En dag, da jeg stod og betragtede en
lille bitte flue, ikke større end omkring en millimeter, som kravlede omkring
på en af vores vinduesruder, kom jeg til at se det lille væsen på baggrund af
den blå uendelige himmel ovenover os begge. I tanken bevægede jeg mig ud i det
vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen
med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på
grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra
bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige galakseøer,
som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en
stjerneklar nat få et synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen,
som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Dog, størrelsesforhold
er relative og ret beset illusoriske, men på den måde associerede min fantasi
til at forestille sig universet som en vældig elefant i forhold til den
bittelille døgnflue. Det var imidlertid nok ikke nogen hel tilfældighed, at
sammenligningen kom til at gælde en elefant. Lige siden min barndom har jeg
været fascineret af elefanter, og har derfor gennem mange år skabt mig en pænt
stor samling af elefantfigurer i alle mulige størrelser, dog ingen større end
12-15 cm i højden. Men pludselig en dag hændte det, at min fantasi gav mig
inspiration til at nedskrive den første og fra starten helt færdige historie om
en elefant og en døgnflue. Og i løbet af tre dage fik jeg inspiration til at
skrive de øvrige fem dele af livseventyret om de to inkommensurable størrelser,
som jeg hermed har fornøjelsen at præsentere for de af mine læsere, det
eventuelt vil kunne interessere.
Elefanten og døgnfluen
Elefanten er
tegnet af Maria 10 år.
Der var engang en gammel
elefant, som stod og halvsov i skyggen af et træ. Den var lidt svagsynet og
burde egentlig have haft briller. Men der fandtes ikke briller til elefanter.
Dens hørelse var der derimod ikke noget i vejen med.
En dag hørte elefanten en lille summende lyd tæt ved sit ene øre.
- ”Hvad er mon det!” spurgte elefanten sig selv, for der var ikke
andre, den kunne spørge.
- ”Det er bare mig!” lød der en lille bitte spæd stemme.
- ”Hvem mig? spurgte elefanten med sin dybe brummestemme.
- ”Mig! kan du ikke se mig? Jeg flyver nu lige foran dine øjne”.
Elefanten glippede med øjenlågene og
virrede lidt med hovedet, men kunne ikke få øje på noget lige foran sine øjne.
- ”Stakkels dig!” sagde det lille bitte væsen medlidende. Men du
kan jo høre mig! så derfor kan vi godt snakke sammen”, sagde den lille stemme.
- ”Ja! men hvad er du for én?” spurgte elefanten nysgerrigt.
- ”Jeg er en døgnflue, ikke større end en lille plet på en
vinduesrude!” sagde det lille væsen.
- ”En døgnflue!” sagde elefanten, som godt nok kendte almindelige
fluer, men ikke de bittesmå døgnfluer, som ikke er større end en millimeter
eller to. ”Hvad er en døgnflue?”
- ”Det er sådan én som mig! Mennesker kalder mig sådan, fordi de
ved, at jeg kun lever et menneskedøgn!”
- ”Stakkels dig!” sagde elefanten vemodigt, ”så har vi ikke lang
tid at snakke i. Jeg har ellers tid nok, for jeg kan blive 100 år!”
- ”100 år!” udbrød døgnfluen, ”så langt rækker min forstand ikke!
Jeg har nok i de 24 timer, en dag og en nat. Det er 1.440 minutter. Hvert minut
er en dag for mig, så jeg har 1.440 dage at leve i. I den tid bliver jeg født,
vokser op, morer mig og bliver gift, får børn og bliver gammel!”
- ”Du er jo en klog lille én!” sagde elefanten imponeret. ”Så når
du jo lige så meget som mig på mine 100 år! Fantastisk!”
- ”Ja!” sagde fluen og summede velbehageligt og fornøjet foran
elefantens ene øre.
Elefanten smilte, for den kunne godt lide den lille flue og dens
’musik’.
Men lige pludselig stoppede lyden og
elefanten udbrød overrasket: - ”Flue, hvad skete der!?”
- ”Jo!” sagde fluen, ”jeg kom lige til at tænke på, at det jo ikke
er altid, at vi døgnfluer når at leve et helt døgnliv!”
- ”Hvorfor ikke det?” spurgte elefanten lidt skuffet.
- ”Fordi det sker, at et menneske synes at vi små fluer er irriterende,
og så klasker de os!”
- ”Klasker jer! Hvad vil det sige?” spurgte elefanten.
