Tragedien på

Den norske ø Utøja

22. juli 2011

 

Efter at den tidligere gengivne artikel ”Tror du på Gud?” blev skrevet, ville skæbnen, at der om formiddagen fredag den 22. juli 2011 udspillede sig et forfærdende og tragisk drama i Norges hovedstad, Oslo, og især på øen Utøja i Oslo Fjord. Førstnævnte sted blev en kraftig bilbombe bragt til sprængning klos op af Norges statsministerium, som var så kraftig og voldsom, at bygningen tog betydelig skade, mens flere omliggende ejendomme fik blæst ruderne ud. Men værre var det, at 7 mennesker omkom og et ukendt antal blev sværere eller lettere såret. Senere afgik en af de sårede ved døden, således at de dræbtes antal udgjorde 8 personer. Men nok så slemt, uhyggeligt og tragisk var det, der skete senere på dagen på øen Utøja, hvor norsk socialdemokratisk ungdom afholdt et flerdages stævne. En senere navngivet mand gik i land fra færgen og fortsatte med at gå omkring på øen, hvor han koldblodigt dræbte den ene unge pige og unge mand efter hinanden, unge på omkring 15-20 år, alt imens der opstod panik blandt de skrigende unge, som forsøgte at værge for sig eller flygte og gemme sig. Men selvom det lykkedes for en del af de unge at skjule sig for drabsmanden, endte hans blodige fremfærd alligevel med 65 dræbte. Og dermed et forfærdende totalt antal døde på 73, for det viste sig at være den samme mand, en 32-årig nordmand, der også stod bag attentatet på statsministeriet. Mandens navn og baggrund blev senere offentliggjort, og det viste sig, at han tilhørte den bedre middelklasse og at han var en fanatisk modstander af marxisme og islamisme, som han angiveligt ville bekæmpe, om nødvendigt med vold og krig. I hans anspændte fantasi repræsenterede det norske socialdemokrati – i øvrigt sammen med socialdemokratierne i Sverige og Danmark – den totalitære marxisme og den grænseløse tolerance overfor muslimske indvandrere, som han frygtede for ville islamisere de nordiske lande. Det siger noget om proportionsforvrængningen i morderens sind, når han identificerede de unge og sikkert idealistiske norske socialdemokrater som værende nogle af de fjender, han i sin koldblodige kynisme mente det nødvendigt at udrydde.

 

Her vil jeg dog ikke gå i yderligere detaljer med den nævnte tragedie, kun nævne, at den naturligvis affødte et stort traume blandt de unge, der havde overlevet den grusomme og meningsløse udåd, ligesom den selvfølgelig medførte dyb sorg og stor smerte hos de dræbte unges forældre, familie og venner. Det var derfor også forventeligt og forståeligt, at der – som altid i den slags situationer – rejste sig et stort spørgsmål om HVORFOR? og følgespørgsmålene: ”Hvor var eller er Gud henne i en sådan situation?” eller ”Hvis Gud findes, hvorfor greb han så ikke ind imod denne meningsløse og uretfærdige vold og grusomhed?”

 

Det er jo forståeligt, at sådanne spørgsmål uvilkårligt rejser sig under indtrykket af så uforståelige og ondsindede handlinger, som den nævnte unge mand bragte til udførelse den skæbnesvangre dag. Mange mente, at manden måtte være sindssyg, siden han så koldblodigt kunne foretage de mange henrettelser, og tilsyneladende uden at føle hverken afsky eller anger. Efterfølgende er han derfor blevet underkastet psykiatriske undersøgelser, hvoraf den første bedømte ham som psykisk afvigende, hvilket betød, at manden var uegnet til almindelig straf, hvorfor tidsubestemt forvaring på et psykiatrisk hospital kunne komme på tale. Den næstfølgende psykiatriske undersøgelse fastslog imidlertid, at manden ikke var sindssyg, hvorfor han ville være egnet til at gennemgå en retssag med efterfølgende dom, formentlig for planlagt og overlagt mord. Selv fastholdt manden, at han ikke er sindssyg og at han stod fuldt og fast ved sine gerninger, som han tilmed karakteriserede som ikke kun berettigede, men nødvendige som et modtræk mod den socialistisk inspirerede multikulturelle orientering og islamisering, der efter hans opfattelse var ved at ændre samfundsforholdene i Norge. Han opfattede angiveligt sig selv som en slags avantgardistisk befrier og sin mission som et korstogsprojekt.

