Til særligt interesserede:
Hermed har jeg i samarbejde med webmaster
Jakob Koch fornøjelsen af at kunne præsentere 'bogen' "JESUS
MENNESKESØNNEN - Jesu personlighed, liv og lære skildret på grundlag af
Martinus' kosmologi". Den er oprindelig skrevet i 2002 og er
et resultat af mange års interesse og beskæftigelse med emnet. Til grund herfor
ligger en totalt fordomsfri og udogmatisk holdning til hovedpersonen Jesus
af Nazaret og den religion, han blev stifter af.
Første bind
beskriver den historiske Jesus, medens 2. bind specielt betragter og beskriver
Jesus og hans liv og lære på basis af et studium af den ligeledes absolut
fordomsfrie og udogmatiske opfattelse af samme, som fremgår af Martinus'
samlede værker.
Rent
personligt forekommer det mig, at emnet især har betydning i en tid, hvor det må
konstateres at der i sekulariserede lande, som f.eks. Danmark, råder
en vis indifferens og forvirring omkring religiøse spørgsmål. Men selvom mit
udgangspunkt er, at mennesket ikke i længden vil kunne undvære
tilværelsens religiøse dimension, som åndeligt eller mentalt set er lige så
livsvigtig som det er, at trække vejret, så er det ikke ensbetydende med, at
man bør acceptere hvad som helst på det religiøse område. Tilværelsens åndelige
eller religiøse dimension kan udmærket godt tåle at blive underkastet
forstandens og fornuftens kritiske vurdering, og de mennesker, der ikke synes
det, er i reglen sådanne, som gerne vil have patent på tro og totalitær magt
over sindene.
Hermed ønsker
jeg den interesserede læser god fornøjelse med læsningen af bogens mange, men
forhåbentlig interessante og let forståelige kapitler. I al ubeskedenhed vil
jeg mene, at indholdet er lige så spændende som i de bedste romaner.
Taastrup, den 16. december
2006
Harry Rasmussen.
PS. De to bind er
senest revideret i februar 2009, hvor enkelte rettelser og tilføjelser er
foretaget.
På den baggrund vil jeg derfor ikke
forsømme at fortælle mine trofaste læsere, at fra og med september 2018 er
nævnte bog blevet valgt som studieemne af det teologiske fakultet ved
Københavns Universitet, og hvor i det mindste én elev, en yngre kvinde, som
netop i år har valgt og er begyndt at læse teologi med henblik på muligvis at
blive præst i en kirke. Men alene den omstændighed, at Jesus-bogen er blevet
valgt som pensum ved det teologiske fakultet på Universitetet, er en hæder og
ære, jeg aldrig havde forventet og slet ikke drømt om. Men jeg takker
naturligvis på forlagets og egne vegne på det hjerteligste den eller de lærere
ved fakultetet, som har udvist mod til at vælge en delvis kontroversiel
Jesus-fortolkning, som min bog også er udtryk for.
Taastrup, den 24. september
2018. Harry
Rasmussen.
________________________
Klik herefter på JESUS MENNESKESØNNEN I
i menuen til venstre.
________________________
November 2018: Hermed følger nogle af
mine bemærkninger og kommentarer i relation til afhandlingen Jesus
Menneskesønnen her på hjemmesiden og i bogform under titlen JESUS søn af
mennesket. Delvis fremsat som en forsøgsvis tilbagevisning af påstanden om, at
Jesus er en konstrueret fiktiv mytologisk figur, hvis liv, gerning og lære, fra
visse religiøse magthaveres side er opfundet, kreeret og promoveret med det
primære formål, at tilrane sig indflydelse på og magt over sindene. Eller som
forfatteren til bøgerne ”Den ubærlige sandhed” (2015) og ”Damen Donnas dagbog”
(2017), Mogens Jønsson, har udtrykt det i en mail til mig: (Citat) ”Som du
forstår er min Jesus ikke engang en menneskesøn, men jødernes fortælling for at
moralisere hedningerne, så Israel på sigt kunne blive et frit land igen. De
unge jødiske disciple der skrev fortællingen i Ældre Rådets regi, blev de
kendte missionærer eller skal vi sige friheds kæmpere, betalt af Tempelkassen.”
(Citat slut).
– virkelighed eller myte?
I 2002 satte
jeg mig for at foretage en så vidt muligt saglig men samtidig kritisk
undersøgelse af, hvem og hvad den berømte Jesus fra Nazareth var(19 er for en skikkelse.
Var han en historisk og dermed virkelig person eller var han og hans levnedsløb
blot en myte eller fiktion? Mit studium og mine optegnelser omsatte jeg i en
forsøgsvis seriøs afhandling i to dele med titlen Jesus Menneskesønnen 1 og
Jesus Menneskesønnen 2. Afhandlingens 1. del udgøres af en saglig historisk
gennemgang af Jesu liv og lære på grundlag af den faglige og saglige litteratur
om Jesus og kristendommen, der var og er udkommet i løbet af 1900-tallet. 2.
Del omhandler Jesu personlighed, liv og lære set og vurderet på grundlag af
forfatteren Martinus’ kosmologi
På
foranledning og initiativ af forlæggeren Jan Tarbensen blev den nævnte 2-binds
afhandling i 2012 udgivet i bogform på forlaget Scientia Intuitiva under titlen
JESUS søn af mennesket.
Imidlertid bør
det omtales, hvorfra begrebet ”menneskesønnen” stammer. Det gør det til dels
fra en udtalelse, fremsat af Jesus selv. Det fremgår bl.a. af
Matthæus-Evangeliet, 8. kapitel, vers 20, hvor Jesus siger: ”Ræve har huler og himmelens
fugle reder; men menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved
til hvile.” I Ny Testamentelig forståelse er udtrykket ensbetydende med den
hebraiske betegnelse ”Messias”, som på græsk er identisk med ordet ”Christos”
lig med latinske ”Kristus”. Begge begreber betyder ”den
salvede”. Begrebet Messias er r dog ældre end Jesus, idet det går
helt tilbage til de gammeltestamentlige profeters forudsigelser om n fremtidig
konge, som jøderne forventede engang skulle komme og ved Guds underfulde hjælp
oprette et herlighedsrige for Israel eller det jødiske folk.
Som en følge
af, at min afhandling er tilgængelig på hjemmesiden www.livetseventyr.dk og
desuden vil kunne læses i den nævnte bog, ser jeg derfor ingen grund til at gå
nærmere ind på min behandling af emnet her. Derimod skal vi begynde med at se
nærmere på en opfattelse af Jesu personlighed og liv, som ganske vist falder
ind under karakteristikken, at den er en konspirationsteori. Ved det sidstnævnte
begreb skal ganske enkelt forstås en teori, som ikke har rod eller hold i
virkeligheden og altså som sådan er ren fiktion. I den forbindelse vil det være
naturligt at nævne den nymarxistiske ideologikritik, der litterært set opstod
og kom på mode i kølvandet på det såkaldte ungdomsoprør i slutningen af
1960’erne og som især fortsatte ind i 1970’erne. Til denne bevægelse, der
opstod på franske universiteter, knytter sig navne som G. Lukacks, Ernst Bloch,
Adam Schaff, Claude Lêvi-Strauss, Herbert Marcuse, André Glucksmann,
Bernard-Henri Lévy og Erich Fromm. Men også herhjemme fik ideologikritikken
fodfæste i såkaldte intellektuelt og kulturelt venstreorienterede kredse,
hvilket dog ikke skal omtales nærmere her. Vedr. marxisme og nymarxisme,
se f.eks. Per Stig Møller: På sporet af det forsvundne menneske, Forlaget
Gyldendal 1976.
Herefter skal i kronologisk rækkefølge
nævnes nogle danske eller til dansk oversatte bøger, som mere eller mindre
sagligt har Jesus som hovedemne:
Peter Krog
Meyer: Den christelige Religions- og Sædelære med Hensyn paa de lærde Skolers
øverste Klasser. 1818.
H. Martensen:
Den christelige Etik. Gyldendalske Boghandels Forlag. Kjøbenhavn 1879.
Ditlef
Nielsen: Den historiske Jesus. Aschehoug & Co., København 1924.
C. Skovgaard-Petersen:
Landet hvor Kilderne sprang 1-2. Rejserids og Pilgrimstanker fra Det Hellige
Land. Lohses Forlag. Kjøbenhavn 1924.
Édouard
Schuré: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige historie.
Forlaget Kronos, København 1948.
Bibelen: Det
danske Bibelselskab, København 1950.
Erich Fromm:
Dogmet om Kristus. Oversat fra originaludgaven 1955 af Mogens Boisen. Hans
Reitzels Forlag, København 1968.
Søren
Giversen: Thomas-evangeliet. Gads Forlag 1959. Genudgivet i revideret udgave af
Gyldendals Forlag 1990.
Ethelbert
Stauffer: Jesus, hans liv og samtid i historisk belysning. Jespersen og Pios
Forlag, København 1961.
Det Nye
Testamente: Det danske Bibelselskab i kommission hos P Haas & Søns Forlag,
København 1962.
Vilhelm
Grønbech: Jesus Menneskesønnen. Gyldendals Uglebøger 1962.
Edith Simon: REFORMATIONEN. Åndelig
revolte og politiske intriger. Oversat af lektor Leo Hjortsø. Lademanns Forlag,
København 1966.
Helge
Petersen: Hellighed og autoritet i oldkirken. En konfrontation udfra Augustins
De baptismo af to kirkesyn. Gads Forlag, København 1968.
Luc. H.
Grollenberg: Ad Bibelens Veje. På dansk ved Tage Bülow-Hansen.
Gyldendal, København 1969.
Vilhelm
Grønbech: Kristus Den opstandne frelser. Den ældste kristne menighed. 1. udgave
udkom 1941 på Poul Branners Forlag. Gyldendals Uglebøger 1970.
Johannes
Lehmann: Rapport om Jesus. Protokol over en forfalskning. Oversat fra tysk af
Karina Windfeld-Hansen. Borgens Forlag 1971.
Erik Nørgaard:
Partisanen JESUS. Bogans forlag 1975.
Niels Nøjgaard:
Portræt af Jesus. Gads Forlag 1975.
Leif Grane:
Den danske Folkekirkes Bekendelsesskrifter. Det danske Bibelselskab 1976.
