København

Et nostalgisk tilbageblik

I dette tilfælde handler det om det by- og beboelseskvarter i København, som har fået navn efter en af de byporte, der var beliggende i den jordvold, der omgav storbyen. Foruden Nørreport var der også Vesterport, Østerport og Amagerport. Volden var en såkaldt befæstningsvold, der var blevet anlagt allerede på biskop Absalons tid i den ældre middelalder, med det formål at skulle beskytte byen mod angreb udefra. Dengang var København meget lille og havde kun de følgende markante hovedgader: Pilestræde, Bjørnebrogade (den senere Købmagergade), Nørregade, Tyskemannegade (senere kaldet Vimmelskaftet), Ladbrostræde, Smediegade (den senere Vestergade).

Betegnelsen ’bro’ kom sig altså af, at der stort set for hvert brokvarter var anlagt en bro over den vandfyldte voldgrav, der omgav byen fra havnen i vest og helt om til Øresund i øst. Det skal vi vende tilbage til lidt senere her i artiklen.

Nørrebro i nyere tid

Som allerede nævnt var den centrale del af bykvarteret Nørrebro beliggende mellem Brønshøj i vest og Østerbro i øst, samt mellem Emdrup i nord og Frederiksberg i syd. Disse kendsgerninger eller denne viden fik jeg først som stor dreng, da mine forældre og dermed blandt andet også jeg den 1. april 1939 var flyttet til København. Vi boede til at begynde med i Baggesensgade 26 i det centrale Nørrebro. At vi kom til at bo lige præcis dér, skyldtes primært at mine morforældre boede i samme gade, men i naboejendommen Baggesensgade 24, 4. sal th. Den adresse kendte jeg dog allerede fra skolesommerferien i 1938, som jeg efter invitation tilbragte hos mine morforældre, som jo i øvrigt havde min 1 år ældre fætter, Dennis, boende fast hos sig. Hans situation var den, at hans biologiske mor ikke var i stand til at tage sig af ham, hvorfor han allerede som lille dreng var kommet i pleje hos sine (og mine) morforældre. Han betragtede og kaldte dem hhv. for mor og far. Jeg – og mine 3 søskende – opfattede dem derimod med rette som mormor og morfar. Dog med det forbehold, at morfar faktisk ikke var biologisk far til vores mor, men han fungerede i daglig praksis som vores ’rigtige’ morfar. Ingen af os var i tvivl om, at han holdt af os på sin egen måde, selvom han ikke var en mand af mange ord.

Imidlertid kom vi – lykkeligvis - kun til at bo i et års tid i den noget mørke stuelejlighed i Baggesensgade 26 C med indgang inde i første baggård. I den kolde vinter 1939-1941 var lejligheden svær at varme godt nok op til en behagelig stuetemperatur og til at holde vinduerne isfri. Men selv i den situation var der lyspunkter, for mit vedkommende blandt andet fordi mor gav mig penge til at gå i Nørrebros Teater og se forestillingen ”Snehvide og de Syv Dværge”, hvor rollerne som dværge blev spillet af mindre drenge. Jeg var jo helt euforisk med den historie, ikke mindst efter ved juletid 1938 at have set Walt Disneys tegnefilmversion af samme eventyr. Min drøm om selv at komme til at lave tegnefilm var fortsat stærk og vedvarende.

Det bedste ved at bo i Baggesensgade – som for øvrigt var navngivet efter digteren Jens Baggesen (1764-1826) – var dels at vi boede nær ved vores morforældre og dels, at der var en dejlig legeplads omme på Blågårds Plads. Der kunne man spille bold eller løbe på rulleskøjter i sommerhalvåret og løbe på skøjter eller kælke i vinterhalvåret.

For min altid flittige fars vedkommende var han jo bare arbejdsmand eller løsarbejder, så derfor havde han altid vanskeligheder med at få fast arbejde. Om sommeren arbejdede han som kullemper i havnen og om vinteren måtte han i lighed med mange andre arbejdsløse mænd skovle sne væk fra gaderne. Imidlertid hjalp det på hans situation, da han i marts 1940 – i øvrigt kort før Nazi-Tysklands besættelse af Danmark 9. april 1940 – var så heldig at få en stilling som vicevært for ejendommen Jægersborggade 25 – 27, som var og er beliggende i den nordlige del af Nørrebro, mere præcist på den anden side af hovedfærdselsåren Jagtvej.

Det indre Nørrebro opdeles på langs af Nørrebrogade, hvis sydvestlige sideomfatter området omkring Blågårds Plads og Assistens Kirkegård. Den gamle og nedslidte bebyggelse blev totalt ryddet i 1970’erne og erstattet at nyt elementbyggeri med såkaldt almennyttige boliger. På den anden side af Nørrebrogade ligger Sankt Hans Torv, Panum Instituttet og – ikke mindst - De Gamles By, et kvarter, der i nyere tid indeholder mange ejer- og andelsboliger.

