GAMLE MINDER OG KLOKKEKLANG

Af Harry Rasmussen

2. del

(Fortsat beretning)

Endelig oprandt tidspunktet for fremmødet i fællessalen, der som nævnt fandtes i en stor, aflang, rødmalet træbarak, der lå i forlængelse af en murstensbygning, hvori køkkenregionerne var beliggende. Disse to-i-en-bygninger lå omtrent ved siden af og parallelt med den gule etplans murstensbygning, hvori bl. a. ”min” og flere andre mandskabsstuer var beliggende. Salen blev hurtigt fyldt med de fleste af de omkring 60 militærnægtere, der på det tidspunkt aftjente deres civile værnepligt i Gribskovlejren. Senere fandt jeg ud af, at af de 60 mand var cirka en tredjedel kommunister, en anden tredjedel tilhørte sekten Jehovas Vidner, mens resten tilhørte en broget forsamling af nogle, som sluttede op om bevægelsen Aldrig mere Krig og Det Radikale Venstre, og andre, der af såkaldt fritænkeriske og humanistisk-etiske grunde ikke ønskede eller ville oplæres i soldaterhåndværket. Af de to førstnævnte grupper, kommunisterne og Jehovas Vidner, holdt de førstnævnte sig for gode til at mænge sig med de gemene militærnægtere, som de betragtede som en slags kapitalistlakajer. Medlemmerne af Jehovas Vidner mængede sig heller ikke, men holdt sig for sig selv, fordi de angiveligt mente, at alle andre, der i modsætning til dem selv var

uomvendte, ville være redningsløst fortabte på Dommens Dag.

Omkring kl. 21 blev der uro ved indgangen til fællessalen, og snart efter viste en midaldrende, middelhøj, mager og senet mand sig i døråbningen, fulgt af et par af sine tro følgesvende, samt en yngre mand og to lidt ældre mænd, alle i civilt tøj. Det var lejrchefen Elbæk og hans tro væbnere, Bent Hjeds, i det civile liv advokatfuldmægtig, og Peter Schäffer, som i det civile liv var stud.mag. Politisk var Elbæk radikal og højskolemand, mens de to sidstnævnte var intellektuelle og partitro kommunister. De tre øvrige mænd var henholdsvis Madsen, Holm og Jensen, der var såkaldte arbejdsledere. De satte sig ved nogle ledige pladser ved et af bordene og skænkede selv te af en af de mange stålkander, der var stillet ind til formålet. Atmosfæren i det forholdsvis store lokale føltes ladet med spænding, og efterhånden bredte tavsheden sig fra bord

til bord. Da der var blevet nogenlunde ro rundt om, rejste lejrchefen sig og begyndte med at præsentere sig selv og lejren nogenlunde sådan:

”Ja, jeg er altså lejrchef her på stedet og hedder Christian Elbæk, men er også militærnægter, om end af en ældre årgang. Min næstkommanderende hedder Clasen og han sidder til daglig ovre på det lille kontor for enden af den gule bygning. Her fører han regnskaberne, herunder lønregnskabet, idet en militærnægter til at begynde med får 10 kr. om ugen, og da der er cirka 60 nægtere, foruden mig og tre arbejdsledere, har han nok at se til. Han holder også regnskab med antallet af opsparede fritimer, idet det er sådan, at man for hver fuldført arbejdsdag får tildelt en fritime, som man kan spare op og eventuelt bruge i forbindelse med en orlov eller til at holde en fridag, når og hvis det skulle blive nødvendigt. (Hvad Elbæk derimod ikke oplyste, var, at Clasen havde fået øgenavnet ”Rotten”, muligvis på grund af sine noget store fortænder, men formentlig også, fordi han fungerede som meddeler – nogle nægtere mente ”angiver” - i forhold til Indenrigsministeriet.) Endvidere er der her på stedet som nævnt ansat tre arbejdsledere, Madsen, Holm og Jensen, som hver især har til opgave at lede og fordele det daglige arbejde, som I er pligtige til at udføre. Madsen er militærmand, men har orlov og arbejder for øjeblikket på deltid som arbejdsleder, fordi han skriver på en filosofisk afhandling om Einsteins Relativitetsteori.

Holm er forhenværende skovfoged på Ledreborg Gods, og Jensen er forhenværende skovfoged her på egnen. Begge vil tage sig godt af jer allerede fra i morgen tidlig. Til at sørge for madlavningen er der her i lejren en fastansat økonoma og en assistent. Resten af personalet i køkkenet består af civile værnepligtige, som står under økonomaens overopsyn. Disse værnepligtige har det særlige privilegium, at de har tidligere fri fra arbejdet end andre nægtere, fordi de møder en halv time før alle andre, nemlig klokken halv seks i sommerhalvåret og halv syv i vinterhalvåret. Den strenge men retfærdige økonoma hedder for resten fru Bentsen, og hendes assistent hedder fru Jensen.

Til jer nyankomne vil jeg sige, at det I har været udsat for i dag af de to herrer Jönsson og Hjeds, og som I sikkert mere eller mindre har følt som et overgreb, heldigvis ikke er praksis her i lejren og heller ikke i de to andre militærnægterlejre, der er i Danmark. Men den grove og provokerende behandling, I har fået, er en tradition, som nogle ikke så gerne vil undvære.”

Ved disse ord gik der nærmest et sus af lettelse gennem salen, men også en bølge af fnis og latter. Det første skyldtes de nyankomne, mig selv inklusive, og det sidste ”de gamle”, som havde måttet holde masken og ikke røbe, hvad der i virkeligheden var foregået i dagens løb. Elbæk smilede også, men lige som lidt forlegent og undskyldende, og så fortsatte han:

”Min kone, Karin, og vores to drenge, Esben og Uffe, bor ovre i den trævilla, der ligger tæt herved, og jeg vil gerne sige til hver enkelt af jer, at I er velkomne til at komme til os med jeres problemer, hvad enten disse er forbundet med stedet her eller er af mere privat karakter. Vi vil bestræbe os på at hjælpe jer bedst muligt, og håber i øvrigt på, at I snart vil finde jer tilpas her i jeres nye tilværelse. Men for at dette kan og skal lykkes, kræver det at et minimum af orden og disciplin bliver overholdt, herunder ikke mindst selvdisciplin.

Hermed vil jeg gerne byde jer nyankomne velkommen og velbekomme.”

Idet Elbæk satte sig, lød der en højt bankende, metallisk hul lyd, som når nogen vil påkalde sig opmærksomheden ved et selskab. Det var en af de tomme stålkander, der blev slået på. Alles øjne rettedes mod to ”gamle” nægtere, der begge havde rejst sig op ved bordet, de sad ved. Det var de to ”nazi-fyre”, Mogens Jønsson, til daglig kaldet ”Jønss”, og Bent Hjeds, til daglig kaldet ”Hjeds”, som nu meget vittigt supplerede hinanden i at forklare og undskylde den behandling, de havde udsat de nyankomne for i løbet af dagen. Men de havde nu alligevel været forundret over, sagde de, at mennesker, der havde truffet den trods alt vanskelige og upopulære beslutning at sige nej til militærtjeneste, i så høj grad havde ladet sig underkue af kadaverdisciplin. Det var tankevækkende, mente de, og med rette, syntes jeg.

Den første nat hjemmefra

Men den anstrengende og spændingsfyldte dag endte altså på bedste vis og alt opløstes i lettelse og latter. Nogle af os – eller måske alle os nyankomne – følte sig godt flove og forlegne over, at vi havde været så nemme at narre, selv om enkelte af os, sådan som tilfældet var for mit eget vedkommende, nok havde haft en lille mistanke om, at der måtte være tale om et ”skuespil”.

Men trods alt kunne især vi nyankomne med nogenlunde fred og ro i sindet forlade fællessalen cirka kl. 21,30 og gå over på vores respektive forlægningsstuer, skifte til nattøj, hvis vi ellers havde sådan noget med, tage tandbørsten og tandpastaen og gå over i baderummet, for at gøre klar til natten. Kl. 22 skulle alle være til sengs, lyset slukkes og roen brede sig. Det sikrede den

vagthavende arbejdsleder sig, som gik stuegang gennem barakkerne, blev overholdt.

Det var en underlig fornemmelse, første gang i sit liv at sove sammen med en gruppe helt fremmede mænd, som der her var tale om. Jeg havde ikke prøvet at sove på den måde, siden dengang i skolen, hvor vi elever fra så vidt jeg husker 5. klasse var på nogle dages udflugt til Bøndernes Hegn i Hareskoven. Det var ikke udelt behageligt.

Desuden savnede jeg min kone og børnene, de sidste måske mest fordi jeg altid har holdt af børn, og også fordi jeg var vant til at lægge dem i seng om aftenen. Jeg kunne jo ikke ringe hjem, for vi havde ikke telefon, og det var vanskeligt for Else at komme til at ringe til mig fra en telefonboks, der dog fandtes henne på hjørnet af Mågevej og Frederikssundsvej. Men det var vanskeligt, når hun havde de to børn med sig, og det var hun jo for det meste nødt til. Det hændte dog en sjælden gang, at Gerda kom og så efter børnene, mens Else gik over til telefonboksen og ringede til mig omkring kl. 21. Samtalen drejede sig mest om børnene og om praktiske problemer for Else, som altid klagede over, at hun ikke kunne få pengene til at slå til. Men jeg vidste det ville være nytteløst af mig, at bede hende om at skære ned på sit cigaretforbrug, for det tror jeg simpelthen ikke hun ville have været i stand til, og sådan har mange andre rygere det jo også. Dengang kunne man tale i mønttelefon i tre minutter for 25 øre, men for ikke at det skulle blive for dyrt, afkortede vi med vilje samtalens længde til maksimalt seks minutter.

Sagen var jo i øvrigt den, at bortset fra de praktiske og jordnære problemer, så havde Else og jeg ikke ret meget andet at tale med hinanden om, og den indbyrdes kærlighed havde det længe været så som så med, ja, faktisk havde vi aldrig elsket hinanden, lige så lidt som vi på noget tidspunkt havde været forelsket i hinanden. Det var omstændighederne, der havde ført os sammen, sådan som tidligere beskrevet, men jeg mener dog nok, at vi ville have kunnet klare os igennem alle problemerne, hvis Else ellers havde haft tålmodighed og udholdenhed nok til at stå solidarisk med mig og mine bestræbelser på at vende tilbage til mit fag: tegnefilm, når jeg efter de 22 måneders forløb i Gribskov atter vendte tilbage til det civile liv. Men hverken i 1955 eller 1956 kunne hun, så lidt som jeg selv, vide, at det rent faktisk lykkedes mig at vende tilbage til tegnefilmbranchen efter min hjemsendelse i juni 1957, tilmed til en vellønnet stilling som animator hos datidens mest markante tegnefilmproducent, Bent Barfod, og siden da har jeg aldrig været arbejdsløs.

Det grundlæggende problem mellem Else og mig lå nok i, at vi havde helt forskellige ambitioner og målsætninger i livet. Desuden var jeg næppe i hendes øjne tiltrækkende som mand, for hverken med min psyke eller fysiske udstråling var jeg i stand til at bringe hendes hormoner og følelser i de for et vellykket parforhold rette svingninger. Dertil havde og har jeg simpelthen for meget ’anima’ i min personlighed og udstråling. Målt med Elses alen og kvindelige instinkt var mine højtflyvende drømme og visioner om livet og verden helt enkelt uforståelige, værdiløse og nyttesløse. Og at hun reagerede på sit medfødte og naturlige kvindelige instinkt, kan man sidst af alt bebrejde hende.

Dagligt liv i lejren

Næste morgen kl. 6 lød alarmklokken som signal til, at nu skulle man stå op, rede sin seng og gøre sig klar til morgenmaden, der blev serveret kl. 6,30 ovre i fællessalen. Det vil sige, de nægtere, der havde såkaldt stuevagt, hjalp køkkenpersonalet og stillede kander fyldte med enten kaffe eller te ind på bordene, og ligeledes afskåret rugbrød og franskbrød, samt ost og marmelade. Der var i reglen to stuevagter for hver belægningsstue, og de havde til opgave at

holde orden og gøre rent på den stue, de havde ansvaret for. Stuevagten som sådan gik på omgang og efter tur, også når det gjaldt fællessalen, hvor der var fire stuevagter om at dække og bagefter rydde bordene. Denne ordning fungerede tilsyneladende uden problemer, ikke mindst fordi det var tilladt at købe sig fra tjansen, ved at betale en anden nægter med en af sine fritimer, for at overtage arbejdet for en selv. Ordningen gjaldt vistnok de allerfleste funktioner i selve lejren, men man kunne ikke købe sig fra pligtigt arbejde, hverken i lejren eller ude omkring i skoven.

