Optakt
Med denne overskrift tænker jeg ikke kun på et
tidsmæssigt kvarter i selskab med danske digtere, men i nok så høj grad på et
bykvarter med digternavne.
Det er
vistnok ikke ualmindeligt, at byer har kvarterer, hvis gader eller veje er
navngivet efter kendte personer, i dette tilfælde tænker jeg dog mest på
bykvarterer med gader og veje med
digternavne. Storbyen København er ingen undtagelse fra reglen, for her kan i
tilfældig orden nævnes gadenavne som H. C. Andersens Boulevard, Holbergs Gade,
Kingos Gade, Suensons Gade, Olfert Fischers Gade, Gerners Gade, Niels
Hemmingsens Gade, Peder Skrams Gade, Herluf Trolles Gade med flere.
Men mest
for morskabs skyld bør her også nævnes, at i storbyen København har man også et
såkaldt ”pip-kvarter”, som betegnes sådan, fordi gaderne er opkaldt efter
fugle. Nævnte kvarter befinder sig i den københavnske forstad Bellahøj og har
nævnt i tilfældig orden navne som: Uglevej, Stærevej, Ørnevej, Lærkevej,
Svanevej, Sneppevej, Mågevej, Ringduevej, Skovduevej, Gransangervej,
Nattergalevej, Sangfuglevej, Kærsangervej, Vibevej, Bogfinkevej, Glentevej,
Blåmejsevej, Mejsevænget, Musvågevej, Tranevej, Falkevej, Hejrevej,
Tornsangervej.
En
passant kan det her nævnes, at jeg selv i nogle år boede på den lidt større
trafikåre Mågevej, der dog stavedes med ældre retskrivning som Maagevej.
I forstaden Taastrup, hvor jeg som nævnt selv
bor, har man også et pip-kvarter, som ligger syd for jernbanelinjen mellem
København og Roskilde. Pip-navnene er – nævnt i tilfældig orden – følgende:
Drosselvej, Solsortvej, Rødkælkevej,
Gærdesangervej, Svalevej, Vibevej, Ørnevej, Mågevej, Nattergalevej,
Bogfinkevej, Duevej, Stillidsvej, Spurvevej, Løvsangervej, Lærkevej.
Digternavne
i gader og veje i den del af Tåstrup, der kaldes Kingosparken, hvor jeg i
øvrigt selv bor og har boet siden 1967, er følgende nævnt i tilfældig
rækkefølge: Kingosvej, Brorsonsvej, Ingemannsvej, Grundtvigsvej, Ibsensvej,
Blichersvej og Sthensvej.
Men inden jeg går over til en nærmere omtale af boligområdet Kingosparken vil
jeg lige kort fortælle, at byen Tastrup oprindelig er opstået som en af
stationsbyerne på strækningen mellem København og Roskilde, hvor den første
jernbane i Danmark blev oprettet og indviet i 1843. Stationsbyerne på denne
strækning var og er fortsat København, Valby, Glostrup, Hedehusene og Roskilde.
Men senere er der kommet flere mellemstationer til på strækningen, så den i
nutiden ser sådan ud: København, Dybbølsbro, Enghave, Valby, Hvidovre, Rødovre,
Brøndbyøster, Glostrup, Danshøj, Albertslund og Tåstrup.
De fleste af de steder, hvor stationsbyerne efterhånden opstod og udviklede
sig, var oprindelig marker og enge, som i reglen tilhørte de stedlige
bondegårde. I Tåstrup var det gårde som f.eks. Klovtoftegård og Tåstrupgård.
Disses jorder blev opkøbt af velstående bygherrer, som for fleres vedkommende
lod dele af jordlodderne omdanne til boligområder. Det er således tilfældet med
Kingosparken, som er et boligkompleks med i alt 8 boligblokke, der for alles
vedkommende rummer kældre og desuden lejligheder op til 2. sals højde.
Ejendomskomplekset har et utalt antal opgange og hver opgang indeholder 9
forskellige typer lejligheder, fra 1-værelses til 3-værelsers lejligheder. Det
vides at der er i alt 900 lejligheder i Kingosparken.
Bygherren bag opførelsen af Kingosparken hedder Eigil
Petersen, som i øvrigt selv boede i egen villa på Nørre Allé i Glostrup. Til
formålet engagerede Petersen arkitekten Erik Stengade (1914-2001), som i øvrigt
har en særlig interesse set i mit perspektiv, nemlig at han i starten af
1950’erne var rådgivende medarbejder hos Walt Disney Studios i Burbank. Da jeg
i 1977 besøgte de nævnte studier og hilste på og talte med blandt andet Ken
Anderson, fortalte han blandt andet også, at han tidligere havde været i
København og Tivoli, og at han havde ”a friend in Copenhagen. His name is Erik
Stengade!” Navnet sagde mig ikke umiddelbart noget, men til hans overraskelse
kunne jeg dog fortælle, at Erik Stengade var navnet på den arkitekt, der havde
tegnet det ejendomskompleks i Taastrup, hvor jeg selv boede og stadig bor. ”Do
you know him?” spurgte han. ”No, not personally, only by name and profession!”