Rudolf
Bultmann: JESUS. Originaludgaven udkom 1930. Oversat fra tysk af Harald Bülow
Davidsen. Vintens Forlag, København 1977.
Finn
Stefánsson m.fl.: Religion / Livsanskuelse. (Gyldendals Røde Opslagsbøger).
Gyldendal 1979.
Lisbet og
Mogens Müller: Bibelens Hvem Hvad Hvor. Særudgave af Bibelens kulturhistorie
(4). Politikens Forlag 1980.
E. Thestrup
Pedersen m.fl.: Menneskeliv og kristendom. Katekismus for voksne. Dansk udgave.
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1981.
Axel Torm: Er
Du Kristus? Jødisk syn overfor kristen tro. Gads Forlag, København 1984.
Her vil der også være grund til at
nævne nogle af de bøger om marxisme og nymarxisme, som har ligget til grund for
min viden om emnet:
Joseph
Davidsohn: Økonomisk Historieopfattelse. Martins Forlag, København 1931.
Karl Marx:
Kapitalen. Kritik af Nationaløkonomien. Almenfattelig udgave ved Julian
Borchhardt. Forlaget ”Fremad”, København 1933.
Friedrich
Engels: Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse. Forlaget Tiden,
København 1948.
Georg Caspar
Homanns: Samfundsvidenskab og Psykologi. Oversat af Jens J. B, Winsløw og Adda
Winsløw. Jørgen Paludans Forlag, København 1972.
Guy Debord:
Skuespilsamfundet. Oversat af Ole Klitgaard. Forlaget Rhodos, København 1972.
Perry
Anderson: Betragtninger over marxismen i den vestlige verden. Oversat af
Christian Koch. Finn Suensons Forlag, København 1977.
Anders Munk:
Krisens konturer. Forlaget Rhodos, København 1973.
Jens Glebe
Møller: Idé og Materie. Gads Forlag, København 1974.
Peter Kemp:
Nyt lys over Marx. Vintens Forlag, København 1975.
Hans Chr. Fink
og Carsten Thau: Erkendelseskritik og Klassekamp. Forlaget Rhodos, København
1976.
Russell
Jacoby: Det sociale hukommelsestab. Oversat af Karin Bäck. Hans Reitzels
Forlag, København 1977.
Peter Kemp:
Marxismen i Frankrig. Apropos de ”nye filosoffer” og marxismens krise. Vintens
Forlag, København 1978.
David
Favrholdt: LENIN hans filosofi og verdensanskuelse. Gads Forlag, København
1978.
Henning
Bregnsbo: Marxismens elendighed. En vurdering af en alternativ videnskabs
bestanddele. Berlingske Forlag, København 1980.
Bent Jensen:
Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle. Gyldendals Forlag,
København 1984.
Vi skal senere
i nærværende artikel omtale forfatteren Mogens Jønssons bog ”Den ubærlige
sandhed”, som utvetydigt er på linje med ideologikritikkens opfattelse af Jesus
som en myte eller fiktiv person, hvis liv, gerning og lære, fra visse religiøse
magthaveres side er opfundet, kreeret og promoveret med det primære formål, at
tilrane sig indflydelse på og magt over sindene.
Men her skal
foreløbig omtales en bog om Jesus, der viste sig at være renlivet myte og som
vakte enorm opsigt i store kredse af offentligheden. For ikke at gentage, hvad
jeg allerede i 2009 har skrevet om emnet, vil jeg her tillade mig at citere fra
internet-artiklen 4.36. Konspirationsteorier - sandhed eller falsum? -
en artikel om en del af de mange konspirationsteorier, der har været fremme i
tidens løb:
Er Da Vinci Mysteriet et mysterium?
I 2004 udkom
den amerikanske succesforfatter Dan Browns fjerde roman, som har titlen ”The Da
Vinci Code”, på dansk oversat til ”Da Vinci Mysteriet”, skønt ordet ’code’ på
engelsk betyder lovbog eller kodeks. Romanen indledes med en forsikring om, at
alle beskrivelser af f.eks. dokumenter og hemmelige ritualer i bogen er
sandfærdige og autentiske. Bogen blev efterhånden trykt i 60 millioner
eksemplarer og oversat til 44 sprog. Bogen blev i 2006 desuden filmatiseret i
Hollywood med Ron Howard som instruktør og med Tom Hanks i hovedrollen som
romanens helt Robert Langdon. Filmen blev så vidt vides en nogenlunde
kassesucces, og ud fra det kriterium må romanen Da Vinci Mysteriet siges at
være en populær historie. Anmelderne af filmen var dog knapt så begejstrede.
Foreholdt, at påstanden
om det sandfærdige og autentiske i romanen ikke holdt vand, idet dens
behandling og beskrivelse af historiske fakta blev kritiseret af fagfolk for at
være vildledende, indvendte Dan Brown, at bogen var fiktion og at den som sådan
kunne tillade sig visse ”kunstneriske friheder”.
Imidlertid var
det ikke alle, der hilste bogen Da Vinci Mysteriet velkommen, idet forfatterne
Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln mente, at Dan Brown havde
hentet ideerne til romanen i deres bog ”The Holy Blood and the Holy Grail”, på
dansk oversat til ”Helligt Blod, Hellig Gral”. Bogen udkom første gang i 1982 i
London og blev genudgivet i 2005. De to førstnævnte forfattere anlagde derfor
sag mod Dan Brown for plagiat og krænkelse af ophavsretten, men selv om der
ikke kunne være tvivl om, at bogen havde været Browns vigtigste
inspirationskilde, da han skrev romanen, fik de ikke retsligt medhold i
anklagen.
Forresten
viste det sig, at bogen ”Helligt Blod, Hellig Gral” selv var baseret på en bog,
nemlig ”Prieuré de Sion”, på dansk ”Sions Priorat”, hvis ophavsmand er den
franske arkitekt Pierre Athanase Marie Plantard (1820-2000), som gav sig selv
det adelige tilnavn de Saint Clair. Plantard erklærede at han var arving til
den franske trone, idet han påstod at være en efterkommer af den sidste
merovianske konge, Dagobert 3. Bogen, som bevisligt er en gennemført
forfalskning af først og fremmest historiske fakta, indeholder teorier om en
århundredgammel international organisation, kaldet Prieuré de Sion, som blandt
andet gennem Tempelherreordenen har virket for at indsætte Jesu efterkommere,
Merovingerslægten, på Europas trone. Tempelherreordenen var en gejstlig fransk
ridderorden, som blev stiftet i Jerusalem i år 1110 med det formål at beskytte
kristne pilgrimme og korsfarere. Til trods for, at ordenen med tiden blev en
økonomisk og politisk magtfaktor, ophævedes den dog i 1312.
Det er ikke
hensigten her, at forsøge på at gå detaljeret ind på teorierne i hverken
”Helligt Blod, Hellig Gral” eller i ”Da Vinci Mysteriet”, for det ville sprænge
rammerne for denne artikel. Derimod vil jeg nøjes med at referere nogle af
hovedpunkterne i den konspirationsteori, som det i virkeligheden drejer sig om.
Begge bøger påstår og hævder, at deres ’historiske forskning’ har afsløret, at
Jesus formentlig ikke døde på korset, men efterfølgende giftede sig med Maria
Magdalene, som efter de dramatiske begivenheder omkring hans arrestation og
domfældelse, flygtede til Frankrig, hvor hun muligvis fødte Jesu datter, som
fik navnet Sarah. Det skulle være baggrunden for, at Jesus blev far til en
slægt, der fortsat eksisterer, og hvis seneste efterkommer, Pierre Plantard,
derfor var den retmæssige arving til Frankrigs trone. I Plantards bog påstås
det, at disse ’kendsgerninger’ er blevet hemmeligholdt af den katolske kirke,
men at der for mere end hundrede år siden blev fundet nogle gamle pergamenter,
som opbevaredes i en kirke i Sydfrankrig, hvor Plantard nok så belejligt i
øvrigt selv var bosat. Ved nærmere undersøgelser viste det sig, at de nævnte
pergamenter var blevet fremstillet af Plantard selv, hvilket han da også senere
under ed måtte indrømme og vedstå. Dokumenterne var falske og hele historien
omkring Sions Priorat var det pure opspind.
Fra Plantards
falsknerier og via bogen ”Helligt Blod, Hellig Gral” er de ejendommelige ideer
om Jesus og Maria Magdalene, samt om apostlen Johannes, vandret over i Dan
Browns roman, Da Vinci Mysteriet, og derfra videre ud til en undrende og
fascineret verdensoffentlighed, som tog imod de falske ideer med kyshånd og som
tilmed gladeligt betalte penge i tilgift.
Apropos den
’rolle’, som der er tildelt apostlen Johannes i Da Vinci Mysteriet, så drejer
den sig kort og godt om, at det ikke skulle være ham, men derimod Maria
Magdalene, der ses siddende på Jesu højre side i Leonardo da Vincis store
vægmaleri, Den sidste Nadver, som er malt i årene 1495-97 i klosteret Santa
Maria delle Grazie i Milano, og det betragtes som et af højrenæssancns
hovedværker. I konspirationsteorien, som kort sagt går ud på, at den katolske
kirke har hemmeligholdt sin viden om Jesu virkelige historie, påstås det, at
Leonardo var medlem af Tempelherreordenen – der som nævnt blev ophævet i 1312,
hvor Leonardo endnu ikke var født - og at han som sådan havde en dybere indsigt
i det påståede forhold mellem Jesus og Maria. På maleriet er apostlene bænket
omkring nadverbordet med Jesus som det absolutte centrum, men der er af gode
grunde naturligvis ikke tale om nogen autentisk portrætlighed, men snarere om
et symbolsk billede som illustration til indstiftelsen af den hellige nadver,
der jo er en vigtig begivenhed i den kristne kirkes historie. Johannes er
fremstillet lidt kvindagtigt, og det har formentlig for
konspirationsteoretikere været medvirkende til en identifikation med Maria Magdalene.