- ”Jo!” svarede fluen, ”lige med ét klasker de livet ud af os med
hånden, så vi ender som en lille plet på vinduesruden!”
- ”Så er det godt, at jeg ikke er flue!” sagde elefanten
eftertænksomt.
- ”Men nu er jeg jo i live! Og kun nogle timer gammel!” sagde
fluen glad. ”Så lad os være fornøjede og glæde os over det!” Imens fortsatte
den med at flyve omkring i små cirkler og ottetaller foran elefantens øre.
Elefanten smilte igen og rokkede med hovedet i takt til fluens muntre
summen. Og hvis ikke de er holdt op, så gør de det – i et helt
døgnflueliv!
*************************
© 26.05.2010 Harry Rasmussen.
Elefanten,
døgnfluen og verden
Historie nr.
2.
Som vi ved fra den første
historie om Elefanten og Døgnfluen, så var de to blevet rigtig gode venner,
også selvom elefanten med sit svage syn ikke kunne se den lille bitte døgnflue.
Men den kunne høre den, og derfor kunne de to snakke med hinanden lige så meget
de havde lyst til.
Både elefanten og døgnfluen var kloge,
men på hver sin måde, for på grund af deres meget forskellige størrelse og helt
forskellige liv, havde de også meget forskellig opfattelse af verden. Og dog
var der noget, de var fælles om, og det var at fødes, vokse op, blive gift,
sætte afkom i verden, blive gammel og dø. Det var også, at de hver dag skulle
have mad og drikke og gå på toilettet.
Men naturligvis bliver elefanter og
døgnfluer ikke gift – og da slet ikke med hinanden – sådan som mennesker gør.
Elefanter finder sig en kæreste blandt elefanter, og døgnfluer finder deres
kæreste blandt andre døgnfluer. Men en kæreste er man nødt til at have, for
ellers kan man ikke blive gravid og få børn. Det er fordi naturen eller Gud –
hvis man ellers tror på en sådan – har ordnet det på den måde, at af alle
levende væsener er nogle hanner og andre er hunner. Det gælder både for
planter, dyr og mennesker.
Elefanter og døgnfluer går
selvfølgelig heller ikke på toilettet, ikke kun fordi de ikke har sådan et, men
fordi de kan tillade sig at efterlade deres afføring, hvor det passer dem.
”Skidt med det!” siger de, for sådan er det bare.
Den gamle elefant havde nu fået et hus
– vi mennesker kalder det en stald – at bo i, hvor den kunne gå ind og sove om
natten, og gå i ly for regnen om dagen og hygge sig, når det var for koldt
udenfor. Døgnfluen havde ikke noget hus, for det behøvede den ikke. Men den
havde fundet sig et rart sted i et hjørne af en af de vinduesruder, der var i
elefanthuset. Dér kunne den sidde og sove eller hvile sig og nyde varmen, når
solen skinnede på ruden. Og så havde den en udsigt, som var meget større, end
den kunne se med sine øjne.
Men døgnfluen sad selvfølgelig ikke
hele tiden på ruden, for den ville meget hellere flyve hen til elefanten og
svæve foran dennes ene øre, så de to kunne få sig en hyggelig snak sammen. Og
de havde mange ting at tale med hinanden om. For nemheds skyld kaldte elefanten
døgnfluen for ”Flue”, og døgnfluen kaldte sin ven for ”Fant”. ”Flue” og ”Fant”
lød lige som mere kammeratligt.
”Fant!” sagde Flue en dagtime, hvor
den havde siddet længe på ruden og kigget ud på den store verden udenfor og
undret sig: ”Ved du, hvor stor verden er?”
- ”Nøøh!” svarede Fant, som stod og gumlede på nogle lækre
gulerødder, som dyrepasseren havde smidt ind til ham til morgenmad. Lige i
øjeblikket var han ikke specielt interesseret i Flues spørgsmål, men da han var
en høflig natur, lod han, som om det kunne interessere ham: ”Ved du da det?” spurgte
han, for lige som bare at sige noget.
- ”Nej, det ved jeg ikke!” svarede Flue, ”det var derfor jeg
spurgte dig, som jo er meget større og klogere end mig!”
- ”Tak for komplimentet!”, sagde Fant, som følte sig smigret og nu
var blevet lidt mere interesseret og nysgerrig efter at finde ud af, hvad det
egentlig var, hans lille ven mente med sit spørgsmål om, hvor stor verden er.
