Den norske ø Utøja
22. juli 2011
Efter at den tidligere gengivne artikel ”Tror du på
Gud?” blev skrevet, ville skæbnen, at der om formiddagen fredag den 22. juli
2011 udspillede sig et forfærdende og tragisk drama i Norges hovedstad, Oslo,
og især på øen Utøja i Oslo Fjord. Førstnævnte sted blev en kraftig bilbombe
bragt til sprængning klos op af Norges statsministerium, som var så kraftig og
voldsom, at bygningen tog betydelig skade, mens flere omliggende ejendomme fik
blæst ruderne ud. Men værre var det, at 7 mennesker omkom og et ukendt antal
blev sværere eller lettere såret. Senere afgik en af de sårede ved døden,
således at de dræbtes antal udgjorde 8 personer. Men nok så slemt, uhyggeligt
og tragisk var det, der skete senere på dagen på øen Utøja, hvor norsk
socialdemokratisk ungdom afholdt et flerdages stævne. En senere navngivet mand
gik i land fra færgen og fortsatte med at gå omkring på øen, hvor han
koldblodigt dræbte den ene unge pige og unge mand efter hinanden, unge på
omkring 15-20 år, alt imens der opstod panik blandt de skrigende unge, som
forsøgte at værge for sig eller flygte og gemme sig. Men selvom det lykkedes
for en del af de unge at skjule sig for drabsmanden, endte hans blodige
fremfærd alligevel med 65 dræbte. Og dermed et forfærdende totalt antal døde på
73, for det viste sig at være den samme mand, en 32-årig nordmand, der også
stod bag attentatet på statsministeriet. Mandens navn og baggrund blev senere
offentliggjort, og det viste sig, at han tilhørte den bedre middelklasse og at
han var en fanatisk modstander af marxisme og islamisme, som han angiveligt
ville bekæmpe, om nødvendigt med vold og krig. I hans anspændte fantasi
repræsenterede det norske socialdemokrati – i øvrigt sammen med socialdemokratierne
i Sverige og Danmark – den totalitære marxisme og den grænseløse tolerance
overfor muslimske indvandrere, som han frygtede for ville islamisere de
nordiske lande. Det siger noget om proportionsforvrængningen i morderens sind,
når han identificerede de unge og sikkert idealistiske norske socialdemokrater
som værende nogle af de fjender, han i sin koldblodige kynisme mente det
nødvendigt at udrydde.
Her vil jeg dog ikke gå i yderligere detaljer med den
nævnte tragedie, kun nævne, at den naturligvis affødte et stort traume blandt
de unge, der havde overlevet den grusomme og meningsløse udåd, ligesom den
selvfølgelig medførte dyb sorg og stor smerte hos de dræbte unges forældre,
familie og venner. Det var derfor også forventeligt og forståeligt, at der –
som altid i den slags situationer – rejste sig et stort spørgsmål om HVORFOR?
og følgespørgsmålene: ”Hvor var eller er Gud henne i en sådan situation?” eller
”Hvis Gud findes, hvorfor greb han så ikke ind imod denne meningsløse og
uretfærdige vold og grusomhed?”
Det er jo forståeligt, at sådanne spørgsmål
uvilkårligt rejser sig under indtrykket af så uforståelige og ondsindede
handlinger, som den nævnte unge mand bragte til udførelse den skæbnesvangre
dag. Mange mente, at manden måtte være sindssyg, siden han så koldblodigt kunne
foretage de mange henrettelser, og tilsyneladende uden at føle hverken afsky
eller anger. Efterfølgende er han derfor blevet underkastet psykiatriske
undersøgelser, hvoraf den første bedømte ham som psykisk afvigende, hvilket
betød, at manden var uegnet til almindelig straf, hvorfor tidsubestemt
forvaring på et psykiatrisk hospital kunne komme på tale. Den næstfølgende
psykiatriske undersøgelse fastslog imidlertid, at manden ikke var sindssyg,
hvorfor han ville være egnet til at gennemgå en retssag med efterfølgende dom,
formentlig for planlagt og overlagt mord. Selv fastholdt manden, at han ikke er
sindssyg og at han stod fuldt og fast ved sine gerninger, som han tilmed
karakteriserede som ikke kun berettigede, men nødvendige som et modtræk mod den
socialistisk inspirerede multikulturelle orientering og islamisering, der efter
hans opfattelse var ved at ændre samfundsforholdene i Norge. Han opfattede
angiveligt sig selv som en slags avantgardistisk befrier og sin mission som et
korstogsprojekt.
