Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 7. del:

________________________________

Håbet er jo det vi har og bevarer, hvis vi er optimister på egne og menneskehedens vegne. Men jeg er som bekendt skeptiker og ser ikke den udvej på problemerne og vanskelighederne, som de nævnte gør. På baggrund af den aktuelle verdens-situation ser jeg desværre alvorligt truende konflikt-skyer trække sammen over vore hoveder. Problemer og konflikter som jeg af et ærligt hjerte ikke tror, at hverken FN eller EU er gearet til at imødegå endsige løse.

Efter den eufori, der opstod i slutningen af 1. verdenskrig 1914-18, dannedes sammenslutningen ”Folkeforbundet” og i øvrigt også foreningen ”Aldrig mere krig”, som mange mente ville kunne være med til at forhindre en ny krig. Ja, de største optimister og idealister mente tilmed, at der aldrig mere ville kunne opstå en krig. Det ønske og håb blev som bekendt gjort grundigt til skamme i og med udbruddet af 2. verdenskrig i september 1939. I Europa afsluttedes denne krig i 1945 og allerede hen mod dens afslutning opstod ønsket om at erstatte det svækkede ”Folkeforbundet” med en ny international forbindende aftale og traktat mellem De Allierede Nationer. Traktaten fik navnet ”De Forenede Nationer”, forkortet til FN.

Det viste sig dog hurtigt under den såkaldte kolde krig, at der snart efter forekom problemer i forholdet mellem vestmagterne på den ene side og Sovjetunionen og Kina på den anden side. Sovjet og Kina nedlagde gang på gang veto imod de forbedringer og beslutninger, som plenarforsamlingen eller sikkerhedsrådet havde villet vedtage. De to autoritært ledede stormagter afholdt sig desuden også fra at ratificere (vedtage) de såkaldte menneskeretighedserklæringer.

Efter Sovjetunionens ophør og Mao-Kinas opblødning af deres respektive autoritære styreformer, er der i stedet fulgt den situation i nyere tid, at de mellemøstlige nationer, som f.eks. de muslimske stater Iran og Saudi-Arabien, obstruerer de beslutninger, som plenarforsamlingen og sikkerhedsrådet forsøger at få enstemmigt vedtaget. I nogle tilfælde ovenikøbet støttet af Rusland og Kina, hvor disse lande ser det som deres fordel, specielt når det gælder magtforholdet til USA.

Den europæiske union (EU)

Det var og er også magtforholdet til USA, der dikterede dannelse af det europæiske samarbejde, som til at begynde med kaldtes ”Det europæiske fællesskab”, forkortet EF. Også betegnet som det meget sigende ”Fællesmarkedet”, som jo utvetydigt hentyder til, at der primært var tale om et handelssamarbejde og i øvrigt om arbejdskraftens frie bevægelighed mellem landene, en ønskeordning for især større arbejdsgivere og kapitalejere. Men man ville samtidig gerne have de involverede nationers befolkninger til at forstå det ideelle i oprettelsen af det europæiske samarbejde. Man angav det som et formål, at forhindre fremtidige nabokrige, som eksempelvis anden verdenskrig. Derfor begyndte de seks grundlæggere og tilhængere af et økonomisk og politisk samarbejde, nemlig Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland og Tyskland, at indgå aftaler med hinanden, for at ”sikre en varig fred”.

Imidlertid var forholdene i Europa i 1950erne præget af den såkaldt ”kolde krig” mellem Øst og Vest og som kulminerede med, at protesterne imod det kommunistiske styre i Ungarn blev slået ned af sovjetiske tanks i 1956. Det førte i 1957 til oprettelsen af Romtraktaten Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, også betegnet som ”Fællesmarkedet”.

Folkebevægelsen mod EU

Allerede samme år, 1972, som Danmark bestemte sig for medlemskab af De Europæiske Fællesskaber, EF, opstod der er en tværpolitisk bevægelse, som havde til formål at arbejde for dansk frigørelse fra EF. Bevægelsen fik ved sin stiftelse betegnelsen ”Folkebevægelsen mod dansk medlemskab af EF”. Denne består dels af tilsluttede bevægelser, dels af lokale komitéer med individuelle medlemmer. Folkebevægelsen deltager i valg til Europa-Parlamentet, hvor den er repræsenteret af et enkelt dansk medlem. Bevægelsen er opstillet under partibogstavet N på stemmesedlen.

Til dels på grund af nævnte Folkebevægelse, som har en del støtte i den danske befolkning, er Danmark ikke fuldgyldigt medlem af EU, idet man har forbeholdt sig undtagelser vedrørende den europæiske møntenhed euroen og ligeledes vedrørende politisamarbejdet i Europol. I stedet for sidstnævnte henholder Danmark sig til Interpol, som har begrænsede rettigheder i forholdet til adgangen til at operere i nationalstaten.

Folkebevægelsen har internationalt set et nært samarbejde med tværpolitiske EU-kritiske bevægelser i andre nordiske og europæiske lande. Imidlertid kan Folkebevægelsen ifølge sit tværpolitiske valggrundlag ikke tilslutte sig nogen af Europa-Parlamentets politiske grupper. I Parlamentet har Folkebevægelsen derimod været observatør i forskellige grupper, som deler bevægelsens værdigrundlag og formål, som primært er, at få de respektive lande til i bedste fald at melde sig ud af EU og i værste fald nøjes med at modarbejde EU’s teknokratiske tendenser og mulige magtmisbrug.

Danmark medlem af EF

Den 1. januar 1973 sluttede Danmark, Irland og Storbritannien sig til Fællesmarkedet. 1975 fik Europa-Parlamentet større indflydelse i Fællesmarked-spørgsmål, og 1979 kunne borgere i medlemslandene for første gang vælge parlamentets medlemmer direkte. I 1981 blev Grækenland det tiende medlem af det europæiske fællesskab. 1986 undertegnedes den fælles-europæiske akt, som danner grundlag for et friere handelssamarbejde med det formål at få handelen til at foregå frit over landegrænserne, og dermed var ”det indre marked” blevet oprettet. I 1993 fuldbyrdedes det indre marked gennem fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og – ikke mindst – kapital.

I 1995 blev Finland, Sverige og Østrig medlemmer af Fællesmarkedet. Det er også i 1990erne at særlig to traktater oprettedes, nemlig Maastrichttraktaten om Den Europæiske Union (1993) – altså EU – og Amsterdamtraktaten (1999). I disse fora taler man meget om et europæisk samarbejde omkring miljøspørgsmål og om sikkerheds- og forsvarsforhold.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001 kommer samarbejdet omkring bekæmpelse af terror på programmet, lige som landene erklærer at ville samarbejde tættere om at bekæmpe enhver form for kriminalitet. I praksis en erklæring om at ville bekæmpe den tiltagende islamistiske terror.

De politiske skel mellem Øst- og Vesteuropa kunne endelig anses for ophævet, da ti nye lande sluttede sig til EU i 2004. Bulgarien og Rumænien kommer med i 2007. I september 2008 rammer den globale finanskrise. Lissabontraktaten godkendes af alle EU-landene og træder i kraft i 2009. Dermed fik EU moderne institutioner og mere effektive arbejdsmetoder. Imidlertid rammer den globale finanskrise Europa hårdt, flere banker går konkurs, hvorfor EU opretter ”bankunionen” med det formål, at sikre mere pålidelige og stabile banker. Finanskrisen og bankkonkurser skyldes primært aktiespekulationer hos finansfolk og bankfolk, først og fremmest hos storbanker i USA.

I 2004 er følgende lande også blevet medlemmer af EU: Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet 2004. Rumænien og Bulgarien kom til i 2007 og Kroatien i 2013.

I 2012 modtager EU Nobels fredspris (!), og i 2013 bliver Kroatien det 28. EU-land. Klimaforandringerne kommer stadig højere på dagsordenen, og de europæiske ledere enes om at mindske skadelige udslip af bl.a. CO2. Der holdes valg til Europa-Parlamentet i 2014, og der vælges flere euroskeptikere ind. Desuden fastlægges der en ny sikkerhedspolitik, efter at Rusland via provokationer har annekteret halvøen Krim. I 2016 vælger England som den første medlemsstat nogensinde, at melde sig helt ud af EU og i stedet nøjes med en samarbejdsaftale. Det vakte naturligvis både harme og bestyrtelse hos flere grupper i England og hos medlemslandene, for det betyder jo en alvorlig ’revne’ i det fælleseuropæiske samarbejde. Men nok så alvorligt er det, at den religiøse ekstremisme stiger i Mellemøsten og i forskellige lande og regioner rundt om i verden. Resultatet er uroligheder og krige, som får mange til at flygte og især søge tilflugt i Europa. EU skal og må derfor derefter finde ud af, hvordan organisationen skal håndtere flygtningestrømmene, samtidig med at markante europæiske medlemslande selv bliver et oplagt mål for adskillige alvorlige terrorangreb. Sådanne er der allerede forekommet flere alvorlige eksempler på, bl.a. i Frankrig og England.

Situationen i nyeste tid

Imidlertid er der som allerede nævnt sket det i allernyeste tid, at der i større eller mindre forbindelse med krigen i Syrien pludselig forekommer en masseudvandring, dels fra Syrien og dels fra andre mellemøstlige lande og desuden fra afrikanske nationer som Somalia. Under betegnelsen flygtninge søgte og søger adskillige syrere og somaliere mod Europa, som pga. af de gældende konventioner i FN og EU så sig nødsaget til at give ophold og husly til de mange fremmedartede mennesker, i stor udstrækning yngre mænd. De sidstnævnte kan – sammen med en del mennesker fra bl.a. Syrien – ikke med rette anses for at være flygtninge, men er snarere det man vil kunne kalde for ’bekvemmelighedsflygtninge’ eller migranter, som forståeligt nok søger at drage fordele af de bedrestillede europæiske og skandinaviske lande. Muligvis – eller snarere sandsynligvis - med henblik på senere at kunne blive familliesammenført med deres respektive familier. Fælles for de fleste var og er det, at de tilhører og er opvokset i en islamisk kultur, som på væsentlige områder strider lodret mod de europæiske landes demokratiske værdinormer og livsstil.

Men som en af følgerne af den indvandring af et stigende antal mennesker fra islamiske lande, som i øvrigt er foregået her i Danmark igennem en længere årrække, ikke mindst af folk fra overvejende muslimske lande som Tyrkiet og Pakistan, har man oplevet og oplever fortsat store problemer. De indvandrede muslimer har for manges – muligvis de flestes – vedkommende ikke villet eller kunnet integrere sig i dansk kultur og livsstil, hvilket man sådan set ikke kan bebrejde de pågældende. Fejlen er vores egen, for vi – eller rettere sagt: vore politikere og arbejdsgivere, har selv inviteret dem til at komme hertil. De ’danske’ muslimer har i mange tilfælde isoleret sig i såkaldte ’ghettoer’ og lever helt deres eget kulturelle liv, inspireret, belært efter Koranen og overvåget af mere eller mindre rabiate imamer, som foragter og taler imod Europas og den vestlige verdens efter deres opfattelse alt for frie demokratiske traditioner og livsstil. For Danmarks vedkommende alt sammen helt eller delvist betalt af den naive danske stat og de naive danske skatteborgere.

Det værst tænkelige scenarie

Det værst tænkelige scenarie er på sigt fundamentalistiske og dogmatiske muslimers overtagelse af magten, den politiske så vel som religiøse og kulturelle samt den økonomiske. En hel del tyder på, at det i virkeligheden er målsætningen for Det muslimske broderskab, en organisation, der i princippet svarer til den kristne magtkoncentration, som før reformationen i Europa dikterede love og regler for katolikker. De love og regler, ved hjælp af hvilke inkvisitionen dømte modstandere af den katolske kirke og tro som kættere og hekse og som straffede disse syndere med tortur og døden på bålet.

Det vides, at Foreningen Dansk Islamisk Råd står bag Danmarks første, men udenlandsk financierede stormoske på Nørrebro i København. Dennes navngivne imam er tæt knyttet til organisationen Det Muslimske Broderskab og dettes navngivne åndelige vejleder. Nævnte iman er fortaler for, at den ultrakonservative, islamiske lov, sharia, skal indføres globalt i det kommende internationale Kalifat. Han har desuden luftet synspunkter som at homoseksuelle skal straffes med døden og frafaldne fra islam skal henrettes. Endvidere mener han, at nazisternes holocaust var Allahs straf til jøderne. De sidstnævnte anser islamisterne for at være deres værste fjender.

Men det tornerose-sovende demokratiske Europa – herunder også Danmark – som klynger sig til håbets lysegrønne eufori, er for længe siden blevet advaret om den truende fare. Advarsler er kommet fra folk, som kender islam indefra. Det gælder først og fremmest den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie, som i 1988 fik udgivet bogen ”De sataniske vers”, der skabte voldsomt røre især i den muslimske verden, og som Irans daværende religiøse overhoved, den shia-muslimske lærde Ayatollah Khomeini, udstedte en såkaldt fatwa imod, der i praksis betød en dødsdom over den formastelige forfatter, som følgelig måtte gå under jorden og leve med politibeskyttelse døgnet rundt. Bogen blev desuden bandlyst i muslimske lande. Det er dog lykkedes for Salman Rushdie at overleve indtil videre.

En nok så betydningsfuld ’intern’ modstander af islamisk religion var og er den kvindelige forfatter Ayaan Hirsi Ali, født i Somalia i 1969, som 22 år gammel på grund af et tvangsægteskab flygtede til Holland, hvor hun bosatte sig og senere blev medlem af det hollandske parlament. I 2004 udgav hun en bog, der blev oversat til dansk med titlen ”Jeg anklager” og som udkom i 2005. Ayaan Hirsi Ali stod også bag den islamkritiske film ”Submission Part 1”, der fik en yngre islamistisk mand til på åben gade at myrde filmens instruktør, Theo van Gogh, en brodersøn til maleren Vincent van Gogh. Ved samme lejlighed blev der rettet en dødstrussel mod Ayaan Hirsi Ali, der bevirkede at hun måtte gå under jorden og have livvagter om sig døgnet rundt. I 2006 udkom hendes bog ”AYAAN - OPBRUD OG OPRØR”, en selvbiografi, hvori hun beretter om en kultur, en verdensdel og et kvindeliv dikteret af Koranens og profeten Muhammeds ord.

Endnu en markant islamkritiker skal nævnes her, nemlig den franske filosof, gymnasielærer og forfatter Robert Redeker, der i 2007 udgav bogen ”Il faut tender de vivre”, på dansk ”Man må prøve at leve”. Nemlig på baggrund af at fundamentalistiske og dogmatiske muslimer forsøgte og forsøger at knægte ytringsfriheden og dermed den frie og uafhængige tanke. Redekers problemer med islam begyndte efter at han i avisen Le Figaro den 19. september 2006 offentliggjorde sin artikel ”Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler”. I bogen fortæller han om, hvordan det er at leve i skjul for rasende islamister, som føler sig provokerede på islams vegne og som derfor har udstedt dødstrusler imod ham, og om venstreorienterede gymnasiekolleger, der mildt sagt er uenige med ham, lige som han ikke føler at hans synspunkter får den ønskede støtte fra offentligheden, fagforeningen og politikere. Hans bog er en – desværre – overset appel til Europa om at besinde sig på en stillingtagen og et opgør med islamismen.

De offentlige mediers kurs

Medierne, så vel de trykte og radiofoniske som de elektroniske, kører deres eget specielle og publikumsorienterede løb, præget som dette ofte er af hastværk og sensationisme, og spreder dagligt en flom af mere eller mindre saglige og troværdige oplysninger og emner, som man håber og tror vil appellere til henholdsvis flest mulige læsere, lyttere og seere. I bund og grund handler det om penge, dels til ejere og investorer og dels af hensynet til arbejdspladser.

