Film og mig

Om mit forhold til filmmediet

3. afsnit

En nyskabelse

Nye biografer var dengang noget af et særsyn, formentlig fordi København i forvejen var velforsynet med sådanne, og muligvis også fordi det i det hele taget var både bekosteligt og risikabelt at investere i den slags bygninger. Men den 31. december 1941 skete der alligevel en nyskabelse i det københavnske forlystelsesliv, idet SAGA TEATRET på Vesterbrogade med 1513 pladser åbnede denne dato, nytårsaftensdag, formentlig med forpremiere på ASA-filmen ”Frøken Kirkemus” med Marguerite Viby og ingen ringere end den kongelige skuespilplads’ førstekraft Poul Reumert i hovedrollerne. Filmen fik dog først officiel premiere dagen efter, nytårsdag den 1. januar 1942.

Den arkitektonisk og teknisk set supermoderne Saga-biograf så vel som den nye film, der var instrueret af makkerparret Alice O’Fredericks og Lau Jun., fik en god modtagelse af både kritikken og publikum. Saga-biografen var speciel ved, at den kæmpestore sal lå inde i gården bag ved husrækken ud mod Vesterbrogade, hvor indgangen til biografen også var. Der var på den tid faktisk kun to andre københavnske biografer, der hvad indretning og komfort kunne måle sig med Saga Teatret, og det var Palladium på Vesterbrogade og Alexandra Teatret i Nørregade.

Initiativtageren til opførelsen af Saga Teatret var en mand af nogenlunde samme kaliber og format som filmpioneren Ole Olsen (1863-1943), stifteren af Nordisk Film. Det var direktør John Olsen (1888-1959), som havde en fortid som selvstændig filmsælger med eget firma i London i 1913. Senere, i 1916, flyttede han sin virksomhed til København, hvor firmaet kom til at hedde A/S Oversea Film Trading Co. Her overtog han i 1923 agenturet for de amerikanske filmselskaber First National og Warner Bros., som udlejede deres spillefilm i Danmark gennem hans selskab.

I begyndelsen af 1930’erne slog John Olsen sig ned som producent af spillefilm. Han havde dog ikke på det tidspunkt eget atelier, men lod sine film optage gennem sit eget udlejningsselskab, Teatrenes Films-Kontor, som blev stiftet i 1932. Senere, efter at han i 1934 havde oprettet ASA Film med filmstudier i Lyngby, benyttede han disse til optagelse af sine film. I 1940-41 oprettede han sit eget filmproduktionsselskab og filmstudier under navnet Saga Studio, hvor han personligt stod for alle selskabets produktioner indtil sin død i 1959. Men han havde hele tiden savnet at få sin egen premierebiograf, hvilket var meget vigtigt af forretningsmæssige grunde. Dette forhindrede det danske biografbevillingssystem imidlertid, idet sådanne bevillinger fortrinsvis var forbeholdt kulturpersonligheder eller andre, som f.eks. afgåede teaterdirektører, filminstruktører og skuespillere.

Imidlertid besluttede Justitsministeriet, som biografbevillingerne sorterede under, i 1935 at tildele John Olsen en bevilling til at opføre og drive sin egen biograf, men langt ude på Amagerbrogade. Det var John Olsen ikke tilfreds med, og han søgte derfor på at få ændret bevillingen til at gælde et sted, der lå nærmere Københavns Centrum. Enden på den historie blev, at ministeriet den 15. juni 1938 tildelte den hårdt prøvede filmproducent en bevilling til Vesterbrogade 23-25, som gjaldt opførelsen af en biograf med indtil 2000 pladser, men på betingelse af, at John Olsen producerede mindst 3-4 spillefilm årligt. John Olsen og hans kompagnon opkøbte derefter bygningen på Vesterbrogade for ca. 1, 5 mill. kroner og projekteringen af biografen blev derefter påbegyndt. Projekteringen kom til at koste ca. 2 mill. kroner, men blandt andet på grund af krigsudbruddet og besættelsestidens mangel på byggematerialer trak det ud med byggeriet, således at biografen under navnet Saga Bio først kunne indvies og holde forpremiere den 31. december 1941.

I løbet af sin tid som filmproducent nåede John Olsen at indspille omkring 42 spillefilm, heraf mange, der blev ret så kendte og som i hvert fald for de flestes vedkommende blev publikumssucceser. Blandt de af hans film, jeg selv har set op til 1941 er f.eks. ”Livet paa Hegnsgaard” (1938). Men senere og i årene efter var det ret så mange titler, det kom til at dreje sig om, hvilket vil komme til at fremgå, efterhånden som denne beretning bevæger sig fremad i nogenlunde kronologisk orden.

Den store filmentusiast

Men i 1942 var jeg indtil 12. juni jo kun 12 år, så det var begrænset, hvor meget jeg var i stand til at forstå og følge med i verdenskrigens gang i Europa og Asien. Amerika var jo gået med i krigen, både mod Nazi-Tyskland og Japan, efter japanernes angreb på Pearl Harbour i december 1941. Men min 12-årige bevidsthed var fortsat stærkt koncentreret om filmmediet, som faktisk var noget af en lidenskab for mig. Dette år, 1942, var jeg begyndt at samle på billeder fra spillefilm, især de udenlandske og endnu mere fra de amerikanske. I dette øjemed opsøgte jeg de få tilbageværende amerikanske filmudlejningsselskaber, der endnu var i København på det tidspunkt, men udbyttet blev sparsomt. Det skyldtes hovedsagelig, at selskaberne ikke lå inde med ret mange overskydende fotos fra filmene, og at dem der var, skulle erstatte bortkomne eller helt eller delvis ødelagte fotos. Men nogle filmbilleder, som havde standardstørrelsen på 18 x 24 cm og var sort-hvide, lykkedes det mig dog at lirke ud af den person på det enkelte filmselskab, som jeg fik kontakt med. Det var gerne en kontordame, som sad i receptionen, der forbarmede sig over mig og forærede mig et foto eller to.

Et af de filmselskaber, jeg opsøgte i min jagt på filmbilleder, var det danske Petersen og Poulsen, som havde til huse i Vesterport, og jeg fik sørme lov til at komme ind på deres værksteder og i deres arkiv, hvor man blandt andet opbevarede en samling filmbilleder. Imidlertid var firmaet Petersen og Poulsen ikke hverken et filmproduktionsselskab eller et filmudlejningsselskab, men derimod et film- og lydteknisk firma og værksted. Alligevel var man så venlige dér, at forære mig et par fotos fra en amerikansk spillefilm, men hvilken husker jeg ikke mere, og de pågældende fotos er desværre for længst bortkomne.

Biografreklame

Når jeg gik til og fra skole, skød jeg altid genvej gennem hukket og over til Kronborggade og videre til Jagtvej og gennem Hans Tavsen-parken, sådan som tidligere omtalt. En dag lagde jeg mærke til, at der nede i en kælderbutik i Kronborggade foregik noget særdeles interessant, for her blev der malet store skilte til biografernes facader, som skulle reklamere for den eller eventuelt de film, der aktuelt blev vist i den pågældende biograf. I et af tilfældene så jeg nogle skilte, som det viste sig skulle ophænges på facaden ved Colosseum henne på Jagtvej. På det største af skiltene, som tydeligvis var beregnet til at hænge over biografens indgang, så man foruden filmens titel også dennes hovedpersoner malet i overstørrelse og så godt og livagtigt, at man skulle tro, der var tale om fotografi.

Ved lejlighedsvis at kigge gennem de i øvrigt ret store etfags vinduer til kælderværkstedets lokaler, lykkedes det mig efterhånden at finde ud af, hvordan de pågældende skiltemalere bar sig ad med at male de i reglen meget kendte eller berømte amerikanske eller danske skuespillere i forstørret udgave på de store stykker lærred, som siden blev spændt på trærammer, som igen blev monteret på biograffacaden, når skiltet var klar til det.

Som hjælp til at male den pågældende films hovedpersoner, brugte skiltemaleren et eller flere af de filmfotos, som det dengang var almindeligt at udstille i biografernes udhængsskabe udenfor biografen eller i dennes foyer. Fremgangsmåden var den, at maleren først tegnede og malede et layout, som efter godkendelse blev lagt til grund for det videre arbejde. Herefter blev det foto, der skulle bruges som forlæg, kvadreret op med ruder på størrelse med f.eks. 1 cm2. Derefter blev det malerlærred, som billedet skulle forstørres op på, indstreget i et tilsvarende antal kvadrater, men blot med en størrelse på f.eks. 10 cm2. Derefter tegnede den i reglen dygtige skiltemaler med en blyant konturerne af skuespillerne, så stregerne passede med disses udseende på fotografiet. Når dette var gjort fremstod malerlærredet som en forstørret udgave af layoutet, men med forholdsvis kraftige blyantsstreger på hvid grund. Derefter forestod selve malerarbejdet, som var beundringsværdigt, idet den dygtige maler kunne gengive de pågældende filmskuespilleres fysiognomi med stor og slående lighed, og det tilmed ofte indenfor et tidsrum af nogle få dage. Til sidst blev filmens titel og de øvrige tekster, der skulle med på skiltet, malet op, så at de fremtrådte skarpt og let læseligt på afstand. Efter at have set, hvordan biografernes facadeskilte blev til, har jeg altid været fuld af beundring for de anonyme skiltemaleres ofte store dygtighed.

Biografrepertoiret i januar 1942

Lad os i øvrigt begynde med at se på den generelle situation på det danske biografmarked, hvor der dette år blev produceret og vist adskillige danske spillefilm, idet situationen var gunstig for dansk spillefilmproduktion, dels på grund af importforbuddet mod engelske spillefilm, men også fordi der dette år ligeledes indførtes importforbud mod nyere amerikanske spillefilm. Det sidste skyldtes utvivlsomt, at Amerika efter det japanske angreb på Pearl Harbour erklærede både Japan og Tyskland krig. Imidlertid krævede tyskerne i Danmark ikke i første omgang, at der heller ikke måtte vises amerikanske reprisefilm, det vil sige, amerikanske spillefilm, der allerede havde været vist i de danske biografer og som stadig lå hos filmudlejningsselskaberne herhjemme, hvilket fortrinsvis vil sige i København.

Om den vanskelige situation for de danske biografer, kunne man bl.a. læse i 2. årgang nr. 42 af københavner-avisen ”Sidste Nyt”, som forsøgte at konkurrere med B.T., men naturligvis ikke lykkedes med det. Avisen var skarp og ironisk i sine kommentarer til tidens begivenheder, og ikke mindst til tyskernes forskellige ’initiativer’, og avisen blev da også hen mod slutningen af 1942 forbudt af besættelsesmagten. Men på avisens forside fredag den 16. januar kunne man under følgende overskrift ”Ingen amerikanske Films i danske Biografteatre” bl.a. læse følgende manchet:

”Selvom dansk Film gør sig store Anstrengelser og enkelte svenske Films opnaar betydelige Sukcesser, er de danske Filmteatre dog paa Grund af Situationen i meget vid Udstrækning henvist til at spille Repriser og navnlig i denne Vinter har en Mængde amerikanske Films paany vakt Publikums Begejstring. Paa denne Maade er en Mængde af de klassiske amerikanske Films kommet til syne paany, men der venter nu det danske Filmpublikum en Overraskelse. Biografer og Filmudlejere har modtaget Meddelelse om, at der ikke efter 1. Juli maa vises amerikanske Films i København og et lignende Forbud vil fra 1. August gælde over alt i Landet.”

I anledning af det varslede forbud, havde ”Sidste Nyt” interviewet nogle af film- og forlystelsesverdenens kendte navne om, hvad de mente om det, og blandt besvarerne var den dengang velkendte og nærmest berømte skuespiller Christian Arhoff, som var ked af, at man ikke længere kunne se amerikanske film, ”fordi vi lærer en Bunke af Amerikanerne, baade med Hensyn til Fotografering og Instruktion. Trist er det under alle Omstændigheder.” Men han mente dog samtidig, at det øgede mulighederne for dansk spillefilmproduktion, hvilket han selvfølgelig håbede på også kom ham selv til gode, professionelt set, hvad der vel egentlig ikke er noget at sige til...

Forfatteren Kelvin Lindemann (1911-2004) gav også sit besyv med, men mente ikke at det ville være en fordel med flere danske spillefilm: ”[...] En alt for stor Dosis danske Films mener jeg kun vil skade, de virker kedelige i det lange Løb, fordi de har et saa snævert Omraade at arbejde paa, og det vil heller ikke komme med Tiden, det er nemlig et økonomisk Spørgsmaal. [...]”

Artiklen, som var skrevet af Alix, slutter således: ”Meningerne om dansk Films Chancer, er saaledes noget divergerende, men eet er i hvert Fald slaaet fast, og det er, at vi vil savne de amerikanske Films.”

I henhold til avisen ”Sidste Nyt”, som forresten kun kostede 10 øre, så det københavnske biografrepertoire sådan ud fredag den 16. januar 1942:

Aladdin: Den usynlige Mand vender tilbage (amerikansk)

Atlantic: Geronimo, den røde Hævner (amerikansk)

Boulevard Teatret: Den blufærdige Anton (svensk; 1940)

Bristol: Den dødbringende Ring (formentlig tysk)

Carlton: Tag til Rønneby Kro (dansk; 1941)

Colosseum: Tag til Rønneby Kro

Dagmar: Mandfolk (?)

Den vide Verden: Non Stop-program

Grand: Lægen, der dræbte (tysk)

Kino Palæet: Thummelumsen (dansk; 1941)

Lyngbyvejens Kino: Alle gaar rundt og forelsker sig (dansk; 1941)

Merry: Frihedens Sang (?)

Metropol: Sommer Swing (svensk)

Nora Bio: Leve, elske og lære (?)

Nørreport Bio: Tabte Horisonter (amerikansk; 1937)

Odeon: Den døde Passager (?)

Palladium: Tobiasnætter (dansk; 1941)

Palads: Gaa med mig hjem (dansk; 1941)

Park: Den uægte Ægtemand (tysk?)

Platan: Pompejis Undergang (italiensk?)

Rialto: Den yderste Forpost (?)

Roxy: Landevejskroen (svensk; 1939)

Saga: Frk. Kirkemus (dansk; 1942)

Scala Bio: En Lærerinde paa Viften (svensk)

Strand: Deligensen (amrk.; 1939)

Triangel: Tag til Rønneby Kro

Valby: Storbyen (amerikansk; 1937)

Windsor: Unge Piger forsvinder i Paris (?)

World Cinema: Peter Andersen (dansk; 1941)

Med det forbehold, at det ikke har været muligt at identificere oprindelseslandet for alle de ovenfor nævnte film, hvilket er markeret med (?), lyder en statistisk opgørelse på, at der blev spillet 7 amerikanske film, (antagelig) 8 tyske, 4 svenske og 6 danske spillefilm i de københavnske biografer den 16. januar 1942.

Biograferne i februar 1942

I henhold til biografannoncerne i Nationaltidende for søndag den 8. februar 1942 – flere biografer havde også eftermiddagsforestillinger om søndagen - så det københavnske filmrepertoire sådan ud:

Aladdin: Kl. 2 og Kl. 4: Familieforestilling. Stormy, de vilde Hestes Konge REX (amrk.) Kl. 5,50-7,40-9,30: Sidste Dag! Spøgeriet på Bragehus (svensk)

Alle Teatret: Kl. 4-7,10-9,10: Sidste Dag! Walt Disneys Eventyrfilm Snehvide (1937; amrk.)

Amager Bio: Kl. 5,50-7,40-9,30: Carl Alstrup i Peter Andersen. Kl. 2 og 4: Små Priser: Havets Helte med Spencer Tracy og Freddie Bartholomew. (amrk; 1937).

Atlantic: Sidste Dag! Det amerikanske Mesterværk ”Engel” med Marlene Dietrich og Melvyn Douglas. Kl. 2 . 3,50. Smaa Priser: Den spændende Farvefilm Kæmpernes Dal (amrk.)