I den forbindelse kunne det derfor være interessant at
vide, hvordan den nævnte mand og hans handlinger tager sig ud, når han og de
bedømmes på grundlag af Martinus’ såkaldte kosmiske analyser over
”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”. Under bevidsthedstyperne
opererer Martinus med to hovedgrupper, nemlig Gruppe A og B, og begge grupper
inddeles endvidere i tre kategorier, hver især med flere underafdelinger, som
der dog ikke vil være grund til at komme nærmere ind på her. For begge grupper
gælder det, at Første kategori er karakteriseret ved balance mellem følelse og
intelligens, Anden kategori ved for stærkt udviklet følelse i forhold til
intelligensen, mens Tredje kategori er præget af for stærkt udviklet
intelligens i forhold til følelsen.
Nu skulle man i henhold til det principprogram, som
den omtalte mand har udarbejdet skriftligt i form af et detaljeret manifest,
umiddelbart tro, at manden har mere intelligens end følelse. Vurderet på
grundlag af Martinus analyser over bevidsthedstyperne, er dette imidlertid
næppe tilfældet, for så vidt jeg er i stand til at bedømme, må vedkommende høre
ind under Tredje afdeling i Anden kategori i Gruppe A, som jo er karakteriseret
ved for stærkt udviklet følelse i forhold til intelligens. Bag den nævnte mands
ordrige og logisk fremstillede skriftlige redegørelse for sine motiver til de
grusomme drab, ligger nemlig i virkeligheden et dybt had og en nærmest fanatisk
aversion imod de politiske og kulturelle tendenser og forandringer, som han
havde udset det til sin magtpåliggende opgave at ville forhindre, om nødvendigt
ved brug af våbenmagt og under kynisk tilsidesættelse af, at det var ganske
unge og i den sammenhæng helt uskyldige mennesker af begge køn, det gik ud
over. For forståelsens skyld skal jeg her tillade mig at citere følgende uddrag
fra Martinus’ beskrivelse af den nævnte kategori og afdeling:
(Citat) 127. Tredje afdeling. Væsenerne indenfor denne
afdeling udgøres af sådanne individer, gennem hvilke de yderste konsekvenser af
et for stærkt udviklet følelsesliv i forbindelse med et for lidt udviklet
intelligensliv kommer til manifestation eller udtryk. Disse væsener
repræsenterer altså de største fremtrædende grader af et uintelligensmæssigt
forestillingsliv og kommer derved i virkeligheden til at fremtræde i
tilværelsen som ”fantaster”. I kraft af deres stærkt
overreligiøse natur har lidt af vibrationerne eller kræfterne fra den ny
Verdensimpuls været i stand til at bane sig direkte vej til deres bevidsthed.