I forsøget på at komme først med de seneste nyheder eller begivenheder, jo mere spektakulære og sensationelle, des bedre, henvender man sig til et formodet interesseret eller nysgerrigt publikum, hvoraf mange synes at sluge mediernes version af nyhederne og begivenhederne råt. Der findes dog saglige kritikere af medierne, men deres røst drukner i reglen i mediestrømmen og bliver enten ignoreret eller tilbagevist som uvedkommende eller politisk ukorrekt. Det hænder dog efterfølgende og lejlighedsvis også, at den ansvarlige del af medierne selv uddyber de nyheder og emner, som man finder det umagen værd at bruge tid og kræfter på at formidle til offentligheden.

1. eksempel

Som tilfældigt valgte eksempler på de nævnte seriøse og ansvarlige nyheder og emner, kan her fremdrages tre særligt markante sådanne, nemlig i kronologisk orden den danske mand, der har bygget en privat ubåd og som efter det foreliggende at dømme har dræbt og parteret den unge kvindelige journalist, det var meningen skulle skrive om manden og hans ubåd. Manden har dog ikke villet indrømme, at han både har dræbt og parteret den unge kvinde, men også dumpet hendes torso og desuden også hendes hoved, arme og ben i Køge Bugt, lige som han angiveligt også har haft ”usømmelig omgang med lig” og knivstukket hendes kønsdele, hvilket sidstnævnte især kunne tydes som en sexuelt perverteret handling. Manden er endvidere fundet i besiddelse af en stor mængde uhyggelige og perverse videoer, der viser tortur af og drab på kvinder.

2. eksempel

Det andet eksempel er nok så markant og dramatisk, nemlig den velstillede 64-årige amerikanske mand, der i spillebyen Las Vegas i USA den 1. oktober 2017 så vidt oplyst skød og dræbte 59 og sårede mere end 500 mennesker af begge køn, deraf flere alvorligt. Manden brugte et eller flere automatvåben, hvormed han fra et værelse i 23. sals højde i et nærliggende højhushotel sendte salver af kugler ned over en kæmpemæssig og intetanende folkemængde på anslået 22.000 mennesker, der under åben himmel var tilskuere og deltagere i en country-musik koncert. Den forfærdende situation endte for gerningsmandens vedkommende med, at han skød og dræbte sig selv.

I sådanne tilfælde svirrer det i reglen med gætterier og rygter, og blandt disse er især et formentligt rygte om, at morderens kone skulle have forsøgt at afværge massakren. Hun skulle angiveligt have banet sig vej gennem den tætte skare af mennesker foran scenen og op på denne og advarende råbt, at hendes mand om et kvarters tid ville begynde at beskyde alt og alle. Imidlertid kunne pressebueautet AFP torsdag den 5. oktober 2017, altså kun fire dage efter massakren, meddele, at der ikke var tale om mandens kone, men om hans kæreste, som under hele forløbet havde opholdt sig i Los Angeles og derfor ikke så godt kunne være identisk med den ”kone”, som rygtet ville vide havde forsøgt at advare menneskemængden! Der foreligger ikke oplyst, om massemorderen eventuelt også har en kone, som kunne være den rygtet taler om.

3. eksempel

Det tredje markante eksempel er en englænder, en midaldrende fraskilt familiefar med angiveligt stor gæld, som i nogen tid forud helt bevidst og målrettet havde udset sig en gruppe af mere eller mindre kendte og formodet rige mennesker af begge køn, som han havde planer om at ville opsøge og afpresse for penge eller værdier, der hurtigt kunne omsættes i kontanter til dækning af hans gæld. Han endte op med at vælge en yngre mandlig antikvarboghandler, som bl.a. var kendt for at have førsteudgaven af den uhyre populære børnebog ”The Wind in the Willows” (1908) i sin besiddelse, godt gemt i sit private hjem. Bogen var antikvarisk vurderet til at koste omkr. 19.000 pund, knapt 160.000 i danske kroner.

Blandt de mange mulige ofre, valgte den forgældede mand altså at opsøge antikvarboghandleren, som forståeligt nok ikke uden videre ville udlevere bogen til den for ham ukendte mand, der i sin kyniske vrede fik fat i en køkkenkniv og jagtede boghandleren omkring i dennes private lejlighed og stak ham adskillige gange i bryst og hals, så blodet sprøjtede. Den nådesløse og grusomme jagt rundt i lejligheden endte med, at den yngre boghandler faldt omkuld og forblødte til døde. Tilsyneladende uden anger eller skrupler forlod morderen stedet med den nævnte bog og kørte i sin bil tilbage til sin ensomme lejlighed. Der befandt hans ældste søn på 14 år sig og til denne fortalte faderen, at de blodige rifter i hans ansigt og på armene skyldtes, at et par unge banditter havde overfaldet ham på vejen hjem.

Kodeordene til forbrydelser af den art, som nævnt ovenfor, må være kynisme, brutalitet og sadisme. Disse negative karakteregenskaber er i øvrigt ikke så sjældne, men har i reglen de bedste udfoldelsesmuligheder under autoritære diktatoriske regimer, som det f.eks. er set i Nazi-Tysklands kz-lejre, i Sovjetunionens fangelejre og desuden i Mao-Kina og under Pol Pots styre i Cambodia.

Hvordan og hvorfor?

Sociologer, psykologer, psykiatere, pædagoger og kriminologer har naturligvis deres respektive opfattelser og forklaringer på, hvad der formentlig og muligvis kan være årsag eller årsager til, at der findes sådanne personer, som blandt andet de ovenfor nævnte tre formentlig psykopatiske lovovertrædere.

Spørgsmålet er her, hvordan de nævnte handlinger kunne finde sted, altså hvordan og hvorfor de pågældende mænd kunne få sig selv til at begå så forfærdende og grusomme handlinger, som de gjorde. Hvordan kan det være, at de nævnte mænd ikke havde et instinkt, en moral eller en samvittighed, der bremsede og forhindrede deres hensynsløse og blodige adfærd? - Med al respekt for de ovenfor nævnte fagfolk, vil jeg imidlertid her nøjes med at referere til en forklaringsmodel, som jeg synes er nok så relevant for besvarelsen af spørgsmålene om hvordan og hvorfor.

Den forklaringsmodel, som jeg her vil referere til, er naturligvis den, der skyldes Martinus og som forefindes i form af hans analyser over menneskehedens bevidsthedskategorier og – ikke mindst – hans analyser over samme menneskeheds seksuelle kategorier. De nævnte analyser vidner især om Martinus’ store viden om mennesker. Blandt de sidstnævnte kategorier, som Martinus har inddelt i kategorierne fra A- til K-mennesker, forekommer der især G-kategorien, som er defineret og karakteriseret på følgende måde, her citeret fra min artikel H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske:

(Citat) Denne kategoris individer, der rekrutteres fra F-området, betegner det absolut yderste mentale og moralske 'mørke', et individ ifølge Martinus overhovedet kan komme til at opleve. G-mennesket er karakteriseret ved, at dets psyke er præget af, at det fornemmer og opfatter tortur, smerte og drab som tilværelsens højeste nydelse. Enten i form af, hvad man selv bliver udsat for eller lader andre udsætte for. Dette er offerets rolle, som i de tilfælde, hvor man underkaster sig denne rolle frivilligt, kaldes for machokisme. Eller i form af den brutale behandling, man udsætter andre for. Dette er bøddelens rolle, der betegnes som sadisme.

G-områdets mennesker hører til den slags individer, for hvem såvel fysisk som psykisk tortur, lemlæstelse, skånselsløs forfølgelse og nedværdigelse af svagere og forsvarsløse mennesker, hører til 'normal' adfærd, og som de i bedste fald ikke har nogen hæmninger overfor, og som i værste fald er noget, der direkte opleves som fornøjelse, underholdning og ligefrem nydelse. Drabet eller mordet på andre mennesker, er for disse individer derfor noget, de ofte udfører lige så let og skrupelløst, som at slå en flue eller myg ihjel. (Citat afbrudt)

Her må jeg desværre afbryde citatet, fordi det kun er hertil at dette stemmer med ét-livs-hypotesen, som jeg jo nu for længe siden er blevet en overbevist tilhænger af, altså kort og godt det forhold, at vi mennesker og alle andre levende væsener kun har ét liv at leve, nemlig det for alle og enhver aktuelle liv. I dette ene liv findes der fra samfundets side dels behandlings- og dels straffeforanstaltninger for lovovertrædere, som de ovenfor omtalte. Men som det humane og overvejende idealistiske menneske Martinus var og hans kosmologi er, er ét-livs-opfattelsen ikke alene urealistisk, men ligefrem illusorisk, hvilket vil fremgå af sidste del af mit ovenfor anførte citat:

(Citat fortsat) Men selv sådanne stærkt afsporede individer, vil ifølge Martinus før eller siden i kommende inkarnationer og på grundlag af skæbneloven, som medfører at individet i kraft af egne lidelsesoplevelser og smerteerfaringer, vil blive ledet tilbage til den normale udviklingslinies vej. Det skyldes, at Guds alkærlighed blandt andet også sikrer individet den største barmhjertighed, og dermed "syndernes forladelse". Men dette sker reelt ikke ved anger og tro, selvom sådanne faktorer også kan spille en rolle, men derimod dels ved at afbetale sin skæbnegæld og ved, at en med tiden tilpas udviklet "human evne" i form af etisk-moralsk bevidsthed fungerer som en art åndeligt immunforsvar imod tilbagevendende 'mørke' eller lidelses- og smertefulde skæbnevirkninger. Det vigtigste er dog, at individet gennem de erfaringer om godt og ondt, gavnligt eller skadeligt, som denne 'afbetaling' uvægerligt medfører, lærer at styre sin livskurs og skæbne i retning af en stadig forbedret overholdelse af loven for tilværelse. Det vil sige: ved i stadig stigende grad at tænke og handle i overensstemmelse med det livgivende princip, samtidig med at der i tilsvarende omfang afstås fra, at lade sig dirigere af "det dræbende princip"s uhyggelige moralkodeks. (Note 6) (Citat slut)

Det lyder alt sammen besnærende. Men det er jo netop påstandene om en skæbnelov og moralsk udvikling i medfør af fænomener som Guds alkærlighed, individernes udødelighed og vekslende reinkarnationer, der ikke lader sig verificere indenfor rammerne af ét-livs-hypotesen. Se eventuelt nærmere herom i f.eks. artiklen 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger, som jeg allerde her skal tillade mig at citere følgende tekst fra:

(Citat)

Foreløbig konklusion

Endnu engang må jeg konstatere, at alt eller i hvert fald meget tyder på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at der reelt set ikke findes et fænomen, tilstand eller situation, som med rette kan karakteriseres som udødelighed og evigt liv for individet, lige som det må konstateres, at skæbne ikke er et naturligt lovmæssigt fastlagt og uundgåeligt fænomen, men derimod i hovedsagen beror på tilfældigheder.

Vil som en følge heraf gerne fremholde følgende citat fra artiklen "Skæbnebestemt eller tilfældigheder?", hvori den i nedenstående citat nævnte pointe er, at efter omkring 60 års beskæftigelse med en idealistisk livs- og verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi i form af en lang række såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, er ét-livs-hypotesen blevet mit nye livsgrundlag: Derfor kan jeg her endnu engang gentage følgende:

Min pointe med denne artikel er derfor endnu engang, at promovere den 'kætterske' opfattelse i form af ét-livs-teorien, så meget mere, som at der overhovedet ikke findes et objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed. Begge dele er absolut afgørende for, at der overhovedet kan forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. Men derimod tyder alt eller i hvert fald meget på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at udødelighed og evigt liv er idealistiske illusioner eller selvbedrag, og at skæbnen i hovedsagen beror på tilfældigheder. (10) (Citat slut)

Men for at læseren ikke skal tro, at der hermed er tale om en negativ og pessimistisk livs- og verdensanskuelse fra min side, vil jeg afslutte med følgende citat fra artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv

(Citat)

Hvori består livets under?

Men hvori består da verdens og livets eller tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt også på basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder. Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det Tredje Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’ verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser. Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (11)

Men i øvrigt kunne man jo også stille det spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder og måder, end galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (12) (Citat slut).

Finale

Men uanset alt det ovenfor fremførte og skrevne, lad os da vedblive med at huske på, at tiltrods for alt, hvad der er sket og sker og foregår her på jorden, herunder ikke mindst menneskenes mangfoldige positive gøremål og negative dårskaber, så fortsætter jordkloden ufortrødent med at rotere om sin egen akse med 24 timer i døgnet, samtidigt med at den cirkulerer omkring solen med en hastighed af 30 km i sekundet! Men ikke nok med det, solsystemet med dettes 9 planeter, cirkulerer omkring i yderkanten af galaksen mælkevejen med en ubegribelig fart af ca. 220 kilometer per sekund, hvilket betyder at det tager 225-250 millioner år for at nå en omgang rundt i galaksen. Og som om dette ikke kunne være nok, så cirkulerer mælkevejen omkring et endnu større stjernesystem i universet, nemlig stjernebilledet Herkules og stjernen Vegas, som igen cirkulerer omkring et endnu fjernere punkt i verdensaltet. Dette foregår alt sammen lige her og nu i dette øjeblik, medens jeg stille og roligt sidder og skriver disse linjer og medens du, kære læser, formentlig lige så stille og roligt sidder og læser, hvad jeg skriver eller har skrevet. Så selvom vi hver især kun har dette ene liv til at udfolde os i og opleve, vil livet og tilværelsen alligevel være identisk med et eneste gigantisk under og eventyr.

******************

Idealismens forviklinger

- vejen til kulturelt selvmord!?

Introduktion

Vi skriver nu medio oktober 2017. Vejret er gråt og trist og det småregner, så det passer ret godt til min øjeblikkelige sindsstemning. Der er egentlig en hel del jeg godt kunne tage mig til, men humøret er ’overskyet’, så sindstilstanden er desværre ikke til det. For kort tid siden skrev jeg den foreløbig seneste artikel til min hjemmeside LIVETS EVENTYR. Den artikel har titlen 4.142. Håbets lysegrønne eufori - Tanker til genovervejelse. Den ironiserer over den naive idealisme og humanisme, som præger nogle af medierne, ikke mindst nyhedsmedierne, og desuden mange politikere og kulturfolk, i begge tilfælde især på venstrefløjen og en del politikere på den liberale højrefløj. Værst er det, at de nævnte ikke kan, ikke har villet eller evnet at se den aktuelle trussel, der i form af den islamiske religion og kultur med dens fremmedartede moralkodeks og æresbegrebet truer både de europæiske og ikke mindst de danske demokratiske livsværdier og dermed også den danske livsstil.

Godt nok kan der være grund til at kritisere den overvejende materialistiske danske livsstil, lige som det er en fortvivlende ynk dagligt at se og høre de danske TV-stationer, i håbet om at få lidt relevant og sandt at vide, hvad der for tiden sker både her i landet og i udlandet. Men sandheden eller virkeligheden har dårlige kår, når den har været igennem mediernes vridemaskine, som tolker nyhederne og begivenhederne på deres helt egen ofte overfladiske og i reglen tendentiøse måde.

Men for ikke at gå helt i sort over de problemer og vanskeligheder, som dagligdagens ”puppe”-tilværelse i reglen fører med sig, har jeg nærmest gjort det til en vane at tænke på den faktiske kendsgerning, at livet er et eneste stort og forunderligt eventyr. Derfor vil jeg her begynde med at citere det følgende afsnit fra artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

(Citat) Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (Nore 13)

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her. (Note 14)

Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet. (Note 15)

Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den, eksisterer! (Citat slut)

Ved jorden at blive . . .

Men lad os forlade ’himmelflugten’ og kigge nærmere på de forhold, der aktuelt gør sig gældende her på jorden. I forlængelse af det tidligere ovenfor skrevne, må det konstateres, at de politiske og kulturradikale venstreorienterede – og delvis også de borgerligt liberale - stadigvæk tror på, at det kun er et spørgsmål om tid, før de islamiske indvandrere, hvorfra i verden de end kommer, efterhånden vil blive assimilerede eller successivt integrerede i samfundet. Den situation gælder i øvrigt ikke kun for Danmarks vedkommende, men reelt set faktisk for Skandinavien og hele Vesteuropa.

