FILM og mig

Om mit forhold til filmmediet

20. afsnit

Situationen hos Nordisk Film 1966

Her skal lige indskydes, at Nordisk Film dette år fortsatte spillefilm-successen med ”Slå først, Frede!” og producerede en toer med titlen ”Slap af, Frede!”, som fik premiere den 7. okt. 1966. Filmens drejebog var atter skrevet af Erik Balling, Henning Bahs og Bengt Janus, og det var fortsat ment som en parodi på den fantastisk populære engelske James Bond-filmserie.

Erik Balling stod igen for instruktionen, mens Bahs igen var scenograf på filmen. Den fik som nævnt premiere i Palads Teatret 7. oktober 1966 og holdt sig i lighed med ’forgængeren’ længe på plakaten, nemlig til 12. januar 1967. Filmens titelsekvens var også denne gang en animation designet og tegnet af Bent Barfod og hans medarbejdere.

Men apropos Dirch Passer, som spillede med som fæl skurk i ”Slap af, Frede!”, så mødte Steinaa og jeg ham en formiddag, da vi var på vej ind i Nordisk Films kantine. I samme øjeblik vi nåede indgangsdøren, trådte den meget høje Dirch ud ad denne med en lille kop kaffe balancerende i sin ene hånd. Det skal her forudsættes, at i kantinen, der som tidligere nævnt lå lige overfor den bygning, hvor Nordisk Film Junior havde lokaler, fandtes der to størrelser på kaffekopper, nemlig en stor og en lille. Da Dirch fik øje på Steinaa og mig, som var på vej ind i kantinen, udbrød han: ”Undrer I jer, venner, over min miniature kop kaffe? Det er, fordi jeg skal over på Junior!” Sådanne vitser, født af øjeblikket, var Dirch en mester i og velkendt for.

Sidste julefrokost hos Nordisk Tegnefilm

Det var med et vist vemod, at mine kolleger og jeg så frem til at skulle tage afsked med det ’gamle’ firma, som vi faktisk hver især holdt meget af, ligesom vi var glade for lokaliteterne og miljøet hos det ærværdige og berømte Nordisk Film. Det var også vemodigt at skulle tage afsked med Lehmann, ikke mindst for mig, som havde kendt ham lige siden sommeren 1957, da jeg selv var ansat hos Barfod Film. Det var måske især på grund af disse omstændigheder, at julefrokosten dette år, 1966, blev endog temmelig fugtig. Og det bidrog ikke til at gøre den mindre fugtig, at svenskeren Arne Gustavsson, som en overgang i 1963 havde været tilknyttet som sagkyndig på produktionen af en kortfilm for det svenske firma Alfa-Laval, der blandt andet producerede industriseparatorer. Filmen hed ”Thousands of G”, og handlede om de naturkræfter, der medvirker og bruges i forbindelse med de såkaldte industriseparatorer.

Den ligeledes såkaldte julefrokost startede faktisk først hen på eftermiddagen og kort tid før arbejdstidens ophør, så det handlede ikke så meget om spisning, men derimod om at drikke tæt. Sagen var den, at Arne Gustavsson bryggede en speciel slags glögg, som blandt andet indeholdt en del forskellig spiritus, en blanding, der faktisk var i stand til at slå en død mand ihjel. Den stærke drik blev brygget i en stor gryde på en elektrisk kogeplade, som stod inde på Annalises tegnestue, hvor Arne blev assisteret af de tilstedeværende piger, som han lod prøvesmage glöggen, efterhånden som den blev brygget. Havde pigerne ikke været i godt humør før, så blev de det i hvert fald snart, men dog ikke mere, end anstændigheden foreskrev og tillod.

Da brygget endelig var erklæret færdigt, kaldte Arne på os andre, som fra hver vores tegnestuer straks efter kom til stede og smagte på den herligt og sødt duftende, men altså på sin vis farlige drik. Det var dog ikke alle, der gik kraftigt til den stærke glögg, idet hverken Helge, Lehmann, Poul Dupont, Hasse Christensen, Jytte Larsen, Annette Lorentsen, Lisbeth Jensen eller Elisabeth Halgreen var stordrikkende, og Flemming Jensen holdt sig også tilbage, dels fordi han ikke holdt af hverken øl eller spiritus, og dels for ikke at drikke mere, end at han fortsat var ædru nok, til at kunne køre hjem i sin bil. Ib og Kirsten smagte lige på glöggen og ønskede god jul og godt nytår, før de dampede af hjem til Birkerød. Det var dog Kirsten, der kørte bilen, idet Ib som vanligt havde fået lidt for meget af de våde varer i løbet af dagen, til at han selv turde køre.

Men sent på aftenen, da julefesten sluttede hos Nordisk Tegnefilm, var stemningen blevet så høj, at en del af os ikke havde lyst til at slutte det muntre lag. Det blev derfor hilst med jubelråb, da Annalise inviterede de af os, der havde lyst, til at fortsætte det muntre lag hjemme hos hende privat på Frederiksberg Allé 2, hvor hun havde et stort værelse. Nogle af os kørte dertil i Flemmings bil, men da der ikke var plads til alle, tog andre en taxa. Kun få af staben fulgte med, og blandt dem, der gjorde, var en efterhånden godt beruset Arne Gustavsson, og han gjorde ustandselig kraftig kur til især en af de unge damer, Jytte, som da heller ikke var afvisende overfor ham. Kort efter at vi var ankommet og havde fået bænket os i Annalises hyggelige værelse og fået et par ekstra drinks, søgte de to ’turtelduer’ hen i Annalises seng, som henlå i halvmørke, og her var det tydeligt at de ganske ugenert var intime med hinanden. Der var da heller ingen af os andre, der sådan set tog notits af parrets udfoldelser, for dertil var vi for beduggede og ligeglade, og desuden for optaget af munter snak og pjank indbyrdes.

Ud på de små timer, hvor alle var mere eller mindre beduggede, bortset fra Flemming, Annalise og Annette, og i al fald godt trætte efter en lang dag, begyndte selskabet så småt at bryde op. De første, der forlod stedet, var Arne og Jytte, som gik samtidigt, men snart efter sagde Annette, som kun var i lettere løftet humør, også farvel og ønskede god jul og godt nytår. Selv havde jeg undtagelsesvis besluttet at tage en taxa hjem til Taastrup, og forlod derfor kort efter også stedet. De eneste, der blev tilbage, var naturligt nok Annelise, som jo boede der, og Flemming, med hvem hun havde et lidt usikkert intimt forhold på det tidspunkt.

Efter den tid var det ærværdige Nordisk Tegnefilm igen blevet et firma på papiret, i hvert fald i de næstfølgende mange år, sådan som det også havde været det i årene 1952-57. Den sidstnævnte situation er blevet beskrevet tidligere i min selvbiografi. Julen og nytåret dette år formede sig stort set som det foregående år. Jeg fejrede juleaften sammen med min mor og Folmer. 1. juledag var jeg til frokost hos far og Astrid og 2. juledag sammen med min kære lille godt 3-årige Linda. Nytårsaften var jeg igen alene, hvilket jeg i betragtning af omstændighederne helst ville være. Det betød dels at jeg var ædru og dels, at jeg kunne tillade mig at gå tidligt i seng, dog først efter at have ringet til mor og ønsket Godt Nytår, og det samme til far. Desuden var jeg meget spændt på, hvordan fremtiden ville arte sig både for Steinaas nye firma og for mig selv.

1967: Et nyt livsafsnit begynder

Den første arbejdsdag i det nye år blev den 2. januar, og da skulle jeg og de af mine kolleger fra Nordisk Tegnefilm, der havde valgt at følge med over i Steinaas nydannede firma, Steinaa Film, begynde vort daglige arbejde i Steinaas store villa på Søvej 10A i Birkerød. Kort efter at villaen eller huset var blevet bygget, så vidt jeg erindrer omkring 1964-65, havde den altid vittige Erik Dibbern været på besøg hos Steinaa’erne, for at ønske tillykke med huset, som han efter at have beset det både udefra og indefra straks døbte til at hedde ”Rulleskøjtehuset”. Hvorfor det, ville vi vide? Jo, sagde Dibbern, fordi man skulle have rulleskøjter på, for på rimelig tid at nå fra den ene ende til den anden i det lange hus!

Det nye arbejdssted

I dagene forud for, at vi medarbejdere begyndte vores første arbejdsdag i ”Rulleskøjtehuset”, var sneen faldet tæt over i hvert fald Sjælland, og den lå derfor i store, høje bunker, hvor sneen var fejet væk fra fortove og kørebaner. Rulleskøjtehuset og dets omgivelser var omtrent dækket af sne, men indenfor var der herlig varme, dels fra panel- og gulvvarmen og dels fra pejsen, som var fyret op med birkebrænde.

Det var derfor en snefyldt 2. januar 1967, da personalet for første gang mødte op på Søvej nr. 10 A i Birkerød, hvor man hver især indrettede sig i den ende af Steinaa’ernes hus, der var udset til tegnestue. Her skulle arbejdet med at færdiggøre ”Sort på hvidt” fortsættes, men de første par dage gik dog med at vænne sig til de nye omgivelser. Som noget nyt havde Ib og Kirsten Steinaa arrangeret sig med en køkkendame, som hver dag kom og sørgede for gratis frokost til medarbejderne. Ikke mindst derfor hvilede der en god, kammeratlig og humørfyldt stemning på tegnestuen, hvor arbejdstiden mandag-fredag var fra kl. 9 til 17, mens lørdagen

som hidtil var fridag. Og søndag det naturligvis også.

Det viste sig i øvrigt, at Steinaa’erne havde tænkt sig at lægge stort ud, idet kaffe og frokost var på firmaets regning. Til at sørge for frokosten havde man ansat en cirka 25-årig dame, som mødte på arbejdet samtidig med os andre, og snart duftede hele huset af nybrygget kaffe. Den blev denne morgen serveret med rundstykker, franskbrød, ost og marmelade til, på det store aflange spisebord inde i stuen, men resten af dagen måtte man dog efter behov og behag selv hente sig en kop kaffe i køkkenet. Ib og Kirsten ønskede os velkommen og udtrykte håbet om, at vi ville komme til at føle os hjemme på stedet.

Bagefter skulle vi så indrette os hver især, som vi bedst kunne, men Ib og Kirsten havde dog et forslag til, hvor de forskellige af os kunne sidde. Helge fik et tegnebord ved et af de store vinduer ud mod baghaven med udsigt ud over Birkerød Sø. Annalise og Ingelise Hansen fik hver sit bord for enden af stuen og ud mod husets sydlige ende, som også bestod af nogle store vinduer fra gulv til loft. Flemming og jeg fik hver sit tegnebord ved rummets østlige væg, hvor der var vinduer i hele rummets bredde, men som kun gik fra loftet og halvvejs ned på væggen. Grunden til, at dette sted var valgt til os to animatorer var, at dagslyset her var mere dæmpet end i den øvrige del af rummet, hvilket gjorde det bedre at se lyset i vores tegnepulte. Ib havde allerede på forhånd valgt sin plads midt i rummet, så han havde et vist overblik over menageriet. Det var dog sjældent, at han sad og arbejdede ved bordet i længere tid ad gangen, idet han lige så ofte foretrak at arbejde inde i den private stue i den anden ende af huset.

Det var i øvrigt en frokost med et overdådigt udbud af højt belagt smørrebrød, der blev budt på denne velkomstdag, og alle nød det, også jeg, selvom jeg var vegetar, men der var nok af fristende tilbud også til mig. Humøret var højt og stemningen god, og jeg tror, at alle følte sig rigtig velkommen og godt tilpas. Der blev faktisk slet ikke arbejdet den dag, som i stedet blev en hyggedag, som vistnok ingen af os ville glemme. Arbejdstiden var som sædvanligt fra kl. 9-17, men denne første dag i de nye omgivelser sluttede vi ikke før hen under aften, da det var blevet temmelig mørkt udenfor.

Men hver morgen begyndte med, at vi hver især fik dagens første varme og styrkende kop kaffe, som vi gennem årene hos Nordisk Tegnefilm havde vænnet os til at starte arbejdsdagen med. Som sædvanen var, tog vi hver især vores kaffekop med ind og stillede på tegnebordet eller ved siden af lyspulten. Først da kunne det egentlige arbejde begynde.

Kirsten Steinaas opgave var fortsat at være produktionsleder, og det arbejde udførte hun med den nødvendige beslutsomhed og fasthed, der var kendetegnende for hende. Sammen med Per Holst tilrettelagde Steinaa de realfilmoptagelser, der skulle foretages inde i det Berlingske bladhus. Flemming Jensen havde under Steinaas supervision fået til opgave at designe og animere den sekvens, som kaldtes ”Redaktionssekretariatet”, og det betød, at der blev brug for hans store evner som tegner og animator af semi-naturalistiske figurer. Imens fortsatte jeg, Harry Rasmussen, især animationsarbejdet på den sekvens, kaldet Fra stregkliche til autokliche, som jeg havde fået overdraget og havde lavet omfattende research på endnu mens arbejdet foregik på Mosedalvej i Valby.

Annalise Andersen, der var helt eminent til at trække op på celluloid, og Ingelise Hansen, som fortrinsvis var farvelægger, tog sig hver især af det optræks- og farvelægningsarbejde, der fulgte i kølvandet af animatorernes arbejde. Flemming og jeg optog selv hver især linetests af de scener, vi ligeledes hver især havde animeret. Vi fremkaldte, fikserede og tørrede selv ligeledes den eksponerede sort-hvide film, som vi derefter hver især kunne se på firmaets 16mm filmprojektor. Hvis vi selv var tilfredse med resultatet, kaldte vi på Steinaa, der som filmens instruktør havde det overordnede tilsyn og ansvar, så han enten kunne godkende eller eventuelt ønske ændringer foretaget i animationen. Det var i øvrigt sjældent, at han ønskede ændringer, men var i reglen godt tilfreds med det foreliggende resultat, dog uden at han ligefrem roste det, heller ikke selvom det efter vores egen mening var vellykket.

Men i øvrigt skulle vi alle videre med den eller de scener til filmen ”Sort på hvidt”, som vi hver især allerede havde været i gang med og derfor eventuelt arbejde videre på. Selv skulle jeg arbejde videre med sekvensen ”To slags klicheer”, et arbejde, der som tidligere nævnt allerede var blevet påbegyndt på Mosedalvej i Valby. Imidlertid manglede der endnu en del research inde på Det Berlingske Hus, før jeg havde det fulde overblik over sekvensens indhold. Da Steinaa også havde research at lave derinde, kørte vi sammen i hans bil ind til Pilestræde i København.

Det var imponerende at se, hvordan arbejdet foregik i det store bladhus, hvor hver etage havde sine specielle sider i avisen at varetage. En kæmpestor lystavle med sidetal på endevæggen af hver etage viste, hvor langt hver enkelt afdeling var nået med tilrettelæggelsen af næste dags avis. Overalt blev vi venligt modtaget af de mere eller mindre travle mennesker, journalister, typografer, trykkere, klichéstøbere og andre håndværkere, der til daglig var ansat og beskæftiget med den kæmpeproces det er, at tilrettelægge, skrive, sætte, tegne og trykke en morgenavis som Berlingske Tidende. Den kæmpestore og helt moderne og omtrent fuldautomatiske rotationspresse var med god grund stedets stolthed. Jeg var også dybt imponeret over teknikken, men kunne samtidig ikke lade være med at mindes de ubetaleligt morsomme, men også satirisk mente scener i Charlie Chaplins film ”Moderne tider” (1936), hvor han indfanges og bliver borte i den store maskine med de mange tromler og tandhjul.

Trykkerne, som hele tiden gik omkring og passede og efterså den enorme maskine, virkede små ved siden af det moderne monstrum. Min specielle opgave var som tidligere omtalt dog indskrænket til at orientere mig om, hvordan fremstillingen af de to former for klichéer: autoklichéer og stregklichéer, foregik i praksis, således at jeg kunne skildre processen på tegnefilm. Resultatet af min research og mine anstrengelser, er beskrevet i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1950 – 1970 Del 2, og skal derfor ikke gentages i detaljer her.

Alting får en ende

Men vedrørende situationen hos Steinaa Film i Birkerød, som tegnede så lys og næsten ’paradisisk’ fra starten, så varede det ikke længe, før alle måtte erkende, at hverken Adam eller Eva opholdt sig længe i paradiset, for efter cirka en tre ugers tid måtte Steinaa’erne konstatere, at det blev for dyrt for dem at servere gratis kaffe og frokost hver dag. Alle var forstående overfor problemet, og derfor blev det efter fælles overenskomst bestemt, at vi hver især skulle yde et vist beløb for kaffe og pr. stk. smørrebrød, som vi kunne bestille om morgenen hos køkkendamen, som så sørgede for at gøre indkøb med bl.a. de ønskede pålægsvarer. Og i øvrigt var det naturligvis frivilligt, om man ville deltage i ordningen eller ej, idet hver især kunne vælge at tage sin egen madpakke med, hvilket især pigerne gjorde.

Betalingen for kaffen og maden blev afregnet månedsvis, så længe ordningen varede, og det var faktisk ikke meget mere end godt og vel en måned. Derefter måtte hver især selv sørge for sin frokost, f.eks. ved at have madpakke med hjemmefra, eller ved at gå op i byen og købe sit færdigsmurte smørrebrød. Ordningen med kaffen fortsatte dog, men på den måde, at hver gang man tog sig en kop kaffe, satte man en seddel på et spyd, der til samme formål stod på køkkenbordet. Kafferegnskabet blev derefter opgjort månedsvis.

Min professionelle arbejdssituation.

