Et digter-kvarter

                                                                                                                     

Optakt
Med denne overskrift tænker jeg ikke kun på et tidsmæssigt kvarter i selskab med danske digtere, men i nok så høj grad på et bykvarter med digternavne.

 

Det er vistnok ikke ualmindeligt, at byer har kvarterer, hvis gader eller veje er navngivet efter kendte personer, i dette tilfælde tænker jeg dog mest på bykvarterer  med gader og veje med digternavne. Storbyen København er ingen undtagelse fra reglen, for her kan i tilfældig orden nævnes gadenavne som H. C. Andersens Boulevard, Holbergs Gade, Kingos Gade, Suensons Gade, Olfert Fischers Gade, Gerners Gade, Niels Hemmingsens Gade, Peder Skrams Gade, Herluf Trolles Gade med flere.

 

Men mest for morskabs skyld bør her også nævnes, at i storbyen København har man også et såkaldt ”pip-kvarter”, som betegnes sådan, fordi gaderne er opkaldt efter fugle. Nævnte kvarter befinder sig i den københavnske forstad Bellahøj og har nævnt i tilfældig orden navne som: Uglevej, Stærevej, Ørnevej, Lærkevej, Svanevej, Sneppevej, Mågevej, Ringduevej, Skovduevej, Gransangervej, Nattergalevej, Sangfuglevej, Kærsangervej, Vibevej, Bogfinkevej, Glentevej, Blåmejsevej, Mejsevænget, Musvågevej, Tranevej, Falkevej, Hejrevej, Tornsangervej.

 

En passant kan det her nævnes, at jeg selv i nogle år boede på den lidt større trafikåre Mågevej, der dog stavedes med ældre retskrivning som Maagevej.

 

I forstaden Taastrup, hvor jeg som nævnt selv bor, har man også et pip-kvarter, som ligger syd for jernbanelinjen mellem København og Roskilde. Pip-navnene er – nævnt i tilfældig orden – følgende: Drosselvej, Solsortvej, Rødkælkevej,  Gærdesangervej, Svalevej, Vibevej, Ørnevej, Mågevej, Nattergalevej, Bogfinkevej, Duevej, Stillidsvej, Spurvevej, Løvsangervej, Lærkevej.

 

Kingosparken

Digternavne i gader og veje i den del af Tåstrup, der kaldes Kingosparken, hvor jeg i øvrigt selv bor og har boet siden 1967, er følgende nævnt i tilfældig rækkefølge: Kingosvej, Brorsonsvej, Ingemannsvej, Grundtvigsvej, Ibsensvej, Blichersvej og Sthensvej.


Men inden jeg går over til en nærmere omtale af boligområdet Kingosparken vil jeg lige kort fortælle, at byen Tastrup oprindelig er opstået som en af stationsbyerne på strækningen mellem København og Roskilde, hvor den første jernbane i Danmark blev oprettet og indviet i 1843. Stationsbyerne på denne strækning var og er fortsat København, Valby, Glostrup, Hedehusene og Roskilde. Men senere er der kommet flere mellemstationer til på strækningen, så den i nutiden ser sådan ud: København, Dybbølsbro, Enghave, Valby, Hvidovre, Rødovre, Brøndbyøster, Glostrup, Danshøj, Albertslund og Tåstrup.


De fleste af de steder, hvor stationsbyerne efterhånden opstod og udviklede sig, var oprindelig marker og enge, som i reglen tilhørte de stedlige bondegårde. I Tåstrup var det gårde som f.eks. Klovtoftegård og Tåstrupgård. Disses jorder blev opkøbt af velstående bygherrer, som for fleres vedkommende lod dele af jordlodderne omdanne til boligområder. Det er således tilfældet med Kingosparken, som er et boligkompleks med i alt 8 boligblokke, der for alles vedkommende rummer kældre og desuden lejligheder op til 2. sals højde. Ejendomskomplekset har et utalt antal opgange og hver opgang indeholder 9 forskellige typer lejligheder, fra 1-værelses til 3-værelsers lejligheder. Det vides at der er i alt 900 lejligheder i Kingosparken.


Bygherren bag opførelsen af Kingosparken hedder Eigil Petersen, som i øvrigt selv boede i egen villa på Nørre Allé i Glostrup. Til formålet engagerede Petersen arkitekten Erik Stengade (1914-2001), som i øvrigt har en særlig interesse set i mit perspektiv, nemlig at han i starten af 1950’erne var rådgivende medarbejder hos Walt Disney Studios i Burbank. Da jeg i 1977 besøgte de nævnte studier og hilste på og talte med blandt andet Ken Anderson, fortalte han blandt andet også, at han tidligere havde været i København og Tivoli, og at han havde ”a friend in Copenhagen. His name is Erik Stengade!” Navnet sagde mig ikke umiddelbart noget, men til hans overraskelse kunne jeg dog fortælle, at Erik Stengade var navnet på den arkitekt, der havde tegnet det ejendomskompleks i Taastrup, hvor jeg selv boede og stadig bor. ”Do you know him?” spurgte han. ”No, not personally, only by name and profession!” svarede jeg. Ken fortalte derefter, at Erik Stengade netop i sin egenskab af arkitekt havde arbejdet på Disney-studierne som konsulent på tegnefilmen ”The Little House” (1952). ”I will write him a note, you can deliver to him, when you come back to Copenhagen!” udbrød han og satte sig til at skrive en hilsen på en notesblok, som foruden et karakteristisk billede af Mickey Mouse, der står og slår ud med armene, også var påtrykt Kens eget navn. Sådanne notesblokke var standard for alle betydelige folk på Disney-studierne og brugtes bl.a. til intern kommunikation o. lign. På notesblokken skrev Ken følgende: ”Eric Stengade – Hello Eric! Ken Anderson – Meet my new friend Harry Rasmussen –”