Personlig var jeg naturligvis især interesseret i at få at vide, om man kunne få vegetarisk mad i lejren. Det havde jeg allerede spurgt Børge Enrico om, da han og jeg talte sammen kort efter min ankomst dagen før. Til min store og behagelige overraskelse ikke alene bekræftede han, at det kunne man, men han tilføjede, at han dels selv var vegetar og dels var der faktisk allerede en halv snes andre vegetarer i lejren, som hver dag fik serveret gode og veltillavede vegetariske retter. Af praktiske og nemheds grunde spiste vegetarerne ved det allerbageste af langbordene i fællesstuen. Altså en slags ”Fukse”, i lighed med, da jeg gik i skole, hvor de dygtigste og flinkeste elever sad på de forreste rækker, medens de dumme og dovne, ”Fuksene”, sad allerbagest i klasseværelset. Vegetarer havde jo generelt set ikke nogen stor status, heller ikke dengang, og hverken i lejren eller ude i det civile liv.

Vegetarerne gav naturligvis ufrivillig anledning til mere eller mindre grove bemærkninger og vittigheder fra de ”normales” side. Den mest brugte vending om vegetarer var, at vi tog maden fra kaninerne. Men især Børge Enrico gav svar på tiltale og kaldte kødspisere for ”lig ædere”. Han gjorde det dog almindeligvis på en så afvæbnende, charmerende og humoristisk måde, at faktisk ingen følte sig gået for nær.

De af os, der skulle på skov-arbejde, måtte selv smøre sig hver en madpakke og fylde feltflasken enten med vand eller saftevand. Madpakken medbragtes i lærredstasken, som blev hængt over skulderen, og feltflasken hængte man på siden af tasken.

Dagen tegnede til at blive lun og solrig, da de ”gamle” og vi nye nægtere den morgen kl. 7, den 17. august 1955, samledes til såkaldt appel på pladsen foran den gule murstensbygning. Snart efter dukkede de tre arbejdsledere, Madsen, Holm og Jensen også op og begyndte at vælge hver deres hold. Det vil sige, Madsen og Jensen havde allerede hver deres faste hold af ”gamle” nægtere, hvorimod Holm var den, under hvilken så godt som alle de nyankomne kom til at sortere. Det viste sig, at Madsens hold arbejdede i den nordligere del af Gribskov, i egnen oppe mellem Mårum og Esbønderup, mens Holms nye hold skulle arbejde i den del af denne, der lå og ligger i egnen omkring Storkevad. En del af Jensens hold arbejdede ved Esrum Sø, samtidig med at han havde ansvaret for de fleste af de nægtere, der arbejdede i selve lejren.

Så vidt jeg erindrer kom alle nægtere på Holms hold til at arbejde i skoven, i al fald til at begynde med. Vi fik besked på, at vi skulle hente hver sit redskab ovre i redskabsdepotet og derefter begive os ud til trinbrættet ved Storkevad. Her ville Holm møde os om en god halv times tid, sagde han.

Vi var en 12-14 mand, der stavrede over til depotet og fik udleveret hver sit arbejdsredskab. Det var en af de ”gamle” nægtere, der ved den lejlighed var ”depotbestyrer”. Han var fynbo og hed Vogsen til efternavn, men blev til daglig kaldt ”Vovsen”, en tydelig allusion til hans efternavn og måske til, at hans stemmeføring kunne lyde som en lille arrig hund, der bjæffer. Det viste sig senere, da vi lærte ham bedre at kende, at han især interesserede sig for lokalhistorie og samtidig var ivrig amatørarkæolog. ”Nå”, sagde han, da turen til at få et redskab kom til mig, ”hva’ ve’ du så ha’!” – ”Ha’?!” svarede jeg, ”kan man da selv vælge?” – ”Ja, værs’arti’!”, sagde han. ”Nå”, fortsatte jeg,” så gi’ mig en rive!”. Det fik jeg så, mens nogle af mine kammerater også valgte lignende redskaber. Vi vidste jo ikke bedre på det tidspunkt.

Med redskaberne på nakken sjoskede vi derefter ad stien ud mod Storkevad. Undervejs kom vi gennem et område, hvor der kun voksede lavere fyr og grantræer, så der var god og fri udsigt over terrænet. Det var et betagende natursyn, der mødte os, for sollyset glimtede i tusindtallige edderkoppespind, der i morgenduggen især var synlige på et stort område med mindre gran- og fyrretræer. Luften var ren og frisk og duftede stærkt og krydret af nåleskov. Længere fremme blev graner og fyr højere og tættere, stedvis blandet med birketræer i forskellige størrelser. Til sidst lukkede række efter række af høje nåletræer os inde i et blødt, dunkelt mørke, der hist og her lod en solstribe skinne igennem og ned på den bløde mos og de millionvis visne og rødbrune grannåle i skovbunden.

Udvalgte københavnere

Endelig nåede vi efter cirka et kvarters gang ud til Storkevad, hvor vi satte os på et græsbevokset lavt gærde, ovenover hvilket der var et indhegnet område fuld af ganske små graner og fyr. Samtalen gik livligt mand og mand imellem, mens vi spændt ventede på, hvad der videre skulle ske, og hvornår arbejdsleder Holm ville dukke op.

Vi kom da heller ikke til at vente længe, førend Holm dukkede op på cykel, som han stillede fra sig ved gærdet. Herefter trådte han op på gærdets forhøjning og sagde: ”Ja, så begynder alvoren jo for jer! Er der nogen københavnere iblandt jer?”, spurgte han. Vi var en fire stykker, der nikkede. ”Vil d’herrer være så venlige at træde frem!” fortsatte Holm. Vi trådte lidt småtøvende frem. Arbejdslederen så tilfreds smilende og lidt polisk, syntes jeg, på os, og tilføjede: ”Vent her, mens jeg tager med resten ud til det sted, hvor de skal arbejde!”.

Holm satte sig op på sin cykel og kørte langsomt foran de mange nægtere, der måtte bruge apostlenes heste til transporten, og snart forsvandt de ud af syne længere inde i skoven. Stilheden bredte sig, dog svagt afbrudt af den summende lyd af et og andet insekt, der satte sig på et græsstrå eller blad eller passerede forbi os. Samtalen mellem os drejede sig snart om, hvorfor mon vi ”københavnere” var blevet specielt valgt ud og skilt fra de andre. ”Det er nok, fordi Holm mener, at vi ikke er så vante til hårdt fysisk arbejde som andre!”, mente Jørn Krogh. Vi andre nikkede samtykkende, idet vi var enige om, at det nok måtte være grunden.

Vi var for øvrigt kun fire mand, der hørte til ”de udvalgte”, nemlig nævnte Jørn Krogh, Ivar Nielsen, Kurt Henning Pedersen og mig. Men faktisk ophørte Kurt Henning efter en dag eller to at være medlem af vores lille team, idet han blev overført til andet arbejde i selve lejren. Han havde nemlig klaget til både Holm og lejrchefen over, at arbejdet med hakke eller forhammer ville kunne skade hans hænder og arme, og da han jo var organist og pianist i det civile liv, var dette sikkert rigtigt nok.

Cirka tyve minutter efter vendte Holm tilbage, men denne gang blev han siddende på cyklen, idet han sagde: ”Gå nu tilbage til lejren og skift jeres redskaber ud med hver en hakke eller en forhammer, for det er det, I får brug for! Vi mødes her igen om en halv times tid”. Vi så tavse og spørgende og vistnok også lidt skuffede på hinanden, men sagde ingenting. Holm smilede sit poliske smil og kørte mod lejren.

”Nå,” sagde ”Vovsen” med et grin, da vi kom tilbage til depotet og fortalte, at vi skulle skifte vores redskaber ud med hakker og forhamre, ”ska’ I nu til at prøve at arbejde! Det er sundt, kan jeg betro jer, så vær’ ik’ ke’ a’ et’!”. Vi fik skiftet redskab, og jeg selv tog en forhammer, som godt nok virkede tung, men dog ikke mere, end at det lod sig gøre at bære den over skulderen.

Efter at vi alle havde byttet om til de redskaber, Holm havde påbudt os, vendte vi tilbage til Storkevad, hvor Holm allerede befandt sig. ”Nu skal I se, hvad det er for arbejde, jeg har til jer!”, begyndte Holm, idet han gik hen mod en opgravet sti, der strakte sig langt ind i skovdybet nord for Storkevad trinbræt. Ved hver side af stien lå der adskillige bunker af mindre sten og murbrokker. Holm fortsatte: ”Denne sti er omkring 2 km lang og strækker sig herfra og ud til

landevejen ved Mårum. I skal knuse stenene til skærver og slå murbrokkerne i mindre stykker og fordele det hele i et nogenlunde tykt lag på stien. Det vil være jeres opgave i den næste måneds tid, men kan I gøre det hurtigere, vanker der ekstra fritimer!”

Vi fire gloede på hinanden og så forlegne på Holm. Jørn Krogh, som stammede, når han blev opbragt eller nervøs, dristede sig til at sige: ”Ja, jeg er jo kun vant til at håndtere små tandteknik-redskaber, så jeg ved ikke rigtigt!” - Holm så venligt på Jørn Krogh og sagde: ”Det er slet ikke så svært, som I måske tror! Se nu her!” Derpå greb han en forhammer og begyndte at slå på nogle af de halvstore sten. ”Brug ikke jeres kræfter til ingen nytte, ved at slå på stenen. Det gælder kun om at lade hammeren falde på den, og når man rammer flækfladen, går stenen i stykker af sig selv!”, sagde han beroligende. Det så faktisk let ud, i al fald når han gjorde det. ”Prøv selv engang, Krogh!” tilføjede han, idet han rakte forhammeren til denne. Jørn Krogh, som for øvrigt ikke længe efter fik øgenavnet ”Tante Knik”, formentlig fordi han ind imellem kunne virke lidt snerpet og ”tantet”, og så selvfølgelig fordi han var tandtekniker af fag, greb forhammeren med et forlegent smil. Dette afløstes dog snart af tilfredse udråb, da det viste sig, at han ikke havde større besvær med at flække de sten, han lod hammeren falde på.

”Der kan De selv se!”, sagde Holm glad og tilfreds og tilføjede: ”Nu ka’ I jo øve jer, indtil det bliver frokost! Selv spiser jeg hjemme i lejren sammen med de andre arbejdsledere, men jeg kommer tilbage til jer i løbet af eftermiddagen, for at se, hvordan det går.”

Arbejdsleder Holm, der dengang vel var omkring de 60 år, var en lidt over middelhøj, ikke tyk, men svær og solbrændt mand. Hans daglige påklædning var kakifarvet kasket og jakke, vest, skjorte og slips, kakifarvede ridebukser og mørkebrune ridestøvler. Han havde næsten altid en pibe i munden, som han dog tog ud, når han talte med folk. Der var noget i god forstand bedstefaderligt over ham og hans væsen. Han var gift, havde flere voksne børn og boede i Lejre, ikke langt fra godset Ledreborg, hvor han i en årrække havde været skovfoged under den gamle greve, som imidlertid nu var død. Den nye og yngre greve, der overtog godset, kunne Holm ikke rigtig komme ud af det med, og derfor havde han selv sagt op. Det var baggrunden for, at han havde søgt og fået stillingen som arbejdsleder i Gribskovlejren.

Til daglig kørte Holm i sin bil frem og tilbage mellem sit hjem i Lejre og Gribskovlejren, men når han havde nattevagten i lejren, overnattede han her. Til formålet havde han et møbleret værelse på ca. 16 m2, som lå i den modsatte ende af den barak, hvori også køkkenet var beliggende, til sin rådighed, og her havde han i reglen selskab af sin store schæferhund, hvis navn var King. Den var i almindelighed meget fredelig, men kunne gø vildt og voldsomt, når noget ikke passede den.

Arbejdet i skoven

I den næste måneds tid arbejdede Jørn Krogh, Ivar Nielsen og jeg støt og roligt med at slå skærver og knuse murbrokker til den vej eller sti, som vi var blevet sat til at fylde op. Det var et herligt eftersommervejr, og så vidt jeg erindrer skinnede solen det meste af tiden. Ind imellem holdt vi hvilepauser og satte os eller lå i græsset ved vejsiden. Det vil sige, Jørn Krogh gik da i reglen på jagt efter insekter, som skovbunden nærmest vrimlede med. Hans store interesse var nemlig at indsamle og studere insekter, og til det formål havde han medbragt et stort syltetøjsglas og en lille flaske æter til at bedøve de arme kræ med. Når de

var døde, præparerede han dem og satte de ofte meget smukke og betagende små dyr på nåle i sin samling, som efterhånden var blevet af en anseelig størrelse. Mens vi arbejdede på stedet, fandt og fangede han en dag en eghjort, et stort og flot eksemplar, som han tydeligvis var meget stolt af. Det rørte ham tilsyneladende ikke det mindste, at aflive kræet og sætte det på en nål, ikke mere end hvis det havde drejet sig om et frimærke. Det undrede og bød mig meget imod, for jeg syntes dels, at insekterne var mest interessante i deres frie og naturlige miljø, og dels, at man i videst muligt omfang burde undlade at slå levende væsener ihjel.