Som nævnt havde vi tegnet tre A4-sider med såkaldt en ”scribble-board” til filmsekvensen om de to typer klicheer, der anvendtes til avistryk fra omkring midten af 1960’erne: Stregkliche og autokliche. Som nævnt indgik sekvensen i kortfilmen ”Sort på hvidt”, der som sagt blev produceret for Berlingske Tidende hos Steinaa Film. – Scribble-boardet var tegnet af mig, Harry Rasmussen. – Skitser: © 1967 Harry Rasmussen.

Hovedfiguren i sekvensen om tryk-klicheer i kortfilmen ”Sort på hvidt” (1968) er den lille bebrillede fotograf. Som levende model til den lille mand benyttede jeg reklamefilminstruktør Erik Dibbern. Det var der nu nok ikke andre end mig selv, der vidste eller mente. Men sekvensen blev tilrettelagt og instrueret af mig, ligesom figuren også er designet og animeret af mig.

Animationen i sekvensen om klichéfremstilling i filmen ”Sort på hvidt” er ind imellem relativt enkel, som i tilfældet med den lille typograf, hvor der kun brugtes i alt fire tegninger i to’ere til et skridt. Og eftersom benene var malet helt sorte, kunne de fire tegninger eksponeres i repeat, sådan: 1, 3, 5, 7 og 1, 3, 5, 7 osv. – Animationstegninger: © 1967 Harry Rasmussen.

Sådan kom filmsekvensen om klicheer til at tage sig ud i sin grafiske udformning, nemlig i form af den stregkliché-tegneserie, er vistes, og hvori der fortaltes om, hvad en autokliché er og hvordan den bliver til. Der blev kun brugt farve i to af tegneseriens felter, nemlig rødt i felt nr. 4, som viser den fotografiske fremkaldelse, og gul farve i felt nr. 5, som viser kopieringen over på en lysfølsom zinkplade. - Sekvensen blev som omtalt tilrettelagt, designet, layoutet, instrueret og animeret af mig, Harry Rasmussen. – Tegning: © 1967 Steinaa Film.

Nyt fra Hollywood

Dette år, mere præcist i november 1967, medvirkede min søster Lizzie og hendes mand, Charly, som da boede på Sherman Way i det nordlige Hollywood, i nogle filmoptagelser i forbindelse med indspilningen af spillefilmen ”STAR!” med Julie Andrews i hovedrollen som den engelske music hall og musical-stjerne Gertrude Lawrence. I en af filmens sekvenser ses min søster og hendes mand i et par scener direkte sammen med Julie Andrews. Sidstnævnte var især blevet verdensberømt for sin rolle som den usædvanlige engelske barnepige Mary Poppins i den succesfulde Walt Disney-film af samme navn fra 1964. Dansk premiere den 16. juli 1965.

Det var ved en vedholdende og krævende indsats efterhånden lykkedes for Lizzie og Charly at få slået deres navne og professionelle optræden så meget fast i den amerikanske artist- og underholdningsbranche, at det var muligt for deres impresario at få dem engageret til en medvirken, i dette tilfælde som linedansere, og Charly – så vidt jeg husker - også som kunstcyklist på line, i den ovenfor nævnte spillefilm ”STAR!” Filmen havde urpremiere i 1968, og fik samme år også Danmarkspremiere. Det er så heldigt, at Lizzie i 1977 forærede mig nogle fotos, som kan dokumentere denne for Lizzie og Charly så specielle begivenhed i deres forholdsvis lange artistkarriere:

På de nævnte, men ikke her viste, fotos, der er optaget i forbindelse med Lizzie og Charlys medvirken i spillefilmen STAR fra 1968. Deri ses Charly som kunstcyklist på stram line og Lizzie som balletdanser balancerende med parasoller på samme line. – Foto: © 1967 tilhører Harry Rasmussen.

På et andet foto ses Lizzie i kostume som spansk balletstjerne, og til højre er det Charlie i et kostume som spansk charmør. Charly var med sit eget udseende i forvejen en mand, der fik både unge og lidt ældre pigehjerter til at banke i hurtigere takt. – Fotos: © 1967 tilhører Harry Rasmussen.

På endnu et foto fra filmen STAR ses Charly og Lizzie balancerende med parasoller på stram line. Til højre for dem ses Julie Andrews, imens hun synger Saga of Jenny og betragter de to linedansere. – Foto: © 1967 tilhører Harry Rasmussen.

Endnu et foto fra filmen STAR, hvor Lizzie og Charly ses, idet de er nået over til platformen på den anden side af linen. Linedansen er akkompagneret af Julie Andrews med sangen ”Saga of Jenny”. – Foto: © 1967 tilhører Harry Rasmussen.

Omtrent totalt vue over scenearrangementet med optrædende akrobater, dansere og linedanserne. Blandt de sidstnævnte ses især Charly og Lizzie, som ses stående sammen på linen helt til venstre. – Foto: © 1967 tilhører Harry Rasmussen.

I sommeren 1967 var min søster og svoger flyttet til Las Vegas i staten Nevada, hvor de i øvrigt fik et 10-årigt engagement i etablissementet Circus Circus.

Det daglige arbejde fortsat ...

Da animationsarbejdet på ”Sort på hvidt” hen på forsommeren 1968 efterhånden var blevet færdigt for Flemming Jensens vedkommende, og Steinaa Film ikke for tiden havde andre og nye opgaver, så man sig desværre nødsaget til at afskedige ham. Det betød samtidig, at den ene af de to optræks- og farvelægningsdamer blev overflødige, og det endte med, at Anna Lise Andersen, som syntes at hun trængte til ’luftforandring’, selv valgte at sige sin stilling op. Hun havde på det tidspunkt samarbejdet med Ib Steinaa i godt og vel 11 år. Inge Lise Hansen blev tilbage og var derfor den eneste i firmaet på det tidspunkt, der lavede optræk og farvelægning. Det varede dog ikke mere end omkring en måneds tid, førend der heller ikke var fast arbejde til Ingelise Hansen, der dog fortsatte som freelance assistance, når der var brug for det, og det var der periodisk.

Den eneste medarbejder, der blev tilbage hos Steinaa Film, var mig, Harry Rasmussen, som Steinaa’erne åbenbart ønskede at holde fast på, og der viste sig da også at være mere end arbejde nok til at holde mig fuldtidsbeskæftiget. Dels var vi endnu ikke helt færdige med ”Sort på hvidt”, og dels havde Steinaa nogle fremtidsplaner om at genoptage sin gamle idé om ”Molboerne”, som jeg jo allerede kendte ret godt til, nemlig fra dengang omkring 1965, da bl.a. jeg lavede nogle figurudkast til den påtænkte film, udkast, som jeg tidligere har vist i min selvbiografi.

For resten kom Flemming Jensen heller ikke til at gå arbejdsløs, for allerede i den måned, der var lovpligtig opsigelsesfrist for månedslønnede, var han så heldig at blive tilbudt job hos Spectrum Film A/S, som holdt til i Ryesgade 106. Firmaet, som producerede reklamefilm og tegnefilm, var som nævnt oprettet og blev ledet af Børge Hamberg og Leif Beckendorff. Se mere herom, dels i Biografi for Flemming Jensen og dels i Biografi for Børge Hamberg på www.tegnefilmhistorie.dk Se under Biografier.

Nytårsaften 1967 foretrak jeg at være alene og hjemme hos mig selv. Jeg brød mig ikke så meget om nytårshalløj og fyrværkeri. Derimod glædede jeg mig til det blev hverdag igen, hvor jeg den 2. januar mødte op på min arbejdsplads hos Steinaa Film i Birkerød.

En forsømmelse

En ting, jeg både undrer og ærgrer mig over i dag, er at jeg ikke selv optog fotos hverken i tiden hos Barfod, hos Nordisk Tegnefilm eller hos Steinaa Film. Så vidt jeg ved, var der heller ikke andre af mine kolleger, der gjorde det, bortset fra Poul Dupont, som lejlighedsvis tog snapshots af særlige begivenheder, som f.eks. under Disneys besøg hos Nordisk Film i 1960. Det ville ellers have været rart med fotos, som kunne have illustreret min selvbiografi og dette uddrag derfra. Nu må jeg nøjes med at appellere til læserens forestillings- og indlevelsesevne. Men forklaringen på, at ingen af os tog sig tid til jævnligt at fotografere fra tegnestuerne og det arbejde, der dér blev udført, kan kun være, at vi hver især havde nok at tænke på i og med udførelsen af de daglige arbejdsopgaver. For mit eget vedkommende havde jeg på dette tidspunkt ikke et dueligt fotografiapparat til min rådighed, idet jeg for det meste smalfilmede med mit 8mm smalfilm Cinemax kamera, og det egnede sig ikke så godt til indendørs optagelser.

Færdiggørelsen af ”Sort på hvidt”

På jobbet var Steinaa og jeg nu godt i gang med at færdiggøre ”Sort på hvidt”, idet Per Holst havde afsluttet optagelserne af live-action scenerne inde i bladhuset, så at Steinaa og jeg i fællesskab kunne fotografere de manglende trickafsnit på trickbordet ude hos Nordisk Film Junior i Valby. Da tegne- og animationsarbejdet på ”Sort på hvidt” var færdigt for mit, Harry Rasmussens, vedkommende, assisterede jeg Steinaa på trickoptagelserne til samme film. Det foregik i trickrummet ude hos Nordisk Film Junior i Valby, hvor vi i omkring en måned mødtes daglig og arbejdede fra kl. 9 til 17.

Steinaa og jeg var hver for sig vant til at arbejde ved trickbordet, og det var et spændende arbejde at lave de pågældende trickoptagelser i fællesskab. Det drejede sig om optagelsen af en cirkelrund ’spotlight’, som skulle bevæge sig rundt i billedet synkront med speakerstemmen, som i øvrigt på forhånd var blevet indtalt af skuespilleren Buster Larsen. Men trickoptagelsen var lidt kompliceret, fordi live-action-billederne skulle nedlyses billede for billede på trickbordet og spotlight-cirklen, som vi i forvejen havde tegnet og klippet ud af sort karton, skulle placeres og ’animeres’ (flyttes) rundt i billedet i henhold til det antal billeder, den relevante speak i henhold til fotolisten fyldte, samtidigt med, at cirklen skulle optages på sort-hvid high-contrast film. Det var en arbejdsproces, som det tog os omkring en god uges tid at fuldføre.

Men endelig langt om længe blev den så vidt jeg husker 14 eller 16 minutter lange film ”Sort på hvidt” færdig og præsenteret for Berlingske Tidendes bestyrelse og redaktion. Jeg var ikke selv med ved præsentationen, men ifølge Ib og Kirsten blev filmen godt modtaget og den kom derefter til at indgå som informationsled i de rundvisninger af publikum, der lejlighedsvis fandt sted i Det Berlingske Hus, hvor man jo lige oppe fra chefredaktionen og ned til mandskabet i trykpressehallen var stolte af det nye tekniske vidunder, den næsten fuldautomatiske rotationspresse.

Steinaa Film i 1968

Fra årets begyndelse var situationen hos Steinaa Film den, at Helge Christiansen havde opsagt og forladt sin stilling hos Steinaa, angiveligt fordi han med sin kone og børn var flyttet til vistnok Køge og han havde derfor en uforholdsmæssig lang transporttid med bus og tog hver vej. Dengang var der ikke S-togsforbindelse til Køge. Det tog ham faktisk godt og vel 2 timer at komme på arbejde om morgenen, hvilket ville sige, at han skulle hjemmefra omkring klokken 7, lige som han først var hjemme igen om aftenen ved 19-tiden. Altså sammenlagt omkring 4 timers daglig transport. Det var både han og hans kone efterhånden blevet godt trætte af, og derfor søgte Helge og fik en stilling som reklametegner på et reklamebureau i København, hvilket sparede ham for mere end en times transporttid hver vej. Men vi kolleger var selvfølgelig kede af at skilles fra Helge, som både var en dygtig tegner og et rart og omgængeligt menneske. Nogle af os havde efterhånden arbejdet sammen med ham i 7-8 år.

Snart efter blev situationen også den, at arbejdet på filmen ”Sort på hvidt” var ved at være til ende for først og fremmest Flemming Jensens vedkommende, mens jeg var udset til at skulle assistere Steinaa på trickfotografering af en del scener til filmen. Men det betød, at der om kort tid heller ikke længere ville være optræks- og farvelægningsarbejde nok til både Annalise og Ingelise. Derfor valgte Annalise, som på det tidspunkt havde samarbejdet med Steinaa i så vidt jeg erindrer 12 år, selv at opsige sin stilling og søge andet arbejde. Ingelise forblev dog foreløbig på jobbet, idet der antagelig ville være arbejde nok til hende i hvert fald det næste årstid.

Flemming Jensen fik heldigvis for ham ikke problemer med at skaffe sig nyt arbejde inden for den stadigt på lavt blus kørende tegnefilmbranche, for som nævnt havde Beckendorff allerede tidligere tilbudt ham en stilling hos Spektrum Film, og den sagde han nu ja tak til. Den all-round-arbejdende Flemming blev snart en skattet medarbejder i sin nye stilling, hvor han kom til at samarbejde med blandt andre Børge Hamberg, Jakob Koch og Birgit Bennedbæk. Den fordringsløse, stabile, pligtopfyldende og dygtige tegner og animator Flemming fik i de følgende par år en del forskellige animationsopgaver at lave hos Spektrum Film, inden han også her blev opsagt som følge af mangel på tegnefilmopgaver. Men han blev efterfølgende tilknyttet som freelance medarbejder hos Spektrum Film, da han etablerede sig med egen tegnestue, først i sin private bopæl i Livjægergade og siden i Ryesgade 66.

Eneste fastansatte

Hos Steinaa’erne var køkkendamen også blevet opsagt og hendes job i køkkenet overtaget af Kirstens mor, Fru Jensen. Så det var hende, der herefter stod for den daglige kaffelavning og desuden for madlavningen til familien. For mit eget vedkommende var situationen den, at Steinaa havde valgt at ville beholde mig som eneste faste medarbejder, idet Ingelise Hansen, som den sidste, i mellemtiden også var blevet sagt op, men tilknyttet som freelance optrækker og farvelægger. Det samme var tilfældet med Poul Dupont, som dog hele tiden havde været tilknyttet som freelance trickfilmfotograf, lige som Walther Lehmann også havde været tilknyttet som freelance animator siden Steinaa Films start.

Som eneste fastansatte fik jeg sådan set rigeligt at lave i den følgende tid, hvor der f.eks. skulle laves flere reklametegnefilm. Det gjaldt først og fremmest Tuko-film nr. 22–25, fire film for ”Ekstra Bladet” og tre public relation film, ”Numrera numera” (”Husk postnummer fra nu af”) for det svenske postvæsen. De sidstnævnte tre film blev lavet i en slags cut out- og flyttefilmteknik, og jeg tilrettelagde, designede, tegnede, animerede og optog selv filmene på trickbordet ude i Valby. I samme periode lavede jeg også flere andre reklametegnefilm hos Steinaa Film, bl.a. en for Stimorol tyggegummi og en for et tysk rengøringsmiddel.

Særlig interessant var arbejdet med en af reklamefilmene for Ekstra Bladet, hvis idé var vendt imod skrankepaverne og paragrafrytteriet. Denne gang lavede jeg også stort set selv alt arbejdet på filmen, idet jeg med assistance af Ib Steinaa også optog alle de fotos af avisen, der skulle bruges i forbindelse med trickanimationen. Filmen, som var produceret af Wahl Asmussen Reklamebureau med Per Holst som mellemmand og instruktør, blev senere samme år bedømt med højeste karakter i kategorierne ”God salgsfilm”, ”Teknisk god film” og ”Film, der tåler gentagelse”. På den internationale reklamefilmfestival i Venedig i 1968 tildeltes reklamefilmen for Ekstra Bladet, hvis arbejdstitel var ”Løvebrølet”, et diplom til Per Holst Filmproduktion. Men når det regner på præsten, drypper det som bekendt på en vis anden person.

De 4 reklamefilm for Ekstra Bladet blev uhyre populære hos biografpublikummet, og tidsskriftet REKLAMEFILM NYT kunne i sit augustnummer 1968 offentliggøre en Hit-liste for årets nye reklamefilm, og her kom ovennævnte reklamefilm for Ekstra Bladet ind som nummer et i de tre kategorier ”God salgsfilm”, ”Teknisk god film” og ”Film, der tåler gentagelse”. På den internationale reklamefilm festival i Venedig i 1968 tildeltes ovenstående reklamefilm for Ekstra Bladet et diplom til Per Holst Filmproduktion. (REKLAMEFILM NYT nr. 57, august 1968. Udgivet af Gutenberghus Reklame Film, Landemærket 29, København K. Tryk: Egmont H. Petersens kgl. Hof-bogtrykkeri.)

På en serie fotos, som er vist i min selvbiografis afsnit 35 ses en del af ’teknikken’ bag fremstillingen af reklamefilmene for Ekstra Bladet. Det er mig, der på de nævnte fotos er i færd med at ’animere’ Ekstra Bladet i form af fotografisk optagelse af det antal kontinuerlige stillbilleder, der skulle bruges og som siden blev kopieret, hvorefter diverse fotos af avisen blev retoucheret og logoet malet rødt, det hele skåret ud og på basis af den håndtegnede testfilm monteret på cels. Først derefter blev selve filmen optaget på trickbordet. Fotograf på stillbillederne var Ib Steinaa. – Fotos: © 1968 Steinaa Film (Kopier af fotos tilhører Harry Rasmussen).

Reklamefilmen for Ekstra Bladet, som havde arbejdstitlen ”Løvebrølet”, idet filmen starter med at avisen med bid i, brøler som løvehovedet i MGM’s berømte logo. Filmen blev produceret af reklamebureauet W. A. Bates A/S med Per Holst som idémand og instruktør, men rent praktisk blev filmen lavet hos Steinaa Film med mig, Harry Rasmussen, som animator og trickfotograf. – Foto: © 1968 Steinaa Film.