Bella Bio: Carl Alstrup i ”Peter Andersen”. Kl. 3: Stor Swing-Cavalcade, Jam-Session med Benny Goodmann, Bob Drosby, Jimmy Dorsey o.m. (amrk.)

Bellevue: Sidste Dag! Spencer Tracy i ”Storbyen” (amrk.)

Bergthora: Sidste Dag! Gary Cooper i ”Kaptajn Taylor” (amrk.)

Bispebjerg Bio: Sidste Dag! ”Tag til Rønneby Kro”. Kl. 16: ”Først paa Pletten” med Clark Gable. Ekstra: Tegnefilm ”Kaptajn Vom” (amrk.)

Udsnit af biografannoncer i Nationaltidende søndag den 8. februar 1942. Bemærk, at Saga Bios premierefilm, ”Frøken Kirkemus”, stadig er på programmet på 6. uge. Noget, der sædvanligvis kun skete for amerikanske og i nogle tilfælde også for svenske film.

Boulevard: Carl Alstrup i ”Peter Andersen”. Kl.: Smaa Priser. ”Under dobbelt Ild” 2 Akts-Farce, 2 Ekstrafilm.

Bristol: Danielle Darrieux og Duoglas Fairbanks jr. i”Sig Sandheden, Nicole!” (fransk)

Carlton: Frank Capra’s mægtige Storfilm ”Du kan ikke tage det med dig” med Jean Arthur – James Stewart – Lionel Barrymore (amrk.; 1938)

Colosseum: Forbudt for Børn. Den mest sensatioelle Flyverfilm til Dato ”Mandfolk” (?)

Dagmar: Forbudt for Børn. Ønskefilm Nr. 5: ”Naar Mørket sænker sig” med Robert

Montgomey og Rosalind Russel (amrk.)

Den vide Verden: Non Stop-program Ugerevy – Paa Skøjter – Berømte Jazzorkestre – En Tur til Indien – Tegnefilm: ”Skipper Skræk – sikken en Rolls Royce” (amrk.)

Enghave Bio: Sidste Dag! Alice Babs Nilson i ”Sommer-Swing”. Kl. 4: ”I Seksløberens

Skygge” og ”Politiagent 17” (amrk)

Fasan Bio: Sidste Dag! Forbudt for Børn. Jean Gabin i ”Vi holder sammen”. Kl. 4: ”Vildkatten fra Arizona” + 3 Ekstranr. (amrk.)

Gentofte Kino: Edvard Perssons sidste fantastiske Lystspil ”Den blufærdige Anton” (svensk)

Grand: Mesterværket ”Lægen, der dræbte (Jeg anklager)” af Dr. Helmuth Unger og med Mathias Wieman – Heidimarie Hatheyer – Paul Hartmann(tysk)

Grøndals Teatret: Sidste Dag! ”Allahs Have” med Marlene Dietrich. (amrk) Kl. 4: Smaa Priser. Cowboyfilmen ”Præriens Hævner” Ekstra: 2 Akts-Farce og 1 Tegnefilm (amrk.)

Hvidovre Kino: Sidste Dag! ”Tag til Rønneby Kro”. Kl. 3 og 5: ”I Junglens Farezone” (amrk.)

Kino-Palæet: 8. Uge! ”Thummelumsen” med Peter Malberg.

Kino Lyngby: Sidste Dag! Forbudt for Børn. Lystspillet "Hendes sidste Bedrift” Kl. 4: ”En Dag paa Galopbanen” med Marx Brothers (1937; amrk)

Lyngby-Bio: Sidste Dag! ”Kvindelægen” med Loretta Young og Warner Baxter. Kl. 4: ”Robin Hood” (1935; amrk.)

Lyngbyvejens Kino: Johanne Luise Heiberg ”En Søndag paa Amager” med Hans Kurt og Ingeborg Brams. (dansk; 1941)

Merry: Forbudt for Børn. Sidste Dag! ”Kanadas Helte“ (amrk.; 1940) og stort „Swing-

Program“ Kl. 2 og 3,50 „Andy Hardy i det vilde Vesten” med Mickey Rooney. Sidste Opførelse! (amrk.)

Metropol: 2. Uge! Carole Lombard og James Stewart i ”Skabt for hinanden” (amrk.; 1939)

Nora Bio: Den store Sukces ”Peter Andersen” (dansk, 1941). Kl. 4: Harold Lloyd i ”Bange for Piger” (amrk.) og Edvard Persson i ”Augustas lille Fejltrin” (svensk)

Nørrebros Biograf: Sidste Dag! ”Tag til Rønneby Kro” (dansk, 1941)

Nørreport Bio: 2. Uge! Den store amerikanske Farvefilm ”Sangen fra Syden” (amrk.)

Odeon: Sidste Dag! Forbudt for Børn! ”Giftgas over Diamantøen” og ”Hvor Lovene ikke respekteres” (amrk.). Kl. 4 og 5,50: ”Svigermor kommer” (svensk; 1932) og ”Vestens uskrevne Lov” (amrk.)

Palladium: ”En Læges Ansvar” med Victor Sjöström og Gerd Hagmann (svensk; 1941)

Palads: ”Hendes Mands Børn” med Ferdinand Marian og Franziska Kinz (tysk)

Palæ Bio: Sidste Dag! Kalle og Nisse i ”Melodien fra den gamle By” (svensk)

Park: Kl. 15,10: Kæmpe Swing-Show arrangeret af Jazz-Revy. Kl: 17,10-19,10- 21,10 ”Peter Andersen” Carl Alstrup’s mesterlige Præstation.

Platan: Sidste Dag! ”Kun Engle har Vinger” med Cary Grant og Jean Arthur (amrk., 1938) Kl: 2: Swing-Show Nr. 4 Jam-Session arrangeret af Jazz Reports.

Regina: ”Duel i Luften” Spændende Flyverfilm med Jack Holt (amrk) og ”3 smarte Piger” Et straalende Lystspil med Deanna Durbin. (amrk.)

Rialto: Ginger Rogers og James Stewart i det herlige Lystspil ”En livlig Dame” (amrk.; 1938)

Rio Bio: Kl. 4: Familieforestilling ”Kaptajn Taylor” (amrk.) Kl. 7 og 9,15: ”Frk. Møllers

Jubilæum” (dansk, 1937)

Roxy: Carl Alstrup i ”Peter Andersen” (dansk, 1941)

Ry-Kino: Sidste Dag! Hedy Lamarr og Robert Taylor i ”Kvinden fra Troperne” (amrk.) Kl. 4: ”Vaabensmuglerne i Marokko” og ”Den mystiske Hævner” (amrk.)

Saga: 6. Uge. Marguerite Viby og Poul Reumert i ”Frk. Kirkemus” (dansk; 1941)

Scala-Bio: 8. Uge. Karin Ekelund og Allan Bohlin i ”Lærerinde paa Viften” (svensk)

Skovshoved: Sidste Dag! Thor Modéen i ”Tykke Thor som Spøgelse” (svensk) Kl. 4: ”Brand ombord” og ”Grænsebanditterne” (amrk.)

Strand Teatret: Sidste Dag! Fred Astaire i ”En Jomfru i Fare” (amrk.) Kl. 3 og 4,30: Stort Swing Cavalcade Niggerhot Tigerrag Nigger Step (amrk.)

Søborg Bio: Kl. 15,10 0g 17,10: Laurel og Hardy ”I det vilde Vesten” (1940: amrk.) Sidste Dag! ”Pas paa Spejlet” med Hans Moser og Theo Lingen (tysk)

Toftegaard Bio: Sidste Dag! Sickan Carlsson i ”Landstormens lille Havgasse” (svensk) Kl. 4: ”Guld og Jord” Straalende Farvefilm (amrk.)

Triangel: Sidste Dag! ”Den brændemærkede Kvinde” en straalende fransk Film, mesterligt spillet af Victor Francen og Louis Jouvet (fransk)

Valby Teater: Jeanette Mac Donald i ”Sweethearts” (1938; amrk) Kl. 2 og 3,50: Gøg og Gokke i ”2 x Tvillinger” (amrk.)

Vanløse Bio: Sidste Dag! Gary Cooper og Claudette Colbert i det straalende Lystspil ”Rolf Blaaskægs ottende Kone” (1938; amrk.)

Vesterbro Teater: Sidste Dag! Conrad Nagel i ”Marinerne kommer” og ”Den maskerede Røver” med John Wayne (amrk.)

Windsor: Sidste Dag! ”Rosalie” med Nelson Eddy og Eleanor Powell (1937; amrk) Kl. 3: ”Vildmarkens Lov” med Ulvehunden Rin-Tin-Tin og ””REX”, de vilde Hestes Konge” (amrk.)

World Cinema: Kun faa Dage! Hans Moser og Paul Hörbiger i ”Vi indbyder til Dans” (tysk; 1941).

Af det ovenstående repertoire fremgår det tydeligt, ja, nærmest dramatisk, at en stor del af biografpublikum foretrak at se de amerikanske film. Med forbehold for fejlidentifikation af oprindelseslandet, var der denne dag i alt 53 amerikanske film i de københavnske biografer, 10 svenske film, 8 danske, 4 franske og kun 5 tyske film på repertoiret. Det var bestemt ingen tilfældighed, idet de fleste biografdirektører naturligvis foretrak at spille de film, som publikum helst ville se. Biografdrift var jo først og fremmest et spørgsmål om økonomi. ”Sidste Opførelse!” betød, at filmen gik ud af distribution og ikke mere ville blive vist i Danmark, i hvert fald ikke så længe, det var tyskerne, der bestemte her i landet.

Vesterbro Teater spillede som sædvanligt et dobbeltprogram, hvoraf i hvert fald den ene film, ”Den maskerede Røver”, var med alle raske drenges og mænds cowboy-helt, John Wayne (1907-1979). Men Vesterbros Biograf lå for langt borte for mig og mine to kammerater, som normalt ikke vovede os længere væk hjemmefra, end til Odeon på Fælledvej, Ry-Kino i Ryesgade, Regina på H.C. Ørstedsvej, Fasan Bio på Nordre Fasanvej og Roxy på Godthåbsvej.

For at komme frem og tilbage til disse biografer behøvede vi ikke at bruge penge til sporvogn, men benyttede i stedet ”apostlenes heste”, som kun sled på fodtøjet. Det var særlig i de år, at vi i Fasan Bios dobbeltprogrammer så adskillige John Wayne-film fra 1930’erne. Men i øvrigt havde Nationaltidende denne dag nogle interessante bemærkninger at gøre til bl.a. filmrepertoiret. Under Rubriken ”Byens Aften – Teater – Musik – Film” fortælles der under ”Film” følgende:

”Carl Th. Dreyer skriver Film. Vor internationalt berømte Instruktør Carl Th. Dreuer vil formodentlig snart igen faa en Opgave at løse inden for Filmen. Af Nordisk Film er han blevet opfordret til sammen med Forfatteren Poul Knudsen og Sekretær Mogens Skot-Hansen, der for Undervisningsministeriet tilrettelægger den danske Stats ypperlige Filmoptagelser, til at udarbejde et Filmmanuskript over den norske Forfatter Wiers-Jensens Skuespil ”Anne Pedersdotter”, der foregaar i Bergen paa den unge Holbergs Tid.”

Når jeg har citeret ovenstående notits, skyldes det, at jeg senere så filmen, da den fik premiere i World Cinema i København, og at jeg endnu senere blev fotografelev af Rie Nissen, som var den, der fotograferede plakaten for filmen så vel som dens udstillingsbilleder. Men nævnte rubrik havde også interessante bemærkninger at gøre til biografrepertoiret i nogle af de københavnske biografer:

”D.S.B. Kino – Skøjteungdommen maa absolut i D.S.B. Kino, hvor der vises en Kortfilm om Verdensmesterparret Maxia og Ernst Baiers Skøjtekavalkade med det ene blændende Nummer efter det andet. Det er 10 Minutter, man nyder. Ogsaa til de Jazzinteresserede er der denne Gang en særlig god Film, i hvilken en Række amerikanske Dirigenter med Cab Calloway i Spidsen, giver en Prøve paa deres Kunst. Ufa Ugerevyen er meget indholdsrig og spænder over lidt af hvert. Af dansk Stof er Kulden blevet gjort til Genstand for en omfattende Reportage; desuden ser man Bykampen i Ishockey mellem Malmö og København, hvor vi vandt med 4-1. Af internationale Billeder er der nogle stemningsfulde Optagelser af Rigsdagsaabningen i Stockholm samt de første Billeder fra Fronten paa Malakka-Halvøen og lidt om Krigen i Afrika. Der sluttes med en Film om Byliv i Indien og en Skipper Skræk, en af de allerbedste.

Merry-Teatret genoptager i Morgen ”Slaveskibet” med Warner Baxter, Mickey Rooney og Wallace Beery. Den dramatiske handling udspilles om Bord paa Verdens sidste Slaveskib.

Park-Teatret har atter i Eftermiddag et Jazz-Show paa Programmet. Man faar Lejlighed til at høre Clyde Mc Coy, Russ Morgan, Henry King, Harry Reser og Milt Briton. Det er allesammen berømte amerikanske Jazz-Dirigenter, der har indspillet nogle af deres mest populære Numre for Warner Bros.

Ogsaa Platan fortsætter med sine populære Jazz-Koncerter. Det er sidste Søndags Show, der gentages i Dag med Paul Whiteman, Louis Armstrong og Cotton Club Vagabond Band.”

Hvad avisen naturligvis ikke kunne eller turde skrive var, at den omstændighed, at flere af de københavnske biografer havde Jazz-film på programmet, i realiteten skulle ses som en indirekte provokation imod den nazistiske besættelsesmagt, hvis ledere afskyede jazzmusik, som de foragteligt kaldte for ”nigger-musik”. Det var derfor både dristigt og modigt af de pågældende biografdirektører, at vise disse film med berømte afroamerikanske jazzmusikere.

Mit film-, teater- og dukketeater-’værksted’

Efter at jeg havde fået overladt kammeret, som jeg hidtil havde delt med Benny, helt for mig selv, arrangerede jeg enkelte gange ’biografforestillinger’ for nogle af de børn, jeg eller mine to brødre kendte fra gaden. Der kunne sidde og stå maksimum 6 børn i værelset, når jeg viste film. Heraf var der tre siddepladser og tre ståpladser. Det var dog ikke gratis at komme ind, for en siddeplads kostede 15 øre og en ståplads 10 øre.

Under forestillingen blev kinoprojektorens lampehus på trods af en køleanordning alligevel så varmt, at det begyndte at ryge og især lugte af varmt metal, men der var ingen fare på færde, for der kunne ikke gå ild i filmene som var såkaldte safety film. Og selve apparatet stod på et lavt bord uden dug, og der var ingenting til siderne, som en eventuelt stikflamme ville kunne antænde. Men at der var tale om safety film betød ikke, at filmene ikke kunne smelte, hvilket gerne skete, hvis man af en eller anden grund stoppede filmen midt under visningen. Til gengæld gik det kun ud

over det filmbillede, der stod stille i projektorens billedvindue. Det oplevedes i reglen på den måde, at man oppe på lærredet kunne se, hvordan en gullig farve bredte sig fra billedets centrum og udefter, idet emulsionen – ikke selve basismaterialet – langsomt smeltede og blev forvansket. Men inden det kom så langt, plejede jeg enten at køre videre eller at slukke for lampen, og for øvrigt skete det kun et par enkelte gange, mens jeg havde apparatet.