Det sidstnævnte vil man kunne læse uddybende og kvalificeret om i bogen ”The Strange Death of Europe – Immigration, Identity, Islam”. Bogen udkom den 4. maj 2017 og dens engelske forfatter hedder Douglas Murray, født 1979. Han er journalist og redaktør af tidsskriftet ”The Spectator”, lige som han er politisk kommentator for ”Sunday Times” og ”Wall Street Journal”. Den igangværende befolkningsudskiftning og islamiseringen af Europa er blandt hans magtpåliggende hovedemner. I den nævnte bog behandler han indvandringsdebatten, som faktisk har stået på siden 1960’erne.

Douglas Murray er i nogle kredse kendt som en særdeles skarp samfundsdebattør, hvor befolkningsudskiftningen i Europa og den igangværende islamisering er blandt hovedemnerne. Hans hovedpåstand er, at Europa i kraft og medfør af de nævnte processer for tiden er i færd med at blive forvandlet i en sådan grad, at der rent faktisk er tale om at begå selvmord. Dette sker, fordi europæiske politiske ledere generelt set følger en kurs, der, hvis den ikke bremses i tide, vil ende med undergangen og dermed ophøret af den sekulære så vel som den kristne vesteuropæiske samfundsstruktur og kultur.

Det sidstnævnte lyder umiddelbart drastisk, men er dog set før i verdenshistorien, hvor den islamiske kultur via erobringer bredte sig over store dele af Mellemøsten, Europa og Asien. Islams opståen skriver sig helt tilbage til året 610, hvor Muhammed, født ca. 570-8 i byen Mekka i Arabien, fik sit religiøse gennembrud og blev den absolut eneste gud Allahs apostel. Egentlig havde det oprindelig været Muhammeds hensigt, at bringe jødedommen tilbage til, hvad han anså for at være dennes uforfalskede renhed, men efter diverse indbyrdes kontroverser brød han i året 622 definitivt med jødedommen, idet han blev sig bevidst, at han rent faktisk selv havde fået åbenbaret og dermed indstiftet en helt ny religion på tværs af alle stamme- og slægtsforhold.

Jøderne i Spanien

Uden at ville hænges op på, at alle detaljer her er historisk korrekte, kan det dog fastslås at jøder, som var blevet drevet i eksil efter romernes skånselsløse forfølgelse af jøderne og ødelæggelsen af disses største helligdom, templet i Jerusalem i år 70, bosatte mange jøder sig i Spanien allerede i årene efter dette tidspunkt. Ifølge foreliggende oplysninger ernærede de første jøder i Spanien sig hovedsagelig ved handel og landbrug. Men såvel jøderne som de arabiske muslimer fik i årtierne fremover en noget broget skæbne, både sammen og hver for sig. Eksempelvis kan nævnes muslimernes erobringer i år 903, hvor spanske arabere, kaldet maurerne, besatte de baleariske øer i Middelhavet. I 910 besatte Fatimiderne, opkaldt efter profetens yngste datter Fatima, Nordafrika og senere Ægypten og Syrien.

Ordet og begrebet ’maurere’ er betegnelsen for de muslimske indbyggere på den iberiske halvø og i Marokko i det nordlige Afrika. Det område i Spanien, som muslimerne påbegyndte at erobre i år 711, tog fem år og hed al-Andalus, men mødte fra og med 718 modstand fra de kristne reconquistas, som stod for den langvarige generobring, der kom til at vare til 1250 i Portugal og til 1492 i Spanien. Maurernes forsøg på at erobre området nord for Pyrenæerne havde dog slået fejl og var endt allerede i 732.

Den oprindelige mauriske stat omfattede det meste af det vi i nutiden kender som Spanien og Portugal. Men omkring 750 opstod der indre konflikter mellem maurerne, som splittede staten i en række mindre fyrstedømmer, der var underlagt Cordoba-kalifatet. De kristne områder i nord og vest blev efterhånden, men langsomt generobret i løbet af de næste århundreder, hvilket betød, at stater som Galicien, León, Navarra, Aragonien, Catalonien, Portugal og Kastilien kom under kristen kontrol. Det blev til en periode med gensidig tolerance og fred mellem maurere, kristne og jøder, en situation, der dog endte i 1031, fordi kalifatet Cordoba kollapsede, hvorefter det islamiske område i Spanien blev regeret af nordafrikanske maurere.

Men ikke nok hermed, for i året 1212 drev en kristen koalition hovedparten af maurerne ud af Spanien, hvorved det eneste tilbageværende mauriske rige var kongedømmet Granada, som i første omgang overlevede, men siden måtte kapitulere, hvilket som nævnt skete i begyndelsen af 1492. De tilbageværende muslimer blev tvunget til enten at vælge mellem at konvertere til kristendommen eller at forlade Spanien. En del maurere valgte dog at konvertere og forblive i det land, de med rette eller urette opfattede som deres land. Disse maureres efterkommere blev en vigtig del af bondebefolkningen i flere spanske områder, men i 1609 og igen i 1614 blev de forvist og valgte at tage ophold i muslimske lande som Marokko, Algeriet og Tunesien.

Jerusalem og korstogene

Ordet og begrebet korstog eller korstogene, for der forekom flere af disse, faktisk op til en halv snes, er betegnelsen på militære aktioner, som kristne i 1100- og 1200-tallet primært førte mod muslimerne, for at fratage disse herredømmet over Palæstina. Da det muslimske Tyrkiet havde erobret Jerusalem år 1076, førte dette til at pave Urban II i 1095 opfordrede kristne stater til at foretage et korstog, for at befri byen fra muslimerne, som betragtedes som de vantro. 1097-99 foretog en vesteuropæisk ridderhær et korstog, som endte med erobring og befrielse af Jerusalem, som blev omdannet til et kongerige samtidig med oprettelsen af 4 korsfarerstater i Syrien og Palæstina.

De nævnte kristne stater havde kun en fåtallig europæisk befolkning, som derfor havde problemer med at hævde sig overfor de aggressive muslimer, der i 1144 generobrede den nordligste del af riget. Det førte til det mislykkede 2. korstog 1147-49, hvilket udløste det mislykkede 3. korstog 1189-92, et par år før dette, i 1187, var det lykkedes muslimerne at generobre Jerusalem. Det 4. korstog 1202-04 blev ligeledes mislykket, fordi dette blev brugt til snæversynet politisk magt i forsøget på at skaffe handelsmæssige fordele til den italienske republik Venezia i dennes forhold til det byzantinske rige, som 1204-61 var under vesteuropæisk styre.

De erobringer, som korsfarertogene havde medført, blev i løbet af 1200-årene erobret af Ægypten, hvorved de sidste europæiske støttepunkter måtte opgives i 1291.

Korstogene – og heraf især det 1. korstog - blev i hovedsagen brugt til at forøge pavemagtens og dermed den kristent katolske religions og kirkes indflydelse og prestige, og til bekæmpelse af politiske og religiøse modstandere i Europa. Desuden styrkedes de italienske byer, hvis handel med Orienten var vigtig, ikke mindst for kongemagten, eftersom den europæiske adel blev svækket økonomisk ved den militære indsats, man i forbindelse med korstogene havde bidraget til og med.

Men nok så vigtigt er det, at korstogene medvirkede til at skabe en vesteuropæisk latinsk kristenhed og kultur, som godt nok blev udfordret af renæssancen, reformationen og oplysningstiden. I nutiden må det konstateres, at så vel katolicismen som den reformerede kristendom er kraftigt udfordret af den påtrængende fundamentalistiske, ortodokse islamistiske religion.

I denne forbindelse kan det passende indskydes og nævnes, at islam på arabisk betyder underkastelse eller hengivelse til den eneste sande gud, Allah. Den gud, der har skabt verden og som derfor også ved, hvornår verden eventuelt skal ophøre med at bestå. Historisk set er islams historiske oprindelse knyttet til byerne Mekka og Medina på den arabiske halvø, men kun ca. 20 % af muslimerne findes dér. Resten er fordelt på næsten alle dele af verden. Det anslås i 2015 at der findes ca. 1,57 milliarder muslimer. Samme år udgør muslimerne med ca. 263.000 medlemmer det næststørste religiøse samfund I Danmark. Det anslås, at ca. halvdelen er migranter og børn af migranter, mens resten udgøres af flygtninge og børn af flygtninge. Til sammenligning udgør det samlede danske befolkningstal ifølge Wikipedia per 1. januar 2017 i alt 5.748.769. Per 1. januar 2016 udgjorde indvandrere og disses efterkommere i alt 703.873 personer, hvilket svarer til 12,4 % af den samlede befolkning, som dermed udgør 87,6 % svarende til ca. 5.698.124 personer.

Disse tal virker jo ikke umiddelbart alarmerende, men der er også andre forhold end antallet af den ene og den anden part, der gør sig gældende i det samlede billlede. Blandt de væsentlige forhold er f.eks. indvandrernes religiøse og kulturelle indstilling og holdning. Lige som det er nok så afgørende, at den aggressive ortodokske islamiske læres værdinormer og grundlæggende livsopfattelse ligger milevidt fra vesterlandske og ikke mindst danske grundlæggende værdinormer og livsopfattelse.

Islam i Asien

Som bekendt er islam også udbredt i asiatiske lande, hvor de fleste tilhængere findes, nemlig anslået til omkring 800 millioner personer. Allerede i begyndelsen af 600-tallet bredte islam sig fra Den Arabiske Halvø til hele Mellemøsten og over Centralasien til Kina og videre gennem Sydasien til Indonesien. Det lykkedes tilmed islam at blive statsreligion i flere mellemøstlige lande, og ikke mindst i Pakistan, Bangladesh og Malaysia. Særligt fremtrædenede er islam i Indonesien, som kan tælle over 120 millioner muslimer, flere end i noget andet land. Pakistan udskilte sig jo fra Indien ved sidstnævnte lands selvstændiggørelse i 1948, men omkring 75 millioner indiske muslimer forblev dog i det, de betragtede som deres hjemland.

Som formentlig også bekendt forekommer islam i to væsentlige hovedgrupper, nemlig som sunni-muslimer og shia-muslimer, der dog heller ikke altid kan enes. De fleste asiatiske muslimer er sunnitter, mens muslimerne i Iran og Irak er shiitter. Shiaislam er desuden statsreligion i Iran. De to grupper findes også i Irak og Syrien, hvor de ligeledes ligger i intern konflikt med hinanden. Det forlyder, at terrororganisationen Islamisk Stat (ISIS) er sunnimuslimer og at den oprindelig er startet af den tidligere, men henrettede præsident Saddam Husseins livgarde. Shiitterne adskiller sig fra sunnitterne ved, at de anser Muhammeds fætter og svigersøn, Ali, for at være den første legitime kalif eller imam og hans efterkommere for at være den og de eneste, der er berettiget til den ophøjede stiling som kalif. Ordet kalif er arabisk og betyder den ægte efterfølger og stedfortræder for Muhammed.

En alvorlig krise

I den tidligere ovenfor nævnte artikel ”Håbets lysegrønne eufori - Tanker til genovervejelse”, omtales det, at organisationen ”Det muslimske broderskab” ser det som sin fornemste opgave, ikke alene at udbrede islam til Europa, men til hele verden, som man forestiller sig som et verdensomspændende kalifat, hvor Koranens ortodokse og fundamentalistiske lære og den strenge sharia-lov vil være den eneste gældende religion og lovgivning for både samfunds- og kulturlivet.

At den negative side ved islam og rabiate muslimer i nyere tid også har gjort sig ubehageligt gældende i Danmark, er den såkaldte ”Muhammedtegninger-krise” i 2005 et grelt eksempel på. Det drejede sig om 12 satiriske tegninger, som den 30. september det nævnte år blev bragt som illustrationer til en artikel om ytringsfrihed og selvcensur i avisen ”Jyllands-Posten”. Den mest kontroversielle og omdiskuterede tegning forestillede profeten Muhammed med en antændt bombe i turbanen, dels med baggrund i den islamistiske terrorisme og dels inspireret af det persisk-arabiske eventyr om Aladdin med en appelsin i turbanen. Et af eventyrene fra prinsesse Sheherasad’s samling ”Tusind og én Nat” fra det 9. århundrede. En eventyrsamling, der fra og med renæssancen i 1400-1500-tallet fik stor indflydelse på den europæiske novelle- og eventyrlitteratur. I Danmark blev fortællingen om Aladdin omkring 1805 dramatiseret af den danske digter Adam Oehlenschläger. Denne udgave blev sammen med en daværende dansk udgave af eventyrsamlingen ”Tusinde og Én Nat” benyttet som højtlæsning af faderen til den dreng, som senere skulle blive Danmarks internationalt berømte eventyrdigter H. C. Andersen.

Men røret og krisen omkring Muhammed-tegningerne kom helt ud af proportioner, hvilket især skyldtes to fremtrædende herværende imamer, som øjnede en chance for at miskreditere det demokratiske Danmarks ry i Mellemøsten. De to herrer drog kort sagt på en ’ophidselses-turné’ til muslimske lande som Syrien og Libanon, hvor det lykkedes dem at ophidse rabiate muslimer til at demonstrere voldeligt ved afbrænding af de danske ambassader i Damaskus og Beirut, samt ligeledes ved offentlig afbrænding af det danske flag og plakater med stort billede af daværende statminister Anders Fogh Rasmussen.

Nok så vigtigt var den opståede diplomatiske krise med hjemkaldelse af udenlandske ambassadører og – måske endnu vigtigere - handelsboykot af danske varer, herunder ikke mindst af firmaet ARLA’s mejeriprodukter. Ja, man undslog sig end ikke for i ustyrlig vrede at overfalde Arla’s derværende medarbejdere. Men nok så ynkeligt måtte man også konstatere, hvor ydmygende det var, at se og høre den danske statminister undskylde Danmark og sig selv på arabisk TV. Det skal tilføjes, at ifølge de foreliggende oplysninger i februar 2006 døde mindst 139 mennesker som følge af de ophidsede og voldelige demonstrationer i de to nævnte byer.

Her skal også nævnes, at ifølge en meningsmåling foretaget i slutningen af januar 2006 mente 79 % af de adspurgte danskere ikke at den danske statsminister skulle have sagt undskyld på Danmarks vegne. Men det skal dog også noteres, at der ved samme lejlighed var hele 58 % af de adspurgte, som havde forståelse for muslimernes utilfredshed og reaktioner. Så 21 % af de adspurgte, som har stemt, må have udtalt sig om både det første og det andet spørgsmål.

Situationen i nutiden

Det sidstnævnte bringer os tilbage til situationen i nutiden, for her vil mere idealistisk-optimistiske kommentatorer nok kraftigt indvende, at det jo ikke er sikkert at de europæiske befolkninger vil vælge at følge deres politikere. En del tyder faktisk på, at en relativt stor del af de europæiske landes folk dels har været og fortsat er imod indvandringen fra muslimske lande og dels er modstandere af islam i Europa.

Imidlertid er situationen den, at de konventioner, der er dikteret af henholdsvis FN og EU, og som et folketingsflertal og angiveligt et vælgerflertal i lille Danmark også har tilsluttet sig, er medlemslandene derfor forpligtede til at overholde. Så vidt det kan skønnes ser dette ud til at passe de folkevalgte politikere og disses tro tilhængere ganske godt. Man skal i den sammenhæng nok tænke på, at der jo også kan være både partipolitiske og personlige fordele ved medlemsskabet.

I sin bog peger Douglas Murray på, at der i hvert fald er to meget vigtige årsager til, at den europæiske kultur ikke i længden vil kunne overleve, nemlig 1. Masseindvandringen fra 3. og 4. verdens lande, og 2. Europa har mistet eller er ved at miste sine overbevisninger, traditioner og legitimitet, primært på grund af skyldfølelse over sin fortid. Det er 1600-tallets og 1700-tallets koloniseringer og slaveriet, der spøger og især tynger den politiske og kulturelle venstrefløj, som derfor også har travlt med at finde udveje for på enhver mulig måde at hjælpe og kompensere de tidligere udnyttede og udbyttede afrikanske og asiatiske lande. Det kan man så efter behag og behov være enig eller uenig i.

