Virkelighed og illusioner 14. del:
________________________________
i religion, filosofi og politik
nogle betragtninger
Selv om Martinus' kosmologi målt med
filosofi- og ideologihistoriens målestok egentlig må karakteriseres som i
hovedsagen værende idealistisk, så forholder Martinus sig i sit store livsværk
under samlebetegnelsen DET TREDIE TESTAMENTE samtidig sagligt kritisk overfor
eksempelvis den overdrevne idealisme. Den sidstnævnte træffer man på både hos
oldtidens filosoffer og ideologer, så vel som hos visse filosoffer og ideologer
i renæssancen, middelalderen, romantikken og til dels også i nyere
tid og nutiden.
For at spore læseren ind på, hvad der
nærmere kan og skal forstås ved begrebet idealisme, skal
her gives en kortfattet forklaring på begrebet.
Ordet idealisme har sin oprindelse i det
græske ord i'dea, der leksikalt
defineres som tanke, forestilling, begreb, indfald, plan, væsen,
grundtanke, mere specifikt som en forestilling eller grundtanke i
overensstemmelse med en idé eller et ideal. I såkaldt idealistisk filosofi
udgør ideen eller den abstrakte tanke erkendelsesteoretisk set den opfattelse,
at sansernes vidnesbyrd om en virkelighed uden for os selv, ikke har
sin rod i en objektivt eksisterende virkelighed, men er et produkt af
bevidsthedens egen aktivitet. Virkeligheden er i henhold til idealistisk
tankegang derfor ikke en objektiv realitet, men den form den har for vores
bevidsthed, er et produkt af bevidstheden selv. Hvordan
virkeligheden er i sig selv, har vi mennesker ingen mulighed for at komme til
erkendelse af.
Den materialistiske livs- og
verdensanskuelse går ud fra og hævder, at virkeligheden grundlæggende udgøres
af helt igennem fysisk-kemiske relationer og reaktioner, og
at al forandring og udvikling beror på og afhænger af disse. I direkte modsætning hertil,
anser den metafysiske idealisme tilværelsens inderste væsen for at være
af åndelig eller spirituel natur. Den materielle
verdens natur og eksistens anskues derfor som et ufuldkomment skyggebillede af
den egentlige virkelighed, som er ideernes verden, som materiens eksistens og
form er betinget og afhænger af.
Den idealistiske livs- og verdensanskuelse
har ifølge den oldgræske filosof Platon (427-347 f.
Kr.) desuden et etisk aspekt i og med, at den giver mennesket en mulighed for
at handle etisk rigtigt på grundlag af eksistensen af absolut gyldige værdier,
udtrykt igennem ideerne. Disse etisk-moralske ideer og værdier kan og bør
mennesket stræbe efter at erkende og føre ud i livet gennem sine handlinger.
Her skal fremhæves, at Martinus' livs- og
verdensanskuelse i form af hans verdensbillede eller kosmologi, ikke er hverken
decideret åndeligt idealistisk eller ateistisk materialistisk, men derimod vil
kunne karakteriseres som en identitetslære, hvis
grundlæggende udgangspunkt er erkendelsen af, at ånd og materie er to sider af
den samme virkelighed, som muligvis hverken er spirituel
eller materiel. Det sidstnævnte har Martinus tilkendegivet og
markeret ved at betegne det levende væsens tre hovedinstanser: 1. Jeget, 2.
Skabe og oplevelsesevnen, og 3. Det skabte og oplevede, som henholdsvis X1, X2,
og X3. Bogstavet X står som bekendt for ubekendt størrelse eller ubekendt
faktor. Hvilket filosofisk set vil sige, at det ikke vil være muligt at
udforske og afgøre den egentlige natur af de tre X’er, udover at de
nødvendigvis må være identiske med den første og i sig selv årsagsløse årsag.
Denne kan man så, som Martinus gør, opfatte og betegne som ”den evige Guddom”.
(1)
I sit livsværk LIVETS BOG's første bind, som
udkom i juli 1932, introducerer han sine læsere til sit store livsværk. Bindet
indeholder kapitlerne 1. til og med 8., hvoraf 1. kapitel har
titlen ”Verdenssituationen”, 2. kapitel ”Det
guddommelige skabeprincip”, 3. kapitel ”Den ny
verdensimpuls” og 4. kapitel ”Et internationalt
verdensrige under skabelse”.
I de nævnte kapitler introducerer Martinus
som nævnt sine læsere til det emne, som han efterfølgende skulle komme til at
bruge omkring 40 ar af sit liv på at manifestere rent fysisk og 60 år af samme
på at formidle via foredrag, symboler, artikler og bøger, herunder ikke mindst
færdiggørelsen af de øvrige 6 bind af LIVETS BOG.