svarede jeg. Ken fortalte derefter, at Erik Stengade netop i sin egenskab af
arkitekt havde arbejdet på Disney-studierne som konsulent på tegnefilmen ”The
Little House” (1952). ”I will write him a note, you can deliver to him, when
you come back to Copenhagen!” udbrød han og satte sig til at skrive en hilsen
på en notesblok, som foruden et karakteristisk billede af Mickey Mouse, der
står og slår ud med armene, også var påtrykt Kens eget navn. Sådanne
notesblokke var standard for alle betydelige folk på Disney-studierne og
brugtes bl.a. til intern kommunikation o. lign. På notesblokken skrev Ken
følgende: ”Eric Stengade – Hello Eric! Ken Anderson – Meet my new friend Harry
Rasmussen –”
Men tilbage til
omtalen af de digternavne, som bygherren og arkitekten har brugt i forbindelse
med etableringen af Kingosparken:
Det skal
her indskydes, at da jeg i marts 1967 flyttede ind i nr. 53, 2. th., var det
stort set kun lejere af dansk oprindelse, der boede i hele komplekset. Men
efter at en gruppe af beboerne i 2007 fik omdannet lejemålene til
andelslejemål, er der efterhånden kommet ret så mange udenlandske indvandrere
til. Disse består hovedsagelig af pakistanere, hvilket man kan undre sig over,
idet disses etniske og muslimsk kulturelle baggrund er helt anderledes end
dansk kultur og sociale forhold. Det ser i øvrigt heller ikke ud til, at de
pågældende ønsker at ændre deres egen medbragte kultur og sociale adfærd.
Derfor ses de som et mere eller mindre fremmed element i Danmark. Det skal dog
tilføjes, at de fleste af dem vi ser i det daglige i hovedsagen passer sig selv
og kun hilser, hvis man selv hilser først.
Her i opgangen, hvor vi bor, er der 9 lejligheder. Da vi flyttede ind i august
1981 var det udelukkende lejere af dansk oprindelse, der boede her. I dag bor
der kun etniske danskere i 5 af lejlighederne, medens 4 er indvandrere med
muslimsk baggrund. Stort set det samme gør sig mere eller mindre gældende i
alle de øvrige opgange og boligblokke i Kingosparken. Så vi indfødte danskere
er med god grund ved at føle os fremmede i vores fædreland.
Men se,
det er netop disse ovenfor nævnte digternavne, jeg gerne vil fortælle lidt mere
om. Lad os derfor begynde med digteren Kingo. Hans navn er Thomas Kingo (1634-1703)
og regnes for en af Danmarks største salme- og barokdigtere. Han blev født i
Slangerup på Vestsjælland, men som voksen studerede han teologi på Københavns
Universitet omkring 1654. Han begyndte sin gejstlige karriere i 1661 som
kapellan for provsten i Kirke Helsinge, Peder Worm, men fik tilsagn om
præsteembedet i sin fødeby Slangerup. 1674 udgav han andagtsbogen Thomas
Kingos Aandelige Siunge-Koors Første Part, som sikrede ham ry som digter.
Den blev et hovedværk i dansk digtning og består af morgensalmer,
aftensalmer samt gendigtninger af de bibelske bodssalmer, og blev dermed et
mønster for det kristne hverdagsliv som en genkommende gudstjeneste. Som en
følge deraf udnævntes Kingo i 1677 til biskop over Fyn. Her fortsatte han sin
salmedigtning med udgivelsen af Thomas
Kingos Aandelige Siunge-Koors Anden Part.
Kingos salmer betød et
højdepunkt i samtidens danske lyrik, og selv i nutiden fremstår hans digtning
vedkommende med sit komplicerede billedsprog med de mange antiteser, som f.eks.
i digtet ”Sorrig og glæde”, gentagelser, udbrud og ordspil, underlagt en enhed
og orden. Alle barokkens virkemidler og indsigter findes i så rigt mål deri, at
de selv i vor tid udgør en central repræsentation for den danske
baroklitteratur fra omkring ca. 1650-1720.
Ifølge sagkundskaben var Kingos første digte lidt frivole og ikke så sjældent
erotiske, hvilket mentes at vidne om hans forelskelse i Helsinge-provstens
kone, Sille Balkenborg. Det endte da også med, at Kingo efter provstens
død blev forlovet og flyttede sammen med dennes enke og hendes fire børn. De
bosatte sig i Slangerup, men ulykkeligvis døde konen allerede inden for et år,
så at Kingo sad tilbage med ansvaret for børnene. Til den opgave fik han
imidlertid hjælp fra indflydelsesrige og forstående mennesker i København.
Til trods for, at kone nr. 2 også døde, om man så må sige i
utide, opgav Kingo dog ikke de ægteskabelige glæder, idet han i 1694 giftede
sig for tredje gang, nemlig med Birgitte Balslev, født, 13 maj 1665, død, 25
maj 1744, på Fraugdegaard, Fraugde, Åsum, Odense, Danmark. Hun opnåede en alder
af 79 år. Men heller ikke denne gang var det den varige lykkes gang, i hvert fald
ikke for Kingos kone, idet Kingo selv var død allerede i 1703.
