Om mit forhold til filmmediet
14. afsnit
I Gribskovlejren var der i lighed med, hvad der var
tilfældet i de to andre militærnægterlejre, Kompedal og Oksbøl, en ordning, som
kaldtes fritidsundervisningen. Denne blev betragtet som et led i arbejdet og
foregik derfor i arbejdstiden. Der var undervisning i forskellige fag, som f. eks. dansk, litteraturhistorie, kulturhistorie, musik,
dramatik, engelsk, fransk, tysk og esperanto.
Der var tre professionelle lærere udefra, nemlig
forfatteren Tage Schou-Hansen, som stod for undervisning i dansk litteratur,
forfatteren Finn Gerdes, der underviste i teaterhistorie og dramaturgi, og
forfatteren og dramatikeren Erik Knudsen, som tog sig af undervisning i
samtidslitteratur. Desuden var der nægtere med særlig uddannelse i det civile
liv, som fungerede som lærere for de andre nægtere. Kurt Henning Pedersen stod
for musikundervisning, Gregers Espersen vistnok for undervisning i historie,
Birger Jarl Guy for undervisning i engelsk, fransk og tysk, ”Vovsen” stod for
undervisning i arkæologi og lokalhistorie, Robert Felby for undervisning i
esperanto. I modsætning til de eksterne lærere, fik de nægtere, der underviste,
ikke honorarer, men derimod fritimer for deres undervisning.
Den eneste undervisning, jeg selv deltog i, var i
sproget esperanto. Den dengang 24-årige Robert Felby var autoriseret
esperantolærer og god til at undervise. Grunden til, at jeg deltog i denne
undervisning, var primært den, at jeg troede at esperanto havde en fremtid for
sig, især i kraft af sin relativt enkle sproglige konstruktion og
internationale eller overnationale målsætning. Det var jo i midten af
1950’erne, hvor nogle af os blåøjede idealister endnu troede på en lys og
lykkelig fremtid for verden og menneskeheden, uden den nød og elendighed,
politiske og religiøse spændinger og de krige, der siden har plaget verden.
Robert Felby, som i det civile liv var jord- og
betonarbejder, var dog ikke idealist, men derimod socialist, med en lille
hældning til kommunisme, og han gjorde i al godmodighed nar af os andre, som
han kaldte ”blåøjede idealister”. ”Verden forandrer sig ikke af sig selv!”,
sagde han docerende, og fortsatte: ”Det er os klassebevidste arbejdere, der
skal forandre den, ved at udnytte en revolutionær situation, hvor vi kan
afsætte kapitalisterne og fjerne de liberalistiske markedsvilkår!”.
Der var dog det meget forsonende ved Robert Felby, at
han havde udpræget
humoristisk sans. Ofte kunne han umotiveret og pludseligt finde
på at citere et par linjer, der vistnok stammede fra en eller anden sang: ”Hvis
jeg var en lille fugl, så ville jeg flyve op til himlen og føle mig fri”.
Herunder stillede han sig på tæerne, baskede med armene og så med himmelvendt
blik ud af vinduet. Det hændte også, når han i sin
undervisning lejlighedsvis stødte på ordet spejder
eller spejderdreng, at han f. eks. kunne finde på at sige: ”Ak ja, en sød lille
spejderdreng i korte bukser! Så! Læg sig, læg sig!”, idet han foregav at slå på
sin penis udenpå bukserne. Der var dog ikke noget, der tydede på, at den høje
og velvoksne unge mand var homoseksuel eller nærede pædofile tilbøjeligheder.
Det var simpelthen bare af kådhed og munterhed, at han fandt på at komme med
sådanne provokerende, men i og for sig uskyldige udtalelser, om end det måske
kan siges, at de faldt i forkert sammenhæng.
Birger Guy og Gregers Espersen var blevet enige med
lejrchef Elbæk om at danne, hvad de kaldte ”Gribskovlejrens Dramatiske
Studiekreds”. Projektet skulle dog først godkendes af Indenrigsministeriet, som
jo skulle yde et vist, i reglen minimalt, økonomisk tilskud til etablering og
drift. Det blev godkendt og projektet gik i gang med Guy og Espersen som
studievejledere. Det viste sig dog snart, at bagtanken med studiekredsen havde
været med henblik på indstuderingen og opførelsen af et eller flere af de
teaterstykker, man var stødt på i undervisningen i teaterhistorie. De to fandt,
at C. Hostrups ”Genboerne”, syngespil i 3 akter, ville egne sig fortrinligt til
opførelse, idet stykket oprindelig var blevet spillet af mandlige studenter,
som også udførte de kvindelige roller. Stykket var fra 1844 og blev oprindelig
spillet på Studenterscenen, der dengang udelukkende havde mandlige aktører,
idet kvinder på det tidspunkt endnu ikke havde adgang til at tage
studentereksamen, og derfor heller ikke kunne blive medlemmer af
Studentersamfundet og altså heller ikke blive aktører på den lærde scene.
Imidlertid befandt Dramatisk Studiekreds sig på et
tidspunkt i den situation, at hverken Birger Guy eller Gregers Espersen følte
sig kvalificerede til at være instruktører eller iscenesættere, og da man
vidste, at jeg havde en fortid som filmmand og også havde snuset lidt til
teater, og jeg desuden havde spillet en vis rolle i forbindelse med
instruktionen af Nægter-Sjaketten og
Jule-forestillingen 1955, anmodede man mig om at træde til. Jeg havde ikke selv
deltaget i studiekredsen i historisk dramatik, selvom jeg godt nok var
interesseret i teaterhistorie, men den foretrak jeg at studere på egen hånd.
Efter en kort tøven og overvejelse påtog jeg mig opgaven, vel vidende at den
ville stille store krav til mine evner, kræfter og – især – mangel på erfaring.
Allerførst gjaldt det om at anskaffe en trykt og
fuldstændig udgave af teksten til ”Genboerne”, og en sådan fandt jeg på
Universitetsbiblioteket i Fiolstræde i København. Dernæst påtog Birger Guy sig
at afskrive og duplikere teksten i det antal eksemplarer, der svarede til
antallet af roller.
Ved næste undervisningstime i Dramatisk Studiekreds
skulle rollerne fordeles, og det var ikke umiddelbart nogen let eller nem
opgave. Dels fordi nægtere i lighed med andre mennesker, og skuespillere måske
især, er nærtagende og forfængelige. Alle vil i reglen gerne have en
hovedrolle, mens ingen eller kun ganske få ønsker at blive tildelt en birolle.
Kun få synes at være i stand til at se eller indrømme egen begrænsning.
Men udvælgelsen blandt deltagerne i Dramatisk
Studiekreds måtte jo ske, hvis det skulle blive til noget med at indstudere og
opføre stykket. Guy, Espersen og jeg havde drøftet mulighederne, og Jørn Krogh
var et indlysende valg til at spille rollen som student Klint, mens Ole
Bjørnild fik rollen som student Basalt. Ole Kauffeldt blev i kraft af sin
pondus tildelt rollen som kobbersmed Smidt, mens rollen som madam Smidt gik til
Birger Guy, som godt nok var temmelig høj, den højeste mand i lejren, men han
havde samtidig noget ret feminint over sig. Desuden var han god til at udtrykke
sig sprogligt og af de nævnte grunde ville han derfor være velegnet til rollen
som madammen. Rollen som deres datter Rikke gik til Henning Larsen, der dog
efter hans eget ønske senere blev udskiftet med Jens Jacobsen. Frede Jensen var
nærmest selvskreven som smedens søsterdatter Amalie, mens den herlige og
dominerende rolle som Løjtnant von Buddinge blev overladt til Gregers Espersen,
som viste sig nærmest at være et fund til rollen. Rollerne som smedesvendene
Madsen, Mikkel og Lars gik henholdsvis til Henrik Salling, Karl Nørmark og Hans
Vogsen. Rollen som Ahasverus,
Jerusalems Skomager, som havde alenlange replikker, påtog jeg mig selv at
udføre, vel vidende, at det ville kræve en endog særdeles grundig maskering for
bl. a. at skjule min ikke særlig store tud. Desuden
ville det kræve et hestearbejde at lære Ahasverus’
replikker udenad.
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Birger
Guy og Frede Jensen samtidig påtog sig rollerne som henholdsvis første og anden
spidsborger. Kurt Henning Pedersen, som var lærer og organist i det civile liv,
stod for indstuderingen af sangene i stykket, som han selv akkompagnerede på
klaver. Regissører var Ivar Nielsen, Ib Andersen og Jens Jacobsen, idet
sidstnævnte dog undervejs blev ombyttet med Henning Larsen, som ellers havde
fået rollen som Rikke. Kostumier var Børge Enrico Johnsson, mens André Mogensen
stod for parykkerne, især til ”damerne”, lidt besynderligt i betragtning af, at
han var grovsmed af profession! Sminkør og frisør var Svend Poulsen, der også
var frisør i det civile liv.
Dekorationerne blev malt af Harry Rasmussen, altså mig,
og Ole Bjørnild. Sidstnævnte var maler og kunstmaler i det civile liv. Men
inden jeg går over til en nærmere beskrivelse af stykket og dets opførelse, er
der en anden betydningsfuld begivenhed i min tid i Gribskov, og som jeg derfor
vil fortælle først, nemlig at nægteravisen udkom med sit andet nummer.
Imidlertid var redaktionen af nægteravisen i løbet af
januar 1956 gået i gang med at forberede udgivelsen af nægteravisens næste
nummer, nemlig nr. 2, som skulle udkomme i februar. Jeg var stadigvæk med i
redaktionen på det tidspunkt og skrev da også en enkelt artikel til bladets
nummer 2, februar 1956. I artiklen gav jeg udtryk for de synspunkter på den
øjeblikkelige livs- og verdenssituation, sådan som jeg dengang – måske lidt vel
forenklet - så denne i relation til det enkelte menneske og dermed mig selv.
Men vi valgte ikke at trykke artiklen, fordi vi havde fået et indtryk af, at
der fra visse magtfulde og politisk venstreorienterede nægteres side var rejst
skarp kritik af bladets påståede religiøst betonede titel. Men det var jeg ikke
enig i og synes derfor, at artiklen fortjener at gengives her:
Det fornemste mål et menneske kan sætte sig, er at
virkeliggøre det, som den norske forfatter og dramatiker Henrik Ibsen kalder
SAMVITTIHEDS-PERSONLIGHEDEN eller den personlighed, som vi bærer i vores
samvittighed. Ibsen mener dermed, at et menneskes bedste egenskaber findes
skjult i det, der kaldes samvittigheden, og ligesom f.eks. en blomst udvikler
sig af blomsterfrøet, hvori den ligger gemt i latent tilstand, sådan ligger
også fænomenet SAMVITIGHEDES-PERSONLIGHEDEN gemt i samvittigheden, hvorfra den
kan drages frem. Men med samvittighed tænker Ibsen her ikke på et produkt af
race, nationalitet, kultur og / eller social stilling, han tænker snarere på en
”fornufts-samvittighed”, der er i stand til at hæve sig op over de
øjeblikkelige herskende omstændigheder og ydre forhold.
Det anfægtede således formodentlig ikke Hitlers eller
hans håndlangeres samvittighed at myrde jøder i tusindtal, og det var
formentlig med god samvittighed, at amerikanerne dræbte i massevis af japanske
soldater i sidste verdenskrig, og japanerne havde næppe heller kvaler med deres
samvittighed, fordi de måtte ihjelslå amerikanske soldater. De store penge- og
forretningsfolk føler sikkert ikke samvittighedsnag over deres ublu metoder
eller ved deres udnyttelse af samfundets mindrebemidlede. Men set fra et
fornuftsmæssigt standpunkt, gives der ingen undskyldning for f.eks. mord,
selvom dette er begået i racens eller nationalismens navn, ligesom der heller
ikke findes nogen undskyldning for ”hårdkogte” forretningsmetoder eller for
udnyttelse af de dårligst stillede i samfundet.
Egoismen og selviskheden sidder tydeligvis i højsædet
hos politikerne, hos forretningsmændene, hos kunstnerne, hos arbejderne, ja,
hos os alle, og netop deri ligger årsagen til uoverensstemmelserne og
konflikterne mellem såvel nationerne som mellem de enkelte mennesker.
Vi lever i en modsætningernes verden. Begreberne
optræder altid parvis og giver udtryk for et modsætningsforhold dem selv
imellem. Lys er uadskilleligt fra mørke, liv er uadskilleligt fra død, godt er
uadskilleligt fra ondt. Således findes de opbyggende og de nedbrydende kræfter
side om side i hele universets liv og derfor også i menneskelivet, og man kan i
virkeligheden kun sige, at livsudfoldelse er mulig, hvor disse modsatte kræfter
brydes med hinanden.
Set i relation til menneskelivet har denne
modsætningernes kamp i tidens løb vist, at snart den ene, snart den anden af
disse to kræfter har haft overtaget, og flere og flere har efterhånden indset,
at disse magters kamp synes at foregå om selve mennesket. Således var den Anden
Verdenskrig egentlig ikke en strid om materielle fordele og besiddelser, ej
heller en kamp folk imod folk, men et forsøg fra de nedbrydende kræfter på at
udslette al sand menneskelighed og derigennem selve mennesket, og den tekniske
udvikling efter krigen har i høj grad bidraget til at lette disse kræfter deres
spil.