 

I den forbindelse kunne det derfor være interessant at vide, hvordan den nævnte mand og hans handlinger tager sig ud, når han og de bedømmes på grundlag af Martinus’ såkaldte kosmiske analyser over ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”.  Under bevidsthedstyperne opererer Martinus med to hovedgrupper, nemlig Gruppe A og B, og begge grupper inddeles endvidere i tre kategorier, hver især med flere underafdelinger, som der dog ikke vil være grund til at komme nærmere ind på her. For begge grupper gælder det, at Første kategori er karakteriseret ved balance mellem følelse og intelligens, Anden kategori ved for stærkt udviklet følelse i forhold til intelligensen, mens Tredje kategori er præget af for stærkt udviklet intelligens i forhold til følelsen.

 

Nu skulle man i henhold til det principprogram, som den omtalte mand har udarbejdet skriftligt i form af et detaljeret manifest, umiddelbart tro, at manden har mere intelligens end følelse. Vurderet på grundlag af Martinus analyser over bevidsthedstyperne, er dette imidlertid næppe tilfældet, for så vidt jeg er i stand til at bedømme, må vedkommende høre ind under Tredje afdeling i Anden kategori i Gruppe A, som jo er karakteriseret ved for stærkt udviklet følelse i forhold til intelligens. Bag den nævnte mands ordrige og logisk fremstillede skriftlige redegørelse for sine motiver til de grusomme drab, ligger nemlig i virkeligheden et dybt had og en nærmest fanatisk aversion imod de politiske og kulturelle tendenser og forandringer, som han havde udset det til sin magtpåliggende opgave at ville forhindre, om nødvendigt ved brug af våbenmagt og under kynisk tilsidesættelse af, at det var ganske unge og i den sammenhæng helt uskyldige mennesker af begge køn, det gik ud over. For forståelsens skyld skal jeg her tillade mig at citere følgende uddrag fra Martinus’ beskrivelse af den nævnte kategori og afdeling:

 

(Citat) 127. Tredje afdeling. Væsenerne indenfor denne afdeling udgøres af sådanne individer, gennem hvilke de yderste konsekvenser af et for stærkt udviklet følelsesliv i forbindelse med et for lidt udviklet intelligensliv kommer til manifestation eller udtryk. Disse væsener repræsenterer altså de største fremtrædende grader af et uintelligensmæssigt forestillingsliv og kommer derved i virkeligheden til at fremtræde i tilværelsen som ”fantaster”. I kraft af deres stærkt overreligiøse natur har lidt af vibrationerne eller kræfterne fra den ny Verdensimpuls været i stand til at bane sig direkte vej til deres bevidsthed. Dette har så igen givet sig udslag i, at disse væsener på egen hånd, trods manglende intuition og klarsyn, har begyndt at danne sig nye forestillinger eller begreber om tilværelsen, har begyndt at danne sig nye formentlige idealer. Men da de pågældende væsener jo ikke er rene, men har i sig visse former for ærgerrighed, selviskhed o.s.v., bliver resultatet af deres berøring med de førnævnte kræfter præget af denne deres lavere eller ufærdige natur. De mest fremtrædende af disse fantaster kommer undertiden til at danne sekter eller religiøse sammenslutninger, hvis grundlag altså udgøres af deres mere eller mindre fantastiske forestillinger. Sådanne væsener kan ofte blive så meget vildledt af deres alt for produktive forestillingsliv, at de til sidst tror på sig selv som sande ”verdenslærere”, ”Ny Messias’er”, ”reformatorer” o.s.v. Da disse væsener virkeligt og ærligt nok har sat sig jordmenneskehedens højnelse og idealisering som mål, kan de i mange tilfælde og i sådanne perioder, hvor det ikke er ærgerrighed, men sand pligtfølelse og sympati, der inspirerer dem, virke samfundsgavnligt eller skabe en vis form for åndelig stimulering af deres omgivelser. Ja kan endog under visse for dem gunstige forhold få tusinder af tilhængere. Men da det netop ikke altid er sympati eller pligtfølelse, men derimod hovedsageligt de lavere eller ufærdige naturer, der har overtaget i samtlige væseners bevidsthed, vil man i tilsvarende grad blive vidne til, hvorledes de igennem deres lære, ideer og forestillinger giver udtryk for jalousi eller intolerance mod anderledes tænkende væsener eller mod andre sektdannere, fra hvis side de frygter konkurrence og underminering. Og de førstnævnte væsener kommer da også til i samme grad, som denne deres intolerance kommer til udløsning, at virke samfundsskadeligt og bliver lette at skelne fra den form for reformatorer, der har delvis indvielse eller er hjemmehørende i den store fødsels forgård, eller fra de virkelige verdensgenløsere eller Messias’er, der altid absolut kun kan udgå fra et udviklingsniveau, hvor lavere tendenser og lidenskaber for længst har måttet vige pladsen for den højeste form for uselviskhed og ydmyghed, som igen forenet med en overlegen følelse, intelligens og intuition alene har kunnet give samtlige væsener prædikatet af at være udgået fra en zone, der udelukkende er at betegne som ”Den evige freds hjemstavn”, eller som et rige, der endnu ikke er af denne verden, (Citat slut. Livets Bog I, stk. 127).