Hans
Adolph Brorson (1694-1764), dansk biskop og en af Danmarks største
salmedigtere. Han var født i Randerup i Sønderjylland, hvor han blev student
fra Ribe Katedralskole i 1712. Efter studentereksamen fortsatte han sine
studier på Københavns Universitet, hvor han især læste teologi, et studium som
han dog ikke fuldførte. I 1716 vendte
han tilbage til sin hjemstavn, hvor den teologiske retning pietismen tiltrak
ham og fik stor betydning for hans senere liv og virke.
De ufuldførte studier medførte imidlertid, at Brorsons følelsesbetonede trosliv
blev vakt og han hengav sig til bøn og åndelige overvejelser, hvilket gav ham
forståelse for, hvad han betragtede som den eneste sande kristendom. I 1721 fik
han tilbudt præsteembedet i Randerup, en stilling han indtog i 1722 efter at
have taget den teologiske embedseksamen. 1729 virkede han som præst for den
danske menighed i Tønder, indtil han i 1737 blev stiftsprovst i Ribe og 1741 biskop
for Ribe Stift.
Brorson
var primært præst, der som sådan tog digtning i brug til forkyndelse,
meditation og forædling. I den sammenhæng skrev han et dødsdigt i 1721 og udgav
i årene 1732-39 en serie salmehæfter, som sidstnævnte år blev redigeret i form
af hans store salmesamling, der fik titlen Troens rare Klenodie, som på
nudansk ville hedde Troens sjældne smykke. Brorsons salmer er præget af
pietismens følelsesfulde formidling af Bibelens budskab om den lidelse, der
gennem Jesu død og opstandelse fører til forløsning og livsglæde. Det finder
man eksempler på i hans salmer ”Op! Al den ting, Gud har gjort!”, ”Den
yndigste rose er funden” og ”Her vil ties”.
Ved
Brorsons død var han og hans salmer næsten glemt, men i midten af 1800-tallet
kom hans salmer atter frem til genbrug. Hans position som en af Danmarks store
salmedigtere blev da også fremhævet i og med udgivelsen i 1953 af Den danske
salmebog.
En af de
markante salme- og sangdigtere i 1800-tallet var forfatteren Bernhard
Severin Ingemann (1789-1862). Han blev født i Torkildstrup på Nordfalster
og var den yngste af ni søskende og de første ti år af sit liv levede han et
lykkeligt barndomsliv. Han var stærkt knyttet til sin milde og kærlige moder,
som han nærmest sværmede for, hvilket formentlig havde betydning for hans
forhold og holdning til kvindekønnet. Intellektuelt var han delvis påvirket af
rationalismen, men religiøst følte han og hans familie en idyllisk tillid til,
hvad de anså for at være de kærlige himmelske magter, men dog uden et egentligt
dogmatisk og kirkeligt præg.
Da
faderen døde, flyttede Ingemann og hans familie i oktober 1800 til Slagelse,
hvor han fik et stipendium til latinskolen, også kaldet Slagelse Lærde Skole
eller Slagelse Gymnasium. Den lille og lidt jomfruelige dreng befandt sig
imidlertid ikke særlig godt i den gamle forfaldne skole mellem de rå
kammerater. Til trods herfor blev han dog student i oktober 1806 og bestod den
filologiske prøve i april 1807.
I 1807 boede Ingemann i Fiolstræde i København, hvor han som så mange andre
borgere kom ud for at opleve englændernes bombardement af hovedstaden. Som
medlem af Studenterkorpset var han som sådan udkommanderet til at stå vagt på
volden. Imens han befandt sig der, blev hans bolig i Fiolstræde ramt af en brandbombe og udbrændte, hvilket blandt
andet betød, at hans tidligste poetiske skrifter gik op i røg og blev udslettet
af de stærke og skånselsløse luer. Det var naturligvis dramatiske og skuffende
oplevelser især for den meget følsomme ungersvend, hvorfor han valgte at flytte
hjem til sin mor, hvor han også kunne få fred og ro til at forberede sig til
den forestående filosofiske eksamen, som han i øvrigt bestod i april 1808.
Årene
efter blev lidt af en prøvelsernes tid for unge Ingemann, især da hans kære
moder, tre brødre og en lille niece døde af lungetuberkulose. Den situation fik
ham i stadig højere grad til at henfalde i mørke tanker og ruge over døden.
Imidlertid blev han huslærer 1809-11 i Valby, hvorefter han blev optaget og
boede på det gamle og ærværdige Valkendorfs Kollegium i Sankt Peders Stræde i København.
I disse år skrev han sine første poetiske værker, eksempelvis tragedien Mithridates
og et bind Digte, som vidner om hans evighedslængsel og brændende
idealisme, litterære kvaliteter, som ikke mindst blev værdsat af hans da
20-årige genbo, den kommende malerinde Lucie Mandix (1792-1868), som han
i øvrigt blev forlovet med 15. november 1812.
Forlovelsen
og ægteskabet med Lucie Mandix betød en mægtig inspirationskilde for Ingemann,
hvis litterære produktion fik et markant opsving i de følgende mange år.
