske strukturs parafysiske sektors lavere lag. Hermed
afsluttes sanseprocessens fysiske fase, som derefter afløses af dens psykiske
og højpsykiske fase, der i forening overtager og viderefører processen.
I
transformationsprocessens psykiske fase sker der det, at visse parafysiske
systemer, som korresponderer med de fysiske synsorganer, bringes til at vibrere
under kontrol af de oprindelige sanseimpulsers kraftfeltstrukturer, som
bevirker en nærmere bestemt organisering af de pågældende vibrationer. Men på
dette stadium af sanseprocessen er oplevelsen af vasen dog endnu ikke
tilvejebragt. For at dette kan ske, må processen først være nået ind i sin
tredie fase, den såkaldt højpsykiske fase, som involverer en serie af de i
tidligere kapitler omtalte kosmiske skabeprincipper. Først i det øjeblik
vibrationerne i den parafysiske struktur er under kontrol af disse
skabeprincipper og derved er bragt til at vekselvirke med det i
overbevidstheden indbyggede bevidsthedsarkiv (sanseregistret, som vil blive
omtalt senere), finder selve oplevelsen af vasen sted. Det er imidlertid
vigtigt at forstå, at vekselvirkningen i praksis sker i samme øjeblik, vibrationerne
begynder at optræde i den parafysiske struktur, men analytisk set lader de to
funktioner eller faser sig ikke beskrive samtidigt.
Til forståelsen
af, hvad der kan og skal forstås ved et begreb som overbevidstheden, der indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi også betegnes som ’evighedslegemet’, et begreb
og fænomen, der naturligvis et udelukket set i ét-livs-hypotesens perspektiv,
skal her henvises til artiklen 4.137. Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. En redegørelse.
Tillæg
Men resultatet af
den her beskrevne sanseproces vil altså være, at den omtalte person eller
iagttager oplever synet af en slank, lyseblå porcelænsvase på et
bord, der befinder sig i en vis afstand fra beskueren.
Ovenstående
beskrivelse af synsprocessen og dens tre hovedfaser, kan umiddelbart måske
lyde enkel nok, men den er i virkeligheden en uhyre kompliceret proces, som
det af pladshensyn vil være udelukket at beskrive nærmere her. Men da det er
vigtigt, at læseren virkelig tilegner sig en forståelse af, hvad analysen af
sanseprocessen reelt indebærer for livs- og verdensanskuelsen, skal der derfor
her peges på nogle betydningsfulde sider og detaljer ved denne, som ikke er
blevet omtalt i det ovenstående.
Der kunne nævnes
adskillige eksempler på illusionspræget sansning eller oplevelse til støtte for
den sansefysiologiske kriticismes såvel som for kosmologiens
erkendelsesteori. Et eksempel kunne være de perspektiviske
forhold, vi oplever som en almindelig del af det daglige syn af
omverdenen. Men vi har i almindelighed vænnet os til disse forhold i en sådan
grad, at vi ikke undrer os over dem, hvilket kan minde os om H.C.Andersens ord
om, at ”alt er et underværk som vi ikke begriber, men vænnes til, og
derfor finder almindeligt”.
Når vi dagligt
f.eks. kigger ned ad en gade med nogenlunde samme størrelse huse på hver side
af gaden, eller når vi står for enden af en allé med omtrent lige høje træer på
hver side af vejen, tager vi det nærmest som en selvfølge, at husene synsmæssigt aftager
i størrelse proportionalt med afstanden til betragteren. Men kendsgerningen er
jo, at vi ved at de fjerneste huse såvel som de fjerneste træer er
lige så store eller lige så høje, som husene og træerne i forgrunden. Den synsmæssige
oplevelse er altså i begge tilfælde rent faktisk en illusion, der som
sådan kun eksisterer i og med vores oplevelse og dermed i vores
bevidsthed.
Et andet eksempel
på en dagligdags form for illusorisk oplevelse er det forhold, at
vi ser solen stå op og bevæge sig hen over himmelbuen, for derefter
at forsvinde ned bag horisonten. Indtil opdagelsen af, at det rent faktisk er
solen der er planetsystemets centrum, troede man at solen fortsatte sin bane
omkring jorden, for næste dag at gentage sin bane hen over himlen, og således
fortsættende. Men efter indførelsen af det heliocentriske
planetsystem ved man, at det vi oplever som solens gang hen over
himmelbuen er en ren illusion, idet det rent faktisk forholder sig sådan, at
solen står ’stille’ i forhold til planeterne og dermed jorden, medens det i
virkeligheden er sidstnævnte der bevæger sig, i denne sammenhæng ved, at den
roterer om sin egen akse. På grund af vores størrelse som mennesker i forhold
til jorden, og i medfør af synssansens perspektiviske begrænsninger,
forekommer det os, som om jorden står stille og at solen bevæger sig.
Den daglige
oplevelse af, at solen bevæger sig hen over himmelbuen, er altså rent
illusorisk. Men selvom vi ved at dette er tilfældet, forsvinder
illusionen imidlertid ikke af den grund. Vi bliver stadig ved med at opleve
det, som om det er solen og ikke jorden, der bevæger sig! Et tankevækkende
eksempel på illusionens eller ”Maya’s slør”s magt over sindet.
Et tredie eksempel
på sanseillusorisk oplevelse, som skal nævnes her, kunne være de film vi ser i
biografen eller i TV. En film består i reglen af en ifølge sagens natur større
serie enkeltbilleder, som enten kan være fotografiske realbilleder
eller tegnede billeder. I begge de nævnte tilfælde er hvert billede for
sig ubevægeligt og stillestående, men i og med den
kinematografiske fremføringsteknik, hvor billederne bringes til at afløse
hinanden ét for ét i hurtig rækkefølge, opstår der i forbindelse med
beskuerens sanseapparat, et indtryk og en oplevelse af bevægelse. Men
det står helt klart, at der i bund og grund er tale om oplevelse af illusorisk
bevægelse.
Det forholder sig
i øvrigt lidt anderledes med TV- og videoteknikken, hvor der er tale om en
skærm som i lynhurtigt tempo afsøges af det elektroniske billedrør, hvilket jeg
dog ikke skal komme ind på her. Men også i disse tilfælde er der tale om rent
illusoriske indtryk og oplevelser.
Idet vi vender
tilbage til analysen af synet af den lyseblå vase, står det os forhåbentlig nu
klart, at ’synet’ – eller rettere sagt oplevelsen – af vasen ikke er
identisk med den genstand, der er årsag til synet eller oplevelsen. Det må
nemlig konstateres, at den objektive årsag er noget helt andet end en lyseblå
vase, nemlig et særligt felt af bevægelser eller vibrationer, som i deres
indvirken på i dette tilfælde synssansen, fremkalder indtrykket eller ’synet’
af netop en lyseblå vase. Den lyseblå farve, formen på vasen og dennes
øvrige ’data’ er ikke egenskaber ved vasen som objekt eller genstand
betragtet, men er derimod egenskaber ved ’synet’ eller oplevelsen af den.
Imidlertid må man
samtidig gøre sig klart, at selvom oplevelsen eller ’synet’ af en genstand
eller et objekt ikke er det samme som tingen eller genstanden selv, så
eksisterer der dog et sammenfald eller en overensstemmelse imellem oplevelse og
objekt, som gør det muligt for iagttageren eller beskueren at genkende tingen eller
objektet. Det er baggrunden for, at dét objektive vibrationsmønster, der i
dette tilfælde fremtræder for ’synet’ som lige præcis dén lyseblå vase,
normalt opleves som sådan hver gang og lige så længe, iagttageren eller beskueren
retter øjne og opmærksomhed imod objektet.
Diagrammet udtrykker, at oplevelsen af en ting og tingen selv
(A) er to ting, tilhørende hver sin form for virkelighed, nemlig A = objektiv
og C = subjektiv virkelighed. Aksen k henfører til A’s og C’s sammenfald i
oplevelsen. – Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s.
115. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.
Men man kunne med
rette spørge, hvor de nævnte egenskaber ved synet af objektet (vasen) da
kommer fra? Hertil svarer Martinus, at de fremkommer som et immaterielt, men
samtidig realistisk resultat af vekselvirkningen mellem de i dette tilfælde
involverede organiserede vibrationer i de parafysiske og højpsykiske strukturer
på den ene side og de ved moderenergien repræsenterede kosmiske
skabeprincipper på den anden side.
De nævnte
organiserede vibrationer udgør i sig selv kun det ’råstof’, som indleder, hvad
der kunne betegnes som ’tolkningen’ af de foreliggende vibrationers eller
vibrationsmønstres indhold af objektive data. Selve ’tolkningen’ sker i kraft
af moderenergien i dens egenskab af skabeevne (skabeprincipperne), hvorefter
resultatet præsenteres i form af farve, form, struktur osv. for Jeget, som i
en vis forstand genkender– eller i nogle tilfælde måske ikke genkender –
disse sansekvaliteter som lige præcis en lyseblå porcelænsvase.
Det turde i øvrigt
klart fremgå af alt, hvad der er sagt ovenfor om sanseprocessen, at medens
genstanden eller objektet – i dette tilfælde altså de vibrationsmønstre, der
opleves som den lyseblå vase – tilhører den såkaldte ’ydre’, fysiske verden,
tilhører slutproduktet af sansningen, det vil sige selve ’synet’ eller
oplevelsen, den ’indre’, åndelige verden. Genstanden, der er årsag eller ophav
til sanseprocessen, kan med andre ord tilskrives objektiv eksistens, og som
sådan repræsenterer den objektiv virkelighed i den forstand, at den
består, uanset om den opleves eller ej.Derimod kan ’synet’ eller oplevelsen kun
tilskrives subjektiv eksistens i den forstand, at dette eller denne kun
eksisterer for Jeget/subjektet, og kun så længe genstanden sanses.
Diagrammet viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i
konsekvens af livsoplevelsens tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et
objekt (X) og oplevelsen af dette (Y). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens
egenskab af oplevelsesevne; trekanten E henfører til subjektet. Til
oplevelsesevnens funktioner hører en projektiv virksomhed, der medfører et
fænomenologisk sammenfald mellem genstand og oplevelse (symboliseret ved aksen
k), således at oplevelsen i praksis angår en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed.
– Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk.1.
84. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.
Det må i
konsekvens heraf konstateres, at der forekommer to fundamentalt forskellige
verdener eller former for virkelighed, nemlig én, der repræsenteres af
genstandene/objekterne, og én, som repræsenteres af ’synene’/oplevelserne. Det
kunne umiddelbart lyde som den rene dualisme, sådan som adskillige
filosoffer og erkendelsesteoretikere i tidens løb da også har tolket denne
konstatering. Og sådan kunne vi jo også selv fristes til at tolke situationen,
hvis ikke det forholdt sig sådan, at vi forlængst har gjort os fortrolige med,
at Martinus’ Kosmologi i lighed med identitetslæren er af den begrundede
opfattelse, at de to former for verdener eller virkelighed ’kun’ er
to komplementære fremtrædelsesformer for én og samme
tilgrundliggende fælles virkelighed, nemlig ”substansen” eller Jeget. Vi skal
senere se på, hvad der i henhold til Martinus’ erkendelseslære mere præcist
skal forstås ved begrebet ’objektiv eksistens’.
I løbet af dette
kapitel har vi især kunnet konstatere, at dét, vi kalder ’verden’, som
almindeligvis indiskutabelt tillægges selvstændig, objektiv eksistens, hvilket
vil sige en eksistens, der i det væsentlige er helt uafhængig af subjektet og
dettes bevidsthed, dét viser sig i virkeligheden at være et subjektivt,
illusionistisk fænomen. Det vil altså sige, et fænomen der i princippet ikke
adskiller sig fra vore tanker og drømme.
Vi har også kunnet
konstatere, at fænomenet eller illusionen ’verden’ i videste forstand af
begrebet, etableres og opretholdes gennem et samarbejde mellem de objektive
sanseimpulser på den ene side og den ligeledes objektive oplevelsesevne som
skabeevne betragtet på den anden side. Imidlertid er det i den forbindelse
vigtigt at gøre sig klart, at de såkaldte ”objektive sanseimpulser” kun er
objektive i den forstand, at de eksisterer og fungerer uanset om det enkelte
levende væsen (individet) er bevidst om disse eller ej. Ret beset er de
”objektive sanseimpulser” nemlig præcis lige så illusionistiske, som dé subjektive
oplevelser og forestillinger, de giver anledning til eller resulterer i.
Alt i alt kan vi
derfor konstatere, at det er oplevelsesevnen i dens samtidige funktion som
skabeevne, der er ansvarlig for at noget immaterielt, grænse- og størrelsesløst
og absolut stilheds- og tomheds-præget, altså Jeget som det er i sig selv, kan
komme til at fremtræde som noget, der er materielt, begrænset, størrelses- og
bevægelsespræget. Men i absolut forstand er der tale om, at disse fænomener
er illusionistiske forklædninger eller fremtrædelsesformer for
subjektets princip (Jeget), muliggjort af skabeevnens princip. Det
treenige princips anden hovedinstans, altså skabeevnen, fungerer derfor i
praksis som en art ”trylleevne”, hvormed jeget eller subjektet er i stand til
at frembringe et slags ”spejlbillede” af sig selv, hvorigennem det opnår at
opfylde to hovedkrav: 1) at opnå bevidsthed om sig selv, og 2) at tilgodese
sit urbegær. (Note 7) (Ci tat slut)
Note 7: Se Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1,
stk. 1. 31.ff og stk. 1. 84.ff.
