Bønnens mysterium

Forklaring på et vigtigt emne

 

Begrebet og fænomenet bøn forekommer i en eller anden form i de fleste religioner, som en praksis og metode, hvormed mennesket kan nærme sig sin gud eller sine guder, og derigennem få kraft og styrke eller håbe på, at få sine bønner om det ene eller det andet opfyldt. Bøn kan dog også have mere eller mindre uartikuleret form af skrig, klage, gråd, råb, jubel, eller af artikuleret syndsbekendelse, hengivelse, lovprisning og forbøn. Bøn kan eventuelt ledsages af offer eller omvendt.

 

Bøn kan være en adspørgelse af Gud, hvis svar da gives i form af orakel, tegn eller ved lodkastning. Den kan også være en anråbelse, hvorunder Gud påkaldes som dommer, vidne eller den, der sværges ved. Bøn kan også have form af forbøn, hvor en enkelt profet, præst eller lignende angiveligt vil søge at afværge nød eller ulykke, men en sådan forbøn kan naturligvis afslås eller afvises af Gud.

 

I bibelsk sammenhæng blev bønnen lagt i mere faste rammer i den periode i senjødedommen, hvor synagogerne begyndte at dukke op. Der skulle bedes tre gange daglig, nemlig morgen, eftermiddag og aften, og de bedende skulle være iført særlig beklædning i form af bedekapper, bedekvaster og bederemme. Desuden skulle bestemte stillinger iagttages under bønnens fremsigelse: stående, ofte knælende og med ansigt og hænder mod jorden og front mod Jerusalem.  

 

Det er senjødedommens former for bøn, man genfinder i NT, men der tages her afstand fra enhver tendens til udvendighed, sådan som især farisæerne lejlighedsvis var tilbøjelige til, hvis man ellers skal tro Jesu polemik mod disse lovfromme jøder. Det væsentlige i bønnen i NT er den opfattelse, at Gud på forhånd ved, hvad mennesket behøver, før det beder til ham. Derfor bliver den forbilledlige bøn for kristne, den af Jesus anbefalede bøn ”Fadervor”, som er én stor bøn om, at alene Guds vilje bør ske. Jesus selv syntes overbevist om, at bønhørelse ville finde sted, såfremt bønnen var fremsat i uselviskhed og af virkelig nødvendighed eller behov.

 

I henhold til Paulus bør enhver kristen bøn afsluttes med det hebraiske amen! som betyder sandelig! i betydningen visselig! og det bør den, fordi der er det særlige ved kristne, at vejen til Gud er blevet åbnet en gang for alle ved Kristus. Dertil kommer, at de kristne kan påregne Helligåndens hjælp.

 

I de første kristne menigheder havde forbøn, takkebøn og tilbedelse en fremtrædende plads, og man mener, at disse menigheder muligvis havde faste bedetider, sådan som det var tilfældet i senjødedommen, lige som man jo i øvrigt overholdt sabbatten, fremstillingen af de nyfødte i templet eller synagogen, omskærelse mm.  

 

Bøn er sjældent meditation, men fra Dødehavsrullerne ved man, at bønnen hos Qumran-sekten kunne antage karakter af egentlig meditation, sådan som det jo især var og er tilfældet indenfor asiatiske religioner som f.eks. hinduismen. Særlig i indiske religionsfilosofiske systemer som Sankhya, Yoga og Vedanta indgår meditation som en systematisk faktor og ’teknik’ i al åndelig træning (yoga), som har til formål at opleve og erkende tilværelsens grundharmoni, hvilket vil sige af sammenhængen eller enheden mellem bevidstheden eller enkeltsjælen (atman) og altet eller alsjælen (Brahman).  

 

Martinus om begrebet bøn

I henhold til Martinus er bøn, og mere specielt bønnen ”Fader vor!”, af stor betydning, ikke kun for det troende menneske, men også for det menneske, der ønsker begrundelser for sin tro eller overbevisning. Ja, ikke kun det, bønnen er også vigtig for det menneske, der har gennemgået ”den store fødsel” og har fået kosmisk bevidsthed.