Derfor holdt han en pause i måltidet og sagde:
- ”Ja, selv kommer jeg fra et meget varmt land et sted ude i den
store verden, så jeg ved i hvert fald, at verden er større end mit hus og min
gårdsplads!”
- ”Oj, manner!” udbrød Flue, ”så må det være en meget stor verden.
Jeg kender kun din gårdsplads og dit elefanthus, for her blev jeg født og er
vokset op til jeg nu er seks timer gammel. Men jeg er godt tilfreds, for mine
vinger kan ikke bære mig længere væk end rundt i dit hus og ud på din
gårdsplads. Det er min verden, og den er mere end stor nok til mig!”
- ”Det er den sådan set også for mig!” sagde Fant, ”men det var nu
alligevel dejligt, dengang jeg i mine yngre dage kunne bevæge mig vidt og frit
omkring i krat og skov og på savannen. Nu er jeg lukket inde i en snæver
hverdagsverden, hvor alting drejer sig om at spise og sove og få timerne til at
gå.”
- ”Det kan jeg nok ikke forstå!” sagde Flue, ”for din verden er en
vældig stor verden for mig, hvor jeg kan bevæge mig lige så frit omkring, som
jeg selv vil, og så har jeg tilmed mere end rigeligt at spise hver eneste måltid,
når altså bare du ’letter’ dig engang imellem!”
- ”Letter mig?” sagde Fant spørgende, for han forstod ikke straks,
hvad Flue mente.
- ”Jo, altså, når du afleverer dine elefanthøm-høm’er!” sagde Flue
en smule tøvende og genert. Fant virrede med hovedet, for han forstod stadig
ikke, hvad Flue hentydede til.
- ”OK, så siger jeg det lige ud!” sagde Flue beslutsomt, ”Det er,
når du skider dine dejligt store og lune lorte!”
- ”Nåeh, sådan! Hæ-hæ-hæ! Det ku’ du jo bare ha’ sagt straks!”
udbrød Fant med et forstående smil. ”Det er da godt, at jeg kan være til nogen
nytte! Hvis du altså forstår, hvad jeg mener!” tilføjede han helt oplivet og
skyndte sig at putte en stor gulerod i gabet og gumle velbehageligt på den.
”Man må jo sørge for din aftensmad, kære Flue!”
*********************
© 28.05.2010 Harry Rasmussen.
Elefanten,
døgnfluen og stjernen
Historie nr.
3.
Det var sen eftermiddag,
himlen var skyfri, og højt, højt oppe skinnede en enlig stjerne. Fant stod midt
i stalden og blundede efter en lang dag. Flue sad i sin vindueskrog, men var ikke
rigtig søvnig endnu. Han vidste ikke, hvad han skulle tage sig til, og derfor
kiggede han ud ad vinduet og skimtede et klart lys i det uendeligt fjerne.
- ”Hvad mon det er?” tænkte Flue, for han kunne godt tænke, selv
om han kun havde en meget, meget, meget lille hjerne. ”Måske skulle jeg spørge
Fant, for han er over tusind gange større og højere end mig, og må vide
besked!”
Flue strakte sig og gjorde vingerne
klar, og fløj så afsted ind i staldens dunkle mørke, hvor han knapt nok kunne
se, hvor Fant var henne. Men hans instinkt viste ham vejen, og det varede kun
sekunder, før han befandt sig tæt ved Fants højre øre.
- ”Fant!” hviskede Flue, for ikke at forskrække sin ven. Men Fant
blundede videre, mens han trak vejret i dybe og langsomme åndedrag.
- ”Faaant!” sagde Flue halvhøjt, i håbet om, at det ville vække
Fant af hans slummer. Men der skete ikke noget.
- ”Faaaaaaaaant!” råbte Flue nu af sine lungers fulde kraft,
hvilket ikke vil sige ret meget, for Flue havde kun bittesmå lunger. Men da det
åbenbart ikke vækkede Fant, fløj Flue ind i hans øregang, så at stemmen derved
blev højere.
Dybt inde i sin sovende bevidsthed
fornemmede Fant, at der var noget, som kildede i hans højre øre. Men først
langsomt begyndte han at vågne og blive klar over, at det var hans lille ven,
Flue, som ville sige ham et eller andet.
- ”Ja, men Flue!” gabede Fant søvnigt, ”er du ikke klar over, at
jeg sover min eftermiddagslur!?”
- ”Jo, jeg er! men der er noget vigtigt, jeg gerne vil vise dig!”
sagde Flue ivrigt.