 

Som det blandt andet vil være fremgået af ovenstående citat, benytter Martinus sig ikke af psykiatriens begreber og terminologi, fordi han ikke så det som sin opgave at fungere som psykiater. Det var der jo mere eller mindre erfarne specialister til. Derimod opfattede Martinus det som sin opgave at analysere og indpasse de forskellige typer af mennesker i den overordnede kontekst, som udgør hans kosmiske verdensbillede og hvori udviklingen fra dyr til menneske er en vigtig bestanddel i form af den såkaldte ”udviklingsstige”. I den sammenhæng spiller den proces, der hedder den seksuelle polforvandling, som Martinus inddeler i 11 successive hovedkategorier, og som han betegner fra A- til K-mennesker, også en stor og afgørende rolle. I den proces ser det ud til, at den omtalte norske mand med visse forbehold kunne siges at tilhøre den kategori, Martinus kalder G-mennesker, men også karakteriserer med begrebet ”djævlebevidsthed”, en helt bestemt tilstand, der indebærer, at længere ud i bevidsthedslivets og tilværelsens mørke kan et individ ikke komme. Det er hjemstedet for mennesker med en psyke, der er præget af kynisme, voldelige tendenser, sadistisk lyst ved at se andre lide, og som ikke går af vejen for at begå mord og drab, hvis det kan tjene deres formål. Denne kategori af mennesker har især deres udfoldelsesmuligheder i totalitære stater, hvor de f.eks. som fangevogtere eller hemmeligt politi kan pine og plage deres medmennesker. Det har vi især set grumme eksempler på i de nazistiske kz-lejre og i japanske fangelejre under Anden Verdenskrig, og i fængsler og fangelejre i Stalin-tiden i Sovjetunionen, og i Pol Pots regime i Cambodja. (Vedr. den nævnte djævlepsyke, se f.eks. artiklen H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske. I artiklen refereres til Livets Bog V, hvor G-mennesket især omtales i stk. 1869.).

