Realiteter versus Idealisme

Virkelighed og illusioner 10. del:

________________________________

 

 

 

Ét-livs-hypotesen

og Martinus' kosmologi

En redegørelse

2. del

 

 

Her fortsættes teksten fra artiklens 1. del: Men indrømmet, det er lidt svært forståelige sager, vi her har med at gøre. Derfor vil denne artikel, både i sin 1. og 2. del, ikke være nem læsning. Den kræver faktisk en stor portion medvirkende hjerneaktivitet hos læseren, under forudsætning af, at man virkelig seriøst ønsker at sætte sig ind i de emner, artiklen handler om. Derfor forventer jeg heller ikke, at ret mange, om overhovedet nogen, vil bruge tid på at gennemlæse begge de to dele af – det skal gerne indrømmes – denne måske alt for lange artikel. Men vi skal jo under alle omstændigheder videre her med artiklens 2. del, der begynder med en omtale af det meget vigtige emne: ”Det psykiske kraftfelt”:  

 

DET PSYKISKE KRAFTFELT

Hvis kendsgerningerne skulle gå hen og vise sig primært at være, at vi kun har et eneste liv, altså det vi lever nu og her, til vores rådighed, hvordan forholder det sig så med den psykiske struktur eller det såkaldte psykiske kraftfelt, P-kraftfeltet? - For i henhold til gyldig videnskabelig analyse af især sanseprocessens anatomiske og fysiologiske funktioner, står det klart, at det psykiske kraftfelt som det substantielle grundlag for bevidstheden i videre forstand, derfor også eksisterer som grundlaget for vores evner til at manifestere os, sanse og opleve.

 

Man må forestille sig P-kraftfeltet som en slags psyko-elektromagnetisk felt, men som vel at bemærke både indeholder og opretholder det fysiske legeme og den dertil knyttede bevidsthed. Så vidt jeg kan se, når vi regner med ét-livs-hypotesen, må det forholde sig sådan, at det psykiske kraftfelt – altså manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet - opstår samtidigt med undfangelsen og fødslen af det fysiske legeme og vokser og udvikler sig synkront med dette. Følgelig må samme psykiske struktur normalt også degenerere med det fysiske legemes alder og ophøre i og med dettes død og opløsning. Hvilket jo forresten også er, hvad der i henhold til Per Bruus-Jensens fortolkning af Martinus' kosmiske analyser, sker med det såkaldte ”koblingslegeme”, som så vidt jeg kan se godt kan forenes med den her omtalte sammenhæng. Nemlig som et interaktivt forbindelsesled mellem den overordnede psykiske struktur, P-kraftfeltet eller oplevelsesfeltet, og det deri eksisterende fysiske legeme. Overbevidstheden – som her ikke forstås som en 'udenfor' eller 'over' bevidstheden forekommende evig instans, men derimod forstået som en indenfor rum-tid midlertidigt eksisterende ubevidst eller underbevidst psykisk faktor - vil jo med sine 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og sin beholdning af organ- og erindringstalentkerner stadigvæk være overordnet P-kraftfeltet, som netop skylder samme overbevidsthed og dennes indhold sin eksistens.

 

Se evt. artiklen: 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger over den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener. Bemærk, at artiklen er indforstået med Martinus' kosmiske analyser omkring blandt andet sanseprocessen, der dog i det væsentlige stemmer med den videnskabelige opfattelse af samme. Det er derfor især den sidstnævnte opfattelse, læseren bør notere sig i denne sammenhæng. - Vedr. det såkaldte ”koblingslegeme”, se evt. artiklen H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’. - Vedr. specielt P-kraftfeltet, se f.eks. artiklen H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II)

 -
Det skal her pointeres, at Martinus ikke selv bruger ordet og begrebet ”koblingslegemet”, men i stedet benytter udtrykket ”transformationsfeltet”. Det vil måske derfor også være lidt nemmere at forstå koblingslegemet og dets funktion, hvis man forestiller sig koblingslegemet som noget i retning af et elektromagnetisk kraftfelt knyttet til den fysiske organisme. Dette kraftfelt påvirkes fra to sider, nemlig dels af automatiske og viljesmæssige impulser fra den sjælelige struktur og dels af automatiske impulser fra den fysiske organisme, som f.eks. elektro-kemiske reaktioner i sanseorganerne, nervesystemet og hjernecentrene. Det er i denne forstand, at man kan tale om den specielle rolle, koblingslegemet eller transformationsfeltet - jeg har for nemheds skyld her foretrukket at bruge betegnelsen koblingslegemet - spiller for jegets (individets) kontakt med den fysiske materies verden, nemlig som omtalt som en interaktiv organisme, der dels formidler Jegets indadrettede aktivitet i form af sansning og dels dettes udadrettede aktivitet i form af manifestation, hvilket vil sige handlinger af enhver art og form.

 

I en forsøgsvis forståelse af, hvad fænomenet P-kraftfeltet eller transformationsfeltet rent faktisk er for noget, bør man studere den videnskabelige redegørelse for sanseprocessen, kombineret med eksempelvis de kommentarer til denne, som jeg har redegjort for i artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed  Læg særligt mærke til konklusionen, at de rent fysiske og fysiologiske hjerneprocesser, som finder sted under synsprocessen, ikke synes at have ret meget at gøre med, hvad vi rent faktisk ser og oplever i og med vores bevidsthed. Det er derfor den instans, der tolker og omsætter de fysiske hjerneprocesser til synsindtryk af det, vi iagttager, der er værd at notere sig. Disse bevidste synsindtryk må derfor befinde sig ”udenfor” eller ”over” den fysiske hjerne. Det er denne i sig selv usynlige instans, som vi normalt ikke er bevidste om, der er identisk med manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet alias P-kraftfeltet.

 

Som det indirekte vil være fremgået af det her ovenfor sagte om P-kraftfeltet eller manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet, så rokker som allerede sagt antagelsen af ét-livs teorien heller ikke ved faktorer, som den ”udenfor” eller ”over” P-kraftfeltet eksisterende overbevidsthed med dennes 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og dens beholdning af organ- og erindringstalentkerner. Og i øvrigt rokker det heller ikke ved ”underbevidstheden” og de deri 'indbyggede' og fungerende seks kosmiske grundenergier, hvoraf bevidstheden vel må siges at være det fornemmeste produkt. De nævnte faktorer, lovmæssigheder og kræfter eller energier vil i princippet stadigvæk være de samme, som tilfældet er, når disse er set i dén kosmiske sammenhæng, hvori Martinus fremstiller de nævnte emner. Se i øvrigt mere om dette emne efter skildringen af de fem universelle bevægelsesarter.

 

Her skal imidlertid gentages det forsøgsvise skema over faktorernes og de psykofysiske kræfters orden, sådan som disse dels er skildret i denne artikels 1. del og også fortsat er og vil blive skildret i denne 2. del:

 

Forsøgsvis skematisk oversigt over individets instanser,

sådan som disse tager sig ud set fra ét-livs-hypotesen:

__________________________

GUDDOMMEN

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

JEGET

URBEGÆRET

OVERBEVIDSTHEDEN

(= Det højpsykiske kraftfelt med Moderenergien )

Skabeprincipperne

Organtalentkerner og erindringstalentkerner

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

UNDERBEVIDSTHEDEN

Grundenergierne

DET PSYKISKE KRAFTFELT

De universelle bevægelsesarter

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Koblingslegemet

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det genetiske kompleks

Det fysiske legeme

Hjernen

Bevidstheden

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

OMVERDENEN

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

 

For ikke at blive misforstået derhen, at jeg bilder mig ind at kunne 'korrigere' eller 'revidere' Martinus' fremragende analyser af de i skemaet herover anførte faktorer, kræfter og energier, vil jeg kraftigt slå fast, at der fra min side kun er tale om en forsøgsvis anskuelse af verden, livet og tilværelsen ud fra en alternativ ét-livs-hypotese, det vil sige, en foreløbig sandsynlig antagelse eller teori, indtil dennes overensstemmelse med virkeligheden enten bekræftes eller afkræftes.

 

DE FEM UNIVERSELLE BEVÆGELSESARTER

Som formentlig bekendt og nævnt er det en kendsgerning, at det kræver energi at frembringe bevægelse. Dette emne er der gjort grundigt rede for af både Martinus og Per Bruus-Jensen. Der forekommer i henhold til Martinus' kosmologi i alt fem grundlæggende universelle, hvilket vil sige almengældende, bevægelsesarter, som skematisk opstillet ser således ud:

 

1. Stambevægelsen

2. Rummet

3. Tiden

4. Forvandlingen

5. Materien

 

Som det for længst er fremgået af introduktionen til Martinus’ kosmologi, defineres begrebet og fænomenet energi indenfor naturvidenskaben som evnen til at præstere arbejde, idet der her er tale om fysisk energi. Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi defineres energi som evnen til at præstere skabelse, hvilket indebærer at det i dette tilfælde drejer sig om udpræget åndelig eller parafysisk energi. Disse to definitioner på energiens natur synes umiddelbart og gensidigt at udelukke hinanden, hvorfor det indbyrdes forhold imellem dem kan betegnes som komplementært, idet de nemlig først tilsammen udtrykker de erfaringer og den viden, vi overhovedet er i stand til at få om den større helhed, som begge er en del af og repræsenterer på hver sin måde. Men i denne sammenhæng er det naturligvis især det kosmologiske energibegreb, der interesserer og som vi skal se nærmere på.

 

Det skal her indskydes, at den efterfølgende beskrivelse af de fem universelle bevægelsesarter, især står i gæld til Per Bruus-Jensens efter min mening fremragende fremstilling af disse i ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, men i denne sammenhæng især bind 1. Uden denne ville jeg ikke have været i stand til at redegøre så kort og klart for faktorernes orden, som tilfældet forhåbentlig nu er.

 

Energi og bevægelse

I henhold til Martinus’ kosmologi er energi altid knyttet til begrebet og fænomenet bevægelse, som rent faktisk er energiens grundlæggende eksistensform. Det er derfor relevant at tale om både et energiaspekt og et bevægelsesaspekt for det skabtes vedkommende, til trods for den omstændighed, at energibegrebet i sig selv entydigt henhører under skabe- og oplevelsesevnens princip: X 2, hvorimod virkningerneheraf, dvs. ’bevægelserne’, altså det skabte/oplevede, utvetydigt henhører under det skabtes princip: X 3. Det vil med andre ord sige, at energi og bevægelse fundamentalt altid vil være knyttet til et levende væsen og derfor altid i sine grundformer vil have karakter af afsendelse og modtagelse af energi.

 

Energi er ifølge kosmologien en evig, uforgængelig ’størrelse’, som hverken kan skabes eller bringes til at ophøre eller forsvinde. Det, der er af skabt natur ved energifænomenet, er udelukkende kun de bevægelser, der er energiens givne eksistensform. Heraf turde det fremgå, at begrebet skabelse i virkeligheden drejer sig om og skal forstås som den proces eller virksomhed, der består i at omdanne bevægelse, og dermed i en vis forstand også energien, fra én form til en anden. Ved energi-former forstås de forskellige former, i hvilke energien tilsyneladende kan fremtræde, så som f.eks. for åndelig energis vedkommende som mental eller psykisk energi, hvilken sidste i henhold til Martinus er nært beslægtet med elektrisk energi. For fysisk energi kan der f.eks. være tale om kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi og atomenergi mm., men i princippet findes der kun én generalform for energi, nemlig bevægelse. (Note 1)

 

Vigtigt! Også her i denne artikel er der tale om et vist 'genbrug' af en del af de artikler, jeg i årenes løb har skrevet i relation til Martinus' kosmologi, og som for de flestes vedkommende er vedføjet notetal, der henviser til de kilder, som er relevante for den enkelte citerede artikel. Disse notetal – i ovenstående tilfælde (Note 1) i artiklen H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt – henviser til noter i den originale artikel. Notetallene har jeg ladet stå, selvom der ikke er vedføjet et noteapparat til denne artikel om ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. Men den eller de læsere, som måtte have behov for eller ønske om at læse, hvad noterne indeholder, må desværre ulejlige sig med selv at opsøge dette indhold i de respektive originale tekster her på hjemmesiden. Men i øvrigt kan man efter behag springe noterne over.

 

Det bør måske i forbindelse med, at der i princippet kun findes én generalform for energi, nemlig bevægelse, fremhæves, at udtrykket ”energi” er en anden betegnelse for Jegets evne til at skabe og opretholde et illusionistisk alternativ til sig selv og sin egen elementære virkelighed, der er identisk med immateriel tomhed-stilhed. I øvrigt består der ifølge Martinus en nøje sammenhæng mellem fænomenerne oplevelse, skabelse og bevægelse, idet skabelse altid former sig som manifestation af bevægelse og oplevelse altid som registrering af bevægelse, hvoraf det turde fremgå, at fænomenet bevægelse udgør det basiselement, af hvilket det skabtes princip, så vel objektivt som subjektivt, er opbygget. Men da der dybest set ikke findes andet at ’bevæge’, end subjektets (Jegets) immaterielle element, som jo i henhold til de kosmiske analyser udgør intet mindre end verdensaltets fundament, følger heraf overraskende nok, at bevægelse ikke kan etableres eller forekomme i absolut forstand, men kun som et rent illusionistisk fænomen, et blændværk, der tilslører subjektets eller Jegets sande natur og identitet. (Note 2)

 

De fem universelle bevægelsesarter

Set under ’blændværket’s synsvinkel, hvorunder det skabte fremtræder som et illusorisk kompleks af bevægelser, er der mere specifikt tale om, at fem grundlæggende faktorer kan komme i betragtning, nemlig tilværelsens fem universelle bevægelsesarter. Men da disse med hensyn til deres eksistens og funktioner er helt afhængige af og beroende på eksistensen af de tidligere omtalte seks kosmiske grundenergier, som igen er afhængige af og beroende på den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, der i sin egenskab af skabe- og oplevelsesevne blandt andet er repræsenteret ved en serie kosmiske skabeprincipper, skal vi begynde med at fremhæve dén kosmiske enkeltfaktor, som i første instans er ansvarlig for tilsløringen af sandheden om Jegets absolutte, immaterielle natur, nemlig skabeprincip nr. 5: bevægelsesprincippet.

 

Det er netop lige præcis dette skabeprincip, som – i sit indbyrdes samspil med de øvrige skabeprincipper – ligger til grund for de ovenfor nævnte fem universelle bevægelsesarter, hvilke sidste i forening bibringer det skabte dets kvantitative, størrelsesmæssige egenskaber, så som mængde, størrelse, afstand, rum, tid, varighed, hastighed, vægt, konsistens, stof, masse eller materie. (Note 3)

 

Bevægelsesart nr. 1: Stambevægelsen

De fem bevægelsesarter kaldes universelle, fordi de omfatter alt og alle, og desuden gør sig gældende under alle forhold og i alle situationer i verdensaltet, forstået på den måde, at intet skabt ville kunne eksistere uden deres virke. Ja, faktisk er alt skabt identisk med deres virke. Samtidig kan det konstateres, at de fem bevægelsesarter står i et særligt indbyrdes afhængighedsforhold til hinanden, idet de fire af dem faktisk automatisk udledes eller er ’aflæggere’ af den ene, som de derfor skylder deres eksistens, af hvilken grund denne ene da også betegnes som den første bevægelsesart. I konsekvens heraf kaldes den derfor også for stambevægelsen, idet de fire øvrige bevægelsesarter så at sige ’stammer’ fra denne ene og første, som derfor udgør deres ’ophav’ eller ’årsag’. Som en direkte følge af dette forhold betegnes de fire bevægelsesarter som ”aflæggerbevægelser”.

 

Det er dog ikke hensigten, at gå nærmere ind på de fem universelle bevægelsesarters karakteristika og egenskaber i alle detaljer her, så derfor må vi nøjes med en kortfattet beskrivelse af dem hver især og af deres indbyrdes afhængighedsforhold. Specielt interesserede kan henvises til Martinus’ egne værker og til supplerende værker, som f.eks. Per Bruus-Jensens ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4. (Note 4)

 

Stambevægelsen udgør som nævnt den første bevægelsesart og er objektivt set ganske enkelt karakteriseret ved den funktion, der består i, at et legeme eller en genstand ændrer position i forhold til sin udgangsposition. altså bevæger sig fra ét sted til et andet. Det pågældende ’legeme’ eller ’genstand’ kan være hvad som helst, lige fra en elementarpartikel, et energikvante, et atom, et encellet dyr, en fisk, et insekt, et pattedyr, en planet, et solsystem, en bold, en bil, et tog etc., etc. – Men enhver stambevægelse har både objektiv og subjektiv status, idet den som en objektiv funktion ved et legeme eller en genstand, er et produkt af Jegets udadrettede aktivitet: manifestationen, det vil sige Jegts afsendelse af energi, mens den som subjektiv oplevelse betragtet er et produkt af Jegets indadrettede aktivitet: sansningen, hvilket vil sige Jegets modtagelse af energi.

 

Sin status som en objektiv funktion ved et legeme eller en genstand skylder stambevægelsen altså en manifestationsmæssig indsats fra Jegets side, mens dens status som en subjektiv virkning af, at et legeme eller en genstand skifter position, altså skyldes en sansemæssig indsats fra Jegets side. At ordet og begrebet ’indsats’ er relevant også i forbindelse med Jegets sansning, beror på, at sansning ikke er en passivt receptiv proces, men tværtimod stiller krav om Jegets aktivt kreative medvirken. Det vil læseren kunne forvisse sig om, ved f.eks. at læse afsnittene ”Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I)-(IV)” her på hjemmesiden. Det skal dog pointeres, at den aktivt kreative indsats fra Jegets side i forbindelse med sansningen, i vid udstrækning har ubevidst og automatisk karakter.

 

Bevægelsesart nr. 2: rummet

I kraft af Jegets oplevelse af den første bevægelsesart, stambevægelsen, opstår der en forestilling om afstande og derigennem en forestilling om Noget, der giver plads for disse afstande. Dette Noget, som kendes under begrebet rummet, er vi almindeligvis ikke vante til at opfatte som en art bevægelse, men snarere som noget, der er statisk og ubevægeligt og som i en vis forstand omslutter og dermed rummer eller indeholder alt, hvad der eksisterer, altså med andre ord verdensrummet. Det skal da også straks siges, at rummet kun er bevægelse i indirekte betydning af begrebet, men i forbindelse med Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, er rummet en konsekvens af bevægelsesprincippet, en konsekvens som imidlertid kun har subjektiv status, og som dermed kun udgør et rent bevidsthedsfænomen. Men idet begrebet ”rummet” med hensyn til sin eksistens står i afhængighed til bevægelsesprincippet, kaldes det derfor den anden bevægelsesart, og da denne samtidigt er en subjektiv konsekvens af stambevægelsen, betegnes den følgelig som aflæggerbevægelse nr. 1.

 

Bevægelsesart nr. 3: tiden

Den tredie bevægelsesart og dermed aflæggerbevægelse nr. 2, kender vi som det fænomen, der kaldes ”tiden”. De fleste mennesker vil formentlig umiddelbart acceptere, at tiden kaldes en slags bevægelse. Man taler jo ofte om, at tiden går, løber eller iler. Men ifølge Martinus forholder det sig nu ikke helt så enkelt med fænomenet tid. Godt nok er den på den ene side en konsekvens af bevægelsesprincippet, lige som der på den anden side kun er tale om bevægelse i indirekte forstand, på samme måde, som tilfældet er med rummet. Men det er misvisende at opfatte eller forestille sig tiden som noget, der går, løber eller iler, idet tiden i så fald måtte tilhøre genstandenes objektive verden og dermed selv have objektiv eksistens. Ifølge kosmologien er tiden identisk med et art bevægelse, men kun i indirekte forstand, idet den i lighed med rummet udelukkende har subjektiv eksistens som en i tilknytning til Jeget eksisterende forestilling. Denne forestilling er i forbindelse med Jegets indadrettede aktivitet en direkte konsekvens eller virkning af bevægelsesprincippet, idet Jegets erkendelse af begrebet ’tid’ hænger sammen med dets oplevelse af stambevægelsen, og gennem denne oplevelse skabes eller opstår forestillingen og dermed bevidstheden om begreberne begyndelse, varighed og afslutning, tre begreber som netop danner grundlag for forestillingen om begrebet tid.

 

Jeget og ”det evige Nu”

I henhold til Martinus finder Jegets livsoplevelse sted i det, der kaldes Nuet, som dybest set er identisk med Jegets ’syn’ af sig selv som en evig, uforanderlig modsætning til al bevægelse. ’Nuet’ repræsenterer dermed subjektivt set Jeget, som dette er i sig selv, og kan som sådant karakteriseres som et udtryk for den kosmiske virkelighed bag livsoplevelsens illusionistiske ’tryllespind’. Relationen mellem Nuet og livsoplevelsens fluktuationer ligner i høj grad relationen mellem Jeget i dets egenskab af et uforanderligt centrum i bevidstheden og bevidsthedens subjektive indhold af skiftende bevægelser i rummet. Nuet udgør derfor på sin vis et fast punkt for jegets forestilling om tid, og da Jeget er evigt i sin natur, kan Nuet følgelig også betegnes som evigt, altså som det evige Nu. Nuet og tiden er med andre ord indbyrdes forbundet på den måde, at sidstnævnte gennem sit afhængighedsforhold til bevægelse synes at flyde gennem Nuet, en situation, der danner baggrund for opfattelsen eller oplevelsen af ”tidens gang”. Men der er her tydeligvis tale om en ren og skær illusion, idet den faktiske hændelse drejer sig om en stadig udskiftning af livsoplevelsens scenerier, der ustandselig kommer og går i Nuet. Det er altså ikke tiden som sådan, der skifter, for den eksisterer som sagt kun i form af en illusorisk forestilling.

 

Jegets mentale livsrum

Ved hjælp af de tre første bevægelsesarter – stambevægelsen, rummet og tiden – frembringer Jeget for sig selv et dynamisk præget ’livsrum’ med det formål, at skabe en tids- og rumdimensionel modsætning til sin egen evigheds- og uendelighedsnatur, for derigennem at sikre sig forestillingen om adskilllelse og isolation fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg. Dernæst for at skabe en illusionistisk begrænsning af sit eget ubegrænsede Jeg, og derigennem sikre sig forestillingen om en verden uden for det selv, altså forestillingen om en ydre verden. Og endelig for at skabe en stabil ’ramme’ om livsoplevelsens øvrige momenter, herunder ikke mindst dem, som de to andre og endnu ikke omtalte bevægelsesarter er eksponenter for. Der er med andre ord her tale om Jegets etablering af sin egen individualitet, idet det subjektive rum-tids-kontinuum, der udgør Jegets mentale ’livs-rum’, er en nødvendig forudsætning for at dets personlige vilje og øvrige skabende kræfter kan udfolde sig, og for at dets livsoplevelse med dennes stadige strøm af vekslende scenerier, kan have et ’rum’, hvori det kan foregå. Men objektivt set er forestillingen om det personlige Jeg en illusion, idet virkeligheden i henhold til Martinus kosmisk set er den, at samtlige Jeger er repræsentanter for et fælles, universelt Jeg-element, Guds Jeg, der ikke på nogen måde udviser begrænsning eller bevægelse. Imidlertid er det personlige Jeg (egoet) naturligvis en funktionel instans indenfor rammerne af den relative virkeligheds verden, hvad der stort set nok vil være umiddelbart indlysende for enhver.