I introduktionen til den primære del af sit
livsværk, nemlig LIVETS BOG 1, giver Martinus blandt andet en ret så grundig og
detaljeret oversigt over det, han betegner som ”menneskehedens
bevidsthedskategorier”. Det sker især i bogens 5. kapitel med
overskriften ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den Ny
Verdensimpuls” med tilhørende forklaring af symbolet ”Jordmenneskehedens
bevidsthedskategorier”. Og forklaringen heraf fortsættes faktisk i
bindets følgende kapitler: 6. kapitel ”Fra dyr til menneske”, 7.
kapitel: ”Verdensaltets grundenergier” og 8.
kapitel: ”Udvikling”. Dertil kommer Martinus'
forklaringer af symbolerne ”Jordklodens kosmiske stråleglans”,
”Skabeprincippets impulser”, ”Intolerance”, ”Den evige Guddom og væsenernes
sansebegavelse”, ”Verdensenergiernes organisation eller udviklingsstigen”, og ”Livets
vej – Kosmiske udviklingsbaner”. (2)
Men selv om Martinus' livs- og
verdensanskuelse principielt kan minde om den hollandske filosof Baruch
Spinoza's identitetslære, så er den dog i sit sigte en lære om en ideal
målsætning for menneskeheden, nemlig i form af en udvikling for denne i retning
af det jordiske fremtidsprojekt, Martinus betegner som ”Det rigtige
menneskerige”. Et rige, der i hovedtrækkene angiveligt vil have
lighed med det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges rige på
Jorden”. (3)
Men baggrunden og forudsætningen for udviklingen
og etableringen af det nævnte rige, er Martinus' opfattelse dels af
begrebet ”det levende væsen” og herunder især af det,
han dels betegner som ”det jordiske menneske” eller ”jordmennesket”. Denne
betegnelse skal især ses som en skelnen mellem det jordiske menneske og dettes
psyke og moralske habitus og fremtidsmennesket: ”det rigtige
menneske”og dettes psyke og moralske habitus.
Noget af det, der gør det berettiget at tale
om, at Martinus' kosmologiske lære – i hvert fald delvis - er idealistisk, i
den forstand, at en væsentlig del af dens indhold er udtryk for idealistiske
ideer og abstrakt tænkning. Dette forekommer netop især i forbindelse med hans
opfattelse af begrebet og fænomenet ”det levende væsen”.
Det her sagte viser sig ved, at i en kort
karakteristik kan det levende væsen opfattes i form af en treenig
struktur, som er undergivet og styret af en nærmere præciseret og
defineret serie af såkaldte kosmiske skabeprincipper, som
ligger til grund for samme væsens eksistens og livsudfoldelse. Herom har jeg
tidligere skrevet i flere andre artikler, hvorfor jeg vil tillade mig at citere
en af disse, hvad jeg har skrevet om ”det treenige princip”:
(Citat):
Det levende væsen
eller individet
Den eller de læsere, der har læst og
studeret Martinus’ Kosmologi eller som har fulgt med på denne hjemmeside, vil
vide, at en grundlæggende faktor i tilværelsen først og fremmest er selve
Guddommen og dernæst det levende væsen, som Martinus også betegner som
”gudesønnen”, altså som Guds afkom. Som gentagne gange skrevet og fremhævet,
skal dette begreb imidlertid ikke forstås i en almindelig kønslig eller
kønspolitisk sammenhæng, idet begrebet og ordet ’søn’ derimod skal ses som en
betegnelse på det levende væsens, individets, basale identitet som et seksuelt
dobbeltpolet væsen. Det kommer sig af, at Gud indenfor kosmologiens rammer
anskues som ’Faderen”, medens den faktor, Martinus betegner som Moderenergien,
er identisk med ’Moderen’, hvor afkommet eller barnet altså bliver anskuet som
’sønnen’ eller med andre ord. som det dobbeltpolede væsen. (4)
I fundamental lighed med Guddommen, er
’gudesønnen’, det levende væsen eller individet, udtryk for et treenigt
princip, idet det er udstyret med et jeg, en bevidsthed og en organisme. Mere
præcist er individet, foruden med den centrale instans Jeget og dettes basale
begær, kaldet urbegæret, hvilket vil sige, et begær efter selvrealisation og
oplevelse, udstyret med en såkaldt højpsykisk over-bevidsthed og en psykofysisk
organisme, hvoraf nævnte organisme er repræsenteret ved under-bevidstheden.
Sidstnævnte begreb bør dog ikke forveksles med det psykologiske begreb
underbevidsthed, men skal blot forstås som bevidstheden, der som funktionel
instans sorterer under over-bevidstheden. Overbevidstheden er
i sammenhængen en overordnet instans, idet den er eksponent for en række
såkaldte kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for al evne til at
skabe (manifestation) og opleve (sansning).
For at rekapitulere og give læseren en
kortfattet oversigt over, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi
mere præcist skal forstås ved et levende væsen, vil det her vedføjede diagram
kunne give en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre hovedinstanser
ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som overhovedet
alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og makrokosmos. De
tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, samt
disse instansers relation til det fysiske legeme:
Oversigt over det levende væsens totale,
kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den
sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.
1) kombinationen A+B+C+C’ = det totale
levende væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det
totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen
B+C+C’ = det totale bevidsthedsapparat eller det totale
udtryk for princippet ”organismen”
4) kombinationen
A+B =
overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen
B+C =
”psyken” eller det totale parafysiske apparat
6) kombinationen
C+C’ = den komplette
underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme
Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig
koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager
forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur. - © Per
Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk.
1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
Ovenstående diagram er med andre ord
identisk med den ’komplette’ kosmologiske personlighedsmodel, sådan som denne
er forelagt i og med Martinus’ kosmologi. Men dermed er ikke alt sagt om, hvad
der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi kan og skal forstås ved
personlighedsmodellen eller ”det levende væsen”. Der hører andet og mere til en
fuldstændig forståelse af denne, som f.eks. at det objektive grundlag for det
levende væsens tanker, følelser og handlemønster, kort sagt dets livsoplevelse
i det hele taget, er det psykiske kraftfelt, forkortet betegnet som
P-kraftfeltet. Det er indenfor rammerne eller grænserne af dette, at al
sansning og manifestation foregår, dels når individet befinder sig i den
fysiske verden og dels også, når det opholder sig i den åndelige verden. (5)
Imidlertid påpeger Martinus, at den nævnte
skabe- og oplevelsesevne kosmisk set bliver periodisk svækket så meget, at den
må fornyes, for at kunne imødekomme og opfylde jegets behov for livsoplevelse.
