FILM og mig

Om mit forhold til filmmediet

23. afsnit

Spar på energien

Imidlertid kom der igen en ordre fra SI, som denne gang lød på tre korte spots, der var et led i den planlagte kampagne for ”Spar på energien”. Filmene hastede, men var til gengæld forholdsvis nemme at lave, idet der skulle benyttes nogle tegninger, lavet af en reklametegner på et bureau, og disse skulle også indgå i den annoncekampagne, der var en del af projektet og som skulle sættes i gang samtidigt med at spottene blev vist i TV’s OBS-program. Der forekom en meget enkel form for animation i Spar på energien-filmene, så arbejdet på disse var forholdsvis hurtigt overstået. Men vi skulle levere filmene fuldt færdige med lyd og det hele. Som speaker valgte vi naturligvis i samråd med Mette Lund den forhenværende programmedarbejder og speaker i DR TV, John Idorn, og lyden blev indspillet hos Teknisk Film Compagni med Jon Bille Brahe som tonemester. Resultatet blev en hæderlig bagatel, som ikke på nogen måde gav anledning til andet, end at Anima Film fik et lille beskedent overskud på produktionen.

Balancekunst

I starten af november 1980 fik vi en nok så interessant ordre fra Ib Dam Spectrum Film på en OBS-spot, som blev produceret under arbejdstitlen ”Balancekunst”. Det drejede sig om en meget nødvendig kampagne med advarsel om ikke at køre bil eller andet køretøj, når man har spiritus i blodet. Vi nærmere os jo snart den tid, hvor der blev afholdt mere eller mindre våde julefrokoster især i byernes firmaer og forretninger - og for øvrigt også i private hjem. Udgangspunktet var et foto af et snapseglas, der balancerede på spidsen af en opretstående bilnøgle. Vores opgave lød på at vise samme situation i levende billeder. Til det formål lagde vi hovederne i blød, for at løse opgaven rent praktisk, for hvordan får man en bilnøgle til at stå på højkant og et snapseglas, der fyldtes og tømtes til at balancere ovenpå?

Den praktiske løsning af opgaven hvilede naturligvis først og fremmest på mig, men umiddelbart kunne jeg ikke se en løsning på de rent tekniske problemer, der var forbundne med opgaven. Imidlertid kom tilfældet mig og os til hjælp, idet min bror Bent, som idet daglige var automekaniker og i øvrigt teknisk anlagt, var kommet en tur til København, for blandt andet at besøge os. Da han fik forelagt vores kattepine, sagde han straks, at han mente at kunne løse de tekniske problemer for os. Han ville nemlig påtage sig at få bilnøglen til at stå fast i lodret stilling, lige som han ville svejse en lang tynd og sort metalstang til snapseglasets fod og føre stangen vandret ind gennem en opretstående bagklædning, så man i forhold til trickkameraets placering og synsvinkel ikke ville kunne se stangen. OBS-spotten ”Balancekunst" blev mesterligt trickfilmfotograferet af den kreative og i øvrigt animations-teknisk sagkyndige Jakob Koch. Hans assistance var vi – i øvrigt på Birgits anbefaling - begyndt at benytte os af. Men end så længe var det dog fortsat Hasse, der var vores ’hoffotograf’, idet han jo kom med ret så mange ordrer til os.

Vinteren 1980-81 var i øvrigt så kold, at det var vanskeligt at opvarme vores lokaler. Det skyldtes ikke mindst, at der under hele stedet var en kælderetage, der ikke kunne varmes op, og selv om den havde kunnet, ville det have været så dyrt i varmeregning, at vores i forvejen beskedne overskud på firmaets driftsbudget ville være blevet overskredet. Men især i køkkenet var der så koldt, at vandet i vandhanen på de koldeste dage frøs til is. Det havde jeg ikke været ude for, siden isvinteren 1939-40, hvor min familie og jeg boede i en stuelejlighed i Baggesensgade, og hvor vandhaner, afløbsrør og nedløbsrør jævnligt måtte optøs ved hjælp af blikkenslagerens blæselampe. Om den tid i marts-april 1939 vil man kunne læse i min selvbiografis 07. afsnit.

Ny og større lejlighed

Imidlertid var vi blevet godt trætte af de små forhold, som vores udmærkede, men alt for lille lejlighed bød på, så derfor kontaktede vi ejendommens administrator Lægernes Pensionskasse og anmodede om at få en lidt større lejlighed, helst en af de store med 3 værelser. Man skulle tro det muligt, idet der i bygningskomplekset Kingosparken er 900 lejemål. Men det lod sig dog desværre ikke gøre, men vi kunne tildeles en lejlighed på 2 værelser. Det måtte vi så tage til takke med, men kunne så til gengæld i juli 1981 flytte ind i en nyistandsat lejlighed på Kingosvej 50, 1. tv. Vores tidligere lejlighed lå i boligkomplekset Kingosparkens blok 3, med de ulige husnumre, medens vores nye lejlighed lå og ligger i blok 8 med de lige husnumre.

For resten fik vi adgang til at bese vores nye lejlighed inden indflytningen, vi behøvede bare at ringe på døren, for maleren var i gang med alt det malerarbejde, der normalt blev foretaget inden en ny lejer flyttede ind: Hvidte lofter og vægge, male træværk, tapetsere og lakere gulve. Det var sådan, at den nye lejer, i dette tilfælde os, selv måtte bestemme hvilket tapet, vi gerne ville have på væggene. Vi valgte et neutralt nubret og brækket hvidt til alle vægge. Men det ville vare endnu nogle dage, før vi kunne flytte ind.

I øvrigt måtte vi ved fraflytningen af vores hidtidige lejlighed delvis betale for dennes istandsættelse. Der henstod dog et opsparet beløb til formålet, men de 6.000 kr., der var på den konto, rakte ikke til, hvorfor vi - desværre – måtte af med yderligere 22.000 kr.. Det var lidt af en bet for vores i forvejen ikke altfor gode økonomi. Derimod fik vi en betydelig – og helt gratis – hjælp til at flytte vores indbo mv., nemlig primært takket være Birgits far og mor. Birgits far var bomstærk og håndterede de mange tunge kasser med bl.a. bøger, som han hjalp med at bære ned fra 2. sal og placere i bagagerummet på sin bil og køre det korte stykke vej fra nr. 53 til nr. 50. Men nok så vigtigt fik vi hjælp af vores gode ven, Søren Svendsen, hvis bil havde tagbagagebærer, hvor større ting som bord og senge kunne transporteres på. Ingen af parterne ønskede nogen form for betaling for deres ulejlighed. De næste par dage brugte vi til at få sat tingene på plads i lejligheden, og i den forbindelse var Birgits mor behjælpelig med at anbringe service og bestik i køkkenets skabe og skuffer.

Anima Film i alvorlige problemer

Opgaverne fra Ib Dam – Spectrum Film var relativt mange og mangeartede. Det drejede sig i reglen om reklamefilm og indslag i kortfilm, men ingen nævnt ingen glemt. I september 1981 fik vi en opgave af Ib Dam –Spectrum Film, som skulle vise sig at komme til at give Anima Film et så klækkeligt underskud, at det bidrog til at firmaet kom til at køre på pumperne. Opgaven lød dels på fremstillingen af nogle grafiske plancher og dels nogle skilte og andet, som skulle indgå i nogle kortfilm om økonomi. Disse film var i virkeligheden en dansk version af et par engelske kortfilm, som havde to populære skuespillere fra Monty Python-gruppen i hovedrollerne: den megahøje John Cleese og en anden, men meget lille skuespiller, hvis navn jeg ikke husker. I den danske version blev de to roller spillet af henholdsvis Ulf Pilgaard og Paul Hagen.

Flemming Arnholm var instruktør på de to økonomi-film. Han havde efterhånden arbejdet sig frem til at blive meddirektør i Ib Dam – Spectrum Film, men hverken han eller Ib Dam fattede de problemer og vanskeligheder, de stillede os i ved at give os opgaven. Vi på vores side turde ikke vove at sige nej til opgaven af frygt for at miste Ib Dam – Spectrum Film som kunde. Noget af det, der kom til at koste Anima Film penge i forbindelse med de to økonomi-film, var den omstændighed, at vi blev nødt til at involvere ’vores’ snedker, Aage Aggerholm, i projektet. Vi så os nemlig ikke selv i stand til at fremstille de 80 cm høje, kvadratiske trækasser, som efter først at være blevet malet og derefter forsynet med diverse tekster, skulle indgå i de realfilmoptagelser, der skulle finde sted i Ib Dam – Spectrum Films atelier.

En del af opgaven lød også på at fremstille nogle miniaturemodeller af bl.a. en karrusel og af en fabrik, som skulle tegnes, males og skæres ud af tykt karton. Det var heller ikke et arbejde Birgit og jeg var vant til, så det tog os uforholdsmæssigt lang tid at fremstille modellerne. Og selvom det egentlig var et interessant, sjovt og anderledes arbejde, kostede det os for mange arbejdstimer, som tilmed gik fra de andre opgaver, vi havde at lave i samme tidsrum.

Til de økonomiske vanskeligheder, som Anima Film fik i efteråret 1981, bidrog også en usædvanlig stor ekstra varmeregning, som netop kom i september, og som hovedsagelig skyldtes den hårde kulde, der havde været i vinteren forud. Da var der så koldt i lokalerne, at disse var svære at varme tilstrækkeligt op. Og særlig i køkkenet, som var uopvarmet, kunne der blive så koldt, at alting frøs til is. Kælderen, som kun blev brugt som lager og arkiv, var så kold, at vi kun gik derned, hvis det var strengt nødvendigt. Huslejen lå ellers på et rimeligt niveau, nemlig 1.400 kr. månedlig + à conto varme på 450 kr. Men den ekstraordinært store efterregning på varme lød på 19.000 kr., og det kom som et chok for os. Vores revisor undersøgte sagen, men det ændrede ikke ved regningen, tværtimod skulle han naturligvis have salær for sit arbejde. Han anbefalede os i øvrigt at finde nogle bedre egnede lokaler til vores formål, idet man måtte forudse lignende efterregninger i de kolde vintre i fremtiden.

Men alt i alt kom det til at stå os lysende klart, at vi ikke i længden ville kunne klare de mange udgifter i forbindelse med firmaets drift, hvis ikke vi foretog en drastisk ændring af situationen. Denne ændring skulle først og fremmest bestå i, at vi skar ned på alle udgifter, hvilket bl.a. indebar en smertelig opsigelse af Birgits ansættelse i firmaet. I stedet ville hun midlertidigt melde sig arbejdsløs under Grafisk Forbund og derefter søge at vende tilbage til sin stilling som pædagog, idet hun var af den opfattelse, at der næppe ville være nogen fremtid for hende indenfor den på det tidspunkt skrantede kommercielle danske tegnefilmbranche. I sin fritid ville hun så assistere mig med tegnefilmarbejdet i det omfang, hun kunne afse tid og kræfter til det. Desuden ville det være nødvendigt at opsige lejemålet på Gl. Kongevej og i stedet flytte virksomheden hjem privat. Dernæst skulle vi frasige os at få flere opgaver, end jeg fortrinsvis selv ville kunne klare, eventuelt ved hjælp af lejlighedsvis freelance assistance.

Den arbejdsmæssige situation

Efter den desværre nødvendige og uundgåelige ’opsigelse’ hos Anima Film, vendte Birgit Bennedbæk efter en kort tid som arbejdsløs tilbage til arbejdet som pædagog, og fik en stilling som stedfortrædende leder i børneinstitutionen ”Runen” i Taastrup, og her arbejdede hun i fire år til 1986. Derefter skiftede hun til en stilling som souschef i den nyoprettede børneinstitution ”Tussenelda” i Ishøj Landsby, hvor hun arbejdede til den 1. februar 2006. På grund af tiltagende problemer med kronisk astma, fandt Birgit det på det tidspunkt mest hensigtsmæssigt at gå på efterløn, hvilket skete den ovennævnte dato, men dog sådan at hun fortsat var tilknyttet institutionen som vikar.