De ovenfor nævnte årsager er medvirkende til, at især den politiske og kulturelle venstrefløj og de idealistiske kulturradikale og til dels de liberale partier og personer hilser den fremmedartede, hvilket hovedsagelig vil sige den islamiske indvandring fra mellemøstlige lande og fra Afrika, særlig fra Somalia, samt fra Pakistan og Afghanistan mere end velkomne. Man forklarer primært sin holdning med, at indvandrere fra de nævnte lande over tid vil blive assismileret og integreret i de europæiske samfund. Men mere nøgterne iagttagere stiller sig dog skeptiske overfor troen på, at hvem som helst fra hvor som helst i verden vil evne og kunne lade sig integrere og assimilere i f. eks. det danske samfund, blot ved at ankomme hertil og fra og med dag ét blive hjulpet af de statslige og kommunale myndigheder og institutioner, foruden af diverse frivillige og velmenende organisationer og personer.

Den kristne religion og kultur

Med til de overbevisninger og traditioner, som er karakteristiske og specielt hører europæiske nationer til, er kristendommen, hvad enten denne er katolsk eller protestantisk. Religionen overlevede som det vil være bekendt 1700-tallets såkaldte oplysningstid, hvor der blev gjort mange og ihærdige forsøg på at få oplyste folk til at indse, at religion var og er lig med overtro. Men oplysningstidens hovedmænd, som sværgede til brugen af fornuft, gjorde regning uden vært, for det lykkedes dem ikke for alvor at overbevise alle om religionens eller religionernes illusoriske og folkeforførende karakter.

Her i Danmark overlevede kristendommen også 1930’ernes kulturradikalisme, hvor mere eller mindre fremtrædende og kulturradikale personligheder gjorde deres til at påpege religionens og religionernes ufornuft. Det kunne da også konstateres, at den kristne religion kom til at betyde stadig mindre i det 20. århundrede. Det samme gjaldt til en vis grad for nationalstatens vedkommende, idet oprettelsen af Verdens Forenede Nationer (FN) ved 2. verdenskrigrs afslutning i Europa i 1945, kom til at betyde, at medlemslandenes eller nationalstaternes suverænitet blev formindsket, vel at mærke i det idealistiske øjemed, at visse fremtrædende folk i deres optimisme forestillede sig, at det ville være muligt at oprette en overnational eller international organisation og myndighed med vide beføjelser i forholdet til de enkelte medlemslande eller nationalstater.

Det var og er især FN’s såkaldte menneskerettighedserklæringer, der kom i højsædet og mere eller mindre også blev implementeret i nationalstaternes lovgivning. Ved hjælp af denne lovgivning havde man fået et overnationalt instrument, som magtbegærligt kunne bruges til at idømme straffe til de nationalstater, der uforvarende eller endog med vilje og forsæt ikke overholdt menneskerettighedslovenes bestemmelser.

De store indvandringsbølger i 2015 og 2016 overvældede de fleste europæere og mange var imod, men grupper og enkeltpersoner, som herhjemme hurtigt fik betegnelsen ”venligboere”, hilste indvandrerne velkomne i den formening at disse var stakkels flygtninge fra krigsskuepladserne i Somalia, Syrien, Irak, Pakistan og Afghanistan. Imidlertid viste det sig ved nærmere eftersyn, at der for de fleste indvandreres vedkommende var tale om såkaldte migranter, dvs. mennesker, som fra de fattigere lande søgte mod det mere velstillede Europa, i håbet og ønsket om at kunne få sig en bedre og tryggere tilværelse i de nye lande. Disse havde man set og hørt om i TV eller af de menneskesmuglere, som skrupelløst forstod at udnytte situationen til egen fordel i form af forholdsvis let tjente lette penge. Det kom især til at gå ud over de såkaldte bådflygtninge, som fra Nordafrikas kyst trodsede alle strabadser og i åbne og ofte overfyldte både forsøgte at komme i land på den syditalienske kyst.

Det var og er i øvrigt ikke uden risiko at erklære sig som modstander eller blot som kritiker af den efter manges mening lemfældige migrationspolitik, der førtes og føres i Europa og Skandinavien. Man kunne let få hæftet på sig, at man var racist eller inhuman, men værre var og er det, at det kunne true ens renomé, karriere og levebrød. Dette til trods for, at det kunne dokumenteres at der kom stadig flere artige afsløringer frem om stigende vold, overgreb og flere andre former for kriminalitet begået af indvandrere.

Men nok så vigtigt og afgørende var og er det, som allerede omtalt, at en meget stor del af indvandrerne var og er muslimer. Det betød og betyder samtidig, at der i værtslandene kom og kommer stadig flere islamiske lærde, de såkaldte imamer, som forstod og forstår at samle en del af de indvandrede muslimer i dertil indrettede og forholdsvis beskedne lokaler, kaldet moskeer. Dette virkede og virker jo rent umiddelbart harmløst, indtil man erfarede, at nogle af imamerne var og er fundamentalister og rabiate muslimer, som prædikede og fortsat prædiker direkte imod værtslandets traditionsrige kultur og demokratiske livsstil.

I Danmark er det kommet så vidt, at det er lykkedes for en rabiat iman at få Københavns bygningsforvaltning til at godkende og give tilladelse til opførelsen af en stormoske på Nørrebro. En moske med minaret helt efter østerlandsk forbillede. Det forlyder, at byggeprojektet er betalt af den mellemøstlige arabiske stat Qatar. Der er grund til at tro, at den nævnte stormoske ikke vil forblive den eneste i Danmark. Stærke muslimske kræfter arbejder mere eller mindre i det skjulte på at få opført stormoskeer andre steder her i landet. Desuden er det nok kun et tidsspørgsmål, hvornår moskeernes minaretter også vil blive benyttet til at kalde tilhængerne til fredagsbønnen, sådan som det sker i ortodokse muslimske lande.

Gode miner og udenomssnak . . .

Stort set for alle europæiske landes vedkommende, var der på få undtagelser ingen magthavende politikere, der for alvor troede og tror på, at det ville være muligt at vende den globale udvikling. Ja, en sådan kulturel og samfundsmæssig globalisering var og er ønsket fra især kulturradikal side. Man holdt derfor såkaldt gode miner til et spil, der udadtil lod befolkningerne forblive i den tro, at alt var og er i orden og vel, skønt mere nøgterne iagttagere var og er klar over, at de givne løfter om stadige forbedringer i det overnationale europæiske samarbejde, faktisk var og fortsat ville være uopnåelige, ikke kun aktuelt men i nok så høj grad på sigt.

Den ovenfor beskrevne situation med ansvarlige politikeres løfter og udenomssnak, som i praksis betød og betyder undladelse af at gøre noget alvorligt og effektivt ved immigrationen, må anses for at være hovedårsagen til befolkningernes manglende tillid til deres politiske repræsentanter. Men ikke nok med, at der var tale om undladelser og reelt set også om direkte løgne, som f.eks. påstanden om at migrationen var og er en økonomisk gevinst for værtslandene. En påstand, der blev fikset op ved at gøre enkeltstående ekceptionelle tilfælde af vellykket integration til også at gælde for gennemsnits-indvandreren.

Endnu en magthaverløgn var og er påstanden om, at det ville være nødvendigt at erstatte Europas aldrende og børnefattige befolkninger med indvandrere, frem for at iværksætte politiske og kulturelle initiativer i forhold til den indfødte befolkning. Man kunne tænkes at hæve pensionsalderen, hvilket for resten allerede er sket i Danmark, lige som man kunne gøre en hel del for at få de mange unge arbejdsløse i arbejde, fortrinsvis som faglærte håndværkere og iværksættere. Det, der er sket og sker er, at der er blevet importeret ufaglærte arbejdere, som for de flestes eller i hvert fald manges vedkommende er havnet på kontanthjælp. Dernæst er der sket det, at en lille procentdel af indvandrerne forsøger at klare sig ved kriminalitet.

Magthaverne i EU og i medlemslandene påstår endvidere, at den kulturelle mangfoldighed som følge af indvandringen og globaliseringen i høj grad er noget positivt. Derfor bør den indfødte befolkning glæde sig over og tilpasse sig de nye vilkår af hensyn til alles bedste. Hvis man protesterer og siger, at det vil være en svær for ikke at sige umulig øvelse, lyder svaret, at det er der ikke noget at gøre ved, for den igangværende udvikling bør ikke og vil heller ikke kunne standses.

Nævnte Murray har angiveligt sat sig grundigt ind i situationen og forholdene ved at rejse rundt og besøge brændpunkterne for indvandringen til Europa. Han anslåsr, at cirka 80 % af immigranterne er unge mænd, i reglen uden nogen form for uddannelse. De forlader hjemlandet på vegne af deres familier, som de håber på med tiden at kunne hjælpe ved at tjene penge i det nye land og sende disse hjem til. Men i nok så høj grad håber og ønsker migranterne at kunne få deres nærmeste familie til det land, som de selv er havnet og har slået en vis rod i.

Det er Murrays pointe, at det praktisk talt er umuligt at skelne mellem ægte flygtninge og økonomiske migranter. Det skyldes bl.a., at modtagerlandets dertil oprettede organer og institutioner ikke altid fungerer effektivt nok, så at alle tilrejsende bliver registreret og får deres papirer grundigt undersøgt og godkendt. I en del tilfælde har myndighederne måttet konstaterer, at migranter ikke er i besiddelse af identitetspapirer. Alligevel får de allerfleste adgang til det nye land, for så godt som ingen bliver umidelbart afvist og sendt tilbage til det land, de kom fra. Det bliver de indvandrere stort set heller ikke, som under påberåbelse af flygtningestatus får midlertidig opholdstilladelse og herunder begår forskellige former for kriminalitet. Ved de danske domstole bliver svært kriminelle idømt betinget udvisning, og der findes eksempler på migranter, som har fået indtil flere betingede udvisninger og som fortsat alligevel opholder sig i Danmark, hvor de i nogle tilfælde har valgt at holde sig skjult for myndighederne.

Europas skæbneår

Ifølge Murray var 2015 Europas skæbneår, hvor det for alvor begyndte at gå op for dele af befolkningerne, at antallet på omkring 400.000 udvandrede enkeltpersoner, fortrinsvis fra Syrien, Irak, Somalia, Pakistan, Afghanistankarakter af en decideret og regulær folkevandring. Denne foregik via det sydlige Italien og videre gennem ungarsk territorium mod lande som især Tyskland og de nordiske lande: Danmark, Sverige og Norge. En fremtrædende politiker som den tyske kansler Angela Merkel hilste indvandringen velkommen ud fra den grundholdning, at multi-kulturalisme var et gode for samfundene.

Imidlertid var der dog også fremtrædende vestlige kulturpersonligheder, som anså multikulturalisme for at være både en anti-europæisk og anti-vestlig ideologi. Lidt i lighed med, hvad sovjet-kommunismen i 1900-tallet havde været for vesteuropa.

Men i øvrigt konstaterede iagttagere af situationen, at mange migranter var godt forberedte på deres indtræden i vesteuropa. Det skyldtes blandt anden den hjælp og vejledning, de pågældende fik eller havde fået af NGO’er. Det berettes, at de migranter, der ad søvejen ankom til den græske by Mytilene, var der adskillige af dem, som straks prajede en taxa til hovedmodtagelses-centret i byen Moria. De pågældende vidste på forhånd, at taksten for denne tur var 10 Euro. Altså for disse migranter var det ikke noget med at trave ad støvede landeveje til bestemmelsesstedet, sådan som man i TV kunne se en hel del eksempler på dengang og senere.

Det som de multikulturelle politikere og kulturpersonligheder så for sig, var noget i retning af, at mangfoldigheden skal styres af en konsensus omkring nøglebegreber som en retsstat, adskillese af kirke og stat og indførelse og overholdelse af menneskerettighederne, sådan som disse er bestemt af FN og forsøgt videreført af EU. Imidlertid var man i Europa begyndt at indse, at i hvert fald de fleste af indvandrerne primært var kommet for at blive og nyde godt af værtslandets goder og fordele. Det medførte, at der opstod to modsatrettede opfattelser af situationen, som kort fortalt gik ud på følgende:

For det første en forestilling om, at de europæiske lande kunne udgøre en ny type multi-kulturelle samfund med mange forskellige menneskeracer og –typer, etableret ved, at hvem som helst og hvor som helst de kommer fra i verden, vil kunne leve i fred og harmoni med hinanden.

Sådanne forestillinger var og er dog forbeholdt den politiske og kulturelle elite, som altid har drømt om at lave samfundene om. Den drøm havde den såkaldt munke-marxistiske elite i 1960’-70’erne, medens det i nyere tid er de kulturradikale, der har let ved at acceptere eller ligefrem anerkende islam, om end næppe den rabiate islamisme, hvoraf grupper eller enkeltpersoner har foretaget blodige terrorhandlinger, hvoraf kunne nævnes adskillige, lige fra 1970’erne og op til nutiden. Men bortset fra terrorismen betyder det forenklet sagt, at man mener at Europas stort set monokulturelle og forældede fortid burde og bør ændres gennem en tilpasning til de multikulturelle idealer og værdier. Hvad man tilsyneladende ikke erkendte eller har forstået er, at man dermed åbnede op for de muslimske indvandreres drøm om på sigt at etablere et ortodokst kalifat.

For det andet forestillingen om, eller måske snarere erkendelsen af, at de ideale multikulturelle tanker og ideer er udtryk for et eneste stort selvbedrag. Det samme gælder den officielle politiske og kulturelle opfattelse af, at indvandringen betød store fordele for de nye værtslande. Fakta viste og viser med al ønskelig tydelighed, at hvert eneste europæiske land, hvor indbyrdes forskellige disse var eller er, kun har oplevet en større eller mindre fiasko i håbet og ønsket om at integrere eller assimilere indvandrerne, stort set uanset hvor disse så end kom fra i den muslimske verden.

Hovedproblemet med de muslimske indvandrere og bosættere er præcist udtrykt af en ikke navngivet islamisk lærd, som bl.a. har udtalt: ”Ved hjælp af jeres demokrati vil vi invadere jer, og ved hjælp af vores religion vil vi dominere jer.”

På linje med den ovenfor citerede islamiske lærde lød det i 2009 fra den daværende premierminister, nuværende tyrkiske muslimske præsident Erdogan, som overfor en forsamling på 20.000 tyrkere, der var indvandret og havde bosat sig i Tyskland, Belgien, Frankrig og Holland udtalte: ”Jeg forstår udmærket, at I er imod assimilation. Man kan ikke forvente, at I skal assimilere jer. Assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden”. I den sammenhæng kan man glæde sig over, at organisationen EU ikke ønsker at give Tyrkiet medlemskab af Den Europæiske Union.

Men Tyrkiet har ikke tænkt sig at give op i forsøget på at få indflydelse i Europa. Her i oktober måned 2017 er det kommet frem, at samme tyrkiske præsident Erdogan står bag seriøse forsøg på at øge islams magt og indflydelse i Europa og herunder ikke mindst i lille Danmark. Herhjemme er det blandt andet sket ved, at han og hans regering står bag opførelsen af stormoskeer i flere større byer, hvoraf der foreløbig er en opført i Roskilde. Projektet er – angiveligt ved en beklagelig fejltagelse vedr. projektet - tilmed blevet godkendt og støttet af byens socialdemokratisk dominerede styre. Men samtidig er lignende moskeer ifølge foreliggende oplysninger på vej i Holbæk, Aarhus og Fredericia.