 

Bevægelsesart nr. 4: forvandlingen

Den fjerde bevægelsesart eller aflæggerbevægelse nr. 3, er også betinget af Jegets ’forudgående’ oplevelse af stambevægelsen, og den giver sig til kende som det fænomen, der kaldes forvandlingen, hvilket vil sige, den forvandling af situationen i Jegets mentale ’livs-rum’, der ledsager stambevægelsernes mangeartede fuldbyrdelse. Fænomenet ’forvandling’ er indirekte identisk med den oplevede stambevægelse og dermed samtidig en konsekvens af bevægelsesprincippet. Som oplevelse betragtet er forvandling et produkt af Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, og har som sådan udelukkende subjektiv eksistens som en i Jegets mentale livsrum optrædende særlig proces. Det ved forvandlingen, der har objektiv status, er alene dén eller dé stambevægelser, den umiddelbart henfører til og som netop udgør en direkte manifestation af bevægelsesprincippet.

 

Som eksempler på fænomenet forvandling kan nævnes vækst- og degeneration, opbygning og nedbrydning, i praksis f.eks. i form af fosterudvikling, over barndom, ungdom, manddom, og alderdom til død, ja, i virkeligheden omfatter forvandling en hvilken som helst manifestations- eller skabelsesakt, herunder altså blandt andet nedbrydnings- og degenerationsprocesser, af hvad art disse end måtte være. Som en følge heraf er det næppe vanskeligt at se, at den fjerde bevægelsesart udgør en overordentlig vigtig bestanddel af den samlede livsoplevelse, som den jo i høj grad bidrager til, ved at sikre dennes indhold og nuancering.

 

 

Model af radiumatomets elektronbaner. Som en integreret kombination af tomrum, energi og bevægelse legemliggør hvert eneste atom i tilværelsen det tre-enige princip og dets pointe. - © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.36. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986. – Gengivet med forfatterens tilladelse. – Supplerende bemærkninger:tomrummet er identisk med jeget (X. 1.), energien er identisk med skabe- og oplevelsesevnen (X. 2.) og bevægelsen er identisk med det skabte og oplevede (X. 3.).

 

Denne illustration bringes udelukkende for at pointere, hvilken betydning atomerne og dermed mikrokosmos spiller i sammenhæng med stort set alt i tilværelsen. Hvad atomerne og elementarpartiklerne i grunden er substantielt set, er et stort spørgsmål. Ifølge kvantefysikkens erkendelsesteori er der tale om, hvad der egentlig kan og skal forstås ved begrebet fysisk virkelighed. Se evt. nærmere herom i T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien. Forlaget Munksgaard, København 1966.

 

Bevægelsesart nr. 5: materien

Den sidste af tilværelsens fem universelle bevægelsesarter er materien, som dermed samtidig udgør aflæggerbevægelse nr. 4, idet den helt og holdent skylder stambevægelsen sin eksistens. Objektivt set er ’materien’ i henhold til Martinus ikke noget som helst andet end en koncentration af stambevægelser, som opleves af Jeget under særlige perspektiviske betingelser, hvorved de kommer til at fremtræde med mikrokosmisk format. Oplevelsen af de mikrokosmiske stambevægelser medfører uundgåeligt oplevelse af tilsvarende mikrokosmiske aflæggerbevægelser i form af mikrokosmiske rum-, tids- og forvandlingsmomenter, som forekommer inden for rammerne af Jegets mentale livsrum, og som i praksis viser sig som oplevelsen af en overordentlig livlig, detaljeret vibrationsmasse, der svarer til bevægelses-kombinationens struktur.

 

Det er denne vibrationsmasse eller dette felt af mikrokosmiske stambevægelser, som via sansning resulterer i forestillingen om et tilsvarende felt af mikrokosmiske aflæggerbevægelser, og det er også dette felt, der i praksis opleves som dén kollektive vibrationsmasse eller strukturformation, vi kalder stof eller materie. Materiens eller stoffets fremtræden i faste, flydende og luftformige tilstande er i sidste instans et spørgsmål om proportionsforholdet mellem individuelle mønstre af stambevægelser og disses aflæggerbevægelser, specielt rummet og tiden. Dette indebærer blandt andet, at dér, hvor proportionsforholdet mellem bevægelsesarterne rummet og tiden ændrer sig, dér vil også bevægelsesarten ’forvandlingen’ – og dermed materieindtrykket – ændre karakter, nemlig i form af oplevelsen af henholdsvis fast, flydende og luftformig materie.

 

Materiens paradoks

Rent objektivt udgør materien altså et koncentrat af mikrokosmiske stambevægelser, men som stof eller materie betragtet, er den derimod et resultat eller produkt af vekselvirkningen mellem dette bevægelseskoncentrat på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, på den anden side. Objektivt set kan materien naturligvis også betragtes som en koncentration af energi eller som en særlig energiform (masseenergi), som f.eks. atomenergi. Dette beror kosmisk set på sammenhængen eller identiteten mellem bevægelse og energi, hvilket vi skal vende tilbage til om lidt. Det der er særlig vigtigt at gøre sig klart i forbindelse med omtalen af de fem universelle bevægelsesarter er, at materien som sådan er en typisk aflæggerbevægelse og derfor følgelig en typisk repræsentation for den åndelige verden. I betragtning af den store og næsten altafgørende betydning materien synes at have for vor daglige oplevelse af livet og tilværelsen på godt og ondt, turde denne konklusion nærmest forekomme paradoksal eller ligefrem absurd. Men ikke desto mindre tyder meget på, at det drejer sig om andet og mere end et til formålet egnet og bekvemt postulat, hvilket vi skal se lidt nærmere på under omtalen af livsoplevelsens status som illusionistisk fænomen betragtet.

 

Livsoplevelsens ’eksterne’ urelementer

Under omtalen af de fem universelle bevægelsesarter, har vi især kunnet konstatere, at livsoplevelsen/bevidstheden altså blandt andet er opbygget af disse fem ’eksterne’ urelementer, det vil sige stambevægelsen, rummet, tiden, forvandlingen og materien, som i virkeligheden kun udgør fem væsensforskellige måder, på hvilke Jeget er i stand til at opleve bevægelsesprincippet, og disse måder må derfor betragtes som fem forskellige virkninger af dette. Det er derfor med andre ord disse virkninger, der forsyner ethvert levende væsens livsoplevelse med primært dens kvantitative momenter, men indirekte også med dens kvalitative momenter, hvilket tilsammen betyder alle livsoplevelsens såkaldte ydre data og egenskaber, hvorfor de fem universelle bevægelsesarter da også betegnes som livsoplevelsens eksterne urelementer.

 

Energi = skabeevne = virkeevne

Men som omtalt i afsnittene om grundenergierne og grundenergiernes kombinationer, optræder hovedprincippet ”det skabte”, foruden med et bevægelsesaspekt, også med et energiaspekt, idet hovedprincippet som objektivt fænomen betragtet indirekte er identisk med dén skabeevne eller virkeevne, som den også kaldes, som det både først og sidst skylder sin eksistens. Man bør her endnu engang have klart for sig, at begreberne ’energi’ og ’skabeevne’ eller ’virkeevne’ er synonyme begreber, og at udtrykket energi blot er et andet ord for det treenige princips anden funktionelle hovedinstans, skabe- og oplevelsesevnen eller ”X 2”. Hvilket netop er i overensstemmelse med, at ordet ’energi’ direkte oversat betyder evne til at virke, eller med andre ord: evne til at frembringe/skabe virkninger. Man bedes her erindre sig, at den kosmologiske definition på begrebet energi er den, at denne er identisk med evnen til at præstere skabelse,hvilket sidste imidlertid ikke kun involverer Jegets udadrettede aktivitet, manifestationen, men også dettes indadrettede aktivitet, sansningen, hvorfor Jegets skabeevne ikke kun benævnes som sådan, men også under ét som ”skabe- og oplevelsesevnen”.

 

Det skabtes to hovedaspekter

Forbindelsesleddet mellem det skabtes to hovedaspekter, energien og bevægelsen, er altså ikke overraskende stambevægelsen, som i sin egenskab af objektivt fænomen repræsenterer energi. Vi har jo allerede konstateret det intime identitetsforhold mellem bevægelse og energi, som indebærer, at bevægelse altid og ufravigeligt er energiens grundlæggende eksistensform. Energi vil følgelig altid være knyttet til bevægelse, og de tidligere omtalte syv kosmiske grundenergier, som tilsammen repræsenterer det skabtes energiaspekt, danner ikke nogen undtagelse herfra, hvilket derfor blandt andet indebærer, at netop energiaspektet involverer en række fænomener med tilknytning til bevægelsesaspektet, repræsenteret ved de omtalte fem universelle bevægelsesarter. De nævnte fænomener henfører dels direkte til grundenergierne som årsager betragtet, og dels refererer de også til disses virkninger, det vil sige som skabte ting betragtet.

 

Som det forhåbentlig turde være fremgået mere eller mindre direkte under omtalen af de fem universelle bevægelsesarter, er begrebet ’energi’ kosmisk set desuden identisk med Jegets evne til at skabe et kontrastmæssigt alternativ eller ’modbillede’ til sig selv og sin egen elementære virkelighed, som er intellektuelt ufattelig og ubeskrivelig immateriel tomhed-stilhed. Jegets element eller ’substans’, hvilket i virkeligheden vil sige: Guds element eller ’substans’, udgør paradoksalt nok det fundamentale ’råmateriale’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, udfolder sig og oplever.

Omtalen af de fem universelle bevægelsesarter skal for fuldstændighedens skyld her afsluttes med en kort, skematisk oversigt over disse og herunder de fire aflæggerbevægelser:

 

Udvidet skematisk oversigt over de fem universelle bevægelsesarter:

 

Bevægelsesart nr. 1. stambevægelsen

Bevægelsesart nr. 2. = aflæggerbevægelse nr. 1. rummet

Bevægelsesart nr. 3. = aflæggerbevægelse nr. 2. tiden

Bevægelsesart nr. 4. = aflæggerbevægelse nr. 3. forvandlingen

Bevægelsesart nr. 5. = aflæggerbevægelse nr. 4. materien.

 

Som det formentlig allerede vil stå læseren klart, så er der intet i definitionerne på de fem universelle bevægelsesarter, der strider imod ét-livs-hypotesen, hvorfor vi må konstatere, at disse fuldtud også gør sig gældende i dette tilfælde.

 

Det psykofysiske koblingslegeme

Med den parafysiske talentkernebeholdning i skæbneelementet i overbevidstheden på den ene side og det fysiske génkompleks i den sammenkoblede æg-sædcelle i æglederen og senere i livmoderen på den anden side, ses det umiddelbart at vi er stillet overfor to adskilte organiske strukturer: Den parafysiske (åndelige) og den fysiske (materielle). Der er ganske vist kun tale om to indbyrdes forskellige fremtrædelsesformer for samme til grund liggende 'virkelighed', nemlig moderenergien repræsenteret ved de øvrige seks kosmiske grundenergier. Men i praksis er disse to fremtrædelsesformer indbyrdes adskilte i kraft af den særlige grundenergi-kombination, de hver især er udtryk for, således at en direkte forbindelse eller kontakt mellem de to organstrukturer, den åndelige og den fysiske, er helt udelukket.

 

Der stilles derfor krav til eksistensen af et 'mellemled', som er i stand til at formidle en interaktiv kontakt mellem de to organismestrukturer. Et sådant forbindelsesled findes ifølge Martinus i form af det såkaldte ”transformationsfelt”, af Per Bruus-Jensen betegnet "koblingslegemet", som i parapsykologisk terminologi i øvrigt betegnes som "finstoflegemet" eller "finstof-dubletten". "Koblingslegemet" er et organisk system, der fungerer som interaktivt transformatorisk forbindelsesled mellem den sjælelige struktur og det fysiske legeme, hvorfor det i sin objektive natur som proces- eller kraftfelt betragtet, udgør en kombination af parafysiske og fysiske energier og kræfter. Som læseren vil huske, er vi i øvrigt allerede blevet introduceret til koblingslegemet i tidligere afsnit.

 

Det, der i henhold til Martinus gør koblingslegemet nødvendigt, er dels den omstændighed, at den fysiske organisme er for tung og massiv til, at Jeget kan kontrollere og dirigere den ved hjælp af den sjælelige struktur alene. Men en sådan kontrol er jo netop en forudsætning og betingelse for, at den fysiske organisme med samtlige sine funktioner kan bringes i overensstemmelse med det bevidsthedsliv, som det primært er dens opgave at formidle og så vidt muligt være optimalt udtryk for. Denne opgave 'løser' koblingslegemet dels ved at overføre fysiske sanseimpulser til det egentlige bevidsthedsapparat, som udgøres af den sjælelige struktur og overbevidstheden, og dels ved at formidle at parafysiske (åndelige) impulser fra bevidsthedslivet, herunder begær, ønsker og vilje, bliver overført til primært den fysiske organismes hjerne- og nervesystem. (Note 22)

 

Koblingslegemets vækst- og degeneration

Som en skabt foreteelse er koblingslegemet naturligvis også underlagt de lovmæssigheder, der gælder for vækst- og degeneration, og eftersom dette legeme objektivt defineres som et procesfelt, der subjektivt fremtræder som en tro kopi eller dublet af det fysiske legeme, eller rettere omvendt, betyder det, at koblingslegemet begynder at blive dannet allerede omkring eller snarere før undfangelsestidspunktet. Det hænger sammen med, at koblingslegemet er en videreførelse af det såkaldte transformationsfelt, hvis anlæg allerede begynder at dannes på det tidspunkt i processen, hvor skæbneelementets slumrende ’fysiske’ talentkernebeholdning atter gennemstråles af salighedsvæsenets længsels- og ekstaseenergier og herved genoplives til aktiv tilstand.

 

Her må dog allerede indskydes, at ifølge ét-livs-hypotesen kan der ikke være tale om, at transformationsfeltet begynder at blive dannet før undfangelsestidspunktet. Dets opbygning og vækst må derimod formodes at blive påbegyndt samtidig med undfangelsen. Hvilket i praksis vil sige omkring eller kort efter, at den befrugtede æg-sædcelle begynder at differentiere sig.

 

Transformationsfeltet består derfor til at begynde med udelukkende af parafysiske, dvs. rent åndelige energier. Efter nogen tids langsomme modningsproces antager transformationsfeltet en struktur, der svarer til og repræsenterer skæbneelementets aktive ’fysiske’ talentkerner med de deri indeholdte organiske mønstre. Det gælder såvel de talentkerner, som allerede har opnået fysisk/genetisk repræsentation som de talentkerner, der i form af ’erhvervede egenskaber’ foreløbig kun har opnået parafysisk status, enten på et mere eller mindre fremskredent B-stadium eller eventuelt et C-stadium (se herom i afsnittet ”Talentkerneprincippet”).

 

Herefter følger det modnede parafysiske transformationsfelts automatisk tiltagende kombination med rent fysiske energier, herunder især fysiske energier af seksuel og orgastisk karakter, med en begyndende materialisering af transformationsfeltet til følge. Man kan måske sige, at transformationsfeltet udgør fostret til koblingslegemet, hvis vækst sker parallelt med væksten af den fysiske organisme, og hvis funktioner kontrolleres og dirigeres derigennem, hvilket specielt formidles via den sjælelige strukturs tyngdelegeme. Det betyder i praksis, at f.eks. et spædbarns koblingslegeme er udviklet og ligner et spædbarns fysiske organisme, mens koblingslegemet for den voksnes og det ældre menneskes vedkommende ligner henholdsvis det voksne og det aldersprægede fysiske legeme. Transformationsfeltet eller koblingslegemet er i lighed med det fysiske legeme med andre ord underkastet vækst- og degenerationsprincippet.

 

Martinus oplyser i øvrigt, at transformationsfeltet/koblingslegemet næres af bevidsthedslivet og åndedrættet i forening, og at dets vekselvirkning med den fysiske organisme væsentligst foregår via blodet og centralnervesystemet under ét. Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at begreberne "psyche" (græsk) og "spiritus" (latin) oprindelig er afledt af 'åndedræt', altså af den ånde vi ind- og udånder, når vi trækker vejret. I øvrigt er netop finstofkroppen eller koblingslegemet ofte blevet forvekslet med "sjælen". Men begrebet "sjælen" eller "psyken" er i henhold til de kosmiske analyser derimod identisk med overbevidstheden, også kaldet evighedslegemet, og den sjælelige struktur, tilsammen kaldet Jegets totale parafysiske sanse- og manifestationsredskab eller -apparat. Dette parafysiske redskab eller apparat betjener sig i menneskets tilfælde sansemæssigt specielt af den sjælelige strukturs følelseslegeme, medens det manifestationsmæssigt specielt er knyttet til samme strukturs tyngdelegeme. De nævnte to legemer bør dog ikke opfattes som separate organismer, men derimod som to strukturer i den fælles sjælelige eller psykiske struktur. Men det vil i videre forstand sige, at psyken eller sjælen, forstået som overbevidstheden eller Jegets evighedslegeme, aldrig nogen sinde er uden tilknytning til et sanse- og manifestationsredskab i form af en til formålet mere eller mindre tjenlig organisme eller et såkaldt legeme. (Note 23)

 

Som flere gange nævnt og omtalt, kan der i henhold til ét-livs-teorien ikke være tale om, at det levende væsen selv har et såkaldt evighedslegeme, kun om, at det så længe det lever, har en andel i Guds evige overbevidsthed.

 

KOBLINGSLEGEMET OG DØDEN

Lad os begynde med at konstatere, at begrebet 'døden' har to grundlæggende betydninger i Martinus' Kosmologi. Dels hentyder det til "den kosmiske død", som individet bliver genstand for under indviklingsprocessen fra parafysisk til fysisk tilværelse, hvor det mister erindringen og dermed bevidstheden om sin egen udødelighed og om sit guddommelige tilhørsforhold, og dels refererer begrebet til den 'død', hvorunder individets sjælelige struktur sammen med det såkaldte "koblingslegeme" frigøres helt fra den fysiske organisme, om end i begge tilfælde kosmisk set kun midlertidigt.

 

Om det såkaldte "koblingslegeme" kan her særlig fortælles, at det som objektivt procesfelt betragtet, består af en blanding af parafysiske og fysiske energier (instinkt-, følelses- og tyngdeenergi), og at det subjektivt betragtet fremtræder som en kopi eller dublet af den fysiske krop. Det sidstnævnte er baggrunden for, at man inden for parapsykologien betegner koblingslegemet som "finstofkroppen" eller "dobbeltkroppen". (Note 1)

 

Den omstændighed, at koblingslegemet består af en blanding af parafysiske og fysiske energier, hænger sammen med dets funktion som et interaktivt forbindelsesled mellem den sjælelige struktur og den fysiske krop. Grundet de store kvalitative forskelle mellem de to organismestrukturer, er det ikke muligt at etablere en direkte forbindelse mellem disse, og det er derfor her at det særlige 'blandingslegeme' kommer ind. Det fungerer nemlig i praksis på én gang som 'transformator' af sanseimpulser fra det fysiske hjerne-nervesystem til den sjælelige struktur og dermed til jeget, og af bevidstheds- og viljesimpulser fra jeget og den sjælelige struktur til den fysiske organisme. Sidstnævnte organisme har ifølge Martinus til primær opgave, at betjene Jeget og dets bevidsthedsliv, for derigennem at bidrage til samme Jegs erfaringsforøgelse og ikke mindst dets moralsk-etiske eller humane udvikling. (Note 2)

 

Koblingslegemet og "sølvsnoren"

Normalt er koblingslegemet tæt forbundet med den fysiske krop, objektivt set nærmest som et elektromagnetisk felt i og omkring denne, men under visse omstændigheder er det i stand til at 'løsgøre' sig fra den fysiske krop gennem såkaldt 'projektion'. Herunder bevarer det forbindelsen til denne krop via et slags parafysisk 'nervekabel', i parapsykologien kaldet "sølvsnoren", hvis variable længde kan være fra nogle få centimeter til adskillige meter. Det sidstnævnte er tilfældet under de såkaldte ud-af-kroppen-oplevelser, hvor koblingslegemet f.eks. 'svæver' rundt i lokalet, medens det fysiske legeme sidder eller ligger og sover, eller måske befinder sig i mere eller mindre bedøvet tilstand som følge af hypnose, feber, narkose, alkohol- eller narkotika-påvirkning. Det interessante er i den forbindelse, at koblingslegemet bevarer sin sanseevne og forbindelse til den sjælelige struktur og dermed til Jeget, som normalt er i stand til at registrere, hvad der foregår.

 

De nævnte 'projektioner' sker i reglen helt spontant og uden at det pågældende individ har villet det, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at en 'projektion' ikke kan ske vilkårligt. Det kan den rent faktisk, og tilmed på en måde, så at individet viljemæssigt i større eller mindre grad kan dirigere koblingslegemet, som vedkommende ønsker og har lyst til, om end med visse begrænsninger, der bl.a. er dikteret af "sølvsnoren"s udstrækningsmuligheder.

 

Men uanset om en 'projektion' sker uvilkårligt eller vilkårligt, vil koblingslegemet automatisk og normalt igen vende tilbage til et tæt tilknytningsforhold til det fysiske legeme, når 'seancen', feberen, bedøvelsen eller rusen er forbi. Hvorefter det atter kan genoptage sine normale funktioner som interaktiv 'transformator'. (Note 3)

 

Koblingslegemet og 'døden's indtræden

Som det indirekte vil være fremgået af den hidtidige beskrivelse af koblingslegemet, er dette opbygget af to 'energi-lag', nemlig et parafysisk og et 'finstofligt' fysisk 'lag'. Denne omstændighed har dels betydning for koblingslegemets funktion som interaktiv 'transformator' mellem den parafysiske, sjælelige struktur og det 'grovstoflige' fysiske legeme, men dels også i forbindelse med dødsprocessen, når denne på et eller andet tidspunkt uundgåeligt indtræder i individets fysiske tilværelse. Denne proces skal vi beskæftige os med i det følgende.

 

Enhver ved jo nok, hvad det vil sige, når nogen eller noget dør, og særlig når det er et menneske, der dør. Hvad enten der er tale om hjernedød eller hjertedød, og uanset årsagen eller årsagerne til dødens indtræden, om denne sker pludseligt ved et ulykkestilfælde, eller langsomt og gradvist som følge af ukontrollabel eller uhelbredelig sygdom, så ophører det pågældende individ med at sanse og tilkendegive sig overfor sine fysiske omgivelser. Kroppen ligger ubevægelig og efterhånden kold og stiv, med lukkede eller halvtåbne, 'tomme' og stirrende øjne, medens den efterladte nærmeste familie står rundt omkring dødslejet, mere eller mindre forstenede i sorg, uforstående og måske angste overfor dødens uafvendelighed.

