1
Når Jesu alder i begyndelsen af dette tekststykke opgives til at være
omkring 38 år, da han blev henrettet, beror det på den antagelse, at han kan
være født år 7 f.Kr. Det menes at han lod sig døbe af Johannes Døberen i år 28
e.Kr., hvilket i så fald vil sige, at han da har været omkring 35 år. Og da det
er en almindelig antagelse, at han virkede i hen ved 3 år, må det betyde, at
han har været omkring 38 år ved sin død. Men der hersker naturligvis stor
usikkerhed omkring de præmisser, som danner grundlag for disse tal og
aldersangivelser. Antager vi i lighed med Martinus, at et menneske med sin
kernepersonlighed først er fuldstændig inkarneret omkring det 30. år, og derfor
tidligst da kan opleve "den store fødsel" til "kosmisk
bevidsthed", må det betyde, at denne situation er indtrådt for Jesu vedkommende
omkring år 23, hvilket vil sige, at han ved sin dåb i år 28 har været omkr. 35
år. Der er i så fald gået ca. 5 år, hvori han må antages at have opholdt og
videreuddannet sig i skriftkyndighed, måske i Qumranklosteret, hvor han med
sin kosmiske indsigt i livsmysteriet nu kunne læse og udlægge de
gammeltestamentlige skrifter på en ny og i virkeligheden revolutionerende
måde. Det skal dog tilføjes her, at Martinus ikke selv lægger særlig vægt på
historiske årstal og tidsangivelser, idet han ikke mener at de har nogen
betydning for forståelsen af det væsentlige, i dette tilfælde Jesu liv, lære
og mission.
2 1. Kor. 11,23-26; jvf. Jer. 31,31ff.; 15,3; Rom. 4,25; Matt.
26,26-29 med par.; Joh. 12,24.
3 2. Kong. 3,27; jcf. Dom. 11,34-40; 1. Mos. 22.
4 Sl. 51,18; jvf. 40,7; 1. Kong. 12,28ff.; jvf. 2. Mos. 32: Hos.
6,6; Mika 6,6.
5 Matt. 5,23f.;
23,18f.; 26,26-29; Ap.G. 3,1; 21,26; 24,17; Mark. 14,22-25; Luk. 22,15-20; 1. Kor. 11,23-25; 2. Mos. 24,4-11.
6 Matt. 26,28-29 med par.; 1. Kor. 5,7; 15,3; jvf. Rom. 3,24-26;
Joh. 1,29; 19,36; Åb. 5,6ff.; 13,8; Hebr. 5,7-10.
7 Leif Grane: Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter,
s.111-12. – Det skal fremhæves, at apostlene
Jakob, Simon Peter, Johannes og Paulus lægger vægt på, at det foruden
troen er gerningerne, der betyder noget for menneskers frelse eller befrielse
fra det ondes magt. (Jak. 2, 14-26; Åb. 20,12).
8 Joh. 14,15-27.
9 Begrebet Talsmanden forekommer kun i Johannes-skrifterne,
hvor det af Joh.14-17 fremgår, at det dels kan være en betegnelse for Helligånden,
dels for Jesus selv. Det græske ord for Talsmanden er "parakletos",
og det stammer fra retssproget og svarer til det latinske
"advocatus", som betyder ӎn, der bliver tilkaldt" for at tale
en andens sag. I denne betydning forekommer ordet i Joh.16,8-11, hvor det
siges, at talsmanden skal føre disciplenes sag ved at overbevise verden om
synd, retfærdighed og dom. Men Talsmanden omtales dog mere alment som
disciplenes så vel som "de kommende slægter"s hjælper og vejleder, og
som vidne om åbenbaringen. De kristne har brugt talsmanden som et symbolsk
udtryk for, at Jesus som opstanden er til stede i sin menighed. Forestillingen
om en fortaler hos Gud er i øvrigt ikke fremmed for Gamle Testamente, idet en
sådan omtales både hos profeterne og især i Jobs Bog (Job.33,23-30), hvor der
tales om en engel, der går i forbøn hos Gud.
Begrebet Helligånd
eller Guds ånd eller kraft betegner i Bibelen Guds usynlige virksomhed i
mennesker. Det fortælles således i Gamle Testamente, at Gud givere dommere,
konger og profeter sin Ånd, for at de kan handle på hans vegne (Dom.6,34;15,14;1.Sam.10;16,13;Mika
3,8). Men det er dog først Messias, der helt og fuldt skal besidde Helligånden
(se f.eks. Es.11,1-10), og når han kommer, skal han foranledige, at Helligånden
udgydes over alle mennesker (Joel 3,1ff.).
Sammenfattet betragtet
kan det siges, at Helligånden i Ny Testamente optræder som et pant på og som en
forudgribelse af Guds riges herlighed. Men i NT finder man ingen spekulationer
over Guds, Jesus og Helligåndens indbyrdes forhold, idet sådanne tanker hører
en senere tid til. Forestillingen om den hellige Treenighed: Gud, Sønnen og
Helligånden, er altså ikke oprindeligt kristne. Det siges dog, at bespottelsen
af Ånden er det samme, som bespottelsen af Gud selv. Begrebet Treenighed,
af latin: "trinitas", er et teologisk begreb, der er skabt af kirkefaderen
Tertullian (død omkr. 230 e.Kr.) i et forsøg på at afklare forholdet mellem
Gud, Jesus Kristus og Helligånden, og dermed undgå forestillingen om at have
tre guder. Som nævnt findes der ingen treenighedslære i NT, men den
treleddede formel Faderen og Sønnen og Hellig- ånden forekommer dog
(Matt.28,19; 2.Kor.13,13). Imidlertid lægger Jesus selv vægten på enheden
mellem Gud, Sønnen og Helligånden (Joh. 5,36;10,
30;14,9ff.;15,26;16,7;2.Kor.5,19). For NT er det vigtigt at fremhæve, at Gud
har handlet i Jesus Kristus, som dermed er Guds levende ord, og at dette
forhold bliver klart ved Helligåndens vidnesbyrd.
10 Se herom i f.eks. Livets Bog I, 5.kap.: "Jordmenneskehedens
Modtagelighed for den ny Verdensimpuls", og sammesteds symbol nr. 3: "Menneskehedens
Bevidsthedskategorier", og forklaringen hertil; se desuden symbol nr.
4: "Intolerance", samt forklaringen hertil.
11 1. Mos. 1,31. - Martinus'
Erindringer, s.72. Zinglersens Forlag 1987.
12 Samme sted, s. 57 ff.
13 Tv-programmet HVÆLV –
VIDENSKABENS VERDENSBILLEDER, DR TV1, 29.12.87, omhandlede Teorien om
alting, og herunder fortalte programværten, forfatteren Tor Nørretranders,
om de såkaldte og ultramikroskopiske superstrenge, som i henhold til
teorien kunne opfattes som altings grundlæggende struktur. Rent umiddelbart
faldt tanken på Martinus’ udsagn om ”de gyldne tråde”, han oplevede i
forbindelse med sin indvielse i påsken 1921. Måske er der en overensstemmelse
her, således at superstrengene kan opfattes som identiske med ”de gyldne tråde”
og omvendt? – Se Martinus: ”Omkring min
missions fødsel”, 17. kap.: ”Den
gyldne ilddåb.”
14 Martinus beskriver sin
indvielse og virkningen heraf i bogen Omkring min Missions Fødsel, i kap. 14-19, og summarisk i "Martinus' Erindringer", s.
63-68.
15 Martinus' symbol over
"Livets bog" betegnes som "symbol nr. 43", og det findes
trykt med forklaring i "Det
Evige Verdensbillede 4, s.121-127.
Når Martinus i øvrigt
har tilladt sig den tilsyneladende dristighed, at promovere sig selv og især
sit livsværk i et messiansk lys, hænger det ifølge ham selv sammen med, at
Guddommen, som han i den sammenhæng kalder for "det guddommelige
skabeprincip", altså det første i al skabelse eller manifestation, med
visse mellemrum udløser sig i nogle såkaldte "verdensimpulser" i
verdensaltet, og sådanne skabeimpulser rammer fra tid til anden også jorden,
hvilket i hvert enkelt tilfælde resulterer i et udviklingsspring på et eller
flere områder, som f.eks. de store kulturepoker, herunder også
verdensreligionerne og naturvidenskaben.
Det gælder særlig for
verdensreligionerne, at de kan tilskrive deres oprindelse til et enkelt
individ, som i særlig grad har vist sig modtagelig for en sådan skabeimpuls, og
som i åndelig-moralsk udvikling er så
tilpas meget foran sine medindivider, at vedkommende er i stand til på
Guds vegne at optræde som disses revser, vejleder og - ikke mindst - genløser,
hvilket vil sige, som den, der genopretter individets og folkets tabte
fællesskab med Gud. Dette var tilfældet med f.eks. Moses, som Martinus betegner
som "en mørk verdensgenløser", fordi det var dennes mission
eller opgave at føre menneskene gennem udviklingens mørkezone, hvilket vil
sige en tilværelseszone, som er præget og behersket af den mørke udstråling fra
det guddommelige skabeprincip. I denne zone hersker faktorer som mord, vold, drab, krig, straf og hævn, som i
reglen motiveres med "retfærdig harme", "hellig vrede"
osv., og gudsdyrkelsen omfatter foruden overtro og afgudsdyrkelse også ofring
af dyr og undertiden af mennesker. Som det indirekte fremgår heraf, er verden
til en vis grad stadig mere eller mindre præget af virkningerne fra den mørke
verdensimpuls.
Imidlertid udstråler det guddommelige
skabeprincip også en lys udstråling, og denne giver sig udslag i udviklingens lyszone,
som er en tilværelseszone, der er præget af lige præcis de modsatte faktorer og
tendenser af den mørke verdensimpuls, det vil sige: næstekærlighed, fred,
pacifisme, humanitet, tilgivelse, ægte retfærdighed o. lign. Den lyse
verdensimpuls begyndte ifølge Martinus at stråle ind over jorden omkring Jesu
fødsel, og det er derfor velbegrundet, når han i Johannes-evangeliet kalder
sig selv for "verdens lys" og "livets lys" (Joh. 8,12-13).
Men som enhver ved, så har den lyse impuls til dels måttet gøre sig gældende på
den mørke impuls' præmisser, idet denne i vid udstrækning har haft overtaget i
de to årtusinder, kristendommen har eksisteret, og efter verdenssituationen at
dømme, formår menneskene ikke så let at give slip på mørkezonens efterhånden
vanemæssige og instituerede faktorer og traditioner. Denne situation har
naturligvis heller ikke kunnet undgå at præge kristendommen og kulturen.
Men det viser sig i
henhold til Martinus, at det guddommelige skabeprincip fra starten af det 20.
århundrede har begyndt at sende en ny kraftig impuls ind over jorden, nemlig
den, som han selv er inspireret af, og som for ham betyder fødslen af en
helt ny verdensorden, som vil være kendetegnet ved tiltagende fremgang for en
hidtil uset humanitet, moral og kultur. Ifølge Martinus selv, vil hans
livsværk, Det Tredje Testamente, med tiden komme til at spille nogenlunde samme
rolle for verdenskulturen, som tilfældet har været med Bibelen, herunder
naturligvis i særlig grad Ny Testamente, nemlig som en vejviser i kærlighed,
etik, moral og visdom. Denne udvikling i retning af "en ny himmel" og
"en ny jord", vil i henhold til Martinus komme til at strække sig
over de kommende 3000 år, og først da vil "den ny verden" eller
"Himmeriges rige" eller "Guds rige" have fået fodfæste på
jorden.
Sluttelig skal nævnes,
at Martinus ligefrem taler om "verdensgenløsningsprincippet",
hvis variant er "forældre- og beskyttelsesprincippet", og
førstnævnte er derfor et udtryk for Guds forældre- og beskyttelsesrolle,
nemlig som alle levende væseners evige Fader. Moderrollen udgøres i den
sammenhæng af Guds skabende kraft, som Martinus da også kalder for "moderenergien".
Verdensgenløserne, de mørke så vel som de lyse, er derfor redskaber eller
organer, hvormed Gud leder og fører sine "børn", dvs. de levende væsener,
menneskene inklusive, gennem det evige livs mørke så vel som lyse
udviklingszoner.
Om "det guddommelige skabeprincip", "den
mørke og den lyse udstråling fra skabeprincippet",
"verdensgenløserne", "udviklingszonerne" og den eskatologiske udvikling, kan man bl.a.
læse i Livets Bog I, som i relativt koncentreret form beskriver hovedfaktorerne
i Martinus' Kosmologi.
16 2. Mos. 32,32f.; Åb. 5,5; 13,8; 20,12; Joh. 20,11-15.
17 Martinus’ beskrivelse og
karakteristik af Livets Bog: LB I, stk. 7, 13, 15, 19, 22, 96, 142, 252. LB III, stk. 672, 679, 879, 926,
1052. LB VII, stk. 2407, 2536, 2644, 2659-64. Efterskrift
side 2905-12. Martinus’ principielle sammenligning af livet eller tilværelsen
med en trykt bog: LB VI, stk. 2050-5, 2062, 2064-7. Småbog nr. 8: Menneskeheden
og verdensbilledet, 20. kap.
18 LB I, stk. 33-42.
Skabeprincippets lyse udstråling: LB I, stk. 80-2, 85, 87-8, 98, 117, 119. Den
historiske Buddha, hvis navn var Siddharta Gautama, menes at have levet
omkring 624-544 f.Kr., og tilnavnet Buddha, som betyder "den
oplyste", fik han efter at have oplevet, hvad der betegnes som den
højeste indsigt og erkendelse. Han var prins af fødsel og voksede op i et
stærkt beskyttet hofmiljø, der var præget af brahmanisme og hinduisme, og som
holdt ham borte fra den omgivende verden. Han blev senere gift og fik som
29-årig en søn, men efter på sine rideture udenfor slotsparken at have mødt en
olding, en alvorligt syg og et lig, og indset, at livet grundlæggende er
lidelse, afsagde han sig sin arveret til tronen og forlod kone og barn og sin
familie. En nat med fuldmåne mødte han på sin ridetur en omvandrende asket og
følgen af dette møde blev, at Siddharta selv valgte at blive omvandrende asket,
for ad den vej at søge frem mod frelsen som sandhedssøgende asket. I den
henseende fulgte han den almindelige indiske livsvej: barndom, uddannelse,
familieliv og derefter afsigelse af verden. Efter en periode med alvorlig
sygdom som følge af underernæring, indså han, at askese ikke var vejen, det var
derimod middelvejen mellem verdsligt liv og afsigelse af verden. Under en dyb
meditation, siddende under Bodh-træet, Erkendelsens Træ, i Uruvala ved
nutidens Gaya i Indien, nåede han frem til den endelige erkendelse, bodhi, og
var nu en buddha, en oplyst. – Martinus om Buddha og buddhisme: LB I,
stk. 91, 122, 150. LB VII, stk. 2432. E I, stk. 1:3. LB 4, stk. 39.3-4, 43.2, 44.2. Småbog nr. 2: Påske, 2.
kap. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed, 2.., 6. og 20. kap. Småbog nr. 6b:
Pinseglans over livet, 14. kap. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet, 5.-6. kap.