 

Men tilbage til omtalen af de digternavne, som bygherren og arkitekten har brugt i forbindelse med etableringen af Kingosparken:


Det skal her indskydes, at da jeg i marts 1967 flyttede ind i nr. 53, 2. th., var det stort set kun lejere af dansk oprindelse, der boede i hele komplekset. Men efter at en gruppe af beboerne i 2007 fik omdannet lejemålene til andelslejemål, er der efterhånden kommet ret så mange udenlandske indvandrere til. Disse består hovedsagelig af pakistanere, hvilket man kan undre sig over, idet disses etniske og muslimsk kulturelle baggrund er helt anderledes end dansk kultur og sociale forhold. Det ser i øvrigt heller ikke ud til, at de pågældende ønsker at ændre deres egen medbragte kultur og sociale adfærd. Derfor ses de som et mere eller mindre fremmed element i Danmark. Det skal dog tilføjes, at de fleste af dem vi ser i det daglige i hovedsagen passer sig selv og kun hilser, hvis man selv hilser først.


Her i opgangen, hvor vi bor, er der 9 lejligheder. Da vi flyttede ind i august 1981 var det udelukkende lejere af dansk oprindelse, der boede her. I dag bor der kun etniske danskere i 5 af lejlighederne, medens 4 er indvandrere med muslimsk baggrund. Stort set det samme gør sig mere eller mindre gældende i alle de øvrige opgange og boligblokke i Kingosparken. Så vi indfødte danskere er med god grund ved at føle os fremmede i vores fædreland.

 

Digteren Kingo

Men se, det er netop disse ovenfor nævnte digternavne, jeg gerne vil fortælle lidt mere om. Lad os derfor begynde med digteren Kingo. Hans navn er Thomas Kingo (1634-1703) og regnes for en af Danmarks største salme- og barokdigtere. Han blev født i Slangerup på Vestsjælland, men som voksen studerede han teologi på Københavns Universitet omkring 1654. Han begyndte sin gejstlige karriere i 1661 som kapellan for provsten i Kirke Helsinge, Peder Worm, men fik tilsagn om præsteembedet i sin fødeby Slangerup. 1674 udgav han andagtsbogen Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors Første Part, som sikrede ham ry som digter. Den blev et hovedværk i dansk digtning og består af morgensalmer, aftensalmer samt gendigtninger af de bibelske bodssalmer, og blev dermed et mønster for det kristne hverdagsliv som en genkommende gudstjeneste. Som en følge deraf udnævntes Kingo i 1677 til biskop over Fyn. Her fortsatte han sin salmedigtning med udgivelsen af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koors Anden Part.

 

Kingos salmer betød et højdepunkt i samtidens danske lyrik, og selv i nutiden fremstår hans digtning vedkommende med sit komplicerede billedsprog med de mange antiteser, som f.eks. i digtet ”Sorrig og glæde”, gentagelser, udbrud og ordspil, underlagt en enhed og orden. Alle barokkens virkemidler og indsigter findes i så rigt mål deri, at de selv i vor tid udgør en central repræsentation for den danske baroklitteratur fra omkring ca. 1650-1720.


Ifølge sagkundskaben var Kingos første digte lidt frivole og ikke så sjældent erotiske, hvilket mentes at vidne om hans forelskelse i Helsinge-provstens kone, Sille Balkenborg. Det endte da også med, at Kingo efter provstens død blev forlovet og flyttede sammen med dennes enke og hendes fire børn. De bosatte sig i Slangerup, men ulykkeligvis døde konen allerede inden for et år, så at Kingo sad tilbage med ansvaret for børnene. Til den opgave fik han imidlertid hjælp fra indflydelsesrige og forstående mennesker i København.


Til trods for, at kone nr. 2 også døde, om man så må sige i utide, opgav Kingo dog ikke de ægteskabelige glæder, idet han i 1694 giftede sig for tredje gang, nemlig med Birgitte Balslev, født, 13 maj 1665, død, 25 maj 1744, på Fraugdegaard, Fraugde, Åsum, Odense, Danmark. Hun opnåede en alder af 79 år. Men heller ikke denne gang var det den varige lykkes gang, i hvert fald ikke for Kingos kone, idet Kingo selv var død allerede i 1703.