Dette har så igen givet sig udslag i, at disse væsener på egen hånd, trods
manglende intuition og klarsyn, har begyndt at danne sig nye
forestillinger eller begreber om tilværelsen, har begyndt at danne sig nye
formentlige idealer. Men da de pågældende væsener jo ikke er rene, men har i
sig visse former for ærgerrighed, selviskhed o.s.v., bliver resultatet af deres
berøring med de førnævnte kræfter præget af denne deres lavere eller ufærdige
natur. De mest fremtrædende af disse fantaster kommer undertiden til at danne
sekter eller religiøse sammenslutninger, hvis grundlag altså udgøres af deres
mere eller mindre fantastiske forestillinger. Sådanne væsener kan ofte blive så
meget vildledt af deres alt for produktive forestillingsliv, at de til sidst
tror på sig selv som sande ”verdenslærere”, ”Ny Messias’er”, ”reformatorer”
o.s.v. Da disse væsener virkeligt og ærligt nok har sat sig jordmenneskehedens
højnelse og idealisering som mål, kan de i mange tilfælde og i sådanne
perioder, hvor det ikke er ærgerrighed, men sand pligtfølelse og
sympati, der inspirerer dem, virke samfundsgavnligt eller skabe en vis
form for åndelig stimulering af deres omgivelser. Ja kan endog under visse for
dem gunstige forhold få tusinder af tilhængere. Men da det netop ikke altid er
sympati eller pligtfølelse, men derimod hovedsageligt de lavere eller ufærdige
naturer, der har overtaget i samtlige væseners bevidsthed, vil man i
tilsvarende grad blive vidne til, hvorledes de igennem deres lære, ideer og
forestillinger giver udtryk for jalousi eller intolerance mod anderledes
tænkende væsener eller mod andre sektdannere, fra hvis side de frygter
konkurrence og underminering. Og de førstnævnte væsener kommer da også til i
samme grad, som denne deres intolerance kommer til udløsning, at virke
samfundsskadeligt og bliver lette at skelne fra den form for
reformatorer, der har delvis indvielse eller er hjemmehørende i den
store fødsels forgård, eller fra de virkelige verdensgenløsere eller
Messias’er, der altid absolut kun kan udgå fra et udviklingsniveau, hvor lavere
tendenser og lidenskaber for længst har måttet vige pladsen for den højeste
form for uselviskhed og ydmyghed, som igen forenet med en overlegen følelse,
intelligens og intuition alene har kunnet give samtlige væsener prædikatet af
at være udgået fra en zone, der udelukkende er at betegne som ”Den evige freds
hjemstavn”, eller som et rige, der endnu ikke er af denne verden, (Citat
slut. Livets Bog I, stk. 127).
Som det blandt andet vil være fremgået af ovenstående
citat, benytter Martinus sig ikke af psykiatriens begreber og terminologi,
fordi han ikke så det som sin opgave at fungere som psykiater. Det var der jo
mere eller mindre erfarne specialister til. Derimod opfattede Martinus det som
sin opgave at analysere og indpasse de forskellige typer af mennesker i den
overordnede kontekst, som udgør hans kosmiske verdensbillede og hvori
udviklingen fra dyr til menneske er en vigtig bestanddel i form af den såkaldte
”udviklingsstige”. I den sammenhæng spiller den proces, der hedder den
seksuelle polforvandling, som Martinus inddeler i 11 successive
hovedkategorier, og som han betegner fra A- til K-mennesker, også en stor og
afgørende rolle. I den proces ser det ud til, at den omtalte norske mand med
visse forbehold kunne siges at tilhøre den kategori, Martinus kalder
G-mennesker, men også karakteriserer med begrebet ”djævlebevidsthed”, en helt
bestemt tilstand, der indebærer, at længere ud i bevidsthedslivets og
tilværelsens mørke kan et individ ikke komme. Det er hjemstedet for mennesker
med en psyke, der er præget af kynisme, voldelige tendenser, sadistisk lyst ved
at se andre lide, og som ikke går af vejen for at begå mord og drab, hvis det
kan tjene deres formål. Denne kategori af mennesker har især deres
udfoldelsesmuligheder i totalitære stater, hvor de f.eks. som fangevogtere
eller hemmeligt politi kan pine og plage deres medmennesker. Det har vi især
set grumme eksempler på i de nazistiske kz-lejre og i japanske fangelejre under
Anden Verdenskrig, og i fængsler og fangelejre i Stalin-tiden i Sovjetunionen,
og i Pol Pots regime i Cambodja. (Vedr. den nævnte djævlepsyke, se f.eks.
artiklen H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske. I artiklen refereres
til Livets Bog V, hvor G-mennesket især omtales i stk. 1869.).