– Martinus’ omtale af Muhammed og islam: LB I, stk. 61, 122, 150. LB IV, stk. 1491. E I, stk. 1:3. E 4, stk. 39.3-4, 43.2, 44.2. L, 85. kap. Småbog nr.
2: Påsle, 2. kap. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed, 2. 6. og 20. kap. Småbog nr.
10b: Mental suverænitet, 5.-6. kap.
19 Martinus: Livets Bog I,
stk.59.
Noter til 1.
"DEN NY VERDENSIMPULS"
1 Martinus: Livets Bog, stk.50-68.
2 Samme sted, stk. 19-20.
3 Samme sted, stk. 50-53. Martinus er af den opfattelse, at der
eksisterer liv - og herunder andre menneskeheder - på utallige andre kloder i
universet. Dette liv og disse menneskeheder repræsenterer dels stadier, der er
højere udviklet og dels lavere udviklet end livet på jorden og den jordiske
menneskehed. Ifølge Martinus' Kosmologi er universet udtryk for Guds psykofysiske
organisme, og som sådan udgør det en integreret organisk helhed eller holistisk
enhed. Denne enhed eller helhed eksisterer på grundlag af et syvleddet
organismeprincip, som også udgør et livs- og stofenhedsprincip, og som omfatter
følgende syv principper: 1. partiklens princip, 2. cellens princip, 3.
organets princip, 4. organismens princip, 5. klodens princip, 6. solsystemets
princip, og 7. galaksens princip. Som det umiddelbart ses, udgør disse syv principper
tilsammen en integreret helhed, nemlig den, vi betegner ved begrebet
verdensaltet. Betragter vi de syv principper fra organismens princip, hvilket
.eks. kan være fra en menneskeorganismes synspunkt, udgør de tre første
principper mikrokosmos, mens de tre sidste principper udgør makrokosmos. Det
er imidlertid Martinus' pointe, at dette syvleddede princip gentager sig i
det uendelige nedad i mikrokosmos og ligeledes opad i makrokosmos. Således
forstået, at galaksens princip er identisk med partiklens princip i et overliggende
syvleddet organismeprincip. Omvendt er partiklens princip identisk med
galaksens princip i et underliggende syvleddet organismeprincip. Men
samtidig understreger Martinus, at det fra en kosmisk synsvinkel betragtet
forholder sig sådan, at alle størrelser faktisk har præcis samme størrelse,
idet enhver størrelse, uanset om den er stor eller lille, er identisk med
evigheden og uendeligheden. Men når det i den praktiske oplevelse tager sig
anderledes ud, hænger det ifølge Martinus dybest set sammen med indflydelsen
fra det, han betegner som perspektivprincippet eller, som han også kalder
det: illusionsprincippet. Dette princip ligger som bekendt også til grund for
vor fysiske synsopfattelse af genstandene i omverdenen, og dets indflydelse
viser sig ved, at det lader os opfatte lige store genstande som værende mindre
og mindre, jo længere borte fra iagttageren, de befinder sig. Der er her
tydeligvis tale om en optisk illusion. Dette interessante erkendelsesteoretiske
emne skal jeg dog ikke komme nærmere ind på i denne sammenhæng, men nøjes med
at henvise eventuelt interesserede læsere til litteraturen herom. (Se
afsnittene Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi her på hjemmesiden).
Men hvad der er nok så
vigtigt i sammenhæng med det syvleddede organismeprincip, så fungerer de
enkelte led, både når det gælder partikler, celler, organer, organismer,
kloder, solsystemer og galakser, som
fysiske organer eller redskaber for "bagvedværende" levende
væsener, der, som tilfældet ifølge Martinus er med overhovedet alle levende
væsener, er udtryk for et treenighedsprincip, hvis tre integrerede hovedinstanser
er 1. Jeget, 2. bevidstheden, og 3. organismen. Dette betyder eksempelvis, at
uanset om en klode er beboet eller ej, så er den under alle omstændigheder i
sig selv udtryk for bevidst liv i en eller anden grad. Og i de tilfælde, hvor
den ikke er det, udgør den et "kosmisk lig". En klode er jo i lighed
med alle levende organismer underkastet et vækst- og degenerationsprincip, og
må derfor udvikle sig fra "barn" til "voksen", fra
"umoden" til "moden", for derefter at degenerere eller
ældes og til sidst dø. Men ligesom menneskene tilsammen udgør
menneskesamfundet, som ifølge Martinus igen udgør jordklodens hjerneorgan,
således udgør kloderne også klodesamfund, solene solsamfund, og galakserne
galaksesamfund. Principielt det samme er tilfældet med partikler, celler og
organer, som henholdsvis udgør samfund af partikler, celler og organer. Og
som en følge af, at der findes mikrokosmiske så vel som makrokosmiske levende
væsener, forekommer de ovenfor nævnte kosmiske verdensimpulser derfor også i
"formater", der passer for de pågældende væsener. På tilsvarende
måde forekommer de såkaldte verdensgenløsere derfor ligeledes i forskellige
"formater", som f.eks. verdensgenløsere, klodegenløsere,
solgenløsere og galaksegenløsere. Alene heraf ses det, at en verdensgenløser
som eksempelvis Jesus Kristus naturligvis ikke var eller kunne være almægtig,
og dermed altså heller ikke være nogen gud. At tro dette, er ifølge Martinus
udtryk for ren overtro. (Se f.eks. Livets Bog I, stk. 54-59).
4 LB I, stk. 140-7, 153, 187, 222, 247, 288.
5 Om Guds væsen og natur, se især Livets Bog VI, og evt.
Indeks dertil.
6 LB I, stk. 6, 35-6, 45, 213, 245-52, 272.
7 LB
I, stk. 44-5, 274, 277.
8 Vedr. Tilværelsesplanerne, se f.eks. LB I, stk. 44,
231, 237, 181-2, 253-61, 273. Vedr. Guds primære og sekundære bevidsthed, se f.eks. LB VI, stk.
2335-7, 2384, 2386-90, 2392, 2394.
9 For
fuldstændighedens skyld skal det her tilføjes, at i henhold til Martinus er
hvert enkelt levende væsen i besiddelse af i alt seks åndelige legemer, som dog
ikke alle er lige udviklede på samme tid. Disse seks legemer fungerer hver især
som omsætningsredskaber for en bestemt kombination af i alt seks kosmiske
grundenergier, der henholdsvis betegnes som: 1. instinktenergien, 2.
tyngdeenergien, 3. følelsesenergien, 4. intelligensenergien, 5.
intuitionsenergien, og 6. hukommelsesenergien. Disse legemers vækst og
degeneration og indbyrdes forhold er bestemt af en syvende og sidste
grundenergi, kaldet moderenergien, fordi den så at sige er ophav til og
dirigerer de andre seks grundenergier. Moderenergien ytrer sig i praksis som
en række universelle lovmæssigheder i form af skabeprincipper, hvoraf der
findes i alt otte hovedskabeprincipper og mindst syv variantprincipper. Et af
disse skabeprincipper er kredsløbs- og kontrastprincippet, som de ovenfor
nævnte seks åndelige legemer blandt andet er styret af, hvilket vil sige, at de
er undergivet en ganske bestemt lovmæssighed, som består i, at hvert af
legemerne er undergivet en vækst- og degenerationsproces, der strækker sig fra
latent tilstand over første og andet vækststadium til fuld udfoldelse eller
funktionsdygtighed, for derefter at gennemløbe første og andet
degenerationsstadium tilbage til latent tilstand. Herefter begynder processen
forfra og, hvilket gentager sig i al evighed. Imidlertid sker vækst- og
degenerationsprocessen ikke samtidig for alle legemerne, men er på basis af
kontrastprincippet forskudt på en sådan måde, at ét af legemerne altid vil være
på højden af sin funktionsevne, medens dettes modsætning funktionsmæssigt
set til gengæld vil befinde sig i latent tilstand. Et andet af legemerne vil
altid befinde sig i andet vækststadium og dets modsætning i andet degenerationsstadium,
og et tredje af legemerne vil altid være i første vækststadium og dets
modsætning i første degenerationsstadium. Hertil kommer, at de seks
grundenergikombinationer indbyrdes er forskudt med lige præcis én hovedfase,
hvilket er baggrunden for forekomsten af de seks riger eller tilværelsesplaner,
idet disse som nævnt er udtryk for hver sin grundenergikombination. Derfor er
det instinktenergien, der dominerer i den grundenergikombination, som ligger
til grund for planteriget, tyngdeenergien i den grundenergikombination, der
ligger til grund for dyreriget, følelsesenergien i den kombination, som
ligger til grund for det rigtige menneskerige, intelligensenergien i den
kombination, der udgør grundlaget for visdomsriget, intuitionsenergien i den
grundenergikombination, som er basis for den guddommelige verden, mens
hukommelsesenergien er det i den energikombination, der danner
salighedsriget.
Martinus' pointe er nu, at ethvert levende
væsen har både en dagsbevidsthed og en såkaldt natbevidsthed, og disse to
former for bevidsthed bæres af hver sit særlige grundenergilegeme. Individets
dagsbevidsthed bæres altid af kombinationens kulminerende energilegeme, medens
natbevidstheden bæres af det næstfølgende legeme i rækken. For menneskets
vedkommende betyder det, at dagsbevidstheden er båret af legemet med den
grundenergikombination, hvori tyngdeenergien er kulminerende, medens
natbevidstheden bæres af samme kombinations følelseslegeme. Begrebet natbevidsthed
kan med et vist forbehold opfattes bogstaveligt, idet dagsbevidstheden ved
søvnens indtræden automatisk overføres fra det fysiske tyngdelegeme til
følelseslegemet, der er af rent åndelig eller parafysisk natur. Denne overførsel
af bevidstheden sker også i andre situationer, som f.eks. ved besvimelse,
bedøvelse o. lign., men mest drastisk sker det ved den fysiske organismes død.
Da overføres individets dagsbevidsthed for længere tid helt til følelseslegemet,
og det er derefter dette legeme, individet betjener sig af som sanse- og
manifestationsredskab i den rent åndelige verden, som i øvrigt er identisk med
den, der er skitseret under omtalen af spiralkredsløbets tre åndelige
lyszoner. Men i dette tilfælde er der dog tale om en betydeligt mere kortvarig
passage gennem de åndelige riger og frem til en ny inkarnation i et nyt fysisk
legeme af samme art som det foregående. Men hvorfor reinkarnationsprocessen
finder sted, og hvordan den nærmere foregår, skal jeg dog ikke komme ind på
her, men må henvise læseren til Martinus’ værker. Vedr. de kosmiske
grundenergier og disses indbyrdes kombinationer, se LB II, stk. 331-2,
439, 442, 533. Vedr. grundenergilegemerne, se samme sted, stk. 328-9,
331, 333, 590. Vedr. reinkarnation: Se f.eks. LB I, stk. 148,160, 175-6,
210, 232, 248, 260, 280, 283-5. Se endvidere afsnittet REINKARNATIONSPRINCIPPET
her på hjemmesiden.
10 Vedr. organismeprincippet, se
note 3. - I henhold til Martinus er jordkloden udtryk for et levende væsens psykofysiske
organisme, hvor menneskeheden udgør dennes hjerneorgan, og hvor de
elektromagnetiske felter, der omgiver jorden, er udtryk for dens åndelige
sfære, der dog ikke er direkte identisk med de nævnte felter. Denne sfære
indeholder forskellige niveauer, der svarer til de rent åndelige riger, som
blev nævnt under omtalen af spiralkredsløbet, nemlig: det rigtige
menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Og det
er derfor i de "afdelinger" af de nævnte riger, der er knyttet til
jordklodens åndelige sfære, at de fysisk inkarnerede væsener midlertidigt
opholder sig efter døden og indtil en ny inkarnation kan finde sted. Det er
også via denne sfæres rigtige menneskerige, at de såkaldte verdensgenløsere
reinkarnerer på jorden på de af Gud bestemte tidspunkter, men selv er de
hjemmehørende på kloder i universet, hvor det rigtige menneskerige er en daglig
realitet og ikke kun et håb eller en drøm, der langsomt er ved at manifestere
sig, sådan som tilfældet er her på jorden.
Som formentlig almindeligt bekendt, tilhører vor jord det
galaksesystem, vi kalder for mælkevejen, og Martinus hævder, at den lyse udstråling
fra Skabeprincippet for jordens vedkommende i medfør af den organiske
sammenhæng mellem klodesystemer, solsystemer og galaksesystemer, kommer fra et
sted i nærheden af mælkevejens centrum. I den forbindelse er det måske værd at
notere sig, at alle verdener eller tilværelsesplaner, uanset om disse er
fysiske eller såkaldte åndelige eller parafysiske, ifølge Martinus er opbygget
på principielt samme måde, nemlig på basis af det syvleddede organismeprincip.
Det vil eksempelvis sige, at alle verdener eller tilværelsesplaner indeholder
galakser og solsystemer, og dermed planeter, beboede så vel som ubeboede, men
ikke desto mindre i hvert enkelt tilfælde udtryk for liv og bevidsthed i en
eller anden grad og på et eller andet
niveau.
11 LB I, stk.15. Bibelcitatet "een hjord og een
hyrde" er fra Joh.10,16.
12 Vedr. de to
andre verdensreligioner, buddhismen og islam, bliver disse indirekte forklaret
i Martinus’ Kosmologi: Se INDLEDNING, note 18.
1 Livets Bog I, stk.
122.
2 LB III, stk. 887, 926, 977-8.
3 LB IV, stk. 1301-08, 1326, 1354, 1429.
4 Klaudios
Ptolemæus (ca.100-ca.170), græsk astronom, geograf og matematiker, som med
benyttelse af den ligeledes græske astronom Hipparchos' (ca.190-125
f.Kr.) geocentriske teori opstillede det verdensbillede, der kaldes det
ptolemæiske verdensbillede, og hvori jorden er centrum i universet. Denne
opfattelse af verden stod urokket i kristenheden og islam indtil 1543, da Nikolaus
Kopernikus (1473-1543) på grundlag af sin indsigt i bevægelsens
relativitet fremsatte og beviste sin revolutionerende opdagelse af, at jorden
ikke er universets centrum, men tværtimod kun er en af flere planeter, der
kredser omkring solen. I og med ombytningen af det geocentriske med det
heliocentriske system, blev jorden og især dens mennesker anvist en anden og
betydelig reduceret plads i verdenssammenhængen, end den, man tidligere havde
indbildt sig, at man havde. Men det nye verdenssyn var dog ikke kun et
nedslående og ydmygende rap til den menneskelige selvfølelse, men betød
samtidig en stor triumf for den fordomsfrie fornuft, som hermed havde sejret
over et sansebedrag, der i umindelige tider var blevet anset for indiskutabel
sandhed. Det betegnede dermed også en frigørelse fra megen overtro og en vældig
udvidelse af menneskehedens åndelige horisont.