 

For mennesker, der er under indflydelse af den faktor, Martinus betegner som den guddommelige suggestion, er bønnen ”Fader vor” normalt helt selvfølgelig, mens både den og enhver anden form for bøn forekommer meningsløs for mennesker, som har vanskeligt ved eller helt har mistet evnen til at tro på traditionelle religiøse dogmer og læresætninger, men som i mange tilfælde udmærket er i stand til at tro på videnskabelige dogmer eller politiske idealer. Blandt de videnskabelige dogmer er f.eks. opfattelsen af, at alt i livet og verden kan forstås og forklares på grundlag af den fysiske materie og dennes egenskaber. Denne trosretning – for tro er der tale om – kaldes naturalismen eller materialismen. Blandt de politiske dogmer er f.eks. liberalismen og socialismen eller kommunismen. Endelig er der de mennesker, der ikke ser sig i stand til at tro på hverken religiøse, videnskabelige eller politiske dogmer, men som dels ønsker eller fordrer rationelle, logiske begrundelser for deres tro eller overbevisning, og dels ønsker at tilegne sig indsigt og ’viden’ ad inspirativ og intuitiv vej. De nævnte tre hovedkategorier af mennesker, betegner Martinus henholdsvis som de troende, de ikke-troende og de vidende. 

 

De tre nævnte kategorier: de troende, de ikke-troende og de vidende, har en parallel i Buddhas svar på sin yndlingsdiscipel Anandas spørgsmål om, hvorfor menneskene opfatter verdenen og tilværelsen så forskelligt, som tilfældet vitterligt er. Svaret lyder frit gengivet efter hukommelsen, idet kildestedet ikke er genfundet: ”Jo, ser du, Ananda, for den som ikke har studeret, er bjerge bjerge, træer træer og søer søer. For den der har studeret en del, er bjerge ikke længere bjerge, træer ikke længere træer, og søer ikke længere søer. Men for den, der har studeret til bunds, er bjerge atter bjerge, træer atter træer, og søer atter søer.” Filosofisk og erkendelsesteoretisk set har Buddhas svar sin parallel i henholdsvis den naiv-realistiske livs- og verdensanskuelse, dvs. sansernes umiddelbare vidnesbyrd, i den naturvidenskabelig-materialistiske livs- og verdensanskuelse, hvor ingenting er, hvad det ser ud til, og i den på kosmisk bevidsthed baserede verdens- og livsanskuelse, hvori alting igen er, som det umiddelbart tager sig ud, men vel at mærke i en anden forstand, end tilfældet er med de to førstnævnte opfattelser. Nemlig i den forstand, at livet og verden i grunden er, hvad dette og denne giver sig ud for, men med den afgørende forskel, at alting ”er gjort af samme stof, som det drømme dannes af ”, sådan som William Shakespeare udtrykker det i Fjerde Akt, Første Scene af skuespillet The Tempest (”Stormen”). Se herom i JESUS MENNESKESØNNEN II , note 4 til 6. kap.: JESUS KRISTUS, GUDS SØN?

 

Der findes ganske vist mennesker, siger Martinus, som studerer åndsvidenskab, eksempelvis Martinus’ Kosmologi, og som tror at vide, at det vil være blasfemi at bede Guddommen om gunstbevisninger af den ene eller anden art. Disse mennesker mener – ifølge Martinus fejlagtigt – at eftersom den guddommelige vilje styrer alt, så at selv vore ”hovedhår er talte”, og at end ikke ”den mindste spurv” eller det mindste støvfnug falder til jorden, uden at det er den himmelske Faders vilje og bestemmelse, så vil det være overflødigt og meningsløst at blande sig i denne viljes bestemmelse.

 

For materialistisk indstillede mennesker, som hverken tror på Gud, sjæl, ånd eller udødelighed, men mener at vide, at alt skyldes blinde naturlove og tilfældigheder, vil bøn selvsagt være totalt blottet for mening, al den stund, der ifølge deres opfattelse ikke findes nogen gud til eventuelt at henvende sig til, hvis man skulle komme i den situation at behøve hjælp fra en overjordisk instans.