Det hænger grundlæggende sammen med, at tilværelsen blandt andet er underlagt
et såkaldt kontrastprincip, som i forening med et lige så basalt og uundværligt
kredsløbsprincip, lige præcist udgør et par af de mange forudsætninger, der
betinger det levende væsens eksistens som et individ, der er i stand til at
skabe eller manifestere sig og sanse og opleve.
Den nævnte fornyelse af det levende væsens
manifestationsevne og sanseevne, sker især i kraft og medfør af to fundamentale
faktorer, nemlig for det første de seks kosmiske grundenergier og disses
indbyrdes kombinationer, og for det andet forekomsten af de seks kosmiske eller
universale storriger. Vi skal i det følgende se nærmere på, hvordan det
forholder sig med de nævnte grundenergier og de universale storriger.
De seks kosmiske
grundenergier
Som læseren med forkundskaber allerede ved,
så opererer Martinus’ Kosmologi med i alt følgende syv kosmiske grundenergier,
hvoraf den grundenergi, der repræsenterer overbevidstheden (på ovenstående
diagram betegnet med bogstavet B), kaldes for Moderenergien, simpelthen fordi
den i forbindelse med Jeget (på diagrammet betegnet som A) er ophav til de seks
øvrige grundenergier, som altid optræder i følgende orden og med følgende
numre: 1. instinktenergien, 2. tyngdeenergien, 3. følelsesenergien, 4.
intelligensenergien, 5, intuitionsenergien og 6. hukommelsesenergien. Disse
seks grundenergier repræsenterer tilsammen underbevidstheden (på diagrammet
betegnet som C). Det fysiske legeme skal ses som en forlængelse af den psykiske
organstruktur, og i lighed med denne består dette legeme principielt af
samtlige nævnte grundenergier (på diagrammet er det fysiske legeme markeret med
bogstavet C,).
Af hensyn til at lette forståelsen af sine
analyser omkring de seks kosmiske grundenergier og disse indbyrdes
kombinationer, har Martinus tegnet et genialt farvesymbol, som på forbilledlig
enkel måde illustrerer, hvad sagen drejer sig om. Symbolet har nr. 12: Grundenergiernes
kombinationer, og vil dels kunne ses med forklaring i
symbolværket Det Evige Verdensbillede I, stk. 1.-3., og vil
dels også kunne ses under Symbolerne på:
http://www.martinus-dk/. http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12/ . (Citat
afbrudt) (6)
Imidlertid vil det føre for vidt her at
citere, hvad der i den citerede artikel er skrevet om grundenergierne og disses
indbyrdes kombination, som nøje følger ganske bestemte lovmæssigheder og
retningslinjer. Derimod vil vi gå videre og genoptage citatet fra før:
(Citat fortsat):
For læserens skyld skal her kort og
skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er, at
Martinus' kosmologi opererer med:
Skematisk opstillet ser
hovedskabeprincipperne således ud:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk
opstillet ser variantprincipperne sådan ud:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2. Stofenhedsprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3. Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4. Opbygnings- og
nedbrydningsprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5. Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 6: Talentkerneprincippet
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre- og
beskyttelsesprincippet.
Variant af
hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
(Citat slut)
Det er særligt variant-skabeprincipper som
5. Skæbne- eller karmaprincippet og 6. Reinkarnationsprincippet, der
er problematiske idealistiske og abstrakte fænomener, i hvert fald når man
betragter disse nøgternt og objektivt.
Det står nemlig efter nærmere overvejelse af
faktorerne og problemerne i forbindelse med en idealistisk livs- og
verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi må
karakteriseres som, helt klart, i hvert fald for mig, at der er problemer med
at verificere flere væsentlige og vigtige kosmologiske hovedemner. Eksempelvis
må det konstateres, at der ikke findes et egentligt objektivt bevis for
antagelsen af det levende væsens udødelighed, lige som
at der overhovedet ikke findes et objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for
eksistensen af fænomener som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens
nødvendighed. Men de nævnte emner er absolut afgørende
for, at der overhovedet kan forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed
i tilværelsen. (7)
I tæt relation til det ovenfor omtalte, skal
for fuldstændighedens skyld det følgende gentages her:
Det
levende væsens 1. hovedinstans er som formentlig bekendt Jeget, og 2.
hovedinstans er bevidstheden, men her forstået som overbevidstheden, der er
identisk med den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og
funktionelle basis er evighedslegemet. Altså det legeme, som ligger
til grund for individets struktur og hele tilværelse, men som i sig selv er
uskabt og dermed eksisterer før tid og rum, og hvorom man med rette kun kan
sige, at det ER. Det skal også her nævnes, at samtlige
grundenergier er repræsenteret ved hver sin funktionelle instans og basis i
form af en organisme eller et legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:
1. Instinktlegemet = Instinktenergiens
funktionelle basis
2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens
funktionelle basis
3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens funktionelle
basis
4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens
funktionelle basis
5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens
funktionelle basis
6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens
funktionelle basis
7. Evighedslegemet = Moderenergiens
funktionelle basis
Ved faktoren og fænomenet underbevidsthed skal
ifølge Martinus forstås den del af bevidstheden, der er underordnet
overbevidstheden og dermed funktionelt ligger under denne.