For mit eget
vedkommende har jeg behandlet spørgsmålet om sjælen og personlighedens forhold
til det fysiske legeme, subsidiært til hjernen, i følgende artikler i
tidsskriftet KOSMOS (K): Sjæl og legeme. K nr. 5-1998. Er
Martinus’ kosmologi en videnskab? K nr. 2-1999. Det ligger i
generne. K nr. 6-1999. Er sjælen en hallucination? K nr.
11-2002. Det levende verdensalt. K nr. 4-2003. Materiens
forunderlige verden. K nr. 3-2004. Fængslende illusioner. K nr.
10-2005.
Emnet er ligeledes
behandlet i følgende af mine artikler i tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION
(KI): Videnskaben eller Gud? KI nr. 3 1997. Hjernen og
livsoplevelsen. KI nr. 2-1998.
NOTABENE: Der
skal her gøres opmærksom på, at en del af mine artikler, der henvises til i
noterne, er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen. Om dette og denne vil
man kunne læse i artiklen 4.129. Et livs status - revision
af en personlig opgørelse. © 2009 Harry Rasmussen. Revideret juni 2010 og
sluttelig igen i oktober 2016. Men kort sagt har de efterhånden mange års
beskæftigelse med såkaldt åndsvidenskab, specielt i form af Martinus’
kosmologi, medført en stadig mere skeptisk og kritisk opfattelse af og holdning
til nogle af kernepunkterne i samme kosmologi, som eksempelvis det levende
væsens udødelighed og evige liv, reinkarnationens lovmæssighed og skæbnens
absolutte retfærdighed. I stedet for fler-livs-teorien har jeg fundet frem til,
at ét-livs-hypotesen må være det mest sandsynlige, rigtige og enerådende.
Fler-livs-teorien må med andre ord være en illusion og dermed en form for tro,
mere præcist en overtro.
Med al det ovenfor
skrevne kan vi indtil videre konstatere, at de psykologiske lovmæssigheer mm.,
der også spiller ind i hele sammenhængen, men som hjerneforskningen og
neuropsykologien antager skyldes forskellige centrer i hjernen, som f.eks, hukommelsescentret,
hvilket naturligvis er rigtigt. Men også disse centrers fysiske processer skal
jo ’tolkes’ af bevidstheden eller mere præcist af dennes funktionelt
underliggende bevidsthedslager, i psykologien netop kaldt
underbevidstheden.
De underbevidste
psykologiske lovmæssigheder og funktioner bliver af en tænker som Martinus
betegnet som sansehorisonter, hvilket vil sige lag, der på grundlag af de
såkaldte skabeprincipper er opstået og dannet i underbevidstheden på
grundlag af tidligere oplevelser og erfaringer. I det hele taget kan det
konstateres, at bevidstheden i samarbejde med underbevidstheden har et kreativt
forhold til virkeligheden, sidstnævnte i denne sammenhæng defineret og forstået
som den fundamentale basis i form af elementarpartikler, atomer og molekyler.
Det må og kan siges at være i høj grad kreativt, at bevidstheden ’tolker’ de
nævnte basiselementer som en i grunden illusorisk verden fuld af tid, former,
farver, lyde, lugte og smagsoplevelser.
På denne baggrund
kan vi nu går over til at se på, hvordan det egentlig forholder sig med det
såkaldte ’overnaturlige’. Herom skriver websitet
Videnskab.dk i uge 46, november 2017 blandt andet følgende
kortfattede indledende bemærkninger til nogle angiveligt videnskabelige
undersøgelser af, hvorfor en del mennesker har oplevet og fuldt og fast tror på
overnaturlige fænomener og hændelser:
(Citat) Hundredevis af hjemsøgte danskere
Vi har
besøgt Kirsten Marie Raahauge, der er antropolog og lektor på Det Kongelige
Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.
Hun står bag
projektet 'Hjemsøgte huse', der bygger på over 100 interviews med danskere, som
har oplevet overnaturlige hændelser.
Kirsten Marie Raahauge har været i gang med projektet i snart ti år, og
Videnskab.dk har tidligere beskrevet studiet, både i en artikel i 2009, hvor vi
skrev om, hvordan spøgelser hjemsøger fladskærme, og sidste år, hvor vi
kunne fortælle, at hver femte
dansker måske har oplevet et spøgelse.
Vores
forventninger styrer, hvad vi ser
Vi har også
taget en snak med Marc Malmdorf Andersen, postdoc på Institut for Kultur og
Samfund på Aarhus Universitet, der har lavet et Virtual Reality-studie, som
Videnskab.dk har skrevet om i ugens løb.
Studiet
beskriver, hvordan spøgelser og overnaturlige væsener skabes i vores hjerne,
så hvis man får at vide, at man vil se et væsen i en skov, kan
forventningen om at se væsenet gøre, at man faktisk ser det.
»Vores
hjerne forsøger at forudsige, hvad der sker ude i verden, og det gør den i så
radikal en udstrækning, at den forleder sig så meget, at vi ser væsener,«
fortæller Marc Malmdorf Andersen i podcasten. (Citat slut)
De ovenstående
bemærkninger er så meget mere interessante, for så vidt som at de er et udtryk
for ikke alene en kritisk skepsis, men også for et opgør med hele den lange
tradion af spiritisme, okkultisme og magi, der rækker langt tilbage i tiden.
Ja, faktisk helt tilbage til urtiden, hvor urtidsmenneskene tilbad og ofrede
til de påståede naturguder, for at stå sig godt med disse, når det eksempelvis
drejede sig om at sikre sig frugtbarhed, god jagt og sejrrig kamp mod
’fjenden’. Men man skulle have troet, at den nyere tids og især vor tids
mennesker, ikke mindst i kraft af den tiltagende skoleundervisning, der har
fundet sted i de seneste århundreder, efterhånden var blevet så oplyste og
vidende i kraft og medfør af naturvidenskabens mere eller mindre dokumenterede
kendsgerninger, at overtroen ville miste sit tag i dele af menneskeheden. Men
netop kendsgerningerne viser, at dette ikke er tilfældet, snarere tværtimod,
for i nyere og nyeste tid har medierne, de trykte, radiofoniske så vel som
elektroniske, i stor grad medvirket til at udbrede overtroen i dens mange
former og afarter. Medierne vil dog nok selv mene, at de har bidraget og
fortsat bidrager til formidling af oplysninger om virkelige emner og
begivenheder. Hertil må svaret nok lyde, at der er noget der hedder selvbedrag.
Fænomenet og
begrebet spiritisme, er i henhold til sagkundskaben nærmest at betragte som en
slags religion, idet mange af dens tilhængere forholder sig uskeptisk, ukritisk
og religiøst troende til de såkaldt overnaturlige fænomener, så som ånder,
gengangere og spøgelser.
En af de markante skikkelser i spiritismens historie er den
svenske filosof, mystiker og profet Emanuel Swedenborg (1688-1772). Han
begyndte med at studere naturvidenskab og skrev og fik udgivet en
del lærde værker, som oprindelig gav ham et ry som seriøs videnskabsmand. Men
uventet for alle andre end ham selv opgav han i 1745 pludelig sine lærde
studier og de embeder, han havde opnået, og kastede sig i stedet helhjertet
over en tilværelse som sandsiger og mystiker. Herunder forfattede han sit egentlige
hovedvæk, Regnum Animale, som blandt andet handlede om menneskesjælen
og dennes skæbne efter døden. Men ikke nok hermed, for Swedenborg begyndte
samtidig at få hallucinationer, der hang sammen med hans dybsindige religiøse
og filosofiske spekulationer, samtidigt med, at han dagdrømte og oplevede
stemmer og havde visioner fra højere og åndelige verdener og havde passionerede
seksuelle drømme. Det sidstnævnte beroede formentlig på, at han i lighed med så
mange andre mystikere bublimerede sin seksuelle drift og forsøgsvis
konverterede denne til åndelige og meditative koncentrationer og
kontemplationer. For øvrigt i lighed med, hvad mange munke, vismænd og yogier
gjorde i det klassiske Indien.
Nok så
karakteristisk var det for Swedenborg, at han både mundtligt og skriftligt
kunne berette om sine visioner, hvorunder han så himlen åbne sig for ham og at
han kunne tale med engle og ånder af afdøde mennesker. Dertil kom en usædvanlig
clairvoyant evne, som viste sig at være seriøs og ægte. Selvom han befandt sig
i Göteborg, kunne han i detaljer beskrive Stockholms brand i september 1859.
Dette gav ham naturligvis et godt ry, ikke mindst i kredse, for hvilke
spiritisme og okkultisme stod som virkelige og sandfærdige fænomener.
Det korte af det
lange er, at Swedenborg fik en vis betydning for og indflydelse på den
spiritistiske og okkulte bevægelse, som for adskillige mennesker i den vestlige
verden blev ensbetydende med en kærkommen reaktion og opposition imod den
tiltagende naturvidenskabelige reduktionisme. På baggrund af Swedenborgs
virksomhed som forfatter af digre værker om okkultisme og spiritisme, og hans
uverificerbare påstande om selv at have været i forbindelse med afdødes ånder,
oprettedes der Swedenborg-sekter rundt omkring i den vestlige verden, herunder
også i Danmark.
Men som sædvanligt
hændte det, som sådanne bevægelser normalt er udsat for, nemlig, at i løbet af
sidste halvdel af det 1800-tallet opsplittedes hans tilhængere i to retninger,
dels i en populær, ukritisk og nærmest tilbedende retning, og dels i en mere
kritisk og videnskabelig retning. Folkene i den førstnævnte retning antog
totalt ukritisk hans visioner eller fantasier om en himmel og et helvede og
dannede på det grundlag deres egen religion kaldet ”Ny Jerusalems Kirke”.
Det nyere og mere
moderne form for spiritistbevægelse er karakteristisk ved, at den adskiller fra
de tidligere spiritistiske bevægelser ved en fortsat søgen efter at føre
holdbare beviser for en åndelig verdens eksistens, hvorfra de afdødes ånder
eller sjæle kan give sig til kende, først og fremmest ved at identificere sig
og give korrekte oplysninger om deres tidligere liv og beskæftigelse. Denne
identifikation og bekræftelse kan finde sted på flere måder, nemlig ved
såkaldte seancer, hvorunder et egnet kvindeligt eller mandligt medium formidler
forbindelsen mellem afdøde og en af disses nære nulevende familie eller venner.
En anden måde er eksempelvis den, der foregår via såkaldte bankeånder, hvor
medlemmer af bevægelsen sidder rundt omkring et bord og stiller forenklede
ledende spørgsmål. Det var og er så den formodede bankeånds opgave at svare med
enten ét bank på bordet, som betød ”Ja!” eller to bank, der betød ”Nej!” – En
højst tvivlsom måde at få besked fra åndeverdenen på. I realiteten var og er
der jo tale om renlivet snyd, idet bankelydene naturligvis blev frembragt under
bordet af det såkaldte medie selv.
Disse emner er i
øvrigt behandlet mere eller mindre seriøst i en efterhånden righoldig
litteratur, hvoraf særlig kan nævnes Sir Oliver Lodge: Raymond eller
Liv og Død. Med Eksempler paa Beviser for Livets fortsættelse og for
Hukommelsens og de personlige Egenskabers og Sympatiers Bestaaen efter Døden.
Udgivet af Selskabet for psykisk forskning i København. V. Pios Boghandel –
Povl Branner. Nørregade – København 1918.
I det hele taget
må det desværre konstateres, at okkultisme og spiritisme er udtryk for bedrag
og selvbedrag i form af ønsketænkning, det sidste ikke mindst i de tilfælde,
hvor et medium under trance formidler kontakten mellem en afdøds påståede ånd
og et tilstedeværende familiemedlems ønsker om bekræftelse på, at ’ånden’
faktisk er identisk med det afdøde menneske. Som et særlig markant eksempel på
en sådan mediumistisk seance, kan nævnes den engelske fysiker og psykiske
forsker, professor Sir Oliver Lodge, som under 1. verdenskrig via flere medier
systematisk søgte spirituel kontakt med sin afdøde søn, Raymond, der som soldat
var omkommet på slagmarken i Flandern. Men som i andre og lignende tilfælde
begik den oprihyigt velmenende og i egen opfattelse ’videnskabelige’ Oliver
Lodge den fejl, at han endte seancerne med at bekræfte sin egen forudfattede
opfattelse af, at vi mennesker har en sjæl, der i medfør af sin udødelighed
overlever den fysiske død.
Herefter skal jeg
tillade mig at citere den følgende tekst fra min
artikel Kosmologiske lektioner. Kortfattet indføring i MARTINUS’
KOSMOLOGI- Lektion 76: GENNEM DØDEN ELLER DE PARAFYSISKE
VERDENER - om diskarnationens ’teknik’ (Fortsat fra Lektion
75):
(Citat)
Disse emner er i øvrigt behandlet mere eller mindre seriøst i en
efterhånden righoldig litteratur, hvoraf særlig kan nævnes Sir Oliver
Lodge: Raymond eller Liv og Død. Med Eksempler paa Beviser for
Livets fortsættelse og for Hukommelsens og de personlige Egenskabers og
Sympatiers Bestaaen efter Døden. Udgivet af Selskabet for psykisk
forskning i København. V. Pios Boghandel – Povl Branner. Nørregade – København
1918.