Men selv fortsatte jeg naturligvis i forsøget på, så godt det lod sig gøre at videreføre firmaet. Der var sådan set nok for mig at lave, nu da jeg var alene om arbejdet, men det hændte dog lejlighedsvis, at Birgit hjalp mig med nogle af opgaverne i sin fritid. Imidlertid viste det sig, at omkostningerne i forbindelse med lejemålet og brugen af lokalerne på Gl. Kongevej var for store til, at firmaets indtægter kunne følge trop Det blev især en ekstraordinær efterregning på varme, der slog bunden ud af økonomien. Der var derfor ingen anden udvej, end at opsige lejemålet og flytte firmaet og dets virksomhed hjem på vores privatadresse her på Kingosvej, hvor vi stadigvæk boede og bor i 2018, da disse linjer skrives og redigeres. Her kunne Birgit desuden endnu bedre hjælpe mig med nogle af opgaverne i sin fritid.

Der var fortsat meget at bestille i firmaet, idet vi dels fik nogle få større ordrer og dels ret så mange mindre ditto. Til de større ordrer hørte en fortsættelse af Danmarks Historie, nemlig afsnittene 10, 11 og 12, som Birgit, nu som freelance, heldigvis fortsat kunne hjælpe mig med. Til de større ordrer hørte også fortsættelsen af ”Beskyttelsen på arbejdspladsen”, en ordre, som produceredes med arbejdstitlen ”Maskinbeskyttelse”. Hjælpe kunne hun i øvrigt også med en del af de mange mindre ordrer på tekster, geografiske og statistiske kort med meget andet og mere.

For fuldstændighedens skyld skal her nok engang nævnes serien om ”Maskinbeskyttelse”, med angivelse af titlerne på de forskellige afsnit:

De herefter nævnte titler er eksempler på tegnefilmindslag i en serie film for Arbejdsmiljøfonden, deriblandt: Når hjulene ruller (1980), Når stålet skærer (1981), Når jorden vendes (1981), Hejs og Fir (1981), Ned med støjen (1982), Intern Transport (1982), Når spånerne flyver (1983), Med Strømmen (1984), Rygstykker i stykker (1987). Hasse Christensen var producent, filmfotograf og trickfilmfotograf på filmene. For at tydeliggøre de arbejdsmiljømæssige problematikker, blev der til hver film lavet nogle tegnefilmsafsnit, som udførtes hos Anima Film ApS af Harry Rasmussen og Birgit Bennedbæk.

Filmene om ”Beskyttelse på arbejdspladsen” var som allerede nævnt en hel serie kortfilm om sikkerhed på arbejdspladserne. Hasse havde selv fået opgaven fra Arbejdsmiljøfondet og den første film, der skulle produceres, drejede sig om beskyttelsesforanstaltninger mod funktionsfarlige maskiner på fabrikker indenfor jern- og metalindustrien. Min opgave bestod først og fremmest i at tilrettelægge arbejdet og lave research. I den forbindelse medvirkede forskellige sagkyndige folk. Arbejdsmiljøfondet blev repræsenteret af journalist Dorthe Nielsen, som også var den, der skrev manuskripterne til filmene. Derefter bestod min opgave i at tegne storyboards til tegnefilmindslagene i filmene, og dernæst i at lave animationen i de afsnit, hvor en sådan var påkrævet, medens Birgit dels fik overladt at designe figurer og baggrunde, og dels kom til at stå for optræk og farvelægning.

Men som også nævnt, kørte Anima Film ApS fortsat med økonomiske problemer, hvorfor vi var nødt til at skære endnu mere ned på udgifterne, fordi disse desværre udhulede indtægterne så meget, at firmaet kunne betragtes som ”en synkende skude”. Et firma bør jo ikke bruge sin kassekredit mere end højst nødvendigt, for den er kun en nødløsning til at holde foretagendes kørende og i live. Vi måtte derfor gribe til drastiske forholdsregler, for at redde stumperne.

En venskabelig revisor

Under produktionen af ”Hubert” 1970-71 fortsatte den gennemhæderlige og stovte Flemming Jensen med at føre et ’bogholderi’, der bestod i, at han indførte alle ordrer, store som små, i en lille lomme-kolonnebog, hvori var opført firma, titel på arbejdet, pris, moms, dato for arbejdets påbegyndelse og afslutning, dato og nummer på fakturaer, om der var blevet betalt á conto beløb for produktionen – hvilket for øvrigt var sjældent på mindre opgaver – og endelig, hvornår arbejdet var blevet afleveret til kunden og fakturaen betalt. Ud over dette ’bogholderi’, førte han også det pligtige regnskab for indgående og udgående moms. Og endelig udskrev han lejlighedsvis fakturaer på det udførte bestillingsarbejde. Til det formål havde han indkøbt en efter den tids målestok god og solid skrivemaskine, som bortset fra nogle få ringbind til ind- og udgående korrespondance og til ind- og udgående fakturaer, udgjorde bogholderiet og ’kontoret’. Men hidtil havde Flemming ikke benyttet sig af revisor til løbende at følge regnskabet og heller ikke til årsopgørelserne. Sådan havde han som freelance tegner og animator arbejdet i godt et års tid, da jeg stødte til på hans tegnestue i Ryesgade. Senere, da jeg fik medindflydelse på vores lille firmas drift og økonomi, sørgede jeg blandt andet for at inddrage en registreret revisor til at holde lovbefalet orden på regnskaberne og desuden udarbejde årsopgørelser til Skattevæsenet.

Den pågældende revisor hed Oluf Andersen, og hans assistance havde jeg benyttet mig af helt tilbage fra årene 1961-62, da jeg selv arbejdede som freelance i Brøndbyøster. Hvert år, når der var status i Anima Film ApS på Gl. Kongevej i København, mødte revisor Andersen op til et såkaldt bestyrelsesmøde, hvorunder firmaets aktuelle økonomi og situation blev grundigt drøftet. Konklusionen lød i reglen på, at firmaets økonomi var i balance, hvilket revisoren kunne dokumentere og bevidne overfor skattevæsenet.

Da Flemming Jensen i 1980 udtrådte af firmaet, sørgede revisor Andersen for, at han fik udbetalt sin anpart i firmaet. Det skete ved, at jeg købte hans anpart og dermed blev eneejer og enedirektør samt kunstnerisk leder af firmaet.

Efter af firmaet Anima Film ApS i 1982 skiftede til adressen Kingosvej 50, fortsatte Oluf Andersen sit overopsyn med firmaets økonomiske status. Det foregik dels ved de månedlige regnskabsmæssige indberetninger, jeg efter aftale sendte til ham ved hver måneds slutning, og ved, at han en gang om året mødte op på nævnte adresse, i reglen om formiddagen kl. 10 og blev her til hyggelig og fornøjelig frokost kl. 12, hvorefter han omkring kl. 13 atter drog tilbage til sit eget firma på Gl. Torv i København. Et yderst tilfredsstillende arrangement, som vi begge var glade for og godt tilfredse med. For resten ikke mindst, når det var Birgit, der stod for serveringen af frokosten.

Anima Film ApS skifter adresse

Men tilbage til den aktuelle situation, som revisor Andersen naturligvis også var involveret i. Der var heldigvis kun en måneds opsigelse på lejemålet på Gl. Kongevej, men vi havde jo foretaget en del forbedringer og nyindretninger af lokalerne, og var så heldige, at indehaveren af VVS-firmaet, Sv. O. Olsen, som holdt til i gården bag hovedbygningen, gerne ville overtage vores lejemål og betale os et passende beløb som kompensation for de omkostninger, vi havde haft i forbindelse med lokalernes istandsættelse og indretning. Men det var dog trods alt med et vist vemod, at vi omkring 1. maj 1982 flyttede Anima Film ApS fra Gl. Kongevej og fik tegnestue hjemme hos mig og Birgit privat. Firmaet skiftede samtidigt postadresse til Postboks 97, 2630 Taastrup. Men på min tegnestue hjemme fortsattes arbejdet umiddelbart efter flytningen, idet der stadigvæk var en del opgaver, som skulle udføres, herunder først og fremmest tegnefilmindslagene til kortfilmene om arbejderbeskyttelse og miljøforbedringer af arbejdspladser.

Flytningen fandt sted den 1. juli 1982 og vi var så heldige, at få praktisk hjælp dels af Birgits far og dels af Søren og Inger samt også lidt hjælp af Linda og hendes daværende kæreste og senere ægtemand Jan. Han viste sig lykkeligvis at være den rette mand for Linda og ikke mindst for os, for han var både meget begavet, stærk og hjælpsomt anlagt. De evner fik vi især stærkt brug for i forbindelse med firmaets flytning til vores privatadresse. Birgits far, som netop på den tid lige var blevet pensioneret som 65-årig politiassistent, påtog sig at flytte de fleste af de i øvrigt ret tunge papkasser fyldt med animationstegninger og cels fra de opgaver, vi gennem flere år havde lavet og efterfølgende arkiveret i de nævnte kasser. Heldet ville, at Birgits far var temmelig stærk, så derfor hentede han kasserne nede i kælderen, bar dem op ad trappen og ud til sin privatbil, hvor han satte kasserne i bagagerummet bag i bilen og også stillede nogle af disse ind på bagsædet. Derefter kørte han arkivkasserne hjem til sin egen bopæl på Runebergs Allé i Søborg, hvor han bar kasserne op til deres pulterrum på 5. sal og stablede dem op der.

Søren og Inger hentede nogle af arkivkasserne med animationstegninger og cels fra tegnefilmen ”Hubert og den vanskelige kærlighed” op fra kælderen og anbragte disse i deres privatbil, idet de havde tilbudt at opbevare en del af kasserne hjemme i deres egen kælder i huset på Kærmark i Hvidovre. Resten af arkivmaterialet vedr. ”Hubert-filmen” blev - i lighed med alt andet fra Anima Film ApS - flyttet hjem i vores private kælderrum her på Kingosvej i Taastrup. Det blev alt sammen flyttet af os selv, men med stor og uegennyttig hjælp af Linda og Jan. Da alt fra kælderen og tegnestuerne, hvilket bl.a. ville sige tegneborde, stole, tegnelamper, tegnematerialer såsom animationspapir, pakker med cels og dåser med farver mm., var båret væk, skilte Jan derefter reolerne i kælderrummet på Gl. Kongevej og transporterede også disse herud til Taastrup, hvor han igen samlede reolerne i vores kælderrum her. Det betød, at vi hen ad vejen kunne placere en masse af vores fyldte arkivkasser på reolerne, hvor de i øvrigt kom til at stå i ret så mange år. Nogle af møblerne fra tegnestuen på Gl. Kongevej, f.eks. mit gamle tegnebord og ’mobile’ stol, samt tegnelampe, blev i lighed med tegnematerialerne derimod placeret og opbevaret klar til brug her i min private tegnestue. Til det sidstnævnte formål havde vi måttet inddrage det mindste af vores 2-værelsers lejlighed. Således nødtvungent arrangeret på grund af en utilstrækkelig økonomi, som ikke tillod os at erhverve en større lejlighed, hvilket rent praktisk set ville have været en klar fordel. Men vi indrettede os med bedste evne efter forholdene.

Anima Film ApS på lavt blus

En af de omstændigheder, der var med til at afgøre vores beslutning om at geare ned, var, at jeg personligt efterhånden var kørt ned fysisk og psykisk og ofte led af hovedpine og nemt fik næseblod. Men da jeg aldrig havde fejlet noget tidligere i mit liv, bortset fra børnesygdommene i min barndom, gik jeg heller ikke i dette tilfælde til læge. Det viste sig flere år senere, at jeg havde et alt for højt og ubehandlet blodtryk. Det blev konstateret, da jeg i oktober 1990 pludselig fik en blodprop i hjernen, som medførte en dog kun kortvarig hospitalsindlæggelse. Lykkeligvis fik jeg ingen varige mén af blodproppen, og det forhøjede blodtryk kom til gengæld under livslang behandling og kontrol.

Undervejs i den årelange behandling med blodfortyndende medicin, pådrog jeg mig senere også diabetes 2. Men i forbindelse medicineringen og de råd, lægen gav vedrørende kosten, lykkedes det i løbet af 2018, hvor disse linjer skrives, dels at kurere sukkersygen og dels nedbringe medicineringen til et minimum. Men mere herom senere i kronologisk orden.

Min 53-årige fødselsdag den 12. juni dette år, 1982, blev kun fejret af Birgit og mig i al beskedenhed, så derfor har jeg valgt at forbigå en omtale af den.

Selvom Birgit altid var parat til at give en hjælpende hånd med ved græsslånings-arbejdet, så forstod hun dog også, hvor vigtigt det var at stresse af. Desuden havde hun jo de huslige nødvendigheder at tage sig af, og det gjorde hun skam også uden mindste klage, min kære Birgit.