Imidlertid kan
velorienterede og kløgtige Leonardo næppe have været uvidende om, at ifølge den
religiøse jødiske bordskik spiste mænd og kvinder hver for sig, lige som de to
køn sad hver for sig, når man var til gudstjeneste i synagogen, og den samme
skik er gældende i synagogerne den dag i dag. Desuden bør man huske på, at
selvom Jesus ved den lejlighed indstiftede nadveren til symbolsk erindring om
ham selv og hans mission, så overholdt han reglerne for måltidet helt efter
Moselovens forskrifter. Jesus, som først og fremmest var religiøs jøde, brød
ikke med Moseloven, men tolkede og udvidede den i henhold til sin egen lære.
Der kan derfor efter min opfattelse ikke herske tvivl om, at en så kyndig og
vidende mand som multigeniet Leonardo har vidst besked med, hvordan et jødisk
påskemåltid formede sig. Det er derfor utroligt at fremføre en påstand, som
simpelthen ikke har sandsynligheden for sig, medmindre man lader fantasi og
gætterier gælde for historiske fakta og traditionsbundne religiøse ceremonier.
En helt anden
side af spørgsmålet om Jesu liv og virke, er hans seksualitet, for naturligvis
var han som alle andre mennesker også disponeret seksuelt. Men om han også har
praktiseret sit seksualliv, er et andet spørgsmål. Det er jo en kendt sag, at
munke og nonner skal aflægge løfte om kyskhed og leve i cølibat, hvilket vil
sige i seksuel afholdenhed, nemlig med det formål at forbeholde energien til
det religiøse livs tjeneste. Denne praksis kendes ikke mindst blandt munke og yogier
i hinduismen, men disse kan selvfølgelig kun i princippet sammenlignes med
hellige mænd, munke og nonner i kristendommen. Hvis Jesus eventuelt har
praktiseret et seksuelt samliv, må det betyde, at han også har været gift, for
ifølge Moseloven var seksualitet uden for ægteskab det samme som at bedrive
hor, og for det var der dødsstraf ved stening. Flere af Jesu disciple, både de
mandlige og de kvindelige, var for manges vedkommende gifte, hvilket Ny
Testamente overhovedet ikke lægger skjul på. Men om også Jesus var det,
fortælles der ikke det mindste om. Og hvis det skulle have været tilfældet,
måtte man snarere forvente, at hans ægtefælle ville have været Maria fra
Betania, end Maria Magdalene, som i Ny Testamente kun omtales som en af de
kvinder, der var til stede ved Jesu korsfæstelse, og som den, der var blandt de
tre kvinder, der gik ud til graven, for at salve Jesu lig og der som den første
talte med den genopstandne Jesus. Senere blev hun identificeret med den kvinde,
han frelste fra stening og som fra det tidspunkt blev hans trofaste discipel.
Og hvis Jesus eventuelt har været homoseksuel, så må han have skjult det godt,
for der var ligeledes dødsstraf ved stening for den slags adfærd.
Sandsynligheden for, at Jesus levede i frivilligt cølibat, er efter min mening
størst, for det synes indirekte at fremgå af hele hans livshistorie og
religiøse mission, sådan som denne fremgår at Ny Testamente. Så hvis det
virkelig skulle forholde sig sådan, så er muligheden for at han kan have været
biologisk far til eksempelvis den nævnte datter Sarah lig nul, rent bortset fra
at hun sikkert kun kan anses for at være en opdigtet person eller romanfigur.
Og altså helt bortset fra, at der med den allerstørste sandsynlighed er tale om
en opdigtet myte eller fiktion.
Hvad angår
Jesu seksualitet, så anlægger Martinus på grundlag af sine kosmiske analyser
omkring ”Det seksuelle polprincip” og Introduktion til ”Den seksuelle
polforvandling” et helt andet syn på menneskers seksuelle orientering i
almindelighed og Jesu seksuelle orientering i særdeleshed. Det vil læseren
kunne orientere sig om, ved f.eks. at læse ’bogen’ JESUS MENNESKESØNNEN II her
på hjemmesiden. I henhold til Martinus kan der ikke herske tvivl om, at Jesus
var såkaldt ”dobbeltpolet” og at hans seksuelle observans som en følge deraf
har været rettet mod det guddommelige i mennesket, altså mod det næstekærlige
eller alkærlige væsen i mennesket, og ikke mod kønnet, hverken han- eller
hunkønnet.
I øvrigt er
der et andet og nok så mærkværdigt aspekt ved konspirationsteorien om Jesu
påståede franske efterkommere, nemlig hvorfor i alverden Maria Magdalene skulle
forlægge residensen fra datidens Palæstina til et land så langt mod nord som
lige præcis Frankrig! Hun kunne jo meget nemmere og bekvemmere have søgt til nærmere
steder, som f.eks. de jødekristne menigheder, som der fandtes en hel del af
rundt omkring i Palæstina så vel som i de nære nabolande, f.eks. i Syrien og
Ægypten. Men godt nok rejste de tidligste kristne missionærer langt omkring i
verden i det første århundrede, men så vidt vides ikke højere op mod Europa end
til Rom i Italien, hvor blandt andet apostlene Peter og den iøvrigt ugifte
Paulus opholdt sig i flere omgange, og hvor de begge endte med at blive taget
til fange og henrettet i år 64. Så vidt det fremgår af Johannes’ Åbenbaring,
nåede apostlen og evangelisten Johannes ’kun’ til Efesos i Grækenland, hvor han
slog sig ned og antagelig blev forstander for den jødekristne menighed, indtil
sin død som cirka 100-årig.
Og forresten, hvad
med Jesu mor og søskende, og de øvrige nære disciple og apostle, som af frygt
for de jødiske myndigheder godt nok måtte holde sig skjult et stykke tid efter
Jesu angivelige død og begravelse. I henhold til beretningen i Apostlenes
Gerninger opholdt medlemmerne af den første jødekristne menighed sig i Johannes
Markus’ moders hus i Jerusalem. Jesus havde flere brødre og søstre, og en af
hans brødre, Jakob, blev forstander for menigheden i Jerusalem. Siden hen ser
det ud til, at medlemmerne af menigheden blev accepteret af jøderne, ikke
mindst fordi de første jødekristne overholdt Moselovens religiøse forskrifter.
Det er højst sandsynligt, at den historiske Maria Magdalene også tilhørte denne
menighed, som var indstiftet af Jesus selv, og selvom hun eventuelt har været
Jesu enke og gravid, eller eventuelt gravid med en anden og levende ægtemand,
så ville hun næppe have været mere udsat for chikane og forfølgelse, end de
øvrige menighedsmedlemmer. Derfor ville hun formentlig ikke have haft nogen
reel grund til at flygte, og da slet ikke til et så fjerntliggende
mellemeuropæisk land som Frankrig.
I øvrigt vil
der her være grund til at pege på, at det modsætningsforhold mellem jøderne og
de jødekristne, som fremgår allerede af evangelierne og af Apostlenes Gerninger,
i hovedsagen skyldes, at evangelisterne og apostlene havde travlt med at lægge
afstand til jødedommen. Denne tendens er så blevet yderligere forstærket senere
i kristendommens historie udenfor Palæstina, hvor man mere eller mindre
omfortolkede Jesus og begivenhederne omkring ham i henholdsvis den katolske og
senere i den protestantiske kirkes favør. I Europa blev Jesus nærmest gjort til
europæer, hvilket ikke mindst fremgår af de utallige malerier, som op gennem
Middelalderen er blevet malt til de katolske kirker. Tænk her på Leonardo da
Vincis fremstilling af Jesus og apostlene på maleriet ”Den hellige nadver”,
hvor personerne fremtræder som udprægede italienere fra højrenæssancen i
1500-tallet. Eller tænk f.eks. på danske Bertel Thorvaldsens skulptur af den
helt igennem europæisk udseende Jesus Kristus, der siden 1800-tallet har skuet
ud over menigheden i Vor Frue Kirke i København.
Men mon ikke
forklaringen på, at Maria, i stedet for at drage til sin hjemby Magdala i
Galilæa, drog via den besværlige rejse, især for en gravid, og muligvis over
både land og hav til Frankrig og dér fødte et barn, navngivet Sarah,
udelukkende skyldes, at det som omtalt er franskmanden Pierre Plantard, der i
nyere tid er ophavsmand til påstanden, som skulle tjene hans ambitioner om at
fremtræde som arving til den franske trone. Så meget – eller så lidt – for dén
fantastiske historie.
Vedr. Da Vinci
Mysteriet,
se http://da.wikipedia.org/wiki/Da_Vinci_Mysteriet og http://da.wikipedia.org/wiki/Pierre_Plantard samt
diverse websites, der deri henvises til. - Vedr. Jesu liv og lære, og om
personerne i hans liv, se f.eks. Jesus Menneskesønnen I og Jesus Menneskesønnen
II her på hjemmesiden. I bind II fremføres en noget anden forklaring på Jesu
seksualitet, end den, der gives i henhold til den almengældende biologiske
seksuallære. I 2012 blev ’Jesus Menneskesønnen I-II’ udgivet af forlaget
Scientia Intuitiva med titlen: ”JESUS søn af mennesket I-II. Jesu personlighed,
liv og lære skildret på grundlag af Martinus’ Kosmologi”
En ikke-konspirationsteoretiker
Som læseren
nok allerede har fået indtrykket af, så giver jeg personligt ikke meget for
konspirationsteorier i det hele taget. Jeg synes ærlig talt, at de foruden at
være unødvendige provokationer mod intelligensen også er inderligt overflødige,
hvad enten de er af urgammel dato eller af nyere dato, som de ovenfor nævnte.
Men nogle forskere i konspirationsteorier forholder sig positivt til disse og
mener, at de siden menneskene begyndte at tænke og danne sig forestillinger om
livet og verden, har tjent det formål, at være en måde at udtrykke og komme til
rette med konflikter på. Her vil jeg dog tillade mig at indskyde, at det
forholder sig anderledes med ægte myter, sagn, legender, lignelser og eventyr,
som i modsætning til konspirationsteorierne rummer en værdifuld symbolik eller
et læreindhold, som er i stand til at fortælle om ellers uforståelige
eksistentielle fænomener, der er principielt vigtige i menneskets tilværelse.
At det er tilfældet vil kunne ses af f.eks. min artikel Eventyr og kosmologi
her på hjemmesiden, hvor det påvises, at især folkeeventyrene, men også kunsteventyrene,
som f.eks. H.C.Andersens, er symbolske skildringer af det virkelige
livseventyr. Konspirationsteorierne fortæller derimod i grunden mere om deres
ophav, end om den eller dem, de er rettet imod.