Men intet ville dog være mere meningsløst og tåbeligt,
end hvis mennesket blev udslettet på et tidspunkt, hvor det først skulle til at
vise de gode resultater af en årtusindlang udvikling. Mennesket har endnu langt
fra udnyttet den forhåndenværende teknik, mennesket mangler endnu meget i
åndelig og moralsk henseende. Vi, der lever nu, har ingen ret til at ødelægge
de allerede opnåede resultater og værdier, vi har tværtimod en pligt overfor
vore forgængere i den årtusindgamle frihedskamp og et ansvar overfor vore børn
og de kommende slægter til at efterlade dem det bedste, vi har mulighed for at
kunne give, hvis vi vil, nemlig en bedre verden, en verden af frihed og fred,
eller i det mindste at lægge grunden til en menneskehed og et samfund, der
bygger på et solidere og bedre fundament, end det nu døende er rejst på.
(Forfatter af ovenstående: Harry Rasmussen.)
Så mange var ordene, som uden direkte at nævne truslen
fra den aktuelle kolde krig og atomvåbnene, dog efter min egen mening siger
noget væsentligt om efterkrigstiden. Men krigen og besættelsen var allerede ved
at være glemt til fordel for et påbegyndt økonomisk og materielt velfærdsræs,
som endnu i begyndelsen af 2000-årene, da disse linjer skrives, ikke har set
sin kulmination. Men hvorfor artiklen ikke blev trykt, ved jeg som sagt ikke,
eller husker det ikke, men den ville måske have kunnet forklare lidt af
baggrunden for mit valg – for mit valg var det – af bladets titel blev
”Samvittigheden”. Denne var jo samtidig en hentydning til militærnægterlovens
ord om, at samvittighedsgrunde var de eneste vægtige og gyldige grunde til, at
myndighederne kunne godkende militærnægtelse.
At det ville have været på sin plads at trykke min
ovenfor gengivne artikel, viser allerede Olaf Deigårds
kritik af begrebet samvittighed i første nummer af bladet. Det samme gør til en
vis grad også fhv. nægter Georg Jensen i sin artikel ”Apropos
Samvittighedssortering!” i bladets nr. 2., hvilket jeg vil vende tilbage til.
Her skal man dog huske på, at det modsætningsforhold, der bestod mellem min
afgjort idealistiske livs- og verdensanskuelse og den materialistiske,
kommunistiske og især den frembrydende ideologikritiske nymarxistiske livs- og
verdensopfattelse, som en del af lejrens nægtere mere eller mindre bekendte sig
til, også spillede en rolle i sammenhængen.
Forsiden på nægteravisen ”Samvittigheden” nr. 2,
februar 1956 forestillede en
figur, som forhåbentlig ville være genkendelig som en karikatur
af den store filmkomiker Charlie Chaplin i sit vagabondkostume. Ganske vist var
hans karriere toppet på det tidspunkt, men hans film rangerer som noget
enestående i filmhistorien. – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen. Denne er dog
ikke gengivet her, men vil kunne ses i min selvbiografi afsnit 29. af Mit liv
og min tid.
På ovennævnte forside af nægteravisen henvises der til
side 2, hvor følgende citat af Chaplin findes trykt: ”Jeg tror ikke, at det er
nødvendigt at dele folk i kategorier efter deres meninger. Det fører til
fascisme. For mit vedkommende tilhører jeg ikke noget politisk parti.
Tilværelsen er ved at blive lidt for kompliceret, og man burde egentlig ikke
røre sig ud af stedet uden at have en håndbog i takt og tone med sig. Det er
efterhånden sådan, at man kun behøver at sætte den venstre fod forrest, når man
går ud på fortovet, for at blive beskyldt for at være kommunist.”
Så vidt jeg erindrer, stammer citatet fra George Sadoul’s bog ”Chaplin”, Forlaget Tiden, København 1954. Den
bog benyttede jeg som en af kilderne til den foredragsserie om Chaplin, som jeg
på et tidspunkt holdt i Gribskovlejren, hvor også flere af hans film blev
forevist. George Sadoul (1904-1967) var for øvrigt en
tydeligvis kommunistisk orienteret fransk filmhistoriker,
men hans indsigt i og viden om Chaplin og dennes film og karriere, var sådan
set saglig og seriøs nok, også selvom han tolkede Chaplins filmproduktion som
udtryk for en vekselvis protest mod de uretfærdige kapitalistiske samfundsforhold
og harmløs underholdning. Sadoul syntes naturligvis
bedst om Chaplins ’protestfilm’.
Charles Chaplin (1889-1977), hvis 81 film store
produktion stort set var foregået i Amerika, mere præcist i Hollywood, bortset
fra filmen ”Limelight” (1952; ”Rampelys”), som blev
indspillet i London i 1952. Chaplin havde beholdt sit engelske statsborgerskab
og blev derfor ikke betragtet som amerikansk statsborger. Det benyttede den
daværende chef for FBI, kommunisthaderen J. Edgar Hoover sig af, hvilket førte
til, at Chaplin blev frataget sin opholds- og arbejdstilladelse af de
amerikanske integrationsmyndigheder. Han skulle derfor ansøge om at få begge
dele fornyet, hvis han ville vende tilbage til USA. Chaplin valgte indtil
videre at forblive i England, medens han lod sin kone, amerikanskfødte Oona
O’Neill (1925-1991), sælge hans filmstudier og det herskabelige hus i
Hollywood, hvorefter parret, sammen med deres voksende børneflok, slog sig ned
i Vevey i Schweiz, hvor han boede til sin død i 1977.
Oona, der som 18-årig var blevet gift med den da 54-årige Chaplin, bestyrede
hans store formue og administrerede rettighederne til hans mange film,
overlevede sin 36 år ældre mand med 14 år. Hun døde i 1991 og efterlod sig i
alt 8 voksne børn, hvoraf den bedst kendte vil være Geraldine Chaplin (f.
1944), der som voksen blev en kendt filmskuespillerinde.
Men i øvrigt havde det vist sig, at udgivelsen af
Gribskovlejrens nægteravis havde vakt furore i militærnægterlejren i Oksbøl,
som var den anden af de tre nægterlejre, der fandtes i Danmark dengang. Den
tredje lejr var lejren i Kompedal, som i lighed med Oksbøl var beliggende i
Jylland. Oksbøllejren havde navn efter den nærliggende by Oksbøl i Vestjylland,
hvor den var blevet åbnet i 1949. Her var nægterne beskæftiget med at rydde de
befæstningsværker, som den tyske besættelsesmagt havde anlagt under krigen.
Oksbøllejren blev lukket i 1959.
Kompedallejren havde i lighed med Oksbøllejren, fra
1945 tjent som opholdssted for tyske flygtninge, der imidlertid forlod lejrene
i 1947. I 1950’erne genindrettedes Kompedallejren til militærnægterne, som dog
langt fra var tilfredse med forholdene, hvilket primært skyldtes, at nægterne
betragtede opholdet i lejrene som tidsspilde. De mere rabiate og aggressive af
nægterne gik så vidt, at de flere gange satte ild på bygningerne. Ved en større
brand i 1972 nedbrændte en af Kompedallejrens fire store 700 kvadratmeter store
barakker, og man besluttede derfor ikke at genopføre denne, men lukkede og
nedlagde lejren. Det voksende antal militærnægtere i 1970’erne betød en ændring
af vilkårene, således at man ikke nødvendigvis skulle
aftjene sin civile værnepligt i en lejr, men kunne vælge en form for
samfundstjeneste i stedet for, på et offentligt kontor, i en børnehave eller på
et museum.
Den omstændighed, at vi i Gribskovlejren var begyndt at
udgive ”Samvittigheden”, fik i øvrigt nægtere fra Oksbøllejren til at reagere.
Det fremgår af redaktionens ”Notabene!” i bladets nr. 2, side 2:
Der har fra forskellig side, bl.a. fra nogle nægtere i
Oksbøllejren, været fremsat ønske om et fællesblad for alle tre lejre. ”Samvittigheden”s redaktion må tage stærk afstand fra denne
tanke. Et fællesblad vil kræve en fælles redaktion; dette vil kræve skriftlige
konferencer. De vanskeligheder, der vil opstå, vil kunne føre til forsinkelser
af det aktuelle stof. Nej, det er vor mening, at det må være de enkelte lejres opgave at udgive deres eget blad. At så
lejrenes organ kan have en vis interesse for nægtere andetsteds, er en sag for
sig.
På samme side 2 skriver redaktionen – tilsyneladende
lidt opbragt og forarget – også følgende vedrørende Kompedal: Redaktionen har
fået fat i et eksemplar af Kompedals lejravis for januar måned 1956. Hvad er
det for en linie, man følger derovre! Eller er der
overhovedet en linie? Bladet er fyldt med stof, der
burde være forbeholdt fællesmøderne. Man skælder hinanden ud og forsøger med
”billige” propagandamidler at vinde masserne i stedet for ved saglig
argumentation at få alle til at indse, hvad der er det rette. FOR ØVRIGT MENER
VI AT ASKEBY-kampagnen er en militærnægteravis uværdig. Det er nok muligt, at
pågældende er absolut uegnet og bør fjernes, men disse ”romerske”
citatomskrivninger på hver side er en ufin måde at gøre det på. En kampagne,
der spiller på massepsykose; den stadige indhamren af
sentensen til den til sidst lyder i hovedet på alle; også de der i begyndelsen
tænkte: ”Hvad er nu dette for noget?”
Det skal straks siges her, at jeg ikke har haft noget
med de to ovenfor gengivne citater fra ”Samvittigheden” at gøre, alene af den
grund, at ordvalget og udtryksmåden er mig fremmed. Jeg vil tillade mig at
formode, at det er redaktionsmedlemmet Kaj F. Jensen, der har skrevet i hvert
fald den sidste af de to redaktionelle bemærkninger. Han var en begavet fyr,
som mente det godt, men som efter min mening i dette tilfælde har udtrykt sig
uheldigt om Kompedal-avisens indhold. Uheldigt, fordi der mangler begrundelser
for, hvad kritikken egentlig drejede sig om. I øvrigt erindrer jeg ikke
nogensinde selv at have set Kompedals lejravis, så lidt som jeg ved, hvem den
nævnte læge Askeby var og heller ikke hvad kampagnen imod ham gik ud på,
bortset fra, at man åbenbart ønskede vedkommende fjernet. Derimod skal det også
siges, at Kaj F. Jensen i det her omtalte nummer af ”Samvittigheden” har
skrevet en udmærket og oplysende artikel om forholdene i Oksbøllejren, som Kaj
F. Jensen så vidt jeg ved, selv havde opholdt sig i, inden han efter egen
begæring eller af anden grund blev overflyttet til Gribskovlejren.
Her skal først refereres fra ”Samvittigheden” nr. 2.
side 3-4, hvor omtalte Bent Hjeds har skrevet en artikel med titlen ”Passivitetens
fare”. Artiklen er et opgør med den omsiggribende politikerlede, som Hjeds
mener, afholder befolkningen fra at interessere sig for politik. Hjeds har også
et horn i siden på folketingets medlemmer, som han synes ikke i alle tilfælde
røgter deres hverv ordentligt, ja, i nogle tilfælde ligefrem forsømmer, ved
aldrig at gå på tingets talerstol og giver deres meninger og opfattelse til
kende. Hjeds mente endvidere, at partipolitikken
spærrer for fornuftig lovgivning. Herom skriver han f.eks.:
Det er interessant at notere sig, at der i grundloven
står, at en folketingsmand alene er bundet af sin samvittighed, men dette
samvittighedsproblem har man tilsyneladende let ved at løse. En politiker
udtalte således fornylig, at man ikke uden at gå på
akkord med sin samvittighed kunne svigte partiet. Så ved vi jo, hvor vi er
henne – Recht oder Unrecht
– die Partei!
På sin vis fatter man jo godt, at de enkelte
tingsmedlemmer ikke gerne alt for tydeligt siger deres mening – enkelte
eksempler fra de senere år må jo virke stærkt afskrækkende – Knud Kristensen,
Christmas Møller og Elin Appel – i øvrigt uden sammenligning. At Thorkild
Kristensen trods sine afvigende meninger stadig sidder i tinget, er vist
desværre den enlige svale, som ingen sommer gir.
Ja, det står sandelig ringe til, men hvad værre er, det
bliver ikke bedre, før vælgerne selv politisk aktiviserer sig og kræver
politikerne til ansvar for deres ord og handlinger. Den sløvhed, som er skabt
af partidiktaturet, er samtidig medvirkende til at holde det i live, og her
ligger den største og egentlige fare.
Imidlertid så Bent Hjeds også tegn på, at befolkningen
- eller i hvert falde dele af denne – var ved at vågne
op, selvom Socialdemokraterne og fagforeningerne efter hans mening er
udemokratiske, især på grund af deres militærpolitik, som støttede vesttysk
genoprustning og Vesttysklands optagelse i NATO. Hjeds slutter sin artikel med
følgende bravade:
Mere afgørende for den fremtidige politiske udvikling
bliver måske det røre, man i den allerseneste tid har kunnet iagttage på
arbejdspladserne. – Flere arbejdspladser har holdt møde til drøftelse af den
fortvivlede økonomiske situation – på tværs af både fagforeninger og Socialdemokratiet
- , og resolutioner og protester er herfra tilsendt
regeringen. En sådan direkte mistillidserklæring til et parti – oven i købet et regeringsparti – fra selve partiets
vælgermæssige kerne er noget ganske enestående, og gir trods alt grund til en
vis optimisme. Det er os – de almindelige vælgere -, der ved vores
ligegyldighed eller aktivitet afgør, om partidiktaturet skal leve eller dø.
Bent Hjeds.