For fuldstændighedens
skyld skal det nævnes, at allerede pythagoræeren Ekphantos fremsatte en
teori om jordens akseomdrejning, og astronomen Aristarchos fra Samos
(ca.265 f.Kr.) hævdede, at jorden bevæger sig omkring solen og ikke omvendt.
Men dristigst og mest radikal var nok munken og filosoffen Giordano Bruno
(1546-1600), som sprængte den fiksstjernesfære, der endnu for Kopernikus
begrænsede universet. Bruno hævdede som sin opfattelse, at universet var
uendeligt med en uendelighed af verdener, idet der ikke kan tænkes nogen grænse
eller noget midtpunkt. Der er overhovedet ingen faste sfærer, men
himmellegemerne bevæger sig frit i rummet uden at være fæstnet til noget. Vort
solsystem er blot et enkelt blandt utallige andre, som opstår og forgår i
uendelighed. Jorden er kun som et dansende støvfnug i verdensaltet. Brunos
opfattelse af verdensaltet er stort set blevet bekræftet af den astronomiske
videnskab, selvom denne ganske vist har udeladt det for Bruno vigtigste, nemlig
Gud.
Aristoteles
(384-322 f.Kr.), græsk filosof, som 367-347 f.Kr. var medlem af Platons akademi
i Athen, og som 335 f.Kr. selv grundlagde en filosofskole i Athen. Han regnes
for at være den egentlige grundlægger af logikken, fysikken, biologien,
psykologien og poetikken, og hans filosofi prægede eftertidens tænkning hos
grækerne, romerne og araberne og fik en renæssance i 13.årh., hvor hans
filosofi blev anerkendt af Romerkirken. Fysikkens udvikling i 16. og 17. årh.
førte til opgivelse af Aristoteles' filosofi, men mange af hans synsmåder lever
videre i videnskaben, og hans logiske skrifter har stadig aktualitet.
5 1. Mos. 1,31; 2,2-3; 27. - Gennem årtusinder har man haft en
syvdages-uge, muligvis fordi tallet 7 (syv) så at sige angiver selve rytmen i
alle former for liv, der synes at følge månen igennem dens faser: den
tiltagende måne, fuldmånen, den aftagende måne og nymånen. Det svarer i
princippet til selve livets rytme: tilblivelse, vækst, kulmination og
degeneration, eller barndom, ungdom, manddom og alderdom. Det forhold, at
månens faser varer omtrent syv dage hver, var iagttaget af verdens ældste
kulturfolk, sumererne, allerede omkring 4000 år f.Kr. De regnede en måned som
den periode, hvor månen har været igennem sine fire faser, hvorfor en måned var
på 4 x 7 = 28 dage, hvilket bl.a. svarer til den biologiske kendsgerning, at
menstruationen hos kvinder normalt kommer i en tidsrytme à 28 dage. De to
hunkøn: kvinden og månen (Luna) har altså fælles livsrytme. Syvtallet er
desuden ejendommeligt derved, at man ikke kan nå frem til det ved at gange
nogen andre tal fra 1 til 10 sammen, og når man ganger 7 kan det aldrig give
noget andet tal mellem 1 og 10.
Syvdages-ugen kom via babyloniske
astronomer først til jøderne og ægypterne og senere til grækerne under
hellenismen. Det var planet-ugen, som hang sammen med oldtidens verdensbillede,
hvor jorden var omgivet af de syv himle. De syv planeter blev på et tidspunkt
personificeret ved romerske guddomme og derfor navngivet efter disse: Månen
(mandag), Mars (tirsdag), Merkur (onsdag), Jupiter (torsdag), Venus (fredag),
Saturn (lørdag) og Solen (søndag). I norden blev ugedagene også opkaldt efter
planeterne og navngivet efter nordiske guder: Månen (mandag), Mars (tirsdag,
på olddansk: Tyr eller Tir), Merkur (onsdag, på olddansk: Odin), Jupiter
(torsdag, på olddansk: Tor), Venus (fredag, på olddansk: Frigg eller Freja),
Saturn (lørdag, på olddansk: løverdag = vaske- eller badedag) og Solen (søndag,
på olddansk: Sol dag).
Det er konstateret, at i
Bibelen er 7 det mest almindelige tal, og dette viser sig allerede i
forbindelse med skabelsesberetningen i 1.Mosebog, hvor Gud skaber himlen og
jorden på seks dage og hviler ud på den syvende dag. Dette er symboliseret i
jødernes syvarmede lysestage af purt guld. Syvtallet går igen mange steder i
Bibelen, men måske mest konsekvent i Johannes' Åbenbaring, hvor der blandt
andet tales om de 7 menigheder, de 7 ånder, de 7 guldlysestager, de 7
stjerner, de 7 engle, bogen med de 7 segl, dyret med de 7 horn, de 7 øjne, de 7
basuner osv. Kilde: Iørn Piø: Den
lille Overtro. Håndbog om hverdagens magi. Politikens Forlag, København
1973.
Som tidligere nævnt
benytter Martinus sig i sin kosmologi også af 7-tallet, idet han opererer med i
alt syv kosmiske grundenergier og bevidsthedsevner, men dog kun med i alt 6
(seks) kosmiske tilværelsesplaner eller riger. Det syvende
"tilværelsesplan" udgøres af Jeget og overbevidstheden, herunder
moderenergien, som dog alle i sig selv er umanifesterede i den forstand, at
disse faktorer ikke er rum- og tids-dimensionelle.
Som eksempel på
Martinus’ opfattelse af den bibelske skabelsesberetning, kan nævnes hans
fortolkning af udtrykket ”Men Guds ånd svævede over vandene” (1. Mos. 1., 2).
Martinus kalder ligefrem sit symbol nr. 1 for Guds ånd over vandene (LB
I, stk. 66-8, hvor symbolet dog har nr. 2, men i DEV I, stk. 1-3,
har det fået nr. 1).
6 LB III, stk.1160.
7 LB IV, stk.1160.
8
Emnet er omfattende, men i LB III, stk. 773-1002, giver Martinus
en oversigt over de såkaldte Livssubstanser, hvorved skal forstås de
’substanser’, som livet og tilværelsen består af og er baseret på.
9 Vedr.
"guldkopi-erindringer" og ”salighedsriget”, se LB I, stk.
211-20, 247. LB II, stk. 356, 359, 388, 391, 397-403,
408, 422.
10 Det, der ifølge Martinus sætter overbevidstheden i stand til at udøve
en organiserende og dirigerende indflydelse på dannelsen og opretholdelsen af
elementarpartiklerne mm., er den omstændighed, at samme overbevidsthed også rummer
et såkaldt "skæbneelement", hvilket vil sige et feltområde,
hvori der er indlejret et utal af såkaldte "talentkerner"
eller "skæbnefrø". Disse talentkerner udgør enheder af
ultramikrokosmiske energiladninger, som i kodificeret form rummer samtlige de
erfaringer, individet har gjort under både sin nuværende og sine tidligere
passager gennem spiralkredsløbet. Individets talentkernebeholdning rummer
dermed også samtlige dets bevidste så vel som ubevidste egenskaber, færdigheder
og talenter eller evner, som det har tilegnet sig eller opøvet under det
kosmiske udviklingsforløb. Når talentkernerne også betegnes som
"skæbnefrø", og det element i overbevidstheden, hvori de er
indlejret, som "skæbneelementet", hænger det især sammen med, at
talentkernerne på basis af skæbneloven eller gengældelsesloven (som et
menneske sår, således skal det også høste), også fungerer som det organiske
grundlag for individets skæbnedannelse. (Vedr. talentkernerne: Se evt.
afsnittet ”Talentkerneprincippet” her på hjemmesiden).
For fuldstændighedens
skyld skal det her nævnes, at overbevidsthedens organiserende og dirigerende
indflydelse på dannelsen og opretholdelsen af elementarpartiklerne mm., ikke
foregår direkte, men via et såkaldt transformationsfelt. Det er dette
transformationsfelt, der i form af et såkaldt koblingslegeme sørger for
interaktionen mellem det højpsykiske kraftfelt (overbevidstheden) og det
elektromagnetiske felt eller den fysiske verden, subsidiært
elementarpartiklerne. Koblingslegemet har f.eks. i menneskets tilfælde
lighed med det fysiske legeme og kaldes derfor i parapsykologien for
”dobbeltkroppen” eller ”æterlegemet”. Sidstnævnte betegnelse hænger sammen med,
at man i 1800-tallets parapsykologi betragtede æteren (= luften) som den fineste
form for fysisk materie. Nu ved vi, at den fineste form for fysisk materie
sandsynligvis er elementarpartiklerne. Luft består i fysisk-kemisk forstand af
molekyler, som igen består af atomer, der igen består af elementarpartikler.
11 Hos visse laverestående dyr findes en evne til at skifte køn én eller
flere gange. F.eks. begynder østers tilværelsen som hanner, men bliver i løbet
af nogen tid hunner. Temperaturskift i vandet kan senere få en østershun til at skifte køn på ny, og en
vekslen mellem de to køn kan ske op til flere gange i østersens liv. Hos den
almindelige akvariefisk, sværddrageren, kan en hun efter at have født flere
kuld unger udvikle sig til en han med fuldt funktionsdygtige kønsorganer. Hos
højerestående dyr er kønsskifte uhyre sjældent, men der kendes dog eksempler
herpå hos hønsefugle, hvor sygelige tilstande kan få den ene æggestok til at
ophøre med at fungere, mens den anden æggestok udvikler sig til en testikel,
hvorved hønen kan blive til en fuldt funktionsdygtig hane.
En særlig type kønsbestemmelse findes hos bier, hvor befrugtede
æg fører til normale diploide (celler med to sæt kromosomer) individer, der
alle genetisk er hunner (arbejdere og dronninger), mens ubefrugtede æg fører
til hanner (droner), der er haploide (celler med kun ét sæt kromosomer).
12 Vedr. Martinus opfattelse af
arternes oprindelse og udvikling, se LB I, stk. 269-71, 280-8.
13 Vedr. Polforvandlingen: Se
f.eks. afsnittene Introduktion til dens seksuelle polforvandling og Den seksuelle polforvandling m.fl.
her på hjemmesiden, hvor der også henvises til emnets behandling i Martinus’ værker.
14 Se f.eks. Logik, 40.-64. kap.
1 2 Mos., 20-25. Vedr. Eva’s
skabelse (polforvandlingen), se E III, stk. 33:8-10, 33:11-2, 33:18,
33:32,33:51, 33:78
2 Vedr. Martinus’ opfattelse af ”syndefaldet”, ”Slangen” eller ”Djævelen”,
se LB III, stk. 972-8.
Se endvidere Logik, kapitlerne 41-4,
46-7, 49, 51, 53, 53A,54, 57-8, 69. Vedr. verdensgenløsningsprincippet: LB I, stk. 55-8. Vedr. spiralkredsløbet:
Logik, kapitlerne 52-3, 72, 53A, 55,
73. 77. Se evt. også LB I, stk. 44-5, 274, 277.
3 Vedr. ”det fuldkomne ægteskabs zone”: LB I, stk.
115, 144.
4 Vedr. ”syndefaldet”: LB I, stk. 80-7.
5 Vedr. Martinus' opfattelse af begrebet
”keruberne med flammaesværdet”: Logik, kap. 46, 50, 53-4, 59, 61. Vedr.
homoseksualitet, lesbianisme og biseksualitet og lignende seksuelle temaer: Se
LB V, stk. 1721,1727, 1740-1, 1749, 1786, 1788, 1809, 1851-64, 1866-8,
1871-3, 1875-6, 1898, 1900, 1909-10.
6 Vedr. Martinus’ opfattelse af begrebet ”de
sidste tider” før ”Dommedag”: LB II, stk. 415-8.
7 Jvf. Jesu samtale med saddukæerne,
hvorunder han bl.a. siger: "[...]Denne verdens børn tager til ægte og
bortgiftes; men de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden og i
opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes. Thi de kan
ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens
børn. [...]" Luk.20,27-39; jvf. Matt.22,23-33; Mark.12,18-27. Jvf. også med Tomas-evangeliet,
logion 22, hvori Jesus bl.a. siger: "Når I anser det, som er to, for
ét, og I anser det indvendige for lige med det udvendige, og det udvendige for
lige med det indvendige, og det øvre for lige med det nedre, og når I anser det
mandlige og det kvindelige for at være ét, så
at det mandlige ikke skal være mandligt, og det kvindelige ikke kvindeligt,
når I anser et øje for et øje, og en hånd for en hånd, og en fod for en fod, et
billede for et billede, da skal I gå ind i [riget]." Søren Giversen: Tomasevangeliet,
Gyldendal 1990. Ordene "når I anser et øje for et øje," osv. kan måske
forstås i lyset af følgende ord af Buddha til hans yndlingsdiscipel Ananda, som
svar på dennes spørgsmål om, hvorfor menneskene opfatter så forskelligt (frit
citeret): "Ser du, Ananda, det forholder sig sådan, at for den, der
ikke har nogen viden og indsigt, så er
træer træer, søer søer og bjerge bjerge [den naiv-realistiske erkendelse].
For den der har nogen viden og indsigt, er træer ikke længere træer, søer
ikke længere søer og bjerge ikke længere bjerge [den naturvidenskabelige
erkendelse]. Men for den, der har opnået fuldkommen viden og indsigt, er
træer atter træer, søer atter søer og bjerge atter bjerge [den kosmiske
bevidstheds erkendelse]."
8
Johannes' Åbenbaring, 21,1-27; 1 Es.65,17; 66,22. 2 Pet.3,13; Åb.20,11.
Noter til 4.
MARTINUS' SYN PÅ JESUS
1 Vedr. de kosmiske eller
guddommelige skabeprincipper: Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi, bind 1, stk.
1.246.-1.248.
2
Martinus siger ligeud, at der ikke findes nogen kosmisk artsforskel mellem
de levende væsener, men derimod kun variationsforskelle i livsprincippets
udbredelse. De forskellige livsformer eller organismer betegner han som "kosmiske
håndværk". Se f.eks. Logik, 26.-27.kap. Vedr. Martinus'
opfattelse af arternes oprindelse: se f.eks. Livets Bog I, 8.kap., samt
symbolerne nr. 7 og nr. 8 med forklaringer.
3 Men selve
polskiftet og omkoblingen af de to poler på henholdsvis den emotionelle
sansestruktur og den intellektuelle sansestruktur, sker imidlertid under
individets passage gennem den tilværelseszone, Martinus kalder for den
guddommelige verden. Se nærmere herom i Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi, bind 4.
4
Vedr. Martinus’ opfattelse af ”Jomfrufødslen”: LB V, stk. 1718, 1720, 1722, 1726.