Det daglige arbejde krævede i øvrigt sin tid, energi og sit engagement. Birgit med sit nye job som pædagog og senere souschef i den integrerede børnehave ”Runen” i Taastrup, den kommune, hvor vi jo også boede. For mit eget vedkommende var der problemerne med mit job som ene anpartshaver, direktør og kreativ hovedkraft i firmaet Anima Film ApS. Som tidligere omtalt kørte det på pumperne, hvilket var grunden til, at jeg havde set mig nødsaget til i foråret at opsige lejemålet på lokalerne på Gl. Kongevej 39 i København og flytte alt inventar og alle materialer og arkiver i firmaet hjem til min privatadresse og forsøge på at videreføre arbejdet derfra. Det gik faktisk nogenlunde godt, men jeg måtte være om mig, for at få nye ordrer og udføre tegnearbejdet, som jeg i flere tilfælde fik Birgits uundværlige professionelle hjælp til.

Den arbejdsmæssige situation i 1983

Hvad angår mit levebrød, som lykkeligvis blev suppleret af Birgits faste lønindkomst som stedfortrædende leder af den integrerede børneinstitution ”Tussenelda” i Ishøj Landsby, så var det lidt af en kamp at holde modet oppe. Arbejdet bestod mest af mere eller mindre interessant og nødvendigt brødarbejde, men der var dog en enkelt undtagelse i striben af kedsommelige opgaver, idet min gode ven og kollega Jakob Koch, som selv var tegner og animator og havde sit eget firma, i efteråret 1983 gav mig til opgave at producere nogle tegnefilmindslag i en public relation-kortfilm om ”De danske oste”. Her fik jeg lejlighed til endnu engang at animere på god gammeldaws facon, og det bekom mig godt. Birgit hjalp som sædvanligt med optræk og farvelægning.

Men Adam var som bekendt ikke længe i paradiset, så da arbejdet med ”De danske oste” var overstået, fortsatte ørkenvandringen mellem tørt tekstarbejde og kedelige grafiske plancher med søjler og tal, og – når det gik højt – stillestående figurer af den ene eller anden slags. De nærmest følgende år blev reelt set derfor en ørkenvandring mellem tekstarbejde og grafiske plancher, landkort og lignende, men praktisk talt aldrig en eneste ’rigtig’ tegnefilm. På et tidspunkt havde der dog været optræk til, at en af filmene om arbejdsmiljøbeskyttelse skulle handle om de efter min mening morsomme ”miljøtter” i form af små kvinder og mænd iført blå kedeldragter og med beskyttelseshjelme, og hvis nærmeste ’slægtninge’ måske kunne siges at være ”Smølferne”, dog uden direkte ligheder. Miljøt-figurerne designede jeg i forbindelse med en kortfilm om beskyttelse imod støj, men der blev ikke andet og mere ud af projektet for mit vedkommende, end at der som forslag blev tegnet en storyboard, der imidlertid ikke blev godkendt af forfatteren Henrik H. Lund, som var manuskriptforfatter på filmen om støj. Jeg fik imidlertid et honorar på 2.000 kr. for ulejligheden.

Imidlertid har jeg heller aldrig selv ligget på den lade side, som man siger, så på grundlag af mine erfaringer og viden gav jeg mig derfor i kast med at udarbejde planer for oprettelsen af et kursus i produktion af tegnefilm, specielt med emnet animation, som havde og altid har haft min helt store professionelle interesse. Derfor lavede jeg et udkast til for- og bagside af en brochure i A5-format om mit ambitiøse forsøg på at starte et kursus i animation. Kurset skulle i hvert fald have titlen ”Lær at lave rigtig tegnefilm! Animationskursus for begyndere". Den indledende tekst lyder som følger:

”Kurset omfatter både teoretisk og praktisk gennemgang af alle faser i tegnefilmproduktion – fra idéen opstår til den færdige film foreligger- Kurset lægger dog i særlig grad vægt på dét, der gør en tegnefilm til netop tegnefilm: ANIMATIONEN!” På brochurens bagside kunne man læse, at kurset betegnedes som FILM-ANIMATIONS-SKOLEN og at tanken var, at kursusstedet skulle være TÅSTRUP FRITIDSCENTER POPPEL ALLÉ 2630 TÅSTRUP. Når talen i dette tilfælde var om ”rigtig tegnefilm”, hang det sammen med, at der både dengang og senere blev lavet såkaldte tegnefilm i en teknik, som dels kaldtes ”flyttefilm" og som dels var computergenererede film. I begge tilfælde oftest med et design bestående af enkle og kantede figurer, som der flyttedes rundt på under trickfotograferingen, for at skabe illusionen af bevægelse. Den teknik kunne man f.eks. se i den danske børnefilmserie om ”Cirkeline”, der blev skabt af Hanne Hastrup i tæt samarbejde med hendes ex-mand, tegneren og instruktøren Jannik Hastrup. Skæbnen eller tilfældet ville, at jeg i 1986-87 og igen i 1989-90 blev freelance animator på nævnte instruktørs to langtegnefilm, hhv. ”Strit og Stumme” og ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven". Det skyldtes faktisk primært min gode ven og kollega Jakob Koch. Han og jeg havde bevaret kontakten med hinanden gennem mange år, lige som vi lejlighedsvis arbejdede sammen på tegnefilmiske opgaver.

Nyt om tegnefilm

Den 26. marts 1986 kunne Berlingske Tidende meddele, at den danske animator og tegnefilminstruktør Børge Ring dagen før havde modtaget en Oscar for sin ”Anna & Bella”, der blev karakteriseret som årets bedste korte tegnefilm. Men i sin begejstring over en så enestående begivenhed, glemte journalisterne at nævne, at filmen faktisk var produceret i Holland med støtte fra det derværende statslige filminstitut. Man kunne derfor ikke med rette betragte filmen som dansk, heller ikke selvom dens ophavsmand så afgjort var og er det, idet han her i 2006 lever i bedste velgående i en alder af 86 år, men også fortsat bor i Holland.

Den 23. april 1986 kunne Politiken for resten fortælle sine læsere, at Jannik Hastrup netop var gået i gang med at producere langtegnefilmen ”Strit og Stumme”, som var projekteret til en spilletid på 75 minutter og var beregnet til at ville koste 10,5 mill. kr. Avisen kunne også fortælle, at forlægget til filmen var blevet til i et samarbejde mellem Jannik Hastrup, Michael Clante, Birgita Faber og Bent Haller. Apropos Birgita eller Bigita Faber, som i øvrigt var samlever med Jannik, så arbejdede hun som den ene af tre baggrundsmalere på ”Strit og Stumme”, men viste sig kun lejlighedsvis på tegnestuen, hvor hun i øvrigt fik linetestet noget animation, hun selv havde lavet med sine egne figurer. Men at hun var en fremragende tegner, viste hun senere og især med sine baggrunde til Janniks næste langtegnefilm ”Fuglekrigen” (1991).

Dagen efter, den 24. april 1986, bragte Berlingske en lille notits, hvori nævntes at fire danske film for børn skulle vises på den internationale kortfilmfestival i den vesttyske by Oberhausen i slutningen af måneden. Blandt de fire film var Jannik Hastrups tegnefilm ”Trylle og tøjdyrene”. Samme dato, 24. april 86, kunne Berlingskes Ebbe Iversen under overskriften ”Nye film fra Filminstituttet” bl.a. fortælle, at Jannik Hastrups ”Samson og Sally” ville blive fulgt op af en ny langtegnefilm med titlen ”Strit og Stumme”. Der var afsat halvandet år til filmens produktion, og premieren var sat til julen 1987. Manuskriptet var skrevet i fællesskab af forfatteren Bent Haller og Jannik Hastrup, og filmens budget på 10,5 mill. kr. var udarbejdet og afleveret til Filminstituttet, hvorefter børnefilmkonsulenten Ida Zeruneith havde indstillet, at der blev givet produktionsstøtte til filmen. Filminstituttet bevilgede 9. mill. kr., hvilket betød, at producenten, Metronome Productions, måtte spæde 1,5 mill. kr. til.

I artiklen nævnes også, at Bent Haller havde omskrevet ”Strit og Stumme” i bogform, som havde fået titlen ”Blåfolket”, og som lige netop udkom på det tidspunkt, artiklen blev offentliggjort. Det nævntes også, at den 75 minutter lange film skulle laves af en stab på omkring 30 personer, heraf ”en kerne på seks erfarne animatorer, blandt dem Walther Lehmann, Anders Sørensen, Per Tønnes og muligvis den nylige Oscar-vinder Børge Ring. Og Jannik Hastrup oplyser, at ”Strit og Stumme” også kommer til at rumme muntre dansenumre til musik af Fuzzy.”

Imidlertid var det i løbet af de første måneder af 1986 stilnet af med arbejdsopgaver for mit personlige vedkommende, og jeg ihukom derfor Janniks tidligere tilbud. I mellemtiden var han og hans medarbejdere gået i gang med opstarten på langtegnefilmen ”Strit og Stumme”. Jakob Koch, som var trickfilmfotograf på filmen, og som kendte min aktuelle situation, anbefalede mig derfor til Jannik, som stadig gerne ville have mig med på en af sine film. Da han angiveligt var interesseret i et samarbejde, kunne jeg derfor ikke sige nej til det, så meget desto mindre, som at jeg dels ville få lejlighed til at genoptage min gamle drøm om at lave noget nær full-animation, og dels ville jeg få en rimelig god betaling for arbejdet.

Aftalen mellem Jannik og mig lød på, at jeg primært skulle være nøgletegner på figuren McDonald, som spillede en vis rolle i filmen. Men eftersom jeg havde tænkt mig at opretholde Anima Film ApS, i hvert fald indtil videre, måtte jeg udføre animationsarbejdet på ”Strit og Stumme” som en underleverance til Dansk Tegnefilm Kompagni og Metronome Productions, som var filmens producenter. Det aftaltes, at afregningen skulle ske månedsvis og fakturaerne sendes til Metronome, som stod for udbetalingerne.

Mit arbejde på ”Strit og Stumme” begyndte den 1. maj 1986, og for bedre at kunne sætte mig ind i arbejdsgangen på stedet, valgte jeg til at begynde med at flytte mit tegnegrej ind på den tegnestue i tagetagen på en ejendom i Ravnsborg Tværgade, som Dansk Tegnefilm Kompagni havde lejet til formålet. Opstarten på ”Strit og Stumme” fandt i øvrigt sted på den tegnestue i St. Kongensgade 3 i København, som Jannik Hastrup havde haft i flere år. Men da arbejdet for alvor var kommet i gang og det blev nødvendigt at hyre flere tegnere, måtte han også finde større lokaler, der egnede sig nogenlunde til formålet. Det blev så taglokalerne i Ravnsborg Tværgade, men om disse egentlig kunne betragtes som velegnet arbejdsplads for mange mennesker, kunne nok diskuteres.

På min første arbejdsdag hos Jannik, satte han mig til min egen store forbløffelse til at mellemtegne en scene med McDonald, som Per Tønnes Nielsen havde tegnet og animeret. Nå, tænkte jeg frustreret og skuffet, er det et sådant arbejde, man har tænkt sig at jeg skal udføre. For ærlig talt, så mente jeg at have betydeligt flere år på bagen i tegnefilmbranchen og mere erfaring end Tønnes, som ganske vist var endog meget dygtig, både som tegner og animator, men som først var begyndt at lave tegnefilm i slutningen af 1960’erne. Men jeg gav mig dog alligevel til at mellemtegne den nævnte scene, hvori McDonald kommer løbende ude fra baggrunden i en af de underjordiske gange, hvorefter han runder et hjørne og fortsætter videre ad en sidegang og forsvinder. Det bedste jeg kunne finde på at sige om scenen og figuren, var, at den viste McDonald både forfra, fra siden og bagfra, og eftersom figuren jo allerede var designet af Tønnes, gjaldt det om at lære dens udseende at kende. Jeg overvejede dog alvorligt, om ikke det ville være bedre at stoppe samarbejdet med Jannik allerede samme dag, også selvom det ville give en del ulejlighed med at skulle flytte mit tegnebord, tegnepult og kontorstol hjem igen. Det var faktisk mest det sidstnævnte, der bragte mig til besindelse, så jeg foreløbig valgte at ville se tiden an.