Nok så interessant
er The Human Personality and its survivial after Death. Af
den engelske psykiske forsker F.W.H.Myers (1843-1901). Bogen er
oversat til dansk og udgivet af Strubes Forlag 1968-69. Af andre og relativt
nyere bøger om emnet, kan nævnes Elisabeth Kübler-Ross: On Death and
Dying. Mcmillan. New
York 1969. Dansk udgave: Døden og den
døende. Gyldendal. København 1973. Raymond A. Moody,
jr.: Livet efter livet. Overlevelse af fysisk død – et fænomens
udforskning. Borgens Billigbøger 1977. Af samme forfatter: Mere
om livet efter livet. Den videre udforskning af et fænomen – overlevelse
af fysisk død. På dansk ved Claus Bech. Borgens Billigbøger 1977. Lyall
Watson: På grænsen til døden. Biologi og oversanselige fænomener.
Borgen 19??. Stanislav Grof: Den indre rejse II. Menneskets
møde med døden. Borgen 1977. Jes Bertelsen: Dybdepsykologi
II. Genfødelsens psykologi. Borgen 1979.
En lidt mere
filosofisk gennemgang af emnet finder man f.eks. i Gustav Theodor
Fechner: Den lille bog om livet efter døden. På dansk ved K.
Robert Adamsen. Thaning & Appel. København 1953, 1972. Fechners opfattelse
af tilværelsen har i øvrigt mange principielle lighedspunkter med Martinus’
Kosmologi. Se herom i bogens 19. kap.
For resten skal
her indskydes, at der findes mange kritikere af forestillingerne om, at
individet besidder en overfysisk, sjælelig struktur, som bl.a. bevirker at den
menneskelige personlighed overlever det fysiske legemes død. Blandt disse
kritikere er den amerikanske hjerneforsker Susan Blackmore, som
har undersøgt nærdøds-oplevelser, ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser
hos et vist antal mennesker. Under overskriften ”Sådan opstår
ud-af-kroppen oplevelser” kunne tidsskriftet Illustreret Videnskab
nr. 8, 1990, næsten triumferende meddele sine læsere, at alt det
uvidenskabelige vrøvl om bl.a. sjæl og såkaldt astrallegeme, var det nu
lykkedes en moderne, nøgtern og objektiv hjerneforsker som Susan Blackmore at
gøre endeligt op med. Hun kunne nemlig især henvise til, at uanset hvor
avancerede og raffinerede måleinstrumenter videnskaben har taget i brug, er der
endnu aldrig fundet det mindste bevis for, at disse sjæle og astrallegemer
faktisk eksisterer.
Det er naturligvis
indtil videre korrekt, at videnskaben – hvilket i dette tilfælde vel skal forstås
som hjerneforskningen – endnu ikke har kunnet fysisk måle og registrere
fænomener, der kan identificeres under begrebet sjæl eller astrallegeme. I
konsekvens heraf konstaterer man, at der endnu ikke er fundet noget
videnskabeligt bevis for sjælens eller astrallegemets, dvs. koblingslegemets,
faktiske eksistens.
Det er imidlertid
et spørgsmål, om hjerneforskere som eksempelvis Susan Blackmore har de
nødvendige forudsætninger og kvalifikationer til at kunne foretage en uvildig,
seriøs og gyldig undersøgelse af de nævnte fænomener. Hjerneforskere som Susan
Blackmore mener nemlig grundlæggende, at psykologien kan og skal forklares
biologisk og fysiologisk. Det er derfor et stort spørgsmål, om hendes helt
igennem fysiske årsagsforklaringer og konklusioner er holdbare. Set fra
kosmologiens synspunkt er de det afgjort ikke.
I henhold til
Susan Blackmores undersøgelser har det vist sig, at hjernen er således
indrettet at den ved overvældende smerte eller krisetilstand hos individet,
producerer betydelige mængder af stoffet endorfin, der svarer til morfin. Det
er dette stof, der ifølge hende ved en dødelig tilstand i kroppen får hjernen
til at reagere med at dope sig selv, hvilket både giver smertefrihed og
lystfølelse. Denne situation opleves ifølge hypotesen subjektivt som
lykkefølelse, ud-af-kroppen oplevelse og tunnel-oplevelse.
Susan Blackmores
konklusion er følgelig den, at der er tale om at hjernen degenererer og
frigiver det morfinlignende stof endorfin, når døden nærmer sig, og det er
efter hendes opfattelse forklaringen på, at der kan opstå surrealistiske
forestillinger om at man rejser ud af kroppen og gennem en sort tunnel mod
lyset. Hun slutter endvidere, at disse oplevelser mere har med drøm end
virkelighed at gøre, og det støtter hun især på en sammenligning mellem
mennesker, der ofte drømte at de så sig selv fra oven, med folk, der aldrig
havde haft sådanne drømme. Kun hos den førstnævnte gruppe havde der optrådt
ud-af-kroppen oplevelser i nærdødsøjeblikket, mens ikke en eneste person i den sidstnævnte
gruppe havde haft oplevelsen.
Rent bortset fra,
at den omtalte artikel tyder på at Susan Blackmore ikke synes at have gjort sig
dybere tanker om, hvad drøm og drømmetilstand såvel som sansning og
livsoplevelse i det hele taget er og indebærer, så føler jeg mig personlig
bestemt ikke overbevist om gyldigheden af hendes argumenter for sin teori. Det
støtter jeg bl.a. på personlige oplevelser og erfaringer med nogle enkelte
ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser, jeg i sin tid har haft som dreng
og ung mand. I det ene tilfælde var der formentlig tale om en nærdødsoplevelse,
idet jeg som 13-årig dreng en efterårsdag kom ud for den situation i et af
skolefrikvartererne, at en af mine klassekammerater i kådhed strammede det
tørklæde, jeg havde om halsen, så meget at jeg var ved at blive kvalt og i al
fald mistede bevidstheden om omverdenen for en kortere tid.
Men til min store
overraskelse mistede jeg ikke bevidstheden om, hvad der videre foregik med mig.
Først fyldtes jeg af en stor og isnende angst og skræk, forårsaget af at
tørklædet blev strammet så voldsomt om min hals, men jeg nåede ikke at kæmpe
imod, førend jeg straks efter oplevede at blive hvirvlet hastigt gennem en mørk
tunnel, som mundede ud i et ubestemmeligt mørke. Idet jeg nåede ud i dette
udefinerbare mørke eller intet, gennemstrømmedes jeg af en uudsigelig fred og
lyksalighedsfølelse, som jeg aldrig havde oplevet før og heller ikke siden.
Efter en stund –
udtrykket er egentlig forkert anvendt, for tiden eksisterede ligesom ikke –
blegnede eller lettede ’mørket’ og jeg opdagede nu, at jeg befandt mig halvt
liggende og halvt siddende på et fladt klippeplateau, som grænsede op til en
forholdsvis bred, dyb og mørk afgrund, på hvis anden side der var et lignende,
nærmest fladt klippeplateau. På dette viste sig nu en række menneskelignende,
tavse og højtidelige skikkelser iført fodlange dragter og kutter, som skjulte
deres ansigter. En af skikkelserne trådte et skridt nærmere hen mod afgrunden
og rakte sine arme ligesom indbydende over imod mig. Men idet jeg rejste mig
for at gå over mod de venlige skikkelser, uden at ænse den dybe, mørke afgrund,
som egentlig ikke virkede faretruende, blev jeg afbrudt af en intens
klokkekimen, der lød højere og højere, vendte bevidstheden om min fysiske
omverden tilbage. Det første jeg blev klar over var, at den kammerat, der havde
strammet tørklædet om halsen på mig, og som atter havde løsnet dette, havde
sammen med nogle af de andre båret min bevidstløse krop hen og lagt den på en
bænk under et stort træ midt i skolegården. Her stod de nu forsamlet,
foruroligede og ventede på at jeg skulle give livstegn fra mig.
Det snurrede
ligesom varmt i mit hoved, og straks da jeg var kommet nogenlunde til mig selv,
udbrød jeg ivrigt: ”Skynd jer, skoleklokken har jo ringet ind!”. Kammeraterne
kiggede uforstående på mig og sagde, at skoleklokken endnu ikke havde ringet.
Men omtrent i samme øjeblik gjorde den det faktisk, og noget forvirret kom jeg
på benene og skyndte mig sammen med mine kammerater at tage opstilling i den
klasserække, hvor vi hørte til.
Senere, da jeg som
ung mand bl.a. var blevet bekendt med fysiologi og parapsykologiske erfaringer
og fænomener, stod det mig klart, at den klokkekimen, der ved den omtalte
lejlighed havde lydt for mit indre øre, skyldtes at blodet vendte tilbage til
hovedet og hjernen, hvilket skete takket være at den kammerat, der havde
strammet tørklædet om min hals, i mellemtiden havde løsnet dette igen. Det stod
mig også klart, at det naturligvis ikke var mig i form af min fysiske krop, der
var blevet hvirvlet gennem tunnelen og som havde befundet sig på
klippeplateauet. Det var derimod den krop, man kan opleve i og med i
drømmetilstanden, og som man derfor må kunne betegne som sit ”drømmelegeme”.
Dette legeme udgøres i henhold til Martinus’ Kosmologi af et åndeligt legeme,
der består af en kombination af finstoflig fysisk energi og åndelig energi, som
er nært forbundet med følelseslegemet. Det er til det sidstnævnte, at
dagsbevidstheden overføres under søvnen og i tilfælde af bevidstløshed,
bedøvelse og ikke mindst ved dødens indtræden. Som tidligere omtalt benævner
Per Bruus-Jensen ”kombinationslegemet” som koblingslegemet eller
transformationsfeltet. Det er dette legeme, der i parapsykologien betegnes som
sjælelegemet eller den parafysiske finstofkrop eller finstof-dublet.
I denne
forbindelse kunne jeg nævne flere senere og lignende, men dog langt fra så
dramatiske situationer, hvori jeg har haft ud-af-kroppen oplevelser og
tunnel-oplevelser. Men jeg skal nøjes med at omtale en enkelt og i og for sig
afslappet og stilfærdigt tilfælde af en ud-af-kroppen oplevelse. Den fandt
sted, da jeg var en ung mand på omkring tyve år. Dengang praktiserede jeg
omtrent dagligt meditation, og en dag, da jeg i dette øjemed sad på en stol i
mit værelse, med fuldt åbne øjne, som var ufravendt fokuseret på et punkt et
stykke foran mig, oplevede jeg pludselig og uventet, at min siddende krop
placerede sig i vandret stilling. Men med mine øjne kunne jeg naturligvis se,
at mit fysiske legeme sad ubevægelig ret op og ned på stolen. Det må altså have
været min sjælekrop eller koblingslegeme – for hvad kunne det ellers være? –
der helt ubesværet ligesom løsgjorde sig fra mit fysiske legeme og placerede
sig tværs igennem dette i en halvfems graders vinkel! Men nok så vigtigt:
Dagsbevidstheden var forbundet med sjælelegemet.
Til min egen store
overraskelse opdagede jeg ved samme lejlighed, at det var muligt at dirigere
sjælekroppen med viljen, idet jeg helt vilkårligt kunne få den til at skifte
position, lige som jeg kunne dirigere den tilbage til mit siddende fysiske
legeme, hvis hjerne derefter atter overtog dagsbevidstheden.
Der var ved den omtalte
lejlighed dog ikke tale om, at sjælekroppen helt forlod den fysiske krop, men
et par sådanne situationer har jeg imidlertid også oplevet, da jeg var ung. I
det ene tilfælde forlod sjælekroppen spontant mit liggende fysiske legeme og
ligesom svævede over til en bogreol i mit værelse. I det andet tilfælde forlod
sjælekroppen mit liggende fysiske legeme og mit værelse og svævede hen til
entrédøren, for at lukke op for min moder, der dog først kom hjem kort efter at
denne oplevelse havde fundet sted. I det sidstnævnte tilfælde var der tale om,
at jeg i halvvågen tilstand dirigerede sjælekroppen ud til entrédøren, fordi
jeg mente at min moder famlede med nøglerne, for at lukke sig ind.
Selv om den
skeptiske læser og med god grund kritiske forsker måske her vil indvende, at
der i alle de ovenfor beskrevne tilfælde må have været tale om
drømmeoplevelser, så kan jeg på min ære forsikre vedkommende om, at jeg i al
fald i de to førstnævnte situationer var fuldt vågen, nøgtern og bevidst om de
ydre, fysiske lokaliteter, hvori jeg befandt mig. Dette udgør selvfølgelig ikke
i sig selv noget bevis på sjælekroppens faktiske eksistens, men jeg vil dog
mene at der er tale om et stærkt indicium herpå. – Jf. med artiklen Min vej til
Martinus og Er sjælen en
hallucination? Her på hjemmesiden.
Men hvad
oplevelserne nu end var eller ikke var, så er det helt afgørende for mig
personligt imidlertid, at især den førstnævnte oplevelse i skolegården efterlod
mig da 13-årige knægt med en overvældende følelse af, at vort indre og dybeste
væsen tilhører eller er ét med en anden og højere dimension uden for tid og
rum, og at sådan ville det også være efter døden, som hverken jeg eller andre
derfor behøver at frygte for.