 

Digteren Brorson

Hans Adolph Brorson (1694-1764), dansk biskop og en af Danmarks største salmedigtere. Han var født i Randerup i Sønderjylland, hvor han blev student fra Ribe Katedralskole i 1712. Efter studentereksamen fortsatte han sine studier på Københavns Universitet, hvor han især læste teologi, et studium som han dog ikke  fuldførte. I 1716 vendte han tilbage til sin hjemstavn, hvor den teologiske retning pietismen tiltrak ham og fik stor betydning for hans senere liv og virke.


De ufuldførte studier medførte imidlertid, at Brorsons følelsesbetonede trosliv blev vakt og han hengav sig til bøn og åndelige overvejelser, hvilket gav ham forståelse for, hvad han betragtede som den eneste sande kristendom. I 1721 fik han tilbudt præsteembedet i Randerup, en stilling han indtog i 1722 efter at have taget den teologiske embedseksamen. 1729 virkede han som præst for den danske menighed i Tønder, indtil han i 1737 blev stiftsprovst i Ribe og 1741 biskop for Ribe Stift.

 

Brorson var primært præst, der som sådan tog digtning i brug til forkyndelse, meditation og forædling. I den sammenhæng skrev han et dødsdigt i 1721 og udgav i årene 1732-39 en serie salmehæfter, som sidstnævnte år blev redigeret i form af hans store salmesamling, der fik titlen Troens rare Klenodie, som på nudansk ville hedde Troens sjældne smykke. Brorsons salmer er præget af pietismens følelsesfulde formidling af Bibelens budskab om den lidelse, der gennem Jesu død og opstandelse fører til forløsning og livsglæde. Det finder man eksempler på i hans salmer ”Op! Al den ting, Gud har gjort!”, ”Den yndigste rose er funden” og ”Her vil ties”.

 

Ved Brorsons død var han og hans salmer næsten glemt, men i midten af 1800-tallet kom hans salmer atter frem til genbrug. Hans position som en af Danmarks store salmedigtere blev da også fremhævet i og med udgivelsen i 1953 af Den danske salmebog.     

 

Digteren Ingemann

En af de markante salme- og sangdigtere i 1800-tallet var forfatteren Bernhard Severin Ingemann (1789-1862). Han blev født i Torkildstrup på Nordfalster og var den yngste af ni søskende og de første ti år af sit liv levede han et lykkeligt barndomsliv. Han var stærkt knyttet til sin milde og kærlige moder, som han nærmest sværmede for, hvilket formentlig havde betydning for hans forhold og holdning til kvindekønnet. Intellektuelt var han delvis påvirket af rationalismen, men religiøst følte han og hans familie en idyllisk tillid til, hvad de anså for at være de kærlige himmelske magter, men dog uden et egentligt dogmatisk og kirkeligt præg.

 

Da faderen døde, flyttede Ingemann og hans familie i oktober 1800 til Slagelse, hvor han fik et stipendium til latinskolen, også kaldet Slagelse Lærde Skole eller Slagelse Gymnasium. Den lille og lidt jomfruelige dreng befandt sig imidlertid ikke særlig godt i den gamle forfaldne skole mellem de rå kammerater. Til trods herfor blev han dog student i oktober 1806 og bestod den filologiske prøve i april 1807.


I 1807 boede Ingemann i Fiolstræde i København, hvor han som så mange andre borgere kom ud for at opleve englændernes bombardement af hovedstaden. Som medlem af Studenterkorpset var han som sådan udkommanderet til at stå vagt på volden. Imens han befandt sig der, blev hans bolig i Fiolstræde ramt af en  brandbombe og udbrændte, hvilket blandt andet betød, at hans tidligste poetiske skrifter gik op i røg og blev udslettet af de stærke og skånselsløse luer. Det var naturligvis dramatiske og skuffende oplevelser især for den meget følsomme ungersvend, hvorfor han valgte at flytte hjem til sin mor, hvor han også kunne få fred og ro til at forberede sig til den forestående filosofiske eksamen, som han i øvrigt bestod i april 1808.

 

Årene efter blev lidt af en prøvelsernes tid for unge Ingemann, især da hans kære moder, tre brødre og en lille niece døde af lungetuberkulose. Den situation fik ham i stadig højere grad til at henfalde i mørke tanker og ruge over døden. Imidlertid blev han huslærer 1809-11 i Valby, hvorefter han blev optaget og boede på det gamle og ærværdige Valkendorfs Kollegium i Sankt Peders Stræde i København. I disse år skrev han sine første poetiske værker, eksempelvis tragedien Mithridates og et bind Digte, som vidner om hans evighedslængsel og brændende idealisme, litterære kvaliteter, som ikke mindst blev værdsat af hans da 20-årige genbo, den kommende malerinde Lucie Mandix (1792-1868), som han i øvrigt blev forlovet med 15. november 1812.