Det ydre Nørrebro omfatter Ågade, Ringbanen, Lersø Parkallé og Jagtvej og dette område rummer et af Nørrebros ældste boligkvarterer med Nørrebroparken, Stefansgade, Jægersborggade og Husumgade. Nordøstligt ligger Mimersgadekvarteret og Haraldsgadekvarteret, der tilsammen betegnes som ”det mytologiske kvarter”. Det skyldtes, at man fra 1860 til cirka 1920 navngav denne gruppe af gader efter nordiske guder: Heimdalsgade, Baldersgade, Thorsgade og Odinsgade. Gaderne Ægirsgade og Mimersgade er derimod navngivet efter jætterne Ægir og Mimer. Mange af gaderne er desuden navngivet efter nordiske helte og sagnkonger som f.eks. Gormsgade, Baldersgade, Hamletsgade og Sigurdsgade.

I lidt ældre tid var det ydre Nørrebro præget af karrébygninger, småindustri og fabrikker, som eksempelvis køleskabsfabrikken Atlas. De fleste af disse er i nutiden enten nedlagt eller flyttet. Historisk set er det interessant at konstatere, at det område, hvor Nørrebro ligger i vore dage, i middelalderen hørte til landsbyen Serridslev, som lå lige nord for krydset mellem Rådmandsgade og Tagensvej. Landsbyen ophørte med at eksistere omkring år 1527, da Johan Rantzaus hær så at sige okkuperede byen. Området blev herefter underlagt Københavns Fælled, hvor byens kreaturer gik på græs, og det bevarede sin landlige karakter til langt op i 1700-årene.

Navnet Nørrebro – eller den nordre bro - var oprindelig betegnelsen på den brolagte landevej, der senere blev betegnet som Nørrebrogade og som fra byens Nørreport førte nordvest på. Vejen eller gaden var brolagt med de kendte og såkaldte brosten, der som formentlig bekendt mange år senere og op i nutiden for de fleste veje og gaders vedkommende blev erstattet af asfaltering. Men brolægningsarbejdet havde man påbegyndt allerede i 1744, mere præcist på Nørre Allé, hvorimod Blegdamsvej – opkaldt efter byens blegemænd, som holdt til der – først blev anlagt omkring 1770’erne. Begge disse veje eller gader udgik fra det gamle kvægtorv ved Fælledvej, mere præcist fra det sted, der i nutiden er kendt som Sankt Hans Torv.

Det bidrog til Nørrebros udvikling, at det hurtigt var blevet et populært udflugtsmål for Københavns bedre borgerskab, som samledes omkring de nyopdukkede udskænknings- og forlystelsessteder. Dertil kom, at der efterhånden etableredes lidt industri i form af håndværk og gartnerier. Desuden opstod der en del landsteder som Blågården, Solitude og Store Ravnsborg. Førstnævnte lagde navn til Blågårds Plads og Blågårdsgade. Navnet Blågården lagde i øvrigt navn til Blågårds Seminarium, som havde til huse i den østlige ende af Kapelvejens Skole. Det var i sidstnævnte skoles folkeskole, at jeg som nyankommen beboer i Baggesensgade på Nørrebro, fortsatte i den 3. klasse, som jeg havde måttet forlade i Tårsvejens Skole i Nakskov, da mine forældre og mine to brødre og jeg i marts 1939 flyttede til København, hvor vi det første års tid boede i Baggesensgade 26 C.

Flytningen til København og mere præcist til Nørrebro og især det mørke Baggesensgade, var noget af en omvæltning fra de frie, lyse og åbne steder, som jeg hidtil have boet i hhv. i Tillitse og Nakskov. Men det mildnedes af, at vi kom til at bo nær på mine morforældre og min fætter Dennis. Dem holdt jeg jo virkelig meget af og havde gjort det lige siden jeg kunne opfatte, forstå og kommunikere med omverdenen.

Jægersborggade

Imidlertid var min kære mor som vistnok allerede nævnt ikke særlig glad for at bo i den mørke lejlighed i Baggesensgade, heller ikke selv om det var forholdsvis tæt på hendes egne forældre. Derfor opfordrede hun far til at søge en anden og bedre bolig, hvilken opgave han da også straks fik i gang med. Til det formål købte han hver dag Berlingske Tidende, som var kendt for sine mange annoncer, herunder også annoncer for udlejning af lejligheder. Men det han faldt over, var en annonce fra et advokatfirma i den fornemme Amaliegade, som søgte en vicevært til ejendommen Jægersborggade 25-27 på Nørrebro. Med stillingen fulgte en 1. sals lejlighed indeholdende 2 værelser og kammer, samt køkken og toilet. Lejen for lejligheden var faktisk betalingen for stillingen som vicevært. Det forhold og den situation passede begge mine forældre godt, hvorfor far henvendte sig til nævnte advokatfirma og tilbød sig. Far må åbenbart have indgivet administratorerne tillid og tro på duelighed, for de ansatte ham øjeblikkelig. Her skal allerede nævnes, at far bestred stillingen som vicevært for ejendommen Jægersborggade 25-27 i samfulde 42 år og dermed til sin død som 72 årig i 1976.