Ivar Nielsen, som i det civile liv var ansat som medarbejder hos en statsautoriseret revisor, fortsatte sin revisoruddannelse i den tid, han opholdt sig i Gribskovlejren. Han var en rolig og afbalanceret personlighed med sans for humor. Hans venlige og altid imødekommende væsen, jorde ham afholdt af stort set alle. Han var til enhver tid villig til at række en hjælpende hånd, hvor der var brug for og ønske om det. Selv skulle jeg få rigelig brug for hans administrative evner og regnskabsmæssige kunnen i den tid, vi begge var i lejren, og især i forbindelse med etableringen af en nægter-avis og i særdeleshed med to store teaterprojekter: ”Genboerne” og ”Det lille Thehus”. Ivar kunne man regne med og stole på i enhver henseende.

Da vi endelig langt om længe var blevet færdige med vejarbejdet, satte Holm os til at arbejde i en såkaldt planteskole, som også lå i nærheden af Storkevad. En planteskole er et areal af skoven, hvor der er plantet små graner eller fyrretræer. Området er indhegnet, mest for at hjorte ikke skal få mulighed for at spise træernes friske, delikate topskud, for det betyder at træerne visner og dør.

Vores arbejde bestod i at skuffe, luge og rive mellem de små træer, så ukrudtet ikke slugte næringen fra jorden, men blev fjernet og lagt i en bunke, der siden kunne blive til kompost.

Det var fortsat dejligt, sommeragtigt vejr, som vi især kunne nyde i frokostpausen. En dag, da jeg sad med ryggen op mod en af hegnspælene, lagde jeg mærke til et flyvende insekt med et helt specielt udseende. Det karakteristiske ved den, var, foruden dens smukke farver, især en meget lang og lige brod, der var indkapslet i en tvedelt skede. Sådan et insekt havde jeg faktisk aldrig før set i mit liv. Mens jeg sad og iagttog insektet, som jeg ikke husker navnet på, men det var muligvis en vandnymfe, så jeg, at den borede sin brod ind i den frønnede hegnspæl. Den sagkyndige Jørn Krogh forklarede, at insektets brod var en æglægningsbrod, som den brugte til at bore bittesmå huller i træet med og lægge sine æg der.

Mens vi arbejdede i planteskolen, hørte vi en dag, at en nægter fra et andet arbejdshold, Jens Jacobsen, der arbejdede i en planteskole et andet i skoven, var kommet til at skuffe i et hvepsebo i jorden. De arrige kræ var gået til angreb på fredsforstyrreren, der var blevet stukket eller bidt overalt på kroppen, hvor hvepsehæren havde kunnet komme til. Den arme fyr blev så medtaget og dårlig af det, at han måtte indlægges og behandles på hospitalet, hvor han lå nogle dage.

Andre hold af nægtere arbejdede andre steder i den kæmpemæssige skov, og nogle af disse var beskæftiget med at rense grøfter og vandløb. Det forholdt sig generelt sådan med det arbejde, som nægterne havde lov til at udføre, at det i henhold til de faglige aftaler og overenskomster ikke måtte omfatte det arbejde, der var forbeholdt de fastansatte skovarbejdere. Derfor fik nægterarbejdet nærmest karakter af en slags beskæftigelsesterapi, og forekom ofte meningsløst og overflødigt. Det bevirkede blandt andet, at nægterne ikke betragtede arbejdet med særlig respekt, men benyttede enhver anledning og lejlighed til at tage sig et hvil eller gå på opdagelse i skoven. I det hele taget var trætheden et udbredt fænomen hos de fleste nægtere i Gribskovlejren, men årsagen hertil var ikke af fysisk art, for der var ingen, der behøvede at overanstrenge sig. Trætheden var derimod af psykisk art, og den medførte blandt andet, at mange nægtere straks lagde sig i deres køje, så snart de var kommet hjem fra arbejdet i skoven, og mere vågne nægtere måtte i reglen vække de sovende, når det var spisetid. På ’min’ stue var der især to nægtere, som sov sig fra problemerne, så snart de havde mulighed for det. Det var Henning Larsen og Kaj F. Jensen.

”Lange Jensen”

På det tidspunkt var der i Gribskov en skovrider ved navn Jensen, som på grund af sin høje, magre skikkelse blev kaldt ”Lange Jensen”, og som tog sin stilling meget alvorlig og udførte sine daglige pligter med nidkærhed. Han var som sagt en høj, mager mand med et skarptskåret ansigt, og han var altid iført stramtsiddende, vissengrøn uniform og en imponerende, militæragtig kasket, når han færdedes i skoven. Han var formentlig den typiske embedsmand, som satte en ære i at arbejde for staten. Han havde ikke direkte noget med nægterne at gøre, men eftersom han var øverste ansvarlige myndighed på stedet, benyttede han enhver lejlighed til surt og vrissent at irettesætte disse, når han under sine cykelture rundt i skoven stødte på dem. Det var tydeligt for enhver, at han foragtede militærnægtere og kun med opbydelsen af al sin tolerance fandt sig i at have sin skov befængt med sådant ukræ.

Skovrideren, som altid bar en stor kikkert i en rem om halsen, havde det med ofte at snige sig lydløst ind på et hold nægtere, der arbejdede et eller andet sted i skoven, eller som havde lagt sig til hvile i græsset. Pludselig rejste han sig i sin fulde højde lige bag dem og brølede: ”Har I ikke andet at bestille end at ligge og dovne!? Det skal blive indberettet!”. Senere erfarede de pågældende nægtere, at skovrideren virkelig havde indberettet nogle af dem til Indenrigsministeriet, som på sin side havde ladet en reprimande gå via ”Rotten” til lejrchefen. Denne lod en bemærkning herom tilfalde den arbejdsleder, der havde ansvaret for holdet. Når klagen vedrørte de hold, der stod under Holms opsyn, skete der i reglen ikke andet, end at han stille og roligt og med et lunt glimt i øjet kom og sagde: ”Der er blevet klaget over jer! Tag lige at passe på, når skovrideren er i nærheden!”. Derimod var reprimanderne lidt alvorligere for især de hold, der havde Jensen som arbejdsleder, for han ville gerne stå sig godt med sine overordnede, og uddelte gerne straffe i form af fratagelse af fritimer. Madsen

var lidt mere forstående og nøjedes i reglen med at viderebringe klagen til sine hold, idet han formanede dem at passe deres arbejde og pligter.

For lejrchef Elbæk var skovriderens – og for resten også ”Rottens” - nidkærhed ret så alvorlig, for den truede ham på hans stilling, der i forvejen var udsat, fordi Elbæk på den ene side var forpligtet overfor sine overordnede, men på den anden side også gjorde, hvad han kunne, for at tilgodese og imødekomme nægternes interesser og ve og vel. Det bragte ham ofte i et dilemma, som han havde vanskeligt ved at tackle. I sådanne situationer konfererede han med nogle af de nægtere, han havde udvalgt som en slags ’venner’. Det var f.eks. Peter Schäffer, Bent Hjeds og Gregers Espersen fra et ’ældre’ hold, og senere også Birger Jarl Guy fra ’vores’ hold af indkaldte nægtere.

La mour og la bæ

Der er på den baggrund ikke noget at sige til, at nægterne efterhånden kom til nærmest at hade og foragte den nidkære skovridder, som voldte dem så mange ubehageligheder. Men samtidig fandt nægterne skovridderen ynkelig og latterlig, fordi han sneg sig omkring i skoven og legede statslig overopsynsmand. Det gjorde ham ikke mindre latterlig, at nogle af de nægtere, der havde fået deres jævnlige gang på Esbønderup sygehus, hvor der var en del yngre og åbenbart villige sygeplejeelever, havde kunnet konstatere, at skovrideren også havde sin jævnlige gang der på stedet. Rygtet ville vide, at oversygeplejersken var hans elskerinde. Anekdoten vidste også at fortælle, at skovrideren, der i reglen cyklede til stedet, lejlighedsvis kom med en æske stor, fin og fyldt chokolade til sin veninde. En dag skete det, at han af en eller anden grund lod æsken med chokoladen ligge i cykelkurven, da han gik ind i bygningen. Dette benyttede et par nægtere sig af, idet de fik åbnet æsken og fjernet chokoladen, som de senere spiste. Derefter fyldte de æsken med en stor, frisk hundelort, de

havde været så heldige at finde i nærheden, lukkede æsken og papiret omkring den. De to nægtere skjulte sig i nærheden, for at se, hvad der ville ske, når skovrideren kom tilbage for at hente chokoladeæsken, som han formentlig havde glemt i første omgang.

Kort tid efter kom skovridderen da også som forventet ud fra hospitalets personalebygning og gik hen til cyklen, hvor han hentede æsken med chokolade og vendte tilbage til bygningen. Men hvad der videre skete på stedet, melder historien ikke noget om, for efter at skovrideren atter var gået ind i personalebygningen igen, fandt de to nægtere det betimeligt at forføje sig bort

fra stedet, for ikke at blive opdaget og mistænkt for udåden.

Der var selvfølgelig tale om en ulækker og meget usmagelig hævnakt, men måske forståelig og tilgivelig, når man betænker de problemer, som skovridderen påførte både nægterne, deres arbejdsledere og ikke mindst deres populære lejrchef. Imidlertid fik episoden et alvorligt efterspil, idet det viste sig, at skovridderen var gået klagevejen, hvilket førte til et strengt forbud, som sagde, at nægtere ikke uden acceptabel grund måtte befinde sig på hospitalet og dets område.

Esbønderup ”whorehouse”

Blandt nægterne i lejren havde Esbønderup Sygehus nærmest status af et horehus, hvilket dog sikkert var stærkt overdrevet, og måske et rygte, der var sat i omløb af misundelige nægtere, som ikke hørte til blandt dem, der var eftertragtede af de unge sygeplejerskeelever. Men en kendsgerning er det i hvert fald, at grupper af nægtere ofte valfartede til stedet, hvor de blev hilst velkomne af de unge sygeplejeelever. Det var ganske vist forbudt disse at have mandlige gæster på værelserne, men forbud er som bekendt ofte til for at blive overtrådt, og der udfoldes i reglen store anstrengelser og hittepåsomhed, når det gælder sex og samvær mellem de to køn.

En af nægterne, den muntre og altid optimistiske Børge Enrico, havde på et tidspunkt fået sig en lille sygeplejeveninde ved navn Karen Bak, og det gav ham anledning til ofte at citere et vers af Johan Herman Wessel, der også handlede om den vævre Karen Bak. Imidlertid viste det sig, at førstnævnte frk. Bak ikke hørte til de trofastes skare, og hun valgte sig derfor en anden nægter til kæreste, ja, så vidt det forlød, havde hun op til flere kærester ad gangen, men de aflagde hende dog besøg hver for sig. Da den romantiske Børge Enrico blev klar over frk.

Baks upålidelighed, græmmedes han og var i mindre godt humør i en uges tid efter. Men som den optimistiske og i grunden glade natur, han også var, kunne man høre ham synge og nynne nogle linjer fra en dengang kendt slager: ”Alting for jo en ende, snart er dette forbi!”

På det tidspunkt var det også almindelig kendt, at maleren og forfatteren Jørgen Nash, der var broder til den verdensberømte kunstmaler Asger Jorn, havde sin omtrent daglige gang på Esbønderup Sygehus, hvor hans daværende kæreste eller kone var ansat og arbejdede. Den måde, hvorpå man kunne se, at Jørgen Nash var på besøg hos sin kæreste på sygehuset, var, at hans 2 CV diskret holdt i den fjerneste ende af parkeringspladsen.

Kabaret ”Nægter-Sjaketten”

Tidligere nævnte Birger Jarl Guy var altid aktiv og emsig, når det gjaldt om at påtage sig en tjans, der ikke krævede for meget fysisk arbejde af ham. Han var simpelthen mentalt allergisk overfor det fysisk betonede arbejde, der dagligt blev pålagt nægterne at udføre, og kort efter sin ankomst til lejren lykkedes det ham at fedte sig ind hos lejrchefen, så at han udelukkende fik til opgave at arbejde indendørs i selve lejren, og tilmed i den bygning, hvor mit hold og jeg havde belægningsstuer. Snart optrådte Guy derfor som en slags kontorassistent for ”Rotten”, og desuden som bibliotekar og sågar som samaritter, som nægterne kunne henvende sig til i tilfælde af mindre legemlige skader, såsom rifter, småsår og lignende. Nægterne kunne også henvende sig til Birger Guy med anmodning om at stille op i ’køen’ til lægebehandling, når lejrlægen en gang ugentlig havde konsultation på stedet. Birger Guy kom endog til at stå for nogle af de vaccinationer, der blev foretaget i lejren.

Hen på efteråret 1955 fik Birger Guy den udmærkede idé, at for at forsøde tilværelsen, burde der laves et underholdningsprogram for de hårdt plagede og prøvede nægtere. Guy forelagde ideen for en lille gruppe af interesserede nægtere, blandt andre Bent Hjeds, Peter Schäffer, Gregers Espersen, Mogens Jönsson, Hans Vogsen, Ole Kauffeldt og så mig selv, og man enedes om at sammensætte et broget program. De fire førstnævnte hørte i øvrigt til lejrens intellektuelle elite, hvilket betød, at de jævnligt deltog i te-komsammen ovre hos

lejrchefen og dennes kone.