5 I
den jødiske englelære forekommer de såkaldte engle - af græsk
"angelos" = "sendebud" - i forskellige rangklasser, hvoraf
de højeste eller fineste er de såkaldte ærkeengle, keruber og serafer, som
sammen med alle øvrige engle tilhører de himmelske hærskarer. Jvf. med
Johannes' Åbenbaring, hvori der bl.a. tales om de syv engle, de syv menigheder
osv. Tallet syv er et helligt tal i Bibelen. Også i Martinus' Kosmologi
forekommer en sådan himmelsk hærskare, og ligeledes opdelt i
"rangklasser", nemlig efter de pågældende engle, ånders eller sjæles
udviklingsbestemte tilhørsforhold til de forskellige åndelige riger, som
Martinus opererer med: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige
verden og salighedsriget. Det er dog ikke alle disse individer, der optræder i
rollen som sendebud eller skytsånder, men i de tilfælde, hvor det sker, foregår
der en konsultativ vekselvirkning, både mellem de åndelige beboere indbyrdes
og mellem de forskellige rigers åndelige beboere, nemlig i bestræbelserne på
at opnå den bedst mulige og mest hensigtsmæssige hjælp og vejledning til de
fysisk levende individer, der har behov for eller har bedt Gud om vejledning og
hjælp eller trøst og støtte. I både første og sidste instans er det alt sammen
udtryk for Guds kærlighed til og omsorg for sine skabninger, også i de
tilfælde, hvor individernes skæbne set fra det lavpsykiske sanaeperspektiv
forekommer grusom og uretfærdig. Vedr. Martinus’ opfattelse af begrebet
”engle”: LB III, stk. 757,
872-3.
6 Vedr. forholdet mellem Jesus og "den
discipel, han elskede", altså Johannes Zebedæus, se LB V, stk.1721.
De velmenende forsøg, der fra forskellig
side er gjort på at ville afmytologisere og reducere Jesus til et såkaldt
"almindeligt, naturligt menneske", også på det kønslige eller
seksuelle område, beror i reglen på en grundlæggende misforståelse af
situationen. Et af de mere markante forsøg, der i nyere tid er blevet gjort på
at ville sanseliggøre Jesus-skikkelsen og sidestille denne med en almindelig,
normal mand med stor appetit på kvinderne og seksuelle oplevelser, er
foretaget af maleren og forfatteren Jens Jørgen Thorsen (1932-2000) i og med hans drejebog til en
planlagt spillefilm over Jesu liv og skæbne. Drejebogens engelske originaltitel
er "The Love Affairs of Jesus Christ", 1975, men filmprojektet
mødte så stor modstand i mange befolkningsgrupper, både i udlandet og
herhjemme, hvorfor produktionen blev opgivet. I Thorsens manuskript forekommer
nogle ligefremme beskrivelser af saftige sexscener, hvori stort set alle medvirkende
personer, og herunder ikke mindst Jesus selv, efter tur har samleje eller anden
kønslig omgang med hinanden. Thorsen har tilsyneladende ikke kunnet få øje på
noget overjordisk, ophøjet eller guddommeligt ved sin hovedperson, som han da
også i pagt med sin tids opfattelse, præget som den var af kulturradikalismens
og nymarxismens anskuelser, gør til en slags frihedskæmper (zelot). Der er
ikke noget at sige til, at manuskriptet vakte opsigt og protest, da det udkom
i bogform, idet den velmenende og begavede Thorsen træder på mange ømme religiøse
tæer. Men hans bog og dens indhold skal ses på baggrund af forfatterens
engagement og deltagelse i 1960'ernes og 1970'ernes seksuelle frigørelses- og
ligestillingsbestræbelser. Provoen Jens Jørgen Thorsen må formentlig karakteriseres
som noget nær manisk fikseret omkring seksualiteten, og da han selv var et
frihedselskende eller nærmest anarkistisk indstillet menneske, kunne man ikke
forvente andet eller mere af ham, når det gælder Jesu liv, end at han måtte
sidestille Jesus med sig selv og derfor tegne denne i sit eget billede. Altså
som et menneske med stor appetit på kvinder og seksuelle oplevelser.
Karakteristisk for Thorsens Jesus-opfattelse er det, at han stiller spørgsmålstegn
ved, om Jesus overhovedet døde på korset og senere opstod fra de døde. Men rent
personligt ville jeg ikke have haft noget imod, at Jens Jørgen Thorsen dengang
havde fået mulighed for at filmatisere sit manuskript, som af eftertiden
formentlig må betegnes som udtryk for en lidt for fantasifuld og usandsynlig,
men på sin vis velgørende opfattelse af Jesu liv og skæbne.
7 I
evangelierne nævner Jesus ikke noget om, hvem han selv kunne tænkes at være en
inkarnation af, men et kvalificeret gæt ville måske være, at han kunne være en
reinkarnation af David, konge i Juda og senere over hele Israel, omkr.1005-965
f.Kr., eller af dennes søn Salomo, konge i Juda og Israel ca.972-932 f.Kr.
Eller måske nok så sandsynligt af en af Israels største profeter, Esajas, der
var judæer og virkede i Jerusalem, formodentlig i tilknytning til templet, fra
ca. 740 til 700 f.Kr. Det er i al fald påfaldende så ofte Jesus citerer Esajas,
og ikke mindst da han i synagogen i Nazaret læser højt af Esajas 11,2 og 42,7,
for indirekte at fortælle sine tilhørere om, at han er Herrens salvede
(Messias), men ingen forstod, hvad han hentydede til, og ville i stedet stene
ham som gudsbespotter (Luk.4,14-30). - Det skal dog udtrykkelig understreges,
at dette gæt på, hvem Jesus kunne tænkes at være en reinkarnation af, ikke er
foretaget af Martinus, men står helt for min egen regning. Og gættet skal blot
antyde nogle af de muligheder, der foreligger for, hvem af fortidens markante
jødiske skikkelser, Jesus eventuelt kunne have været. Det turde i hvert fald
stå klart, at han ikke kan have været hvem som helst.
8
Martinus: Omkring min Missions Fødsel, 15.kapitel.
9
Begrebet "Himmelen" og "Himlene" bruges i flæng uden
nogen forskel i betydning. "Himmelen" anvendes som udtryk for Gudsnavnet
(Herren), ligesom udtrykket "Himmeriget”, dvs. ”Himlenes rige”, har samme
betydning som udtrykket "Guds rige." Flertalsformen hænger sammen
med den opfattelse, at der er flere himle, den ene oven på den anden (jfr.
2.Kor. 12,2). Himmelen er først og fremmest Guds bolig, hvor han og hans engle
opholder sig, men denne forestilling udelukker dog ikke, at Gud også er
allestedsnærværende (jfr. 1.Kong.8,27; Sl.139,7-24). I Bibelens sprogbrug er
Himmelen fortrinsvis en betegnelse for Guds øvre helligdom (Sl. 14,4;
Es.6,1-4; Åb.4,1ff; Joh.14,2). Det ses også af Jesus-bønnen "Fader vor, du
som er i himlene", der refererer til, at man i jødedommen siden gammel
tid mente, at der var syv over hinanden liggende himle, hvoraf den højeste var
Guds opholdssted. Heraf udtrykket om at komme eller være "i den syvende
himmel”. Som læseren måske allerede har forstået, synes der at være en vis
relation til dé seks riger eller tilværelsesplaner, Martinus opererer med i
sin kosmologi, og hvoraf det højeste rige, den guddommelige verden, er
identisk med Guds højeste form for bevidsthed, mens Guds Jeg og overbevidsthed
udmærket kan betegnes som det syvende og sidste rige, eller som "Guds øvre helligdom" eller Guds allerhøjeste
helligdom. Men også for Martinus er Gud først og fremmest allestedsnærværende,
altibefattende og altgennemstrømmende, nemlig i og med, at alle og alt
eksisterer i, af og ved Gud.
Den naive og i en vis forstand
barnlige opfattelse af den overdimensionerede ældgamle, langskæggede og hvidklædte
Gud, der sidder højt oppe i himlen bag skyerne med alle sine engle samlet om
sig, er for Martinus et symbol, der er mere i overensstemmelse med
virkeligheden, end f.eks. det ateistisk-materialistiske livssyns opfattelse af
et livløst verdensrum, hvori alt styres af blinde naturlove. Denne opfattelse
af livet, naturen og universet er ifølge Martinus i realiteten en ren og skær
illusion eller en tænkt modsætning til virkeligheden, forårsaget en af den
form for uvidenhed, der er udtryk for mangel på højere indsigt i livsmysteriet
(Martinus: Bisættelse, 36.kap.).
1
Som omtalt hersker der historisk set tvivl om, hvorvidt Jesus blev født
i Betlehem, idet det faktisk kun hævdes af Lukas og Mattæus, men ikke af Markus,
hvis evangelium regnes for det næstældste, og heller ikke af Johannes, idet
ingen af disse to omtaler Jesu fødsel. Så vel Markus som Johannes synes at gå
ud fra, at Jesu fødsel fandt sted i Nazaret i Galilæa. For Betlehem som
fødestedet taler imidlertid Lukas, som beretter, at Jesu omskærelse fandt sted
i templet i Jerusalem de foreskrevne otte dage efter fødslen. Men i betragtning
af den rolle, Lukas og Mattæus tildeler Betlehem i Jesu livshistorie, er det
overraskende at konstatere, at Jesus tilsyneladende aldrig senere i livet har
aflagt besøg i sin formodede fødeby, skønt byen kun ligger 7 km fra Jerusalem
og Betania, hvor han forholdsvis ofte kom.
Der er også fra enkelte sider rejst
tvivl om, hvorvidt Jesus har været Marias førstefødte, idet man mener, at hans
broder Jakob muligvis var den ældste af
søskendeflokken. I tilfælde af, at dette vil kunne bekræftes, bliver dogmet om
”den ubesmittede undfangelse” totalt meningsløst. Derfor er der ikke noget at
sige til, hvis fremtrædende kristne, som gerne ville promovere dogmet om
jomfrufødslen, har set det som en del af deres opgave at lægge et røgslør over
de konkrete og historiske begivenheder omkring Jesu undfangelse og fødsel.
2 Vedr. den evige Fader-Moder, se f.eks.
Martinus: Logik, 31.kap.
Martinus bruger ikke selv udtrykket "Fader-Moder", som så vidt
mig bekendt er blevet introduceret af hans nære medarbejder, Mogens Møller, og
formentlig med Martinus’ accept..
3 Barnemordet i Bethlehem gentager sig i princippet i historiens løb, og
har bl.a. kunnet opleves under kommunismens magtepoke i Rusland, i nazisternes
og japanernes rædselsherredømme under 2. verdenskrig, og i Pol Pots senere
rædselsstyre i Cambodja. Under tilsidesættelse af retten og enhver form for humanitet,
har "Herodes-mentaliteten" særlig i det 20. århundrede fejret store
triumfer, blandt andet i form af to verdenskrige med millioner af dødsofre,
hvoraf mange end ikke fik en grav eller fandt en sådan langt borte fra deres
hjemland og deres kære. Og tusindvis af kvæstede, lemlæstede og invalide blev
henvist til et liv i smerte og sorg, og ofte til en kummerlig tilværelse, hvor
mange måtte tigge for at få til det daglige brød. Og atter andre måtte på grund
af krigen og dens følger se sig tvungne til at forlade hjemsted og hjemland og
drage ud på landevejene som flygtninge, i håb om at finde et fristed at slå sig
ned, enten midlertidigt eller permanent.
Men "sejrherrerne" viste
sig også selv at være under indflydelse af "Herodes-mentaliteten",
idet der i store befolkningskredse rejste sig stærke krav og forventninger om
skånselsløs hævn i form af streng afstraffelse, helst i form af dødsstraf, af
såkaldte forrædere, krigsforbrydere, værnemagere og andre medløbere, som ikke
havde haft moral og indsigt nok, til at forstå, at de befandt sig på den
forkerte side af, hvad der var nationalt acceptabelt. Det var i almindelighed
ikke retfærdighedstrang, der gjorde sig mest gældende, når der lød voldsomme
protester i visse befolkningsgrupper over de frifindelsesdomme, der fandt sted.
Havde det været trangen til at gøre ret og skel, der havde gjort sig gældende,
ville man have været godt tilfreds med enhver frifindelse, der beroede på at
den anklagedes uskyld var blevet bevist. Et menneske og et samfund, der ikke
kan vise en overvundet fjende barmhjertighed, kan efter Martinus' opfattelse
ikke med rette kalde sig humant og demokratisk.
Men også i nyere tid har
"Herodes-mentaliteten" fejret sine triumfer: Korea-krigen,
Vietnam-krigen, 6 dags-krigen, Iran-Irak-krigen, Golfkrigen,
Afghanistan-krigen, borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, krigen i Irak,
foruden en række andre større og mindre krige og borgerkrige i Asien og Afrika.
Men den spæde "Kristus-mentalitet" gør sig dog også ind imellem gældende,
således som tilfældet har været i og med kommunismens sammenbrud, hvorved
millioner af mennesker blev befriet for et mangeårigt umenneskeligt diktatur, som holdt stater og befolkninger i
Østeuropa, de Baltiske lande og på Balkan i et jerngreb. At denne "befrielse"
ikke kunne gå helt ublodigt af og heller ikke straks gav befolkningerne i de
berørte lande demokratisk styre og bedre levevilkår, var forventeligt. Sådanne
omvæltninger kræver tid og udvikling.
4
Vedrørende en lidt mere udførlig omtale af de to seksuelle poler og
polforvandlingen henvises her til 6. kapitel som helhed, og især til noterne 3
og 7. Desuden kan henvises til emnets behandling her på hjemmesiden.
Noter til 6. JESUS
KRISTUS, GUDS SØN?
1 LB V, stk.1714.
2 Logik,
32-35.kap.; 37.kap.
3
Eftersom dette emne vedr. fremtidens seksualitet og forplantning er ømtåleligt,
skal det her bemærkes, at det ifølge Martinus vil blive sådan, at trangen til
moderskab, som jo er karakteristisk for de allerfleste kvinder, vil degenerere
efterhånden som den kvindelige fysiske organisme ændrer sig i henhold til den
kommende udvikling. I takt med at kvindens organisme bliver ændret i
dobbeltpolet retning, vil behovet for biologisk
betinget moderskab efterhånden blive mindre og til sidst helt ophøre.
Behovet for at vise omsorg for andre, vil derimod ikke ophøre, men snarere
blive forstærket, nemlig i medfør af næstekærlighedens udvikling i kvindens
bevidsthed. Principielt det samme gælder for mandens vedkommende, idet det her
er behovet for faderskab, der vil degenerere med hvad deraf følger. For resten er det en kendt sag, at
manden almindeligvis vistnok ikke føler helt samme stærke behov for
forældreskab, som tilfældet er for kvinden. Men i øvrigt bør man betænke, at
det er naturligt og forståeligt, at endnu overvejende enkeltpolede mennesker,
kvinder så vel som mænd, finder Martinus' analyser over det seksuelle
polprincip og polforvandlingen uvedkommende og måske skræmmende, og derfor
afviser disse som fantastiske og urealistiske. Dette beror formentlig primært
på, at de pågældende ikke har kendskab til, hvad Martinus' Kosmologi i det hele
taget drejer sig om og går ud på. Personligt har jeg mødt mennesker, som tog
afstand fra ham og hans kosmologi med den hovedbegrundelse, at "Martinus
forsvarer homoseksualitet!". Dette er med et vist forbehold også rigtigt,
men man skal forstå dette "forsvar" i den større sammenhæng med hans
øvrige analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen, og hans
analyser over det levende væsen i det hele taget. Noget, som i praksis viser
sig at være næsten umuligt for mennesker med overvejende enkeltpolet status.