Der var som nævnt også et par reklametegnefilm for TUKO, der skulle laves. Den ene var faktisk en slags ’jubilæumsfilm’, idet den ifølge mit regnskab var nr. 25, og den sidste TUKO-film, jeg lavede. Senere, i sommeren 1970, da Steinaa og jeg havde travlt med at forberede ”Robinson Columbus”, blev opgaven med at lave endnu tre TUKO-reklametegnefilm overdraget til Walther Lehmann, men uden at jeg vidste besked om det. Det fandt jeg først ud af mange år senere, da jeg genså Lehmann i forbindelse med min research omkring dansk tegnefilms historie. Men på det tidspunkt i 1968, der her er tale om, kom Kirsten en dag og bad mig om at låne tre af de kopier, jeg havde af samtlige de TUKO-film, jeg selv havde stået for. Hun begrundede lånet med, at de ikke selv lå inde med kopier af filmene, og nu stod de og skulle bruge disse til et ikke nærmere angivet formål. De nævnte tre kopier havde jeg så med til hende en af de nærmeste dage efter, men kopierne blev faktisk aldrig leveret tilbage, hvilket jeg for resten senere ærgrede mig en del over. Men de tre kopier skulle naturligvis udlånes til Lehmann, for at han kunne bruge disse som forlæg for de tre film, han skulle til at lave for Steinaa. Lehmann var ikke ansat hos Steinaa på det tidspunkt, men arbejdede som freelance, og kun så længe produktionen af de tre TUKO-film varede. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg følte og syntes at Kirstens fremgangsmåde virkede temmelig unfair på mig.

Det professionelle arbejde fortsættes ...

Både det tilrettelæggende og praktiske arbejde var i den omhandlede periode stort set overladt til mig, men dog med Steinaa som supervisor, for efter færdiggørelsen af ”Sort på hvidt” genoptog han først sin gamle idé om en langtegnefilm, der var baseret på de herlige molbohistorier. Ideen til filmen havde Steinaa som omtalt allerede fået, mens han og hans folk arbejdede hos Nordisk Tegnefilm. Her var der også blevet lavet forskellige figurudkast, og både Flemming Jensen, Walther Lehmann og jeg havde tegnet nogle bud på, hvordan enkelte af figurerne eventuelt kunne se ud. Det er der vist eksempler på i min selvbiografi.

Men nu tog Steinaa altså ideen om molboerne op igen, og med mig som ’sparringspartner’ udtænkte han i brugbare detaljer plottet til filmen, som fik en rammehandling med et ungt kærestepar, som var fra hver sin familie, der boede på hver sin side af Mols. De to familier var indbyrdes uvenner, og derfor så ingen af parterne med velvilje på forholdet mellem de to unge. Ideen kunne faktisk minde lidt om den herlige, korte Disney-tegnefilm ”The Martins and the Coys” fra ”Make Mine Music” (1946), men det var vistnok et tilfældigt eller ubevidst sammenfald fra Steinaas side.

Imidlertid skulle historien jo gerne ende med, at de to familier blev enige og sanktionerede forholdet mellem de to unge, men det skulle helst ske på en molboagtig måde. En del af grunden til de to familiers uenighed og indbyrdes stridigheder var, at ingen af dem syntes at de havde marker og jord nok. Både Steinaa og jeg tænkte, så det knagede, for at finde en løsning på problemet, indtil jeg – i al beskedenhed – en dag fik den idé, at familierne jo måtte kunne tænkes at kunne enes om at gennemføre et fælles landvindingsprojekt. ”Men hvordan?” spurgte Steinaa. ”Jo,” svarede jeg, ”ved at et klogt hoved blandt molboerne foreslår, at man jo bare kan tømme vandet i Ebeltoft Vig og bære det over på den anden side af Mols og hælde det ud i Kalø Vig!” – ”Mægtig idé!” udbrød Steinaa, og fortsatte: ”Ja, og da molboerne jo ikke er for kloge til at danne én lang kæde, som først lader de fyldte og derefter de tømte spande passere fra mand til mand frem og tilbage, så lader vi dem gå i en lang række fra den ene side af Mols til den anden og tømme deres spande, og derefter vende tilbage og fylde dem igen og sådan i en uendelighed! For det går aldrig op for dem, at deres landvindingsprojekt naturligvis er en umulighed.”

Det varede dog ikke lang tid, førend Steinaa syntes at han kørte fast med molbohistorien og derfor tabte interessen for at arbejde videre med den. For ham, som i høj grad var både visuelt og auditivt begavet, havde det altid været vigtigst at udtænke og fantasere sig til en films handlingsgang. Når han var inspireret, gik han op og ned ad gulvet i tegnestuen og fortalte i detaljer, hvordan han forestillede sig, hvad filmens figurer skulle sige og gøre. Men når han ikke var inspireret og i humør, sad han dyster og tavs bag sit tegnebord og så opgivende ud. Desuden indså han, at det ville kræve en større stab af animatorer og andre at producere filmen, ligesom sandsynligheden for at få den finansieret ikke var særlig stor.

Men en dag kom han tydelig lettet ind på tegnestuen og fortalte, at han havde tænkt sig at genoptage ideen om en langtegnefilm over eventyret ”Klods-Hans”, og tanken herom kom til at optage en del af hans tid i omkring 2-3 uger. Skønt jeg havde travlt med at lave nogle reklametegnefilm, brugte han mig igen som sparringspartner, og fortalte i detaljer om, hvordan han kunne tænke sig at filmen burde laves. Ganske som Kjeld Abell havde gjort i teaterforestillingen ”Andersen og hans livs eventyr” (1955) og Finn Methling i sit manuskript til Dansk Farve- og Tegnefilm A/S’ planlagte langtegnefilm ”Klods-Hans” (1950), ville han kombinere titeleventyret med flere af Andersens andre eventyr eller elementer derfra. Nemlig bl.a. fra eventyr som ”Rejsekammeraten”, ”Elverhøj”, ”Lygtemændene er i byen, sagde Mosekonen!” m.fl..

Eftersom Ib Steinaa vitterligt havde en frodig visuel fantasi, lykkedes det ham på glimrende måde at inkorporere elementer fra de nævnte eventyr i hovedhandlingen.

Kjeld Abell (1901-61), dansk dramatiker, cand. polit., 1940-49 medlem af Tivolis direktion. Han skrev skuespil, rejsebøger, balletter, revykomedier, drejebøger og lejlighedsspil, som f.eks. Andersen og hans livs eventyr (1955). Blandt hans berømte skuespil er Melodien, der blev væk (1935), Silkeborg (1946), Dage på en sky (1947), Den blå Pekingeser (1954). Kjeld Abell tilhørte i lighed med f.eks. Elias Bredsdorff, Harald Herdal, Hans Kirk, Hans Scherfig m.fl., den københavnske kulturradikale elite af såkaldte ”salonkommunister”, der var engageret i ”kulturkampen” mellem folk med de ’rigtige’ meninger, dvs. dem selv, og kapitalisterne og disses håndlangere, dvs. de andre: ’burgøjserne’ og ’flipproletarerne’. Se evt. historikeren og forfatteren Bent Jensens velskrevne og interessante dokumentariske bog: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle. Gyldendal 1984.

Dog, som forventeligt, mistede Steinaa i løbet af nogle uger lige så stille også interessen for ”Klods-Hans”-planerne, og der gik derefter nogle dage, hvor han slet ikke viste sig på tegnestuen. Så en formiddag, da jeg lige var ankommet og knapt nok havde fået lagt overtøjet og var gået ind på tegnestuen, dukkede han atter op. Det var tydeligt at se, at der var noget, der optog ham og som han gerne ville fortælle mig om. Herom vidnede det også, at han på strømpesokker gik hvileløst frem og tilbage på tegnestuen, dybt optaget af sine egne tanker.

”Harry!”, udbrød han pludselig og fortsatte, idet han var stoppet op og kiggede direkte på mig: ”Vi skal selvfølgelig lave ”Ping Pong”!” - Efter en sigende pause spurgte han: ”Hvad siger du til det?” – ”Det er da en god idé!” svarede jeg med overbevisning, for det syntes jeg virkelig det var.

”Ping Pong” i ny version

I løbet af 1969 genoptog Steinaa så småt arbejdet på ”Ping Pong”, men i en ny version med titlen ”Robinson Columbus”. Han begyndte at skrive drejebogen og nogle kønne og poetiske sange, som han selv komponerede musik til. Til drejebogen tegnede han nogle aldeles glimrende illustrationer, ligesom han satte mig i gang med at lave animationsprøver med de af filmens hovedfigurer, som han og jeg mere eller mindre havde designet i fællesskab.

I den periode på omkring et halvt år, hvor jeg udførte det nævnte forarbejde, skete det faktisk, at jeg arbejdede over fra kl. 17-22, nogen gange til kl. 23, vel at mærke uden at få så meget som en krone for det. Men Steinaa stillede mig i udsigt, at hvis Filminstituttet godkendte projektet og gav støtte, ville jeg få en lønforhøjelse på 500 kr. om måneden, hvilket i så fald betød, at min månedsløn ville blive på 2500 kr. Det var selvfølgelig altid noget, men jeg var ikke helt tilfreds med tilbuddet, men lod foreløbig som om jeg accepterede det.

Da drejebogen efter omkring et halvt års arbejde forelå færdig og et budget, der lød på 1,4 mill. kroner, var blevet udarbejdet, indsendte Steinaa’erne en ansøgning om fuld produktionsstøtte til Det Danske Filminstitut. Modtagelsen blev bekræftet, samtidig med at det blev meddelt, at man ville lade ansøgningen gå videre i ’systemet’. Det betød bl.a., at en eller flere filmkonsulenter skulle godkende projektet, enten til fuld eller delvis produktionsstøtte eller eventuelt afvise det helt eller delvist.

Steinaa var altså hermed vendt tilbage til sin egen og mere originale idé med pingpongbolden, der ved et uheld havner i en fuglerede og bliver ruget ud og tror, at den er en fugleunge. Men det viste sig, at ideen i mellemtiden havde antaget delvis ny form i Steinaas bevidsthed, idet han opgav at kalde den ”Ping Pong” og i stedet omdøbte den til at hedde ”Robinson Columbus”. Navnet alene antyder i hvilken retning Steinaas tankegang bevægede sig, nemlig som en blanding af en Robinsonade og en opdagelsesrejse. Og desuden var pingpongbolden nu blevet til et æg, der startede sin rejse ud i den vide verden ved at den æggebakke, hvori ’han’ lå sammen med fem andre mere eller mindre hårdkogte æg-søskende, blev taget med i picnickurven.

”Kruseduller”

Imidlertid blev Steinaa nødt til at lægge sine planer om ”Robinson Columbus” til side midlertidigt, idet der netop på det tidspunkt kom en bekræftelse fra Statens Filmcentral på, at man havde bevilget produktionsstøtte til den såkaldt frie kortfilm, som Steinaa Film tidligere på året 1969 havde ansøgt om produktionsstøtte til. I sin synopsis havde Steinaa givet den planlagte film titlen ”Kruseduller”, idet ideen handlede om de mere eller mindre mærkværdige kruseduller, som nogle mennesker i en slags distraktion især tegner på et ark skrivepapir eller endog på skriveunderlaget på skrivebordet, samtidig med at de i lang tid sidder og taler i telefon.

Det fremgår ikke klart, hvorfor det netop blev ham, men Steinaa fik skuespilleren Søren Elung Jensen til at indtale lydsiden til filmen, og på grundlag af en opmåling af speaken udarbejdede han de såkaldte arbejdskort af den slags, tegnefilminstruktører i reglen bruger til timing af tegnefilm. Sådanne arbejdskort var i øvrigt standardprocedure både hos Nordisk Tegnefilm og hos Steinaa Film. Derefter overlod han det fuldstændigt til mig, Harry Rasmussen, at designe krusedullerne og animere filmen. Selv kunne Steinaa nemlig ikke hurtigt nok vende tilbage og arbejde videre på sit nye ’hjertebarn’: ”Robinson Columbus”.

Der blev brugt en lidt speciel teknik til ”Kruseduller”, for krusedullerne blev tegnet med fedtstift direkte på cels, som blev skåret til i større eller mindre stykker, alt efter de forskellige figurers størrelse. Disse kunne derfor flyttes og udskiftes under den direkte optagelse, som foregik på trickbordet ude hos Nordisk Film Junior i Valby. Der blev optaget på monokromatisk high contrast negativfilm, som gjorde, at kanterne på de udskårne stykker cels med figurerne ikke ville kunne ses på den færdige film.

På Nordisk Films Tekniks laboratorium blev negativet kopieret over på positiv high contrast, som derefter igen blev kopieret over på negativ Eastman Color Film. Sidstnævnte blev ved hjælp af et farvefilter tilført en farve, som ved kopiering over på positiv farvefilm fremtrådte som den grønne farve, der ofte er eller i hvert fald før i tiden var almindelig på skrivebordsunderlag. I den endelige film kom det derfor til at se ud, som om krusedullerne blev tegnet og derefter bevægede sig omkring på det nævnte underlag. Krusedullerne fik karakter efter de sindsstemninger, der bevægede den talende og kommenterende, men altså usynlige hovedperson. Dette var i sig selv interessant og spændende nok, men samtidig lidt af et vovestykke fra Steinaas side, for hvem eller hvor mange ville synes, at en film af den karakter ville kunne interessere et publikum.

Efter en lille måneds tids forarbejde hjemme på tegnestuen i Birkerød, tilbragte jeg for mit eget vedkommende omkring en måneds tid min daglige arbejdstid i trickrummet ude hos Nordisk Film Junior i Valby. Her foregik arbejdet med at optage filmen, som altså blev lavet med en slags cut out- og flyttefilmteknik. Det tog sin tid, for dels var der overhovedet ingen klip i filmen, dens handling foregik ud i ét, og dels skulle den færdige film have en længde af 11 minutter. Der skulle altså optages i alt 15.840 billeder, og med to eksponeringer for hver bevægelse, blev det til, at der skulle flyttes figurer 7.920 gange og trykkes på eksponeringsknappen i alt ca. 15.840 gange.

Til trods for det store arbejde og mange anstrengelser, der var blevet lagt i ”Kruseduller”, ikke mindst fra min side, blev filmen desværre ikke særlig godt modtaget af repræsentanterne for Statens Filmcentral. De syntes filmen var lidt småkedelig og ikke den lidt festlige satire, som oprindelig havde været meningen med den, og jeg, Harry Rasmussen, var tilbøjelig til at give dem ret heri, også selvom det samtidig sårede min professionelle stolthed som filmens designer og animator. Men ideen var jo ikke min og plottet og timingen heller ikke, og måske havde Steinaa og jeg også valgt en lidt for speciel teknik til filmen. Det var Filmcentralens for os velkendte medarbejder, Jørgen Sønderhousen, der overbragte filmkonsulenternes og bestyrelsens bedømmelse af den færdige film. Hans kommentar indeholdt ingen positive ord om ’kunstværket’. ”Kruseduller” var altså kort og godt en fiasko, men som eksperiment syntes og synes jeg stadig, at filmen trods alt er værd at se.

Et besøg hos Spektrum Film

En dag hen på året 1969 mødte jeg tilfældigvis Børge Hamberg på Nørreport Station, og han spurgte da, om jeg ikke kunne have lyst til at komme ud og besøge ham på tegnestuen i Ryesgade 106. Jeg havde aldrig tidligere besøgt Spektrum Film, så det kunne da være interessant at se, hvordan der så ud. Derfor svarede jeg: ”Det skal helst være en lørdag, for da har jeg fri!” - ”Det ville være fint,” sagde han, ”for da har jeg også bedst tid. Men ring lige i forvejen!” tilføjede han.

På det tidspunkt arbejdede jeg jo stadigvæk hos Steinaa Film i Birkerød, men en dag hen på efteråret ringede jeg til Børge privat og aftalte, at vi skulle mødes inde på Spektrum Film næste formiddag. Normalt arbejdede man heller ikke om lørdagen hos Spektrum Film, men Børge måtte ekstraordinært også tage lørdagen i brug, for at få arbejdet på en igangværende tegnefilm gjort færdigt. Så vidt jeg husker, drejede det sig om et længere tegnefilmindslag i kortfilmen ”Bygplantens næringsoptagelse”, og den slags opgaver interesserede Børge, især fordi de gav ham mulighed for og anledning til at eksperimentere med forskellige teknikker under selve trickkameraet. Børge havde altid været åben for nytænkning og eksperimenter inden for det medium, han havde valgt at vie sin livsgerning. De mere traditionelle tegnefilmopgaver interesserede ham knapt så meget mere, for den slags havde han haft nok med at gøre siden sin start i tegnefilmbranchen i 1939.

Den aftalte lørdag mødte jeg op hos Spektrum Film omkring kl. 10 om formiddagen, og fandt frem til det sted på firmaets førstesal, hvor Børge havde sin tegnestue. Det viste sig til min store overraskelse at være et forholdsvis lille, smalt og aflangt rum, som tidligere havde været stedets køkken. Her var der faktisk kun plads til Børge og ved siden af hans tegnebord en stol til eventuelle besøgende, i dette tilfælde altså mig. Som sædvanlig fik vi en kop kaffe og en hyggesnak om emner, der interesserede os begge, lige som han beredvilligt fortalte om den arbejdsopgave, han var i gang med og som der lå tegninger af spredt rundt om på hans tegnebord. Han viste mig desuden omkring i firmaets forskellige lokaler, herunder det lokale, hvor trickbordet stod, og hvor han for tiden var i færd med at optage scener til den ovennævnte film.