Hovedemnerne var som i det meste af, hvad Ingemann skrev, kampen mellem lysets
og mørkets magter og magiske kræfter. Han skrev både teaterstykker og ikke
mindst historiske romaner eller fortællinger, som udkom i udgaver, der helt op
i 1900-tallet blev meget populære i store dele af befolkningen.
Sorø
blev Ingemanns og hans hustrus hjemby fra 1822 og for hans vedkommende indtil
hans død i 1862. Medens hustruen malede smukke blomsterbilleder og religiøse
altertavler, virkede han som lærer på Sorø Akademi, men var i øvrigt mest
optaget af at skrive romaner og morgen- og aftensalmer. Ingemanns hus var i
øvrigt et populært samlingssted for mange af de senere kendte personer fra
guldaldertiden, folk som f.eks. H. C. Andersen, Bertel Thorvaldsen, Adam
Oehlenschlæger m. fl.
På sin 70-årsdag fik Ingemann, medens han stod på husets havetrappe, overrakt
en folkegave i form af et guldhorn, hvis fremstilling var blevet betalt gennem
en landsindsamling. En begivenhed, der markerede hans popularitet hos store dele af befolkningen.
Ved sin
død i 1862 blev Ingemann begravet på kirkegården lige overfor hans og Lucies
hus, så så længe hun overlevede ham, kunne kigge derover fra sine vinduer. Hun
døde i 1868 og blev begravet samme sted.
Nikolaj
Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), født i
Vordingborg og død i København. Dansk forfatter, teolog og digter, særlig
salmedigter og dertil skolemand, præst, filosof, digter historiker, titulær
biskop, filolog, debattør og politiker. Han har haft en særlig betydning som
medvirkende grundlovsgiver og desuden for oprettelsen af folkehøjskolen. Som
sådan er han i sit eftermæle stadigvæk en institution i dansk ånds- og
samfundsliv.
På
privatlivets område var Grundtvig gift tre gange, noget, der vist var en
betænkelig sag i relation til den kristne lære, som han i hvert fald i
princippet selv gik ind for. Hans første ægteskab var i årene 1818-1851 med Elisabeth
Christina Margrethe Blicher, mest omtalt som Lise Blicher. 1851-1854
var han gift med Ane Marie Elise Toft, omtalt som Marie Toft, og
sidst og senest 1858-1872 med Asta Tugendreich Adelheid komtesse
Krag-Juel-Vind-Friis.
Blandt Grundtvigs utallige
skrifter kan f.eks. nævnes Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for
dannede Mænd der ei selv ere Mytologer. København: J. H. Schubothes Forlag. 1808.
Henrik Ibsen (1828-1906), norsk dramatiker og digter,
var en af de vigtigste forfattere og dramatikere i anden halvdel af
1800-tallet. Han skrev på det sprog, som Danmark og Norge dengang havde fælles.
Det betød, at samtlige hans skuespil i førsteudgave udkom på det danske forlag
Gyldendal.
Slægten Ibsen stammer fra Møn i Danmark, men
Henrik Ibsen blev født i byen Skien, som er en by og kommune i Norge. Den
kaldes også for Dramatikernes by. Han var den ældste af fem søskende og hans
velstående forældre drev en købmandsbutik, men var samtidig kunstinteresserede.
Imidlertid kom faderen i 1835 i økonomiske vanskeligheder, som bevirkede, at
han måtte sælge deres flotte hus i Slien, hvorfor familien flyttede ind i deres
sommerbolig i Venstøb uden for Skien.
I 1843 i en alder af 15 år forlod Henrik Ibsen
sin familie og tog til Grimstad med det formål, at blive apotekerelev, en
uddannelse som i 1847 gjorde den da 19-årige ungersvend til apoteksmedhjælper.
Men nok så vigtigt her er det, at han i sin fritid begyndte at digte og skrive
og desuden at forberede sig til studentereksamen. Hans digteriske virksomhed
var inspireret af studiet af latin og førte i første omgang til, at han i 1849
skrev tragedien Catilina. Takket være hjælpsomme studenterkammerater lykkedes
det ham året efter, 1850, at få tragedien udgivet i bogform, men dog under
pseudonymet Brynjolf Bjarme. Desværre fik bogen en krank skæbne, for der
solgtes kun få eksemplarer og resten af oplaget blev solgt som
indpakningspapir. En ’skæbne’, der umiddelbart minder om den tilsvarende
’skæbne’, der i 1822 var overgået H. C. Andersens allerførste trykte bog: ”Ungdoms-Forsøg”,
der ligeledes var udkommet under
pseudonym, i dette tilfælde William Christian Walter.
Om nævnte bog har jeg skrevet i artiklen Tanker
omkring en makulatur, hvori der
blandt andet står følgende:
Det er formentlig også sin kære ”førstefødte’s
uheldige endeligt, Andersen har haft i tankerne, da han skrev 2. kapitel af sin
”Fodreise”. Heri tager hans fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af
Amager sin begyndelse, og idet han er nået over Holmens Bro, møder han et par
digtermuser i form af to tilsyneladende almindelige kvinder. Den ene ligner en
rødmosset og trivelig Amagerkone, og den anden en bleg og døende Heloise.