 

Viden er ikke tilstrækkelig

Imidlertid pointerer Martinus, at viden alene ikke er nogen garanti for en lys og lykkelig tilværelse. Med sin eventuelle viden om naturvidenskabelige årsagssammenhænge, kan man ikke fjerne eller forhindre ulykker og sorger, smerter og lidelser fra menneskers sind. Men bønnen kan derimod udelukke sorgernes og ulykkernes mørke indflydelse på individets sjælelige område, selvom den ikke kan gøre vedkommende immune overfor fysiske smerter og lidelser, som oftest vil være uforandrede, uanset, hvor meget individet beder sig fritaget for disse. Bønnen er heller ikke nogen Aladdin-lampe, siger Martinus, der kan bruges til at bede om begunstigelser, som f.eks. begavelse, sundhed, social eller åndelig position, for sine kære.

 

Den viden, som den fremragende religiøse forsker har tilegnet sig om altets fuldkommenhed, er heller ingen garanti for, at vedkommende ikke kan komme ud for at blive ramt af præcis de samme ulykker, smerter, lidelser og sorger, som de fleste andre mennesker udsættes for i løbet af deres jordiske liv. Årsagen eller grunden til, at viden ikke i noget som helst tilfælde kan forhindre ulykker, sygdomme og sorger fra at ramme et menneske, er i henhold til Martinus, at de nævnte foreteelser på forhånd er skæbnebestemt. Den midlertidige situation, hvori individet befinder sig, hvad enten denne opleves som behagelig eller ubehagelig, som god eller dårlig, er kosmisk set en nødvendighed for det pågældende væsen. På principielt samme måde med et individs begavelse, der som bekendt kan være større eller mindre, men den kan heller ikke fremmes ved at bede om det. Begavelse kan kun erhverves gennem forudgående oplevelse, arbejde og flid, og ikke ad nogen som helst anden vej. Hvis det nemlig ikke forholdt sig sådan, ville bønnen jo udgøre et middel til at opløse og direkte modarbejde den guddommelige verdensplan, og noget sådant er helt udelukket.

 

Man kan heller ikke forhindre for tidlig død, som når f.eks. en moder dør fra sine mindreårige børn, siger Martinus, for den for tidlige død er et resultat og en naturlig konsekvens af en forudgående sammensætning af skæbnematerier, moderen enten i det nuværende eller tidligere liv har afstedkommet gennem en eller flere af de måder, hvorpå hun har handlet. Lad så være, at denne handlemåde er sket på baggrund af uvidenhed, altså på grundlag af mangel på viden og indsigt, men uvidenhed fritager ikke for konsekvenser som følge af skæbneloven, der jo principielt virker som årsagsvirkningsloven. Det samme gælder også barnet eller børnene, som bliver moderløse, og faderen, som bliver enkemand. De involverede parter har hver især udløst de skæbneårsager, enten i det nuværende eller højst sandsynligt i et tidligere liv, som er skyld i, at børnene bliver moderløse og faderen enkemand. Og sket kan ikke gøres usket, uanset hvor meget man så end beder om det.

 

Derfor er det egentlig ikke så mærkeligt, mener Martinus, at mange mennesker opfatter bønnen som totalt værdiløs, nemlig fordi de har oplevet ikke at få deres bøn eller bønner opfyldt af Forsynet. De pågældende mennesker har nemlig sig selv uafvidende bedt om at få opfyldt ønsker eller behov, der strider mod skæbneloven, og måske også mod de almindelige naturlove, hvilket i begge tilfælde vil sige mod den guddommelige vilje. Sådanne bønner kan end ikke Gud opfylde.