Min ’biograf’ havde kun de tre samme film på programmet, og tilmed kun en akt fra hver af filmene, hvoraf den ene var fra den amerikanske ”Den sidste Mohikaner”, den anden den svenske klassiker ”Gösta Berlings Saga” – med Greta Garbo - og den tredje en dokumentarfilm ”På Safari i Afrika”. De to førstnævnte film var i sort-hvid, men safarifilmen var i farver, hvilket var en stor sjældenhed dengang. Men efter at have set de tre samme film flere gange, blev børnene, hvoraf flest var drenge, til sidst så skuffede og kede af det, at de ikke gad være ’biografpublikum’ mere. Desuden syntes ”Gösta Berlings Saga” ikke at sige dem ret meget, for selv om et par af de ældste børn sikkert vidste, hvem Greta Garbo var, så var det forståeligt nok langt fra nok til at gøre den meget seriøse, dystre og højdramatiske film interessant for dem. Derimod kunne indianerfilmen og stammefolkene i Afrika-filmen nok lige gå an, men ikke når man havde set filmene tre-fire gange. Jeg havde ganske vist forsøgt at finde og købe nye ruller film i en fotoforretning ovre på Åboulevarden og et par andre steder i byen, men filmrullerne blev solgt metervis, og kostede vistnok 25 øre meteren, men det betød en pris af 2 kr. og 50 øre for ti meter, og det battede jo ikke rigtig til en filmforestilling, og slet ikke mod mine egne filmruller, som var på 300 meter hver. Det ville jo koste den for mig uhyrlige og på det tidspunkt umulige sum af 75 kr. at købe et tilsvarende antal meter film, som desuden hverken havde hoved eller hale, idet fotohandleren efterhånden blot klippede en filmrulle op i det antal meter, som en kunde, ofte en lidt større dreng, havde penge til. Denne situation blev enden på min ikke særlig gloriøse tid som ’biografdirektør’.

Teatertosset

På den tid havde jeg som tidligere omtalt set nogle teaterstykker på Skolescenen, og det inspirerede mig til selv at ville opføre teaterforestillinger. Til det formål ville jeg omskabe mit værelse til en slags teater, og i det øjemed lavede jeg et proscenium ved at opsætte baner af tapetruller henholdsvis oppe under loftet, ved sidevæggene, og som en slags rampe, en bane tværs over gulvet. Det var jo så heldigt, at der var en dør mellem soveværelset og kammeret, i den ende, hvor ’scenen’ var, nemlig foran vinduesvæggen. Men ’skuespillerne’ – det var hovedsagelig også mig! – kunne altså gå ind og ud på scenen ad den nævnte dør. Det syntes jeg selv virkede, som om der var tale om et ’rigtigt teater’. Fantasien kender jo som bekendt ingen grænser, når det gælder, og min fantasi og indlevelsesevne fejlede altså ingenting, og det gjorde mine store forhåbninger og vidtløftige ambitioner heller ikke.

Men det var ikke let at sætte tapetbanerne op, især ikke under loftet og tværs over gulvet, men heldet eller tilfældet ville, at det var kraftigt tapet, som jeg tilmed klistrede sammen i dobbelte baner, så at de på den måde blev ekstra forstærket. Men hvordan jeg fik banerne sat op og fastgjort, husker jeg ikke længere, kun at det ikke gik ud over hverken gulv, loft eller vægge. I så fald havde både mor og far reageret og forbudt mit forehavende, for de var begge ømme om, at der skulle være pænt og ordentligt i vores lejlighed.

Foran ’prosceniet’ og på den meget smalle plads, der var i resten af værelset, fik jeg opstillet vores spisestuestole på rad og række, som ’publikum’ kunne sidde på. Mit publikum bestod af mine forældre og tre søskende, og af morfar, mormor og Dennis, men jeg husker ikke længere, hvilket ’teaterstykke’, der blev opført ved den lejlighed, kun at jeg havde klædt mig ud i noget lånt tøj, og at min lillesøster ustandselig ville kravle hen til mig, men blev holdt tilbage af mor, for at hun ikke skulle ødelægge tapet-prosceniet og forestillingen.

Jeg gik seriøst til værks, men må nok med i al fald mit voksne publikum konstatere, at det var så som så med mine evner som teaterdirektør, skuespilforfatter, instruktør og skuespiller. Det væsentlige foregik i virkeligheden i min bevidsthed og fantasi, og det bidrog formentlig til at forme min kommende beskæftigelse og skæbne. Men for resten kom jeg da også til at beskæftige mig med både teater og film, specielt tegnefilm, i mit senere voksne liv.

Dukketeater

Et kapitel for sig var min interesse for såkaldt dukketeater. Det skyldtes naturligvis til en vis grad inspirationen fra de rigtige teatre, hvoraf jeg dog på det tidspunkt kun havde set en forestilling på Nørrebros Teater og flere forestillinger på Skolescenen, som foregik på Det Ny Teater. Der var for mig noget særligt fascinerende ved, at scenen lå oplyst, mens salen, hvor publikum sad, henlå i halvmørke og i reglen i lyttende stilhed, mens man så og hørte de mere eller mindre udklædte skuespillere agere og tale højt, klart og tydeligt, så deres stemmer normalt kunne høres helt nede på bageste række i salen og oppe på galleriet. Denne stemning var det, jeg efter evne og midler søgte at genskabe og overføre til dukketeatret, men det lykkedes naturligvis kun delvis.

Mit første ’dukketeater’ var som tidligere nævnt det, jeg havde fået forærende til julen 1939, og som bestod af et tableau fra Disneys lange tegnefilm ”Snehvide og de syv dværge”, og som jeg ’opførte’ adskillige gange for min nærmeste familie og – ikke mindst – for mig selv. Men omkring godt og vel et års tid efter så jeg i et blad for børn og unge, at man selv kunne lave sig et lille primitivt teater og marionetdukker specielt til forestillingen om ”Fiskeren og hans kone”, hvilket jeg vistnok allerede har omtalt andetsteds. Problemet var imidlertid, at jeg havde svært ved at håndtere og styre de to figurer, fiskeren og hans kone, og desuden fisken, på én gang, så derfor blev jeg forholdsvis hurtigt træt af at spille marionetteater, også selvom selve genren og teknikken var og er interessant.

Pegasus-Teatret og ”Der var engang”

Min interesse for dukketeater blev vakt på ny, da jeg en dag kiggede i mors ugeblad, Familie-Journalen, og så, at der deri blev annonceret med et selvbygger-dukketeater, kaldet Pegasus Teatret, som man kunne få tilsendt mod betaling af et beløb plus porto, som jeg ikke længere husker størrelsen på. Derimod viste Pegasus-Teatret sig at være af en ganske pæn størrelse, men man måtte selv anskaffe sig de krydsfinerplader, der skulle bruges til at fremstille teatret med. Navnet på teatret skyldtes, at der ovenover sceneåbningen var anbragt en vinget hestefigur, som forestillede poesiens symbol: Pegasus. Det, der fulgte med pakken fra bladet, var en instruktion til, hvordan teatret skulle laves og en tegning af, hvordan det færdige teater helst skulle se ud, og dertil diverse papirark med påtrykte figurer og kulisser, og tre eksemplarer af rollehæftet til Holger Drachmanns eventyrspil ”Der var engang”. Desuden trykte ark med for- og bagtæppe, proscenium, sætstykker til kulisser og rundhorisont, hvilket alt sammen skulle limes på krydsfiner og saves ud. Man skulle derfor også anskaffe sig en såkaldt løvsav med fintakkede savklinger, for at fineren ikke skulle flosse op, når der blev savet i den. Man måtte også selv anskaffe sig de metalstænger, som bruges til at føre de medvirkende figurer ind og ud af scenen, og sådanne kunne købes i en boghandel ved siden af Rundetårn i Købmagergade, som så vidt jeg husker hed Alfred Larsens Efterfølger, og som havde specialiseret sig i dukketeatre og dukketeaterudstyr. Pragtstykket blandt dukketeatre var en skalakopi af Det kgl. Teater, som kaldtes ”Ei blot til Lyst”, fordi disse ord stod øverst oppe på prosceniet over sceneåbningen. Til dette teater kunne der købes figurer og kulisser samt rollehæfter til en lang række klassiske teaterforestillinger, som i tidens løb havde været opført på Det kgl. Teater på Kgs. Nytorv.

På Det kgl. Teaters proscenium er malet den klassiske græske komedies to masker: komedien og tragedien, mens det på det malede fortæppe er Thalia, i græsk mytologi komediens muse, der er afbildet. Men jeg var nu ganske godt tilfreds med det mere moderne udseende Pegasus-teater, på hvis proscenium man så den flotte, bevingede hest Pegasus, symbolet på digtekunsten. Det var et stort og krævende arbejde at få Pegasus-teatret gjort færdigt og klar med belysning og alt, hvad der hører sig til en rigtig teaterforestilling. Drachmanns herlige eventyrspil er egentlig baseret på H.C. Andersens eventyr ”Svinedrengen”, som handler om prinsen af Illyrien, der hjulpet af sin tro tjener, Kasper Røghat, optræder som gemen svinedreng, for at afprøve den snobbede prinsesse, som naturligvis kun vil giftes med en rigtig prins. Efter forskellige forviklinger ender det dog med, at prinsen afslører sin virkelige identitet, og trods alt tilgiver den angrende prinsesse.

Stykket var i årenes løb blevet opført flere gange på Casino Teatret i Amaliegade og på Friluftsscenen i Dyrehaven, og i begge tilfælde havde det været et tilløbsstykke. Selv nåede jeg da også så langt, at jeg opførte stykket på Pegasus-Teatret nogle få gange, før jeg faktisk mistede interessen for det. Det, jeg savnede ved dukketeatret, var og blev de levende figurer og de sceneskifter, der er særegne for filmmediet og filmkunsten. Derfor endte min dukketeaterinteresse med, at Pegasus-Teatret med alt tilbehør en dag blev stillet op på mine forældres pulterkammer på loftet. Hvad jeg ikke dengang kunne vide, var, at loftet en del år senere skulle blive udsat for en pyromanbrand, som stort set afbrændte alt, hvad der blev opbevaret i vores pulterkammer.

Biografernes drømmeverden

Det i reglen ugentlige biografbesøg lørdag eller søndag eftermiddag, som mine kammerater, Jørgen, Jørn og jeg altid så frem til, fortsatte stort set uanfægtet under hele besættelsestiden. Derfor studerede vi da også biografannoncerne ivrigt lørdag eller søndag formiddag, inden vi besluttede os til, hvilke film, vi gerne ville se, og hvilken biograf, vi derfor skulle besøge den dag. Vel at mærke under den forudsætning, at biografen hørte til dem, der lå inden for vores ’territorium’.

Mandag den 4. maj 1942 så biografannoncerne i Politiken sådan ud:

Aladdin: fortsætter Kæmpe-Sukces’en paa 3. Uge ”Frk. Kirkemus”

Allé Teatret: Bach Filmen ”Den store Mands Søn”

Amager Bio: ”Kongo-Ekspressen”

Atlantic: Den forrygende Wild-West Film ”Vestens Dronning” med Marlene Dietrich og James Stewart. (1939)

Bella Bio: ”Regnen holdt op” En Palladium Film Iscenesat af: Svend Methling (dansk; 1942)

Bergthora: Forbudt for Børn. Den store Lægefilm ”Lægen, der dræbte”

Bispebjerg Bio: ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Boulevard Teatret: Den største danske Sukces ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Bristol: Det straalende amerikanske Lystspil ”Baronessen og Hushovmesteren” med William Powell og Annabella (amrk.)

Carlton: 3. Uge! Verdens-Sukces’en Pragt-Operetten ”Balaleika” med Nelson Eddy og Ilona Massey (amrk.; 1939)

Colosseum: Palladium-Sukces ”Kejseren danser” Sang, Dans og skønne Kvinder med Maria Rökk (tysk)

Den Vide Verden: Non Stop.program: Ugerevy – Kraftprøve hos Planterne – Stokowski – Pas paa Tænderne - Det glade Føl (Fleischer-tegnefilm)

Enghave Bio: ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Fasan Bio: Torsdag sidste Dag! James Stewart og Jean Arthur i ”Du kan ikke tage det med dig” (amrk., 1938)

Gentofte Kino: Berthe Quistgaard og Mogens With i ”Regnen holdt op” (dansk, 1942)

Grand: Første Gang i Skandinavien ”Schiller - Geniets Triumf” med Heinrich George og Horst Casper (tysk; 1940)

Grøndals: ”Frk. Kirkemus” med Marguerite Viby og Poul Reumert

Hvidovre Kino: Peter Malberg i ”Thummelumsen” (dansk, 1941)

Kino-Lyngby: ”Regnen holdt op” med Berthe Quistgaard og Mogens Hvidt

Kino-Palæet: 6. Uge. ”Tordenskjold gaar i Land” med Hans Kurt og Karin Nellemose (1942)

Lyngby Bio: ”Hvor var du i nat?” Let – Elegant – Pikant

Lyngbyvejens Kino: De berømte tre Ritz Brothers i ”Tre skøre Musketerer” (amrk.)

Merry: Tyrone Power – Alice Faye og Don Ameche I “Alexander’s Ragtime Band” (amrk.; 1938)

Metropol: Willy Fritsch og Gisela Uhlen i ”Charmøren i Badet” (tysk; 1941)

Nora: Forbudt for Børn. Pierre Blanchar og Annie Ducaux i den franske Storfilm ”Blodets Magt” (fransk; 1940)

Nørrebros Biograf: Paul Hörbiger i ”Den evige Vals” (tysk; 1940)

Odeon: Forbudt for Børn. Sidste Opførelser! Joan Bennett og Douglas Fairbanks jr. i ”Den hvide Kvinde i Junglen (Det grønne Helvede)” Spænding! Mystik! Drama! (amrk.; 1940)

Palads: 11. Uge! Forbudt for Børn. Illona Wieselmann og Ebbe Rode i ”Afsporet” (dansk; 1942)

Palladium: 3. Uge. Palladium Kriminal-Lystspillet ”Et Skud før Midnat” med Berthe

Quistgaard, Gunnar Lauring, Olaf Ussing, Elith Pio. Manuskript: Arvid Müller. Musik:

Bernhard Christensen. Instruktør: Arne Weel (dansk; 1942)

Park: Metros elegante Kriminal-Lystspil ”Det stjaalne Manuskript” med Robert Montgomery og Rosalind Russell (amrk.; 1939)

Palæ Bio: Forbudt for Børn. Robert Taylor og Maureen O’Sullivan i ”Mængden brøler” Fra New Yorks Gangster- og Bokseverden (amrk.; 1938)

Platan: Viser Joel McCrea og Barbara Stanwyck i ”Union Pacific (Stillehavs-Ekspressen)”(amrk.; 1939)

Nørreport Bio: 3. Uge! Det sprudlende humørfyldte amerikanske Lystspil med Cary Grant og Katharine Heoburn ”To Mennesker gør sig fri” (amrk.; 1938)

Regina: Forbudt for Børn.”Ned med Gangsterne” med Chester Morris og ”Kun fem kom tilbage” Vanvittigt spændende. (amrk.)

Rialto: 2. Uge Carole Lombard og Fredric March i ”En Pige paa Sjov” (amrk.; 1937)

Roxy: Claudette Colbert og Henry Fonda i Storfilmen ”Flammer over Mohawk” Den største IndianerFilm i mange Aar (amrk.; 1939)

Ry-Kino: Paul Muni og Bette Davis i Storfilmen ”Mexicos Frihedshelt (Benito Juarez)”(amrk.; 1939)

Saga: 5. Uge Edvard Persson i ”En Sømand til Hest” (svensk; 1940)

Scala-Bio: 2- Uge. Forbudt for Børn. Gary Cooper i ”Til sidste Mand” (amrk.; 1934)

Toftegaard: Irene Dunne og Cary Grant i ”Den frygtelige Sandhed” (amrk.; 1937)

I dette udsnit af biografannoncer i Politiken den 4. maj 1945 er det især biograferne Odeon, Saga og Scala-Bio, der umiddelbart falder i øjnene. Odeon og Scala-Bio spillede amerikanske film og Saga den folkekære Edvard Perssons 12. film En Sømand til Hest, tilmed på 5. uge. Den mand må have tjent styrtende med penge, idet han ikke kun var skuespiller, men også medproducent af sine senere film. – Odeon kunne annoncere med en amerikansk film, ”Den hvide Kvinde i Junglen” fra 1940, som angiveligt snart ville blive taget ud af distribution. Scala-Bio annoncerede med en lidt ældre amerikansk film, Til sidste mand, men med den uhyre populære Gary Cooper i hovedrollen, hvilket var nok til at lokke i hvert fald de fleste biografglade mænd indenfor.

