Forklaring på et vigtigt emne
Begrebet og fænomenet bøn forekommer
i en eller anden form i de fleste religioner, som en praksis og metode, hvormed
mennesket kan nærme sig sin gud eller sine guder, og derigennem få kraft og
styrke eller håbe på, at få sine bønner om det ene eller det andet opfyldt. Bøn
kan dog også have mere eller mindre uartikuleret form af skrig, klage, gråd,
råb, jubel, eller af artikuleret syndsbekendelse, hengivelse, lovprisning og
forbøn. Bøn kan eventuelt ledsages af offer eller omvendt.
Bøn kan være en adspørgelse af
Gud, hvis svar da gives i form af orakel, tegn eller ved lodkastning. Den kan
også være en anråbelse, hvorunder Gud påkaldes som dommer, vidne eller den, der
sværges ved. Bøn kan også have form af forbøn, hvor en enkelt profet, præst
eller lignende angiveligt vil søge at afværge nød eller ulykke, men en sådan
forbøn kan naturligvis afslås eller afvises af Gud.
I bibelsk sammenhæng blev bønnen
lagt i mere faste rammer i den periode i senjødedommen, hvor synagogerne
begyndte at dukke op. Der skulle bedes tre gange daglig, nemlig morgen,
eftermiddag og aften, og de bedende skulle være iført særlig beklædning i form af
bedekapper, bedekvaster og bederemme. Desuden skulle bestemte stillinger
iagttages under bønnens fremsigelse: stående, ofte knælende og med ansigt og
hænder mod jorden og front mod Jerusalem.
Det er senjødedommens former for
bøn, man genfinder i NT, men der tages her afstand fra enhver tendens til
udvendighed, sådan som især farisæerne lejlighedsvis var tilbøjelige til, hvis
man ellers skal tro Jesu polemik mod disse lovfromme jøder. Det væsentlige i
bønnen i NT er den opfattelse, at Gud på forhånd ved, hvad mennesket behøver,
før det beder til ham. Derfor bliver den forbilledlige bøn for kristne, den af
Jesus anbefalede bøn ”Fadervor”, som er én stor bøn om, at alene Guds vilje bør
ske. Jesus selv syntes overbevist om, at bønhørelse ville finde sted, såfremt
bønnen var fremsat i uselviskhed og af virkelig nødvendighed eller behov.
I henhold til Paulus bør enhver
kristen bøn afsluttes med det hebraiske amen! som
betyder sandelig! i betydningen visselig! og
det bør den, fordi der er det særlige ved kristne, at vejen til Gud er blevet
åbnet en gang for alle ved Kristus. Dertil kommer, at de kristne kan påregne
Helligåndens hjælp.
I de første kristne menigheder
havde forbøn, takkebøn og tilbedelse en fremtrædende plads, og man mener, at
disse menigheder muligvis havde faste bedetider, sådan som det var tilfældet i
senjødedommen, lige som man jo i øvrigt overholdt sabbatten, fremstillingen af
de nyfødte i templet eller synagogen, omskærelse mm.
Bøn er sjældent meditation, men
fra Dødehavsrullerne ved man, at bønnen hos Qumran-sekten kunne antage karakter
af egentlig meditation, sådan som det jo især var og er tilfældet indenfor
asiatiske religioner som f.eks. hinduismen. Særlig i indiske
religionsfilosofiske systemer som Sankhya, Yoga og Vedanta indgår meditation
som en systematisk faktor og ’teknik’ i al åndelig træning (yoga), som har til
formål at opleve og erkende tilværelsens grundharmoni, hvilket vil sige af
sammenhængen eller enheden mellem bevidstheden eller enkeltsjælen (atman) og
altet eller alsjælen (Brahman).
I henhold til Martinus er bøn,
og mere specielt bønnen ”Fader vor!”, af stor betydning, ikke
kun for det troende menneske, men også for det menneske, der ønsker
begrundelser for sin tro eller overbevisning. Ja, ikke kun det, bønnen er også
vigtig for det menneske, der har gennemgået ”den store fødsel” og har fået
kosmisk bevidsthed.