 

Bønnen i ”Jesu navn”

Bønnen har, siger Martinus, sin egen struktur, sine egne love og sit eget bestemte formål, og kendskabet hertil er en videnskab for sig. Uden dette kendskab vil man benytte bønnen i situationer og felter, hvor Forsynet har bestemt, at den ikke skal opfyldes. Det, at anvende bønnen til noget andet end denne er beregnet til, kan have alvorlige konsekvenser, f.eks. i form af skuffelse, tvivl og vantro på Forsynets eksistens, hvilket næsten uundgåeligt medfører, at den eller de pågældende bliver gudsfornægtere. At være eller blive gudsfornægter, dvs. være eller blive til en, der benægter Guds eksistens, fører lige lukt i den sorte afgrund, der hedder en materialistisk livs- og verdensopfattelse, hvori troen på døden er herskende. Længere ud i mørket kan det levende væsen ikke komme, end til, hvor samme væsen benægter både Guds og sin egen sjæls eksistens og udødelighed.

 

Men nu er situationen i virkeligheden og heldigvis den, siger Martinus, at både Gud og sjælen eksisterer og besidder udødelighed eller har evigt liv, og bøn og bønhørelse er derfor ikke fantasifostre, men i høj grad realiteter. Den form for bøn, der kan føre til bønhørelse er den, der er i overensstemmelse med verdensaltets ’grundtone’: alkærligheden, der i form af Guds plan, vilje og manifestation netop åbenbarer sig som verdensaltet. Alkærlighed er det samme som uselviskhed, og denne er igen det samme som den ånd, der besjælede Jesus. En bøn i hans ånd eller navn, vil altså sige en bøn, der ikke strider mod alkærlighedens eller uselviskhedens ånd, og den vil derfor altid blive bønhørt og opfyldt. Nemlig fordi den er i kontakt og harmoni med Guds eget ønske og vilje.

 

Der er altså to grundlæggende måder en bøn kan være formet på, nemlig i ”Jesu navn” eller ”Jesu ånd”, hvilket vil sige i uselviskhedens ånd, hvor man siger: ”Fader, ikke min, men din vilje ske!”, hvor bønnen kun er til glæde og velsignelse for alle og til gene og ulykke for absolut ingen, og i ”eget navn” eller ”egen ånd”, hvilket vil sige i selviskhedens ånd, hvor man ønsker sin egen vilje eller sine egne ønsker bønhørt og opfyldt, uanset hvilke følger eller skadevirkninger dette eventuelt kan have for andre. Men, betoner Martinus, det er heldigvis så viseligt indrettet, at kun den første form for bøn har mulighed for at blive bønhørt og opfyldt, medens den sidstnævnte form er ganske virkningsløs.

 

Bønnen ”Fader vor”

Det drejer sig derfor om at få lært at bede i overensstemmelse med ”Jesu navn” eller alkærlighedens og uselviskhedens ånd. Men har det almene kristne menneske da ikke for længst lært dette gennem Jesu egen forskrift på, hvordan en sådan bøn bør formes, nemlig som ”Fadervor”? – Jo, svarer Martinus, de kristne har fået anvist en genial model af den fuldkomne form for bøn, hvori den bedende gør sig til eet med sine omgivelser eller sin næste, henholdsvis når der siges ”vor” og ”os”. Men denne form for bøn omfatter ikke alt det, der hører under de personlige og private ønsker eller behov, der oftest er i forgrunden i det almindelige menneskes bevidsthed. I selvopholdelsesdriftens kamp og kvaler griber også kristne derfor til bønnen som et fortvivlelsens våben eller middel til på mirakuløs måde at kunne afværge de mange mørke foreteelser, deres liv og skæbne ofte er fuld af.

 