På ”Samvittigheden”s side
9-10 kunne man læse, hvad kulturprogrammet lød på for december 1955 og for
begyndelsen af januar 1956. Jeg erindrer ikke, om det var mig selv, der
anmeldte det nævnte kulturprogram, men mener dog nok, at det enten kunne være
Kaj F. Jensen eller Ivar Nielsen, der gjorde det. Jeg er mest tilbøjelig til at
tro, at det var skrevet af den sidstnævnte. Men eftersom programmet indeholder
interessante ting til forståelse af nægtertilværelsen i Gribskovlejren, skal
det derfor gengives i sin helhed her:
Torsdag de, 1. dec. [1955] vistes den russiske film
”Landsbylærerinden”, en på mange måder udmærket film med glimrende
skuespillerpræstationer og fortrinligt fotograferet. Blot var filmen skæmmet af
en ret voldsom propaganda for og forherligelse af ”partiet”, noget der på adskillige
af os virkede tankevækkende, men også noget det til tider gav selv alvorlige
scener et komisk skær.
Mandag d. 5. dec. havde lejren besøg af en vældig
hyggelig og morsom gammel skuespiller, Einar Rosenbaum, der ud fra sit
mangeårige bekendtskab med vor store humorist, Storm
P., gav os et godt indblik i dennes interessante personlighed og forfatterskab.
Torsdag d. 8. dec. Politisk diskussion mellem
Socialdemokratisk Ungdom og Kommunistisk Ungdom om socialismens teorier og
fremtidsmuligheder.
Mandag d. 12. dec. Den pragtfulde engelske farvefilm
”En sag om liv eller død”, en film, som de fleste af os kendte på forhånd, men
som måske netop derfor beredte ikke alene oplevelsens, men samtidig
genoplevelsens, glæde.
Torsdag d. 15. dec. indledte arbejdsleder Madsen en med
stor interesse og spænding imødeset diskussion over emnet ”Disciplin contra
selvdisciplin.” Aftenen var præget af en meget livlig meningsudveksling om
dette for ledelse og nægtere så vitale spørgsmål. Arbejdsleder Madsen
redegjorde for, hvorledes man indenfor hæren spiller på sports- og
konkurrencemomentet, og han mente, at soldaten i de fleste tilfælde kan se
formålet med tjenesten, hvorimod nægteren mangler disse sporer. Han kan kun
præstere en rimelig arbejdsindsats gennem opøvelse af selvdisciplinen.
I en militærnægterlejr, såvel som andre steder, gælder
det, at tryk avler modtryk. Indlederen opstillede 3 muligheder for fjernelsen
af det modtryk, som uvægerligt må forekomme fra nægternes side:
1) Tvang (også kaldet den jacobsenske metode)
2) Frivillighedens metode (med fuld frihed til
nægterne)
3) Pligtfølelsens eller samarbejdets metode (også
kaldet den elbækske metode)
Der var enighed mellem indlederen og nægterne om, at
den under punkt 2 nævnte metode ikke med de retningslinier,
der er givet fra ministeriets side, var realisabel, og debatten førtes herefter
om mulighederne for fortsat at bevare en rimelig arbejdspræstation ved et
fornuftigt samarbejde mellem ledelse og nægtere (metode 3), således
at en tilbagevenden til tvangsmetoden, der blot for ½ år siden
praktiseredes her i lejren, skulle kunne undgås.
Mandag d. 19. december havde nægterne arrangeret en
festlig, folkelig og fornøjelig juleafslutning med oplæsning, optræden og
konkurrence. Som optakt til julefestlighederne afholdtes five
a side-turnering på ”Gribbenwalde stadion”. I et
dejligt efterårsvejr med høj blå himmel udkæmpedes en række spændende og
dramatiske kampe, som trods heltemodig indsats fra stue 2, blev vundet af stue
5. Takket være stue 5’s ædelmodighed fik stue 2 del i den ultrasuperstore
lagkage, som udgjorde den fabelagtige kamps pris.
Mandag d. 9. januar fandt en diskussion sted mellem
Socialdemokratiet og Venstre, emnet var: Velstandstal og pristal.
Nedenunder omtalen af det nævnte kulturprogram, kunne
man endnu engang se Skovtrolden og en af dennes mere eller mindre aktuelle
kommentarer eller ”visdomsord”:
SKOVTROLDEN – påpeger, at enhver korporlig samt anden
lighed med fhv. indenrigsminister, nuværende boligminister, Kjærbøl, er rent
tilfældig.
Fra og med ”Samvittigheden” nr. 3, marts 1956, var jeg
efter eget ønske og på grund af travlhed med bl.a. arbejdet med iscenesættelsen
af ”Genboerne”, udtrådt af redaktionen og blevet erstattet af Robert Felby, men
jeg leverede fortsat tegninger til bladet. Dette var for øvrigt ved samme
lejlighed blevet forøget med hele fire sider, hvilket gav mulighed for længere
eller eventuelt flere artikler. Det førstnævnte var tilfældet med det her
nævnte nummer af bladet, som tydeligvis var præget af den ivrige og overbeviste
esperantist og socialist Robert Felbys tilkomst i redaktionen.
Redaktionen som sådan ytrede sig igen under
overskriften ”NOTABENE!”, og eftersom det i hele sammenhængen kan have en vis
interesse, at vide, hvad der skete i, med og omkring nægteravisen, skal
redaktionens bemærkninger derfor gengives her:
Det er jo en sædvane, at man, når et nyt foretagende er
startet – det være sig en forretning, en forening eller som i dette tilfælde et
nægterblad – og har eksisteret i et stykke tid, retter blikket tilbage, for at
se om man af de indhøstede erfaringer og på grundlag af den omtale, som det
pågældende foretagende har fået, kan udlede noget om dettes levedygtighed og
fremtidsmuligheder.
Nu er en alder på to måneder ikke meget, men skal man
alligevel på denne baggrund vurdere ”Samvittigheden”s
muligheder, så må det siges, at dette korte tidsrum har gjort i hvert fald
redaktionen optimistisk. Da vi startede bladet, var det først og fremmest tænkt
som et lejrblad her i Gribskovlejren, og vi anså et månedligt oplag på ca. 100
eksemplarer for at være et tilfredsstillende resultat. Dette antal af bladets
første nummer blev revet bort, og allerede februarnummerets
oplag blev forøget til 130 stk., uden at man dog af den grund kunne
tilfredsstille efterspørgslen fuldt ud. Nærværende nummer af bladet er trykt i
175 eksemplarer, som omtrent alle er afsat på forhånd.
Denne – i hvert fald salgsmæssige – succes skyldes i
første række, at nægterne i de to andre lejre, Kompedallejren og Oksbøllejren,
har vist en ganske uforudset interesse for dette lille blad. Det er så meget
mere glædeligt, som man til tider har haft indtryk af, at de tre lejre var små
afsondrede samfund, som egentlig ikke interesserede sig meget for hverandres
problemer eller for forholdene i de andre lejre. Flere ting tyder imidlertid
på, at den indstilling er ved at undergå en ændring. Kunne man nå så vidt, at
enhver nægter føler sig solidarisk ikke alene med sine kammerater i den lejr,
hvor han tilfældigvis er havnet, men også med nægterne i de andre lejre og med
tidligere og kommende militærnægtere, ville hele militærnægterbevægelsen – hvis
man kan tale om en sådan – stå meget stærkere, og man ville i højere grad fra
myndighedernes side være nødt til at tage hensyn til det mindretal, som vi
udgør. –
Et lille stænk af malurt har redaktionen dog allerede
fået i sit bæger. Vi havde tænkt os, at bladet ved siden af at være af et vist
oplysende tilsnit skulle være et forum for meningsudvekslinger, et blad hvor
nægterne diskuterede de problemer af almen interesse, der lå dem på sinde. Det
lader imidlertid til at lysten til at give sine meninger til kende på prent er
betydelig ringere end lysten til mundtligt at give udtryk for dem. Bortset fra
nogle enkelte indlæg, der er fremkommet uopfordret, har vi hver gang måttet
kæmpe en hård kamp for at få stof af en vis interesse frem, og vi har måttet
udnytte de samme ”ofre” adskillige gange. For at undgå at bladets medarbejdere
skal blive ”Tordenskjolds soldater” om igen og for at gøre dets indhold så
alsidigt som muligt, vil vi gerne så kraftigt og indtrængende, som det er os
muligt, opfordre vore læsere til aktivt at præge
bladet. Denne opfordring gælder ikke mindst vore kammerater
i Oksbøllejren, som jo ikke selv har noget lejrblad. Har I noget på sinde af
interesse for en større kreds, så send os et indlæg. Og er der ting i bladet, I
ikke er enige i, så lad os høre jeres syn på spørgsmålene. Diskussion for
diskussionens skyld er godt papir- og tidsspilde, men en fornuftig
meningsudveksling er vejen mod en bedre forståelse mennesker imellem. RED.
Forsiden af ”Samvittigheden” nr. 3, marts 1956 gengav
et citat fra Jakob Paludans roman ”Jørgen Stein”, 1932. – Illustrationen forestillede
den fjendtlige våbenkaprustning mellem Sovjetunionen og USA, baggrunden for den
såkaldte ”kolde krig”. – Tegning: © 1956 Harry Rasmussen.
Kulturprogrammet Januar-februar ’56
Torsdagene 12-19-26/1. I anledning af 200-året for W.
A. Mozart’s fødsel, havde kulturudvalget inviteret
den unge komponist, Thorkild Knudsen, til at holde en række foredrag med
grammofondemonstrationer over emnet ”Mozart og vor tid”. I sine foredrag
påviste Thorkild Knudsen, hvorledes netop Mozart blev manden, der skabte en musik
for og om det moderne menneske. Medens tidligere tiders komponister udelukkende
– eller dog i alt væsentligt – havde arbejdet med kirkemusik, eller havde været
ansat ved fyrsters eller højtstående gejstliges hoffer og disse steder havde
skrevet musik beregnet til fornøjelse og underholdning af en ganske lille
kreds, skabte Mozart en helt ny musik. Den havde på mange områder
lighedspunkter med den tids folkemusik. Den var verdslig i sit præg, den
handlede om ganske almindelige mennesker, og den blev forstået af almindelige
mennesker. – Alt i alt var det tre interessante aftener, måske især fordi de
ikke alene bragte os kendskab til Mozart og hans værker, men samtidig gav en
redegørelse for baggrunden for hans virksomhed og trak paralleller helt frem til
vor tids musik.
Mandag d. 23. januar vistes den russiske
eventyrfarvefilm ”Stenblomsten”. Den danske tekst, der var lavet i lyserøde
bogstaver mod den farvede baggrund trådte imidlertid
meget dårligt frem, og man gik glip af en del af handlingen derved.
Mandag d. 30. januar havde vi besøg af skoleinspektør
C.C. Kragh Müller, der holdt et foredrag om pædagogik og børneopdragelse, som
den praktiseres på Bernadotteskolen, hvor han er
leder.
Torsdag d. 2. februar hentede vi aftenens taler fra vor egen midte. Det var Harry Rasmussen, - altså mig - der
holdt et foredrag om ”Tegnefilmens teknik”. Vi blev på en interessant måde
gjort bekendt med de mange processer der går forud for den færdige tegnefilm og
vi lærte os at se på filmen med helt nye øjne. Foredraget var ledsaget af
filmdemonstrationer. Vi så nogle ældre Mickey Mouse-film, hvor Disney’s figurer fremtrådte i en noget anden skikkelse end
vi kender i dag. Disse film var udmærkede og vi genkendte nogle af de
føromtalte processer i dem. Som afslutning vistes en tone-farve-tegnefilm
Aladdins Lampe. Et eksempel på hvorledes en tegnefilm ikke bør være (hvilket
ikke var tilsigtet).
Mandag d. 6. februar havde vi besøg af direktør Halfdan
Kristiansen, som talte om J.A.K.’s historie og
praktiske arbejde i dag. Kristiansen begyndte med at fortælle om sin fader,
K.E. Kristiansen, som fødte disse nye tanker. J.A.K., eller Jord, Arbejde
Kapital, landsforeningen for økonomisk frigørelse, som blev stiftet i 1931.
Forud var gået flere års forskningsarbejde, dels for at klarlægge de elementære
love for økonomien, og dels for at finde de love, det gældende pengesystem
virkede under.
Ved J:A:K. forstår man, Jorden med alle dens
rigdomskilder, den menneskelige Arbejdskraft samt den af menneskene skabte
teknik, der er den ægte kapital. Disse tre ting er de tre grundfaktorer for
samfundets materielle tilværelse. Pengesystemet, der er skabt af menneskene, må
organiseres sådan, at det bliver de tre elementære faktorers naturlige tjener
og hjælper.
9. februar så vi den russiske dyrefilm ”Storskovens
dyr”. Det var en storslået naturfilm i farver, om end kopien var noget slidt.
Vi så årets gang i den store skov, ulven der jager om vinteren, foråret der
bryder frem, og vi følger en bæverfamilies liv, ser dens imponerende færdighed
i træfældning og de genvordigheder der rammer den lille familie året igennem og
som kulminerer i den store skovbrand, der jager de mange dyr på flugt. Det var
en stor film, glimrende fotograferet. Som forfilm havde vi ”Pamirs bjerge”. En
let propaganderende film, der fortalte om udviklingen i bjerglandet. Også denne
film var i farver og man hæftede sig ved de skønne folkedragter indbyggerne
bar. Det var farvesammensætninger, der nok kunne live op i hverdagen.