Det korte af det lange er da også, at jeg allerede næste dag fik overladt selv at tegne og animere en scene med McDonald. Om det skyldtes, at Jannik havde observeret min utilfredshed, ved jeg ikke, hvilket set i tilbageblik også kan være fuldstændig ligegyldigt. Derefter gik det slag i slag og jeg blev efterhånden så fortrolig med figuren og dens karakter, at det nærmest gik som en leg at tegne og animere den. Men eftersom jeg var vant til selv at mellemtegne mine nøgletegninger, foretrak jeg også at gøre det i dette tilfælde. Det syntes Jannik imidlertid ikke var nogen god idé, for han benyttede sig selv i udstrakt grad af mellemtegnere. Derfor gik jeg med til, at der blev sat mellemtegnere på nogle af de scener, jeg animerede. De mellemtegnere, der egentlig meget mod min vilje blev udpeget til mig, var Ditte Brink, Josephine Høyrup og Ulrik Siverts. Ikke fordi disse unge mennesker ikke var dygtige nok, men fordi jeg som altid var uhyre krævende og kritisk med mit eget arbejde, og det ikke mindst fordi der her blev brugt den ’teknik’ at overføre animationstegningerne via fotokopiering på tyndt papir, som derefter blev farvelagt med farveblyanter, klippet ud og monteret på cels. En fremgangsmåde, som Jannik og hans ’gamle’ medarbejdere nærmest var specialister i.

Pointet er, at det var animatorens egen mere eller mindre karakterfulde streg, der blev gengivet, og ikke et eller andet mere eller mindre vellykket optræk eller rentegning. Men de scener, jeg animerede straight ahead, en ’arbejdsmetode’ jeg foretrak, hvor det kunne lade sig gøre, krævede naturligvis ikke deciderede mellemtegninger, eller i hvert fald kun få sådanne. Derfor sørgede jeg for fortrinsvis at animere straight ahead. Det var jo i øvrigt den ’metode’, jeg havde været vant til fra min tid hos Barfod og hos Nordisk Tegnefilm og Steinaa Film.

Imidlertid må man fra et produktionsmæssigt, økonomisk og praktisk synspunkt medgive, at Janniks arbejdsmetode var den mest rationelle og formålstjenlige. Som gentagne gange påpeget, er det at lave tegnefilm en uhyre omkostningskrævende produktionsform, og det er derfor klart, at alt, hvad der kan medvirke til at spare tid, og dermed fremme arbejdsprocessen, og dermed til at nedbringe omkostningerne, naturligvis er at foretrække, hvor det ikke ligefrem er en nødvendighed, hvis man ville overleve i den professionelle tegnefilmbranche.

På det tidspunkt, der her er tale om, bestod personalet hos Dansk Tegnefilm Kompagni først og fremmest af Jannik Hastrup selv og af hans produktionsassistent, Marie Bro (Rasmussen), og som layoutere og baggrundsmalere var der Birthe Dalland, Michael Clante og Bigita Faber. Som nøgletegnere fungerede - foruden Jannik selv - Georges Stoyanoff, Walther Lehmann, Per Tønnes Nielsen, Anders Sørensen, Jeff Varab og mig, Harry Rasmussen. Per Lygum kom en kort overgang med i teamet, men arbejdede kun som freelance. Liller Møller var også med en kort overgang som nøgletegner på ”Strit”, men forlod igen projektet til fordel for produktion af sine egne tegnefilm. Mellemtegnergruppen bestod af Ditte Brink, Tone Tarding, Sarah Koppel, Merethe Kiilerich, Karin Hjort, David Lamhauge, Ulrik Sieverts, Uffe Boesen, Peter Kielland, Søren Martinsen, Carl Quist Møller, og Jonas Wagner.

For det specielle kopierings- og monteringsarbejde på cels, stod først og fremmest Marie Bro, Hanne (Hastrup) Wernberg, Ditte Brink, Tone Tarding, Mette Benthien, Malene Vilstrup, Berit Nybirk, Maj-Britt Almskov, Mai Britt Hastrup, Lone Valentin, Laura Ratto, Christina Pindal, Inge Rosenberg, Anita Rosenberg, Trine Vester Jensen.

Det skal bemærkes, at flere af de tidligere ovenfor nævnte navne ikke har fået credit på DFI’s creditliste for ”Strit og Stumme”, lige som rækkefølgen af de navne, der er med, forekommer lidt tilfældig. Foruden at være mellemtegner stod David Lamhauge også for optagelse og fremkaldelse af linetests på 16mm high contrast negativ film. Linetests kunne ses på tegnestuens 16mm klippebord. For optagelserne på 35mm Eastman Color negativ stod trickfilmfotograf Jakob Koch, som egenhændigt fotograferede ”Strit og Stumme” på sit eget trickbord hjemme i Tureby på Sydsjælland.

For produktionen af ”Strit og Stumme” stod Metronome Productions, som var ejet af Bent Fabricius-Bjerre. Kontaktledet var produktionsleder Tivi Magnusson, som vi dog ikke så ret meget til i løbet af det års tid, jeg arbejdede på tegnestuen. Men når vi, dvs. den samlede flok af medarbejdere, lejlighedsvis skulle se det foreløbige resultat af alle anstrengelserne, som blev vist i Dagmar Bios store sal, var både Bent Fabricius-Bjerre, hans daværende kone og leder af Dagmar Bio, Anne Fabricius-Bjerre, og Tivi Magnusson, til stede. Bent Fabricius-Bjerre var i øvrigt noget utilfreds med, at så meget af filmen foregik i et mørke, der gjorde det vanskeligt at se og opfatte, hvad der foregik.

Mærkværdigt nok blev musikken til ”Strit og Stumme” ikke komponeret og indspillet af Fabricius-Bjerre, men af Jens Wilhelm Pedersen, bedre kendt som Fuzzy, som desuden også havde skrevet og indspillet musikken til Janniks forrige langtegnefilm ”Samson & Sally” (1984).

Hen på vinteren 1986-87 blev det imidlertid så pivende koldt, at det kneb med at opnå tilstrækkelige varmegrader på tegnestuerne oppe under taget, den højeste temperatur, der blev mål her, var + 15-16 grader. På et tidspunkt blev det så knagende koldt, at der kun var + 10-12 grader indendørs, så det simpelthen var umuligt at sidde stille og tegne bag lyspulten. Til sidst kom det da også så vidt, at man i samråd med Jannik enedes om at nedlægge arbejdet indtil videre, samtidigt med at han og hans produktionsassistent, Marie Bro, blev opfordret til at finde nogle lokaler, der kunne opvarmes tilstrækkeligt til, at det stillesiddende arbejde kunne udføres uden den slags unødvendige gener. Men det gjaldt naturligvis om at få arbejdet i gang igen så hurtigt som overhovedet muligt, og kort efter lykkedes det da også for Jannik og Marie Bro at finde nogle egnede lokaler på Vesterbrogade 46, lige ved siden af Havemanns Magasin. Tegnestuerne lå på første salen oven over en skotøjsforretning, og her var der ingen problemer med at varme de tilmed forholdsvis store lokaler op til de omkring + 22 grader, som er nødvendige for at de fleste mennesker med stillesiddende arbejde vil kunne føle sig godt tilpas. I disse betydeligt bedre og mere moderne lokaler fortsattes arbejdet på ”Strit og Stumme” i løbet af 1987 og indtil filmen var blevet gjort færdig.

For mit personlige vedkommende forholdt det sig dog sådan, at jeg hen på foråret 1987 i samråd med Jannik valgte at fortsætte arbejdet på McDonald hjemme på min egen tegnestue, hvorfor mit tegnegrej med tegnebord, lyspult og kontorstol, igen blev flyttet hjem til mig privat. Her fortsatte jeg animationsarbejdet til den 14. august, hvor det sluttede for mit vedkommende.

Jannik Hastrup og jeg kom stort set godt ud af det med hinanden i den tid, jeg arbejdede for ham, og i hvert fald respekterede jeg hans velfortjente position som dansk tegnefilms indtil videre ubestridte førstemand, når det gjaldt ikke-kommerciel tegnefilmproduktion. Jannik lavede stort set ikke reklametegnefilm eller lignende bestillingsopgaver, men udelukkende korte og lange tegnefilm, der var sponsoreret af de statslige institutioner. Men i øvrigt vil jeg tro, at han også respekterede min erfaring og mine evner som animator, også selvom jeg senere har hørt ham udtale i et interview, at de nye og yngre animatorer var betydeligt bedre end de ’gamle’, hvilket formentlig må være en hentydning til folk, som f.eks. Walther Lehmann, Flemming Jensen, Per Lygum og mig.

På et tidspunkt, medens vi endnu arbejdede på tegnestuen i Ravnsborg Tværgade, havde jeg tegnet og animeret nogle scener, hvori animationen af McDonald var lykkedes så godt, at figuren tenderede til at blive en slags hovedfigur. Som instruktør havde Jannik naturligvis det overordnede overblik og ansvar for filmen, så efter at have set linetest af de pågældende scener, kom han hen til mig og sagde, at han godt nok syntes det var en udmærket animation og at McDonald ligesom var blevet ’levende’, men at jeg blev nødt til at dæmpe figuren lidt ned, så den ikke kom til at dominere for meget. Det måtte jeg så selvfølgelig rette mig ind efter, også selvom jeg egentlig syntes det var synd for McDonald, som netop lige var begyndt at ’leve’.

I øvrigt må jeg her skynde mig at tillægge, at jeg syntes de andre animatorer leverede et godt og professionelt arbejde. Dette gjaldt først og fremmest Jannik Hastrup selv, som havde ansvaret for Fuglen og den gamle bedstemor. Og det gjaldt ikke mindst den formidabelt dygtige tegner Per Tønnes Nielsen, som havde ansvaret for animationen af Mr. Præsident, som det gjaldt for Anders Sørensen, der i en vis udstrækning havde ansvaret for pigen Strit og for Gammelfar m.fl., og det gjaldt for Walther Lehmann, som tegnede og animerede den ’fordrukne’ Blånæse i sin helt egen animationsstil, og endelig den venlige og omgængelige tegner og erfarne animator Georges Stoyanoff, som tog sig kærligt og nænsomt af drengen Stumme. Den erfarne Disney-animator Jeff Varab, som dog kun var med i en kortere periode og ikke hver dag, animerede bl.a. en meget beruset rotte, der vakler af sted gennem en af de mørke gange under jorden. En herlig og karakterfuld animation.

”Strit og Stumme” havde forpremiere søndag den 15. november 1987 kl. 13.30 i Dagmar Teatret. Desværre havde Birgit og jeg fået billetter, der anviste os plads på 3. række, hvor man følte at sidde nedenunder lærredet, ligesom figurerne fremtrådte grelt og forvrængede så tæt på. Man kunne næsten se hver eneste farveblyantsstreg og skravering, der flimrede kraftigt, især fordi man så dem så nær på. Forpremieren blev derfor lidt af en skuffende oplevelse for os, og vi besluttede derfor, at vi snarest muligt ville gå ind og se filmen igen og sikre os pladser i rimelig afstand fra lærredet, samtidig med at vi ville iagttage det almindelige publikums reaktioner på filmen.

Fredag den 20. november 1987 fandt filmens officielle premiere sted i følgende københavnske biografer: Dagmar, Palads, Tivoli Bio, Bio Trio og Bio Lyngby. Og den fik faktisk ret gode anmeldelser i de københavnske aviser, men der var dog også enkelte kritiske røster iblandt, som i al fald jeg til dels var enige med.

Filmens handling

Langtegnefilmen ”Strit og Stumme” handler om, at rotterne med Mr. Præsident og rottegeneralen McDonald i spidsen, har overtaget magten, ikke på jordoverfladen, hvor menneskene i kraft af miljøforurening havde umuliggjort livets eksistens og de overlevende derfor var søgt ned under jorden, hvor rotterne regerede og havde gjort menneskene til deres slaver. Imidlertid har rotterne i mellemtiden udviklet sig og var blevet lige så store eller i nogle tilfælde større end menneskene. Men det er kun pigen Strit og drengen Stumme, der er så meget liv tilbage i, at de gør modstand og med held forsøger at narre rotterne, så at de to børn til sidst finder vej op til det fri, hvor naturen åbenbart igen er blevet fornyet, så den kan danne grundlag for en ny tilværelse for de to børn. En særlig pointe i filmen er det, at da drengen Stumme kommer op i lyset viser det sig, at han er sort.