Den fordrejning af bønnen ”Fadervor”, som har fundet sted omtrent lige siden Jesus første gang gav sine disciple anvisning på den fuldkomne form for bøn, har sin baggrund i, at den almene kristne opfattelse og indstilling til tilværelsens mørke sider er baseret på troen på, at disse er ”straf” fra Gud for ”synder”, som mennesker har begået, enten enkeltvis eller kollektivt. Gud er i den sammenhæng stadigvæk den ”vrede” Guddom, der ”straffer” og kræver ”ofre” for eventuelt at formildes. Denne guddomsopfattelse er beslægtet med naturmenneskets primitive og endnu uoplyste indsigt i eller forståelse af selve livets struktur. Derfor anskues Guddommen i menneskets skikkelse som et væsen, der besidder de samme egenskaber som mennesket, men blot i overdimensioneret format, og som lever på grundlag af de samme love, som gælder indenfor deres egen primitive bevidsthedshorisont, hvor kampen for tilværelsen er almen lov. Denne lov drejer sig jo om den stærkeres magt og ret, som i stor udstrækning er baseret på at hævne og straffe, begunstige og belønne. For mennesker med en sådan bevidsthed er det vanskeligt eller omtrent umuligt at fatte, at der kan findes et bevidsthedsniveau, hvor hævn, straf og særlig begunstigelse eller favorisering er fuldstændig udelukket, og at kun en fuldkommen uselvisk kærlighed til alle og alt er enerådende.

 

Også almindelige kristne er undergivet denne overtro på en hævnende, straffende og begunstigende Guddom, og den har ikke kunnet aflives til trods for, at Jesus med sit liv og sin død var et levende eksempel på, at en sådan kærlighedsbevidsthed virkelig har eksisteret, en bevidsthed, som i den dybeste fornedrelse og smerte kunne bede for sine smædere og bødler: ”Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør!”

 

Hverken Jesu samtidige eller efterfølgende disciple var i stand til at se og forstå, at den alkærlige Gud åbenbarede sin egen særlige bevidsthedstilstand gennem Jesus, eller at sidstnævnte var modellen for det tilblivende menneske i ”Guds billede efter hans lignelse”, også kaldet ”menneskesønnen”. Der skulle faktisk komme til at gå hen ved nitten århundreder, inden det primitive Gudsbegreb for alvor begyndte at tabe sit tag i menneskers sjæleliv. Men selv i vore dage er der på trods af den omsiggribende sekularisering tusindvis af mennesker ansat som dette Gudebilledes statsautoriserede forkyndere af ”bøn” og ”syndsforladelse”. Følgen er da også blevet, at dette gudebillede efterhånden er trængt i baggrunden til fordel for den elskelige, ”enbårne søn”, der med tiden er blevet tilbedt og hyldet som menneskenes ”frelsermand”. Enhver bøn til Guddommen i ”Jesu navn” mente man måtte være nok til at fjerne alle mørke skygger og hindringer på menneskenes vej til Himmeriges rige. I henhold til Martinus er denne form for bøn imidlertid kun bønnens ”fostertilstand”.

 

Denne situation, hvor den elskelige søn mere eller mindre har overtaget den mærkelige Faders domæne, er i henhold til Martinus et resultat af verdensgenløsningen, nemlig i form af ”frelsen” ved ”nåden” eller Guddommens ”forsoning” igennem Jesus Kristus. Gennem forestillingen om, at synderne kunne forlades via angeren og troen på og deltagelsen i nadverens sakramente, hvorved man kom i yndest hos Guddommen, mente man at kunne blive fritaget for den guddommelige gengældelse og på den måde få bragt sin dårlige samvittighed ud af verden. Dette gjaldt imidlertid kun for de troende, medens de ikke-troende eller alle dem, der ikke er i stand til at tro, ikke kan få del i ”nåden” og derfor er ”fortabte” og må se sig forvist til evigt at skulle martres af de lidelser og besværligheder, som er en følge af deres ”syndefulde liv”. Den kirkelige kristendom er i virkeligheden så streng, at den mener alle ikke-troende og vantro er hjemfaldne til Guds ”straf” i form af en evig fremtid og martring i ”Helvede”s luer, hvor der er ”gråd og tænderskæren”.

 

Frelsen ved gerninger

Men Martinus fremhæver, at verdensgenløsningen primært i form af ”den ny Verdensimpuls” har et endnu større formål end blot at skulle hjælpe de troende, selvom det er nok så guddommeligt, at genløsningen på et tidspunkt, hvor trosevnen var kulminerende i bevidstheden hos det store flertal af mennesker, frembragte en foreteelse som ”den guddommelige suggestion”, der åndeligt kunne vejlede og hjælpe ulykkelige og angrende mennesker til at få fred og ro i sindet, således at de blev i stand til at leve og virke i den ikke sjældent besværlige og kvalfulde hverdag.