Mandag d. 13. februar var der sprængstof i luften. Konservativ
Ungdom og Radikal Ungdom diskuterede: Dansk militærpolitik. At K.U. ventede
stærk modstand mod sine synspunkter kunne alene ase af deres repræsentation: 6
mand (hvoraf 3 ”bevæbnede”). Det slog heller ikke meget fejl. Efter at de to
organisationer havde trukket hovedlinjerne for deres synspunkter op (hvilke
synspunkter jeg anser for kendte for dette forum), udviklede der sig en livlig
diskussion, i hvilken mange nægtere deltog. Særlig bemærkede man indlæg fra
Schäffer, Lundkvist, Lerche og Jönss. Også Elbæk
deltog i diskussionen og høstede aftenens største bifald på imødegåelse af en
af de konservative deltageres indlæg gående ud på, at dansk militærpolitik
først og fremmest måtte tilrettelægges med det formål for øje at undgå en ny
”9. april”.
Mine bemærkninger til
kulturprogrammet:
Angående filmforevisning i Gribskovlejren, forholdt det
sig til at begynde med sådan i min tid, at det havde været nødvendigt at
tilkalde en uddannet filmoperatør til at vise filmene, som vedkommende
rejsebiograf efter bestilling selv kom med. Men for i fremtiden at være
uafhængig af en tilkaldt operatør, som ofte var optaget, blev det bestemt, at
jeg skulle tage certifikat som operatør af et 16mm tonefilmsapparat. I det
øjemed havde jeg i efteråret 1955 fået nogle instruktionstimer i at betjene et
sådant apparat, og de foregik af en mig ukendt grund på Civilforsvarets Kaserne
i Hillerød. De film, vi derefter valgte, blev enten lejet eller lånt hos f. eks. Statens Filmcentral, og hos hhv. den russiske og
kinesiske ambassade i København.
Lad det være sagt straks: Jeg erindrer ikke den omtalte
serie progemmer om Mozarts musik, så den har jeg ingen kommentarer til. Det har
jeg faktisk heller ikke til den russiske film ”Stenblomsten”, som jeg heller
ikke husker. Dog kan jeg generelt sige, at bortset fra nogle lidt ældre
russiske dokumentar- og spillefilm, husker jeg tydeligt, at de sovjetrussiske
film, vi så i løbet af den tid, hvor jeg opholdt mig i Gribskovlejren, var
sødladne og svulstige propagandafilm for livet og tilværelsen i Rusland under
Sovjetstyret. Det samme gjaldt i øvrigt også de kinesiske film, som i stor stil
hyldede Formand Maos kommunistiske Kina.
Filmene var henholdsvis lånt fra den russiske og den
kinesiske ambassade i København, som hellere end gerne stillede filmene til
rådighed. Det var de kommunistiske medlemmer af Kulturudvalget, der valgte
disse film til visning for nægterkammeraterne, som man måske håbede på ville
blive inspireret af de kommunist-russiske og kommunist-kinesiske filmidyller
til at konvertere til kommunismen.
Bernadotteskolen og dens inspektør C.C. Kragh Müller (1914-1976) var på
den tid stærkt aktuelle med nye og avantgardistiske veje og toner indenfor
pædagogikken. Han havde taget lærereksamen i 1936, og havde forskellige
lærerstillinger i årene efter og frem til 1951, hvor han blev udnævnt til leder
af Bernadotteskolen, som var blevet oprettet tre år
tidligere, i 1948. I mellemtiden havde Kragh Müller i 1947 taget eksamen som cand. psych. Som noget helt nyt indenfor skolevæsenet,
oprettede han i 1953 elevråd på skolen, hvorved Bernadotteskolen
blev forbillede på dette område. På denne skole lagde man desuden stor vægt på
musiske og kreative aktiviteter, hvilket ikke mindst fik stor betydning for
flere af skolens elever, som senere skabte sig en karriere indenfor musik og
bildende kunst. Ingen nævnt, ingen glemt.
Kragh Müller forlod Bernadotteskolen
i 1972 for at overtage et professorat i anvendt pædagogik på Roskilde
Universitetscenter (RUC), men allerede fire år senere døde han i en alder af
kun 62 år.
Hvad angår mit eget filmforedrag den 2. februar 1956,
så kan jeg desværre ikke erindre, at det havde titlen ”Tegnefilmens teknik”,
men det passer sikkert, når det nævnes så tæt på, at foredraget var blevet
holdt. Men i øvrigt må jeg senere, nemlig den 24. november s.å.,
have holdt endnu et foredrag om tegnefilm, som hed ”- Noget om tegnefilm”. Og
sådan som jeg husker det, var det sidstnævnte mere omfattende og nuanceret, end
det foredrag, anmelderen af Kulturprogrammet åbenbart refererer til. Anmelderen
– formentlig Kaj F. Jensen eller muligvis Peter Schäffer – syntes godt nok om
de ældre sort-hvide Mickey Mouse-film i det førstnævnte foredrag, men
farvefilmen ”Aladdins Lampe” mener han var et utilsigtet eksempel på,
”hvorledes en tegnefilm ikke bør være.” Så vidt jeg erindrer, var filmen
produceret af Disneys forhenværende nære medarbejder Ub Iwerks,
som for resten forlod Disney-studierne i 1930 og derefter oprettede sit eget
selskab for produktion af korte underholdningstegnefilm, det vil sige:
underholdningstegnefilm af ca. 10-minutters spilletid. Det var ingen succes i
længden, så Iwerks vendte tilbage til Disney i 1940
og blev der til nogle få år før sin død i 1971.
Det er naturligvis en smagssag, om man vil synes om en
tegnefilm som den nævnte, men det er samtidig også en mangel på forståelse,
hvis man ikke kan acceptere filmen som en del af amerikansk tegnefilmhistorie
og af tegnefilmhistorie i det hele taget. Men selvom Iwerks’
tegnefilm ikke kunne komme på højde med Disneys tegnefilm, så var den nævnte
film i hvert fald ikke efter min mening direkte dårlig. Se i øvrigt min egen
omtale af foredraget ”Noget om Tegnefilm” i Mit liv og min tid, afsnit 29.
Landsforeningen for økonomisk frigørelse fra det
kapitalistiske system, Jord, Arbejde og Kapital (J.A.K.), har jeg ikke noget
kvalificeret kendskab til, og skal derfor ikke give mig i kast med at udtale
mig nærmere om det emne. Det eneste, jeg ved, er om JAK-banken, som ikke gav
renter af indestående, men heller ikke krævede renter af udlån. Derudover ved
jeg kun, at mine gode venner, ægteparret Søren og Inger Svendsen, en del år
senere benyttede sig af JAK-banken, hvor de lånte penge til at købe hus og
sommerhus for. Det vovestykke turde jeg forsigtigper ikke indlade mig på, men
for Søren og Inger var det vellykket, og godt det samme for dem, især med deres
efterhånden 6 børn.
Om den russiske dyrefilm ”Storskovens dyr” gælder det
samme, som jeg tidligere ovenfor har skrevet om sovjetrussiske film generelt,
så det skal jeg ikke gentage her. Men det skal dog ikke forstås sådan, at jeg
ikke syntes der blev produceret kunstnerisk og dokumentarisk værdifulde film i
Rusland under sovjetherredømmet, for det gjorde der rent faktisk. Sergei
Eisenstein (1898-1948) og hans forholdsvis få spillefilm er et godt eksempel på
en russisk filminstruktør, der til trods for politisk kritik og censur
overlevede i det sovjetiske system og skabte flere fremragende spillefilm, som
f.eks. den filmisk helt eminente stumfilm ”Panserkrydseren Potemkin”
(1925), den med den efterhånden berømte trappesekvens, hvori en barnevogn med
barnet i glider ud af hænderne på moderen, som er blevet ramt af skud. Det
gælder også tonefilmen ”Alexander Nevsky”, (1938),
med musik af Prokofiev, og ”Ivan den grusomme” I-III (1943-5), også med musik
af Prokofiev. Det tredie afsnit af den sidstnævnte
film blev midlertidigt stoppet af censuren, fordi man mente, at Eisenstein
havde identificeret generalsekretær Josef Stalin (1878-1953) med zar Ivan den
grusomme.
En anden fremragende russisk filminstruktør var
Vsevolod Pudovkin (1893-1953), med film som ”Moderen”
(1926), frit efter Maxim Gorkis novelle, og ”Skt. Petersborgs sidste dage”
(1927), en film til minde om Oktoberrevolutionen 10 år tidligere. Pudovkins første tonefilm var ”Desertør” (1931-33), hvori
han eksperimenterede med relationen mellem billede og lyd. Men selvom filmen
handlede om Hamburgs havnearbejderes kamp for bedre vilkår, blev den stemplet
som ”kunstnerisk formalisme” og kritiseret for ikke at følge Stalins påbud om,
at kunsten skulle være ”social-realistisk”. Det
sidstnævnte begreb skulle i øvrigt også komme til at dominere den statsstøttede
danske filmproduktion i 1970’erne, og desuden DR-TV’s børneprogrammer i den
samme periode.
Diskussionen mellem Konservativ Ungdom, KU, og Radikal
Ungdom, RU, om dansk militærpolitik i 1950’erne, var som at sætte hund og kat
sammen i samme bur. Der var klart tale om absolut modsatrettede meninger og
synspunkter mellem de to parter. I øvrigt syntes jeg ikke, at KU’erne blev taget alvorligt, hvilket man vel kunne sige
sig selv på forhånd, især når det var drevne kommunistiske debattører som
Schäffer, Lundkvist, Lerche og Mogens Jönsson. Og at lejrchef Elbæk høstede
aftenens største bifald, fordi han imødegik KU’ernes
indlæg om, at ”dansk militærpolitik først og fremmest måtte tilrettelægges med
det formål for øje, at undgå en ny ”9. april””, kan
ikke overraske. Hvad kunne man dog forvente andet af den politisk
super-radikale AMK-mand, end at han med sin pacifistiske holdning skulle mene
andet, end den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) i Stauning-regeringen
før og efter 9. april 1940. Sidstnævnte var en af hovedkræfterne bag den danske
neutralitetspolitik i årene fra Første Verdenskrig og frem til den tyske
besættelse af Danmark den 9. april 1940.
”Hvad kan det nytte-politikken” sad i højsædet på det
tidspunkt, angiveligt med den begrundelse, at Danmark jo i alle henseender,
også militært, er et yndigt lille land, hvor enhver har nok i og passer sit
eget. Neutralitetspolitikken brød man – nødtvungent – først med i august 1943,
da befolkningen, belært af situationen og opfordret af modstandsbevægelsen og
anført af fagforeningerne, pressede regeringen til at bryde
samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt.
Som man formentlig vil kunne forstå på baggrund af,
hvad jeg ovenfor har skrevet, er min indstilling til pacifisme og militærvæsen
blevet en del modereret i årenes løb, Det er naturligvis let sagt, nu da jeg
her i 2011, hvor disse linjer skrives, nærmer mig de 82 år og ikke længere
risikerer at blive indkaldt, men hvis jeg i dag skulle vælge, om jeg ville
nægte militærtjeneste eller f.eks. gå ind i civilforsvaret, tror jeg nok at jeg
ville vælge det sidstnævnte. Det er desuden FN’s fredsbevarende missioner rundt
om i verden, der har overbevist mig om, at militære operationer kan være en uundgåelig
og absolut nødvendighed i visse konfliktsituationer. Det så man fuldt bekræftet
under Anden Verdenskrig, som jeg gad se hvordan ville være endt, hvis ikke De
Allierede havde sat sig militært til modværge imod Nazi-Tyskland,
Fascist-Italien og Boshido-Japan. Det så man også
under Iraks invasion af Kuwait i 1990-91, kaldet Golf-krigen,
og i Balkan-krigen i 1991-95, ligesom i interventionen i Afghanistan i oktober
2001, der blev iværksat som en følge af terrorangrebet på World Trade Center i
New York den 9. september s.å., en krig, som endnu
ikke er afsluttet. At FN’s sikkerhedsråd ikke støttede koalitionens indgriben
imod Saddam Husseins styre i Irak, kan man efter min mening kun beklage.
Allersenest har FN sanktioneret angrebene på Libyen med det formål at fjerne Muammar Muhammad al-Gaddafis diktatoriske styre. Pacifisme
er ikke i sig selv vejen til at løse kriser og konflikter og skabe fred i
verden, for hvordan skabe fred og fordragelighed mellem ufredelige mennesker,
som pukker på egen ret og magt? Det lader sig simpelthen ikke gøre. Der skal
noget helt andet og mere til, for at opnå de ideale mål, - hvis de da i det
hele taget er opnåelige? Hvad det andet og mere er, som jeg mener, tror og
håber, der skal til, skal jeg ikke udbrede mig om her, men det vil formentlig
fremgå senere af min selvbiografi.
Iscenesættelsen af ”Genboerne”
Det var ganske som forventet en hård opgave ikke alene
at iscenesætte ”Genboerne”, dels fordi indstuderingen af stykket stort set kun
kunne foregå i de undervisningstimer, der var afsat til det, og dels fordi jeg
i øvrigt aldrig havde læst eller set stykket, hverken på teatret eller på film,
men samtidig også at skulle spille rollen som Ahasverus,
og desuden stå som ”primus motor” for hele arrangementet omkring forestillingen,
der skulle finde sted lørdag den 10. marts 1956 kl. 20 i Mårum Forsamlingshus.
Det skal dog fremhæves, at jeg fik god hjælp til iscenesættelsen af Birger Guy
og Kurt Henning Petersen, og med det praktiske arrangement af især den altid
beredvillige og hjælpsomme Ivar Nielsen, der også fungerede som økonomisk
rådgiver og kassemester.