- ”Nå, ja, så sig frem, hvad det drejer sig om!” brummede Fant,
som hvert øjeblik var ved at døse hen i sin behagelige søvn igen.
- ”Du bliver nødt til at komme med mig hen til vinduet, for ellers
kan jeg ikke vise dig, hvad det er!” sagde Flue med bedende stemme.
- ”Nå, så lad gå da!” svarede Fant lidt modvilligt, men luntede
alligevel bag efter Flue, som fløj foran ham hen til sit vindue. Da de var
kommet helt derhen, satte Flue sig på vinduesruden, som fluer jo kan, fordi de
har sugekopper på fødderne.
- ”Kom helt herhen, for rigtig at kunne se!” sagde Flue.
- ”Jo, men jeg kan ikke sætte mig på ruden!” klagede Fant, ”det må
du da vide!”
- ”Det behøver du heller ikke, for du er høj nok til, at kunne
kigge ud og op i det store, dybe blå ovenover os!” opmuntrede Flue sin ven.
Fant trådte helt tæt hen ved vinduet
og kiggede op.
- ”Hvad ser du højt deroppe?” spurgte Flue uden anden indledning.
- ”Hvad jeg ser!?” sagde Fant, som ikke så særlig godt, fordi han
var svagsynet, ”jo, jeg ser et dybt blå over hele himlen, fordi det er ved at
være aften!”
- ”Men ser du ikke andet end det?” ville Flue vide, for han var
meget spændt på, om ikke hans ven også kunne få øje på det lille klare lys i
det fjerne deroppe.
- ”Nåeh! Du mener lyspletten højt oppe!” udbrød Fant, som nu
forstod, hvad det var, hans lille ven fandt så mærkværdigt og interessant.
- ”Ja!” sagde Flue, ”hvad er det for noget?”
- ”Ærlig talt, så ved jeg ikke andet, end at det er en lille
lygte!” måtte Fant indrømme.
- ”En lygte!” mumlede Flue lidt skuffet.
- ”Ja, og da jeg var yngre og havde et bedre syn, kunne jeg på
klare aftener se mange hundrede, ja, mange tusinder af samme slags lamper oppe
på himmelbuen.
- ”Himmelbuen! Hvad er det?” ville Flue nu vide.
- ”Tja!” sagde Fant lidt tøvende, ”ærligt talt, så ved jeg det
ikke, men jeg har hørt, at menneskene kalder det dér højt oppe for himmelbuen!”
- ”Men hvorfor skinner kun den ene lampe deroppe i aften?” spurgte
Flue.
- ”Det ved jeg sørme heller ikke!” sagde Fant beklagende, ”men det
er bare sådan, at nogen gange skinner alle lamperne på én gang, andre gange er
det kun en del af lamperne, der gør det, og nogle gange er det kun den ene
lampe, der er tændt!”
- ”Nå, men ved du, hvad der ellers er deroppe?” spurgte Flue.
- ”Nej, det ved jeg heller ikke!”, brummede Fant, ”for jeg har
aldrig lært andet, end hvad en elefant skal vide, og det er ikke den slags. Men
jeg har hørt mennesker sige, at déroppe er det uendeligt store himmelrum, som
hverken mennesker eller dyr kan fatte!”
- ”Uendeligt!” sukkede Flue, ”mit uendelige er dit hus og din
gårdsplads! Hvad der er udenfor det, aner jeg ikke, og behøver heldigvis heller
ikke at vide det! Mit liv er et døgnflueliv! – God nat, og sov godt!”
- ”Tak i lige måde!” gabede Fant, og mens han luntede hen til sin
faste soveplads midt i stalden, krøb Flue ind i sit lune vindueshjørne og faldt
hurtigt i søvn. Hans bittelille hjerne havde foreløbig fået nok at vide om
himlens tusinder af små lysende lygter. Han kunne jo som flue ikke vide, at det
var aftenstjernen, han havde set.
*******************
© 28.05.2010 Harry Rasmussen.
Elefanten,
døgnfluen og kærligheden
Historie nr.
4.
Fant kunne ikke forstå, at der
var gået en del timer, siden han sidst havde hørt fra Flue. Han savnede sin
lille ven og hans mange finurlige spørgsmål. ”Hvor mon han kan være blevet af?”
tænkte Fant. ”Bare der dog ikke er sket ham noget ubehageligt, for det ville
jeg være meget ked af.”