Underbevidstheden er det område eller snarere det felt, hvori de samlede 6
kosmiske grundenergier danner grundstrukturen og udfolder sig. Dog forstået på
den måde, at grundenergierne tyngde og følelse er
de to kontraaktive hovedkomponenter, som tilsammen
udgør et psykisk kraftfelt, der for nemheds skyld betegnes
som P-kraftfeltet. Dettes 'skelet' udgøres af
instinktenergien, som så at sige holder sammen på de funktionelle energier. Det
er derfor indenfor dette kraftfelts grænser, at grundenergierne intelligens,
intuition og hukommelse forefindes og fungerer.
Men som det indirekte vil være fremgået af
ovenstående omtale af de kosmiske skabeprincipper, er fænomenet skæbne i
henhold til Martinus en uundgåelig konsekvens af en kombination af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet. Men de
øvrige skabeprincipper og variantprincipper har naturligvis hver for sig en
større eller mindre medindflydelse på funktionen af bevægelsesprincippet og
talentkerneprincippet. I lighed med, hvad tilfældet selvfølgelig er for de seks
livsvigtige kosmiske grundenergier, så fungerer de 8 hovedskabeprincipper og de
7 variantprincipper også som en kombineret 'enhed', nemlig i form af den 7.
kosmiske grundenergi: Moderenergien, også betegnet
som overbevidstheden.
Det store problematiske
spørgsmål
Men det store spørgsmål er her, om begrebet
og fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet skæbne, nødvendigvis behøver at
være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens eller følgevirkning af i
hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet? -
Det er dette spørgsmål, der, som en følge af
min tvivl og skepsis, er det store og afgørende problem i sammenhæng med min
forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget smukke og eventyrlige
verdensbillede. Personligt har jeg ikke noget problem med at droppe påstanden
om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter min bedste
opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det øvrige basale i det nævnte
verdensbillede.
Det kunne da måske lige være, hvis det på et
eller andet tidspunkt skulle gå hen og vise sig, at reinkarnation, især som
forudsætning og betingelse for absolut skæbnemæssig retfærdighed, ikke vil
kunne verificeres af det virkelige liv. Det vil i så fald betyde, at der derfor
kan være tale om, at vi levende væsener kun har et liv at leve, nemlig det
aktuelle liv. Men som sagt og gentaget mener jeg ikke, at skæbne og
reinkarnation nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt
heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald
tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og
ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har et liv til vores rådighed, kan jeg ikke
se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt
under og eventyr. Også selvom vi dropper altets alvise og almægtige Gud som
også værende en alkærlig Guddom, og ligeledes dropper fænomener som
udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation. Martinus’ forunderlige
fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel fortsat være gyldigt i
alt det andet væsentlige, dette handler om.
For, som det forhåbentlig også vil være
fremgået af mine ovenstående betragtninger og argumenter, har jeg bestemt ingen
vanskeligheder eller problemer med at anerkende de øvrige grundlæggende
elementer og faktorer i dé kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen
udgør det nævnte verdensbillede. Tværtimod.
Der skal derfor ikke herske tvivl om, at
meget store og vigtige dele af indholdet i Martinus' kosmologi fortsat er
gyldige og værdifulde, også uanset om man ser sig nødsaget til at udelade
væsentlige faktorer og emner, som det levende væsens udødelighed, skæbnens
lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed.
Antagelsen apriori af sjælens udødelighed,
skæbnens fuldkomne retfærdighed i kraft af reinkarnationer, må uundgåeligt og
nødvendigvis karakteriseres som i bedste fald idealistisk
utopisk ønsketænkning og i værste fald som idealismens
illusionistiske bedrag. Eller måske rettere sagt: som idealisters
selvbedrag. (8)
Som denne artikels overskrift lyder, så
forekommer det idealistiske bedrag eller selvbedrag indenfor samfundsmæssige og
kulturelle genrer som religion, filosofi og politik. Opstillet i kort skematisk
form kan det se sådan ud:
Religion: Forestillinger og løftet om et
himmelsk paradis efter døden.
Filosofi: Forestillinger og løftet om en
ideal tilværelse ude i fremtiden.
Politik: Forestillinger og løftet om en
ideel og retfærdig samfundsorden.
Emnet er omfattende i så godt som enhver
henseende. Men som et enkelt praktisk eksempel på idealistisk bedrag og
selvbedrag skal her nævnes den store internationale finans- og bankkrise i
2007-2008, som var nær ved at ligne en regulær dommedags-situation. Lidt i
lighed med den dog endnu større, mere omfattende og alvorligere finans- og
bankkrise, der fandt sted i Amerika i 1929 og som i 1930'erne fik voldsomme
følger også for Europa. I begge lande blandt andet i form af udbredt
arbejdsløshed, konkurser og tvangsauktioner, der som sædvanligt vendte den
tunge ende nedad, så det gik værst ud over arbejderbefolkningen og fattige
familier. Men krisen i 2007-2008 var alvorlig nok i sig selv. Den skyldtes i
henhold til eksperter primært den situation, der var et resultat af det
politiske ideal om social lighed, ikke mindst på boligområdet, hvor det
politiske slogan f.eks. på valgplakater her i Danmark lød ldt i retning af
"Hver familie sin ejerbolig".