 

Men hvordan tager samme situation sig mon ud fra den 'afdøde's synsvinkel, altså set 'indefra'? Ja, som forventeligt ifølge Martinus' oplysninger herom, så reagerer døende mennesker meget individuelt og forskelligt på 'døden's komme, lige fra at blive grebet af stor angst og frygt for, hvad der herefter skal ske, over apatisk accept af det uafvendelige, til ligefrem glæde og lykkefølelse over måske at blive befriet for uudholdelig smertelig sygdom, ubodelig ensomhedsfølelse eller tabt livslyst som følge af vanskelige og subjektivt set uoverkommelige livsvilkår. (Note 4)

 

Døden: Den store overraskelse

Fælles for de allerfleste, men især for mennesker med en mere eller mindre konsekvent og rodfæstet materialistisk og ateistisk livs- og verdensanskuelse, betyder dødsøjeblikket i henhold til Martinus og flere andre okkultister i første omgang en stor og i reglen behagelig eller ligefrem glædelig overraskelse. Den 'afdøde' opdager nemlig til sin egen store overraskelse, at han eller hun slet ikke er 'død', men fortsat er i stand til at tænke, føle og sanse sine omgivelser. Og så længe vedkommende individs sjælelige struktur endnu er forbundet med koblingslegemet, og dette på sin side endnu har en vis tilknytning til det afdøde fysiske legeme via "sølvsnoren", kan det 'døde' individ fortsat opleve de reelle fysiske omgivelser. Det kan således eksempelvis opleve situationen omkring sit eget dødsleje, og vil måske føle medlidenhed med sin sørgende familie og venner, der med tårefyldte øjne betragter den døde krop. Men den 'døde' har normalt ingen mulighed for at komme i kontakt med eller give sig til kende overfor individer på det fysiske plan, ligesom disse normalt heller ikke er i stand til at komme i kontakt med den 'afdøde', der jo nu befinder sig i det tilværelsesområde eller den grænsezone til den virkelige parafysiske verden, Martinus betegner som "dødens første sfære".(Note 5)

 

Det er dog ikke alle nyligt 'døde', der oplever en situation som den ovenfor beskrevne, og denne afbrydes da også efter kortere eller længere varighed, idet "sølvsnoren" brister på et tidspunkt, hvorved individets bevidste og vilkårlige forbindelse med den fysiske verden normalt og i reglen afbrydes totalt. Der kan dog fortsat være tale om en vis ubevidst og automatisk forbindelse mellem koblingslegemet og det afdøde fysiske legeme, men om varigheden af denne forbindelse hersker der nogen usikkerhed. Forskellige oplysninger fra okkult side kunne tyde på, at forbindelsen kan vare dage, uger eller måneder, ja, måske endnu længere. Men i henhold til Martinus, kan forbindelsen i al fald vare dage og uger efter dødens indtræden, hvilket eksempelvis er årsagen til, at den 'døde' endnu er i stand til at føle angst og smerte under kremeringen af vedkommendes afdøde fysiske krop.

 

Når dette er tilfældet, hænger det bl.a. sammen med, at den fysiske krop jo ifølge Martinus er et univers af levende mikroindivider, som skæbnemæssigt er organisk knyttet til det makro-jeg, den 'døde's Jeg repræsenterer for disse. Mikroindividerne, hvis organismer i form af den fysiske krops organer, celler, molekyler etc., også er i stand til at føle smerte, 'dør' først efterhånden som kroppens animalske dele naturligt nedbrydes og opløses. Disse mikroindivider - og dermed også makro-jeget - er altså fortsat i stand til at føle smerte under ligbrændingen, som for dem betyder pludselig og unaturlig død. Martinus sammenligner disse ulykkelige mikroindividers situation med den situation et stort antal mennesker må opleve, når de redningsløst fortabte omkommer under en storbrand. Den 'døde' har derfor efter Martinus' opfattelse fortsat et ansvar for sit afdøde fysiske legemes videre skæbne, som vedkommende i levende live burde have truffet testamentarisk bestemmelse om karakteren af. Underforstået: ikke ligbrænding. (Note 6)

 

Dødens første sfære

I henhold til ét-livs-hypotesen kunne man i stedet betegne denne 'sfære' som den første fase af dødsprocessen, den døende kan opleve, hvilket vil sige, inden den døende er helt død. Det kan ikke med rette afvises at være tilfældet, så derfor må man læse de herefter følgende tekster med et vist forbehold, nemlig det, at disse tekster er skrevet på baggrund af opfattelsen af, at den døende 'vågner' op i en åndelig tilstandsform umiddelbart efter at forbindelsen ved døden er afbrudt med det fysiske legeme. Dette kan jo ikke finde sted ifølge ét-livs-hypotesen, idet den den nævnte ”åndelige tilstandsform” kun kan vare, så længe det fysiske legeme fortsat er i live og en form for bevidsthed endnu forekommer.   

 

Vi fortsætter derfor her en beskrivelse af dødsprocessen, sådan som denne skildres i Martinus' kosmologi. Allerede inden forbindelsen med det afdøde fysiske legeme er afbrudt helt, må den 'døde' omstille og indstille sig på en tilværelse af en vis varighed i den semi-parafysiske tilstandsform, som forekommer i "dødens første sfære". Denne er karakteriseret ved at være både åndelig (parafysisk) og fysisk i kraft af den sjælelige strukturs fortsatte tilknytning til koblingslegemet, som derfor er medbestemmende vedrørende indholdet og karakteren af individets aktuelle livsoplevelse.

 

Individets livsoplevelse i den første sfære efter dødens indtræden, varetages nu i forening af den sjælelige strukturs følelseslegeme og tyngdelegeme i et vist samarbejde med koblingslegemet, idet dagsbevidstheden sansemæssigt set er overført på følelseslegemet, medens tyngdelegemet står for den udadrettede aktivitet, manifestationsfunktionen. Imidlertid 'træder' individet ved sit fysiske legemes død ikke ind i en verden eller tilværelsesform, der er lige så solidt 'objektiv', som tilfældet er med den fysiske rum-tids-dimensionelle afstands-verden, det lige har forladt. Den åndelige eller parafysiske tilstand, som individet nu befinder sig i, opleves ganske vist også som rum-tidsdimensionel, men på en helt anderledes og i øvrigt subjektivt betinget måde.

 

Det nævnte forhold hænger primært sammen med den omstændighed, at de parafysiske energier eller stråleformede materier er usynlige, lette og flygtige, og de følger desuden deres helt særegne lovmæssigheder, af hvilken årsag de derfor er nemmere at manipulere, end tilfældet er med de fysiske energier og materier. De parafysiske energier eller materier er nemlig underlagt den form for lovmæssighed, der bevirker at de automatisk og prompte adlyder og former sig efter individets bevidste så vel som ubevidste mindste tanke, idé, forestilling, begær, ønske og vilje. Det indebærer samtidig, at den parafysiske materie straks ved individets indtræden i dødens første sfære former sig efter de forestillinger om sig selv og sin omverden, som Jeget i løbet af måske et langt fysisk liv har vænnet sig til at betragte som "sin verden". Disse forestillinger ligger jo opbevaret i form af et 'mønster' eller 'kompleks' af erindringstalentkerner i individets skæbneelement i overbevidstheden. I dødens første sfære 'projiceres' dette vaneforestillingskompleks af en "verden" automatisk straks 'ud' i den parafysiske materie, som antager form af rum-tidsdimensionelle fænomener, der af individet opleves som dets 'omgivelser'. (Note 7)

 

De nævnte 'omgivelser' kan tilmed i så høj grad ligne dé fysiske omgivelser, som individet kort forinden har fået afbrudt forbindelsen med, at vedkommende måske ikke umiddelbart opdager forskellen eller den i virkeligheden totale forandring, der er sket i dets liv. Både ifølge Martinus og parapsykologien gives der eksempler på, at et individs kontakt med sit fysiske legeme er blevet afbrudt så pludseligt og uventet, at den pågældende ikke i første omgang selv er klar over situationen. En sådan situation kan f.eks. forekomme ved blodpropper, hjerneblødninger, ulykkestilfælde eller under krigs­handlinger, hvor et menneske bliver skudt med øjeblikkelig død til følge. Der findes okkulte beretninger om soldater, som gennem medier har kunnet fortælle i nutid om, at de er blevet skudt med øjeblikkelig død til følge, men at de blot oplevede dette som at blive slået omkuld. Men snart efter var de i stand til at rejse sig igen og fortsætte kampen eller fremrykningen side om side med deres kammerater, indtil det gik op for dem, at der var et eller andet galt fat med situationen.

 

Men mennesker, der dør under mindre dramatiske omstændigheder, vil heller ikke i alle tilfælde være klar over, at de ikke længere befinder sig i den fysiske krop og dennes omverden. De oplever det måske kun, som om de har sovet eller på anden måde været midlertidigt fraværende, for når de 'vågner', synes 'verden' jo at se præcis sådan ud, som den hele tiden har gjort. Det er først efterhånden og når de pågældende kommer i en bestemt situation, der mere eller mindre tvinger dem til at indse, at de ikke længere er bundet til den fysiske krop og dens omverden. (Note 8)

 

Den omtalte situation hentyder til det forhold, at individet efterhånden føler det trættende og kedsommeligt med den evindelige gentagelse af dets tilvante hverdagsrutiner. Det opdager også snart, at de mennesker, som det til "daglig" omgiver sig med, reagerer 'robotagtigt' og uselvstændigt, nemlig i medfør af, at disse jo faktisk kun er 'projektioner' af dets egne bevidste tanker, følelser og erindringer, men i nok så høj grad af dets ubevidste, automatisk fungerende vaneforestillinger. Men individet er i den situation ligesom fanget i sit eget tankespind, sådan som tilfældet også er i drømmetilstanden, særlig under mareridt, og kan normalt ikke selv opløse eller frigøre sig fra dette, hvor meget det end ønsker eller vil det. Til sidst føler individet sig totalt klemt inde, isoleret og ensom i sit selvskabte mentale fængsel, der nærmest føles som et rent helvede, og her fyldes det mere og mere af sort fortvivlelse og desperation. Da er det, at individet som sidste udvej anråber eller beder den ukendte magt eller instans, som det måske ikke hidtil har troet på eksistensen af, om trøst og hjælp til at blive befriet for sin uudholdelige situation.

 

Dødens første sfære som "helvedes-" eller "skærsildszone"

Den netop beskrevne situation er baggrunden for, at Martinus i øvrigt opdeler dødens første sfære i to afdelinger eller zoner, nemlig henholdsvis en"helvedes-" eller "skærsildszone" og en "paradiszone", hvilken sidstnævnte vi skal se på om lidt. Men såvel helvedeszonens som paradiszonens forekomst, hænger ifølge Martinus sammen med individets etisk-moralske habitus og øvrige mentale kvalifikationer, kort sagt med dets karakter og begavelse. Individets religiøse tro, ikke-tro eller ligefrem vantro (ateisme), dets livs- og verdensanskuelse, hvad enten denne er idealistisk eller materialistisk, spiller også en rolle i sammenhængen. Det siger derfor næsten sig selv, at det fortrinsvis er ikke-troende og vantroende, ateistiske og materialistiske mennesker, der har størst risiko for at havne i en "helvedes-situation". Det kan dog også ske for religiøse mennesker, hvis skyldbevidsthed og angerfuldhed kredser om deres eget selv og midlertidigt holder dem fangne i denne lidelsesfulde situation. Men især gælder det for religiøst fanatiske og fundamentalistiske mennesker, der i den fysiske verden har optrådt intolerant og fordømmende overfor anderledes troende og tænkende, og som måske fortsætter denne adfærd i deres egen selvskabte lilleverden efter døden. Først når individet har fået nok af sin uhyggelige situation, som det ikke selv magter eller evner at befri sig fra, og derfor er indstillet på hjælp 'udefra', sker der en afgørende forandring for det pågældende individ, hvilket vil fremgå lidt senere nedenfor. (Note 9)

 

Dødens første sfære som "paradiszone"

Som nævnt ovenfor, findes der ifølge Martinus også en anden og helt anderledes afdeling af dødens første sfære, som han kalder for"paradiszonen". Den er i lighed med helvedeszonen i bund og grund et produkt eller resultat af individets egen etisk-moralske habitus, karakter og øvrige begavelse, samt af dets religiøse tro eller human-idealistiske eller spiritualistiske opfattelse. På grundlag heraf oplever dertil særligt egnede individer umiddelbart dødens første sfære som en slags paradistilstand, hvori de får opfyldt de fleste af deres ideelle religiøse ønsker og forhåbninger, som i reglen viser sig at være forbundet med bestemte materielle begær og forestillinger. Andre individer, som ikke er religiøst troende, men måske til gengæld humane og tolerante, og som stiller ideale krav til social, økonomisk og kulturel retfærdighed og ligestilling mellem kønnene og menneskene i det hele taget, oplever måske at se deres idealer og drømme virkeliggjort under deres midlertidige ophold i den første dødssfæres paradiszone.

 

Men uafbrudt at få opfyldt alle sine ideale ønsker og forhåbninger, og alle sine materielle ønsker og begær, uden forhindringer af nogen som helst art, er i længden så trættende, kedsommeligt og uinspirerende, at det i praksis lige så meget er et mentalt fængsel, som tilfældet er for individerne i helvedeszonen. Dette "paradis-fængsel" kan individet normalt heller ikke slippe ud af ved egen hjælp, men for de troendes vedkommende bliver bønnen til Gud om hjælp derfor deres 'redning'. For de human-idealistiske mennesker, som almindeligvis ikke tror på den autoriserede Gud, stiller situationen sig lidt anderledes. En del af disse føler sig dog overbeviste om eksistensen af en højere kraft eller magt, og under det psykiske pres og den magtesløshed de til sidst føler, retter de deres tanke og håb om befrielse til denne magt.

 

Som tidligere nævnt, beror individets oplevelser i begge afdelinger af dødens første sfære på det forhold, at den stråle- eller vibrationsformede såkaldte parafysiske energi- eller materiestruktur, automatisk og umiddelbart former sig efter individets bevidste tanker, idéer, forestillinger, ønsker og vilje, så vel som efter dets ubevidste begær og vaner. Men da individets sjælelige struktur organisk set samtidig endnu er forbundet med koblingslegemet eller finstofkroppen, der jo som oplyst består af to 'energi-lag', et parafysisk og et fysisk 'lag', præger denne situation naturligvis også livsoplevelsen. Nemlig på den måde, at det til en vis grad er indflydelsen fra koblingslegemet, der medvirker til at fastholde individet i dets fysiske vaneforestillinger, og dermed i dødens første sfære. (Note 10)

 

Individets situation i den første sfære efter døden, er i princippet sammenlignelig med dets situation under søvnen og drømmetilstanden. Søvntilstanden kaldes da også for ”den lille død”. I drømme oplever individet i reglen sig selv i mere eller mindre vante og tilsyneladende fysiske omgivelser, lige som f.eks. ægtefælle, familiemedlemmer, venner, bekendte og eventuelt kæledyr, eller måske helt fremmede personer, optræder med den største selvfølgelighed og som om de er de ’rigtige’ personer. At de ikke er det, ved vi først, når vi vågner og konstaterer, at de livagtige personer i drømmen, bare var ’drømme-personer’. Den indbyrdes kommunikation med dem i drømmen, var kun en envejs-kommunikation, for de pågældende reagerede og handlede som en slags ’marionetter’, ubevidst frembragt og dirigeret af det drømmende individs egen bevidsthed. Den afgørende forskel mellem individets drømmetilstand og dets bevidsthed i den første sfære efter døden, er i henhold til Martinus den, at der i sidstnævnte tilfælde består en mulighed for, at individet reelt kan kommunikere, dels med fysisk levende individer og dels med andre, ’afdøde’, individer i den første sfære.

 

Den parafysiske verdens 'hjælpekorps'

Imidlertid er der ifølge Martinus hjælp at hente for de nødstedte individer i dødens første sfære, idet den parafysiske verden i kraft af Guds alkærlighed, alvisdom og almagt er så viseligt indrettet, at der også her findes en slags 'rednings- eller hjælpekorps'. Dette 'korps', som reelt set er Guds særlige organer, består af et hierarki af højt kvalificerede og specialuddannede individer, som af menneskekærlige grunde frivilligt stiller sig til rådighed som psykologiske 'redningsfolk' eller psykiatriske 'hjælpere', der til enhver tid holder sig parate til at træde til, når individerne i dødens første sfære har behov for hjælp til at klare sig ud af den penible situation, hvori de i en vis forstand – om end ubevidst for dem selv - har bragt sig selv.

 

Medlemmerne af den parafysiske eller åndelige verdens 'hjælpekorps' eller 'redningskorps' betegnes i religiøs og okkult terminologi almindeligvis som "skytsengle" eller "skytsånder", betegnelser, der både er dækkende og karakteriserende for deres natur og funktion. De opfattes i reglen som 'engle' eller 'ånder', der på for­skellige måder har til opgave at beskytte, hjælpe, advare og vejlede mennesker, dels i den parafysiske verden og dels i den fysiske verden. Det har været og er fortsat blandt troende kristne almindeligt at forestille sig engle og ånder som udødelige, bevingede væsener. Det sidstnævnte hænger formentlig oprindelig sammen med, at begrebet 'vinger' blev opfattet som symbol på en bevægelsesfrihed, der ikke kun ligner men overgår fuglenes, og som man - ifølge Martinus med rette - tillagde og tillægger engle og ånder. Men i virkeligheden har åndelige væsener, skytsengle eller blot engle, ikke brug for fysisk set nødvendige flyveredskaber eller –organer som f.eks. vinger, men er helt anderledes frit stillet med hensyn til bevægelsesfrihed.

 

Som flere gange omtalt, er den parafysiske verden nemlig især karakteriseret ved at være en tilstandsverden, hvilket bl.a. betyder, at der her ikke er tale om at tilbagelægge rumlige eller tidsmæssige afstande, for at komme i kontakt med andre individer, lokaliteter og ting, sådan som tilfældet er i den fysiske verden. I modsætning hertil benytter man sig i den parafysiske verden af en slags "psykokinese", hvorved forstås en psykologisk evne til at øve indflydelse på en person, en hændelse eller genstand udelukkende ved tankens kraft. Desuden opnås personlig kontakt gennem brug af"resonans-princippet", hvilket i praksis vil sige den 'teknik', der består i, at et legeme i svingninger frembringer lignende svingninger i et andet legeme.

 

Det betyder med andre ord, at så snart et parafysisk individ, hvad enten det drejer sig om et medlem af 'redningskorpset' eller en almindelig 'indvåner', vil hjælpe eller blot opsøge et medvæsen og derfor ønsker kontakt med vedkommende, opnås denne kontakt via psykokinese og/eller resonansteknik i samme øjeblik, som koncentrationen og ønsket eller tanken herom er etableret i åndens eller hjælpeåndens bevidsthed. Dette forhold gælder uanset om det individ, der blot søges kontakt med, eller som har behov for hjælp, befinder sig på det parafysiske eller det fysiske plan. (Note 11)

 

Men hvor godt og smukt det end lyder med den åndelige verdens hjælpekorps i form af såkaldte 'engle' eller 'skytsånder', så hører disse åndelige væsener desværre ikke hjemme indenfor ét-livs-hypotesens rammer. Det gør derimod det hjælpekorps vi herefter kort skal omtale:

 

Den fysiske verdens hjælpekorps

Imidlertid viser livet eller tilværelsen uimodsigeligt, at der som nævnt forekommer tilfælde, hvor mennesker kommer ud for at opleve ubehagelige, smertelige og ligefrem tragiske personlige situationer eller forhold, som det er vanskeligt eller umuligt at finde forklaringer på årsager til i individets eget nuværende liv. Og hvor det forekommer usandsynligt, at årsagerne skulle ligge i et eller flere tidligere liv i fortiden. I den specielle sammenhæng henviser Martinus til forekomsten af Skytsengle- eller skytsåndsprincippet eller -institutionen, som i henhold til hans analyser fungerer som en repræsentation af selve Guddommens omsorg for sine skabninger, mere præcist i de tilfælde, hvor individet, som nævnt, kommer ud for situationer og forhold, som dettes skæbne så at sige ikke gør det berettiget, at individet skal opleve og gennemleve. (3)

 

Denne forklaring kan man naturligvis forholde sig til, som man vil eller synes, men personligt har jeg vanskeligt ved at forstå og dermed også at acceptere den som gyldig. For tænk bare på det enorme antal – og vel at mærke egnede - skytsånder eller -engle, der skal til, for at imødekomme behovet for hjælp, f.eks. i form af behandling, trøst og/eller vejledning, til anslået omkring 7 milliarder mennesker på jordkloden! Dertil kommer dyrene, i forbindelse med hvilke Martinus nævner, at dyrenes dødsangstskrig, idet de angribes og dræbes af et andet eller flere andre dyr, udviklingsmæssigt set er begyndelsen på begrebet og fænomenet bøn. (4)

 

I den sammenhæng afhjælper det heller ikke situationen væsentligt, at der også findes professionelle og såkaldt 'fysiske skytsengle', nemlig i form af f.eks præster, psykologer og psykiatere, som vitterligt konstant udøver megen hjælp og vejledning til syge og plagede mennesker. Eller den store skare af læger og sygeplejersker og andet plejepersonale, der verden over dagligt året rundt gør, hvad de evner og formår, for at hjælpe og i bedste fald helbrede deres patienter.

 

Med noget der ligner god vilje, kunne man måske forstille sig, at ”det åndelige hjælpekorps” i form af skytsånder eller skytsengle, er organiserede og fungerer på principielt samme måde, som de ovenfor netop nævnte præster, psykologer, psykiatere, læger, sygeplejersker og andet plejepersonale.

 

Men i mange – de allerfleste? - tilfælde viser kendsgerningerne, at langt fra alle menneskene eller dyrene bliver hjulpet, men tværtimod ubønhørligt og uhjælpeligt går deres angst- og smertefulde skæbne imøde. Dette gælder både de forfulgte og angrebne vilddyr i naturen og de tamdyr, som mennesker pr. tradition dræber og slagter i millionvis hvert eneste år. Og ikke at forglemme de mange mennesker, soldater så vel som civile, der såres fysisk og/eller psykisk og lemlæstes, og som omkommer under krige og krigslignende tilstande. Men menneskene overgår langt dyrene, når det gælder dræbende tendenser og adfærd. Tænk bare på Nazi-Tysklands umenneskelige behandling og drab af jøder i kz-lejrene, både før og især under Anden Verdenskrig, hvor angiveligt omkring 6 millioner jødiske mænd, kvinder og børn omkom af underernæring og overanstrengelse under tvangsarbejde, og derefter blev gasset ihjel og brændt til aske i krematorierne, eller, som det skete for mange døde fanger, smidt i massegrave og dækket med kalk og jord. For slet ikke at tale om de i princippet og i praksis omtrent lignende forbrydelser mod mennesker, der foregik i Sovjetunionen efter den kommunistiske revolution i 1917.