Det er i øvrigt et
spørgsmål, om tunnel-oplevelsen måske kunne tænkes at hænge sammen med, at
dagsbevidstheden i sådanne situationer overføres fra den fysiske hjerne til det
psykofysiske koblingslegemes hjerne og derfra til følelseslegemets hjerne? Et
andet og beslægtet bud på tunnel-oplevelsen er fremsat af Paul Brunton, som er
af den erfaringsbegrundede opfattelse, at den skyldes at dagsbevidstheden ved
nærdød – og derfor formentlig også ved død – forlader hjernen og trækker sig
tilbage til hjertet, gennem hvilket organ bevidstheden menes at stå i
forbindelse med den sjælelige strukturs hjerte og hjerne. Dette synes at stemme
overens med Martinus’ påpegning af, at følelsesenergien fysisk set specielt
ytrer sig i form af bl.a. blodkredsløbet, for hvilket hjertet jo er en
afgørende instans. Det synes også at stemme overens med min tidligere beskrevne
oplevelse og erfaring, at bevidstheden om den fysiske verden kom igen, i takt med
at blodet atter vendte tilbage til hjernen.
Man kan endvidere
forestille sig den mulighed, at når den roterende, ubehagelige og i visse
tilfælde rædselsvækkende tunnel-oplevelse i reglen efterfølges af en diametralt
modsat oplevelse af uudsigelig fred og salighed, kunne det måske hænge sammen
med, at bevidstheden da overføres fra finstofkroppen til det rent åndelige
følelseslegeme, som derefter for kortere eller længere tid, måske kun sekunder
eller minutter, varetager sansning og livsoplevelse. (Senere tilføjelse: Når
der her tales om et følelseslegeme, skal det forstås på den måde, at der i
henhold til Martinus’ psykologi til enhver sansemæssig funktion svarer et
såkaldt ’legeme’ eller ’organ’, der varetager den pågældende funktion. Dette
gælder jo ikke mindst for de funktioner, som det fysiske legeme står for. Vedr.
disse legemer, se f.eks. artiklen 4.126. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. 2. Del)
Men rent bortset
fra, at ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser ikke i sig selv udgør
noget bevis på hverken sjælens eller koblingslegemets eksistens, står det
klart, at det med den nuværende teknologi i hvert fald indtil videre ikke vil
være muligt at føre objektivt, naturvidenskabeligt bevis for de pågældende
fænomeners eksistens. Men på den anden side set, kan de hidtil fremførte
modbeviser heller ikke tillægges definitiv objektiv gyldighed. Nogle forskere
er da også af den opfattelse, at naturvidenskaben ikke kan udelukke Guds så
lidt som sjælens eller andre spirituelle kræfters eksistens, men disse emner
ligger blot uden for dens forskningsområde.
Hvad angår
koblingslegemets eller finstofkroppens mulige eksistens, kan især henvises til
de iagttagelser og erfaringer, man har gjort indenfor Raja Yoga. Selv om
iagttagelserne ifølge sagens natur selvsagt er foregået ad subjektiv vej gennem
introspektion, så tyder de fremlagte resultater alligevel på, at finstofkroppen
rent faktisk eksisterer.
For Martinus er
der ingen som helst tvivl om sjæle- eller finstofkroppens eksistens. Ifølge
hans kosmiske analyser består dette legeme af en kombination af finstoflig,
fysisk energi og åndelig energi, og det besørger blandt andet kontakten mellem
det fysiske legeme og den sjælelige struktur, herunder følelseslegemet. Det er
til det sidstnævnte, at dagsbevidstheden og dermed sansning og oplevelse helt
eller delvis overføres under søvnen og ved fysisk bevidstløshed.
Koblingslegemet betegnes som nævnt også som transformationsfeltet, hvilket vil
sige dén organiske mellemstruktur, der transformerer fysisk energi, f.eks. i
form af sanseimpulser, til åndelig energi i form af livsoplevelse, og åndelig
energi, f.eks. i form af viljesimpulser, til fysisk energi i form af nerveimpulser.
Her skal
naturligvis ikke afvises, at hjernen i krisesituationer og under store fysiske
smerter producerer stoffet endorfin, som doper hjernen på principielt samme
måde som andre former for narkotika, f.eks. morfin. Heller ikke, at virkningerne
heraf kan være forskellige former for surrealistiske forestillinger og
hallucinationer, dvs. sansebedrag eller falsk sanseopfattelse. Men det,
forskere som f.eks. Susan Blackmore helt fundamentalt synes at overse, er den
rolle selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For uanset
oplevelsernes årsager eller oprindelse, så viser alene de surrealistiske
forestillingers og hallucinationers forekomst, at bevidstheden eller sindet,
som fysiske forskere af gode grunde almindeligvis forveksler med hjernen, besidder
en evne til at skabe former for livsoplevelse, som ikke nødvendigvis har
direkte, men højst indirekte med fysisk sanseoplevelse at gøre. I disse
tilfælde er der med andre ord tale om rent åndelige oplevelser, som principielt
svarer til vore drømmeoplevelser. Og når fænomener, som eksempelvis
ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser kan forekomme omtrent ensartede
hos en række forskellige mennesker, må der være tale om bagved liggende
generelle psykologiske lovmæssigheder, der næppe lader sig forklare gennem
hjerneforskningen alene.
Vedr. sansningens
og livsoplevelsens problematik set fra et kosmologisk synspunkt, skal her
henvises til det senere TILLÆG her på Kosmologiske lektioner.
Men disse og mange
andre lignende spørgsmål og problemer vil forhåbentlig blive løst, efterhånden
som metafysiske og parapsykologiske forskere nærmer sig den mentale
udviklingstilstand, Martinus betegner som højintellektualitet. Den
omstændighed, at Martinus’ Kosmologi rummer løsningerne på disse og mange
lignende vigtige problemer og spørgsmål, er kun åbenbart for særligt indviede,
og kan derfor ikke gælde for mennesker, som endnu befinder sig indenfor den
materialistiske livs- og verdensanskuelses sfære.
Vedr. sjælens
eksistens set i relation til naturvidenskabelige fakta, kan her bl.a. henvises
til mine artikler Videnskaben eller Gud? i tidsskriftet Den Ny
Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 7-10, og til artiklen Hjernen og
livsoplevelsen, Den Ny Verdensimpuls nr. 2-1998, s. 23-6, samt
til Sjæl og legeme, Kosmos nr. 5-1998. Emnet behandles også i f.eks.
Vladimir Gromov: Begrebet sjæl set fra et naturvidenskabeligt
synspunkt, Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 23-4. (Citat slut)
I min nuværende
situation som overbevist tilhænger af ét-livs-hypotesen, finder jeg grund til
at revurdere min tidligere ovenfor omtalte nær-døds-oplevelse som 13-årig.
Først og fremmest må det konstateres, at oplevelsen af den roterende og lettere
uhyggelige passage gennem den smalle tunnel, som opstod som følge af min
kammerats stramning af tørklædet om min hals, vil kunne forklares med, at
lufttilførslen til lungerne og dermed iltcirkulationen til hjernen standsede
for antagelig nogle få minutter, hvorved jeg midlertidigt mistede den fulde
bevidsthed om omverdenen. Derefter kan det meget vel passe, sådan som Susan
Blackmore hævder, at i dette tilfælde min hjerne har udløst stoffet dopamin,
således at underbevidstheden – eller drømmebevidstheden – tog over og tolkede
det videre forløb som at jeg først befandt mig i et lyksaligt ’ingenmandsland’
og straks efter halvt liggende halvt siddende på det nævnte klippeplateau lige
overfor et andet lignende plateau, to plateauer, som jeg efterfølgende har
tolket som afstanden mellem liv ig død. De kutteklædte grålige personer, jeg så
ovre på det fjernere plateau, tolker jeg som mine skolekammerater, der alle var
iført efterårstøj, enkelte med huer, stod tavse foran mig, som i mellemtiden
var blevet anbragt liggende på en bænk midt i skolegården.
Godt nok var
afstanden mellem mine kammerater og mig kun omkring max 80 cm, en afstand, som
i min stærkt omtågede tilstand forekom mig at være omkring 15-20 meter. Den
kutteklædte person, der rakte sine hænder indbydende frem imod mig, kan meget
nemt tolkes som den kammerat, der havde kvalt mig, men som nu forsøgte at kalde
mig til fuld bevidsthed igen. Da han i mellemtiden havde løsnet det strammende
tørklæde om min hals, vendte blodet med en snurrende fornemmelse og
lyd atter tilbage til mit hoved, hvilket jeg ubevidst tolkede som om
skoleklokken ringede ind.
Konklusionen på
revurderingen af de for mig selv interessante ’åndelige’ eller ’spirituelle’
oplevelser, må derfor lyde, at disse er fuldt ud forklarlige indenfor rammerne
af det såkaldt naturlige, hvilket især vil sige, at disse kan forklares på
baggrund af den fysiske kausalitetslov. Derfor er der grundlag for det, når
Videnskab.dk som nævnt citerer en forsker for at udtale, at vores forventninger
– og herunder også vores frygt - styrer, hvad vi ser og
oplever af spøgelser og andet såkaldt overnaturligt, okkult og spiritistisk
tøjeri.
I videre forstand
er det også vores frygtsomme forventninger, der får os til at forvente og spå
om et kommende rædselsvækkende ragnarok eller en ’dommedag’, hvor jorden og med
den, dens samtlige levende væsener går under i voldsom destruktivitet. En nyere
frygtsom form for jordens undergang, er klimaforskeres dystre forudsigelser om
de skræmmende konsekvenser af den igangværende globale opvarmning, med
temperaturstigninger, som får adskillige frygtsomme miljøorganisationer og
enkeltpersoner til at mane de værste skrækscenarier frem. Det sker angiveligt i
et forfængeligt håb om, at verdens regeringer og befolkningersnarest vil ændre
livs- og samfundskurs i retning af en mere sparsommelig og formentlig miljø- og
energivenlig livsførelse i forhold til økosystemerne. (Specielt
interesserede kan her henvises til artikelsamlingen Artikler med
emner vedr. klimadebat
Vi skal herefter
gøre os bekendt med, hvad en anden og betydeligt mere kvalificeret forfatter og
amatør-forsker, har at sige om spiritisme og okkultisme:
Den store og på
det her omtalte tidspunkt berømte eventyrdigter H. C. Andersen fortæller i sin
selvbiografi Mit Livs Eventyr om sin oplevelse af spøgeri på Børglum Kloster,
hvor han under en rejse i Jylland opholdt sig fra 31. juli – 10. august 1859.
Det var i øvrigt almindeligt, at man på herregårde krydrede sine fortællinger
om disses historier med beretninger om den ene eller anden – i nogle tilfælde
flere – og mere eller mindre uhyggelige spøgelseshistorier. Det gør man
forresten også i moderne tid, fordi sådanne spøgerier faktisk stadigvæk tiltrækker
besøgende. I nutiden fungerer en del af herregårdene i øvrigt som en slags
eksklusive hoteller, hvor selskaber kan booke sig ind og folk kan overnatte
eller ligefrem holde ferie. Forskellen på før og nu er formentlig, at færre
mennesker i nutiden tror på spøgerier, men der er dog fortsat nogle der gør
det, hvilket de undersøgelser, der refereres til i Videnskab.dk ’s tidligere
ovenfor omtalte artikel, viser.
H. C. Andersen var
dog ikke selv overtroisk, hvilket hans følgende beretning vidner om.:
(Citat med moderne retskrivning) […] Nu følger fortællingen, der
i sin historiske sandhed belærer og løfter i lys vor tidsalder over den af
poeter besungne, lykkeligt forsvundne, forsvundne Middelalder.
”Det spøger
på Børglum!” havde mnan sagt mig i Aalborg. I en bestemt
stue viste sig de afdøde kanniker, man forsikrede, at stiftets biskop selv
havde set dem. Jeg vover ikke at benægte muligheden af en forbindelse mellem
ainde- og legemsverdenen, men jeg tror ikke med forvisning på den. vor tilværelse,
verden i og om os, er et helt underværk, men vi er så vante dertil, at vi kaldr
det ”naturligt”. Alt holdes og bæres ved store naturlove, fornuftlove, love,
der ligger i Guds almagt, visdom og godhed, og jeg tror ikke på afvigelser fra
disse.
Efterat jeg den første nat havde
sovet på Børglum Kloster, kunne jeg ved frokostbordet ikke undlade at
spørge husherren og hans frue, i hvilket værelse her på gården biskoppen havde
sovet og spøgelserne vist sig. Man spurgte, om jeg havde frygt, og tilføjede,
at det var netop i mit værelse, de afdøde kanniker havde vist sig. Der første,
jeg nu havde at gøre, var at gå derhen og undersøge væelset fra gulv til loft;
ja jeg gik ud i gården, betragtede nøje alle omgivelser, kravlede op til
vinduerne for at komme efter, om stedet var indrettet til at arrangere
spøgelse-scener; jeg vidste ikke, om man her, som på andre herregårde,
rigtignok i min tidligste ungdom, havde morskab med at arrangere spøgefulde
nattescener. Men jeg opdagede intet, og sov til natten og i flere nætter i ro
og tryghed.
En aften kom jeg tidligere tilseng
end sædvanligt og vågnede nu kort efter midnat med et underlig kulde-gys; jeg
følte mig uhyggelig tilmode, tænkte på de omtalte spøgelser, men sagde til mig
selv, hvor tåbelig denne frygt var, hvorfor og til hvad skulle de hvide
kanniker vise sig for mig. Havde jeg ikke, da jeg endnu levede i uvished
om Henriette Wulffs død, bedet inderligt til Gud, om det måtte
forundes mig, om sligt var muligt, at erholde et synligt eller hørligt tegn fra
en anden verden, at hun var mellem de henfarne; men intet viste sig, intet
fornam jeg.