Filmens grundlæggende idé er tydeligvis ment som en besk og barsk satire over især det amerikanske samfund og dettes mennesker og livsstil. Både Bent Haller og Jannik Hastrup tilhørte jo den yderste venstrefløj i dansk politik, og her kan man bestemt ikke lide Amerika, som tværtimod ses som den store kapitalistiske skurk i verden. Rotten Mr. Præsident var en tydelig hentydning til præsident Ronald Reagan, medens rottegeneralen McDonald formentlig var tænkt som en prototype på følgagtige og ikke alt for kloge amerikanske generaler. Figuren Blånæse skulle – eller kunne - tydeligvis ses som repræsentant for de mennesker, der ikke gør hverken modstand eller oprør, men har tilpasset sig forholdene og omstændighederne og forsøder deres tilværelse med sprut eller narkotiske stoffer. Blånæse er i filmen på evig jagt efter euforiserende svampe, som han spiser, for at skaffe sig en helst permanent rus.

I filmen forekommer der også en gammel kvinde, som børnene kalder for Bedstemor eller Bedste. Hun repræsenterer tydeligvis erindringen om menneskenes lykkelige fortid fra før de forbandede kapitalister ødelagde verden i deres hensynsløse jagt på profit. Figuren ”Fuglen”, som Jannik Hastrup meget karakteristisk selv havde valgt at tegne og animere, symboliserede anarkistens trang til uafhængighed, som til slut fører de to menneskebørn, Strit og Stumme eller Eva og Adam, fra undertrykkelsen i mørket op i en utopisk frihedsverden.

Jannik havde jo i øvrigt også tegnet og animeret mågen i ”Samson & Sally” (1985), ligesom han senere tegnede og animerede mågen i ”Fuglekrigen” (1991), og ligeledes fuglen i ”Aberne og det hemmelige våben” (1994), ællingen i ”H.C.Andersen og den skæve skygge” (1997), og desuden mågen i ”Drengen, der ville gøre det umulige” (2003). Det er da også tydeligt, at Jannik fra starten og gennem årene har identificeret sig selv med de nævnte fuglefigurer, hvilket i øvrigt også fik Per Tønnes Nielsen til at tegne en karikatur af Jannik i skikkelse af netop en måge.

Det bedste ved at arbejde for Jannik Hastrup var set med mine øjne, at han gav sine animatorer en udstrakt frihed til at animere figurerne på den måde, der faldt hver enkelt animator mest naturligt og ligetil. Men det skal gerne indrømmes, at det alligevel var ikke så lidt af en udfordring og prøvelse for mig, at arbejde på tegnestuen, for dels var jeg ikke vant til så mange mennesker og dels var jeg især ikke enig i de politiske synspunkter, der ganske vist stiltiende herskede på stedet. Hverken Jannik selv eller hans medarbejdere drøftede politik, men det lå ligesom i luften, hvad der var den ’rigtige’ politiske opfattelse. Desuden syntes jeg, at handlingen i ”Strit og Stumme” var baseret på nogle forvrængede og utopiske forestillinger om, hvordan verden så ud og helst burde komme til at se ud i fremtiden. Det var jo arven fra ungdomsoprøret i 1968 og dettes nymarxistiske ideer, som havde inspireret både Jannik Hastrup og – måske især – Bent Haller, og disse ideer var jeg bestemt ikke enig i.

En af de ting, som jeg særligt havde noget imod, var de såkaldte tirsdagsmøder på tegnestuen, som gav sig ud for at være et demokratisk forum, hvor alle og enhver havde samme stemme, fra den yngste til den ældste, fra rengøringskonen til Jannik selv. Sådan som jeg oplevede det, drejede møderne sig aldrig om emner af virkelig betydning, men oftest om petitesser såsom manglende blyantsstifter, viskelædere og lignende, så at i hvert fald jeg følte, at tiden blev spildt. Men det var ikke velset at udeblive fra mødet, heller ikke selvom det var tydeligt, at flere af deltagerne, bl.a. Per Tønnes Nielsen, Anders Sørensen og jeg selv, faktisk med vilje aldrig sagde et ord.

Den i det daglige venlige og omgængelige Jannik Hastrup skulle man dog ikke tage fejl af. Han var dedikeret til sit arbejde, både som kunstnerisk leder, instruktør og animator, og han glemte heller ikke, at det var ham, der havde det afgørende ord i alle sager og sammenhænge. De fleste, der omgikkes ham i det daglige, lærte hurtigt, at jo mere han smilede, jo mere skulle man passe på ikke at udfordre eller irritere ham, for da kunne det i nogle tilfælde hænde, at hans temperament kogte over, så at han f.eks. fyrede en medarbejder på stedet og uden varsel, eller han smadrede et eller andet stykke inventar, eller da det gik allerhedest til, kastede en kontorstol ud ad vinduet og ned på gaden. Det skete naturligvis kun, fordi han jo stort set hele tiden befandt sig i en anspændt og presset situation, hvor det for ham gjaldt om at lave en teknisk og kunstnerisk så god film som overhovedet muligt, og desuden om at overholde budgettet og deadline, således at han bl.a. kunne sikre sig og sine trofaste medarbejdere, for sådanne havde han en hel del af, at der også ville blive arbejde at lave i fremtiden.

Men når dette er sagt, så skal det også tilføjes, at Jannik Hastrup var og er en tegnefilmkunstner af virkelig stort format, både som instruktør og – ikke mindst – som animator, og det virkede nærmest som om arbejdet med at animere var en ren leg for ham. Han var utroligt flittig fra morgen til aften, og nøgletegningerne, vel at mærke i rentegnet form, nærmest flød i en lind strøm fra hans hurtige og sikre hånd og videre til den lille gruppe mellemtegnere og inkere og paintere, han havde knyttet til sig.

Hvad angår min egen opfattelse af tegnefilmen ”Strit og Stumme”, var og er jeg enig med Bent Fabricius i, at meget store dele af filmen indeholdt alt for mange og unødvendigt mørke scener og sekvenser, Efter min opfattelse kunne indtrykket af tilværelsen under jorden godt have været bevaret, selvom de mørke dele af filmen havde været lysnet en kende. Men Jannik holdt på sit og var ikke modtagelig for indblanding i hverken sine kunstneriske eller praktiske dispositioner. Skønt han var yderligtgående politisk venstreorienteret, så var han i realiteten lidt af en ’diktator’, når det gjaldt hans job som instruktør og producent. Det havde alle derfor at rette sig efter, ellers var det ud af vagten, sådan som det blandt andet skete med Simons nevø, der blev fyret på stående fod, fordi han tillod sig ikke at være enig med Jannik.

Den eneste udtalte kritik, Jannik blev udsat for medens jeg arbejdede på tegnestuen, kom fra Anders Sørensen, men han var uundværlig som animator, så derfor undlod Jannik dels at argumentere imod ham og dels at fyre ham.

Havfruen igen igen!

Apropos fremtiden, så havde Jannik Hastrup så vidt jeg vidste ikke umiddelbart noget nyt langtegnefilmprojekt på beddingen, og hans faste medarbejdere talte derfor indbyrdes om, hvad de mon skulle give sig til at lave, når ”Strit og Stumme” var blevet færdig. De fleste af dem, i hvert fald dem, der var medlemmer af Filmarbejdernes Fagforening (FAF), vidste, at der i reglen opstod et interregnum mellem de film, Jannik producerede, og at de kunne melde sig arbejdsløse og afvente tiden, indtil Jannik formentlig og forhåbentlig atter havde skaffet penge til at kunne producere en ny kortere eller længere tegnefilm. Det havde de gjort efter ”Samson & Sally”, så det kunne de formentlig gøre igen.

Men tanken om det nævnte interregnum inspirerede mig til at genoptage ideen om en langtegnefilm over eventyret ”Den lille Havfrue”, og i min fritid gik jeg derfor i gang med at skrive en detaljeret drejebog. I den forbindelse talte jeg med Per Tønnes Nielsen, og forespurgte, om han eventuelt ville og kunne påtage sig at designe filmens figurer, og svaret lød, at det ville han gerne. Jeg havde naturligvis selv nogle klare forestillinger om, hvordan figurerne skulle se ud, men da jeg havde stor tillid til Tønnes’ evner og kvalifikationer som figurtegner, nærede jeg ingen betænkeligheder ved i påkommende tilfælde at skulle overlade opgaven til ham.

Imidlertid kunne jeg ikke dy mig for selv at forsøge på at lave udkast til nogle af filmens hovedfigurer, dog mest for at have noget at holde mig til, mens jeg skrev drejebogen. Det blev blandt andet til en hel serie figurtegninger med filmens hovedpersoner, derunder især udkast til Den lille Havfrue og hendes små fiskevenner, samt to sæt kongelige personer, nemlig henholdsvis prinsens og naboprinsessens forældre.

Det rygtedes snart på tegnestuen, at jeg var ved at skrive en drejebog til ”Den lille Havfrue”, og Jannik kom da også en dag og sagde, at han meget gerne ville læse drejebogen, så snart den var færdig. Det samme gjaldt naturligvis Tønnes og Anders, som også viste interesse for sagen. De tre var da også de første, der fik den til gennemlæsning, efter at den var blevet kopieret i 25 eksemplarer, hvoraf de 20 skulle indsendes til Det danske Filminstitut sammen med et budgetoverslag og en ansøgning om hel- eller delvis produktionsstøtte. Projektet blev behandlet af daværende filmkonsulent Ida Zeruneith, som da også syntes godt om drejebogen, men foreholdt mig, at Filminstituttets love krævede, at en professionel producent påtog sig ansvaret for filmens budget og produktion. Derfor henvendte jeg mig til Tivi Magnusson hos Metronome Productions, som jo var producent på ”Strit og Stumme”, og desuden til Just Betzer, Panorama Film. I begge tilfælde viste man interesse for projektet, men før det kom så langt som til reelle forhandlinger erfarede jeg gennem Tønnes og Anders, som havde hørt det af Frank Thomas og Ollie Johnston, at Walt Disney Productions netop for tiden var i gang med fremskredne planer om at lave en langtegnefilm over præcis samme eventyr!

For at sikre mig, at der var tale om realiteter, skrev jeg straks til min gode ven hos Walt Disney Productions, Ed Hansen, og til trods for at han var en travlt optaget mand, svarede han omgående og bekræftende på min henvendelse. Det var naturligvis interessant og opløftende at erfare, at selveste tegnefilmens ’kongefirma’ havde fundet, at eventyret ”Den lille Havfrue” ville være et godt sujet for et langtegnefilm, for den tanke havde jeg jo selv haft lige siden omkring 1951, men samtidigt skuffende, fordi en dansk produceret tegnefilm med samme motiv ikke ville have en jordisk chance for at kunne konkurrere om publikums gunst. Sidstnævnte var ikke mindst vigtigt, idet kasseindtægter naturligvis var højst nødvendige af hensyn til både producenter og distributører, som jo gerne skulle kunne brødføde sig selv og deres medarbejdere. Især derfor var det forståeligt, at intet ansvarligt dansk filmselskab aldrig ville turde indlade sig på et sådant kostbart projekt, dels på grund af Walt Disney-navnets verdensry, og dels på grund af det magtfulde distributions- og reklameapparat, Disney-organisationen rådede over. Og selvfølgelig ikke mindst, fordi vi herhjemme endnu ikke rådede over især kvalificerede animatorer, der hvad erfaring angår kunne måle sig med Disney-animatorerne, som havde erfaring og rutine fra arbejdet med adskillige langtegnefilm. Altså endnu engang: Exit mit havfrue-projekt!

En stor skuffelse

Men efter at have set Disney-folkenes moderniserede tegnefilmversion af eventyret om ”Den lille Havfrue”, følte jeg mig dybt skuffet over den behandling, de havde udsat det for. Ikke, at filmen ikke har mange gode kvaliteter, men det var især det, at man havde gjort den lille havfrue til en moderne ung og rap teenager, og desuden havde tilladt sig at forvanske eventyrets idé og morale og givet det en falsk slutning, der både gjorde mig ked af det og vred på Andersens vegne. Derfor bestemte jeg mig for i det stille at arbejde videre med min egen tegnefilmversion af eventyret, som jeg – entusiastisk og naiv som jeg var - mente var i bedre overensstemmelse med H.C.Andersens egne intentioner. Disse kendte jeg jo gennem et årelangt studium af digteren og hans forfatterskab, og følte mig samtidig overbevist om, at publikum også ville have værdsat min tegnefilmversion, hvis ellers det havde været muligt at producere filmen, hvad jeg dog ikke længere gjorde mig nogen forhåbninger om. Projektet var og forblev noget nær en livsdrøm. Men måske godt det samme, for så er man i alt fald sparet for presse-kritikernes forventeligt negative dom.