Da vi igen sad bænket i hans tegnestue og fortsatte hyggesnakken, gik døren pludselig og uventet op og Beckendorff stak hovedet ind og spurgte Børge om et eller andet. Mig ænsede han overhovedet ikke, hvilket føltes lidt mærkværdigt og pinligt, for han vidste jo udmærket, hvem og hvad jeg var. Det varede dog kun højst et minut, så lukkede han døren igen, og Børge og jeg fortsatte snakken om løst og fast. Cirka et kvarter senere gentog det sig, at Beckendorff uden at banke på åbnede døren igen og stak hovedet ind ad døren og spurgte Børge om et eller andet, og atter lukkede han døren efter sig, stadig uden at hilse på mig.

Nu kunne jeg fornemme, at Børge også syntes det var lidt pinligt med Beckendorffs afbrydelser, og da dette gentog sig for tredje gang skete der noget ganske ejendommeligt. Idet Beckendorff denne gang lukkede døren efter sig, blev Børge glorød i ansigtet af forsøgsvist undertrykt vrede og uden at rette sig helt op foer han op fra sin stol og ud ad døren med stor hast. Han ænsede ikke at lukke døren efter sig, men idet han forsvandt ud af synsvidde, kunne jeg høre, at han skældte højt og heftigt på Beckendorff. Det usædvanlige ved situationen var, at Børge normalt var en mand, der bevarede selvkontrollen og altid optrådte venligt og imødekommende overfor alle mennesker, han mødte eller kom i kontakt med.

Efter cirka fem minutter kom Børge tilbage til tegnestuen og før han satte sig, gik han uden at sige et ord hen til køkkenvasken, åbnede for den kolde hane og lod det kolde vand løbe på undersiden af sine håndled, hvor de store pulsårer befinder sig. Jeg vidste, at Børge brugte denne faktisk effektive ’metode’ til at afkøle sit oprørte sind, for den havde han år tidligere anbefalet mig også at benytte mig af.

Imidlertid fornemmede jeg, at min tilstedeværelse var årsag til Beckendorffs optræden, og da situationen var pinlig for alle, tog jeg derfor straks efter afsked med Børge og forlod hans tegnestue. Mod sin sædvane fulgte han mig ikke ud. Idet jeg gik til udgangsdøren passerede jeg forbi det kontor, hvor Beckendorff opholdt sig. Døren stod åben og han sad med ryggen til mig, men vendte sig ikke om, og tog heller ingen notits af mig, skønt han sikkert har kunnet høre, at jeg gik forbi.

Senere har jeg tænkt over, hvad der kunne have været grunden til Beckendorffs simpelthen ubehøvlede optræden over for Børge og mig ved den nævnte lejlighed. Jeg erindrede mig da, at han nogen tid i forvejen havde ringet til mig hos Steinaa og tilbudt mig en stilling som animator hos Spektrum Film, hvilket jeg takkede nej til, idet jeg på det tidspunkt endnu ikke havde planer om at stoppe hos Steinaa. Det var formentlig måden, Beckendorff indledte telefonsamtalen på og mit svar på samme, der kan have vakt hans irritation og som han ikke havde glemt. Han indledte med ordene: ”Jeg har tænkt på din fremtid, og den ligger i Spektrum Film!” – Disse ord provokerede mig til at udbryde: ”Javel! Min fremtid! Den skal jeg nu nok selv tage mig af! Men måske kan du bruge Flemming Jensen i stedet for mig, for han er nemlig lige blevet sagt op, fordi der ikke er mere arbejde til ham hos Steinaa Film!” – ”Bed Flemming ringe til mig, hvis han har lyst!”, sagde Beckendorff og lagde røret.

Mit fortsatte arbejde hos Steinaa Film

Dette år kom jeg selv jævnligt ude på Nordisk Film, hvor vi stadigvæk havde firmaets trickbord stående på sin gamle plads for enden af den træbygning, hvor Nordisk Film Junior og Nordisk Reklamefilm havde domicil. Vi var nemlig bl.a. i gang med at lave en film for det svenske postvæsen, som var ved at indføre postnumre i Sverige. Filmen blev kaldt ”Numrera numera”, som frit oversat må lyde noget i retning af ”Skriv postnumre fra nu af”, og den handlede altså om indførelsen af postnumre i Sverige. Filmen var speciel derved, at den blev lavet som såkaldt ”flytte-animation”, en teknik, som jeg i øvrigt kun havde haft lejlighed til at bruge nogle få gange tidligere.

Også i dette tilfælde stod jeg for såvel idé og storyboard som for animationen. Som nævnt valgte jeg at sidstnævnte skulle foregå ved hjælp af en række bogstaver og tal, som jeg havde tegnet, farvelagt og skåret ud af karton. Der var lavet flere eksemplarer af hvert bogstav og hvert tal i forskellige positioner, således at animations-tekniske begreber som f.eks. ”squash! (sammentrykken) og ”stretch” (udstrakthed) blev taget i brug, hvilket bidrog til at gøre figurerne mere ’levende’.

TUKO-film og Molbo-film fortsat

TUKO nr. 21: Far drømmer, er en af de TUKO-film, der blev produceret af Steinaa Film, men hvor jeg også stod for idé, storyboard, design, layout, animation og instruktion. – Storyboard: © 1969 Steinaa Film. Fotokopi af storyboard tilhører Harry Rasmussen.

Der forekom også nogle andre figurer, der optræder i reklametegnefilmen ”Far drømmer”. Figurerne er også i dette tilfælde designet af mig. © 1969 TUKO & Steinaa Film. Kopi af figurer tilhører Harry Rasmussen.

Bortset fra nogle få TUKO-film og nogle tegnefilmindslag til et par reklamefilm, bl.a. en for Dandy Tyggegummi, var der stort set intet brødarbejde at lave hos Steinaa Film på det tidspunkt, hvorfor Ib var begyndt at genoptage planlægningen af den længere tegnefilm om molboernes fataliteter, som vi allerede var begyndt på, mens vi arbejdede hos Nordisk Tegnefilm. Ideen var jo morsom og handlingen spøjs og vittig, men den fængede alligevel ikke rigtigt hos Ib, som derfor snart opgav projektet helt. I stedet havde han fået lyst til at ville bearbejde H.C. Andersens eventyr ”Klods-Hans” til en lang tegnefilm, og han fortalte mig om mange gode ideer, han havde udtænkt i forbindelse med sådan en tegnefilm. Men eftersom han ikke kendte nærmere til Dansk Farve- og Tegnefilms lignende, men desværre skrinlagte projekt, kunne han naturligvis ikke vide, at hans egne ideer i påfaldende grad havde ligheder med dem, som dramatikeren Finn Methling havde nedfældet i sin drejebog til den i slutningen af 1940’erne påtænkte produktion. Men måske især heldigvis for Steinaa selv, så varede det ikke meget mere end en lille måneds tid, før han også opgav planen om en ”Klods-Hans”-tegnefilm.

Disney’s Jule-Show

I løbet af julemåneden havde Linda og jeg været i Metropol biografen og set Walt Disney’s Jule-Show, og det var noget vi begge var rigtig glade for at se. Jule-Show-programmet bestod som sædvanlig af 8 korte tegnefilm, flere af dem var nogle af de virkelig gode fra midten af 1930’erne og fremefter. Og som sædvanligt måtte man utålmodigt stå i en lang kø og vente på, at det blev vores tur til at købe billetter. Men eftersom vi var nogle af de første, der stillede op i køen ned ad Kattesundet, var vi heldige at få nogle gode pladser, så min datter Linda havde en chance for at kunne se, hvad der foregik oppe på det magiske hvide lærred.

Ved denne lejlighed blev der, som altid ved Metropols jule-shows vist en trailer til den film, som traditionen tro skulle have enten premiere eller repremiere 2. juledag. I dette tilfælde var det så vidt jeg husker Walt Disney’s skønne lange tegnefilm ”Bambi”, der fik en ny repremiere, for den var blevet vist ved andre repremierer tidligere. Disney-selskabet havde i øvrigt skabt tradition for, at deres store tegnefilm kun måtte få repremiere hvert 7. år, angiveligt fordi der jo så var kommet en ny generation af børn til. Men den film besluttede Linda og jeg på stedet, at den ville vi ind og se, så snart det blev muligt, men måtte altså vente til efter jul og til næste gang, hun kom på weekend hos mig. Det gjorde, at jeg ville kunne bestille billetter på forhånd, så vi kunne sikre os et par rigtig gode pladser, nemlig på den stolerække omtrent midt i salen, hvor der ikke var en stolerække umiddelbart foran.

Walt Disney’s ”Bambi”

Et stykke ind i januar 1970, da Linda på ny kom på weekend hos mig, havde jeg på forhånd bestilt billetter til Disneys mesterlige tegnefilm ”Bambi” fra 1942, som havde haft en af sine repremierer 2. juledag 1969. Det var til en eftermiddagsforestilling om lørdagen, så vi tog i passende tid ind til Københavns Hovedbanegård, hvorfra vi spadserede ned til Metropol i Frederiksberggade nr. 14. Der måtte vi endnu engang stå i kø, for at komme ind, men denne gang for at afhente de bestilte billetter. Vi fik to gode pladser på den såkaldte frie række omtrent midt i salen, hvorfra der var god udsigt til lærredet, ikke mindst for Linda, som jo ikke var særligt høj. Selv hørte og hører jeg jo heller ikke til de høje.

Vi var begge meget spændte på at se filmen, Linda for allerførste gang og jeg for tredje gang, idet jeg havde set filmen ved dennes Danmarkspremiere i Metropol i foråret 1947 og ved første repremiere i julen 1954. Jeg kendte derfor stort set handlingen fra start til slut og vidste, hvilken herlig oplevelse, der ventede os, da tæppet langsomt blev trukket fra oppe foran lærredet og forteksterne tonede frem til en lyrisk musikledsagelse.

Situationen var spændingsfyldt og vi sad begge anspændte og holdt hinanden i hånden og fulgte åndeløst med i det elegiske og sine steder meget morsomme handlingsforløb. Og da filmen nåede til det højspændte dramatiske sted, hvor Bambis mor var blevet skudt og dræbt, og han havde søgt ly i skoven, i den tro, at moderen fulgte med, og da han i sin forskrækkelse og fortvivlelse kaldte på hende: ”Mor! Mor!”, da trykkede Linda sig ind til mig og knugede min arm, medens hun snøftede og tårerne løb hende ned ad kinderne. Det kunne jeg ikke fortænke hende i, for rundt omkring i salen lød der flere snøft, og enkelte af de mindre børn græd ligefrem. For mit eget vedkommende var jeg da også berørt af situationen, selvom jeg havde og har et professionelt forhold til tegnefilm. Senere har vi flere gange genset filmen på video, og hver gang har vi følt en knugen i hjertekulen, når Bambi kalder forgæves på sin kære mor. Men heldigvis kommer den store og erfarne faderskikkelse, kronhjorten, Bambi til hjælp i nødens stund, og trøster og opmuntrer sin søn med, at sådan er livet og menneskene, men at det en dag vil blive Bambis tur og pligt til at afløse faderen som skovens konge.

Den situation, som Linda selv befandt sig i som skilsmissebarn, hvor hendes mor ikke var sammen med os, men dog var derhjemme, hvor Linda boede til daglig, kan godt tænkes forståeligt nok at have indvirket på hende ekstra meget under synet af de meget dramatiske og følelsesladede episoder i den realistisk virkende ”Bambi-film”.

”Ping Pong” igen!

På jobbet var det sådan, at der blev anderledes go i det, da Steinaa i løbet af 1969 så småt genoptog arbejdet på ”Ping Pong”, men i en ny og mere konsistent og målrettet version, hvor han havde skiftet navnet ”Ping Pong” ud med det absolut mere betydningsladede ”Robinson Columbus”. Han begyndte at skrive drejebogen og samtidig nogle kønne og poetiske sangtekster, som han selv komponerede musik til. Til drejebogen tegnede han desuden nogle aldeles glimrende illustrationer, som viste, hvilken dygtig tegner, han faktisk var, ligesom han satte mig i gang med at lave animationsprøver med de af filmens hovedfigurer, som han og jeg mere eller mindre havde designet i fællesskab. Prøverne, som bestod i cut-out animation med løse figurdele, blev optaget på 16mm trickbordet, som stod inde i et lukket rum lige ved siden af, hvor mit tegnebord var placeret, så jeg havde nem adgang til at arbejde begge steder på omtrent samme tid. Det skete jo, når jeg f.eks. syntes at der manglede nogle bevægelsesfaser til en af de figurer, jeg var i færd med at animere under kameraet. I de tilfælde gik jeg ind til mit tegnebord og tegnede og udklippede nye dele til den eller de pågældende figurer, det drejede sig om. Derefter gik jeg ind til trickbordet og fotograferede en test af ændringen eller ændringerne. Men det tog dog lidt tid, før resultatet kunne ses, for filmen skulle først fremkaldes, fikseres og tørres ved hjælp af en hårtørrer, før den kunne vises i sløjfe på firmaets 16mm filmfremviser.

En hel del af et stort antal skitser, tegnede jeg som forberedelse til Ib Steinaas produktion af langtegnefilmen ”Robinson Columbus”, men som ikke blev brugt i den færdige film. Men jeg tegnede også udkast til en af baggrundene i Robinsons feberfantasi. De abstrakte former på tegningerne skulle illudere de krogede og forvredne træer i Trylleskoven i Tisvilde Hegn, og deres bevægelser var tænkt i retning af undervandplanters fejende og lidt uvirkelige ’dans’. Så vidt vides og huskes blev udkastene ikke brugt i den færdige film. Tegninger: © 1970 Harry Rasmussen.

Foråret 1970 tilbragte Steinaa hovedsagelig med at udtænke og skrive drejebogen til ”Robinson Columbus” og desuden med at tegne nogle meget fine sort-hvide illustrationer dertil. Sideløbende hermed skrev den musikbegavede Steinaa nogle gode sangtekster til filmen og komponerede en virkelig køn musik til teksterne. Der var jo tale om lidt i retning af en musical, hvilket dengang var noget nyt for dansk tegnefilm, selvom det muligvis ligesom lå i luften, ikke kun i udenlandsk tegnefilm, men også herhjemme, for samme år producerede Fiasco Film, som blev ledet af Per Holst, Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller, den musikalske tegnefilm ”Bennys badekar”.

Derefter blev jeg bl.a. sat til at lave figurudkast til nogle af bifigurerne og til at lave testanimation af Robinson og hans trofaste veninde, den lille mariehøne. Den daglige arbejdstid fra mandag til fredag strakte sig i et halvt års tid fra kl. 9–21, enkelte dage længere og lejlighedsvis til omkring kl. 23. Imens sørgede Kirsten Steinaa for at fotokopiere drejebogen i det antal eksemplarer, i alt 20, der krævedes, når man ville ansøge Filminstituttet om produktionsstøtte til filmen. Sammen udarbejdede Ib og Kirsten Steinaa en forkalkule på filmens budget, og nåede frem til et beløb på 1,2 mill. kroner, hvilket var et hidtil uhørt stort beløb efter danske forhold i 1960’erne og 1970’erne.

Drejebogen i 20 eksemplarer og forkalkule på budgettet blev indleveret til Filminstituttet i foråret 1970, og da man regnede det for overvejende sandsynligt, at projektet og ansøgningen ville blive godkendt, påbegyndte Steinaa og jeg i den tidlige sommer at tegne en detaljeret scribble-board til ”Robinson Columbus”. Det foregik for det meste i det fri ude i husets store baghave, hvor der var en smuk udsigt ud over Birkerød Sø. Det hændte også på særlig varme dage, at vi sejlede ture på Birkerød Sø i Steinaas robåd. Til formålet var der medtaget et passende antal pilsnere, som var bundet til fortøjningsrebet og sænket ned i vandet til afkøling.

Både på land og til vands udkastede Steinaa, som havde det meste af filmens handling i hovedet, sine ideer, som jeg, Harry Rasmussen, derpå skitserede ned på små rektangulære stykker tegnepapir, der siden kunne ’pinnes’ op på storyboard-tavlen. Indimellem bidrog jeg også med forskellige ideer og forslag til gags og handlingsforløb, som i enkelte tilfælde blev accepteret og godkendt af Steinaa, i andre tilfælde inspirerede disse hans egen tankegang.

En god ven og kollegas tragiske død

Den 27. april 1970 om eftermiddagen var der helt uventet en telefonopringning til mig, og da jeg tog røret og sagde mit navn, var det Flemming Jensen, der med grådkvalt stemme fortalte, at Børge Hamberg var død samme dag som følge af en blodprop i maven. Vi enedes om, at han skulle ringe igen så snart han havde fået klarhed over, hvornår begravelsen skulle finde sted.

Selv dybt chokeret fortalte jeg Steinaa den triste nyhed, og hans umiddelbare reaktion var, at han ikke troede det var sandt. Han kendte ganske vist ikke Børge Hamberg personligt, men vidste naturligvis hvem og hvad han var. Steinaa havde godt nok arbejdet som mellemtegner under produktionen af ”Fyrtøjet”, en kort overgang på tegnestuen i Frederiksberggade 28, men han blev derefter ’forflyttet’ til Nørrebro-afdelingen, som blev ledet af Bjørn Frank Jensen. Der var dog normalt ingen direkte indbyrdes kontakt mellem de forskellige afdelingers personale.

Men med Børge Hambergs desværre alt for tidlige død – han blev kun 50 år – var et begivenhedsrigt og engageret liv brat blevet afbrudt. For de fleste, der kendte ham, stod han som et forbillede på menneskelighed, åbenhed, varme og hjælpsomhed. Som professionel tegnefilmkunstner var han eksperimenterende og nyskabende, både hvad angik indhold, form og teknik. Hvor det var muligt valgte han altid at afprøve nye veje og ny teknik, hvilket satte ham i en særklasse som tegnfilmskaber.