 

Det helt store og problematiske spørgsmål er her, i hvert fald set fra mit måske ukvalificerede synspunkt, om begrebet og fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet skæbne, nødvendigvis behøver at være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens eller lovbundet følgevirkning af i hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet? -

 

Det er dette spørgsmål, der, som en følge af min tvivl og skepsis, er det store og afgørende problem i sammenhæng med min forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget smukke og eventyrlige verdensbillede. Personligt har jeg alligevel ikke noget problem med at droppe påstanden om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter min bedste opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det i øvrigt basale i det nævnte verdensbillede.

 

Det genetiske kompleks

I vor oplyste tid må de fleste formodes at vide, hvad gener er for nogle højst forunderlige og uhyre vigtige fænomener. Men for alle tilfældes skyld skal her kortfattet refereres, hvad der nærmere kan og skal forstås ved begreberne genetik og genealogi. Genetik er betegnelsen på studiet af biologisk arv og arveligheds-mekanismer. Selvom ordet 'mekanismer' er lidt malplaceret i forhold til levende materier. Genealogi er studiet og læren om slægtsforskning.

 

De fleste oplyste mennesker vil vide, at generne er enheder for den biologiske arv, og at disse befinder sig på kromosomerne og består af informationer, der er kodet i form af DNA, en forkortelse af – pyh ha! - den  DesoxyriboNuklein-Acid (syre), der opbygger generne. Mennesket har normalt 46 kromosomer, hvoraf 2 er kønskromosomer og 22 par er homologe autosomer, hvilket vil sige overensstemmende selvstyrende kromosomer. Mænds kønskromosomer benævnes XY og kvinders XX. Summen af en organismes genetiske information kaldes genotypen, altså det biologiske anlægspræg, som er bæreren af arvemassen eller genomet. Summen af organismens karakteristika kaldes fænotypen, det vil sige, resultatet af individets arvelige anlæg, og denne og dette bestemmes delvis af genotypen og delvis af ydre årsager.

 

Et gen er en udelelig enhed, der – som nævnte ovenfor - oftest findes i dobbelt besætning, som kan lokaliseres til en bestemt plads på et kromosom. Denne konstatering skyldes, at forskerne på et tidspunkt havde fået indblik i cellernes finstruktur og især i kromosomernes forhold, en indsigt og viden, som satte en hurtig udvikling af arvelighedsforskningen eller genetikken i gang, for alvor begyndende omkring år 1900.  

 

Som det indirekte fremgår af det ovenfor omtalte, er vi med generne kommet meget tæt på tilværelsens grundelementer: atomer og elementarpartikler, og dermed også på, hvor den tilsyneladende hårfine 'grænse' går mellem den fysiske og den psykiske natur. En del tyder på, at denne 'grænse' er 'flydende', forstået på den måde, at der egentlig ikke er tale om et modsætningsforhold, en dualisme, mellem ånd og materie, men snarere om et identitetsforhold, sådan som renæssance-filosoffen Giordano Bruno (1548-1600) og barok-filosoffen Baruch Spinoza (1632-1672) hævdede og som en nutids-tænker som Martinus (1890-1981) ligeledes er talsmand for. Ifølge d'herrer er ånd en 'forlængelse' af materien og denne en 'forlængelse' af ånd, eller rettere sagt: ånd og materie er to udtryk for den samme til grund liggende virkelighed, som er det guddommelige Alvæsen, hvis egennatur af gode grunde så at sige er hævet over, hvad vi som menensker er i stand til at kunne afgøre.

 

Men tilbage til omtalen af generne:

 

Menneskets komplette genom, altså samtlige de i cellekernen tilstedeværende arveanlæg, også kaldet kromosomsæt, kendes ret detaljeret og består af sekvenser på i alt 3,2 milliarder DNA-basepar. Mange geners funktion kendes i detaljer og forklares biokemisk via proteinsyntese. Sidstnævnte er den proces, hvorunder proteiner bliver dannet ud fra aminosyrer. Når denne proces foregår i en celle kaldes den en proteinbiosyntese. Proteiner kan i øvrigt også fremstilles via en kemisk syntese, hvilket kaldes peptidsyntese.

 

XY-kromosomer gør mænd modtagelige for visse arvelige sygdomme, der sidder på X-kromosomet, hvilket f.eks. gælder farveblindhed. Men selv om dette anlæg er recessivt, altså vigende, vil det ikke komme til udtryk i fænotypen, hvis der er et tilsvarende raskt gen til stede. Kvinder skal have to gener, der koder for farveblindhed, før det kommer til udtryk i fænotypen, mens mænd kun skal have et. 

 

En genetiker er en forsker, der arbejder med arvelighedsforskning, hvor man bl.a. søger at bestemme, hvilke dele af arvemassen, der styrer dannelsen af bestemte proteiner, som f.eks. hæmoglobin. Desuden søger man at regulere vækst og udvikling hos fosteret og spædbarnet, f.eks. dannelsen af øjne, ligesom arvemassen indeholder anlæg for bestemte adfærdsmønstre, som eksempelvis barnets gangrefleks. Genetikere er også ofte rådgivere for mennesker og/eller familier med arvelige sygdomme, hvor man er i stand til at påvise sandsynligheden for at få raske eller syge børn.

 

Både human og almen genetik rummer konsekvenser for emner af udpræget følelsesladet karakter, så som politiske og etiske implikationer, der er opstået som en følge af den efterhånden større erfaring og viden omkring mulighederne for at manipulere og forme naturen og menneskets krop og psyke. 

 

En særlig gren indenfor biologien er molekylærbiologien, på principielt tilsvarende måde har man i genetikken molekylærgenetikken, hvis opgave er at udforske og beskrive de molekylære mekanismer – der var ordet 'mekanisme' igen! - som er involveret i at videreføre den genetiske information fra modercelle til dattercelle og dermed indirekte fra forældre til afkom. Molekylærgenetikken beskriver også vedligeholdelsen af den genetiske information, deriblandt også reparation af spontane skader i cellens DNA.

 

Der findes desuden også transmissionsgenetikken og populationsgenetikken. Den førstnævnte forsker i nedarvningen af egenskaber fra forældre til afkom, og herunder også sammenhængen mellem nedarvningen af forskellige gener og mellem forskellige egenskaber. Et eksempel på nedarvning af en kvantitativ egenskab er menneskers højde. De fleste kvantitative egenskaber påvirkes af genotypen i mange gener foruden af miljøet. En kvalitativ egenskab kan f.eks. være begavelse eller anden mental evne eller disposition.

  

Populationsgenetikken forsker i og beskriver udviklingen af populationers, altså befolkningers, genetiske sammensætning som følge af naturlig selektion, migration, mutation, tilfældige forandringer og andre mekanismer, som forårsager ændringer i populationers genetiske sammensætning over tid. Populationsgenetik spiller en stor og vigtig rolle for både evolutionslæren og for forædling af både dyr og planter.

 

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er spørgsmålet om arvelighed naturligvis af en ganske særlig interesse, nemlig fordi, hvor meget af et individ er arv og miljø og hvor meget er samme individs egen fortjeneste? - Svaret vil nok være, at det et menneske er og fremtræder som, er en blanding af de nævnte elementer. Men at et menneske selv tilegner sig færdigheder og evner af forskellig art, må være udenfor al tvivl. Se nærmere herom under omtalen af organtalentkerner og erindringstalentkerner.

 

Det fysiske legeme

Med især det menneskelige legeme er der tale om et nok så forunderligt psykofysisk fænomen i form af det produkt eller resultat, der er en følge af cellernes, kromosomernes og genernes funktioner og virksomhed. Man behøver ikke at gå så langt, for at finde et nærliggende eksempel på livets forunderlighed, tilmed lige her og nu, midt i hverdagen!

 

Men hvori består hverdagslivets mirakel eller under i grunden mere præcist, set i nutidsperspektiv? - Jo, svaret er for så vidt ret enkelt, for det består kort og godt i, at 'noget' i det hele taget er til og dernæst i den måde, hvorpå dette 'noget' er indrettet og er til på. Ikke mindst i form af naturlovene og i nok så høj grad de lovmæssigheder, som vismanden Martinus betegner som ”de kosmiske skabe- og oplevelsesprincipper”. Disse især viser, at der er en fuldkommen logisk plan- og hensigtsmæssighed i alle iagttagelige og kendte livsprocesser, fra de fantastiske elementarpartikler, atomer, molekyler og celler i mikrokosmos over organer og mangfoldigheden af organismer i, hvad der kan kaldes mellemkosmos, og til planeter, måner, sole, solsystemer og de vældige galakser i makrokosmos. Tilmed et makrokosmos, som 'kun' er makrokosmos oplevet i menneskeperspektiv. Samme kosmos kan sagtens tænkes at være mikrokosmos i et endnu større makrokosmos og sådan videre i det grænseløse verdensalt, alt og alle eksisterer i og er med til at udgøre og opretholde.

 

Ja, men hvor finder man da underet i hverdagen? - Svaret er, at det er lige for næsen af dig! Eller rettere sagt: Din egen næse er en del af dette under. Tænk bare, hvilket forunderligt organ den er, sådan som den er indrettet og fungerer fra naturens side. Og tænk så videre over hele ansigtets og hovedets og hele kroppens anatomi og diverse fantastiske fysiologiske processer.

 

I ansigtet er der jo ud over næsen også så væsentlige organer som munden med tænder, tunge, gane og - ikke mindst – noget så fantastisk som øjnene og disses funktioner. Dernæst ørerne og de indre høreorganer, som i lighed med øjnene via nerver og nervebaner har forbindelse til hver deres centrer i et af naturens mest forunderlige og i mange tilfælde nødvendige og uundværlige organer: Hjernen. Det er jo dette i grunden mærkværdige organ, jeg bruger i dette øjeblik, hvor jeg sidder bag computerskærmen og tænker, formulerer og taster bogstaver, ord, sætninger osv., alt sammen efter en forud lagt plan, så alt tilsammen giver mening. Men hvordan det skrevne opfattes af læseren, ja, det er faktisk noget andet og beror på vedkommendes alder, mentale forudsætninger såsom intelligens, opfattelses- og forståelsesevne. Der er jo blandt andet noget, der hedder at kunne misforstå eller slet ikke forstå.

 

Og tænk så, at alt dette er fremkommet ved, at en ægcelle og en sædcelle har forenet sig, sådan som disse er forud beregnet til, i bedste tilfælde efter et vellykket samleje mellem en kvinde og en mand! Kun få synes virkelig at tænke dybere over dette. Først og fremmest over de to køn og dannelsen af ægcelle og sædcelle i henholdsvis kvindens æggestokke og i mandens testikler. Dannelsen af cellerne med kromosomer og gener, er en eventyrlig proces for sig. Derefter ægløsningen og ægcellens vandring gennem æglederen til livmoderen, i hvis slimhinde ægcellen under normale forhold lejrer sig. Og sædcellens modning i testiklen, klar til normalt under mandens og kvindens intime samleje at blive affyret ind i kvindens skede og finde vej til livmodermunden og ind i livmoderen og frem til forening med ægcellen. Den proces, der derefter under normale omstændigheder finder sted, nemlig den forenede æg- og sædcelles sammensmeltning og den påfølgende vækst i form af celledeling og differentiering til dannelsen af den kommende organismes mange forskellige specialorganer med specialfunktioner. En vækst og specialisering, som uden forbehold – og vel at bemærke under normale forhold – vil kunne karakteriseres som et virkeligt og nærmest mirakuløst under.

 

For hvad er det for kræfter og lovmæssigheder, der i de ovenfor nævnte tilfælde er i spil? - Det har den videnskabelige biologi og kemi sine udmærkede svar på, men disse svar drejer sig kun om, hvad der rent fysisk-kemisk foregår og hvordan, men ikke om det dybereliggende filosofiske eller åndsvidenskabelige spørgsmål om hvorfor? - Det sidstnævnte spørgsmål: ”hvorfor?” forudsætter nemlig, at der ligger en bevidst plan eller hensigt til grund for processerne, og bevidst plan og hensigt forudsætter et bevidst 'noget', der har denne plan og hensigt.

 

Ganske vist foregår en væsentlig del af de nævnte processer som autonomt instinktstyrede, men det ændrer ikke ved, at der er tale om en overordnet plan- og hensigtsmæssighed. Her vil naturvidenskaben naturligvis svare, at det er de kræfter og lovmæssigheder, som skyldes evolutionen, der ligger til grund for, at processer er autonomt instinktstyrede. Hvilket selvfølgelig er rigtigt nok. Men man kunne så stille spørgsmålet: Hvad er det, der har bestemt evolutionen, altså dette, at noget udvikler sig, tilmed i en eller flere bestemte retninger? - At noget udvikler sig i bestemte retninger og dermed ikke er et udtryk for blind tilfældighed, kan da kun betyde, at der må eksistere 'noget', som har bestemt eller bestemmer den eller de retninger, evolutionen i kraft af sine iboende kræfter og lovmæssigheder, skulle og måtte bevæge sig i.

 

Hverken naturvidenskabelige forskere eller vi amatør-filosoffer kommer udenom at måtte acceptere, at der eksisterer et overordnet 'noget' med bevidsthed, hensigt og vilje. Hvad man så i øvrigt vil kalde dette 'noget', er egentlig mindre vigtigt. Men man kunne jo f.eks. vælge bare at kalde dette 'noget' for ”Et Noget”, idet man samtidigt husker på de attributter eller kvalifikationer, dette ”Noget” besidder eller er udtryk for.

 

Det ældgamle og gode udtryk og ord ”GUD” har den ulempe ved sig, at det er belastet af alle mulige og umulige fordomme og ikke mindst af en hel del overtro. Desuden findes der tilsyneladende mange nutidsmennesker, som vender ryggen til eller ligefrem tager afstand fra begreberne om en Gud, som de blandt andet synes er en anakronisme i vor moderne tid. Derfor har den ateistiske, materialistiske livs- og verdensopfattelse længe haft særdeles gode eksistensbetingelser, faktisk lige siden oplysningstiden i 1700-tallet, midlertidigt afbrudt af romantikkens idealistiske idéer og forestillinger de første tredive år af 1800-tallet. Men igen og i næsten højere grad fik den ateistiske, materialistiske livs- og verdensopfattelse en slags renæssance i og med naturalismen og realismen i sidste halvdel af 1800-tallet og faktisk foreløbig fortsat i nutidens dybt ateistiske, materialistiske livs- og verdensopfattelse, som det er lige før, at denne er blevet til et dogme.

 

Det seksuelle polprincip

Men med omtalen tidligere ovenfor, er vi blandt andet stødt på det i og for sig mærkværdige, at der stort set hos alle dyrearter og ikke mindst hos menneskene forekommer to køn, som er forudsætningen og betingelsen for slægtens videreførelse. Hankøn og hunkøn er biologisk, anatomisk og fysiologisk indrettet til at bidrage til at formere slægten. Også selvom forplantningsprocessen i nyere tid ikke nødvendigvis behøver at foregå ved, at mand og kvinde har samleje med hinanden, men kan foregå ad kunstig vej. Om dette forhold med de to køn kan her fortælles følgende, som er lånt fra min artikel H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”: 

 

Den evige Fader-Moder: Gud

(Citat) I foregående afsnit blev det bl.a. omtalt, at Guddommen og det levende væsen (også kaldet "gudesønnen", et udtryk der refererer til begge køn, jævnfør f.eks. med lignelsen om den fortabte søn), eksisterer i hinandens billede ("skabt i Guds billede efter hans lignelse"). Det blev også nævnt, at Guddommen samtidigt udgør højeste eller øverste instans i et kosmisk-organisk forhold, der har karakter af et forældre-barn forhold, idet Gud udgør den primære og højeste repræsentant for forældre- og beskyttelsesprincippet. (Note 1)

 

Vi blev også gjort bekendt med, at dette princip udgør en variant af verdensgenløsningsprincippet, der i praksis blandt andet tilkendegiver sig i form af den guddommelige suggestion, som er den 'hånd', Gud har rakt ud i form af såkaldte verdensgenløsere (f.eks. Moses, Buddha, Jesus, Muhammed, og disses præster og missionærer), for at føre og vejlede individerne gennem visse stadier i den kosmiske involutions- og evolutionsproces, hvor væsenerne ikke selv har evne til at opleve det virkelige livs store eventyr. Det 'eventyr', hvori Gud 'taler' og 'kommunikerer' med hvert enkelt levende væsen i form af det daglige livs fænomener, vilkår, hændelser og forhold. (Note 2)

 

Religionerne, der er følelsens og troens udtryk, er derfor i det evige forældre-barn forhold udtryk for den guddommelige "Moder", mens videnskaben i det samme forhold er udtryk for den guddommelige "Fader". Som det indirekte ses heraf, er "Fader- og Moderprincippet" i virkeligheden ét, idet Gud i sig selv udgør en forening af disse to principper. Gud er derfor på samme tid både de levende væseners evige Fader og evige Moder. Man burde derfor i bønnen rettelig tiltale Gud med ordene "evige Fader-Moder, Gud!"

 

Det guddommelige Fader-princip er udtryk for Guddommens højeste instans, Jeget, lige som det guddommelige Moder-princip et udtryk for "Moderenergien" dvs. "overbevidstheden", medens "det skabte" eller "underbevidsthedsregionen" med det psykiske kraftfelt og dermed al livsoplevelse, er udtryk for "afkommet" eller "barnet".

 

Som det i hvert fald indirekte vil være fremgået af det netop sagte, er Guds 'dobbelt-position' som evig Fader-Moder, udtryk for et kønsligt forhold, dvs. et forhold mellem det maskuline (fader) princip og det feminine (moder) princip. Gud repræsenterer altså samtidigt begge køn. Begrebet "køn" hedder på latin sexus, som betyder køn eller kønslig. Deraf udtrykkene seksual, seksuel.

 

Eftersom principperne "maskulin", af latin maskulinum, af mas: væsen af hankøn, og "feminin", af latin femininum, af femina: væsen af hunkøn, i en vis forstand er principielle om end komplementære modsætninger og dermed 'modpoler' i det indbyrdes forhold, kan dette derfor betegnes som "det seksuelle polprincip". Hvilket netop er, hvad Martinus gør. Men hermed er sagen langt fra afgjort, for den viser sig nemlig ved nærmere eftersyn at være meget omfattende og kompliceret, samtidigt med at det seksuelle emne fra en vis - begrænset - synsvinkel anses for at være delikat og provokerende. (Note 3)

 

Begrebet seksualisme

Det sidstnævnte hænger især sammen med, at seksuallivet primært vedrører det levende væsens, og måske særligt menneskets, mest intime sfære, og med, at menneskets seksuelle udfoldelse helt op til vor egen tid ofte har været omgivet af tabuer og forbud. Men hvorfor nu det, kunne man her spørge? Jo, formodentlig fordi interessen og aktiviteten omkring netop den seksuelle side af livet gennem hele menneskehedens historie har haft en slags førsteprioritet, og denne interesse er blevet mødt med modvilje og moralske restriktioner i puritansk religiøse og borgerlige kredse og samfund, måske særlig i totalitære samfund. Et forhold, der også har gjort og stadig gør sig gældende i såkaldte socialistiske eller kommunistiske samfund, som tilfældet f.eks. var i det tidligere Sovjetunionen og efter en del at dømme stadigvæk blandt andet er i det kommunistiske Kina, i al fald officielt.

 

Denne interessemæssige førsteprioritet for det seksuelle, hænger for menneskets vedkommende givetvis sammen med dets grundlæggende situation som bevidst eller måske snarere selvbevidst væsen. Derudover beror det naturligvis først og fremmest på, at det drejer sig om en primær drift, kønsdriften, hvis funktion er afhængig af kønskirtlernes hormonproduktion, men som tillige er stærkt psykisk betinget. Kønsdriften er i reglen rettet mod det modsatte køn, med det formål gennem samleje eller parring at avle nye individer og dermed sikre artens eller slægtens beståen.

 

Kønsdriften kan dog også have såkaldt anormal retning, så der opstår seksuelle afvigelser, især hos mennesket, som f.eks. homoseksualitet, sadisme, masochisme, sodomi, pædofili og nekrofili. Hos dyr er kønsdriften normalt kun virksom i bestemte brunstperioder, som da totalt dominerer dyrets adfærd. Menneskets kønsdrift er derimod normalt aktiv hele året rundt, og den seksuelle interesse og udfoldelse drejer sig i mange tilfælde ikke længere kun om artens eller slægtens videreførelse, men i nok så høj grad om selve samlejet og den stærkt attråede seksuelle udløsning eller orgasme. Denne betyder normalt både fysisk og psykisk afspænding, men er samtidig enestående ved, at den giver individet den formentlig højeste form for fysisk og psykisk behags- og lystfølelse, der kan grænse til det ekstatiske.

 

Interessen for at få adgang til samleje og til at opnå seksuel udløsning eller orgasme, uden at dette nødvendigvis skulle resultere i befrugtning og graviditet, må have været stor og markant allerede tidligt i menneskets historie, hvilket eksempelvis Moselovene med deres strenge påbud og forbud, kan tages som udtryk for. De kristne kirkefædre, så vel som katolicismen og protestantismen, overtog i øvrigt jødedommens restriktive holdning til seksualiteten, og særlig gennem inkvisitionens opgør med hedenskabets heksetro og trolddomskunst, finder man et stærkt islæt af frygten for seksualismen. Det samme er tilfældet inden for islam, og man kan kort sige, at dette faktisk gælder indenfor alle patriarkalske kulturer op gennem tiden. (Note 4)

 

Seksualiteten som sakramente

Særlig i den tidlige og middelalderlige kristendom, blev seksualiteten anset for at være djævelens værk, der havde som formål at forføre menneskene til at sætte sig op imod Gud. Det kan bl.a. ses af, at "slangen" i den ældgamle myte om Adam og Eva er identificeret med "djævelen", og "syndefaldet" og "syndsbevidstheden" tolkes, som om det drejer sig om skammen over den nøgenhed, der afslører mandens og kvindens seksualorganer, underforstået deres seksualitet. (Note 5)

 

Der fandtes dog i oldtiden samfund, som f.eks. det klassiske græske, hvor seksualiteten ligefrem blev betragtet og dyrket som et sakramente, dvs. som et helligt mysterium, der under sin udførelse: samlejet og især orgasmens ekstase, formodedes at bringe deltagerne i direkte kontakt med det guddommelige. Denne opfattelse af seksualiteten som en hellig handling, afspejler sig også i klassisk græsk mytologi og filosofi, hvori begrebet "Eros", af græsk eros: kærlighed, betyder den magt eller kraft, der bragte orden og samhørighed i "Khaos", af græsk chaos: gab, svælg, i græsk mytologi det gabende 'rum' eller 'dyb', hvoraf verden skabtes. Ordet betyder endvidere uorden, forvirring, planløshed. (Note 6)

 

Temaet om "Eros" er særligt behandlet i Platons skrift Symposion, hvori forskellige lærde mennesker er forsamlet til et drikkegilde, og herunder får hver af deltagerne lejlighed til at fremsætte sit syn på den magt og kraft, der bragte - eller bringer - orden og samhørighed i verden. Det er især den tale, komedieskriveren Aristophanes (445-385 f.Kr.) holder for forsamlingen, der har interesse i denne sammenhæng, idet den på flere måder foregriber den opfattelse af "det seksuelle polprincip", som Martinus har fremlagt i form af nogle - i ordets bedste mening - fantastiske og vel nærmest geniale analyser. Aristophanes' tale skal vi vende tilbage til senere. (Note 7)

 

Det skal allerede her indskydes og nævnes, at det er en af Martinus’ store fortjenester, at han har peget på og gennemanalyseret seksualiteten som en kraft eller energi, der – foruden at være den basale og universale kraft, der styrer verdensaltet - også tjener et andet formål ud over at stå i forplantningens tjeneste. Nemlig det formål, at være individets ’kanal eller ’adgangsvej’ til oplevelsen af det guddommelige alvæsen, Gud. En direkte eller indirekte oplevelse, som forekommer, uanset om individet er bevidst om den virkelige sammenhæng eller ej.