Der var ifølge eksperter især sket det, at
der var opstået en trend, som 'dikterede' at flere og flere familier i kraft af
den stigende velstand med højere lønninger, enten købte egen bolig eller
ejerlejlighed. En opgørelse har vist, at hvor førhen cirka 90 % var lejere og
cirka 10 % husejere, så var og er situationen blevet den stik modsatte, nemlig
at 90 % er boligejere og 10 % lejere. Imidlertid er købet af ejerbolig
finansieret ved hjælp af i reglen langvarige banklån, hvilket rent faktisk
betød og betyder, at en række banker i realiteten er de egentlige ejere af
boligerne. Lejeboligerne i de europæiske storbyer, især i form af
store udlejnings-ejendomme, er i stort omfang ejet af mere eller mindre rige
udenlandske personer eller konsortier, især fra de arabiske oliestater og fra
Kina og Japan.
Eksperter taler om, at der i nutiden er tale
om en gældskrise, som endnu råder i verdensøkonomien, men den truer især den
europæiske økonomi. En bankkrise kan opstå som følge af, at f.eks. for mange af
bankens kunder vil hæve deres indestående penge samtidigt. Imidlertid er der
normalt tale om, at banken udlåner de fleste af de penge, som deres kunder har
indestående i banken. Det vil sige, at banken derved ikke har likvid kapital
til at udbetale mange penge på én gang. Her i Danmark kender vi den situation
fra Roskilde Bank i 2008. Det lykkedes for Roskilde Bank at overleve, men det
betød at en del af dens kunder mistede deres indestående penge. Værre gik det i
2011 for storbanken Amagerbanken, der som en følge af krisen både fik ny
ledelse og statsgaranti og alligevel endte med at måtte erklære sig
konkurs. (Kilderne til disse oplysninger kan findes på Internettet
ved at søge på emnet Finanskrisen).
Nok så alvorligt er de spekulationer, der
dels er foregået op gennem årene og dels stadigvæk foregår indenfor handel med
aktier og i at unddrage sig ar betale indkomst- og formueskat, og desuden
forsøg på at svindle med momsen. Der foregår betydelige aktiviteter i de nævnte
sammenhænge, godt hjulpet af både visse advokater og revisorer. Så vidt det er
fremgået af medierne, grænser disse aktiviteter i ikke så få tilfælde til
bevidst overtrædelse af de kriminelle straffelove, blandt andet i form af
kreativ bogføring og fiktive, men på sin vis dygtigt gennemførte
firmakonstruktioner.
Her skal og vil jeg dog i øvrigt ikke vove
mig yderligere ud i nærmere beskrivelser af de idealistiske bedrag og
selvbedrag, men overlade det til læserne selv at føre tankegangen videre. Det
skal dog lige nævnes og fremhæves, at Martinus også har beskæftiget sig med
disse emner i sit livsværk og at han til en vis grad er kritisk i sin
opfattelse af samme. Det turde bl.a. fremgå af bogen "Logik" (1938),
hvori kapitlerne 1.-7. henholdsvis har følgende overskrifter:
1. Livets oplevelse og individets forstand. 2. Svære
hindringer for sandhedens erkendelse. 3. Religionernes
veje spærrede af tvivl, misforståelse og intolerance. 4. Menneskeheden
til en vis grad ført af fanatikere. 5. Menneskene
dømmer uden logisk begrundelse. 6. Intellektualitet,
videnskab og den materialistiske verdensanskuelse. 7. Den
materialistiske verdensanskuelse er overtro.
Endnu engang må jeg konstatere, at alt eller
i hvert fald meget tyder på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat
overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler
med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at der reelt set
ikke findes et fænomen, tilstand eller situation, som med rette kan
karakteriseres som udødelighed og evigt liv for individet, lige som det må
konstateres, at skæbne ikke er et naturligt lovmæssigt fastlagt og uundgåeligt
fænomen, men derimod i hovedsagen beror på tilfældigheder.
Vil som en følge heraf gerne fremholde følgende citat fra artiklen
"Skæbnebestemt eller tilfældigheder?", hvori den i nedenstående citat
nævnte pointe er, at efter omkring 60 års beskæftigelse med en idealistisk
livs- og verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller
kosmologi i form af en lang række såkaldte kosmiske analyser og
livsfacitter, er ét-livs-hypotesen blevet mit nye
livsgrundlag: Derfor kan jeg her endnu engang gentage følgende:
Min pointe med denne artikel er derfor endnu
engang, at promovere den 'kætterske' opfattelse i form af ét-livs-teorien, så
meget mere, som at der overhovedet ikke findes et objektivt videnskabeligt
gyldigt bevis for eksistensen af fænomener som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens
nødvendighed. Begge dele er absolut afgørende for, at der
overhovedet kan forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i
tilværelsen. Men derimod tyder alt eller i hvert fald meget på, at
ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som
vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget
vedkommende hævde, at udødelighed og evigt liv er idealistiske
illusioner eller selvbedrag, og at skæbnen i hovedsagen beror på
tilfældigheder. (10)
For god ordens skyld skal det her
præciseres, at ordet og begrbet utopi er af græsk
oprindelse: u ikke + topos sted.