4
Vedr. Martinus’ opfattelse af ”den åndelige verden”: LB I, stk. 193, 235. LB II, stk. 341-2, 344,
372, 466, 588. LB III, stk. 795-7,
799-802, 805, 809, 896, 925. LB IV, stk.
1275-8, 1366-7, 1369, 1399, 1548-50. LB
V, stk. 1699-1700, 1703-6, 1772, 1921. LB VII, stk. 2598, 2609, 2612, 2626-30, 2632-3.
- For måske bedre at forstå, hvordan man skal forestille sig den åndelige
verdens tilstandsform, behøver læseren blot at tænke på drømmetilstanden, som i
princippet er identisk med det fænomen, der skal forstås som den åndelige eller
parafysiske verden. Som de fleste formentlig har erfaret og vil vide, foregår
drømmefænomenerne godt nok i et rum, men vel at mærke ikke i fysisk forstand.
Drømmene foregår også i tid, dog ikke i klassisk forstand, men derimod i sin
egen "tid", hvilket blandt andet kan ses af den omstændighed, at det
i drømme rent faktisk er muligt at skifte situation og opholdssted, i samme
øjeblik, som ønsket og tanken herom opstår hos den, der drømmer. Man kan
således i det ene øjeblik drømme, at man befinder sig i Danmark, og i det næste
øjeblik, at man befinder sig i Amerika eller et andet sted langt, langt borte
rent fysisk, og vice versa.
I drømmetilstanden fremtræder man i
reglen også med sit eget velkendte fysiske legeme, men der er her vel at mærke
tale om en åndelig kopi, hvilket let kan konstateres, når man vågner og bliver
klar over, at den fysiske krop ligger, hvor den blev anbragt, da man f.eks.
aftenen i forvejen gik i seng for at få sin gode nattesøvn. De personer,
begivenheder og ting, som man møder i drømmetilstanden vil hovedsagelig kunne
karakteriseres som automatiske projektioner eller fremtrædelsesformer af
og i den drømmende persons bevidsthed. Begrebet bevidsthed her forstået
som det psykiske felt, hvori drømmefænomenerne og -situationerne opstår,
udfolder sig og forgår. Dette bevidsthedsfelt er identisk med dét psykiske
kraft- eller vibrationsfelt, der udgør det objektive grundlag for overhovedet
al form for sansning og manifestation, og dermed for al livsoplevelse, så vel i
den fysiske som i den åndelige eller parafysiske verden. Forskellen mellem
fænomenerne i drømmetilstanden og fænomenerne i den fysiske så vel som i
parafysiske bevidsthedstilstand, er i virkeligheden kun, at de førstnævnte
fænomener er midlertidige og flygtige, mens de sidstnævnte fænomener er
relativt permanente og bestandige. Denne omstændighed danner uden tvivl
baggrund for den berømte engelske dramatiker William Shakespeares lige så
berømte ord, som han i skuespillet Stormen har lagt i munden på den vise
magiker Prospero:
"[...]
Vor fest er sluttet. De, der
trådte op,
var, som jeg forud sagde, alle
ånder,
og løstes op i luft, i flygtig
luft.
Og just som dette luftsyns
løse svæv
skal skybelagte tårne, stolte
slotte,
storladne templer, hele kloden
selv
med dem, hvis arvelod den blev, forgå
og lig hint svundne tant end
ikke lade
en sky tilbage. Vi er sådant
stof,
som drømme dannes af; vor
smule liv
omrammes af en søvn. [...]"
(Kilde:
William Shakespeare: Stormen. En Komedie. Oversat og
kommenteret af V.Østerberg. J.H.Schultz Forlag, København 1969.)
Det skal dog her tilføjes, at
selvom der er principielle lighedspunkter mellem tingene i den virkelige,
fysiske verden og tingene i drømmetilstanden, så gælder sammenligningen kun
med et vist forbehold, når det drejer sig om drømmetilstanden og den virkelige,
åndelige verden, idet sidstnævnte i modsætning til førstnævnte, som nævnt ikke
i sig selv forgår "lig hint svundne tant", men består i kraft af sin
objektive grundstruktur, hvilket vil sige: i sin egenskab af et guddommeligt psykisk
kraft- eller vibrationsfelt, der som sådant både principielt og i praksis er
uforgængeligt og dermed evigt. I og med dette kraftfelt kan individet i den
åndelige tilstand eller verden bringe sig i kontakt med andre individer i samme
tilstand, ligesom disse kan bringe sig i kontakt med førstnævnte. Det legeme,
man fremtræder med i den åndelige verden – og altså også i drømmetilstanden - er
kun en fremtrædelsesform for det ’bagvedværende’ psykiske kraftfelt, der i
princippet kan bringes til at kreere stort set hvilken som helst
fremtrædelsesform, individet måtte ønske og have behov for under sit
midlertidige ophold i de åndelige verdener mellem inkarnationerne, og
selvfølgelig og især også under de længerevarende ophold i de åndelige verdener
i det kosmiske udviklingsforløb. – Vedr. individets åndelige legemer, se
diagrammet Jegets evige energikilder i
afsnittet Grundenergiernes kombinationer.
5 LB V, stk.1725-27.
6 I henhold til Martinus' kosmiske analyser,
er politisk overbevisning eller ideologi lige så meget et udtryk for det
religiøse instinkt og behov hos mennesker, som tilfældet er med den egentlige
religiøse tro eller overbevisning. Derom vidner eksempelvis kommunismens
ideologiske indhold og sigte, samt den stærke persontilbedelse, der fulgte i
ideologiens kølvand. Skikkelser som Lenin, Stalin, Mao, og adskillige andre
mindre politiske idoler, blev nærmest tilbedt af deres tilhængere i samme grad,
som Jesus og jomfru Maria blev og bliver det i kristendommen. Trangen til at
tilbede personer, som man med rette eller urette ser op til som store
forbilleder eller idoler, forekommer i mange sammenhænge, eksempelvis inden
for sportens, popmusikkens og filmens verden. Men uanset om tilbedelsen af
idoler er af decideret religiøs art eller den er af verdsligt tilsnit, er der
ifølge Martinus i alle tilfælde tale om udtryk for individets kosmisk set
"medfødte" religiøse instinkt, som beror på en evig organisk,
strukturel og funktionel indbyrdes uadskillelig sammenhæng eller forbindelse
mellem individet og dets guddommelige Fader-Moder. Al anden tilbedelse end af
dette guddommelige væsen, er erstatninger og ret beset afgudsdyrkelse. Men lad
det her blive gentaget: det er efter Martinus' opfattelse en formildende omstændighed,
at idoldyrkelse i virkeligheden udgør sand gudsdyrkelse i
"fostertilstand".
7
Vedr. det intellektuelle polorgan skal her oplyses, at dette er ét af de
i alt to polorganer, som individet har til rådighed og som blandt andet danner
det psyko-organiske grundlag for dets fysiske kønsorganer, og dermed for dets
seksualisme. Det andet polorgan betegnes som "det emotionelle polorgan",
og dette polorgan vil altid ufravigeligt være tilknyttet den
overbevidsthedspol, der er dominerende under individets enkeltpolede tilstand.
Omvendt vil "det intellektuelle polorgan" altid ufravigeligt være
tilknyttet den latente overbevidsthedspol, hvilket betyder, at det henholdsvis
degenererer og igen tiltager i funktion og indflydelse sammen med henholdsvis
degenerationen og væksten af denne pol. Det emotionelle polorgan er - sammen
med den dominerende pol - altså væsentligst ansvarligt for den enkeltpolede
seksualisme, mens det intellektuelle polorgan - sammen med den hidtil latente
pol - væsentligst er ansvarligt for den dobbeltpolede seksualisme. Men i alle
tilfælde er der tale om et interaktivt og kompliceret samarbejde mellem de to
overbevidsthedspoler indbyrdes, og mellem disse og de to polorganer, og
mellem de to polorganer indbyrdes. Hermed er langt fra alt sagt om de to poler
og de to polorganer, og slet ikke om sidstnævntes afgørende roller i menneskets bevidsthedsliv og
specielt i dets seksuelle liv. Polforvandlingsprocessen rummer også langt
flere vigtige aspekter, end det er muligt at komme ind på her. Den særligt
interesserede læser henvises derfor til følgende værker af Martinus: LB IV LB V LB VI; og til PB-J ”X”, bd. 4; og samme
forfatters Mennesket og Den Seksuelle Revolution. Forlaget Nordisk
Impuls 2006, samt til Mogens Møller: temahefte nr. 1: Mennesket og den seksuelle polforvandling. Forlaget Kosmologisk Information. Endvidere kan det anbefales at læse
flg. kapitler i Martinus: Logik, 31.-44.
kap. Se endvidere om emnet her på hjemmesiden.
8 Her kan henvises til LB III-V.
9 Vedr. „Talsmanden, den hellige Ånd“ og „den
ny verdensimpuls“, se f.eks. Martinus, småbog nr. 15a: „Et glimt fra verdensgenløsningen“.
Noter til 7. JESUS
OG REINKARNATIONSLÆREN
1 Generelt kan det siges, at Martinus overhovedet ikke er i tvivl om, at
reinkarnation dels indgik i Jesu oprindelige lære og dels omtales i Bibelen.
Han henviser i den sammenhæng bl.a. til Nikodemus’ og Jesu’ samtale om at
”fødes på ny” (LB III, stk. 864-5, 867-8. LB IV, stk. 1412-3), og til Jesu
udtalelse om Johannes Døber og Elias (LB III, stk. 867-8, 870-5), se herom i
teksten.
Vedr. begrebet
reinkarnation: Reinkarnationstanken forekommer i flere religioner, dog nok
først og fremmest i hinduismen og buddhismen, men også i mysteriereligioner
som de græske eleusinske mysterier. Filosofihistorisk set findes den også først
og fremmest hos hinduiske filosoffer, som f.eks. Shankar Acharya
(788--8??) og hans filosofiske system Vedanta. Desuden hos Kapila,
Sankhya-filosofiens ophav, og hos Patanjal, som regnes for ophav til
Yoga-filosofien. Reinkarnationstanken findes også hos græske filosoffer, som
f.eks. Pythagoras (ca.570-480 f.Kr.), hvem den såkaldte nypythagoræiske
religiøse bevægelse skylder sin oprindelse; Empedokles (ca.490-430
f.Kr.), Sokrates (ca. 470-399 f.Kr.), Platon (427-347 f.Kr., og Plotinus
(ca.205-ca.270), som med udgangspunkt i Platons filosofi grundlagde en filosofisk
skole, der betegnes som den nyplatoniske bevægelse.
Hos hinduerne er
reinkarnationstanken uløseligt forbundet med forestillingen om, at sjælen
(Atman) i kraft af uvidenhed har ladet sig tiltrække eller "lokke" af
materien, og derfor fra sin oprindelige tilstand eller identitet med alsjælen
(Brahman) har ladet sig indfange i et uendeligt universelt kredsløb, kaldet
livshjulet (samsara), som gennem fødsel og død og fortsat genfødsel fører
individet gennem en i bund og grund illusorisk tilværelse. Men i kraft af
karmaloven, hvilket vil sige loven for skæbne, vil de fejlagtige handlinger,
individet uundgåeligt foretager sig, forsyne det med erfaringer og herunder
særlig lidelseserfaringer, vækkes sjælens længsel efter at vende tilbage til
sin oprindelige umanifesterede tilstand i Brahman. Fra det øjeblik, at
individet omsætter sin længsel i bestræbelser - gennem yogapraksis - på at
genvinde sit tabte "paradis", fra da af er det så småt på vej til at
befri sig fra "livshjulet"s evindelige spin og vende tilbage og
atter forene sig med sit ophav, som vanddråben, der vender tilbage til havet
og atter forener sig med dette.
Der består stort set
principiel overensstemmelse mellem hinduismens og buddhismens opfattelse af
reinkarnation og karmalov, og det samme kan stort set siges om
nyphytagoræismens og nyplatonismens indbyrdes overensstemmende opfattelse af de
to begreber, idet det kun er i enkelte detailspørgsmål, at de sidstnævnte
afviger fra de to førstnævnte.
2 Vedr. Origenes: Se f.eks. Svend Åge Rossen: Døden eksister
ikke. Om 'døden' på grundlag af Martinus' verdensbillede. Borgens Forlag,
København 1985. Reinkarnationsteorien er uløseligt knyttet til skæbneloven,
mens opstandelsesteorien er uløseligt knyttet til syndsforladelsesteorien.
Begrebet "de dødes opstandelse" er en trosforestilling, der
forekommer i parsismen, jødedommen, kristendommen og islam. I jødedommen kommer
den til udtryk i visdomslitteraturen: Ordsprogenes bog, Jobs bog og Prædikerens
bog, samt apokryferne, Siraks bog og Visdommens bog. I denne litteratur søger
man en forklaring på problemet om Guds retfærdighed over for misforholdet
mellem skyld og skæbne, idet man ofte måtte konstatere, at de gode ikke altid
syntes at blive belønnet efter fortjeneste, mens omvendt de onde ofte syntes
at få en bedre skæbne end de førstnævnte. Der er her tale om teodicéproblemet
vedr. retfærdiggørelse af Gud i forbindelse med det ondes og lidelsens
eksistens. I 200-tallet f.Kr. var tanken om de dødes opstandelse fuldt
udviklet i jødedommen, jf. Ez.37; Es. 25,8; 26,19; 2 Makk.7,9. 11.14 m.fl. I
Daniels bog 12,2 siges det, at alle skal opstå og efter Guds dom skilles i
frelste og fortabte, en forestilling, der blev dominerende i senjødedommen, og
som også kom til at præge Ny Testamente, jf. Matt.16,27; 25,31-46 og Åb.
20,11-15. Livet ud over døden ses her som det overordnede frelsesgode og som
målet for Guds sendelse af Kristus, jf. Apg.23-24; Rom.5-6; 1. Kor.15; 2 Kor.
8,9 m.fl. Kilde: Religion/Livsanskuelse. Gyldendals Røde Opslagsbøger,
1979.
Det antages, at læren
om opstandelse fik så stor betydning i tiden op til Jesu fødsel, fordi man i
denne periode nærede en overbevisning om, at der må være en evig balance i
tilværelsen, hvorfor uretfærdighedens ubalance til sidst vil blive
afbalanceret ved retfærdighedens sejr. Læren blev derfor en lære om, at Gud til
sidst vil gribe ind og skille fårene fra bukkene. Denne senjødiske
opstandelseslære blev videreført i kristendommen, idet den dog blev knyttet til
Jesu skæbne og derved fik et nyt indhold. Her blev det til, at alle mennesker
én gang for alle er retfærdiggjort ved Jesu død, idet det at tro på hans
opstandelse er at tro på, at Gud har grebet ind og fjernet brodden af det onde
i verden: lidelse, sygdom og ikke mindst døden, jf. Rom.6,4-12. Den tanke, at
Jesu opstandelse både er en forudsætning og garanti for de dødes opstandelse,
har dog tydeligvis voldt de første kristne store problemer, jf. 1 Kor. 15.