Arbejde adler

Efter at mit arbejde på ”Strit & Stumme” var overstået, fortsatte jeg på vegne af Anima Film ApS naturligvis som selvstændig tegner og animator og var da også så heldig at få enkelte opgaver. Det var dog ikke alle tilbud, jeg følte mig kvalificeret eller havde lyst til at indlade mig på. Her skal jeg nævne et eksempel på sådan et: I slutningen af oktober 1987 kom der en henvendelse fra Jeff Varab, som jeg havde mødt og en kortere overgang arbejdet side om side med under produktionen af ”Strit og Stumme”. Han ville gerne benytte sig af min assistance som freelance animator på en tegnefilm, han var i gang med. På den tid havde han og nogle af de tidligere medarbejdere på ”Valhalla”-filmen, etableret sig på en tegnestue i Ryesgade 62, 4. nr. 37 på Østerbro, og her sad der så vidt jeg erindrer omkring 5-6 mand tæt pakket og arbejdede. Det var flere af disse medarbejdere, der sammen med andre, der tidligere havde arbejdet hos Swan Productions, som d. 1. august 1988 startede det firma, der siden skulle blive kendt eller vel nærmest berømt under det beskedne navn ”A.Film”. De ledende kræfter i det nystartede firma var administratoren Anders Mastrup og animatorerne Stefan Fjeldmark, Karsten Kiilerich, Jørgen Lerdam og Hans Perk. Iflg. Hans Perk arbejdede han og nogle andre, tidligere Valhalla-folk for Jeff Varab omkr. begyndelsen af 1988 i Ryesgade, hvor de var animatorer på et tysk tegnefilmprojekt med titlen ”Benjamin Blümchen”. - Ang. navnet A.Film, så lå der iht. Hans Perk nærmest en tilfældighed bag A. Film-folkenes valg af netop navnet A.Film (A = Animation, men som bekendt også alfabetets første bogstav), for dermed kom firmaet til at stå først i både navne- og fagtelefonbogen og i FI-bogen, hvori firmanavne jo var anført i alfabetisk rækkefølge. Hidtil havde mit firma, Anima Film ApS, haft fornøjelsen af at stå først eller øverst de nævnte to steder. Denne ’rangordning’ var dog ikke tilsigtet fra min side, men jeg følte der lå noget symbolsk i det, nemlig som et tegn på, at A.Film overhalede Anima Film indenom. Det skulle da også snart vise sig at blive tilfældet i praksis, tilmed i så høj grad, at Anima Film faktisk blev udkonkurreret på det kommercielle marked. Det skyldtes dog også, og ikke mindst, at jeg ikke ønskede eller orkede at investere de kræfter mm., der skulle til for at tage konkurrencen op med A. Films vitterligt meget dygtige folk, som jeg personligt havde og har respekt for.

Imidlertid fandt jeg den animationsopgave, som Varab gerne ville have mig til at lave, alt for svær og kompliceret, idet den drejede sig om nogle heste, der galoperede hen over himlen. Hestene var tegnet i seriøs stil, der var uvant for mig, og jeg forudså derfor, at det ville give mig store problemer at skulle tegne og animere i denne stilart, så jeg takkede nej til opgaven. Men det var småt med tegnefilmopgaver for Anima Film og mig. Det skete dog lejlighedsvis, at jeg fik en animationsopgave af Jakob Koch. En af opgaverne var animationen af en tegnefilm om anti-rygning (1987), en anden var en reklametegnefilm for ”Sun Cola” (1988). Den 8. marts 1989 fik jeg til opgave af min kollega og gode ven Jakob Koch, at animere to reklametegnefilm for ”Håndværksbageren”.

Efter færdiggørelsen af ”Strit og Stumme” måtte en stor del af Janniks medarbejdere enten finde job andetsteds eller gå på dagpenge, en forståelig fremgangsmåde, sådan som nogle af dem tidligere havde gjort i de tomgangs-intervaller, der i reglen opstod mellem de enkelte filmproduktioner. Udbuddet af arbejde indenfor tegnefilmbranchen var dog relativt begrænset, men for enkelte lykkedes det at få job hos Swan Productions. Det var dog kun en kortfattet frist, for foretagendet lukkede som nævnt omkring marts 1988.

Tegneren og animatoren Maria Mac Dalland havde arbejdet hos Swan Productions, og var nu klar til at starte sine egne projekter. ”Rejsen mod en fødsel” er titlen på Maria Mac Dallands debut tegnefilm som blev produceret i 1988-1989. Maria blev født i 1965 som datter af tegner og baggrundsmaler Birthe Dalland, der bl. a. arbejdede hos Jannik Hastrup og Tegnedrengene i 1980’erne. Maria startede i 1981 som elev hos Jannik Hastrup, og var med i produktionen af ”Samson og Sally” som mellemtegner. I 1983-85 var hun i Nicaragua for at opbygge en animationsafdeling på Det Nicaraguanske Filminstitut, hvor hun underviste og producerede flere animerede kortfilm. Vel hjemme igen påbegyndte hun sin første danskproducerede tegnefilm, ”Rejsen mod en fødsel”, som var inspireret af hendes egen graviditet. En poetisk og eftertænksom fabulering i former, bevægelser og farver. Slutscenen er en rigtig fødsel, som hun fik lov til at overvære og filme. Fuzzy lavede musik til filmen. Det var en con amore produktion, som et godt stykke inde i produktionsforløbet, fik støtte fra Filmværkstedet og SFC.

Maria Mac Dalland har siden manifesteret sig som en dygtig og målbevidst tegnefilmkunstner og filminstruktør med følgende tegnefilmproduktioner: ”Haven” (1991), ”Reden” (1992). ”Vølvens spådom - Skabelsen” (1995). ”Odins øje (2004). ”Og hjertet er sort” (2006).

I 1989 afholdt A.Film I/S reception i deres lokaler på førstesalen i en ejendom på hjørnet af Jagtvej og Julius Thomsensgade på Nørrebro i København. Blandt de mange, der var inviteret, var min ringhed, som da også fuldkommen druknede i mængden. I et af lokalerne kørte der en demo-video på monitoren over A. Film-folkenes hidtidige produktion af håndtegnet tegnefilm, og det forekom mig ganske overvældende, så allerede kort efter ankomsten listede jeg lige så stille af igen. Jeg forlod A.Film med bevidstheden om, at her var der et allerede veletableret firma og nogle dygtige folk, som utvivlsomt ville få succes og i øvrigt udkonkurrere os andre totalt, især på det lille hjemlige marked.

Opstart på tegnefilmen ”Fuglekrigen”

Imidlertid arbejdede Jannik Hastrup støt og roligt på at holde sig selv og sin produktion af tegnefilm i gang, og i 1988 producerede han tegnefilmen ”Take care...” for Verdens Sundheds Organisationen, WHO. Men han var også så småt startet op på forarbejdet til sin næste langtegnefilm, ”Fuglekrigen”, som igen var baseret på et manuskript af Bent Haller. Omkring 1. april 1989 var flere af de medarbejdende animatorer indkaldt til et møde hjemme hos Jannik i hans hus på Olufsvej på Østerbro. I mødet deltog, foruden Jannik selv og hans veninde Birgita Faber, som skulle stå for filmens design og baggrunde, også produktionsleder Marie Bro, og animatorerne Nancy Carrig, Walther Lehmann, Georges Stoyanoff, Michael Helmuth Hansen og mig, Harry Rasmussen.

Ved samme lejlighed blev det bestemt, hvilke animatorer, der skulle have ansvaret for hvilke figurer i filmen. Jannik tildelte meget forståeligt sig selv animationen af Mågen Mogens, mens Nancy Carrig, som sammen med Jannik dels havde lavet en storyboard og dels havde designet figurerne, fik tildelt animationen af de to fugleunger Oliver og Olivia, mens Michael Helmuth Hansen påtog sig opgaven med at animere Fuglemoderen og rovfuglen Fagin. Walther Lehmann var nærmest selvskreven som animator af Uglen, medens Georges Stoyanoff fik tildelt animationen af musen Frederik, og jeg, Harry Rasmussen, animationen af musen Ingolf og den tykke due. Senere fik Asta Sigurdardottir overdraget opgaven med at animere fugleungen Olivia, og desuden scenerne med de smækre ’dansepiger’ i hønseskikkelse ude på ”Røret”. Da produktionen gik i gang, blev der endvidere ansat et par tidligere ”Valhalla”-folk, nemlig Marie Embalo og Ole Bidstrup, som begge tegnede layouts.

Bemærkelsesværdigt var det, at hverken Anders Sørensen eller Per Tønnes Nielsen skulle være med denne gang. Det skyldtes angiveligt, at de havde travlt med deres egne tegnefilmopgaver. Det skete dog undervejs, at Tønnes påtog sig at animere et par enkelte scener, bl.a. en med en papegøje, som skynder sig ind i sit bur, idet den lukker lågen bag sig og siger: ”Vi frie fugle må holde sammen!”

Langt senere i produktionsforløbet blev Flemming Jensen bedt om at tegne ilden i nogle af filmens slutscener, hvor musen Ingolf stryger en tændstik, som ved et uheld kommer til at sætte ild til græsset, hvorfra ilden breder sig til en bondegård, som bryder i brand. Flemming var en allround tegner og animator, som bl.a. også mestrede den såkaldte effects animation.

For resten var navne som ’Oliver’ og ’Fagin’, direkte associationer til Charles Dickens’ berømte roman ”Oliver Twist” (1837-38), der som bekendt også handler om de svage, i dette tilfælde de forældre- og hjemløse børn, som skurken Fagin udnytter som redskaber til at stjæle fra folk på gaderne. Den tykke due kan med lidt god vilje opfattes som en pendant til pigen Nancy, som senere fortryder sin rolle som ’spion’ for Fagin. Det samme gør den tykke due til sidst i filmen, hvor den tværtimod advarer musene og småfuglene mod Fagin, og til allersidst, da den selv går til angreb på rovfuglen, og forhindrer denne i at slippe væk med den bevidstløse fugleunge Oliver, som den holder i sin ene klo.

Det var den i film- og reklamekredse velkendte producent og instruktør, Per Holst, f. 1939, der havde påtaget sig at producere ”Fuglekrigen”, og det betød, at det var en både dygtig og sagkyndig mand, der denne gang havde en finger med i spillet. Den 28. marts 1989 kunne han fejre sin 50-års fødselsdag og i den anledning se tilbage på en lang række markante filmproduktioner, både indenfor reklamefilm og spillefilm, herunder tegnefilm. I sidstnævnte sammenhæng havde han i årenes løb stået for produktionen af tegnefilm som Cirkeline-serien (1968-71), Bennys badekar (1970) og senest ”Fuglekrigen” (1990). Sidstnævnte havde angiveligt et budget på 12. mill. kr., altså ca. det halve af, hvad det kostede at producere ”Valhalla”. Det er vel ikke at gå de dygtige Valhalla-folk for nær, at sige at ”Fuglekrigen” kunstnerisk set slog ”Valhalla” med flere længder.