 

Det hænger blandt andet sammen med, at Martinus opdeler seksualitet i to hovedkategorier eller former: 1. den emotionelle seksualisme, som i hovedsagen opleves af enkeltpolede individer, og 2. den intellektuelle seksualisme, som i sin avancerede form kun kan opleves af dobbeltpolede individer. Til primær grund for Martinus’ betragtninger over seksualiteten, ligger den opfattelse at kærlighed og seksualisme er to sider af samme sag, nemlig i begge tilfælde som kilder til den af restriktiv puritanisme så forkætrede nydelse eller i nogle tilfælde nærmest ekstatiske henrykkelse. Dette vil især komme til at fremgå af det senere afsnit om emotionel og intellektuel seksualisme. (Citat slut)

 

For at uddybe forståelsen af fænomenet seksualisme skal her citeres fra den artikel, som følger umiddelbart efter den netop ovenfor citerede artikel, nemlig H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”:

 

(Citat)

Det uhyre vigtige princip, "det seksuelle polprincip" og herunder "den seksuelle polforvandling", henhører som nævnt under det begreb, Martinus inden for rammerne af sin kosmologi betegner som "skabeprincipper". Her skal jeg gøre et forsøg på at give et så kortfattet rids som muligt af "det seksuelle polprincip" og dets grundlæggende og enorme betydning i sammenhæng med Martinus' kosmologi. Som læseren jo for længst har forstået, indgår de faktorer og forhold, der ligger bag disse principper, også mere eller mindre direkte i H.C.Andersens forfatterskab, og det vil derfor være af en vis værdi for læseren, i det mindste at kende til, hvad Martinus' kosmologi kan belære os om i forbindelse med så vigtige faktorer og forhold, som de der forekommer i relation til begrebet seksualisme.

 

Ganske vist er emnet delikat og stadig noget af et tabu for mange mennesker, men som forhåbentlig fordomsfrie og uafhængige forskere bør intet være os fremmed, heller ikke livets og menneskelivets mere intime sider, så meget mindre som at interessen for emnet overhovedet ikke har med det frivole eller nyfigne at gøre. Her vil vi derfor se bort fra, at der blandt læserne måske vil være nogle, som ikke synes om at beskæftige sig med emnet, eller som det ligefrem byder imod at gøre det. Til disse læsere vil der kun være at sige, at man naturligvis efter eget valg vil kunne springe de sider over, der omhandler "det seksuelle polprincip" og de dermed beslægtede afsnit. Det sker nemmest ved at fravælge afsnittene i menuen.

 

Som vi allerede er blevet gjort bekendt med i introduktionen til det seksuelle polprincip, kan det konstateres, at de begreber og faktorer, der ligger til grund for Martinus' betegnelser og analyser af "det seksuelle polprincip" og af "polforvandlingen", også forekommer inden for mytologien og flere klassiske religionsfilosofier, men blot under andre navne og betegnelser. Men samtidigt må vi konstatere, at Martinus har gjort emnet til genstand for en interesse og dybdeborende behandling, der nok er noget nær enestående i religionernes og filosofiens eller tænkningens historie.

 

Men lad os først tage udgangspunkt i den helt basale biologiske kendsgerning, at der eksisterer hankøn og hunkøn, i planteverdenen såvel som i dyreriget, hvortil mennesker i form af drenge og piger, mænd og kvinder (endnu) hører. Det er endvidere tydeligt for enhver, at de to køn gensidigt både kompletterer og komplementerer hinanden, fysisk såvel som psykisk. Kompletterer hinanden, fordi de først tilsammen udgør den enhed eller helhed, der skal til for primært at videreføre slægten, og komplementerer hinanden i den forstand, at de samtidigt udgør en slags indbyrdes modsætninger, der især hvad egenskaber angår gensidigt 'udelukker' hinanden og dog først tilsammen udgør netop den enhed eller helhed, der så åbenbart er naturens eller Skaberens mening eller hensigt.

 

Det, der fører og 'binder' de to køn sammen, er basalt den gensidige fysiologiske og psykologiske tiltrækning, som blandt andet kan antage karakter af forelskelse, og hvis hovedformål er parring. Det er primært denne, der ligger til grund for begreber som seksualisme og det heraf afledte ord og begreb sex. Selve ordet er jo afledt af det latinske ord sexus, som netop betyder 'køn', altså det kønnede. Men udover forplantningen synes det gensidige tiltrækningsforhold mellem de to køn også at have et andet formål med parringen. Det er jo nemlig også en kendsgerning, at det er selve den seksuelle oplevelse og især den seksuelle klimaks, orgasmen, der motiverer mænd og kvinder til at have samleje eller andre former for seksuel omgang med hinanden. I den forbindelse ser vi her foreløbig bort fra, hvad der også er en kendsgerning, nemlig at der forekommer andre former for seksuel orientering, især homoseksuel tiltrækning og adfærd mellem mænd indbyrdes og mellem kvinder indbyrdes, lige som der forekommer afvigende eller ligefrem afsporede former for seksuel tiltrækning og adfærd, som f.eks. sadomasochisme, sodomi, pædofili mm. Men nok så vigtigt er det, at der også forekommer ændringer i det såkaldte traditionelle kønsrollemønster, især i retning af en kulturel, social og økonomisk ligestilling mellem de to køn, således at disse efterhånden gensidigt mere eller mindre overtager hinandens 'roller' i hverdagslivet. Disse 'roller' bestod især før i tiden primært i, at kvinden hovedsagelig tog sig af hjemmet og børnene, medens manden var "skaffedyret", der gik - ikke på jagt - men på arbejde udenfor hjemmet, for at tjene de nødvendige penge til hjemmets opretholdelse og familiens behov og forbrug.

 

Situationen er imidlertid den, at ligestillingsfolkene har været og til en vis grad fortsat er tilbøjelige til at udelukke de biologiske, fysiologiske og psykologiske forskelligheder, der helt basalt og trods alt stadig præger de to køn, hvorfor ligestillingsbestræbelserne enøjet ser de hidtidige traditionelle kønsrollemønstre primært som udtryk for kulturel og social 'undertrykkelse' i patriarkalsk dominerede, dvs. i udpræget mandsstyrede samfund. Man er endog gået så vidt som til at mene, at seksuel orientering, altså om man vil leve som heteroseksuel eller homoseksuel, udelukkende er et spørgsmål om frit valg for det enkelte menneske.

 

Her skal jeg dog ikke bevæge mig dybere ind i denne problematik på dette sted, men blot henvise generelt til den efterfølgende skildring af "det seksuelle polprincip". Der kan her i øvrigt også henvises til artiklen 4.116. Martinus' kosmologi om seksualisme

 

Som nævnt er den opfattelse af seksualiteten, som Martinus har givet så fremragende udtryk for i form af sine analyser omkring "det seksuelle polprincip" og "polforvandlingen", ikke noget helt nyt og enestående i filosofi-, ideologi-, mytologi og religionshistorien. Tanker, ideer og forestillinger i den retning forekommer allerede i oldegyptisk kultur og religion, lige som det er tilfældet i klassiske indiske filosofisystemer og i mesopotamisk og græsk religion og mytologi. Og ikke mindst i urjødedommen forekommer det, der i princippet svarer til "det seksuelle polprincip", nemlig i 1. Mosebogs skabelsesberetning, mere præcist i form af fortællingen eller myten om Adam og Eva. Som rundet af den kristne kultur og religion, forholder Martinus sig da også især til den nævnte skabelsesberetning og myten om Adam og Eva, hvilket jeg senere skal vende tilbage til.

 

Imidlertid må man konstatere, at Martinus' opfattelse og skildring af "det seksuelle polprincip" i nok så høj grad har lighedspunkter sammenfaldende med de klassiske indiske filosofiske systemer Tantra, Sankhya og den derpå baserede yogafilosofi. Vi har jo allerede set en tydelig principiel overensstemmelse mellem Martinus' opfattelse af skæbne-spiralkredsløb og indisk filosofis og religions karma-samsara forestillinger. Men også i tilfældet med "det seksuelle polprincip" må vi henholde os til, at det indbyrdes sammenfald eller ligheden ifølge Martinus skyldes, at parterne har øst af samme kilde, dvs. har haft intuitiv tilgang til en fælles kosmisk virkelighed, som normalt er og har været og fortsat er 'skjult' for mennesker i almindelighed. Den pågældende kosmiske virkelighed har indtil videre kun været åbenbaret for særligt udvalgte og indviede, vismænd og guruer, og vi må utvivlsomt betragte Martinus som hørende til denne kategori. Det skal dog tilføjes, at i henhold til Martinus er det kun et tidsspørgsmål før den åndelige udvikling, der har været i gang især i de sidste 200 år, vil medføre at flere og flere efterhånden vil opnå såkaldt "kosmisk bevidsthed", som giver umiddelbar adgang til selvoplevelse af livets dybere sandheder.

 

 

Taoismens berømte hovedsymbol yin og yang - endnu engang. Som allerede påpeget kan symbolet ikke kun tolkes som et udtryk for komplementaritetsprincippet, men også mere specifikt som et udtryk for ”det seksuelle polprincip”. Martinus tillægger i øvrigt sidstnævnte princip så grundlæggende og afgørende betydning i sin kosmologi, at han ligefrem har karakteriseret sit hovedsymbol Det evige verdensbillede, det levende væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner (Symbol nr. 11) som et ’røntgenbillede’ af yin og yang-symbolet.

 

Det er lige præcis disse såkaldte "dybere sandheder" der refereres til, når jeg som et af udgangspunkterne for mine analyser af H.C.Andersens forfatterskab taler om det fjerde af de i alt fire tydningsplaner, og som bl.a. er omtalt i artiklen "Eventyr og kosmologi". Det fjerde tydningsplan, der netop indeholder et fond af universale (kosmiske) ideer, tanker og forestillinger, er jo karakteristisk for forfattere af H.C.Andersens format. Det er især den viljestyrede adgang til dette 'fond', der berettiger til betegnelsen genialitet. Som nævnt forekommer de psykologiske og metafysiske forestillinger, der svarer til Martinus' definition af "det seksuelle polprincip", også i blandt andet taoismen med dens modsætnings- og samspilspar yin og yang, og i det indiske filosofiske system Tantra samt i Sankhya og i den dertil knyttede yoga-filosofi. I yoga-filosofien og -psykologien ses mennesket som et oprindelig åndeligt væsen, bestående af et jeg og en bevidsthed, der via sit begær og af uvidenhed (avidya) i form af karma-samsara midlertidigt er 'fanget' i fysisk materie i form af en psykofysisk organisme eller fysisk krop.

 

Formålet med de forskellige yoga-systemer er gennem målrettet træning gradvis at opnå en fuldstændig fysisk-mental selvbeherskelse med henblik på at frigøre ånden permanent fra den psykofysiske organisme og dermed fra karma-samsara eller det evigt spinnende "livshjul" af fødsel, død, genfødsel osv. Denne evindelige gentagelse tolkes nemlig som den dybere årsag til lidelse, og denne gælder det om at blive udfriet fra gennem den nævnte målrettede psykiske og fysiske træning.

 

Her skal indskydes, at der også findes en ret speciel gren inden for klassisk indisk filosofi, hvis navn er Vedanta (Vedaernes endemål). I sin ortodokse form går den tilbage til de sidste århundreder før Kristi fødsel, men dens tre nyere retninger stammer fra perioden omkring 850-1250. Den bedst kendte retning er vismanden Shankaras monistiske Advaita-vedanta, der ser verden som en enhed og ikke, som tilfældet er i Sankya- og Yogafilosofien, som en to-delt (dualistisk) verden. Advaita-vedanta ser det som sit mål at bringe mennesket til erkendelse af den ene og absolutte virkelighed, Brahman eller alsjælen, som i mennesket er til stede som Atman eller enkeltsjælen, og som bag den synlige verdens gøglespil, "maya" (= illusion), er bestemmende for alt. Også denne filosofis hoved- og grundtanker genfinder vi i Martinus' kosmologi, om end han opfatter verden på en noget mere positiv måde, idet han - i modsætning til Shankara - tilkender den ydre verden en relativ gyldighed, som bl.a. begrunder et engagement i sociale og politiske problemer.

 

Her skal jeg dog ikke gå yderligere ind på de mange forskellige og nok så interessante grene af yoga, der findes, men kun fremhæve, at der inden for yoga-systemerne findes en gren under betegnelsen "kundalini-yoga", der i lighed med bahkti-yoga særligt beskæftiger sig med kræfter og faktorer, der principielt svarer til de kræfter og faktorer, der knytter sig til det af Martinus anvendte begreb: "det seksuelle polprincip".

 

Tantras kosmologi er baseret på forestillingen om, at universet med alle dets enkeltfænomener er en differentieret fremtrædelsesform for en tilgrundliggende enhed, makrokosmos, som er styret af en guddommelig kraft, shakti, der gennemtrænger alt. Tantra-filosofien opfatter f.eks. det menneskelige legeme og dets naturlige funktioner, herunder ikke mindst seksualiteten, som en fremtrædelsesform for den guddommelige kraft, shakti. Man søger derfor at påvirke og udvikle de guddommelige kraftcentre, de såkaldte chakras, i legemet, for ad den vej at realisere enheden med de altgennemtrængende kræfter i universet. Tantras opfattelse af seksualiteten som en hellig handling, et sakramente, står i skærende kontrast til de øvrige klassiske indiske filosofisystemer, som stort set alle betragter det fysiske legeme ud fra en asketisk og restriktiv synsvinkel, som har ført til, at seksuel afholdenhed (cølibat) ses som et ideal, der primært er egnet til at fremme udfrielsen fra "livshjulet".

 

Påfaldende beslægtet med Tantras opfattelse er Shakti-filosofien, hvor kulten drejer sig om at opnå enheden mellem Shiva-Shakti, som ikonografisk er udtrykt i en figur hvis ene side er mandlig og den anden side kvindelig. Samme opfattelse genfindes også i Kundalini-yoga, hvor Kundalini-kraften er lokaliseret i centret 'muladhara' i menneskets åndelige legeme i regionen omkring kønsorganerne. Kraften opfattes som en sammenrullet slange af hunkøn, "kundalini", som er koncentreret i regionen omkring kønsorganerne. Gennem meditation drejer det sig derfor om at vække og få 'slangekraften' til at bevæge sig op gennem rygsøjlens seks andre nervecentre, chakras, for at lade den forene sig med det mandlige center, Sahasrara: "den tusindbladede lotus", som er lokaliseret i det område af hjernen, der i anatomien og fysiologien betegnes 'glandula pinealis': koglekirtlen. Mødet mellem de to chakras, det kvindelige og det mandlige, opleves som bevidsthedsudvidelse og frigørelse.

 

Der er dog et videre sigte med forestillingen om Kundalini-kraften, end ovenfor skitseret, idet den repræsenterer den guddommelige urkraft, som skaber, opretholder og nedbryder universet. Kundalini-kraften rummer således både skabelsens mysterium og vejen til frigørelse, og har som sådan en dobbeltfunktion. Når kraften stiger nedad, bliver den årsag til skabelse og et samtidigt engagement med de fysiske kræfter og materier, og når den stiger opad bliver den årsag til frigørelse fra de nævnte fysiske kræfter og materier. Kundalini-kraften rummer derfor begge disse muligheder: Trældom og frigørelse, hvilket er i principiel overensstemmelse med Martinus' analyser vedrørende "det seksuelle polprincip" og "polforvandlingen".

 

Forhåbentlig kan læseren på grundlag af, hvad der sporadisk er blevet fremført i flere af mine artikler om H.C.Andersen og hans livs- og verdensanskuelse, allerede her ane konturerne af de relativt store lighedspunkter, der er mellem de netop skitserede forestillinger om seksualitet på den ene side og Martinus' analyser over "det seksuelle polprincip" og "polforvandlingen" på den anden side. Men dette vil forhåbentlig i endnu højere grad komme til at stå lysende klart i den følgende skildring af Martinus' omfattende og såkaldte kosmiske analyser omkring begrebet og fænomenet seksualisme.

 

I sine kosmiske analyser af "det seksuelle polprincip", tager Martinus endnu engang udgangspunkt i det grundlæggende kosmiske faktum, at alle levende væsener i lighed med Guddommen hver især er konstitueret som et treenigt princip. Men ikke nok med det, de levende væsener er også 'skabt i Guds billede og ligner 'ham'' i henseende til den kosmiske kendsgerning, at alle levende væsener er dobbetkønnede, eller mere præcist og korrekt: dobbeltpolede, idet de hver især udgør en kombination af hankøn og hunkøn. Det forholder sig ifølge Martinus nemlig sådan, at Guddommen selv er den højeste repræsentant for det kosmiske forældreprincip, forstået på den måde, at Gud repræsenterer både det fuldkomne "faderprincip" eller den fuldkomne "maskulinisme", og samtidigt det fuldkomne "moderprincip" eller den fuldkomne "feminisme". Hvert eneste levende væsen repræsenterer med andre ord begge de to køns karakteristika eller begge de seksuelle 'poler', men på en så speciel måde, at det ikke er umiddelbart gennemskueligt for enhver.

 

Eros, urbegæret og "den højeste ild"

Martinus har givet femte bind af sit hovedværk, "Livets Bog", undertitlen "Den højeste ild", et begreb, han forenklet sagt definerer som en urdrift mod behagsoplevelser af enhver art. Denne definition kan minde om Sokrates' omtrent tilsvarende definition af begrebet "Eros", nemlig som den evigt stræbende, aldrig stillestående længsel, higen og trang efter at nå det fuldkomne skønne, sande og gode, som er identiske udtryk for det højeste behag. Eros er den drivende kraft i al skabende og fødende virksomhed og dermed i al kunst, videnskab, religion, politik, industri, håndværk, humanitær indsats etc. etc., og simpelthen i al stræben og udvikling trin for trin mod nye højder i fuldkommenhed. (Note 1)

 

Som vi vil erindre os, kommer Jeget og dets urbegær ind som første hovedfaktor i det treenige princip. Urbegæret definerer Martinus som et neutralt og unuanceret begær efter oplevelse, slet og ret. Men 'oplevelse' er et fænomen, der må skabes, i den forstand, at Jeget udfordres i sin egenskab af 'skaber' til, gennem en kombineret udadrettet og indadrettet aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi (manifestation) og modtagelse af energi (sansning), at tilvejebringe den begærede oplevelse. Livsoplevelse bliver i en vis forstand derfor Jegets hovedformål og ledemotiv.

 

Gennem afsendelse af energi, altså gennem manifestative tiltag, bl.a. i form af handlinger, påvirker Jeget sine omgivelser i en eller anden retning, og gennem modtagelse af energi via sanseapparaturet modtager Jeget visse indtryk, herunder indtryk af de virkninger, det selv er årsag til, jævnfør med loven for aktion og reaktion, i dette tilfælde underforstået skæbne- eller karmaloven. Denne definerer Martinus kort og godt som oplevelsen af følgerne, virkningerne og eftervirkningerne til de årsager, det levende væsen selv i første instans har udløst gennem sin væremåde og sine handlinger.

 

Dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi er i denne sammenhæng udtryk for et samvirke mellem Jeget og dets urbegær på den ene side, og et af de i moderenergien (overbevidstheden) virkende skabeprincipper, nemlig lige præcis "polprincippet", på den anden side. Jegets praktiske afsendelse og modtagelse af energi er derfor udtryk for, at polprincippet virker.

 

I betragtning af den centrale og faktisk altafgørende rolle, som dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi betyder for det levende væsens tilværelse, er det forståeligt, at Martinus fremhæver netop det tilgrundliggende polprincip som det "overordnede" af samtlige kosmiske skabeprincipper, der jo altid i en eller anden grad er involveret i en hvilken som helst form for 'skabelse' og livsoplevelse. Han betegner det tilmed som dét "skabelsens rat", hvormed "det guddommelige skabeprincip (Gud som skaber) dirigerer og 'styrer' verdensaltet og sit vældige kosmiske evolutionsprojekt. (Note 2)

 

Her skal i øvrigt indskydes en vigtig pointe i forbindelse med begreberne ’skabelse’ og ’evolution’. Megen unødig diskussion kunne undgås, såfremt man gjorde sig klart, at det er en misforståelse, når begrebet og fænomenet ’skabelse’ betragtes som noget, der én gang for alle har fundet sted og at følgelig al såkaldt videre udvikling dermed er udelukket eller overflødiggjort. Denne opfattelse er udtryk for en tolkning af f.eks. den bibelske skabelsesmyte, som ikke har rod i virkeligheden. Forholdet er nemlig det, at Guddommen i henhold til Martinus’ opfattelse af samme, er permanent og uafbrudt aktivt skabende i form af evolutionære processer, det vil sige processer, der udvikler sig fra det enkle og mindre sammensatte til det mere komplekse og sammensatte, nemlig i medfør af sine iboende skabende evner, som er udmøntet i en serie såkaldte evige kosmiske skabeprincipper. Den indvending, at der består et uoverstigeligt modsætningsforhold mellem skabelse og evolution, er derfor komplet grundløs.

 

Kontrastprincippet: behag og ubehag

For at etablere den på basis af urbegæret eftertragtede eller begærede livsoplevelse, aktiverer Jeget i første række polprincippet, der i praksis viser sig som afsendelse og modtagelse af energi. Men for at livsoplevelsen kan få en bestemt retning eller karakter, må Jeget desuden involvere endnu et vigtigt skabeprincip i sine aktiviteter, nemlig kontrastprincippet. Kontrastprincippets funktion, i form af statiske så vel som dynamiske modsætningsforhold, er ganske simpelt en primær forudsætning for, at afsendelse og modtagelse af energi og dermed af manifestation og sansning - og deraf følgende livsoplevelse - overhovedet vil kunne finde sted.

