Noter og kilder til JESUS MENNESKESØNNEN II:

 

Noter til INDLEDNING

 

 1   Når Jesu alder i begyndelsen af dette tekststykke opgives til at være omkring 38 år, da han blev henrettet, beror det på den antagelse, at han kan være født år 7 f.Kr. Det menes at han lod sig døbe af Johannes Døberen i år 28 e.Kr., hvilket i så fald vil sige, at han da har været omkring 35 år. Og da det er en almindelig antagelse, at han virkede i hen ved 3 år, må det betyde, at han har været omkring 38 år ved sin død. Men der hersker naturligvis stor usikkerhed omkring de præmisser, som danner grundlag for disse tal og aldersangivelser. Antager vi i lighed med Marti­nus, at et menneske med sin kernepersonlighed først er fuldstændig inkarneret omkring det 30. år, og derfor tidligst da kan opleve "den store fødsel" til "kosmisk bevidsthed", må det betyde, at denne situa­tion er indtrådt for Jesu ved­kommende omkring år 23, hvilket vil sige, at han ved sin dåb i år 28 har været omkr. 35 år. Der er i så fald gået ca. 5 år, hvori han må antages at have opholdt og videreuddannet sig i skriftkyndig­hed, måske i Qumranklo­steret, hvor han med sin kosmiske indsigt i livsmy­steriet nu kunne læse og udlægge de gammeltestamentlige skrifter på en ny og i virke­ligheden revolu­tionerende måde. Det skal dog tilføjes her, at Martinus ikke selv lægger særlig vægt på histo­riske årstal og tidsan­givelser, idet han ikke mener at de har nogen betydning for for­ståel­sen af det væsentlige, i dette til­fælde Jesu liv, lære og mis­sion.

 2   1. Kor. 11,23-26; jvf. Jer. 31,31ff.; 15,3; Rom. 4,25; Matt. 26,26-29 med par.; Joh. 12,24.

 3   2. Kong. 3,27; jcf. Dom. 11,34-40; 1. Mos. 22.

 4    Sl. 51,18; jvf. 40,7; 1. Kong. 12,28ff.; jvf. 2. Mos. 32: Hos. 6,6; Mika 6,6.

 5   Matt. 5,23f.; 23,18f.; 26,26-29; Ap.G. 3,1; 21,26; 24,17; Mark. 14,22-25; Luk. 22,15-20; 1. Kor. 11,23-25; 2. Mos. 24,4-11.

 6   Matt. 26,28-29 med par.; 1. Kor. 5,7; 15,3; jvf. Rom. 3,24-26; Joh. 1,29; 19,36; Åb. 5,6ff.; 13,8; Hebr. 5,7-10.

 7  Leif Grane: Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter, s.111-12. – Det skal fremhæves, at apostlene  Jakob, Simon Peter, Johannes og Paulus lægger vægt på, at det foruden troen er gerningerne, der betyder noget for menneskers frelse eller befrielse fra det ondes magt. (Jak. 2, 14-26; Åb. 20,12).

 8   Joh. 14,15-27.

 9   Begrebet Talsmanden forekommer kun i Johannes-skrifterne, hvor det af Joh.14-17 fremgår, at det dels kan være en betegnelse for Helligånden, dels for Jesus selv. Det græske ord for Talsmanden er "parakletos", og det stammer fra retssproget og svarer til det latinske "advocatus", som betyder ”én, der bliver tilkaldt" for at tale en andens sag. I denne betydning forekommer ordet i Joh.16,8-11, hvor det siges, at talsmanden skal føre disciplenes sag ved at overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. Men Talsmanden omtales dog mere alment som disciplenes så vel som "de kommende slægter"s hjælper og vejleder, og som vidne om åbenbarin­gen. De kristne har brugt talsmanden som et symbolsk udtryk for, at Jesus som opstanden er til stede i sin menighed. Forestillingen om en fortaler hos Gud er i øvrigt ikke fremmed for Gamle Testamente, idet en sådan omtales både hos profeterne og især i Jobs Bog (Job.33­,23-30), hvor der tales om en engel, der går i forbøn hos Gud.

          Begrebet Helligånd eller Guds ånd eller kraft betegner i Bibelen Guds usynlige virksomhed i mennesker. Det fortælles således i Gamle Testamente, at Gud givere dommere, konger og profeter sin Ånd, for at de kan handle på hans vegne (Dom.6,34;15,14;1.Sam.10;16,13;Mika 3,8). Men det er dog først Messias, der helt og fuldt skal besidde Helligånden (se f.eks. Es.11,1-10), og når han kommer, skal han foranledige, at Helligånden udgydes over alle mennesker (Joel 3,1ff.).

          Sammenfattet betragtet kan det siges, at Helligånden i Ny Testamente optræder som et pant på og som en forudgribelse af Guds riges herlighed. Men i NT finder man ingen spekulationer over Guds, Jesus og Hellig­åndens indbyrdes forhold, idet sådanne tanker hører en senere tid til. Forestil­lingen om den hellige Treenighed: Gud, Sønnen og Helligånden, er altså ikke oprindeligt kristne. Det siges dog, at bespottel­sen af Ånden er det samme, som bespottelsen af Gud selv. Begrebet Treenighed, af latin: "trinitas", er et teologisk begreb, der er skabt af kirkefa­deren Tertullian (død omkr. 230 e.Kr.) i et forsøg på at afklare forholdet mellem Gud, Jesus Kristus og Hellig­ånden, og dermed undgå forestillingen om at have tre guder. Som nævnt findes der ingen tree­nig­hedslære i NT, men den treleddede formel Faderen og Sønnen og Hellig-­ ånden forekommer dog (Matt.28,19; 2.Kor.13,13). Imidlertid lægger Jesus selv vægten på enheden mellem Gud, Sønnen og Helligånden (Joh.­ 5,36;10,­ 30;14,9ff.;15,26;16,7;2.Kor.5,19). For NT er det vigtigt at frem­hæve, at Gud har handlet i Jesus Kristus, som dermed er Guds levende ord, og at dette forhold bliver klart ved Helligåndens vidnesbyrd.

10 Se herom i f.eks. Livets Bog I, 5.kap.: "Jordmenneskehedens Modtagelighed for den ny Verdensimpuls", og sammesteds symbol nr. 3: "Menneske­hedens Bevidsthedskategorier", og forklaringen hertil; se desuden symbol nr. 4: "Intolerance", samt forklaringen hertil.

11  1. Mos. 1,31. - Martinus' Erindringer, s.72. Zinglersens Forlag 1987.

12   Samme sted, s. 57 ff.

13  Tv-programmet HVÆLV – VIDENSKABENS VERDENSBILLEDER, DR TV1, 29.12.87, omhandlede Teorien om alting, og herunder fortalte programværten, forfatteren Tor Nørretranders, om de såkaldte og ultramikroskopiske superstrenge, som i henhold til teorien kunne opfattes som altings grundlæggende struktur. Rent umiddelbart faldt tanken på Martinus’ udsagn om ”de gyldne tråde”, han oplevede i forbindelse med sin indvielse i påsken 1921. Måske er der en overensstemmelse her, således at superstrengene kan opfattes som identiske med ”de gyldne tråde” og omvendt? – Se Martinus: ”Omkring min missions fødsel”, 17. kap.: ”Den gyldne ilddåb.”

14  Martinus beskriver sin indvielse og virkningen heraf i bogen Omkring  min Missions Fødsel, i kap. 14-19,  og summarisk i "Martinus' Erindringer", s. 63-68.

15 Martinus' symbol over "Livets bog" betegnes som "symbol nr. 43", og det findes trykt med forklaring i "Det   Evige Verdensbillede 4, s.121-127.

          Når Martinus i øvrigt har tilladt sig den tilsyneladende dristighed, at promovere sig selv og især sit livsværk i et messiansk lys, hænger det ifølge ham selv sammen med, at Guddommen, som han i den sammenhæng kalder for "det guddommelige skabeprincip", altså det første i al skabelse eller manifestation, med visse mellemrum udløser sig i nogle såkaldte "verdensimpulser" i verdensaltet, og sådanne skabeimpulser rammer fra tid til anden også jorden, hvilket i hvert enkelt tilfælde resulterer i et udviklingsspring på et eller flere områder, som f.eks. de store kulture­po­ker, herunder også verdensreligionerne og naturvi­denskaben.

          Det gælder særlig for verdensreligionerne, at de kan tilskrive deres oprindelse til et enkelt individ, som i særlig grad har vist sig modtagelig for en sådan skabeimpuls, og som i åndelig-moralsk udvikling er så     tilpas meget foran sine medindivider, at vedkommende er i stand til på Guds vegne at optræde som disses revser, vejleder og - ikke mindst - genløser, hvilket vil sige, som den, der genopretter individets og folkets tabte fællesskab med Gud. Dette var tilfældet med f.eks. Moses, som Martinus betegner som "en mørk verdensgenløser", fordi det var dennes mission eller opgave at føre menneskene gennem udviklingens mørkezo­ne, hvilket vil sige en tilværelseszone, som er præget og behersket af den mørke udstråling fra det guddommelige skabeprincip. I denne zone hersker faktorer som  mord, vold, drab, krig, straf og hævn, som i reglen motiveres med "retfærdig harme", "hellig vrede" osv., og gudsdyrkel­sen omfatter foruden overtro og afgudsdyrkelse også ofring af dyr og undertiden af menne­sker. Som det indirekte fremgår heraf, er verden til en vis grad stadig mere eller mindre præget af virk­ningerne fra den mørke verdensim­puls.

          Imidlertid udstråler det guddommelige skabeprincip også en lys udstråling, og denne giver sig udslag i udviklingens lyszone, som er en tilværelseszone, der er præget af lige præcis de modsatte faktorer og tenden­ser af den mørke verdensimpuls, det vil sige: næstekærlighed, fred, pacifisme, humanitet, tilgivelse, ægte retfærdighed o. lign. Den lyse verdensimpuls begyndte ifølge Martinus at stråle ind over jorden omkring Jesu fødsel, og det er derfor velbegrundet, når han i Johannes-e­van­geliet kalder sig selv for "verdens lys" og "livets lys" (Joh.­ 8,12-13). Men som enhver ved, så har den lyse impuls til dels måttet gøre sig gældende på den mørke impuls' præmisser, idet denne i vid udstræk­ning har haft overtaget i de to årtusinder, kristendommen har eksisteret, og efter verdenssituationen at dømme, formår menneskene ikke så let at give slip på mørkezonens efterhånden vanemæssige og instituerede faktorer og traditioner. Denne situation har naturligvis heller ikke kunnet undgå at præge kristendommen og kulturen.

          Men det viser sig i henhold til Martinus, at det guddommelige skabeprincip fra starten af det 20. århundrede har begyndt at sende en ny kraftig impuls ind over jorden, nemlig den, som han selv er inspireret af, og som for ham betyder fødslen af en helt ny verdensorden, som vil være kende­tegnet ved tiltagende fremgang for en hidtil uset humanitet, moral og kultur. Ifølge Martinus selv, vil hans livsværk, Det Tredje Testamente, med tiden komme til at spille nogenlunde samme rolle for verdenskulturen, som til­fældet har været med Bibelen, herunder naturligvis i særlig grad Ny Testamente, nemlig som en vejviser i kærlighed, etik, moral og visdom. Denne udvikling i retning af "en ny himmel" og "en ny jord", vil i henhold til Martinus komme til at strække sig over de kommende 3000 år, og først da vil "den ny verden" eller "Him­meriges rige" eller "Guds rige" have fået fodfæste på jorden.

          Sluttelig skal nævnes, at Martinus ligefrem taler om "verdensgenløsningsprin­cippet", hvis variant er "forældre- og beskyttelsesprin­cip­pet", og førstnævnte er derfor et udtryk for Guds forældre- og beskyt­telsesrolle, nemlig som alle levende væse­ners evige Fader. Moderrollen udgøres i den sammenhæng af Guds skaben­de kraft, som Martinus da også kalder for "­moderenergien". Ver­dens­gen­løserne, de mørke så vel som de lyse, er derfor redskaber eller organer, hvormed Gud leder og fører sine "børn", dvs. de levende væse­ner, menneskene inklusive, gennem det evige livs mørke så vel som lyse udviklingszoner.

          Om "det guddommelige skabeprincip", "den mørke og den lyse udstråling fra skabeprincippet", "verdensgenløserne", "udviklingszonerne" og den  eskatologiske udvikling, kan man bl.a. læse i Livets Bog I, som i relativt koncentreret form beskriver hovedfaktorerne i Martinus' Kosmologi.

16   2. Mos. 32,32f.; Åb. 5,5; 13,8; 20,12; Joh. 20,11-15.

17  Martinus’ beskrivelse og karakteristik af Livets Bog: LB I, stk. 7, 13, 15, 19, 22, 96, 142, 252. LB III, stk. 672, 679, 879, 926, 1052. LB VII, stk. 2407, 2536, 2644, 2659-64. Efterskrift side 2905-12. Martinus’ principielle sammenligning af livet eller tilværelsen med en trykt bog: LB VI, stk. 2050-5, 2062, 2064-7. Småbog nr. 8: Menneskeheden og verdensbilledet, 20. kap.

18  LB I, stk. 33-42. Skabeprincippets lyse udstråling: LB I, stk. 80-2, 85, 87-8, 98, 117, 119. Den historiske Buddha, hvis navn var Siddharta Gautama, menes at have levet omkring 624-544 f.Kr., og tilnavnet Buddha, som betyder "den oplyste", fik han efter at have oplevet, hvad der betegnes som den højeste indsigt og erkendelse. Han var prins af fødsel og voksede op i et stærkt beskyttet hofmiljø, der var præget af brahmanisme og hinduisme, og som holdt ham borte fra den omgivende verden. Han blev senere gift og fik som 29-årig en søn, men efter på sine rideture udenfor slots­parken at have mødt en olding, en alvorligt syg og et lig, og indset, at livet grund­læggende er lidelse, afsagde han sig sin arveret til tronen og forlod kone og barn og sin familie. En nat med fuldmåne mødte han på sin ridetur en omvandrende asket og følgen af dette møde blev, at Siddharta selv valgte at blive omvandrende asket, for ad den vej at søge frem mod frelsen som sandhedssøgende asket. I den henseende fulgte han den alminde­lige indiske livsvej: barndom, uddannelse, famili­eliv og derefter afsigelse af verden. Efter en periode med alvorlig sygdom som følge af underernæring, indså han, at askese ikke var vejen, det var derimod middel­vejen mellem verdsligt liv og afsigelse af verden. Under en dyb meditation, siddende under Bodh-træet, Erkendel­sens Træ, i Uruvala ved nutidens Gaya i Indien, nåede han frem til den endelige erken­delse, bodhi, og var nu en buddha, en oplyst. – Martinus om Buddha og buddhisme: LB I, stk. 91, 122, 150.  LB VII, stk. 2432. E I, stk. 1:3. LB 4, stk. 39.3-4, 43.2, 44.2. Småbog nr. 2: Påske, 2. kap. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed, 2.., 6. og 20. kap. Småbog nr. 6b: Pinseglans over livet, 14. kap. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet, 5.-6. kap. – Martinus’ omtale af Muhammed og islam: LB I, stk. 61, 122, 150.  LB IV, stk. 1491. E I, stk. 1:3.  E 4, stk. 39.3-4, 43.2, 44.2. L, 85. kap. Småbog nr. 2: Påsle, 2. kap. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed, 2. 6. og 20. kap. Småbog nr. 10b: Mental suverænitet, 5.-6. kap.