Men bedst som Fant stod og tænkte på
sin ven, hørte han igen dennes lille fine summen i sit højre øre. ”Flue, er det
dig!” udbrød han overrasket og havde svært ved at skjule sin store glæde.
- ”Ja da, vel er det mig!” sagde Flue, for ham var det jo, der var
vendt tilbage til sin store ven.
- ”Hvordan kan det dog være, at du ikke har besøgt mig i flere
timer?” spurgte Fant, halvt bekymret og halvt bebrejdende.
- ”Fordi der er sket mig noget! Noget vidunderligt!” sagde Flue
med syngende stemme. ”Jeg er blevet forlovet!”
Fant virrede med hovedet, for at være
sikker på, at han ikke havde hørt forkert: ”Forlovet! – Hvad skal det sige?”
- ”At jeg har mødt et vidunderligt feminint fluevæsen!” svarede
Flue, idet han gjorde et par ekstra elegante flyvende dansetrin i luften.
- ”Et hva’ffer noget!” udbrød Fant forbløffet.
- ”Ja, du hørte rigtigt: et vidunderligt feminint fluevæsen!”
sagde Flue og satte sig i Fants ydre øregang og begyndte at slikke sine to
forben med sin lille snabel og frisere sine vinger med disse. Det gjaldt jo om
at se godt ud, for han havde aftalt med sin elskede, at de to om lidt skulle
mødes oppe på høloftet over stalden, hvor de kunne sværme i fred og ro.
- ”Ja, så tillykke da!” mumlede Fant eftertænksomt og lidt
vemodigt, for han huskede, hvordan han i sin ungdom selv havde mødt den store
kærlighed. Hans elskede var en af de kønneste hunelefanter, han kendte. Og det
var kærlighed ved første blik, for dengang havde han sit syns fulde brug.
- ”Så, så, du gamle! Fordyb dig nu ikke for meget i minderne!”
afbrød Flue. ”Du skulle hellere tage og glæde dig på mine vegne!”
- ”Det gør jeg skam da også, Flue!” sagde Fant undskyldende og
afbrød sin tankegang, idet han dog forinden nåede at tænke, at ungdommen altid
er mest optaget af sig selv.
- ”Men nu må du ha’ mig undskyldt, kære ven!” sagde Flue kækt,
idet han svingede sig ud i luften foran Fants øre, ”for nu skal jeg skynde mig
at mødes med min udkårne!” Derefter fløj han afsted mod loftet over stalden.
- ”Ja, ja!” tænkte Fant, som atter henfaldt i sine egne tanker.
”Det ligger til ungdommen, at se fremad og have travlt, for at nå det alt
sammen! Men i min alder, hvor fremtiden er blevet til minder, tænker man mere
på fred og ro, og en lille lur i ny og næ, og på, hvornår man får sit næste
måltid.” Men da der var flere timer til godnatmaden, tog Fant sig derfor en lur
i mellemtiden. Stille og roligt gled hans bevidsthed og tanker over i søvnens
drømme.
Imens var Flue mødtes med sin elskede
oppe på høloftet, men hvad der foregik dér mellem de to, dét, der er foregået
mellem fluer gennem mange millioner af år, det hører privatlivet til. Så derfor
vil vi her skrue tiden et par timer frem.
- ”Hej, du gamle drømmer!” lød det pludselig for Fants højre øre.
”Ku’ du ikke tænke dig at hilse på min kone?” Det var naturligvis Flue, som
igen var søgt hen til sin trofaste ven, og som denne gang havde taget sin efter
hans egen mening yndige fluekone med sig.
- ”Æh, øh! Hva’!” mumlede Fant halvvejs i søvne, ”Hvem kalder?”
Langsomt dukkede hans bevidsthed op af søvnen, og til sin overraskelse hørte
han nu to små, fine summelyde foran sit højre øre, den ene en smule
finere end den anden. Det lød som forelskedes søde pludren med hinanden, hvad
det også var.
- ”Nåeh!” sagde Fant, ”Du har taget din kone med dig, Flue!”
- ”Jaeh!” svarede Flue i en glad syngende tone, ”Er hun ikke
dejlig!?”
- ”Joeh, det er hun bestemt! Men jeg kan jo ikke se hende, ved du
nok, kun høre jer begge. Hun lyder jo godt!”