 

Menneskene var på den tid ikke modnede – og er det til dels endnu ikke – til at fatte og forstå, at Jesu være- og handlemåde fra Guddommens side i virkeligheden var et forbillede eller en model for, at man skulle stræbe efter at udvikle samme være- og handlemåde hos sig selv og ad den vej på naturlig måde gøre sig fortjent til at komme i Guds eller Himmerigets rige som et resultat af egne gerninger og af egen flid. Men det er lige præcis det, der er den ny verdensgenløsnings formål, nemlig at gøre begribeligt for mennesker, der har mistet evnen til at tro eller som er vantro, at altet er udtryk for et guddommeligt væsen, der både er alvis, alkærlig og almægtig.

 

En væsentlig del af problemerne omkring tro og ikke-tro skyldes ifølge Martinus, at den tiltagende udvikling af intelligensevnen er på kollisionskurs med de traditionelle religiøse dogmer, og det er denne omstændighed, der er grobund for vantroen. Intelligensen er foreløbig udviklet nok til at se, at der er et skærende misforhold mellem de religiøse dogmer og virkelighedens verden, som med dens sygdomme, genvordigheder og fattigdom står i et skærende kontrastforhold til den pragt og rigdom, der ikke sjældent demonstreres i kirkerne. Men intelligensen er endnu ikke tilstrækkelig udviklet til, at de ikke-troende og vantroende kan fatte og forstå de virkelige religiøse problemer eller livets største og evige fakta. Disse er efterhånden trængt i baggrunden til fordel for de mange livsbetingende og almindelige hverdagsproblemer, som individet erfaringsmæssigt magter at afklare og løse med sin intelligens. Resultatet af den almindelige intelligensudvikling bliver og er i første omgang blevet, at den mentale indstilling hos individet er blevet en fremtrædende gudsfornægtelse og som en følge deraf en ofte stærkt dominerende materialistisk livs- og verdensanskuelse, hvor moralen er, at ”enhver er sig selv nærmest”.

 

Men den skitserede situation skal ikke opfattes som nogen permanent tilstand, hævder Martinus, for den udgør lige præcis modsætningen til det virkelige livsfacit, der er udtrykt i og med ordene: ”Enhver er sin næste nærmest”. Og da denne moralopfattelse, hvis motto kan siges at være, at ”enhver er sig selv nærmest”, ligger til grund for de fleste nutidsmenneskers dispositioner og handlinger, kommer disse før eller siden til at kollidere med de love, der betinger jordmenneskehedens fremtidige fuldkomne fred og lykke. Kollisionen viser sig skæbnebestemt i form af fysiske og mentale sygdomme, utroskab, ulykkelig kærlighed, skilsmisser og mislykkede parforhold, sociale og økonomiske problemer og besværligheder, revolter og krige, som langt overstiger, hvad mennesker kan løse og afhjælpe med deres større eller mindre intelligens. Intelligensevnen må derfor i stor udstrækning siges at være magtesløs og utilstrækkelig i menneskenes forsøg på at skabe den sande lykke, siger Martinus. (18) 

 

En fuldkommen ærlig stræben efter total uselviskhed og absolut sandhed i alle livets forhold, er ifølge Martinus den eneste sikre vej til opnåelsen af varig fred og lykke for den enkelte såvel som for jordmenneskesamfundet som helhed. Denne stræben kan understøttes og styrkes gennem daglig brug af bønnen ”Fadervor”, sådan som denne analyseres og forstås på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser. Derigennem vil den enkelte kunne opleve at føle sig inddraget i Guddommens egen højeste bevidsthedssfære, som er en strålende kærlighedsild, der gennemstråler alt og alle uden nogen som helst undtagelse. Det er kun egoisme, selvretfærdighed og forfængelighed, der kan udelukke et menneske fra denne oplevelse af samhørighed og enhed med det guddommelige alvæsen, det vil sige, oplevelsen af, at ”Jeg og Faderen, vi er ét”.