Den 1. maj 1970 blev Børge Hamberg bisat ved en enkel højtidelighed i Gentofte Hospitals kapel, hvor hans kone, Bodil, og de to mindreårige sønner, Ole og Lars, foruden en del familiemedlemmer, bl.a. Børge Hambergs gamle mor, samt venner og kolleger, var mødt frem for at vise deres deltagelse. Deriblandt var også Flemming og mig.

Fra kapellet blev kisten umiddelbart efter højtideligheden kørt til Brøndbyøster Kirkegård, hvor den blev gravsat. Her fulgte kun den allernærmeste familie og nogle få venner med, deriblandt mig, som også deltog i ’gravøllet’ bagefter. Min læremester, kollega og ven gennem 37 år var gået bort, og det havde ikke kun efterladt sig et savn, men også et varigt levende minde.

I betragtning af, at Børge jo gennem mange år havde været interesseret i og engageret med Martinus’ kosmologi, som han tilmed oprindeligt havde introduceret mig til, var det tankevækkende, at der et sted på Brøndbyøster Kirkegård var anbragt en stor rødbrunlig sten, hvorpå der med store bogstaver stod følgende citat af digteren N.F.S. Grundtvig: ”Påskemorgen slukker sorgen”. Det var jo en hentydning til Jesu opstandelse påskemorgen, en opstandelse som oprindeligt blev lovet alle mennesker, men i tidens løb kun kom til at omfatte Jesus som verdens frelser.

Det var Bodil Hamberg, der inviterede mig med som gammel ven og kollega af Børge til familiesammenkomsten efter begravelsen, som foregik hos Børges ene bror, Helge, der med kone og søn boede i lejligheden nedenunder den, hvor Børge og Bodil havde boet med sønnerne Ole og Lars, men som nu boede i eget hus på Mølletoften i Lyngby. Traktementet var såkaldt brunch, idet det var først på eftermiddagen, så ingen havde haft mulighed for at spise frokost. Under den trods alt hyggelige sammenkomst, hvori for resten også Børges gamle mor, Jenny Hamberg, og hans anden bror, Arne, deltog, fremsatte Bodil en lidt spids kommentar til Børges alt for tidlige død: ”Ja, der kan man se! Det nytter åbenbart ikke noget at have været vegetar i mange år!” Børge havde jo været fuldtids vegetar lige siden han i 1946 for alvor begyndte at studere Martinus’ kosmologi. Bodil og drengene var derimod kun ’halv-vegetarer’.

Dårlige lønvilkår

Men livet og dagligdagen skulle jo gå videre og arbejdet fortsættes. Efter at scribble-boardet til ”Robinson Columbus” var gjort færdigt, gik Steinaa og jeg over til at lave nogle af de fotografiske trickoptagelser, der skulle bruges i forbindelse med filmen. Der blev bl. a. lavet optagelser af en picnickurv, set fra forskellige vinkler og i forskellige successive positioner, faktisk efter samme princip og med den teknik, der blev anvendt i forbindelse med reklamefilmene for Ekstrabladet.

I den periode på omkring et halvt år, hvor jeg udførte det nævnte forarbejde, skete det faktisk, at jeg arbejdede over fra kl. 17-21, nogen gange til kl. 22 eller 23, vel at mærke uden at få så meget som en krone for det. Men Steinaa stillede mig i udsigt, at hvis Filminstituttet godkendte projektet og gav støtte, ville jeg få en lønforhøjelse på 500 kr. om måneden, hvilket i så fald betød, at min månedsløn ville blive på 2000 kr.. Det var selvfølgelig altid noget med en lønforhøjelse på 500 kr., selv om jeg dog ikke var helt tilfreds med tilbuddet, men foreløbig lod jeg som om jeg accepterede det.

Set i tilbageblik er det i øvrigt ganske utroligt, hvad nogle af os tegnere og animatorer fandt os i af arbejds- og lønvilkår i 1950’-60’erne, men det skyldtes primært, at der ikke var mange andre muligheder, end eksempelvis Nordisk Tegnefilm, hvis man vel at mærke ville lave delvis traditionel tegnefilm. Det er jo f.eks. ubegribeligt, at jeg som erfaren animator og tegnefilminstruktør var nødt til, at arbejde for en månedsløn på 1500 kr. i årene 1959-70, uden nogen lønstigning eller anden form for godtgørelse, bortset naturligvis fra betalt sommerferie og helligdage. Det blev der heldigvis ændret på i løbet af 1970’erne, hvor blandt andre Jannik Hastrup gjorde sit til, at der blev lavet en overenskomst med Filmarbejdernes Fagforening (FAF) om mindstelønninger for folk i tegnefilmbranchen. Men den ordning kom jeg ikke selv ind under, fordi jeg på det tidspunkt arbejdede som selvstændig sammen med Flemming Jensen. Vi betalte dog vores faste så vel som løse medarbejdere efter den gældende tarif.

I de måneder, hvor jeg arbejdede over hos Steinaa, spiste jeg faktisk ikke aftensmad. Det skyldtes primært, at jeg var vegetar, og jeg ønskede ikke at være til besvær i den anledning, så derfor takkede jeg nej til at spise med hos Steinaa’erne. Det var i reglen Kirstens mor, Fru Jensen, der lavede aftensmaden i det Steinaa’ske hjem, men det hændte lejlighedsvis, at det var Steinaa selv, der påtog sig opgaven, men aldrig Kirsten, som var uvenner med køkkengrej og uvant med madlavning. Det hændte et par enkelte gange, at Ib f.eks. sagde: ”Jeg kan da godt lave et par spejlæg til dig, hvis du synes!?” Det lød jo sådan set fristende, så derfor sagde jeg ja tak. Den aften spejlede Steinaa 20 store æg på stegepanden, hvorfor jeg tænkte: ”Nå, familien skal nok ha’ spejlæg i dag!” Men forbløffet blev jeg, da han kun delte æggene ud i to portioner med tre til mig og sytten til ham selv! Da han så min forundring, sagde han: ”De andre har allerede spist! Det er kun os to, der mangler!”

Men for øvrigt ydede Kirsten som nævnt også en relativt stor indsats i forbindelse med ”Robinson Columbus”-projektet, idet hun fotokopierede samtlige tekstsider i 20 eksemplarer. Kopieringen af Steinaas illustrationer, alle i sort streg, var derimod overladt til mig, fordi de krævede en vis kunstnerisk styring og indstilling af kopimaskinen, som var forskellig fra tegning til tegning. Der var eksempelvis anvendt mange skraveringer i tegningerne, og hvis man ikke indstillede kopieringen rigtigt, flød skraveringerne sammen til en sort plamage.

Da drejebogen efter en uges tid med fotokopiering i tyve komplette eksemplarer endelig forelå færdig og et budget, der lød på 1,4 mill. kroner, var blevet udarbejdet, indsendte Steinaa’erne en skriftlig ansøgning til Det Danske Filminstitut om produktionsstøtte. Herefter var det bare at afvente, hvornår ansøgningen blev behandlet og enten godkendt, delvis godkendt eller forkastet. Men ventetid er som bekendt ikke særlig rar, især ikke når det drejer sig om at få at vide, om man er købt eller solgt.

Nyt og avanceret trickbord

Efter at Steinaa var blevet færdig med drejebogen og tegningerne til denne, begyndte han også at tegne konstruktionstegninger til et nyt og ret specielt trickbord, som i første omgang skulle bruges i forbindelse med produktionen af ”Robinson Columbus”. Undervejs konfererede han med mig om de forskellige funktioner, som trickbordet skulle have, idet hensigten var, at man skulle kunne lave trickoptagelser med både ovenlys og underlys, og i flere planer. Ovenlyset skulle belyse de planer, hvor animationen blev udført, mens underlyset især skulle bruges i form af bagprojektion, det vil sige, til at projicere f.eks. realoptagelser op under glasplanerne, således at man allerede under optagelsen på trickbordet kunne kombinere animationen i form af de medvirkende figurer, så som Robinson Columbus og de øvrige personer, med i dette tilfælde live-action optagelser. En teknik, som Ib Steinaa med rette mente ville betyde en besparelse i både tid og penge, og som derfor muliggjorde, at et filmprojekt som det aktuelle, ville kunne udføres af forholdsvis få mennesker, og ikke, som tilfældet normalt er med tegnede film af spillefilmslængde, ville kræve et stort antal medarbejdere og en større økonomisk investering. Desuden mente Steinaa, at filmen med sin simplificerede animationsteknik i form at cut-out-figurer og flytteanimation ville kunne færdiggøres på betydeligt kortere tid, end en tegnet film af spillefilmslængde.

Det med den relativt kortere produktionstid for en film som ”Robinson Columbus”, viste sig imidlertid allerede fra starten ikke at kunne holde stik, idet deadline blev betragteligt overskredet. Men installeret blev det nykonstruerede trickbord, som et firma i Gentofte stod for bygningen og installationen af. Herunder viste det sig nødvendigt dels at save egetræsgulvet op i en stor firkant omtrent midt i tegnestuen, hvor jeg sad og arbejdede, for at kunne støbe et forstærkende fundament under apparaturet, og dels at der måtte laves et stort firkantet hul og bygges en mindre tårnagtig overbygning i husets tagkonstruktion, således at de to kamerasøjler kunne få plads i højden. Da stålskelettet til trickbordet var sat op og fastgjort med bolte til cementfundamentet, fik husets tre småbørn et ekstra legeredskab, idet de kravlede rundt i det så godt de kunne. Det sagde hverken Steinaa eller Kirsten noget til, selv om ungerne faktisk godt kunne være kommet til skade og slå sig til blods på de hårde stålstivere. Så vidt jeg erindrer, var der dog ingen af dem, der kom noget alvorligt til på den måde, hvilket efter min opfattelse var mere udtryk for held end forstand.

I de følgende måneder arbejdede Ib Steinaa og jeg intenst med at udforme hans ”Robinson Columbus”-projekt. I løbet af forsommeren dikterede han og jeg tegnede en scribble board, og det foregik fortrinsvis på den måde, at vi sad udendørs, hvor Steinaa gennemgik filmens handling scene for scene, alt imens jeg søgte at visualisere handlingsgangen gennem at skitsere en såkaldt scribble-board. Det vil sige, et visuelt forløb af handlingen, men kun tegnet i skitsetegninger. Meningen var, at disse senere skulle rentegnes, men det kom jeg af gode grunde ikke selv til at opleve. Mere herom senere.

Ro, ro til … nåh, bare ta’ det roligt

Som nævnt skrånede Steinaas græsplæne lige ned til Birkerød Sø, og ved bredden var der en lille bro, hvor en robåd lå fortøjret. På dage, hvor det var særlig varmt, sejlede Steinaa og jeg ud på søen og fortsatte arbejdet, mens vi lod båden drive for strømmen. Før vi sejlede ud, havde vi bundet 6 pilsnere fast til et tov, hvis ene ende var bundet til bådens agterstavn, hvorefter den ende af tovet med pilsnerne sænkedes ned i det kølige vand og slæbte efter båden, når vi roede ud. Når så tørsten meldte sig, halede vi tovet op og løsgjorde et par dejligt kølige pilsnere. På den måde tilbragte vi 2-3 timer ude på søen, alt imens Steinaa fortsatte med at gennemgå ”Robinson Columbus”-filmen scene for scene, mens jeg fortsatte med at scribble ideerne ned på en lille skitseblok.

Ind imellem det daglige arbejde med forberedelserne til produktionen af ”Robinson Columbus” fik fantasien frit løb, og det hændte derfor at jeg også tegnede nogle skitser, som kun indirekte havde med filmen at gøre.

Men eftersom det desværre trak ud med Filminstituttets afgørelse vedrørende produktionsstøtte til ”Robinson Columbus”-filmen, faldt Ib tilbage til sin gamle vane med at kigge dybt i glasset. Og snart var hans eget forbrug af øl og whisky atter steget faretruende, og Kirsten, som var begyndt at brygge sin egen vin, var også ofte snaldret allerede hen over middag, hvor begge da også forsvandt ind i soveværelset for at tage sig en højst nødvendig middagslur, eller rettere: For at sove rusen ud. Nogle timer senere vendte først Kirsten og derefter Ib tilbage, hun til sine forskellige gøremål og han til sit tegnebord, hvor han satte sig for at vågne helt. Han livede faktisk først op omkring normal arbejdstids ophør, det vil sige kl. 17, og så var han igen parat til at tage fat på, hvad der aktuelt var af arbejde, der skulle udføres. Han overlod dog de allerfleste af de kommercielle opgaver til mig og syslede selv forsat med ”Robinson Columbus”-projektet. Det syntes jeg egentlig var helt i sin orden, for jeg mente virkelig, at hvis det kunne lykkes at få igangsat selve produktionen, ville det kunne blive en rigtig god og underholdende tegnefilm for børn og barnlige sjæle.

Ud over mig, var der også en anden, der bekymrede sig om den trængte situation, som Ib og Kirsten befandt sig i, og det var Kirstens mor, fru Jensen, som stort set var den, der i praksis holdt det private Steinaa’ske hjem kørende. Dels fordi hun sørgede for madlavningen og tog sig af børnenes dagligdag, men dels også fordi hun efter hvad jeg havde kunnet lytte mig til, bidrog med et nødvendigt økonomisk supplement til hjemmets opretholdelse. Desuden var den - i hvert fald overfor mig - altid venlige Fru Jensen som økonomisk velstillet helt utvivlsomt medejer af ”Rulleskøjtehuset”.

Arbejdet fortsætter ...

Situationen var den, at Steinaa Film havde fået udbetalt det kontraktlige forskud på 1/3 af produktionsbeløbet. Derfor kunne vi i løbet af sommeren og eftersommeren optage nogle live action-scener og trickscener til ”Robinson”, dels i Trylleskoven ved Tisvildeleje og dels hjemme i Steinaas køkken, som skulle illudere det sted, hvorfra Robinson drager ud i verden i sit skib. Skibet var en picnickurv, som illuderede godt til formålet, når den ’sejlede’ han over det bølgende kornhav.

Dette forår og forsommeren 1970, arbejdede Ib Steinaa og jeg som omtalt intenst med at udforme hans projekt om en lang underholdningstegnefilm. Det var som ligeledes allerede omtalt hans gamle idé om ”Ping Pong”, som vi så småt havde arbejdet på allerede i 1959-60, som nu blev genoptaget, men med titlen ”Robinson Columbus”. I løbet af forsommeren tegnede han og jeg som også omtalt en udførlig scribble board. Både Ib og Kirsten var personlighedsmæssigt et par selvoptagne og egoistiske mennesker, for hvem alt kun drejede sig om dem selv og deres, og kom de en gang imellem til at træde nogen over tæerne, var det bare ærgerligt. Det følte de tilsyneladende ingen skrupler eller anger over.

Men de havde dog også deres gode sider, selvom de ind imellem var svære at få øje på. En aften, mens vi arbejdede over på ”Robinson Columbus”, sad vi til at begynde med alle tre henne i deres sofaarrangement ud for et af de store fra gulv til loft-vinduer i stuen og snakkede om løst og fast. Men kort efter var Ib på grund af sin beruselse gået ind for at lægge sig til at sove, og imens fortsatte Kirsten og jeg hyggesnakken. Vi havde efterhånden også selv fået et par glas for meget.

”Robinson Columbus”

Hen på forsommeren 1970 havde Steinaa engageret filmfotograf Harry Mortensen, Bellevue Studiet, til at bistå ved de realfilm- og trickfilmoptagelser, der udgjorde en væsentlig del af filmen. En stor del af optagelserne fandt i sommerens løb sted i Troldeskoven ved Tisvilde Hegn. Disse optagelser skulle illudere, hvordan der så ud på Robinson Columbus’ øde ø, og udgøre baggrunde for de optagelser, der senere skulle foretages på trickbordet. Hen på eftersommeren blev der lavet realfilmoptagelser på egnen omkring Ramløse i Nordsjælland. Her havde vi på en af vores bilture i juli-august måned været så heldige at finde en kæmpemæssig kornmark, der kunne illudere det hav, som Robinson sejler ud på under sin rejse, og hvor han under et uvejr grundstøder på en stor kampesten og forliser. Set fra Ramløse-siden var der tilmed i det fjerne en bakket, afgrænset bevoksning med meget høje træer, og dette sted var som skabt til at illudere Robinsons øde ø.

Til optagelserne i Troldeskoven havde jeg, Harry Rasmussen, fremstillet den nederste del af det træ, hvori Robinson indrettede sig en hule. Træet blev fremstillet af et skelet af hønsenet, som blev beklædt med større og mindre barkstykker, der til formålet var taget med hjem fra Tisvilde Hegn. Se evt. videoklippet her: https://www.youtube.com/watch?v=evxO7gyOUTs

På nævnte videoklip, som stammer fra nogle 8mm smalfilmoptagelser i Trylleskoven i Tisvilde Hegn i eftersommeren 1970, ses Ib Steinaa agere ’regnvejr’ ved hjælp af en stor vandkande. Bag ved træstubben, som jeg, Harry Rasmussen, havde fremstillet ved hjælp af hønsetråd, avispapir, klister og indsamlede barkstykker, ses filmfotografen Harry Mortensen liggende ved siden af sit filmkamera. Her drejede det sig om et shot set inde fra træet, hvorved man ser regnen sile ned ude foran Robinson Columbus’ huleindgang. Derefter følger halvtotal af indgangen til hulen set udefra. På et af de følgende billeder holder Harry Mortensen en stor fyrregren ned foran træstubben, så det ser ud som om det er den nederste del af ”Robinsons træ”.