Alligevel siges, at Jesu opstandelse udgør selve grundlaget for den kristne
tro, og det er under denne synsvinkel, at evangelierne skal ses. Det var dog
ikke alle i senjødedommen, der troede på opstandelse, idet saddukæerne afviste
den med henvisning til, at den er umulig at forestille sig. Men Jesus afviser
skeptikernes afvisning med, at de dødes opstandelse slet ikke lader sig sammenligne
med noget i dette liv. Se Matt.22,23-33. Kilde: Bibelens Hvem Hvad Hvor.
Særudgave af Bibelens kulturhistorie (4). Af Lisbet og Mogens Müller.
Politikens Forlag, 1980.
Et eksempel på nutidens
kristne afvisning af reinkarnationstanken finder man i Mark Albrecht: Reinkarnationen
set med kristne øjne. Credo Forlag, København 1987. I en artikel i Taastrup
Avis for den 7.6.89 citeres der følgende tekststykke fra bogen: "Hvis
læren om reinkarnation var sand, var vi alle på tid og evighed overgivet på
nåde og barmhjertighed til en ufuldkommen og magtesløs guddom, og nihilismen
ville være det sandeste og mest konsekvente bud på en livsfilosofi." -
Mage til fuldstændig misforståede og forvanskede opfattelse af
reinkarnationstanken, som den ovennævnte forfatter her giver udtryk for, skal
man desværre ikke lede længe efter hos ortodokse kristne. Som et andet eksempel
kan nævnes biskop Jan Lindhardt (f. 1938), som i flere aviskronikker har givet
udtryk for, at reinkarnationstanken ikke kan forenes med kristendom, og desuden
for det personlige synspunkt, at han nærer dyb og ”kvalmende” aversion imod den
"skole- og kvalifikationsmodel", som reinkarnations- og karmatanken
efter hans mening er udtryk for. Kilde: Biskop Jan
Lindhardt: Er sjælen guddommelig? Kronik i Berlingske Tidende 27.9.97.
Rent personligt finder jeg
det underordnet, om reinkarnations- og karmatanken eventuelt kan forenes med
den kristne troslære eller ej. Kristne er naturligvis i deres gode ret til at
afvise reinkarnations- og karmatanken, idet denne synes helt uforenelig med
den dogmatiske kristne troslære om synd, syndernes forladelse og opstandelsen
på den yderste dag, hvor de troende skal indgå til evigt liv, mens de
ikke-troende forvises til dødsrigets trøstesløshed eller helvedes ild. Men
derimod synes jeg ikke, at denne afvisning berettiger de kristne til at give
en usaglig og direkte misvisende karakteristik af reinkarnations- og karmatanken,
sådan som tilfældet i reglen er. Den kristnes opfattelse af begreber som f.eks.
Guds alkærlighed og retfærdighed er i al fald ikke human i dette ords moderne
betydning, og derfor har den kristne tilsyneladende heller ingen betænkeligheder
eller skrupler ved at acceptere en så
skånselsløs og grum livs- og verdensanskuelse, som den, der er skitseret ovenfor.
Man kunne få en mistanke om, at den stærke og ofte kompromisløse afvisning
beror på, at den kristne er bange for, at tanken om reinkarnation og karmalov
skulle vise sig at være i overensstemmelse med virkeligheden. Dette ville
nemlig få fatale følger for den ortodokse kristne tros dogmer, som f.eks.
dogmet om frelse ved tro, om synd og syndernes forladelse, og om opstandelse
og dom på den yderste dag. - Men som vi skal få at se i forbindelse med omtalen
af Martinus' fornuftbegrundede mening om forholdet mellem reinkarnations- og
karmatanken og kristendommen, er tro ikke et spørgsmål om vilje, men om prædestineret
mental tilstand og holdning, der under indflydelse af det religiøse instinkt og
den guddommelige suggestion dikterer individet, hvad der er sandt og
ikke-sandt, og hvad det skal tro og mene. Det troende individ er derfor i
virkeligheden ikke i stand til at tænke selvstændigt, sagligt og objektivt
eller filosofisk abstrakt, selvom vedkommende måske selv tror det. Men sådanne
kætterske forsøg på at forstå tilværelsen på et andet grundlag end det kristne,
afviser de kristne i reglen med henvisning til den autoritative udtalelse: "Guds
veje er uransagelige." (Rom.
11, 34)
I vor intellektuelt og
fornuftsbetonede tidsalder, er spørgsmålet om beviser for reinkarnationens
realitet forståeligt nok rejst fra flere sider, og selvfølgelig især fra
skeptikere, som i reglen på forhånd er tilbøjelige til at henvise fænomenet til
overtroens område. Skeptikerne henholder sig ofte til, at der ikke foreligger
videnskabelig vished eller bevis for, at reinkarnation finder sted eller kan
finde sted. Men hertil kan man umiddelbart svare, at der heller ikke foreligger
videnskabeligt bevis for det modsatte, nemlig at reinkarnation ikke
finder sted eller ikke kan finde sted. Én ting er, at en del af problemet
består i, at mennesker i al almindelighed betragter reinkarnation som et
isoleret fænomen, mens det i virkeligheden bør ses i sammenhæng med det
verdensbillede, hvori det indgår som led i en større sammenhæng. Denne
sammenhæng er imidlertid ikke det naturvidenskabelige verdensbillede, som
faktisk ikke levner plads hverken for religiøse eller åndelige fænomener og
derfor heller ikke for reinkarnation. Noget andet er, at den videnskabelige
forskning på området aldrig har været særlig omfattende eller konsekvent.
Derimod foreligger der en enorm mængde sensationsprægede publikationer om
mennesker, som enten spontant og ved fuld dagsbevidsthed eller under hypnose
har kunnet berette om et eller flere tidligere liv. Men det er naturligvis
umiddelbart klart, at sådanne beretninger bør tages med største forbehold,
også i de tilfælde, hvor der foreligger forhold og omstændigheder, som
tilsyneladende lader sig verificere og dokumentere. Problemet omkring
videnskabeligt bevis for reinkarnationens realitet er i øvrigt flersidigt. For
det første: hvilke kriterier kan og skal der lægges til grund for
bevisførelsen? Vil det f.eks. være tilstrækkeligt bevis for reinkarnationens
realitet, hvis et menneske kan fortælle om helt personlige og for andre
ukendte, men objektivt kontrollerbare træk, forhold eller begivenheder fra ét
eller eventuelt flere af sine tidligere liv? Svaret vil fra videnskabelig side
formentlig være et NEJ, fordi det ikke helt vil kunne udelukkes, at der f.eks.
kan være tale om ubevidste erindringer fra noget, vedkommende kan have set, læst eller
hørt i sit nuværende liv. For det andet: kan eventuelle beviser eller modbeviser
overhovedet fremskaffes gennem benyttelse af den almindelige videnskabelige
forskningsmetode? Svaret på det sidste spørgsmål er i henhold til Martinus
et klart NEJ, idet den videnskabelige metode, der baserer sig på objektivitetspostulatet,
ikke i sig selv er egnet til at behandle subjektive data og fakta, og til
sådanne hører spørgsmålet om beviser for reinkarnationens eventuelle realitet.
Tilværelsens subjektive sider kan udelukkende udforskes af åndsvidenskaben,
idet denne betjener sig i lige høj grad af intelligens og intuition, i modsætning
til natur- og humanvidenskaben, som fortrinsvis benytter sig af den strengt
logiske intelligens eller fornuft, og kun i mindre grad af intuition, selv om
brugen af denne i reglen uvilkårlige evne også forekommer. Martinus hævder
imidlertid, at det er muligt at benytte sig lige så vilkårligt af
intuitionsevnen som af intelligensevnen, men det forudsætter en bevidsthedstilstand,
som endnu ikke er almindelig blandt naturvidenskabsmænd eller mennesker i det
hele taget.
For Martinus er der overhovedet
ingen tvivl: reinkarnation er ikke alene en kendsgerning, men en foreteelse der er lige så naturligt og almindeligt forekommende, som enhver fødsel,
og det så meget mere, som overhovedet enhver fødsel er en reinkarnation! Men
det ville føre for vidt her, at forelægge den lange række af begrundelser, som
Martinus fremfører til forsvar for sin påstand om reinkarnationens realitet.
Skeptikere kan så her indvende, at Martinus naturligvis er nødt til at gøre alt
for at forsvare sin påstand, al den stund hans Kosmologi faktisk står og falder
med reinkarnationens realitet eller ikke-realitet.
Men for de af os, der
eksempelvis interesserer sig for Martinus' Kosmologi, vil det indtil videre
være fuldt acceptabelt at betragte denne og dermed reinkarnationen som en
arbejdshypotese, vel at mærke under den forudsætning, at hypotesen måske må
justeres eller korrigeres undervejs, og eventuelt helt opgives, såfremt der på
et eller andet tidspunkt vil komme til at foreligge forskningsresultater, som
uimodsigeligt dementerer bl.a. reinkarnationen.
En god og sober
introduktion til emnet finder man f.eks. i Svend Åge Rossen: Døden
eksisterer ikke. Om 'døden' og reinkarnation på grundlag af Martinus'
verdensbillede. Forlaget Borgen. København 1985. Se desuden
litteraturlisten her i bogen. Se evt. også afsnittene ”Flere
indskudte bemærkninger” og ”Reinkarnationsprincippet” her på hjemmesiden.
Til læserens
orientering kan det oplyses, at der faktisk foreligger en seriøs videnskabelig
litteratur om emnet reinkarnation, nemlig M.D. Ian Stevenson: Reincarnation
and Biologi - A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects.
(Reinkarnation og Biologi - et bidrag til modermærkers og fødselsdefekters
ætiologi (sygdomsårsag). Forlag, årstal? Af samme forfatter findes bogen: Tyve
tilfælde, som tyder på reinkarnation.
Forlaget Logos, 1970.
3 I forbindelse med de bibelske begreber kødet og legemet,
er det vigtigt at gøre sig klart, at disse udtryk ikke kun er betegnelser for
det, vi almindeligvis forstår ved "kødet", nemlig den animalske
kødmasse, men også for den levende organisme, som i gammeltestamentlig
tankegang er udtryk for hele mennesket, altså også for sjælen og ånden.
Den dualisme mellem ånd, sjæl og krop, som findes i hellenistisk tankegang, er
fremmed for gammeljødisk tankegang. Dette er ikke i samme grad tilfældet for
nytestamentlig forestillingsverden, hvor et udtryk som kødets opstandelse,
hvilket vil sige: legemets opstandelse, er et begreb, der især omtales
hos Paulus (1.Kor.35-55). Men når Paulus taler om de dødes opstandelse,
og herunder ikke kun om mennesket, men også alle andre arter af individers
opstandelse, så mener han opstandelsen på den yderste dag, da den
sidste fjende, døden, skal tilintetgøres, og her sigtes til den situation,
hvorom han blandt andet siger: "[...] vi skal alle forvandles, i et nu,
i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde
skal opstå uforkrænkelige [uforgængelige], og da skal vi forvandles. Thi
dette forkrænkelige (forgængelige legeme]må iføre sig uforkrænkelighed, og
dette dødelige må iføre sig udødelighed. Men når dette forkrænkelige har
iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da
skal det ord opfyldes, som står skrevet: "Døden er opslugt og sejren vundet."
"Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?" [...].
(1.Kor.52-55). Set på baggrund af Martinus' kosmiske analyser, svarer dét,
Paulus her sigter til med "opstandelse", til "den store
fødsel" til "kosmisk bevidsthed", hvorved forstås den situation,
at individets bevidsthed har fået permanent adgang til Guds primære bevidsthed,
og herunder ikke mindst til Guds egen viden og visdom. Hermed er individet
blevet totalt forvandlet, idet det forgængelige har iført sig uforgængelighed,
og det dødelige iført sig udødelighed, og sejren over døden og mørket er vundet.
Denne situation vil ifølge Martinus efterhånden indtræffe for flere og flere
menneskers vedkommende i løbet af de kommende tre tusinde år, men dog således,
at først efter de tre tusinde års forløb vil de allerfleste mennesker have
opnået kosmisk bevidsthed. Men vel at mærke ikke som noget helt automatisk, men
derimod som noget, de har opnået i kraft af deres etisk-moralske udvikling,
som munder ud i praktiseringen af næstekærlighed som en naturlig og
selvfølgelig form for mental indstilling og praktisk adfærd.
4 Nogle af de skriftkloge i Nazaret, som holdt sig strengt til
Moselovens bestemmelser, kritiserede Jesus for at sige til den lamme mand, som
dennes pårørende ønskede at Jesus skulle helbrede: ”Vær frimodig, søn, dine
synder forlades dig.” Da Jesus mærkede, at nogle af de skriftkloge, der var til
stede, skumlede og tænkte, at han talte gudsbespotteligt, sagde han: ”Hvorfor tænker I ondt i jeres
hjerter? Thi hvad er lettest, at sige: ’Dine synder forlades dig, eller at
sige: ’Stå op og gå?’ Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på
jorden til at forlade synder” – så siger han til den lamme: ”Stå op, tag din
båre og gå hjem!” Og han stod op og gik hjem.”
1 Cølibat, af latin: coelibatus af coelebs: ugift. Ordet er
betegnelse på den religiøst begrundede ugifte stand. Hensigten med at leve som
selvvalgt og frivilligt ugift er primært, at den ugifte generelt set i højere
grad vil være i stand til at påtage sig mere alment menneskelige eller humanitære
opgaver end den, der lever under ægteskabets mange forpligtelser. Inden for
visse religioner er cølibatet ensbetydende med askese, hvis mål er at styrke
det åndelige liv ved at undertrykke legemlige behov, herunder ikke mindst det
seksuelle behov. Undertrykkelsen af seksualdriften eller seksuel afholdenhed
har imidlertid ikke nødvendigvis noget at gøre med et negativt syn på seksuallivet,
men kan også hænge sammen med, at man vil reservere den seksuelle energi til
åndelige eller religiøse formål. Dette er således tilfældet inden for seriøs
Yoga-praksis, hvor seksuel afholdenhed betragtes som en nødvendig
forudsætning og betingelse for at kunne udføre de højere grader af meditation
og kontemplation, som leder til dybere åndelig indsigt og sammensmeltning med
det guddommelige. Kravet eller ønsket om at leve i cølibat er dog ikke
nødvendigvis absolut, idet nødvendigheden af seksuel afholdenhed (og faste) kan
indskrænke sig til at gælde den særlige livsperiode, i hvilken aspiranten
øver sig i at praktisere de højere grader af meditation og kontemplation.
