eller virkelighed?

Men er det mon science fiction eller hvad, når det hævdes, at hjernen vil være i stand til at udvikle større kvalitative hjernefunktioner? I monsterlitteraturen og i science fiction-filmene og aliens-filmene har man set individer med forstørrede hoveder, som angiveligt skyldtes en større hjernekapacitet i forhold til, hvad tilfældet er for almindelige jordiske mennesker. Men så vidt vil det vel næppe komme, for i så fald kan man jo nemlig også undre sig over, om nogen forestiller sig, at mennesker med kæmpehoved skulle kunne fødes af en nutidig kvindelig organisme, sådan som denne anatomisk set er indrettet og har været det stort set gennem hele menneskehedens historie.

Det er imidlertid en kendsgerning, at hjernen i evolutionens løb har udviklet sig fra at være meget primitiv til foreløbig at blive et avanceret og kompliceret organ for en ligeledes relativt avanceret form for bevidsthed. Men i nyere tid mener eksperter, at hjernen så at sige ikke er et færdigt, men tværtimod et levende organ, som rummer potentielle muligheder for videreudvikling. Den opfattelse deles som nævnt også af Martinus, hvilket umiskendeligt fremgår af følgende citat:

(Citat) Da individets hjerneorgan med udviklingen forandrer sig, således at det efterhånden bliver i stand til at modtage tankebilleder af større og større styrke, bliver det også i stand til at modtage den lyse udstråling af skabeprincippet i tilsvarende større og mere forfinede former for tankebilleder. (Citat slut) (9)

9. Livets Bog, bind 1, stk. 51. Vedr. begrebet ”den lyse udstråling fra skabeprincippet”, se Livets Bog I, 2. kap.: Det guddommelige Skabeprincip, plus Symbol nr. 1: Jordklodens kosmiske stråleglans, samt Symbol nr. 2: Skabeprincippets Impulser. Jordklodens kosmiske stråleglans:

http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-27/, samt Symbol nr. 2: Skabeprincippets Impulser: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-1/ - Det skal bemærkes, at de her nævnte symboler i Livets Bog I har fået andre numre i symbolværket Det Evige Verdensbillede og dermed også på hjemmesiden http://www.martinus.dk/. Symbol nr. 1. har fået nr. 27 og symbol nr. 2 har fået nr. 1.

Af citatet fremgår det tydeligt, at Martinus er af den opfattelse, at den menneskelige hjerne har en latent kapacitet til udvikle sig mere, end til den status, den har i nutiden. Men deraf synes det også indirekte at fremgår, at hjernen generelt set udvikler sig mere eller mindre konstant som følge af den store intelligens- og erfaringstilvækst, der stort set hele tiden foregår og som formentlig især vil komme til at foregå i fremtiden. Det er der i hvert fald indikationer på. Den opfattelse støttes indirekte af moderne neuropsykologer og psykologer, som f.eks. psykolog og adjunkt Erik Hoffmann, som i en årrække har interesseret sig for og studeret hjernens funktioner. I hans tilfælde er der virkelig tale om et seriøst forsøg på at forene moderne hjerneforskning med spiritualismens opfattelse af hjernen. Erik Hoffmann knytter i sin forskning fordomsfrit an til den forståelse af den menneskelige bevidsthed, som man bl.a. finder i klassisk indisk filosofi og psykologi, måske især i Shankar Acharyas Advaita Vedanta, og derfra er der ikke langt til den grundlæggende psykologiske indsigt, som findes i Martinus' kosmologi.