Fant stod et øjeblik og lyttede til
den kærlighedsduet, som hans ven og dennes kæreste sang ham i øret, glemmende
alt omkring sig. Så begyndte han at rokke med sit store hoved i takt til
tonerne fra de to bittesmå væsener. ”Livet er dog dejligt!” tænkte han, ”sådan
var det også i min egen ungdoms skønne vår! Livet er det herligste eventyr, og
det går videre, altid videre!” Den fine summende lyd, som vekslede mellem høje
og lave toner, var lige ved at dysse ham i søvn igen.
- ”Hallo, gamle ven!” hørte han lige
pludselig Flue sige, ”nu må vi desværre afsted igen! Farvel så længe!”
- ”Ja, selvfølgelig!” mumlede Fant saligt.
- ”Men glæd dig, du rare gamle!” lød det
tostemmigt, for snart venter vi os familieforøgelse!”
- ”Ja, selvfølgelig!” hviskede Fant, idet hans bevidsthed atter gled
ind i drømmenes verden. ”Selvfølgelig!”
***********
© 29.05.10 Harry Rasmussen.
Elefanten,
døgnfluen og afkommet
Historie nr.
5.
Gamle Fant stod i stalden og
fik sin aftensmad, sådan som han havde gjort så mange andre gange i årenes løb.
Det var blevet ren rutine for ham, at gribe maden med snabelen og putte den ind
i munden, hvor den skulle tygges godt, for at glide gennem ’systemet’. Men
denne dag var noget helt særligt, for denne meget tidlige morgen havde Fant
fået sig en ven, nemlig Flue, sådan som vi allerede har hørt om i de foregående
historier.
Til trods for den enorme
størrelsesforskel imellem dem, og selv om Fant ikke kunne se, men kun høre sin
lille bitte ven, så forstod de at kommunikere med hinanden gennem lyde, som vi
mennesker kalder tale eller snak. Og snakke sammen kunne de to til gengæld,
endda et hel kvarter ad gangen. Det var ikke lang tid for en elefant, men for
en døgnflue var det en god del af dens liv.
Men nu var der jo sket det, at Flue
havde fulgt sin natur og havde forlovet og giftet sig, naturligvis med en
døgnhunflue, som han fandt allerdejligst af alle i døgnfluernes verden. Og hvad
naturligt var, så ventede parret sig nu børn, for fruen var blevet gravid. Det
vil sige, at hunfluen var blevet med æg, som skulle ligge og udruges et lunt og
beskyttet sted. Det sidstnævnte var et lidt prekært spørgsmål, som Flue ville
snakke med sin gamle ven om.
Fant vidste endnu ikke noget om, at
Flues kone var blevet gravid, så da Flue opsøgte ham, for at tale med ham om
det, misforstod han i første omgang spørgsmålet.
- ”Du, Fant! Sagde Flue lidt forlegent, ”min
kone og jeg vil meget gerne ha’ unger! Men vi har et problem, og derfor er det,
at vi ville spørge dig, om ikke du gerne ville hjælpe os?”
- ”Hjælpe jer! svarede Fant, ”Du ved, kære
ven, at der ikke er noget jeg hellere ville. Men tror du ikke, at jeg –
æh-æh-æh-hæe – ligesom er for gammel og for stor!?”
- ”Hvad mener du med det, Fant?” spurte Flue
noget uforstående.
- ”Jo, altså, min du ved nok, er jo mange, mange,
mange gange større, end en lille døgnfluefrues, du ved nok?” fremstammede Fant
og rødmede dybt, hvad man dog ikke kunne se på ham, for det var han alt for
tykhudet til.
- ”Nåh, sådan!” lo Flue og var ved at glemme
at bruge vingerne af samme grund. ”Der er vist noget, du har misforstået, gamle
ven! Hvordan kan du dog tænke sådan?”
- ”Undskyld mange gange, kære ven, det var
dumt af mig at misforstå dig!” sagde Fant med grødet stemme. ”Men lad mig så
høre, hvad det er, du vil have min hjælp til?”
- ”Jo, ser du, flueunger kommer jo ud af deres mor som bitte, bitte små
æg, som skal ligge et varmt og godt sted, hvor de kan komme til verden!”
- ”Ja, og hvad så?” spurgte Fant.
- ”Jo!, så var det vi gerne ville spørge dig, om ikke du ville
hjælpe os?”
- ”Men hvordan, kære ven!” sagde Fant uforstående.
- ”Vi tænkte – eller rettere sagt: jeg tænkte, om ikke du på din
gårdtur efter aftensmaden kunne aflevere en høm-høm ovre i det fjerneste hjørne
af folden!” sagde Flue indtrængende.