Begrebet cølibat er
ukendt i Gamle Testamente, hvor ægteskabeligt samliv med det formål at
videreføre slægten er noget helt fundamentalt, således som det allerede
fremgår af skabelsesberetningen i 1.Mosebog 1-2. Men under indflydelse fra
hellenismen optræder cølibatet i senjødedommen (ca.200 f.Kr. - 200 e.Kr.),
nemlig på baggrund af en skelnen mellem menneskets legeme som det ringere og
dets ånd som det finere, hvilket i nogle religiøse bevægelser førte til, at
askese nærmest blev et efterstræbelsesværdigt ideal. Askese indebærer i reglen
afholdenhed fra vin, mad og seksuelt samkvem, enten som permanent eller
lejlighedsvis praksis i forbindelse med åndelig og religiøs træning i
selvbeherskelse.
På Ny Testamentes tid
var Palæstina under betydelig indflydelse fra den hellenistiske verden, og her
var det en udbredt anskuelse, at asketiske fromhedsøvelser var nødvendige i
udviklingen af sand menneskelighed. Men askesen blev på det tidspunkt endnu
ikke anset som en dyd i sig selv, det skete først senere i kirkens historie.
Jesus levede selv som ugift, men han påbød eller anbefalede ikke sine disciple
og tilhængere at gøre det samme. Tværtimod var flere af hans nærmeste disciple,
som f.eks. Simon Peter, ægtemænd allerede på det tidspunkt, da Jesus valgte dem
ud og bad dem om at følge sig. Derimod fremlagde Jesus det som et ubetinget
krav til den, der ville gøre sig fortjent til at få del i Himmeriges rige, at
give afkald på ejendomsretten og begæret efter materielle ting, og i stedet
dele sin ejendom, hvad enten denne var en pengeformue eller kjortler, med
næsten. Men samtidig betonede han også, at efter indtrædelsen i Gudsriget
(opstandelsen) bliver der hverken taget til ægte eller bortgiftet, idet
individet dér er engles lige. Eller med andre ord: i Himmeriges eller Guds rige
vil den kønslige kærlighed og dermed ægteskabsinstitutionen ikke kunne
forekomme, idet begge dele hører det dyrerige til, som mennesket forlader i og
med at det forvandles til en menneskesøn eller et rigtigt menneske.
2 I oldtidens Grækenland forekom den almindeligt accepterede og
såkaldte platoniske kærlighed mellem mænd indbyrdes. Se herom f.eks. Hvorfor er de sådan? En studie over
homosexualitetens problemer. Redigeret af Jarl Wagner Smitt. Hans Reitzels
forlag. København 1951. – Martin Elmer: Trivsel
også for de homofile. Forlaget Rhodos. København 1971. – Lyst eller nød? Kvinders og mænds
homoseksualitet. Redegørelse for nogle synspunkter og resultater i
videnskabelig litteratur. Udarbejdet af Henning Bech og Karin Lützen.
Redegørelse fra kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i
samfundet. 1986. Den sidstnævnte afhandling er tydeligvis præget af sine forfatteres
forudsætninger og engagement i ungdomsoprøret, herunder kvindebevægelsen og
mandebevægelsen. Forfatterne går så vidt som til at påstå, at seksualitet er et
spørgsmål om frit valg. Man begrunder det bl.a. med, at videnskabelige
undersøgelser har vist, at alle mennesker i større eller mindre grad rummer
begge køn i sig, en opfattelse, der til dels og i en vis forstand finder
bekræftelse i Martinus’ analyser over det seksuelle polprincip og den seksuelle
polforvandling. Men i modsætning til den nævnte afhandlings forfattere mener
Martinus dog ikke, at der i og med seksuel disposition eller orientering er
tale om frit valg, tværtimod henviser han til nogle afgørende og absolut
bestemmende faktorer og lovmæssigheder i sammenhængen.
3 Vedr. den såkaldte lesbiske kærlighed mellem kvinder indbyrdes.
Se herom i den i note 2 nævnte litteratur.
4 Forførelsesteorien tilbagevises i reglen af de homoseksuelle
selv, idet man angiveligt helst vil tro og mene, at denne specielle form for
seksuel disposition er medfødt og derfor lige så ’naturlig’ og ’normal’ som
heteroseksualitet. Dette fremgår især tydeligt af den i note 2 nævnte
afhandling ”Lyst eller nød?”, som bag om sin akademisk-videnskabelige form i
virkeligheden er et slet skjult forsøg på at ville underkende enhver anden
opfattelse af homoseksualitet, end den bogens to forfattere står som
eksponenter for.
5 Til orientering for læseren skal det her oplyses, at også
Martinus blev udsat for mistanke og anklager for at være homoseksuel, hvilket
han dog afviste med henvisning til sin kosmologi, i henhold til hvilken han
derimod var et dobbeltpolet menneske. Uden denne dobbeltpolede status ville han
ikke have været i stand til at opleve ”den store fødsel”, som han angiveligt
oplevede i påskedagene i marts 1921, ligesom han heller ikke efterfølgende
ville have kunnet manifestere analyserne af sine kosmiske intuitioner. Som
dokumentation og bevis for sin kosmiske bevidsthed, henviste Martinus allerede
i 1932 til det netop udkomne første bind af Livets Bog. I dag må man
sige, at hans samlede værk, Det Tredje Testamente, taler for sig selv om
sandheden af hans påstand.
1 Sl. 145; Dan. 6,11; 4. Mos. 15,38; Matt.. 23,5.
2 Matt. 6,5ff.,8,7,7ff.; 18,19; 21,22 med par.; Luk. 18,10; Joh.
14,13.
3 Rom. 5,11; 8,15.26f.; jvf. 2. Kor. 1,19ff.
4 De tre nævnte kategorier: de troende, de ikke-troende og de
vidende, har en parallel i Buddhas svar på sin yndlingsdiscipel Anandas
spørgsmål om, hvorfor menneskene opfatter verdenen og tilværelsen så
forskelligt, som tilfældet vitterligt er. Svaret lyder frit gengivet efter
hukommelsen, idet kildestedet ikke er genfundet: ”Jo, ser du, Ananda, for den
som ikke har studeret, er bjerge bjerge, træer træer og søer søer. For den der
har studeret en del, er bjerge ikke længere bjerge, træer ikke længere træer,
og søer ikke længere søer. Men for den, der har studeret til bunds, er bjerge
atter bjerge, træer atter træer, og søer atter søer.” Filosofisk og erkendelsesteoretisk set har Buddhas svar sin
parallel i henholdsvis den naiv-realistiske livs- og verdensanskuelse, dvs.
sansernes umiddelbare vidnesbyrd, i den naturvidenskabelig-materialistiske
livs- og verdensanskuelse, hvor ingenting er, hvad det ser ud til, og i den på
kosmisk bevidsthed baserede verdens- og livsanskuelse, hvori alting igen er,
som det umiddelbart tager sig ud, men vel at mærke i en anden forstand, end
tilfældet er med de to førstnævnte opfattelser. Nemlig i den forstand, at livet
og verden i grunden er, hvad dette og denne giver sig ud for, men med den
afgørende forskel, at alting ”er gjort af samme stof, som det drømme dannes af
”, sådan som William Shakespeare udtrykker det i Fjerde Akt, Første Scene af
skuespillet The Tempest (”Stormen”). Se herom i note 4 til 6. kap.:
JESUS KRISTUS, GUDS SØN?
5 Martinus: Bønnens
mysterium. Forlaget Kosmos. København 1948. – Martinus: Meditation. 12.-23. kap. Forlaget
Borgen. København 1983. Heri gennemgår og analyserer Martinus endnu engang
bønnen ”Fader vor” og dennes enkelte led.
1
LB VII, stk. 2657-8.
2 2. Mos. 3,13-14; Joh.
19,31.
3 Luk. 15.11-32; Matt. 23, 34-39; 24,1-41: 25. 31-46 med par.
4 Her skal læseren igen mindes om,
at Martinus med betegnelsen ”søn” mere præcist mener ”gudesønnen”, et begreb,
der omfatter både det enkeltpolede væsen (hankøn og hunkøn) og det
dobbeltpolede væsen.
5
Luk. 15,22-25.
6
Martinus vedr. mirakler: LB III,
stk. 756-7, 860, 900. LB IV, stk.
1160. E II, stk. 21:6. E III, stk. 33:71, 33:74. Logik, kap. 60.
7 Joh. 11,25-27.
8 Martinus: Omkring min missions fødsel. 16.-18.
kap.
1 Vedr. Jesu væremåde: LB III, stk. 860, 887, 894, 926. LB IV, stk. 1310,
1363, 1429. LB V, stk. 1714-7,
1720-3, 1726, 1728, 1732, 1734. LB VI, stk. 2263, 2336. LB VII, stk. 2431,
2460.
2 Vedr. hedenskabet: LB I, stk. 59. LB II, stk. 452,
618. LB III, stk. 915. LB IV, stk. 1244-5. LB V, stk. 1667, 1713. LB VI, stk. 1989, 2232. Lb VII, stk. 2576,
2578-9. Logik, kap. 0, 32, 56, 83-4.
Vedr. ’synd’ : LB I, stk. 142, 145. LB II, stk. 307,
402, 570, 586, 613. LB III, stk.
859-65, 869, 884-5, 917. LB IV, stk.
1188-9, 1191, 1235-6, 1291-2. Logik, kap. 55, 95. Vedr. offer: LB I, stk. 40. Logik, kap. 70,
83-4.
3 I henhold til Martinus findes
der kosmisk set et fænomen som ”syndernes forladelse", men forudsætningen
eller betingelsen for, at denne kan træde i kraft, forekommer udelukkende i
sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen eller ”straffen” for en uheldig og
fejlagtig handling eller ”synd” vil være overflødig for individets situation og
udvikling. Det vil altså sige i tilfælde, hvor eftervirkningerne endnu ikke er
blevet udløst eller er vendt tilbage til individet, men hvor dette ad anden vej
har opnået den erfaring, som resultatet af de nævnte eftervirkninger ellers
skulle have bibragt det. (Påske, 4. kap.).
Martinus om ’syndernes forladelse’: LB II, stk. 570, 586, 629. LB III, stk. 745, 835, 859-71, 873, 877-8,
880, 882, 893, 926. LB IV, stk.
1349-51, 1363. LB V, stk. 1713, 1805.
LB VI, stk. 2034, 2058, 2069-71.
4 Ordet doketisme kommer
af græsk dokein: ”at synes, at se ud som”. Denne lære var udbredt i oldtidens
kristologi, ifølge hvilken Jesus kun syntes at have et menneskeligt legeme og
kun tilsyneladende led og døde. Denne opfattelse fandtes både i og udenfor
kirken, især i gnosticismen, men udgør ikke nogen sekt for sig. Læren blev i
øvrigt afvist og frakendt autoritet på Kalcedonmødet i 451.
Martinus mener f.eks. ikke, at den kosmisk bevidste Jesus kunne blive
vred, og derfor tilbageviser han bl.a. autenticiteten af tempelrensningen (Joh.
19, 45-48). Spørgsmålet er så, om Jesus med sin kosmiske indsigt kunne føle
sorg og græde over menneskene, sådan som evangelierne fortæller, at han gjorde
ved flere lejligheder. Det er Martinus’ påstand, at et menneske med kosmisk
bevidsthed anskuer tilværelsen i et evighedsperspektiv, hvilket angiveligt
skulle betyde, at vedkommende bl.a. forstår, at der egentlig ikke er noget at
blive vred over, og heller ikke at føle sorg og græde over, thi alt er jo Guds
vilje og bestemmelse og derfor såre godt. Det rejser endvidere spørgsmålet, om
Jesus kunne føle fysiske smerter, da han blev pisket og senere korsfæstet. Det
sidste mener Martinus imidlertid i høj grad var tilfældet, idet han samtidig
afviser, at der med Jesu lidelseshistorie skulle have været tale om en slags
iscenesat skuespil.
5 Martinus om Jesu lidelseshistorie: LB III, stk. 745, 860, 878, 992. LB IV, stk. 1305, 1363, 1429, 1432. LB VI; stk. 2117, 2124-5, 2263. LB VII, stk. 2431-2,
2460, 2587. Småbog nr. 2: Påske; nr. 14b: Tanker
omkring påske; nr. 15b: Getsemane
Have; nr. 17b: Pilatus, Kristus og
Barrabas.
6 Martinus: Småbog nr. 17b:
Pilatus, Kristus og Barrabas.
7 Martinus: Småbog nr. 2: Påske,
kap.11-2, 14.
8 Martinus: Småbog nr. 15a: Et
glimt fra verdensgenløsningen. Jvf.
f.eks. med Martinus: Symbil nr. 37: Den
tilslørede og den afslørede evige sandhed. Forklaring til symbolet. E 4,
side 55-75.
Noter til 12.
JESU OPSTANDELSE OG ”HIMMELFART”
1 Vedr. døden: LB II, 309,
313, 319, 340, 343, 374, 380, 409, 467-8, 528, 554, 569, 594-5, 601-2. LB III, stk. 646-8, 703, 707-8, 724, 731, 763, 874, 883,
891, 897, 922-5, 953, 967, 970, 1034. LB
IV, stk. 1103, 1180, 1288, 1317, 1364, 1389, 1394, 1399, 1437-9, 1443-50,
1533-90. LB V, stk. 1598, 1604, 1611,
1656, 1660-1, 1678, 1704-6, 1710, 1772-3, 1792, 1835-6, 1838, 1925. LB VI, stk. 1957, 1965-6, 2026, 2117-8, 2125, 2150-1, 2154, 2181, 2237, 2329,
2332.
Vedr. følelseslegemet: LB II, stk. 433,466, 590. LB III, stk. 943.
Vedr. koblingslegemet: Martinus bruger
ikke selv dette udtryk for fænomenet, men kalder det for
”transformationsfeltet”. Begrebet ”koblingslegemet” er indført af Per
Bruus-Jensen, se herom i PB-J
1, stk. 1.221.-222. PB-J
2, stk. 2.133., samt Eks. og udød. 1, s. 148-63. I det sidstnævnte værk
betegner Per Bruus-Jensen konsekvent koblingslegemet som transformationsfeltet,
nemlig i medfør af dettes automatiske transformation af energi og informationer
mellem den parafysiske, sjælelige struktur og det fysiske legeme. - På min
hjemmeside http://hjem.get2net.dk/LivetsEventyr er emnet
beskrevet i kapitlet ”Gennem døden eller
de parafysiske verdener”
2 Vedr. ”dødens første
sfære” med ”skærsildzonen” og ”paradiszonen”:
LB IV, stk. 1367, 1532, 1540. LB V, stk. 1684. 1686. PB-J 2, 12. kap.
3 Martinus: Påske, 9. kap. Jvf. med Småbog nr. 14b: Tanker omkring påske.
4 Vedr. begreberne
materialisation og dematerialisation: LB
II, stk. 361, 363, 369, 371, 385, 387, 412, 591. LB V, stk. 1936. Småbog nr. 2: Påske,
kap. 11-2, 14-5.