For mennesker, der er under
indflydelse af den faktor, Martinus betegner som den guddommelige
suggestion, er bønnen ”Fader vor” normalt helt selvfølgelig, mens både
den og enhver anden form for bøn forekommer meningsløs for mennesker, som har
vanskeligt ved eller helt har mistet evnen til at tro på traditionelle
religiøse dogmer og læresætninger, men som i mange tilfælde udmærket er i stand
til at tro på videnskabelige dogmer eller politiske idealer. Blandt de
videnskabelige dogmer er f.eks. opfattelsen af, at alt i livet og verden kan
forstås og forklares på grundlag af den fysiske materie og dennes egenskaber.
Denne trosretning – for tro er der tale om – kaldes naturalismen eller
materialismen. Blandt de politiske dogmer er f.eks. liberalismen og socialismen
eller kommunismen. Endelig er der de mennesker, der ikke ser sig i stand til at
tro på hverken religiøse, videnskabelige eller politiske dogmer, men som dels
ønsker eller fordrer rationelle, logiske begrundelser for deres tro eller
overbevisning, og dels ønsker at tilegne sig indsigt og ’viden’ ad inspirativ
og intuitiv vej. De nævnte tre hovedkategorier af mennesker, betegner Martinus
henholdsvis som de troende, de ikke-troende og de vidende.
De
tre nævnte kategorier: de troende, de ikke-troende og de vidende, har
en parallel i Buddhas svar på sin yndlingsdiscipel Anandas spørgsmål om,
hvorfor menneskene opfatter verdenen og tilværelsen så forskelligt, som
tilfældet vitterligt er. Svaret lyder frit gengivet efter hukommelsen, idet
kildestedet ikke er genfundet: ”Jo, ser du, Ananda, for den som ikke har
studeret, er bjerge bjerge, træer træer og søer søer. For den der har studeret
en del, er bjerge ikke længere bjerge, træer ikke længere træer, og søer ikke
længere søer. Men for den, der har studeret til bunds, er bjerge atter bjerge,
træer atter træer, og søer atter søer.” Filosofisk og erkendelsesteoretisk set
har Buddhas svar sin parallel i henholdsvis den naiv-realistiske livs- og
verdensanskuelse, dvs. sansernes umiddelbare vidnesbyrd, i den
naturvidenskabelig-materialistiske livs- og verdensanskuelse, hvor ingenting
er, hvad det ser ud til, og i den på kosmisk bevidsthed baserede verdens- og
livsanskuelse, hvori alting igen er, som det umiddelbart tager sig ud, men vel
at mærke i en anden forstand, end tilfældet er med de to førstnævnte
opfattelser. Nemlig i den forstand, at livet og verden i grunden er, hvad dette
og denne giver sig ud for, men med den afgørende forskel, at alting ”er gjort
af samme stof, som det drømme dannes af ”, sådan som William Shakespeare udtrykker
det i Fjerde Akt, Første Scene af skuespillet The Tempest (”Stormen”).
Se herom i JESUS
MENNESKESØNNEN II , note 4 til 6. kap.: JESUS
KRISTUS, GUDS SØN?
Der findes ganske vist
mennesker, siger Martinus, som studerer åndsvidenskab, eksempelvis Martinus’
Kosmologi, og som tror at vide, at det vil være blasfemi at bede Guddommen om
gunstbevisninger af den ene eller anden art. Disse mennesker mener – ifølge
Martinus fejlagtigt – at eftersom den guddommelige vilje styrer alt, så at selv
vore ”hovedhår er talte”, og at end ikke ”den mindste spurv” eller det mindste
støvfnug falder til jorden, uden at det er den himmelske Faders vilje og
bestemmelse, så vil det være overflødigt og meningsløst at blande sig i denne
viljes bestemmelse.
For materialistisk indstillede
mennesker, som hverken tror på Gud, sjæl, ånd eller udødelighed, men mener at
vide, at alt skyldes blinde naturlove og tilfældigheder, vil bøn selvsagt være
totalt blottet for mening, al den stund, der ifølge deres opfattelse ikke
findes nogen gud til eventuelt at henvende sig til, hvis man skulle komme i den
situation at behøve hjælp fra en overjordisk instans.