19  Martinus: Livets Bog I, stk.59.

 

 

Noter til 1. "DEN NY VERDENSIMPULS"

 

 1   Martinus: Livets Bog, stk.50-68.

 2   Samme sted, stk. 19-20.

 3  Samme sted, stk. 50-53. Martinus er af den opfattelse, at der eksisterer liv - og herunder andre menneskeheder - på utallige andre kloder i univer­set. Dette liv og disse menneskeheder repræsenterer dels stadier, der er højere udviklet og dels lavere udviklet end livet på jorden og den jordiske menneskehed. Ifølge Martinus' Kosmologi er univer­set udtryk for Guds psykofysi­ske organisme, og som sådan udgør det en integreret organisk helhed eller holistisk enhed. Denne enhed eller helhed eksisterer på grundlag af et syvleddet organismeprincip, som også udgør et livs- og stofenhedsprincip, og som omfatter følgen­de syv prin­cipper: 1. partik­lens princip, 2. cellens princip, 3. organets princip, 4. organismens princip, 5. klodens princip, 6. solsy­stemets princip, og 7. galaksens princip. Som det umiddelbart ses, udgør disse syv prin­cipper tilsam­men en integreret helhed, nemlig den, vi betegner ved begrebet verdensaltet. Betragter vi de syv prin­cipper fra organis­mens princip, hvilket .eks. kan være fra en menneskeorganismes synspunkt, udgør de tre første principper mikro­kosmos, mens de tre sidste prin­cipper udgør makrokosmos. Det er imid­lertid Martinus' pointe, at dette syvleddede princip gen­tager sig i det uendelige nedad i mikrokos­mos og ligeledes opad i makrokosmos. Således forstået, at galaksens princip er iden­tisk med partiklens princip i et overliggende syvleddet organisme­prin­cip. Omvendt er partiklens princip identisk med galaksens princip i et under­liggende syvleddet orga­nismeprincip. Men samtidig understreger Martinus, at det fra en kosmisk synsvinkel betragtet forholder sig sådan, at alle størrelser faktisk har præcis samme størrelse, idet enhver størrelse, uanset om den er stor eller lille, er identisk med evigheden og uendeligheden. Men når det i den praktiske oplevelse tager sig anderledes ud, hænger det ifølge Marti­nus dybest set sammen med indflydel­sen fra det, han betegner som per­spek­tiv­prin­cippet eller, som han også kalder det: illusions­princippet. Dette princip ligger som bekendt også til grund for vor fysiske synsopfattelse af genstandene i omverdenen, og dets ind­flydelse viser sig ved, at det lader os opfatte lige store gen­stande som værende mindre og mindre, jo længere borte fra iagtta­geren, de befinder sig. Der er her tydeligvis tale om en optisk illusion. Dette inter­essante erken­delsesteoreti­ske emne skal jeg dog ikke komme nærmere ind på i denne sammenhæng, men nøjes med at henvise eventuelt inter­essere­de læsere til litteraturen herom. (Se afsnittene Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi her på hjemmesiden).

          Men hvad der er nok så vigtigt i sammenhæng med det syv­leddede organismeprincip, så fungerer de enkelte led, både når det gælder partikler, celler, organer, organis­mer, kloder, solsystemer og galakser, som  fysiske organer eller redskaber for "bagvedværende" levende væsener, der, som tilfældet ifølge Martinus er med overhovedet alle levende væsener, er udtryk for et treenighedsprincip, hvis tre integrerede hoved­instanser er 1. Jeget, 2. bevidstheden, og 3. organismen. Dette betyder eksempel­vis, at uanset om en klode er beboet eller ej, så er den under alle omstændigheder i sig selv udtryk for bevidst liv i en eller anden grad. Og i de tilfælde, hvor den ikke er det, udgør den et "kosmisk lig". En klode er jo i lighed med alle levende organismer under­kastet et vækst- og degenerationsprincip, og må derfor udvikle sig fra "barn" til "voksen", fra "umoden" til "moden", for derefter at degenerere eller ældes og til sidst dø. Men ligesom menneskene tilsammen udgør menneskesamfundet, som ifølge Martinus igen udgør jordklodens hjerneorgan, således udgør kloderne også klodesamfund, solene solsamfund, og galakserne galaksesamfund. Principielt det samme er til­fældet med partikler, celler og organer, som hen­holdsvis udgør samfund af partik­ler, celler og organer. Og som en følge af, at der findes mikrokosmi­ske så vel som makro­kosmiske levende væsener, forekommer de ovenfor nævnte kosmiske verdensim­pul­ser derfor også i "formater", der passer for de på­gælden­de væse­ner. På tilsvarende måde forekommer de såkald­te verdens­gen­løsere derfor ligeledes i for­skellige "forma­ter", som f.eks. verdensgenløsere, klodegen­løsere, solgenløsere og galak­segen­løsere. Alene heraf ses det, at en verdens­gen­løser som eksempel­vis Jesus Kristus natur­ligvis ikke var eller kunne være almæg­tig, og dermed altså heller ikke være nogen gud. At tro dette, er ifølge Martinus udtryk for ren overtro. (Se f.eks. Livets Bog I, stk. 54-59).

 4   LB I, stk. 140-7, 153, 187, 222, 247, 288.

 5   Om Guds væsen og natur, se især Livets Bog VI, og evt. Indeks dertil.

 6   LB I, stk. 6, 35-6, 45, 213, 245-52, 272.

 7   LB I, stk. 44-5, 274, 277.   

 8  Vedr. Tilværelsesplanerne, se f.eks. LB I, stk. 44, 231, 237, 181-2, 253-61, 273. Vedr. Guds primære og   sekundære bevidsthed, se f.eks. LB VI, stk. 2335-7, 2384, 2386-90, 2392, 2394.

 9  For fuldstændighedens skyld skal det her tilføjes, at i henhold til Martinus er hvert enkelt levende væsen i besiddelse af i alt seks åndelige legemer, som dog ikke alle er lige udviklede på samme tid. Disse seks legemer fungerer hver især som omsætningsredskaber for en bestemt kombination af i alt seks kosmiske grundenergier, der henholdsvis betegnes som: 1. instinktenergien, 2. tyngdeenergien, 3. følel­sesenergi­en, 4. intelligensenergien, 5. intuitionsenergien, og 6. hukommel­sesenergi­en. Disse legemers vækst og degenera­tion og indbyrdes forhold er bestemt af en syvende og sidste grundenergi, kaldet moderenergi­en, fordi den så at sige er ophav til og dirigerer de andre seks grundener­gier. Moderenergien ytrer sig i praksis som en række universelle lovmæssig­heder i form af skabeprincipper, hvoraf der findes i alt otte hovedskabe­principper og mindst syv variantprincipper. Et af disse skabe­prin­cipper er kreds­løbs- og kontrast­princippet, som de ovenfor nævnte seks åndelige legemer blandt andet er styret af, hvilket vil sige, at de er under­givet en ganske bestemt lov­mæssig­hed, som består i, at hvert af legemerne er undergivet en vækst- og degenerationsproces, der strækker sig fra latent tilstand over første og andet vækststadium til fuld udfoldel­se eller funktionsdygtighed, for derefter at gennemløbe første og andet degenerationsstadium tilbage til latent tilstand. Herefter begynder pro­cessen forfra og, hvilket gentager sig i al evighed. Imidlertid sker vækst- og degenerationsprocessen ikke samtidig for alle legemerne, men er på basis af kontrastprincippet forskudt på en sådan måde, at ét af legemerne altid vil være på højden af sin funk­tions­evne, medens dettes modsætning funk­tions­mæssigt set til gengæld vil befinde sig i latent til­stand. Et andet af legemerne vil altid befinde sig i andet vækststadium og dets modsætning i andet dege­nerationsstadium, og et tredje af legemerne vil altid være i første vækststadium og dets modsætning i første degenerations­stadium. Hertil kommer, at de seks grundenergikombinationer indbyrdes er forskudt med lige præcis én hoved­fase, hvilket er baggrunden for forekomsten af de seks riger eller tilværelsesplaner, idet disse som nævnt er udtryk for hver sin grundener­gikombination. Derfor er det instinktenergien, der dominerer i den grundenergikombination, som ligger til grund for planteriget, tyngdeenergien i den grundenergikombination, der ligger til grund for dyreriget, følel­ses­energien i den kombination, som ligger til grund for det rigtige menne­skerige, intelligensenergien i den kombination, der udgør grundlaget for visdomsriget, intuitionsenergien i den grundenergikombination, som er basis for den guddommelige verden, mens hukommelsesenergien er det i den energikom­bi­nation, der danner salighedsriget.

          Martinus' pointe er nu, at ethvert levende væsen har både en dagsbevidsthed og en såkaldt natbe­vidsthed, og disse to former for bevidsthed bæres af hver sit særlige grundenergilegeme. Individets dagsbevidsthed bæres altid af kombinationens kulminerende energilegeme, medens natbevidstheden bæres af det næstfølgende legeme i rækken. For menneskets vedkommende betyder det, at dagsbevidstheden er båret af legemet med den grundenergikombi­nation, hvori tyngdeenergien er kulminerende, medens natbevidstheden bæres af samme kombinations følelseslegeme. Begrebet natbevidst­hed kan med et vist forbehold opfattes bogstaveligt, idet dagsbevidst­heden ved søvnens indtræden automatisk overføres fra det fysiske tyngdelegeme til følelses­legemet, der er af rent åndelig eller parafysisk natur. Denne overførsel af bevidstheden sker også i andre situationer, som f.eks. ved besvimel­se, bedøvelse o. lign., men mest drastisk sker det ved den fysiske organis­mes død. Da over­føres individets dagsbe­vidst­hed for længere tid helt til følelses­legemet, og det er derefter dette legeme, individet betjener sig af som sanse- og manifesta­tionsredskab i den rent åndelige verden, som i øvrigt er identisk med den, der er skit­seret under omtalen af spiral­kredsløbets tre åndelige lyszoner. Men i dette til­fælde er der dog tale om en betydeligt mere kortvarig passage gennem de åndelige riger og frem til en ny inkarnation i et nyt fysisk legeme af samme art som det foregående. Men hvorfor reinkarnationspro­cessen finder sted, og hvordan den nærmere fore­går, skal jeg dog ikke komme ind på her, men må henvise læseren til Martinus’ værker. Vedr. de kosmiske grundenergier og disses indbyrdes kombinationer, se LB II, stk. 331-2, 439, 442, 533. Vedr. grundenergilegemerne, se samme sted, stk. 328-9, 331, 333, 590. Vedr. reinkarnation: Se f.eks. LB I, stk. 148,160, 175-6, 210, 232, 248, 260, 280, 283-5. Se endvidere afsnittet REINKARNATIONSPRINCIPPET her på hjemmesiden.

 10 Vedr. organismeprincippet, se note 3. - I henhold til Martinus er jordkloden udtryk for et levende væsens psykofysiske organisme, hvor menneskeheden udgør dennes hjerneorgan, og hvor de elektromagnetiske felter, der omgiver jorden, er udtryk for dens åndelige sfære, der dog ikke er direkte identisk med de nævnte felter. Denne sfære indeholder forskellige niveauer, der svarer til de rent åndelige riger, som blev nævnt under omtalen af spiralkredslø­bet, nemlig: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Og det er derfor i de "afdelinger" af de nævnte riger, der er knyttet til jordklodens åndelige sfære, at de fysisk inkar­nerede væsener midlertidigt opholder sig efter døden og indtil en ny inkarnation kan finde sted. Det er også via denne sfæres rigtige menneskerige, at de såkaldte verdensgenløsere reinkarnerer på jorden på de af Gud bestemte tidspunkter, men selv er de hjemmehørende på kloder i universet, hvor det rigtige menneskerige er en daglig realitet og ikke kun et håb eller en drøm, der langsomt er ved at manife­stere sig, sådan som tilfældet er her på jorden.

          Som formentlig almindeligt bekendt, tilhører vor jord det galaksesystem, vi kalder for mælkevejen, og Martinus hævder, at den lyse ud­stråling fra Skabeprincippet for jordens vedkommende i medfør af den organiske sammenhæng mellem klodesystemer, solsystemer og galaksesystemer, kommer fra et sted i nærheden af mælkevejens centrum. I den forbindelse er det måske værd at notere sig, at alle verdener eller tilværelsesplaner, uanset om disse er fysiske eller såkaldte åndelige eller parafysiske, ifølge Martinus er opbygget på prin­cipielt samme måde, nemlig på basis af det syvleddede organismeprin­cip. Det vil eksempelvis sige, at alle verdener eller tilværelsesplaner inde­holder galakser og solsystemer, og dermed planeter, beboede så vel som ubeboede, men ikke desto mindre i hvert enkelt tilfælde udtryk for liv og bevidsthed i en eller anden grad og på et eller andet  niveau.

 11  LB I, stk.15. Bibelcitatet "een hjord og een hyrde" er fra Joh.10,16.

 12 Vedr. de to andre verdensreligioner, buddhismen og islam, bliver disse indirekte forklaret i Martinus’ Kosmologi: Se INDLEDNING, note 18.

 

 

Noter til 2. MARTINUS OG GAMLE TESTAMENTE

 

 1   Livets Bog  I, stk. 122.

 2   LB III, stk. 887, 926, 977-8.

 3   LB IV, stk. 1301-08, 1326, 1354, 1429.

 4  Klaudios Ptolemæus (ca.100-ca.170), græsk astronom, geograf og matematiker, som med benyttelse af den ligeledes græske astronom Hipparchos' (ca.190-125 f.Kr.) geocentriske teori opstillede det verdensbillede, der kaldes det ptolemæiske verdensbillede, og hvori jorden er centrum i univer­set. Denne opfattelse af verden stod urokket i kristen­heden og islam indtil 1543, da Nikolaus Kopernikus (1473-1543) på grundlag af sin ind­sigt i bevægelsens relativitet fremsatte og beviste sin revolu­tio­nerende opdagelse af, at jorden ikke er universets centrum, men tvært­imod kun er en af flere planeter, der kredser omkring solen. I og med ombyt­ningen af det geocentriske med det heliocentriske system, blev jorden og især dens mennesker anvist en anden og betydelig reduceret plads i verdens­sammenhængen, end den, man tidligere havde indbildt sig, at man havde. Men det nye verdenssyn var dog ikke kun et nedslående og yd­mygende rap til den menneskelige selvfølelse, men betød samtidig en stor triumf for den fordomsfrie fornuft, som hermed havde sejret over et sanse­bedrag, der i umindelige tider var blevet anset for indiskutabel sandhed. Det betegnede dermed også en frigørelse fra megen overtro og en vældig ud­videlse af menneskehedens åndelige horisont.