Bagtæppe-dekoration til kabaret ”Nægter-Sjaketten”, som blev opført den 6. oktober 1955 kl. 19 i Gribskovlejren’s Fællessal. Dekorationen, som er indgående beskrevet i hovedteksten, var designet af Harry Rasmussen og i fællesskab malt af Ole Bjørnild og Harry Rasmussen, og vil kunne ses på flere af de følgende billeder. Originalen er naturligvis i farver. - © 1955 Ole Bjørnild & Harry Rasmussen.

Selv blev jeg inddraget i projektet, dels i min egenskab af tegner og dels som

hjælpeinstruktør og dels som medvirkende i forestillingen. Det var nemlig rygtedes, at jeg havde snuset lidt til teater, idet jeg som tidligere nævnt havde været statist i ”Gøngehøvdingen” på Nørrebros Teater 1953-54. Som tegner lavede jeg et udkast til en stor dekoration, der skulle ophænges som baggrund for forestillingen. Udkastet forestillede et skovparti, hvor man til venstre i forgrunden ser et stort egetræ, hvor der på den ene gren sidder en ugle, og på samme gren hænger der en jaket nydeligt på bøjle. Ved træets fod ligger der en nægter, som tydeligvis er ved at tage sig et formentlig tiltrængt hvil. Til højre på

dekorationen ser man nogle høje fyrretræer og nogle buske, og ud af buskadset stikker skovrideren, kaldet ”Lange-Jensen” på grund af sin høje og slanke skikkelse, hovedet frem og stirrer på den sovende og derfor intetanende nægter. I hånden holder skovrideren en kikkert. Situationen skal forestille, at han i lighed med Gribskovlejren’s daværende skovrider er på en nidkær jagt, for at sikre sig, at nægterne overholder deres arbejdspligt.

Kabaretten, der udelukkende opførtes for Gribskovlejren’s nægtere og personale, blev kaldt ”Nægter-jaketten” og var en broget underholdning bestående af sange og sketches, sunget og spillet af nogle af medlemmerne af Dramatisk Studiekreds. Erik Jønsson skrev nogle af teksterne, men til bekendte melodier, bl. a. ”Med min hakke, min skovl og min spade”, der jo passede fortrinligt til nægternes situation som skovarbejdere. Ole Bjørnild og jeg malede som nævnt den eneste dekoration, der skulle bruges i kabaretten, og hvordan den så ud, vil kunne ses af billedet ovenfor. Efter fælles overenskomst blev det mig, der stod for arrangementet og iscenesættelsen, men med stor og nødvendig assistance, denne gang især af den musikalske Erik Jønsson, som var den, der havde påtaget sig at indstudere og akkompagnere sangene.

Hen i slutningen af september kunne man lade opsætte en plakat ovre i Fællessalen. Plakatens tekst lød sådan:

Torsdag den 6. Okt. kl. 19.30

KABARET NÆGTER SJAKETTEN

Broget og artistisk underholdning af kendte kunstnere, bl.a.

Bent Folkekær

Salmehøkeren

Jones Brothers

De Flotte Sav-Guys

En morsom og spændende konkurrence o.m.a.

På

HOTEL GRIBSKOV

I den store sal

Som det ses af plakaten nedenfor har tegneren stavet Jaketten som ’Sjaketten’, men om det skete bevidst for at være lidt morsom eller det var, fordi vedkommende har ment, at sådan skulle ordet staves, ved jeg ikke. Det førstnævnte er dog det mest sandsynlige. Bent Folkekær var Bent Hjeds, Salmehøkeren var Birger Guy, der havde en fortid som stud. theol., og Jones Brothers, De flotte Sav-Guys, var Birger Guy, Peter Schäffer og Lejf ”Ici” Sønderhousen.

’Husorkestret’ havde seks medlemmer: Børge Haakansen, Lejf ”Ici” Sønderhousen, Aksel Ravnholdt, Jens Andersen, Ib Andersen og – ja, gæt engang, - Birger Jarl Guy! Dirigent var ved den lejlighed den populære arbejdsleder Holm, der altid var med på en god spøg, både i og udenfor arbejdstiden. Men i det store og hele havde nægterne for resten et godt forhold til deres respektive arbejdsledere.

Plakat for kabaret ”Nægter-Sjaketten” 1955. Designet og malt af enten Werner Münchenberg eller Gerhard Eriksen, dog mest sandsynligt af førstnævnte. Plakaten og dens tekst er nærmere beskrevet nedenfor.

Populære og uhøjtidelig arbejdsleder Holm dirigerer for en gangs skyld ”Husorkestret”, bestående af fra venstre Børge Haakansen, Jens Andersen, Ici Sønderhousen, Aksel Ravnholdt, Ib Andersen og Birger Jarl Guy. Bemærk dekorationen i baggrunden. - © 1955 Privatfoto.

Kabaretten indledtes af Bent ‘Folkekær’ Hjeds iført jaket og høj hat, og derefter fulgte et broget program, begyndende med at trioen Henning Larsen, Ole Kauffeldt og jeg fremførte nægtersangen: ”Med min hakke, min skovl og min spade”, som så vidt jeg husker, var en til formålet lettere omdigtning af en i forvejen kendt sang, nemlig Johan Skjoldborgs ”Når vinteren rinder i grøft og i grav”, hvor sangens fire vers har omkvædet ”Med min hakke, min skovl og min spade”.

Hans Vogsen og Birger Guy underholdt hver med sin oplæsning af, hvad jeg ikke længere husker præcist, men Vogsen sandsynligvis med sin hjemstavns lokalstof, fremsagt med ægte fynsk lokaldialekt. Det sidstnævnte forekom især os fra København som temmelig morsomt, men det var ikke tilsigtet fra Vogsen’s side, selvom han også selv havde udpræget sans for humor. Birger Guy har sikkert underholdt med oplæsning af Mark Twains meget morsomme novelle ”Præsten i Nevada”, hvori udtrykket ”Salmehøkeren” jo forekommer.

På fotoet tilvenstre ses en veloplagt og jaketklædt Bent Hjeds underholde med sit eget digt ”Gribskov”, som var en poetisk hyldest til den smukke og vældige skov gennem alle årstider. På fotoet til højre ses fra venstre Harry Rasmussen, Henning Larsen og Ole Kauffeldt, som støtter sig til henholdsvis en spade, en skovl og en hakke, imens de synger ”Nægter-sangen”: ”Med min hakke, min skovl og min spade!” - © 1955 Privatfotos.

På fotoet til venstre ses den ægte fynbo og radikaler, Hans Vogsen, som underholdt med oplæsning på syngende fynsk lokaldialekt. På fotoet til højre er det den fhv. stud. theol. Birger Jarl Guy, kaldet ”Salmehøkeren”, som læser op af Mark Twains utroligt morsomme novelle ”Præsten i Nevada”. - © 1955 Privatfotos.

I forestillingen forekom også en parodisk ”dame-trio”, som af gode grunde kun bestod af mænd, i dette tilfælde af den høje Birger Jarl Guy, som med sin lidt fedladne skikkelse og sine lidt feminine ansigtstræk godt kunne illudere som ”dame”. De to andre i trioen var Ici Sønderhousen og Peter Schäffer. Birger Guy medvirkede også i en ’stærk mand-konkurrence’ eller ligefrem en Tarzan-parodi, fremført af fire nægtere med Guy i spidsen, dog ikke som Tarzan, for det var nok det sidste, han kunne illudere som, men navnene på de to andre og på den fjerde mand, som skulle illudere som ”Tarzan”, husker jeg desværre ikke. Det var naturligvis den sidstnævnte, en nægter, der var kendt for sine atletiske evner, som vandt stort over de andre, og som da også blev kåret som sejrherre og fik en stor sejrskrans hængt over skulderen. Alt sammen til stor moro og jubel for det ’menige’ nægterfolk!

På fotoet tilvenstre ses fra venstre Ici Sønderhousen, Birger Jarl Guy og Peter Schäffer, som morer sig selv og publikum med en munter ”dame-trio”. På fotoet til højre underholder fire nægtere, igen med Birger Guy i spidsen, sig og formentlig også et taknemmeligt publikum med en konkurrence om, hvem af dem, der var den stærkeste mand, kaldet ”Tarzan”. Det blev den adrætte nægter i forgrunden, hvis navn er Peter Saunte, som gik af med sejren. - © 1955 Privatfotos.

Men i øvrigt fortjener Bent Hjeds’ smukke hyldestdigt til Gribskov, hvor han selv havde tilbragt de seneste 24 måneder, at gengives her:

Uberørt og pigeskøn,

møder du mig forårsgrøn,

tyst som om du sov.

Smilende og vårberuset,

nynner stille bladesuset.

Gribskov – lyse skov.

I din lange, lyse nat

leger kærlighed tagfat,

ingen spø’r om lov.

Syg af sol jeg søger lise

under dine træ’rs markise.

Gribskov – grønne skov.

Luegul og flammerød,

festklædt møder du din død,

følger livets lov.

Lær mig farveglad at brænde,

når engang mit liv skal ende.

Gribskov – gyldne skov.

Hvid og værdig – uden krav

har du ved din vintergrav,

stillet hvert behov.

Brændende i middagsgløden

lever du trods vinterdøden.

Gribskov – hvide skov.

Men alt var naturligvis ikke lutter sjov og ballade i Gribskovlejren, selvom de fleste af nægterne gjorde deres til, at det lange ophold ikke blev alt for kedsomt og belastende for den enkelte. Som nævnt var der i alt 60 mands belægning i lejren på det tidspunkt, da jeg var indkaldt, men det var naturligvis ikke muligt at lære dem alle at kende. Indtrykket var dog, at de alle hver især var ordentlige og begavede unge fyre, som af forskellige grunde havde fravalgt militærtjeneste og i stedet valgt at lade sig indkalde til civil arbejdstjeneste. Nogle havde valgt det af religiøse grunde, sådan som tilfældet var med medlemmer af Jehovas Vidner, som angiveligt kun måtte og ville lyde Guds bud, sådan som disse fremgår af Bibelen. De ville dog gerne bruge våbenmagt i forbindelse med det store dommedagsopgør med Satan og hans yngel. Andre var militærnægtere af politiske grunde, sådan som det var tilfældet med kommunisterne, som ikke ville adlyde borgerskabets og storkapitalens bud, men som gerne ville gribe til våben under en kommunistisk ledet revolution. Atter andre havde forskellige individuelle og personlige motiver til ikke at ville bruge våben, hvorfor de havde valgt at blive militærnægtere. Til den sidstnævnte gruppe af individualister hørte jeg selv.

Julen 1955

Da julen nærmede sig, var det åbenbart sædvane i lejren, at der blev arrangeret en jule-fest for nægterne. I dette tilfælde var det så vidt jeg ved og husker igen Birger Jarl Guy, der sammen med blandt andre Gregers Espersen og lejrchef Elbæk, arrangerede julefesten. Som nævnt, var Birger Guy ikke sen til at påtage sig rollen som arrangør og aktør ved festlige lejligheder, og en sådan oprandt netop hen mod julen 1955. Omkring 1. december det år kunne Guy, vistnok bl.a. i samarbejde med lejrchef Elbæk og Gregers Espersen, sidstnævnte var skolelærer af profession og i lighed med Elbæk normalt meget seriøs, lade opsætte en plakat i Fællessalen, som forkyndte, at der mandag den 19. december kl. 19.30 ville blive afholdt en ”Jule-fest” med følgende programpunkter:

1. Frede tryller.

2. Kaj Munk: Før Cannae (Hannibal: Elbæk. Fabius: Espersen).

3. Jul hos Harald Blåtand. (Oplæsning ved Guy).

4. W. Shakespeare: Pyramus og Thisbe (Drama i en akt).

Men inden stykkets opførelse var der indbudt til julemiddag i Fællesstuen, dog, hvad middagen mere præcist bestod i for hovedparten af nægterne, husker jeg ikke, men for os cirka en halv snes vegetarer blev der naturligvis serveret en gang ekstra lækker middagsret. Køkkenpersonalet med økonomaen og fru Jensen i spidsen var faktisk eksperter i at lave vegetariske retter, hvilket blandt andre Børge Enrico og jeg satte meget stor pris på og glædede os over.

I dagens højtidelige anledning deltog lejrchefen selv ved middagen, hvor han i øvrigt holdt en velment og sikkert meget optimistisk juletale, som jeg dog desværre ikke husker et eneste ord af nu så længe efter. Men som ægte Grundtvigianer har han sikkert fundet anledning til at tale om kulturelt fællesskab og sammenhold. Elbæk var en god taler, især når det netop gjaldt seriøse og specielt kulturelle emner, hvor han rigtigt kunne udfolde hele sit radikale væsen, men humor var afgjort ikke hans stærke side.