Sluttelig ses Ib Steinaa og Harry Mortensen i gang med at fotografere lokale partier af det troldeagtige skovmiljø, hvori Robinson Columbus færdes efter at han er strandet på øen. I et af træerne finder Robinson en tom fuglerede, som han bruger som badekar, efter at den på grund af regnvejret er blevet fyldt med vand. Da han er færdig med at bade, haler han en tyk gren op fra redens bund, hvorved ”badekarret” tømmes for vand, i lighed med, hvad der sker, når man vil tømme et rigtigt badekar og derfor hiver bundproppen op. - 8mm smalfilmoptagelser: © 1970 Harry Rasmussen. Overført til video af Jakob Koch juni 2009.

Den kampesten, som Robinsons skib (picnickurven) grundstøder på, havde jeg også fremstillet af hønsenet, som blev beklædt med mange lag avispapir, der blev holdt sammen af tapetklister. Til sidst blev ’stenen’ overstænket med passende farver, således at denne efterhånden til forveksling kom til at ligne en virkelig kampesten. Situationen var nemlig den, at der dels ikke fandtes en sådan sten i nærheden af kornmarken og slet ikke inde i den på det sted, der ville blive brug for, og dels var den kunstige og forholdsvis lette ’sten’ nem at transportere og flytte rundt med efter ønske og behov under optagelserne.

På andre dage blev der lavet realoptagelser og trickoptagelser hjemme i Steinaas moderne køkken, hvor det faste, men fritstående køkkenbord gjorde det ud for kajpladsen, hvor picnickurven (’skibet’) lå ’fortøjet’ og blev lastet med de varer, der skulle med på picnicturen (’sejlturen’). Blandt varerne, der skulle med, såsom brød, ost og andet pålæg, var især en æggebakke med seks hårdkogte æg, hvoraf Robinson Columbus var det ene. Som et særligt raffinement fandt jeg på at anbringe en stor, fyldt vandbalje på gulvet bag ved køkkenbordet, men skjult for kameraet. Når vandet blev sat i let bevægelse og belyst af en projektør, kastedes der flimrende lysreflekser på de blålige fliser på køkkenvæggen, meget lig de lysreflekser, man på solskinsdage kan se på f.eks. havnens bolværk og på skibssiderne. Det bidrog til at give en særlig stemning i filmens havnescener.

Problemer på Søvej

På baggrund af de relativt få ordrer på tegnefilm eller tegnefilmindslag, der på den tid indløb til Steinaa Film, stod det mig efterhånden klart, at jeg befandt mig på en synkende skude. Tanken om at søge andre græsgange begyndte derfor så småt at modnes hos mig, især da jeg allerede i 1968 havde fået det første tilbud fra Leif Beckendorff, Spectrum Film, om at skifte over til dem og fortsætte med at arbejde der. I 1969 fulgte så det andet tilbud fra Spektrum Film, men denne gang formidlet af Flemming Jensen, som efter sin fyring hos Steinaa, selv var blevet ansat hos Spectrum Film, og som havde anbefalet mig. Og det ville jo så også have betydet, at jeg endnu engang ville være kommet til at samarbejde med min gamle ven og læremester, Børge Hamberg, men da jeg ikke kunne tænke mig at arbejde under Beckendorff, takkede jeg pænt nej.

Man kan sige, at det var heldigt, at jeg også denne gang takkede nej til tilbuddet fra Spectrum Film, for ikke så længe efter var Flemming blevet ’fritstillet’ fra Spectrum Film, angiveligt fordi der ikke var tegnefilmopgaver nok til både ham og de øvrige kreative medarbejdere, som på det tidspunkt var Jakob Koch og Birgit Bennedbæk. Flemming var derfor begyndt at arbejde freelance og havde som sådan fået en hel del tegnefilmopgaver at lave, så mange, at han på et tidspunkt i begyndelsen af året spurgte mig, om ikke jeg kunne hjælpe ham med nogle af opgaverne, hvilket jeg gik med til. Det så meget mere, som at jeg følte at Steinaa havde snydt eller røvrendt mig. Derfor animerede jeg enkelte opgaver for Flemming i min fritid, nemlig med henblik på, at der måske snarest ville blive opgaver nok, så jeg kunne skippe jobbet hos Steinaa’erne.

Der havde jo i tidens løb været nogle arbejdsmæssige kontroverser imellem os, som dog var gemt, selv om de ikke var glemt. Men det skal siges, at Ib og Kirsten hver især også havde deres gode sider, selvom disse ind imellem kunne være svære at få øje på. Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg selv var den store uskyldighed, og heller ikke, at jeg ville eller vil sætte mig til moralsk dommer over dem så lidt som over andre mennesker.

I praksis var grunden til, at Steinaa Film blev stiftet, den omstændighed, at provenuet på filmen ”Sort på hvidt” ubeskåret tilfaldt Steinaa Film alias Ib og Kirsten. Disse penge blev der så afgjort også brug for, både privat og firmamæssigt. Men det bekymrede hende også arbejdsmæssigt, for Ib var oftere og oftere for træt og sløv til at præstere, hvad han ellers var i stand til. Manden var jo højt begavet og kreativt talentfuld på flere områder: En god tegner, en dygtig animator, rimelig god instruktør, samt komponist og sangskriver. Kirsten appellerede derfor til mig, om ikke jeg kunne prøve at påvirke Ib til at nedtrappe sit alkoholforbrug, ved f.eks. oftere at sige nej tak, når Ib bød på øl og whisky. ”Du har jo helt tydeligt ikke Ibs trang og behov, så du kunne gøre mig en stor tjeneste, hvis du ville gøre det”, sagde hun i et bedende tonefald, som var usædvanligt for hende og hendes personlighed. ”Jeg vil da gerne prøve,” sagde jeg, ”men det bliver helt bestemt en svær opgave, som jeg ikke helt er klar over, hvordan jeg skal gribe an!” – ”Du kunne f.eks. oftere finde på en undskyldning og sige, at du ikke har tid, når han be’r dig om at gå over til købmanden efter øl eller whisky!”, foreslog Kirsten, og tilføjede: ”Han er nemlig for mageligt anlagt til at gide gå over og hente det selv! Og selv om han måske bliver lidt sur på dig lige i øjeblikket, så ved han inderst inde godt, at det tjener til hans eget og hans families bedste.”

Kort efter denne samtale forlod jeg huset og kørte hjem i min beskedne Opel Olympia, som stod parkeret ude foran garagen ved siden af Steinaas store flotte Volvo Stationcar. På hjemturen følte jeg mig temmelig utilpas til mode efter samtalen med Kirsten, for jeg vidste med mig selv, at der sikkert skulle meget mere til, end det jeg formåede, for at få Ib til at nedtrappe sit efterhånden betragtelige alkoholforbrug. Men tilfældet eller skæbnen om man vil, kom mig faktisk i forkøbet, for netop dagen efter kom der besked fra Filminstituttet om, at det kontraktlige forskud på 1/3 af produktionsbeløbet ville blive udbetalt snarest. Det betød, at det praktiske arbejde på produktionen af ”Robinson Columbus” nu for alvor skulle sættes i gang, og lige præcis den omstændighed bevirkede, at Ib selv indså nødvendigheden af at nedtrappe sit alkoholforbrug så kraftigt, at han igen kunne fungere optimalt.

I daglig praksis betød det endvidere, at Steinaa bestemte, at vi i løbet af sommeren og eftersommeren skulle optage de live action-scener og trickscener til ”Robinson”, dels i Trylleskoven ved Tisvilde Hegn og dels hjemme i Steinaas køkken, som vi fandt ud af glimrende kunne illudere det sted, hvorfra Robinson drager ud i verden i sit skib. Skibet var en picnickurv på køkkenbordet, som skulle forestille havnekajen, hvorfra Robinsons ’skib’ skulle afsejle, og hvorfra filmens handling derfor tog sin begyndelse.

En stor skuffelse

Der var imidlertid det problem med meddelelsen fra Filminstituttet, at der som nævnt kun var tale om en delvis godkendelse af budgettet til ”Robinson Columbus”-filmen, idet man nok anerkendte filmprojektets kvalitet, men desværre ikke så sig i stand til at støtte med det ansøgte produktionsbeløb.

Mærkværdigvis fortalte Ib mig ikke noget om Filminstituttets afgørelse den første dag efter modtagelsen af brevet, ja, han viste sig slet ikke på tegnestuen, men dagen efter kom han ind og begyndte at vandre hvileløst frem og tilbage i rummet. Først efter nogen tid stoppede han op ved siden af mit bord og sagde med lavmælt og grødet stemme: ”Ja, vi har altså fået godkendelse på drejebogen til ”Robinson Columbus”, men Filminstituttet vil ikke støtte med det fulde beløb på 1,4 mill. kroner, men kun med halvdelen, altså 600.000 kr. Så du kan nok forstå, at det er en stor skuffelse for os, for med et så relativt lille beløb som 600.000 kr. vil filmen ikke kunne laves i sin oprindeligt tænkte skikkelse som en slags musical.”

Efter disse ord genoptog en tydeligt altereret Steinaa sin hvileløse gang op og ned ad stuegulvet, indtil han åbenbart havde fået samlet mod til sig til det, han herefter havde at sige mig: ”Det er virkelig beklageligt og jeg er dybt ked af, at det med det reducerede produktionsbeløb ikke vil være muligt for os at betale dig de ekstra 500 kr. om måneden, som jeg ellers havde stillet dig i udsigt! Vores økonomi vil simpelthen ikke kunne hænge sammen, hvis vi skal det, og det håber jeg, du vil forstå!” Dernæst fortsatte han med at undskylde sig med, at der i forvejen var problemer med at få økonomien til at hænge sammen, fordi der jo, som jeg selv nok kunne indse, ikke var for mange brødopgaver at lave.

Jeg blev nærmest paf ved den besked, især når jeg tænkte på, hvor meget Steinaa’erne selv ejede og havde, og hvordan de levede. Man kan for min skyld kalde det misundelse, hvis man vil, men foruden det store hus med stor grund til, velbeliggende ved Birkerød Sø, ejede de i hvert fald et temmelig stort maleri af maleren Peter Mønsted. Det forestillede en stille skovsø, men var foruden at være smukt også mesterligt malet. Det var vurderet til 16.000 kr. fortalte Ib, men han regnede med at kunne få mere for det ved eventuelt videresalg, hvilket dog ikke aktuelt var på tale. Desuden gjorde Steinaa’erne heller ingen hemmelighed af, at de ejede en mængde, ja, hele stabler af aktier og obligationer, hvilket jeg engang så ved selvsyn, da de en aften satte sig ved det store spisebord, for at gennemgå og sortere papirerne, som de til lejligheden havde hentet hjem fra bankboksen, hvor de til daglig blev opbevaret.

Imidlertid ville Ib jo nu under alle omstændigheder være nødt til for alvor at gå i gang med at producere ”Robinson Columbus”, og karakteristisk nok valgte han først den nemmeste udvej, som bestod i, at han og jeg skulle tage på research på steder i Nordsjælland, som ville egne sig til optagelse af filmens realbilleder. Men samtidigt hermed blev han jo af økonomiske grunde nødt til at omarbejde og ændre på filmens handling, hvilket først og fremmest betød, at han måtte begrænse antallet af trickfilmscener med figuranimation mest muligt, og dels ved at skære i antallet af sange og musikalske indslag. Til gengæld skulle antallet af live-action scener forøges, idet sådanne var mindre tidskrævende og derfor også mindre omkostningskrævende, og det så meget mere, som at Steinaa havde ’skuespillere’ til gratis rådighed, nemlig i form af først og fremmest sønnen Grane, der blev hovedperson ved siden af filmens fantasifigur, Robinson Columbus.

I den ny version tager filmen sin begyndelse ved familien Steinaas morgenbord, hvor hovedpersonen, en 9 års dreng (Grane), er mere interesseret i at læse børnebogen ”Robinson Crusoe”, end i at spise sit blødkogte æg. Da hans mor forgæves prøver at få ham til at spise ægget, bliver dette i hans fantasi levende og hopper rundt på bordet, udstyret med vinger og kam som en rigtig hanekylling. Senere på dagen, da det er hen mod aften, finder drengen frem til en forladt hønsegård, hvor han genser sin lille hanekylling fra morgenbordet. Kyllingen gør så stærkt indtryk på ham, at han samme nat drømmer om den og identificerer den med Robinson Crusoe og dennes eventyr.

Den indledning på filmen havde ikke meget at gøre med den oprindelige idé med ”Ping Pong”, og heller ikke med den begyndelse på handlingen i filmen, som Steinaa og jeg arbejdede på, da vi sad ude i hans have eller sejlede på Birkerød Sø og tegnede en scribble-board. Men der var i og for sig ikke noget i vejen med den ændrede og nye indledning, heller ikke selvom den blev indført af nødvendighedsgrunde. Se eventuelt mere og nærmere om filmen i afsnittet DANSK TEGNEFILM 1970 – 1980: http://www.tegnefilmhistorie.dk/24/24-Frame.htm

For ikke at nogen skal tro, at jeg af skuffelse forholder mig negativt til ikke at have været med på produktionen af ”Robinson Columbus” hele vejen igennem, vil jeg her gerne indskyde, at jeg hellere end gerne havde set, at den ændrede og færdige udgave af Ib Steinaas langtegnefilm var blevet både teknisk og kunstnerisk vellykket. Men eftersom jeg aldrig har haft lejlighed til at se filmen, som omkring fem år senere fik premiere i Camera-biografen på Søndre Boulevard i København den 27. marts 1975, kan jeg derfor af gode grunde ikke udtale mig om den færdige films udformning eller kvalitet. Så vidt jeg er orienteret blev filmen eller uddrag fra den også vist i DR-TV på et tidspunkt, men heller ikke da havde jeg lejlighed til at se den. Men man må sige, at kritikerne stort set var positive i deres anmeldelse, hvilket dog åbenbart ikke havde nogen indflydelse på publikums opfattelse, for filmen blev relativt hurtigt taget af plakaten, og har så vidt jeg ved aldrig fået repremiere.

Imidlertid var der også et par reklametegnefilm for TUKO, der skulle laves, inden jeg selv kunne gå videre med arbejdet på ”Robinson Columbus”. Den ene var faktisk en slags ’jubilæumsfilm’, idet den ifølge mit regnskab var nr. 25, og den sidste TUKO-film, jeg lavede. Senere, hen på sommeren 1970, da Steinaa og jeg havde travlt med at forberede ”Robinson Columbus”, blev opgaven med at lave endnu tre TUKO-reklametegnefilm overdraget til Walther Lehmann, men uden at jeg vidste besked om det. Det fandt jeg først ud af en del år senere, da jeg genså Lehmann i forbindelse med min research omkring dansk tegnefilms historie. Men på det tidspunkt i 1970, der her er tale om, kom Kirsten en dag og bad mig om at låne tre af de kopier, jeg havde af samtlige de TUKO-film, jeg selv havde stået for. Hun begrundede lånet med, at de ikke selv lå inde med kopier af filmene, og nu stod de og skulle bruge disse til et ikke nærmere angivet formål. De nævnte tre kopier havde jeg så med til hende en af de nærmeste dage efter, men kopierne blev faktisk aldrig leveret tilbage, hvilket jeg for resten senere ærgrede mig en del over. Men Lehmann fortalt mig senere, at de tre kopier blev udlånt til ham, for at han kunne bruge disse som forlæg for de tre TUKO-film, han skulle til at lave for Steinaa. Lehmann var ikke ansat hos Steinaa på det tidspunkt, men arbejdede som freelance, og kun så længe produktionen af de tre TUKO-film varede.

På en planche jeg tegnede ses udkast til tre beskidte fyre, som spillede en rolle i en reklametegnefilm for et opvaskemiddel, Det blev figuren til venstre, der gik af med sejren og blev den eksponent for snavs, som dog ikke kunne hamle op med det selvfølgelig effektive rengøringsmiddel. – Tegninger: © 1970 Harry Rasmussen & Steinaa Film.

Vemodig afsked med TUKO-familien ...

1970 blev også min vemodige afsked med den populære TUKO-familie, idet den sidste film jeg lavede i serien var nr. 25, som havde arbejdstitlen ”Rævejagten”, og hvor jeg stod for idé, storyboard, layout, animation og instruktion, samt lyd og klip. Baggrunde: Ib Steinaa. Filmen handlede kort og godt om, at TUKO-far og TUKO-hunden forfulgte en ræv, som på alle måder søgte at undslippe at blive skudt. Under jagten gennem skoven anretter og dækker den forfulgte ræv lynhurtigt et ’kaffebord’ på en flad træstub, og slutter med at anslå gong-gongen som tegn til, at nu var det kaffetid. Det får TUKO-far og TUKO-hunden til at opgive jagten og lade den dybt udmattede, men lykkelige ræv være i fred.

Animationsskitser af TUKO-hundens løbebevægelser, hvis kontinuerlige bevægelser vil kunne ses i Dansk Tegnefilms Historie 1919-2000 i afsnittet Et personligt tilbageblik Del 2: http://www.tegnefilmhistorie.dk/28/28-Frame.htm - Animation 1970 af Harry Rasmussen.

Den sidste TUKO-film, jeg stod for, nemlig den, der havde arbejdstitlen ”Rævejagten”, blev så vidt jeg erindrer produceret i løbet af foråret 1970 og blev faktisk ganske vellykket. Tegning: © 1970 TUKO & Steinaa Film. Kopi af tegning tilhører Harry Rasmussen.