          For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at allerede pythagoræeren Ekphantos fremsatte en teori om jordens akseomdrejning, og astronomen Aristar­chos fra Samos (ca.265 f.Kr.) hævdede, at jorden bevæger sig omkring solen og ikke omvendt. Men dristigst og mest radikal var nok munken og filosoffen Giordano Bruno (1546-1600), som sprængte den fiksstjer­nesfære, der endnu for Kopernikus begrænsede universet. Bruno hævde­de som sin opfattelse, at universet var uendeligt med en uendelighed af verdener, idet der ikke kan tænkes nogen grænse eller noget midtpunkt. Der er overhovedet ingen faste sfærer, men himmellegemerne bevæger sig frit i rummet uden at være fæstnet til noget. Vort solsystem er blot et enkelt blandt utallige andre, som opstår og forgår i uendelighed. Jorden er kun som et dansende støvfnug i verdensaltet. Brunos opfattelse af verdensaltet er stort set blevet bekræftet af den astronomiske videnskab, selvom denne ganske vist har udeladt det for Bruno vigtigste, nemlig Gud.

          Aristoteles (384-322 f.Kr.), græsk filosof, som 367-347 f.Kr. var medlem af Platons akademi i Athen, og som 335 f.Kr. selv grundlagde en filosofsko­le i Athen. Han regnes for at være den egentlige grundlægger af logik­ken, fysikken, biologien, psykologien og poetikken, og hans filosofi prægede eftertidens tænkning hos grækerne, romerne og araberne og fik en renæssance i 13.årh., hvor hans filosofi blev anerkendt af Romerkirken. Fysikkens udvikling i 16. og 17. årh. førte til opgivelse af Aristoteles' filosofi, men mange af hans synsmåder lever videre i videnskaben, og hans logiske skrifter har stadig aktualitet.

 5  1. Mos. 1,31; 2,2-3; 27. - Gennem årtusinder har man haft en syvdages-uge, muligvis fordi tallet 7 (syv) så at sige angiver selve rytmen i alle former for liv, der synes at følge månen igennem dens faser: den tiltagende måne, fuldmånen, den af­tagende måne og nymånen. Det svarer i princippet til selve livets rytme: tilblivelse, vækst, kulmination og degeneration, eller barndom, ungdom, manddom og alderdom. Det forhold, at månens faser varer omtrent syv dage hver, var iagttaget af verdens ældste kulturfolk, sumererne, allerede omkring 4000 år f.Kr. De regnede en måned som den periode, hvor månen har været igennem sine fire faser, hvorfor en måned var på 4 x 7 = 28 dage, hvilket bl.a. svarer til den biologiske kendsgerning, at menstrua­tio­nen hos kvinder normalt kommer i en tidsrytme à 28 dage. De to hunkøn: kvinden og månen (Luna) har altså fælles livsrytme. Syvtallet er desuden ejendommeligt derved, at man ikke kan nå frem til det ved at gange nogen andre tal fra 1 til 10 sammen, og når man ganger 7 kan det aldrig give noget andet tal mellem 1 og 10.

          Syvdages-ugen kom via babyloniske astronomer først til jøderne og ægypterne og senere til grækerne under hellenismen. Det var planet-ugen, som hang sammen med oldtidens verdensbillede, hvor jorden var omgivet af de syv himle. De syv planeter blev på et tidspunkt personificeret ved romerske guddomme og derfor navngivet efter disse: Månen (mandag), Mars (tirsdag), Merkur (onsdag), Jupiter (torsdag), Venus (fredag), Saturn (lørdag) og Solen (søndag). I norden blev ugedagene også opkaldt efter planeterne og navngi­vet efter nordiske guder: Månen (mandag), Mars (tirs­dag, på olddansk: Tyr eller Tir), Merkur (onsdag, på olddansk: Odin), Jupiter (torsdag, på olddansk: Tor), Venus (fredag, på olddansk: Frigg eller Freja), Saturn (lørdag, på olddansk: løverdag = vaske- eller badedag) og Solen (søndag, på olddansk: Sol dag).

          Det er konstateret, at i Bibelen er 7 det mest almindelige tal, og dette viser sig allerede i forbindelse med skabelsesberetningen i 1.Mosebog, hvor Gud skaber himlen og jorden på seks dage og hviler ud på den syvende dag. Dette er symboliseret i jødernes syvarmede lysestage af purt guld. Syvtal­let går igen mange steder i Bibelen, men måske mest konsekvent i Johannes' Åbenbaring, hvor der blandt andet tales om de 7 menig­heder, de 7 ånder, de 7 guld­lysestager, de 7 stjerner, de 7 engle, bogen med de 7 segl, dyret med de 7 horn, de 7 øjne, de 7 basuner osv. Kilde: Iørn Piø:  Den lille Overtro. Håndbog om hverdagens magi. Politikens Forlag, København 1973.

          Som tidligere nævnt benytter Martinus sig i sin kosmologi også af 7-tallet, idet han opererer med i alt syv kosmiske grundenergier og bevidst­hedsevner, men dog kun med i alt 6 (seks) kosmiske tilværelses­planer eller riger. Det syvende "tilværelsesplan" udgøres af Jeget og overbevidstheden, herunder moderener­gien, som dog alle i sig selv er umanife­sterede i den forstand, at disse faktorer ikke er rum- og tids-dimensionel­le.

          Som eksempel på Martinus’ opfattelse af den bibelske skabelsesberetning, kan nævnes hans fortolkning af udtrykket ”Men Guds ånd svævede over vandene” (1. Mos. 1., 2). Martinus kalder ligefrem sit symbol nr. 1 for Guds ånd over vandene (LB I, stk. 66-8, hvor symbolet dog har nr. 2, men i DEV I, stk. 1-3, har det fået nr. 1).    

 6   LB III, stk.1160.  

 7   LB IV, stk.1160.

 8  Emnet er omfattende, men i LB III, stk. 773-1002, giver Martinus en oversigt over de såkaldte Livssubstanser, hvorved skal forstås de ’substanser’, som livet og tilværelsen består af og er baseret på. 

 9 Vedr. "guldkopi-erindringer" og ”salighedsriget”, se LB I, stk. 211-20, 247. LB II, stk. 356, 359, 388, 391, 397-403, 408, 422.

10 Det, der ifølge Martinus sætter overbevidstheden i stand til at udøve en organiserende og dirigerende indflydelse på dannelsen og opretholdelsen af elementarpartiklerne mm., er den omstændighed, at samme overbevidsthed også rummer et såkaldt "skæbneelement", hvilket vil sige et feltområde, hvori der er indlejret et utal af såkaldte "talentkerner" eller "skæb­nefrø". Disse talentkerner udgør enheder af ultramikrokosmiske energi­lad­ninger, som i kodificeret form rummer samtlige de erfaringer, individet har gjort under både sin nuværende og sine tidligere passager gennem spiral­kredsløbet. Individets talentkernebeholdning rummer dermed også samtlige dets bevidste så vel som ubevidste egenskaber, færdig­heder og talenter eller evner, som det har tilegnet sig eller opøvet under det kosmiske udviklings­forløb. Når talentkernerne også betegnes som "skæbnefrø", og det element i overbevidst­heden, hvori de er indlejret, som "skæbneele­mentet", hænger det især sammen med, at talentkernerne på basis af skæb­neloven eller gengældel­sesloven (som et menneske sår, således skal det også høste), også fungerer som det organiske grundlag for indivi­dets skæbnedan­nelse. (Vedr. talentkernerne: Se evt. afsnittet ”Talentkerneprincippet” her på hjemmesiden).

           For fuldstændighedens skyld skal det her nævnes, at overbevidsthedens organiserende og dirigerende indflydelse på dannelsen og opretholdelsen af elementarpartiklerne mm., ikke foregår direkte, men via et såkaldt transformationsfelt. Det er dette transformationsfelt, der i form af et såkaldt koblingslegeme sørger for interaktionen mellem det højpsykiske kraftfelt (overbevidstheden) og det elektromagnetiske felt eller den fysiske verden, subsidiært elementarpartiklerne. Koblingslegemet har f.eks. i menneskets tilfælde lighed med det fysiske legeme og kaldes derfor i parapsykologien for ”dobbeltkroppen” eller ”æterlegemet”. Sidstnævnte betegnelse hænger sammen med, at man i 1800-tallets parapsykologi betragtede æteren (= luften) som den fineste form for fysisk materie. Nu ved vi, at den fineste form for fysisk materie sandsynligvis er elementarpartiklerne. Luft består i fysisk-kemisk forstand af molekyler, som igen består af atomer, der igen består af elementarpartikler.

11 Hos visse laverestående dyr findes en evne til at skifte køn én eller flere gange. F.eks. begynder østers tilværelsen som hanner, men bliver i løbet af nogen tid hunner. Temperaturskift i vandet kan senere få en  østershun til at skifte køn på ny, og en vekslen mellem de to køn kan ske op til flere gange i østersens liv. Hos den almindelige akvariefisk, sværddrageren, kan en hun efter at have født flere kuld unger udvikle sig til en han med fuldt funktionsdygtige kønsorganer. Hos højerestående dyr er kønsskifte uhyre sjældent, men der kendes dog eksempler herpå hos hønsefug­le, hvor sygelige tilstande kan få den ene æggestok til at ophøre med at fungere, mens den anden æggestok udvikler sig til en testi­kel, hvorved hønen kan blive til en fuldt funktionsdygtig hane.

         En særlig type kønsbestemmelse findes hos bier, hvor befrugtede æg fører til normale diploide (celler med to sæt kromosomer) individer, der alle genetisk er hunner (arbej­dere og dronninger), mens ubefrugtede æg fører til hanner (droner), der er haploide (celler med kun ét sæt kromosomer).  

12  Vedr. Martinus opfattelse af arternes oprindelse og udvikling, se LB I, stk. 269-71, 280-8.  

13  Vedr. Polforvandlingen: Se f.eks. afsnittene Introduktion til dens seksuelle polforvandling og  Den seksuelle polforvandling m.fl. her på hjemmesiden, hvor der også henvises til emnets   behandling i Martinus’ værker.

14   Se f.eks. Logik, 40.-64. kap.

 

Noter til 3. EVA'S SKABELSE

 

1    2 Mos., 20-25. Vedr. Eva’s skabelse (polforvandlingen), se  E III, stk. 33:8-10, 33:11-2, 33:18, 33:32,33:51, 33:78                                                                                                                             

2   Vedr. Martinus’ opfattelse af  ”syndefaldet”, ”Slangen” eller ”Djævelen”, se LB III, stk. 972-8. Se endvidere Logik, kapitlerne 41-4, 46-7, 49, 51, 53, 53A,54, 57-8, 69. Vedr. verdensgenløsningsprincippet: LB I, stk. 55-8. Vedr. spiralkredsløbet: Logik, kapitlerne 52-3, 72, 53A, 55, 73. 77.  Se evt. også LB I, stk. 44-5, 274, 277.

3   Vedr. ”det fuldkomne ægteskabs zone”:  LB I, stk. 115, 144.

4    Vedr. ”syndefaldet”: LB I, stk. 80-7.

5   Vedr. Martinus' opfattelse af begrebet ”keruberne med flammaesværdet”: Logik, kap. 46, 50, 53-4, 59, 61. Vedr. homoseksualitet, lesbianisme og biseksualitet og lignende seksuel­le temaer: Se LB V, stk. 1721,1727, 1740-1, 1749, 1786, 1788, 1809, 1851-64, 1866-8, 1871-3, 1875-6, 1898, 1900, 1909-10.

6    Vedr. Martinus’ opfattelse af begrebet ”de sidste tider” før ”Dommedag”:  LB II, stk. 415-8.

7   Jvf. Jesu samtale med saddukæerne, hvorunder han bl.a. siger: "[...]Denne verdens børn tager til ægte og bortgiftes; men de, som er agtet værdige til at få del i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes. Thi de kan ikke mere dø; de er jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn. [...]" Luk.20,27-39; jvf. Matt.22,23-33; Mark.12,18-27. Jvf. også med Tomas-evangeliet, logion 22, hvori Jesus bl.a. siger: "Når I anser det, som er to, for ét, og I anser det indvendige for lige med det udvendige, og det udvendige for lige med det indvendige, og det øvre for lige med det nedre, og når I anser det mandlige og det kvindelige for at være ét, så  at det mandlige ikke skal være mandligt, og det kvindelige ikke kvinde­ligt, når I anser et øje for et øje, og en hånd for en hånd, og en fod for en fod, et billede for et billede, da skal I gå ind i [riget]." Søren Giversen: Tomasevangeliet, Gyldendal 1990. Ordene "når I anser et øje for et øje," osv. kan måske forstås i lyset af følgende ord af Buddha til hans yndlingsdiscipel Ananda, som svar på dennes spørgsmål om, hvorfor menneskene opfatter så forskel­ligt (frit citeret): "Ser du, Ananda, det forholder sig sådan, at for den, der ikke har nogen viden og  indsigt, så er træer træer, søer søer og bjerge bjerge [den naiv-realisti­ske erkendelse]. For den der har nogen viden og indsigt, er træer ikke længere træer, søer ikke længere søer og bjerge ikke længere bjerge [den naturvidenskabelige erkendelse]. Men for den, der har opnået fuldkommen viden og indsigt, er træer atter træer, søer atter søer og bjerge atter bjerge [den kosmiske bevidstheds erkendelse]."  

 8   Johannes' Åbenbaring, 21,1-27; 1 Es.65,17; 66,22. 2 Pet.3,13; Åb.20,11.

 

Noter til 4. MARTINUS' SYN PÅ JESUS

 

 1   Vedr. de kosmiske eller guddommelige skabeprincipper: Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, bind 1,  stk. 1.246.-1.248.

 2  Martinus siger ligeud, at der ikke findes nogen kosmisk artsforskel mellem de levende væsener, men derimod kun variationsforskelle i livsprin­cippets udbredelse. De forskellige livsformer eller organismer betegner han som "kosmiske håndværk". Se f.eks. Logik, 26.-27.kap. Vedr. Martinus' opfattelse af arternes oprindelse: se f.eks. Livets Bog I, 8.kap., samt symbolerne nr. 7 og nr. 8 med forklaringer.

3  Men selve polskiftet og omkoblingen af de to poler på henholdsvis den emotionelle sansestruktur og den intellektuelle sansestruktur, sker imidlertid under individets passage gennem den tilværelseszone, Martinus kalder for den guddommelige verden. Se nærmere herom i Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, bind 4. 