Altså et sted, der ikke eksisterer, i overført betydning en uigennemførlig og
uopnåelig tanke eller plan. Mere specielt stammer udtrykket fra den engelske
forfatter Thomas More’s bog Utopia fra 1516, hvori der
skildres en idealstat, en forestilling eller idealistisk drøm om et i enhver
henseende fuldkommen humant og retfærdigt samfund for alle dets medlemmer uden
nogen som helst undtagelse. Der er i tidens løb blevet gjort flere fejlslagne
forsøg på at oprette sådanne samfund, som tilfældet har været i nyere tid
f.eks. med autoritære samfundsformer som kommunismen og nazismen, der dog i
begge tilfælde heldigvis kollapsede. Men også demokratiske lande har haft og
har fortsat principielt samme idealistiske plan og forhåbning, der f.eks. efter
1. Verdenskrig lå bag oprettelsen af Folkeforbundet i 1919 og ligeledes ligger
bag oprettelsen af De Forenede Nationer (FN) i 1945. Men som allerede omtalt,
spillede Folkeforbundet fallit i forbindelse med udbruddet af 2. Verdenskrig.
For FN’s vedkommende må det siges, at man er meget langt fra at kunne
realisere, etablere og opretholde dén fredelige og i enhver henseende humane og
retfærdige verdensorden, som fra organisationens start har været og fortsat er
det absolutte hovedformål. Men til trods for alle de økonomiske, sociale og
kulturelle uligheder, oprør, kriser og krige, der har været lige siden 2.
Verdenskrigs aflutning 1945-46, er der fortsat utroligt mange velmenende og
idealistisk indstillede mennesker, ikke mindst en del politikere og
kulturpersonligheder, som stadigvæk tænker sig og drømmer om og støtter en
etablering af et verdensomspændende Utopia. Det er imidlertid min overbeviste
hovedpåstand, at et sådant Utopia med al sandsynlighed er og vil
forblive en tanke og drøm, som desværre – eller måske heldigvis? - ikke lader
sig realisere i virkelighedens verden. Ideale bestræbelser har det med at blive
til rene mareridt, hvilket især Sovjetunionen, Mao-Kina og Nordkorea kan tjene
som eksempler på.
Men for at læseren ikke skal tro, at der
hermed er tale om en negativ og pessimistisk livs- og verdensanskuelse fra min
side, vil jeg afslutte med følgende citat fra artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens
perspektiv:
(Citat)
Men hvori består da verdens og livets eller
tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så
består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet
er til eller eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå
dette noget er indrettet, er til på og fungerer på. Det er jo
tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af en række generelle
lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt også på basis af en
række basale, principielle og universale lovmæssigheder. Disse sidstnævnte
finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret af den danske
tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det Tredje Testamente”.
Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de sidstnævnte
lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’ verdensbillede,
har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som principper
eller lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form for skabelse
og herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske
analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og
skal siges her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den
fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle
livsprocesser. Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende
væsener og disses livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed
i det fænomen, vi kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (11)
Men i øvrigt kunne man jo også stille det
spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som
tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder og måder, end
galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis
spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig
tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og
fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil
videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog
med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus
at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i
verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (12)
For at give den forhåbentlig interesserede
og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig
om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere
mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen
aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens
tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første
tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at
her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog
pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt
med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets
stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion,
som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig
gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der
sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle
andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det
vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig
bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser
omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og
oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og
derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og
uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at
sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt
synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv
er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og
tid er relative og ret beset illusoriske. (13)
For os jordboere er jordkloden vældig stor,
så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i
hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig
kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere
tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager
jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og
hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man
derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken
se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i
tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert
fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker
umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være
begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt
på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller
rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi
sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem,
der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også
kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme
af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der
tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo
nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i
og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan
opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er
det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her. (Citat slut) (14)
Det kan konstateres, at menneskene groft set
er opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister er
karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser
positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort
set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er
fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og
opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager
sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest
ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger
om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi
eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning,
vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig
til troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt
som ”den guddommelige suggestion”, hvorved han forstår
det forhold eller den situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller
mindre modtagelige for den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de
gamle verdensreligioners begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle
verdensreligioner regner Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam.
(15)
Hvad angår politisk tro eller overbevisning,
forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet indenfor de
politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de nye partier.
Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og midterpartier.
Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative Folkeparti og
Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres af Det Radikale
Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne partier på så
vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus opfatter også politik
og politikere som delvis værende under indflydelse af ”den
guddommelige suggestion”. (16)
En af de ting, der altid har undret mig ved
såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen til det
'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke
sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i
visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde
selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at
være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i
fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for
overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene.
Efter min personlige opfattelse forekommer
det helt store idealistiske bedrag, når man vil foregøgle os, at livet eller
tilværelsen såmænd bare er et slags skuespil, som man derfor bør forholde sig
afslappet og velfornøjet til. Herom skrev jeg for en del år siden følgende
kritiske opslag på Facebook, som passende kan gengives her:
(Citat) I henhold til Martinus er alle
levende væsener, os selv inklusive, overordnet eller kosmisk set af samme art
og parthavere i den guddommelige enhed og derfor som f.eks. køn betragtet
egentlig brødre og søstre. Men i det praktiske liv er der som bekendt
forskelle, endda mange og store kontrasterende forskelle, og det er jo disse
der både overordnet og praktisk set gør tilværelsen interessant og spændende.