 

Det af Jeget etablerede samspil mellem urbegæret og kontrastprincippet, giver sig i praksis udtryk i sult- og mættelsestilstandes opståen og indbyrdes vekselvirkning, idet de til stadighed afløser hinanden. Da sulttilstande normalt opleves som en form for ubehag og mættelsestilstande normalt som en form for behag, kan vi hermed konstatere at der i og med begreberne behag og ubehag optræder endnu et stort og grundlæggende generalprincip i Jegets tilværelse. Dette forhold beror grundlæggende på, at Jeget er i stand til at skelne mellem forskellige sansedata, frem for alt mellem sult og mættelse, og på, at det foretrækker behag frem for ubehag. Denne omstændighed bevirker principielt, at Jeget til enhver tid er motiveret for og ønsker sine sulttilstande afløst af mættelsestilstande.

 

Den kendsgerning, at også mættelsestilstande på et tidspunkt - jævnfør f.eks. med overmættelse - virker utilfredsstillende og derfor som en form for ubehag, rokker ikke ved det principielle i situationen: Jeget iværksætter på foranledning af urbegæret bevidst den aktivitet, der skal afløse sulttilstanden, hvorimod det på et tidspunkt utilfredsstillende ved mættelsestilstanden er en automatisk følge af især kontrastprincippets indvirken. (Note 3)

 

Før vi går videre med denne på sin vis måske lidt vel 'tekniske' udredning af de faktorer og kræfter, der ligger bag det levende væsens (Jegets) evne til at skabe den eftertragtede livsoplevelse, og dermed bl.a. også bag seksualitet, ville det måske være en god idé at give læseren et koncentreret overblik over, hvad der inden for rammerne af Martinus' kosmologi i grunden skal forstås ved begrebet et levende væsen. Dette gøres formentlig bedst og nemmest ved at gengive et diagram, som på grundlag af nogle af Martinus' grafiske symboler er udarbejdet af Per Bruus-Jensen til brug for dennes enestående kursus: "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bind 1-4.

 

 

Diagram over det levende væsens kosmiske grundstruktur, sådan som denne defineres og opfattes inden for Martinus' kosmologi. Som det ses er trekanten inddelt i tre vandrette felter og i seks lodrette felter. Det øverste felt symboliserer ego'et, som er en fremtrædelsesform for universaljeget, som alle levende væsener er fælles om. Det mellemste felt med tallet 7, symboliserer overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ). Tallet 7 refererer til den syvende kosmiske grundenergi: moderenergien. Det nederste felt, som er opdelt i seks lodrette felter, symboliserer underbevidstheden eller underbevidsthedszonen (UBZ). Tallene 1-6 refererer til de seks kosmiske grundenergier eller grundenergilegemer. Læseren bedes her erindre sig, at begrebet 'underbevidstheden' skal forstås som bevidstheden 'under' overbevidstheden, dvs. som en instans, der i funktionel henseende er underlagt de kræfter, som virker i overbevidstheden.(Diagrammet findes i bogen "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 307, og gengives her med velvillig tilladelse fra forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen. (Se endvidere diagrammet nedenfor).

 

 

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur

og C ' til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C ' = det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C = det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C ' = det totale bevidsthedsapparatur eller det totale udtryk for princippet "organismen"

4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C = "psyken" eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C ' = den komplette underbevidsthedszone (UBZ) alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C ' må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.

 

Diagrammet med tekst findes i bogen "X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi" , bd. 1, side 424, og gengives her med velvillig tilladelse af forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen.

 

”Det psyko-sympatiske anlæg”

Martinus har i sit livsværk gjort meget ud af at redegøre for, at det levende væsens evne til at skelne mellem behag og ubehag, har sit kosmiske grundlag i samspillet mellem urbegæret på den ene side og kontrastprincippet i dets egenskab af sult- og mættelsesprincip på den anden side. Jegets evne til at kende forskel på behag og ubehag er ifølge Martinus af fundamental betydning for eksistensen af værdibegreber og værdisystemer i tilværelsen.

 

Det er netop på samvirket mellem urbegæret og kontrastprincippet, subsidiært sult- og mættelsesprincippet, og Jegets evne til at skelne mellem behag og ubehag, at det vældige organiske system hviler, som Martinus kalder for det levende væsens psyko-sympatiske anlæg. På dette anlæg beror i virkeligheden Jegets evne til at skelne mellem behag og ubehag under enhver forekommende form, lige fra de mindste og til de største og mest forskelligartede styrkegrader af ekstatisk vellyst til ulidelig smerte og pine. (Note 4)

 

Dette organiske anlæg eller system er ifølge Martinus opbygget af materiale fra samtlige de sult- og mættelsestilstande, som Jeget gennem sin evige fortid har gennemlevet og erfaret. Dette materiale er repræsenteret ved summen af guldkopier og disses koblinger i overbevidsthedsregionen, samt af de sjælelige organer eller legemer, først og fremmest følelseslegemet, i underbevidsthedsregionen. Det er dette organiske anlæg eller system, der ligger til grund for fænomenet seksualisme og dermed for begrebet den højeste ild, hvorved som tidligere nævnt, Martinus forstår behaget som mulighed samt driften mod oplevelse af behag i praksis.

 

Det er på denne baggrund, at Martinus uden forbehold har kunnet fastslå, at overhovedet alt, hvad der sker i verdensaltet inden for skabelsens og det skabtes område, dybest set er udtryk for seksualisme. Det repræsenterer nemlig alt sammen det principielle ved kønsakten, der dybest set er motiveret af længslen efter behag, og som former sig som afsendelse og modtagelse af energi. Og det vedrører ikke det principielle i sagen, at bestræbelserne ofte resulterer i alt andet end behag eller vellyst, men det er en helt anden historie, som vi senere skal se på. Tilbage bliver, at den højeste ild, altså driften mod behag, er en central og permanent motivationsfaktor i Jegets evige tilværelse. (Note 5)

 

Afsendelse og modtagelse af energi

Idet vi på baggrund af, hvad der er oplyst ovenfor, kan konstatere at seksualismens kosmiske hovedtema er afsendelse og modtagelse af energi, skal vi i det følgende se på, hvordan polprincippet ligger til grund for opbygningen af Jegets organiske struktur, altså den struktur, som Jeget betjener sig af for at kunne iværksætte både afsendelse af energi eller manifestation og modtagelse af energi eller sansning. Det sker primært i kraft af, at hvert af den sjælelige strukturs eller underbevidsthedens åndelige legemer gennem dertil særligt indrettede organer er i stand til at præstere både manifestation og sansning i tilknytning til den grundenergi, som de hver især er omsætningsredskab for. Tyngde- og følelseslegemerne udgør dog her en undtagelse, idet førstnævnte legeme i overvejende grad fungerer som manifestationslegeme, og dermed som redskab for afsendelse af energi, medens sidstnævnte i overvejende grad er et sanselegeme og dermed fungerer som redskab for modtagelse af energi.

 

Det forhold, at de åndelige legemer hver for sig er indrettet som redskaber til at kunne befordre manifestation og sansning på hver sit særlige grundenergiområde, gælder i princippet også for det fysiske legeme. Men da den fysiske organisme er en fysisk forlængelse af den samlede sjælelige struktur (jf. med diagrammet ovenfor), er den derfor indrettet som redskab til at kunne befordre manifestation og sansning på samtlige grundenergiområder.

 

Den sjælelige strukturs dobbeltsystem

De åndelige legemers evne til at kunne befordre både manifestation og sansning, beror som nævnt på de særligt indrettede lokalorganer, som de hver især er opbygget af. På principielt samme måde som tilfældet er for det fysiske legeme, hvor øjne, ører, næse, tunge og det sensoriske nervesystem er lokalorganer for sansning, medens knogler, muskler, sener og det motoriske nervesystem primært er lokalorganer for manifestation.

 

For hvert af de åndelige legemers vedkommende, danner de mange lokalorganer et særligt dobbeltsystem, idet hvert legeme i medfør af sin dobbeltfunktion som redskab for både manifestation og sansning, har karakter af et dobbeltlegeme. Men da den sjælelige strukturs seks åndelige legemer i virkeligheden udgør en organisk enhed, betyder det at den sjælelige struktur som helhed også udgør et dobbeltsystem.

 

Den sjælelige strukturs dobbeltsystem viser sig da ved, at den del af systemet, der fungerer som redskab for manifestation, er organisk knyttet til tyngdelegemet, medens den del, der fungerer som redskab for sansningen, organisk set er knyttet til følelseslegemet. Tyngde- og følelseslegemet indtager derfor en central plads som grundelementer i den sjælelige strukturs dobbeltsystem.

 

Den sjælelige strukturs organiske dobbeltsystem, der varetager dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi, viser sig netop derigennem at være et udtryk for polprincippet og dermed også som en direkte projektion af dette skabeprincip. I overensstemmelse hermed, har Per Bruus-Jensen for klarhedens skyld døbt den del af dobbeltsystemet, der står for afsendelse af energi og dermed manifestation: det donative system, af latin donare: at give, og den del af dobbeltsystemet, der står for modtagelse af energi eller sansning: det receptive system, af latin recipere: at modtage. (Note 6)

 

 

Den sjælelige struktur foldet ud i et donativt system (I) og et receptivt System (II), hvilket henholdsvis tyngdelegemet (2) og følelseslegemet (3) (skraverede legemer) danner kerneelementer for. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, stik. 4. 17. Gengivet med forfatterens og forlæggerens tilladelse).

 

De åndelige legemer og spiralcentrene

Som tidligere oplyst, er hvert af den sjælelige strukturs (underbevidsthedsområdets) seks åndelige legemer rodfæstet i hver sin grundtalentkerne eller hver sit spiralcenter, som har 'sæde' i overbevidstheden eller det højpsykiske kraftfelt. Der findes derfor i alt seks sådanne grundtalentkerner eller spiralcentre, som i forbindelse med specialorgantalentkerner og erindringstalentkerner og disses indbyrdes koblinger, tilsammen danner eller udgør skæbneelementet. Det er desuden de seks spiralcentre, der er ansvarlige for omsætning af moderenergien til de seks grundenergier. Men i henhold til Martinus forholder det sig sådan, at dobbeltsystemet for afsendelse og modtagelse af energi, det vi i denne sammenhæng nu har lært at kende som henholdsvis det donative og det receptive system, også er rodfæstet i en slags super-overordnede talentkerner i det højpsykiske kraftfelt eller overbevidstheden. Men vel at mærke talentkerner, der i dette tilfælde hovedsageligt består af moderenergi.

 

Det er disse to overordnede talentkerner, der organisk set formidler polprincippet og derved for evigt opdeler og sikrer den totale underbevidsthedsstruktur i et donativt og et receptivt organsystem. Det er i den forstand, at de to overordnede organiske dannelser skal forstås som talentkerner. Nemlig den talentkerne, der formidler viljen til afsendelse af energi, og den talentkerne, der formidler viljen til modtagelse af energi. Som det ses af hele fremstillingen, er disse to over-talentkerner eller overbevidsthedsorganer polære, hvilket i forbindelse med sammenhængen mellem begrebet seksualisme på den ene side og funktionerne afsendelse og modtagelse af energi på den anden side, danner baggrunden for, at Martinus betegner dem som Jegets to seksuelle poler. Disse to seksuelle poler benævner han henholdsvis som den maskuline pol, eller polen for afsendelse af energi, og den feminine pol, eller polen for modtagelse af energi. Betegnelser, som i øvrigt henviser til specielt menneskets erfaring for seksualisme. (Note 7)

 

"Den højeste ild" og orgasmen

Seksualisme vil kort og godt sige dette at dyrke den højeste ild, eller længslen efter behagsoplevelse. Denne længsel har sin rod i Jegets erfaring for behagsoplevelse, specielt den form for erfaring, der eksisterer i form af den mest udprægede og koncentrerede form for behagsoplevelse, der normalt findes, nemlig det seksuelle klimaks eller højdepunktet i den seksuelle tilfredsstillelse, orgasmen.

 

Det seksuelle klimaks er med andre ord en behagsoplevelse, der formentlig næppe findes magen til i det levende væsens tilværelse, hvorfor samme behagsoplevelse derfor også står for individet som noget af det mest attraktive i livet, og noget, som det derfor er parat til at sætte meget - om ikke alt - ind på at opnå.

 

Det hænger ifølge Martinus sammen med det forhold, at det seksuelle klimaks i virkeligheden er udtryk for individets direkte organiske føling eller kontakt med de absolut højeste lag af Guds bevidsthed, hvilket først og fremmest vil sige lag, der er repræsenteret ved den guddommelige verden og salighedsriget. Disse to tilværelsesplaner eller riger er i henhold til Martinus udtryk for de højeste og mest sublime energikombinationer og -vibrationer, der overhovedet forekommer i Guds bevidsthed, og som sådanne identificerer han dem med begrebet den hellige ånd.

 

Det indebærer med andre ord, at idet individet opnår den seksuelle klimaks, gennemstråles det af den hellige ånd, hvilket i virkeligheden vil sige, at det levende væsen da i ånden møder sit guddommelige ophav, den evige Fader-Moder. Men sådan opfatter mennesket i almindelighed jo ikke det seksuelle klimaks, selvom dette stadig står for det som den højeste form for behag, det er i stand til at opnå og opleve. Ja, i bedste fald som en alt overstrålende oplevelse, der normalt fylder individet med glæde og optimisme, og som derved gør livet værd at leve. (Note 8)

 

 

Sammenhængen mellem den sjælelige struktur og de seksuelle poler. Det donative system (I) er rodfæstet i den maskuline pol eller polen for afsendelse af energi (til venstre, mærket M), medens det receptive system er rodfæstet i den feminine pol eller polen for modtagelse af energi (til højre, mærket F). De to poler må betragtes som talentkerner for det donative og det receptive system. (© 1989 Per Bruus-Jensen: "X", bd.4 , stk.4. 19. Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

De to seksuelle poler og polorganer

Det seksuelle klimaks baserer sig ifølge Martinus i virkeligheden på overordentlig komplicerede organiske og funktionelle forudsætninger og forhold. Jeget har nemlig i al evighed reageret på følingen med den højeste ild på den måde, at det i intim tilknytning til de to seksuelle overbevidsthedspoler opretholder et særligt højpsykisk organanlæg, der som en organisk forlængelse af de to førstnævnte, er placeret i det 'højeste' lag af underbevidstheden. Deraf udtrykket højpsykisk.

 

Det nævnte organanlægs tilknytning til de to seksuelle overbevidsthedspoler er baggrunden for, at det er relevant at betegne de pågældende anlæg som pol-organer. Det er netop disse, der, i samvirke med de to poler, under bestemte omstændigheder muliggør det seksuelle klimaks. (Se diagrammet nedenfor)

 

Der består altså en nær sammenhæng mellem de to seksuelle poler og de tilhørende pol-organer, der udgør grundlaget for det seksuelle klimaks. Pol-organerne danner så at sige bro mellem de to seksuelle poler i overbevidstheden og den sjælelige strukturs organiske dobbeltsystem i form af underbevidstheden. Det er i den sammenhæng vigtigt at notere sig, at pol-organernes funktion som 'bro-forbindelse' mellem de to overbevidsthedspoler og den sjælelige struktur, også udgør en uundværlig faktor og forudsætning for opnåelsen af det seksuelle klimaks. Dette kan hverken de to overbevidsthedspoler eller de to pol-organer i sig selv afstedkomme. (Note 9)

 

De primære seksualorganer

Med de to pol-organer som hovedansvarlige for især muligheden af det seksuelle klimaks, er det forhåbentlig ikke vanskeligt at forstå, at disse i virkeligheden udgør det levende væsens egentlige eller primære seksualorganer. Det er jo nemlig for det første disse to pol-organer, der betinger oplevelsen af det attråede seksuelle klimaks, og for det andet bestemmer de helt fundamentalt Jegets sympatiske orientering, nemlig i den forstand, at dette principielt føler sympati for alt, hvad der i den sidste ende kan føre til opnåelsen af det seksuelle klimaks, og antipati mod alt, hvad der kan forhindre eller direkte true dette.

 

 

Sammenhængen mellem de to seksuelle poler og de tilhørende pol-organer, grundlaget for det seksuelle klimaks. Polorganerne er vist som den skraverede cirkelfigur uden om de to seksuelle poler. Det ses, hvordan polorganerne danner bro mellem den sjælelige struktur og de to seksuelle poler. (© 1989 Per Bruus-Jensen: "X", bd. 4, stk. 4. 23. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Denne sympati og antipati giver sig udslag eller udtryk i henholdsvis tiltrækning og frastødning, der jo som udtrykkene umiddelbart siger, henholdsvis betyder at blive eller føle sig tiltrukket af noget, og at blive eller føle sig frastødt af noget. I denne forbindelse vil læseren sikkert erindre sig, at det tidligere er blevet nævnt, at princippet tiltrækning-frastødning har principielle ligheder med elektrostatikkens grundlag og lovmæssigheder. Her skal vi derfor ganske kort skildre, hvori den principielle overensstemmelse med de forhold, der gør sig gældende i forbindelse med køns- eller kærlighedslivet, består.

 

Men som tidligere antydet, er spørgsmålet om tiltrækning og frastødning og i øvrigt også om det seksuelle klimaks ikke så enkelt og ligetil en sag, som det måske umiddelbart kunne lyde til at være. Det hænger ifølge Martinus sammen med den omstændighed, at der består en særlig relation mellem de to overbevidsthedspoler og de to seksuelle polorganer eller psyko-sympatiske anlæg. De sidstnævnte har nemlig ikke karakter af et maskulint polorgan, der er knyttet til den maskuline pol, og et feminint polorgan, der er knyttet til den feminine pol. Forholdet er i virkeligheden betydeligt mere kompliceret og - det tør nok siges - raffineret. (Note 10)

 

Det seksuelle klimaks eller orgasmen

Vedrørende selve det seksuelle klimaks, beror dette psykisk set på et særligt samspil mellem de to polorganer, idet de behagsfornemmelser, som Jeget modtager gennem det ene polorgan, ved hjælp af det andet polorgan bliver i stand til at stille bevidstheden ind på en ganske bestemt mental tilstand eller 'bølgelængde' (vibrationshastighed). Denne tilstand eller 'bølgelængde' forplanter sig via den sjælelige struktur til det andet polorgan, således at et slags kredsløb etableres mellem de to polorganer, hvorved behagsfornemmelserne, Jeget oplever og fokuserer på, i stigende grad forstærkes, for på et tidspunkt at antage karakteren af klimaksoplevelse.

 

Martinus' pointe er her, at klimaksoplevelsen bliver muliggjort af, at det polorgan, der fungerer som modtager af behagsfornemmelserne, gennem det til lejligheden etablerede kredsløbs-samspil med det 'assisterende' polorgan, er blevet bragt til at svinge eller vibrere i takt med de tidligere nævnte højeste energikombinationer i Guds bevidsthed.

 

 

Polorganerne i deres fremtræden som antenne og kondensator for hinanden i forbindelse med etableringen af seksuelt klimaks. Her tænkes det feminine polorgan i rollen som antenne (mærket A), medens det maskuline polorgan fungerer som kondensator (mærket K). Deres indbyrdes virksomhed med karakter af et kredsløb via den sjælelige struktur er vist ved korresponderende pile. (© 1989 Per Bruus-Jensen: "X", bd. 4, stk. 4. 26.- Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

I praksis opnås den seksuelle klimaks principielt på den måde, at Jeget på given foranledning modtager almindelige behagsfornemmelser via de ydre sanseoplevelser, som 'opfanges' af den sjælelige strukturs følelseslegeme, og derigennem af det polorgan som ved den lejlighed fungerer som modtager, og som da er tilknyttet den sjælelige strukturs følelseslegeme (det receptive system). Denne situation aktiverer automatisk det andet polorgans medvirken i processen, hvilket fører til en stimulering og forstærkning af behagsfornemmelserne, i praksis den fysiske så vel som psykiske pirringsvirksomhed.

 

Under forudsætning af, at Jeget fastholder og øger denne pirringsvirksomhed og koncentrationen omkring den længe nok, bringes svingnings-spændingstilstanden i modtager-polorganet efterhånden mere og mere på bølgelængde med de svingnings- og spændingstilstande, der gør sig gældende i de højeste lag af den guddommelige bevidsthed. I den givne situation begynder Jegets føling med disse bevidsthedslag almindeligvis som momentane, kortvarige kontakter med disse lag, der yderligere ansporer det assisterende polorgan til forstærket medvirken, hvorved modtager-polorganet bringes i en svingnings- og spændingstilstand, der af Jeget opleves som en følelsesmæssigt så koncentreret tilstand eller ekstase, at denne i heldigt fald til sidst fører til et uovertruffent klimaks. (Note 11)

 

Det er dette klimaks, som i bedste fald har karakter af en behags- eller salighedsoplevelse, der overgår alt andet, det levende væsen, subsidiært mennesket, er i stand til at tilvejebringe og opleve. At mennesket i almindelighed derimod ikke oplever dette kortere eller længere varende klimaks i dets kosmiske natur, nemlig som det eller de guddommelige øjeblikke, hvor det gennemstråles af den hellige ånds energier og kræfter, hænger ifølge Martinus sammen med menneskets aktuelle udviklingssituation.

 

Denne situation er bestemt af, at mennesket for tiden befinder sig på et trin i den kosmiske udviklingsproces, hvor det foreløbigt kun kender den form for seksuelt klimaks, som kan opnås gennem den ene af de to principielle 'adgangsveje', der kan føre til dette, nemlig den form for klimaks, der kan opnås uafhængigt af dagsbevidst intuitionsvirksomhed.

 

Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege, at de to polorganer gensidigt er i stand til at kunne fungere som modtager og 'assistent' for hinanden. Men da de to polorganer ikke fungerer på samme måde, bevirker dette at det principielt er muligt at etablere to forskellige former for seksuelt klimaks, beroende på hvilket af de to polorganer, der i det givne tilfælde spiller 'hovedrollen' som modtager af behagsfornemmelserne.

 

Polorganernes funktioner

De to underbevidstheds-polorganers praktiske betydning ligger i, at de hver især er udpræget sensitive over for behags- og ubehagsfornemmelser, som de til dels selv muliggør. Desuden fungerer de på foranledning af diverse behagsfornemmelser som en slags 'batterier' for opladning og afstemning af en spændingstilstand, som i givet fald bringer dem på bølgelængde med dé særlige, guddommelige energier, der udgør en væsentlig del af grundlaget for oplevelsen af den seksuelle klimaks eller ekstase.

 

Den afgørende forskel mellem de to polorganers respektive funktionsmåde ligger i, at det ikke er de samme behagsmomenter, de er følsomme over for. Det ene polorgan er nemlig kun påvirkeligt af behagsfornemmelser, der formidles via sansning fra neden, dvs. behags-fornemmelser, der hidrører fra stofside-momenter, herunder emotionelle momenter. Omvendt er det andet polorgan udelukkende påvirkeligt af behagsfornemmelser, der formidles via sansning fra oven, dvs. behagsmomenter, der hidrører fra åndelige momenter eller livssidedata. (Se nedenfor).