 4   Vedr. Martinus’ opfattelse af ”Jomfrufødslen”: LB V, stk. 1718, 1720, 1722, 1726.

 5  I den jødiske englelære forekommer de såkaldte engle - af græsk "angelos" = "sendebud" - i forskellige rangklasser, hvoraf de højeste eller fineste er de såkaldte ærkeengle, keruber og serafer, som sammen med alle øvrige engle tilhører de himmelske hærskarer. Jvf. med Johannes' Åbenbaring, hvori der bl.a. tales om de syv engle, de syv menig­heder osv. Tallet syv er et helligt tal i Bibelen. Også i Marti­nus' Kosmologi forekommer en sådan himmelsk hærskare, og ligeledes opdelt i "rangklasser", nemlig efter de pågældende engle, ånders eller sjæles udviklingsbestemte tilhørsforhold til de forskellige åndelige riger, som Martinus opererer med: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Det er dog ikke alle disse individer, der optræder i rollen som sendebud eller skytsånder, men i de tilfælde, hvor det sker, foregår der en konsul­tativ vekselvirkning, både mellem de åndeli­ge beboere ind­byrdes og mellem de forskellige rigers åndelige be­boere, nemlig i bestræbelserne på at opnå den bedst mulige og mest hen­sigtsmæssige hjælp og vejledning til de fysisk levende individer, der har behov for eller har bedt Gud om vejledning og hjælp eller trøst og støtte. I både første og sidste instans er det alt sammen udtryk for Guds kærlighed til og omsorg for sine skabninger, også i de tilfælde, hvor individernes skæbne set fra det lavpsykiske sanaeperspektiv forekommer grusom og uretfærdig. Vedr. Martinus’ opfattelse af begrebet ”engle”: LB III, stk. 757, 872-3. 

6  Vedr. forholdet mellem Jesus og "den discipel, han elskede", altså Johannes Zebedæus, se LB V,     stk.1721.

      De velmenende forsøg, der fra for­skellig side er gjort på at ville afmytologisere og reducere Jesus til et såkaldt "almindeligt, naturligt menneske", også på det kønslige eller seksuelle område, beror i reglen på en grundlæggende misforståelse af situationen. Et af de mere markante forsøg, der i nyere tid er blevet gjort på at ville sanseliggøre Jesus-­skikkelsen og sidestille denne med en almindelig, normal mand med stor appetit på kvin­derne og seksuelle oplevelser, er foretaget af maleren og forfatteren Jens Jørgen Thorsen  (1932-2000) i og med hans drejebog til en planlagt spillefilm over Jesu liv og skæbne. Drejebogens engelske originaltitel er "The Love Affairs of Jesus Christ", 1975, men filmprojektet mødte så stor modstand i mange befolkningsgrupper, både i udlandet og herhjemme, hvorfor produktionen blev opgivet. I Thorsens manuskript forekommer nogle ligefrem­me beskrivelser af saftige sexscener, hvori stort set alle med­virkende personer, og herunder ikke mindst Jesus selv, efter tur har samleje eller anden kønslig omgang med hinanden. Thorsen har tilsyneladende ikke kunnet få øje på noget overjordisk, ophøjet eller guddommeligt ved sin hovedperson, som han da også i pagt med sin tids opfattelse, præget som den var af kulturradikalismens og nymarxismens anskuelser, gør til en slags friheds­kæmper (zelot). Der er ikke noget at sige til, at manu­skriptet vakte opsigt og protest, da det udkom i bogform, idet den vel­menende og begavede Thorsen træder på mange ømme religi­øse tæer. Men hans bog og dens indhold skal ses på baggrund af for­fat­terens engage­ment og deltagelse i 1960'ernes og 1970'ernes seksuelle fri­gørelses- og ligestil­lingsbestræbelser. Provoen Jens Jørgen Thorsen må forment­lig karak­teriseres som noget nær manisk fikseret omkring seksualiteten, og da han selv var et friheds­elskende eller nærmest anarkistisk indstillet menne­ske, kunne man ikke forvente andet eller mere af ham, når det gælder Jesu liv, end at han måtte sidestille Jesus med sig selv og derfor tegne denne i sit eget billede. Altså som et menne­ske med stor appetit på kvinder og seksuelle oplevel­ser. Karakteristisk for Thorsens Jesus-opfattelse er det, at han stiller spørgsmålstegn ved, om Jesus overhovedet døde på korset og senere opstod fra de døde. Men rent person­ligt ville jeg ikke have haft noget imod, at Jens Jørgen Thorsen dengang havde fået mulighed for at filmatisere sit manu­skript, som af eftertiden forment­lig må betegnes som udtryk for en lidt for fantasifuld og usandsynlig, men på sin vis velgørende opfattelse af Jesu liv og skæbne.

 7   I evangelierne nævner Jesus ikke noget om, hvem han selv kunne tænkes at være en inkarnation af, men et kvalificeret gæt ville måske være, at han kunne være en reinkarnation af David, konge i Juda og senere over hele Israel, omkr.1005-965 f.Kr., eller af dennes søn Salomo, konge i Juda og Israel ca.972-932 f.Kr. Eller måske nok så sandsynligt af en af Israels største profeter, Esajas, der var judæer og virkede i Jerusalem, formodent­lig i tilknytning til templet, fra ca. 740 til 700 f.Kr. Det er i al fald påfaldende så ofte Jesus citerer Esajas, og ikke mindst da han i synago­gen i Nazaret læser højt af Esajas 11,2 og 42,7, for indirekte at fortælle sine tilhørere om, at han er Herrens salvede (Messias), men ingen forstod, hvad han hentydede til, og ville i stedet stene ham som gudsbe­spotter (Luk.4,14-30). - Det skal dog udtrykkelig understreges, at dette gæt på, hvem Jesus kunne tænkes at være en reinkarnation af, ikke er foretaget af Martinus, men står helt for min egen regning. Og gættet skal blot antyde nogle af de muligheder, der foreligger for, hvem af fortidens markante jødiske skikkelser, Jesus eventuelt kunne have været. Det turde i hvert fald stå klart, at han ikke kan have været hvem som helst.

 8   Martinus: Omkring min Missions Fødsel, 15.kapitel.

 9  Begrebet "Himmelen" og "Himlene" bruges i flæng uden nogen forskel i betydning. "Himmelen" anvendes som udtryk for Gudsnavnet (Herren), ligesom udtrykket "Himmeriget”, dvs. ”Himlenes rige”, har samme betydning som ud­trykket "Guds rige." Flertalsformen hænger sammen med den opfattelse, at der er flere himle, den ene oven på den anden (jfr. 2.Kor.­ 12,2). Himmelen er først og fremmest Guds bolig, hvor han og hans engle opholder sig, men denne forestilling udelukker dog ikke, at Gud også er allestedsnærværende (jfr. 1.Kong.8,27; Sl.139,7-24). I Bibelens sprogbrug er Himmelen fortrinsvis en betegnelse for Guds øvre helligdom (Sl.­ 14,4; Es.6,1-4; Åb.4,1ff; Joh.14,2). Det ses også af Jesus-bønnen "Fader vor, du som er i himlene", der refererer til, at man i jøde­dommen siden gammel tid mente, at der var syv over hinanden liggende himle, hvoraf den højeste var Guds opholdssted. Heraf udtrykket om at komme eller være "i den syvende himmel­”. Som læseren måske allerede har forstået, synes der at være en vis relation til dé seks riger eller tilværelses­planer, Martinus opererer med i sin kosmolo­gi, og hvoraf det højeste rige, den guddommelige verden, er identisk med Guds højeste form for bevidsthed, mens Guds Jeg og overbevidsthed udmærket kan betegnes som det syvende og sidste rige,  eller som "Guds øvre helligdom" eller Guds aller­højeste helligdom. Men også for Martinus er Gud først og frem­mest allesteds­nær­væren­de, altibe­fat­tende og altgennemstrømmende, nemlig i og med, at alle og alt eksisterer i, af og ved Gud.

          Den naive og i en vis forstand barnlige opfattelse af den overdimensionerede ældgamle, langskæggede og hvidklædte Gud, der sidder højt oppe i himlen bag skyerne med alle sine engle samlet om sig, er for Martinus et symbol, der er mere i overensstemmelse med virkeligheden, end f.eks. det ateistisk-materialisti­ske livssyns opfattelse af et livløst verdensrum, hvori alt styres af blinde naturlove. Denne opfattelse af livet, naturen og universet er ifølge Martinus i realiteten en ren og skær illu­sion eller en tænkt modsætning til virkeligheden, forårsaget en af den form for uviden­hed, der er udtryk for mangel på højere indsigt i livsmysteriet (Martinus: Bisættelse, 36.kap.).

 

Noter til 5. JULEEVANGELIET

 

 1   Som omtalt hersker der historisk set tvivl om, hvorvidt Jesus blev født i Betlehem, idet det faktisk kun hævdes af Lukas og Mattæus, men ikke af Markus, hvis evangelium regnes for det næstældste, og heller ikke af Johannes, idet ingen af disse to omtaler Jesu fødsel. Så vel Markus som Johannes synes at gå ud fra, at Jesu fødsel fandt sted i Nazaret i Galilæa. For Betlehem som fødestedet taler imidlertid Lukas, som beretter, at Jesu omskærelse fandt sted i templet i Jerusalem de foreskrevne otte dage efter fødslen. Men i betragtning af den rolle, Lukas og Mattæus tildeler Betlehem i Jesu livs­historie, er det overraskende at konstatere, at Jesus tilsynela­dende aldrig senere i livet har aflagt besøg i sin formodede fødeby, skønt byen kun ligger 7 km fra Jerusalem og Betania, hvor han forholdsvis ofte kom.

      Der er også fra enkelte sider rejst tvivl om, hvorvidt Jesus har været Marias førstefødte, idet man mener, at hans broder Jakob muligvis var  den ældste af søskendeflokken. I tilfælde af, at dette vil kunne bekræftes, bliver dogmet om ”den ubesmittede undfangelse” totalt meningsløst. Derfor er der ikke noget at sige til, hvis fremtrædende kristne, som gerne ville promovere dogmet om jomfrufødslen, har set det som en del af deres opgave at lægge et røgslør over de konkrete og historiske begivenheder omkring Jesu undfangelse og fødsel.

 2 Vedr. den evige Fader-Moder, se f.eks. Martinus: Logik, 31.kap.  Martinus bruger ikke selv udtrykket "Fader-Moder", som så vidt mig bekendt er blevet introduceret af hans nære medarbejder, Mogens Møller, og formentlig  med Martinus’ accept..

 3  Barnemordet i Bethlehem gentager sig i princippet i historiens løb, og har bl.a. kunnet opleves under kommunismens magtepoke i Rusland, i nazisternes og japanernes rædselsherredømme under 2. verdenskrig, og i Pol Pots senere rædselsstyre i Cambodja. Under tilsidesættelse af retten og enhver form for humani­tet, har "Herodes-mentaliteten" særlig i det 20. århundrede fejret store triumfer, blandt andet i form af to verdenskrige med millioner af dødsofre, hvoraf mange end ikke fik en grav eller fandt en sådan langt borte fra deres hjemland og deres kære. Og tusindvis af kvæstede, lemlæstede og invalide blev henvist til et liv i smerte og sorg, og ofte til en kummerlig tilværelse, hvor mange måtte tigge for at få til det daglige brød. Og atter andre måtte på grund af krigen og dens følger se sig tvungne til at forlade hjemsted og hjemland og drage ud på landevejene som flygtninge, i håb om at finde et fristed at slå sig ned, enten midlertidigt eller permanent.

          Men "sejrherrerne" viste sig også selv at være under indflydelse af "Herodes-mentaliteten", idet der i store befolkningskredse rejste sig stærke krav og forventninger om skånselsløs hævn i form af streng afstraffelse, helst i form af dødsstraf, af såkaldte forrædere, krigsfor­brydere, værnema­gere og andre medløbere, som ikke havde haft moral og indsigt nok, til at forstå, at de befandt sig på den forkerte side af, hvad der var nationalt accepta­belt. Det var i almindelighed ikke retfærdig­heds­trang, der gjorde sig mest gældende, når der lød voldsomme protester i visse befolkningsgrupper over de frifindelsesdomme, der fandt sted. Havde det været trangen til at gøre ret og skel, der havde gjort sig gældende, ville man have været godt tilfreds med enhver frifindelse, der beroede på at den an­klagedes uskyld var blevet bevist. Et menneske og et samfund, der ikke kan vise en over­vundet fjende barmhjertighed, kan efter Martinus' opfattelse ikke med rette kalde sig humant og demokratisk.

           Men også i nyere tid har "Herodes-mentaliteten" fejret sine triumfer: Korea-krigen, Vietnam-krigen, 6 dags-krigen, Iran-Irak-krigen, Golfkrigen, Afghanistan-krigen, borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien, krigen i Irak, foruden en række andre større og mindre krige og borgerkrige i Asien og Afrika. Men den spæde "Kristus-mentalitet" gør sig dog også ind imellem gældende, således som tilfældet har været i og med kommunismens sammen­brud, hvorved millioner af mennesker blev befriet for et mangeårigt  umenne­skeligt dikta­tur, som holdt stater og befolkninger i Østeuropa, de Baltiske lande og på Balkan i et jerngreb. At denne "befrielse" ikke kunne gå helt ublodigt af og heller ikke straks gav befolkningerne i de berørte lande demokratisk styre og bedre leve­vilkår, var forventeligt. Sådanne omvæltninger kræver tid og udvikling.

 4  Vedrørende en lidt mere udførlig omtale af de to seksuelle poler og polforvandlingen henvises her til 6. kapitel som helhed, og især til noterne 3 og 7. Desuden kan henvises til emnets behandling her på hjemmesiden.

 

Noter til 6. JESUS KRISTUS, GUDS SØN?

 

 1   LB V, stk.1714. 

 2   Logik, 32-35.kap.; 37.kap.

 3  Eftersom dette emne vedr. fremtidens seksualitet og forplantning er ømtå­leligt, skal det her bemærkes, at det ifølge Martinus vil blive sådan, at trangen til moderskab, som jo er karakteristisk for de allerfle­ste kvinder, vil degenerere efterhånden som den kvindelige fysiske organisme ændrer sig i henhold til den kommende udvikling. I takt med at kvindens organisme bliver ændret i dobbeltpolet retning, vil behovet for biologisk betinget moderskab efterhånden blive mindre og til sidst helt ophøre. Behovet for at vise omsorg for andre, vil derimod ikke ophøre, men snarere blive forstær­ket, nemlig i medfør af næstekærlighedens udvikling i kvindens bevidsthed. Principielt det samme gælder for mandens vedkommende, idet det her er behovet for faderskab, der vil degenerere med hvad deraf  følger. For resten er det en kendt sag, at manden almindeligvis vistnok ikke føler helt samme stærke behov for forældreskab, som tilfældet er for kvinden. Men i øvrigt bør man betænke, at det er naturligt og forståeligt, at endnu overvejende enkeltpolede mennesker, kvinder så vel som mænd, finder Martinus' analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen uvedkommende og måske skræmmende, og derfor afviser disse som fantastiske og urealistiske. Dette beror formentlig primært på, at de pågældende ikke har kendskab til, hvad Martinus' Kosmologi i det hele taget drejer sig om og går ud på. Personligt har jeg mødt menne­sker, som tog afstand fra ham og hans kosmologi med den hovedbegrundelse, at "Marti­nus for­svarer homoseksualitet!". Dette er med et vist forbehold også rigtigt, men man skal forstå dette "forsvar" i den større sammenhæng med hans øvrige analyser over det seksuelle polprincip og polforvand­lingen, og hans analy­ser over det levende væsen i det hele taget. Noget, som i praksis viser sig at være næsten umuligt for mennesker med overvejende enkeltpolet status.