Disse tanker løftede mig ud af min
betagenhed, men i samme øjeblik ser jeg i den bageste, mest mørke del af
værelset en tågeskikkelse som et menneske. Jeg så og så, det isnede gennem mig;
det var ikke til at holde ud; jeg har en dobbelt natur: Frygtsomhed og trang
til at vide og forstå. Jeg sprang ud af sengen, løb mod tågebilledet og så nu
nærved, at den blankferniserede dør, hvis tre fremspringende afsatser blev
belyste fra et spejl, der igen gennem vinduet fik lys fra den klare sommernat,
formede nogenlunde en menneskeskikkelse. Det var spøgeriet, jeg så
på Børglum.
Senere har jeg endnu oplevet et
par spøgelse-historier; det vil vist her bedst være stedet til at meddele
disse.
Det var et årstid senere; jeg var
på en anden stor, gammel herregår. Jeg gik ved højlys dag gennem en
af de store sale og hører pludseligt, at der bliver ringet stærkt som med en
bordklokke. Lyden kom fra den modsatte fløj af gården, hvor jeg vidste, at
værelserne ikke var beboede. Jeg spurgte husets frue, hvad det var for en
klokke jeg havde hørt. Hun så alvorlig på mig. ”De har også hørt den!” sagde
hun, ”og hørt den nu ved højlys dag!” og hun fortalte, , at den oftere var
hørt, især sent på aftenen, når de forføjede sig til ro, ja, at lyden da var så
stærk, at den kunne høres af folkene nede i kælderen. ”Lad os dog undersøge!”
sagde jeg. Vi gik gennem salen, hvor jeg havde hørt den hemmelighedsfulde
klokke, og mødte husets herre og stedets præst. Jeg fortalte om klokkelyden og
forsikrede, idet jeg trådte hen mod vinduet: ”Der er ikke spøgeri!” og idet
ordenen var udtalte, ringede klokken endnu stærkere; da rislede det mig koldt
ned ad ryggen, og jeg sagde med mere spag stemme: ”Jeg tør vel ikke benægte
det, men jeg tror ikke ret på det.”
Før vi forlod salen, klang endnu
engang klokken; men i samme øjeblik faldt tilfældigt mit øje op på den store
lysekrone under loftet; jeg så, at de mange små, hængende glasstykker var i
bevægelse. Jeg greb en stol, steg op på den med hovedet mod kronen: ”Gå hurtigt
og stærkt hen over gulvet!” bad jeg. Det skete, og nu hørte vi alle den stærke
klokkelyd; den havde klang, som lød den langt borte fra; og spøgeriet var
opdaget.
En ældre præsteenke, som hørte
derom, sagde senere til mig: ”Det var så interessant med den klokke! Hvor kunne
dog De, som er en digter, nænne at løse sådant op til ingenting!”
Endnu en spøgelsehistorie; den
sidste:
Jeg var i København. Jeg
vågnede midt om natten og ser for enden af sengen står på kakkelovnen en
kridhvid buste, den jeg ikke tidligere havde lagt mærke til. ”Vistnok en
foræring,” tænkte jeg, ”hvem forestiller den?” Jeg resjer mig op i sengen,
stirrer på den hvide skikkelse, der i samme øjeblik forsvinder! Det jog igennem
mig, men jeg stod op, tændte lys, så på uret; klokken vat netop eet; i samme
øjeblik hørte jeg vægteren tåbe tiden. Jeg skrev den lille begivenhed op og
lagde mig igen, men kunne ikke hvile; da kom det mig i tanke, ”det kan være
månelyset, der gennem vinduet har skinnet ind på den hvide mur.” Jeg
steg igen op og så ud, luften var skyet, nymånen måtte for længst være nede;
alle lygter vat slukkede, altså heller ikke fra en af disse kunne lysbilledet
have vist sig.
Næste morgen undersøgte jeg nøje
værelset og så ud over gaden; ovre ved genboens var en lygte; skinnet fra den
kunne ved det halvt nedhængende gardin og et sejl på fartøjet ude i kanalen
forme på væggen skikkelsen af et menneskeligt hoved. Jeg gik derfor, da det
blev aften, ned på gaden og spurgte vægteren, på hvilken tid han slukkede
lygterne. ”Klokken eet” sagde han, ”lige før jeg råber!”
Lysskæret på muren havde jeg set og
stirret på; vægteren havde i det samme slukket lygten og med den spøgelset.
Men igen til Børglum
Kloster, hvor flere end en fortalte om natlige syner, dem jeg havde den
lykke ikke at se. Såsnart jeg på hjemvejen kom gennem Aalborg, måtte
jeg tale om spøgeriet og tale med den højærværdige herre, der havde set de
hvide kannikeskikkelser. Jeg tillod mig at ytre, om synet af disse ikke lå i en
fejl i øjnene, og han svarede alvorligt: ”Det ligger måske i en fejl i Deres,
at De ikke kan se sligt.” (Citat slut. Se Mit Livs Eventyr II. Revideret
tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Gyldendal 1975, s. 215-218. - Se evt. også H.
C. Andersens Dagbøger IV. G. E. Gads Forlag. København 1974, s. 346-351)
Man kan vel
herefter tillade sig en slags konklusion, gående ud på, at graden af overtroen
i højeste grad er beroende på psyken hos de mennesker, der er overtroiske.
Mennesker, hvis psyke overvejende er præget af instinktive fornemmelser og
uafbalancerede følelser, forholder sig til en verden og tilværelse, som de ikke
er i stand til at overskue og forstå. Der forekommer og sker mangt og meget,
der ikke umiddelbart er til at at fatte, hvorfor de pågældende mennesker danner
sig nogle ukvalificerede forklaringer på, hvad de i bedste mening tror er
noget, der findes og forekommer i den virkelige verden. Modsat med de mere
eller mindre intelligente almindelige, ikke sjældent småskeptiske og
fordomsfulde mennesker, som heller ikke kan overskue verden og tilværelsen, men
vænner sig til den og derfor synes, at den ikke er noget særligt.
Generelt kan man
sikkert med rette karakterisere troen på det overnaturlige som værende en slags
erstatning for manglen på at kunne se det virkelige liv som et stort under og
eventyr. Eller som Andersen udtrykker det i ovenstående citat: ”[…] . Jeg vover
ikke at benægte muligheden af en forbindelse mellem ainde- og legemsverdenen,
men jeg tror ikke med forvisning på den. Vor tilværelse, verden i og om os, er
et helt underværk, men vi er så vante dertil, at vi kalder det ”naturligt”. Alt
holdes og bæres ved store naturlove, fornuftlove, love, der ligger i Guds
almagt, visdom og godhed, og jeg tror ikke på afvigelser fra disse. (Citat
slut)- Eller som han har udtrykt det allerede i romanen ”Kun en Spillemand”,
1837:
(Citat) ”Gennem blomstens tætte
blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med
samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten
stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk,
som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede
eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den
vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi
selv lever.” (Citat slut. Se evt. artiklen 3.12. Alt er et underværk – om livet
selv som det største eventyr).
På den baggrund
skal det derfor sluttelig nævnes og fremhæves her, at opfattelsen af – eller
troen på eller overbevisningen om man vil, at der eksisterer et altibefattende,
altomfattende, allestedsnærværende og altbelivende, evigt levende væsen med en
overvældende skabekraft og -evne, i og af hvem alt og alle eksisterer, udfolder
sig og oplever, og som i højeste grad også udgør basis for ét-livs-hypotesens
opfattelse af livet og verden. (Se evt. artiklen 4.124. Hvor er Gud
henne? Et relevant og aktuelt spørgsmål).
© November 2017.
Harry Rasmussen.
******************
Nogle fornyede vigtige
overvejelser
Med mellemrum
vender jeg tilbage til overvejelser omkring ét-livs-hypotesen, som uanset om
denne er udtryk for virkelighed eller ej, i hvert tilfælde står i et stærkt
modsætningsforhold til de ideale og romantiske begreber og forestillinger om
tilværelsens natur og struktur, der for længst er fremført i løbet af den
europæiske filosofis historie, og som ligeledes fremføres indenfor spirituelle
filosofiske systemer, som eksempelvis i det klassiske indiske
filosofisystem Vedanta, og i nutidige filosofisk spirtuelle systemer som Rudolf
Steiners Antroposofi og Martinus’ kosmologi i form af, hvad han betegner som
Det Evige Verdensbillede.
Fælles for de
nævnte spirituelle filosofisystemer er især, at disse grundlæggende postulerer,
at levende væsener, subsidiært mennesket, er i besiddelse af en grundlæggende
overfysisk natur og struktur, der er udødelig og dermed evig. De to sidstnævnte
begreber skal mere præcist forstås som en natur og struktur, der er overordnet
i forhold til det klassiske rum-tid-kontinuum, og som dermed også er hævet over
fænomener som tilblivelse, forandring og ophør, eller fødsel, udvikling og
ophør i form af død.
Til trods for, at
de ovenfor nævnte spirituelle filosofisystemer hævder, at en sådan
evighedsstruktur rent faktisk eksisterer, er det store og afgørende
filosofisk-spirituelle spørgsmål imidlertid, om nævnte præmis og postulat i det
hele taget har faktuel gyldighed? Altså, om den påstand har rod i
virkeligheden. Dette være sagt og fremført, uanset, hvor logisk velbegrundet og
internt sammenhængende blandt andet de nævnte tre systemer hver især er.
Men her kunne
kritikeren, skeptikeren og tvivleren med rette indvende, om ikke det også
forholder sig sådan med ét-livs-hypotesens præmis og påstand om, at det levende
væsen, subsidiært mennesket, ikke besidder en overordnet, udødelig og
dermed evig natur og struktur? –
Jo, naturligvis er
der tale om præmisser og postulater eller påstande, som i begge tilfælde lader
sig logisk begrunde. Det betyder til syvende og sidst, at accepten af enten den
ene eller den anden påstand er et spørgsmål om hvilket postulat og hvilke
begrundelser, man anser for at være det og de mest sandsynlige.
I henhold til
ét-livs-hypotesens grundlæggende opfattelse, har det levende væsens, subsidiært
menneskets, overordnede natur og struktur form af et såkaldt psykisk
kraftfelt, indenfor rammerne af hvilket al individets livsoplevelse og
manifestation finder sted. Det sker på grundlag af i alt 7 basale
grundenergier: 1. Instinkenergi, 2. tyngdeenergi (dynamisk energi), 3.
følelsesenergi, 4. intelligensenergi, 5. intuitionsenergi, 6.
hukommelsesenergi, og 7. moderenergi. Den sidstnævnte er desuden eksponent for
energier, der igen er undergivet et overordnet og såkaldt højpsykisk
kraftfelt, nemlig nævnte grundenergi nr. 7. moderenergien. Denne betegnes
også som overbevidsthedenmed de deri forekommende basale og universale
grundprincipper for manifestation og livsoplevelse. Vedrørende de basale
grundenergier og også vedr- de universale grundprincipper eller skabeprincipper
kan her henvises til artiklen 4.125. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. 1. Del.
Det korteste svar,
jeg kan give på det spørgsmål, er, at jeg anser det for det mest sandsynlige,
at alle levende væsener, mennesker inklusive, dvs. os alle hver især, kun har
ét eneste liv til rådighed, nemlig det til enhver tid aktuelle liv her og nu.
Men jeg har naturligvis også nogle logisk sandsynlige begrundelser og
argumenter for denne antagelse.
Eftersom vi jo
ikke kender til eventuelt levende væsener andre steder i universet, må vi gå ud
fra den antagelse, at det kun drejer sig om alle levede væsener på jorden, af
hvad art og slægtsforhold disse end er, at disse i henhold til almindelig
erfaring og oplevelse kun har ét liv: De undfanges, fødes, vokser normalt op og
lever via principielle stadier: unge, ung, moden, ældre og død,
hvilket vil sige individets fysiske legemlige ophør. Individets psykiske
kraftfelt så vel som højpsykiske kraftfelt genereres og degenereres og ophører
i takt og pagt med det fysiske legemes og især dettes hjernes generation og før
eller senere påfølgende degeneration og ophør. Alt dette sker i henhold til
vores viden og erfaring naturligvis ikke tilfældigt, men følger de såkaldte
naturlove og herunder ikke mindst kausalitetsloven eller loven for årsag og
virkning. Det er derfor først og fremmest disse love, man må tage med i
betragtning i forsøget på at ville forstå verden og livet, herunder i nok så
høj grad de levende væsener og dermed også os selv. For vi har jo af erfaring
et selv, et ego eller et jeg, der er centrum for bevidstheden, som det redskab
eller den instans, det begærende og villende jeg eller ego betjener
sig af. Det jeg eller ego, som i dette tilfælde er mig, der sidder her bag
computerskærmen og forsøgsvis taster fornuftige og velbegrundede tanker.
Som omtalt i anden
sammenhæng, udgør jeget i henhold til ét-livs-hypotesen en faktor eller
instans, der skylder sin eksistens og sine funktioner, at det henter eller får
sin kraft fra det universale guddommelige Jeg og fra den ligeledes universale
guddommelige bevidsthed. Men vel at bemærke kun så længe individet som n
overvejende fysisk ’størrelse’ er i live. Såvel det personlige jeg som den
personlige bevidsthed begynder at blive genereret i og med individets
undfangelse og fødsel, lige som disse ophører i og med den fysiske hjernes
ophør og død. Hvordan kan man nu vide og være sikker på det, og på, at der kun
er ét liv til rådighed for individet? –
Jo, det kan man på
baggrund af den meget simple logiske forståelse af, at noget ikke kan opstå
eller komme af intet eller af sig selv. Noget kan kun komme eller opstå af
noget. Eller sagt på anden måde: Alt har en årsag og en virkning, som igen er
årsag til en ny virkning og således fortsat, tilsyneladende i det uendelige.