Men at gå så vidt, som til at opfatte livet
og tilværelsen som en slags skuespil og f.eks. opfatte en Hitler som nærmest en
stjerneaktør, det er efter min opfattelse at gå for vidt. Personligt har jeg
kendt mennesker, endda min egen svigerfar, som har været i tysk kz-lejr og set
og prøvet rædslerne på nærmeste hold, og en nabo, en jødisk kvinde, som
ligeledes havde været i tysk kz-lejr, hvor hun mistede både sin mand og datter,
som blev gassede og kremerede. Sådanne erindringer måtte hun leve med resten af
sit liv.
Så for mig at se var Holocaust både en dybt
smertelig og blodig dødsens alvorlig affære, som man ikke bare kan henregne til
en slags skuespil. Tilmed et skuespil, som overordnet set er iscenesat og
opført af selveste Guddommen for sin egen underholdnings og fornøjelses skyld.
Der er ikke noget at sige til, hvis skeptikere vil betragte en sådan opfattelse
som absurd eller ligefrem pervers. Men ikke desto mindre er der mennesker, som
interesserer sig for og er kyndige i Martinus’ kosmologi, som nærer den slags
forestillinger.
Men ét er, at Martinus med sin
kosmiske bevidsthed personligt var i stand til at overskue tilværelsens
mangfoldighed og sammenfatte og beskrive denne i en overordnet eller kosmisk
helhed og enhed, og derfor med berettigelse kunne anskue og betegne livets
oplevelse som et både højst dramatisk og muntert komisk skuespil, hvori
individet både er aktør og tilskuer, noget andet, at velmenende og mere eller
mindre kyndige og erfarne studerende af eller lærere i hans kosmologi,
promoverer og benytter denne som forklaringsmodel på virkeligheden. En
promovering som af gode grunde ikke kan undgå at være præget eller farvet af
den enkelte studerendes eller lærers egen opfattelse, dels af kosmologien og
dels af tilværelsen i øvrigt. Ganske som tilfældet er for mit eget vedkommende.
I det hele taget synes jeg, at der i
kosmologi-kredse er en sympatisk, men trods alt lidt for stor tilbøjelighed til
at ville se livet og tilværelsen som bare et slags skuespil, en blanding af
tragedie og lystspil, men hvor man i sin nærmest ukuelige og forstående – eller
måske naive eller ligefrem desperate? – idealisme og optimisme på egne og alles
vegne underspiller den tragiske side af tilværelsen. En tilværelse, som qua
kontrastprincippet består af både behag og ubehag, glæde og smerte, lys og
mørke etc. etc., men hvor modsætningerne forudsætter og betinger hinanden og
derfor overordnet set er lige nødvendige og uundværlige, og følgelig i en vis
forstand er lige store goder. Det er ikke kun et skuespil, men selveste den
basale virkelighed, vi som individer eller jeg’er både er aktører i og
tilskuere til.
Hvis nogen på den her skitserede baggrund
vil mene, at der er noget, jeg ikke har forstået eller misforstået ved
Martinus’ kosmologi, så vær så god, men det ændrer ikke ved min oplevelse,
erfaring og opfattelse. Dette være sagt i al venlighed. (Citat slut)
Så meget desto vigtigere er det, at nogle af
os vedblivende fastholder brugen af sund forstand og intuitiv fornuft, idet vi
som f.eks. H.C. Andersen har forstået, eller i hvert fald mener at have
forstået, at alt i livet og tilværelsen, lige fra elementarpartiklerne til de
vældige himmelske galakser og ikke mindst vores egen ganske vist relativt
kortvarige ét-livs-eksistens, i sig selv er et underværk, men som vi desværre
vænner os til i hverdagslivets trummerum og derfor ikke synes er noget særligt,
eller som vi, hvad angår fænomener som eksempelvis alt og alles universale
Guddom, filosofisk set den første og i sig selv årsagsløse årsag, ikke tror på
og derfor benægter eksistensen af.
Ifølge både digteren H.C. Andersen og den
intuitive tænker Martinus er livet selv det største eventyr, der findes, ja,
det er tilmed det store guddommelige eventyr, hvori vi - på godt og ikke mindst
på mindre godt - selv lever og er deltagere og medspillere. Det er dette emne, som
hjemmesiden LIVETS EVENTYR har haft og fortsat har til formål og forsøgsvis
opgave at formidle. (17)
© Maj 2017. Revideret i juni 2017. Harry
Rasmussen.
________________________________
1. Se f.eks. artiklerne H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af
spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi, og 4.119. Spiritualismens nyere historie samt 2.17. Ateisme og materialisme – om de filosofiske
hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme.
2. Se f.eks. artiklen 4.53. Et epos om alt – det kosmiske
verdensbillede - LIVETS Bog 1 vil i øvrigt kunne læses
online via følgende link:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51 – De ovenfor
nævnte symboler vil kunne ses med forklaringer via disse link:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/
3. Vedr. bl.a. den hollandske filosof Baruch Spinoza's
identitetslære: Se f.eks. artiklen 2.17. Ateisme og materialisme – om de filosofiske
hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme. - Vedr.
begrebet og forestillingen om det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges
rige på Jorden”, se evt. herom i bogen ”JESUS –
søn af mennesket”, udgivet 2012 af forlaget Scientia Intuitiva v/
Jan Tarbensen. Læs især 4. og 28. kapitel. Om samme emner vil kunne læses
online via følgende link: JESUS
menneskesønnen I og JESUS menneskesønnen II , henholdsvis
4. og 13. kapitel.