 

Forlovelsen og ægteskabet med Lucie Mandix betød en mægtig inspirationskilde for Ingemann, hvis litterære produktion fik et markant opsving i de følgende mange år. Hovedemnerne var som i det meste af, hvad Ingemann skrev, kampen mellem lysets og mørkets magter og magiske kræfter. Han skrev både teaterstykker og ikke mindst historiske romaner eller fortællinger, som udkom i udgaver, der helt op i 1900-tallet blev meget populære i store dele af befolkningen.

 

Sorø blev Ingemanns og hans hustrus hjemby fra 1822 og for hans vedkommende indtil hans død i 1862. Medens hustruen malede smukke blomsterbilleder og religiøse altertavler, virkede han som lærer på Sorø Akademi, men var i øvrigt mest optaget af at skrive romaner og morgen- og aftensalmer. Ingemanns hus var i øvrigt et populært samlingssted for mange af de senere kendte personer fra guldaldertiden, folk som f.eks. H. C. Andersen, Bertel Thorvaldsen, Adam Oehlenschlæger m. fl.


På sin 70-årsdag fik Ingemann, medens han stod på husets havetrappe, overrakt en folkegave i form af et guldhorn, hvis fremstilling var blevet betalt gennem en landsindsamling. En begivenhed, der markerede hans popularitet  hos store dele af befolkningen.

 

Ved sin død i 1862 blev Ingemann begravet på kirkegården lige overfor hans og Lucies hus, så så længe hun overlevede ham, kunne kigge derover fra sine vinduer. Hun døde i 1868 og blev begravet samme sted.

 

Digteren Grundtvig

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), født i Vordingborg og død i København. Dansk forfatter, teolog og digter, særlig salmedigter og dertil skolemand, præst, filosof, digter historiker, titulær biskop, filolog, debattør og politiker. Han har haft en særlig betydning som medvirkende grundlovsgiver og desuden for oprettelsen af folkehøjskolen. Som sådan er han i sit eftermæle stadigvæk en institution i dansk ånds- og samfundsliv.

 

På privatlivets område var Grundtvig gift tre gange, noget, der vist var en betænkelig sag i relation til den kristne lære, som han i hvert fald i princippet selv gik ind for. Hans første ægteskab var i årene 1818-1851 med Elisabeth Christina Margrethe Blicher, mest omtalt som Lise Blicher. 1851-1854 var han gift med Ane Marie Elise Toft, omtalt som Marie Toft, og sidst og senest 1858-1872 med Asta Tugendreich Adelheid komtesse Krag-Juel-Vind-Friis. 

 

Blandt Grundtvigs utallige skrifter kan f.eks. nævnes Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd der ei selv ere Mytologer. København: J. H.  Schubothes Forlag. 1808.

 

Digteren Ibsen

Henrik Ibsen (1828-1906), norsk dramatiker og digter, var en af de vigtigste forfattere og dramatikere i anden halvdel af 1800-tallet. Han skrev på det sprog, som Danmark og Norge dengang havde fælles. Det betød, at samtlige hans skuespil i førsteudgave udkom på det danske forlag Gyldendal.  

 

Slægten Ibsen stammer fra Møn i Danmark, men Henrik Ibsen blev født i byen Skien, som er en by og kommune i Norge. Den kaldes også for Dramatikernes by. Han var den ældste af fem søskende og hans velstående forældre drev en købmandsbutik, men var samtidig kunstinteresserede. Imidlertid kom faderen i 1835 i økonomiske vanskeligheder, som bevirkede, at han måtte sælge deres flotte hus i Slien, hvorfor familien flyttede ind i deres sommerbolig i Venstøb uden for Skien.

 

I 1843 i en alder af 15 år forlod Henrik Ibsen sin familie og tog til Grimstad med det formål, at blive apotekerelev, en uddannelse som i 1847 gjorde den da 19-årige ungersvend til apoteksmedhjælper. Men nok så vigtigt her er det, at han i sin fritid begyndte at digte og skrive og desuden at forberede sig til studentereksamen. Hans digteriske virksomhed var inspireret af studiet af latin og førte i første omgang til, at han i 1849 skrev tragedien Catilina. Takket være hjælpsomme studenterkammerater lykkedes det ham året efter, 1850, at få tragedien udgivet i bogform, men dog under pseudonymet Brynjolf Bjarme. Desværre fik bogen en krank skæbne, for der solgtes kun få eksemplarer og resten af oplaget blev solgt som indpakningspapir. En ’skæbne’, der umiddelbart minder om den tilsvarende ’skæbne’, der i 1822 var overgået H. C. Andersens allerførste trykte bog: ”Ungdoms-Forsøg”, der ligeledes var udkommet  under pseudonym, i dette tilfælde William Christian Walter.

 

Om nævnte bog har jeg skrevet i artiklen Tanker omkring en makulatur, hvori der

blandt andet står følgende:

 

Det er formentlig også sin kære ”førstefødte’s uheldige endeligt, Andersen har haft i tankerne, da han skrev 2. kapitel af sin ”Fodreise”. Heri tager hans fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager sin begyndelse, og idet han er nået over Holmens Bro, møder han et par digtermuser i form af to tilsyneladende almindelige kvinder. Den ene ligner en rødmosset og trivelig Amagerkone, og den anden en bleg og døende Heloise.