Men findes eller er der en første årsag som er årsag til alle de følgende
årsager? Forklaringen herpå er, at den første årsag i sig selv må være uden
årsag eller årsagsløs, hvorfor den i konsekvens heraf også må betegnes som
værende evig, i betydningen uden begyndelse og uden ende, og altså
den primære årsag, der er årsag til alt og alle, eller kort og godt årsagen til
verden og livet eller tilværelsen. Denne første årsagsløse årsag er med andre
ord identisk med den fundamentale instans og kraft, vi med rette kan betegne
som den evige, universale og majestætiske årsagsløse årsag GUDDOMMEN.
Den Guddom, der kendes og tilbedes under lokalnavne som Gud, Brahman, Jahve,
Gud Fader og Allah.
Men hvorfor
optræder begrebet Guddommen lige pludseliig i argumentationen? – Jo, ganske
enkelt, fordi vi på baggrund af den orden og de lovmæssigheder, der vitterligt
er i tilværelsen, nødes til at forstå og anerkende, at der ligger en overordnet
og suveræn visdom og intelligens bag alt, hvad vi kan iagttage og opleve i
livet og verden. Ja, alene det, at noget overhovedet eksisterer og er til,
giver anledning til antagelsen af en højere kraft, en skabekraft – eller
skaberkraft - fristes man til at sige. Som før påpeget, kan noget jo ikke opstå
eller komme af sig selv. Alt har en årsag og alt er virkninger af årsager.
Guddommen er altså med andre ord den første og i sig selv årsagsløse årsag til
alt, hvad der eksisterer og udfolder sig og kan tænkes at eksistere og udfolde
sig.
Situationen er
tydeligvis den, at den universale Guddom, der kan karakteriseres som det
altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og
altbelivende under og væsen, der ikke kan opleves direkte, men kun indirekte
via sit skaberværk: Verden og livet eller kort og godt verdensaltet, herunder
også os selv. Vi er jo hver især en slags ’afspejling’ af det guddommelige Alvæsen,
i den forstand, at vi hver især udgør et jeg, en skabe- og oplevelsesevne i
form af bevidstheden, og en skabt psyko-fysisk organisme, som i begge tilfælde
er undergivet de gældende fysiske og psykiske kræfter og lovmæssigheder.
Imidlertid
forholder det sig også sådan, at for at der skal kunne herske en fuldkommen
retfærdighed i tilværelsen, må individet for det første besidde en uforgængelig
overfysisk spirituel struktur, som ikke går til grunde ved den fysiske
organismes ophør og død. For det andet er det desuden en forudsætning og
betingelse for absolut retfærdighed, at fænomenet reinkarnation også må være en
absolut nødvendighed. Det er jo ikke særlig vanskeligt at indse og forstå, at
retfærdighed i form af positiv eller negativ gengældelse ikke i alle tilfælde
vil kunne gives i løbet af det ene jordeliv, som individet som nævnt har til
rådighed.
Det springende
punkt i denne argumentation for ét-livs-hypotesens gyldighed, er muligheden og
sandsynligheden for, at kunne fremføre en gyldig bevisførelse eller
argumentation for, at individet ikke besidder en uforgængelig psykisk
struktur samt at reinkarnation eller genfødsel heller ikke er en
realitet.
Den bevisførelse
vil i høj grad være problematisk, idet man – eller rettere sagt jeg – kun kan
henvise til, at fremtrædende og anerkendte psykologer og
psykoanalytikere som f.eks. Ludwig Feuerbach (1804-72), Sigmund Freud
(1856-1939), C. G. Jung (1875-1961) og Erich Fromm (1900-80) m.fl.,
ikke har fundet anledning eller grund til at anskue mennesket i
fler-livs-hypotesens perspektiv, hvorfor et fænomen som især reinkarnation slet
ikke har relevans i sammenhængen. Desuden er de forskellige helhjertede forsøg
der foreligger offentliggjort, for at bevise eller snarere sandsynliggøre
reinkarnationens forekomst, nøgternt set ikke overbevisende. Se f.eks. herom i
følgende artikler: 4.120. Det store
spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl og 4.139. Et stort
paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse
Tanken eller
forestillingen om reinkarnation er derimod i tidens løb fremført og forsvaret
af en lang række idealistiske romantikere – eller romantiske idealister om man
vil. Blandt de mest kendte er en gruppe klassisk-filosofiske indiske lærere og
forfattere, som f.eks. Shankar Acharya (788-ca. 810, han blev altså kun ca. 22
år!), Swami Vivekananda (1862-1902), Aurobindo Ghose (1872-1950). Nok så kendte
idealistiske filosoffer er f.eks. den russiskfødte Madame Helena Blavatsky
(1831-91), østrigske Rudolf Steiner (1861-1925) og – ikke mindst - den danske
idealistiske spiritualist og intuitive tænker Martinus (1890-1981). Man vil
kunne læse lidt nærmere om nogle af de her nævnte personer i artiklen
4.119. Spiritualismens
nyere historie. Desuden vil man også kunne orientere sig om spiritualisternes
romantiske livs- og verdensopfattelse i artiklerne 4.136. Idealismens
bedrag i religion, filosofi og politik - nogle
betragtninger, samt i 4.147. Myte og
virkelighed. Eller sandhed contra usandhed?
Til nærmere
belysning af de præmisser, argumenter og konklusioner, jeg har benyttet og
fortsat benytter mig af i forbindelse med antagelsen af ét-livs-hypotesen, kan
det anbefales den seriøse læser at læse eller genlæse artiklerne under
overskriften Artikler vedr.
Èt-livs-hypotesen.
Men uanset om mine
læsere kan og vil følge mig i og med min antagelse af ét-livs-hypotesen, og
uanset om denne vil kunne bevises som værende i 100 % overensstemmelse med det,
der kan og skal forstås som virkelighed eller sandhed om tilværelsens
fundamentale organisk-strukturelle natur, er det helt klart for mig, at
ét-livs-hypotesen er mere i overensstemmelse med, hvad jeg personligt mener der
kan og skal forstås ved begrebet virkelighed. Men selvfølgelig vel vidende, at
det ikke er mine personlige preferencer, der afgør, hvad der er virkelighed og
hvad der ikke er det. Derfor vil jeg endnu engang henlede opmærksomheden på, at
min yndlingsforfatter H. C. Andersen gennem det meste af sit voksenliv kæmpede
med en vekslende tro og tvivl på sjælens dødelighed eller udødelighed, mere
præcist forstået som den individuelle personligheds ophør eller beståen efter
døden. Derimod var han stort set aldrig i tvivl om Guds eksistens og omsorg for
sine skabninger. Herom har han i et af sine lyse øjeblikke – mere præcist i
1838 - blandt andet skrevet følgende positive og optimistiske citat, her
gengivet med nutids retskrivning:
(Citat) Gennem blomstens tætte blad
bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med
samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler
dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke
begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres
overnaturlig kun ved [årsags-virknings]kædens overbrydning, ved mangel på den
vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi
selv lever. (Citat slut) (Vil kunne læses i romanen Kun en
spillemand (1837): H. C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer III, s.
128-9. Gyldendal 1944).
Man bedes bemærke
sig, at Andersen her omtaler den Gud Fader, han som yngre henvendte sig til med
tak eller beklagelser, med det mere omfattende og objektive begreb Guddommen.
Det var i øvrigt indflydelsen fra hans ældre faderlige ven og mentor,
naturfilosoffen H. C. Ørsted, der gjorde sig gældende. Om forholdet mellem de
to vil man i øvrigt kunne læse i artiklen 3.14. Poesi og
videnskab – om forholdet mellem digteren H.C.Andersen og
videnskabsmanden H.C.Ørsted. Noget mere omfattende er samme venskab beskrevet i
min bog H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus. Forlaget Kosmologisk Information
1997.
Indholdet i det
anførte citat kan jeg fuldt ud tilslutte mig gyldigheden af. Se eventuelt
nærmere herom i artiklen 4.139. Et stort
paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse.
© April 2018 Harry Rasmussen.
******************
''puppe”-tilværelse
En ”puppe” er som
formentlig bekendt det omgivende hylster for et insekt på sit andet
udviklingsstadium, det stadium, hvor f.eks. et insekt udvikler sig fra larve
til frit omkringflyvende sommerfugl. Denne totale forvandling fra æg over larve
til voksent individ, er i litteraturen blevet symbolet på menneskets udvikling
fra dødeligt jordisk væsen til udødeligt åndeligt væsen. Men eftersom der jo i
denne sammenhæng ikke er tale om flere-livs-teorien, men om ét-livs-hypotesen,
hvor individet kun har ét liv at udvikle sig i, må man erfaringsmæssigt
konstatere, at det desværre langt fra er alle mennesker, der er i stand til at
opleve, føle og tænke over tilværelsen som et under, og tilmed et guddommeligt
under. En tanke eller forestilling, der tilsyneladende forekommer mange
nutidsmennesker som værende alt for romantisk, utopisk og derfor urealistisk.
Det er dog forståeligt, at mange eller snarere de fleste, synes og tænker
sådan, især i betragtning af de mange krav og pligter, der stilles til de
fleste mennesker i hverdagslivet, bare for at kunne opretholde eksistensen, og
for at kunne evne og magte at opnå alle de materielle ønsker, mange mennesker
har i håbet om, at kunne forsøde en ikke altid lige nem tilværelse.
Det forekommer
stort set at forholde sig sådan, at de allerfleste mennesker lever
deres relativt korte liv eller tilværelse i en ”forpuppet” tilstand, lukket
inde i en mere eller mindre begrænset og snæver verden af behov, ønsker, vaner,
sociale og kulturelle traditioner. En situation, man lidt negativt også kunne
betegne som ”hverdagens trummerum”. Men det hænder lejlighedsvis, at der opstår
en større eller mindre ”sprække” i ”puppen”, så at den, der befinder sig indeni
”puppen”, pludselig får et ”kig' ind i” eller et ”glimt af” den tydeligvis større
verden udenfor ”puppen”. Et kig eller et glimt, som i nogle tilfælde kan
medføre, at der opstår en længsel efter at få mere at se af den nævnte verden,
men som i andre tilfælde kan medføre det modsatte, nemlig at individet inde i
”puppen”, vender ryggen til og afviser at ville have noget at gøre med den alt
for store, uoverskuelige og ubegribelige verden udenfor ”puppen”.
Det sker da også
ikke så sjældent, ja, vel nok i de fleste tilfælde, at ”sprækken” lukker sig
tæt til igen, så at livet eller tilværelsen indenfor ”puppen”s rammer eller
”grænser” i reglen fortsætter med stort set de samme behov, ønsker, vaner,
sociale og kulturelle traditioner, som hidtil: det vil sige i relativ tryghed,
behagelighed og magelighed. Det befinder de fleste sig tilsyneladende bedst
med.
Imidlertid har der
i de seneste par hundrede år også eksisteret spirituelt idealistiske
bevægelser, der er opstået og som har forsøgt at modvirke og være et alternativ
til den ateistiske, materialistiske livs- og verdensanskuelse. Disse
alternative åndelige bevægelser er blevet omtalt i artiklen 4.119. Spiritualismens
nyere historie og
skal derfor ikke gentages her. Dog skal en enkelt af disse bevægelser nævnes og
atter omtales, nemlig det billede af livet og verden, som er blevet fremstillet
af vismanden Martinus i og med hans geniale kosmiske analyser og livsfacitter.
Det forholder sig
jo sådan, at troen på jorden som verdens centrum naturligvis hænger sammen med
menneskets fysiske kropslige position, hvilket vil sige, at det beror på
menneskets sanser og det perspektiv, som især synet repræsenterer. Vi ser
og oplever jo jorden som en stillestående og mere eller mindre flad skive,
hvor over himlen hvælver sig som en halvrund kuppel, der hviler på jordens
horisont, som går hele 360 grader rundt. Vi ser og oplever også, at
solen står op i øst og i dagtimerne bevæger sig kontinuerligt hen over
himmelbuen, for efter et vist antal timer at dale ned i vest og indlede natten.
De ældre tiders mennesker havde ikke den viden om de faktiske kosmiske forhold,
som videnskaben og især astronomien siden renæssancen har givet os, og som
bevirker, at vi nu godt ved, at synet bedrager og at det rent faktisk er en
form for illusion, vi dagligt vågner op til og ser med vore egne
øjne.
Men heldigvis kan
vores viden korrigere og kompensere for illusionen ved at fortælle
os, hvad det i virkeligheden er, der sker og foregår. Derfor er det egentlig en
sær oplevelse, at medens eksempelvis jeg sidder her og skriver på computerens
tastatur, kredser jorden – i lighed med de øvrige planeter i vores solsystem –
omkring solen, for jordens vedkommende med en utrolig hastighed af 30 km/sek.
Det svarer nogenlunde til at bevæge sig fra København til f.eks. Køge på 1
sekund. Nok så fantastisk er det, hvis vi f.eks. tænker os, at jorden i løbet
af 60 sekunder, altså 1 minut, har bevæget sig 1.800 km.! Og i løbet af 60 minutter,
altså 1 time, har jorden bevæget sig hele 108.000 km!! - Det betyder f.eks. at
det tager ca. 10 sekunder at ’rejse' de ca. 300 km fra Danmarks sydgrænse ved
Kruså og til Skagen! Men samtidigt kredser solsystemet, som befinder sig i
yderkredsen af spiralgalaksen Mælkevejen, sig omkring dettes centrum med en
hastighed af 220 km/sek, og fuldender et kredsløb i løbet af 230 mill. år.
