og min datter Linda
Inspireret
af den positive modtagelse af mine opslag og besvarelser på Facebook, som
skyldes Lindas biologiske mor, Kirsten Damgaard Rømer, er jeg kommet til at
tænke på den store positive og kærlige rolle, som min desværre nu for længst
afdøde kære søster, Lizzie, spillede i Lindas barndomsliv og senere. Lizzie
døde ulykkeligvis af levercancer den 1. oktober 2001, hvor hun boede alene i et
af sine store huse i Huntington Beach i Californien. På vores vegne rejste min
bror Bent derover og var da fysisk til stede og repræsenterede os og den øvrige
familie.
Lige
siden 1963 - altså året før Lindas fødsel - havde min søster og hendes
ægtemand, franskfødte Charly Charles, boet i Amerika, mere præcist i Hollywood,
Der optrådte de som artister. Hun som balletdanser og han med speciale i
kunstcykling, og de optrådte blandt andet desuden i filmen STAR med Julie
Andrews i hovedrollen.
Nogle år
efter flyttede min søster og svoger til Las Vegas, hvor de kom til at optræde i
den berømte forlystelse CIRCUS CIRKUS, i samme funktioner som ovenfor nævnt.
Min søster havde dog i mellemtiden lært at køre på monocykel og ikke mindst på
stram line. Der havde de engagement i
10 år.
Men for
nu at gøre en lang historie kortere, så blader jeg frem til sommeren 1977. Lizzie og Charly var desværre blevet skilt i
mellemtiden, men forblev gode venner. Det samme var Lindas adoptivmor, Karina,
og jeg desværre også blevet, dog ikke med min gode vilje. Vi boede på 6. etage
i et af de første nybyggede højhuse på Nørrekær i Brøndbyøster.
Det
viste sig desværre, at Karina ikke kunne blive gravid, hvorfor vi via
Mødrehjælpen i København ansøgte om og efter diverse tests af os som duelige
fik den største gave, man vel kan få, nemlig i dette tilfælde et lille 4
måneder gammelt pigebarn, som vi døbte med navnet Linda. Men allerede den 3.
oktober 1964 måtte jeg nødtvungent forlade Nørrekær, dog i håbet og ønsket om
at Karina ville fortryde sin efter min opfattelse hjerteløse beslutning om
skilsmisse.
Det var
med stor sorg, at jeg den 3. oktober 1964 måtte forlade mit kære hjem og
medtage min seng, mit tegnebord og min kontorstol samt diverse andre personlige
ting og sager. I mellemtiden havde en af mine gode venner - som i øvrigt også var blevet skilt -
tilbudt mig, at jeg kunne bo i et af hans værelser i Taastrup Have i Taastrup.
Det var midlertidigt en god hjælp, for så kunne jeg have lille Linda hos mig i
de tilmålte weekender, som hendes i øvrigt kærlige adoptivmor foreløbig tilstod
mig.
Men jeg
ville jo hellere end gerne have min egen lejlighed og i den forbindelse var det
så heldigt, at jeg kendte pressefotograf ved Taastrup Avis, nu afdøde Ole
Rasch. Han var en god bekendt af Eigil Petersen, som dengang ejede bebyggelsen
i Kingosparken. Telefonisk tilbød husværten mig en nyistandsat 1-værelses
lejlighed med altan på Kingosvej 53, 2. sal th., hvilket jeg naturligvis sagde
ja tak til. Der flyttede jeg ind i februar 1967. (Vedr. Kingosparken, se evt.
artiklen Et digter-kvarter: http://www.livetseventyr.dk/7-05Frame.htm)
End så
længe var jeg jo ungkarl, men til trods herfor var jeg mere end opsat på at
bevare mit forhold til Linda og hendes til mig. Vi var nemlig stærkt knyttede
til hinanden og jeg havde hende hos mig så ofte som hendes adoptivmor – og
senere statsamtet – og i øvrigt også som mine egne forhold tillod. På den måde
gik de følgende mange år, hvor Linda jævnligt kom hos mig og hvor hun og jeg
også holdt sommerferier sammen oppe på den 2000 kvadratmeter store grund, jeg
ejede oppe i Klint ved Nykøbing Sj. I begyndelsen camperede vi i stort nyt
villatelt og senere byggede jeg egenhændigt et mindre træhus, indrettet med 2
køjer, som vi snart valgte skulle være vores sovested. Villateltet blev
derefter vores daglige opholdssted. Vi havde også et specielt køkkentelt, hvor
vi lavede mad osv. Det vil sige, vores gode venner Inger og Søren Svendsen, som
havde eget stort sommerhus ikke langt fra vores sted, tilbød os at vi kunne
spise middagsmad sammen med dem. De var nemlig i lighed med mig vegetarer.
Linda spiste med største glæde vegetarisk, når hun var hos mig. Hjemme hos sin
mor og dennes nye mand, spiste Linda normal kost. Karinas nye mand var for
øvrigt en venlig og forstående mand ved navn Jørn Henriksen, som blev en rigtig
god papfar for Linda. Og forresten også en af mine gode venner. (Jørn Henriksen
blev senere skilt fra Karina og flyttede til en lejlighed her i Kingosparken).