Jægersborggade var og er som nævnt en gade på Nørrebro i København. Den blev faktisk opført som ren spekulation af formuende bygherrer. Det begyndte omkring århundredeskiftet 1900 og de sidste bygninger stod færdige i 1928. Gaden har som sådan et særpræg, idet gadebelægningen udelukkende består af brosten. Ejendommene indeholdt lejligheder, der var beregnet på folk af arbejderklassen, men i begyndelsen af 1990’erne blev de fleste af gadens ejendomme solgt som andelsboliger, hvilket stort set betød, at det var en anden kategori af mennesker, der overtog ejendommene og boligerne.

Der var før i tiden mange mindre forretninger i gaden, men efter 2. verdenskrig kunne de fleste af disse ikke klare sig og måtte derfor lukke, den ene efter den anden. Men efter at de fleste ejendomme blev andelsboliger blev der pustet nyt liv det lokale erhvervsliv og det førte efterhånden til et varieret og livligt butiksliv i form af både kaffebarer, restauranter, caféer, tøjbutikker, delikatesseforretninger m.m.

Som et kuriosum kan nævnes, at i begyndelsen af 1900-tallet boede der i Jægersborggade en berømt-berygtet barnemorderske ved navn Dagmar Overbye. Men om hende vil interesserede læsere kunne søge via følgende link:

https://da.wikipedia.org/wiki/Dagmar_Overby

For min egen part var og forblev Jægersborggade delvis mit barndoms- og ungdomshjem. Jeg boede der fra 1940 og til 1950, det vil sige fra jeg var 10 år til jeg var 20 år. Mine forældre sov i soveværelset, som de delte med den i forhold til mig 5 år yngre Benny og den 8 år yngre Bent, mens min kære mor havde givet mig det store privilegium at råde over kammeret. Mors begrundelse for det var, at jeg som ældste barn og var i en alder, hvor jeg havde brug for plads til at udfolde mine kreative interesser. Men selv om jeg faktisk havde lidt dårlig samvittighed over situationen, så syntes jeg samtidigt at det var et godt og hensynsfuldt, for ikke at sige klogt, valg af min mor.

Men hvad brugte jeg så mit privilegerede værelse til, udover at sove der? – Jo, jeg brugte det blandt andet som en slags værksted, hvor jeg eksempelvis opførte dukketeaterforestillinger for min familie og i enkelte tilfælde for nogle af gadens mere sympatiske børn af begge køn. De i øvrigt få forestillinger jeg opførte, var først og fremmest Snehvide og De Syv Dværge, som jeg havde købt i en boghandel, der handlede med den slags ’legetøj’. Dernæst fabrikerede jeg selv figurer til forestillingen om Fiskeren og hans kone og endelig købte jeg via Familie Journalen det såkaldte Pegasus Teater og sætstykker til forestillingen ”Der var engang” af Holger Drachmann. Alle mine dukketeaterforestillinger blev opført for mine forældre og søskende og morforældre samt for enkelte kammerater og tillidsvækkende børn fra gaden.

Men nok så interessant og især vigtigt for mig var mine filmforevisninger. Til min 12 års fødselsdag den 12. juni 1941 forærede min kære morbror Thorkild mig en rigtig vaskeægte kinoprojektor, godt nok en hånddrevet, men til 35mm spillefilm. Sammen med projektoren fulgte 3 ruller film, som hver havde en længde af 300 meter, hvilket svarer til at hver film havde en spilletid på et kvarter. De tre film havde henholdsvis titlerne ”Gösta Berlings Saga”, ”Den sidste Mohikaner og ”Safari i Afrika”. Det var jo en virkelig lækkerbisken, som omgående fik mig til at agere biografdirektør, billetsælger og operatør, og vekselvis invitere familie og kammerater og større børn fra gaden ind som publikum. Det var dog ikke gratis for det sidstnævnte, for en siddeplads kostede den nette sum af 25 øre og en ståplads 15 øre. Der blev solgt flest ståpladser.

Men rollen som biografdirektør blev dog trods alt kortvarig, mest fordi publikum snart blev trætte af at se de samme 3 film om og om igen.

Særligt interesserede læsere vil kunne læse og orientere sig om mig og mit liv via følgende link:

http://www.tegnefilmhistorie.dk/97%20Biografier/Harry%20Rasmussen/Harry%20Frame.htm

****************