- ”Hvorfor skulle jeg det, min ven?” sagde Fant, stadig
uforstående.
- ”Jo, for så kunne min kone lægge sine æg i din varme høm-høm,
som ville være et godt sted for vores æg at blive modne!” svarede Flue
forklarende.
- ”Hvorfor skal æggene blive modne, kære Flue?” spurgte Fant
troskyldigt.
- ”Det skal de, fordi det er den måde flueunger fødes på!” sagde
Flue.
- ”Nåeh, sådan! Så forstår jeg!” udbrød Fant med et bedrevidende
smil, og fortsatte: ”Høm-høm’en skal blive leveret ved første lejlighed!”.
- ”Tak, kære ven! jeg vidste, at jeg kunne regne med dig!” sagde
Flue glad.
- ”Ja, selvfølgelig, for vi er jo ligesom i familie, ikk’!” sagde
Fant med stolthed i stemmen.
Fant
var virkelig glad for at kunne hjælpe sin ven og hans kone, så derfor gjorde
han det, som han var blevet bedt om. Og Fluefruen satte sig et godt sted på
Fants varme høm-høm og lagde sine æg i skjul i en revne. Her lå de til ungerne
blev udklækket, først som larver, der siden forvandlede sig og fik både ben og
vinger som deres forældre.
Fant
stod atter i sin stald, træt efter den lange dag, så derfor genoptog han sin
yndlingsbeskæftigelse: at blunde og drømme. Han fik dog ikke lov til at være i
fred ret længe, for pludselig lød der en latter af mange fine bittesmå stemmer,
som ligesom råbte i munden på hinanden:
- ”Hej, onkel Fant! Hej onkel Fant” sang
stemmerne ivrigt i blandet kor.
Fant
vågnede med et sæt af sin døs, forundret over, hvad der nu var på færde.
- ”Æeh, hva’ sker der her!? spurgte han ud i
luften.
- ”Det er såmænd bare mine børn, der gerne
vil hilse på dig, kære ven!” hørte Fant Flue sige. ”Og du skal endnu engang ha’
rigtig mange tak for din store hjælp!”
- ”Åh, det var så lidt! Det var så lidt!
Skulle det være en anden gang, så……” han nåede ikke at fuldføre sætningen, før
både ungerne og deres far var væk igen. De fløj sammen omkring i den store
stald, morede sig hjerteligt og lavede loops og ottetaller det bedste de kunne,
og smuttede ind og ud alle steder, de fandt, af bare glæde over det herlige det
er, at leve!
******************
©
30.05.2010 Harry Rasmussen.
Historie nr.
6.
Det var hen mod middagstid.
Solen skinnede og det var varmt, og Fant havde lige været på en langsom vandretur
rundt i sin store fold. Men solen var brændende og lyset generede hans øjne, så
derfor søgte han atter ind i staldens svale skygge. Her tog han sig en tot hø,
som han stod og gumlede på, alt imens han faldt i dybe tanker. Men snart gled
hans bevidsthed stille og roligt ind i drømmeland. Sådan som han og den havde
gjort flere gange før i løbet af de sidste 24 timer.
Men Flue, hvad mon der skete for og
med ham? – Jo, han var nu blevet 24 timer gammel, konen havde forladt ham og
børnene var fløjet fra reden, som man siger, og førte deres eget liv. Flue
følte sig træt og alle hans bevægelser var blevet tøvende og langsomme. Han sad
nu i længere tid ad gangen i sin vindueskrog igen, og her tænkte han lidt
vemodigt tilbage på sit lange liv og især på sin gamle trofaste ven, Fant, som
altid havde villet lytte til ham og taget del i hans gode og mindre gode
øjeblikke. Hans besøg hos vennen var dog blevet færre og færre i de sidste
timer.
Men skønt han følte kræfterne svigte,
ville Flue dog gerne endnu engang flyve hen og hilse på sin gamle ven, også
selv om vingerne ikke længere havde den samme kraft og styrke, som førhen.
Alligevel forlod han sit hyggelige, lune vindueshjørne og begav sig afsted på
usikre vinger, for at opsøge vennen. Flyveturen tog længere tid, end den
plejede, og det var kun med opbydelsen af sine sidste kræfter, at Flue magtede
at klare turen. Men endelig langt om længe nåede han frem til vennen, hvor han
satte sig til hvile i dennes højre øregang.