Sådan gik årene i det store og hele, indtil året 1977, hvor min søster Lizzie i
sit hjertes godhed og for hendes regning inviterede Linda og mig til at holde 3
ugers sommerferie hos sig i Las Vegas i USA.
Jeg
husker ikke på stående fod alt, hvad der skete dengang, men 12 dage ind i juni
– på min 48-års fødselsdag (Linda var da 13 år) - afrejste vi fra Kastrup
Lufthavn med mellemlanding i Seattle og derfra til Los Angeles, hvor vi
skiftede fly til Las Vegas. Det var et betagende syn af tusindvis af kulørte
neonlys, der i aftenmørket lyste os imøde, idet flyet fløj ind over byen.
Klokken var 21 lokal tid, men dødtrætte Linda var faldet i dyb søvn og oplevede derfor ikke lyshavet.
Min søster og hendes daværende mand, canadisk-jødiske Maurice Soiffer, boede i
egen stor villa i den landlige og fredelige udkant af Las Vegas. Her blev vi
modtaget og beværtet efter alle kunstens regler, idet min søster faktisk
ønskede at fejre min fødselsdag. Til trods for det sene tidspunkt. Linda var nu
vågnet så meget op, at hun kunne deltage i den lille familiære sammen- og
velkomst, som foruden de nævnte også bestod af Maurices to kønne, søde og
stilfærdige døtre, den 12-årige Joline og den 4-årige Betina.
Linda og
jeg fik et helt værelse for os selv, hvori der bl.a. stod en stor polstret
sofa, der om natten blev slået ud og udgjorde en allerede opredt dobbeltseng.
Desuden var der en servante med vandkumme, hvor man kunne vaske hænder og
ansigt. Øvrige personlig hygiejne foregik i et stort, kombineret og moderne
badeværelse og dertil hørende toilet.
Med til
det store beboelseshus hørte også en ret stor swimmingpool, hvorfra der var
udsigt til en kæmpestor golfbane som nabo. Det naboskab medførte især, at der
ofte landede golfbolde på bunden af poolen, som pigerne inklusive Linda morede
sig med at dykke ned til bunden og samle op. Ovenfor stod der en spand fuld af
sådanne ’vildfarne’ golfbolde.
Min
søster og svoger gjorde alt, hvad de evnede og kunne, for at Linda og jeg
skulle føle os godt tilpas. Blandt andet kørte de os omkring i byen Las Vegas,
lige som vi gjorde en afstikker til omegnens store vandkraftværk, Hoover Dam,
som leverede al den megen elektriske strøm, der blev brugt i Las Vegas’ mange
forlystelsespaladser, herunder til Circus Circus, og til alle private hjem. I
de sidstnævnte var der især brug for de mange ventilatorer, der var nødvendige,
for at kunne afkøle den voldsomme varme af helt op til 40 grader midt på dagen.
Linda
syntes i lighed med mig at nyde opholdet og rundvisningen i Las Vegas, hvor vi
en lun aften blev inviteret til at overvære en interessant artist-forestilling
i etablissementet Metro Goldwyn Mayer. Der så vi en forestilling med Sigmund
and Roy, hvis totalt overraskende og imponerende speciale var, at trylle store
levende rovdyr som løver og tigre pist væk lige for øjnene af et frygtsomt
gispende publikum.
En nok
så stor oplevelse var turen og et par dages ophold i Los Angeles, hvortil vi
kørte i to hold: Et, bestående af Linda, Jolene og Betina, som kørte med
Lizzie’s søn, Jimmy, i hans nye van, og det andet hold i Maurices fornemme
Mercedes, hvor Lizzie og jeg var blevet anbragt. Det var en herlig 5 timer lang
køretur gennem Nevada-ørkenen, der dog var bevokset med buske og lave træer og
derfor ikke virkede som en egentlig ørken af sand.
Vel
ankommet til storbyen Los Angeles fandt vi først et stort hotel, hvor vi blev
indlogeret i to hold: Lizzie, Jimmy, Maurice og hans to døtre i et rum og Linda
og mig i et andet. Det blev vores base for de udflugter vi foretog i de
følgende dage.
Den
første udflugt gik til Sea World i det sydlige Californien, hvor det især var
de såkaldte og til dels dresserede killer-whales, spækhuggere, der
interesserede, idet der var tale om et helt show, hvorunder disse blev
kommanderet omkring i et stort bassin af en dristig yngre kvinde i
badedragt.
Den
næste udflugt gik til landsbyen Carmel i det nordlige Californien. Byen var
især interessant og kendt for, at dens borgmester var ingen ringere end
filmskuespilleren Clint Eastwood. Men desuden var det sådan, at Lizzie havde en
dansk veninde, der havde en pænt stor garnforretning midt i byen. Hende ville
Lizzie gerne hilse på, så Linda og jeg fulgte med, for at hilse på vedkommende
dame.