Imidlertid er mit
ærinde ikke at ville overbevise konspirationsteoretikere om, at de tager fejl
og begår overgreb mod virkeligheden og sandheden, for det anser jeg på forhånd
som umuligt. Primært fordi overbevisningen om gyldigheden af en
konspirationsteoris præmisser, analyser, argumenter og konklusioner har troens
karakter. Ganske vist kan man vakle i sin tro, hvilket dog forudsætter, at man
besidder en vis ydmyghed, åbenhed og fordomsfrihed. Men det er mit indtryk, at
konspirationsteoretikere tværtimod indeholder en god portion stædighed og
åbenbar tillid til egne intellektuelle evner og forstand. Så derfor fred være
med dem og deres teorier. Hvis det forholder sig sådan, som jeg mener, nemlig
at konspirationsteorierne generelt set er et falsum, så må det overlades tiden
og erfaringen at demonstrere for konspirationsteoretikerne, hvad der er op og
ned her i livet og verden. Vi befinder os jo i henhold til Martinus’ kosmologi
på forskellige udviklingstrin, men er ikke desto mindre alle på vej mod
principielt samme mål: Erkendelsen af virkeligheden og sandheden, dog nærmer vi
os den successivt ad forskellige veje og på forskellige tidspunkter.
I øvrigt viser
det sig – jeg havde nær sagt endnu engang – at Internettet er et ret benyttet
medium eller forum, også når det drejer sig om at udbrede konspirationsteorier.
Her finder man en hel flora af mere eller mindre sandsynlige teorier om
hemmelige eller skjulte sammensværgelser. Som et eksempel på en begavet
konspirationsteoretiker finder man den norske bibliotekar Rolf Kenneth Myhre,
som på sit website http://www.rolfkenneth.no/ blandt andet
giver nogle indforståede beskrivelser og detaljerede analyser af nogle af de
mest markante konspirationsteorier, der findes og som den udmærkede skribent
tilsyneladende har stor tiltro til gyldigheden af.
Men nok så
vigtigt, så er det også på internettet, at man finder websites, hvor kompetente
folk kritiserer og imødegår konspirationsteorierne. Blandt disse websites kan
der eksempelvis henvises til følgende:
http://da.wikipedia.org/wiki/Konspirationsteori
http://www.humanisme.dk/logbog/log042.php
http://www.liviuniverset.dk/?Modkultur:Korncirkler.
På disse
adresser vil man kunne finde en detaljeret beskrivelse af nogle af de mest
kendte konspirationsteorier og til dels også en saglig kritik af disse.
Her vil jeg
gerne understrege, at min modvilje mod konspirationsteorier ikke er
ensbetydende med, at jeg ikke synes disse kan være interessante at gøre sig
bekendt med. Men man bør vogte sig for at lade sig indfange af deres
tilsyneladende logik og forførende argumentation. Det forholder sig jo som
bekendt sådan, at kvaliteten og gyldigheden af logiske slutninger helt og
holdent er beroende på de præmisser, der er lagt til grund. Hvis man
eksempelvis ud fra fænomenet ’en hvid svane’ slutter, at alle svaner så må være
hvide, begår man et ’overgreb’ mod virkeligheden, som jo fortæller, at der
eksempelvis også findes sorte svaner. Dertil kommer det såkaldte cirkelbevis,
som består i, at man på forhånd antager et eller andet for at være sandt,
hvorefter man finder argumenter for at ’bevise’ denne ’sandhed’, som for at
have gyldighed jo egentlig burde have udgjort konklusionen på argumenterne og
bevisførelsen.
© 2009 Harry
Rasmussen. Lettere revideret 2015 af forfatteren.
Konspirationsteori eller faktum?
Herefter skal vi
se lidt nærmere på en bog, hvis emne endnu engang er Jesus fra Nazareth. Bogens
indhold og påstande, som forekommer at lægge sig på linje med
ideologikritikkens opfattelse af Jesus, er i høj grad interessante og ligefrem
spændende, hvorfor de er værd at beskæftige sig med og se nærmere på
gyldigheden af. Vi skal i den sammenhæng også se på og vurdere, om
denne bogs påstande og konklusioner ret beset vil kunne karakteriseres som en
konspirationsteori eller ej.
Forlaget
Mellemgaard, Odense, udgav i 2015 bogen ”Den ubærlige sandhed”, skrevet af
forfatteren Mogens Jønsson (f. 1933). Dens indhold beskriver forlaget (og
forfatteren?) på følgende måde:
(Citat) For
snart 2000 år siden foretog Israel en genistreg for at slippe ud af den romerske
besættelse. I erkendelse af fysisk underlegenhed valgte Israels religiøse
ledere at bekæmpe det romerske verdensrige med det, de var bedst til: religion
og moral.
Dette er
beretningen om kristendommens oprindelse og de unge jødiske disciple, der ofrede
alt for deres fædreland.
– Vil De læse
evangeliet på hebraisk eller græsk? spurgte Johannes.
– Har I det på
begge sprog, læser jeg begge.
Paulus og
Johannes så på hinanden og gav hver deres evangelie til Levitas.
Han bredte dem
ud i hver sin hånd. Mens han læste, mumlede han for sig selv: – Og rabbi
Hillel, nej da, Pontius Pilatus, og også korsfæstet … Der var ikke gået lang
tid, og mens Paulus og Johannes skelede til hinanden, lagde rabbi Levitas, til
de unges forbløffelse, skriftrullerne væk. En så overlegen præstation havde de
ikke før mødt. Levitas var tilsyneladende i stand til med det ene øje at læse
evangeliet på græsk, mens han med det andet øje læste det på hebraisk.
Mogens Jønsson
blev født i 1933 i Gentofte. I 1954 blev han
designuddannet ved Deutsche Bekleidungs-Akademie München. Den ubærlige
sandhed er hans debut. (Citat slut)
I juli 2015
fik jeg en henvendelse på e-mail fra nævnte forfatter, som åbenbart ikke havde
kunnet undgå at erfare, at også jeg havde skrevet om emnet Jesu personlighed,
liv og lære.
Hej Mogens
Har nu åbnet
og læst den vedhæftede fil vedr. presseomtalen af din bog "Den ubærlige
sandhed". Det er sandelig en fordringsfuld titel og et dristigt indhold,
som angiveligt både dømmer Jesus og kristendommen ude ("Her hviler
kristendommen"). Men det er så DIN opfattelse af en verdenshistorisk
begivenhed som kristendommens oprindelse og forløb.
Vil dog lige
bemærke, at det sete afhænger af øjnene, der ser. Og mine øjne har ikke set det,
du ser i de mere eller mindre historiske begivenheder, legender og myter, der
har dannet sig omkring Jesus-skikkelsen.
Alligevel
kunne jeg da godt tænke mig at læse din bog og kigge dine præmisser, argumenter
og konklusioner lidt efter i sømmene, dog uden at ville fremstå som partisk
kritiker. Du skriver og har skrevet ud fra dine forudsætninger, sådan som
enhver seriøs forfatter altid har gjort og fortsat gør. Og præcis som jeg selv
har gjort og gør. Så derfor har jeg kun tænkt mig at læse din bog for min egen
fornøjelses skyld og tænke, at den har min gode med-nægter Mogens Jönsson
skrevet ud af sit eget hjerte og sin egen viden, som han dog ikke står alene
med, for det har en del ideologikritikere også gjort i de glade 1960-70'ere.
Altså send mig
gerne bogen, når den udkommer, jeg betaler gerne for den, dog helst via
girokort, idet jeg ikke har Netbank.
Med mine
venligste hilsener
Harry
_________________
Date: Thu, 16 Jul 2015 10:20:21 +0200
Subject: Re:
Den ubærlige sandhed
Hej Harry, det
er helt sjovt at jeg er kommet i dialog med dig, det var der ingen af os der
forudså, da vi trillede rundt oppe i Gribskov for mere end 2 menneske aldre
siden.
Blot man
holder sig i live, kan der stadig være noget at se hen til godt eller skidt,
det ved kun skæbnen, hvad der gemmer sig i bunden af posen.
Jeg går ud fra
at den pressemeddelelse du har åbnet begynder med: For 2000 år siden, så er det
den rigtige. Den tidligere var komponeret af forlaget, men den kasserede jeg.
Ganske kort
bygger min bog på den sandhed, at det var det jødiske Ældre Råd, der sammen med
den religiøse leder rabban Gamaliel, udvalgte de bedste disciple på bibelskolen
i Jerusalem til at skrive en bibel til hedningerne i de barbariske lande. Den
fortælling de forfattede blev Mattæus Evangeliet.
Rabban
Gamaliel er sønnesøn af den kendte rabbi Hillel. Titlen rabban er forbeholdt
jødiske lovlærer, og han var i år 29 e.v.t. leder af bibelskolen, hvor Paulus
var elev.
Jeg må ikke
iflg. forlagskontrakten ikke sende dig teksten, men bogen skal du få når den
udkommer. Jeg får 10 bøger u.b. de går til den nærmeste familie og måske nægter
venner.
Jeg mener at
Hjeds er død, har du nogle viden om ham eller om andre af nægterne.
Du er
velkommen til at stille spørgsmål om bogen, og jeg vil når tid inde er
gennemlæse din menneskesøn Jesus. Som du forstår er min Jesus ikke engang en
menneskesøn, men jødernes fortælling for at moralisere hedningerne, så Israel
på sigt kunne blive et frit land igen. De unge jødiske disciple der skrev
fortællingen i Ældre Rådets regi, blev de kendte missionærer eller skal vi sige
friheds kæmpere, betalt af Tempelkassen.
Hvis du
spørger, hvor jeg har den viden fra, må jeg svare med et spørgsmål: hvor har
Martinus sin viden fra, nåede du at spørge ham? men jeg øser sikkert af de
samme kilder som Martinus.
Kan du ha en
god dag Harry.
Mogens
_________________
Den 16. juli
2015 skrev Harry Rasmussen:
Tak for din
svarmail, Mogens.
Det lyder da
vældig interessant med din tolkning af Jesus-historien, selvom er stiller mig ret
skeptisk overfor den. Efter min beskedne opfattelse bør man ikke udelukkende
søge sin viden om nogen eller noget, som man på forhånd må/bør vide er
modstandere af denne nogen eller dette noget.