 

Bønnens ”voksne” stadium og ’teknik’

Under bønnen kan individet opleve, at intuitionen træder i funktion, nemlig i form af en direkte følelse af Guds nærvær som den altgennemtrængende, allestedsnærværende og altbeherskende, majestætiske kraft og første årsagsløse årsag. Bønnens egentlige og sande mission er da også, fremhæver Martinus, at være udtryk for ”en levende daglig samtale eller korrespondance med Guddommen.” I denne form er bønnen udtryk for sit ”voksenstadium”, hvori livet og verden opleves som et guddommeligt under og eventyr, og højere kan det jordiske menneske foreløbig ikke nå i sin erkendelse.

 

Men det er vigtigt at forstå og gøre sig klart, siger Martinus, at al korrespondance eller samtale med Guddommen foregår igennem levende væsener, i den fysiske verden såvel som i den åndelige verden. Det hænger sammen med den omstændighed, at heller ikke Guddommens bevidsthed kan fungere uden sanse- og manifestationsorganer, og disse udgøres netop af alle levende væsener, store som små. Uden sådanne væsener som mellemled ville en hvilken som helst kontakt med Guddommen være umulig og udelukket. Men det er så hensigtsmæssigt indrettet i den evige verdensorden, at vi ikke kan sanse eller opfatte alle de væsener, Guddommen eller Forsynet benytter som mellemled mellem sig og os. Hvis ikke det havde været indrettet sådan, ville vi have taget fejl af disse væsener og Guddommen, på samme måde som mennesker på primitive udviklingsstadier tager fejl af de levende væsener og Guddommen, og tror, at de levende væsener, hvad enten disse er venner eller fjender, er én ting, fordi de er fysisk synlige og Guddommen en anden ting, fordi denne er usynlig. Som usynlig må Gud derfor befinde sig eller bo ”et andet sted”, og dette ”sted” betegner man som ”Himmelen”.

 

Men, siger Martinus, hvis det havde forholdt sig sådan, at de ovennævnte mennesker fysisk havde kunnet se dette ”andet sted”, ville de have set og oplevet, at dette er lige så befolket med levende væsener, som tilfældet er med deres egen verden. Det ville have medført, at Guddommen også her måtte blive borte i den vrimmel af liv eller levende væsener, som er det eneste, man ville kunne have fået at se. På den måde ville de nævnte væsener aldrig nogensinde kunne komme til at opleve nogen Guddom, for alt ville kun fremtræde som ”medvæsener” og ”ting”, uanset hvor opmærksomheden end blev rettet hen.

 

Imidlertid er det i henhold til Martinus så viseligt indrettet, at verdensaltet for ethvert levende væsens sanseevne urokkeligt fremtræder i to afsnit, nemlig dels som et synligt område og dels som et usynligt område. Derved er det muligt for det levende væsen at frigøre sin sanseevne og tanke fra det synlige afsnit, hvilket vil sige fra medvæsenerne og tingene, og i stedet rette opmærksomheden mod det usynlige afsnit, som er noget helt andet end væsener og ting. Alt det usynlige i verdensaltet udgør nemlig tilsammen et ”noget”, for hvilket alt det ”synlige” udgør redskaber, og alt synligt er derfor manifestationen eller åbenbaringen af det ”usynlige”, som udgør ”et tænkende og viljeførende noget”, hvilket vil sige Gud eller Guddommen, og det er fornemmelsen af dette ”noget”, der danner grundlaget for de levende væseners religiøsitet og Gudsforhold. Men, siger Martinus, dette Gudsforhold ville aldrig være blevet til virkelighed eller oplevelse, hvis ikke netop væsenernes sanseevne var blevet begrænset på en sådan måde, at en del af verdensaltet med dets myriader af levende væsener og ting var blevet usynliggjort. Hvis ikke det havde været tilfældet, ville verdensaltet udelukkende fremtræde som en mangfoldighed og et mylder af væsener og ting. Men i og med usynliggørelsen af en del af verdensaltet opstår muligheden eller evnen til at se mangfoldigheden og mylderet som udtryk for et viljeførende usynligt Noget, der udgør en enhed med samme grundanalyse som det levende væsen. Gud er altså et levende væsen, men vel at mærke et højeste alvæsen, eller en højeste enhed, i hvilken alt og alle udgør underordnede holistiske dele. Det er til dette højeste væsen, man bl.a. kan henvende sig i bøn.