 

De to polorganers særpræg medfører primært, at de er forbundet med hver sit specielle område af den sjælelige strukturs to organiske storområder, som vi tidligere har lært at kende henholdsvis under betegnelserne det receptive system, som særlig formidler sansning, og det donative system, der særlig formidler manifestation. Men begrebet sansning omfatter som allerede antydet to principielle sansemetoder eller måder, hvorpå sansning kan finde sted. Disse to sansemåder kalder Martinus henholdsvis for "sansningen fra neden" og "sansningen fra oven".

 

"Sansningen fra neden"

Ved begrebet sansningen fra neden, som især befordres af den sjælelige strukturs følelseslegeme, forstår Martinus den form for sansning, der hidrører fra livsoplevelsens 'ydre', fysiske side, den såkaldte stof-side, - han kalder den også for sansningen på tværs af materien, dvs. en rum-tid-dimensionel sansning (herom senere) - og som sansnings- eller oplevelsesmæssigt resulterer i komplekset af emotioner og sansekvaliteter (følelser, fornemmelser, farver, lyde, dufte, m.v.). Det er altså med andre ord den sansemetode, som er beroende på det eksterne sanseapparatur, et begreb, der bl.a. omfatter de ydre, fysiske sanseorganer: øjne, ører, næse osv. Vi skal imidlertid senere vende tilbage til og se nærmere på, at begrebet det eksterne sanseapparatur dækker over betydeligt andet og mere, end de fysiske sanser. (Note 12)

 

"Sansningen fra oven"

Ved begrebet sansningen fra oven, som især befordres af den sjælelige strukturs intuitionslegeme, intelligenslegeme og hukommelseslegeme, forstår Martinus den form for sansning, der hidrører fra livsoplevelsens 'indre', åndelige eller parafysiske side, den såkaldte livsside, - han kalder den også for sansningen på langs af materien, dvs. en ikke-rum-tid dimensionel sansning (herom senere) - og som sansnings- eller oplevelsesmæssigt resulterer i Jegets forståelse af det, stofsiden med sine diverse sansedata åndeligt set 'betyder', dvs. dens mening, værdi eller betydning.

 

Det er ikke mindst i denne forbindelse, at Jegets erindringskartotek optræder med dets indhold af individets samlede sum af erfaringer fra indeværende spiralafsnit, i form af erindringstalentkerner i overbevidsthedsområdet (skæbneelementet). Vi skal dog ikke gå dybere ind på sansningens problematik her, men blot nævne, at der findes to hovedformer for sansning fra oven, nemlig én form, hvor denne sansning foregår uden intuitionsenergiens medvirken, og én form, hvor den foregår med denne grundenergis specielle medvirken. Det er særlig i forbindelse med den sidstnævnte form for sansning fra oven, at begreber som evighed, guldkopier og visdomsocean er relevante og kommer ind i sammenhængen. (Note 13)

 

Imidlertid er hovedpointen i sammenhængen, at de to sæt polorgan-kombinationer danner grundlag for hver sin form for seksualisme, hvoraf som nævnt kun den emotionelt betonede seksualisme er kendt af mennesket. Derimod er samme menneske i almindelighed fortsat ubekendt med den intellektuelt betonede seksualisme. Den førstnævnte befinder sig i et afhængighedsforhold til dén sansestruktur, der især er ansvarlig for den fænomenologiske livsoplevelse samt følelseslivet. Det skal fremhæves, at ifølge Martinus er overhovedet al livsoplevelse fænomenologisk og dermed i en vis forstand illusionistisk (herom senere). Den sidstnævnte form for seksualisme befinder sig derimod i et afhængighedsforhold til den sansestruktur, på hvilket det intellektuelle liv er beroende.

 

Det emotionelle og det intellektuelle polorgan

Disse to forskellige afhængighedsforhold mellem polorganerne og sansestrukturerne indbyrdes, udgør baggrunden for at Martinus har givet de to polorganer henholdsvis tilnavnet den emotionelle pol, som altså er ansvarlig for den emotionelle seksualisme, og den intellektuelle pol, der svarer for den intellektuelle form for seksualisme. Det er lige præcis dette sæt polorganer, der henvises til, når talen er om begrebet det psyko-sympatiske anlæg.

 

Desuden er det netop med indførelsen af de to nævnte kosmiske begreber i fremstillingen, dvs. det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, at vi er kommet i berøring med nogle af de måske allervigtigste faktorer og samtidig et af de mest betydningsfulde emner i Martinus' Kosmologi. Det vil formentlig uden videre fremgå af den følgende beskrivelse af de to ovennævnte polorganers specielle relationer til de to overbevidsthedspoler. (Note 14)

 

Det indbyrdes forhold mellem de to overbevidsthedspoler, den maskuline pol og den feminine pol, og de to underbevidstheds-polorganer, det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, er nemlig helt specielt og lader sig ikke umiddelbart udlede af selve begreberne. For at kunne forstå det i øvrigt periodisk skiftende tilknytningsforhold mellem de to poler og polorganer, er det nødvendigt at inddrage en ny og afgørende faktor og et nyt og omfattende begreb i fremstillingen.

 

Dette begreb og denne faktor kalder Martinus for "det seksuelle dobbeltkredsløb", og herved forstår han et kredsløb, inden for hvilket alle det seksuelle temas principielle muligheder kommer til udfoldelse og bliver ligeligt oplevet af individet. Der er endvidere det helt specielle ved dette dobbeltkredsløb, at det er udtryk for et af de store og afgørende træk ved livets kosmiske grundplan, som han også kalder for "den evige verdensplan". (Note 15)

 

Kommentar: Et kosmisk fænomen som ”det seksuelle dobbeltkredsløb” har naturligvis ingen gyldighed set i ét-livs-hypotesens perspektiv. Men indenfor rammerne af Martinus' kosmologi, er det logisk, at et sådan dobbeltkredsløb må forekomme, for at den fuldstændige ligestilling og retfærdighed i de levende væseners tilværelse kan finde sted. Men en væsentlig pointe i ét-livs-hypotesen er jo netop, at den fuldstændige ligestilling og retfærdighed i de levende væseners tilværelse efter en hel del at dømme faktisk ikke finder sted.

 

Relationen mellem de to poler og de to polorganer

Som nævnt eksisterer der ikke noget fast eller permanent tilhørsforhold mellem de to poler og de to polorganer, idet de ifølge Martinus forholder sig til hinanden på en måde, der fører til dannelsen af netop det seksuelle dobbeltkredsløb. Hvordan det går til i praksis, skal jeg i det følgende kapitel søge at redegøre for så enkelt og klart, som det er mig muligt. Men jeg vil dog her benytte lejligheden til endnu engang at henvise den specielt interesserede læser til selve kilden til denne fabelagtige og storslåede beskrivelse af det seksuelle kosmiske 'drama', nemlig Martinus' egne værker, eventuelt suppleret med Per Bruus-Jensens bidrag i form af en supplerende systematisk fremstilling af samme emne. (Note 16)

 

Som tidligere nævnt afhænger det seksuelle klimaks af begge polorganers og deres respektive sansestrukturers medvirken, men der består samtidigt den mulighed, at et seksuelt klimaks kan etableres og opleves så vel gennem det ene som det andet polorgan, hvilket giver anledning og adgang til to former for seksuel ekstase. Den ene mulighed giver det emotionelle polorgan adgang til, og den anden mulighed er det intellektuelle polorgan ansvarlig for.

 

Indtil videre er det dog kun muligt for mennesket i almindelighed at etablere og opleve det seksuelle klimaks via det emotionelle polorgan, hvorimod det i henhold til Martinus forholder sig sådan, at menneskets mulighed for at kunne benytte sig af det intellektuelle polorgan til at opnå seksuelt klimaks, vil komme inden for rækkevidde i løbet af en overskuelig fremtid. Det hænger især sammen med den igangværende, specielle humane udvikling, Martinus betegner som polforvandlingen, som indgår i det seksuelle dobbeltkredsløb, og som vi snart skal gøre os bekendt med.

 

Imidlertid har et fænomen som ”talentkerner” været nævnt så ofte, især i dette afsnit, at nogle læsere måske kunne føle behov for at få forklaret, hvad der mere præcist skal og kan forstås ved begrebet. Derfor skal vi i det følgende afsnit beskæftige os med ”talentkerneprincippet”, før vi går videre med udredningen af de uhyre interessante og – det må tilstås – komplicerede og derfor vanskeligt forståelige analyser omkring seksualisme. Via hjemmesidemenuen har læseren hele tiden mulighed for at veksle mellem og vende tilbage til de forskellige afsnit, som måske i særlig grad gør krav på interesse og opmærksomhed. (Citat slut)

 

Kommentar: Her skal skyndsomts indføjes, at talentkernerne er blevet grundigt omtalt tidligere ovenfor, hvorfor der ikke vil være grund til at gentage emnet her. Derimod vil der være god grund til endnu engang at konstatere og påpege, at efter min opfattelse strider ét-livs-hypotesen ikke imod det væsentlige og principielle i Martinus' (og Per Bruus-Jensens) geniale skildring af ”det seksuelle polprincip”. Derfor vil vi roligt kunne fortsætte denne lange odyssé med at omtale det nok så vigtige emne i Martinus' kosmologi, som han selv betegner som ”den seksuelle polforvandling”. 

 

Det skal i øvrigt allerede her på forhånd indskydes og fremhæves, at selv om Martinus' skildring af ”den seksuelle polforvandling” forudsætter og er betinget af den proces, han betegner som ”den kosmiske indvikling og udvikling”, en proces, der ifølge hans kosmologi principielt gentager sig igen og igen i al evighed, vil vil jeg mene, at det principielle og væsentlige i ”den seksuelle polforvandling” også er gyldigt set i ét-livs-hypotesens betydeligt mindre perspektiv. Den nævnte forvandling kan udmærket tænkes at forekomme genetisk fra individ til individ og fra slægt til slægt.

 

Men det må indrømmes, at dette mindre perspektiv  jo ikke har plads til at rumme de store kosmiske visioner, som Martinus har set for sig og brugt et langt liv til at skrive og fortælle om. Alligevel vover jeg at fastholde ét-livs-hypotesen”, som i stedet tolker Martinus' visioner, analyser og facitter i et sekulært historisk perspektiv. Det sker i form af menneskehedens fysiske, samfundsmæssige og kulturelle og dermed også psykologiske historie fra slægt til slægt og fra kulturperiode til kulturperiode.   

 

Inden vi fortsætter med en nærmere redegørelse for, hvad den seksuelle polforvandling betyder for både det enkelte menneske og for menneskeheden, skal her fortælles om et nok så vigtigt emne i relation til den netop nævnte polforvandling:

 

De to polers og polorganers indbyrdes relationer

Det kan indledningsvis fastslås, at det ifølge Martinus er en ufravigelig kosmisk grundregel, at det emotionelle polorgan med tilhørende sansestruktur hos hankønsvæsener altid er knyttet til den maskuline pol. Da den sidstnævnte er sæde for det levende væsens udadrettede aktivitet og dermed for dets afsendelse af energi (manifestation), er vi hermed stillet over for en donativ seksualtype.

 

For hunkønsvæseners vedkommende forholder det sig lige modsat, idet det emotionelle polorgan i disses tilfælde altid vil være forbundet med den feminine pol. Da denne jo er sæde for det levende væsens indadrettede aktivitet og dermed for dets modtagelse af energi (sansning), er der derfor tale om en receptiv seksualtype.

 

  

 

Hankønsvæsenets totale polkombination: 1) det emotionelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod 'Em' i feltet på figuren til venstre) plus apparatet for sansning fra neden er forbundet med den maskuline pol (mærket 'M'), der er maksimalt udviklet; 2) det intellektuelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod 'Int' i feltet på figuren til venstre) plus apparatet for sansning fra oven er forbundet med den feminine pol, der er mere eller mindre latent.

 

Hunkønsvæsenets totale polkombination: 1) det emotionelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod 'Em' i feltet på figuren til højre) plus apparatet for sansning fra neden er forbundet med den feminine pol (mærket 'F'), der er maksimalt udviklet; 2) det intellektuelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod 'Int' i feltet på figuren til højre) plus apparatet for sansning fra oven er forbundet med den maskuline pol, der er mere eller mindre latent.

(Diagrammer og tekst er med mindre tilføjelser til sidstnævnte gengivet fra © 1989 PB-J: "X", bd. 4., stk. 4. 43.)

 

Personlig vil jeg indskyde, at det selvfølgelig kræver en god portion fantasi at 'omsætte' diagrammer, som de ovenfor viste, til faktisk virkelighed. Men selv om forholdet mellem poler og polorganer er et subtilt emne, er det dog vigtigt, at man efter bedste evne gør sig klart, hvad sagen drejer sig om.

 

Idet den maskuline pols kosmiske tendens er udadrettet i form af afsendelse af energi = manifestation = donativ, og den feminine pols er indadrettet = modtagelse af energi = sansning = receptiv, kan det følgelig konstateres, at det er indflydelsen fra de to overbevidsthedspoler, der fører til dannelsen af to forskellige seksualtyper eller køn.

 

Dette lovbundne forhold vedrørende den emotionelle seksualisme, er de to polorganer til enhver tid undergivet. Men i og med kendskabet til den emotionelle seksualismes organiske grundlag, er det forhåbentlig muligt at forstå, hvorfor hankønnets forhold til hunkønnet i reglen er kendetegnet ved relativt større fysisk styrke og muskelkraft og ved aggressiv tilbøjelighed til at ville underlægge sig den 'ydre' verden, for dermed at kunne herske og regere. Dette forhold hænger for hankønnets vedkommende sammen med dén organiske omstændighed, at den maskuline pol især samvirker med den sjælelige strukturs tyngde- legeme, som jo bl.a. netop er kendetegnet ved tyngdeenergiens dynamiske og udadfarende kraft. Omvendt er hunkønnet præget af relativt mindre fysisk styrke og muskelkraft, og dets forhold til hankønnet er i reglen kendetegnet ved tilbøjelighed til og stort talent - i mange tilfælde 'snilde' - for at 'underordne' sig hankønnet (manden) og appellere om hans beskyttelse og tryghed i videre forstand.

 

Disse særpræg hænger for hunkønnets vedkommende sammen med det forhold, at den feminine pol organisk især samvirker med den sjælelige strukturs følelseslegeme, der jo ved sit tilknytningsforhold til følelsesenergiens 'passive', 'sammentrækkende' og indadrettede kraft netop bibringes sine særlige karakteristika. (Note 1)

 

Kønsrollerne

De to kønspræg, hankøn og hunkøn, og disses forhold til eget køn og modkønnet, er altså i henhold til Martinus ikke en rollefordeling eller et 'rollespil', som mere eller mindre er påtvunget eller påført de levende væsener i form af henholdsvis hankøn og hunkøn eller mand og kvinde, sådan som det i nyere tid er blevet hævdet af kulturradikale og rabiate politiske filosofier. Kønsprægene er ifølge Martinus grundlæggende naturgivne, men i en noget anden forstand end nutidige, rabiate kønsrolle-debattører almindeligvis forestiller sig.

 

Det skal dog medgives kritikerne af den 'naturgivne årsagssammenhæng' mellem kønnene, at det kun er med forbehold, at de ovennævnte kønspræg og karakteristika for henholdsvis hankøn og hunkøn er gældende. Dels gives der undtagelser i naturen, hvor det f.eks. i insekternes verden i nogle tilfælde er hunnen, der er det stærke køn og hankønnet det modsatte.

 

Således gives der bl.a. hos bierne særlige forhold, som er bestemmende for kønnet, men som ikke har lighed med de almindeligt kendte relationer mellem kønnene. Inden for pattedyrenes verden ser man også forskellige undtagelser, som f.eks. hos løverne og lignende rovdyr, hvor det især er hunnerne, der jager og sørger for afkommets opdragelse og beskyttelse. Men i brunsttiden og i parringssammenhæng, er det hannerne, der er de aggressive og aktive, medens hunnerne normalt er 'passive' og i bogstaveligste forstand underlægger sig det stærke køn.

 

I menneskets verden finder man også afvigelser fra det normale eller almindelige kønsrollemønster, idet der hos visse natur- og stammefolk har hersket såkaldt matriarkat (kvindestyre). Dette er dog efter alt at dømme snarere en sjælden undtagelse, end det er nogen regel, og hænger formodentlig sammen med helt specielle forhold, som f.eks. underskud af mænd. På samme måde med flerkoneri, som delvis er socialt og kulturelt betinget, men som oprindeligt måske kan være forårsaget af overskud af kvinder.

 

Endelig er der den form for afvigelse fra det normale forhold mellem de to køn, som kaldes homoseksualitet eller bøsser og lesbiske. Der forekommer desuden en række andre seksuelle afvigelser fra normen, som f.eks. pædofili, sadomasochisme, sodomi, fetichisme, nekrofili m.m., som psykologien og psykiatrien almindeligvis mener skyldes uheldige årsager i barndommen, men som biologien snarere mener skyldes genetiske forstyrrelser, og nogle hjerneforskere tilskriver specielle forhold i hjernen.

 

Martinus giver imidlertid en noget anden og på sin vis dybere årsagsforklaring på homoseksualitet så vel som på de øvrige seksuelle afvigelser fra normen, end både psykologien, psykiatrien, biologien og hjerneforskningen, hvilket vi skal se på senere.

 

Til trods for de nævnte afvigelser fra det normale kønspræg og normal seksuel orientering og praksis, er der dog ikke noget som tyder på, at Martinus' analyser af det seksuelle polprincip med de to poler og polorganer, og af den emotionelle seksualisme med hvad deraf videre følger, ikke skulle være gyldige. Eller i det mindste er jeg ikke blevet orienteret om det, hvis det skulle være tilfældet. Det er med andre ord indtil videre min overbevisning, at de kosmiske analyser i alt væsentligt er gyldige, også på dette vigtige emneområde. Derfor vil vi nu gå videre i denne fremstilling af Martinus' analyser over den emotionelle seksualisme og dens i det hele taget vidtrækkende konsekvenser. (Note 2)

 

Den emotionelle seksualismes klimaks

Selvom de to polorganer, som tidligere nævnt, kan betegnes som det levende væsens primære kønsorganer, er de i henhold til Martinus dog ikke i sig selv i stand til at fremkalde seksuelt klimaks. Derfor er de uløseligt tilknyttet det egentlige sanseapparat i form af den sjælelige struktur, som dels kan præstere sansning fra neden og dels sansning fra oven.

 

Som nævnt vil det emotionelle polorgan altid være forbundet med den del af sansestrukturen, som er præget af det emotionelle legeme, altså følelseslegemet, og dets virksomhed, der er ansvarlig for sansningen fra neden (sansningen af livets 'stofside', dvs. rum-tid-hastigheds-dimensionelle fænomener og data).

 

Men til etableringen af det seksuelle klimaks kræves desuden forekomst og medvirken af specielle sanseorganer i underbevidsthedsregionen, der er særligt indrettede til at samarbejde med polorganerne i fælles bestræbelse på at frembringe det af Jeget så stærkt attråede seksuelle klimaks. Sådanne specialorganer, der henhører under apparatet for sansning fra neden og som står i den emotionelle seksualismes tjeneste, forefindes på det åndelige plan i form af følelseslegemet, og på det korresponderende fysiske plan i form af de primære kønsorganer. Det er dog her vigtigt at gøre sig klart, at selv om netop kønsorganerne spiller en central rolle for opnåelsen af det seksuelle klimaks, så er det ifølge Martinus ikke det fysiske kønsorgan i sig selv, der frembringer dette klimaks. Det gør derimod et højpsykisk polorgan, som kønsorganet via følelseslegemet står i forbindelse med, i dette tilfælde det emotionelle polorgan, der derfor kan opfattes som højpsykisk pendant til det fysiske kønsorgan. (Note 3)

 

Det intellektuelle polorgan

Imidlertid oplyser Martinus, at opnåelsen af det seksuelle klimaks yderligere kræver medvirken af endnu en nødvendig faktor, og denne udgøres af det intellektuelle polorgan. Det hænger dels sammen med, at klimaks i væsentlig grad opnås gennem en bevidsthedsproces, og dels med, at det er en nødvendig forudsætning for opnåelsen af klimaks, at netop dette polorgan bringes i en svingnings- og spændingstilstand, som er i resonans med og giver indslag af dé guddommelige energier, hvoraf oplevelsen af den seksuelle orgasme rent faktisk afhænger.

 

Det seksuelle klimaks forudsætter altså medvirken af både emotionel og intellektuel aktivitet fra det levende væsens side, og ikke mindst for menneskets vedkommende, for at kunne etableres, og der stilles tilmed krav om, at denne aktivitet skal indeholde i hvert fald et minimum af de kvaliteter, der svarer til kvaliteten af de guddommelige energier.

 

Men netop i den forbindelse er mennesket og især dyret vanskeligt stillet, fordi de intellektuelle anlæg selv i bedste fald er så uudviklede og svage, at intuitionsenergien endnu ikke er under viljens kontrol og derfor kun optræder tilfældigt og i sporadiske glimt. Dertil kommer, at følelseslivet relativt set er lavt og primitivt, idet det i overvejende grad er egoistisk og ikke levner megen plads for de altruistiske og humane følelser, som betinger den viljestyrede intuition.

 

Dette betyder strengt taget at man ikke skulle forvente, at der hos dyret og det jordiske menneske forekommer de nødvendige forudsætninger for opnåelsen af det seksuelle klimaks. Men dette klimaks ved man og kan iagttage er en kendsgerning hos begge væsenstyper. Følgelig må der altså findes en anden mulighed, for at individets sansestruktur kan komme i kontakt med de betingende høje guddommelige energier. Spørgsmålet lyder derfor: Hvad er det lige præcis for en faktor, der kompenserer for eller ligefrem erstatter manglen på høje emotionelle og intellektuelle egenskaber, som eksempelvis den betydningsfulde intuitionsfunktion?

 

En kompenserende faktor

Hertil svarer Martinus klart og enkelt, at den kompenserende faktor udgøres i dette tilfælde af instinktlegemet, men vel at mærke mere præcist dettes medvirken og funktion i det sanseapparat for sansning fra oven, som er tilknyttet det intellektuelle polorgan. Vi skal dog ikke her komme nærmere ind på, hvordan instinktlegemet fungerer i sammenhængen, men blot pege på, at dets medvirken som kompenserende faktor især hænger sammen med, at det så at sige har forbindelse 'bagud' til kilden til de ekstaseenergier, hvoraf det seksuelle klimaks afhænger, nemlig summen af de personligt vundne erfaringer og erindringer fra det tilbagelagte spiralafsnit, men omdannet til guldkopier.