Ifølge det, du
kalder "den obligatoriske version" af kristendommens tilkomst og
historie var det første evangelium Markusevangeliet. Markus var nevø til
Paulus. Evangelisten Lukas havde sin viden om Jesus fra Paulus, som er den, der
i virkeligheden udgør kilden til historien og fortællingerne om Jesus. Paulus var
elev af den fremtrædende jødiske rabbiner Gamaliel. Sidstnævnte stillede sig
iflg. Paulus neutralt overfor de jødekristne og opfordrede til forsigtighed
overfor disse. Den jødiske kætterlovgivning var i øvrigt baggrunden for, at
Jesus blev stillet for den jødiske domstol (synedriet), som imidlertid fralagde
sig ansvaret og overlod det til den romerske besættelsesmagt, at dømme og
eksekvere dødsdommen over Jesus. Men det er en længere historie, som jeg som
lægmand har dristet mig til at fortælle om i min bogs 1. del.
Ang. hvor
Martinus har sin viden fra, så kan det spørgsmål ikke besvares enkelt, men så
meget kan jeg sige, at han i hvert fald ikke har den fra den eller de samme
kilder, som dig. Han har sine helt egne kilder, men for at forstå det, må man kende
til Martinus' verdensbillede, og dette har jeg foreløbig selv brugt 50 år på at
studere og 40 år på at skrive om, hvorfor jeg føler mig kvalificeret og
kompetent til at udtale mig herom. Men Martinus kender i hvert fald ikke til
nogen "ubærlig sandhed", tværtimod, selvom han anser den kendte form
for kristendom, som er udsprunget af den mosaiske troslære (Det første
Testamente), for at være forældet. Derfor betegner han Det ny Testamente som
"Det andet Testamente", hvorefter han følgelig har dristet sig til at
betegne sit eget livsværk som "Det Tredje Testamente" med undertitlen
"Den intellektualiserede kristendom". Denne kristendom er iflg. hans
analyser kun så småt på vej til at blive realiseret, idet den hænger sammen med
en etik og moral, som vi almindelige mennesker endnu ikke er i stand til at
efterleve. Det vil du alt sammen kunne læse om i min bogs 2. del.
Vedr. den højt
begavede advokat Bent Hjeds, som havde en betydelig poetisk åre, så ved jeg
ikke andet og mere om ham og hans liv og karriere, end at han efter at have
forladt Gribskovlejren blev advokatfuldmægtig og senere selvstændig advokat,
bl.a. med speciale i at forsvare daværende militærnægtere, som var kommet på
kant med lovgivningen.
Also sprach Harry.
__________________
Date: Thu, 16 Jul 2015 15:55:32 +0200
Subject: Re:
Den ubærlige sandhed
Hej Harry, det
er godt at du er inde i personkredsen omkring fiktionen Jesus. Det var i år 29
at rabban Gamaliel, besluttede at Paulus sammen med 8 andre disciple på
bibelskolen skulle skrive en bibel til hedningerne. Den bibel de skrev er helt
identisk med Mattæusevangeliet. Til konstruktionen benyttede de dalevende
historiske personer, f.eks. Pontius Pilatus, alt det guddommelige, jomfru
Maria, Josef og Jesus er fiktion, også selvfølgelig korsfæstelsen, men alle de
historiske personer, Johannes Døberen, Herodes Antipas o.s.v. indskrev
disciplene i fortællingen for at gøre den realistisk. Det blev til
Mattæusevangeliet og starten på Det nye Testamente.
Det blev
iværksat af jøderne for at befri Israel, Israel var gang på gang blevet besat,
og de indså, at kun en moralisering af hedningerne kunne på sigt stoppe de
barbariske overfald på landet.
Man skal have
fantasien i orden, når man skal abstrahere fra alt det guddommelige, men også
indse at det var et genialt træk fra jødernes side, og fortællingen faldt i god
jord hos hedningerne.
Denne sandhed
er der blevet en bog ud af, den hedder ubærlig, for det er den for de kristne
og den teologiske verden.
Fortsat god
dag
Mogens
______________________
Harry Rasmussen
Tor 16-07-2015, 16:40
Til Mogens
Jønsson
Ja, ja, kære
Mogens, enhver bliver salig i sin tro. Dog, din 'sandhed' er ikke tro, men
viden, hævder du. Men uanset hvad, så tror jeg ikke et øjeblik på den tolkning af
Jesu' liv og historie, som du i og med din bog åbenbart gør dig til talsmand
for. Så du har på en måde ret i, at den 'sandhed' du fortæller, er ubærlig også
for sådan en som mig. Jeg opfatter i øvrigt dine mails på den måde, at du
indirekte fejer min opfattelse totalt af bordet. Derfor ser jeg ingen grund til
at fortsætte med yderligere diskussion af emnet.
Forstår
egentlig ikke, hvad der var dit formål med at henvende dig til mig? Hvis det
har været for at informere mig om, at kun din version af Jesus-historien er
gyldig, så er du desværre gået galt i byen. Men måske vil der være andre, som
vil synes godt om din - ja, undskyld at jeg siger det ligeud - konspiratoriske
tilgang til Jesus og kristendommen. Det er jeg sikker på, at der også vil være
andre end mig der vil mene. Og det kan du vel kun være glad for, for det
betyder jo, at du vil se dig bekræftet i den opfattelse, at folk med en
"obligatorisk" – det vil sige traditionel eller ligefrem ortodoks -
opfattelse af Jesus-historien ikke kan bære den 'sandhed' du kommer med.
Men tak for en
kortvarig og på sin måde interessant korrespondance, som jeg hermed afslutter
for mit eget vedkommende. Jeg vil foretrække at erindre dig som medforfatter af
den herlige historie om "De satiristiske Blåmænd".
Ønsker dig alt
godt nu og i fremtiden, lev vel.
Harry
_______________
Men tilfældet
ville, at Mogens Jønsson åbenbart ikke ville lade mig slippe så let fra at
forstå og acceptere hans opfattelse og engagement i sin ”ubærlige” teori, så
derfor fortsatte han ufortrødent med at provokere mig til at indse, at han
havde ret i sine påstande omkring fiktionen Jesus. For mit eget vedkommende
syntes jeg, at han totalt overså og glemte, at jeg jo trods alt også havde
nogen indsigt i spørgsmålet om Jesus’ personlighed, liv og lære. Som det
normalt venlige og høflige menneske jeg er, når jeg selv skal sige det, måtte
jeg udvise tålmodighed overfor hans velskrevne, argumenterende og velmente
mails.
Bemærkninger og kommentarer til emnet
Mogens Jønsson
skrev i juli 2015atter en mail til mig, hvori der bl.a. stod følgende:
(Citat) Du er
velkommen til at stille spørgsmål om bogen, og jeg vil når tid inde er
gennemlæse din menneskesøn Jesus. Som du forstår er min Jesus ikke engang en
menneskesøn, men jødernes fortælling for at moralisere hedningerne, så Israel
på sigt kunne blive et frit land igen. De unge jødiske disciple der skrev
fortællingen i Ældre Rådets regi, blev de kendte missionærer eller skal vi sige
friheds kæmpere, betalt af Tempelkassen. (Citat slut)
Det er og var
lige præcis det her ovenfor anførte citat, jeg gerne vil føje nogle nye
bemærkninger til. I den forbindelse med reference til min artikel: 4.139. Et stort
paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse
Der blev
derefter en længere pause i Mogens Jønssons og min e-mailkorrespondance, ja,
faktisk helt til november 2018. I mellemtiden havde han fået udgivet en ny bog,
som han omtaler i den følgende gmail af 5. nov. 2018:
Kære Harry
Min
"nye" bog Damen Donnas dagbog udkom i sept.17. Den handler, ligesom
Den ubærlige
sandhed der udkom i 15, om den konstruerede figur Jesus.
Den kendte
jødiske filosof Hillel, der som os var pacifist, havde en sønnesøn ved navn
Gamaliel.
Rabbi Gamaliel
der levede på Jesus tid, var som lovskriver og leder af bibelskolen i Jerusalem
Israels religiøse overhoved.
Den årelange
romerske besættelse plagede jøderne dagligt. Da der opstod rygter om at romerne
ville lukke synagogerne, sammenkaldte Gamaliel det jødiske Råd og foreslog at jøderne
skulle skrive en moralsk bibel til de hedenske folkeslag og indstille den ulige
fysiske modstand de romerske barbarer.
Forslaget blev
vedtaget, og man udvalgte bibelkyndige disciple fra skolen til at deltage i
udarbejdelsen af den nye bibel.
For at gøre
biblen "spiselig" for hedningerne i Italien og Grækenland blev man
enig om at i teksten skulle al skyld pålægges jøderne.
Mange
hedninger var misundelige på de jødiske samfund, der levede iblandt dem i
diasporaen. Det jødiske hellige sammenhold var ukendt blandt hedningerne.
Iblandt de
udvalgte til at skrive den nye "hedninge bibel" var Paulus, der i
samme biblen skriver: jeg lærte ved Gamaliels fødder.
Efter 4-5 år
forelå den færdige bibel i italiensk og græsk oversættelse, og de unge der selv
havde deltaget i skriveriet, skulle nu som missionærer bekæmpe den romerske
besættelse ikke med våben men skriftlig moral.
Den bibel
jøderne skrev, og som var overskuelig for de hedenske folkeslag, fik navnet
Matthæus Evangeliet.
Som kristen er
det måske en ubærlig sandhed at vores kristne bibel begyndte som et konstrueret
skrift, der skulle befri Israel, men som endte med at være så velskrevet at det
ene hedenske land efter det andet tog hele den konstruerede historie om den
fiktive figur Jesus til sig som deres gud.
Det er også
bemærkelsesværdigt at der skulle opstå en ny gud i det eneste land der dengang
havde en århundrede år fastlagt tro som hele befolkningen deltog i. Der blev
dengang som nu, ikke født et drengebarn der ikke blev omskåret.
Det geniale ved
den jødiske hedningebibel er at den til dels er fiktion men bygget op omkring
historiske personer, Kong Herodes, Johannes Døberen, osv. i historiske
bevisbare begivenheder.