Imidlertid pointerer Martinus,
at viden alene ikke er nogen garanti for en lys og lykkelig tilværelse. Med sin
eventuelle viden om naturvidenskabelige årsagssammenhænge, kan man ikke fjerne
eller forhindre ulykker og sorger, smerter og lidelser fra menneskers sind. Men
bønnen kan derimod udelukke sorgernes og ulykkernes mørke indflydelse på
individets sjælelige område, selvom den ikke kan gøre vedkommende immune
overfor fysiske smerter og lidelser, som oftest vil være uforandrede, uanset,
hvor meget individet beder sig fritaget for disse. Bønnen er heller ikke nogen
Aladdin-lampe, siger Martinus, der kan bruges til at bede om begunstigelser,
som f.eks. begavelse, sundhed, social eller åndelig position, for sine kære.
Den viden, som den fremragende
religiøse forsker har tilegnet sig om altets fuldkommenhed, er heller ingen
garanti for, at vedkommende ikke kan komme ud for at blive ramt af præcis de
samme ulykker, smerter, lidelser og sorger, som de fleste andre mennesker
udsættes for i løbet af deres jordiske liv. Årsagen eller grunden til, at viden
ikke i noget som helst tilfælde kan forhindre ulykker, sygdomme og sorger fra
at ramme et menneske, er i henhold til Martinus, at de nævnte foreteelser på
forhånd er skæbnebestemt. Den midlertidige situation, hvori individet befinder
sig, hvad enten denne opleves som behagelig eller ubehagelig, som god eller
dårlig, er kosmisk set en nødvendighed for det pågældende væsen. På principielt
samme måde med et individs begavelse, der som bekendt kan være større eller
mindre, men den kan heller ikke fremmes ved at bede om det. Begavelse kan kun
erhverves gennem forudgående oplevelse, arbejde og flid, og ikke ad nogen som
helst anden vej. Hvis det nemlig ikke forholdt sig sådan, ville bønnen jo
udgøre et middel til at opløse og direkte modarbejde den guddommelige
verdensplan, og noget sådant er helt udelukket.
Man kan heller ikke forhindre
for tidlig død, som når f.eks. en moder dør fra sine mindreårige børn, siger
Martinus, for den for tidlige død er et resultat og en naturlig konsekvens af
en forudgående sammensætning af skæbnematerier, moderen enten i det nuværende
eller tidligere liv har afstedkommet gennem en eller flere af de måder, hvorpå
hun har handlet. Lad så være, at denne handlemåde er sket på baggrund af
uvidenhed, altså på grundlag af mangel på viden og indsigt, men uvidenhed
fritager ikke for konsekvenser som følge af skæbneloven, der jo principielt
virker som årsagsvirkningsloven. Det samme gælder også barnet eller børnene,
som bliver moderløse, og faderen, som bliver enkemand. De involverede parter
har hver især udløst de skæbneårsager, enten i det nuværende eller højst
sandsynligt i et tidligere liv, som er skyld i, at børnene bliver moderløse og
faderen enkemand. Og sket kan ikke gøres usket, uanset hvor meget man så end
beder om det.
Derfor er det egentlig ikke så
mærkeligt, mener Martinus, at mange mennesker opfatter bønnen som totalt
værdiløs, nemlig fordi de har oplevet ikke at få deres bøn eller bønner opfyldt
af Forsynet. De pågældende mennesker har nemlig sig selv uafvidende bedt om at
få opfyldt ønsker eller behov, der strider mod skæbneloven, og måske også mod
de almindelige naturlove, hvilket i begge tilfælde vil sige mod den
guddommelige vilje. Sådanne bønner kan end ikke Gud opfylde.
Bønnen har, siger Martinus, sin
egen struktur, sine egne love og sit eget bestemte formål, og kendskabet hertil
er en videnskab for sig. Uden dette kendskab vil man benytte bønnen i
situationer og felter, hvor Forsynet har bestemt, at den ikke skal opfyldes.