Fant stod og blundede, omtrent som
sædvanligt, men pludselig følte han noget kilde i sit højre øre. Det fik ham
til at vågne så meget op, at han kunne høre en svag pustende summen, som han
ikke lige straks var klar over, hvad var.
- ”Fant, min kære ven!” stønnede Flue, ”er du vågen?”
- ”Åh, er det dig, Flue!?” sagde Fant lavmælt, ”hvor er det godt,
at høre dig igen, gamle ven!”
- ”Ja!”, hviskede Flue svagt, ”nu har du lov til også at kalde mig
”gamle ven”, for jeg har i min høje alder af 24 timer ikke langt igen!”
- ”Åh, Flue, det har vel ikke så stort hastværk!” sagde Fant, ”du
kan da vel leve længe endnu?”
- ”Nej, min kære ven,” gispede Flue stakåndet, ”det kan jeg
desværre ikke, selv om her har været godt at være, især med en trofast ven som
dig! Men min tid er nu forbi, og derfor er jeg kommet for at sige dig farvel og
tak for dit venskab!”
- ”Ja, men det er da i lige måde, du gamle! Det har været gode og
herlige øjeblikke, vi to har tilbragt sammen. Dem vil jeg aldrig glemme, og gør
det heller ikke, for vi elefanter har en god hukommelse!”
- ”Tak, kære ven!” hviskede Flue og gled over i bevidstløsheden,
hvorved han gled ud af Fants øregang og faldt ned og blev væk i den høstak, der
lå under Fants store krop.
- ”Hov, hvor blev du af!” udbrød Fant, jeg kan ikke mere høre
eller mærke dig! Svar mig, min ven!”
Men der kom naturligvis ikke noget
svar fra Flue, for han var jo nu fløjet til de evige fluemarker, sådan som
millioner og atter millioner af fluer før ham.
Fant stod nu ene tilbage med sin sorg over vennens død. Han havde tårer
i øjnene, og han ønskede også selv, at livet snart måtte få en ende for hans
eget vedkommende. Der var ikke meget sjov ved at blive så gammel, at man kun
havde minderne tilbage. Selv havde han mistet al sin familie og nu også sin
seneste og eneste ven. Sove ville han, sove og drømme om de gode tider, der var
engang.
Sådan gik der en god times tid, da
Fant lige med ét blev vækket af sine sørgmodige tanker af en lille bitte fin
summende lyd i sit højre øre.
- ”Hvad er mon det!” spurgte Fant sig
selv, for der var ikke andre, han kunne spørge.
- ”Det er bare mig!” lød der en lille bitte spæd stemme.
- ”Hvem mig? spurgte Fant med sin dybe brummestemme.
- ”Mig! kan du ikke se mig? Jeg flyver nu lige foran dine øjne”.
Fant glippede med øjenlågene og
virrede lidt med hovedet, men kunne ikke få øje på noget lige foran sine øjne.
- ”Stakkels dig!” sagde det lille bitte væsen medlidende. Men du
kan jo høre mig! så derfor kan vi godt snakke sammen”, sagde den lille stemme.
- ”Ja! men hvad er du for én?” spurgte Fant nysgerrigt.
- ”Jeg er en døgnflue, ikke større end en lille plet på en
vinduesrude!” sagde det lille væsen.
- ”En døgnflue!” sagde Fant, og efter et
øjebliks pause udbrød han: ”Nåeh, en døgnflue! Det ku’ du jo bare ha’ sagt
straks! Men stakkels dig!” sagde han vemodigt, ”så har vi ikke lang tid at
snakke i. Jeg har ellers tid nok, for jeg kan blive 100 år!”
- ”100 år!” udbrød døgnfluen, ”så langt
rækker min lille forstand ikke! Jeg har nok i de 24 timer, én dag og én nat.
Det er 1.440 minutter. Hvert minut er en dag for mig, så jeg har 1.440 dage at
leve i. I den tid bliver jeg født, vokser op, morer mig og bliver gift, får
børn og bliver gammel!”
- ”Ja, ja!” sagde Fant tålmodigt, for han
vidste bedre, ”det ved jeg godt, det ved jeg godt, min lille ven! Men lad mig
nu høre, hvad du har at sige!”
- ”Jo”, sagde den lille flue, ”jeg vil gerne
spørge dig, om du ved, hvor stor verden er?”
- ”Nå, da!” tænkte Fant, ”så kan historien begynde
forfra og om igen!”
Finale.
© 30.05.10 2010 Harry
Rasmussen.