Triangel: 3. Uge! Sidste Dage! Marguerite Viby og Poul Reumert i ”Frk. Kirkemus” (dansk; 1942)

Valby Teater: Marguerite Viby i ”Frk. Kirkemus”

Vanløse: Det bedaarende danske Lystspil Marguerite Viby-Filmen ”Frk. Kirkemus” med Poul Reumert, Ib Schønberg m.fl.

Vesterbro Teater: Dobbeltprogram. Forbudt for Børn. ”Mytteri paa Slaveskibet” med Richard Arlen og Andy Devine, og ”Mistænkt” med Gail Patrick (amrk.)

Windsor: Kun 4 Dage. ”Frk. Kirkemus”

World Cinema: 3. Uge! Endnu faa Dage! Sickan Carlsson i ”Pigen i Vinduet overfor” (svensk; 1942)

For øvrigt kunne man læse i en notits i avisen, at bevillingen til Fasan-Biografen, som havde tilhørt nu afdøde skuespiller Holger Reenberg (1872-1942), var blevet opslået ledig. Men for os tre efterhånden garvede biograf-gængere, Jørgen, Jørn og mig, var det en ligegyldig detalje, så længe bare vores yndlingsbiograf spillede sine cowboy-film med John Wayne lørdag eller søndag eftermiddag. Det var for resten også i denne biograf, at jeg – så vidt jeg husker uden Jørgen og Jørn – så den første Tarzan-film med Johnny Weissmuller. Dens titel var ”Tarzan undslipper” og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, så stort, at jeg begyndte at anlægge vandkæmmet Tarzan-frisure med midterskilning. Når jeg så kiggede i spejlet, forestillede jeg mig at være Tarzan, skønt min fysik og muskulatur selvfølgelig lod meget tilbage at ønske, og som jeg ønskede ville have set anderledes og bedre ud. Selvkritisk har jeg alle dage været, både med mit indre og ydre.

Tilbage til biografrepertoiret

Lørdag den 16. maj 1942 kunne Social-Demokratens biografannoncer fortælle, hvilke film, der gik i de fleste af hovedstadens biografer, men ikke i alle, for det var ikke alle biografer, der annoncerede altid og nogle slet ikke i den socialdemokratiske avis. Men repertoiret så sådan ud for de biografers vedkommende, der havde annoncer i bladet:

Amager Bio: Danmarks Konge (i anledning af Chr. X.s 30 års regeringsjubilæum).

Atlantic: Den amerikanske Kriminalfilm Det stjaalne Manuskript. Ekstra: Reportage fra Regerings-Jubilæet

Bella Bio: Caudette Colbert og Gary Cooper i Rolf Blaaskægs 8. Kone (amrk.) Extra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum.

Bispebjerg Bio: Næstsidste Dag! Regnen holdt op med Berthe Quistgaard og Mogens With (1942; dansk) Extra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum.

Boulevard Teatret: En Stockholmerdreng (svensk) Ekstra: Kongens Regerings-Jubilæum.

Carlton: Melvyn Douglas og Joan Blondell i Pæne Piger kommer ogsaa til Paris Straalende amerikansk Lystspil (1937?) Extra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum

Den Vide Verden: Non Stop-program – Ugerevy – H. M. Kongens Regeringsjubilæum – Paa Liv og Død – Vi, som lærer for Livet – Kan De kaste med Hestesko? - Hendes store Flamme (tegnefilm)

Enghave Bio: Næstsidste Dag! 100 Mand og én Pige med Deanna Durbin og Leopold

Stokowski (amrk.; 1937)

Grand: Jeanette Mac Donald i sin nyeste Storfilm Broadway Serenade med Lew Ayres – Jan Hunter – Frank Morgan – En Verdenssukces, De ikke naaede at se! (amrk.; 1939)

Kino-Palæet: 8. Uge. Forbudt for Børn. Tordenskjold gaar i Land med Hans Kurt og Karin Nellemose (dansk; 1942)

Lyngbyvejens Kino: Ralph Morgan og Frances Dee i Præsidentens Kurer (amrk.)

Merry: Forbudt for Børn. Jesse James, den lovløse (amrk.; 1939). Sidste Opførelser i Danmark. Extra: Kongens Regeringsjubilæum

Metropol: Goldwyn Follies Revyernes Revy (amrk.; 1938)

Nora: Gary Cooper som Marco Polo (amrk.) Ekstra: Statsminister Staunings Bisættelse.

Nørrebros Biograf: Cary Grant i Den frygtelige Sandhed (amrk, 1937.)

Nørreport Bio: 4. Uge! Cary Grant og Katharine Hepburn i To mennesker gør sig fri (amrk.; 1938) Ekstra: Kongens 30 Aars Regeringsjubilæum

Odeon: Jaget til døde En Spionfilm fra vore Dage (amrk.) Ekstra: Statsminister Staunings Bisættelse.

Palads: 13. Uge! Forbudt for Børn. Illona Wieselmann og Ebbe Rode i Afsporet (dansk; 1942)

Palladium: Danmarks Konge Den nationale Film (dansk; 1942) – Palladium Kriminal-Lystspillet Et Skud før Midnat (dansk; 1942)

Park: Danmarks Konge. Ekstra: Staunings bisættelse

Rialto: 2. Uge! Ronald Colman i Rudyard Kipling’s Lyset, der sluktes (amrk.; 1940)

Roxy: Næstsidste Dag! Clark Gable i Først paa Pletten (amrk.; 1938)

Saga: Forbudt for Børn. Det enestaaende Filmkunstværk Mus og Mænd efter Steinbeck’s berømte Roman – med Lon Chaney jun. – Betty Field – BURGESS MEREDITH (amrk.; 1939)

Toftegaard: Marika Rökk i Kejseren danser (tysk)

Valby Teater: Marguerite Viby i ”Frøken Kirkemus” Ekstra: Kongens Regeringsjubilæum

Vanløse: Paa utallige Opfordringer – Det uimodstaaelige Lystspil En livlig Dame med Ginger Rogers og James Stewart (amrk.; 1938)

I lighed med de andre københavnske aviser, bragte Social-Demokraten også foromtaler af filmpremierer og notitser om film og filmfolk, særlig om skuespillere. Ovennævnte dag kunne man fortælle om, at når den fremragende amerikanske spillefilm ”Mus og Mænd”, var udspillet, ville Saga Bio få premiere på en ny tysk spillefilm, Manden, der forsvandt, med den populære Hans Albers i hovedrollen. Denne skuespiller kom nogenlunde ’frelst’ igennem tysk films nazistiske periode, og han blev i modsætning til flere af sine både mandlige og kvindelige kollegaer ikke kompromitteret af sine holdninger og handlinger under krigen.

Den amerikanske spillefilm ”Mus og Mænd”, 1939, er baseret på John Steinbecks roman Of Mice and Men, som udkom 1937. Filmen var fremragende instrueret af Lewis Milestone (1895-1980), med Burgess Meredith (1907-1997) i rollen som George, og Lon Chaney, Jr. (1906-1973) i rollen som den fysisk store og stærke, men infantile Lenny, og Betty Field (1913-1973) som den underkuede og forsømte farmerkone, der keder sig gudsjammerligt, og som derfor er indladende overfor andre mænd. Filmen ender som romanen med, at Lenny ved et uheld kommer til at klemme livet af farmerkonen, og han og George må derfor skyndsomst flygte videre på deres endeløse færd rundt i de amerikanske sydstater. Filmen var for resten forbudt for børn, så den så jeg først efter besættelsens ophør, da jeg var gammel nok.

Men Social-Demokraten kunne også fortælle, at Saga-Bio om kort tid ville få Danmarkspremiere på en ny lystspilfilm, hvori Hans Albers spiller den mandlige hovedrolle, og hans kvindelige medspiller var Hilde Weissner. Filmens titel er ”Manden, der forsvandt”. Samme avis kunne også berette, at Scala-Bio om mandagen ville få premiere på den tyske filmfarce ”Den forbyttede Ægtemand”, med den kendte Paul Hörbiger i den mandlige hovedrolle og Grethe Weiser og Jane Tilden som sine kvindelige medspillere. Paul Hörbiger klarede sig for resten også ’frelst’ igennem nazitiden i Tyskland.

Under rubrikken ”Noter” kunne filmjournalisten notere følgende: Mickey Rooney er ikke noget Barn længere. Takket være Krigen ser vi stadig hans Drengefilm herhjemme, men selv er han kommet videre. Fra Hollywood meddeles, at han har giftet sig med den 19-årige Ava Gardner, der aspirerer til Films-Star.

Det ville sikkert have moret journalisten, hvis han havde vidst, at Mickey Rooney år senere engang har udtalt: ”Jeg var en dreng på fjorten hos MGM i tredive år!” - MGM er filmselskabet Metro-Goldwyn-Mayer, og den lettere overdrevne udtalelse hang sammen med, at han spillede drengeroller, især i Andy Hardy-filmene, helt op til 1947, da han var 25 år, og fortsatte også med drengeroller i flere andre og senere film.

Journalisten kunne også fortælle, at næste dag, den 17. maj 1942, skulle 20 danske biografdirektører efter indbydelse fra det statslige tyske filmselskab, UFA, på en 6 dages studietur til Berlin, hvor de skulle studere tyske biografforhold. Endnu i 1942 troede både tyskerne og sympatiserende eller opportunistiske danskere, at Nazi-Tyskland ville vinde krigen, så det gjaldt om at holde sig på god fod med ”Herrefolket”.

Endnu nogle noter fra Social-Demokratens filmrubrik nævnte dato:

Nørreport Bio har haft en enestaaende Sukces paa ”To Mennesker gør sig fri”. Filmen gaar nu ind i sin femte Uge, og der er stadig fulde Huse. Katherine Hepburn og Cary Grant har sammen med Edward Ewerett Horton Hovedrollerne i den muntre Farce.

Paa Metropolteatret fortsættes i Dag paa anden Uge med ”Goldwyn Follies”. - Paa Mandag genoptager Nørrebros Biografteater Lystspillet ”Den frygtelige Sandhed” med Cary Grant og Irene Dunne. Apollo Bio genoptager den amerikanske Kriminalfilm ”Spioncentral Shanghai”.

Jeg tør vist godt sige, at min mormor i al fald ikke besøgte Nørrebros Biograf i den tid, hvor man spillede den ovennævnte amerikanske film, ikke fordi hun havde noget imod amerikanske eller andre udenlandske film, men hun undskyldte sig med, at hun ikke kunne nå at læse underteksterne, dels fordi hun som stærkt nærsynet ikke så særlig godt og dels fordi teksterne skiftede så hurtigt, i hvert fald for hurtigt for hendes opfattelsesevne.

Apropos Apollo Bio, så var denne en ganske lille biograf med plads til omkring 70 mennesker. Biografen var indrettet i stueetagen i en almindelig beboelsesejendom på Langelandsvej på Frederiksberg, og den blev drevet i fritiden af en mand, der både fungerede som ejer, direktør, billetsælger, kontrollør og operatør. Jeg har som stor knægt selv besøgt denne biograf flere gange, men aldrig sammen med Jørgen og Jørn, som vistnok ikke syntes om de små forhold på stedet. Mig fornøjede det derimod, fordi det mindede mig om mine egne barndomsdage som ’biografdirektør’.

Biografrepertoiret 22. juni 1942

I henhold til Nationaltidende så det københavnske biografrepertoire mandag den 22. juni 1942 sådan ud:

Aladdin: Viser Gigantfilmen ”Canitoga” Kolossal spændende Film om dristige Sabotageforsøg mod et kæmpemæssigt Ingeniørarbejde! [guldgraverfilm med Hans Albers] (tysk; 1939)

Allé Teatret: ”En Sømand til Hest” med Edvard Persson (svensk; 1940)

Amager Bio: ”Annelie (Et Livs Historie)” (tysk; 1941)

Apollo Bio: “Frk. Dag og Frk. Nat” med Hilde Krahl (tysk; 1941)

Atlantic: Den store Juni-Kavalkade: I Dag og i Morgen: Ann Sheridan i Lattersukces’en ”Moderne Galskab” (amrk.; 1939) – Onsdag: Heinz Rühmann: ”Hvor er min Kone”

Det herover viste udsnit af biografannoncer er fra Nationaltidende for mandag den 22. juni 1942. Som det vil ses, så fylder amerikanske film fortsat godt op i repertoiret, hvilket simpelthen skyldtes, at en stor del af publikum fortsat foretrak at se film fra det berømte Hollywood. Af dette udsnit fremgår det, at der var 7 amerikanske, 5 tyske, 2 danske og 1 svensk film på programmet. Se også efterfølgende udsnit af biografannoncer for denne dag:

Bella Bio: Harry Piel i Sensationsfrilmen ”En Vovehals” (tysk?)

Bellevue: Kun 2 Dage! Forbudt for Børn. ”Kun 5 kom tilbage” (formentlig tysk?)

Bergthora: Dansk Kriminalfilm ”Et Skud før Midnat” (dansk)

Bispebjerg Bio: Storfilmen ”Suez” med Annabella og Tyrone Power (amrk.; 1938)

Boulevard Teatret: Palladiums store Sukces ”Kejseren danser” (tysk)

Bristol: 3. Uge! Den amerikanske Kæmpe-Sukces ”Jesse James, den lovløse” (amrk.; 1939)

Carlton: Kun faa Dage! Latter-Sukces’en Heinz Rühmann i ”Hurra, jeg er Far!” (tysk; 1939)

Colosseum: Danmarks-Premiere 3. Uge! – Den fantastisk grinagtige svenske Farce ”Tre glade Tosser” med John Botvid (svensk; 1942. 3. uge)

Den vide Verden: Uafbrudt Forestillinger: Ugerevy og Dansk Film-Avis – Dansedyst paa Madagaskar – Hvad er Gøgespyt – Krebsens Liv og Levned – Bergens Mundharmonikaorkester – Tegnefilm: Skipper Skræk slaar Rivalen.

Enghave Bio: Heinz Rühmann-Lystspillet ”Den, der kysser sidst” (tysk)

Fasan Bio: Torsdag sidste Dag! Luis Trenker i ”Ørnen fra Lombardiet” (tysk; 1937)

Gentofte Kino: ”En Sømand til Hest” Edvard Persson endnu bedre end iLandevejskroen (svensk; 1940)

Grand: Den amerikanske Storfilm ”Stormnatten” med Irene Dunne og Charles Boyer (amrk.; 1939)

Grøndals Teatret: Gary Cooper som ”Marco Polo” (amrk.; 19??)

Hvidovre Kino: Charles Boyer og Claudette Colbert i ”Tovarich” (amrk.; 1937)

Kino-Palæet: 13. Uge! Forbudt for Børn. ”Tordenskjold gaar i Land” med Hans Kurt – Karin Nellemose (dansk; 1942)

Kino-Lyngby: ”Charmøren i Badet” med Liane Haid og Willy Fritsch (tysk; 1941)

Lyngby Bio: Forbudt for Børn. ”Det røde Signal” med Camilla Horn og Fritz Kampers (tysk)

Lyngbyvejens Kino: Det svenske Lystspil ”Gentleman til Leje” med Sickan Carlsson og Åke Söderblom (svensk; 1940)

Metropol: 4. Uge! Melvyn Douglas og Joan Blondell i ”Den forbløffende Mr. Williams” (amrk.; 1939)

Merry: Boksefilmen ”Den sidste Omgang” (tysk ?)