Ifølge oplysninger fra Kristeligt Dagblad er det Tyrkiets pæsident Erdogans styre, der har udsendt og betalt 29 tyrkiske imamer i Danmark. Disse imamer har som de eneste adgang til at prædike, holde den vigtige fredagsbøn og andet i de nævnte moskeer. Det står klart, at udbredelsen af moskeerne i Danmark indgår som et led i en større plan for Europa, der via de indvandrede tyrkere har til primært formål at fremme og styrke islam religiøst, politisk og kulturelt. Så jo flere troende muslimske indvandrere og bosættere i Danmark, jo større kan og vil indflydelsen på dansk kultur og formentlig også på dansk politik og økonomi blive.

I øvrigt dokumenterer Murray, at kritiske røster, som advarer imod den islamiske indvandring bliver forfulgt og udsat for forskellige former for chikane, og tilmed anklaget for at være de egentlig skyldige i den misére, der er opstået i indvandringens kølvand. I artiklen 4.142. Håbets lysegrønne eufori - Tanker til genovervejelse, har jeg selv omtalt tre markante eksempler på sådanne kritiske røster, nemlig Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali og Robert Redeker.

I nævnte artikel har jeg også berørt nyhedsmediernes, både den trykte og den eletroniske presses, generelt set ofte skævvridning af forhold og begivenheder. Dette gælder ikke mindst pressens frygtsomme og feje holdning til og behandling af islams tilsigtede og tiltagende internationale udbredelse. De muslimske terrorhandlinger omtaler man i reglen detaljeret, vel vidende at sådanne grusomme og blodige tragedier bidrager til fornyet interesse for de i nutiden hårdt pressede nyhedsmedier, hvad enten det er de trykte eller elektroniske aviser.

Et skyldkompleks

Noget af det, der hæmmede og fortsat hæmmer Europa i at afvise muslimske asylansøgere, er den skyld, som udmøntede og udmønter sig i, at Europa ikke har noget andet valg end at modtage ethvert menneske, der kommer hertil udefra. Dette skyldkomleks markerede og markerer sig nok i særlig grad i Tyskland på grund af dettes fortid som et nazistisk rædselsregimente. Nutidens tyskere vil for alt i verden ikke blive mindet om deres lands og befolknings mørke fortid, som mange nulevende stadig kan huske.

Murray er af den opfattelse, at den i elitære politiske og kulturelle kredse udbredte forestilling om globaliseringens, mangfoldighedens og multikulturens goder og velsignelser, er en væsentlig årsag eller grund til, at man pålægger europæerne en samfundsmæssig og kulturel pligt til at forholde sig positivt overfor de ændringer, der er en følge af indvandringen, og handle i overensstemmelse hermed. Men han undrer sig samtidigt over, hvorfor disse krav ikke stilles til f.eks. en rig og velstående stormagt som Saudi-Arabien?

Det nævnte skyldkompleks var og er også en væsentlig årsag til de åbne grænser og arbejdskraftens, det vil blandt andet også sige migranternes frie bevægelighed, noget, som i høj grad støttes af europæiske kapitalister og store virksomhedsejere, der øjner en forholdsvis billig arbejdskraft og især en forøgelse af egen kapital og dermed magt. Så blæse være med de problemer den muslimske del af de tilstrømmende migranter stiller de europæiske samfund overfor. Derudover er der også tale om både muslimske og ikke-muslimske migranter, som ikke undser sig for at takke værtslandet, ved at begå forskellige former for kriminalitet. En kriminalitet med våben som knive, pistoler og maskingeværer, hvis brug jævnligt viser si i form af mord og drab i tidligere fredelige boligområder, som tilfældet f.eks. er i København.

Det er eksempelvis en kendsgerning, at vold og andre former for kriminalitet er steget væsentligt, dels i takt med tilstrømningen af migranter – ikke flygtninge – i form af især unge mænd, i hovedsagen fra muslimske lande, og dels i takt med etableringen af indvandrerghettoer og parallelsamfund i storbyerne, også her i Danmark. Men disse og lignende for samfundet ubehagelige og økonomisk set tyngende kendsgerninger, er hele tiden blevet fortiet og forties fortsat, dels af den toneangivende presse, som forståeligt nok gerne vil stå sig godt med de fleste, og dels af ”venligboerne” og disses talerør i de politisk og kulturelt venstreorienterede kredse.

Douglas Murray konkluderer, nok mest ironisk ment, at de europæiske samfund er de første i verdenshistorien, der via sociale ydelser har betalt fjendtligt indstillede folk for at angribe dem og deres kultur og livsstil.

Foreløbig konklusion

Denne konklusion vil jeg tillade mig at bringe i form af at citere følgende fra artiklen 4.142. Håbets lysegrønne eufori - Tanker til genovervejelse:

(Citat) Situationen i nyeste tid

Det værst tænkelige scenarie

Indskudte bemærkninger: Den 31. oktober 2017 fejredes 500-årsdagen for den af den tyske lærde og teolog Martin Luther stiftede reformation af den katolske kristne kirke. Den 31. oktober 1517 opslog han på kirkedøren i Wittenberg plakater med de 95 teser, der er grundlaget for den evangelisk-lutherske troslære. Den nævnte troslære er som bekendt også den statslige danske folkekirkes teoretiske grundlag, hvorfor det naturligvis var på sin plads, at den begivenhed her 500 år senere også blev fejret i Danmark.

Som sædvanligt var de danske medier, TV ikke mindst, oppe på dupperne, for i dette tilfælde at markere denne nostalgiske begivenhed. I den anledning interviewede man flere folkekirkepræster, kvindelige som mandlige, som var helt euforiske i deres udtalelser til seerne. Et par af dem udtalte med nærmest begejstring, at de havde etableret et samarbejde med henblik på at omvende muslimerne i Danmark til kristendommen.

Samme dag kunne medierne give et eksempel på en indvandret yngre muslimsk mand, som selv kunne fortælle om sin omvendelse til kristendommen. Hans omvendelse var dog ikke blevet accepteret af det muslimske miljø, der nærmest opfattede ham som en slags forræder. Samme dag – og det er pointet her – kunne de samme medier berette om indvandrerbande-relaterede skudepisoder på Nørrebro i København, hvorunder en var blevet dræbt, en anden hårdt såret og flere andre lettere såret. Disse banderelaterede opgør internt i det muslimske parallelsamfund hænger ifølge sagkyndige sammen med den traditionelle slægts- og klanloyalitet, der angiveligt også forekommer hos 2. generations indvandrere i Danmark. Så hvordan skal det mon gå med den efter min og flere andres opfattelse noget naive om end euforiske tro på, at det vil kunne lykkes at omvende ortodokst troende yngre, for slet ikke at nævne ældre muslimer? - Man kan naturligvis indvende imod min skepsis, at den proces er noget, der vil tage tid, måske endda generationer. Hertil vil jeg svare, at omvendelses-processen, hvor lang eller kort denne end måtte vare, naturligvis vil blive modarbejdet af stærke danske så vel som udenlandske ortodokse muslimske kræfter, blandt andet i form af rabiate imamer.

Endelig kunne man jo også spørge, om det er så vigtigt og væsentligt for et overvejende sekulært samfund som det danske, hvor religion stort set ikke spiller nogen rolle for de fleste, at omvende muslimer til kristendom? – Ville det ikke være mere påkrævet, at omvende disse – så vel som eventuelle andre fremmedartede indvandrere - til en mere nutidig moralsk-etisk humanistisk samfundsgavnlig livsindstilling? - Eller i det mindste fjerne den misopfattelse af demokrati, som en del muslimer offentligt har givet udtryk, nemlig at demokrati er ensbetydende med, at en hvilken som helst opfattelse og adfærd er acceptabel og har krav på at blive imødekommet og respekteret, når blot et passende stort antal står bag.

Demokrati betyder som formentlig bekendt ’folkestyre’, hvilket i praksis vil sige: ’flertalsstyre’. Men vel at mærke et flertalsstyre, der i overensstemmelse med etisk-humanistisk ånd respekterer mindretals-opfattelser, medmindre disse er antidemokratiske og / eller ligefrem kriminelle. End så længe er antallet af tilhængere af islam i mindretal i Danmark (og Europa), men en del tyder på, at der fra islamisk side arbejdes på at forøge antallet af muslimer i Europa og dermed også i Danmark, for at sikre sig større magt og indflydelse i samfundet og på kulturen. Men man må og bør gøre sig klart, at en eventuel indførelse af den strenge islamiske sharia-lovgivning ville stride lodret imod de sekulære demokratiske principper og love. De sidstnævnte er grundlæggende udsprunget af den vesteuropæiske kulturhistorie med rødder i antikkens Grækenland og ikke mindst af tanker og idealer, der hidrører fra oplysningstiden i 1700-tallet. En situation og udvikling, som den fundamentalistiske og ortodokse islamiske mono-kultur ikke har været igennem og derfor heller ikke er under indflydelse af, tværtimod.

Således kom vi til vejs ende med denne ’tillægs-artikel’, som jeg håber og tror, at rette vedkommende ikke vil misforstå indholdet af. For ét er min kritiske opfattelse af og negative holdning til rabiat islamisme, og især til dennes terrorisme og andre kriminelle handlinger, noget andet er min empati for de reelle og fredsommelige indvandrere og flygtninge, muslimer eller ikke, der er flygtet og fortsat flygter af nød, ikke mindst for deres børns skyld. Flygtninge og migranter, der ikke vil distancere og forskanse sig i parallelsamfund, men derimod vil integrere og assimilere sig i de europæiske og herunder i det danske samfund, vil det selvfølgelig være nødvendigt og uundgåeligt, at de mere velstående lande inklusive Danmark vil gøre, hvad de kan for at hjælpe.

NB. Vedr. kilder, der ikke er angivet i ovenstående artikels tekst, kan der for emnernes og oplysningernes vedkommende generelt henvises til at søge på Internettet.

******************

Kulturens vekselspil

Hvordan med fremtiden?

Indledning

Det er eller burde være en kendt sag mellem oplyste og tænkende mennesker, at de historiske så vel som nutidige kulturperioder med mellemrum skifter fra den ene modsatte yderlighed til den anden. I marxismen bliver begrebet om modsætningerne betegnet som dialektisme, hvorved der skal forstås den marxistiske videnskab om de almene udviklingslove. Den videnskabelige dialektiske forskningsmetode betragter alt som værende i stadig forandring drevet af modsatrettede eller modsatvirkende kræfter. (1)

Filosofisk set taler man om, at problemerne og begreberne altid optræder parvis og er udtryk for et indbyrdes uforeneligt modsætningsforhold, som dog først tilsammen fortæller os, hvad det er muligt for os at opnå af viden om forholdet. (2)

Indenfor Martinus’ kosmologi tales der blandt andet om to hovedprincipper i tilværelsen, nemlig kredsløbsprincippet og kontrastprincippet. Kontrasterne eller modsætningerne forudsætter og betinger tydeligvis gensidigt hinanden. Modsætningerne optræder både hver for sig og sammen. Et forenklet eksempel herpå kunne være modsætningerne lys og mørke, dag og nat etc., idet lys og mørke og dag og nat optræder hver for sig, men i en vis forstand også samtidigt, i den forstand, at det kan være dag på den ene side af jordkloden, medens det er nat på den anden side af samme. Men samtidigt er der også tale om et stadigt gentaget kredsløb mellem lys og mørke, f.eks. i form af at dagen i et glidende forløb afløses af natten og omvendt, at natten i et ligeledes glidende forløb afløses af dagen. I hvert fald under normale forhold og omstændigheder.

Som eksempler på de fortidige kulturperioder, der mere eller mindre tydeligt var og er hinandens indbyrdes modsætninger, kan filosofisk set nævnes antikkens humanisme kontra middelalderens skolastik, kontra renæssancen, kontra oplysningstiden, kontra romantikken, kontra positivismen, naturalismen og realismen, kontra symbolisme og filosofisk idealisme, kontra naturvidenskabelig reduktionisme. (3)

Samfundsmæssigt og borgerligt set kan kulturperioderne forenklet inddeles i ursamfundet, kontra slavesamfundet, kontra feudalsamfundet, kontra det borgerligt kapitalistiske klassesamfund, kontra det forsøgsvis humanistisk-sociale demokratiske frie samfund. Det royale og adelige klassesamfund, styret af kongemagten og adelsvældet, oplevede sin forsmædelige skæbne i og med Den blodige store franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Svækkelsen af kongemagten og adelsvældet førte i slutningen af 1800-tallet til det borgerligt kapitalistiske klassesamfund, som – dog med visse større og mindre problemer - har oplevet sin storhedstid lige siden, og som i nutiden fortsat er den egentlig bestemmende og dirigerende magtfaktor i demokratiske så vel som i ikke-demokratiske samfund.

I nyere tid, ja, faktisk her i efteråret 2017, hvor disse linjer skrives, har det kunnet opleves via medierne, at den samfunds- og kulurperiode, der betegnes af slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet helt frem til og med 1930’erne, især i det sidstnævnte årti var præget af et kulturradikalt oprør mod eller forsøgsvist opgør med den mere eller mindre satte småborgerlige kultur, der havde præget Danmark især lige siden sidste halvdel af 1800-tallet.

For den danske kulturradikalisme i den nævnte periode var det især værdier som religionskritik, opgør med traditionelle sociale normer, og – ikke mindst – kritik af den victorianske seksualmoral og dobbeltmoral, samt antimilitarisme, lige som man var åbne overfor andre kulturelle fænomener end de traditionelt vestlige. Til disse andre kulturelle strømninger hørte f.eks. jazz, modernistisk arkitektur, kunst, litteratur og teater.

Bag de kulturradikale tendenser lå også ønsket og driften mod en anderledes og mere radikal venstreorienteret politik, hvilket udmøntede sig i en stort set ukritisk interesse for og naiv tiltro til politisk kommunisme, mere præcist den sovjettiske kommunisme. Sidstnævnte repræsenterede en samfundsorden og –kultur, som meget få – om overhovedet nogen i den vestlige verden – dengang havde nærmere kendskab til. Så blandt andet danske kulturpersonligheder hoppede frejdigt og begejstret med på vognen, i håbet og ønsket om, at de kommunistiske ideer, herunder ikke mindst ideen om voldelig revolution, betød adgangsvejen til en ny og bedre verden. (4)

Set i bagklogskabens skærende klare lys er det ubegribeligt, at så mange danske venstreintellektuelle blev og var fascineret af den autoritære og kollektive sovjettiske kommunisme, og ikke mindst af dens store foregangsmænd som Lenin og Stalin. Men den intense kommunistiske propaganda påvirkede og nærmest hjernevaskede mange intellektuelle i 1930’erne og senere. Et af de mere markante navne, der i 1930’erne, også ofte betegnet som mellemkrigsårene mellem Første og Anden verdenskrig, prægede den venstreradikale kulturelites forsøgsvise opgør med fortidens og tidens dobbeltmoral, herunder især seksualmoralen, var arkitekten, forfatteren og samfundsdebattøren Poul Henningen, bedst kendt under navneforkortelsen PH.

De trykte talerør for de kommunistiske ideer var tidsskrifter som Kritisk Revy og Kulturkampen og – mærkværdigt nok – avisen Politiken. Sidstnævnte var i kulturpolitisk henseende talerør for Det Radikale Venstre, som afgjort ikke kunne beskyldes for at være kommunistisk. Men de progressive kulturradikale ideer og samfundsrevolutionære tanker lå ofte så tæt på hinanden, at det kunne være vanskeligt at skelne mellem, hvad der var hvad.

Poul Henningsen (1894-1967) var en søn af den nok så rabiate forfatterinde og kvindesagskvinde Agnes Henningsen, hvilket vi i høj grad skal vende tilbage til efter en lidt nærmere omtale af PH. Sidstnævnte var til at begynde med tilhænger af sovjetkommunismen og derfor samtidig også positivt indstillet overfor Det Danske Kommunistiske Parti, DKP. Men som tiden gik, blev han mere og mere skeptisk og afvisende overfor både Sovjet og kommunismen, hvilket efterhånden bragte ham i direkte modstrid med og opposition til den del af kulturradikalismen, der var kommunistisk orienteret.