Hvordan de rentegnede bevægelsesfaser for så vel TUKO-hund som TUKO-far tager sig ud i det kontinuerlige bevægelsesforløb, vil kunne ses på DANSK TEGNEFILMS HISTORIE 1919-2000 i afsnittet Et personligt tilbageblik Del 2: http://www.tegnefilmhistorie.dk/28/28-Frame.htm

I øvrigt tegnede jeg også udkast til en storyboard til en TUKO-film uden nummer, og som så vidt jeg husker aldrig blev til noget. Det fremgår formentlig af, at det sidste billede i storyboardet mangler. Slutbilledet skulle jo være familiens hund, der præsenterer en pakke TUKO-kaffe, sådan som det ses for hver film. TUKO-familien havde jo foruden de to børn, pigen og drengen, helt fra starten også en baby, så mon ikke det var grunden til, at ovenstående idé ikke blev til noget. Jeg mener derfor heller ikke, at udkastet blev præsenteret for kunden. Men udkastet tegnede jeg i hvert fald i løbet af foråret 1970.

Den lykkelige TUKO-familie måtte jeg med vemod tage afsked med i 1970, efter at have arbejdet på serien i sammenlagt 6 år. En af de figurer fra TUKO-filmene, som jeg især kom til at savne, var hunden, som stort set havde været med i samtlige TUKO-film i årene 1964-70.

Da de igangværende reklametegnefilm var blevet lavet og afleveret, kunne vi kaste os over ”Robinson Columbus”-projektet, og det var på flere måder heldigt, for det var gået hen og blevet Steinaas hjertebarn. Derfor trappede han sit alkoholforbrug ned til næsten nul, for at kunne samle kræfterne og koncentrationen omkring filmen. Hen på sensommeren kørte han og jeg rundt i Nordsjælland, dels i egnen omkring Tisvilde og mere specielt Tisvilde Hegn, og dels i egnen ved Ramløse, for at finde landskaber og steder, der ville egne sig til locations i filmen. I Trylleskoven ved Tisvilde Hegn fandt vi nogle herlige steder med gamle krogede og snoede træer, som ville være ideelle som det sted, hvor Robinson havde sin hule og sit badekar i form af en vandfyldt fuglerede. Vi fandt desuden både den kornmark og det træbevoksede højdedrag, som skulle illudere henholdsvis det store åbne hav og øen, hvor Robinson redder sig i land og finder Fredag, som her i filmen havde skikkelse af en krage.

Fra Trylleskoven hjembragte vi nogle større og mindre flager bark fra de mosbegroede træer, og barkflagerne brugte jeg til at lime udenpå et skelet af hønsenet og avispapir, som blev formet som en kopi af den nederste del af et af skovens træer med et par store rødder, der løb ud til siderne. Den lignede til forveksling et rigtigt levende træ, og havde forneden et stort hul, som skulle forestille indgangen til Robinsons hule. Da vi under de efterfølgende filmoptagelser placerede kopien blandt de rigtige træer i Trylleskoven, adskilte det kunstige træ sig stort set ikke fra de naturlige træer.

Trickfilmfotografen Harry Mortensen fra Bellevue Studiet i Klampenborg blev hyret som fotograf på såvel de indendørs- som udendørsscener, der skulle optages on location. Det drejede sig som nævnt dels om en del scener i Trylleskoven ved Tisvilde Hegn og dels om en del scener hjemme i Steinaa’ernes køkken, hvor køkkenbordet skulle forestille havnekajen, hvorfra Robinsons ’skib’ i form af picnickurven skulle afsejle, og hvor filmens handling derfor tog sit udgangspunkt.

Vi tre, Steinaa, Harry Mortensen og jeg tilbragte nogle herlige dage med at filme i Trylleskoven og senere ved Ramløse. Vejret var sommerligt med høj blå himmel og store hvide skyformationer. Det kom der nogle flotte pittoreske scenebilleder ud af, så alle var glade, ikke mindst Ib Steinaa, som på denne måde så og følte, at hans oprindelige og mangeårige idé med ”Ping Pong” var på vej til at blive en realitet, men altså under titlen ”Robinson Columbus”.

Ind imellem udflugterne nordpå, gik jeg selv i gang med at fotografere en flettet picnickurv med låg, som var indkøbt til formålet. Kurven skulle fotograferes i alle mulige stillinger og fra forskellige synsvinkler, idet kurven på fotografierne skulle skæres ud og farvelægges og senere bruges under optagelserne på det nye trickbord. I det øjemed blev de nævnte fotos af picnickurven optaget på 9 x 12 cm planfilm, som bagefter kunne forstørres og kopieres efter ønske og behov, og males i en transparent halmgul farve på fotoet. Picnickurven skulle jo illudere det skib, som Robinson Columbus drager ud i verden med, og hvorunder ’skibet’ på et tidspunkt grundstøder på en stor klippe.

Den nævnte klippe havde form af en stor sten i en kornmark, som illuderede det bølgende hav. Til det formål fremstillede jeg ’stenen’ af hønsenet overklistret med flere lag avispapir, som jeg derefter stænkede til med alle mulige dækfarver, således at stenen til slut kom til at ligne en rigtig kampesten. Men denne ’kunstige’ sten havde den fordel, at den var så relativt let af vægt, at den under filmoptagelserne nemt lod sig bære og placere de steder i kornmarken, som egnede sig bedst til formålet.

Som et eksempel på, hvordan figurerne i princippet og teknisk set var udformet til langtegnefilmen ”Robinson Columbus”, var der tale om ’løse’ enkeltdele, som kunne samles til den ønskede og pågældende figur og som dels kunne flyttes rundt på og som dels kunne udskiftes under enkeltbilledoptagelsen på trickbordet.

En beslutning modnes

Indtil videre fortsatte arbejdet som hidtil, men hen i september måned bestyrkedes jeg i min beslutning om snarest muligt at finde en anledning til at sige min stilling op hos Steinaa, men foreløbig arbejdede jeg videre som før. Ib og Kirsten var i stigende grad blevet noget i retning af alkoholafhængige, eller i hvert fald var Ib blevet det, for når han kom ind om morgenen til sit arbejdsbord ved siden af mig, rystede han sådan på hænderne, at han ikke var i stand til at holde på en blyant, endsige slå en lige streg. ”Ka’ du ikke hente mig en Ballantine!”, sagde han spagfærdigt, og jeg havde jo efterhånden lært, at det betød at jeg skulle gå over til købmanden og hente en flaske whisky af mærket Ballantine. Pengene var ikke noget problem, for Steinaa’erne var vant til at købe på klods hos den nævnte købmand, så whiskyen skulle bare skrives.

Det var naturligvis lidt af et dilemma for mig at hente whiskyen, for Kirstens appellerende ord tonede frem i min bevidsthed. Imidlertid var hun ikke hjemme, og jeg kunne se, at Steinaa havde det elendigt og ikke ville kunne komme i gang med sit arbejde, før han fik sin ’medicin’. Så derfor sjoskede jeg – lidt slukøret – over til købmanden og hentede den eftertragtede drik. Jeg følte mig kort og godt som en formastelig synder, og det havde jeg det bestemt ikke godt med, for jeg var mig mit ansvar pinligt bevidst i forbindelse med arbejdet som tegner og animator, som tilmed var min store interesse og mit levebrød, og det ville jeg nødigt have skulle blive spoleret.

Efter at have indtaget et passende antal glas whisky, skyllet efter med et par almindelige Tuborg, var Steinaa atter på højkant og parat til at tage fat på dagens arbejde. Men allerede hen over middag, cirka et par timer efter at han var kommet i gang med sit arbejde, blev han nødt til at gå ind og sove rusen ud. Han vendte først tilbage til arbejdet et par timer senere, og da var klokken blevet 15-15.30, så der kun var to til halvanden time til fyraften, hvilket han i øvrigt aldrig tog det så nøje med, for han var jo allerede hjemme, mens jeg havde i hvert fald omkring tre kvarters bilkørsel, før jeg var hjemme i Taastrup. Men i øvrigt tænkte jeg, hvordan Ib dog mon nogen sinde ville blive i stand til at gøre filmen færdig på den måde, han levede på. Jeg dristede mig aldrig til direkte at anmode ham om at geare ned på sit daglige alkoholforbrug, for dels vidste jeg, at han ville blive meget fornærmet, hvis jeg tillod mig det, og dels syntes jeg egentlig at det var en sag mellem ham og Kirsten.

Sådan gik den ene dag efter den anden, og jeg blev mere og mere betænkelig ved situationen. Imidlertid havde jeg i mellemtiden erfaret, at min tidligere kollega Flemming Jensen, som jeg hele tiden havde holdt venskabelig forbindelse med, havde været så heldig at få ordre på en tegnet kortfilm, som blev produceret af Ib Dam Film for Allers Reklamebureau. Filminstruktøren Flemming la Cour havde skrevet drejebogen og givet filmen titlen ”Hubert og den vanskelige kærlighed”, til hvilken Flemming Jensen havde lavet et storyboard, som nu også var blevet godkendt. Men han indså snart, at det ikke ville være overkommeligt for ham selv, at lave den store opgave med at tegne og animere filmen, så derfor spurgte han mig, om ikke jeg kunne have lyst til at komme og arbejde sammen med ham. Han mente med nogenlunde sikkerhed, sagde han, at der ville være arbejde på filmen til os begge to det næste trekvarte år, og desuden vidste han af erfaring, at der løbende ville indgå ordrer på reklametegnefilm og tegnefilmindslag samt på grafiske plancher, landkort og for- og sluttekster til kortfilm, og dette arbejde ville han i hovedsagen selv tage sig af.

Det lød jo både jo alt sammen fristende og lovende, og det blev da også signalet til, at jeg endelig tog den beslutning at sige op hos Steinaa.

Efter at have overvejet den nye situation et par dage, og især da spørgsmålet om lønforhøjelse eller anden kompensation ikke var til forhandling, besluttede jeg mig for at sige min stilling op. Min begrundelse for opsigelsen var primært skuffelse over, at Steinaa ikke værdsatte mit talent og ekstraordinære arbejdsindsats højt nok, til under alle omstændigheder at ville give den nævnte lønforhøjelse.

Det var til gengæld også en særlig stor overraskelse og skuffelse for Steinaa og hans kone Kirsten, da jeg den 1. november 1970 med en måneds varsel opsagde min stilling i firmaet med virkning fra 1. december s. å. Det kostede mig en del selvovervindelse, at gøre alvor af at sige op hos Steinaa, med hvem jeg indtil nu havde arbejdet sammen i 11 år, og stort set været glad for både arbejdet og samarbejdet. Men jeg havde indset, at det ikke ville have nogen fremtid for sig, hvis jeg fortsatte på den tydeligvis synkende skude, som jeg jo alligevel ikke havde hverken evner eller kræfter til at kunne rette op på. Så en dag hen i slutningen af oktober 1970 tog jeg mod til mig og meddelte Ib, at jeg havde tænkt mig at stoppe pr. 30. november. Han kiggede først ligesom forvirret og uforstående på mig, men sagde ingenting, så rejste han sig fra sin stol og uden at sige et ord forlod han tegnestuen og gik ind i privaten, hvor Kirsten opholdt sig. Her fortalte han hende åbenbart, hvad jeg havde sagt, for kort efter kom hun ind på tegnestuen og sagde, idet hun så vredt på mig: ”Hvad er det for noget med, at du vil holde op hos os!? Det kan du da ikke mene, nu da vi står med den store opgave foran os! Det vil være at svigte os!” – ”Det kan godt være, at du og Ib ser sådan på det, men jeg har i nogen tid overvejet og altså nu besluttet mig for at ville prøve noget andet!” svarede jeg.

”Det kan du simpelthen ikke være bekendt, Harry! Du skuffer mig virkelig!” sagde hun og drejede om på hælen og forsvandt tilbage ind i privaten.

Den dag så jeg ikke mere til hverken Ib eller Kirsten, og selv om situationen selvfølgelig ikke var behagelig, hverken for dem eller mig, så måtte jeg for min egen skyld holde fast ved den trufne beslutning, uanset at virkningen af den blev, at jeg ville få en slem sidste måned hos Steinaa Film, som selvfølgelig kunne blive nok så ubehagelig at komme igennem. Men der var foreløbig ikke andet for mig at gøre, end at lade som ingenting og fortsætte det arbejde, jeg var i gang med, som om intet usædvanligt var hændt.

Men Steinaa var naturligvis forpligtet til under alle omstændigheder at færdiggøre ”Robinson Columbus”-filmen, idet hans firma allerede havde fået udbetalt og brugt første rate af det bevilgede produktionsbeløb. I den måned, som jeg selv var forpligtet til at fortsætte arbejdet hos Steinaa, gjorde jeg nogle af de ting færdige, som jeg allerede var i gang med. Det drejede sig bl.a. om nogle trickfotografiske optagelser af Robinson Columbus’ skib (picnickurven). De var optaget på 9x12 cm negativ filmplader, som skulle kopieres til bl.a. 18x24 cm positiv planfilm og derefter farvelægges med dækfarve på bagsiden, principielt som man dengang gjorde med figurer, der var optrukket på cels.

Det var måske nok en forventelig, men i hvert fald for mig ikke særlig behagelig reaktion på min opsigelse, at Ib og Kirsten Steinaa fra da af opfattede og behandlede mig som ’luft’. Dagen lang sad jeg mutters alene på tegnestuen og arbejdede. Både Ib og Kirsten opholdt sig i de private gemakker, og i en hel måned så jeg kun lejlighedsvis et glimt af enten den ene eller den anden. Ingen hilste eller talte til mig i den tid. Jeg var simpelthen blevet persona non grata. Af familiens tre børn, som ellers færdedes over alt i huset, også på tegnestuen, lagde de to ældste, Camilla og Lucilla, tydeligvis afstand til mig, medens den mindste, drengen Grane, var den eneste, der forblev overfor mig som han hele tiden havde været, venlig, åben og imødekommende.

Min personlige situation

Omkring dette tidspunkt af mit liv var jeg begyndt at undre mig over, at det endnu fem år efter separationen og skilsmissen fra Karina, ikke var lykkedes mig at etablere et fast forhold til en anden kvinde. Det var egentlig ikke lysten, der manglede, men mine dårlige erfaringer fra to forliste ægteskaber, havde gjort mig skeptisk og kritisk overfor kvindekønnet.

I den periode, der her er tale om, befandt jeg mig i den kedelige situation, som skyldtes skuffelse over, at Steinaa ikke betragtede mit medarbejderskab som vigtigt nok til, at han ville give mig den lønforhøjelse, han havde stillet mig i udsigt i det sidste halve års tid. Min tidligere kollega, Flemming Jensen, som nu arbejdede freelance, havde i mellemtiden tilbudt mig arbejde på en kortfilm, som han netop havde fået ordre på, og jeg var stærkt tilbøjelig til at sige ja til tilbuddet og kvitte jobbet hos den arbejdsgiver, jeg havde arbejdet for i sammenlagt 11 år. Men foreløbig tøvede jeg, for det var ikke nemt for mig at forlade én arbejdsplads og et arbejde, som jeg i så mange år havde befundet mig godt med.

Mit privatliv havde i det sidste halve års tid været forsømt på grund af overarbejde på det store filmprojekt, som Steinaa ville producere, men jeg havde altid fri i weekenderne, og en del af disse tilbragte jeg ofte sammen med min mor, som på den tid også var alene efter et par mislykkede kæresteforhold. Min far og hans nye kone, Astrid, så jeg også jævnligt i weekenderne, dog mest i sommerhalvåret, når de boede ude i deres kolonihave på Marievej i Taastrup. Men allermest så jeg hen til de weekender, hvor min kære, nu 6-årige datter Linda skulle komme ud til mig. Hun var simpelthen solen i mit liv, og jeg glædede mig meget til hver gang hun skulle komme på besøg. Det var de store lyspunkter i mit liv på den tid.

Iskold stemning

Det blev virkelig en slem måned at komme igennem, for Ib og Kirsten ignorerede mig stort set i de 30 dage, der var tilbage af min ansættelse hos Steinaa Film. Ib reagerede som sædvanligt med at blive og være fornærmet, som han altid blev, når nogen sagde eller gjorde ham imod. Men det hændte dog alligevel ind imellem, at han vekslede et par i reglen nødvendige ord med mig, hvorimod Kirsten lod mig forstå, at der var blevet kold luft imellem os. Det var stadigvæk ”Robinson Columbus”-projektet, jeg arbejdede på, men måtte selv finde ud af, hvad jeg ville lave, for fra da af blandede hverken Ib eller Kirsten sig i, hvad jeg foretog mig i de daglige 8 timer på tegnestuen. Tiden sneglede sig derfor afsted i de mange og lange dage, indtil ’befrielsens time’ slog den 30. november kl. 17. Da denne min allersidste arbejdsdag hos Steinaa oprandt og jeg kort før fyraften skulle have udbetalt løn, måtte jeg rykke for den, og da Kirsten endelig kom ind på tegnestuen og gav mig lønningsposen, kunne hun åbenbart ikke dy sig for med en vis vrede og bitterhed i stemmen at sige: ”Ja, jeg vil ikke lægge skjul på, at du har skuffet os dybt. Det havde vi ikke ventet os af dig!” Derpå forsvandt hun igen ind i privaten og jeg så derfor hverken hende eller Ib, da jeg for allersidste gang gik ud ad den dør, som jeg var gået ind og ud ad adskillige gange i de forløbne knapt fire år.

Heller ikke børnene eller den ellers så venlige Fru Jensen fik jeg lejlighed til at sige farvel til. Det føltes underligt, eller snarere pinligt, at forlade et sted, hvor jeg nu havde arbejdet i 4 år, især på den måde, det skete, og besynderligt, at jeg var blevet luft for de mennesker, jeg i de år var kommet nær på, fordi arbejdet foregik i deres delvis private hjem. På hjemvejen i bilen trængtes alle mulige modstridende følelser i mig, for på den ene side var jeg trods alt ked af at forlade Steinaa’erne, som jeg havde haft et godt samarbejde med i omkring 11 år, og på den anden side glædede jeg mig og så frem til, at jeg allerede dagen efter, den 1. december 1970, skulle indlede mit samarbejde med den sympatiske og dygtige Flemming Jensen.