Nora: Gary Cooper i ”Til sidste Mand” (amrk.; 1934)

Endnu et udsnit af biografannoncer er fra Nationaltidende for mandag den 22. juni 1942. Af de ovenfor viste biografannoncer ser man, at der denne dag var 8 amerikanske film, 4 tyske, 2 danske og 1 svensk film på repertoiret. Situationen og ’styrkeforholdet’ skulle dog snart komme til at ændre sig, især efterhånden tyndede ud i visningen af amerikanske film.

Nørrebros Biograf: Berthe Quistgaard i ”Et Skud før Midnat” (dansk, 1942)

Nørreport Bio: Byens bedsteog morsomste Film gaar nu paa 10. Uge! ”To Mennesker gør sig fri” med Cary Grant og Katharine Hepburn (amrk.; 1938)

Odeon: Eneste Teater! Kun faa Dage! Paa utallige Opfordringer opfører ODEON sin

Premièrefilm igen!!! ”I hemmelig Mission” Denne fantastiske spændende Film omhandler bl. a. ogsaa ”Beryllium” (?)

Palads: 18. Uge! Forbudt for Børn. ”Afsporet” med Illona Wieselmann og Ebbe Rode (dansk; 1942. 18. uge)

Palladium: Liva Weel i Lystspillet ”Ta’ Briller paa!” Efter Idé af Kjeld Abell. Musik: Svend Gyldmark- instruktør: Arne Weel (dansk; 1942. 4. uge)

Palæ Bio: Den pragtfulde amerikanske Storfilm ”Og Regnen kom” med Tyrone Power og Myrna Loy (amrk.; 1939)

Park: Verdens dejligste Sanger Gigli i sin nyeste Triumf ”Kun for dig” (tysk?)

Platan Bio: Frank Lloyd’s ”Havets Beherskere” med Douglas Fairbanks Jr. og Margareth Lockwood (amrk.; 1939) - Ekstra: Skipper Skræk.

Regina: Forbudt for Børn. ”Hvem dræbte Oberst Leigh?” – og Peter Lorre i ”Farvel, Mr. Moto” (amrk.; 1938?)

Rialto: 2. Uge! Forbudt for Børn. Gary Cooper i den interessante Storfilm fra Fremmedlegionen ”Beau Geste” efter P.C.Wrens Roman (amrk.; 1938?)

Rio Bio: Forbudt for Børn. ”Postmesteren” [med Heinrich George og Hilde Krahl} (tysk; 1940)

Roxy: Emil Jannings i Lystspillet ”Dagen derpaa –” (tysk; 1937)

Ry-Kino: Gunnar Lauring og Berthe Quistgaard i ”Et skud før Midnat” (dansk)

Saga Bio: 2. Uge! Spencer Tracy og Mickey Rooney I den enestaaende Film ”Drengebyen” (amrk.; 1938)

Scala Bio: 3. Uge! Eleanor Powell og Robert Young i ”Honolulu” (amrk.)

Skovshoved Bio: Kun 2 Dage! Forbudt for Børn. Joe E. Brown i ”Spøgelses-Huset” (amrk.; 1939)

Strand Teatret: Forbudt for Børn. Heinz Rühmann i ”Den grønne Elevator” (tysk; 1937)

Søborg Bio: ”Et Skud før Midnat” med Berthe Quistgaard og Gunnar Lauring (dansk; 1942)

Toftegaard Bio: Forbudt for Børn. Gary Cooper i ”Til sidste Mand” (amrk.; 1934)

Triangel: Forbudt for Børn. Det berømte Mesterværk ”Lægen, der dræbte” med Paul Hartmann og Mathias Wiemann (tysk)

Valby Bio: 2- Uge! Berthe Quistgaard i ”Et skud før Midnat”

Vanløse Bio: Palladiums store Kriminal-Lystspil ”Et Skud før Midnat” med Berthe Quistgaard og Gunnar Lauring

Vesterbro Teater: Dobbeltprogram. Forbudt for Børn. ”Højt Spil, Mr. Moto” med Peter Lorre (amrk.; 1939?) – ”Emigranternes Oprør” Filmen om Ellis Island, Porten til Amerika (amrk.)

Windsor: ”Alexander’s Ragtime Band” med Alice Faye og Tyrone Power (amrk.; 1938)

Men det var jo langt fra alle mennesker, der havde lyst eller råd til at gå jævnligt i biografen. Far kom der praktisk talt aldrig, eller i hvert fald kun ved ganske få og specielle lejligheder. Mor, som ellers var glad for at se film og som var den, der i slutningen af 1930’erne havde taget mig knægt med sig i et par af biograferne i Nakskov, kom der lidt flere gange efter at vi var flyttet til København. Hun forklarede det med, at der ikke var råd til jævnlige biografture, så derfor indskrænkede hun det til kun at gå i biografen, når der gik en film, som hun absolut måtte se. Jeg erindrer kun, at mor og jeg – i øvrigt sammen med mormor – i 1940 var i Nørreport Bio, for at se ”Landevejs-Kroen” og senere ”Elverhøj” (1939), sidstnævnte film var baseret på Johan Ludvig Heibergs berømte skuespil af samme navn. Filmen var instrueret af den tids ’national-filminstruktør’ Svend Methling, der slog sit navn fast som sådan i og med filmen ”Kongen bød” – også kaldet ”Stavnsbåndsfilmen” – fra 1938. Denne film fik – lige som tilfældet var med filmen ”Elverhøj” - en særlig opmærksomhed og status efter tyskernes besættelse af Danmark.

Men for resten var det utroligt og irriterende, hvor mange film, der var forbudt for børn! Mange af de film, der blev spillet i biograferne dengang, har jeg senere som voksen haft lejlighed til at se, og det har i en del tilfælde undret mig, hvad det specielt var ved eller i filmene, der gav filmcensuren anledning til at forbyde visning for børn. Filmcensurens kriterier var blandt andet, at børn ikke måtte udsættes for scener, der kunne forskrække børn og give dem urolige nætter. Den bestemmelse bevirkede i reglen, at sådanne scener blev klippet ud, ofte inden filmen blev distribueret til biograferne, men i andre tilfælde blev provokerende scener først klippet ud, efter at visningen af filmene var blevet påbegyndt i biograferne. Det var klager over f.eks. skrækindjagende scener, der førte til, at producenter, distributører og biografdirektører foretrak at der blev klippet i filmen, frem for at den blev forbudt for børn. Det førte i 1938 til, at eksempelvis Walt Disney følte sig foranlediget til at klippe et par skrækscener ud af mesterværket ”Snehvide og de syv Dværge”, men dog først efter at pædagoger og børnepsykologer samt religiøse moralister havde beklaget sig over de pågældende scener. Det drejede sig om det sted i filmen, hvor heksen styrter i afgrunden og to gribbe følger efter hende, en antydning af, hvad der ville blive hendes videre skæbne.

Men censuren og selvcensuren gjaldt i nok så høj grad film, som moralens puritanske vogtere mente, der indeholdt passager og scener, der tangerede, hvad man forstod ved det ’frække’, underforstået alt, hvad der bare antydningsvis kunne lede tankerne hen på den seksuelle side af livet. Folk var ikke forvænt med nøgenhed og slet ikke med sex i filmene, som censuren – og ikke mindst selvcensuren – påbød højest måtte forekomme i form af kyssescener, hvilket de fleste romantiske film i reglen da også gerne afsluttede med. Men at der var tilstrømning til biografer, der viste film, hvori der forekom blot antydningen af især kvindelig nøgenhed, kunne man blandt andet se af en film som ”Ekstase”. Heri viser den kvindelige hovedperson Hedy Kiessler sig kort i en badescene, hvor hun ikke har en trevl på kroppen, men scenen var fotograferet sådan, at hendes nøgne skikkelse var mere eller mindre skjult under vandoverfladen i den sø, hvori hun badede. Tilstrømningen til denne film var formidabel og dermed en god forretning, ikke mindst for biografens bevillingshaver, som derfor gerne viste en lignende kategori af film. At publikum ved den slags lejligheder hovedsagelig bestod af mænd, gjorde sådan set ingen forskel. Penge er jo ikke kønsbestemte.

Biografernes ’oase’

Men heldigvis var alting under besættelsen ikke altid kun ballade, uro, optøjer, ulykke og død. På den under alle omstændigheder dystre baggrund af krigen og hverdagens problemer og besværligheder, blev biografernes og de øvrige forlystelsers drømmeverden en endnu mere tillokkende ’oase’. Desuden tilhørte biografernes og filmenes verden min lilleverden.

I henhold til Ekstra Bladet for onsdag den 7. oktober 1942, så repertoiret i hovedstadens biografer sådan ud:

Atlantic: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

Bellevue: ”Lyset, der sluktes” med Ronald Colman (amrk.; 1940)

Bristol: 3. Uge! Miriam Hopkins - Bette Davis – George Brent i Den ugifte Moder (amrk.; 1939)

Carlton: 3. Uge! Forbudt for Børn. Jean Gabin og Simone Simon i ”Menneskedyret” Det straalende franske Mesterværk(fransk; 1938)

Colosseum: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

D.S.B. (Den vide Verden): Uafbrudt Forestillinger – Dansk Film-Avis – Vore Børns

Gymnastik – Billedbog Nr. 57 – Vand og Staal - Skipper Skræk er løs paa Traaden.

Grand: Den første nye franske Storfilm ”Det første Rendez-vous” med Danielle Darrieux og Louis Jourdan (fransk; 1941)

Kino-Palæet: 9. Uge! Ebbe Rode i ”Søren Søndervold” Iscenesættelse: Lau Lauritzen (dansk; 1942. 9. uge)

Metropol: 11. Uge! ”En Kvinde ombord” med Edvin Adolphson og Karin Ekelund (svensk)

Nora Bio: Isa Miranda i ”Junglens Dronning” (italiensk; 1940)

Nørrebros Biograf: Paula Wessely i ”Livets Spejl” (tysk; 1938)

Nørreport Bio: Merle Oberon – Laurence Olivier i ”Stormfulde Højder” (amrk.; 1939)

Palads: 5. Uge! Bodil Ipsen i ”Forellen” (dansk; 1942)

Palladium: ”Ballade i Nyhavn” Palladiums største Sukces (dansk; 1942)

Park: Et bedaarende sjovt Lystspil ”Tre mand om en Pige” med Janet Gaynor – Robert Montgomery (amrk.; 1938)

Platan: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

Rialto: Benit Juarez Mexicos Frihedshelt (amrk.; 1939)

Roxy: ”Den hemmelige Sender” med Douglas Fairbanks jr og Basil Rathbone (amrk.; 1939)

Saga: 6. Uge! Marguerite Viby-Filmen ”Frk. Vildkat” med Ebbe Rode (dansk; 1942. 6. uge)

Scala-Bio: Forbudt for Børn. Svensk Storfilm ”Hjem fra Babylon” med Gerd Hagman og Arnold Sjöstrand (svensk; 1941)

Triangel: ”Sekslinger” med Tykke Thor Modeen og Åke Söderblom (svensk; 1942)

Windsor: ”Men Livet gaar videre” med Harry Piel (tysk)

World Cinema: Carl Alstrup og Mogens Wieth i ”Nat-Ekspressen (P- 903)” (dansk; 1942)

Middagsavisen ”Aftenbladet”, af onde tunger kaldet ”Rullekonebladet”, var en avis, som min mormor holdt af at læse, og når jeg kunne få lejlighed til det, gjorde jeg det også. Det skyldtes nu mest, at avisen havde en daglig stribe med ”Anders Ands Genvordigheder”, og det var munter læsning i den i mere end en forstand mørke tid. Onsdag den 14. oktober 1942 kunne Aftenbladet bl.a. fortælle, at to af dansk films nyere succes’er, nemlig ”Ballade i Nyhavn” og ”Regnen holdt op” var blevet solgt til Norge, hvis filmcensur stemplede filmene som uegnede for børn, dvs. at de blev forbudt for børn. Det var dog ingen katastrofe, fastslog Tage Nielsen, direktør for Filmselskabet Palladium, for filmene var blevet solgt til en fast pris. Det var naturligvis ikke selve filmene, der var blevet solgt, men derimod kun visningsretten til disse i Norge.

Aftenbladet kunne også berette om, at manuskriptforfatteren Peter Lind (1912-1970), tidligere instruktørassistent hos ASA, et halvt år tidligere havde solgt en filmidé til dette selskab. Filmen, som idémanden kaldte for ”Den udødelige Maler”, skulle være en farce med Chr. Arhoff i hovedrollen. Det er dog ikke lykkedes mig at identificere filmen, for der findes ikke en dansk spillefilm med den angivne titel, som eventuelt er indspillet i 1942 eller 1943.

Den anden idé til en film, som Peter Lind selv skrev manuskriptet til, blev derimod til noget, idet den kom til at hedde ”Det ender med Bryllup”, og den blev indspillet hos Palladium, i øvrigt med Poul Reumert og Berthe Qvistgaard i hovedrollerne, og den fik premiere i oktober-november 1943.

I henhold til Ekstrabladets ovenfor anførte biografrepertoire i Storkøbenhavn er der for datoen den 14. oktober 1942 kun sket følgende ændringer:

D.S.B. (Den Vide Verden): Dansk Film-Avis – Mærkelige Sportsgrene – Nedad Donau – Sport paa Havbunden – Glimt fra Nord-Norge - Der kom en hæslig jæger [tegnefilm, som jeg dog ikke har kunnet identificere.]

Park: Forbudt for Børn. Filmen om et brændende socialt Problem. Viveca Lindfors i ”Den gule Klinik” (svensk; 1942)

Roxy: Det amerikanske Kriminal-Lystspil ”Sikken en Verden” med James Stewart og Claudette Colbert (amrk.; 1939)

I øvrigt kunne Aftenbladet fortælle, at teatersalen i World-Cinema har to ydermure af jernbeton, hvorfor salen var blevet godkendt som beskyttelsesrum, hvilket betød, at publikum ikke behøvede at forlade salen under luftalarm, men kunne blive siddende på deres pladser og se filmen færdig. Hvis luftalarmen varede længere end filmens spilletid, havde World-Cinemas ledelse sørget for at have en del småfilm til eventuelt brug ved sådanne lejligheder.

Biografrepertoiret den 9. november 1942

Ifølge Berlingske Aftenavis for mandag den 9. november 1942 så det københavnske biografrepertoire således ud:

Aladdin: 2. Uge! Ib Schønberg i ”Søren Søndervold” Iscenesat af Lau Lauritzen (dansk; 1942)

Allé Teatret: Gigantfilmen ”Tunnelen” efter Bernhard Kellermann (tysk)

Atlantic: Forbudt for Børn. Harry Baur i den franske Storfilm ”Rasputin” En stærk, betagende og gribende Film om en af Verdenshistoriens mest mystiske Mænd (fransk; 1938)

Bella Bio: 16. uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Gunnar Lauring (dansk; 1942.)

Bellevue: Forbudt for Børn. Jean Gabin – Gaby Morlay i ”Besættelse” (fransk; 1937)

Boulevard: 16. uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Gull-Maj Norin (dansk; 1942.)