Ovenstående
kære Harry er den logik mine bøger bygger på. Du skal også erkende, at det var
en stor udgift for den jødiske Tempelkasse at finansiere de udsendte
missionærer, og hvis formålet ikke var at slippe for den romerske besættelse,
hvorfor skulle jøderne, der ikke manglede gud, så opfinde en ny som ingen jøder
tror på, og missionere ham i fjendeland.
Mvh Mogens
_________________
Harry
Rasmussen
Svar til
Mogens
Kære Mogens
Ganske kort:
Tak for dine supplerende forklaringer vedr. det du mener og betegner som den
fiktive eller mytologiske skikkelse JESUS. Det er højst interessant og jeg
deler til en vis grad dine præmisser, argumenter og konklusioner. Men som jeg
har skrevet andetsteds, så er jeg af den grundlæggende opfattelse, at det ikke
nødvendigvis behøver at være tilfældet, at Jesus ikke har eksisteret som
historisk person, sådan som du postulerer, at han ikke har. Han kan meget vel
tænkes at have været en religiøs forkynder i lighed med sin angivelige fætter,
Johannes Døberen. Men da Jesus angiveligt har talt både de jødiske og romerske
autoriteter midt imod, er det derfor også sandsynligt, at han blev dømt både
som religiøs kætter og verdslig politisk oprører. Dommen lød på henrettelse ved
døden på korset, en forsmædelig og smertefuld straf, som normalt kun blev
anvendt overfor kriminelle lovbrydere, men altså i nogle tilfælde også på
politiske oprørere. Selve korsfæstelsen blev kun anvendt af de romerske
besættelsesmyndigheder.
Andet og mere
kan jeg ikke overkomme at skrive om dette emne.
Venligste
hilsener
Harry
____________________
Til forsvar
for sin egen hypotese om den fiktive Jesus, sendte Mogens Jønsson mig den 6.
november 2018 følgende gmail:
mogens jønsson
til mig
Kære Harry
Vi er jo ikke
alene med vores opfattelse af Jesus. Georg Brandes skrev i sin sidste bog, da han
var 83 år, "Sagnet om Jesus" figur
G.B. bruger
hele bogen til at fortælle at Jesus er en sagnfigur der aldrig har levet. Når
en jøde som G.B. på vej til at forlade denne verden
bruger kræfter
på at oplyse de kristne om de historiske realiteter, kan vi roligt tro ham.
Mvh Mogens
Harry
Rasmussen
til Mogens
Kære Mogens
Brandes
opfattelse af Jesus kan vel af gode grunde ikke være særligt gyldig. Personligt
mener jeg der er belæg for at opfatte Jesus som en historisk set virkelig
person. Det er faktisk også det jeg er gået ud fra, da jeg skrev min bog om
Jesus (som du jo ignorerer totalt). Grundlaget for min accept er primært den
romerske historiker Tacitus, der bl.a. omtaler kristenforfølgelserne under
kejser Nero i år 64 og hvor han i den forbindelse skriver:
(Citat)
Auctor nominis eius Christus,
Tiberio imperitante per procu-
ratorem Pontium Pilatum
supplicio adfectus erat.
På dansk:
Ophavsmanden
til dette navn (de kristne)
er Kristus, der
under Kejser
Tiberius blev
henrettet af
Pontius
Pilatus. (Citat slut)
Gengivet efter
Dr. Ditlef Nielsens bog "Den Historiske Jesus", p. 87. H. Aschehoug & Co. Forlag.
København 1924.
Ja, kære
Mogens, jeg tror ikke vi kommer hinanden nærmere i vores respektive
synspunkter, idet du jo tydeligvis fastholder din egen opfattelse af Jesus som
en fiktiv person. Du afviser konsekvent enhver anden opfattelse, hvilket derfor
må blive din egen sag.
Mvh. Harry
Karakteristisk
nok, så indvendte Mogens Jønsson imod Tacitus’ konstatering, at han mente at
Tacitus havde sin ’viden’ fra jøderne, hvorfor udsagnet måtte anses for at være
ugyldigt som historisk bevis for Jesus eksistens.
Kære Harry
Dine
argumenter lyder interessante, men desværre kan man ikke vide om Tacitus har
læst sine citater i jødernes hedningebibel, hvor det står, eller det er blevet
ham fortalt af en ny kristen der kun kan have fået det fortalt af en jødisk
"missionær" (moralsk frihedskæmper) for Israels befrielse.
Jeg ignorerer
absolut ikke din bog, men har netop undersøgt om jeg kan låne bogen på
biblioteket og det ser det heldigvis ud til, så jeg glæder mig til at læse den.
Mvh Mogens
Harry
Rasmussen
til Mogens
Elementært min
kære Watson! Du tvivler på Tacitus, fordi det passer ind i din tese om Jesus
som en fiktiv person. Jeg tvivler ikke, fordi det passer ind i min tese om
Jesus som en historisk person.
__________________
Til trods for,
at jeg i en tidligere gmail til Mogens Jønsson har skrevet, at jeg ikke orker
at skrive mere om emnet, vil jeg her alligevel genoptage mine tanker og
overvejelser med det primære formål, at efterprøve holdbarheden af den
opfattelse jeg selv har af hele dette ikke specielt nemme emne:
(Citat)
Begrebet
og fænomenet religion spiller som formentlig bekendt faktisk en nok så stor
rolle i Martinus’ verdensbillede eller kosmologi, om end det ikke sker på nogen
traditionel eller dogmatisk måde. Dette fremgår klart af, at Martinus dels
betegner sit livsværk som udtryk for den ”intellektualiserede kristendom” og
dels af, at han har valgt at betegne sit livsværk som ”Det Tredje Testamente”.
I øvrigt
skelner Martinus mellem de gamle verdensreligioner, i form af Buddhisme,
Kristendom og Islam, og den ny tids verdensreligion i form af Kristendommen og
dennes fortsættelse i form af hans eget livsværk. Dertil kommer, at han under
sin beskrivelse af menneskehedens bevidsthedskategorier opdeler samme i en
A-gruppe og en B-gruppe, hvoraf den førstnævnte består af mennesker, der er
mere eller mindre modtagelige for det, han betegner som ”den ny verdensimpuls”
fra det guddommelige skabeprincip, medens B-gruppen indeholder mennesker, der
er mere eller mindre modtagelige for og ført af ”den gamle verdensimpuls” fra
nævnte princip. (Note 9)
I forbindelse
med nævnte B-gruppe opererer Martinus med, at der forekommer et fænomen han
betegne som ”den guddommelig suggestion”, hvilket kort og billedligt talt vil
sige: ”Guds kærligt udstrakte og hjælpende hånd”, et fænomen, der via de
såkaldte ”verdensgenløsere”, som f.eks. Buddha, Jesus og Muhammed, og disses
disciple, præster mv. har til primært formål at støtte og vejlede instinktprægede
mennesker, som endnu har ”troens nådegave” i behold og som – i modsætning til
mange i B-gruppen - ikke selv er i stand til at få religiøs inspiration fra
naturen og hverdagslivet. (Note 10)
For mit eget
vedkommende er jeg for længst vokset ud over den traditionelle dogmatiske
kristendom, forstået sådan, at jeg ikke er i stand til at anerkende den
evangelisk-lutherske trosbekendelse som sådan, men dog nok som kirkens grundlag
og som et historisk dokument. Derimod går jeg naturligvis ind for kerneprincipperne
i Jesu lære, herunder især næstekærlighedsprincippet omsat i daglig praksis.
Men også i
spørgsmålet om religionen har jeg delvis skiftet til en paradoksal opfattelse,
idet jeg i nogen grad hælder til den beskrivelse og vurdering af samme, som skyldes
den tyske filosof Ludvig Feuerbach. I lighed med Marx kritiserede han Hegels
idealisme ud fra et materialistisk standpunkt. Dette bygger på to
primære påstande, nemlig at religion er antropologi – dvs. læren om mennesket -
og at antropologien er materialistisk. I lighed med Karl Marx og senere Sigmund
Freud anså han Gud som værende et udtryk for menneskets samfundsbestemte
psykologiske projektion. (Note 11)
Ifølge
Feuerbach har religiøse forestillinger ikke nogen sandhedsværdi. Desuden er
mennesket ikke skabt i Guds billede, sådan som det forlyder i Bibelens
skabelsesberetning. Mennesket har tværtimod skabt Gud i sit billede, forstået
sådan, at mennesket projicerer sit eget billede op i forstørret målestok på
himlen, og tror at dette billede er udtryk for et reelt eksisterende virkeligt
overdimensioneret væsen. Gud og guderne er reelt set udtryk for menneskets egne
ønsker, behov og forhåbninger. De egenskaber vi tillægger Gud og himmeriget er
skabt af vores egne længsler og higen efter en bedre og højere tilværelse. Når
Gud derfor ses som personlighed, skyldes det at det personlige liv forekommer
os at være det højeste i livet. Når Gud opfattes som identisk med kærlighed
betyder det, at der ikke findes noget højere i tilværelsen end kærligheden. Når
lidelse for andre er guddommelig, som i kristendommen, betyder det at Gud er
nærværende også i lidelsen.
De religiøse
forestillinger om fuldkommenhed er altså i henhold til Feurerbach primære
udtryk for menneskets eget ideale væsen. Denne menneskelighed er bestående,
også selvom den religiøse tro forsvinder. Det fremgår jo blandt andet af
humanismen og dennes idealer, som afstår fra at udlede sine grundsætninger fra
troen på en oversanselig, guddommelig virkelighed. Humanismen er således i
opposition til de absolutistiske og religiøst begrundede livs- og
verdensanskuelser, som almindeligvis kan og må karakteriseres som værende
dogmatiske, intolerante, autoritære og dermed fornuftstridige.