Men Ib Steinaa var som nævnt naturligvis forpligtet til at færdiggøre sin film, hvortil kun forarbejdet indtil da var blevet gjort. Det stod dog klart for ham, at han ikke ville kunne overkomme arbejdet alene, og derfor allierede han sig senere med musikeren og kunstmaleren Sven Ludvig, som dog så vidt vides ikke tidligere havde lavet tegnefilm, og de to arbejdede videre sammen på Robinson Columbus-filmen. Den forelå først færdig ca. fem år efter, hvor den fik premiere den 27. marts 1975 i Camera-biografen på Sdr. Boulevard i København.

Desværre for Steinaa blev filmen ikke nogen ubetinget succes, hverken hos kritikerne eller hos publikum, og den blev derfor taget af plakaten efter kort tid. Det skal jeg vende tilbage til i kronologisk orden.

Nye fremtidsudsigter

For mit personlige vedkommende ville heldet, at jeg ikke stod uden arbejde, da jeg den 30. november 1970 forlod Steinaa Film. Kort før min opsigelse havde jeg nemlig kontaktet og truffet aftale med min ven og tidligere kollega, Flemming Jensen, at jeg allerede dagen efter at være holdt op hos Steinaa, skulle møde op på hans forholdsvis nyerhvervede tegnestue i Ryesgade 66. Meningen var, at vi ville indgå i et uforpligtende samarbejde med hinanden, som i første omgang drejede sig om en underleverance af en public relation-tegnefilm på ca. 10 minutters spilletid, som Flemming Jensen havde fået ordre på fra Ib Dam Film A/S, som igen havde fået ordren fra Superfos Glasuld A/S. Filmen havde fået titlen ”Hubert og den vanskelige kærlighed”, og Flemming havde allerede lavet design, figurudkast og storyboard til den, som også var blevet godkendt sammen med det budget, han havde opstillet.

For Flemming Jensens vedkommende var der efter at han var blevet sagt op hos Steinaa, i mellemtiden sket det, at han havde fået ansættelse hos Spectrum Film A/S. Men i begyndelsen af 1970 var han imidlertid også her blevet sagt op udelukkende på grund af mangel på arbejdsopgaver, dog sådan, at han bevarede et freelance tilknytningsforhold til firmaet. Efter sin opsigelse søgte og fandt han nogle lokaler, der egnede sig både til privatbolig og tegnestue. Det var faktisk en lejlighed i højt stueplan, som lå i Ryesgade 66, hvor der tidligere havde været frisørsalon. Men her indrettede den praktiske, dygtige, flittige tegner, animator og altmuligmand Flemming Jensen sig med både en hyggelig privatbolig og en relativt stor og anvendelig tegnestue, som i de næste syv år skulle komme til at danne ramme om vort fælles arbejde.

Kort før samarbejdet mellem Flemming Jensen og mig begyndte, havde han bl.a. lavet noget animation på tegnefilmen ”Bennys badekar” og på et tegnefilmindslag i spillefilmen ”Lille Virgil og Orla Frøsnapper”, så han havde haft rigeligt at lave. Desuden lavede han geografiske kort og grafiske plancher, samt ikke mindst for- og sluttekster til både spillefilm og kortfilm. Men hvor han tidligere havde håndtegnet eller håndmalet disse, var han nu gået over til at bruge bogstaver fra overføringssystemerne Letraset og Mecanorma. Det var både billigere og hurtigere. Kun i sjældne tilfælde var han nødt til at håndtegne tekster, hvilket sådan set ikke var noget større problem, idet Flemming var mesterlig til at bruge den såkaldte skrivestok, der især bruges indenfor skiltemalerfaget. Men hver for sig betød opgaverne, store som små, nødvendige penge i kassen til de mange udgifter, der følger med at drive selvstændig virksomhed.

Aftalen mellem Flemming og mig lød på, at han på ”Hubert”-filmen skulle tage sig af layouts, baggrunde og optræk og farvelægning, medens jeg skulle stå for animation og instruktion. Ganske vist var filminstruktøren Flemming la Cour, som på grundlag af en god og interessant idé havde skrevet en udmærket drejebog til filmen, officielt også dennes instruktør, men i praksis blev opgaven overladt til mig. La Cour var dog instruktør på nogle realfilmindslag, der indgik i filmen.

For både Flemming Jensens og mit vedkommende gik december måned 1970 med at starte op på produktionen af ”Hubert”. Han tegnede nogle layouts og malede et par baggrunde, medens jeg begyndte at tegne og animere de første scener med filmens hovedfigur, ”Hubert”. En speciel tegnefilmopgave som ”Hubert og den vanskelige kærlighed” var sådan set en ønskeopgave for en animator, især da Flemming og jeg enedes om at vi ville bruge noget nær full-animation i filmen. Men hverken han eller jeg havde på det tidspunkt erfaring eller indsigt nok i den økonomiske side af tegnefilmproduktion til at vide, at full-animation er en bekostelig affære, også selvom animatoren selv laver alle mellemtegninger, hvilket jeg gjorde, for øvrigt sådan som jeg havde været vant til fra min tid hos både Barfod og hos Steinaa. Men hvor og når det kunne lade sig gøre, foretrak jeg at animere ”straight ahead” (frit oversat: ”lige ud ad landevejen”) og ikke ”from pose to pose” (igen frit oversat: Fra bevægelsesfase til bevægelsesfase), sådan som animationsteknikken i reglen var på større tegnefilmproduktioner, hvor man arbejder i team bestående af en key-animator og en eller flere mellemtegnere, samt en eller flere rentegnere.

Et nyt og godt samarbejde

Allerede dagen efter at jeg havde forladt Steinaa Film, indledte min kollega Flemming Jensen og jeg et tæt samarbejde, som begyndte 1. december 1970 og som skulle komme til at vare i relativt mange år, nemlig frem til og med et stykke hen i 1979, altså i alt omkring ni år. Han og jeg kendte jo hinanden fra tiden hos A/S Nordisk Tegnefilm og Steinaa Film, og vi kom utrolig godt ud af det sammen. Flemming var desuden meget nem at omgås, og selv om vi på flere måder var hinandens modsætninger, så forløb det daglige samarbejde mellem os fantastisk godt, i hvert fald sådan som jeg oplevede det. Han respekterede vistnok især mig som animator, tilrettelægger og drejebogsforfatter, samt mine evner for at forhandle og have med kunderne at gøre. Selv var han en meget stille, indadvendt personlighed, som samtidig var lidt hæmmet af sin vanskelighed ved at udtrykke sig mundtligt, især på grund af sin jyske accent. Det sidstnævnte gjorde ham lidt forvirret og flov, hvilket der i øvrigt ikke var nogen reel grund til, for når han endelig sagde noget, så var det i reglen velovervejet og gennemtænkt. Også selv om han brugte udtryk, som f.eks.: ”Han har lagt i hans seng!” Det betød på københavnsk: ”Han har ligget i sin seng!” Men sådanne jyske udtryk morede i reglen de københavnere, der havde fornøjelsen af at høre disse, indrømmet, mig selv inklusive.

Ud over det professionelle samarbejde, blev vi faktisk også rigtig gode venner, som kunne deles om vores fælles interesse for tegnefilm, film, kunst og litteratur. Flemming var på det her omtalte tidspunkt ungkarl og kunne derfor tillade sig at spendere penge på at købe antikvariske originaltegninger af enkelte danske tegnere, som f.eks. Anton Hansen, Sikker Hansen og – hvad der især havde hans interesse – Storm P. Disse tegninger samt enkelte af hans egne malerier prydede væggene i privatboligen, som lå i tilslutning til tegnestuen, hvor vi arbejdede til daglig. Af litteratur interesserede Flemming sig især for oversatte krimier af gode klassiske forfattere, som f.eks. Edgar Allan Poe, og humoristiske og satiriske romaner, som f.eks. Mark Twains. Særlig holdt han af dennes roman ”Kaptajnen i Paradis” og novellesamlingen ”Præsten i Nevada”. Men Flemmings helt store særinteresse var Storm P.s bøger og billedhæfter, som han havde en større samling af.

En anden af Flemmings store interesser var hans forkærlighed for klassisk Jazz, som han kunne lytte til i timevis, alt imens han tegnede eller malede i roligt og adstadigt tempo. Man havde ikke indtrykket af, at han nogensinde skyndte sig. Når han endelig holdt en lille pause, så kom der ild på piben, og med indadvendt, fjernt blik koncentreret om lyspulten eller tegnebordet, blev animationstegninger, baggrunde, håndtegnede tekster og landkort produceret i en lind strøm fra hans hånd, alt sammen professionelt dygtigt og perfekt udført.

Faktisk har jeg aldrig i hele mit professionelle liv kendt et menneske, der var så alsidig og all-round en tegner som Flemming Jensen. Der var ikke den ting eller figur, det menneske eller dyr, den eller det være sig komisk eller seriøs, og det landskab eller interiør, som han ikke kunne fremtrylle på papir eller lærred, vel at mærke med den tilsyneladende ubesværede og største lethed. Koncentreret og afslappet arbejdede han flittigt fra klokken 9 morgen til klokken 5 eftermiddag, og somme tider til klokken 9-10 om aftenen, når det var nødvendigt at arbejde over, for at få tingene gjort færdige og leveret til deadline eller helst før.

Ryesgade var jo dengang speciel ved, at den strakte sig fra Ravnsborggade på Nørrebro-siden i den ene ende, og til Østerbrogade på Østerbro-siden i den anden ende. Omtrent midtvejs blev Ryesgade krydset af Fredensgade, som med trafikudviklingen, der betød flere biler på gaderne, blev regnet for en hovedtrafikåre, hvorfor kommunen i forbindelse med sanering af boligkareerne anlagde et parkanlæg på Fredensgades østre side, hvorved Ryesgade blev skåret over i to dele. Det betød ’døden’ for mange af gadens butikker, som efterhånden lukkede og nogle af disse blev indrettet som lejeboliger. Flemmings tegnestue lå i Ryesgade nr. 66, i den høje stue tilvenstre, og var på sin vis et hyggeligt sted i den dengang relativt travle forretningsgade. Tegnestuen bar endnu præg af sin fortid som damefrisørsalon, idet der stadig var mørke fliser på en af væggene, og en håndvask med en gasvandvarmer ovenover, som tidligere havde været tilsluttet en håndbruser i forbindelse med hårvask.

Foruden kolonialhandler, bager, grønthandler, købmand, ismejeri og ikke mindst Irma, lå der også mange andre slags butikker, som f.eks. værtshuse og bodegaer. Det hændte derfor ikke så sjældent, at man så især mænd, der bar en større eller mindre brandert hjem til en af lejlighederne i gaden, hvoraf flere i øvrigt havde op til flere baggårde. Det var f.eks. tilfældet i nr. 56, hvor der var to baggårde med bygninger, der rummede et stort antal to-værelsers lejligheder.

Men særligt interessante var de mange marskandiserbutikker, der i reglen lå i kælderniveau, hvorfra der blev solgt alverdens tingeltangel, men lejlighedsvis også ting af en vis kvalitet og værdi. Der var derfor alt i alt en livlig trafik i gaden, både af gående, cyklende og bilende folk, enten dem, der boede i de omkringliggende ejendomme eller som bare var på gennemfart fra Nørrebro til Østerbro eller omvendt. Eksempelvis var regissør Henning Bahs og hans assistenter fra Nordisk Film ikke så sjældent på udkig efter ting, møbler, garderobe og lignende, der kunne bruges i forbindelse med en eller anden filmindspilning. En tøjbutik hed ”Madam Dunk” og indehaveren var så vidt jeg ved en kvindelig kostumier, som havde stor sans for speciel damegarderobe, og hendes butik var derfor også et besøg værd for filmfolkene. Flere af scenerne i Edvard Flemings spillefilm ”Lille spejl” (1978) foregår i ”Madam Dunk”s butik, hvis indehaver, antikvitetshandler Madame Dunk blev spillet af entertaineren og transvestitten Bendt Reiner, mens hovedpersonen, transvestitten Bent, blev mesterligt spillet af Frits Helmuth. Bent var på et tidspunkt inde hos Madam Dunk, for at se på noget garderobe til sig selv. I filmen så man ham i øvrigt også ovre i kolonialhandlen, der lå på hjørnet af Ryesgade og Helgesensgade, og desuden så man ham køre igennem Ryesgade i retning mod Fredensgade.

Ryesgade var også en gade, som summede af liv, når der blev afholdt demonstrationer på Nørrebro. Sådanne var der en del af, og de startede ofte fra Blågårds Plads og gik via Ravnsborggade og Ryesgade til Fælledparken ved Blegdamsvej eller til Den amerikanske Ambassade på Dag Hammarskjölds Alle. Morsomt var det at iagttage, at når de mange åbenbart meget tørstige demonstranter undervejs smed de netop tømte ølflasker i rendestenene, så gik der et par drenge med en trillebør bagefter og samlede flaskerne op. Det forklarede de med, at de solgte flaskerne og fik pant for dem, for på den måde kunne de på gode dage tjene en pæn sum penge. Det var jo i øvrigt de år, hvor følgerne af ungdomsoprøret i 1968 for alvor viste sig, og hvor der herskede stor aversion hos danske venstrefløjspartier og grupper imod alt, hvad man opfattede som offentlige myndigheder og autoriteter, både herhjemme og i udlandet, hvor man på hjemmefronten især havde problemer med det pragmatiske Socialdemokratiet, og for udlandets vedkommende især med den amerikanske højrefløjspolitik, og særligt præsidenter som Richard Nixon og Ronald Reagan og var hadet som pesten af den danske venstrefløj og dennes sympatisører. Det var også i kvindekampens og munkemarxisternes storhedstid, hvor partiet Venstre Socialisterne (VS) oplevede deres kronede, omend kortvarige dage.

Men hverken Flemming eller jeg var særligt politisk interesserede og slet ikke partipolitisk engagerede, men til gengæld var vi fokuseret på, at vi nu endelig langt om længe begge havde fået muligheden for at producere en tegnefilm med ’klassiske’ kvaliteter. Det vil sige, en tegnefilm i en stil og med en animation, der ikke benyttede den begrænsede stil og animation, som især af økonomiske grunde havde præget international og ikke mindst dansk tegnefilm i 1960’erne, men som derimod brugte den mere traditionelle ’klassiske’ animation fra 1930’-40’erne. På den tid, altså i 1970’erne, var der faktisk ingen andre i lille Danmark, der lavede tegnefilm og animation i traditionel stil, for Steinaa havde jo – primært af økonomiske grunde - planlagt sin langtegnefilm ”Robinson Columbus” i en meget speciel stil og med cut-out-animation. Denne teknik blev også benyttet af især Jannik Hastrup og i årene efter også af Walther Lehmann. Men i samarbejde med Flemming Qvist Møller havde Jannik netop i 1970 produceret den lidt længere tegnefilm ”Bennys badekar”, som til en vis grad benyttede sig af traditionel animation, der viste, at den kunne Jannik og især to af hans assistenter, Anders Sørensen og Per Tønnes Nielsen, også mestre. Men filmen adskilte sig fra ’traditionelle’ tegnefilm især på grund af designet, som var holdt i en collageagtig stil. Det kom der en underholdende og anderledes og i mere end en forstand farverig tegnefilm ud af, som snart opnåede nærmest kultstatus, fordi den imødekom de tanker, ideer og politiske og kulturelle strømninger og holdninger, der efter ungdomsoprøret i ’68 var fremme også i Danmark. Og tænk, ”Bennys badekar” kom til at opleve den ære, at blive medtaget i den borgerlige VK-regerings kulturkanon 2008!

Et specielt og karakteristisk indslag i gadebilledet var de såkaldte gadehandlere, som kom igennem gaden med deres tohjulede trækvogne, hvorfra der eksempelvis blev solgt fisk. Det lød næsten helt morsomt, når en gadehandler kom gående i adstadigt tempo hen ad gaden, idet han råbte: ”Sillergodt! Sillergodt!” Det betød på almindeligt dansk: ”Sild er godt! Sild er godt!” Eller råbet lød: ”Bananer, bananer – 10 for en daler!” – Så hændte det jævnligt at konerne kom ned fra lejlighederne og købte enten fisk eller bananer eller andre af de varer, gadehandlerne solgte.

”Hubert og den vanskelige kærlighed”

Men Flemming Jensen og jeg var og forblev ’traditionalister’ og ville så vidt muligt fortsætte med at lave tegnefilm i ’gammeldags’ stil og med den tids kvaliteter. Derfor satte vi nu alle de ’sejl’, vi havde, til i forbindelse med produktionen af korttegnefilmen ”Hubert og den vanskelige kærlighed”. Vi var begge teknisk dygtige og omtrent fuldbefarne som tegnere og animatorer, men manglede totalt forudsætninger for økonomisk og administrativ styring af et tegnefilmprojekt af den størrelsesorden. Men vores store entusiasme bevirkede, at vi dampede afsted på fuld kraft, engagerede som vi begge var i forsøget på at ville producere en kvalitetsmæssigt set ’klassisk’ og underholdende 10-minutters public relation-tegnefilm. Vi havde ganske vist begge arbejdet med længere tegnefilm før, som tilfældet f.eks. var med ”Han, hun og pengene” (1963) i vores tid på Nordisk Tegnefilm og ”Sort på hvidt” (1968) i vores tid hos Steinaa Film, men for Flemmings vedkommende ’kun’ som animator, hvorimod jeg havde været hovedanimator på den førstnævnte film og hovedanimator og sekvens-instruktør på den sidstnævnte film. Men ingen af os havde haft med de pågældende films økonomi at gøre, så på det punkt manglede vi begge erfaring.

Teksten fortsættes i 21. afsnit.