De to muser repræsenterer den unge digters øjeblikkelige dilemma. Derfor
fritter de ham straks ud om, hvad vej han vil vælge at gå: over Knippelsbro ved
Børsen eller over Langebro ved Druknehuset. Underforstået hvilken retning han
vil følge som forfatter: Enten fornuftens dagklare klassiske dannelse
eller føleriets og fantasteriets dunkle rædselsromantik. Amagerkonen,
som taler snusfornuftens sprog, synes mest overbevisende i sin argumenter, for
at få den unge forfatter til at følge sig. Og hun har en trumf i baghånden:
”[…] tilsidst, efter at have forsøgt ethvert middel, trak hun i raseri
en lille bog op af lommen, (det var min Fodreise); med et satanisk smil malede
hendes spidse pegefinger luende sifre på bogens ryg. ”Vås” stod der.
”Det skal der stå sålænge bindet varer,” udbrød hun: ”således vil man
benævne din bog; kaste den bort, når man har læst halvandet blad; snart vil
høkeren, som Prometheus’ Grib, sønderrive dens indre, og om sukker og
sæbe sende den ud i den store by. – […]”
Hvilken skændsel! At se sit ’hjertebarn’ brugt som indpakningspapir om
sukker og sæbe, eller sin sjæl reduceret til fysisk, forgængelig materie!
Imidlertid flyttede Henrik Ibsen i 1850 til
Kristiania for at tage sin studentereksamen ved hovedstadens universitet. Der
mødtes han med et par litterære venner sammen med hvilke han udgav et
satirisk-litterært ugeblad, som i øvrigt var inspireret af det danske satiriske
blad Corsaren. Ibsen, som havde et vist tegnetalent blev bladets tegner
og desuden dets litteratur- og teateranmelder. Samtidig var han også
litteratur- og teateranmelder for andre aviser. Men primært fortsatte han med
at skrive dramatik, først og fremmest eventyrkomedien Kæmpehøien.
Stykket blev indleveret anonymt til Christiania Theater og antaget til
opførelse. Urpremieren fandt sted den 26. september 1850.
Nok så interessant er det, at Ibsen kort tid efter mødte den verdensberømte
virtuose norske violinist Ole Bull, der engagerede Ibsen som dramatisk
forfatter ved Det norske Teater i Bergen. Dette teater havde Bull været
medstifter af i 1850.
I og med navnet Ole Bull er der igen en slags
forbindelsesled til H. C. Andersen, som selv var dybt fascineret af den berømte
violinist, som han havde mødt da denne optrådte i København. Det førte for
Andersens vedkommende til, at han var blevet inspireret og følgelig skrev en
roman – for resten sin sidste – om den virtuose og magiske violinspiller.
Romanen fik titlen ”Lykke-Peer” og udkom i 1870.
Henrik Ibsen og flere andre nordmænd med ham ønskede at gøre sig uafhængige
af dansk teater, hvorfor han og de virkede for at grundlægge et nationalt norsk
teater ved navn Det Norske Theater. Dette blev etableret i Komediehuset i
Bergen. Her blev Ibsen ansat som husdramatiker, hvilket førte til, at han i
løbet af de næste seks år skrev og fik opført fem nye skuespil. Han ville dog
gerne lære endnu mere om teater og teaterdrift, så derfor besøgte han i 1852
teatre i København og Dresden. Derefter blev hans engagement med Det Norske
Theater udvidet med hans ansættelse som sceneinstruktør. Gennem dette arbejde
tilegnede Ibsen sig basale praktiske dramaturgiske erfaringer, som han ikke
mindst kunne bruge i forbindelse med de nye skuespil han skrev.
Under sit ophold i Bergen mødte han den kvinde, som han giftede sig med i 1858.
Det drejede sig om Suzannah Daae Thoresen og sammen fik parret da også
snart efter sønnen Sigurd, hvis liv og skæbne blev helt speciel. Han
blev født i Oslo 23. december 1859. Han var og forblev Henrik Ibsens eneste
barn, som i sit voksenliv gjorde en nærmest fantastisk karriere, som derfor bør
nævnes her:
Sigurd Ibsen blev kendt som jurist, diplomat,
politiker og skribent. 1903-1905 blev han statsminister vel at bemærke i
Stockholm og han blev en central person i opløsningen af unionen mellem Sverige
og Norge 1 1905. Han var i modsætning til mange andre nordmænd tilhænger af
monarkiet og søgte derfor at overtale kendte folk, som eksempelvis Bjørnstjerne
Bjørnson og Fridtjof Nansen at støtte sig i bestræbelserne for at bevare Norge
som et monarki. Sigurd Ibsen var for resten gift med Bjørnsons datter, Bergliot,
og blev med hende forældre til den i nutiden nos så kendte filminstruktør Tancred
Ibsen.