 4  Vedr. Martinus’ opfattelse af ”den åndelige verden”: LB I, stk. 193, 235. LB II, stk. 341-2, 344, 372, 466, 588. LB III, stk. 795-7, 799-802, 805, 809, 896, 925. LB IV, stk. 1275-8, 1366-7, 1369, 1399, 1548-50. LB V, stk. 1699-1700, 1703-6, 1772, 1921. LB VII, stk. 2598, 2609, 2612, 2626-30, 2632-3. - For måske bedre at forstå, hvordan man skal forestille sig den åndelige verdens tilstandsform, behøver læseren blot at tænke på drømmetilstanden, som i princippet er identisk med det fænomen, der skal forstås som den åndelige eller parafysiske verden. Som de fleste formentlig har erfaret og vil vide, foregår drømmefænomenerne godt nok i et rum, men vel at mærke ikke i fysisk forstand. Drømmene foregår også i tid, dog ikke i klassisk forstand, men derimod i sin egen "tid", hvilket blandt andet kan ses af den omstændighed, at det i drømme rent faktisk er muligt at skifte situation og opholdssted, i samme øjeblik, som ønsket og tanken herom opstår hos den, der drømmer. Man kan således i det ene øjeblik drømme, at man befinder sig i Danmark, og i det næste øjeblik, at man befinder sig i Amerika eller et andet sted langt, langt borte rent fysisk, og vice versa.

          I drømmetilstanden fremtræder man i reglen også med sit eget velkendte fysiske legeme, men der er her vel at mærke tale om en åndelig kopi, hvilket let kan konstateres, når man vågner og bliver klar over, at den fysiske krop ligger, hvor den blev anbragt, da man f.eks. aftenen i forvejen gik i seng for at få sin gode nattesøvn. De personer, begivenheder og ting, som man møder i drømmetilstanden vil hovedsagelig kunne karakteriseres som automatiske projektioner eller fremtrædelsesformer af og i den drømmende persons bevidsthed. Begrebet bevidsthed her forstået som det psykiske felt, hvori drømmefænomenerne og -situationerne opstår, udfolder sig og forgår. Dette bevidsthedsfelt er identisk med dét psykiske kraft- eller vibrationsfelt, der udgør det objektive grundlag for overhovedet al form for sansning og manifestation, og dermed for al livsoplevelse, så vel i den fysiske som i den åndelige eller parafysiske verden. Forskellen mellem fænomenerne i drømmetilstanden og fænomenerne i den fysiske så vel som i parafysiske bevidsthedstilstand, er i virke­ligheden kun, at de førstnævnte fænomener er midlertidige og flygti­ge, mens de sidst­nævnte fænomener er relativt permanente og bestandi­ge. Denne omstændighed danner uden tvivl baggrund for den berømte engelske dramatiker William Shakespeares lige så berømte ord, som han i skuespillet Stormen har lagt i munden på den vise magiker Prospero:

                "[...]

                Vor fest er sluttet. De, der trådte op,

                var, som jeg forud sagde, alle ånder,

                og løstes op i luft, i flygtig luft.

                Og just som dette luftsyns løse svæv

                skal skybelagte tårne, stolte slotte,

                storladne templer, hele kloden selv

                med dem, hvis arvelod den blev, forgå

                og lig hint svundne tant end ikke lade

                en sky tilbage. Vi er sådant stof,

                som drømme dannes af; vor smule liv

                omrammes af en søvn. [...]"

 

      (Kilde: William Shakespeare: Stormen. En Komedie. Oversat og kommenteret af V.Østerberg. J.H.Schultz Forlag, København 1969.)

           Det skal dog her tilføjes, at selvom der er principielle lighedspunkter mellem tingene i den virkelige, fysiske verden og tingene i drømmetilstan­den, så gælder sammenligningen kun med et vist forbehold, når det drejer sig om drømmetilstanden og den virkelige, åndelige verden, idet sidstnævnte i modsætning til førstnævnte, som nævnt ikke i sig selv forgår "lig hint svundne tant", men består i kraft af sin objektive grund­struktur, hvilket vil sige: i sin egenskab af et guddommeligt p­sykisk kraft- eller vibra­tions­felt, der som sådant både principielt og i praksis er uforgængeligt og dermed evigt. I og med dette kraftfelt kan individet i den åndelige tilstand eller verden bringe sig i kontakt med andre individer i samme tilstand, ligesom disse kan bringe sig i kontakt med førstnævnte. Det legeme, man fremtræder med i den åndelige verden – og altså også i drømmetilstanden - er kun en fremtrædelsesform for det ’bagvedværende’ psykiske kraftfelt, der i princippet kan bringes til at kreere stort set hvilken som helst fremtrædelsesform, individet måtte ønske og have behov for under sit midlertidige ophold i de åndelige verdener mellem inkarnationerne, og selvfølgelig og især også under de længerevarende ophold i de åndelige verdener i det kosmiske udviklingsforløb. – Vedr. individets åndelige legemer, se diagrammet  Jegets evige energikilder  i afsnittet Grundenergiernes kombinationer.

 5   LB V, stk.1725-27.

 6  I henhold til Martinus' kosmiske analyser, er politisk overbevisning eller ideologi lige så meget et udtryk for det religiøse instinkt og behov hos mennesker, som tilfældet er med den egentlige religiøse tro eller overbevisning. Derom vidner eksempelvis kommunismens ideologiske indhold og sigte, samt den stærke persontilbedelse, der fulgte i ideologi­ens kølvand. Skikkelser som Lenin, Stalin, Mao, og adskillige andre mindre politiske idoler, blev nærmest tilbedt af deres tilhængere i samme grad, som Jesus og jomfru Maria blev og bliver det i kristen­dommen. Trangen til at tilbede personer, som man med rette eller urette ser op til som store forbilleder eller idoler, forekommer i mange sammen­hænge, eksempelvis inden for sportens, popmusikkens og filmens verden. Men uanset om tilbedelsen af idoler er af decideret religiøs art eller den er af verdsligt tilsnit, er der ifølge Martinus i alle tilfælde tale om udtryk for individets kosmisk set "medfødte" religiøse instinkt, som beror på en evig organisk, strukturel og funktionel indbyrdes uadskil­lelig sammenhæng eller forbindelse mellem individet og dets gud­dommelige Fader-Moder. Al anden tilbedelse end af dette guddommeli­ge væsen, er erstatninger og ret beset afgudsdyrkelse. Men lad det her blive gentaget: det er efter Martinus' opfattelse en formildende om­stændighed, at idoldyr­kelse i virkeligheden udgør sand gudsdyrkelse i "fostertilstand".

 7  Vedr. det intellektuelle polorgan skal her oplyses, at dette er ét af de i alt to polorganer, som individet har til rådighed og som blandt andet danner det psyko-organiske grundlag for dets fysiske kønsorganer, og dermed for dets seksualisme. Det andet polorgan betegnes som "det emotionelle polorgan", og dette polorgan vil altid ufravigeligt være tilknyttet den overbevidsthedspol, der er dominerende under indivi­dets enkeltpolede tilstand. Omvendt vil "det intellektuelle polor­gan" altid ufra­vigeligt være tilknyttet den latente overbevidst­hedspol, hvilket betyder, at det henholdsvis degenererer og igen tiltager i funktion og indflydelse sammen med henholdsvis degenerationen og væksten af denne pol. Det emotio­nelle polorgan er - sammen med den dominerende pol - altså væsentligst ansvarligt for den enkelt­polede seksua­lisme, mens det intellektu­elle polorgan - sammen med den hidtil latente pol - væsentligst er ansvarligt for den dobbelt­polede seksualisme. Men i alle tilfælde er der tale om et interaktivt og kompliceret samarbejde mellem de to overbevidst­heds­poler indbyrdes, og mellem disse og de to polorganer, og mellem de to polor­ganer indbyrdes. Hermed er langt fra alt sagt om de to poler og de to polorganer, og slet ikke om sidstnævntes afgørende roller i         menneskets bevidsthedsliv og specielt i dets seksu­elle liv. Polforvandlingsprocessen rummer også langt flere vigtige aspekter, end det er muligt at komme ind på her. Den særligt interesserede læser henvises derfor til følgende værker af Martinus: LB IV  LB V LB VI; og til PB-J ”X”, bd. 4; og samme forfatters Mennesket og Den Seksuelle Revolution. Forlaget Nordisk Impuls 2006, samt til Mogens Møller: temahefte nr. 1: Mennesket og den seksuelle polforvandling. Forlaget Kosmologisk Information. Endvidere kan det anbefales at læse flg. kapitler i Martinus: Logik, 31.-44. kap. Se endvidere om emnet her på hjemmesiden.

 8   Her kan henvises til LB III-V.

 9  Vedr. „Talsmanden, den hellige Ånd“ og „den ny verdensimpuls“, se f.eks. Martinus, småbog nr. 15a: „Et glimt   fra verdensgenløsningen“. 

 

 

Noter til 7. JESUS OG REINKARNATIONSLÆREN

 

 1  Generelt kan det siges, at  Martinus overhovedet ikke er i tvivl om, at reinkarnation dels indgik i Jesu oprindelige lære og dels omtales i Bibelen. Han henviser i den sammenhæng bl.a. til Nikodemus’ og Jesu’ samtale om at ”fødes på ny” (LB III, stk. 864-5, 867-8. LB IV, stk. 1412-3), og til Jesu udtalelse om Johannes Døber og Elias (LB III, stk. 867-8, 870-5), se herom i teksten.

          Vedr. begrebet reinkarnation: Reinkarnationstanken forekommer i flere religioner, dog nok først og fremmest i hinduismen og budd­hismen, men også i mysteriereligioner som de græske eleusinske mysterier. Filosofihistorisk set findes den også først og fremmest hos hinduiske filosoffer, som f.eks. Shankar Acharya (788--8??) og hans filosofiske system Vedan­ta. Desuden hos Kapila, Sankhya-filosofiens ophav, og hos Patan­jal, som regnes for ophav til Yoga-filosofien. Reinkarna­tions­tanken findes også hos græske filosoffer, som f.eks. Pythagoras (ca.570-480 f.Kr.), hvem den såkaldte nypythagoræiske religiøse be­vægelse skylder sin oprindel­se; Empedok­les (ca.490-430 f.Kr.), Sokrates (ca.­ 470-399 f.Kr.), Platon (427-347 f.Kr., og Plotinus (ca.205-ca.270), som med udgangspunkt i Platons filosofi grundlagde en filoso­fisk skole, der betegnes som den nyplatoniske bevægel­se.

           Hos hinduerne er reinkarnationstanken uløseligt forbundet med forestillingen om, at sjælen (Atman) i kraft af uvidenhed har ladet sig tiltrække eller "lokke" af materien, og derfor fra sin oprindelige til­stand eller identitet med alsjælen (Brah­man) har ladet sig indfange i et uende­ligt univer­selt kredsløb, kaldet livshjulet (samsara), som gennem fødsel og død og fortsat genfødsel fører individet gennem en i bund og grund illu­sorisk tilværelse. Men i kraft af karmaloven, hvilket vil sige loven for skæbne, vil de fejlagtige handlinger, individet uundgåeligt foretager sig, forsyne det med erfaringer og her­under særlig lidel­seserfarin­ger, vækkes sjælens længsel efter at vende tilbage til sin op­rindelige umanife­sterede tilstand i Brahman. Fra det øjeblik, at individet omsæt­ter sin længsel i bestræ­belser - gennem yogapraksis - på at gen­vinde sit tabte "paradis", fra da af er det så småt på vej til at befri sig fra "livshju­let"s evindelige spin og vende tilbage og atter forene sig med sit ophav, som vand­dråben, der vender tilbage til havet og atter forener sig med dette.

           Der består stort set principiel overensstemmelse mellem hinduismens og buddhismens opfattelse af reinkarnation og karmalov, og det samme kan stort set siges om nyphytagoræismens og nyplatonismens indbyrdes overensstemmende opfattelse af de to begreber, idet det kun er i enkelte detailspørgsmål, at de sidst­nævnte afviger fra de to førstnævnte.

 2  Vedr. Origenes: Se f.eks. Svend Åge Rossen: Døden eksister ikke. Om 'døden' på grundlag af Martinus' verdensbillede. Borgens Forlag, København 1985. Reinkarnationsteorien er uløseligt knyttet til skæbneloven, mens opstandelsesteorien er uløseligt knyttet til syndsforladelsesteorien. Begrebet "de dødes opstandelse" er en trosforestilling, der forekommer i parsismen, jødedommen, kristendommen og islam. I jødedommen kommer den til udtryk i visdomslitteraturen: Ordsprogenes bog, Jobs bog og Prædi­kerens bog, samt apokryferne, Siraks bog og Visdommens bog. I denne lit­teratur søger man en forklaring på problemet om Guds retfærdighed over for misfor­holdet mellem skyld og skæbne, idet man ofte måtte konsta­tere, at de gode ikke altid syntes at blive belønnet efter fortjene­ste, mens omvendt de onde ofte syntes at få en bedre skæbne end de først­nævnte. Der er her tale om teodicéproblemet vedr. retfærdiggørelse af Gud i for­bindel­se med det ondes og lidelsens eksistens. I 200-tallet f.Kr. var tanken om de dødes opstan­delse fuldt udviklet i jødedommen, jf. Ez.37; Es. 25,8; 26,19; 2 Makk.7,9. 11.14 m.fl. I Daniels bog 12,2 siges det, at alle skal opstå og efter Guds dom skilles i frelste og fortabte, en fore­stil­ling, der blev dominerende i senjødedommen, og som også kom til at præge Ny Testamente, jf. Matt.16,27; 25,31-46 og Åb.­ 20,11-15. Livet ud over døden ses her som det overordnede frelsesgode og som målet for Guds sendel­se af Kristus, jf. Apg.23-24; Rom.5-6; 1. Kor.15; 2 Kor. 8,9 m.fl. Kilde: Religion/Livsanskuelse. Gyldendals Røde Opslagsbøger, 1979.