Solen befinder sig 25.000 lysår fra Mælkevejssystemets midte. Et lysår er den
afstand lyset med en hastighed af 300.000 km/sek tilbagelægger på et år, en
ufattelig hastighed og en ufattelig afstand. Det giver et indtryk af
Mælkevejens størrelse. Og det vides, at Mælkevejssystemet kredser om et andet
og endnu større punkt i verdensaltet, og sådan kunne vi formentlig blive ved, hvis
vi ellers kendte til de forhold, der gør sig gældende ude i det vældige
verdensrum.
Det er jo alt
sammen svimlende størrelser og tal for en lille menneskeforstand! Og så er
vores verden, altså jorden og himlen, ret så stor set i menneskeperspektiv, men
kun et lille bitte fnug set i Mælkevejens perspektiv!
Men tænk, alt
dette eksisterer og foregår lige præcis her og nu i dette
øjeblik i hele det umådeligt og ufatteligt store – eller nærmere grænseløse –
verdensalts fjerneste steder, samtidigt med, at jeg lille menneske sidder og
tænker og skriver disse linjer! – Det kan ikke fattes eller begribes med tanken
og egentlig heller ikke med følelsen, men derimod nok med intuitionen.
Hvad er det da, vi
først og fremmest bør uddrage af dette? - Jo, blandt andet, at
kredsløbsprincippet gør sig gældende i astronomisk sammenhæng, lige som det gør
det, hvad stort set angår alt her på jorden: Menneskenes, dyrenes og planternes
liv og tilværelse er underlagt og baseret på kredsløbsprincippet, som jo
samtidigt er et kontrastprincip. Det kombinerede kredsløbs- og kontrastprincip,
som i medfør af jordens egenrotation og kredsløb omkring solen giver sig udtryk
i blandt andet form af lys og mørke, dag og nat, sommer og vinter, vækst og degeneration,
fødsel og død. Psykologisk set giver princippet sig udtryk i form af behag og
ubehag, glæde og sorg, lyst og smerte etc.
Imidlertid kan man
også anlægge et helt andet og på sin vis anderledes perspektiv på verden og
livet, end det makrokosmiske, nemlig det mikrokosmiske, med dets molekyler,
atomer og elementarpartikler. Dette perspektiv og den form for virkelighed, er
jo mindst lige så forunderlig og lige så meget et under, som den makrokosmiske
virkelighed. For retter vi blikket indad og nedad i de svimlende mikrokosmiske
dybder, åbenbarer der sig en verden og et liv, som ikke på nogen måde står
tilbage for, snarere tværtimod, hvad der eksisterer og foregår i det store
verdensrum, som ikke kun omgiver os, men som vi også er en del af, om end
relativt set en diminutiv del. Men til gengæld er mikroverdenen en del af os,
for det er dennes ’bestanddele’, vi alle hver især er opbygget af, i hvert fald
fysisk set. Og vel at mærke en ’opbygning’, som på sin vis og om muligt er
endnu mere mirakuløs end tilfældet er med kloder, sole, galakser etc.
For hvad er det,
der er så mærkværdigt ved mikrokosmos? – Jo, det er grundlæggende dette, at det
- i øvrigt i lighed med makrokosmos – er opbygget efter princippet større dele
er opbygget af stadig mindre og mindre dele: Organismer er opbygget af organer,
organer er opbygget af celler, celler er opbygget af molekyler, molekyler er
opbygget af atomer, atomer er opbygget af elementarpartikler, som f.eks.
elektroner og protoner etc. Man kan ligefrem tale om, at der gør sig et ”livs-
og stofenhedsprincip” gældende, sådan som f.eks. Martinus gør sig til
fremragende talsmand for.
Så medens jeg
sidder her bag tastaturet og tænker og skriver, foregår der et forunderligt liv
og travle funktioner eller aktiviteter i min krops indre, hvoraf en del er
ubevidste og automatiske, hvilket vil sige instinktstyrede: Hjertefunktionen,
blodkredsløbet, lungekredsløbet, mave-, tarm- og blærefunktionerne, samt
funktioner af lever, nyrer, milt etc. Og nok så betydningsfuldt: de seksuelle
organers automatfunktioner. Alle de nævnte organer er opbygget af dertil egnede
og beregnede celler, som igen består af molekyler, der igen består af atomer,
som atter består af elementarpartikler. Og nok så interessant er det, at
elementarpartiklerne er formet af ladninger af energi, idet energien er det
såkaldte materielle stofs, materiens, grundlæggende fremtrædelsesform. I
atomfysikken taler man både om materiens (energi)bølgeform og partikelform, et
forhold og en situation, som også er blevet betegnet som et komplementært
fænomen, idet materiens to former gensidigt udelukker hinanden, men først
tilsammen giver en synteseopfattelse af materiens natur.
Men nok så
forunderlige er sanserne og ikke mindst det absolut overordnede organ: hjernen,
hvis funktioner i alle tilfælde også i stor udstrækning er automatiske.
Hjernens opbygning i form af mængdevis af celler og dens fysiologiske
funktioner, er vel i grunden et af de største underværker, der findes. Men nok
så væsentligt og interessant er det, at hjernens celler - i lighed med alle
andre fysiske organer – naturligvis også er opbygget af molekyler, atomer og
elementarpartikler.
Ordet og begrebet
'energi' kommer af græsk εν = "i" og εργον =
"arbejde". I hverdagssproget betegner energi legemlig og åndelig
kraft, mens den i fysikken betegner evnen til at
udføre arbejde eller opvarme noget. Væsentligt er det, at
energi kan omdannes fra en form til en anden, men også, at den hverken kan
opstå ud af ingenting eller tilintetgøres. Den samlede energi i universet vil
således i princippet være konstant.
Imidlertid er
energi et abstrakt begreb som vanskeligt lader sig definere præcist. Det har
derfor vist sig at være nyttigt at operere med størrelsen 'energi', når man
skal beskrive de processer der forløber i et fysisk system. Der omsættes bl.a.
energi ved temperaturændringer og overgange
mellem tilstandsformer, når en genstand deformeres eller ændrer position
eller bevægelsestilstand, i forbindelse
med emission og absorption af elektromagnetisk stråling, og
når atom- eller kernefysiske reaktioner forløber.
I naturvidenskabelige sammenhænge
opererer man med forskellige energiformer, som f.eks.: Termisk energi, herunder
varme, kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi som følge af
elektromagnetisk stråling, kerneenergi, magnetisk energi, lydenergi, mekanisk
energi og lysenergi. De nævnte energiformer kan opdeles i to
hovedgrupper: kinetisk energi og potentiel energi. Andre velkendte
typer af energi er varierende blandinger af både potentiel og kinetisk energi.
Den ovenfor nævnte
liste over kendte mulige energiformer er ikke nødvendigvis fuldstændig. Der
sker nemlig lejlighedsvis det, at når en naturvidenskabsmand opdager, at et
bestemt fænomen bryder energibevarelsen, bliver nye energiformer
tilføjet, som det er tilfældet med f.eks. såkaldt mørk energi, en
hypotetisk form af energi som findes overalt i rumtiden og som lader
til at øge universets udbredelse.
I klassisk
mekanik skelner man mellem potentiel energi, som er en funktion af et
objekts position – og kinetisk energi, som er en funktion af
objektets bevægelse. Både position og bevægelse er relativ til et henførelsessystem,
som ofte (og oprindeligt) er et selvvalgt fast punkt
på jordens overflade, og som derfor kaldes
det jordiske henførelsessystem.
Kemisk energi er
den energi der frigives hvis et stof,
f.eks. benzin, olie eller mad, forbrændes fuldstændigt.
Ved fuldstændig forbrænding (fuldstændig oxidation) ændres de kemiske
bindinger mellem atomerne og summen af ændringerne i
bindingernes potentielle energi er den kemiske energi. Videnskaben om
bestemmelse af kemisk energi kaldes kalorimetri (varmemåling) og den
kemiske energi kan eksempelvis måles med kalorimeter, hvorfor kemisk
energi også kaldes kalorimetrisk energi.
Et stofs
brændværdi angiver energien forbundet ved afbrænding af en bestemt mængde af
stoffet. Det er normalt den kalorimetriske brændværdi eller øvre
brændværdi, altså den (totale) kemiske energi i en bestemt mængde stof, der
tales om. Den nedre brændværdi og fysiologiske brændværdi (for mad og drikke)
er hhv. kompenseret for energi tabt i vanddamp og uoptaget energi i afføring.
Kemisk energi er
bl.a. også kendt som den energiform, der opstår i fotosyntesen, hvor
sollysets elektromagnetiske energi bliver omdannet til bindinger
i glukosemolekylet. Det er også den energiform, som omsættes ved
menneskers og dyrs stofskifte.
Når vores krop nedbryder og fordøjer den mad, vi har spist, forbrændes
energigivende stoffer fra maden (bl.a.
forskellige proteiner, kulhydrater og fedtstoffer). Den
herved frigivne energi bruger kroppen til at holde forskellige kemiske
processer i gang, så vi kan tænke, føle og bevæge os, og sådan
at kropstemperaturen fastholdes på ca. 37 grader.
Et grundstof er
et kemisk stof, der udelukkende består af atomer med
samme atomnummer, hvilket vil sige, som har samme
antal protoner i kernen – for eksempel jern, der
udelukkende består af jernatomer Fe, eller brom, der i ren form
udelukkende består af molekyler med formlen Br2. Vand er
derimod en kemisk forbindelse bestående af molekyler, der er
sammensat af flere forskellige atomer – et iltatom O og to
brintatomer H med formlen H2O, hvorfor vand altså ikke er et
grundstof.
Atomer er bygget
op af protoner, neutroner og elektroner, og det samlede antal af neutroner og
protoner kaldes for nukleoner. Alle grundstoffer har et forskelligt antal
protoner, som også er det man kalder atomnummeret. Antallet af neutroner kan
variere og antallet af neutroner kaldes neutrontallet og betegnes med N.
Antallet af nukleoner (protoner + neutroner) kaldes massetal. Der vil altid
være lige mange elektroner og protoner i et grundstof, og da elektroner har en
lige så stor negativ ladning, som protoner har en positiv
ladning, er grundstoffet neutralt ladet udadtil.
Man kender 118
forskellige grundstoffer. Der er lavet en oversigt over grundstofferne, som
kaldes det periodiske system. Der findes 92 naturligt forekommende
grundstoffer på Jorden, de resterende er fremstillet
kunstigt. Plutonium, nummer 94 i det periodiske system, er det tungeste
grundstof, som dannes i naturen. Men mange tunge, og supertunge, grundstoffer
er desuden fremstillet i laboratorier.
Atomer består af
en lille kerne indeholdende positivt ladede protoner og neutrale neutroner.
Protoner og neutroner kaldes også kernepartikler eller nukleoner. Rundt om
kernen kredser en sky af elektroner med forskellige energiniveauer,
afhængigt af, hvor i skyen elektronerne befinder sig. Det er antallet af
protoner, der afgør, hvilket grundstof der er tale om. Atomer af samme
grundstof, der dog indeholder et andet antal af neutroner, kaldes for
grundstoffets isotoper. Som udgangspunkt har grundstoffet lige mange
protoner og elektroner, det vil sige, at der er tale om et neutralt ladet atom.
Men fordi mange grundstoffer gerne vil følge oktet-reglen, som
o (også kaldes ædelgas-reglen, vil grundstoffet enten afgive
eller optage elektroner. På den måde opstår ioner, som enten er positivt
eller negativt ladede, afhængigt af om atomet er oxideret eller reduceret.
Alle grundstoffer
har deres eget unikke kemiske symbol, der er gældende over hele verden
uanset, hvad grundstoffet hedder på det enkelte sprog. Jern har
symbolet Fe,
også på dansk, og natrium har symbolet Na, også i de
engelsksprogede lande, hvor natrium hedder "sodium". Selv kemibøger
skrevet med kyrilliske bogstaver eller med kinesiske skrifttegn, bruger de
vedtagne latinske bogstaver på grund af det internationale samarbejde.
Lad os i denne
forbindelse begynde med at konstatere, at begrebet 'natur' er latinsk og
betyder medfødt eller oprindelig egenskab, konstitution, væsen,
sindelag. Kan også betyde et lands eller en egns fysiske grundforhold, ligesom
det kan betyde hvad der eksisterer eller er opstået uden menneskelig indgriben,
kultur og kunst. Grundlæggende kan det betyde tilværelsens lovbundethed eller
orden.
Hvad angår det
sidstnævnte, er der tale om naturlove, hvilket vil sige, om
hvorledes et naturfænomen eller en udvikling erfaringsmæssigt
forløber, som f.eks. Newtons love, Darwins grundprincip naturlig udvælgelse for
arternes opståen og udvikling, Maxwells elektromagnetiske love og
kvantelovene for atomer, Einsteins relativitetsteori, Dertil kommer
Niels Bohrs indsats indenfor atomfysikken. Disse i og for sig vigtige emner
skal vi dog ikke komme nærmere ind på i denne artikel, men blot nævne navnene
på nogle af de mest fremtrædende og betydningsfulde naturvidenskabelige
forskere og disses vigtigste indsats:
Isaac
Newton (1642-1727), britisk fysiker,
formulerede den teoretiske mekaniks grundprincipper, ikke alene for legemers
bevægelse på eller nær Jordens overflade, men for al bevægelse i universet,
herunder månens bevægelse om Jorden og Jordens og de øvrige planeters bevægelse
om Solen.