Et vue over Fællessalen, hvor julemiddagen blev serveret kl. 18 mandag den 19. december 1955, og hvor så godt som alle nægtere i Gribskovlejren var forsamlede. På det desværre partielt noget mørke foto herover, ses et udpluk af de tilstedeværende nægtere siddende ved de dækkede borde og ventende på, at lejrchefen, Elbæk, skulle afslutte sin juletale, så man kunne få fyldt noget i slughalsen. Lejrchefen ses stående i baggrunden helt tilvenstre i billedet, i færd med at holde sin tale. Desværre har det kun været mig muligt at huske og identificere følgende nægtere, nemlig Peter Schäffer, der sidder med briller og bøjet hoved på den modsatte side af bordet i forgrunden. Dernæst Jørn Krogh, som er let genkendelig på sit hageskæg og sin islandske sweater, og tilvenstre for ham Erik Carlsen og tilhøjre Erik Pind. - © 1955 Privatfoto.

Det efterfølgende underholdningsprogram bestod som nævnt af følgende fire punkter Frede tryller, Kaj Munks: Før Cannae (Hannibal: Elbæk. Fabius: Espersen), Jul hos Harald Blåtand. (Oplæsning ved Guy) og W. Shakespeare: Pyramus og Thisbe (Drama i en akt).

Frede var Frede Jensen, af profession frisør, men med stor interesse for magi og trylleri, og han var så dygtig en tryllekunstner, at han i sit civile liv tilmed optrådte med sine numre rundt omkring i foreninger og lignende steder. Kaj Munk er som sikkert bekendt præsten, digteren og dramatikeren fra Vedersø, som under besættelsen blev likvideret af Gestapo. Hans et-akts drama ”Før Cannae” fra 1943 udgøres af en samtale mellem de to feltherrer, den handlekraftige Hannibal og den tøvende Fabius, som var et militært geni, men samtidig også en koldsindig politiker. Stykket var i virkeligheden et angreb på den tyske besættelsesmagt og dennes danske håndlangere, hvilket førte til, at Kaj Munk som tidligere omtalt i januar 1944 blev bortført af en lille gruppe Gestapo-folk, som myrdede ham og smed hans lig på en øde landevej ved Silkeborg.

Derimod husker jeg ikke, hvad ”Jul hos Harald Blåtand” gik ud på, men interessant – og måske også morsomt – har det sikkert været, og det skal siges, at Guy var en god oplæser. W. Shakespeare er jo den verdensberømte engelske digter og dramatiker, hvis komedie ”En Skærsommernatsdrøm” bl.a. indeholder en episode, som digterisk kaldes balladen om ”Pyramus og Thisbe”.

I forbindelse med det sidstnævnte teaterstykke, ”Pyramus og Thisbe”, blev der for anden gang i lejren brug for min assistance, nemlig dels i min egenskab af tegner og dels som en slags hjælpeinstruktør af forestillingen. Det var nemlig rygtedes, at jeg havde snuset lidt til teater, idet jeg som tidligere nævnt havde været statist i ”Gøngehøvdingen” på Nørrebros Teater 1953-54. Og i øvrigt havde teater – i lighed med film og tegnefilm – interesseret mig siden min tidligste barndom. Så derfor havde jeg på forhånd visse ideer og forestillinger om, hvordan den slags skulle arrangeres og spilles.

Plakat for Gribskovlejren’s Jule-fest 1955. Tegningen er formentlig udført af Ole Bjørnild. - © 1955 Privatfoto.

Bagtæppekulisse med kulørte fantasifigurer i et skovmiljø, efter fortegning af Harry Rasmussen og malt af denne og Ole Bjørnild i fællesskab. Desværre mangler farverne på fotoet, så man ikke får det rigtige indtryk af kulissen. - © 1955 Privatfoto.

Til julefesten i Gribskovlejren 1955 tegnede jeg en fortegning bestående af lutter komiske fantasifigurer i et skovmiljø. Til formålet blev tegningen forstørret op til omkring 2x2½ meter, så den kunne bruges som et bagtæppe under hele forestillingen. Til dette malearbejde fik jeg så vidt jeg husker assistance af den altid beredvillige og dygtige Ole Bjørnild, som i privatlivet var kunstmaler. Den færdige baggrund ses herover, desværre kun i sort-hvid gengivelse, hvorfor der naturligvis her mangler de farver, der gjorde den rigtig festlig at se på.

På fotoet tilvenstre demonstrerer Frede Jensen sine store og overraskende evner som tryllekunstner. I privatlivet var han herrefrisør. - © 1955 Privatfotos.

Efter at Frede Jensen havde underholdt det overraskede og fascinerede publikum med sine professionelt udførte tryllenumre, blev det tid til en lidt mere seriøs form for underholdning. Det gjaldt opførelsen af en scene fra digterpræsten Kaj Munks skuespil ”Før Cannae” fra 1943, som på sin vis var højaktuelt, ikke mindst for militærnægtere, idet stykket handler om, hvorvidt man bør sætte sig militært til modværge imod en despotisk diktator og dennes

hensynsløse fremfærd imod de mere demokratiske kræfter.

Kaj Munks seriøse drama ”Før Cannae” blev med stor autoritet fremført af civil værnepligtig Gregers Espersen (tilvenstre), som i sit private liv var folkeskolelærer, og lejrchef Elbæk (til højre). Førstnævnte havde rollen som Fabius og sidstnævnte rollen som den romerske hærfører Hannibal. - © 1955 Privatfoto.

Efter det alvorlige og ikke mindst for militærnægtere højaktuelle drama, var det igen blevet tid til den mere muntre side af juleunderholdningen. Det drejede sig om Første Scene fra Tredje Akt af William Shakespeares berømte komedie ”En Skærsommernatsdrøm”. Heri opfører en gruppe håndværkere et spil i spillet, som handler om den tapre soldat Pyramus, der gør kur til sin elskede Thisbe, som han ikke må få og derfor kun får i tale gennem sprækken i en mur.

På fotoet tilvenstre ses Birger Jarl Guy, formentlig i rollen som væveren Rending, der igangsætter det komiske skuespil om Pyramus og Thisbe. På fotoet til højre udfolder Jørn Krogh sit store skuespillertalent i rollen som den tapre Pyramus. - © 1955 Privatfotos.

Herover ses fire episoder fra det uhyre komiske intermezzo om Pyramus og Thisbe. På fotoet øverst tilvenstre ses fra venstre Birger Guy, formentlig som Rending, derefter Jørn Krogh som Pyramus, Frede Jensen som Thisbe, Ole Kauffeldt som Mur og Henning Larsen som Måneskinnet. På fotoet øverst til højre ses fra venstre Jørn Krogh, Frede Jensen, Ole Kauffeldt, Henning Larsen og Ib Andersen, sidstnævnte i rollen som Løve. På fotoet nederst tilvenstre ses Thisbe og Pyramus, der taler til hinanden gennem en sprække i muren, og på fotoet til højre deklamerer Pyramus i måneskinnet. - © 1955 Privatfotos.

Men det er de fuldstændig groteske og komiske replikker i episoden, der gør dette så ustyrlig morsomt, selv i vore dage, til trods for, at den naturromantiske komedie ”En Skærsommernatsdrøm”, er skrevet i 1500-tallet. De medvirkende aktører i det uhyre komiske drama, som blev indledt af Birger Guy, formentlig i rollen som væveren Rending, var Jørn Krogh som Pyramus, Frede Jensen som Thisbe, Ole Kauffeldt som Mur, Henning Larsen som Måneskinnet, og Ib Andersen som Løve. De medvirkende optrådte da også med den overdrevne patos og ironi, som stykket kræver for at lykkes.

Herover ses situationen med de fire nægtere, der stillede op i konkurrencen om, hvem af dem, der kunne spise flest flødeboller på den hurtigste tid. Det er lidt vanskeligt nu så længe efter, at identificere nægterne på billedet, så meget mere, som at de alle har bind for øjnene. Men på fotoet tilvenstre kunne det fra venstre godt se ud til at være Mogens Jønsson og Ib Andersen og Jens Andersen og en nægter, som jeg ikke er i stand til at genkende. - © 1955 Privatfotos.

Efter den i højeste grad underholdende juleforestilling, blev der afholdt en fornøjelig konkurrence om, hvem af deltagerne, der kunne spise flest flødeboller på kortest mulige tid. Det foregik på den måde, at to par nægtere, alle med bind for øjnene, sad overfor hinanden, mens den ene fodrede den anden med flødeboller, som selvfølgelig til stor morskab for især tilskuerne snart blev tværet ud i ansigtet på de to ’ædedolke’. Efter vel overstået flødebolle-kamp måtte deltagerne gå over i vaskerummet og vaske hænder og ikke mindst ansigter, som var smurt ind i en blanding af klæbrig æggehvide og chokoladeovertræk.

* * * * * *

Nægteravisen ”Samvittigheden”

Hen mod oktober 1955 havde jeg fået den idé, at der manglede et trykt organ for militærnægtere, og i den anledning allierede jeg mig med Jørgen Krogh og Ivar Nielsen, der begge var meget opsatte på at gøre alvor af tanken. Vi gik straks i gang med at planlægge bladets indhold og budget, lige som vi drøftede, hvad det skulle hedde. Ivar Nielsen, som i det civile liv var revisor, tog sig af budgettet, mens vi sammen bestemte bladets sideantal og indhold. Bladet fik efter mit forslag navnet ”Samvittigheden”, som forekom os at sige noget væsentligt om det, at vælge at blive og være militærnægter. Bladet fik desuden 12 sider i formatet 16,8 x 22 cm.

Det allerførste nummer af Nægteravisen ”Samvittigheden”, som udkom i januar 1956. Forsiden prydes af Bent Hjeds’ apoteose til ”Gribskov”, ”Uberørt og pigeskøn”, som jeg efter beskeden evne har søgt at illustrere i den vedføjede tegning. Bent Hjeds havde også optrådt med oplæsning af digtet i Kabaret ”Nægter-Sjaketten” og under omtalen af denne tidligere ovenfor, er digtet citeret. - © 1956 Harry Rasmussen.

Det var så heldigt, at vi fik lov til at låne og benytte lejrbibliotekets skrivemaskine og duplikator til formålet. Men først måtte vi jo have at vide, om bladet ville få opbakning hos nægterne, både dem der opholdt sig i Gribskov, og dem i Kompedal og Oksbøl. Derfor skrev jeg den 11. november 1955 en opsats, som i første omgang blev sat op på den opslagstavle, der fandtes ovre i fællesstuen. Teksten lød som følger:

Af hensyn til fastsættelsen af oplagets størrelse for 1. nr. af nægterbladet ”SAMVITTIGHEDEN”, der vil udkomme omkring 1. december, bedes man notere navn og adresse (nr.) på denne liste.

Påtegningen er, for så vidt man ønsker at købe bladet i løssalg, kun bindende for 1. nr., og for så vidt det angår abonnementer gældende for 12 måneder.

Bladet vil udkomme en gang månedlig og vil indeholde dels stof af lokal art og interesse, dels artikler etc. af mere almen karakter, idet bladet foruden at være et lejrblad tænkes udsendt til såvel andre nægterlejre som til ”gamle” nægtere.

Naturligvis er enhver velkommen til at sikre bladet købere eller abonnenter blandt venner og bekendte. Man kan da notere de pågældendes navne og adresser på listen eller såfremt man selv vil fordele bladene, blot opføre det ønskede antal udfor sit eget navn.

ABONNEMENTSPRISEN vil andrage kr. 3,00 helårlig for nægtere her i lejren, kr. 5,00 for abonnenter udenfor lejren der ønsker bladet tilsendt. LØSSALGSPRISEN bliver 25 ØRE!

Som sædvanlig, når jeg påtog mig et eller andet, udførte jeg en stor del af arbejdet selv. I dette tilfælde lavede jeg både logo, layout og tekst, som jeg tegnede og skrev på såkaldte stencils. Det var ark i folioformat og med en række styringshuller i begge sider. Øverste lag var et beskyttelsespapir, mens arket underneden var belagt med en vokshinde. Men det var på det øverste lag, at man skrev teksten med skrivemaskine, og det var også på det lag, der blev tegnet

med en særlig slags ”pen”, når det drejede sig om tegninger. Stencilene blev siden monteret på duplikatortromlen, der i reglen blev drejet med et håndsving, og ved hjælp af stencilsværte kunne man duplikere tekstsiderne i det ønskede antal eksemplarer.

Det skal dog her tilføjes, at Ivar Nielsen var en engageret og god medredaktør af Nægteravisen, og foruden at være finansiel rådgiver og kassemester, påtog han sig også en stor del af det rent praktiske arbejde med at fremstille bladet. Kaj F. Jensen leverede også artikler til bladet, medens Jørn Krogh virkede som rådgiver og praktisk hjælper og lejlighedsvis også som leverandør af artikler.

Til bladets logo tegnede jeg en trold, kaldet Skovtrolden, hvis lange hale dannede S’et i navnet ”Samvittigheden”, som jeg også tegnede. Skovtrolden fik i de følgende numre af bladet sin egen lille rubrik, der gerne indeholdt et eller andet fyndord eller visdomsord. I bladets nr. 1., januar 1956, side 10, stod der under denne rubrik følgende:

SKOVTROLDEN – har hørt, at lejrens 3 nye transportable – og meget omdiskuterede – skure snart kan ventes udstationerede i skoven og foreslår i den anledning, at de i stedet anbringes i henholdsvis Hornbæk, Gilleleje og Tisvildeleje – som badehuse!