Feurerbach
mente, at i stedet for forestillingen om en absolut Gud burde man hellere
indsætte menneskeheden som sådan, idet alt sandt menneskeligt i sig selv er
helligt eller i hvert fald bør være det. Herom har Feurerbach blandt andet
skrevet følgende:
(Citat) ”Lad
de døde hvile, og lad os bare bekymre os om de levende! Når vi ikke mere tror
på et bedre liv, men vil det, vil det, ikke enkeltvis, men med forenende
kræfter, så vil vi også skabe et bedre liv, så vil vi i det mindste fjerne de
krasse, himmelskrigende, hjerteskærende uretfærdigheder og misligheder, som menneskeheden
hidtil har lidt af. Men for at ville og bevirke dette må vi istedenfor
kærligheden til Gud sætte kærligheden til mennesket som den eneste sande
religion, istedenfor troen på Gud sætte menneskets tro på sig selv, på sin
kraft, den tro, at menneskehedens skæbne ikke afhænger af et væsen udenfor
eller over den, men af den selv, at menneskets eneste djævel er mennesket, det
rå, overtroiske, selviske, onde menneske, men også at menneskets eneste Gud er
mennesket selv.” (Citat slut) (Note 12)
Det skal her
pointeres, at jeg i princippet er delvis enig i Feurerbachs opfattelse af
religionen eller religionerne, og i, at menneskene har skabt Gud i deres eget
billede, men dog ikke i, at Guddommen ikke eksisterer og ikke har skabt og
fortsat skaber og opretholder verden og livet. Men vel at bemærke Guddommen som
det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende
under og treenige væsen, hvis fysiske organisme udgøres af verdensaltet. Dermed
er jeg helt enig i den universale guddom, som Martinus fremfører i og med sit
livsværk, hvilket blandt andet vil fremgå af det følgende citat fra artiklen
4.127. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. Resumé: (Citat slut)
Senere i
artiklen lyder det sådan:
(Citat)
Sluttelig skal
her omtales det begreb og fænomen, som i traditionel religion betegnes som
”frelsere”, men som Martinus klogt har valgt at betegne med udtrykket
”verdensgenløsere”. Begrebet genløsning betyder kort fortalt, bestræbelserne på
at løse menneskene fra bundetheden i den fysiske verdens trældom og i
princippet bringe disse tilbage til den oprindelige himmelske eller paradisiske
tilstand, de befandt sig i før ”syndefaldet”. Sidstnævnte ord indikerer, at vi
nu befinder os i den bibelske skabelsesberetnings forestillingsverden, mere
præcist i fortællingen eller myten om Adam og Eva. (Note 13)
I den
idealistiske tradition kaldes verdensgenløsere som Moses, Buddha, Jesus,
Krishna og Muhammed for ”de store indviede”, eller som i tilfældet med Jesus,
et personnavn som på hebraisk hedder ”Jeschua”, på græsk ”Jesous” og på latin
”Jesus”. Senere fik Jesus tilnavnet den ”salvede”, som er det danske ord for
det hebraiske ”messias”, som på græsk oversattes ved ordet ”Christos”, på latin
”Kristus”. Som sådan har den kristne kirke lige siden oldkirken prædiket og
lært om ”det guddommelige sendebud”, hvis borgerlige navn var Jesus Josefs Søn.
Imidlertid må
man konstatere, at nævnte person Jesus, i lighed med de øvrige ovenfor nævnte ”store
indviede”, ”frelsere” eller ”verdensgenløsere”, som personer er blevet borte i
dogmatikkens og mytologiens tilslørende ideologi. Der er ganske enkelt tale om,
at der i overleveringen er sket en sammenblanding af historisk viden og
erindring og de troendes udlægning af begivenheder og udtalelser, der tillægges
i dette tilfælde Jesus.
Rent faktisk
forholder det sig sådan, at det snarere er urmenigheden i form af de mere eller
mindre kendte historiske – eller mytologiske? - personer, der i dette tilfælde
og fra begyndelsen har videreført fortællingerne om Jesus’ liv og lære. Jesus
har jo så vidt vides ikke selv nedskrevet så meget som en linje om sin egen
historie og lære. De ældst kendte skrifter i form af de såkaldte ”evangelier”,
dvs. ”gode budskaber”, er alle skrevet på grundlag af mundtlige overleveringer,
og vel at bemærke skrevet længe efter Jesus’ død. (Note 14)
Men det
forhold, at de nævnte ”verdensgenløsere” ikke selv personligt har nedskrevet
deres liv og lære, gælder også for de andre ovenfor nævnte personer. Det er i
første instans mundtlige traditioner, der ligger til grund for tilhængeres
eller menigheders skriftlige formidling af fortællingerne om deres respektive
”verdensgenløser”. Det er derfor udelukkende på disse tilhængeres eller formidleres
beretninger – og tolkninger – at vort kendskab til de nævntes liv og lære
hviler.
Imidlertid må
det konstateres, at eksistensen af de nævnte religioner igennem tiderne har
været til stor hjælp, trøst og opmuntring for utallige mennesker, de troende
vel at mærke, for var og er man ikke det, vil man jo i henhold til dogmatikken
være en ”synder”, ateist eller frafalden og dermed ifølge mytologien dømt til
evig fortabelse. Det sidstnævnte kan karakteriseret som et ’pædagogisk’ middel
til at holde de vildfarne inde i ’flokken’ eller ’folden’ af frelste. Berømte
er da også Marx’ ord om, at ”Religion er folkets opium!”, et udsagn, som både
er et udtryk for og en protest mod den virkelige elendighed og som derfor
fjerner menneskers opmærksomhed fra virkeligheden. Den elendige virkelighed,
som Marx mente menneskene burde gøre oprør imod. (Note 15) (Citat slut)
For ikke at
blive misforstået, vil jeg her pointere, at jeg ikke er tilhænger af hverken marxisme
eller nymarxisme, men at jeg dog godt kan se at begge åndsretninger også har
gode sider. Det er kun, når de to tanke- og idé-retninger bliver brugt af
fanatikere, sådan som tilfældet jo har været ikke mindst i 1960’erne og
1970’erne, at de negative sider ved disse viser deres ubehagelige ’ansigt’.
Herefter nogle
bemærkninger til det følgende citat:
(Citat) Hvis
du spørger, hvor jeg har den viden fra, må jeg svare med et spørgsmål: hvor har
Martinus sin viden fra, nåede du at spørge ham? men jeg øser sikkert af de
samme kilder som Martinus. (Citat slut)
I en mail fra
juli 2015 har jeg kommenteret dette citat sådan:
(Citat)
Ang. hvor
Martinus har sin viden fra, så kan det spørgsmål ikke besvares enkelt, men så
meget kan jeg sige, at han i hvert fald ikke har den fra den eller de samme
kilder, som dig. Han har sine helt egne kilder, men for at forstå det, må man
kende til Martinus' verdensbillede, og dette har jeg (i 2015) foreløbig selv
brugt 50 år på at studere og 40 år på at skrive om, hvorfor jeg føler mig
kvalificeret og kompetent til at udtale mig herom. Men Martinus kender i hvert
fald ikke til nogen "ubærlig sandhed", tværtimod, selvom han anser
den kendte form for kristendom, som er udsprunget af den mosaiske troslære (Det
første Testamente), for at være forældet. Derfor betegner han Det ny Testamente
som "Det andet Testamente", hvorefter han følgelig har dristet sig
til at betegne sit eget livsværk som "Det Tredje Testamente" med
undertitlen "Den intellektualiserede kristendom". Denne kristendom er
iflg. hans analyser kun så småt på vej til at blive realiseret, idet den hænger
sammen med en etik og moral, som vi almindelige mennesker endnu ikke er i stand
til at efterleve. Det vil du alt sammen kunne læse om i min bogs 2. del. (Citat
slut)
Det, som jeg
ikke fik skrevet i ovenstående citat, var og er, at de kilder, Martinus
benyttede sig af generelt og måske især i relation til Jesus Kristus, var dels
et grundigt intelligensmæssigt kendskab til både Det Gamle og
Det Ny Testamente, og dels den kilde, han betegner som intuitionen. Den
sidstnævnte ser han også som en kilde til visdom,der dog skal
efterprøves af intellekt og fornuft. Når han ser intuitionen som visdomskilde,
hænger det sammen med den faktor, han betegner som visdomsoceanet, som
er et universalt reservoir eller et koncentrat eller en essens af samtlige
levende væseners oplevelser, erfaringer, viden etc., men af automatiske kræfter
eller energier bearbejdet til såkaldte ”guldkopier” af de oprindelige til grund
liggende oplevelser og erfaringer. Til disse energier hører især
hukommelsesenergien i forening med både instinktenergien og følelsesenergien
Nuvel, den
forklaring eller lære, kan man så efter behag eller behov vælge at tilslutte
sig eller forkaste helt eller delvist. Personlig tilslutter jeg mig den delvis,
idet jeg i lighed med Martinus er af den opfattelse, at visdomsreservoiret er
identisk med den altibefattende, allestedsnærværende og altbelivende evige
guddommelige bevidsthed. Naturvidenskaben – som er reduktionistisk – mener af
gode og velbegrundede grunde, at verden og livet er blevet til, eksisterer,
fungerer og udfolder sig i kraft og medfør af evolutionen og dennes kræfter og
lovmæssigheder. Men Martinus’ – og i al beskedenhed min – pointe er, at
evolution er lig med skabelse.