Onsdag den 27. juli 2011 blev der afholdt en
mindegudstjeneste for de dræbte norske unge i Københavns Vor Frue Kirke, og
mindehøjtideligheden blev transmitteret i fjernsynet. Kort forud for selve
gudstjenesten stillede en Tv-journalist en yngre kvindelig præst fra Holmens
Kirke nogle spørgsmål, som dem jeg lige har nævnt ovenfor. Præstens svar kom
prompte, ikke som en færdigsyet kristen remse, men som jævne menneskelige ord,
der overraskede mig, fordi jeg forstod, at Martinus faktisk nok ville have
kunnet svare omtrent ligesådan, hvis han ellers var blevet spurgt. Præstens
forklaring lød – frit efter hukommelsen – nogenlunde sådan: Mennesket er ikke
en marionet i Guds hænder, men Gud har givet mennesket frihed til at handle og
gøre både det gode eller kærligheden og det onde eller hadet. I begge tilfælde
har det konsekvenser, også for den handlende selv. De gode og kærlige
handlinger skaber tryghed, varme og glæde blandt mennesker, og dermed også hos
den, der spreder disse ting, mens de onde og hadefulde handlinger skaber
utryghed, kulde, sorg og smerte blandt mennesker, men vel at mærke også hos
den, der er årsag til sådanne handlinger. Vedkommende bliver lagt for had og udstødt
af samfundet, rent bortset fra den juridiske straf, der uvægerligt følger i
kølvandet på onde og grusomme handlinger. Men eftersom Gud er kærlighed, findes
der også syndernes forladelse eller guddommelig tilgivelse for eksempelvis en
drabsmand, som den her ovenfor omtalte. Nemlig når og hvis den pågældende af et
oprigtigt hjerte angrer sin begåede synd eller udåd.
Så vidt jeg ved og har forstået, så er Martinus i sine
kosmiske analyser fuldstændig enig med den overfor citerede præst, men han
ville dog nok pointere, at skæbneloven bevirker, at konsekvenserne af de onde
handlinger kan følge individet i op til flere liv eller inkarnationer. I
henhold til Martinus består ”syndernes forladelse” i, at der er givet en
lovbundet mulighed for, at individet igennem udviklingen af sin moral, også
betegnet som den humane evne, skaber et værn imod tilbagevendende ubehagelige
eller eventuelt smertefulde skæbnemæssige tilbageslag. Men det er vigtigt i
denne sammenhæng at forstå, at den humane evne består i, at man ikke kan nænne
at gøre andre levende væsener ondt eller fortræd, tværtimod, man ønsker kun at
gøre det gode for sine medvæsener. Denne evne kan ifølge Martinus imidlertid i
hovedsagen kun udvikles igennem oplevelsen af de ubehagelige og eventuelt
smerte- og lidelsesfulde følger, virkninger og eftervirkninger af de
tilsvarende handlinger, man i medfør af sin uvidenhed og intolerance, sine
fordomme og begær og sine ubetænksomme handlinger og forsømmelser, selv har
udsat andre for. Derfor er skæbneloven udtryk for den højeste, guddommelige
kærlighed og retfærdighed i tilværelsen.
Forskellen mellem den kristne opfattelse af Guds
kærlighed og Martinus’ opfattelse af samme, er især, at mens kristendommen
mener at Guds kærlighed handler om tro, nåde og frelse, så mener Martinus, at
Guds kærlighed handler om erfaring, viden og indsigt i de lovmæssigheder, som
udtrykker Guds hensigter, bestemmelse og vilje. Dog skal det pointeres, at
Martinus samtidig mener, at den kristne opfattelse af Guds kærlighed ikke alene
er på sin plads, men ligefrem nødvendig for mennesker, hvis følelsesliv og
trosevne er større og mere magtfuldt end deres intelligens og intuition, og som
derfor endnu er undergivet den faktor, Martinus betegner som ”den guddommelige
suggestion” i form af de kanoniserede verdensreligioner. Ret beset, består der
derfor egentlig ikke noget modsætningsforhold mellem den kristne kirkes lære og
Martinus’ visdomslære.
For ikke at misforstå, hvad begrebet fri vilje drejer
sig om, skal det tilføjes, at Martinus ikke mener, at mennesket (individet) har
en fuldkommen eller absolut fri vilje. Han påpeger derimod, at der er sat nogle
begrænsninger for denne, hvilke det er, vil læseren evt. kunne orientere sig
om, ved at læse følgende artikler: Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og
faktorer, Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og
faktorer (fortsat), tilsammen med en nok så vigtig og væsentlig artikel som Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige
lovmæssigheder.
© Juli 2011 Harry Rasmussen. Redigeret i Februar 2022
af forfatteren.
**********************