Umiddelbart under den lidt ironiske kommentar til de nye arbejdsskure på hjul, har et af

redaktionens tænksomme hoveder anbragt et citat af den berømte tyske digter Goethe:

Kvinden er skænket manden som erstatning for tabet af paradiset.

Det må vel siges at være en sandhed, dog med visse modifikationer, vil mange nok mene.

Måske især dem, der har erfaring med kvindekønnet! Undskyld, skønne kvinder!

Lejravisens indhold

Nægteravisen var som nævnt på 12 sider inklusive for- og bagside. Side 2 indledtes med et

NOTABENE!

Hermed foreligger første nummer af ”SAMVITTIGHEDEN”, der vil blive udsendt en gang om

måneden med artikler af lokal art og stof af mere alment indhold. Bladets formål er at stille problemer, der vedrører nægternes forhold, under debat, ligesom bladet vil fremdrage andre aktuelle emner af interesse for den læserkreds, som bladet formodes at nå ud til.

Bladets sider er naturligvis åbne for indlæg, der opfylder det ovenfor nævnte formål og det er redaktionens hensigt, at skabe et frit og uafhængigt forum for meningsudveksling.

Opmærksomheden må dog henledes på, at enhver er ansvarlig for sine indlæg, artikler etc., dog forbeholder redaktionen sig ret til udeladelse af underlødigt stof, hvortil regnes anonym kritik samt unfair fornærmelser af enkeltpersoner.

Redaktionen gør ligeledes opmærksom på, at kritik af bladet kun kan fremsættes i bladet og således ikke på f.eks. fællesmødet, idet bladet står helt uafhængigt af såvel dette som af andre organer.

Inden bladet overhovedet er gået i trykken, har redaktionen allerede modtaget kritik af bladets navn, men på trods af opfordringer, er ingen kommet med bedre forslag. Vi har derfor bibeholdt navnet ”SAMVITTIGHEDEN”, som vi synes indeholder, og udmærket dækker, noget temmelig væsentligt for os mennesker og især for os nægtere.

Abonnement på ”SAMVITTIGHEDEN”, bindende for 12 måneder, koster kr. 3,00 for nægtere i Gribskovlejren og kr. 5,00 for abonnementer, hvor bladet ønskes tilsendt gennem postvæsenet. For nægtere i andre lejre kan en særordning træffes.

I REDAKTIONEN: Kaj F. Jensen, Jørn Krogh, Ivar Nielsen og Harry Rasmussen-

ADRESSE: Gribskovlejren pr. Mårum St. – Tlf. Esrom 88.

Skovtrolden føler sig forfulgt af lovens lange arme, så derfor har han travlt med at komme af vejen. – Vignet: © 1956 Harry Rasmussen.

Under ovenstående vignet på bladets side 3-4, har nægter Olaf Deigård skrevet en artikel med titlen SAMVITTIGHEDSSORTERING. Artiklen behandler spørgsmålet om lovgivningens og myndighedernes administration af lov nr. 187 af 20. maj 1933, som omhandler motiverne til, at nægte militærtjeneste. Deigård mener, at de nævnte instanser går kaprustningens ærinde, hvorfor man ønsker at begrænse antallet af militærnægtere mest muligt. I den sammenhæng kommer Deigård meget apropos også ind på begrebet samvittighed, og herom skriver han bl.a.:

”For det første er det vist ikke hidtil lykkedes at fremstille en klar og udtømmende forklaring af, hvad ”samvittighed” er. Moderne psykologer henregner da også begrebet til vulgærpsykologiens brogede udtryksverden. De fleste har en vag fornemmelse af, hvad det er, enten de kalder det den indre stemme, ideal, moral eller samvittighed. Det er i alt fald et grundlag for menneskelig handlen, der kan virke både fremmende og hæmmende. Samvittigheden er som oftest et produkt af både følelsesmæssige påvirkninger (miljø, religion) og fornuftmæssige overvejelser (humanistiske, mere eller mindre politiske). Hos de forskellige kategorier af nægtere optræder de to ingredienser i vidt forskellige blandingsforhold. Men det er vist kun meget få, der alene lader sig lede af deres følelser i dette spørgsmål. Det forekommer derfor ganske meningsløst, at sessionsmyndighederne, i al fald officielt, kun godtager følelsesmæssige vægringer i en tid, der ellers mere end nogen anden har sat fornuften i højsædet. Der er i alt fald næppe tvivl om, at de ”samvittighedskvaler”, er overvejende fornuftsgrundede, er mindst lige så alvorlige som de følelsesbetonede, samtidig med at fornuftmæssig vægring absolut ikke skulle være af ringere konstans end den følelsesmæssige – tværtimod. Det er almindeligt over en kam at kalde fornuftsmæssige vægringer for politiske. Der ligger vist ikke tanker bagved, men snarere en ret primitiv udnyttelse af de muligheder for mistænkeliggørelse, der i dag ligger i ordet politisk.

Kort sagt – det forekommer mig, at de vidtløftige diskussioner på sessionerne er rene marionetkomedier. Der er i virkeligheden ikke tale om alvorlige overvejelser af samvittighedsmæssige forhold – kun om spidsfindige, sjældent dybsindige argumenterier med det ene formål, at begrænse militærnægternes antal som led i oprustningen under Atlantpagten.”

Så vidt den velmenende Olaf Deigård, som jeg bedst kendte som køkkenassistent. Hans lidt usikre definition på begrebet ”samvittighed”, kan nok diskuteres, og i hvert fald opfattes i et lidt videre perspektiv, end det Deigaard sætter det ind i her. Det skinner i øvrigt tydeligt igennem artiklen, at hans egen begrundelse for at nægte militærtjeneste, var af såkaldt ”fornuftsmæssig” art. Det skyldtes formentlig, at han selv tilhørte den politiske venstrefløj eller måske Det Radikale Venstre og dermed formentlig også bevægelsen ”Aldrig mere krig”.

I sin artikel henviser Deigaard til lov nr. 187 af 20. maj 1933, men denne er senere blevet revideret, senest den 5. juni 1953 (junigrundloven). Imidlertid står Grundlovens § 81 fortsat ved magt, idet den fastslår følgende om værnepligt i Danmark:

”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.”

I Danmark har der siden 1917 været en civilværnepligtslovgivning, der har indeholdt de ”nærmere bestemmelser” om militærnægtertjenesten. Baggrunden for militærnægtertjeneste er lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde § 1:

”Værnepligtige, for hvem militærtjeneste af enhver art efter foreliggende oplysninger må anses for at være uforenelig med deres samvittighed, kan af forsvarsministeren fritages for militærtjeneste mod at anvendes til andet statsarbejde, der dog ikke må tjene militære formål.”

Lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde (lov nr. 169 af 5. juni 1953) er den væsentligste del af det lovgrundlag, der ligger bag den værnepligtstjeneste, der betegnes som civil arbejdstjeneste.

Til slut i sin artikel nævner Olaf Deigård Atlantpagten, som han tydeligvis ikke kan lide. Det var jo i den kolde krigs dage, hvor modsætningsforholdet mellem Vestmagterne på den ene side og Sovjetunionen og Østblokken på den anden, var på sit højeste. Atlantpagten hedder egentlig Den Nordatlantiske Traktat, som blev underskrevet den 4. april 1949 af 12 lande, hvoraf de 5 var landene fra Bruxelles-traktaten. NATO, egentlig The North Atlantic Treaty Organization, blev etableret som medlemslandenes kollektive forsvarsorganisation. Ved underskrivelse af Atlantpagten forpligtede landene sig til at overholde formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers Pagt, hvis hovedformål var og er, ”at leve i fred med alle nationer og regeringer.”

Atlantpagtens formål var dog også, at sikre medlemslandenes frihed, fælles arv og civilisation, baseret på principperne om demokrati, individuel frihed og lovens herredømme.

Man var desuden fast besluttede på at fremme stabilitet og velfærd i det Nordatlantiske område, som omfatter linjen fra USA’s sydgrænse (ved Florida) til Nordafrika. Men som forventeligt var Atlantpagten og NATO en torn i øjet på Sovjetunionen, som med den begrundelse, at man også var opsat på at bevare freden i Europa, i 1954 foreslog sig selv som nyt medlem af NATO-alliancen. Det modsatte NATO-landene sig, idet man anså Sovjetunionens forslag som et østligt forsøg på at splitte og opløse alliancen indefra.

Derimod tilsluttede Vesttyskland sig NATO den 9. maj 1955, hvilket betød et afgørende vendepunkt i Europas historie. De Østeuropæiske landes reaktion herpå kom prompte, idet man den 14. maj s.å. oprettede Warszawa-pagten. Koldkrigs-fronterne blev dermed trukket skarpt og hårdt op.

Men også herhjemme gik kommunisterne og deres sympatisører stort set helhjertet ind for Sovjetunionen og Warszawa-pagten. Til de nævnte to kategorier hørte cirka en tredjedel af militærnægterne i Gribskovlejren, som end så længe førte sig modigt frem, som om den kommunistiske og socialistiske revolution stod lige for døren. På det her omtalte tidspunkt, januar 1956, kunne ingen ane, at situationen skulle ændre sig drastisk senere på året, nemlig i og med Sovjethærens invasion og knægtelse af oprøret i det kommunistiske Ungarn. Men mere herom senere.

I Nægteravisens første nummer fandtes også en artikel, eller rettere sagt en anmeldelse, af teaterinstruktøren Sam Besekows oplæsningsaften i fællessalen, mandag den 7. november 1955. Anmeldelsen er skrevet af daværende stud. mag. Peter Schäffer, en af de fremtrædende intellektuelle kommunister i Gribskovlejren på det tidspunkt. Anmeldelsen, som velfortjent roser Sam Besekow stort, er dog – næsten - helt upolitisk og bare begejstret over de litterære værker, Besekow havde på programmet. Karen Blixens erindringsbog ”Min Afrikanske Farm”, en humoreske af Soya, Tjekows barokke novelle ”Roman med kontrabas”, en Storm P. Historie om hunden Grock, og som rosinen i pølseenden: to af H.C. Andersens eventyr, hvorom Peter Schäffer skriver følgende:

”Og som ekstranummer fik vi to eventyr af H.C. Andersen. Og det var måske dette som vakte størst undren hos os. Her gik vi og troede, at vi kendte H.C. Andersen, vi har jo læst ham i skolen og nå ja - . Der var først ”Kærestefolkene” med bolden, en spids og sippet frøken, og snurretoppen, som ikke ta’r det så nøje med den sociale rangforordning; et frieri, som i Besekows mund fik en lykkelig drejning, så det til sidst kom som en eksplosion, og så tragedien, som følger derpå. Så kom til sidst ”Det er ganske vist!” med kaglende høns, ugler og duer, en sladderagtighed der blev illustreret i en helt enestående grad.

Besekow gav eventyrene netop den sociale indignation som jo ligger i dem, det som bevirker, at de stadig er aktuelle, ja, eviggyldige. Vi troede, at vi kendte H.C. Andersen, og så var han helt anderledes, han blev til et levende menneske af kød og blod, til SAM BESEKOW. En forvandling var sket for vore øjne, og vi undredes og var meget lykkelige. Sam Besekow røbede fortællekunstens og

oplæsningskunstens hemmeligheder for os.”

”Den sociale indignation”, tja, det element findes ganske vist også hos Andersen og i nogle af hans eventyr, men det er næppe det element, der gør hans eventyr aktuelle og slet ikke eviggyldige. Det aktuelle ligger nok i, at Besekow og Schäffer lagde den sociale indignation ind i de to oplæste eventyr. Det sete, hørte og læste beror som bekendt i nok så høj grad på den, der ser, hører og læser.

Skovtrolden klapper begejstret over, hvad Kulturprogrammet har at byde på af kultur og – især – underholdning. - © 1956 Harry Rasmussen.

Nægteravisens side 6 var forbeholdt en oversigtsmæssig omtale af GRIBSKOVLEJRENS KULTURPROGRAM, som dog fortsattes på halvdelen af side 10. Programmets indhold er interessant som eksempel på, hvad Kulturudvalget havde valgt at oplyse og underholde nægterkammeraterne med. Derfor skal det gengives her:

Af hensyn til udenforstående kan vi oplyse, at der i militærnægterlejrene i vintersæsonen arrangeres et blandet kultur- og underholdningsprogram tilrettelagt af et kulturudvalg bestående af nægtere. Dette udvalgs program skal godkendes af Indenrigsministeriet, som også bevilger pengene til programmets

gennemførelse.

Her i Gribskovlejren ligger det sådan, at der på mandagsaftnerne forevises film, afholdes foredrag eller oplæsninger, fortrinsvis af folk uden for lejren, mens torsdagsaftnerne fortrinsvis er forbeholdt nægternes egne arrangementer.