 

Guds udstrakte hånd

Konkluderende kan det fastslås, at Martinus opfatter bønnen ”Fadervor”, som verdensgenløsningens udstrakte hånd for at hjælpe det jordiske menneske gennem en vanskelig fase i dets udvikling fra dyr til rigtigt menneske. Denne bøn er en kosmisk bøn, der er i fuldstændig kontakt med det, den guddommelige vilje selv ønsker gennemført af hensyn til gudesønnens eller menneskesønnens egen indstilling til verdensaltet, livet og Guddommen. Derfor indledes denne bøn med ordene: ”Fader vor, du som er i Himlene, helliget være og blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje, som i Himlene, således også på jorden”, og efter at have bedt om at blive fritaget for vores skyld, som vi fritager vore skyldnere, og om ikke at lade os lede i fristelse til at handle imod det, vi godt ved er det bedste for både os selv og andre, slutter bønnen med at konstatere: ”Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Amen.”

 

Som det indirekte fremgår af ”Fadervor”, kan man ikke blive fritaget for sin skyld, dvs. sin skæbnegæld, på anden måde, end ved selv at fritage andre for deres skyld eller skæbnegæld til os. Det vil sige, ved at tilgive andre, hvad ubehageligt eller ondt, de måtte have tilføjet os, idet vi jo selv hver især er vor egen skæbnes dybeste ophav, og ”de andre” kun udgør redskaber til udløsningen af de virkninger, vi selv er årsag til. Men der er her tale om en proces, som kræver tid for at kunne fuldbyrdes, og som det ifølge Martinus tilmed kan tage indtil flere liv at afstedkomme. Men grundprincippet i at sikre sig en fremtidig god skæbne er Jesu råd om, at være og gøre mod andre, som vi vil, at andre skal være og gøre mod os.

 

At bede om, at Guds vilje, der er den bedste, fordi den overskuer og tager hensyn til de første årsager og de sidste virkninger, skal ske her på jorden, som i Himlene, er jo blot at bede om, at fremme udviklingen hen mod det rigtige menneskerige”s, Gudsrigets, oprettelse på jorden. Begrebet ”Himlene” definerer Martinus som et sammenfattende udtryk for de åndelige riger, han i sin kosmologi kalder for Det rigtige menneskerige, Visdomsriget, Den guddommelige verden og Salighedsriget, og hvori uselviskheden og næstekærligheden er dagligdags selvfølgeligheder, mens begrebet ”jorden” omfatter planteriget og dyreriget, hvor især det sidstnævnte er undergivet de vilkår og lovmæssigheder, der er karakteristiske for kampen for tilværelsen. Det almene jordiske menneske henhører endnu i stor udstrækning under det, Martinus forstår ved begrebet dyreriget. Jesus var og er foreløbig den fornemste repræsentant for det kommende jordiske rige, nemlig den fysiske del af Det rigtige menneskerige, som udviklingen sigter imod efterhånden at manifestere her på jorden.

 

Til slut i bønnen at samstemme i, at riget, magten og æren tilhører og alene er Guds, er jo kun at forstå og acceptere, hvad der er kosmisk virkelighed, thi ”riget” er verdensaltet, som er Guds psykofysiske organisme med dens myriader af levende væsener, og hvis lovmæssigheder og livsprocesser er underlagt Guds almagt. Derfor tilkommer æren for alt, hvad der eksisterer og lever alene Gud, hvorfor bønnen afsluttes med et ”amen”, som er hebraisk og betyder ”sandelig”, altså at udsagnet er sandt eller i overensstemmelse med virkeligheden. (19)

 

© November 2011 Harry Rasmussen. Revideret af forfatteren i februar 2022.

 

*******************