Det, at anvende bønnen til noget andet end denne er beregnet til, kan have
alvorlige konsekvenser, f.eks. i form af skuffelse, tvivl og vantro på
Forsynets eksistens, hvilket næsten uundgåeligt medfører, at den eller de
pågældende bliver gudsfornægtere. At være eller blive gudsfornægter, dvs. være
eller blive til en, der benægter Guds eksistens, fører lige lukt i den sorte
afgrund, der hedder en materialistisk livs- og verdensopfattelse, hvori troen
på døden er herskende. Længere ud i mørket kan det levende væsen ikke komme,
end til, hvor samme væsen benægter både Guds og sin egen sjæls eksistens og
udødelighed.
Men nu er situationen i
virkeligheden og heldigvis den, siger Martinus, at både Gud og sjælen
eksisterer og besidder udødelighed eller har evigt liv, og bøn og bønhørelse er
derfor ikke fantasifostre, men i høj grad realiteter. Den form for bøn, der kan
føre til bønhørelse er den, der er i overensstemmelse med verdensaltets
’grundtone’: alkærligheden, der i form af Guds plan, vilje og manifestation
netop åbenbarer sig som verdensaltet. Alkærlighed er det samme som uselviskhed,
og denne er igen det samme som den ånd, der besjælede Jesus. En bøn i hans ånd
eller navn, vil altså sige en bøn, der ikke strider mod alkærlighedens eller
uselviskhedens ånd, og den vil derfor altid blive bønhørt og opfyldt. Nemlig
fordi den er i kontakt og harmoni med Guds eget ønske og vilje.
Der er altså to grundlæggende
måder en bøn kan være formet på, nemlig i ”Jesu navn” eller ”Jesu ånd”, hvilket
vil sige i uselviskhedens ånd, hvor man siger: ”Fader, ikke min, men din vilje
ske!”, hvor bønnen kun er til glæde og velsignelse for alle og til gene og
ulykke for absolut ingen, og i ”eget navn” eller ”egen ånd”, hvilket vil sige i
selviskhedens ånd, hvor man ønsker sin egen vilje eller sine egne ønsker
bønhørt og opfyldt, uanset hvilke følger eller skadevirkninger dette eventuelt
kan have for andre. Men, betoner Martinus, det er heldigvis så viseligt
indrettet, at kun den første form for bøn har mulighed for at blive bønhørt og
opfyldt, medens den sidstnævnte form er ganske virkningsløs.
Det drejer sig derfor om at få
lært at bede i overensstemmelse med ”Jesu navn” eller alkærlighedens og uselviskhedens
ånd. Men har det almene kristne menneske da ikke for længst lært dette gennem
Jesu egen forskrift på, hvordan en sådan bøn bør formes, nemlig som ”Fadervor”?
– Jo, svarer Martinus, de kristne har fået anvist en genial model af den
fuldkomne form for bøn, hvori den bedende gør sig til eet med sine omgivelser
eller sin næste, henholdsvis når der siges ”vor” og ”os”. Men denne form for
bøn omfatter ikke alt det, der hører under de personlige og private ønsker
eller behov, der oftest er i forgrunden i det almindelige menneskes bevidsthed.
I selvopholdelsesdriftens kamp og kvaler griber også kristne derfor til bønnen
som et fortvivlelsens våben eller middel til på mirakuløs måde at kunne afværge
de mange mørke foreteelser, deres liv og skæbne ofte er fuld af.
Den fordrejning af bønnen
”Fadervor”, som har fundet sted omtrent lige siden Jesus første gang gav sine disciple
anvisning på den fuldkomne form for bøn, har sin baggrund i, at den almene
kristne opfattelse og indstilling til tilværelsens mørke sider er baseret på
troen på, at disse er ”straf” fra Gud for ”synder”, som mennesker har begået,
enten enkeltvis eller kollektivt. Gud er i den sammenhæng stadigvæk den ”vrede”
Guddom, der ”straffer” og kræver ”ofre” for eventuelt at formildes. Denne
guddomsopfattelse er beslægtet med naturmenneskets primitive og endnu uoplyste
indsigt i eller forståelse af selve livets struktur. Derfor anskues Guddommen i
menneskets skikkelse som et væsen, der besidder de samme egenskaber som
mennesket, men blot i overdimensioneret format, og som lever på grundlag af de
samme love, som gælder indenfor deres egen primitive bevidsthedshorisont, hvor
kampen for tilværelsen er almen lov. Denne lov drejer sig jo om den stærkeres
magt og ret, som i stor udstrækning er baseret på at hævne og straffe,
begunstige og belønne. For mennesker med en sådan bevidsthed er det vanskeligt
eller omtrent umuligt at fatte, at der kan findes et bevidsthedsniveau, hvor
hævn, straf og særlig begunstigelse eller favorisering er fuldstændig
udelukket, og at kun en fuldkommen uselvisk kærlighed til alle og alt er
enerådende.