November måneds program startede torsdag den 3. [nov. 1955] med udskrivningschef E. Sand fra 1. udskrivningskreds, der talte om ”samvittighedsfrihed – samvittighedsproblemer og militærnægtelse” (jvf. Deigård’s indlæg s. 3).

Mandag den 7. læste sceneinstruktør Sam Besekow forskellige noveller, historier og eventyr (vi henviser til Schäffers artikel side 4.).

Torsdag den 10. vistes der på lejrens nye 16m/m KZ-tonefilmapparat nogle forskellige oplysende film fra Statens Filmcentral. Af disse udmærkede film må især fremhæves ”Avisen”, iscenesat af Jørgen Roos, en film om det vældige arbejde der går forud for at læserne nemt og bekvemt får bladet ind af døren.

Mandag den 14. fortalte forfatteren til det meget omtalte skuespil ”Giv kejseren støvet”, Mogens Linck, om ”Hvorfor jeg blev forfatter og hvordan det er!” På sin egen tørre, ironiske og vittige måde fremkaldte Mogens Linck latteren atter og atter, mens han indviede sine tilhørere i en ganske vist pacifistisk, men alligevel kampberedt forfatter og dramatikers problemer og genvordigheder. Det var artige ting man fik at høre om korruption og bureaukrati! Vi skal i et senere nummer vende tilbage til, hvad Mogens Linck havde at sige i den forbindelse.

Torsdag den 17. afholdt Kurt Henning [Petersen] (Gribskovlejren) et causeri over humor og humorister” ”Er der noget at le ad?” under medvirken af nægterne Vogsen, Guy og Hjeds.

Mandag den 21. forevistes den fortræffelige franske film ”Djævlen i kroppen” med Gerard Philippe og Micheline Presle i hovedrollerne.

(forts. S. 10)

Torsdag den 24. spillede Børge Johnsson (Gribskov) et udvalg af sine opera- og orkesterplader.

Mandag den 28. lagde op til drøftelse af de helt store problemer. På dagsordenen stod ”Skabelse contra evolution?” Der indledtes af cand. polit. Poul Reinseth, som talte om skabelsen, sådan som Jehovas Vidner ser på dette spørgsmål. Professor dr. phil. H.V. Brøndsted talte om evolutionen ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt. Med stor ildhu og megen indsigt forsøgte Poul Reinseth at påvise naturvidenskabens dateringsmetoders upålidelighed, deriblandt kulstof 14-metoden. Ligeledes påpegede han forskellige naturvidenskabelige forfalskninger, bl.a. Piltdown-manden, men trods alt mærkede man dog mere agitatoren end den ærlige forsker bag hr. Reinseth’s sympatiske fremtoning og eminente talegaver. H.V. Brøndsted, den stilfærdige, næsten typiske professor, komplimenterede hr. Reinseth for dennes loyale fremstilling af naturvidenskabens synspunkter, men kunne naturligvis ikke dele alle hans meninger. Professor Brøndsted indrømmede dog dateringsmetodernes upålidelighed, men mente at videnskaben havde andre og sikre grunde til at antage, at der har fundet en udvikling sted. Det vil imidlertid føre for vidt at komme nærmere ind på sagen her, men problemerne vil blive

behandlet i en artikel i et senere nummer. h-

Det lille h- til slut kunne tyde på, at det er mig selv, der har skrevet om kulturprogrammet. Men i hvert fald vil jeg gerne kommentere det her, dels som jeg selv husker det og dels med supplerende oplysninger, især om foredragsholderne. Så vidt jeg husker, var jeg endnu ikke blevet medlem af Kulturudvalget på det her omtalte tidspunkt, men mener først det skete senere. Imidlertid tyder især filmen ”Djævlen i kroppen” på, at jeg har haft medindflydelse på valget af denne film, idet det var en af min tidlige ungdoms yndlingsfilm med to dengang meget populære franske skuespillere, Gérard Philipe og Micheline Presle, i hovedrollerne. Mere herom lidt senere nedenfor.

Hvad angår udskrivningschef for 1. udskrivningskreds, E. Sand, så kendte jeg navnet fra ”Indkaldelsesordre til civilt statsarbejde”, som han var underskriver af og som jeg havde modtaget den 15. marts 1954, hvor indkaldelsen gjaldt et fremmøde i Gribskovlejren den 18. maj s.å. og da til 24 måneders tjeneste. Imidlertid fik jeg på grund af mine personlige forhold udsættelse til 16. august 1955.

Min erindring om Sam Besekows besøg og foredrag i lejren, hvor han var ledsaget af sin omsorgsfulde hustru, skuespillerinden Henny Krause (1905-1980), er, at han var et meget sympatisk, poetisk og følsomt gemyt, som fremsagde sine replikker med dyb varme og patos, måske en anelse for svulstigt for en flok gemene militærnægtere, som ved den lejlighed hørte og så ham i Fællessalen i Gribskovlejren. Han gestikulerede ivrigt, men med rolige, velovervejede bevægelser, der dog alligevel fik sveden til at hagle af ham, så at den opmærksomme hustru ind imellem måtte række ham det medbragte håndklæde til at tørre sig med.

Filmforevisningerne i Gribskovlejren var hidtil sket ved, at en såkaldt rejsebiograf kom med både sit 35mm kino apparat med tilhørende højtaler og foreviste de film, Kulturudvalget havde valgt. Forevisningerne foregik ovre i fællessalen, i reglen mandag eller torsdag fra kl. 19 til ca. 21. Men for i fremtiden at være uafhængig af en tilkaldt operatør, som ofte var optaget, blev det bestemt, at jeg, der jo havde en ’fortid’ i filmbranchen, skulle tage certifikat som operatør af et 16mm tonefilmsapparat. I det øjemed fik jeg nogle instruktionstimer i at betjene et sådant apparat, og de foregik af en mig ukendt grund på Civilforsvarets Kaserne i Hillerød.

Vedrørende en af dansk dokumentarfilms store skikkelser, manuskriptforfatteren fotografen og instruktøren Jørgen Roos (1922-98), som begyndte indenfor filmbranchen allerede i 1939, og instruerede sin første dokumentarfilm, ”Flugten”, i 1942. I de mange år, der forløb senere, nåede Jørgen Roos at lave et uhyre stort antal dokumentarfilm og en enkelt spillefilm,

”Seksdagesløbet”, 1958, en enlig svale i hans store produktion af kvalitativt fremragende dokumentarfilm, bortset fra, at han var medforfatter af drejebogen til spillefilmen ”Den sidste vinter”, 1960. Han var og forblev dokumentarist af første klasse. Dokumentarfilmen ”Avisen”, var ret ny dengang, idet den er produceret i 1955, men desværre husker jeg den ikke og har heller ikke senere haft lejlighed til at se den. Derimod mødte jeg efter min hjemsendelse og ansættelse hos Barfod Film i juni 1957 jævnligt Jørgen Roos, som fik lavet en hel del tegnefilmindslag til sine dokumentarfilm hos Bent Barfod.

Forfatteren og dramatikeren Mogens Linck (1912-88), var uddannet og vidt berejst journalist, men kastede sig senere over at skrive romaner, kriminalromaner samt hørespil og skuespil. Han var en af de første danske forfattere, der lancerede den psykologiske kriminalfortælling. Han skrev dog også humoristiske kriminalromaner, bl.a. ”Damen med den røde hat”, 1940, med illustrationer af ingen ringere end Robert Storm Petersen. Linck skrev også den selvbiografiske roman ”Af mennesker er du kommet”, 1945. Skuespillet ”Giv

kejseren støvet”, 1950, blev antaget og opført på Det kgl. Teater. Under besættelsen blev Linck på grund af sine aktiviteter i 1942 nødt til at flygte i sikkerhed for Gestapo i Sverige.

Men efter min mening er det nok så interessant ved Mogens Linck, at han nogle år senere, mere præcist i 1962, blev gift med dansk spillefilms engang enestående barnefilmstjerne, Connie Meiling (f. 1930), kaldet ”Lille Connie”, idet hun i en alder af 5 år debuterede i spillefilmen, folkekomedien ”Kidnapped”, 1935, instrueret af Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen junior, med Ib Schønberg i den alt og alle dominerende hovedrolle. Lille Connie sang sig i og med denne film ind i alles hjerter med sangen ”Æh Bæh Buh – det er sjovt at være lille”. Connie Meiling optrådte derefter i de nærmest følgende år ved mange forskellige lejligheder og i flere sammenhænge. I årene 1935-38 medvirkede hun i 6 danske spillefilm, alle produceret af filmselskabet ASA, og i en enkelt svensk film. Men i 1938 indså hun, at skuespillerfaget ikke var hendes egentlige metier, hvorfor hun besluttede sig for at stoppe og i stedet lod sig uddanne som bygningsmaler og senere grafisk tegner, med ansættelse på DR TV’s grafiske tegnestue, og senere som undervisningsassistent ved Det kgl. Kunstakademi.

Kurt Henning Petersen var uddannet lærer og organist, og virkede på tidspunktet for sin indkaldelse til Gribskovlejren som sådan i Aakirkeby på Bornholm. Kurt Henning var en beskeden og lidt reserveret person, men altid velvilligt indstillet, når det gjaldt om at give en hånd med ved vores diverse underholdningsprogrammer og teaterforestillinger. Hvilket i øvrigt også vil fremgå af omtalen af de nævnte aktiviteter. Men højst interessant, at netop han

havde valgt at underholde med det humoristiske emne ”Er der noget at le ad?”

Filminstruktøren Claude Autant –Lara’s rørende ”Le Diable au corps”, 1947, på dansk ”Djævlen i kroppen”, var som nævnt en af min tidlige ungdoms yndlingsfilm med to dengang meget populære franske skuespillere, Gérard Philipe (1922-59) og Micheline Presle (1922-2014), i hovedrollerne. Gérard Philipe havde indspillet film lige siden 1943 og blev snart en verdensstjerne, og var på højden af sin karriere, da han i 1959 – få dage før sin 37-års fødselsdag - døde af leverkræft. Micheline Presle indspillede film fra 1938 og fortsatte dermed op i en høj alder. I ”Djævlen i kroppen” spiller hun en Røde Kors sygeplejerske, som har en uægteskabelig affære med en ung mand (Gérard Philipe), under Første Verdenskrig, hvor hendes mand er indkaldt som soldat og derfor er væk hjemmefra.

Børge Johnsson er identisk med operaelskeren, som så vidt jeg vidste, var døbt Børge Enrico Johnsson, fordi hans forældre var store fans af den verdensberømte italienske tenor Enrico Caruso (1873-1921). Børge Enrico Johnsson gik til daglig under navnet ”Strammeren”, fordi han var møbelpolstrer af profession. Selv var han, udover af Caruso, også stor fan af den amerikanskfødte græske sopran Maria Callas (1923-77) og den australske koloratursopran Joan Sutherland (1926-2010). Det var bl.a. plader med disse sangere, han underholdt med og fortalte en hel del om.

Endelig kommer vi til sidste punkt på det ovenfor omtalte Kulturprogram, nemlig diskussionen vedrørende ”Skabelse contra evolution?”. Temaet var opstillet som et spørgsmål, idet man i almindelighed både dengang og senere er gået ud fra, at der består et indbyrdes uoverstigeligt modsætnings forhold mellem de to begreber. Forstået på den måde, at begrebet skabelse i bibelsk forstand udelukker det naturvidenskabelige begreb evolution og omvendt. Dette var da også det udgangspunkt, som de to debattører implicit gik ud fra. Dette implicitte modsætningsforhold fik et ekstra skub i og med Jehova Vidnet Poul Reinseth’s ordrige og agitatoriske argumenter til støtte for skabelsesteorien, men nok så meget via hans angreb på naturvidenskabens holdning og metoder. For Reinseth, en mand i slutningen af 30’- begyndelsen af 40’erne, var det groft sagt et spørgsmål om naturvidenskabsfolkenes snæversyn og uvilje imod den tusindårige og autoritative bibelske skabelsesberetning, som

man fik det klare indtryk af, at Reinseth nærmest opfattede som den absolutte sandhed, angiveligt fordi den – ifølge hans opfattelse og tro - var Guds ord!

Den knapt så veltalende, men nok så stilfærdige og sympatiske ældre og da 62-årige zoolog, dr. phil. og professor ved Københavns Universitet, Holger Valdemar Brøndsted (1893-1977), havde ikke så afgjorte meninger om tilværelsen, som tilfældet var med hr. Reinseth. Brøndsted havde netop omkring det tidspunkt udgivet den stærkt aktuelle bog ”Atomalderen og menneskets biologiske fremtid” (1956). Som afslutning på sit foredrag nævnte Brøndsted, at han selv var et kristent troende menneske.