 

Onsdag den 27. juli 2011 blev der afholdt en mindegudstjeneste for de dræbte norske unge i Københavns Vor Frue Kirke, og mindehøjtideligheden blev transmitteret i fjernsynet. Kort forud for selve gudstjenesten stillede en Tv-journalist en yngre kvindelig præst fra Holmens Kirke nogle spørgsmål, som dem jeg lige har nævnt ovenfor. Præstens svar kom prompte, ikke som en færdigsyet kristen remse, men som jævne menneskelige ord, der overraskede mig, fordi jeg forstod, at Martinus faktisk nok ville have kunnet svare omtrent ligesådan, hvis han ellers var blevet spurgt. Præstens forklaring lød – frit efter hukommelsen – nogenlunde sådan: Mennesket er ikke en marionet i Guds hænder, men Gud har givet mennesket frihed til at handle og gøre både det gode eller kærligheden og det onde eller hadet. I begge tilfælde har det konsekvenser, også for den handlende selv. De gode og kærlige handlinger skaber tryghed, varme og glæde blandt mennesker, og dermed også hos den, der spreder disse ting, mens de onde og hadefulde handlinger skaber utryghed, kulde, sorg og smerte blandt mennesker, men vel at mærke også hos den, der er årsag til sådanne handlinger. Vedkommende bliver lagt for had og udstødt af samfundet, rent bortset fra den juridiske straf, der uvægerligt følger i kølvandet på onde og grusomme handlinger. Men eftersom Gud er kærlighed, findes der også syndernes forladelse eller guddommelig tilgivelse for eksempelvis en drabsmand, som den her ovenfor omtalte. Nemlig når og hvis den pågældende af et oprigtigt hjerte angrer sin begåede synd eller udåd.

 

Så vidt jeg ved og har forstået, så er Martinus i sine kosmiske analyser fuldstændig enig med den overfor citerede præst, men han ville dog nok pointere, at skæbneloven bevirker, at konsekvenserne af de onde handlinger kan følge individet i op til flere liv eller inkarnationer. I henhold til Martinus består ”syndernes forladelse” i, at der er givet en lovbundet mulighed for, at individet igennem udviklingen af sin moral, også betegnet som den humane evne, skaber et værn imod tilbagevendende ubehagelige eller eventuelt smertefulde skæbnemæssige tilbageslag. Men det er vigtigt i denne sammenhæng at forstå, at den humane evne består i, at man ikke kan nænne at gøre andre levende væsener ondt eller fortræd, tværtimod, man ønsker kun at gøre det gode for sine medvæsener. Denne evne kan ifølge Martinus imidlertid i hovedsagen kun udvikles igennem oplevelsen af de ubehagelige og eventuelt smerte- og lidelsesfulde følger, virkninger og eftervirkninger af de tilsvarende handlinger, man i medfør af sin uvidenhed og intolerance, sine fordomme og begær og sine ubetænksomme handlinger og forsømmelser, selv har udsat andre for. Derfor er skæbneloven udtryk for den højeste, guddommelige kærlighed og retfærdighed i tilværelsen. 

 

Forskellen mellem den kristne opfattelse af Guds kærlighed og Martinus’ opfattelse af samme, er især, at mens kristendommen mener at Guds kærlighed handler om tro, nåde og frelse, så mener Martinus, at Guds kærlighed handler om erfaring, viden og indsigt i de lovmæssigheder, som udtrykker Guds hensigter, bestemmelse og vilje. Dog skal det pointeres, at Martinus samtidig mener, at den kristne opfattelse af Guds kærlighed ikke alene er på sin plads, men ligefrem nødvendig for mennesker, hvis følelsesliv og trosevne er større og mere magtfuldt end deres intelligens og intuition, og som derfor endnu er undergivet den faktor, Martinus betegner som ”den guddommelige suggestion” i form af de kanoniserede verdensreligioner. Ret beset, består der derfor egentlig ikke noget modsætningsforhold mellem den kristne kirkes lære og Martinus’ visdomslære. 

 

For ikke at misforstå, hvad begrebet fri vilje drejer sig om, skal det tilføjes, at Martinus ikke mener, at mennesket (individet) har en fuldkommen eller absolut fri vilje. Han påpeger derimod, at der er sat nogle begrænsninger for denne, hvilke det er, vil læseren evt. kunne orientere sig om, ved at læse følgende artikler: Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat), tilsammen med en nok så vigtig og væsentlig  artikel som Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder.

 

© Juli 2011 Harry Rasmussen. Redigeret i Februar 2022 af forfatteren.

 

**********************