          De to muser repræsenterer den unge digters øjeblikkelige dilemma. Derfor fritter de ham straks ud om, hvad vej han vil vælge at gå: over Knippelsbro ved Børsen eller over Langebro ved Druknehuset. Underforstået hvilken retning han vil følge som forfatter: Enten fornuftens dagklare klassiske dannelse eller føleriets og fantasteriets dunkle rædselsromantik. Amagerkonen, som taler snusfornuftens sprog, synes mest overbevisende i sin argumenter, for at få den unge forfatter til at følge sig. Og hun har en trumf i baghånden:

 

          ”[…] tilsidst, efter at have forsøgt ethvert middel, trak hun i raseri en lille bog op af lommen, (det var min Fodreise); med et satanisk smil malede hendes spidse pegefinger luende sifre på bogens ryg. ”Vås” stod der.

           ”Det skal der stå sålænge bindet varer,” udbrød hun: ”således vil man benævne din bog; kaste den bort, når man har læst halvandet blad; snart vil høkeren, som Prometheus’ Grib, sønderrive dens indre, og om sukker og sæbe sende den ud i den store by. – […]”

 

     Hvilken skændsel! At se sit ’hjertebarn’ brugt som indpakningspapir om sukker og sæbe, eller sin sjæl reduceret til fysisk, forgængelig materie!

 

Imidlertid flyttede Henrik Ibsen i 1850 til Kristiania for at tage sin studentereksamen ved hovedstadens universitet. Der mødtes han med et par litterære venner sammen med hvilke han udgav et satirisk-litterært ugeblad, som i øvrigt var inspireret af det danske satiriske blad Corsaren. Ibsen, som havde et vist tegnetalent blev bladets tegner og desuden dets litteratur- og teateranmelder. Samtidig var han også litteratur- og teateranmelder for andre aviser. Men primært fortsatte han med at skrive dramatik, først og fremmest eventyrkomedien Kæmpehøien. Stykket blev indleveret anonymt til Christiania Theater og antaget til opførelse. Urpremieren fandt sted den 26. september 1850.


Nok så interessant er det, at Ibsen kort tid efter mødte den verdensberømte virtuose norske violinist Ole Bull, der engagerede Ibsen som dramatisk forfatter ved Det norske Teater i Bergen. Dette teater havde Bull været medstifter af i 1850.

 

I og med navnet Ole Bull er der igen en slags forbindelsesled til H. C. Andersen, som selv var dybt fascineret af den berømte violinist, som han havde mødt da denne optrådte i København. Det førte for Andersens vedkommende til, at han var blevet inspireret og følgelig skrev en roman – for resten sin sidste – om den virtuose og magiske violinspiller. Romanen fik titlen ”Lykke-Peer” og udkom i 1870.

  
Henrik Ibsen og flere andre nordmænd med ham ønskede at gøre sig uafhængige af dansk teater, hvorfor han og de virkede for at grundlægge et nationalt norsk teater ved navn Det Norske Theater. Dette blev etableret i Komediehuset i Bergen. Her blev Ibsen ansat som husdramatiker, hvilket førte til, at han i løbet af de næste seks år skrev og fik opført fem nye skuespil. Han ville dog gerne lære endnu mere om teater og teaterdrift, så derfor besøgte han i 1852 teatre i København og Dresden. Derefter blev hans engagement med Det Norske Theater udvidet med hans ansættelse som sceneinstruktør. Gennem dette arbejde tilegnede Ibsen sig basale praktiske dramaturgiske erfaringer, som han ikke mindst kunne bruge i forbindelse med de nye skuespil han skrev.


Under sit ophold i Bergen mødte han den kvinde, som han giftede sig med i 1858. Det drejede sig om Suzannah Daae Thoresen og sammen fik parret da også snart efter sønnen Sigurd, hvis liv og skæbne blev helt speciel. Han blev født i Oslo 23. december 1859. Han var og forblev Henrik Ibsens eneste barn, som i sit voksenliv gjorde en nærmest fantastisk karriere, som derfor bør nævnes her:

 

Sigurd Ibsen blev kendt som jurist, diplomat, politiker og skribent. 1903-1905 blev han statsminister vel at bemærke i Stockholm og han blev en central person i opløsningen af unionen mellem Sverige og Norge 1 1905. Han var i modsætning til mange andre nordmænd tilhænger af monarkiet og søgte derfor at overtale kendte folk, som eksempelvis Bjørnstjerne Bjørnson og Fridtjof Nansen at støtte sig i bestræbelserne for at bevare Norge som et monarki. Sigurd Ibsen var for resten gift med Bjørnsons datter, Bergliot, og blev med hende forældre til den i nutiden nos så kendte filminstruktør Tancred Ibsen.