 

Som vi tidligere har hørt om, er disse guldkopier 'oplagrede' i visdomsoceanet, der er en 'statisk' eller 'potentiel' afdeling eller 'lag' af det tilværelsesplan, Martinus kalder den guddommelige verden. Denne 'grænser' op til salighedsriget, som det nuværende menneske og dyr også opholdt sig i og passerede igennem i sin tid, på vej mod en ny fysisk tilværelse, der begyndte i mineralriget og som via planteriget fortsatte i dyreriget, hvortil det jordiske menneske endnu hører.

 

Men under deres respektive fortidige ophold i salighedsriget, kunne mennesket og dyret hver især beskæftige sig dagsbevidst og viljemæssigt med det nævnte guldkopimateriale, som forelå i form af forædlede erindringskopier af de oprindeligt tilgrundliggende oplevelser og erfaringer. Men i løbet af involutionen via mineral-, plante- og dyreriget og efterhånden som det sidstnævnte med dets barske livsvilkår lagde stadig større beslag på væsenernes opmærksomhed og kræfter, kom dette guldkopimateriale til at repræsentere den tabte lys- og kærlighedsverden eller "den tabte horisont" fra urtiden.

 

Dette er altså ifølge Martinus baggrunden for instinktlegemets automatiske tilgang til den personlige sum af guldkopier, og det er takket være denne, at mennesket og dyret aner og fornemmer de beslægtede høje guddommelige vibrationer og energier, når dets primære fysiske kønsorganer påvirkes under forspillet og samlejet eller parringen, og hvis intensitet kulminerer under orgasmen.

 

Der er naturligvis meget andet og mere, der kunne siges om og bidrage til at belyse og karakterisere den emotionelle seksualisme, men det ville føre for vidt at komme nærmere ind på dens mange store og interessante aspekter i denne forbindelse. Her må jeg endnu engang henvise den specielt interesserede læser til kilden til denne fremstilling. (Note 4) H1-11. Emotionel og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme. 

 

For at undgå at gentage, hvad jeg allerede for længst har skrevet om emnet, vil jeg her citere fra artiklen H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’:

 

Mennesket og den seksuelle polforvandling

(Citat) I dette kapitel skal vi se på nogle af de faktorer, der er bestemmende og afgørende for individets forvandling fra egentligt dyr til rigtigt menneske, og på, hvordan den til grund liggende seksuelle polforvandlingsproces indvirker på menneskets sympatiske og seksuelle orientering og adfærd, samt på dets udvikling, bevidsthedsliv og adfærd i det hele taget.

 

Som tidligere omtalt indvikler det levende væsen sig i materien eller den fysiske verden fra salighedsriget via mineralriget, planteriget og dyreriget, hvortil det jordiske menneske endnu hører, og hvorfra det ifølge Martinus er i færd med at udvikle sig frem til en væsenstilstand, der kvalificerer det til at henhøre under "det rigtige menneskerige"s domæne. Dette rige er først så småt ved at begynde at manifestere sig her på jorden i vor tid, men vil i henhold til de kosmiske analyser blive udviklet og etableret på de jordiske kontinenter i løbet af de kommende tre tusinde år.

 

Ifølge Martinus' kosmiske analyser udgør jordmennesket - Martinus betegner konsekvent mennesket som "jordmennesket" eller "det jordiske menneske", dels for at skelne fra det egentlige dyr, og dels som modsætning til "det rigtige menneske" i "det rigtige menneskerige" - et overgangsvæsen mellem dyr og menneske, et væsen, der endnu i stor udstrækning bærer dyrerigets livsvilkår og traditioner i sig, men hvis længsler og håb i realiteten er rettet mod det foreløbige Utopia, som især menneskehedens åndelige elite altid har set for sig. Dette Utopia er ifølge Martinus identisk med det rigtige menneskerige, hvorfra store kulturelle fornyere og åndelige vejledere, som eksempelvis Moses, Krishna, Buddha, Jesus og Muhammed, blev udsendt af det guddommelige skabeprincip (Gud) i egenskab af verdensgenløsningsprincip og forsyns- eller forældre- og beskyttelsesprincip, for at inspirere menneskeheden til langsigtet at ændre kurs og målsætning. (Note 1)

 

Skabeprincippets mørke og lyse udstråling

I henhold til Martinus udgør det guddommelig skabeprincip den fundamentale basis for al udvikling og oplevelse af livet, sådan som dette udfolder sig indenfor hvert af de kosmiske udviklingsafsnit, vi allerede har lært at kende under betegnelsen "spiralafsnit". Et sådant "afsnit" eller storkredsløb udgør netop en helhed, indenfor hvilken alle verdensaltets fundamentale og førende faktorer og principper kommer til ligelig udfoldelse.

 

Indenfor denne helhed viser det guddommelige skabeprincip sig med to indbyrdes modsatte tendenser, som gensidigt betinger og forudsætter hinanden, idet den ene tendens dominerer og er førende i første halvdel af spiralafsnittet, medens den anden tendens er førende og dominerende i anden halvdel af samme spiralafsnit. Disse lovmæssigheder er de levende væsener undergivet, og som følge deraf kommer disses oplevelse af livet indenfor hvert af de to spiralhalvdele til at forme sig som direkte modsætninger. (Note 2)

 

 

På ovenstående enkle og illustrative diagram vises forholdet mellem spiralkredsløbets indviklingsbue (A) og udviklingsbue (B). Diagrammet skal læses mod uret. Tallene 1-6 henviser til de seks kosmiske tilværelsesplaner eller riger. Det fremgår, at indviklingsbuen spænder over halvdelen af den guddommelige verden (5), hele salighedsriget (6) og hele planteriget (1) samt halvdelen af dyreriget (2). Sagt på anden måde, så strækker indviklingsbuen sig fra kulminationen af den guddommelige verden til kulminationen af dyreriget. Modsat ses det også, at udviklingsbuen spænder over halvdelen af dyreriget (2), hele det rigtige menneskerige (3) og hele visdomsriget (4) samt halvdelen af den guddommelige verden (5). Det betyder, at udviklingsbuen strækker sig fra kulminationen af dyreriget til kulminationen af den guddommelige verden. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 118.).

 

Min kommentar: Selv om det ikke er det, som ovenstående diagram handler om, så kunne man faktisk alligevel godt tolke det derhen, - hvilket jo også er i delvis overensstemmelse med beskrivelsen af diagrammet - at A-buen dækker over de fysiske jordiske riger, fra og med halvdelen af rige nr. 5 (intuitionsenergiens domæne), som kunne tænkes at markere de helt igennem geniale atomare forudsætninger for rige nr. 6: mineralriget, (hukommelsesenergiens domæne). Rige nr. 1: skal ses som planteriget, (instinktenergiens domæne), halvdelen af rige nr. 2, som det egentlige dyrerige (tyngdeenergiens domæne), og halvdelen af rige nr. 3, det rigtige, humane menneskes første stadier (følelsesenergiens domæne). 

 

Men hvad der tydeligvis ikke er i overensstemmelse med diagrammets originalforklaring, er, at i 'et-livs-hypotesens kontekst kan kredsløbets B-bue ikke tolkes som udtryk for de åndelige riger, sådan som den originale forklaring lyder, men derimod kun tolkes som de åndelige eller psykiske energier, der markerer den samlede menneskeheds fortsatte successive bevidsthedsmæssige, samfundsmæssige og kulturelle udvikling. Hvilket med andre ord vil sige en udviklingsperiode, der er kendetegnet ved henholdsvis følelsesenergiens, intelligensenergiens, intuitionsenergiens og hukommelsesenergiens overordnede dominans. Hvilket altså vil sige, en udvikling, der strækker sig fra og med sidste halvdel af rige nr. 2 (tyngde-energiens domæne), hele rige nr. 3 (følelsesenergiens domæne), hele rige nr. 4 (intelligensenergiens domæne) og for første halvdel af rige nr. 5 (intuitionsenergiens domæne). De pågældende energier udgør samtidig de fysisk levende væseners bevidsthedsevner, sådan som tilfældet jo også er i Martinus' kosmologi. 

 

Problemet med denne fortolkning er imidlertid, at da der grundlæggende er tale om et kosmisk kredsløb, som i princippet repeteres og fortsætter forfra og om igen i det uendelige i form af et spiralkredsløb, som til stadighed akkumulerer nye oplevelser og erfaringer hidrørende fra de levende væsener, der er involveret i forløbet. Man må altså med andre ord tænke sig en vedvarende og kontinuerlig proces af indvikling og udvikling. Denne millionårige eller måske snarere milliardårige proces, vil formentlig kunne tænkes at have foregået og at ville foregå her på jorden lige så længe denne har eksisteret og vil komme til at eksistere.

 

Skabeprincippets mørke udstråling

I henhold til Martinus betinger det guddommelige skabeprincip betinger, at dets virkninger i første halvdel af en spiral har til opgave at udvikle og fremme individets selviske længsel, begær og beskæftigelse med materien eller de materielle fænomener, hvorved individet bliver stadig mere og stærkere knyttet til materielle ting og dermed indviklet i materien. Denne situation medfører især, at individets interesse for og kærlighed til andre levende væsener for disses egen skyld, efterhånden svinder mere og mere til fordel for, at disse kun udgør redskaber for opnåelsen og tilfredsstillelsen af dets egne egoistiske ønsker og behov. Den yderste konsekvens heraf er, at det med tiden kommer til at fornemme og opleve sit eget Jegs adskillelse fra de andre levende væsener i tilværelsen. Denne oplevelse eller fornemmelse af adskillelse er i virkeligheden identisk med individualitetsfølelsen eller jeg-følelsen, som dermed er blevet fornyet. Hvilket i henhold til Martinus altså også er skabeprincippets bevidste, målrettede hensigt.

 

På denne baggrund kommer individet i første halvdel af spiralafsnittet efterhånden til at fremtræde med fortættede eller materiefyldte organismer og med en udpræget egenkærlighed eller selvopholdelsesdrift, der i praksis viser sig som et egoistisk og på visse stadier umætteligt begær efter at tilegne sig ejerforholdet og ejendomsretten til så vel den livløse som den levende materie, men vel at mærke ofte på andre og svagere væseners bekostning. For bestemte individers vedkommende gælder tilegnelsen endog den materie, hvoraf andre individer har opbygget deres organismer, hvilket i særlig markant grad gælder for rovdyrene, som har udviklet sig til at være absolut afhængige af tilegnelsen af animalsk føde.

 

I henhold til Martinus har det guddommelige skabeprincip (Gud) imidlertid et helt bestemt formål med at lade individerne udvikle sig til den højeste grad af selviskhed og egoisme, hvor disse er helt ude af stand til at have samfølelse med eller tage hensyn til deres medvæsener. Denne selviskhed eller egoisme befordrer nemlig alle sådanne tendenser og fænomener som magtbegær, had, hensynsløshed, selvglæde og selvtilstrækkelighed, hovmod, misundelse, skinsyge o. lign. Sådanne følelser giver sig i deres yderste konsekvenser udslag i form af drab, mord, krig, lemlæstelse, kriminalitet, sygdom, livslede, sorg m.v.. Eller kort sagt dén kulminerende form for ubehag, vi kalder det "onde". Da dette "onde" udgør "mørket" i tilværelsen, betegner Martinus derfor denne side af det guddommelige skabeprincips virksomhed som "den mørke udstråling".(Note 3)

 

 

Udsnit af diagrammet ovenfor. Viser mødestedet mellem indviklingsbuen og udviklingsbuen i kulminationen af dyreriget, kendetegnet ved Jeg-bevidsthedens opståen. a = det rene dyr; b = det jordiske menneske. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 130. ).

 

"Det ubehagelige gode"

Denne mørke udstråling fra det guddommelige skabeprincip har ifølge Martinus til opgave at stimulere de levende væseners udfoldelse og oplevelse af "mørket", primært for derigennem at udvikle de evner hos samme væsener, uden hvilke udfoldelsen og oplevelsen af "lyset" ville være en total umulighed. Martinus pointerer, at en hvilken som helst form for oplevelse er uundgåeligt betinget af en forudgående oplevelse af dennes kontrast eller modsætning. Intet væsen i tilværelsen ville være i stand til at opleve noget, hvortil det ikke i forvejen har oplevet modsætningen, hvilket kort sagt vil sige, at modsætningerne så vel begrebs- som oplevelsesmæssigt gensidigt forudsætter og betinger hinanden. Den mørke udstråling i form af det såkaldte "onde" er derfor i sin højeste kosmiske analyse identisk med en guddommelig velsignelse, og det "onde" er følgelig ikke et absolut onde, men tværtimod en lige så nødvendig faktor i den kosmiske verdensorden som det såkaldte "gode". I konsekvens heraf betegner Martinus derfor det "onde" som "det ubehagelige gode" og det "gode" som "det behagelige gode".

 

Al udfoldelse og oplevelse af livet beror altså på kontrastforholdene i tilværelsen, hvorfor kontrastprincippet er et af de betydelige skabeprincipper, som det guddommelige skabeprincip (Gud) betjener sig af i sin universelle virksomhed. Skabeprincippets mørke udstråling er derfor en nødvendig og uundværlig basis for de levende væseners udvikling mod lyset. (Note 4)

 

Skabeprincippets lyse udstråling

I komplementær modsætning hertil, har det samme princip ifølge Martinus til opgave i sidste halvdel af spiralafsnittet at udvikle og inspirere individet til uselvisk og betingelsesløs kærlighed, næstekærlighed, til de levende væsener i tilværelsen. Denne udvikling har til formål, at underminere og efterhånden nedbryde individets interesse for de materielle ting og dets begær efter at eje eller besidde materien, eller kort sagt dets magt- og ejendomsbegær. Andre levende væseners ve og vel kommer mere og mere i fokus og bliver et lige så vigtigt ansvarsområde for individet, som dets eget ve og vel. Det betyder, at individet efterhånden kommer til at føle sit samhør med alle andre levende væsener i tilværelsen, hvilket kulminerer i at individet på et tidspunkt oplever sig selv som ét med sit guddommelige faderlige ophav.

 

I sidste halvdel af spiralafsnittet befordrer det guddommelige skabeprincip altså udviklingen af uselviskheden og alkærligheden, og derigennem bringes individet til at tage afstand fra og undgå og undslå sig for at deltage i enhver form for handlinger og foreteelser, der henhører under det såkaldte "onde" og ubehagelige og smertefulde for andre væsener. Dermed er individet blevet bragt i kontakt med universets guddommelige harmoni, fred og lykke, som er udtryk for den højeste form for kosmisk lys, der eksisterer, nemlig Guddommens egen væremåde og stråleglans. Derfor betegner Martinus denne side af det guddommelige skabeprincips virksomhed som "den lyse udstråling". (Note 5)

 

Det kosmiske livs "dage" og "nætter"

Det guddommelige skabeprincip ytrer sig altså i sin helhed i form af en lys og en mørk udstråling, hvis virkninger befordrer de levende væseners evige udviklingsrejse gennem en tilværelseszone, hvor den lyse udstråling er dominerende, og en tilværelseszone, hvor den mørke udstråling er altafgørende. Sådanne to zoner danner tilsammen et udviklingsafsnit, dvs. et spiralafsnit, indenfor hvilket de levende væseners livsudfoldelse og livsoplevelse i lige høj grad kulminerer i kosmisk lys og mørke. Da dette i princippet gentager sig i al evighed, betyder det, at de levende væseners evige liv kommer til at forme sig som oplevelse af skiftende perioder af lys og mørke. Sammenligner man spiralkredsløbets lys og mørke med døgnkredsløbet, bliver disse til det evige livs "dage" og "nætter", og sammenligner man med årskredsløbet bliver de til det evige livs "somre" og "vintre".

 

Skabeprincippets to store kontrasterende udstrålinger supplerer og komplementerer altså hinanden til en enhed, som dermed udgør den grundlæggende faktor, der betinger enhver form for livsudfoldelse og oplevelse af livet. Dermed bliver skabeprincippets lyse så vel som mørke udstråling ensbetydende med en altbeherskende guddommelig velsignelse, som fører de levende væseners evige udvikling og tilværelse frem gennem stadigt voksende og større og større højder i kosmiske bevidsthedssfærer eller tilværelsesplaner i Guddommens evige rige. (Note 6)

 

"Mørke" og "lyse" verdensgenløsere

Imidlertid passerer individerne ikke uden videre fra spiralafsnittets lyszone til dets mørkezone, og det er heller ikke tilfældet med passagen fra mørkezonen til lyszonen. Denne 'passage' styres jo dybest set af Guddommen, som i dette øjemed betjener sig af en særligt kvalificeret form for sanse- og manifestationsredskaber, nemlig af de såkaldte "verdensgenløsere". Som tidligere omtalt, udgør samtlige levende væsener i mikrokosmos så vel som i mellemkosmos og makrokosmos Guddommens sanseorganer og manifestationsredskaber, jævnfør med stof- og livsenhedsprincippet. Guddommen er jo i sig selv ubegrænset eller fuldkommen i enhver henseende og kan som sådan ikke "vise" sig i sin egennatur for endelige væsener.

 

Ved begrebet "verdensgenløser" forstår Martinus et individ eller menneske, der er så langt fremskredent i udviklingen, at vedkommende i kraft af egne evner har tilegnet sig et sådant overblik over livet og en indsigt i dets love, at det er i stand til at grundlægge den moral og idealisme, som kulturen opbygges omkring. En sådan åndelig reformator eller kulturskaber kendes almindeligvis under betegnelsen "messias" eller "frelser", men som Martinus har valgt at kalde "verdensgenløser", hvor begrebet "genløsning" skal forstås som "at løskøbe" eller "løse tilbage fra fangenskab".For Martinus vil det sige, at et sådant indviet væsens mission altid resulterer i et samfunds tilegnelse af en ny og mere fuldkommen åndskultur, som derved udfrier det af en forældet kulturs efterhånden snærende traditioner og overtro og de mangehånde ubehagelige følger heraf. (Note 7)

 

"Mørke" verdensgenløsere

Eftersom udvikling kun kan ske gennem væsenernes oplevelse af mørke så vel som af lys, vil verdensgenløserne i første halvdel af udviklingsspiralen være inspireret af det guddommelige skabeprincips mørke udstråling, hvilket medfører at de vil have til opgave at opfordre og stimulere menneskeheden i tilegnelsen af en moral og et livssyn, som befordrer de foreteelser, der netop bidrager til at skabe, opretholde og stadig forøge "mørket" og dets ubehagelige virkninger.

 

Sådanne verdensgenløsere betegner Martinus som "mørke verdensgenløsere", og dem har menneskeheden i en fjern fortid kendt under navn af"Lucifer", "Ahriman", "Satan", "Djævlen", etc. Den moral og livsopfattelse, som disse mørke verdensgenløsere etablerede og indpodede i menneskene i svundne tider, behersker i virkeligheden endnu i vore dage udviklingen og menneskeheden i langt højere grad, end tilfældet er med den moral og det kulturgrundlag, der for ikke så mange årtusinder siden blev indpodet i menneskeheden af lyse verdensgenløsere. Det kan man ifølge Martinus se af, at alle begreber, synspunkter og holdninger, der forsvarer eller stimulerer til krig, mord, drab, slagtning, hævn, straf, "retfærdig harme", "hellig vrede", osv., jo reelt henhører under den mørke udstrålings moral. (Note 8)

 

Menneskeheden og skabeprincippets lyse udstråling

Men eftersom jordkloden - og med den jordmenneskeheden - er nået ind i den halvdel af spiralafsnittet, hvor den lyse udstråling fra skabeprincippet begynder at udfolde sig, vil samtlige individer også i større eller mindre grad være inspireret eller påvirket af denne udstråling, som har til opgave at befordre en udvikling og kultur, der faktisk i enhver henseende er stik modsat det gamle og forældede kulturgrundlag. Den lyse udstråling opfattes og promoveres derfor i reglen som guddommelig, medens den mørke udstråling til gengæld er indhyllet i mystik og derfor ofte fordømmes som direkte gudsfjendtlig og "ond".

 

Men til trods for, at menneskeheden i henhold til Martinus stort set er trådt over tærskelen til den lyse udstrålings domæne, idet jorden allerede har passeret kulminationen i den mørke udstråling, så gør resultatet eller følgerne af den sidstnævnte sig som nævnt fortsat stærkt gældende i samme menneskehed, nemlig som naturlige bevidsthedsanlæg og evner for at praktisere den mørke moral. Derfor er de mørke verdensgenløseres mission på jorden i virkeligheden blevet totalt umulig og dermed overflødiggjort, hævder Martinus, hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at en eller flere af deres "disciple" ikke lejlighedsvis - men altså ikke tilfældigt - kan inkarnere på jorden i forsøget på at genoplive eller styrke den "gode gamle moral og verdensorden". Sådanne "disciple" af "mørket" kender vi fra nyere tids historie i skikkelse af en Adolf Hitler, en Josef Stalin, en Pol Pot m.fl. Karakteristisk for disse er det, at de i reglen optræder i "fåreklæder", det vil sige under foregivende af idealistisk og retfærdighedsstræbende målsætning, men hvor det korrupte snart viser sig ved, at de i praksis hylder magten efter den kyniske og hensynsløse devise: "målet helliger midlet".

 

I henhold til Martinus er menneskehedens nuværende udvikling blevet ført af lyse verdensgenløsere, hvilke han identificerer som de store åndspersonligheder, der er ophav til de førende verdensreligioner: Buddhismen, kristendommen og Islam. Det vil altså sige Siddhartha Gautama eller Buddha (ca.560-480 f.Kr.), Joshua Ben Josef eller Jesus Kristus (ca. år 7 f.Kr.-33 e.Kr.) og Muhammad ibn Abd-Allah eller blot Muhammed (ca.570-632). Graden af disse verdensgenløseres identitet som repræsentanter for det guddommelige skabeprincips lyse udstråling og moral skal ses på baggrund af, i hvilket omfang de i deres visdom og lære har forkyndt betingelsesløs næstekærlighed og derved taget afstand i teori så vel som i praksis fra enhver form for udfoldelse af princippet "at dræbe" og fra de øvrige foreteelser i skabeprincippets mørke udstråling. (Note 9)

 

Imidlertid er der for Martinus ingen tvivl om, at den form hvori de tre store verdensreligioner har formidlet de kosmiske budskaber og sandheder, efterhånden er blevet forældet i forhold til de erfaringer og den viden, og dermed den intelligensudvikling, som menneskeheden generelt set især har tilegnet sig i løbet af de sidste par hundrede år. Dette kan i henhold til Martinus blandt andet ses af det betydelige frafald, som dog nok mest gælder for den vestlige verdens og for kristendommens vedkommende. Han betegner derfor de tre store verdensreligioner, buddhismen, kristendommen og islam, som udtryk for, hvad han kalder "den gamle verdensimpuls".

 

Artiklen fortsætter i 3. del: Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. En redegørelse. 3. del

 

© Oktober 2016. Revideret i Maj 2017. Harry Rasmussen.

 

___________________________

 

Artiklen fortsætter I artikelseriens 11. del