I 1857 blev Ibsen kunstnerisk direktør for
Kristiania norske Theater, som etableredes som et modstykke til det dansk
drevne Christiania Teater i Oslo. Stillingen blev dog lidt af en vanskelig og
ubehagelig oplevelse for Ibsen, som endte med, at de to teatre blev slået
sammen i 1862. Det betød, at Christiana Theater blev ’norsk’ og desuden at
Ibsen blev ansat som litterær konsulent. Det gav ham også mulighed for i 1864
at iscenesætte og opføre sit eget skuespil Kongs-Emnerne. Det blev til
gengæld hans afsluttende opgave med praktisk teater.
I 1864 fik Ibsen råd til at rejse til Italien,
hvor så mange digtere både før og efter ham havde hentet inspiration og
fornyelse. Det blev afvekslende med ophold i Tyskland og sammenlagt til et 27
år langt ophold og fravær, før han igen vendte tilbage til sit hjemland. Men
opholdet i de nævnte europæiske lande gav ham et perspektiv og en anskuelsesmæssig distance overfor, hvad
der skete i Norge. Han blev kort og godt mere ’moderne’ i sin livs- og
verdensopfattelse.
Under sit ophold i Italien skrev Ibsen i 1866 sin første store
litterære succes, det episke versdrama Brand, et stort anlagt idédrama,
som blev indledningen til hans følgende værker, hvor idealerne sættes højere
end realiteterne. Men nok så markant i Ibsens litterære karriere er vel nok
hans største mesterværk, versdramaet Peer Gynt (1867). Dette værk er et
antiromantisk drama, hvori Ibsen tager udgangspunkt i sin egen samtid og dens
mennesker, hvor mange har mistet og derfor søger efter og skaber deres egen
identitet.
Men bortset fra de følgende og mere eller mindre moderne litterære
værker, Ibsen skrev, så levede han selv et regelmæssigt og knapt så dramatisk
liv. Dog, bag den konventionelle og lukkede livsstil, han tilsyneladende førte,
havde han et skarpt ironisk og kritisk syn på forstillelsen og falskheden i det
borgerlige samfund. Det kan man især se af det skandaleombruste drama Et
Dukkehjem (1879). Det skyldtes angiveligt dets stærkt kritiske skildring af
kvindens undertrykte rolle i samfundet og familien.
Værre blev det med modtagelsen af skuespillet Gengangere (1881),
hvori det hævdes, at individet selv bærer ansvaret for sine handlinger.
Forsømmelser og bedrag i fortiden fører til skæbnesvangre valg i nutiden. Det
ses af, at den borgerlige familie er en institution, der er baseret på
forstillelse og falskhed, hvor især kvinden er offer for
forretningstransaktioner, der er forklædt som menneskekærlighed. Konsekvensen
heraf er er en dobbeltmoral og et hykleri og en håbløs drøm om et andet og
bedre samfund, ja, om en anden og bedre verden. Midlet til det ligger ifølge
Ibsen i psykoanalysens afsløring af underbevidsthedens fortrængninger.
Disse ideer, tanker og forestillinger fortsætter Ibsen i sine
følgende mange betydelige dramatiske værker, som det dog vil føre for vidt at
nævne endsige fortælle om her. Sluttelig vedrørende Ibsens dramatiske værker
kan det dog konstateres og siges, at nogle af disse faktisk stadigvæk opføres,
også på Det kongelige Teater i København
I privatlivet flyttede Ibsen og hans hustru tilbage til Kristiania,
hvor de boede til deres respektive død, han til 1906 og hun til 1914. Deres
sidste hjem fungerer i nutiden som Ibsen Museet. I året 1900 fik Ibsen
efter flere år med dårligt helbred sit første slagtilfælde.
Sagkundskaben fortæller, at Ibsen skrev i alt 26 stadig aktuelle
skuespil og cirka 300 digte. I nutidens litterære og dramatiske kredse regnes
han for at være den dramatiker, næst efter Shakespeare, hvis skuespil har
bevaret en stærk aktualitet, idet disse stadig sættes op på scener overalt i
verden.
Steen
Steensen Blicher (1782-1848), født i Vium
som søn af sognepræst Niels Blicher og hustru. Gift 1810 i Randlev med Ernestine
Juliane Blicher, født Berg (1793-1875) i København. På fædrene side
tilhørte Blicher en præsteslægt, som kunne opregne over tyve præster med navnet
Blicher. Via moderen fik han en vis og ikke altid ønsket tilknytning til de
fornemme slægtninge på herregårdene. Selv voksede han op i et beskedent hjem,
der var præget af fattigdom og sygdom. Det skyldtes i hovedsagen moderen, hvis
liv var præget af psykisk sygdom, der i de sidste tyve år af hendes liv
ulykkeligvis henlevedes som sindssyg.
Om
drengen Steen fortæller kilder, at han næsten kom dødfødt til verden og at han
i sin opvækst var svagelig og forsinket i sin udvikling på grund af alle mulige
børnesygdomme. Han var den ældste af fire søskende og havde ingen jævnaldrende
kammerater. Den situation bevirkede, at hans lidt strikse, men samtidig
kærlige fader tog sig ekstra af den
svagelige søn. Faderen blev i 40 år hans lærer i klassiske sprog og på lange
vandreture i naturen medvirkede han til at åbne sin drengs øjne for netop
naturen og dennes historie. Desuden vakte han sønnens interesse for mennesker
og for det folkeopdragende og reformerende. Herunder blev jagt og musik en
fælles lidenskab for far og søn.