Men inden det kom så langt, som til, at forestillingen
kunne løbe af stabelen, havde jeg måttet opmåle
scenen i forsamlingshuset, som viste sig at være 4,23 meter foran og 4,85 meter
bagude, samt 3, 56 meter i dybden. Desuden opmålte jeg, hvor de forskellige
indgange til og udgange fra scenen nøjagtig befandt sig. Ud fra disse diverse
mål tegnede jeg nogle detaljerede sceneanvisninger, og lavede en komplet
rekvisitliste samt en belysningsanvisning og en anvisning til den, der skulle
betjene tæppet og gonggongen. Denne tjans var
oprindelig blevet tildelt Jens Jacobsen, men da Henning Larsen, hvis humør var
noget svingende, på et tidspunkt frasagde sig sin rolle som Rikke, blev han i
stedet for tæppepasser, mens Jens overtog rollen som Rikke.
For resten var det en underlig fornemmelse for de få af
os, der var til stede ved denne lejlighed, at befinde
sig i det fuldstændig mennesketomme forsamlingshus. Selv i den efter forholdene
store sal lugtede der en smule indeklemt og gammelgemt. Også den helt tomme
scene uden dekorationer eller kulisser af nogen art, virkede lidt underlig, i
hvert fald på mig. Men bortset fra det, vænnede man sig snart til stedet og kom
i den følgende tid op til premieren på opførelsen af ”Genboerne” nærmest til at
holde af lokaliteterne.
Blandt andet tegnede jeg en hurtig blyantsskitse af
dimensionerne på scenen set oppefra, og med de mål, der var nødvendige at kende
af hensyn til dekorationer og placering af skuespillerne. Desuden målene på
prosceniet ovenover scenegulvet, som er hævet over selve husets gulv. Dertil
kom også en skitse af en af dørene ind til scenen. Skitsen kradsede jeg ned i
februar 1956.
Desuden tegnede jeg en en
hurtig skitse vedr. 3 akt 4. scene, som anviser placeringen af og bevægelserne
hos de i scenen medvirkende skuespillere. I dette tilfælde drejer det sig om
student Klint og Løjtnant von Buddinge samt smedesvenden Madsen. Notaterne på
skitsen viser, at instruktionen gjaldt helt ned til, hvordan skuespillerne
skulle placere hænderne, for at udtrykke deres respektive sindsstemning.
Skitsen er tegnet af mig i februar 1956.
Syngespillet ”Genboerne” er i 3 akter med henholdsvis
11, 14 og 12 scener, så der var noget at gå i gang med og holde styr på som
instruktør. Men som nævnt fik jeg assistance af Birger Guy og Kurt Henning
Petersen, som stort set var lige så entusiastiske som tilfældet var for mig
selv. Opsætningen og indstuderingen kom derfor til at fylde temmelig meget i
mit daværende liv, især da arbejdet jo skulle udføres i fritiden, hvilket vil
sige om aftenen og i weekenden. I sidstnævnte var det svært at samle alle de
implicerede og medvirkende, for de fleste var i reglen taget på udvidet
weekend-orlov.
For min egen del måtte jeg iføre mig kitnæse, paryk og
klædt ud og sminket som Jerusalems Skomager, den evige jøde Ahasverus.
Det var en stor udfordring, men også en stor glæde for mig, at få lejlighed til
at spille netop denne rolle, dels fordi den har en vis relation til min
yndlingsforfatter H.C. Andersen, og dels fordi jeg under tyskernes besættelse
af Danmark under 2. Verdenskrig havde oplevet, den nådesløse forfølgelse og
grusomme behandling, som det nazistiske regime udsatte det jødiske folk for.
Alle involverede og medvirkende lagde stor entusiasme
over projektet for dagen,
selvom det ind imellem kneb lidt med at møde rettidigt op til de
mange prøver, som vi især holdt i den sidste halvanden måned, før stykket
skulle have premiere. Men efterhånden faldt det hele nogenlunde på plads, således at vi kunne afholde kostume- og generalprøve om
formiddagen på selve premieredagen. Det viste sig imidlertid, at omtrent alt
gik galt, hvad der kunne gå galt. Tæppet ville ikke gå op og ned uden besvær,
nogle af aktørerne kom ikke ind eller gik ikke ud af scenen på de rette
tidspunkter. Desuden glemte de deres replikker og kunne ikke høre suffløren,
Kurt Larsen, som heller ikke kunne høre aktørerne. Derfor måtte jeg herse med
holdet i flere timer, end der egentlig var blevet afsat tid det, og selv skulle
jeg nå at sminke mig som Ahasverus, hvilket var en
tidkrævende opgave. Det var især vanskeligt, at få den teaterkitnæse,
jeg havde modelleret, til at sidde ordentlig fast på min egen næse, og da jeg
for første gang stod sminket og i kostume på scenen, måtte jeg på et tidspunkt
lægge mit hoved lidt bagover, fordi jeg følte, at kitnæsen ellers ville falde
af. Det besværliggjorde jo min optræden og præstation i nogen grad, men de, der
stod nede i salen og iagttog, hvad der foregik oppe på scenen, syntes, at det
gav en særlig karakteristisk effekt, at hovedet på den krumbøjede skikkelse
blev lagt lidt bagover. Det accepterede jeg, men vidste samtidig, at når jeg
skulle sætte kitnæsen på til selve premieren, som der kun var nogle få timer
til, skulle den limes ordentlig fast på min egen ikke særligt store næse.
Efter den sidste finpudsning af forestillingen, var der
til sidst kun omkring et par timer til, at publikum ville begynde at ankomme
til Forsamlingshuset, nemlig omkring kl. 19,30, så derfor måtte i hvert fald
nogle af os på grund af tidspresset ikke kun droppe at tage hjem til lejren og
deltage i fællesspisningen mellem nægterne og gæsterne, for det kunne vi
simpelthen ikke nå under de omstændigheder, men måtte også beholde kostumer og
sminke på. Det gjaldt jo især mig selv, fordi min maske som jøden Ahasverus ville tage for lang tid af afsminke og sminke
igen. Derfor kunne vi heller ikke så godt vise os udenfor scenen, efter at
publikum var begyndt at ankomme. Vi trøstede dog hinanden med, at gammel
teaterovertro sagde, at hvis ikke generalprøven var mislykket, så ville
premieren blive det. Så vidt jeg har forstået, er der i virkeligheden tale om
en forståelig psykologisk effekt, for når generalprøven går galt, betyder det
uundgåeligt, at alle strammer balderne og yder alt, hvad de har i sig af
kræfter og talent.
I Mårum Forsamlingshus var der omklædnings- og
sminkerum nede under scenen, hvor der fandtes knager til kostumerne og spejle,
borde og stole at sidde ved og på. Omkring tre kvarter før selve forestillingen
gik aktørerne ned under scenen, for at sminke sig eller blive sminket af den
professionelt dygtige sminkør, Svend Poulsen, som vi var så heldige at have til
rådighed, og derefter klæde om til det kostume, den enkelte skulle have på. Det
var både hyggeligt og spændende, men også anstrengende med disse forberedelser
til optræden på scenen, og nerverne kom derfor nemt til at sidde uden på tøjet.
Men vi aktører og andre medvirkende, måtte altså pænt
blive siddende, hvor vi var, og regne med, at de kammerater, der ikke skulle
have kostumer på, ville hente lidt spiseligt til os. Det var der naturligvis,
for både Henning Larsen, Ib Andersen og Svend Poulsen, som sammen med blandt
andre Ole Bjørnild (Basalt) havde været hjemme i lejren og deltaget i
fællesspisningen, sørgede for mad til de af os tilbageblevne, der havde appetit
til at spise noget. Det havde jeg ikke selv, dertil var jeg alt for anspændt og
nervøs. Og snart kunne vi høre, at publikum under indbyrdes samtale og skramlen med bænke, var begyndt at indtage deres pladser
oppe i salen. Der var der opstillet flere rækker af lange borde med hvide duge
og kaffekopper, alt sammen arrangeret efter bedste evne af de nægtere, der
havde påtaget sig denne ikke mindst særligt vigtige og krævende opgave, at
sørge for borddækningen, kaffebrygningen og serveringen.
Arrangementet omkring opførelsen af ”Genboerne” indledtes
med, at nægternes koner, kærester, familie, venner og bekendte ankom til lejren
med lejet bus fra København, som samlede de folk op undervejs, der havde
tilmeldt sig og købt billetter. Vel ankomne til lejren, var der almindelig
rundvisning og derpå stor middag i fællessalen. Lejrchefen udviste under hele
forløbet stor forståelse og sympati for projektet og havde givet sit samtykke
til et så usædvanligt arrangement, som det var, at
invitere private gæster udefra til spisning i lejren.
Det faste køkkenpersonale, fru Bentsen og fru Jensen,
samt de nægtere, der havde påtaget sig køkkentjeneste, var endog meget positive
og velvilligt indstillet til det store ekstraarbejde, de i dette specielle
tilfælde skulle udføre. Jeg erindrer ikke længere præcist, hvad der blev
serveret ved den lejlighed, men har en formodning om, at hovedretten kan have
været gullasch, med en frugtgrød til efterret. Det blev mig senere fortalt, for
jeg var jo af gode grunde ikke selv til stede i spisesalen, at der havde været
en rigtig god og forventningsfuld stemning blande de mange fremmødte gæster.
Alle glædede sig til at skulle se forestillingen, som man åbenbart stillede
store forhåbninger og forventninger til fremførelsen af. Hvilket alt sammen
naturligvis bidrog til at forøge de medvirkendes og ikke mindst mit ønske om,
at kunne levere en præstation og forestilling, som på trods af at vi alle var
amatører i teatersammenhæng, ville blive en mindeværdig succes, både set med
publikums øjne og ikke mindst med vore egne og for mit
eget vedkommende meget kritiske øjne.
Det bragende dygtige køkkenpersonale med de to
fastansatte køkkendamer forrest: Køkkenassistent fru Jensen, økonoma fru
Bentsen. Desuden ’køkken-nægterne’ Erik Fristrup, Hans Vogsen,
Ankjær Sørensen, Knud Krøjer, Ebbe Høy, Børge Haakansen
og derefter to ”køkken-skrivere”: Børge Haakansen og en nægter, som jeg kun kendte under navnet
Strong. Den altid lidt reserverede og
korrekte økonoma, Fru Bentsen, var i modsætning til fru Jensen for resten ikke
særlig glad ved situationen.
I Gribskovlejrens Fællessal foregik som nævnt fælles
spisning mellem de nægtere, der havde tid til det, og gæsterne til
forestillingen ”Genboerne” i Maarum Forsamlingshus.
De nævnte nægtere var Mogens Jönsson, formentlig med sin kæreste, dernæst nægteren
Ole Bjørnild, der for øvrigt havde rollen som student Basalt. Endelig deltog
balletdanserinden Lizzie Rasmussen, min kære søster, også i fællesspisningen i
Fællessalen.
Efter at spisningen af maden var vel overstået, gik de
fleste af gæsterne som planlagt ud og op i de ventende busser, som kørte dem
til Mårum Forsamlingshus. Andre gæster med egne biler kørte selv til stedet,
hvor de allerfleste af de medvirkende aktører og scenefolk allerede befandt
sig. Den udmærkede, men trods alt noget primitive scene i Maarum
Forsamlingshus, kom endnu engang til at danne ramme om en teaterforestilling,
nemlig Hostrups studenterkomedie ”Genboerne”, opført af Gribskovlejrens
Dramatiske Kreds den 10. marts 1956 kl. 20.
En del af serveringspersonalet, alle sammen nægtere,
der allerede befandt sig, parate til at forestillingen kunne begynde, så snart
gæsterne var ankommet og bænket i salen. Denne var på forhånd pyntet op og
siddepladser i form af bænke var arrangeret ved opdækkede kaffeborde, som var
opstillet parallelt med scenen, hvilket dog havde den ulempe, at den del af
gæsterne, som kom til at sidde med ryggen vendt mod scenen, blev nødt til at
vende sig om under forestillingen, for at kunne se, hvad der foregik oppe på
denne. Men det lod heldigvis ikke til at genere nogen, dertil var
forventningens spænding og glæde for stor.
Endelig nåede vi langt om længe frem til det, der var
aftenens egentlige formål, nemlig Gribskovlejrens Dramatiske Kreds’ premiere på
den vittige og herlige københavnske studenterkomedie, syngespillet ”Genboerne”,
som beskrevet i kort karakteristik er en særdeles skarp satire over
spidsborgerlighedens snobberi og omgangsformer, dels sat op mod jævne
håndværkeres jordbundethed og dels mod drilagtige studenters kådhed og vid.
Da tæppet går op første gang, befinder vi os i
Traktørstedet Kristian Firtal, hvor to spidsborgere sidder og samtaler over
hver en øl og en snaps. De to blev spillet af Birger Guy og Frede Jensen, og
det gjorde de hver især ret godt. Men der var dog hverken rigtig øl eller snaps
i glassene, men – til de to aktørers store fortrydelse - kun te og postevand.
De to gode borgere samtaler om en anden af traktørstedets faste kunder, en
ligvognskusk ved navn Kristen Hansen, som i en snes år er kommet i beværtningen
hver formiddag, men som nu ikke længere aflægger stedet sit daglige besøg. Det
skyldes, siger den første bedsteborger, at Kristen pludselig er gået over til
”Mådeligheden”, hvilket vil sige til afholdsbevægelsen. De to drøfter nu, hvad
grunden til denne forandring med manden kan skyldes, og første borger mener, at
det må være Kristens kælling derhjemme, som er skyld i mandens pludselige
afholdenhed. Anden borger nævner derefter, at hans egen kone også har puffet
til ham, for at få ham til at afholde sig fra nydelse af spiritus, men det har
han dog ikke tænkt sig at ’regredere’ på.