Også almindelige kristne er
undergivet denne overtro på en hævnende, straffende og begunstigende Guddom, og
den har ikke kunnet aflives til trods for, at Jesus med sit liv og sin død var
et levende eksempel på, at en sådan kærlighedsbevidsthed virkelig har
eksisteret, en bevidsthed, som i den dybeste fornedrelse og smerte kunne bede
for sine smædere og bødler: ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør!”
Hverken Jesu samtidige eller
efterfølgende disciple var i stand til at se og forstå, at den alkærlige Gud
åbenbarede sin egen særlige bevidsthedstilstand gennem Jesus, eller at
sidstnævnte var modellen for det tilblivende menneske i ”Guds billede efter
hans lignelse”, også kaldet ”menneskesønnen”. Der skulle faktisk komme til at
gå hen ved nitten århundreder, inden det primitive Gudsbegreb for alvor
begyndte at tabe sit tag i menneskers sjæleliv. Men selv i vore dage er der på
trods af den omsiggribende sekularisering tusindvis af mennesker ansat som
dette Gudebilledes statsautoriserede forkyndere af ”bøn” og ”syndsforladelse”.
Følgen er da også blevet, at dette gudebillede efterhånden er trængt i
baggrunden til fordel for den elskelige, ”enbårne søn”, der med tiden er blevet
tilbedt og hyldet som menneskenes ”frelsermand”. Enhver bøn til Guddommen i
”Jesu navn” mente man måtte være nok til at fjerne alle mørke skygger og
hindringer på menneskenes vej til Himmeriges rige. I henhold til Martinus er
denne form for bøn imidlertid kun bønnens ”fostertilstand”.
Denne situation, hvor den
elskelige søn mere eller mindre har overtaget den mærkelige Faders domæne, er i
henhold til Martinus et resultat af verdensgenløsningen, nemlig i form af
”frelsen” ved ”nåden” eller Guddommens ”forsoning” igennem Jesus Kristus.
Gennem forestillingen om, at synderne kunne forlades via angeren og troen på og
deltagelsen i nadverens sakramente, hvorved man kom i yndest hos Guddommen,
mente man at kunne blive fritaget for den guddommelige gengældelse og på den
måde få bragt sin dårlige samvittighed ud af verden. Dette gjaldt imidlertid
kun for de troende, medens de ikke-troende eller alle dem, der ikke er i stand
til at tro, ikke kan få del i ”nåden” og derfor er ”fortabte” og må se sig
forvist til evigt at skulle martres af de lidelser og besværligheder, som er en
følge af deres ”syndefulde liv”. Den kirkelige kristendom er i virkeligheden så
streng, at den mener alle ikke-troende og vantro er hjemfaldne til Guds ”straf”
i form af en evig fremtid og martring i ”Helvede”s luer, hvor der er ”gråd og
tænderskæren”.
Men Martinus fremhæver, at verdensgenløsningen
primært i form af ”den ny Verdensimpuls” har et endnu større formål end blot at
skulle hjælpe de troende, selvom det er nok så guddommeligt, at genløsningen på
et tidspunkt, hvor trosevnen var kulminerende i bevidstheden hos det store flertal
af mennesker, frembragte en foreteelse som ”den guddommelige suggestion”, der
åndeligt kunne vejlede og hjælpe ulykkelige og angrende mennesker til at få
fred og ro i sindet, således at de blev i stand til at leve og virke i den ikke
sjældent besværlige og kvalfulde hverdag.