Den
tredje udflugt foregik den 21. juni og gik til det berømte Disneyland i
Anaheim, og det var selvfølgelig en meget stor oplevelse, ikke mindst for Linda
og Joline og Betina. De prøvede hver især de forlystelser, som havde deres
interesse, hvilket der gik en del timer med. For min egen part købte jeg i
stedets boghandel bogen ”the Disney Films By Leonard Maltin”. Bogen
havde min særlige interesse, fordi den
omtalte og illustrerede Walt Disneys tegnefilmproduktion helt fra
starten omkring 1920 til og med 1973, bogens
udgivelsesår.
Den
fjerde og sidste udflugt var især speciel for mig, idet Lizzie havde ringet og
talt med en af Disneys såkaldte Nine Old Men, nemlig den da pensionerede tegner
og animator Ward Kimball, som jeg kendte fra hans besøg i juni 1965 hos os på
Nordisk Film. Han ringede til Walt Disney Studios i Burbank, Californien, og
anbefalede mig til en rundvisning på nævnte studier. Desværre måtte der kun
komme to personer med, og da mit engelsk ikke var allerbedst blev det min
søster, der måtte ledsage mig. Lidt synd for Linda, men hun forstod godt at
sådan måtte det desværre være.
Kort
fortalt, så mødte Lizzie og jeg frem på Walt Disney Studios den 24. juni 1977 og der fik vi den danskfødte, men ikke
dansktalende guide i form af Edward A. Hansen, der var en betydelig person som
produktionsleder og administrator af firmaet. Disney selv var jo død allerede
16. december 1966. Men det gjorde
indtryk, da jeg dels kunne fortælle og dels vise fotos fra Walt Disneys besøg
på Nordisk Film i Valby i begyndelsen af juli 1959, hvor jeg selv havde glæden
og fornøjelsen af at tale med ham. Disney var i Danmark, dels for at være
hovedtaler ved 4. juli-dagen i Rebild
Bakker i Jylland og dels for at orientere sig om, hvordan det gik med Nordisk
Films versionering af hans seneste lange tegnefilm ”The Sleeping Beauty”
(”Tornerose”).
Ed, som
indledningsvis sagde, at vi skulle tiltale ham med dette navn, førte os nu fra
afdeling til afdeling i de vældige studio-bygninger, hvor vi blev præsenteret
for nogle af de store ’kanoner’ indenfor Disneys produktion. Disse højt
talentfulde og dygtige tegnere og animatorer tog uhyre venligt imod os.
Ved
besøget på Disney Studierne medbragte jeg den ovenfor nævnte bog og bad de
meget venlige animatorer om de ville gøre mig den glæde at signere deres
respektive navne i bogen. Det gjorde de med glæde. Selv havde jeg i øvrigt
medbragt nogle eksempler på mine egne tegninger til min lille tegnefilm ”Det er
ganske vist!” og de blev vist til de store ’kanoner’. - Rundvisningen varede
cirka 2 timer og ved afskeden sagde Ed Hansen: ”The Guys wanted you to come
over and work with them!” - Jeg var nær faldet bag over, for det havde slet
ikke været i min tanke. Men jeg måtte pænt takke nej med henvisning til, at
mine private forhold ikke tillod mig at komme til Burbank for at arbejde som
animator. Mine private forhold var, at jeg ikke for nogen pris ønskede at miste
forbindelsen med min kære Linda.
Ed Hansen’s sidste replik til mig var
følgende: ”I do hope you will consider come over and work with us!” He and I
had a ten years long correspondence with each other, but I never did consider
leaving Denmark and especially not my dear Linda.
Men
efter hjemkomsten fra USA vendte Linda tilbage til sit hjem i Fløng hos sin mor
og stedfar, hvor afslutningen på hendes skolesommerferie nærmede sig. Selv
vendte jeg tilbage til mit faste og selvstændige job som tegner, animator,
drejebogsforfatter og tegnefilminstruktør.
I
sommeren 1979 endte min forholdsvis lange ungkarle-tilværelse, hvor min
arbejdskollega, Birgit Bennedbæk, kom ind i min tilværelse, idet hun flyttede
ind hos mig. Og vi blev gift den 12. juni 1987. Min store lykke var og er, at
Linda ikke kun respekterede, men positivt accepterede den nye situation og
tilmed glædede sig på mine vegne. Det bekræftes af, at Lindas positive forhold
til Birgit og omvendt foreløbig har varet i 41 år, da disse linjer skrives i
juli 2020. Til stor og berigende glæde for os alle hver især.
Senere i
livet, da Linda var blevet gift med Jan og de havde fået 3 børn, Camilla,
Christian og Maria, besøgte de flere gange Lizzie og hendes søn Jimmy i USA.
Her vil
jeg så afslutte denne forholdsvis lange – men absolut ufuldstændige -
redegørelse for, hvordan jeg har opfattet og fulgt Lindas forhold til hendes
faster Lizzie i de mange år, lige fra Linda var lille barn og til, hvad der
fulgte helt frem til min søsters alt for tidlige død den 1. oktober 2001.
@ Oktober 2020 Harry Rasmussen.
______________________