Men sådan fortsætter de to spidsborgere samtalen resten
af scenen ud, og herunder kommer de ind på forskellige emner, som ligger dem
begge på sinde: Vintappernes situation, den italienske opera, som gæstede byen,
Det kgl. Teaters forestillinger, alt imens de nyder hver deres drink. Scenen
ender med, at første spidsborger bestiller en ny omgang øl og snaps.
I Anden scene, som er en direkte fortsættelse af
første, ankommer student Klint i skikkelse af Jørn Krogh til traktørstedet. De
to spidsborgere blander ham ind i deres samtale, som efterhånden som øllet og
snapsen er kommet indenbords er blevet mere livlig og aggressiv, og uenigheden
bevirker, at Første spidsborger på et tidspunkt vil smide Anden spidsborger ud
af værtshuset. Klint forsøger at dæmpe de to ophidsede gemytter, men forgæves.
I Tredje scene er student Klint alene i
værtshuslokalet, idet han synger om, at han er jævnlig gæst i Kristian Firtal,
hvor han spiser sin middagsmad og dertil dessert. I Fjerde og noget længere
scene får værtshuset og dermed Klint besøg af smedesvend Madsen, spillet af
Henrik Salling, og af den afdankede underofficer løjtnant von Buddinge,
mesterligt spillet af Gregers Espersen. Samtalen mellem løjtnanten og
smedesvenden foregår servilt, alt imens student Klint sidder ved et bord for
sig og lytter interesseret til de to andres snak. Det ender da også med, at
Klint blander sig i samtalen efter at løjtnanten har sagt: ”Jeg kan sgu inte gøre studenten mere latterlig, end som den slags folk
gemenlig er.” Det udvikler sig til en syngende ordveksling, en duet, mellem
Klint og løjtnanten. Det er Klint, der indleder sangduellen på melodien ”Og det
var i året attenhundrede og syv” med følgende linjer:
Hvor første gang jeg sammen med Hr. Løjtnanten kom,
det lige på tungen mig brænder;
det – hvis jeg ikke fejler – var i et selskab, som
blev givet hos en – mand, som jeg kender.
I stykkets Fjerde Scene et interiør fra traktørstedet
”Kristian Firtal”. Ved bordet sidder Henrik Salling i rollen som
kobbersmedesvend Madsen, i samtale med Gregers Espersen i rollen som Løjtnant
von Buddinge. Der serveres for dem af Henning Larsen i en lille rolle som
stedets tjener, Lars. Ved bordet sidder også student Klint og nyder sin mad,
idet han dog lytter interesseret og senere blander sig i de to andre gæsters
samtale.
Femte scene foregår i et værelse på Regensen, hvor en
flok regensianere, deriblandt Basalt, som er student Klint kontubernal, er
forsamlede. I sjette scene kommer sidstnævnte også til stede, men bortset fra
Klint og Basalt forlader alle de andre lokalet i
scenens slutning. I syvende scene er Klint og Basalt alene tilbage i lokalet,
men Basalt forlader stedet til slut i scenen, sådan at Klint er alene tilbage
dér i ottende scene, hvori han på melodien ”Der var engang en tapper mand”
synger en herlig vise om Regensen. Scenen slutter med, at det banker på døren,
og dermed er vi ved begyndelsen af Niende scene.
Min egen entré som Jerusalems Skomager fandt netop sted
i 1. akt, 9. scene, hvor jeg aflægger besøg, eller rettere sagt søger tilflugt,
hos student Klint på Regensen. Skomageren er nemlig på flugt fra digterne, i
dette tilfælde for digteren Tuborg, der er ved at skrive om den jødiske
skomager i Jerusalem, som Jesus mødte under sin tunge vandring til Golgata, men
som nægtede denne en slurk vand. Derfor blev Ahasverus,
dømt til evigt at vandre hvileløst omkring i verden. Siden da har en række
digtere i tidens løb ladet sig inspirere af legenden og forsøgt at give den
poetisk eller dramatisk form. Det er denne omstændighed, Hostrup så vittigt og
morsomt satiriserer over i mødet mellem student Klint og Ahasverus.
Til orientering skal her nævnes, at Regensen, hvis
latinske navn er Collegium Regium,
det kongelige kollegium, dog oftest kaldet Collegium
Domus Regiæ, det kongelige hus' kollegium, er et
kollegium for studerende ved Københavns Universitet – i nyere tid også for
studerende ved Danmarks Tekniske Universitet. Regensen, som er opført i kong
Christian d. Fjerdes tid, er beliggende ved Rundetårn i København, hvor
kollegiet blev indviet 1. juli 1623. Under Københavns brand i 1728 blev
Regensen delvist ødelagt, men blev genopført. De studerende ved Københavns
Universitet, der var bosat på Regensen, betalte oprindelig ikke husleje, da
kollegiet var oprettet for at støtte trængende studerende. Først i nyere tid, i
1983, indførtes der husleje. Regensen har lige siden sin oprettelse altid været
beboet af 100 studerende samt en såkaldt provst. Sidstnævnte er en underviser
ved et af Københavns Universitets Fakulteter. Regensens vartegn er for øvrigt det
gamle lindetræ i gården, kaldet ”Frk. Lind”, plantet 1785, hvilket fejres ved
tilbagevendende begivenheder, herunder specielt hendes fødselsdag, der ifølge
traditionen fejres på eller omkring den 12. maj.
Student Klint i Jørn Kroghs skikkelse får helt uventet
besøg af den flygtende Ahasverus i Harry Rasmussens
godt forklædte personage. Der udspinder sig en længere samtale mellem de to, og
ikke mindst har Ahasverus nogle lange, versificerede
replikker. En stor udfordring til ’skuespillerens’ hukommelse, som dog til dels
og om nødvendigt kunne støtte sig til sufflørens assistance. Under samtalen
mellem Klint og Ahasverus, fortæller Ahasverus bl. a. også, at den
blide, romantiske digter, B. S. Ingemann i Sorø, har været ude efter ham med
sin bog ”Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog” (1833):
Men ach, hvad ventede mig
der?
Først jeg standsede min flygtende gang,
under Sorøs venlige skove,
og med lyst på den bløde vang
ned jeg mig lagde for ret at sove.
Ach – mens jeg tog mig en lille lur,
havde min skæbne dolken hvæsset,
Ingemann gik sig en morgentur
og så mig ligge og sove i græsset.
Væk var min ro – han tog mig hjem,
jeg måtte nære hans drømmerier,
jeg måtte klynke min smerte frem
efter hans smægtende melodier.
Endelig lod han mig atter gå,
da hans Dagbog var færdig til trykken,
men så kom Andersen ovenpå,
og så begyndte en jammer, så
end det løber mig koldt over ryggen.
Klint: Men hvorfor løb De da ikke fra ham.
Ach, jeg løb jo hvert øjeblik bort
styrted afsted i angst og pine,
men jeg gamle kom altid til kort,
for han kørte med dampmaskine.
Tværs gennem Tyskland mod syd jeg for,
Pusted en stund i Tiberstaden,
ach, han lugtede snart mit spor,
jeg måtte rende fra middagsmaden.
Over havet jeg gik til Athen,
dog han rejste bestandig efter,
det gjorde ondt i de gamle ben;
men jeg samled de sidste
kræfter,
atter det gik, som det var smurt,
og jeg hvilte mig efter min flakken
bag den store tyrkiske port –
ach, det skulle jeg inte gjort,
for der kom han og tog mig i nakken.
Klint: Men hvorledes har da nu Tuborg fået fat på Dem?
Skomager: Jo, ser De! Andersen blev ked af al den besvær,
han havde med at holde mig fast, og så lod han mig
løbe.
Men – ach Gott!
Så kom det allergrusommeligste.
De store poeter, de kan så gå –
hvad man for resten på dem vil klage,
lidt humanitet har de dog tilbage –
men Gott bevare enhver for de
små!
De føler ej mindste barmhjertighed,
de kender ej dyd, men kun dydens navne,
og straks de faldt som glubende ravne
over mig ulykkelige due ned.
Da Andersen slap mig – o, hvor det letted!
men Tuborg er værre, det kan De tro,
og alt hvad jeg stred, og alt hvad jeg sprætted,
så slap jeg dog ikke ud af hans klo.
Han passer immer på som en smed,
for ham må jeg altid stå på pinde,
når han går ud, så ta’r han
mig med
eller lukker mig først forsigtig inde.
Der må jeg da sidde i fængselsnat,
mens højt efter frihed min længsel flyver:
men timen, jeg vented, er
kommen brat,
nu ser jeg min frelse, nu har jeg den fat!
- De må spytte mig i ansigtet, om jeg lyver.
Klint (afsides): Det var da noget forunderligt tøjeri!
(Højt:) men hvor skulle De da hen med Tuborg i aften?
Skomager: Han ville ud at spadsere med mig, for vi
skulle lave på den fjerde Akt af hans stykke. Og bagefter skulle han hjem og
lukke mig inde, for så skulle han i selskab og læse mig op.
Klint: Men hvad kan det hjælpe, De løber bort? Han får
jo straks fat i Dem igen.
Skomager: Han får mig aldrig i sine dage. For De ved,
at jeg er skomager af profession, og mens jeg nu har måttet sidde alene hjemme,
så har jeg syet disse her,
(tager en pakke frem) og de skal sgu nok hjælpe.
Klint: Hvad er det?
Skomager: Ikke andet Gud straffe mig, end et par kalosker, men det er kostbare sager, grumme kostbare sager;
det er dem, som man kalder Lykkens Kalosker.
Klint: Lykkens Kalosker? Dem
synes mig, jeg har hørt tale om før.
Skomager: Ja, De har vist læst om dem hos Andersen, for
jeg havde en gang selv et par, som jeg lånte ham, for at han skulle give slip
på mig; men så for han omkring i dem, som han var gal, og videde dem sådan ud,
at jeg slet ikke kunne bruge dem mere. Men nu har jeg lavet et par ny, som er
meget bedre end de forrige, og jeg har hele dagen gået og ventet på det
gunstige øjeblik for at tage dem i brug.
Klint: Hvordan bruger De dem da?
Skomager: Jeg tager dem ganske simpelthen ovenpå
støvlerne, og når jeg så ønsker mig et sted hen, vips – så står jeg i det samme
øjeblik på det sted, som jeg ønsker. Og så er jeg oven i
købet usynlig, og ingen kan se mig, så længe jeg har dem på.
Klint: Er det virkelig sandt?
Skomager: Gud straffe mig! Så sandt jeg er en ærlig
skomager.
Klint: Hm, hm! – Hør, tjen mig i at låne mig de kalosker i aften!
Skomager: Herren må undskylde mig – det kan jeg sgu
ikke.
Klint: Hvorfor kan De ikke? Tuborg skal jo i selskab i
aften og vil altså ikke søge Dem førend i morgen tidlig; derfor må det være
tidsnok for Dem at rejse bort i aften sildig.
Desuden har De jo – som De selv sagde – lånt det forrige par til
Andersen, som er Deres fjende, som har pint og plaget Dem; hvor meget snarere
må De da ikke vise den samme velvilje mod mig, som i dag har skænket Dem
tilflugt i min stue, og hvem De dog egentlig skylder Deres frelse.
Skomager: Det gør mig ondt, men jeg kan Gud straffe mig
ikke. Med Andersen var det en anden sag, for han tvang mig dertil, fordi han er
en digter.
Klint: Ja, men jeg er også digter.
Skomager: Gott im himmel! – Hvad siger De?
Klint: Ja, i det mindste har jeg gjort forsøg i
digtekunsten, og i det øjeblik, De kom, stod jeg såmænd og sang på en vise, som
jeg selv har lavet.
Skomager: Ach ve! Ach ve! Hvad har jeg gjort? Jeg har løbet lukt ind i løvens
strube.
Klint: De ser, jeg har Dem i min magt. Det er mig en
let sag at tage kaloskerne fra Dem og alligevel
beholde Dem selv hos mig og plage Dem værre end nogen anden. Men hvis De
godvillig vil låne mig disse fortræffelige tingester – blot i aften, så vil jeg
give Dem mit ord på aldrig nogensinde i mit liv at forstyrre Deres ro.
Skomager: Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg gøre? De er
en ærlig ung mand, De vil vise godhed mod en gammel skomager, De vil ikke
bedrage mig.
Klint: Nej, såmænd vil jeg ej.
Skomager: Nu vel – De må låne mine kalosker
– hører De, jeg siger: l å n e ?
Klint: Ja, De skal få dem igen klokken tolv i aften.
Skomager: Klokken tolv – og De må ikke bruge dem mere
end én gang.
Klint: En gang frem og tilbage.
Skomager: Når klokken slår tolv, så lover De mig at
smide kaloskerne ud af
vinduet.
Klint: Ud af vinduet?
Skomager: Ja, ud af dette
vindue, så skal jeg nok passe på dem. Vil De så give mig hånden derpå? (Klint
gør det) De har et ærligt ansigt, De vil ikke bedrage mig.
Klint: Nej, det kan De være rolig for.
Skomager: Jeg vil tro Dem. Altså klokken tolv.
Når klokken slår tolv på Regensens ur,
da flyver jeg ud fra min fængselsmur,
langt bort fra Nordens kulde og nød
til Asiens frugtbare moderskød,
og hviler min krop og kvæger de arme
forfrosne lemmer i solens varme.
Tavs vandrer jeg om, og ingen mig ser,
og ingen mig piner og plager mer.
Lad digterne lede, til de bliver gale!