 

I 1857 blev Ibsen kunstnerisk direktør for Kristiania norske Theater, som etableredes som et modstykke til det dansk drevne Christiania Teater i Oslo. Stillingen blev dog lidt af en vanskelig og ubehagelig oplevelse for Ibsen, som endte med, at de to teatre blev slået sammen i 1862. Det betød, at Christiana Theater blev ’norsk’ og desuden at Ibsen blev ansat som litterær konsulent. Det gav ham også mulighed for i 1864 at iscenesætte og opføre sit eget skuespil Kongs-Emnerne. Det blev til gengæld hans afsluttende opgave med praktisk teater.    

 

I 1864 fik Ibsen råd til at rejse til Italien, hvor så mange digtere både før og efter ham havde hentet inspiration og fornyelse. Det blev afvekslende med ophold i Tyskland og sammenlagt til et 27 år langt ophold og fravær, før han igen vendte tilbage til sit hjemland. Men opholdet i de nævnte europæiske lande gav ham et perspektiv og  en anskuelsesmæssig distance overfor, hvad der skete i Norge. Han blev kort og godt mere ’moderne’ i sin livs- og verdensopfattelse.

 

Under sit ophold i Italien skrev Ibsen i 1866 sin første store litterære succes, det episke versdrama Brand, et stort anlagt idédrama, som blev indledningen til hans følgende værker, hvor idealerne sættes højere end realiteterne. Men nok så markant i Ibsens litterære karriere er vel nok hans største mesterværk, versdramaet Peer Gynt (1867). Dette værk er et antiromantisk drama, hvori Ibsen tager udgangspunkt i sin egen samtid og dens mennesker, hvor mange har mistet og derfor søger efter og skaber deres egen identitet.

 

Men bortset fra de følgende og mere eller mindre moderne litterære værker, Ibsen skrev, så levede han selv et regelmæssigt og knapt så dramatisk liv. Dog, bag den konventionelle og lukkede livsstil, han tilsyneladende førte, havde han et skarpt ironisk og kritisk syn på forstillelsen og falskheden i det borgerlige samfund. Det kan man især se af det skandaleombruste drama Et Dukkehjem (1879). Det skyldtes angiveligt dets stærkt kritiske skildring af kvindens undertrykte rolle i samfundet og familien.

 

Værre blev det med modtagelsen af skuespillet Gengangere (1881), hvori det hævdes, at individet selv bærer ansvaret for sine handlinger. Forsømmelser og bedrag i fortiden fører til skæbnesvangre valg i nutiden. Det ses af, at den borgerlige familie er en institution, der er baseret på forstillelse og falskhed, hvor især kvinden er offer for forretningstransaktioner, der er forklædt som menneskekærlighed. Konsekvensen heraf er er en dobbeltmoral og et hykleri og en håbløs drøm om et andet og bedre samfund, ja, om en anden og bedre verden. Midlet til det ligger ifølge Ibsen i psykoanalysens afsløring af underbevidsthedens fortrængninger.

 

Disse ideer, tanker og forestillinger fortsætter Ibsen i sine følgende mange betydelige dramatiske værker, som det dog vil føre for vidt at nævne endsige fortælle om her. Sluttelig vedrørende Ibsens dramatiske værker kan det dog konstateres og siges, at nogle af disse faktisk stadigvæk opføres, også på Det kongelige Teater i København

 

I privatlivet flyttede Ibsen og hans hustru tilbage til Kristiania, hvor de boede til deres respektive død, han til 1906 og hun til 1914. Deres sidste hjem fungerer i nutiden som Ibsen Museet. I året 1900 fik Ibsen efter flere år med dårligt helbred sit første slagtilfælde.

 

Sagkundskaben fortæller, at Ibsen skrev i alt 26 stadig aktuelle skuespil og cirka 300 digte. I nutidens litterære og dramatiske kredse regnes han for at være den dramatiker, næst efter Shakespeare, hvis skuespil har bevaret en stærk aktualitet, idet disse stadig sættes op på scener overalt i verden.

 

Digteren Blicher

Steen Steensen Blicher (1782-1848), født i Vium som søn af sognepræst Niels Blicher og hustru. Gift 1810 i Randlev med Ernestine Juliane Blicher, født Berg (1793-1875) i København. På fædrene side tilhørte Blicher en præsteslægt, som kunne opregne over tyve præster med navnet Blicher. Via moderen fik han en vis og ikke altid ønsket tilknytning til de fornemme slægtninge på herregårdene. Selv voksede han op i et beskedent hjem, der var præget af fattigdom og sygdom. Det skyldtes i hovedsagen moderen, hvis liv var præget af psykisk sygdom, der i de sidste tyve år af hendes liv ulykkeligvis henlevedes som sindssyg.    

 

Om drengen Steen fortæller kilder, at han næsten kom dødfødt til verden og at han i sin opvækst var svagelig og forsinket i sin udvikling på grund af alle mulige børnesygdomme. Han var den ældste af fire søskende og havde ingen jævnaldrende kammerater. Den situation bevirkede, at hans lidt strikse, men samtidig kærlige  fader tog sig ekstra af den svagelige søn. Faderen blev i 40 år hans lærer i klassiske sprog og på lange vandreture i naturen medvirkede han til at åbne sin drengs øjne for netop naturen og dennes historie. Desuden vakte han sønnens interesse for mennesker og for det folkeopdragende og reformerende. Herunder blev jagt og musik en fælles lidenskab for far og søn.