PH var først og fremmest et kreativt meget aktivt menneske, som foruden sin virksomhed som efterhånden berømt arkitekt og opfinder af den specielle og meget dyre PH-lampe, også blev kendt som forfatter og ivrig samfundsdebattør. Efter at have skrevet for tidsskriftet Vor Tid blev han i årene 1921-1938 skribent i den både kulturelt og politisk radikale avis Politiken, dog sådan at han 1926-28 også udgav og skrev i tidsskriftet Kritisk Revy.

Men PH var flersidig i sine talenter og aktiviteter, for i 1932 fik han til opgave af Udenrigsministeriet at producere en film om Danmark, som fik premiere i 1935. I 1937 begyndte han at skrive de snart berømte kritiske og satiriske PH-revyer, hvori skuespillere som f.eks. Liva Weel brillerede. Sidstnævnte bidrog blandt andet til at gøre PH-viser som ”Glemmer du, så husker jeg” og ”De binder os på hånd og mund” landskendte, ikke mindst fordi disse også blev sendt i radioen. Den sidstnævnte, indtil den blev forbudt af den nazi-tyske besættelsesmagts pressecensur. PH’s mere eller mindre direkte kritik af besættelsesmagten førte til, at han – i øvrigt som så mnge andre danskere og ikke mindst en del af de danske jøder - i 1943 måtte flygte illegalt til Sverige.

Efter Danmarks befrielse i maj 1945 vendte PH i lighed med mange andre flygtede danskere tilbage til hjemlandet, hvor han snart lagde sig ud med kredse, der havde relation til modstandsbevægelsen under besættelsen. I modsætning til disse mente PH – med rette eller urette - ikke at man skulle forbyde nazismen, idet et forbud efter hans opfattelse dels ville stride imod demokratiets regler og nok så vigtigt dels ville betyde at nazisterne ville reagere med at danne en undergrundsbevægelse. Nazismen skulle efter hans mening bekæmpes med demokratisk oplysning, hvorimod en fremtrædende modstandsmand og senere rektor ved Københavns Universitet som professor Mogens Fog opponerede, idet han mente at demokratiet havde ret til at forsvare sig imod sine modstandere og derfor burde forbyde nazismen.

Den holdning delte PH bestemt ikke, idet han som humanist mente at man burde behandle sine modstandere ’menneskeligt’, hvilket vil sige uden det had og den hævnfølelse, som modstandsbevægelsen og store dele af befolkningen mente at man burde og skulle. PH kritiserede blandt andet den nedværdigende behandling af de civile tyske flygtninge, der kom til Danmark i krigens sidste fase, lige som han tog afstand fra straffelovstillæggets bestemmelser om tilbagevirkende kraft. Dette provokerede forståeligt nok især folk i frihedsbevægelsen, som havde sat deres eget liv på spil under besættelsen, medens PH havde søgt ly i Sverige. Derfor fik PH selvfølgelig ikke medhold i sine nye anskuelser af de af sine venner og kolleger, der tilsluttede sig DKP. Så derfor blev han nærmest ekskluderet fra partiet, hvilket dog næppe generede ham synderligt, idet han rent faktisk havde vendt ryggen til den autoritære sovjetkommunisme.

Der var altså kort sagt sket det for PH, at under krigen var hans sind og livsanskuelse blevet vendt fra de kommunistiske doktrinære anskuelser og til en mere abstrakt humanistisk opfattelse af virkeligheden og begivenhederne. En anskuelse, som rabiate og tro kommunister nærmest betragtede som en slags forrædderi.

I årene 1947-50 blev den iltre menings- og samfundsrevser PH medarbejder ved dagbladet Information. Denne avis var i øvrigt startet som illegalt blad under besættelsen.

De næste tiår fra 1950 og til 1960 arbejdede PH for Social-Demokraten og det er i den periode, at han i årene 1956-58 samtidig udgav et af sine mest berømte bogværker, nemlig Kærlighedens Billedbog, der er blevet karakteriseret som ”erotikkens kulturhistorie”. Det er særligt denne samt den i årene 1961-62 udgivne Erotikkens Historie i 3 bind, der på grund af det røre den vakte i den hjemlige ”andedam”, endte med at blive banebrydende for ophævelsen af den strenge pornografilov. I mellemtiden var PH i 1960 vendt tilbage til det kulturelt og politisk set venstreradikale dagblad Politiken.

Her skal lige indskydes, at PH i 1964 blev redaktør af forbrugerbladet TÆNK. Men netop hans bøger om kærlighed og erotik, altså om det prekære og udfordrende emne seksualitet, er det, der særligt har interesse i sammenhæng med spørgsmålet om åndsfrihed og ytringsfrihed. Emner, som især for det sidstnævntes vedkommende havde været tabu i den offentlige debat og som vakte stærke følelser hos stort set alle debatterende parter. Men PH var altså med til at bane vejen for den mere frisindede kulturperiode, som tog sin begyndelse i efterkrigstiden fra og med 1950’erne og kulminerede i og med ungdomsoprøret fra og med 1968, herunder også den såkaldte rødstrømpebevægelse, som kæmpede for absolut ligestilling mellem kvinder og mænd, socialt, økonomisk og – ikke mindst - seksuelt. (5)

I forbindelse med bevægelsen og bestræbelserne i retning af seksualitetens frigørelse fra den restriktive borgerlige kultur, skal her nævnes et navn, der ikke mindst i Danmark fik en vis indflydelse i den sammenhæng. Det drejer sig om den amerikanske jødiske forfatter Henry Miller (1891-1980), som i 1934 skrev den selvbiografiske roman Tropic of Cancer, oversat til dansk i 1954 under titlen Krebsens vendekreds.Bogen skabte stor opstandelse og forargelse i USA på grund af sit frisprog omkring og skildring af seksualiteten, der stred imod den amerikanske pornografi-lovgivning. Den stred faktisk også imod den danske pornografi-lovgivning på den tid, som først blev ændret og pornografi i videre forstand tilladt i 1967, altså en del år efter at den nævnte bog var udkommet i Danmark.

Henry Miller var i årene 1930-39 bosat i Frankrig og her skrev han sine fremragende og mest kendte bøger, som alle er selvbiografiske og demonstrerer hans promiskuøse og anderledes livsopfattelse og personlige levevis. Hans gennemgående motivkreds var oprør imod det etablerede, herunder også og ikke mindst kampen mod det borgerlige samfunds bornerte undertrykkelse af seksualiteten. I 1960’-70’erne var han nærmest blevet en kult-figur i en del lande, herunder også i Danmark, hvor den ligeledes højst kontroversielle billedkunstner og filminstruktør Jens Jørgen Thorsen i 1970 filmatiserede Millers roman Stille dage i Clichy fra 1958. Filmen var og er karakteristisk ved sine meget dristige og realistiske sex-scener. (6)

Dansk Kvindesamfund

Som indledning til omtalen af to fremtrædende danske kvinder, nemlig Agnes Henningsen og Thit Jensen, vil det være naturligt her at give et kortfattet rids af dansk kvindehistorie. Kvinden blev jo i henhold til Bibelens skabelsesberetning ikke kun skabt for at være mandens medhjælp, men for at være hans lige. Det lyder således det nævnte sted i 1. Mosebog, vers 27.:

”Og Gud skabte mennesket i sit billede; i sit billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; ”

Nu er det dog sådan, at progressive mennesker, mænd så vel som kvinder, sjældent er religiøst anlagte, men tværtimod i reglen er ateister og derfor ikke tror på nogen Gud eller Kristus eller andre mere eller mindre hellige personer. Man kan også erklære sig som værende neutral i både kulturel og partipolitisk sammenhæng, og det er netop hvad Dansk Kvindesamfund gør. I det spørgsmål har man indtrykket af, at Dansk Kvindesamfunds gæve foregangskvinder nok mere nærer tiltro til naturvidenskabens evolutionsteori.

Dansk Kvindesaamfund blev i øvrigt stiftet i 1871 med det primære formål, at arbejde for at organisere middelklassens kvinder og støtte og styrke disses ret til at blive og være et selvstændigt medlem af familie og stat, især gennem at åbne for adgang til uddannelse og råderet over egen formue og arv, samt til at drive selvstændigt erhverv. Man sigtede tydeligvis på enlige og ugifte kvinders muligheder og rettigheder i samfundet. Sådanne enlige kvinder var der en ikke så lille del af i samfundet, kvinder som normalt måtte tage til takke med at være selskabsdamer eller ekspeditricer. Nogle blev dog uddannet som lærerinder eller sygeplejersker. (7)

Kvindeligt Arbejderforbund

Hvad angår arbejderklassens kvinder og piger, som til at begynde med ikke havde nogen organisation til at tage sig af deres rettigheder, så var disse kvindelige væsener indtil videre henvist til fattigfolks mere eller mindre triste skæbne som tjenestepiger, barnepiger, fabrikspiger, servitricer og i værste fald som prostituerede. Det bør dog tilføjes, at ikke alle kvinder og piger af arbejderklassen opfattede deres egen samfundsmæssige placering som trist og udsigtsløs. Tværtimod tog mange af dem deres skæbne med ophøjet ro og humor.

Den nævnte situation for arbejderklassens kvinder og piger blev dog heldigvis søgt ændret i forbedret retning, selv om det først skete i 1901, hvor Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark, KAD, blev stiftet som en landsdækkende organisation. Det var resultatet af over 15 års aktive fagpolitisk indsats af en række gæve og erfarne københavnske arbejderkvinder i det lokale Kvindeligt Arbejderforbund, KAF. Det varede dog en del år, før KAD fik tilstrækkelig stor magt til, at det overhovedet havde nogen indflydelse på kvindernes situation på arbejdsmarkedet. Spørgsmålet om kvinders stemmeret kom først på KAD’s dagsorden i 1906, men var forsigtige med at presse for hårdt på politikerne, som var splittede i spørgsmålet. Men KAD opnåede dog i 1908 at få indført kvinders stemmeret til de kommunale råd. Det større og udvidede grundlovssikrede stemmeret til fuld valgret og valgbarhed fik kvinderne dog først i 1915. Dansk Kvindesamfund tilføjede derefter en formålsparagraf, hvorefter man skulle stræbe efter at få indført kvinders fuldmyndige ansvar og ligestilling med mændene på arbejdsmarkedet, samt en fortsat forbedring af kvinders og børns generelle vilkår.

(Citat) Det bør dog også nævnes, at mænd til at begynde med efter Grundlovens indførelse 5. juni 1849, da også først havde stemmeret ved det fyldte 25. år til Folketinget og 35 år til Landstinget. Men der gjaldt ligeledes til at begynde med også den regel, at mænd uden ejendom, psykisk syge, forbrydere, tjenestefolk og fattige var udelukket fra at være medbestemmende vedrørende landets anliggender. Arbejdsløse havde som nævnt heller ingen stemmeret, det fik de som nævnt først i og med juni-grundloven 1915, hvor valgretten til Folketinget som nævnt var 25 år og til Landstinget 35. år. Man skal helt frem til 1953, før alle fik valgret ved det fyldte 23. år.

Kvindebevægelsen i Danmark

Det patriarkalske samfund, det vil sige et samfund, der er oprettet, indrettet og domineret af maskuline normer, krav, ønsker og interesser, har siden de ældste tider været en samfundsform, der har klaret sig og overlevet. At den har det, er der og kan der gives flere forklaringer på. Den mest nærliggende forklaring, – i hvert fald set fra en mands synspunkt, – er den, at det maskuline køns generelt set relativt større styrke og øvrige naturlige egenskaber, helt automatisk har bevirket, at det maskuline køn om man så må sige fik 'overmagten' og følgelig blev den dominerende kraft og magt i forhold til kvindekønnet, hvis naturlige noget svagere fysiske styrke og naturlige egenskaber automatisk har ført til den samfundsmæssige og artsmæssige position, som tilfældet altid har været og til en vis grad fortsat er helt op i nutiden. Denne position har imidlertid lige siden 1800-tallet været udfordret af foregangskvinder for kvindens frigørelse, som ville bekæmpe og ophæve den automatiske og 'naturlige' maskuline dominans.

Kvindefrigørelsesbevægelsen er og har siden sin begyndelse omkring midten af 1800-tallet dog kun gjort sig gældende for de vestlige samfunds og kulturers vedkommende. I en stor del af den ikke-vestlige verden hersker der fortsat maskulin dominans. Dette betegnes ofte også som patriarkalsk dominans, nemlig i og med, at mænd og især de ældste mænd i disse samfund traditionelt har haft den største indflydelse og magt. Det er dog ikke altid tilfældet, at det er de ældste mænd, der er og har været toneangivende , men det har til gengæld fyrster og konger og klanledere, og sådan er det fortsat i nogle lande i Mellemøsten og i Asien.

Men her vil vi nu vende opmærksomheden mod de vestlige samfund, herunder især mod kvindens situation i et demokratisk kongedømme som lille Danmark. Apropos kongedømme, så er det jo som bekendt ikke en mand, altså en konge, men derimod en dronning, altså en kvinde, der sidder på tronen. Tilmed en kvinde med kvaliteter og kvalifikationer, der er højt respekteret og ligefrem elsket af 'undersåtterne', af både de høje og de lave klasser i samfundet. Men dog selvfølgelig ikke af alle landets borgere, idet der findes såkaldte socialister og politisk og kulturelt yderliggående venstreorienterede, som synes at kongedømmet er en anakronisme, altså noget, der ikke er tidssvarende og derfor ikke burde høre hjemme i et demokratisk samfund.

Men lad os se lidt nærmere på, hvordan den danske kvindebevægelses historie har formet sig indtil nu. Til det formål vil vi her så at sige gå til selve kilden for oplysninger vedrørende nævnte historie, nemlig til den udmærkede, sobre og i det store og hele saglige skildring af i hovedsagen dansk kvindebevægelse: ”Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor”, Politikens Forlag 1975. Under redaktion af journalist Inga Dahlsgård har syv akademisk uddannede kvinder skrevet hver deres gode og interessante artikel i bogen. Af hensyn til proveniensen bør navnene på disse lærde kvinders respektive navne nævnes her og i den rækkefølge navnene er angivet i bogen: Nina Andersen, cand. polit.Ester Boserup, adjunkt, cand. scient. pol. Drude Dahlerup, lektor, mag. art. Pil Dahlerup, professor, dr. phil. Kristine Heltberg, cand. polit.Rita Knudsen, redaktør Kika Mølgaard, cand. phil. Kirsten Yumiko Taguchi, cand. psyk. Bente Ørum.

Vi vil begynde med at citere cand. psyk. Bente Ørums kloge indledning, som i kapitlet ”Mænd og kvinder” begynder med overskriften ”Et gammelt spørgsmål”:

(Citat) Spørgsmålet om forskellen mellem mand og kvinde er gammelt og til tider ivrigt debatteret. I de sidste år er det igen blevet voldsomt aktuelt, og det er kvindernes, især nyfeministernes skyld. Betingelserne for deres oprør må imidlertid ligge i samfundsudviklingen og hermed også i andet, end hvad der kan forklares med studenteroprøret i 1968.

Der kan nævnes to hovedårsager til kvindernes protest i dette århundrede – og med kvinderne menes, som ofte, kvinder i gode eller nogenlunde gode kår.

1. I forrige århundrede [1800-tallet] øgedes statusforskellene mellem mand og kvinde voldsomt under indflydelse af bl.a. ”puritanisme”. Men de fleste kvinder havde på dette tidspunkt en lang række funktioner at varetage, især i familien (som ofte også var med i produktionen), og de var i hvert fald uundværlige.

2. Så kom industrialiseringen og gjorde kvindens rolle langt mindre betydningsfuld, så nu var hun både mindre værdig og mindre nyttig. Dette er en situation, hvor kun de få magter at gøre oprør, men nogle gjorde det dog, og de blev mødt med spørgsmålet: Hvad er det dog I vil? Underforstået var, at kvinder, der gjorde oprør, var unaturlige kvinder eller frustrerede kvinder, der ville holde op med ”det der”, hvis de bare fik en rigtig mand.