Jeg sidder så lunt i Libanons dale,
og glæder mig over min friheds skat,
og slipper den aldrig. – God rolig nat! (Går)
Forresten havde jeg valgt at udtale Ahasverus’
replikker med tysk accent. Men i øvrigt optræder Ahasverus
(Skomageren) kun i 1. akt, 9. scene, men høres i 2. akt, 14. scene. Forinden er
student Klint dog allerede i 2. akt, Første scene ved hjælp af Ahasverus’ magiske støvler kommet usynligt til stede hos
smedefamilien Smidt, som bor lige overfor Regensen og hvor der netop holdes et
festligt selskab, hvori blandt andre løjtnant von Buddinge også deltager.
Klint, som er blevet klar over, at løjtnanten er på frierfødder og at denne
derfor gerne vil slippe af med sine to rivaler, smedesvend Madsen og student
Basalt, idet løjtnanten selv bejler til smededatteren Rikke (men dog med
medgiften i form af en del af smedemesterens formue i tankerne). For at forpurre
løjtnantens planer og få denne til at opgive sit forehavende, har Klint, som i
øvrigt er forelsket i smededatteren Amalie, fundet på at drille løjtnanten, ved
gentagne gange at bevæge sig tæt på ham og sige: ”Vogt dig!” hvilket naturligt
nok forskrækker den arme mand, som jo ikke kan se, hvorfra stemmen kommer.
Student Klint er usynligt til stede i 2. akts scene 1
til og med scene 14. Det er imidlertid i scene 11, at Klint så at sige får
gjort løjtnanten så ør og mør ved sin usynlige tilstedeværelse, at det gør
løjtnanten så forvirret, at han mister sin fornuft og sit beregnende overblik
over situationen. Hans totale forvirring bliver publikum gjort bekendt med i
scene 12, hvori smedemester Smidt har bedt ham om at deklamere et digt.
Løjtnant (deklamerer).
Rosen blusser alt i Danas have,
liflig fløjter vist den sorte stær,
drenge deres brune nektar lave,
bier græsse stolt på fædres
grave,
hingsten plukker af –
hingster deres brune nektar lave,
drenge græsse stolt på fædres
–
fædre deres brune drenge lave, nektar
– bier – drenge – hingster
(standser åndeløs).
Smidt. Hvad går der af løjtnanten? Han har jo rent
glemt det.
Løjtnant. Undskyld – jeg er noget forvirret – jeg vil
forsøge på et andet vers.
(Deklamerer) Fattig mand, som pløjer danske lande,
ryster æbler af sit pæretræ – ryster pærer af sit æble
– ryster æbler af sit egetræ, har en kløgtig arm,
en kraftig pande, mælk på marken, korn i sine spande –
korn på mælken, mark i – mark på kornet – mark på
mælken, spand – spark på mælken. (synker om på en
stol).
I Anden Akt, 12. scene forlader den tydeligt rystede
løjtnant selskabet hos smedefamilien, og i 13. scene vil smedesvend Madsen
følge efter løjtnanten og slå sin rival ihjel. I 14. scene har den usynligt
tilstedeværende student Klint fået mere end nok:
Klint. Nu har jeg nok, klokken er tolv, bring mig hjem!
(Dekorationerne forandres til Regensværelset, som er mørkt) Jeg er tung i
hovedet og konfus over alle disse optøjer, jeg vil gå i seng og sove på det.
Men det er sandt, Jøden skulle først have sine kalosker.
(åbner vinduet) Gamle ven! Tak for lån! Lykke på rejsen!
Skomager (udenfor). God rolig nat!
Kaloskerne, eller som vi siger nu om dage: galocherne, spiller
afgørende ind i handlingens videre forløb, ganske som tilfældet er i Andersens
eventyr ”Lykkens Kalosker” (1838). I eventyret er der
dog den finesse, at man overhovedet ikke hører et ord om galochernes egentlige
ejermand, Ahasverus. Hos Andersen introduceres disse
i eventyrets begyndelse i forbindelse med præsentationen af de to feer, Sorgen
og Lykken. Sidstnævnte er dog ikke selv til stede, men det er derimod hendes
”kammerpige”, som siger: ”Jeg må da fortælle,” sagde hun, ”at det er min
fødselsdag i dag, og til ære for denne er mig betroet et par kalosker, som jeg skal bringe menneskeheden. Disse kalosker har den egenskab, at enhver, som får dem på,
øjeblikkelig er på det sted eller i den tid, hvor man helst vil være, ethvert
ønske med hensyn til tid eller sted bliver straks opfyldt, og mennesket således
endelig engang lykkelig hernede!”
I eventyret følger man derefter, hvordan det går de
forskellige mennesker, der efter tur og nærmest ved en tilfældighed får
galocherne på, men Andersens pointe er, at disses magiske egenskaber i sidste
ende ikke bringer nogen lykke med sig, derimod kun sorg. Det sker, fordi de
pågældende mennesker ikke på forhånd kan overskue konsekvenserne af deres egne
og ofte selviske ønsker.
Så galt går det dog ikke i Hostrups letbenede komedie,
som i modsætning til eventyret om ”Lykkens kalosker”,
kun har til formål at fornøje og underholde, men på en absolut sober og
dramatisk kompetent måde. Smedemester Smidt har godt nok givet løjtnanten lov
til at forlove sig med datteren Rikke, men i 3. akts slutscener får Klint
smedemesteren til at trække sit løfte tilbage, hvorefter de i fællesskab narrer
løjtnanten til selv at afstå fra sit frieri. Derfor ender alt i fryd og gammen
og de rette elskende får hinanden i enden: Basalt får sin Rikke og man aner, at
Klint vil få sin Amalie.
Navnet Ahasverus, også kaldet
Jerusalems skomager, Den evige jøde, jøden, der ifølge sagnet blev dømt af Jesus
til at vandre evigt på Jorden, fordi han nægtede Jesus hvile ved sit hus under
vandringen til Golgata. Nogle bibelforskere mener, at der med Ahasverus-sagnet kan være tale om en misforståelse af Luk.
22, 63-4 og Joh. 21, 20-23. Ahasverus er i Gl. Testamente
navnet på den persiske konge Xerxes (485-65 f. Kr.),
som er omtalt i Ezra 4, 6 og i Esters Bog. I Dan. 9,1 og i Tob.
14,15 omtalte Ahasverus intet med den historiske
Xerxes at gøre.
Som allerede nævnt er Ahasverus-motivet
blevet anvendt af romantiske digtere som B. S. Ingemann, H.C. Andersen og J.
Chr. Hostrup, men også en digter som Paludan-Müller har behandlet motivet mere
eller mindre seriøst i sin digtning. Foruden i eventyret ”Lykkens Kalosker” (1838), har H.C. Andersen også brugt motivet i
sit i øvrigt aldrig opførte dramatiske digt ”Ahasverus”
(1847).
Komedieskriveren Jens Christian Hostrup (1818-92) var
jo i øvrigt ikke en Hr. Hvem-som-helst i det københavnske kulturliv på den tid,
men blev tværtimod 1856-81 præst og deltog som taler og digter i
højskolebevægelsen. Men det var i sine yngre år, fra 1844-1854, at han skrev
sine vittige og muntre sangspil, af nogle kaldt vaudeviller. I sine manddomsår
skrev han dog også et par alvorlige skuespil, Tordenvejr (1851) og
kvindeproblemdramaet Eva (1880), men disse blev kun opført i hans egen levetid,
i modsætning til de muntre komedier: Intrigerne, En spurv i tranedans, Eventyr
på fodrejsen, Soldaterløjer, Den tredje og Feriegæsterne, hvoraf flere er
blevet opført utallige gange på Det kgl. Teater, og ”Genboerne” blev i 1939
filmatiseret af ASA Film, med Arne Weel som instruktør og med Carl Alstrup i
den sørgmuntre rolle som Løjtnant von Buddinge.
Skuespillet ”Genboerne” i Maarum Forsamlingshus
I komedien ”Genboerne”, Anden Akt, Ottende Scene, er
studenterne Klint og Basalt på visit hos kobbersmedefamilien Smidt i deres
bolig lige overfor Regensen. På et foto ses fra venstre Jørn Krogh i rollen som
student Klint, derefter Hans Vogsen i rollen som
smedesvend Lars, Henrik Salling som smedesvend Madsen, Ib Andersen som tjener
og Karl Nørmark (halvt skjult) som smedesvend Mikkel. Frede Jensen ses i rollen
som Amalie og Ole Kauffeldt i rollen som kobbersmedemester Smidt, Birger Jarl
Guy som Madam Smidt, Jens Jakobsen som smededatteren Rikke, delvis skjult af Ole
Bjørnild i rollen som student Basalt. Helt til højre og halvt skjult af
fortæppet, ses Gregers Espersen i sin mesterligt udførte rolle som den
storskrydende Løjtnant von Buddinge. – Foto: © 1956 Privatfoto. (Fotoet er
gengivet i 29. afsnit af min selvbiografi Mit liv og min tid.)
Forud for premieren på ”Genboerne”, var der blevet
arrangeret kørsel mod betaling af et vist beløb med specialhyrede busser for
militærnægternes familier og venner, som blev samlet op undervejs på turen fra
København til Maarum Forsamlingshus. Det kan konstateres, at hvad stykket og det
øvrige arrangement angår, var det alt sammen gået glat og stykket havde fået
stående applaus med mange fremkaldelser. Altså kort og godt en stor succes, som
alle involverede og medvirkende kun havde grund til at være tilfredse med og
glade over, også selv om alle direkte involverede og medvirkende ved stykkets
opførelse var, hvad man kunne kalde rigtig godt trætte ovenpå den store og
krævende indsats, som hver især havde ydet på sin post.
Men for resten skete der til alle gæsternes
overraskelse det, midt under den efterfølgende fest, hvori alle deltog, både
gæster og aktører og andet personale, at gong-gongen pludselig lød oppe fra
scenen, og da alles øjne rettedes derop, så de en ganske ung danserinde, iført
et flot kostume, fremføre en fejende cancan og ende med at gå i spagat flere
gange. Det var igen min kære lillesøster, den ballet- og akrobatikuddannede og
da kun 15-årige Lizzie, som havde tilbudt sig til denne muntre entré.
Men angående mit meget ømme og dårlige knæ, som måtte
betegnes som resultatet af en arbejdsulykke, arrangerede Holm i samråd med
lejrchefen det sådan, at jeg blev kørt til og fra sygehuset i lejrens lille
lastbil, som kaldtes for ”Anders And”, fordi den havde umiskendelig lighed med
en af de biler, den berømte and kørte i på nogle af sine mange tegnefilm.
Røntgenbilledet viste, at der var tale om en ledbåndsskade i knæet, og lægen
bestemte, at jeg daglig i et stykke tid skulle til ambulant behandling på
sygehuset, hvor knæet blev bestrålet med kortbølger. Da dette efter en uges
behandlinger ikke havde hjulpet væsentligt, indlagde lægen mig på lejrens
infirmeri (sygestue) og ordinerede desuden, at knæet skulle holdes varmt ved
hjælp af en elektrisk varmepude.
I den følgende tid blev jeg kørt til og fra Esbønderup
Sygehus to gange om ugen til kortbølgebehandlinger, men da hverken disse eller
varmepuden syntes at hjælpe på smerterne i knæet, sagde lægen en dag, at det måske
kunne blive nødvendigt med operation. Der var dog den risiko ved det, at benet
kunne risikere at blive stift, og det ville jeg selvfølgelig nødigt have
skullet blive tilfældet. Alternativt valgte lægen at give mig et par
indsprøjtninger i knæleddet. Dertil brugte han en injektionskanyle af tykkelse
som en svær strikkepind, og at få den jaget ind i knæet gjorde mere ondt, end
den smerte, der ellers var i det.
Injektionen hjalp lige i øjeblikket og lindrede de
konstante og uudholdelige smerter i knæet, men jeg skulle fortsat være indlagt
på infirmeriet og behandles med elektrisk varmepude. Det var ikke særlig
morsomt at ligge ene mand på sygestuen, hvor den
eneste adspredelse var de daglige måltider, der blev bragt af stuevagten.
Læsning var en anden mulig adspredelse, som jeg da også benyttede mig flittigt
af, simpelthen for at få tiden til at gå behageligst muligt. Det var Birger
Guy, som var lejrens bibliotekar, der sørgede for at skaffe de bøger, jeg gerne
ville læse.
Mellem behandlingerne på sygehuset havde lægen som
omtalt beordret mig indlagt på lejrens infirmeri, som var i den barak, hvor min
stue også var beliggende, så lokaliteterne var velkendte for mig. Jeg lå på
infirmeriet i en hel måned og her skulle jeg ind imellem selv behandle knæet med
elektrisk varmepude. Det var jo det rene slaraffenland, for jeg fik maden bragt
på sengen, og ’bibliotekaren’, Birger Guy eller hans assistent, Kjeld Krøyer,
kom med bøger og blade til mig.
Det var ellers lidt trivielt dagen lang at ligge til
sengs, når man egentlig ikke selv syntes at fejle noget, bortset fra det
skadede knæ. Men jeg gjorde det selvfølgelig i håbet om, at lægens anvisninger
og behandling først og fremmest ville befri mig for smerterne og dernæst
naturligvis, at knæleddet blev i orden igen.
Så vel morgenmaden, frokosten som middagsmaden blev
bragt over til mig fra køkkenet af den nægter, der havde tjeneste som såkaldt
messemand, men i weekenderne hændte det, at det var en af køkken-nægterne, der
måtte påtage sig jobbet. Jeg havde det med andre ord som Jeppe i baronens seng,
med opvartning og tjenere på omtrent hver finger, men jeg måtte dog trods alt
selv sørge for min hygiejne, så som bad, toiletbesøg og tandbørstning. Så
derfor måtte jeg ved sådanne lejligheder selv humpe ud i toilet- og vaskesektionen,
hvilket dog forekom som en kærkommen afveksling i den daglige kedsomhed.