          Det antages, at læren om opstandelse fik så stor betydning i tiden op til Jesu fødsel, fordi man i denne periode nærede en overbevisning om, at der må være en evig balance i tilværelsen, hvorfor uretfærdighedens ubalan­ce til sidst vil blive afbalanceret ved retfærdighedens sejr. Læren blev derfor en lære om, at Gud til sidst vil gribe ind og skille fårene fra bukkene. Denne senjødiske opstandelseslære blev videreført i kristendommen, idet den dog blev knyttet til Jesu skæbne og derved fik et nyt indhold. Her blev det til, at alle mennesker én gang for alle er retfærdiggjort ved Jesu død, idet det at tro på hans opstandelse er at tro på, at Gud har grebet ind og fjernet brodden af det onde i verden: lidelse, sygdom og ikke mindst døden, jf. Rom.6,4-12. Den tanke, at Jesu opstandelse både er en forud­sætning og garanti for de dødes opstandelse, har dog tydeligvis voldt de første kristne store problemer, jf. 1 Kor. 15. Alligevel siges, at Jesu op­standelse udgør selve grundlaget for den kristne tro, og det er under denne synsvinkel, at evangelierne skal ses. Det var dog ikke alle i senjøde­dommen, der troede på opstandelse, idet saddukæerne afviste den med hen­visning til, at den er umulig at forestille sig. Men Jesus afviser skepti­kernes afvisning med, at de dødes opstandelse slet ikke lader sig sammen­ligne med noget i dette liv. Se Matt.22,23-33. Kilde: Bibelens Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie (4). Af Lisbet og Mogens Müller. Politikens Forlag, 1980.

 

          Et eksempel på nutidens kristne afvisning af reinkarnationstanken finder man i Mark Albrecht: Reinkarnationen set med kristne øjne. Credo Forlag, København 1987. I en artikel i Taastrup Avis for den 7.6.89 citeres der følgende tekststykke fra bogen: "Hvis læren om reinkarnation var sand, var vi alle på tid og evighed overgivet på nåde og barmhjertighed til en ufuldkommen og magtesløs guddom, og nihilismen ville være det sandeste og mest konsekvente bud på en livsfilosofi." - Mage til fuld­stændig misfor­ståede og forvanskede opfattelse af reinkarnationstanken, som den ovennævnte forfatter her giver udtryk for, skal man desværre ikke lede længe efter hos ortodokse kristne. Som et andet eksempel kan nævnes biskop Jan Lind­hardt (f. 1938), som i flere aviskronikker har givet udtryk for, at reinkarnationstanken ikke kan forenes med kristendom, og desuden for det personlige synspunkt, at han nærer dyb og ”kvalmende” aversion imod den "skole- og kvalifikationsmodel", som reinkarnations- og karma­tan­ken efter hans mening er udtryk for. Kilde: Biskop Jan Lindhardt: Er sjælen guddommelig? Kronik i Berling­ske Tidende 27.9.97.

 

     Rent personligt finder jeg det underordnet, om reinkarnations- og karmatanken eventuelt kan forenes med den kristne troslære eller ej. Kristne er natur­ligvis i deres gode ret til at afvise reinkarnations- og karmatan­ken, idet denne synes helt uforenelig med den dogmatiske kristne troslære om synd, syndernes for­ladelse og opstandel­sen på den yderste dag, hvor de troende skal indgå til evigt liv, mens de ikke-troende forvises til dødsrigets trøstesløshed eller helvedes ild. Men derimod synes jeg ikke, at ­denne af­visning be­rettiger de kristne til at give en usaglig og direkte mis­visende karak­teristik af reinkarnations- og karmatan­ken, sådan som tilfældet i reglen er. Den kristnes opfattelse af begreber som f.eks. Guds alkærlighed og retfærdighed er i al fald ikke human i dette ords moderne betydning, og derfor har den kristne tilsynela­dende heller ingen betænke­lig­heder eller  skrupler ved at acceptere en så skånsels­løs og grum livs- og verdensanskuelse, som den, der er skitseret oven­for. Man kunne få en mistanke om, at den stærke og ofte kompro­mis­løse af­visning beror på, at den kristne er bange for, at tanken om rein­karna­tion og karmalov skulle vise sig at være i overens­stem­mel­se med virkelig­heden. Dette ville nemlig få fatale følger for den ortodok­se kristne tros dogmer, som f.eks. dogmet om frelse ved tro, om synd og synder­nes forladelse, og om opstan­delse og dom på den yderste dag. - Men som vi skal få at se i forbindelse med omtalen af Martinus' fornuftbegrundede mening om forholdet mellem reinkarnations- og karmatan­ken og kristendommen, er tro ikke et spørgsmål om vilje, men om prædesti­neret mental tilstand og holdning, der under indflydelse af det religiøse instinkt og den guddommelige sug­gestion dikterer individet, hvad der er sandt og ikke-sandt, og hvad det skal tro og mene. Det troende individ er derfor i virkeligheden ikke i stand til at tænke selvstændigt, sagligt og objektivt eller filosofisk abs­trakt, selvom vedkommende måske selv tror det. Men sådanne kætterske forsøg på at forstå tilværelsen på et andet grundlag end det kristne, afviser de kristne i reglen med henvisning til den autoritati­ve udtalelse: "Guds veje er uransa­gelige."  (Rom. 11, 34)

      I vor intellektuelt og fornuftsbetonede tidsalder, er spørgsmålet om beviser for reinkar­nationens realitet forståe­ligt nok rejst fra flere sider, og selvfølgelig især fra skeptikere, som i reglen på forhånd er tilbøjelige til at henvise fænomenet til overtroens område. Skeptikerne henholder sig ofte til, at der ikke foreligger videnskabelig vished eller bevis for, at reinkar­nation finder sted eller kan finde sted. Men hertil kan man umiddelbart svare, at der heller ikke foreligger videnskabeligt bevis for det modsatte, nemlig at reinkarna­tion ikke finder sted eller ikke kan finde sted. Én ting er, at en del af problemet består i, at menne­sker i al almindelighed betragter reinkarnation som et isoleret fænomen, mens det i virkeligheden bør ses i sammenhæng med det verdensbillede, hvori det indgår som led i en større sammenhæng. Denne sammenhæng er imidlertid ikke det naturvidenskabelige verdensbillede, som faktisk ikke levner plads hverken for religiøse eller åndelige fænome­ner og derfor heller ikke for reinkarnation. No­get andet er, at den viden­skabelige forskning på området aldrig har været særlig omfattende eller konsekvent. Derimod foreligger der en enorm mængde sensa­tionsprægede publika­tioner om menne­sker, som enten spontant og ved fuld dagsbe­vidst­hed eller under hypnose har kunnet berette om et eller flere tid­ligere liv. Men det er natur­ligvis umiddelbart klart, at sådanne beret­ninger bør tages med største forbehold, også i de tilfælde, hvor der fore­ligger forhold og om­stændig­heder, som tilsynela­dende lader sig verifi­cere og dokumen­tere. Problemet omkring videnskabeligt bevis for reinkarnationens realitet er i øvrigt flersidigt. For det første: hvilke kriterier kan og skal der lægges til grund for bevisførelsen? Vil det f.eks. være tilstrækkeligt bevis for reinkarnationens realitet, hvis et menneske kan fortælle om helt personlige og for andre ukendte, men objektivt kontrollerbare træk, forhold eller begivenheder fra ét eller eventuelt flere af sine tidligere liv? Svaret vil fra videnskabelig side formentlig være et NEJ, fordi det ikke helt vil kunne udelukkes, at der f.eks. kan være tale om ubevidste erindringer fra noget, vedkommende kan have set, læst eller hørt i sit nuværende liv. For det andet: kan eventuelle beviser eller modbe­viser over­hovedet frem­skaffes gennem benyttelse af den alminde­lige viden­skabe­lige forsk­nings­metode? Svaret på det sidste spørgs­mål er i henhold til Martinus et klart NEJ, idet den viden­skabelige metode, der baserer sig på objektivi­tetspostulatet, ikke i sig selv er egnet til at behandle subjektive data og fakta, og til sådanne hører spørgsmålet om beviser for rein­karnationens eventuelle rea­litet. Tilværelsens subjektive sider kan udelukkende udforskes af åndsvidenskaben, idet denne betjener sig i lige høj grad af intelligens og intuition, i modsæt­ning til natur­- og humanvidenskaben, som fortrinsvis benytter sig af den strengt logiske intelligens eller fornuft, og kun i mindre grad af intui­tion, selv om brugen af denne i reglen uvilkårlige evne også fore­kommer. Martinus hævder imidlertid, at det er muligt at benytte sig lige så vilkår­ligt af intuitionsevnen som af intelli­gensevnen, men det forudsætter en bevidsthedstilstand, som endnu ikke er almindelig blandt ­naturvidenskabsmænd eller mennesker i det hele taget.

           For Martinus er der overhovedet ingen tvivl: reinkarnation er ikke alene en kendsgerning, men en foreteelse der er lige så naturligt og almindeligt forekommende, som enhver fødsel, og det så meget mere, som overhovedet enhver fødsel er en reinkarnation! Men det ville føre for vidt her, at forelægge den lange række af begrundelser, som Martinus frem­fører til forsvar for sin påstand om reinkarnationens realitet. Skeptikere kan så her indvende, at Martinus naturligvis er nødt til at gøre alt for at forsvare sin påstand, al den stund hans Kosmologi faktisk står og falder med reinkar­nationens realitet eller ikke-realitet.

          Men for de af os, der eksempelvis interesserer sig for Martinus' Kosmologi, vil det indtil videre være fuldt acceptabelt at betragte denne og dermed rein­karna­tionen som en arbejdshypotese, vel at mærke under den forudsætning, at hypotesen måske må justeres eller korrigeres under­vejs, og eventuelt helt opgives, såfremt der på et eller andet tidspunkt vil komme til at foreligge forskningsresultater, som uimodsigeligt dementerer bl.a. rein­karnatio­nen.

          En god og sober introduktion til emnet finder man f.eks. i Svend Åge Rossen: Døden eksisterer ikke. Om 'døden' og reinkarnation på grundlag af Martinus' verdensbillede. Forlaget Borgen. København 1985. Se desuden litteraturlisten her i bogen. Se evt. også afsnittene ”Flere indskudte bemærkninger” og ”Reinkarnationsprincippet” her på hjemmesiden.

           Til læserens orientering kan det oplyses, at der faktisk foreligger en seriøs videnskabelig litteratur om emnet reinkarnation, nemlig M.D. Ian Stevenson: Reincarnation and Biologi - A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects. (Reinkarnation og Biologi - et bidrag til modermærkers og fødselsdefekters ætiologi (sygdomsårsag). Forlag, årstal? Af samme forfatter findes bogen: Tyve tilfælde, som tyder på  reinkarnation. Forlaget Logos, 1970.

 3  I forbindelse med de bibelske begreber kødet og legemet, er det vigtigt at gøre sig klart, at disse udtryk ikke kun er betegnelser for det, vi almindeligvis forstår ved "kødet", nemlig den animalske kødmasse, men også for den levende orga­nisme, som i gammeltestamentlig tankegang er udtryk for hele mennesket, altså også for sjælen og ånden. Den dualisme mellem ånd, sjæl og krop, som findes i hellenistisk tankegang, er fremmed for gammel­jødisk tankegang. Dette er ikke i samme grad tilfældet for nytesta­mentlig forestillingsverden, hvor et udtryk som kødets opstan­delse, hvilket vil sige: lege­mets opstandelse, er et begreb, der især omtales hos Paulus (1.Kor.­35-55). Men når Paulus taler om de dødes op­standelse, og herunder ikke kun om menne­sket, men også alle andre arter af individers opstandelse, så mener han opstandel­sen på den yderste dag, da den sidste fjende, døden, skal tilintetgøres, og her sigtes til den situa­tion, hvorom han blandt andet siger: "[...] vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå ufor­krænke­lige [uforgængelige], og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænke­lige (forgængelige legeme]må iføre sig uforkrænkelig­hed, og dette dødelige må iføre sig udødelig­hed. Men når dette for­krænkelige har iført sig ufor­krænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelig­hed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: "Døden er opslugt og sejren vun­det." "Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod?" [...]. (1.Kor.52-55). Set på baggrund af Martinus' kosmiske analyser, svarer dét, Paulus her sigter til med "opstan­del­se", til "den store fødsel" til "kosmisk bevidsthed", hvorved forstås den situation, at individets bevidsthed har fået permanent adgang til Guds primære bevidsthed, og herunder ikke mindst til Guds egen viden og visdom. Hermed er individet blevet totalt forvandlet, idet det forgængelige har iført sig uforgængelighed, og det dødelige iført sig udøde­lighed, og sejren over døden og mørket er vundet. Denne situation vil ifølge Martinus efterhånden indtræffe for flere og flere menneskers vedkommende i løbet af de kommende tre tusinde år, men dog således, at først efter de tre tusinde års forløb vil de allerfleste mennesker have opnået kosmisk bevidsthed. Men vel at mærke ikke som noget helt automatisk, men derimod som noget, de har opnået i kraft af deres etisk-moral­ske udvikling, som munder ud i praktiseringen af næstekærlighed som en naturlig og selvfølgelig form for mental indstilling og praktisk adfærd. 

 4  Nogle af de skriftkloge i Nazaret, som holdt sig strengt til Moselovens bestemmelser, kritiserede Jesus for at sige til den lamme mand, som dennes pårørende ønskede at Jesus skulle helbrede: ”Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig.” Da Jesus mærkede, at nogle af de skriftkloge, der var til stede, skumlede og tænkte, at han talte gudsbespotteligt,  sagde han: ”Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter? Thi hvad er lettest, at sige: ’Dine synder forlades dig, eller at sige: ’Stå op og gå?’ Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder” – så siger han til den lamme: ”Stå op, tag din båre og gå hjem!” Og han stod op og gik hjem.”

 

Noter til 8. "DU SKAL ELSKE DIN NÆSTE SOM DIG SELV"

 

 1  Cølibat, af latin: coelibatus af coelebs: ugift. Ordet er betegnelse på den religiøst begrundede ugifte stand. Hensigten med at leve som selvvalgt og frivilligt ugift er primært, at den ugifte generelt set i højere grad vil være i stand til at påtage sig mere alment menneskelige eller humani­tære opgaver end den, der lever under ægteskabets mange forplig­telser. Inden for visse religioner er cølibatet ensbe­tydende med askese, hvis mål er at styrke det åndelige liv ved at under­trykke legemlige behov, herunder ikke mindst det seksuelle behov. Under­trykkelsen af seksualdriften eller seksuel afholden­hed har imidlertid ikke nødvendig­vis noget at gøre med et negativt syn på seksual­livet, men kan også hænge sammen med, at man vil reservere den seksu­elle energi til åndelige eller religiøse formål. Dette er således tilfældet inden for seriøs Yoga-praksis, hvor seksuel afholden­hed be­tragtes som en nødvendig forudsætning og be­tingelse for at kunne udføre de højere grader af me­ditation og kontempla­tion, som leder til dybere åndelig indsigt og sammen­smeltning med det guddommelige. Kravet eller ønsket om at leve i cølibat er dog ikke nødvendigvis absolut, idet nødvendigheden af seksuel afholdenhed (og faste) kan indskrænke sig til at gælde den særlige livs­perio­de, i hvilken aspiranten øver sig i at praktisere de højere grader af meditation og kontempla­tion.