Charles
Darwin (1809-1882), britisk
zoolog, er som nævnt ophavsmand til den mest udbredte
naturvidenskabelige evolutionsteori, hvis særlige fortjeneste er, at den brød
med den opfattelse, at arterne i tidernes morgen var skabt af Gud som fuldkomne
væsener, fra begyndelsen udrustet til at varetage de opgaver og pligter, Gud
havde tiltænkt dem i naturens store sammenhæng.
James C.
Maxwell (1831-1879), britisk fysiker, hvis
teorier om elektriske og magnetiske felter udgør den moderne fysiks grundlag.
Albert
Einstein (1879-1955), tysk fysiker, bedst kendt
for sin fremsættelse i 1905 af den specielle relativitetsteori og i 1916 den
almene relativitetsteori. Ifølge disse relativitetsteorier vil alle fysiske
love være de samme i ethvert jævnt bevæget system og i ethvert system. Einstein
spillede desuden en afgørende rolle i udviklingen af kvanteteorien, hvis
egentlige ophavsmand var Max Planck (1858-1947), som år 1900 opdagede
at strålingsenergi optræder i udelelige små elementarmængder, derfor kaldte
kvanter, hvorved en ny naturkonstant dermed var konstateret.
Niels Bohr (1885-1962), dansk fysiker, bedst kendt for sine
atomteoretiske overvejelser. 1913 opstillede han to revolutionerende
postulater: at atomerne kan eksistere i en række tilstande med veldefineret
energi, og at atomerne kan gå over fra én tilstand til en anden under
udsendelse af stråling, f.eks. lys. Men nok så vigtig er Bohrs videreudvikling
af kvanteteorien, som førte ham til erkendelsesteoretiske overvejelser af
modsætningsforholdet mellem elementarpartiklers modsætningsfyldte fremtræden
som partikler og som bølgeformationer. Begge størrelser eller
tilstande er, samtidig med at der forekommer det nævnte gensidige
udelukkelsesforhold mellem dem, nødvendige i en fuldstændig beskrivelse af
naturfænomenerne. Dette forhold betegner Bohr som komplementaritet.
Her skal endvidere
nævnes, at den danske seer Martinus (1890-1981) på flere måder forholder sig
generelt til naturvidenskabelig forskning, som han i sin kosmologi grundlæggende
opfatter som en 'forløber' for og pendant til åndsvidenskabelig forskning.
Dette forhold er især uddybet af Martinus' elev Per Bruus-Jensen i dennes
bogværk ”Eksistens og udødelighed – om erkendelseslæren i Martinus' kosmologi
1-2” . Det sker særligt i bind 2, stk. 4. 9.1. ff.
En nok så
interessant opfattelse og analyse af kosmisk energi og kemi finder man i
Martinus' kosmologi, som her kort skal introduceres:
Begreberne stof
eller materie hentyder i både naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig forstand
til tilværelsens grundelement, mere specifikt forstået som ”energi”, idet alt
stof i sin dybere analyse er udtryk for energi, mere præcist såkaldt
atomenergi. Naturvidenskabeligt defineres begrebet energi mere specifikt som
”evnen til at udføre arbejde” eller kort og godt som ”arbejdsevne”, medens
åndsvidenskaben i form af Martinus’ kosmologi definerer begrebet energi som
”evnen til at skabe” eller kort og godt som ”skabeevnen”. Men ved begrebet
”skabeevne” skal kosmologisk set også forstås evnen til at etablere
livsoplevelse, herunder sansning. Skabeevnen skal derfor opfattes som en
kombineret skabe- og oplevelsesevne. Begrebet ”kosmisk kemi” kan følgelig også
forstås som ”kosmisk psykologi” og denne igen i videre forstand som
”skæbnevidenskab”.
Som det
umiddelbart turde fremgå af ovenstående, skal begrebet ”kosmisk kemi” indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi forstås som en udvidet form for kemi, som især
inddrager og omfatter læren om psykiske stoffer eller energier og
disses egenskaber, reaktioner og blandinger. Martinus bruger hele to digre bind
af sit syvbinds hovedværk til sine analyser og beskrivelser af kosmisk kemi,
nemlig Livets Bog II og III. Det skal dog nævnes, at emnet også er behandlet i
de øvrige bind af Livets Bog, men ikke så koncentreret og omfattende, som
tilfældet er i de to nævnte bind. Men alene denne omstændighed antyder, hvilken
stor og afgørende betydning, han tillægger emnet i sin kosmologi. Desuden har
han behandlet emnet i adskillige foredrag og artikler i årenes løb, fordi det
åbenbart har været ham magtpåliggende at få sine medmennesker til at forstå
værdien af at have kendskab til loven for de psykiske stoffers eller energiers
karakter og reaktioner. Eller kort og godt til, hvad der med rette kan betegnes
som kosmisk psykologi eller kosmisk skæbnevidenskab.
Og selvom vi som
her opererer med ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende
væsens 1. hovedinstans stadigvæk være Jeget,og 2. hovedinstans vil fortsat
være bevidstheden, stadig forstået
som overbevidstheden, der er identisk med den 7. overordnede
grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis
derimod ikke er evighedslegemet, for et sådant eksisterer
selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem fysiske legeme,
som indenfor grænserne af den fysiske verden fungerer og udfolder sig i tid og
rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder. Blandt de sidstnævnte
er især begyndelse og ophør, fødsel og død. Det kosmologiske begreb underbevidstheden vil
da være identisk med det, vi almindeligvis forstår ved begrebet og
fænomenet bevidstheden,som fungerer og virker på grundlag af de 6
grundenergier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien,
4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien, som
vel at bemærke har samme værdier og funktionelle kvaliteter, som beskrevet af
Martinus. I forbindelse med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at de
nævnte energier er måder, på hvilke individet sanser, manifesterer
sig eller handler og oplever.
I Livets Bog II
behandler Martinus fire hovedemner: 1. ”Loven om stoffernes reaktion”, 2.
”Jeg’ets evige kraftkilder”, 3. ”Grundenergiernes kombination”, og 4.
”Tankeklimaer”. I Livets Bog III drejer det sig om følgende tre hovedemner: 1.
”Kredsløbsprincippet”, 2. ”Livsmysteriets løsning”, og 3. ”Livssubstanser”.
Her på hjemmesiden
har alle fire temaer været berørt summarisk eller sporadisk i forskellige
afsnit og sammenhænge, men tema nr. 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, er dog
blevet nogenlunde grundigt behandlet i artiklerne H1-30. Jegets evige
energikilder.- om de kosmiske grundenergier, H1-31. Grundenergiernes
kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes
kombinationer, og H1-32. De fem
universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt.
Bag om alle de
ovenfor nævnte forhold er der især ét bestemt princip, der gør sig gældende,
nemlig perspektivprincippet, som samtidig er
et relativitetsprincip – og endvidere
et illusionsprincip. Hvad angår de to førstnævnte principper,
perspektivprincippet og relativitetsprincippet, vil det i al korthed og
generelt set sige, at ethvert levende væsen oplever verden og tilværelsen ud
fra sit eget perspektiviske udsigtspunkt, hvorfor hver væsensgruppe og indenfor
denne hvert individ oplever livet og verden på sin relative måde, som afviger i
større eller mindre grad fra andre gruppers og individers måde at opfatte på.
Det beror i henhold til Martinus på, at ethvert individ har sit
udviklingsbetingede udsigtspunkt, hvorfra alt sanses, opleves og vurderes.
Det hænger igen ifølge Martinus sammen med det forhold, at de levende væsener
er undergivet en samtidig kollektiv og individuel udviklingsproces, mere
præcist en universal eller kosmisk indviklingsproces og en derpå følgende
udviklingsproces. For menneskenes vedkommende kan udviklingsprocessen dels
aflæses i form af en række kategorier eller former for bevidsthed og dels i en
række seksuelle kategorier, det sidstnævnte, fordi menneskene i særlig grad er
undergivet den proces, Martinus betegner som den seksuelle polforvandling.
Illusionsprincippet
kommer ind i billedet i den forstand, at resultatet af den oplevelse og det
indtryk af verden og tilværelsen, som individerne har, i større eller mindre
grad er illusorisk, nemlig i den grad og det omfang oplevelsen og indtrykket
afviger fra den objektive og dermed reale verden og tilværelse. Størrelsen
eller omfanget af denne afvigelse kan naturligvis kun måles, for så vidt den
objektive og reale verden er kendt. I det ovenstående er blevet givet nogle
eksempler på, hvad der i forhold til den subjektive opfattelse må og kan
opfattes som den objektive og reale verden, specielt hvad angår det
astronomiske og det atomare billede af verden. Imidlertid er verden og tilværelsen
eller livet også i en dybere, erkendelsesmæssig forstand en illusion, nemlig i
og med, at den brogede mangfoldighed af levende væsener og disses
manifestationer og oplevelser i virkeligheden dækker over eller skjuler den
bagved liggende evige universale enhed, der kendes og tilbedes under mange
navne, som f.eks. Gud, Brahman, Jahve og Allah. Dette ’dække’ over den
absolutte virkelighed betegnes i klassisk indisk filosofi, specielt i
Vedanta-filosofien, med begrebet ”Maya’s slør”, nemlig det slør, der skjuler
det absolutte Brahman. Nok så interessant er det, at begrebet mere præcist
henviser til gudinden Maya, som er den magt eller kraft, der fremtryller den
illusoriske verden. Indenfor Martinus’ kosmologi opereres med begrebet
”moderenergien”, og denne er netop karakteriseret som den skabende energi eller
kraft, både hos Guddommen og hos de levende væsener.
Men selv om vi her
taler om, at vores subjektive opfattelse af verden og tilværelsen
er illusorisk, så er dette jo også relativt, for set fra det kosmiske
udsigtspunkt, som Martinus’ kosmologi gør, så er den illusoriske verden i dens
fremtræden i form af det rum-tids-dimensionale kontinuum, på sin vis virkelig
nok, dels inden for sine egne grænser og dels fordi den reelt set repræsenterer
intet mindre end – en åndelig verden. Der er jo tale om, at de
indtryk vi får gennem sanserne og danner os forestillinger om, eksisterer
eller forefindes i vores bevidsthed.Den kollektivt objektive verden eksisterer
derimod uden for vores bevidsthed, i den forstand, at den faktisk er et udtryk
for den kollektive bevidsthed, der er identisk med Guds
bevidsthed. Men eftersom Guds bevidsthed samtidigt udgør samtlige levende
væseners, herunder ikke mindst menneskenes, bevidsthed, er der jo i alle tilfælde
i bund og grund tale om bevidsthed som virkelighedens basale element eller
substans.
Alle levende
væsener eller individer er kort sagt undergivet den universale lovmæssighed, at
udvikle sig fra et mindre sammensat til et mere sammensat eksistentielt
stadium. Den udvikling er forudsætningen for, at mennesker vil kunne forlade
”puppe-tilværelsen”s illusoriske livs- og verdensopfattelse og ombytte denne
med en ægte virkeligheds-opfattelse. I den forbindelse er det absolut vigtigt,
at man gør sig klart og holder fast i, at livets virkelighed
omfatter og indbefatter Altets overordnede, alvise og almægtige Guddom, alt og
alles ophav, kraft og altfavnende vældige bevidsthed og organisme, som har
givet sit afkom, os levende væsener, en gave i form af, at få lov til at opleve
og medvirke i livets gigantiske eventyr, primært som Guddommens
manifestationsredskaber og sanseorganer, omend for ethvert individs
vedkommende kun for et enkelt kortere eller længere jordeliv. Et liv, som
kun kommer igen eller videreføres i form af artens eller slægtens biologiske,
samfundsmæssige og kulturelle fortsættelse og fornyelse, det sidstnævnte i form
af de demokratiske frihedsrettigheders humane bestræbelser på at etablere og
fastholde de bedst mulige livsvilkår.
Derfor vil det
stadig være etisk-moralsk vigtigt og aktuelt for os hver især, at være
uegennyttige og huske på det store menneskelige budskab om, at vi mennesker bør
elske hverandre, på principielt samme måde, som vi elsker os selv. Det betyder,
at vi bør være og gøre mod andre, som vi ønsker, at disse skal være og gøre mod
os – også selv om de højst sandsynligt ikke kan eller vil gøre det! I og med at
denne holdning og livspraksis får stadig mere magt og indflydelse hos de
enkelte mennesker i de kommende slægter, vil artens eller slægtens
biologiske, samfundsmæssige og kulturelle fortsættelse og fornyelse på sigt og
i bedste fald ende op med en realisering af det humane og menneskekærlige og
nærmest paradisiske internationale verdensrige, som adskillige idealistiske
filosoffer, tænkere og seere – deriblandt ikke mindst Martinus – i
tidernes løb har set for sig og profeteret om. Det er på denne måde
– og i henhold til ét-livs-hypotesen kun på den måde – at vi hver især på sigt
vil kunne fjerne ”puppe-bevidstheden”s snævre livsperspektiv og opnå den
udvidelse af livsoplevelsen, som med rette kan betegnes som ”universal
bevidsthed”. Se f.eks. artiklen H1-44. Et
internationalt verdensrige. Hvad vil
det i grunden sige? (Det skal dog her pointeres, at nævnte artikel er
skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, hvilket dog ikke
forandrer det væsentlige og principielle i sammenhængen.)
© November 2016
Harry Rasmussen.
******************
Fortsættes i artikelseriens 6. del.