Som en direkte følge af mit skadede knæ besluttede
Elbæk og Holm, at jeg ikke mere skulle sættes til det lidt grovere fysiske
arbejde i skoven, men overføres til køkkentjeneste, mere præcist til arbejdet
som såkaldt messemand, et forholdsvis nemt og let job, der ikke er særlig
fysisk krævende eller belastende. Arbejdet bestod dels i daglig levering af
morgenmad, frokost og aftensmad til lejrchefen med familie, som spiste hjemme i
deres hus, og til arbejdslederne, som spiste i et opholdsværelse ovre i
depotbarakken. Og dels bestod jobbet i ugentlig rengøring hos lejrchefen og i
arbejdsledernes kvarter. Men om dette job vil jeg fortælle lidt mere indgående
senere.
Nægteravisen ”Samvittigheden”s
fjerde nummer, der dog igen kun indeholdt 12 sider, var blevet forberedt i
løbet af marts måned og udkom i april 1956. Forsidetegningen var som det
fremgår af den trykte kommentar en lidt bitter hentydning til den både
interessemæssige, psykiske og fysiske passivitet og inaktivitet, der var
karakteristisk for flertallet af nægterne i Gribskovlejren – og ifølge nægtere,
som kendte til forholdene, kunne det tyde på, at det også gjaldt i de to jyske
lejre. I 1956 befandt vi os jo i ”den kolde krig”s
periode, med dens atombombetrusler og frygt for en ny storkrig. Men flertallet
af nægterne brugte enhver mulighed og lejlighed til i fritiden at lægge sig
apatiske på deres køjer og sove, lige som mange af dem ikke interesserede sig
særligt for de seriøse kulturelle arrangementer, der foregik ovre i
fællessalen. Undtagelsen var dog, når arrangementerne var af mere letbenet
karakter, som når der f.eks. blev vist spillefilm, eller når der blev holdt
mere alment tilgængelige og uhøjtidelige foredrag. Det sidstnævnte var eksempelvis tilfældet, da jeg holdt foredrag om
tegnefilmhistorie og om Chaplin og hans film, for da var flertallet af nægterne
mødt op. Til gengæld glimrede det seriøse kulturelle mindretal ved deres
fraværelse ved sådanne lejligheder.
”Samvittigheden” nr. 4 fulgte i april 1956 og til den,
havde jeg atter tegnet forsiden, denne gang under mit ’kunstnernavn’ Ry -, et
navn, min morfar altid havde kaldt mig lige siden jeg var dreng. Illustrationen
handlede endnu engang om krig og den gru, men her med den bitre kommentar: I n
t e t kan anfægte en nægter. Mens andre lider og græder s o v e r han! –
Tegning: © 1956 Harry Rasmussen
Bladets redaktion bestod i øvrigt fortsat af Robert Felby,
Kai F. Jensen, Jørn Krogh og Ivar Nielsen. På bladets side 2 kunne man bl.a.
læse følgende meddelelse:
NOTABENE:
Vi henleder opmærksomheden på radioudsendelsen tirsdag
d. 10. ds. Med titlen ”Hvad skal vi sætte militærnægterne til?” Deltagerne i
diskussionen er dr. phil. Hagbart Jonassen (AMK), Lejrleder Elbæk Petersen
(Gribskovlejren) og Erik Mathiassen (en fremtrædende civil værnepligtig i
Oksbøl-lejren). Endvidere skulle ekspeditionssekretær
Rossel (Indenrigsministeriet) have deltaget, men en ubekræftet meddelelse
siger, at han har trukket sig tilbage fra udsendelsen.
17. APRIL. Denne dag kom der nye nægtere til lejren.
Redaktionen håber, at der blandt disse findes nogle sjæle, der besat af
aktivitet og idealisme vil yde bidrag til dette lille blad, inden de, som
nægtere plejer van, synker hen i den almindelige passivitet og lediggang,
hvorfra det kun meget sjældent – ja, så godt som aldrig – lykkes at hive dem
frem trods utallige opfordringer og henstillinger. RED.
På side 2 var der også et opslag om ”Mangel på
frivillige i Vest-Tyskland”. Det var soldater, der
mentes med frivillige, som i øvrigt blev lokket med gode gager og ekstraordinær
og betalt uddannelse. Men ifølge notitsen havde tilgangen af frivillige åbenbart
ikke været tilfredsstillende. Emnet har dog ikke interesse i denne sammenhæng,
hvorfor jeg vil undlade at citere notitsens ordlyd.
Indskrænkning af
fritidsundervisningen
Nok så interessant er redaktør Ivar Nielsens omtale af
reglerne for de forskellige former for undervisning, der i henhold til loven
kan og skal finde sted i militærnægterlejrene i Danmark. Af hensyn til
forståelsen af nogle af de problemer, der kunne være forbundet med livet som
militærnægter eller civil værnepligtig, som det officielt hed, skal her
henvises til Ivar Nielsens grundige og kyndige kommentarer til de af
indenrigsministeriet nyindførte regler og
bestemmelser på det nævnte område: Under overskriften UNDERVISNINGSPROBLEMER
skrev Ivar Nielsen en længere redegørelse, som det dog vil føre for vidt at
citere her. I stedet kan evt. interesserede henvises til 29. afsnit i min
selvbiografi Mit liv og min tid.
Rent personligt skal jeg gerne indrømme, at jeg ikke
selv har nogen klar erindring angående den dengang standende debatt om indenrigsministeriets nye regler for
tjenestetidsundervisningen mm., og jeg har helt bestemt heller ikke deltaget i
denne. På den tid var jeg dybt involveret og engageret i mulighederne for at
stable ny gedigen underholdning for nægterne på benene, og så vidt jeg husker,
mener jeg ikke, at jeg selv mærkede noget til den indskrænkning af
undervisningen, der var blevet indført. Men måske har jeg på flere måder været
privilegeret som nægter i min tid i Gribskovlejren, hvilket jeg ikke vil afvise
kan have været tilfældet.
Redaktionen havde afsat en hel side, side 8, til en
omtale af opførelsen af syngespillet ”Genboerne”, og man havde i den anledning
bedt mig om at lave en lille
vignet til anmeldelsen, der formentlig er skrevet af Ivar
Nielsen, og som lyder sådan:
Lørdag den 10. marts kl. 20 opførte lejrens dramatiske
studiekreds C. Hostrups ”Genboerne” i Mårum Forsamlingshus.
Koner, kærester og andre pårørende var hentet herop i
store busser fra København. De spiste med os i lejren, vi var endog så mange,
at vi fandt det påkrævet at spise i to hold. Efter at gæsterne under Elbæks
kyndige ledelse havde beset lejren kørte vi alle op til Mårum Forsamlingshus,
hvor vi blev underholdt i ca. tre timer.
Det er mig umuligt at fremhæve den ene skuespiller frem
for den anden. Hver især ydede det bedste han formåede, og uden at overdrive
tør jeg roligt sige, at vi, publikum, var glædeligt overraskede. Det var mere,
end vi i vores vildeste forventninger havde turdet håbe, hvem havde vidst, at
der her iblandt os i lejren gik så eminente folk omkring, og med så perfekt
udviklede sceniske evner. Nok vidste vi, at man arbejdede hårdt i Dramatisk
Studiekreds, men at man havde drevet det så vidt, som til på en så ophøjet manér
at fremføre for os handlingen i ”Genboerne”, se det var os alle en behagelig
overraskelse. Da stykket således alt var ført til sidste scene, havde bifaldet
da også svært ved at lægge sig.
Efter denne forestilling gav vi os til at danse til
tonerne af Erik Jønsson, André Mogensen og Kurt Henning Petersen’s
lystige spil.
Senere, da vi alle trængte til lidt videre adspredelse,
fik vi en liden opvisning i moderne ballet. Aktricen viste sig at være en habil
scenekunstnerinde og modtog da også, efter at have vist os sin sidste gåen i
spagat, en brusende applauderen. Derefter fik vi
punch og sågar et par stykker flute. Således festedes videre indtil kl. 4,
hvorefter de fleste tog med busserne til København.
Man har vel lov til her at kvittere for de pæne ord om
vores opførelse af ”Genboerne”, men syntes dog nok, at man måske burde have
nævnt navnene på hovedpersonerne. Men selvfølgelig, ingen nævnt, ingen glemt
eller forfordelt. Men arbejdet med indstuderingen og opsætningen af stykket,
havde kostet hårdt arbejde fra os medvirkende. Man kan derfor synes, at det var
en lidt vel stor indsats, blot for en enkelt opførelses skyld. Men her skal man
huske pa, at undervisningstimerne i Dramatisk Studiekreds var afsat til
indstuderingen af rollerne.
For mit eget vedkommende brugte jeg dog adskillige
fritimer til at sætte mig ind i stykket og gennemtænke, hvordan scenegangen og
scenearrangementerne skulle være. Men jeg gjorde det primært af interesse og
engagement og fordi det i øvrigt afledte mine tanker fra min egen private
personlige situation, som mildt sagt bestemt ikke forekom lys og behagelig.
Noget, som ikke vedrører denne beretning.
Kulturprogrammet Februar-Marts 56
Torsdag d. 16/2 causerede ”Lillebror” om jazz, og vi
hørte en del indspilninger med kunstartens store.
D. 20/2 holdt forfatteren Broby-Johansen sit foredrag.
”Kunst og samfund”. Han begyndte ved istidens hulemalerier og påviste,
hvorledes kunsten til forskellige tider va en
genspejling af det daværende kulturtrin.
Torsdagene 23/2 og 1/3 viste Brogaard os en række
kunstfilm, der på en meget interessant måde beskrev den nyere tids franske
malerkunst, begyndende ved Seurat og foreløbig endende ved Picasso.
27/2. Den storslåede meksikanske
film: Maria Candelaria med Dolores del Rio i
titelrollen. Denne film, der i sin tid blev undgået af biografejerne og
fristede en meget krank skæbne på de københavnske teatre, var en virkelig oplevelse.
Filmen fortæller om den billedskønne Maria Candelaria,
der på grund af sin moders synder lever isoleret fra det lille landsbysamfund,
hvor præsten er den eneste støtte for hende og hendes tilkommende ægtemand. Og
den fortæller om sladderen, der lyder fra mund til mund og som til sidst bliver
Marias skæbne. Hvor er det sjældent man ser en sådan film!
Som forfilm vistes en ældre Chaplin-film: One A.M.
5/3. Kulturapostelen Poul Henningsen – PH – om: Himmel
eller helvede – betragtninger over kulturen i atomalderen. – Det blev en livlig
aften. Poul Henningsen havde meget interessant at fortælle, og deltagelse fra
nægternes side manglede heller ikke.
8/3. To kinesiske film. Variety
Show: En film, der viser en række fænomenale artistnumre. Det er som disse
mennesker ikke er undergivet de naturens love, der gælder for os andre. En
utrolig legemskontrol og muskelbeherskelse disse artister må være i besiddelse
af. – Den anden film: ”Brylluppet” fik vi knap så meget ud af, da den ikke var
forsynet med danske tekster, kun kinesisk tale.
15/3. René Clair-filmen: ”Spøgelset følger med”. En
morsom komedie der ”slår” til teknikkens og fremskridtets USA, med dets lagkageslotte
og rustninger med indbyggede radioer. Spøgelsets replik: ”Father,
I do not like America!” giver udtryk for filmens hele indstilling.
Min kommentar: Omtalen af ovennævnte kulturprogram er
formentlig skrevet af Kai F. Jensen. Der indledes med at nævne ”Lillebror”, som
var kælenavn for en nægter ved navn Erik Carlsen. Kælenavnet kom af, at der
også var en anden nægter i lejren med navnet Erik Carlsen, men da han var
større end ”Lillebror” blev han kaldt ”Storebror”.
Rudolf Broby-Johansen (1900–1987) var kunstpædagog,
kommunist, trotskist, forfatter, engageret debattør og oprører. Det var særlig
hans ungdomsoplevelser under og efter Første Verdenskrig, hvor de borgerlige
idealer og værdier var blevet udfordret, som vakte både hans medfølende og stridbare
sind, for krigen havde jo om noget vist menneskers ondskab imod hinanden. På
denne baggrund skrev han digte, der gav rystende skildringer af livet bag
storbyens facader, som betød skildringer af elendighed og fattigdom. 1922 udgav
han digtsamlingen ”Blod”, som chokerede så meget, at den blev beslaglagt af
politiet. Den kampberedte Broby reagerede med en stærk og chokerende
forsvarstale om kunstens rolle i samfundet. Hans forbitrelse over den sociale
nød og elendighed førte til et stærkt ønske om sociale forandringer,
forandringer, som han mente kun ville kunne blive indført af kommunistpartiet.
I de følgende mange år var han en provokerende debattør, som forstod at ruske
op i samfunds- og kulturdebatterne. Det bevirkede, at han kom til at sætte sit
meget stærke præg på venstrefløjens intellektuelle debatter, lige som han med
sit stærke sociale engagement blev en af nøglepersonerne bag flere
samfundskritiske tidsskrifter som Monde, Plan og Frem.
Broby-Johansen var selv en flittig skribent med et
bredt fagligt spektrum med aktuelt engageret og kritisk kulturjournalistik.
Hans mange bøger om kunst havde alle det tilfælles, at han ønskede at formidle
det grundlæggende kunst-forklarende budskab, at alle kan se på billeder eller
alle skal lære det, og alle kan lære det. Det sidstnævnte udsagn er dog nok
tvivlsomt og derfor problematisk.
Teksten
fortsættes i 15. afsnit.