I dag har både mænd og kvinder fået mere overskud (det gælder især under højkonjunkturer), og flere kvinder begynder at gøre oprør mod de traditionelle kønsroller. Men da de to kønsroller er afpasset til hinanden, må disse kvinders mænd jo også ændre deres kønsrolle – om end lidt forsinket.

Tidligere har mændene ofte mystificeret kvinden. ”Hvad er det kvinderne vil?” ”Hvem forstår kvindens væsen?” osv. Kvinderne har ikke på samme måde mystificeret manden, fordi kvindernes kønsrolle også har indbefattet et krav om, at de til en vis grad har skullet kunne forstå mænd. For at undgå den tidligere mystificering af kvinden, er det vigtigt at få fastlagt, hvad udgangspunktet for ændringerne i vores kulturs kønsroller er. (Citat slut).

Hvad angår spørgsmålet eller problemet om ”udgangspunktet for ændringerne i vores kulturs kønsroller”, så er dette 'udgangspunkt' i henhold til Martinus' kosmiske analyser lige præcis de primære faktorer og årsager, han betegner som ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”. Alle andre årsager, som f.eks. arv og miljø, de traditionelle samfunds- og kulturforhold mm., udgør ifølge ham ”sekundære årsager”. Det emne skal vi vende tilbage til senere nedenfor.

Det meget kort fortalte om kvindebevægelsens opfattelse af køn og kønsroller, er, at denne generelt set og forsøgsvis henholder sig til, hvad etnologien, sociologien, psykologien og ikke mindst politisk farvet opfattelse har at sige om køn og kønsroller. Dette fremgår mere eller mindre af Bente Ørums i øvrigt interessante og højst læseværdige artikel. Deri fortælles om normer, kønsroller, kønsrollernes opståen, Hvorfor har vi i dag kønsroller? Kønsrollernes funktion i dag, En statusforskel,

Opdragelsen, Kønsroller indlæres, Kønsidentitet. Det sidstnævnte emne skal der her citeres fra:

(Citat) i de fleste teorier om kønsrolleindlæringen spiller kønsidentiteten en væsentlig rolle. Med kønsidentitet mener man den psykologiske oplevelse af at tilhøre det ene eller det andet køn, det kvindelige eller det mandlige. Det behøver ikke at være det samme som det biologiske køn, der for øvrigt heller ikke er et entydigt begreb. (Citat slut)

I 2005 fusionerede KAD med Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD, og sammen oprettede man Fagligt Fælles Forbund, som siden og i nutiden bedst kendes som 3F. Arbejderkvinderne havde dermed fået stemme i den danske fagbevægelse som helhed, dog ikke uden problemer, for kvindernes faglige interesser og problemer adskilte sig på en del områder væsentligt fra de mandlige arbejderes interesser og problemer. Det hang og hænger i nogen grad sammen med, at de traditionelt mandligt dominerede fagforbund ikke så sjældent overså dette og til tider ligefrem modarbejdede og forholdt sig chauvenistisk diskriminerende overfor selve kvindesagen, hvis vigtighed for kvinderne selvsagt var inlysende. (8)

Mere om Dansk Kvindesamfund

Et emne, der tidligt var på dagsordenen hos Dansk Kvindesamfund var den såkaldte ”sædelighed”, hvilket mere præcist vil sige seksualmoralen. Allerede i 1880’erne gjorde man op med den opfattelse af kønsrollerne, hvor mænd og kvinder havde hver deres afgrænsede og traditionsbestemte funktioner at udføre og forholde sig til. Men eftersom industrialiseringen i stigende grad stillede krav om, at kvinderne forlod hjemmet i dagtimerne og også kom på arbejdsmarkedet for at afhjælpe manglen på arbejdskraft, måtte man indstille sig derefter. Den officielle kønsmoral var i almindelighed den, at ægteskabet og familien var samfundets fundament, som desuden samtidigt skulle sikre, at den seksuelle udfoldelse udelukkende burde finde sted af et nødvendigt hensyn til forplantning og artens videreførelse. Selv lægevidenskaben var dengang af den opfattelse, at kvinder fra naturens side ikke var i besiddelse af en kønsdrift, og dem af dem, der var, måtte være mentalt forstyrrede. Derimod blev mænd anset for at være udstyret med en endog stærk og naturlig kønsdrift, netop med det formål at vedligeholde og styrke deres fysiske og psykiske sundhed, hvorfor en jævnlig seksuel tilfredsstillelse ikke alene var påkrævet, men også ønskelig.

Den traditionelt grundlæggende opfattelse var den, at borgerskabets døtre skulle opdrages til et liv som hustruer og mødre med egenskaber som kyskhed, moderlighed, tålmodighed og beskedenhed, medens borger skabets sønner skulle opdrages til at være aktivt udadrettede og fagligt fokuserede med henblik på, at de dermed blev i stand til at forsørge familien.

Deltagerne i den hede og heftige debat om køn og moral, som foregik både i aviser, tidsskrifter og i den nyere skønlitteratur, var hovedsagelig forfattere, kvindesagsforkæmpere og både højre- og venstreorienterede intellektuelle. I en del tilfælde udviklede diskussionerne om seksualmoralen sig til uvenskab og i enkelte tilfælde til direkte uforsonligt fjendskab mellem diskussionsparterne. Men den side af sagen vil vi forbigå her.

Derimod skal her omtales et emne og problem, som i medfør af biologiske forhold i høj grad påhvilede kvinderne, nemlig abort. Sidstnævnte, altså abort, havde i praksis siden langt tilbage i tiden altid været kvindernes ansvar alene. Og da lovlig abort var vanskelig at opnå, medførte det ulykkeligvis, at de allerfleste aborter blev foretaget illegalt, hvilket i reglen ville sige, at indgrebet blev foretaget af såkaldte ”kvaksalvere”. En kvaksalver er en person, der udfører en form for lægevirksomhed uden at være autoriseret og i visse tilfælde også uden at være kvalificeret. Det betød derfor i reglen også, at kvinder, der havde fået foretaget en illegal abort, bagefter måtte en tur på hospitalet og få foretaget en såkaldt ”udskrabning”, for at standse de blødninger, der var opstået som følge af indgrebet.

Så sent som i midten af 1960’erne blev spørgsmålet om fri adgang til abort derfor en vigtig problemstilling for Dansk Kvindesamfund, hvis brogede skare af yngre og ældre medlemmer imidlertid var splittet i opfattelsen af, om fri abort skulle gøres lovligt eller ej. De ældre medlemmer var stort set alle imod fri abort, hvorfor foreningen som sådan forholdt sig tøvende i spørgsmålet. Men i 1967, året før det såkaldte ungdomsoprør begyndte, kom foreningen under et pres, som førte til, at man vedtog en forsigtig formålsparagraf, som pointerede, at man ville arbejde for den fulde ligestilling af kvinder og mænd, således at disse havde lige ansvar i forhold til hjem, erhverv og det offentlige liv.

Ungdomsoprør, kønsroller og seksualitet

Det helt store fremskridt i retning af ligestilling af kvinder og mænd, socialt, erhvervsmæssigt, økonomisk, sexuelt, kønsrollemæssigt, ægteskabeligt og kulturelt, tog forsøgsvist et spring fremad i og med ungdomsoprøret, feminismen og rødstrømpebevægelsen i slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne og ind i 1980’erne. Dette oprør og opgør distancerede Dansk Kvindesamfund, som havde vanskeligheder med at gøre sig gældende i de mange nye og forvirrende ideologiske og teoretiske debatter. Det skyldtes især, at der i og med ungdomsoprøret samtidig var tale om et generaionsskifte i samfundet og kulturlivet.

De unge og oftest studerende mænd havde energioverskud til at samle sig mere eller mindre i politisk venstreorienterede debatgrupper og idealiserede kollektiver, i nogen grad inspireret af den akademiske nymarxisme, hvor man forsøgte sig med nye, alternative og provokerende samlivsformer. Dette gjaldt ikke mindst på det sexuelle område, hvor man hyldede den såkaldt ’frie kærlighed’, hvilket vil sige, at man havde lov til at ’bolle’ på kryds og på tværs af kønslig status. Udtrykket ’bolle’ var et moderne udtryk for det, der ellers plejede at blive kaldt ’samleje’.

For de unge og yngre rabiate kvinder blev det ’in’ at gå med i den såkaldte rødstrømpebevægelse, som begyndte omkring 1970. Den danske version af rødstrømpebevægelsen havde sit udspring i det internarionale kvindeoprør, lige som navnet og betegnelsen rødstrømper var hentet fra de amerikanske Redstockings, der var toneangivende i bevægelsen. Lidt i lighed med, at den ældre aktivistiske kvindebevægelse betegnedes som Bluestockings, på dansk blåstrømper. I begge tilfælde hang det sammen med de strømper som medlemmer af bevægelsen bar. Skiftet fra blåt til rødt markerede den politiske venstredrejning, som rødstrømpebevægelsen var udtryk for, idet man knyttede an til socialismen, nymarxismen og i nogle tilfælde til kommunismen. Sidstnævnte var dog ikke længere så moderne og tiltrækkende, som tilfældet havde været under og lige efter den tyske besættelse af Danmark.

Medlemmerne af den danske version af rødstrømpebevægelsen kom – interessant nok - fra Dansk Kvindesamfunds nye aktivistiske ungdomsgruppe og fra universitets- og kunstnermiljøet, som stort set altid har været i opposition til det borgerlige samfund og den borgerlige kultur. Så det var der sådan set ikke noget nyt i. Det nye var, at de unge studerende kvinder – og mænd med for den sags skyld, om end i anden sammenhæng – gerne ville identificere og solidarisere sig med arbejderbevægelsen, hvilket kvinderne især markerede ved at en mindre gruppe af studerende rødstrømper indfandt sig på bryggeriet Tuborg i Hellerup, hvor de gav sig til at diskutere ligeløn med de kvindelige bryggeriarbejdere.

Rødstrømpebevægelsens aktioner gik dog lejlighedsvis over gevind og endte i det rene pjat, som f.eks. da nogle relativt få anonyme af disse, assisteret af et par mænd og udklædt i spraglede gevandter, i 1970 fra Kongens Nytorv gik op gennem Strøget i København i demonstration imod tøj- og kosmetikforretninger. Da de nåede Rådhuspladsen smed de tøjet i nogle affaldssække med påskriften ”Hold Danmark ren”. Der var dog også tale om nogle få fremtrædende og kendte rødstrømper, som de altid vakse og sendationshungrende medier med nærmest begejstring gav rigelig plads i nyheds- og debatprogrammer i aviser, radio og TV. I tilbageblikket må det dog konstateres, at journalisterne og redaktørerne til at begynde med generelt set havde svært ved at forstå, hvad det egentlig var, der foregik.

Det svære var for både deltagerne og offentligheden, at forstå grundideen eller filosofien bag de enkelte oprørsgruppers autonomi og deres følelse af kollektivitet og ønske om anonymitet. Bagsiden af alt halløjet var, at ungdomsoprørerne havde sat en mental storm i gang, som blæste i mange retninger og efterlod de forskellige grupperinger uden en fælles kurs eller en overordnet plan.

Men selvom ungdomsoprøret ebbede ud hen imod 1990’erne og frem til nutiden, så satte den dog forskellige temaer på dagsordenen, som f.eks, kvinder i u-lande, prostitution, handel med kvinder, indvandrerkvinders rettigheder, fædres barselsorlov, ligeløn, vold mod kvinder, osv. Disse temaer blev ikke mindst søgt administreret og udviklet af Dansk Kvindesamfund, som i 2005 åbnede et krisecenter i København, lige som det internationale arbejde blev opprioriteret. (9)

Navnkundige kvindesagskvinder

Men lad og kigge lidt tilbage i kvindesagshistorien og se på, hvad denne har indeholdt og indeholder. Det var og er i perioden 1930’erne til 1950’erne at brave kvindesagskvinder som Agnes Henningsen og Thit Jensen kommer med i ’kulturkampen’ i bredere forstand og i kønsrolledebatten i snævrere forstand. Agnes Henningen (1868-1962) vil være bedst kendt som forfatter, samfundsdebattør og kvindesagsforkæmper. Hendes personlige liv var ikke helt almindeligt, især ikke hvad angår sexlivet, idet hun var af den opfattelse, at kvinder og mænd havde ret til et frit sexualliv. Allerede i sit første ægteskab udlevede hun denne holdning, idet hun havde et i øvrigt højst mærkværdigt seksuelt forhold til en gift mand, i dette tilfælde forfatteren Carl Ewald (1856-1908), som selv havde sexuelle forhold til flere gifte så vel som ugifte kvinder. Agnes Henningsens forhold til Carl Ewald resulterede i en graviditet og påfølgende fødsel af den tidligere ovenfor omtalte og nok så berømte ’kulturkæmpe’ Poul Henningsen,

I 1899 debuterede Agnes Henningsen som forfatter med romanen Glansbilleder, og udgav i de følgende mange år yderligere 11 romaner, hvoraf Polens døtre (1901), der som hendes følgende romaner drejer sig om en fordomsfri skildring af kvindens kærlighedsliv, et emne, der dengang vakte stor forargelse i flere kredse. Nævnte roman har som grundsyn, at kvinden som mor og hustru burde på lige fod med mændene kunne forenes med at være erotisk og seksuelt eksperimenterende, men i praksis viser det sig, at mange kvinder svigter sig selv i bestræbelserne på og i rivaliseringen om at opnå en mands gunst.

Agnes Henningsen skrev desuden 4 skuespil i årene 1904-1922, dog uden det store held. I skuespillet Elskerinden fra 1906 skildrer hun elskerindens lod som en kvinde, for hvem manden er alt, hvorimod han kun bruger hende til sin egen fornøjelse og tilfredsstillelse af sin libido. Som modspil mente Agnes Henningsen, at kvinder burde kende og acceptere sig selv og sine erotiske lyster og derfor eksperimentere med deres egen seksualitet. Denne opfattelse og holdning vakte selvfølgelig stor forargelse i den puritanske og dobbeltmoralske datid, hvor praktiseringen af seksualitet væsentligst – og i det skjulte - skete på mændenes præmisser. Det var eftet Agnes Henningsens opfattelse i øvrigt den dybere årsag til udbredt frigiditet hos kvinder.

Men nok så vigtigt og værdifuldt var og er det, at Agnes Henningsen i årene 1941-55 også skrev sine erindringer i 8 bind, hvori man vil kunne læse om hendes højst interessante livs fataliteter og karriere som en ”moralsk fordærvet” forfatter, der på trods af en vis modstand fra anerkendte og respekterede litterære kredse i 1960 blev medlem af den fornemme litterære institution Det Danske Akademi. På det tidspunkt var der kun to kvindelige medlemmer af nævnte Akademi, nemlig Agnes Henningsen og Karen Blixen. Det kan da også konstateres, at på det idspunkt var der kommet en ny og mere frisindet generation af læsere og mennesker i øvrigt, som i høj grad forstod, delte og anerkendte hendes grundlæggende synspunkter

Nok så bittert for Agnes Henningsen var det dog, at ingen af hendes kønsfæller blandt datidens toneangivende kvinder og ejheller Dansk Kvindesamfund støttede hende i hendes bestræbelser på at ligestille kvinden med manden, hvilket desværre også gjaldt den i datiden lige så kendte og på sin vis oppositionelle forfatter og kvindesagskvinde Thit Jensen. (10)

Endnu en brav kvindesagskvinde

Thit Jensens borgerlige navn er Maria Kirstine Dorthea Jensen Fenger (1876-1957), søster til den nok så navnkundige 3 år ældre storebror Johannes V. Jensen (1873-1950), hvis berømmelse som forfatter med al respekt nok må siges at være noget større, end tilfældet blev med søsteren. Dertil kommer, at han i 1944 fik Nobelprisen i litteratur. Men begge fik sammen med deres mange søskende en god og ligeværdig opdragelse i det ret specielle dyrlægehjem i Himmerland. Foruden at være dyrlæge, var faderen også optaget af spiritismen, en interesse, der gik videre til datteren Thit. Moderen var heller ikke helt almindelig, men en stærk og modig kvinde, som i hjemmet også deltog i private debatter om tidens emner sammen med sin mand og børn.