I principiel overensstemmelse med Martinus opfattelse af hjernen, mener Erik Hoffmann, at mennesket er ved at udvikle en ny hjerne, i den forstand, at det drejer sig om en udvikling af den forreste del af hjernen, mere præcist af de såkaldte frontallapper, der rummer de potentielle muligheder for udvikling af, hvad Hoffmann betegner som en helt ny hjerne. Ifølge ham har mennesket i forvejen tre hjerner, som ligger ovenpå hinanden i den rækkefølge, de er bygget op gennem menneskehedens udvikling, ligesom han skelner mellem den gamle og den nye hjerne. Den evolutionært set yngste del af hjernen betegner hjerneforskerne som neocortex, som de såkaldte frontallapper er en del af. Neocortex findes hos alle pattedyr, men er mest udviklet hos mennesket, og eftersom den rummer et stort potentiale for videreudvikling i form af opbygningen af nye nervetråde (dendritter) og nerveforbindelser (synapser), karakteriserer Hoffmann den som ”hjernens uland”. Den såkaldte gamle hjerne rummer de såkaldte parietallapper (isselapper), og disse er hos de fleste mennesker mere aktive, end tilfældet er med den nye hjernes frontallapper.

I øvrigt synes Erik Hoffmann indirekte at bekræfte Martinus’ påstand om, at hjerneorganet efterhånden vil blive sat i stand til ”at modtage den lyse udstråling af skabeprincippet i tilsvarende større og mere forfinede former for tankebilleder.” Det sker i forbindelse med hans besvarelse af spørgsmålet om, hvad der er det bedre ved den nye hjerne. Herpå giver Hoffmann bl.a. følgende svar:

(Citat) Det er, at vi bliver bedre mennesker. Vi bliver mere humane. Det er resultatet af mere udviklede pandelapper og bedre balance mellem de to hjernehalvdele.” (Citat slut) (10)

10. Lars Borking: Mennesket er ved at udvikle en ny hjerne. Dagbladet Information, den 28. maj 2010. Artiklen kan, i hvert fald indtil videre, søges på nettet under navnet Erik Hoffmann.

Måske burde man her nok korrigere ”Det er resultatet af mere udviklede pandelapper og bedre balance mellem de to hjernehalvdele”, for årsagssammenhængen må vel være den omvendte, nemlig at de ”mere udviklede pandelapper og den bedre balance mellem de to hjernehalvdele” er resultatet af at vi bliver bedre og mere humane mennesker.

Men en kendsgerning er det i hvert fald, at de to hjernehalvdele, venstre- og højre halvdel, samarbejder, idet de deler overordnede funktioner mellem sig. Venstre hjernehalvdel svarer for de verbale, sproglige og analytiske funktioner, mens højre hjernehalvdel svarer for det visuelle, rumlig opfattelse og følelser. Motorisk set er situationen den, at de motoriske nervebaner fra venstre hjernehalvdel krydser over til og dirigerer højre kropshalvdel, og højre hjernehalvdel krydser over og dirigerer venstre kropshalvdel.

Ifølge Hoffmann har de mennesker, der har en bedre balance mellem den nye og den gamle hjerne, en større empati og oplever sig ikke som adskilte enkeltindivider, men i højere grad som dele af en større og kærlig helhed og som samhørige med alle andre levende skabninger. Han mener derfor, at det er den højre hjernehalvdel, der gør os til mennesker, og at det er via denne, at mennesker får kontakt til kreativitet og det spirituelle, samtidig med følelser af kærlighed, glæde og sindsro, samt følelser af enhed og samhørighed med altets højeste væsen og med alle levende væsener. Vedrørende udsagnet om, ”at det er den højre hjernehalvdel, der gør os til mennesker osv.”, mener jeg, at Hoffmann igen gør sig skyldig i en forveksling mellem årsag og virkning. Højre hjernehalvdel udgør – i principiel lighed med venstre hjernehalvdel – ’kun’ et interaktivt organ mellem den fysiske organisme og den bagved værende åndelige personlighedsstruktur.