Menneskene var på den tid ikke
modnede – og er det til dels endnu ikke – til at fatte og forstå, at Jesu være-
og handlemåde fra Guddommens side i virkeligheden var et forbillede eller en
model for, at man skulle stræbe efter at udvikle samme være- og handlemåde hos
sig selv og ad den vej på naturlig måde gøre sig fortjent til at komme i Guds
eller Himmerigets rige som et resultat af egne gerninger og af egen flid. Men
det er lige præcis det, der er den ny verdensgenløsnings formål, nemlig at gøre
begribeligt for mennesker, der har mistet evnen til at tro eller som er vantro,
at altet er udtryk for et guddommeligt væsen, der både er alvis, alkærlig og
almægtig.
En væsentlig del af problemerne
omkring tro og ikke-tro skyldes ifølge Martinus, at den tiltagende udvikling af
intelligensevnen er på kollisionskurs med de traditionelle religiøse dogmer, og
det er denne omstændighed, der er grobund for vantroen. Intelligensen er
foreløbig udviklet nok til at se, at der er et skærende misforhold mellem de
religiøse dogmer og virkelighedens verden, som med dens sygdomme,
genvordigheder og fattigdom står i et skærende kontrastforhold til den pragt og
rigdom, der ikke sjældent demonstreres i kirkerne. Men intelligensen er endnu
ikke tilstrækkelig udviklet til, at de ikke-troende og vantroende kan fatte og
forstå de virkelige religiøse problemer eller livets største og evige fakta.
Disse er efterhånden trængt i baggrunden til fordel for de mange livsbetingende
og almindelige hverdagsproblemer, som individet erfaringsmæssigt magter at
afklare og løse med sin intelligens. Resultatet af den almindelige
intelligensudvikling bliver og er i første omgang blevet, at den mentale
indstilling hos individet er blevet en fremtrædende gudsfornægtelse og som en
følge deraf en ofte stærkt dominerende materialistisk livs- og
verdensanskuelse, hvor moralen er, at ”enhver er sig selv nærmest”.
Men den skitserede situation
skal ikke opfattes som nogen permanent tilstand, hævder Martinus, for den udgør
lige præcis modsætningen til det virkelige livsfacit, der er udtrykt i og med
ordene: ”Enhver er sin næste nærmest”. Og da denne moralopfattelse, hvis motto
kan siges at være, at ”enhver er sig selv nærmest”, ligger til grund for de
fleste nutidsmenneskers dispositioner og handlinger, kommer disse før eller
siden til at kollidere med de love, der betinger jordmenneskehedens fremtidige
fuldkomne fred og lykke. Kollisionen viser sig skæbnebestemt i form af fysiske
og mentale sygdomme, utroskab, ulykkelig kærlighed, skilsmisser og mislykkede
parforhold, sociale og økonomiske problemer og besværligheder, revolter og
krige, som langt overstiger, hvad mennesker kan løse og afhjælpe med deres
større eller mindre intelligens. Intelligensevnen må derfor i stor udstrækning
siges at være magtesløs og utilstrækkelig i menneskenes forsøg på at skabe den
sande lykke, siger Martinus. (18)
En fuldkommen ærlig stræben
efter total uselviskhed og absolut sandhed i alle livets forhold, er ifølge
Martinus den eneste sikre vej til opnåelsen af varig fred og lykke for den
enkelte såvel som for jordmenneskesamfundet som helhed. Denne stræben kan
understøttes og styrkes gennem daglig brug af bønnen ”Fadervor”, sådan som
denne analyseres og forstås på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser. Derigennem
vil den enkelte kunne opleve at føle sig inddraget i Guddommens egen højeste
bevidsthedssfære, som er en strålende kærlighedsild, der gennemstråler alt og
alle uden nogen som helst undtagelse. Det er kun egoisme, selvretfærdighed og
forfængelighed, der kan udelukke et menneske fra denne oplevelse af samhørighed
og enhed med det guddommelige alvæsen, det vil sige, oplevelsen af, at ”Jeg og
Faderen, vi er ét”.