          Begrebet cølibat er ukendt i Gamle Testamente, hvor ægte­skabeligt samliv med det formål at videreføre slægten er noget helt funda­mentalt, således som det allerede fremgår af skabelsesberetningen i 1.Mosebog 1-2. Men under indflydelse fra hellenismen optræder cølibatet i senjødedommen (ca.200 f.Kr. - 200 e.Kr.), nemlig på baggrund af en skelnen mellem menne­skets legeme som det ringere og dets ånd som det finere, hvilket i nogle religiøse bevægelser førte til, at askese nærmest blev et efterstræbelses­værdigt ideal. Askese indebærer i reglen afholdenhed fra vin, mad og seksuelt samkvem, enten som permanent eller lejlighedsvis praksis i for­bindel­se med åndelig og religiøs træning i selvbeher­skelse.

          På Ny Testamentes tid var Palæstina under betydelig indflydelse fra den hellenistiske verden, og her var det en udbredt anskuelse, at asketiske fromhedsøvelser var nødvendige i udviklingen af sand menneskelighed. Men askesen blev på det tidspunkt endnu ikke anset som en dyd i sig selv, det skete først senere i kirkens historie. Jesus levede selv som ugift, men han påbød eller anbefalede ikke sine disciple og tilhængere at gøre det samme. Tværtimod var flere af hans nærmeste disciple, som f.eks. Simon Peter, ægtemænd allerede på det tidspunkt, da Jesus valgte dem ud og bad dem om at følge sig. Derimod fremlagde Jesus det som et ubetinget krav til den, der ville gøre sig fortjent til at få del i Himmeriges rige, at give afkald på ejendomsretten og begæret efter materielle ting, og i stedet dele sin ejendom, hvad enten denne var en pengeformue eller kjortler, med næsten. Men samtidig betonede han også, at efter ind­trædelsen i Gudsriget (opstandelsen) bliver der hverken taget til ægte eller bortgiftet, idet individet dér er engles lige. Eller med andre ord: i Himmeriges eller Guds rige vil den kønslige kærlighed og dermed ægteskabsinstitutionen ikke kunne forekomme, idet begge dele hører det dyrerige til, som mennesket forlader i og med at det forvandles til en menneskesøn eller et rigtigt menneske.  

 2  I oldtidens Grækenland forekom den almindeligt accepterede og såkaldte platoniske kærlighed mellem mænd indbyrdes. Se herom f.eks. Hvorfor er de sådan? En studie over homosexualitetens problemer. Redigeret af Jarl Wagner Smitt. Hans Reitzels forlag. København 1951. – Martin Elmer: Trivsel også for de homofile. Forlaget Rhodos. København 1971. – Lyst eller nød? Kvinders og mænds homoseksualitet. Redegørelse for nogle synspunkter og resultater i videnskabelig litteratur. Udarbejdet af Henning Bech og Karin Lützen. Redegørelse fra kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet. 1986. Den sidstnævnte afhandling er tydeligvis præget af sine forfatteres forudsætninger og engagement i ungdomsoprøret, herunder kvindebevægelsen og mandebevægelsen. Forfatterne går så vidt som til at påstå, at seksualitet er et spørgsmål om frit valg. Man begrunder det bl.a. med, at videnskabelige undersøgelser har vist, at alle mennesker i større eller mindre grad rummer begge køn i sig, en opfattelse, der til dels og i en vis forstand finder bekræftelse i Martinus’ analyser over det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling. Men i modsætning til den nævnte afhandlings forfattere mener Martinus dog ikke, at der i og med seksuel disposition eller orientering er tale om frit valg, tværtimod henviser han til nogle afgørende og absolut bestemmende faktorer og lovmæssigheder i sammenhængen. 

 3  Vedr. den såkaldte lesbiske kærlighed mellem kvinder indbyrdes. Se herom i den i note 2 nævnte litteratur.

 4   Forførelsesteorien tilbagevises i reglen af de homoseksuelle selv, idet man angiveligt helst vil tro og mene, at denne specielle form for seksuel disposition er medfødt og derfor lige så ’naturlig’ og ’normal’ som heteroseksualitet. Dette fremgår især tydeligt af den i note 2 nævnte afhandling ”Lyst eller nød?”, som bag om sin akademisk-videnskabelige form i virkeligheden er et slet skjult forsøg på at ville underkende enhver anden opfattelse af homoseksualitet, end den bogens to forfattere står som eksponenter for. 

 5  Til orientering for læseren skal det her oplyses, at også Martinus blev udsat for mistanke og anklager for at være homoseksuel, hvilket han dog afviste med henvisning til sin kosmologi, i henhold til hvilken han derimod var et dobbeltpolet menneske. Uden denne dobbeltpolede status ville han ikke have været i stand til at opleve ”den store fødsel”, som han angiveligt oplevede i påskedagene i marts 1921, ligesom han heller ikke efterfølgende ville have kunnet manifestere analyserne af sine kosmiske intuitioner. Som dokumentation og bevis for sin kosmiske bevidsthed, henviste Martinus allerede i 1932 til det netop udkomne første bind af Livets Bog. I dag må man sige, at hans samlede værk, Det Tredje Testamente, taler for sig selv om sandheden af hans påstand.  

 

Noter til  9. BØNNENS MYSTERIUM

 

 1   Sl. 145; Dan. 6,11; 4. Mos. 15,38; Matt.. 23,5.

 2   Matt. 6,5ff.,8,7,7ff.; 18,19; 21,22 med par.; Luk. 18,10; Joh. 14,13.

 3   Rom. 5,11; 8,15.26f.; jvf. 2. Kor. 1,19ff.

 4  De tre nævnte kategorier: de troende, de ikke-troende og de vidende, har en parallel i Buddhas svar på sin yndlingsdiscipel Anandas spørgsmål om, hvorfor menneskene opfatter verdenen og tilværelsen så forskelligt, som tilfældet vitterligt er. Svaret lyder frit gengivet efter hukommelsen, idet kildestedet ikke er genfundet: ”Jo, ser du, Ananda, for den som ikke har studeret, er bjerge bjerge, træer træer og søer søer. For den der har studeret en del, er bjerge ikke længere bjerge, træer ikke længere træer, og søer ikke længere søer. Men for den, der har studeret til bunds, er bjerge atter bjerge, træer atter træer, og søer atter søer.”  Filosofisk og erkendelsesteoretisk set har Buddhas svar sin parallel i henholdsvis den naiv-realistiske livs- og verdensanskuelse, dvs. sansernes umiddelbare vidnesbyrd, i den naturvidenskabelig-materialistiske livs- og verdensanskuelse, hvor ingenting er, hvad det ser ud til, og i den på kosmisk bevidsthed baserede verdens- og livsanskuelse, hvori alting igen er, som det umiddelbart tager sig ud, men vel at mærke i en anden forstand, end tilfældet er med de to førstnævnte opfattelser. Nemlig i den forstand, at livet og verden i grunden er, hvad dette og denne giver sig ud for, men med den afgørende forskel, at alting ”er gjort af samme stof, som det drømme dannes af ”, sådan som William Shakespeare udtrykker det i Fjerde Akt, Første Scene af skuespillet The Tempest (”Stormen”). Se herom i note 4 til 6. kap.: JESUS KRISTUS, GUDS SØN?

 5  Martinus: Bønnens mysterium. Forlaget Kosmos. København 1948. – Martinus: Meditation. 12.-23. kap. Forlaget Borgen. København 1983. Heri gennemgår og analyserer Martinus endnu engang bønnen ”Fader vor” og dennes enkelte led.

 

Noter til 10. JESU LIGNELSER OG MIRAKLER

 

1   LB VII, stk. 2657-8.

2   2. Mos. 3,13-14;  Joh. 19,31.

3   Luk. 15.11-32; Matt. 23, 34-39; 24,1-41: 25. 31-46 med par.

4  Her skal læseren igen mindes om, at Martinus med betegnelsen ”søn” mere præcist mener ”gudesønnen”, et begreb, der omfatter både det enkeltpolede væsen (hankøn og hunkøn) og det dobbeltpolede væsen.

5   Luk. 15,22-25.

6   Martinus vedr. mirakler: LB III, stk. 756-7, 860, 900. LB IV, stk. 1160. E II, stk. 21:6. E III, stk. 33:71, 33:74.  Logik, kap. 60.

7   Joh. 11,25-27.

8   Martinus: Omkring min missions fødsel. 16.-18. kap.

 

Noter til 11. JESU LIDELSESHISTORIE

 

 1   Vedr. Jesu væremåde: LB III, stk. 860, 887, 894, 926. LB IV, stk. 1310, 1363, 1429. LB V, stk. 1714-7, 1720-3, 1726, 1728, 1732, 1734. LB VI, stk. 2263, 2336. LB VII, stk. 2431, 2460.

 2  Vedr. hedenskabet: LB I, stk. 59. LB II, stk. 452, 618. LB III, stk. 915. LB IV, stk. 1244-5. LB V, stk. 1667, 1713. LB VI, stk. 1989, 2232. Lb VII, stk. 2576, 2578-9. Logik, kap. 0, 32, 56, 83-4.    

      Vedr. ’synd’ :  LB I, stk. 142, 145. LB II, stk. 307, 402, 570, 586, 613. LB III, stk. 859-65, 869, 884-5, 917. LB IV, stk. 1188-9, 1191, 1235-6, 1291-2. Logik, kap. 55, 95. Vedr. offer: LB I, stk. 40.  Logik, kap. 70, 83-4.                

3  I henhold til Martinus findes der kosmisk set et fænomen som ”syndernes forladelse", men forudsætningen eller betingelsen for, at denne kan træde i kraft, forekommer udelukkende i sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen eller ”straffen” for en uheldig og fejlagtig handling eller ”synd” vil være overflødig for individets situation og udvikling. Det vil altså sige i tilfælde, hvor eftervirkningerne endnu ikke er blevet udløst eller er vendt tilbage til individet, men hvor dette ad anden vej har opnået den erfaring, som resultatet af de nævnte eftervirkninger ellers skulle have bibragt det. (Påske, 4. kap.).

      Martinus om ’syndernes forladelse’: LB II, stk. 570, 586, 629. LB III, stk. 745, 835, 859-71, 873, 877-8, 880, 882, 893, 926. LB IV, stk. 1349-51, 1363. LB V, stk. 1713, 1805. LB VI, stk. 2034, 2058, 2069-71.

 4  Ordet doketisme kommer af græsk dokein: ”at synes, at se ud som”. Denne lære var udbredt i oldtidens kristologi, ifølge hvilken Jesus kun syntes at have et menneskeligt legeme og kun tilsyneladende led og døde. Denne opfattelse fandtes både i og udenfor kirken, især i gnosticismen, men udgør ikke nogen sekt for sig. Læren blev i øvrigt afvist og frakendt autoritet på Kalcedonmødet i 451.

          Martinus mener f.eks. ikke, at den kosmisk bevidste Jesus kunne blive vred, og derfor tilbageviser han bl.a. autenticiteten af tempelrensningen (Joh. 19, 45-48). Spørgsmålet er så, om Jesus med sin kosmiske indsigt kunne føle sorg og græde over menneskene, sådan som evangelierne fortæller, at han gjorde ved flere lejligheder. Det er Martinus’ påstand, at et menneske med kosmisk bevidsthed anskuer tilværelsen i et evighedsperspektiv, hvilket angiveligt skulle betyde, at vedkommende bl.a. forstår, at der egentlig ikke er noget at blive vred over, og heller ikke at føle sorg og græde over, thi alt er jo Guds vilje og bestemmelse og derfor såre godt. Det rejser endvidere spørgsmålet, om Jesus kunne føle fysiske smerter, da han blev pisket og senere korsfæstet. Det sidste mener Martinus imidlertid i høj grad var tilfældet, idet han samtidig afviser, at der med Jesu lidelseshistorie skulle have været tale om en slags iscenesat skuespil.

 5  Martinus om Jesu lidelseshistorie: LB III, stk. 745, 860, 878, 992. LB IV, stk. 1305, 1363, 1429, 1432.  LB VI; stk. 2117, 2124-5, 2263. LB VII, stk. 2431-2, 2460, 2587. Småbog nr. 2: Påske; nr. 14b: Tanker omkring påske; nr. 15b: Getsemane Have; nr. 17b: Pilatus, Kristus og Barrabas.

 6   Martinus: Småbog nr. 17b: Pilatus, Kristus og Barrabas.

 7   Martinus: Småbog nr. 2: Påske, kap.11-2, 14.

 8   Martinus: Småbog nr. 15a: Et glimt fra verdensgenløsningen.  Jvf. f.eks. med Martinus: Symbil nr. 37: Den tilslørede og den afslørede evige sandhed. Forklaring til symbolet. E 4, side 55-75.

          

Noter til 12. JESU OPSTANDELSE OG ”HIMMELFART”

 

 1   Vedr. døden: LB II, 309, 313, 319, 340, 343, 374, 380, 409, 467-8, 528, 554, 569, 594-5, 601-2.  LB III, stk. 646-8, 703, 707-8, 724, 731, 763, 874, 883, 891, 897, 922-5, 953, 967, 970, 1034. LB IV, stk. 1103, 1180, 1288, 1317, 1364, 1389, 1394, 1399, 1437-9, 1443-50, 1533-90. LB V, stk. 1598, 1604, 1611, 1656, 1660-1, 1678, 1704-6, 1710, 1772-3, 1792, 1835-6, 1838, 1925. LB VI, stk. 1957, 1965-6, 2026, 2117-8, 2125, 2150-1, 2154, 2181, 2237, 2329, 2332.  

       Vedr. følelseslegemet: LB II, stk. 433,466, 590. LB III, stk. 943.

       Vedr. koblingslegemet: Martinus bruger ikke selv dette udtryk for fænomenet, men kalder det for ”transformationsfeltet”. Begrebet ”koblingslegemet” er indført af Per Bruus-Jensen, se herom i PB-J 1, stk. 1.221.-222. PB-J 2, stk. 2.133., samt Eks. og udød. 1, s. 148-63. I det sidstnævnte værk betegner Per Bruus-Jensen konsekvent koblingslegemet som transformationsfeltet, nemlig i medfør af dettes automatiske transformation af energi og informationer mellem den parafysiske, sjælelige struktur og det fysiske legeme. - På min hjemmeside http://hjem.get2net.dk/LivetsEventyr er emnet beskrevet i kapitlet ”Gennem døden eller de parafysiske verdener”

 2   Vedr. ”dødens første sfære” med ”skærsildzonen” og ”paradiszonen”:  LB IV, stk. 1367, 1532, 1540. LB V, stk. 1684. 1686. PB-J 2, 12. kap.

 3    Martinus: Påske, 9. kap. Jvf. med Småbog nr. 14b: Tanker omkring påske.

 4   Vedr. begreberne materialisation og dematerialisation: LB II, stk. 361, 363, 369, 371, 385, 387, 412, 591. LB V, stk. 1936. Småbog nr. 2: Påske, kap. 11-2, 14-5.