Da den
unge Blicher med tiden efterhånden var blevet legemligt sundere og livets
begyndervanskeligheder var nogenlunde overvundet, udviste han stor lyst til og
interesse for at ville læse og studere.
14. år gammel blev han som elev i Randers lærde Skole optaget i Mesterlektien.
Senere kunne han ved sin flid og dygtighed bosætte sig i København og allerede
i efteråret 1799 tage studentereksamen med udmærkelse.
Som den
naturbegejstrede Blicher var, blev hans ungdomsår lyse og lykkelige med en
velunderbygget optimistisk tro på fremtiden. Som nævnt befandt han sig nu i
København, hvor han i april 1800 tog filosofikum og året efter filologikum, i
begge tilfælde med bedste karakter. Han havde dog endnu ikke noget bestemt mål
for sin fremtid, men hyggede og morede sig sammen med sine få
studenterkammerater. Derimod var han endnu meget forlegen og genert overfor det
modsatte køn. Men formentlig for at forberede sig på den side af menneskelivet
tog han undervisning i dans og fægtning og var en ivrig jæger, vandrer og
svømmer.
Imidlertid kom han slemt til skade under en uforsigtig svømmetur i foråret 1801, hvorved han pådrog sig en så
alvorlig gigt og nervesvækkelse, at både lægerne og ikke mindst han selv havde
opgivet fremtiden og kun ventede på at dø af tuberkulose. Hans noget hypokondre indstilling gjorde
ikke situationen lettere for ham. Han havde dog også en mere mandig og modig
side og den hjalp ham med at regenerere sig, dog delvis assisteret af de læger,
der også var inde i billedet. Men efter den tid forkastede han lægernes diæter
og forskrifter og sværgede til en kur med flæsk, jagt og fløjtespil, hvilket
angiveligt hjalp ham gennem sygdomsperioder.
De
nærmest følgende år fra 1803 tilbragte Blicher i København, dog afbrudt af
lange ophold hjemme i Randlev. Dagene gik med et flittigt, men noget spredt
studium af historie, rejseskildringer, sprog og litteratur, især engelsk. Der
var tale om et såkaldt autodidakt studium. Han blev også medlem af klubben Det
borgerlige Selskab, som holdt til på Gammel Strand 7, hvor han jævnligt
tilbragte sine aftener med diskussioner, drikkelag, vinterballer, maskerader
eller især som ivrig deltager i de dengang meget yndede
dilettantforestillinger.
Imidlertid fik den noget frie og sorgløse tilværelse en brat ende, da
englænderne i slutningen af august 1807 angreb København med brandbomber. Som
medlem af Studenterkorpset gjorde Blicher – i øvrigt i lighed med Ingemann –
vagttjeneste på Volden. Blicher boede i Kannikestræde i et hus, der blev ramt
af en bombe og derfor brændte alle hans klæder og bøger. Ingemann boede i
Fiolstræde og det samme skete for ham.
For
Blicher betød det, at hans arbejde og lærervirksomhed blev afbrudt og indtil
videre umuliggjort. I en følelse af tomhed og nedbrudthed valgte han derfor at
tage hjem til faderen. Rejsen var af flere grunde besværlig, men opvejedes
noget af atter at være hjemme i de kendte omgivelser. Her tilbragte han et
uvirksomt driverliv indtil september 1808, hvor han gik i gang med at læse til
teologisk embedseksamen, som han bestod med bedste karakter i foråret 1809.
Da han måtte konstatere, at der ikke var nogen virksomhed at få i hovedstaden,
søgte han om og fik et job ved Randers Latinskole, hvor han den 14. april 1810
blev udnævnt til adjunkt med fag som de klassiske sprog og geografi. En
stilling som dog snart kedede ham så meget, at han i efteråret 1811 opgav sit
embede og flyttede hjem til Randlev.
I øvrigt
var Blicher i 1810 blevet gift med sin afdøde farbroders purunge og angiveligt
meget smukke enke, Ernestine Blicher, noget, som farbroderen havde
udtalt ønske om på sit dødsleje. Der fulgte desuden en meget velkommen sum
penge med på over 15000 Rdl. og – måske knapt så ønskeligt – også en stedsøn
med. Men nævnte kone svarede slet ikke til Blichers kvindeideal, idet hun var
behagelysten og temperamentsfuld og desuden uden ånd og højere
interesser. Hun manglede angiveligt især totalt sans for sin mands digtning.
Med tiden udviklede hun desuden en nærmest sygelig ydre ordenssans, der i hvert
fald ikke behagede Blicher, som derfor søgte bort fra hjemmet så ofte
muligheden bød sig.
Efter en kortvarig forelskelsesperiode, der slørede de store psykologiske og
personlighedsmæssige forskelle mellem parret, hvor konen angiveligt var sin
mand utro, flyttede hun derfor en tid til Randers, men blev hentet tilbage, da
hverken Blicher eller hans gamle fader, der boede hos dem, kunne undvære hendes
praktiske hjælp i huset. Forholdet mellem ægtefællerne blev et langt,
indholdsløst ægteskab.