Bønnens ”voksne” stadium og
’teknik’
Under bønnen kan individet
opleve, at intuitionen træder i funktion, nemlig i form af en direkte følelse
af Guds nærvær som den altgennemtrængende, allestedsnærværende og
altbeherskende, majestætiske kraft og første årsagsløse årsag. Bønnens
egentlige og sande mission er da også, fremhæver Martinus, at være udtryk
for ”en levende daglig samtale eller korrespondance med
Guddommen.” I denne form er bønnen udtryk for sit ”voksenstadium”,
hvori livet og verden opleves som et guddommeligt under og eventyr, og højere
kan det jordiske menneske foreløbig ikke nå i sin erkendelse.
Men det er vigtigt at forstå og
gøre sig klart, siger Martinus, at al korrespondance eller samtale med
Guddommen foregår igennem levende væsener, i den fysiske verden såvel som i den
åndelige verden. Det hænger sammen med den omstændighed, at heller ikke
Guddommens bevidsthed kan fungere uden sanse- og manifestationsorganer, og
disse udgøres netop af alle levende væsener, store som små. Uden sådanne
væsener som mellemled ville en hvilken som helst kontakt med Guddommen være
umulig og udelukket. Men det er så hensigtsmæssigt indrettet i den evige
verdensorden, at vi ikke kan sanse eller opfatte alle de væsener, Guddommen
eller Forsynet benytter som mellemled mellem sig og os. Hvis ikke det havde
været indrettet sådan, ville vi have taget fejl af disse væsener og Guddommen,
på samme måde som mennesker på primitive udviklingsstadier tager fejl af de
levende væsener og Guddommen, og tror, at de levende væsener, hvad enten disse
er venner eller fjender, er én ting, fordi de er fysisk synlige og Guddommen en
anden ting, fordi denne er usynlig. Som usynlig må Gud derfor befinde sig eller
bo ”et andet sted”, og dette ”sted” betegner man som ”Himmelen”.
Men, siger Martinus, hvis det havde forholdt sig
sådan, at de ovennævnte mennesker fysisk havde kunnet se dette ”andet sted”,
ville de have set og oplevet, at dette er lige så befolket med levende væsener,
som tilfældet er med deres egen verden. Det ville have medført, at Guddommen
også her måtte blive borte i den vrimmel af liv eller levende væsener, som er
det eneste, man ville kunne have fået at se. På den måde ville de nævnte
væsener aldrig nogensinde kunne komme til at opleve nogen Guddom, for alt ville
kun fremtræde som ”medvæsener” og ”ting”, uanset hvor opmærksomheden end blev
rettet hen.
Imidlertid er det i henhold til
Martinus så viseligt indrettet, at verdensaltet for ethvert levende væsens
sanseevne urokkeligt fremtræder i to afsnit, nemlig dels som et synligt område
og dels som et usynligt område. Derved er det muligt for det
levende væsen at frigøre sin sanseevne og tanke fra det synlige afsnit, hvilket
vil sige fra medvæsenerne og tingene, og i stedet rette opmærksomheden mod det
usynlige afsnit, som er noget helt andet end væsener og ting. Alt det usynlige
i verdensaltet udgør nemlig tilsammen et ”noget”, for hvilket alt det ”synlige”
udgør redskaber, og alt synligt er derfor manifestationen eller åbenbaringen af
det ”usynlige”, som udgør ”et tænkende og viljeførende noget”, hvilket vil sige
Gud eller Guddommen, og det er fornemmelsen af dette ”noget”, der danner
grundlaget for de levende væseners religiøsitet og Gudsforhold. Men, siger
Martinus, dette Gudsforhold ville aldrig være blevet til virkelighed eller
oplevelse, hvis ikke netop væsenernes sanseevne var blevet begrænset på en sådan
måde, at en del af verdensaltet med dets myriader af levende væsener og ting
var blevet usynliggjort. Hvis ikke det havde været tilfældet, ville
verdensaltet udelukkende fremtræde som en mangfoldighed og et mylder af væsener
og ting. Men i og med usynliggørelsen af en del af verdensaltet opstår
muligheden eller evnen til at se mangfoldigheden og mylderet som udtryk for et
viljeførende usynligt Noget, der udgør en enhed med samme grundanalyse som det
levende væsen. Gud er altså et levende væsen, men vel at mærke et højeste
alvæsen, eller en højeste enhed, i hvilken alt og alle udgør underordnede
holistiske dele. Det er til dette højeste væsen, man bl.a. kan henvende sig i
bøn.