Bristol: Europas morsomste Komiker i Europas morsomste Film – Heinz Rühmann i ”Den grønne Elevator” Ny Kopi. 2 Timers hylende Latter (tysk; 1937)

Carlton: Gino Cervi, Luisa Ferida, Osvaldo Valenti i ”Den maskerede Kavaler”. Iscenesat af Allessandro Blasetti. En spændende og elegant Skildring af det 17de Aarhundredes største Eventyrer, Folkehelt og Don Juan (italiensk; 1939)

Colosseum: 2 Uge! Bodil Kjer i ”Søren Søndervold” Iscenesat af Lau Lauritzen (dansk; 1942)

Dagmar: 2. Uge. Forbudt for Børn. Marokkaneren ”Pépé le Moko” med Jean Gabin (fransk; 1936)

Grand: 2. Uge. Første Gang i Danmark: ”Rembrandt-Filmen. Et Liv i Lidenskab” med Ewald Balser – Hertha Feiler. Iscenesættelse: Hans Steinhof. Musik: Alois Melichar (tysk; 1942)

Kino-Palæet: 2. Uge. ”Alle Mand paa Dæk!” med Hans Kurt – Gerd Gjedved (dansk; 1942)

Metropol: Forbudt for Børn. Corinne Luchaire, Fernando Gravey og Michel Simon i ”Postbudet ringer altid to Gange” (fransk; 1939)

Nora: 16. Uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Schiøler Linck (dansk)

Nørreport Bio: ”Jeg elsker dig” (ikke identificeret)

Udsnit af biografannoncer i Berlingske Aftenavis 9. november 1942. Annoncerne taler for sig selv:

Palads: 3. Uge. Eyvind Johan-Svendsen, Mathilde Nielsen, Ib Schønberg m.fl. i ”Tyrannens Fald” (dansk; 1942)

Palladium: Ved Kino Orglet: Mogens Kilde. 2. Uge. Kriminal-Lystspillet ”Skandale i

Konsulatet” efter Romanen ”Ritmester Styx” – Instruktør Karl Anton. Med Laura Solani – Victor de Kova – Margit Symo (tysk; 1942?)

Palæ Bio: Forbudt for Børn. ”Den fjerde kom ikke”. Fantastisk spændende Kriminalfilm, bygget over en virkelig Tildragelse i Stockholm (svensk)

Park: 16. Uge i København. Palladiums Storsukces ”Ballade i Nyhavn” med Knud Heglund (dansk; 1942.)

Platan: Forbudt for Børn. John Garfield og Ann Sheridan i ”Blindgade-Drengene” (De gjorde mig til Forbryder) (amrk.; 1939)

Rialto: Forbudt for Børn. Heinrich George og Hilde Krahl i den fængslende Film ”Postmesteren” efter Puschkins berømte Roman (tysk; 1940)

Saga: 11. Uge. Marguerite Viby-Filmen ”Frøken Vildkat” med Ebbe Rode (dansk; 1942)

Scala Bio: Forbudt for Børn. 2. Uge. Den nye franske Kriminal-Film ”6 Mennesker myrdet?” i Hovedrollen Pierre Fresnay (fransk; 1941)

Skovshoved: Jeanette Mac Donald i ”Broadway Serenade” (amrk.; 1939)

Strand Teatret: Sensationsfilmen ”Tigeren fra Eschnapur” (tysk: 1938)

Triangel: 2. Uge! Ebbe Rode i ”Søren Søndervold” Iscenesat af Lau Lauritzen (dansk; 1942)

Windsor: Forbudt for Børn. Norsk Storfilm ”De Værgeløse” (norsk; ikke identificeret)

World Cinema: 7. Uge. Den store Carl Alstrup-Sukces. Kun kort Tid! Se den nu. ”Nat-

Ekspressen (P 903)” med Mogens Wieth og Inger Stender. Iscenesat af Svend Methling.(dansk; 1942)

For øvrigt vakte Rasputin-filmen en vis opmærksomhed, ikke mindst fordi den store franske karakterskuespiller Harry Baur (1880-1943) havde titelrollen. Baur var jødisk af fødsel, og efter tyskernes besættelse af Frankrig blev han mod sin vilje ført til Tyskland, hvor han medvirkede i ”Et Livs Symfoni (1942), og det menes, at tyskerne var direkte skyld i hans død den 8. april 1943.

Der var også et par annoncer fra samme avis og dato, som handlede om den noget mere seriøse filmgenre, dramaet, som franskmændene excellerede i. Sådanne film kunne også trække et publikum til biograferne, selv om det for nogle biografgængere ikke skadede, at filmene indeholdt et vist moment af sex og nøgenhed. Det var dog ikke just det, der var fremherskende i filmen ”Rasputin” med den store franske skuespiller Harry Baur i titelrollen. Men det så tillokkende ud med en gammel libertiner og en ung nøgen pige i annoncen.

Plakaterne og annoncerne for ”Rasputin” afbildede ham i reglen sammen med en eller flere nøgne piger, og det vakte især ’husarernes’ opmærksomhed og interesse, for det var man ikke så vant til at se på den tid, nøgne piger altså. Rasputin-myten fremstillede jo manden som libertiner, og det var guf dengang, men langt fra den historiske virkelighed, idet manden i det virkelige liv nok var en noget mere sammensat karakter.

Apropos filmen ”Der Tiger von Eschnapur”, på dansk ”Tigeren fra Eschnapur” (1938) var den en af de tyske film, jeg så i efteråret 1942, men det var dog ikke sådan, at jeg ulejligede mig helt ud til Strandvejen 203, for at se den. Derimod så jeg den i Standard Bio på Falkonér Allé, hvor jeg forresten også så ”Das Indische Grabmal”, på dansk ”Det indiske Gravmæle” (1938). Den berømte tyske filminstruktør Fritz Lang (1890-1940) havde været med til at skrive drejebogen til begge disse film, men i lighed med andre tyske instruktører af jødisk oprindelse, emigrerede også han fra Tyskland i 1933. Men medens han endnu boede dér, måtte han eksempelvis opleve den tort, at se sin daværende kone, forfatterinden Thea von Harbou (1888-1954), der havde leveret manuskripter til de fleste af hans tyske film, som en fremtrædende forfatterinde også under nazismen. Parret blev skilt i 1933, da Lang emigrerede til USA.

Fritz Lang er bedst kendt for sine tyske film, som f.eks. Metropolis (1926), og ikke mindst sin første tonefilm, M (1931), samt Dr. Mabuses Testamente (1932-33), som med sin makabre ekspressionistiske stil og handling, der drejer sig om en sindssyg videnskabsmands forsøg på at erobre verden, var et symbolsk billede på Hitlers gale magtstræb og grusomhed. Desuden skrev Lang manuskripter til film som Das Indische Grabmal (1921, på dansk: "Det indiske Gravmæle") og Der Tiger von Eschnapur (1921, på dansk: "Tigeren fra Eschnapur"). Sidstnævnte film er formentlig anden del af førstnævnte film. Disse film blev instrueret af Joe May (1880-1954), som selv emigrerede til USA i 1934. Foruden Mia May (1884-1980) og Conrad Veidt (1893-1943), medvirkede også den danske skuespiller Olaf Fønss (1883-1949).

I en datidig filmannonce, hvis emne er eksotiske skønheder med nøgne bryster. Som åbenbart var stærkt tillokkende for især et mandligt publikum, men kvinder, som eventuelt interesserede sig for Østens fremmedartede kultur, kunne med fornøjelse også se film af denne kategori, som kaldtes rejsefilm. Disse var i reglen ledsaget af et foredrag af den globetrotter, som havde optaget filmen. Som det fremgår, blev filmen ”Østens Paradisøer” vist i Odd Fellow Palæets store sal tirsdag d. 10. og søndag d. 15. november 1942.

I 1957 vendte Fritz Lang midlertidigt tilbage til Tyskland for at genindspille de to nævnte film i ny udgave. Det kan dog hverken have været stumfilmudgaven fra 1921 eller nyindspilningen fra 1958, jeg engang omkring 1942 så i den daværende Standard Biograf på Falkonér Allé. Det viser sig da også, at der findes en genindspilning af de to film, som er indspillet i 1938. Instruktøren var da Richard Eichberg (1888-1953) og hovedrollerne spilledes af Fritz van Dongen (1901-1975), Hans Stüwe (1901-1976) og Kitty Jantzen (1916-1984). Tyskland havde jo i sidste halvdel af 1700-tallet været arnestedet for den kulturelle romantiske bevægelse, som primært var et opgør med Oplysningstidens forstandsdyrkelse og kommercielle borgerlige kultur. I stedet dyrkede man følelsen, intuitionen og fantasien, et træk, som delvis genkendes i tysk kultur i 1930’erne og som udartede og forvrængedes af og i nazismen.

Men i det hele taget var interessen for nøgne piger noget, der kunne lokke det mandlige publikum i biografen eller på varietéer. F.eks. kunne man i Odd Fellow Palæets store sal se ”den pragtfulde Farvefilm Østens Paradisøer”, hvor det nærmest vrimlede med piger med nøgne bryster. Sådanne – og mere til – kunne man også se i restaurant ”Prater” i Stengade på Nørrebro, nemlig i form af ”Den blonde Skønheds-Ballet”, men det var jo ikke alle mænd, der havde lyst til – eller mod til at trodse konventionerne? – og besøge dette lettere berygtede sted, for at få et i øvrigt ærbart glimt af nøgne damer, som pirrede den libidinøse fantasi.

Et andet eksempel er de såkaldt ”hårdkogte” amerikanske gangsterfilm fra 1930’-40’erne, som ofte havde gode amerikanske skuespillere i hovedrollerne, som eksempelvis John Garfield og Ann Sheridan. Et eksempel på en ”hårdkogt” dansk spillefilm kan ses den danske film ”Søren Søndervold” (1942), der i annoncen karakteriseret som en folkekomedie, men som ikke desto mindre handler om hævn uden skrupler. Filmen har en lang række gode danske skuespillere i rollerne og Ebbe Rode i titelrollen. Filmen er frit baseret på den norske film ”Tørres Snørtevold” (1940).

Biografannoncer kunne også reklamere for spillefilm i den lettere genre, som var noget af det, der kunne lokke det københavnske publikum ud i kulden og mørket. Blandt sådanne var den tyske film ”Den grønne Elevator”, men i den sammenhæng er det særlig navnet Heinz Rühmann, der først springer i øjnene. Denne tyske lystspil- og farceskuespillers popularitet på den tid, vil man måske bedre kunne forstå, hvis man sammenligner med den succes, der adskillige år senere blev en dansk skuespiller som Dirch Passer til del. En af sidstnævntes store teater- og filmroller var netop også i lystspillet ”Den grønne Elevator” (1961). – Et andet godt eksempel på forsøgsvis dansk filmkomik er det danske filmlystspil ”Ballade i Nyhavn” (1942) med den dengang uhyre populære Christian Arhoff som populært trækplaster.

Biografrepertoiret den 10. november 1942

Men nok så interessant for mig, var imidlertid det københavnske biografrepertoire, i dette tilfælde den 10. november 1942, som så sådan ud:

Aladdin: Søren Søndervold (dansk; 2. uge)

Allé Teatret: Tunnellen (tysk)

Atlantic: Rasputin (fransk; 1938)

Bella Bio: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942. 16. uge i København)

Bellevue: Besættelse (fransk; 1937)

Boulevard: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942. 16. uge i København)

Bristol: Dem grønne elevator (tysk)

Carlton: Den maskerede Kavaler (italiensk; 1939)

Colosseum: Søren Søndervold (dansk; 2. uge)

Dagmar: Pépé le Moco (fransk; 1936)

D.S.B.: Non Stop-program m. bl.a. tegnefilmen En skør Dirigent

Grand: Rembrandt-Filmen. Et Liv i Lidenskab (tysk; 1942)

Kino-Palæet: Alle Mand paa Dæk (dansk; 1942. 2. uge)

Metropol: Kvinde-Klubben (fransk; 1936)

Nora: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942. 16. uge i København)

Nørreport Bio: Spionfilmen L. B. 17 afsløret (?)

Palads: Tyrannens Fald (dansk; 1942. 3. uge)

Palladium: Skandale i Konsulatet (tysk; 1942?)

Palæ Bio: Den fjerde kom ikke (svensk?)

Park: Ballade i Nyhavn (dansk; 1942. 16. uge i København)

Platan: Blindgade-Drengene (De gjorde mig til Forbryder) (amrk.; 1939)

Rialto: Postmesteren (tysk; 1940)

Saga: Frøken Vildkat (dansk; 1942. 11. uge)

Scala Bio: 6 Mennesker myrdet? (fransk; 1941)

Skovshoved: Broadway Serenade (amrk.; 1939)

Strand Teatret: Tigeren fra Eschnapur (tysk: 1938)

Triangel: Søren Søndervold (dansk; 2. uge)

Windsor: De Værgeløse (norsk; 19??)

World Cinema: Nat-Ekspressen (dansk; 1942. 7. uge)

Som det fremgår af ovenstående liste, var der en ’dristig’ fransk film med 1. genopførelse på plakaten i Metropol. Filmen var fra 1936 og dens originaltitel er ”Club de Femmes”, som var oversat til dansk ”Kvinde-Klubben”. Den havde den dengang meget afholdte og ofte benyttede franske filmkomedienne Danielle Darrieux (1917-) i en dominerende hovedrolle, assisteret af Betty Stockfeld (1905-1966) og Else Argal (data ukendte). Annoncen for filmen lokkede med følgende fristende ord:

- en Film udover det almindelige - Et frisindet Indlæg for Kvinden og Kærligheden – afspejlende alle Stemninger i det unge livslystne Kvindesind – Filmen med Verdens skønneste Kvinder.

Palladium Bio kunne også lokke med en stor illustreret annonce for den tyske film Skandale i Konsulatet med Laura Solari, Viktor de Kowa og Margit Symo i hovedrollerne. Om denne film sagde annoncen: Pressen skrev: ... der udfoldes en sjælden Elegance - ... paa een Gang en Udstyrsfilm med en fantastisk Pragt og en spændende Kriminalfilm – Det er Smilet og Spændingen, der præger den.

Palladium var for resten en af de københavnske biografer, der forholdsvis ofte havde tyske film på programmet, og publikumstilstrømningen var i en del tilfælde overraskende stor. Det gjaldt ikke mindst til flere af de store tyske udstyrsfilm, hvori der ofte forekom sekvenser og scener med mere eller mindre afklædte kvindelige skuespillere og statister.

Men for mig og de fleste andre danske børn og voksne, gik livet videre i hverdag som i fest. Til hverdagslivet hørte restriktionerne og forbuddene og til festen hørte eksempelvis det ugentlige biografbesøg. Dette kulminerede for mit – og sikkert også mange andre københavnske børns – vedkommende med det årlige besøg ved juletid i biografen Metropol på Strøget. Men inden jeg går over til en omtale af årets juleshow, vil jeg lige nævne, at der den 4. december 1942 åbnede en helt ny biograf, som genoplivede det gamle navn fra biografen i Nygade 3, nemlig ”Alexandra Teatret”. Det var sidstnævntes direktør, Hjalmar Davidsen, der have fået bevillingen til det ny ”Alexandra Teatret”, som var beliggende i en nyopført bygning omtrent på hjørnet af Nørregade og Gl. Torv.

Metropols Jule-Show 1942

Dette års Jule-Show skulle vise sig at blive det foreløbig sidste under besættelsestiden, nemlig som følge af tyskernes forbud mod amerikanske film, som blev effektivt fra og med januar 1943. Men endnu ved juletid 1942 kunne man få lov til at se de herlige humørperler fra den dygtige tegnefilmmesters værksted. Dette år var det af gode grunde lutter repriser, hvilket dog ikke betød, at jeg selv havde set alle filmene før. Men programmet så sådan ud: The Hockey Champ (1939; ”Anders Ands Is-Hockey” R), Goofy and Wilbur (1939; “Fedtmules fisketur” R), Boat Builders (1938; ”Mickey som bådebygger” R), Good Scouts (1938; ”Gode spejdere” R), The Old Mill (1937; ”Den gamle mølle” R), Mickey’s Trailer (1938; ”Mickeys ferievogn” R).

Flere af disse film var som nævnt nye for mig, og det gjaldt ”Mickey som bådebygger”, ”Gode spejdere”, ”Den gamle mølle” og ””Mickeys ferievogn”. Alle fire film var gode, ja, fremragende i enhver henseende, men det var især ”Den gamle mølle”, der tiltrak sig min opmærksomhed og interesse. Filmen er et lille stykke ’naturlyrik’, fortalt med indlevelse, nænsomhed og en diskret og charmerende form for humor, som tiltalte mit romantiske sind overmåde meget. Men i nok så høj grad var jeg fascineret af filmens tekniske kvalitet, selv om jeg godt kunne se, at det mærkværdigt nok nogle steder i filmen kneb lidt med tegnekvaliteten og animationen.