I modsætning til sine studerende brødre blev Thit i hjemmet efter sin konfirmation og gik moderen til hænde. Først som 22-årig forlod hu hjemmet og blev lærerinde og husbestyrerinde. Hun begyndte også at skrive romaner og forsøgte at få disse udgivet, hvilket dog ikke lykkedes i første omgang. Desuden anbefalede storebror Johannes hende at opgive skriveriet, for det mente han ikke at hun egnede sig til. Thit lyttede dog ikke til hans ’gode råd’, men skrev og fik udgivet sin første roman ”To søstre” i 1903. Hun måtte dog samtidig fortsætte sit job som husassistent i København, hvortil hun var ’emigreret’.

I perioden 1903-28 skrev og udgav Thit Jensen omtrent en roman hvert år, og nogle af disse indbefattede kvindepolitiske emner, mens andre var historiske fortællinger. Det var især de sidstnævnte, der blev hendes særkende, ikke mindst som den platform hvorfra hun kunne fortælle, hvad der lå hende på sinde. Sagen var den, at Thit Jensen vidste, at hun havde tække for at optræde i medierne, som hun da også forstod at udnytte som en måde at få sine oppositionelle og kontroversielle synspunkter bragt videre på. Hun var nemlig ikke bange for at provokere og chokere, især ikke i sin omfattende foredragsvirksomhed, og slet ikke når det drejede sig om hendes yndlingsemne ”Frivilligt moderskab”.

Efter et besøg i 1923 hos den hollandske læge Alette Jacobs, var Thit blevet så tændt på temaet ”Frivilligt moderskab”, at hun efter hjemkomsten ufortøvet stiftede foreningen ”Frivilligt moderskab”. Det handlede jo om prekære og kontroversielle emner som børnebegrænsning, prævention og abort, emner som dengang nærmest var tabu i den offentlige debat og som man derfor ikke talte åbent om. Men hun fik støtte af den ligeledes provokerende og kontroversielle læge J. H. Leunbach og sammen stiftede de ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

På den tid var den cigarrygende Thit Jensen nærmest blevet et offentligt klenodie, som blev udsat for satiriske bemærkninger og lidt ondskabsfulde karikaturtegninger, hvilket hun dog så vidt vides tog med godt humør. Ikke mindst fordi hun var kommet på Finansloven, hvilket gjorde det miligt for den initiativrige og aktive Thit Jensen også at foretage en del udenlandsrejser, som gik til USA, Australien og New Zealand, hvor hun naturligvis også holdt foredrag om sine yndlingsemner.

Her en lille anekdote fra et af Thits mange holdte foredrag, som angiveligt foregik i København. Blandt tilhørerne var der en professor ved navn Wiedt, som på et tidspunkt under spørgerunden sagde følgende: ”Nu går de for vidt, Thit!” Hvortil hun kvikt replicerede: ”Det har De gjort så tit, Wieth!”

Thit gjorde jo sit til at kunne leve af de faste penge, hun modtog fra Finansloven, men suppleret med indtægterne fra hendes forfattervirksomhed. Derfor kastede hun sig efter 1925 over sin anden hovedinteresse, nemlig kun at skrive historiske romaner. Den første af disse romaner, ”Jørgen Lykke”, udkom i 1931. Det er i den forbindelse interessant at vide, at broderen Johannes allerede i 1895 begyndte sin forfatterkarriere under pseudonymet Jørgen Lykke. Men ellers havde forholdet mellem de to søskende udviklet sig meget negativt, især fordi broderen ikke syntes om sin søsters forfatterskab og for resten heller ikke om hendes personlighed og levevis.

Det var dog ellers et nok så interessant og spændende historisk inspireret forfatterskab, Thit var begyndt på og som kom til at omfatte romanerne ”Jørgen Lykke”, 1931, ”Stygge Krumpen”, 1936, og sluttelig storværket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig”, 1940-53. Disse romaner satte og sætter fortsat kønnenes indbyrdes forhold til debat. Derimod var det nok lidt mere tvivlsomt, når Thit efterfølgende hævdede, at hendes historiske romaner delvis var baseret på spiritistiske kontakter med de historiske personer, som hun portrætterede og som hendes romaner handlede om. Det med spiritismen tog hendes læsere og de fleste danskere med vanlig humor og venlig overbærenhed. Thit var gået hen og blevet noget i retning af et elskeligt ikon på det litterære danske parnas og i den danske offentlighed.

Sluttelig om Thit Jensen bør det lige nævnes, at hun selv kun var gift én gang, nemlig med en 11 år yngre kunstmaler, somefter få år forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det smertede Thit så meget, at hun ikke kunne tilgive ham, hvilket vel er forståeligt. Thit var jo i spørgsmåle om sexualitet og ægteskab af en noget anden og ikke så fri støbning, end tilfældet var med Agnes Henningsen, Thit Jensen forblev da også ugift resten af sit liv. (11)

Kulturens vekselspil endnu engang

Som fremført i begyndelsen af denne artikel, så må man konstatere at der findes et begreb, som hedder ”Kulturens vekselspil” og som fortæller, at de historiske så vel som nutidige kulturperioder med mellemrum skifter fra den ene modsatte yderlighed til den anden. Dette er ikke mindst tilfældet, når det drejer sig om opfattelsen af teoretiske begreber og og praktiske fænomener som frisind, ytringsfrihed og seksualitet.

Ungdomsoprøret med dettes kollektiver og rødstrømpebevægelsen med dennes ølejre i 1960’-70’erne vendte sig både teoretisk og praktisk imod stort set alle tidligere borgerlige værdinormer, moralbegreber og institutioner. Man ville kort og godt nedbryde og fjerne det forbenede gamle og skabe en helt ny verden, både socialt, økonomisk, politisk og kulturelt. Men der var dog ikke enighed eller konsensus om, hvordan man skulle bære sig ad med at ændre og forny. Derfor splittedes tilhængerskaren omkring fornyelserne op i grupper som f.eks. socialister, kommunister, anarkister og flower-power.

Det kan konstateres, at den del af ’vekselspillet’, som er beskrevet ovenfor, der drejer sig om de seneste knapt hundrede år, befinder sig i kulminationsfasen, hvorefter det i henhold til vekselspillets lovmæssigheder kun kan gå den modsatte vej. Det betyder, at de værdinormer, moralbegreber og institutioner, samt i videre forstand de sociale, økonomiske, politiske og kulturelle forhold, der mere eller mindre er en følge af den moral, etik og livsopfattelse, der kendetegner ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen, er på aftagende kurs og afmattende retur. Det vil mere eller mindre direkte fremgå af den følgende skildring af nutidens mod-kulturelle situation.

Der har naturligvis under hele det foreløbige udviklingsforløb været mennesker, som ikke delte og fortsat ikke deler de progressive ideer, tanker og forestillinger, der er kendetegnende for ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen. Men derfor behøver de pågældende ikke nødvendigvis at støtte den igangværende afmatningsproces. Man er derfor stort set henvist til at være mere eller mindre magtesløst vidne til dramaet om ”den synkende skude”.

Som et markant eksempel på den modsatrettede kulturelle bevægelse, der særlig her i efteråret 2017 har fået vind i sejlene, kan nævnes den internationale såkaldte ’Me Too’-bevægelse. Her i de sidste par måneder af dette år har medierne, både de trykte, elektroniske og radiofoniske, mere eller mindre fokuseret på fænomenet. Medierne er tændt på det, fordi man øjner drama og sensationer i form af nærmest et forarget-retfærdigt hævntogt, især med unge og yngre kvinder i både hoved- og offerrollen, som har været udsat for, hvad der betegnes som sexchikane. De anklagede, misbrugerne eller sexforbryderne er i de såkaldt krænkedes opfattelse selvfølgelig nogle vellystige og ansvarsløse magthavende mænd på arbejdspladserne, muligvis især på de arbejdspldser, der findes indenfor underholdningsindustrien, mere præcist i filmbranchen.

Det kan nok ikke undre, at Me-Too-bevægelsen – eller på dansk: Også-Mig-bevægelsen - har sit udspring i det dydige og moralske Amerika, hvor der især eksisterer og trives en række mere eller mindre yderligtgående restriktive religiøse sekter. Hvilket dog ikke betyder, at der altid eller overhovedet er blandet religion ind i Me-Too-bevægelsen. Men uanset dette, så drejer det sig profant set om mænds sexmisbrug under den ene eller den anden form af primært unge og yngre kvinder, så vel i privatlivet som på arbejdspladsen. (12)

Det findes vistnok ikke præciseret, om Me-Too-bevøgelsen mener det drejer sig om mænd i den store og brede almindelighed eller om det kun drejer sig om visse mænd med særlige sexuelle tilbøjeligheder. Men set på baggrund af mediernes omtale af sexkrænkelserne, tyder det på, at disse i særlig grad findes i kategorien indflydelsesrige og magtfulde mænd, som f. eks. den amerikanske filmprocent Harvey Weinstein og den danske filmproducent Peter Aalbæk Jensen. Sidstnævnte er angiveligt blevet hængt ud i medierne af 9 kvindelige ansatte i hans firma Zentropa. De hævder enstemmigt, at han har taget dem på brysterne og klappet dem i måsen, samtidigt med at han er kommet med småsjofle bemærkninger.

I modsætning til Weinstein er Aalbæk Jensen krøbet til korset og har offentligt i medierne undskyldt og beklaget sin handlemåde overfor de nævnte kvinder. Og i øvrigt har han også beklaget den specielle virksomhedskultur, der angiveligt gennem mange år har hersket i hans firma og som han selv var og er hovedansvarlig for.

I kølvandet på Me-Too-anklagerne imod de magtfulde mænd i teater- og filmbranchen, har en del lidt ældre amerikanske kvindelige filmskuespillere i aviser og blade fremsat mundtlige anklager om sexchikane imod bl.a. nævnte Weinstein, der dog afviser anklagerne med, at der må være tale om hævn fra kvindernes side, måske fordi de ikke fik det job eller den rolle, de ønskede sig.

Naturligvis er sexchikane ikke acceptabelt, uanset under hvilken form eller former denne finder sted. Men man kunne måske samtidig spørge, om ikke kvindelige magthavere også kan tænkes at have udsat eller udsætte deres undergivne mandlige ansatte for sexchikane. (13)

Det må dog nok konstateres, at der hos offentligheden og i visse kredse er mere interesse for og opmærksomhed omkring den sexchikane, der er gået eller går ud over uskyldige unge og yngre forsvarsløse piger og kvinder. Værst er det naturligvis, hvis sexchikanen er foregået eller foregår i form af decideret voldtægt. Det er selvfølgelig fuldkommen uacceptabelt.

Man har indtrykket af, at holdningen hos mange kvinder desværre synes at være, at mænd er nogle sexgale og ansvarsløse udyr, der ikke kan styre og opføre sig ordentligt og anstændigt. Det burde jo ikke være nogen hemmelighed, at der faktisk findes kvinder, der ligefrem hader og afskyer mænd. Lige som der som bekendt også findes mænd, der hader og afskyer kvinder. Men heldigvis er ingen af delene normen.

Her kan det passende indskydes, at nogle af de tidligere diskriminerede grupper i samfundet, som i nok så høj grad vil være eller blive fordømt og straffet, hvis det puritanske og i negativ forstand moralske islam skulle vise sig at få større magt og indflydelse i Europa og her i Norden, end tilfældet er aktuelt, vil være de homosexuelle og lignende kønsligt afvigende grupper. Det har i forvejen taget mange år for de homoseksuelle at opnå anerkendelse og ligeberettigelse med heterosexuelle. Men i nyere tid er de nævnte grupper anerkendt stort set i alle vestlige lande. I muslimske lande dømmer man derimod homosexuelle mænd til døden og henretter disse, f.eks. ved at hænge dem op i kraner eller kaste dem ud fra højhuse. Hvordan det forholder sig med homosexuelle kvinder, de såkaldte lesbiske, foreligger der mig bekndt ikke noget nærmere om. Men man kunne forestille sig, at disse kvinder vil blive dømt til stening, sådan som tilfældet i øvrigt er med mange andre kvinder, der har forbrudt sig mod islamiske love.

Nok så vigtigt og afgørende er det imidlertid, at den tiltagende islamisering af den europæiske og danske kultur i øvrigt også er med til at fremme den udvikling – eller i realiteten det restriktive og puritanske tilbageskridt – der foreløbig så småt har fundet sted indenfor de senere årtier. De islamiske værdinormer og disses strenge moralkodeks peger i princippet i samme retning som Me-Too-bevægelsen eller omvendt. Så medmindre der i tide fremkommer nogle initiativer og tiltag til at bremse den nævnte ’afvikling’ af de opnåede resultater i form af en omtrent ubegrænset ytringsfrihed og en absolut frisindet sexualmoral, som under personligt ansvar – og selvfølgelig også under ansvar overfor den demokratiske lovgivning - lader det være op til den enkelte, hvilke former for sexuel adfærd, der er relevante og passer ind i hvert individuelt menneskes livsførelse, det vil sige i hver kvindes og hver mands tilværelse.

Den kommende fremtids begivenheder, initiativer og tiltag vil vise, om jeg har ret i mine dystre forudsigelser af den igangværende udvikling – eller ’afvikling’. Men selvom jeg skulle få ret, så kan det måske være til trøst og opmuntring at vide, at kulturens vekselspil engang ud i fremtiden atter vil bevæge sig i retning af de ideer, tanker, forestillinger og holdninger, der principielt set vil svare til dem, som ungdomsoprøret og rødstrømpebevægelsen i sin tid satte i gang. (14)

___________________________

Noter og kilder:

1.: Vedr. begrebet dialektik: Se f.eks. Politikens Røde Opslagsbøger: Religion / Livsanskuelse. Gyldendal 1979. Bogen er senere genudgivet i en nyere udgave. Men man kan naturligvis også søge de nævnte begreber på Internettet.

2.: Vedr. komplementaritetsteorien, se f.eks. det i note 1. nævnte værk.

3.: Vedr. kulturperioderne, se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra Rnaissancen til Nutiden. Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 1941. Bogen giver en god oversigt over de nævnte kulturperioder. Man kan naturligvis også søge på kulturperioder på Internettet.

4.: Se f.eks. Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle. Gyldendal 1984. – Per Stig Møller: På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i vor tids politik, videnskab og etik. Gyldendal 1976.

5.: Vedr. Poul Henningsen vil man kunne finde reelle og gode oplysninger om ham og hans karriere ved at søge på Internettet.

6.: Vedr. nærmere oplysninger om Henry Miller og hans forfatterskab, søg venligst på Internettet.

7.: Vedr. Dansk Kvindesamfund og dets organisation og historie, søg også i dette tilfælde på Internettet.

8.: Vedr. Kvindeligt Arbejderforbund og dets organisation og historie, søg også i dette tilfælde på Internettet. – Citatet er fra artiklen 4.111. "Jeg elsker dig!" - betragtninger over forelskelse og ægteskab.

9.: Se f.eks. Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor. Redigeret af Inga Dalsgaard. Politikens Forlag. København 1975. Men man kan også med fordel orientere og opdatere sig om kvindebevægelsen og dens historie på Internettet.

10.: Også vedr. Agnes Henningsen og hendes historie og forfatterskab vil man kunne orientere og opdatere sig på Internettet.

11.: Også vedr. Thit Jensen og hendes historie og forfatterskab vil man kunne orientere og opdatere sig på Internettet. – Det kan også anbefales at læse bogen af Jens Andersen: THIT – den sidste valkyrie. Gads Forlag. København 1992.

12.: Man vil kunne læse en del om Me-Too-bevægelsen på Internettet.

13.: Vedr. begrebet og fænomet sexchikane vil man også kunne læse en del om det emne på Internettet.

14.: Se f.eks. artiklen 4.143. Idealismens forviklinger - vejen til kulturelt selvmord!?

******************

Fortsættes i artikelseriens 8. del.