 

Da den unge Blicher med tiden efterhånden var blevet legemligt sundere og livets begyndervanskeligheder var nogenlunde overvundet, udviste han stor lyst til og interesse for  at ville læse og studere. 14. år gammel blev han som elev i Randers lærde Skole optaget i Mesterlektien. Senere kunne han ved sin flid og dygtighed bosætte sig i København og allerede i efteråret 1799 tage studentereksamen med udmærkelse.

 

Som den naturbegejstrede Blicher var, blev hans ungdomsår lyse og lykkelige med en velunderbygget optimistisk tro på fremtiden. Som nævnt befandt han sig nu i København, hvor han i april 1800 tog filosofikum og året efter filologikum, i begge tilfælde med bedste karakter. Han havde dog endnu ikke noget bestemt mål for sin fremtid, men hyggede og morede sig sammen med sine få studenterkammerater. Derimod var han endnu meget forlegen og genert overfor det modsatte køn. Men formentlig for at forberede sig på den side af menneskelivet tog han undervisning i dans og fægtning og var en ivrig jæger, vandrer og svømmer.

 
Imidlertid kom han slemt til skade under en uforsigtig svømmetur i  foråret 1801, hvorved han pådrog sig en så alvorlig gigt og nervesvækkelse, at både lægerne og ikke mindst han selv havde opgivet fremtiden og kun ventede på at dø af tuberkulose.  Hans noget hypokondre indstilling gjorde ikke situationen lettere for ham. Han havde dog også en mere mandig og modig side og den hjalp ham med at regenerere sig, dog delvis assisteret af de læger, der også var inde i billedet. Men efter den tid forkastede han lægernes diæter og forskrifter og sværgede til en kur med flæsk, jagt og fløjtespil, hvilket angiveligt hjalp ham gennem sygdomsperioder.

 

De nærmest følgende år fra 1803 tilbragte Blicher i København, dog afbrudt af lange ophold hjemme i Randlev. Dagene gik med et flittigt, men noget spredt studium af historie, rejseskildringer, sprog og litteratur, især engelsk. Der var tale om et såkaldt autodidakt studium. Han blev også medlem af klubben Det borgerlige Selskab, som holdt til på Gammel Strand 7, hvor han jævnligt tilbragte sine aftener med diskussioner, drikkelag, vinterballer, maskerader eller især som ivrig deltager i de dengang meget yndede dilettantforestillinger.


Imidlertid fik den noget frie og sorgløse tilværelse en brat ende, da englænderne i slutningen af august 1807 angreb København med brandbomber. Som medlem af Studenterkorpset gjorde Blicher – i øvrigt i lighed med Ingemann – vagttjeneste på Volden. Blicher boede i Kannikestræde i et hus, der blev ramt af en bombe og derfor brændte alle hans klæder og bøger. Ingemann boede i Fiolstræde og det samme skete for ham.

 

For Blicher betød det, at hans arbejde og lærervirksomhed blev afbrudt og indtil videre umuliggjort. I en følelse af tomhed og nedbrudthed valgte han derfor at tage hjem til faderen. Rejsen var af flere grunde besværlig, men opvejedes noget af atter at være hjemme i de kendte omgivelser. Her tilbragte han et uvirksomt driverliv indtil september 1808, hvor han gik i gang med at læse til teologisk embedseksamen, som han bestod med bedste karakter i foråret 1809.


Da han måtte konstatere, at der ikke var nogen virksomhed at få i hovedstaden, søgte han om og fik et job ved Randers Latinskole, hvor han den 14. april 1810 blev udnævnt til adjunkt med fag som de klassiske sprog og geografi. En stilling som dog snart kedede ham så meget, at han i efteråret 1811 opgav sit embede og flyttede hjem til Randlev. 

 

I øvrigt var Blicher i 1810 blevet gift med sin afdøde farbroders purunge og angiveligt meget smukke enke, Ernestine Blicher, noget, som farbroderen havde udtalt ønske om på sit dødsleje. Der fulgte desuden en meget velkommen sum penge med på over 15000 Rdl. og – måske knapt så ønskeligt – også en stedsøn med. Men nævnte kone svarede slet ikke til Blichers kvindeideal, idet hun var behagelysten og temperamentsfuld og desuden uden ånd og højere interesser. Hun manglede angiveligt især totalt sans for sin mands digtning. Med tiden udviklede hun desuden en nærmest sygelig ydre ordenssans, der i hvert fald ikke behagede Blicher, som derfor søgte bort fra hjemmet så ofte muligheden bød sig.


Efter en kortvarig forelskelsesperiode, der slørede de store psykologiske og personlighedsmæssige forskelle mellem parret, hvor konen angiveligt var sin mand utro, flyttede hun derfor en tid til Randers, men blev hentet tilbage, da hverken Blicher eller hans gamle fader, der boede hos dem, kunne undvære hendes praktiske hjælp i huset. Forholdet mellem ægtefællerne blev et langt, indholdsløst ægteskab.