5 Mark. 8. 31-33; 9. 31; 10.
33-34; Matt. 4. 10-11. Se desuden Rom. 16. 20. 1 Joh. 3. 8. – Vedr. Martinus opfattelse af Guds ord til
”Slangen”, se. f.eks. Logik, 48. kap. ff.
6 Martinus: Påske, 15.-16. kap.
Noter til 13. ”DOMMEDAG” ELLER
”VERDENS ENDE”
1 Vedr. Martinus’
opfattelse af Adam, Eva, Slangen og
”syndefaldet: LB III, stk. 853,
963-6, 972-3, 975, 977-8. LB IV, stk. 1154-7, 1170, 1172, 1175-6, 1179-82, 1399, 1423-4, 1430, 1433, 1545-6.
LB V, stk. 1600-2, 1604, 1619-21,
1631-2, 1679-80, 1682, 1702, 1708-12, 1713,.1842, 1928, 1937. LB VI, stk. 2107, 2129, 2208, 2210.
2 Som eksempler på gl. testamentlige apokalypser eller
åbenbaringsbøger kan nævnes Daniels Bog, Enoksbøgerne, Barukapokalypserne,
De tolv patriarkers Testamenter og Fjerde Ezrabog. Også
Dødehavsrullerne indbefatter apokalyptiske skrifter, som Hemmelighedernes
Bog og Krigsrullen, der handler om krigen mellem lysets og mørkets
sønner. I Ny Testamente er Johannes’ Åbenbaring et decideret
apokalyptisk skrift, og endelig findes der også apokryfe nytestamentlige
skrifter med apokalyptisk indhold, f.eks. Peters åbenbaring, Paulus’
apokalypse, De sibyllinske orakler, Tomas’ apokalypse, Stefanus’ åbenbaring,
Marias åbenbaring og Esajas’ himmelfart.
3 Dommens dag eller
”Dommedagen” er især skildret udførligt i Matt. 25., 31-45: jf. med 1. Kor.
15., 12-28. Hos Martinus er emnet behandlet bl.a. følgende steder: LB II, stk. 415-8. LB III, stk. 667-8,
992. LB IV, stk. 1181, 1233, 1334, 1340, 1342, 1358, 1365-6, 1368-9,
1415, 1419, 1439, 1498, 1507, 1519, 1551.
LB V, stk. 1653, 1723, 1769,
1807, 1812, 1840, 1845. LB VI, stk. 2089, 2209-10, 2261, 2264,
2266-7, 2269, 2271, 2275, 2284-5,2290, 2293-4, 2347. LB VII, stk. 2432-3,
2453, 2491, 2516-7, 2521-2, 2578-9, 2598, 2607, 2654:19, 2654:23, 2658:16,
2658:32. Forenklet og let tilgængelig behandling af
emnet findes i bogen Logik, kap. 3,
32, 48, 50.
4 Joh. 16., 5-15.
5 Martinus: Hvad
er sandhed, 15. kap.
6 Vedr. de identiske begreber
”hellig ånd” og ”kosmisk
bevidsthed”: LB I, stk. 58, 121, 203, 259. LB II, stk. 383, 445-8, 457, 459-61, 464,
466, 470-1, 490, 506, 638. LB III; stk.
642, 667, 674-5, 758, 815, 820, 840-3, 845, 875-6, 885, 917, 926, 942, 961,
986. LB IV, stk. 1156, 1161, 1175,
1183, 1188, 1190-1, 1310, 1378-9, 1423, 1434, 1527, 1539, 1545, 1547, 1550,
1552, 1557, 1567, 1572, 1590. LB V, stk.
1600, 1662, 1725, 1734, 1750, 1842, 1845, 1871-2, 1879-80, 1882, 1886-7,
1892-8, 1901, 1907, 1912. LB VI, stk. 2001, 2003, 2075-6, 2092-3,
2100, 2112, 2356-8, 2376, 2391. LB VII, stk. 2397, 2438, 2497, 2505, 2520, 2523, 2528,
2604, 2618, 2625, 2630-1, 2645, 2647-8, 2652, 2657, 2658:11, 2658:19, 2659.
Vedr. begrebet ”verdensgenløsere”: LB I, stk. 39, 40-2, 41-2, 55-8, 59-60,
248. LB II, stk. 355, 383,636.
LB III, stk. 725-6, 860-4,
975, 978-80, 984. LB IV, stk. 1143,
1164-9, 1170, 1172-3, 1175-8, 1180-1, 1211-2, 1362, 1422-3, 1427, 1429-30,
1434, 1489, 1491, 1544. LB V, stk.
1631-3, 1711-2, 1725, 1734, 1848, 1883, 1888, 1893-5, 1897, 1936. LB VI, stk. 1986, 1992, 2067-8, 2072, 2116-7, 2120-4, 2130-2, 2133, 2253,
2262, 2290. LB VII, stk. 2401, 2618, 2657, 2658:26.
7 Matt. 24., 23-29. Vedr. sammenligningen mellem menneskets og jordklodens tidsperspektiv,
se Per Bruus-Jensen: Mennesket og
livsmysteriet, Forlaget Nordisk Impuls 1984. Se især Tillæg.
Eksempelvis mangler jordkloden endnu at få gjort op med dén mentale
struktur, som udgøres af liberalismen og kapitalismen, privatkapitalismen så
vel som den nuværende form for statskapitalisme. Martinus er af den
opfattelse, at naturressourcerne og produktionsapparatet skal ejes af
verdenssamfundet eller verdensstaten, men vel at bemærke ikke før den
etisk-moralske udvikling har ført menneskene frem til uselviskhed og altruisme.
8 Matt. 25. 31-46. Ved
udtrykket at ”skille fårene fra bukkene”, der også kan udtrykkes som at ”skille
duerne fra høgene”, forstår Martinus den proces eller udvikling, der i det
væsentlige består i, at lidelseserfaringerne igennem flere liv og i kraft af
skæbneloven efterhånden forandrer de fra dyreriget nedarvede, egoistiske,
selvretfærdige, intolerante og krigeriske sider ved jordmenneskets mentalitet
og i stedet erstatter disse med humane evner som f.eks. uselviskhed,
retfærdighedstrang, hjælpsomhed, forståelse, tolerance og fredsommelighed.
Eftersom intet væsen, individ eller menneske kan ”fortabes” i absolut forstand,
idet alle levende væsener dybest set er evige og udødelige og identiske med et
evigt treenigt princip, vil lidelseserfaringerne før eller siden gøre alle
”bukke” eller ”høge” til ”får” eller ”duer”.
9 Logik, 56.-57.kap.; 64.-68.kap. E
II, stk. 26:4-6. Bisættelse, kap.
100, 103; Menneskeheden og
verdensbilledet, kap. 8 ff. Vedr.
krigen: LB I, stk. 29, 35, 100. LB II, stk. 429, 438, 452-4, 501, 621. LB
III, stk. 702, 719, 725-6, 888, 916, 920, 965, 992. LB IV, stk. 1240, 1244, 1312, 1332-3, 1342, 1366, 1369, 1371,
1379-81, 1383, 1416, 1502, 1511, 1521, 1528. LB V, stk. 1713, 1743, 1745, 1748, 1759, 1761, 1769-70, 1763, 1776,
1781, 1796, 1801, 1807, 1811-4, 1820, 1840, 1844-5, 1850, 1888-9, 1901. LB VI, stk. 2011, 2035, 2089, 2091, 2202, 2209,
2222, 2226, 2230, 2232-3, 2236-9,
2294-5, 2325, 2349. LB VII, stk. 2418, 2421, 2425-6, 2429-30, 2432-3, 2436, 2457-8, 2567, 2578,
2583, 2643, 2654:21, 2658:23, 2658:25, 2658:33, 2658:38-9.
10
Vedr. jordkloden og dennes
selvopgør: LB I, stk. 43-9,
58, 170, 270, 274. LB II, 378, 381-2, 419-20, 423, 434, 482,
524-6. LB III, stk. 652-5, 657-63, 666-8,
703, 905-9, 911-5, 917, 920. LB IV, stk.
1073, 1075, 1277-82, 1374, 1382, 1384, 1415, 1499. LB V, stk. 1674. 1695-7, 1757, 1888, 1890-2, 1896-7, 1915, 1918, 1925. LB VI, stk. 1997, 2025-6, 2090, 2104,
2107, 2145, 2147, 2263, 2275,
2365.
11 Matt. 25. 32-33.
12 Begreberne "Menneskesønnen" og
"Kristi genkomst" skal altså forstås som genfødslen til dobbeltpolet,
Kristus-menneskelig bevidsthed. Det er kun denne form for bevidsthed, der er i
stand til at se tingene i den store helheds perspektiv, og som derfor alene er
i stand til at bedømme fuldkommen retfærdigt og barmhjertigt. Se f.eks. LB III, stk. 837, 925, 942. LN IV, stk. 1133-6, 1140-1, 1143, 1155, 1159, 1167, 1188, 1232, 1235-6, 1357,
1368, 1426, 1518, 1554, 1558, 1562. LB V,
stk. 1887, 1902-3,1906, 1908, 1912, 1914-8, 1924-5, 1927, 1933, 1935-6. LB VII, stk. 2499, 2542, 2556, 2590, 2602, 2615, 2631, 2658:16,
2658:18-9,
Noter til 14.
”KRISTI GENKOMST”
1
Matt. 24. 23-29 med par.
2 Vedr. begrebet ”Kristi
genkomst”: LB V, stk. 1620, 1734,
1882, 1886, 1892-4, 1907, 1912. LB VI, stk. 1983, 2031-2, 2067-9, 2076.
3 Martinus: Hvad er sandhed, 30. kap.
Jvf. med Omkring min missions fødsel, 15.-18. kap. I bogen behandles spørgsmålet om Kristi genkomst i 19.-30.
kap.Læseren skal her endnu engang mindes om, at med udtrykket ”gudesøn”, som vi
jo almindeligvis er vænnet til opfatte som hankøn, mener Martinus udtrykkeligt både det enkeltpolede individ,
dvs. både hankøn og hunkøn, og det dobbeltpolede individ, som
forener det maskuline og det feminine princip i sig.
Noter til 15.
JESU LÆRE OM ALKÆRLIGHEDEN
1
Vedr. begrebet ”Menneskesønnen”:
Se note 12. til kap. 13. – Men her skal vi se nærmere på begrebets betydning
i så vel Gamle som Nye Testamente. Det kan konstateres, at Jesus aldrig selv
brugte udtrykket Messias, på græsk Christos og på latin Kristus, om sig selv,
hvorimod han relativt hyppigt anvendte ordet ”Menneskesønnen” som
selvbetegnelse. Men det mærkværdige er, at man ikke i evangelierne finder en
direkte forklaring på, hvordan udtrykket nærmere skal forstås. Ordet
”menneskesønnen” er en ordret oversættelse af det aramaiske ”bar-nasja”, på
hebraisk ”ben-adam”, som betyder ”søn af mennesket”, de er identisk med
”menneske” (Sl. 8, 5; Ez. 2, 1; Dan. 8, 17). Mange teologer og bibelforskere
har dog ment, at udtrykket ”menneskesønnen” skal forstås som en messisastitel,
hvilket desuden indirekte synes at fremgå af flg. tekst af profeten Daniel (ca.
606 f. Kr.): ”Jeg skuede videre i nattesynerne: Og se, med himlens skyer kom
en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes
frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og
tungemål skal tjene ham:hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde,
hans rige kan ikke forgå.” (Dan. 7, 13: jvf. med Ez. 2, 1; Matt. 16, 27; 24,
30; 25, 31; 26, 64; Åb. 1, 7; Sl. 145, 13; Dan. 4, 3. 34; Luk. 1, 33).
Selvom profeten Daniel faktisk
bruger udtrykket menneskesøn som et billede på Israel, så udelukker dette dog
ikke, at det også kan forstås som et udtryk for den ventede Messias, lige som
der intet er i vejen for at tolke udtrykket, sådan som f.eks. Martinus gør,
nemlig som ”søn af mennesket”, mere præcist forstået som ”søn af det rigtige
menneske”, og ikke af det jordiske menneske, dvs., som én, der er model for,
hvad der skal forstås ved at være ”et rigtigt menneske” med såkaldt kosmisk
bevidsthed.
2 Også i henhold til Martinus er det rigtige
menneskerige, i Jesu terminologi kaldet ”Himmeriges rige på jorden”, og i
øvrigt de åndelige verdener, ikke mindst karakteriseret ved, at kønskærligheden
og de dermed forbundne faktorer og forhold, så som forelskelse, ægteskab osv.,
ikke forekommer og heller ikke kan forekomme. Det betyder endvidere, at sådanne
negative mentale klimaer, som f.eks. ejendomsbegær, jalousi, had, hævn drab mv.
Ikke vil kunne forekomme i det rigtige menneskerige, så lidt som i de åndelige
verdener. Dette skyldes i hovedsagen, at individerne her er dobbeltpolede og
derfor fri af de mentale kræfter, der gælder i dyreriget, herunder hos det
jordiske menneske. Se f.eks. LB V,
stk. 1703, 1749-50, 1789. LB VII, stk.
2598-2600, 2602, 2609, 2612, 2626-30, 2632-3.
3 Logik, 34. kap. p. 97. Se evt. småbog nr. 28, Martinus: To slags kærlighed. .
4 Logik, 34. kap. pp. 97-8.
5 Logik, 37. kap. p. 103.
6 Logik, 33. kap. p. 95.
7 Logik, 39. kap. pp. 107-07
8
Joh. 14, 15-27.
9
Joh. 16, 7-15.
10 Vedr. begrebet skæbne: Se Logik, kap. 1, 9, 61, 64, 66, 71, 73-4,
82, 85-7. Det er i øvrigt vigtigt, at
have klart for sig, hvad skæbne angår, at der i virkeligheden dels er tale om
et kompliceret indbyrdes samspil mellem de levende væsener (individerne/menneskene),
og dels, at der ligger mindst lige så komplicerede lovmæssigheder bag
skæbnedannelsen og skæbnefuldbyrdelsen.
11 Vedr. begrebet
”syndernes forladelse”: I henhold til Martinus findes der
kosmisk set et fænomen som ”syndernes forladelse", men forudsætningen
eller betingelsen for, at denne kan træde i kraft, forekommer udelukkende i
sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen eller ”straffen” for en uheldig og
fejlagtig handling eller ”synd” vil være overflødig for individets situation og
udvikling. Det vil altså sige i tilfælde, hvor eftervirkningerne endnu ikke er
blevet udløst eller er vendt tilbage til individet, men hvor dette ad anden vej
har opnået den erfaring, som resultatet af de nævnte eftervirkninger ellers
skulle have bibragt det. (Påske, 4. kap.).
Martinus om ’syndernes forladelse’: LB II, stk. 570, 586, 629. LB III, stk. 745, 835, 859-71, 873, 877-8,
880, 882, 893, 926. LB IV, stk.
1349-51, 1363. LB V, stk. 1713, 1805.
LB VI, stk. 2034, 2058, 2069-71. E I, stk.
16:8-9; E II, stk. 20:1-10.
12 Logik,
95. kap.