4. Vedr. det seksuelle polprincip, som også er
gyldigt i forbindelse med ét-livs-hypotesen, se evt. artiklerne H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle
polprincip” og H1-09. ”Det seksuelle
polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens
rat”
5. Se evt. artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet -
historisk, psykologisk og kosmologisk set.
6. Specielt interesserede læsere kan henvises til
artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske
grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes
kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer.
7. 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru , 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller
tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i
tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? - Se endvidere
eventuelt artiklerne:
4.98. Skæbne, retfærdighed og beskyttelse. Nogle tanker omkring disse emner
4.99. Skæbne og skyld. Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?
4.100. Skæbne og skyld (2). Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Nogle
tillægsbetragtninger)
8. Se f.eks. artiklen 4.120. Det store spørgsmål om liv og død.
Skepsis og tvivl
9. Link til online læsning af bogen "Logik": http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=73 Se
evt. også artiklen 4.112. Det er da logisk! -
Nogle tanker omkring Martinus' bog "Logik". - I sin egen kontekst
behandler Martinus de politiske, økonomiske og sociale emner og problemer
særdeles grundigt i 4. Kapitel af LIVETS BOG 1, som vil kunne læses via dette
link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=69,
samt 5. kapitel: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=120.
- I sin egen kontekst vil sige, at Martinus ser den sociale udvikling i et
kosmisk evolutionært perspektiv, hvori mennesket på sigt udvikler sig til det
etisk-moralske stadium, han betegner som "det rigtige menneske". Men
som det vil være fremgået af nærværende artikel, er den opfattelse ikke
forenelig med "ét-livs-hypotesen" og altså heller ikke med den nyere
erfaringsbaserede opfattelse af begreber som social lighed. Paradoksalt nok, så
viser erfaringen, at sådanne bestræbelser i realiteten fører til det stik
modsatte, nemlig økonomisk og social ulighed.
10. Se evt. følgende artikler: 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse.
Resumé. Og 4.128. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse.
Kommentar.
11. Vedr. en kortfattet oversigt over hovedfaktorerne
i Martinus’ kosmologi eller åndsvidenskab, se f.eks. artiklen H1-38. Individet, de seks kosmiske
grundenergier og de seks kosmiske storriger – En
kortfattet elementær oversigt. - Vedr. de kosmiske skabeprincipper, se
2.24. Personlighedsbegrebet -
historisk, psykologisk og kosmologisk set.
12. Vedr. naturvidenskaben og Martinus’ kosmologi, se f.eks.
artiklen 4.27. Hvad er
verdensaltet? - signalement af det ukendte.
13. Se evt. artiklen 3.36. Det store forhæng – Stjernehimlens gåder.
14. Se her evt. artiklen 2.21. Alts oprindelse – et essay om
at forstå verden.
15. Vedr. Martinus' analyser omkring begrebet ”den guddommelige
suggestion”, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 140-1, 153, 187, 222,
247. Benyt evt. linket http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51 - Tast
140 i søgefeltet Stk.
16. Vedr. Martinus' opfattelse af politik og politikere, se
f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 95, 137, 153. - Benyt linket i note 15, men tast de
anførte numre i søgefeltet Stk.
17. Læs eller genlæs f.eks. artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i
ét-livs-hypotesens perspektiv.
© Maj 2017. Harry Rasmussen.
******************
Hermed er
artikelserien ”Realiteter og idealisme” definitivt afsluttet. Det har ligget
mig stærkt på sinde, at tilføje denne til hjemmesiden LIVETS EVENTYR, ud fra
ønsket om at ville promovere og forsvare min antagelse af ét-livs-hypotesen.
Kun kan og vil jeg beklage, at det desværre ikke er lykkedes for mig at
foretage den grundige, uvildige og sagligt kritiske gennemgang af
forudsætningerne, kriterierne, argumenterne og facitterne i Martinus’ kosmologi,
som jeg har efterlyst i mangfoldige år. Som f.eks. at Martinus efter sin
såkaldte indvielse til kosmisk bevidsthed tog afsæt i 1920’ernes økonomiske,
sociale, kulturelle, religiøse og politiske situation. Det kom naturligt nok
til at præge hans livs- og verdensopfattelse, hvilket utvetydigt fremgår af
hans LIVETS BOG 1, der udkom i juli 1932, men som angiveligt blev skrevet i
perioden 1928-30. (Vedr. værket LIVETS BOG, se f.eks. artiklen 4.53. Et epos om alt – det kosmiske
verdensbillede)
VIGTIGT APPENDIX
Med denne
specielle og relativt korte artikelserie i 14 dele mener jeg at have fuldført
den opgave, at give en på sin vis kortfattet oversigt over de bevæggrunde,
kriterier og argumenter, der primært udgør baggrunden for mit skift fra blåøjet
idealistisk utopist til nogenlunde åben-øjet realistisk optimist. Også I den
proces har jeg fået nødvendig og uundværlig interessemæssig hjælp og absolut
uegennyttig teknisk assistance af min mangeårige gode ven, professionelle
kollega og webmaster, Jakob Koch. Derfor skal der her endnu engang lyde en
kæmpstor TAK til ham, idet jeg erkender at stå i ubetalelig gæld til ham og
hans store indsats.
Taastrup, den 12. juni 2018. Harry Rasmussen.
******************