Efter at produktionen af ”Fuglekrigen” for alvor var kommet i gang, tildeltes enkelte animationsopgaver til nogle af animationsassistenterne, idet David Lamhauge, som ellers fungerede som mellemtegner og stod for optagelsen af linetests, denne gang på computer, fik til opgave at animere en gruppe fugle, som sidder højt oppe på nogle tørresnore, der er udspændt mellem husrækkerne. Ulrik Sivert fik opgaven med at tegne fuglemoderen, idet denne styrtdykker ned mellem husrækkerne, for at undgå at blive forfulgt af den tykke due. Carl Quist Møller, som havde været en skattet mellemtegner på ”Strit og Stumme”, var heller ikke med denne gang, men blev dog senere bedt om at tilrettelægge og lave storyboardet til den musikalske sekvens, der foregår ude på ”Røret”, hvor ’gutterne’, mågen Mogens og Uglen, samles, for rigtig at more sig, ikke mindst med de smækre ’damer’. Tegneren Bent Nielsen, som ellers hørte til A.Film, fik nogle enkelte scener at animere. Det drejede sig om katten, der i et flashback jagter den tykke due som unge. Det slap han ganske godt fra. Den tykke due som unge blev animeret af den meget dygtige animator Michael Helmuth Hansen, som også animerede flere fortræffelige scener med den tykke due hen mod filmens slutning. Det skyldtes ganske enkelt, at jeg, der ellers havde ansvaret for animationen af figuren, ikke selv kunne overkomme arbejdet indenfor den tidsramme, som Jannik havde planlagt med. Jeg var da 61 år og mit personlige problem var, at mine fysiske og psykiske kræfter var nede på et nulpunkt, hvilket da også senere samme år resulterede i en blodprop i hjernen, som jeg heldigvis slap godt fra, men som medførte, at jeg blev nødt til at stoppe mit professionelle tegnefilmarbejde.

Men inden det var kommet så langt, besluttede jeg, belært af erfaringen fra tiden med ”Strit og Stumme”, denne gang at ville udføre animationsarbejdet hjemme på min egen tegnestue, og sådan blev det. Mit arbejde på ”Fuglekrigen” begyndte den 17. april 1989 og afsluttedes den 20. juni 1990. Det var Per Holst, der som nævnt stod som producent af ”Fuglekrigen”, og for at Jannik og hans medarbejdere kunne have nemmere adgang til klippeborde mm., lejede Dansk Tegnefilm Kompagni sig ind i forbygningen til samme ejendom, hvor Per Holst Filmproduktion havde adresse, nemlig Livjægergade 17 på Østerbro. Tegnestuerne lå på 3. sal, og her sad stort set alle medarbejdere på filmen og arbejdede. Der var dog to undtagelser, nemlig Walther Lehmann og mig, som begge arbejdede hjemme på vores egne tegnestuer, men med jævnlig kontakt til Jannik og hans tegnestue.

Jakob Koch, som var engageret som freelance trickfilmfotograf på ”Fuglekrigen”, fik også jobbet som mellemtegner og fotograf af linetests specielt for mig. Det foregik på den måde, at han, der boede og bor i Tureby på Sydsjælland, lejlighedsvis afhentede nøgletegningerne hos mig og tog dem med sig hjem til mellemtegning og linetests. En passende tid senere kom han igen, medbringende de mellemtegnede animationstegninger og linetesten, som var overspillet på VHS videobånd, som vi så sammen gennemså på mit TV. Hvis der ikke var noget at rette, kørte vi i hans bil ind til Janniks tegnestue i Livjægergade, hvor linetesten blev forevist Jannik – og i nogle tilfælde også producenten Per Holst – og hvis der blev sagt ok til animationen, blev animationstegningerne afleveret til videre forarbejdning.

Det hændte dog en enkelt gang, at jeg blev nødt til at tage animationstegningerne med mig hjem igen, ikke på grund af selve animationen, som var i orden, men fordi Jannik i dette tilfælde ikke syntes at figurens hoved rigtig lignede en due, men snarere en papegøje. Det var den første scene, jeg animerede med den tykke due, og jeg havde derfor endnu ikke rigtigt fået hold på figuren. Til gengæld gentog en lignende situation sig ikke, idet alle de scener, jeg animerede til ”Fuglekrigen, uden videre blev godkendt af Jannik, efter at han havde set disse på video.

Arbejdet med især musen Ingolf, som dog ikke i udpræget grad lignede figuren fra Cirkeline-filmene, blev en interessant udfordring for mig, idet jeg efter bedste evne forsøgte at puste liv i figuren, sådan som jeg også havde gjort med MacDonald i ”Strit og Stumme”. Og det lykkedes tilnærmelsesvist, selvom jeg aldrig var helt tilfreds med resultatet. I øvrigt fik jeg lov af Jannik til at bestemme sceneforløbet i to tilfælde, det første, hvor Ingolf falder i vandet og bliver reddet af Frederik og Olivia, og i det andet tilfælde med Frederik og Ingolf, der løber på skøjter på isen og farer igennem en snedrive og kommer ud på den anden side som ”snemænd”. Sådanne tilfælde medvirkede til at øge interessen og engagementet i filmen.

For mit eget vedkommende ophørte arbejdet som animator på Jannik Hastrups langtegnefilm ”Fuglekrigen” den 11. april 1990, og derefter blev jeg stort set arbejdsløs, hvilket dog passede mig godt, især fordi jeg følte mig totalt udkørt efter omkring et års koncentreret arbejde med animation af især musen Ingolf. På det tidspunkt var jeg 61 år og endnu ikke klar over, at der var en rent fysisk årsag til min træthed og udkørthed. Den viste sig først i slutningen af oktober s.å., da jeg pludselig og uventet fik en blodprop i hjernen, som medførte at jeg for første og foreløbig eneste gang i mit liv blev indlagt på hospital.

En god ven og kollega

For min gode ven og kollega, Jakob Koch, gik det for så vidt meget godt, idet han fortsat fik animationsopgaver og desuden opgaver som trickfilmfotograf. Men også her ramte en uventet skæbne, idet Britta og Jakob Kochs yngste søn, Jeppe, i marts 1993 blev dræbt i en trafikulykke. Han blev kun 21 år gammel. Det kom til at betyde, at Jakob Koch prioriterede andre ting højere, end at lave tegnefilm. Der var andre og vigtigere ting at bruge tiden på, forekom det ham, så derfor opsøgte han ikke arbejde, ligesom han begyndte at sige nej til opgaver, der ikke interesserede ham. Han brugte derimod megen tid på at skrive et filmmanuskript om sin søns liv og død. Filmen blev dog aldrig lavet, men det var en god sorgterapi at beskæftige sig med projektet.

Fra april til sept. 1994 arbejdede Jakob Koch som en af flere trickfotografer på Jannik Hastrups fjerde lange tegnefilm: ”Aberne og det hemmelige våben”, som fik premiere samme år. Men i løbet af de næste 5-6 år gled Jakob Koch stille og roligt ud af tegnefilmbranchen. Den nye teknik i form af tegnefilmproduktion via computer, og de nye tegnefilmproduktionsselskaber, som opstod i kølvandet af ”Valhalla”, specielt A.Film, udgjorde en konkurrence, som han hverken kunne eller ville hamle op med. Der blev følgelig længere og længere mellem opgaverne, og Jakob Koch brugte derfor mere tid på musik og mindre på tegnefilm. Han havde i mange år spillet violin til folkedans, og fungerede også som orkesterleder og instruktør, og denne interesse delte han med sin kone, Britta, som spillede harmonika, og den gav tilmed en vis indtægt.

Ved overgangen til det ny århundrede havde Jakob Koch arbejdet små 40 år i tegnefilmbranchen, heraf 30 år som selvstændig. I den tid havde han haft ca. 850 opgaver af forskellig karakter, og var godt tilfreds med sit karriereforløb. Den nedtrapning af aktiviteterne, som han mere eller mindre frivilligt valgte og gennemlevede, passede ham fint.

I begyndelsen af det nye århundrede vidste han ikke, om han havde lavet sin sidste professionelle tegnefilmopgave, men firmaet ”Jakob Koch tegnefilm” eksisterede stadig helt frem til 2005, om end på vågeblus. Imidlertid var han i 1997 sammen med mig, Harry Rasmussen, gået i gang med at planlægge en eventuel genoptagelse af mit gamle tegnefilmprojekt, en ca. 6-minutters tegnefilm: ”Det er ganske vist!”, baseret på H. C. Andersens eventyr af samme titel. Det drejede sig for det første om at undersøge mulighederne for at opnå finansiel støtte, så filmen kunne færdiggøres, hvilket dog ikke lykkedes, heller ikke i denne omgang. Men mere herom senere og i kronologisk rækkefølge.

For mit eget vedkommende afsluttedes arbejdet på ”Fuglekrigen” som nævnt den 11. april 1990. Den 6.-20. april 1990 animerede jeg en reklametegnefilm for Håndværksbageren nr. 3: Præmiebrød, en opgave, jeg havde fået af Jakob Koch, men det blev indtil videre en enlig svale. Der blev derfor tomgang i mit lille firma, og den benyttede jeg blandt andet til at arbejde videre på at skrive tegnefilmhistorien.

Den 15. juni 1990 meddelte Berlingske Tidende, at SFC v/filmkonsulent Ulrich Breuning havde bevilget manuskriptstøtte til Tegnedrengenes planlagte tegnefilm ”Verdenshistorien på 25 minutter”, der dog blev til 2 gange 25 minutter, og som fik premiere henholdsvis i 1993 og 1994.

Søndag den 23. september 1990 havde ”Fuglekrigen” forpremiere for det involverede personale og særligt indbudte gæster i Imperial Bio og Palads Teatret. Den officielle premiere fandt sted den 28. september s.å. i Palads i København og Bio Trio i Taastrup, samt i en række provinsbiografer landet over. Filmen blev godt modtaget af en stort set enig presse, og der lød rosende toner over hele linjen, dog hist og her iblandet et par disharmonier. Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen syntes at ”de fleste af figurerne i ”Fuglekrigen” virker som genbrug uden megen selvstændig personlighed.” Han tilføjede bl.a.: ”Det gør ikke alverdens, for de børn, som filmen primært henvender sig til, vil muligvis finde en genkendelsens trygge glæde i den. Vi andre må konstatere, at Jannik Hastrup med ”Fuglekrigen” ikke har udviklet sig kunstnerisk i forhold til ”Samson og Sally” og ”Strit og Stumme”, men at han og hans mange medarbejdere har skabt en professionelt udført og ganske underholdende film fyldt med de virkemidler, man efterhånden forventer i en film af Jannik Hastrup.” Ebbe Iversen afslutter sin anmeldelse med følgende opfordring til Jannik Hastrup: ”Men så sandt som børn fortjener lige så gedigen kvalitet som de voksne, kunne man godt ønske sig, at Jannik Hastrup ville give sit betydelige talent lidt større udfordringer end her, hvor han satser på det sikre og havner i det konventionelle. Måske skulle han finde sig en anden manuskriptforfatter end Bent Haller. Samson og Sally, Strit og Stumme, Oliver og Olivia – nu kender vi efterhånden den historie, så nu vil vi gerne have en ny.”

B.T.s anmelder Knud Schønberg anmeldte den 28. september s.å. ”Fuglekrigen” under overskriften: ”Disney på dansk”, og var i sin bedømmelse af filmen stort set enig med Ebbe Iversen. Knud Schønberg afslutter sin anmeldelse sådan: ”Nogen storfilm er det ikke. Men der er en køn historie om en fremmelig hun-fugleunge, som hele tiden vil kæresterere med en mindre fremmelig han-fugleunge, der bare synes det er ulækkert. Filmen lægger både vittigt og charmerende ud. Så taber den et par omdrejninger under vejs, og der er et par løse ender, der får lov at flagre. Men det er alligevel en dansk tegnefilm som Haller & Hastrup godt kan være bekendt. Og en sikker succes i efterårsferien.”

Under overskriften ”Sød velskabt / Dansk tegnefilm flot håndværk” skiver Politikens anmelder, Anders Rou Jensen, blandt andet: ”Her er en livagtighed og troværdighed over typerne. Uglen som magelig livsløgner, mågen som ansvarssky individualist, skadeparret som ængstelige sladdertasker og duen som vægelsindet overløber. I centrum står de anderledes handlekraftige og ufordærvede fugleunger Oliver og Olivia, som i ledtog med de kækt-frække mus Ingolf og Frederik – i en flot filmdebut efter tv-successen – finder sammenholdet og opofrelsen frem og får gjort noget ved problemet.” Og anmelderen slutter med følgende linjer: ”Og som tegnefilm er Fuglekrigen i Kanøfleskoven et flot stykke håndværk. Figurerne er hverken for sirlige eller grove i stregen, og den konsekvente anvendelse af brede akvareller som baggrund giver dette meget jordnære fugleunivers stemning og stoflighed.”