Man kan sige om forholdet mellem ægtefællerne Blicher og Ernestine, at han ikke
fik den muse, han havde ønsket sig, og hun fik ikke den solide ægtemand, som
hun havde håbet på. 1828 søgte han separation, men ved Blichers faders
mellemkomst og gode råd blev
ægtefællerne genforenet og holdt sammen resten af livet.
Fra og med 1825
betjente Blicher et præstekald i Spentrup, men da han havde en stor gæld, angav
han selv den omstændighed som grunden til, at han begyndte at skrive. I første
omgang noveller til det århusianske tidsskrift Læsefrugter, lige som han
forsøgte sig med at redigere og udgive et konkurrerende tidsskrift med navnet Nordlyset,
som udkom 1827-29.
Blicher var jo
opvokset og nærmest groet sammen med det jyske hedeland, som han ønskede at
virke for skulle opdyrkes. Derfor gik han ind for landbrugsreformer og i den
forbindelse skrev han i 1839 en topografisk
beskrivelse af Viborg Amt, ligesom han skrev og udgav adskillige
småskrifter med forslag og ideer til sociale og økonomiske forbedringer i form
af opdyrkning af hedeegnene, der dog først for alvor kom i gang i slutningen af
1800-tallet.
Blicher var desuden en ivrig
jæger og denne interesse gav anledning til udgivelsen af det topografiske
tidsskrift Diana, som udkom i årene 1832-36. Men måske nok så væsentligt skrev og udgav han i 1842 E
Bindstouw. Fortællinger og Digte i jydsk Mundart.
Fra omkring 1839 havde Blichers politiske
interesse fået en tydelig demokratisk retning og orientering. Det udmøntede sig
i form af fem ”Himmelbjergmøder”, hvor han selv holdt inspirerende taler, der
opfordrede til en forsamlingsform, hvor landbefolkningen så at sige ’nedefra’
og på deres egne præmisser og vilkår selv kunne mødes og formulere og diskutere
politik og sociale forhold.
Det siges, at Steen
Steensen Blicher forsømte sin præstegerning, lige som han med tiden forsømte
sin egen person, hvorimod han foretog mange vandre- og jagtudflugter på heden.
Men han foretrak de store vidders ensomhed og lærte til gengæld hedebøndernes
levevis og deres opfindsomme og dygtige hosebinding grundigt at kende. Og nok
så vigtigt, han blev ven med de rakkere og tatere, der færdedes rundt omkring
på den ellers så ensomme hede. Det gav ham også stof til sin digtning.
I september 1847 blev
Blicher uventet afskediget fra sit præstekald, men heldigvis for ham fik han
dog pension. Omkring et halvt år efter døde han. Æret være hans minde, hvilket
hermed være gjort for mit vedkommende.
Hans
Christensen Sthen (1544-1610), dansk præst,
salmedigter, forfatter og underviser, født i Roskilde og død 1610 i Malmø.
Sidstnævnte sted virkede han på opfordring som sognepræst ved Sankt Petri
Kirke. Som 21-årig blev han rektor på Helsingør Skole og kort efter også præst.
Men rygtet om hans store arbejdsomhed og omfattende virksomhed for børn,
bevirkede, at han på opfordring flyttede til Malmø.
1581 fik Sthen magistergrad ved Københavns Universitet, og 1583 blev han
udnævnt til sognepræst ved Skt. Petri Kirke og provst for Oxie Herred i Skåne.
Sthen stod sig godt med de adelige familier, Grubbe på Malmøhus og Sparre på
Svaneholm. Derimod kom han snart i et modsætningsforhold til de toneangivende
borgerfamilier i Malmø. Værre blev det, da han i 1607 måtte opgive sit embede
på grund af svagt helbred. Dog, endnu værre blev det, da han samme år giftede
sig med en purung pige, idet dette forståeligt nok gav anledning til juridiske
skifteretsprocesser, der formørkede hans seneste år.
Hans
Christensen Sthen er med rette blevet betegnet som en af Danmarks betydeligste
salmedigtere, hvis store salmebog udkom i 1589. Men tilværelsen i Malmø bekom
ham dog ikke i længden. Den 12. oktober 1607 frasagde han sig præsteembedet i
Skt. Petri sogn i Malmø, angiveligt på grund af alder, skønt han kun var 63 år.
Hvad angår Sthens forfatterskab, så bestod dette i hovedsagen af fordanskninger
af tysk opbyggelig litteratur, skoleteaterstykker, prædikener, bønner, salmer
og lejlighedsskrifter.
Se så,
hermed afsluttes dette skrift om et digter-kvarter, mere præcist et
boligkvarter ved navn Kingosparken, hvis veje – som fortalt ovenfor -
besynderligt nok er navngivet efter mere eller mindre kendte – og i nutiden
mere eller mindre læste? – danske digtere fra dengang, hvor vi skrev årstallene
1600, 1700,1800 og 1900.
© oktober 2020 Harry Rasmussen.
******************