Man kan sige om forholdet mellem ægtefællerne Blicher og Ernestine, at han ikke fik den muse, han havde ønsket sig, og hun fik ikke den solide ægtemand, som hun havde håbet på. 1828 søgte han separation, men ved Blichers faders mellemkomst og  gode råd blev ægtefællerne genforenet og holdt sammen resten af livet.

 

Fra og med 1825 betjente Blicher et præstekald i Spentrup, men da han havde en stor gæld, angav han selv den omstændighed som grunden til, at han begyndte at skrive. I første omgang noveller til det århusianske tidsskrift Læsefrugter, lige som han forsøgte sig med at redigere og udgive et konkurrerende tidsskrift med navnet Nordlyset, som udkom 1827-29.

 

Blicher var jo opvokset og nærmest groet sammen med det jyske hedeland, som han ønskede at virke for skulle opdyrkes. Derfor gik han ind for landbrugsreformer og i den forbindelse skrev han i 1839 en topografisk  beskrivelse af Viborg Amt, ligesom han skrev og udgav adskillige småskrifter med forslag og ideer til sociale og økonomiske forbedringer i form af opdyrkning af hedeegnene, der dog først for alvor kom i gang i slutningen af 1800-tallet.

 

Blicher var desuden en ivrig jæger og denne interesse gav anledning til udgivelsen af det topografiske tidsskrift Diana, som udkom i årene 1832-36. Men måske nok så  væsentligt skrev og udgav han i 1842 E Bindstouw. Fortællinger og Digte i jydsk Mundart.

 

 Fra omkring 1839 havde Blichers politiske interesse fået en tydelig demokratisk retning og orientering. Det udmøntede sig i form af fem ”Himmelbjergmøder”, hvor han selv holdt inspirerende taler, der opfordrede til en forsamlingsform, hvor landbefolkningen så at sige ’nedefra’ og på deres egne præmisser og vilkår selv kunne mødes og formulere og diskutere politik og sociale forhold.

 

Det siges, at Steen Steensen Blicher forsømte sin præstegerning, lige som han med tiden forsømte sin egen person, hvorimod han foretog mange vandre- og jagtudflugter på heden. Men han foretrak de store vidders ensomhed og lærte til gengæld hedebøndernes levevis og deres opfindsomme og dygtige hosebinding grundigt at kende. Og nok så vigtigt, han blev ven med de rakkere og tatere, der færdedes rundt omkring på den ellers så ensomme hede. Det gav ham også stof til sin digtning.

 

I september 1847 blev Blicher uventet afskediget fra sit præstekald, men heldigvis for ham fik han dog pension. Omkring et halvt år efter døde han. Æret være hans minde, hvilket hermed være gjort for mit vedkommende.

 

Digteren Sthen

Hans Christensen Sthen (1544-1610), dansk præst, salmedigter, forfatter og underviser, født i Roskilde og død 1610 i Malmø. Sidstnævnte sted virkede han på opfordring som sognepræst ved Sankt Petri Kirke. Som 21-årig blev han rektor på Helsingør Skole og kort efter også præst. Men rygtet om hans store arbejdsomhed og omfattende virksomhed for børn, bevirkede, at han på opfordring flyttede til Malmø.


1581 fik Sthen magistergrad ved Københavns Universitet, og 1583 blev han udnævnt til sognepræst ved Skt. Petri Kirke og provst for Oxie Herred i Skåne. Sthen stod sig godt med de adelige familier, Grubbe på Malmøhus og Sparre på Svaneholm. Derimod kom han snart i et modsætningsforhold til de toneangivende borgerfamilier i Malmø. Værre blev det, da han i 1607 måtte opgive sit embede på grund af svagt helbred. Dog, endnu værre blev det, da han samme år giftede sig med en purung pige, idet dette forståeligt nok gav anledning til juridiske skifteretsprocesser, der formørkede hans seneste år.

 

Hans Christensen Sthen er med rette blevet betegnet som en af Danmarks betydeligste salmedigtere, hvis store salmebog udkom i 1589. Men tilværelsen i Malmø bekom ham dog ikke i længden. Den 12. oktober 1607 frasagde han sig præsteembedet i Skt. Petri sogn i Malmø, angiveligt på grund af alder, skønt han kun var 63 år.


Hvad angår Sthens forfatterskab, så bestod dette i hovedsagen af fordanskninger af tysk opbyggelig litteratur, skoleteaterstykker, prædikener, bønner, salmer og lejlighedsskrifter.

 

Udklang

Se så, hermed afsluttes dette skrift om et digter-kvarter, mere præcist et boligkvarter ved navn Kingosparken, hvis veje – som fortalt ovenfor - besynderligt nok er navngivet efter mere eller mindre kendte – og i nutiden mere eller mindre læste? – danske digtere fra dengang, hvor vi skrev årstallene 1600, 1700,1800 og 1900. 

 

© oktober 2020 Harry Rasmussen.

 

******************