Efter at de to debattører havde fremført argumenter for hver deres opfattelse af aftenens tema, var det blevet tid til en spørgerunde, og selvom jeg ikke hørte til den kategori af folk, der elsker at debattere, så tillod jeg mig at stille følgende spørgsmål til professoren: ”Hvordan er De i stand til at forene de videnskabelige forskningsresultater, herunder evolutionen, med den kristne tro, som jeg formoder indebærer en tro på en skabende Gud?” – Svaret lød helt stilfærdigt, ja, nærmest spagfærdigt: ”Det er jeg skam heller ikke i stand til, og jeg kan heller ikke forklare, hvordan det er muligt! Men der er lige som to lag i min bevidsthed, som arbejder hver for sig! Som forsker er jeg nødt til at udelukke skabelsen, og som troende håber jeg på, at der vil kunne findes en overensstemmelse mellem skabelse og evolution. Men jeg kan bare ikke forklare hvordan!”

Se, det var jo ord, jeg kunne forstå, for jeg gik faktisk selv omkring og baksede med de samme problemer, som jeg i øvrigt først fandt en plausibel og tilfredsstillende løsning på flere år senere, da jeg efter min hjemsendelse blev bekendt med Martinus’ kosmologi. I denne blev det grundigt analyseret, begrundet og forklaret, at der dybest set ikke består noget egentligt modsætningsforhold mellem begreberne skabelse og evolution. For Martinus er skabelse evolution og evolution er skabelse. Det vil den interesserede læser kunne forvisse sig om, ved f.eks. at læse min hjemmeside http://www.livetseventyr.dk

Skovtrolden snøfter, fordi han må tage afsked med en højt værdsat nægter, nemlig stud. jur. Bent Hjeds, som stod foran hjemsendelse. - Vignet: © 1956 Harry Rasmussen.

På bladets side 7-9 kunne man under den lidt mistrøstige overskrift ”Afsked” læse om en uhyre positiv med-nægter Bent Hjeds, som stod overfor en snarlig hjemsendelse. Hjeds hørte til en af ”overnægterne”, der var med til at modtage ’mit’ hold ved ankomsten. I det civile liv var han så vidt jeg ved på det tidspunkt stud. jur. og havde før sin indkaldelse arbejdet på et advokatkontor i København. Bent Hjeds havde sin soveplads på ’min’ stue, med sin køje placeret tilvenstre for indgangsdøren. hvor han havde Henning Larsens køje på sin ene side og Søren Svendsens køje på sin anden side. På den anden side af stuens midtergang, regnet fra døren, lå nr. 18, en automekaniker fra Hillerød, hvis fornavn så vidt jeg husker vat Lejf. Men hver eneste aften før sovetid, skiftedes den afklædte Hjeds og den ligeledes afklædte automekaniker til at gå over til den andens seng og ønske godnat. Det foregik på den måde, at de greb om hinandens pikke og rystede disse op og ned, som man normalt gør, når man tager afsked ved at give hinanden hånden. Kort efter kom den arbejdsleder, der havde stuevagt, ind på stuen, for at se om alle lå i deres seng, og hvis en eller evt. flere manglede, formentlig pga. udvidet orlov, blev det noteret i en medbragt regnskabsbog. Ordnung mus sein.

Det skal udtrykkelig siges, at ingen af de to unge mænd udviste mindste tegn på homoseksuelle tilbøjeligheder eller adfærd, men tværtimod var begge, hvad man vil kalde maskuline unge fyre, som i øvrigt begge var forlovet med hver deres pige. Men vi på stuen havde til at begynde med megen morskab af det nævnte godnat-ritual, selvom det dog blev lidt trivielt i længden, at opleve det hver eneste aften.

Men ifølge artiklen ”Afsked”, som var skrevet under pseudonymet NK, havde Bent Hjeds været en engageret og dedikeret – og ikke mindst højt respekteret - talsmand, forhandler og mægler mellem nægterne på den ene side og lejrledelsen og Indenrigsministeriet på den anden side. Hjeds var også bestyrer af den lokale kiosk, ”Biksen”, som han gjorde sit til kunne drives med et beskedent overskud, som hele tiden blev brugt til at fylde varelageret op, så at

man altid var velforsynet med de kategorier af varer, som nægterne oftest købte. Ved siden heraf var Hjeds også en dreven debattør, vittig, humoristisk, ironisk og skarp i replikken. Men han havde også en mere følsom og poetisk side, hvilket blandt andet turde fremgå af hans digt ”Gribskov”, som findes trykt på forsiden af første nummer af nægterbladet ”Samvittigheden”.

Hjeds var første gang blevet valgt til talsmand for nægterne i Gribskovlejren på et fællesmøde i fællessalen den 1. august 1954, og igen året efter ved valget den 16. februar 1955, altså længe før ’mit’ hold ankom til lejren. Artiklen slutter således:

”Det eneste, man ikke kan sige om Hjeds, er, at han var p a s s i v.

Som forfatter, komponist, oplæser og humørspreder blev han stor-bidragyder til underholdningsaftenerne, der blev foranstaltet i lejren. Hvor mange gange har vi ikke lyttet til hans små velskrevne digte, reciteret med stor indlevelsesevne, eller påhørt hans storslåede oplæsning af udvalgte digte i andagtsfuld tavshed, eller jublende leet ad hans sviende, vittige sange. –

Kære Hjeds, vi siger dig tak for din lange og tro tjeneste i Gribskovlejren, lange og tro i ordenes egentlige betydning. Vi vil komme til at savne dig som den idealistiske og utrættelige forkæmper for fredssagen og dermed for nægternes tarv. NK.”

En velfortjent ros til Bent Hjeds, som formentlig blev hjemsendt sammen med sit hold omkring marts-april 1956, men en eksakt dato er det ikke lykkedes mig at finde frem til.

”På opdagelse i naturen!”.

Den resterende plads på side 9 blev brugt af medredaktør Jørn Krogh til under overskriften ”På opdagelse i naturen!”, at skrive om sit yndlingsemne: Dyrene, store som små. Han havde en særlig forkærlighed for at studere insekter. Medens han og Ivar Nielsen og jeg i vores første tid sammen i Gribskovlejren, havde fået til opgave at knuse de mursten til skærver, der skulle lægges ud på en nyanlagt sti, der strakte sig fra omkring Storkevad og ud til Hovedvejen, brugte Jørn hver eneste hvilepause til at kravle omkring med sit forstørrelsesglas

og søge efter i hans øjne særligt interessante biller. På et tidspunkt fandt han et flot eksemplar af Egeblads-billen, som i lighed med hans øvrige insektfund, midlertidigt kom i et glas med skruelåg. Nede i glasset lå der noget vat, som var vædet med æter, beregnet til at bedøve og tage livet af det arme kræ, som siden blev sat på nål i Jørns med tiden store samling af insekter. Han opfattede sin insekt-samling helt nøgternt og som et videnskabeligt studieobjekt. Det havde jeg personligt lidt vanskeligt ved at forstå og acceptere, men det er jo bl.a. sådan videnskaben arbejder: Den slår livet ihjel, for at studere det!

Men i sin meget korte artikel, nærmest en notits, skriver han følgende:

”Når man færdes i Gribskov, kommer man naturen og mange af dens skabninger på nært hold og spørgsmålet dukker op, hvad var det for et dyr? Ser man en hjort er der jo ingen tvivl, men da vi har fire hjortearter her i landet, ville det sikkert være af interesse for nogle, at vide lidt om hvert arts udseende og levevis.

Kronhjorten som den største af vore hjorte kan man ikke få at se i Gribskov, på øerne findes den kun i et antal af ca. 200 i Jægersborg Dyrehave. I Jylland er den visse steder ret almindelig, men de tre andre arter: Rådyr, Dådyr og Sikahjort, skulle der være ret stor chance for at træffe og med lidt held og forsigtighed komme tæt ind på livet af.

Vi vil i de følgende numre af bladet give et lille billede af disse tre dyr, og begynder med rådyret, som er vor mindste hjort. JK.

Det var et glimrende tiltag fra både Jørn Kroghs og redaktionens side, med nærmere oplysninger om de vildtlevende dyr, som nægterne kunne være så heldige at få et glimt af under det daglige arbejde i skoven. Som i flere andre tilfælde, holdt de gode intentioner om en fortsat artikelserie heldigvis også i dette tilfælde stik. Men ingen artikelserie fik så lang en levetid, som tilfældet var med Mogens Jönssons og Werner Münchenberg’s ”De satiristiske Blåmænd”. Se senere nedenfor.

Gribskovlejren’s lille lastbil kaldet ”Anders And”. - © Vignet 1956, tegnet af Harry Rasmussen.

Under vignetten herover, som skal forestille Skovtrolden siddende i en stærkt forenklet ’karikatur’ af Gribskovlejren’s mindste arbejdsbil, Ford 29-lastbilen, der gik under navnet ”Anders And”, underholdt den vaskeægte fynbo, Hans Vogsen, på side 11 læserne med ”En tur med ”Anders And””. Artiklen indledes med følgende ord:

”Fra vor fynske medarbejder har vi modtaget nedenstående skildring, hvori han beretter om sine erfaringer med ”Anders And”, en gammel Ford, der tidligere har været anvendt i lejren i Oksbøl, men som nu er overgået til Gribskovlejren.”

Og jeg skal love for, at ”Vovsen”, som vi kaldte ham, skriver på ægte fynsk dialekt, hvilket fremgår af følgende citat fra artiklen:

”Det va man’t auten. Je sku ne te slauter Persen me et brev, de regn lit, så tov je ”Anders And”, en gammel Ford 29, vi lie ha fåt. Putte tov me, han har engang hav en 29 Ford, je har nemlig kun prøvt aa kørt 29 Ford en gang før, så je kente et møj te så’en et dyr.”

Jeg vil tillade mig at overlade til læseren selv at tyde ”Vovsen”s tekst.

Satiristiske Blåmænd

På bladets 12. og sidste side var der blevet gjort plads til en fortsat humoristisk-ironisk beretning under overskriften ”Satiristiske Blåmænd”, forfattet af Jöns og Münch, alias Mogens Jönsson og Werner Münchenberg. Serien løb til og med bladets nr.7, juli 1956, hvorefter bladet formentlig både skiftede redaktion og navn fra ”Samvittigheden” til det mere jordnære og saglige – eller måske mere politiske? - ”Militærnægteren”.

”Blåmændene” er militærnægterne, hvis daglige tøj bestod af Flådens aflagte og mørkeblå marineuniformer, samt blå skråhuer. Det var tilladt at bære sit eget civile tøj, men mange foretrak at benytte sig af tilbuddet og spare på civiltøjet, som man så kunne tage på udenfor arbejdstiden eller når man skulle på orlov.

Men d’herrer Jöns og Münch indleder deres sørgmuntre beretninger om Blåmændenes dagligliv og trængsler med følgende linjer:

Efter at vi fra adskillige sider er blevet opfordret til at fortælle offentligheden om de hændelser, som skæbnen i sin underfundighed har været så spidsfindig at lade os opleve, vil vi nu efter moden overvejelse følge opfordringerne og berette af bedste evne. Det være sagt straks at vi ikke på noget punkt forlader os på at omgå sandheden. Hvorfor, vil I forstå, når I har læst de første beretninger om Blåmændene, og I vil da give os ret i, at virkeligheden på dette specielle og lidet udforskede felt ganske overgår menneskets vildeste fantasi.

Det var i august og dagen begyndte tilsyneladende som den lange række af dage vi har lagt bag os var begyndt, men det var kun tilsyneladende, for allerede da vi kom ud på lejrgaden følte vi en særlig atmosfære hvile over alt. Det var som om vi så alting mere klart og alt virkede nyt og fremmed for os; selv vejen til arbejdspladsen vi havde gået utallige gange føltes forandret. Vi hørte naturens lyde forbavsende tydeligt og det forunderlige ved det hele var, at vi var i stand til at forstå dem. Nu må man ikke tage forstå i bogstavelig forstand, men naturens lyde fik mening for os. Vi hørte bækkens klukkende pralerier af hvor gammel og lang den var, og vi erkendte hvor lidt der skal til at gøre ”Klukkehoveder” salige og vi forstod straks bedre flere af vore kollegaer. Vi hørte fuglene kvidre, nogle om deres ungdom, andre om deres ælde, nogle om deres yndige børn, andre om deres frihed, og vi tænkte at det var godt indrettet at alle var glade for netop det de havde. Men vi så også utilfredshed i naturen, vi hørte tudsens klage over at den ikke havde fået hjortens stolthed og vi hørte hjorten klage over at den ikke havde fået tudsens dybsindige og rolige væsen, og vi kunne ikke lade være med at drage paralleller mellem det vi nu så og hørte og det liv, som vi kendte så godt.

Den redaktionelle kommentar til føljetonen lyder som følger:

”Ja, sådan lyder begyndelsen på d’herrer Jöns & Münch’s beretning om de ”satiristiske Blåmænd”, og vi tør godt love læserne en både morsom og tankevækkende fortsættelse i næste nummer af bladet.

Men hvem er de satiristiske Blåmænd?”

Skovtrolden viser sin bare ende, hvilket sammen med halen også kan tolkes som et ?-tegn, nemlig et spørgsmål om, hvad der vil ske i den fortsatte beretning om de ”satiristiske” Blåmænd og i bladet i det hele taget. – Vignet: © 1955 Harry Rasmussen.

* * * * * * * * *