Konkluderende kan det fastslås,
at Martinus opfatter bønnen ”Fadervor”, som verdensgenløsningens udstrakte hånd
for at hjælpe det jordiske menneske gennem en vanskelig fase i dets udvikling
fra dyr til rigtigt menneske. Denne bøn er en kosmisk bøn, der er i fuldstændig
kontakt med det, den guddommelige vilje selv ønsker gennemført af hensyn til
gudesønnens eller menneskesønnens egen indstilling til verdensaltet, livet og
Guddommen. Derfor indledes denne bøn med ordene: ”Fader vor, du som er
i Himlene, helliget være og blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som
i Himlene, således også på jorden”, og efter at have bedt om at blive
fritaget for vores skyld, som vi fritager vore skyldnere, og om ikke at lade os
lede i fristelse til at handle imod det, vi godt ved er det bedste for både os
selv og andre, slutter bønnen med at konstatere: ”Thi dit er riget og
magten og æren i evighed. Amen.”
Som det indirekte fremgår af
”Fadervor”, kan man ikke blive fritaget for sin skyld, dvs. sin skæbnegæld, på
anden måde, end ved selv at fritage andre for deres skyld eller skæbnegæld til
os. Det vil sige, ved at tilgive andre, hvad ubehageligt eller ondt, de måtte
have tilføjet os, idet vi jo selv hver især er vor egen skæbnes dybeste ophav,
og ”de andre” kun udgør redskaber til udløsningen af de virkninger, vi selv er
årsag til. Men der er her tale om en proces, som kræver tid for at kunne
fuldbyrdes, og som det ifølge Martinus tilmed kan tage indtil flere liv at
afstedkomme. Men grundprincippet i at sikre sig en fremtidig god skæbne er Jesu
råd om, at være og gøre mod andre, som vi vil, at andre skal være og gøre mod
os.
At bede om, at Guds vilje, der
er den bedste, fordi den overskuer og tager hensyn til de første årsager og de
sidste virkninger, skal ske her på jorden, som i Himlene, er jo blot at bede
om, at fremme udviklingen hen mod det rigtige menneskerige”s, Gudsrigets,
oprettelse på jorden. Begrebet ”Himlene” definerer Martinus som et
sammenfattende udtryk for de åndelige riger, han i sin kosmologi kalder for Det
rigtige menneskerige, Visdomsriget, Den guddommelige verden og Salighedsriget,
og hvori uselviskheden og næstekærligheden er dagligdags selvfølgeligheder,
mens begrebet ”jorden” omfatter planteriget og dyreriget, hvor især det
sidstnævnte er undergivet de vilkår og lovmæssigheder, der er karakteristiske
for kampen for tilværelsen. Det almene jordiske menneske henhører endnu i stor
udstrækning under det, Martinus forstår ved begrebet dyreriget. Jesus var og er
foreløbig den fornemste repræsentant for det kommende jordiske rige, nemlig den
fysiske del af Det rigtige menneskerige, som udviklingen sigter imod
efterhånden at manifestere her på jorden.
Til slut i bønnen at samstemme
i, at riget, magten og æren tilhører og alene er Guds, er jo kun at forstå og
acceptere, hvad der er kosmisk virkelighed, thi ”riget” er verdensaltet, som er
Guds psykofysiske organisme med dens myriader af levende væsener, og hvis
lovmæssigheder og livsprocesser er underlagt Guds almagt. Derfor tilkommer æren
for alt, hvad der eksisterer og lever alene Gud, hvorfor bønnen afsluttes med
et ”amen”, som er hebraisk og betyder ”sandelig”, altså at udsagnet er sandt
eller i overensstemmelse med virkeligheden. (19)
© November 2011 Harry Rasmussen.
Revideret af forfatteren i februar 2022.
*******************