Da jeg mange år senere var i Los Angeles og besøgte Disney-studierne i Burbank, fik jeg forklaringen på, hvorfor teknikken var kikset enkelte steder i filmen. Det skyldtes simpelthen, at figurerne og baggrundene i nogle scener var tegnet og malet så forholdsvis små, at det må betragtes som nærmest menneskeligt umuligt at tegne og animere så præcist, som et lille format kræver, der siden skal projiceres op i biografformat. Senere har man jo heldigvis fået computeren til hjælp til at løse sådanne tekniske problemer perfekt.

De tre andre af de ovennævnte fire tegnefilm var og er eksempler på, hvad Disney-folkene formåede at komme op med af gode og sjove ideer, visuelle gags og action. Det er simpelthen mesterligt og beundringsværdigt, og den dag i dag har jeg faktisk svært ved at fatte, at det overhovedet kunne lade sig gøre for Disney og hans medarbejdere, at skabe tegnefilm med så levende, morsomme og ofte grotesk-humoristiske figurer.

"Der kom en Soldat marcherende ..."

Året 1943 skulle vise sig at blive endnu et skæbneår for Danmark og for lille mig. For Danmark, fordi regeringen den 29. august det år trådte tilbage og dermed afbrød samarbejdet med tyskerne. For mit i den sammenhæng ubetydelige liv betød det, at jeg efter vel overstået afsluttende eksamen med ug minus i gennemsnitskarakter, og efter eget ønske gik ud af skolen, nu skulle til for alvor at tænke på fremtiden. Helst ville jeg jo lave tegnefilm, men de praktiske muligheder for at komme til det, var meget små, viste det sig. Mor, som var hjemmegående og derfor den af mine forældre, der tog sig af os børn i det daglige, vidste ingenting om, hvordan sagen skulle gribes an. Far, der havde nok at se til med sit daglige, fysisk krævende arbejde med den lange arbejdstid, blandede sig faktisk slet ikke i, hvad hans børn ville være, når de blev voksne. Det overlod han til mor og os selv.

Men jeg var stadigvæk meget opsat på at komme til at lave tegnefilm, og havde da også nogle år før, i 1940, mens jeg endnu gik i 4. klasse, henvendt mig til Teknisk Film Compagni på Madvigs Allé 3 på Frederiksberg, for at orientere mig om mulighederne for at komme til at lave tegnefilm. Når jeg specielt henvendte mig til Teknisk Film Compagni, skyldtes det først og fremmest, at jeg havde læst i en eller anden avis, vistnok B.T. eller Ekstrabladet, at dette firma lejlighedsvis producerede tegnefilm.

Det var avisens omtale af tegneren Richard Møller (1915-1972), der havde planer om at lave en tegnefilm over H.C. Andersens eventyr Fyrtøjet, som særlig henledte min opmærksomhed på Teknisk Film Compagni, der stod nævnt i omtalen. Det var dette firma, der var filmens producent. Teknisk Film var også det sted, hvor filmen rent teknisk skulle optages, og derfor mente jeg, at det måtte være dér, man eventuelt kunne få noget at vide om projektet. Til min store overraskelse viste det sig imidlertid, at for at få adgang ind til firmaet, skulle man først ringe på en dørtelefon ved gadedøren, og det betog mig lysten til at fuldføre det planlagte besøg.

I avisen var der også gengivet et tegnet billede af soldaten foran heksens træ, og underteksten oplyste, at billedet var fra filmen. Det var tegnet i Richard Møllers karakteristiske og dengang velkendte streg, som tydeligvis var inspireret af de tidlige 1930'eres tegnefilmstil. Møllers streg var især kendt fra en serie postkort, som man dengang kunne købe i bladkioskerne, i al fald i København. Postkortene forestillede i reglen en dreng og en pige i forskellige pudsige situationer, som når drengen f.eks. gjorde kur til pigen. Men skal jeg være helt ærlig, så syntes jeg ikke særlig godt om Møllers tegnestil, som jeg allerede dengang fandt lidt for bastant og ucharmerende.

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at Teknisk Film Compagni havde droppet Richard Møllers tegnefilm, angiveligt fordi man fandt den af for dårlig kvalitet. I stedet havde samme firma produceret en stum 5-minutters tegnefilm, Peter Pep og Skomager Snørestøvle, som var blevet præsenteret for pressen den 6. december 1940. Flere år senere fandt jeg ud af, at ophavsmanden til Peter Pep-figuren og til tegnefilmen Peter Pep og Skomager Snørestøvle, var tegneren Erik Rus (1920-1988). Han havde selv lavet design så vel som baggrunde og såkaldte nøgle-tegninger - i fagsproget kaldet key-poses - til filmen, mens hans assistent, tegneren Børge Hamberg (1920-1970), udførte de såkaldte mellemtegninger - i fagsproget kaldet inbetweens.

Filmfotograf på projektet var Fritz Jensen, der i øvrigt var den ene af initiativtagerne til oprettelsen af Teknisk Film Compagni, som blev stiftet i 1937. Den anden initiativtager var direktør Knud Hjortø (1911-1957), der også fungerede som produktionsleder og tonemester. Firmaet havde omkring det tidspunkt indrettet et rum med et specielt enkeltbilled-kamera og et såkaldt trickbord, på hvilket man kunne optage tegnefilm. Mange år senere installerede firmaet et teknisk set betydeligt mere avanceret enkeltbilledkamera og trickbord, fremstillet hos det tyske firma Crass, der blev anset for at være specialister på området.

Men tegnefilmfiguren Peter Pep havde jeg tilfældigvis stiftet bekendtskab med omkring det tidspunkt, hvor filmen blev lavet, og hvor den bl.a. var omtalt i ugebladet Billed Bladet, nemlig i december 1940. Jeg havde dog ikke selv læst om det eller set trykte billeder af filmens hovedfigur, altså Peter Pep, men min daværende sidekammerat i klassen, Svend Holm, trak en dag et stykke pergamentpapir af den slags, man bruger til at pakke om smørrebrød, op af sin skoletaske og viste mig en blyantstegning, som han påstod selv at have tegnet. Det troede jeg dog ikke på, men mente, at han måtte have kalkeret figuren af fra et billede. Allerede dengang var jeg så øvet og erfaren i at tegne, at jeg tydeligt kunne se, at figuren var tegnet af, tilmed af én, der ikke rigtig mestrede tegnekunsten. Dertil var stregerne og formerne for usikkert og upræcist gengivet.

Imidlertid holdt stakkels Svend Holm stædigt fast ved, at han selv havde tegnet figuren, hvad jeg som sagt var helt overbevist om, at han ikke havde evner til. Dertil var figuren, på trods af den kalkerede tegnings tydelige ubehjælpsomhed, alt for professionel i stilen. Hårdt presset, ikke af mig, men af flere andre klassekammerater, han også havde vist tegningen til, gik han da også senere til bekendelse og indrømmede, at han havde kalkeret figuren af efter en tegning i ugebladet Billed Bladet, som havde omtalt tegnefilmen. Jeg bad om at få bladet at se, og et par dage efter havde han det med i skolen og viste mig det, men jeg fik ikke lov til at læse artiklen, kun til at se billedet af den kvikt udseende knægt Peter Pep.

Peter Pep-figuren var i øvrigt tegnet i bedste amerikanske 1930’er tegnefilms-stil, der jo dengang - som også senere hen - var det store forbillede for alverdens tegnefilmtegnere. Der var dengang ikke ret meget tilgængeligt instruktionsmateriale om tegnefilm, herunder design og animation. Men der fandtes dog et par hæfter i Walter Fosters Art Books, hvoraf det ene hed Animated Cartoons for the Beginner, og dette hefte har antagelig været inspirationskilde for en tegner som Richard Møller. Hæftet indeholder bl.a. også nogle animationstegninger af en dreng, der løber. Peter Pep-figuren har i hvert fald stilmæssigt en tydelig og umiskendelig lighed med denne dreng, hvorfor jeg vil antage, at Erik Rus - helt legalt og forsvarligt - har ladet sig inspirere til at lade netop denne figur danne forbillede for sin egen figur. Det andet hefte hed Animation by Preston Blair. Learn how to Draw Animated Cartoons, som var betydelig mere professionelt og avanceret end det førstnævnte hefte, der formentlig begge er udgivet omkring 1938-40.

Preston Blair (1908-1994) var da heller ikke noget dårligt forbillede at have, idet han allerede i 1940 var en dygtig, erfaren og rutineret tegner og animator, som så vidt jeg har kunnet få oplyst, begyndte sin karriere hos Walt Disney. Her arbejdede han som animator på Pinocchio, 1940, og i denne film animerede han den sekvens, hvor ræven og katten fører den intetanende og naive Pinocchio på afveje, medens de synger: "Hey-diddle-de-dee, it's an actor's life for me!". I Fantasia, 1940, designede og animerede Blair flodhestene, specielt primaballerinaen, i Dance of the Hours (dansk: "Timernes dans") fra operaen La Gioconda af Amilcare Ponchiellas. Blair animerede også Mickey Mouse i de scener i The Sorcerer's Apprentice (dansk: "Troldmandens lærling"), hvor Mickey vågner op og prøver på at standse først den enlige kost og senere de utallige koste fra at hente vand fra brønden og fylde troldmandens værksted. Endelig var Blair også medarbejder på Bambi, 1942, hvor han animerede uglen i filmens begyndelse, og senere også var assistant animator på den fantastisk herlige sekvens, hvori uglen fortæller om, hvad der sker med skovens dyr, når de bliver "twitterpated", hvilket vil sige: forvirrede af forelskelse og kærlighedssyge. Eric Larson var supervising animator på sekvensen.

Omkring 1942 skiftede Blair over til Metro-Goldwyn-Mayer Cartoon Studio, hvor han især arbejdede under en tegnefilminstruktør som Tex Avery (1908-1980), der er bedst kendt for sine vanvittige gags og hurtige og voldsomme visuelle effekter. Det er Tex Avery, der har æren af at have skabt en tegnefilmfigur som Droopy, mens Preston Blair især tilskrives æren for designet og animationen af den sexede Rødhætte (”Little Red Riding Hood"), som optrådte i flere af MGM's tegnefilm. Endnu senere blev Blair tegnefilminstruktør og producer af tegnefilm.

Men for at vende tilbage til Richard Møllers "Fyrtøjet", så fik jeg senere at vide, at Teknisk Film Compagni efter to forsøg ikke længere gav sig af med at producere tegnefilm, og da slet ikke underholdningstegnefilm. Hvad Richard Møllers tegnefilmprojekt angik, forstod jeg, at filmen var blevet lavet, men at man havde opgivet at sende den i handlen, angiveligt fordi filmens tekniske kvalitet ikke svarede til forventningerne. Man havde undervejs i produktionen indset, at Richard Møller manglede den fornødne professionelle kunstneriske og tekniske ekspertise, til med held at kunne gennemføre et professionelt tegnefilmprojekt. Møllers ”Fyrtøjet” havde en så dårlig tegne- og især animeringsmæssig standard, at man valgte at lægge den på hylden og erstatte den med Peter Pep-filmene.

Det er først i nyeste tid lykkedes mig at opspore det ugeblad og den avis, hvori henholdsvis Erik Rus’ ”Peter Pep” og Richard Møllers "Fyrtøjet" stod omtalt, og jeg er derfor ikke kun henvist til at forlade mig på min lidt uklare hukommelse, men kan referere til, hvad pressen skrev om disse tegnefilm dengang. Ifølge den viden, jeg siden har erhvervet mig, forholdt det sig sådan, at Richard Møller i begyndelsen af 1930’erne havde arbejdet som mellemtegner for kommerciel dansk tegnefilms pioner, Jørgen Müller, mens såvel Erik Rus som Børge Hamberg omkring 1939-42 havde arbejdet som mellemtegnere hos tegnefilmfirmaet "Vepro", der hovedsagelig producerede reklametegnefilm til verdensmarkedet. Firmaet var, som tidligere nævnt, oprindelig tysk og blev oprettet i 1932, men flyttede ifølge min kilde ("Mandens Blad", februar 1941) omkring midten af 1939 sit domicil til Hovedvagtsgade i København, angiveligt med den begrundelse, at der her fandtes nogle af Europas bedste tegnefilmfolk. Nemlig især de to tidligere nævnte danske tegnefilmpionerer, Jørgen Müller og Henning Dahl-Mikkelsen, sidstnævnte bedst kendt under kunstnernavnet og signaturen "Mik -", som kendes af alle, der har "læst" eller "læser" hans internationalt berømte "stumme" tegneserie "Ferd'nand".

For resten havde jeg allerede i foråret 1942 spurgt min altid hjælpsomme onkel Thorkild, om ikke han ville ringe til Gutenberghus og forhøre sig, om jeg eventuelt kunne komme i lære som tegnefilmstegner hos dem. Imidlertid havde han på det tidspunkt åbenbart nok andet at se til, for det blev ikke til noget med, at han fik gjort alvor af at ringe. Derfor henvendte jeg mig i efteråret 1942 selv til Gutenberghus Reklame Film, som jeg havde opsporet var producenter af den dengang meget populære tegnefilmserie om ”Houlberg Pølser – det er mad!”. Jeg var kun 13 år på det tidspunkt, men mente at det ville være godt at spørge sig for i god tid, om man eventuelt kunne komme i lære som tegnefilmtegner, når man gik ud af skolen.

Normalt var jeg meget sky og nærmest lidt bange for fremmede, men når det gjaldt om at realisere min store drøm om at komme til at lave tegnefilm, glemte jeg al forsigtighed og skyhed. Altså henvendte jeg mig en dag efter skoletid på Gutenberghus Reklame Films receptionskontor i Vognmagergade. Det var med bankende hjerte at jeg den dag gik op ad de mange trapper i den fornemme opgang til kontoret, der lå på fjerde sal. Eftersom jeg var alene på trappen, hvor der var fuldstændig stille og tyst, nærmest listede jeg op ad de mange, brede trin, mens hjertet dunkede af både spænding og en vis nervøsitet i mit bryst.

Det første, jeg lagde mærke til, da jeg trådte ind ad den store indgangsdør til kontoret, var billederne på væggene. Det var nemlig indrammede cels og baggrunde, som jeg straks genkendte stammede fra Houlberg-tegnefilmene. Mit hjerte bankede af den grund derfor endnu hurtigere og forventningsfuldt, og efter at kontordamen havde spurgt om mit ærinde, hentede hun en velklædt herre, som imidlertid kun kunne fortælle mig, at der ikke længere blev lavet reklametegnefilm på bureauet, men at disse film nu blev lavet af et andet firma i byen. Desuden, sagde han, var det jo lidt vel tidligt at jeg henvendte mig om en læreplads, i betragtning af at jeg endnu havde i al fald et par års skolegang tilbage.