Kundalinirejsning

Begrebet og udtrykket Kundalinirejsning hænger sammen med klassisk indisk filosofis opfattelse af, hvilke kræfter det er, der bevirker, at mennesker i form af enkeltsjæle (atman) under dyb meditation kan få spirituelle oplevelser af højeste lykke og fred og samhørighed med det supersjælelige (Brahman). Begrebet og ordet Kundalini, som betyder slange, refererer til urkraften i mennesket, det der i Martinus’ kosmologi svarer til den seksuelle urkraft, det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling. Denne kraft forestiller man sig billedligt som en slange, der ligger sammenrullet i nervecentret, som har sin beliggenhed i korsbensregionen i den nedre del af kroppen. Men – og det er det vigtige i denne forbindelse – der er ikke tale om den fysiske krop, men derimod om det psykiske legeme, også betegnet som dubletten, finstofkroppen eller koblingslegemet. Sidstnævnte gennemvæver så at sige den fysiske krop, således at de forskellige kropsdele, organer og funktioner svarer til hinanden. Ideen og hensigten er nu, under meditation at vække kundalinikraften (slangen) og få den til gradvist at stige op gennem rygradens forskellige centrer, hvoraf der i alt er syv, men alle vel at mærke placeret i det finstoflige legeme. Hensigten er, at få kundalinikraften til at stige helt op til det højeste center, som befinder sig i hjernen i det område, der kaldes koglekirtlen (glandola pinealis). Dette møde opleves subjektivt som en forening af enkeltsjælen (atman) med alsjælen (Brahman), eller som vi ville sige, som en forening mellem individets bevidsthed og det guddommelige. Dette møde kan ikke beskrives med ord, men må opleves, for at man skal have nogen mulighed for eventuelt at kunne forstå, hvad der er tale om. (11)

11. Se f.eks. artiklerne 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, og 4.06. Er sjælen en hallucination? – om visse hjerneforskeres syn på fænomenerne bevidsthed og sjæl. – Vedr. den seksuelle polforvandling, se f.eks. H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’. - Vedr. de syv nervecentrer, som på sanskrit kaldes chakras, så er disse følgende: 1. Muladhara chakras, som i opstigende rækkefølge er lokaliseret mellem anus og urinrørets udløb, men vel at mærke i finstoflegemet, hvilket også gør sig gældende for de følgende centrer: 2. Swadhistana chakra, 3. Manipura chakra, placeret i navleområdet, 4. Anahata chakra i hjerteområdet, 5. Visuddha chakra i halsregionen, 6. Ajna chakra i panden mellem øjenbrynene og lige over næseroden, og 7. Sahasrara chakra, som er lokaliseret i hjernens koglekirtel (glandola pinealis), men altså vel at mærke i finstoflegemet. – Vedr- kundalini-kraften, se f.eks. også artiklen 4.69. Hjernen – den store gåde - naturvidenskabelige analyser af hjernen og Martinus’ kosmiske analyser af samme.

Men i øvrigt finder denne såkaldte Kundalinirejsning i virkeligheden også sted i løbet af menneskets psykobiologiske udvikling (evolution), og det er denne udvikling, Martinus betegner som den seksuelle polforvandling. Martinus forholder sig dog ikke direkte til de nævnte centrer, men der er ingen tvivl om, at han gør det indirekte, hvilket turde fremgå af konteksten i hans kosmologi. Men man vil umiddelbart kunne sammenholde kundalinikraften, som ligger oplagret i korsbenscentret med urkraftens eller den seksuelle krafts såkaldt ordinære pol, som for mandens vedkommende er den maskuline pol og for kvindens vedkommende den feminine pol, og som for både mandens og kvindens vedkommende er forbundet med det emotionelle polorgan. Modsat kan den seksuelle krafts såkaldt ekstraordinære og i en vis forstand og indtil videre ’sovende’ pol sammenlignes med den del af urkraften, der befinder sig i det højeste center i hjernen og som for mandens vedkommende er den feminine pol og for kvindens vedkommende den maskuline pol, og som for begges vedkommende er forbundet med det intellektuelle polorgan. Det er ved de to polers og polorganers møde, at blandt andet den ovenfor nævnte oplevelse finder sted, først glimtvis og senere som permanent oplevelse. (12)

12. Se evt. artiklerne H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”, og H1-11. Emotionel og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme.