 5    Mark. 8. 31-33; 9. 31; 10. 33-34; Matt. 4. 10-11. Se desuden Rom. 16. 20. 1 Joh. 3. 8. – Vedr.   Martinus opfattelse af Guds ord til ”Slangen”, se. f.eks. Logik, 48. kap. ff.

 6     Martinus: Påske, 15.-16. kap.  

   

Noter til 13. ”DOMMEDAG” ELLER ”VERDENS ENDE”

 

 1    Vedr. Martinus’ opfattelse af  Adam, Eva, Slangen og ”syndefaldet: LB III, stk. 853, 963-6, 972-3, 975, 977-8.  LB IV, stk. 1154-7, 1170, 1172, 1175-6, 1179-82, 1399, 1423-4, 1430, 1433, 1545-6. LB V, stk. 1600-2, 1604, 1619-21, 1631-2, 1679-80, 1682, 1702, 1708-12, 1713,.1842, 1928, 1937. LB VI, stk. 2107, 2129, 2208, 2210.  

 2   Som eksempler på gl. testamentlige apokalypser eller åbenbaringsbøger kan nævnes Daniels Bog, Enoksbøgerne, Barukapokalypserne, De tolv patriarkers Testamenter og Fjerde Ezrabog. Også Dødehavsrullerne indbefatter apokalyptiske skrifter, som Hemmelighedernes Bog og Krigsrullen, der handler om krigen mellem lysets og mørkets sønner. I Ny Testamente er Johannes’ Åbenbaring et decideret apokalyptisk skrift, og endelig findes der også apokryfe nytestamentlige skrifter med apokalyptisk indhold, f.eks. Peters åbenbaring, Paulus’ apokalypse, De sibyllinske orakler, Tomas’ apokalypse, Stefanus’ åbenbaring, Marias åbenbaring og Esajas’ himmelfart.    

3  Dommens dag eller ”Dommedagen” er især skildret udførligt i Matt. 25., 31-45: jf. med 1. Kor. 15., 12-28. Hos Martinus er emnet behandlet bl.a. følgende steder: LB II, stk. 415-8. LB III, stk. 667-8, 992.  LB IV, stk. 1181, 1233, 1334, 1340, 1342, 1358, 1365-6, 1368-9, 1415, 1419, 1439, 1498, 1507, 1519, 1551.  LB V, stk. 1653, 1723, 1769, 1807, 1812, 1840, 1845. LB VI, stk. 2089, 2209-10, 2261, 2264, 2266-7, 2269, 2271, 2275, 2284-5,2290, 2293-4, 2347. LB VII, stk. 2432-3, 2453, 2491, 2516-7, 2521-2, 2578-9, 2598, 2607, 2654:19, 2654:23, 2658:16, 2658:32. Forenklet og let tilgængelig behandling af emnet findes i bogen Logik, kap. 3, 32, 48, 50.     

4    Joh. 16., 5-15.

5    Martinus: Hvad er sandhed, 15. kap.  

6   Vedr. de identiske begreber ”hellig ånd” og  ”kosmisk bevidsthed”:  LB I, stk. 58, 121, 203, 259. LB II, stk. 383, 445-8, 457, 459-61, 464, 466, 470-1, 490, 506, 638. LB III; stk. 642, 667, 674-5, 758, 815, 820, 840-3, 845, 875-6, 885, 917, 926, 942, 961, 986. LB IV, stk. 1156, 1161, 1175, 1183, 1188, 1190-1, 1310, 1378-9, 1423, 1434, 1527, 1539, 1545, 1547, 1550, 1552, 1557, 1567, 1572, 1590. LB V, stk. 1600, 1662, 1725, 1734, 1750, 1842, 1845, 1871-2, 1879-80, 1882, 1886-7, 1892-8, 1901, 1907, 1912. LB VI, stk. 2001, 2003, 2075-6, 2092-3, 2100, 2112, 2356-8, 2376, 2391. LB VII, stk. 2397, 2438, 2497, 2505, 2520, 2523, 2528, 2604, 2618, 2625, 2630-1, 2645, 2647-8, 2652, 2657, 2658:11, 2658:19, 2659.

       Vedr. begrebet ”verdensgenløsere”: LB I, stk. 39, 40-2, 41-2, 55-8, 59-60, 248. LB II, stk. 355, 383,636.  LB III, stk. 725-6, 860-4, 975, 978-80, 984. LB IV, stk. 1143, 1164-9, 1170, 1172-3, 1175-8, 1180-1, 1211-2, 1362, 1422-3, 1427, 1429-30, 1434, 1489, 1491, 1544. LB V, stk. 1631-3, 1711-2, 1725, 1734, 1848, 1883, 1888, 1893-5, 1897, 1936. LB VI, stk. 1986, 1992, 2067-8, 2072, 2116-7, 2120-4, 2130-2, 2133, 2253, 2262, 2290. LB VII, stk. 2401, 2618, 2657, 2658:26.

 7   Matt. 24., 23-29. Vedr. sammenligningen mellem menneskets og jordklodens tidsperspektiv, se Per Bruus-Jensen: Mennesket og  livsmysteriet, Forlaget Nordisk Impuls 1984. Se især Tillæg.

      Eksempelvis mangler jordkloden endnu at få gjort op med dén mentale struktur, som udgøres af liberalismen og kapitalismen, privatkapita­lismen så vel som den nuværende form for statskapitalis­me. Martinus er af den opfattelse, at naturressourcerne og produk­tionsapparatet skal ejes af verdenssamfundet eller verdensstaten, men vel at bemærke ikke før den etisk-moralske udvikling har ført menneskene frem til uselviskhed og altruisme.

8    Matt. 25. 31-46. Ved udtrykket at ”skille fårene fra bukkene”, der også kan udtrykkes som at ”skille duerne fra høgene”, forstår Martinus den proces eller udvikling, der i det væsentlige består i, at lidelseserfaringerne igennem flere liv og i kraft af skæbneloven efterhånden forandrer de fra dyreriget nedarvede, egoistiske, selvretfærdige, intolerante og krigeriske sider ved jordmenneskets mentalitet og i stedet erstatter disse med humane evner som f.eks. uselviskhed, retfærdighedstrang, hjælpsomhed, forståelse, tolerance og fredsommelighed. Eftersom intet væsen, individ eller menneske kan ”fortabes” i absolut forstand, idet alle levende væsener dybest set er evige og udødelige og identiske med et evigt treenigt princip, vil lidelseserfaringerne før eller siden gøre alle ”bukke” eller ”høge” til ”får” eller ”duer”.

 9   Logik, 56.-57.kap.; 64.-68.kap. E II, stk. 26:4-6. Bisættelse, kap. 100, 103; Menneskeheden og verdensbilledet, kap. 8 ff.  Vedr. krigen: LB I, stk. 29, 35, 100. LB II, stk. 429, 438, 452-4, 501, 621. LB III, stk. 702, 719, 725-6, 888, 916, 920, 965, 992. LB IV, stk. 1240, 1244, 1312, 1332-3, 1342, 1366, 1369, 1371, 1379-81, 1383, 1416, 1502, 1511, 1521, 1528. LB V, stk. 1713, 1743, 1745, 1748, 1759, 1761, 1769-70, 1763, 1776, 1781, 1796, 1801, 1807, 1811-4, 1820, 1840, 1844-5, 1850, 1888-9, 1901. LB VI, stk. 2011, 2035, 2089, 2091, 2202, 2209, 2222, 2226, 2230,  2232-3, 2236-9, 2294-5, 2325, 2349. LB VII, stk. 2418, 2421, 2425-6,  2429-30, 2432-3, 2436, 2457-8, 2567, 2578, 2583, 2643, 2654:21, 2658:23, 2658:25, 2658:33, 2658:38-9. 

10  Vedr. jordkloden og dennes  selvopgør: LB I, stk. 43-9, 58, 170, 270, 274. LB II, 378, 381-2, 419-20, 423, 434, 482, 524-6. LB III, stk. 652-5, 657-63, 666-8, 703, 905-9, 911-5, 917, 920. LB IV, stk. 1073, 1075, 1277-82, 1374, 1382, 1384, 1415, 1499. LB V, stk. 1674. 1695-7, 1757, 1888, 1890-2, 1896-7, 1915, 1918, 1925. LB VI, stk. 1997, 2025-6, 2090, 2104, 2107, 2145, 2147, 2263,  2275, 2365.       

11   Matt. 25. 32-33.

12 Begreberne "Menneskesønnen" og "Kristi genkomst" skal altså forstås som genfødslen til dobbeltpolet, Kristus-menneskelig bevidsthed. Det er kun denne form for bevidsthed, der er i stand til at se tingene i den store helheds perspektiv, og som derfor alene er i stand til at bedømme fuldkommen retfærdigt og barmhjertigt. Se f.eks. LB III, stk. 837, 925, 942. LN IV, stk. 1133-6, 1140-1, 1143, 1155, 1159, 1167, 1188, 1232, 1235-6, 1357, 1368, 1426, 1518, 1554, 1558, 1562. LB V, stk. 1887, 1902-3,1906, 1908, 1912, 1914-8, 1924-5, 1927, 1933, 1935-6. LB VII, stk. 2499,  2542, 2556, 2590, 2602, 2615, 2631, 2658:16, 2658:18-9, 

 

Noter til 14. ”KRISTI GENKOMST”

 

 1   Matt. 24. 23-29 med par.

 2   Vedr. begrebet ”Kristi genkomst”: LB V, stk. 1620, 1734, 1882, 1886, 1892-4, 1907, 1912. LB VI, stk.  1983, 2031-2, 2067-9, 2076. 

 3  Martinus: Hvad er sandhed, 30. kap. Jvf. med Omkring min missions fødsel, 15.-18. kap. I bogen behandles spørgsmålet om Kristi genkomst i 19.-30. kap.Læseren skal her endnu engang mindes om, at med udtrykket ”gudesøn”, som vi jo almindeligvis er vænnet til opfatte som hankøn, mener Martinus udtrykkeligt både det enkeltpolede individ, dvs. både hankøn og hunkøn, og det dobbeltpolede individ, som forener det maskuline og det feminine princip i sig.

 

Noter til 15. JESU LÆRE OM ALKÆRLIGHEDEN

 

 1  Vedr. begrebet ”Menneskesønnen”:  Se note 12. til kap. 13. – Men her skal vi se nærmere på begrebets betydning i så vel Gamle som Nye Testamente. Det kan konstateres, at Jesus aldrig selv brugte udtrykket Messias, på græsk Christos og på latin Kristus, om sig selv, hvorimod han relativt hyppigt anvendte ordet ”Menneskesønnen” som selvbetegnelse. Men det mærkværdige er, at man ikke i evangelierne finder en direkte forklaring på, hvordan udtrykket nærmere skal forstås. Ordet ”menneskesønnen” er en ordret oversættelse af det aramaiske ”bar-nasja”, på hebraisk ”ben-adam”, som betyder ”søn af mennesket”, de er identisk med ”menneske” (Sl. 8, 5; Ez. 2, 1; Dan. 8, 17). Mange teologer og bibelforskere har dog ment, at udtrykket ”menneskesønnen” skal forstås som en messisastitel, hvilket desuden indirekte synes at fremgå af flg. tekst af profeten Daniel (ca. 606 f. Kr.): ”Jeg skuede videre i nattesynerne: Og se, med himlens skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham:hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.” (Dan. 7, 13: jvf. med Ez. 2, 1; Matt. 16, 27; 24, 30; 25, 31; 26, 64; Åb. 1, 7; Sl. 145, 13; Dan. 4, 3. 34; Luk. 1, 33). 

           Selvom profeten Daniel faktisk bruger udtrykket menneskesøn som et billede på Israel, så udelukker dette dog ikke, at det også kan forstås som et udtryk for den ventede Messias, lige som der intet er i vejen for at tolke udtrykket, sådan som f.eks. Martinus gør, nemlig som ”søn af mennesket”, mere præcist forstået som ”søn af det rigtige menneske”, og ikke af det jordiske menneske, dvs., som én, der er model for, hvad der skal forstås ved at være ”et rigtigt menneske” med såkaldt kosmisk bevidsthed.

 2 Også i henhold til Martinus er det rigtige menneskerige, i Jesu terminologi kaldet ”Himmeriges rige på jorden”, og i øvrigt de åndelige verdener, ikke mindst karakteriseret ved, at kønskærligheden og de dermed forbundne faktorer og forhold, så som forelskelse, ægteskab osv., ikke forekommer og heller ikke kan forekomme. Det betyder endvidere, at sådanne negative mentale klimaer, som f.eks. ejendomsbegær, jalousi, had, hævn drab mv. Ikke vil kunne forekomme i det rigtige menneskerige, så lidt som i de åndelige verdener. Dette skyldes i hovedsagen, at individerne her er dobbeltpolede og derfor fri af de mentale kræfter, der gælder i dyreriget, herunder hos det jordiske menneske. Se f.eks. LB V, stk. 1703, 1749-50, 1789. LB VII, stk. 2598-2600, 2602, 2609, 2612, 2626-30, 2632-3. 

 3   Logik, 34. kap. p. 97. Se evt. småbog nr. 28, Martinus: To slags kærlighed. .

 4   Logik, 34. kap. pp. 97-8.

 5   Logik, 37. kap. p. 103.

 6   Logik, 33. kap. p. 95.

 7   Logik, 39. kap. pp. 107-07

 8   Joh. 14, 15-27.

 9   Joh. 16, 7-15.

10  Vedr. begrebet skæbne: Se Logik, kap. 1, 9, 61, 64, 66, 71, 73-4, 82, 85-7.  Det er i øvrigt vigtigt, at have klart for sig, hvad skæbne angår, at der i virkeligheden dels er tale om et kompliceret indbyrdes samspil mellem de levende væsener (individerne/menneskene), og dels, at der ligger mindst lige så komplicerede lovmæssigheder bag skæbnedannelsen og skæbnefuldbyrdelsen.

11 Vedr. begrebet ”syndernes forladelse”: I henhold til Martinus findes der kosmisk set et fænomen som ”syndernes forladelse", men forudsætningen eller betingelsen for, at denne kan træde i kraft, forekommer udelukkende i sådanne tilfælde, hvor eftervirkningen eller ”straffen” for en uheldig og fejlagtig handling eller ”synd” vil være overflødig for individets situation og udvikling. Det vil altså sige i tilfælde, hvor eftervirkningerne endnu ikke er blevet udløst eller er vendt tilbage til individet, men hvor dette ad anden vej har opnået den erfaring, som resultatet af de nævnte eftervirkninger ellers skulle have bibragt det. (Påske, 4. kap.).

      Martinus om ’syndernes forladelse’: LB II, stk. 570, 586, 629. LB III, stk. 745, 835, 859-71, 873, 877-8, 880, 882, 893, 926. LB IV, stk. 1349-51, 1363. LB V, stk. 1713, 1805. LB VI, stk. 2034, 2058, 2069-71. E I, stk. 16:8-9; E II, stk. 20:1-10.

12  Logik, 95. kap.