Jeg husker ikke, om vedkommende fortalte mig, at Houlberg-tegnefilmene og andre tegnefilm nu blev lavet hos tegnefilmfirmaet Vepro, som tidligere havde ligget i Hovedvagtsgade, men som fra nytåret 1941/42 flyttede ud til en stor villa på Svanemøllevej i Hellerup. Imidlertid blev jeg simpelthen så skuffet og nedslået over at høre, at der ikke længere blev lavet tegnefilm hos Gutenberghus, at jeg overhørte det meste af, hvad den i øvrigt meget venlige mand fortalte og sagde til mig. Det var da heller ikke ham, der oplyste mig om Vepro’s historie eller adresse, for det fandt jeg først ud af mange år senere. Men mens jeg sad overfor den venlige mand, havde jeg på fornemmelsen, at han ikke rigtig havde lyst til at fortælle om Vepro. Forståeligt nok, i betragtning af, at firmaet var tyskejet og at dets direktør og daglige leder var tysker. Derfor forstod jeg også mange år senere, hvorfor en af Vepro’s to danske kunstneriske ledere, Jørgen Myller, i sit curriculum vitæ slet ikke nævner sin tid hos Vepro, men som trods alt varede fra omkring april 1939 til hen i september 1942. (Se evt. herom på www.tegnefilmhistorie.dk)

Biografrepertoiret i 1943 - med sidespring

Dette år var biografernes repertoire præget af danske, franske, svenske og - stadigvæk kun relativt få - tyske film. Den 27. januar 1943 annonceredes der kun med to - siger og skriver to - tyske film, nemlig lystspillet "Svindel i Banken", 1941, med Gustav Frölich (1902-1987) og Sybille Schmitz (1909-1955). Filmen vistes da i "Kino-Palæet". De nævnte to tyske skuespillere fortjener en nærmere omtale.

Gustav Fröhlich debuterede i Fritz Langs "Metropolis" (1926), og blev op gennem 1930'erne en af Tysklands populæreste filmstjerner, en position han også har bevaret efter krigen. Under Naziregimet udviste han stort personligt mod, ved at modsætte sig propagandaminister Goebbels' indblanding i hans privatliv. Sybille Schmitz, der var teaterskuespiller, debuterede på film i 1928, men blev i Danmark bedst kendt for sin rolle som vampyrens offer i Carl Th. Dreyers "Vampyr" (1932) og i filmen "En kvinde glemte" (1939). I 1943 medvirkede hun i en tysk udgave af "Titanic", som dog havde urpremiere i Paris, men først blev vist i Tyskland i 1949, altså fire år efter kapitulationen. Filmen vistes herhjemme under besættelsen.

Efter krigen fortsatte Sybille Schmitz som teater- og filmskuespiller, men følte sig i stigende grad ensom og glemt, og i et anfald af depression tog hun sit eget liv den 11. april 1955. Den anden tyske film, der var på plakaten i en københavnsk biograf den nævnte dato, var kriminalfilmen "Dr. Crippen" (1942), med Rudolf Fernau (1898-1985) i titelrollen. Sidstnævnte skuespiller var aktiv i tyske film 1936 til 1982. Filmen blev vist i "Rialto".

Den 2. februar 1943 havde "Skovshoved Bio" den franske film "Rasputin" (1938) på plakaten, med den dengang herostratisk berømte Harry Baur (1880-1943) i titelrollen. Filmen handlede om den russiske mystiker og munk Grigorij Rasputin (1871-1916), som fik stor indflydelse ved zarhoffet, idet han foregav at kunne redde tronfølgeren, Alexaj (1904-1918), der led af en blødersygdom. Som delvis følge heraf var drengens moder, kejserinde Alice af Hessen (1872-1918), en tro tilhænger og beskytter af Rasputin, som under 1. verdenskrig mistænktes for at være tyskvenlig. Det førte til, at der under ledelse af fyrst Felix Jusupov (1887-1967) dannedes en oppositionsgruppe imod ham, som lod ham myrde i 1916. Fyrst Jusupov flygtede efter revolutionen til Frankrig og bosatte sig i Paris. Zar Nikolaj II, zarina Alice og deres fem børn, blev efter Marts-revolutionen 1917 sat i husarrest og på Lenins senere ordre skudt i det hus i Jekaterinburg, hvor de opholdt sig i 1918.

Filmen om "Rasputin" var som nævnt fra 1938, og den havde som ligeledes nævnt skuespilleren Harry Baur, der var jøde, i titelrollen. Grunden til, at den stadig kunne vises i danske biografer endnu i 1943, kan kun skyldes, at den endnu ikke var faldet for gencensureringsgrænsen på fem år. Tyskerne var ellers stærkt interesserede i, især at fjerne alle film, hvori der medvirkede jøder, men på den anden side ønskede de ikke at skabe unødvendig konfrontation med de danske biografejere og det danske publikum. Derfor var der ikke noget ejendommeligt i, at tyskerne ikke reagerede over for filmens visning i danske biografer i 1943.

Harry Baur, der var opvokset i et fattigt miljø og opdraget på vajsenhus, fik sin teaterdebut i 1906 og var i mange år ansat ved den berømte Grand Guignol scene i Paris. Han indspillede sin første film, "Shylock", i 1910, men debuterede så vidt vides først på talefilm i 1930. Han inspillede en del fremragende film i årene 1930-42. Under Frankrigs besættelse blev han i 1942 imod sin vilje ført til Tyskland, hvor han under frivillig tvang måtte medvirke i filmen "Symphonie Eines Lebens" ("Et livs symfoni"), og kort efter døde han, antagelig som følge af nazisternes behandling af ham.

Det varede da heller ikke længe, heller ikke i Danmark, før tyskerne åbenbarede deres sande hensigter med den jødiske del af befolkningen. Fra den jødiske ghetto i den polske hovedstad, Warszawa, var der allerede på dette tidspunkt ført mange jøder til kz-lejrene, hvor der bl.a. foregik en systematisk udsultning, som for mange, mange jøders vedkommende, mænd, kvinder og børn, betød døden med efterfølgende kremering i de krematorieovne, der var et vigtigt led i Nazi-Tysklands "Endlösung" af det jødiske problem.

Undskyld, lidt mere film-snak

Men her i selvbiografien er vi kun nået frem til de første måneder af 1943. I januar og februar 1943 var der en del københavnske biografer, som havde den danske film "Tyrannens Fald" (1942) på plakaten. Filmens titel var i sig selv en hentydning til det indædte ønske om Hitlers fald, som stadig flere danskere efterhånden var kommet til at nære, og som særlig fik et skub efter de konfrontationer med besættelsesmagten, som fandt sted i løbet af sommeren 1943.

"Tyrannens Fald" var et skuespil af Svend Rindom, som Carl Th. Dreyer havde filmatiseret i 1925 under titlen "Du skal ære din hustru". Drejebogen til sidstnævnte film, blev skrevet af Dreyer og Rindom, og den blev fotograferet af den senere filminstruktør George Schnéevoigt. Denne film havde følgende skuespillere i rollerne: Johannes Meyer, Astrid Holm, Karin Nellemose, Mathilde Nielsen, Clara Schønfeld, Johannes Nielsen, Petrine Sonne og Wilhelm Petersen. Filmen handler om, hvordan en hustyran efter mange genvordigheder bliver pacificeret.

Drejebogen til "Tyrannens Fald" var skrevet af Rindom og blev instrueret af Alice O'Fredericks og Jon Iversen, med Rudolf Frederiksen som fotograf. Følgende skuespillere sås i rollerne: Eyvind Johan-Svendsen, Karin Nellemose (var også med i den tidligere udgave), Birthe Scherf, Anker Ørskov, Ib Schønberg (naturligvis!), Lily Weiding, Mathilde Nielsen (var også med i den tidligere udgave), Carlo Wieth, Poul Reichhardt, Astrid Villaume, Nicolai Neiiendam, Erik Voigt, Petrine Sonne (var også med i den tidligere udgave), Randi Michelsen, Henry Nielsen, Lis Løwert, Else Petersen og Kathe Hollesen. Filmen havde urpremiere i Palads Teatret den 23. oktober 1942.

Filmen ”Tyrannens Fald” blev spillet i københavnske biografer januar-februar 1943. Det var ikke mindst den da 84-årige Mathilde Nielsen (1858-1945), der blev brugt i annonceringen for filmen: "HURRA for MATHILDE NIELSEN skrev Pressen og tilføjede: "… den 84-aarige gamle Dame gjorde os skrupkuldrede af Fornøjelse ...". Se TYRANNENS FALD i Aladdin - Bergthora - Bispebjerg - Enghave - Fasan - Valby - Vanløse. En Stjernefilm – med Stjernebesætning".

Mathilde Nielsen havde sin scenedebut 1884 på Casino, var skuespillerinde ved Dagmarteatret 1889-92, ved Folketeatret 1892-94, igen ved Dagmarteatret 1894-1914 og derefter ved Det ny Teater. Hun debuterede på film i 1916 med "Hævnens Nat", der var skrevet og instrueret af den danske filmpionér Benjamin Christensen (1879-1959), der også selv medvirkede i filmen. Det var også i denne film, at Osvald Helmuth og Elith Pio havde deres filmdebut.

"Tyrannens Fald" fra 1942 blev af gode grunde Mathilde Nielsens sidste film, hendes høje alder taget i betragtning, og desuden døde hun den 11. september 1945. I 1944 medvirkede hun dog "som sig selv" i "Vore skuespillere", der viste glimt af en række populære teater- og filmskuespillere i privatlivet. Men Ib Schønberg og Petrine Sonne var dog ikke med. "Klippene" i denne film stammede hovedsagelig fra 1940.

Den 1. februar 1943 havde "Kino Palæet" premiere på lystspillet "Alt for Karrieren", efter et hørespil, "En Weekend", af Holger Boëtus og Axel Østrup, og med instruktion af Emanuel Gregers. I hovedrollerne sås Sigfred Johansen (1908-1953) og Karen Lykkehus (1904-1992), to af dansk teaters og films fremtrædende skuespillere dengang.

Svenske film havde deres storhedstid i danske biografer under besættelsen, og især efter at amerikanske film helt var ophørt med at måtte vises, hvilket skete fra årsskiftet 1942/43. Fra 1. januar 1943 til 4. maj 1945 blev der ikke spillet amerikanske film i danske biografer.

Den 2. februar havde i alt 21 københavnske biografer danske film på programmet, hvoraf nogle dog var såkaldte repriser eller "gengangere", dvs., at flere biografer spillede den samme film på samme tid. 11 biografer spillede svenske film, heraf nogle gengangere, 9 biografer viste franske film, 6 biografer annoncerede med tyske film, og en enkelt biograf med en italiensk film. Herudover var der 4 biografer, der spillede film, som det ikke er lykkedes mig at identificere, men formentlig har filmene været tyske.

"D.S.B. Kino", som havde uafbrudte forestillinger fra kl.11-21, annoncerede med følgende program tirsdag den 2. februar 1943: "Dansk Films Avis - Kan De huske - Klovnen – Fiskefangst og Livredning - Tyren Ferdinand". Den sidstnævnte film var naturligvis Walt Disneys tegnefilm "Tyren Ferdinand" (1938), den første tegnefilm i serien "Walt Disney Specials". Som tidligere nævnt blev "Tyren Ferdinand" første gang vist i København ved Metropols Juleshow 1939, hvor jeg selv havde lejlighed til at se den.

Blandt de svenske film var eksempelvis kriminalfilmen ”Flammer i Mørket” fra 1942, som havde nogle af Sveriges store skuespillere i hovedrollerne: Edvin Adolphson (1893-1893-1979), Inga Tidblad (1901-1975), Stig Järrel (1910-1998) og Hasse Ekman (1915-2004). Desuden var der "Snaphaner" (1941), med den uhyre populære Edvard Persson (1888-1957) i hovedrollen. Begrebet "snaphane" henviser til en soldat, der er bevæbnet med et snaphanegevær. Mere specielt menes der med udtrykket, en væbnet person, der uden at høre til den regulære hær, deltager i en krig. Det er samtidig en folkelig betegnelse for danske enkeltpersoner eller smågrupper, som under Svenskekrigene i 1600-tallet kæmpede bag de svenske linjer. De skånske snaphaner blev især berømte under betegnelsen "gjönger", på dansk: "gønger".

Gøngerne blev herhjemme især kendt gennem romanerne "Gøngehøvdingen" (1853) og "Dronningens Vagtmester" (1855), begge skrevet af forfatteren Carit Etlar, et pseudonym for Carl Brosbøll (1816-1900). Romanernes hovedperson er Svend Poulsen Gjønge, og han og hans gønger, der jo var en slags frihedskæmpere, blev i en vis forstand aktuelle under den tyske besættelse af Danmark. Det så man bl.a. derigennem, at Det ny Teater den 27. januar kunne annoncere med "En festlig, farverig Pragtforestilling om alle Danskes Helt Gøngehøvdingen", som daglig vistes kl. 19,15-21,15, og lørdag og søndag tillige ved en ekstraforestilling kl. 15,30.

Hovedrollen i denne dramatiserede version af Etlars "Gøngehøvdingen", var naturligvis ingen anden end den danske teater- og filmhelt nr.1: Poul Reichhardt. I samspillet med Sigrid Horne-Rasmussen, Karl Jørgensen, Else Colber, Inger Stender, Lise Thomsen, Ellen Aggerholm, Sigurd Langberg og Paul Rohde, skabte han altså "en festlig, farverig pragtforestilling". Annoncen melder intet om, hvem der havde instrueret forestillingen.

Den 19. februar 1943 kunne Det ny Teater annoncere med følgende tekst: "Hvad "De tre Musketerer" er for Franskmændene og "Robin Hood" for Englænderne, er Gøngehøvdingen for os". Hvor længe stykket holdt sig på plakaten, har jeg ingen viden om, men endnu den 24. marts 1943 annonceres der fortsat med den populære forestilling, som jeg dog ikke selv fik lejlighed til at se.

Mange år senere, omkring 1952-53 blev "Gøngehøvdingen" opført på "Nørrebros Teater" i Ravnsborggade, denne gang med Carl Ottosen (1918-1972) i titelrollen og med instruktion af Palle Kjærulff-Schmidt (1931-). I denne forestilling medvirkede jeg i en kortere tid som statist i form af en af gøngerne.

Endnu senere, nemlig i 1961 blev "Gøngehøvdingen" filmatiseret af Flamingo Studio, med Johan Jacobsen (1912-1972) som produktionsleder, og med drejebog og instruktion af Annelise Hovmand (1926-), og med Jens Østerholm (1928-) i titelrollen og Dirch Passer (1926-1980) som "Ib", og Birgitte Federspiel (1925-2005) som "Kulsoen". Desuden medvirkede en lang række af mere eller mindre kendte danske skuespillere. Filmen havde premiere i "Imperial Bio" den 9.december 1961 og blev holdt på plakaten til den 20. februar 1962.

I 1963 fulgte Flamingo Studio og Annelise Hovmand succesens op med at filmatisere "Gøngehøvdingen"s fortsættelse: "Dronningens Vagtmester", denne gang også med drejebog af Annelise Hovmand, men med instruktion af Johan Jacobsen. I denne film medvirkede Poul Reichhardt som Svend Gønge, Jens Østerholm som Ib, og Birgitte Federspiel som "Kulsoen". Filmen havde premiere den 29. marts 1963 i Casino, Nora, Merry og Nygade, og vistes til 16. april s.å. Derefter i Bispebjerg og Grøndahls til 18. april og i Triangel, Johan Jacobsens egen biograf, til 28.april 1963. Filmen "Dronningens Vagtmester" kunne altså ikke nå op til den popularitet, der blev forgængeren til del.

Tirsdag den 2. februar 1943 kunne "Nationaltidende" bringe følgende notitser om film: "Merry Teatret spiller fra i Dag den svenske Soldaterfarce "Kommers i Kompagniet", der i Fredags havde Premiere i Carlton, hvor den fortsætter." Filmens hovedroller blev spillet af to, i Danmark ikke særligt kendte skuespillere: Nisse Ericson og Lillebil Kjellèn.

Nationaltidende noterede også: "Platan Biografen spiller fra i Dag paa 2. Uge den oplysende film "Kærlighedslivets Farer", hvortil Stabslæge M.Bruun-Pedersen har indtalt et Forord." Biografannoncen meddelte: "En Film om Lægens Kunst og Videnskab", og tilføjede: "Kun for Voksne". Der var formentlig tale om enten en tysk eller svensk "oplysende" film af den slags, der gerne lokker "husarerne" ind, men som i grunden er en temmelig fantasiløs, "klinisk", ligegyldig og ineffektiv propaganda til bekæmpelse af kønssygdomme.

Teksten fortsættes i 4. afsnit.