Den mest begejstrede og uforbeholdne overfor ”Fuglekrigen” var dog nok Det Fri Aktuelt’s anmelder Kim Skotte, som den 28. september 1990, premieredagen, anmeldte ”Fuglekrigen” under overskriften ”Fabelagtigt fugleeventyr / Den danske tegnefilm, ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven” er morsom, spændende og moralsk”. Kim Skotte skriver bl.a.: ”Det er lidt ærgerligt for Hastrup og Haller, at Disney med ”Oliver & Co.” nåede at komme først med Oliver Twist og Fagin-ideen. Men det viser sig hurtigt ikke at gøre det mindste. ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven” er original på sine egne præmisser, og er rigeligt morsom og elementært spændende. Fabelen er firkantet, men der er også god brug for sort-hvide eventyr engang i mellem. Det er nu ellers ikke fordi der mangler kulører i Kanøfleskoven. Akvarel-baggrundene er smukke, smidige og farvestrålende, og har en både enkel og fleksibel effekt, der samtidig lægger luft til de amerikanske tegnefilm-forbilleder, som der ellers er mangfoldige hilsner til filmen igennem. / Figurerne kommer fra hele spektret mellem Disney og Cirkeline. De danske stemmer er i top. Tommy Kenters ugle er helt vidunderlig, og børnestemmerne er simpelthen flot arbejde af de små. De børnerigtige replikker sidder lige som de skal. / Danske stemmer eller ej; det ligner en dansk film med store eksportmuligheder, og fra min side leveres hermed en tryllehatfuld af barnestjerner til ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”.”

Imidlertid syntes publikum heldigvis at kunne lide filmen, som da også må siges at være mere børnevenlig end Jannik Hastrups to foregående lange tegnefilm, ”Samson & Sally” (1984) og især ”Strit og Stumme” (1987). ”Fuglekrigen” oplevede flere repremierer og udkom senere på video, og opnåede endog at blive vist ved en friluftsforestilling på torvet i Nykøbing Falster om aftenen den 10. august 1991.

Det relativt store personale, der havde arbejdet med på ”Fuglekrigen”, i alt ca. 75 mennesker af begge køn, blev herefter – lige som tilfældet havde været efter ”Samson & Sally” og ”Strit og Stumme” - reduceret til et lille team, samtidigt med at tegnestuerne, i dette tilfælde i Livjægergade - blev forladt til fordel for en mindre tegnestue i Sværtegade. Her produceredes i løbet af 1990 tre korte og lettere satiriske underholdningstegnefilm med overtitlen ”Bjarne og Brittas vidunderlige verden”. Undertitlerne på de tre film var 1. ”Det bobler af liv”, 2. ”Der er masser af skov”, og 3.”En plads i solen”. Det var i det hele taget blevet fast praksis for Jannik Hastrup, at han efter produktionen af hver af sine større tegnefilm, måtte se sig nødsaget til at afskedige en stor del af personalet, i håbet om at nogle af disse muligvis ville kunne stå til rådighed for hans senere produktioner. Det var ganske enkelt økonomien, der dikterede sådanne vilkår for en af Danmarks mest fremtrædende tegnefilmskabere. Heldigvis for en del af medarbejderne, kunne disse i reglen gå på dagpenge og afvente, at Jannik skulle få gang i en ny produktion, hvilket i reglen også lykkedes indenfor overskuelig tid.

I efteråret 1990 havde Jakob Koch fået til opgave af Brødrene Gisberg at animere nogle scener til den svenske langtegnefilm ”Kalle Strop och Grodan Boll”. Da jeg på det tidspunkt ikke havde noget arbejde, overlod Jakob det til mig at animere nogle få af scenerne, men det blev ufrivilligt forhindret, idet jeg den 30. oktober s.å. ramtes af en blodprop i hjernen og blev hospitalsindlagt. Imidlertid lod det sig gøre at udskyde opgaven til senere, hvilket betød, at jeg først kom til at lave disse scener i begyndelsen af januar 1991, da jeg var blevet nogenlunde restitueret. Jeg fik ingen credit på filmen for min animation, og det blev den sidste professionelle tegnefilmopgave for mit vedkommende, idet jeg af helbredsgrunde var tvunget til at lukke Anima Film ApS den 1. maj 1991og overgå til efterløn.

En drøm blev til virkelighed

Siden maj 1991 havde jeg, Harry Rasmussen, været efterlønsmodtager, men lå dog ikke på den lade side af den grund, idet jeg mest for at holde mig selv i gang, havde genoptaget arbejdet på mit efterhånden gamle projekt med en tegnefilm baseret på H.C.Andersens eventyr ”Det er ganske vist!” Situationen var den, at min kone, Birgit, som var fastansat pædagog i en børnehave, havde taget et halvt års orlov, og det benyttede hun delvis til at male baggrunde til filmen, medens jeg successivt tegnede de manglende layouts til disse. Vi stod jo i den situation, at min tidligere kollega og kompagnon, Flemming Jensen, havde taget samtlige de baggrunde, han mange år tidligere havde malet til filmen, med sig, da han forlod Anima Film ApS i 1980. Det der var tilbage, var en del baggrundslayouts, som jeg havde tegnet i 1974-75, så disse kunne derfor stadig benyttes.

I den periode i 1994, hvor Birgit malede baggrunde, lykkedes det hende stort set at male samtlige baggrunde til filmen, men der blev dog ikke brug for disse i denne omgang, fordi arbejdet på filmen af flere grunde atter gik i stå. Birgits orlov var forbi, og jeg selv lagde det udsigtsløse arbejde fra mig og genoptog research- og skrivearbejdet på projektet ”Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000. Fra forhistorie til computeralderen”. Desuden arbejdede jeg i stigende grad og omfang som forfatter, men udelukkende på con amore-basis, og skrev en del artikler om mit yndlingsemne: H.C.Andersen og hans forfatterskab.

I juli 1996 var jeg blevet folkepensionist som 67-årig, og i den anledning genoptog jeg arbejdet med mit efterhånden gamle tegnefilmprojekt ”Det er ganske vist!” Det skete mest for at holde mig selv lidt i gang med metieren, og derfor gav jeg mig i kast med nogle af de scener, der manglede at blive animeret. I første omgang gjaldt det scenerne med ’sladre-hønen’, som siger til sin nabohøne på hjalet: ”Hørte du, hvad her blev sagt! Jeg nævner ingen, men der er en høne som vil plukke sig for hanens skyld! Var jeg hane, jeg ville foragte hende!” Det blev efter min egen mening noget af den bedste animation i filmen.

Året efter, i 1997, forespurgte jeg min gode ven og kollega, Jakob Koch, om der var nogen realistisk mulighed for, at han eventuelt ville påtage sig at kopiere animationstegningerne til ”Det er ganske vist!”, over på celluloider. Han var nemlig i den heldige situation at eje en egnet fotokopimaskine til formålet, hvilket jeg ikke selv havde, idet jeg og mine tidligere medarbejdere i Anima Film ApS udelukkende havde brugt den ’gammeldags’ optræksmetode.

Forsøget med fotokopiering på cels faldt så heldigt ud, at det gav mod på at forsøge på at få filmen gjort færdig. Da det samtidig var hensigten, at filmen skulle optages på hans 35mm trickbord, enedes Jakob og jeg derfor om et nærmere samarbejde omkring produktionen. Vi bestemte os følgelig for, som det første, at finde ud af, om ikke der ville være en mulighed for at få finansieret færdiggørelsen af filmen helt eller delvist. I første omgang henvendte vi os dog til skuespilleren Ove Sprogøe, som i 1973 havde indtalt eventyret på lydbånd, for at sikre os at han stadig var indforstået med, at vi benyttede hans indtaling til filmen. Det var han heldigvis, og stadigvæk uden at få noget honorar, men dog sådan at der skulle betales royalty af eventuelle indtægter. Ove Sprogøe døde i 2004, så evt. royalty tilfaldt derfor hans arvinger.

I den følgende tid ansøgte vi forskellige instanser om økonomisk støtte til filmens færdiggørelse, i 2002 den nystiftede H.C.Andersen Fonden 2005, som vi måtte formode ville være den rette instans til formålet, men nej, det blev igen til et afslag. Det var denne gang begrundet med, at man allerede havde entreret med et dansk konsortium, som skulle producere 26 halvtimes programmer, alle indeholdende et eller flere af Andersens mange eventyr, deriblandt også ”Det er ganske vist!”. Navnet på konsortiet blev ikke nævnt, men det stod os snart klart, at det måtte dreje sig om bl.a. A. Film A/S, idet næppe andre herhjemme ville have turdet binde an med så stor og krævende en opgave. Det viste sig senere, at konsortiet bestod af flere selskaber med Egmont Imagination og DR i spidsen, altså kapitalstærke instanser, som et lille foretagende som Harry Rasmussen og Jakob Koch tegnefilm aldrig ville have kunnet eller vovet at konkurrere med.

Men for nu at gøre en lang historie kort, så foreslog Jakob Koch på et tidspunkt, at vi gik over til at tage computerteknikken til hjælp ved færdiggørelsen af ”Det er ganske vist!”, både hvad angik linetests, optræk og farvelægning af animationstegningerne, ’optagelse’ af filmen og redigeringen af lyd og billede. Samtlige animationstegninger til filmen, som altså var blevet håndtegnet med blyant på papir, blev scannet ind i computeren og farvelagt der, og derefter kombineret med de relevante baggrunde, hvorefter panoreringer, tilt, zoom ind og ud, overtoninger osv. blev udført ved hjælp af dertil egnede computerprogrammer. Alt dette tekniske arbejde blev faktisk lavet af Jakob Koch alene, men under min supervision som filmens instruktør.

Da vi efter godt et års arbejde i ro og mag var blevet færdige med filmen i juni 2006, besluttede vi at tilføje en introduktion, hvori man kunne se, hvordan filmen rent teknisk var blevet til. Vi var derefter så heldige at Annemette Karpen gerne ville lade filmen få Danmarkspremiere på BUSTER Festival 2006, hvilket skete den 15. september s. år. Det var vi naturligvis taknemlige for og stolte over, især da vi udmærket er klar over, at vores lille film ikke kan måle sig med den professionelle og tekniske perfektion, som præger nutidens danske tegnefilmproduktion.

Det kan anbefales at se: "Det er ganske vist!" på YouTube. Lige som man vil kunne se og læse en nærmere omtale af filmen på www.tegnefilmhistorie.dk

For mit personlige vedkommende blev arbejdet og beskæftigelsen med tegnefilm definitivt afsluttet i 2006, efter omkring 60 års virke i branchen, og i og med færdiggørelsen af den korte tegnefilm i ’klassisk’ stil: ”Der er ganske vist!”, som mest er lavet af kærlighed til det traditionelle tegnefilmmedie, men også lidt på trods og som en protest imod det offentlige støttesystem, som i hvert fald ikke i dette tilfælde har været særlig forstående og hjælpsomme. Derfor skal der ingen tak lyde til hverken Det Danske Filminstitut, Statens Filmcentral eller H.C.Andersen Fonden 2005, men kun til min kone Birgit Bennedbæk og min ven og frivillige samarbejdspartner Jakob Koch, - og så til alle de mange mennesker, der efterhånden har hilst den lille film velkommen.

Finale

For mit vedkommende afsluttes – med lidt vemod - arbejdet hermed på projektet ”Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000 – fra forhistorie til computeralderen”, som for alvor påbegyndtes i 1984 og som i og med dette afsnit må betragtes som afsluttet i hovedtrækkene. Der forestår dog stadig et reseach- og opdateringsarbejde, efterhånden som ny og supplerende viden og nyt materiale dukker op, lige som der endnu mangler en del biografier. Denne version er derfor i virkeligheden langt fra færdig, og det er derfor mit håb, at andre og bedre kvalificerede folk vil lade sig inspirere af hjemmesiden www.tegnefilmhistorie.dk og af interesse selv fortsætte en forhåbentlig mere eksakt efterforskning af emnet, end det har været muligt for mig at gøre. Men man er mere end velkommen til hen ad vejen at komme med korrektioner eller tilføjelser til denne hjemmeside.

Sluttelig skal der her lyde en KÆMPESTOR TAK til min gode ven og kollega, Jakob Koch, og ikke mindst til min kære viv, Birgit Bennedbæk. Uden de to nævntes uegennyttige og frivillige hjælp og assistance, ville hverken tegnefilmhistorien eller tegnefilmen ”Det er ganske vist!” være blevet til andet end skrivebords-projekter.

Taastrup, Juleaften den 24. december 2020. Harry Rasmussen.

******************