Imidlertid fremgår det ikke af det interview i avisen Information for 28. maj 2010, som mine oplysninger om Erik Hoffmann og hans forskning baserer sig på, om han har klart for sig, at kundalinikraften ikke primært har direkte med det fysiske legeme at gøre, men derimod i hovedsagen med det psykiske legeme. Det sidstnævnte omtales heller ikke direkte, men det er formentlig underforstået. Derimod forekommer det mig nok så mærkværdigt, at Erik Hoffmann slet ikke omtaler eller nævner, hvad han forstår ved den menneskelige personlighed, hvorfor man meget nemt kan få opfattelsen af, at han identificerer denne med det fysiske legeme og den fysiske bevidsthed. Altså som om det er disse to sidstnævnte instanser, der så at sige er de afgørende og som har oplevelserne. Hoffmann nævner derimod de tre bevidsthedsgrader eller stadier: Den dybe søvn, drømmesøvnen, den vågne tilstand samt den højere bevidsthed. Den sidstnævnte synes at skulle forstås i lighed med det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. Men det må formentlig forstås sådan, at individet eller personligheden, som oplever disse bevidsthedstilstande, er implicit indeholdt og forudsat i Hoffmanns betragtninger. Det må man i hvert fald kunne tillade sig at gå ud fra.

Nu er der selvfølgelig stor forskel på udtalelser, der er fremsat i et avisinterview, og så f.eks. de dybdegående og detaljerede analyser af individet og dets personlighed, som man finder i Martinus’ kosmologi. Heri er rollefordelingen mellem det fysiske legeme med dennes hjerne- og nervesystem og den bagved værende overfysiske psykiske struktur klar og utvetydig, nemlig i form af det treenige princips tre instanser: Jeget, bevidstheden og organismen, som også kan betegnes som Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, og desuden som henholdsvis skaberen-opleveren, skabe- og oplevelsesevnen og det skabte-oplevede. (13)

13. Se evt. artiklerne 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set, og H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.

Martinus’ personlighedsmodel

For at give læseren en kortfattet oversigt over, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi mere præcist skal forstås ved et levende væsen, vil det her vedføjede diagram kunne give en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, samt disse instansers relation til det fysiske legeme:

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C’ = det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C = det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C’ = det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for princippet ”organismen”

4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C = ”psyken” eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C’ = den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur. - Ó Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

Ovenstående diagram er med andre ord identisk med den ’komplette’ kosmologiske personlighedsmodel, sådan som denne er forelagt i og med Martinus’ kosmologi. Men dermed er ikke alt sagt om, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi kan og skal og bør forstås ved personlighedsmodellen eller ”det levende væsen”. Der hører andet og mere til en fuldstændig forståelse af denne, som f.eks. at det objektive grundlag for det levende væsens tanker, følelser og handlemønster, kort sagt dets livsoplevelse i det hele taget, er det psykiske kraftfelt, forkortet betegnet som P-kraftfeltet. Det er indenfor rammerne eller grænserne af dette, at al sansning og manifestation foregår, dels når individet befinder sig i den fysiske verden og dels også, når det opholder sig i den åndelige verden. Dertil kommer blandt andet også den store og overordnede rolle, som det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling kosmisk set spiller for individet. (14)

14. Vedr. det psykiske kraftfelt, se f.eks. artiklen H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II). – Se evt. også artiklen 4.09. Sjæl og legeme – om hjerneforskeres reduktionistiske opfattelse af relationen mellem ånd og materie.

Vedr. hjerne, bevidsthed og personlighed kan generelt henvises til Artikler med emner vedr. hjernedebat – Vedr. de erkendelsesteoretiske aspekter i forholdet mellem hjerne og bevidsthed kan i øvrigt henvises til følgende relevante artikler her på hjemmesiden:

H1-25. Tillæg. 1. kapitel: Introduktion til erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi,

H1-26. Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I),

H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II),

H1-28. Tillæg. 4. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (III), og

H1-29. Tillæg. 5. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (IV).

– Vedr. de såkaldt parapsykologiske eller paranormale oplevelser, se f.eks. artiklerne 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, og 4.06. Er sjælen en hallucination? – om visse hjerneforskeres syn på fænomenerne bevidsthed og sjæl.

*******************