Derfor kan jeg
passende afslutte disse bemærkninger med at citere følgende fra den nævnte
artikel:
(Citat)
Min holdning til Martinus’ kosmologi
For at læseren
ikke skal være i tvivl om min egen personlige holdning til Martinus og hans
lære, vil jeg afslutte denne artikel med at citere fra min artikel 4.129. Et livs
status - revision af en personlig opgørelse:
(Citat)
Konklusionen på alt det ovenfor sagte, må blive, at et relativt langt liv
foreløbig har lært mig, at være videbegærlig, åben og upartisk, men samtidig
tvivlende og skeptisk. Det har for mig altid været vigtigt, at holde sig
grundlæggende spørgsmål for øje, som f.eks. hvad, hvordan og hvorfor. På den
måde har man en mulighed for at tilegne sig upartisk og objektiv eller
forsøgsvis sand viden om livet og verden. I forbindelse med tilegnelse af
forhåbentlig sand viden, er en vis mental selvdisciplin derfor nødvendig, så
man ikke fristes til at tolke verden i sit eget billede, sådan som man uvægerligt
har tilbøjelighed til at gøre, når og hvis man er partisk og nærer sympati for
det ene og antipati imod det andet. Dette indebærer desuden, at man må gøre op
med sig selv, holde en slags personlig åndelig status over sin egen livs- og
verdensanskuelse, og spørge: Hvor meget af det, jeg selv mener at vide, er i
grunden baseret på egen oplevelse og erfaring, og hvor meget er tankegods fra
andre, som jeg nærer tillid til og derfor i bedste fald tror på? – I den
sammenhæng må jeg erkende, at et langt livs beskæftigelse med først klassisk
idealistisk indisk filosofi og derefter med Martinus’ kosmologi, har påvirket
mig i et omfang og i en grad, så at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg ville have
betragtet og opfattet verden, hvis jeg udelukkende havde været henvist til mine
egne oplevelser og erfaringer. Det skal lige tilføjes, at jeg ikke føler mig
mere bundet eller forpligtet af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter,
end at jeg stadig lader muligheden stå åben for, at disse i værste tilfælde
måske kunne vise sig at være i større eller mindre uoverensstemmelse med
virkelighedens verden. Hvad denne så i realiteten end er eller måtte vise sig
at være. På den baggrund vil jeg her sluttelig fremsætte min ”selvbekendelse”,
som trods alt og i det væsentlige er i principiel overensstemmelse med
hovedtrækkene i netop Martinus’ kosmologi:
Min
personlige, åndelige status kan herefter opgøres i følgende trosbekendelse: Jeg
tror på Gud, den almægtige Fader-Moder, altings ophav og skaber, én sand Gud
fra evighed til evighed, den universale Gud, i hvem vi alle eksisterer, oplever
og manifesterer os i egenskab af Guds sanseorganer og manifestationsredskaber.
Jeg tror på Jesus
Kristus, ikke som Guds enbårne søn, for vi er alle sønner af Guden, fra den
mindste amøbe, over planterne, dyrene og menneskene til de højere og indtil
videre ukendte verdeners formentlig etisk højtudviklede væsener, men som
verdensgenløser og menneskehedens store lærer og forbillede, som ofrede sit liv
på forsmædelsens kors, for at vise sin guddommelige sendelse og sin åndelige
styrke, og jeg tror på, at hans genopstandelse i åndelig skikkelse skal ses som
en fortrøstningsfuld myte for de troende om, at døden i realiteten er en
illusion, men en illusion, der er en nødvendig modsætning til livet, for at man
ikke skal slappe af i sin forpligtelse til at forbedre sin personlige moral.
Jeg tror på talsmanden,
den hellige ånd, sandhedens og visdommens ånd, som især i skikkelse af
Martinus’ Det Tredie Testamente er kommet for retfærdigt at dømme levende og
døde, ikke for at fordømme nogen og slet ikke de midlertidigt vildfarne, men
tværtimod for at vejlede disse og alle andre, og for at berette om Guds
uudslukkelige og overordnede styrelse af alle sine skabninger. Den styrelse,
som også manifesterer sig i og med selve ’sendelsen’ af ”talsmanden, den
hellige ånd”.
Jeg tror på, at intet
levende væsen er fordømt eller fortabt for evigt. Nemlig fordi Jeg ikke tror på
det evige liv, hverken som et fremtidsperspektiv, eller som en her og nu realitet,
men derimod på, at vi hver især lever lige midt i en et-livs-tilværelse, som i
medfør af Guds vilje i form af evige love, er præget af, at tilværelsen veksler
mellem kortere eller længere epoker med lysets livgivende princip og epoker med
mørkets dræbende princip i forsædet. Det er det evige livs dage og nætter eller
somre og vintre omsat i jordnær daglig praksis i form af lyst og smerte, glæde
og sorg, optimisme og pessimisme etc. etc.
Jeg tror på, at vi
mennesker udgør en skala af vidt forskellige udviklingstrin, som vi alle
sammen, generation og slægt efter generation og slægt, i tidernes forløb
bevæger os op ad, takket være de overordnede lovmæssigheder for indvikling og
udvikling via de vekslende forhold og udfordringer, menneskeheden uafbrudt
stilles overfor. Men jeg tror ikke på skæbnelovens uundgåelige og uundværlige
’pædagogiske’ virke som en del af det livsvilkår, der er en følge af Guds væsen
og virke, men derimod på skæbnens luner og tilfældigheder, der dog til en vis
grad er bestemt af naturlovene og herunder ikke mindst af loven for årsag og
virkning efter devisen, at brændt barn skyer ilden.
Endelig tror
jeg på den største gave, Gud har givet menneskeheden, nemlig
muligheden for at udvikle og praktisere det måske sværeste af alt: næstekærligheden,
hvilket vil sige den upartiske kærlighed til alt og alle, man er eller kommer i
berøring med i sit liv, og hvis grundlov lyder: Vær imod andre, som du vil, at
andre skal være imod dig. Sæt dig altid selv i næstens sted, og vurdér og disponér
dine beslutninger og handlinger ud fra denne indsigt, indlevelse og medleven,
for det er den absolutte forudsætning og betingelse for løsningen af
menneskehedens årtusindgamle og stadigvæk nuværende krisetilstand og
konfliktsituation.
Hvis det kan
lykkedes, har menneskeheden medvirket til at udvikle den potentielle mulighed,
som Gud i kraft af sine to hovedattributter: Alvisdom og almagt, har stillet
til rådighed, nemlig alkærlighed, i hvert fald i forhold til menneskeheden. Men
det store spørgsmål er og forbliver, om den i øvrigt langt fra homogene
menneskehed overhovedet vil være i stand til at praktisere og højne en moral,
som stort set ikke har ændret sig siden mennesket første gang optrådte på
jorden. Det, der i tidernes løb er blevet ændret, er fortrinsvis
livsvilkårene i form af dannelsen af mere eller mindre lovbundne samfund og
sociale forhold, og især teknikken, som foreløbigt er kulmineret i og med
elektronikken. Sidstnævnte kan, som tilfældet i reglen altid har været og er
med tekniske fremskridt, både anvendes positivt og negativt. Er man optimist,
ser man lyst og positivt på fremtiden og forestiller sig, ja, profeterer
ligefrem om et jordisk paradis forude. Men ser man derimod pessimistisk på
samme fremtid, tegner denne sig desværre mørkt og negativt, for til trods for
adskillige forsøg og tiltag i retning af at skabe en mere fredelig verden, så
befinder menneskeheden sig i nutiden generelt set midt i et kaos af indbyrdes
kontroverser og blodige oprør og krigslignende tilstande. (Note 19)
Men ser man
realistisk og neutralt på tilværelsen og dermed også på fremtiden, så kan man i
bedste fald være tilfreds med, at der kun er stillet ét enkelt jordeliv til
hver vores rådighed. Herom har jeg især skrevet artiklen 4.123. Det store
hverdags-under. Inspirerende tanker. Den være hermed anbefalet.
(Citat slut)
© September
2017 Harry Rasmussen. (Citat slut)
Det
ovenstående må vel siges at være lidt krævende for de små grå at tumle med. Men
ingen siger, at man behøver at læse det alt sammen ud i et. Tænke- og
hvilepauser kan være nødvendige og velkomne. Men under alle omstændigheder: God
fornøjelse, ska! det afslutningsvis lyde fra forfatteren af denne artikel.
Vil her atter
gentage min egen opfattelse af Jesus, Især henvendt til forfatteren af bogen
”Den ubærlige sandhed”: Det behøver efter min opfattelse ikke nødvendigvis at
være tilfældet, at Jesus ikke har eksisteret som historisk person, sådan som
Mogens Jønsson postulerer, at han ikke har. Personen med det dengang
almindeligt forekommende navn Jesus, kan meget vel tænkes at have været en
relativt ubetydelig omvandrende religiøs prædikant og forkynder i lighed med
sin angivelige fætter, Johannes Døberen, som dog især virkede ved Jordanfloden.
Men for begge gik det angiveligt gruelig galt, for Jesus, fordi han talte både
de jødiske og romerske myndigheder og autoriteter midt imod, hvorfor det derfor
også er sandsynligt, at han blev dømt både som religiøs kætter og verdslig politisk
oprører. Det var der i øvrigt også flere andre på den tid, der blev. Dommen lød
som bekendt på henrettelse ved døden på korset, en forsmædelig og smertefuld
straf, som normalt kun blev anvendt overfor kriminelle lovbrydere, men altså i
nogle tilfælde også på politiske oprørere. Romerne med Pilatus som
besættelsesmagtens øverste ansvarlige, anså Jesus som en politisk oprører,
medens de jødiske myndigheder anså ham for at være en religiøs
oprører. Selve korsfæstelsen blev kun anvendt af de romerske besættelsesmyndigheder.
Det, der skete efterfølgende var og er, at navngivne personer fra inderkredsen
omkring Jesus, forstod og indså, at deres ven og læremesters liv og skæbne
ville være velegnet til, på basis af de gammeltestamentlige profeters
ønsketænkning om en kommende Messias, i kristen forståelse en Kristus, at
opbygge og promovere i form af en religiøs mytologi, der med det formål at opnå
magt over sindene, ville være egnet til at blive forkyndt i de jødiske
synagoger, der fandtes i landene omkring Israel eller Palæstina.
Det jødiske
folks historie var og er præget af troen på Gud Jahve, hvis bud, hvilket vil
sige Moseloven, var blevet overtrådt, hvorfor jødefolket måtte leve i eksil,
blandt andet i Ægypten og Babylon. Men Moses førte som bekendt eksil-jøderne
fra Ægypten til landet, der flød med mælk og honning, hvilket vil sige
Palæstina, af de jødiske indvandrere kaldet Israel. Men med budskabet og læren
om arvesynden og synden og frelsen ved troen på Jesus Kristus, Guds enbårne
søn, rejste Simon Peter og Paulus hver for sig århundreder senere til Rom, hvor
de måtte opleve at blive taget til fange og i lighed med Jesus endte med at
blive korsfæstet. Vejen til frelsen og opstandelsen blev derfor et Via
Dolorosa, lidelsens og smertens vej til dommedagen, hvor de troende, hvad enten
de var i live eller hensovede, det vil sige døde, blev frelst til et evigt liv
i Guds rige og de ikke-troende ville være fordømt til et evigt liv i helvedes
flammende svovlsøer. Den lære var der indflydelsesrige personer i Rom, der
forstod at benytte sig af til efterhånden at opnå magt over store dele af den
lidende menneskehed. På den måde blev kristendommen som frelsen fra lidelsens
religion til og institueret, først og fremmest i form af katolicismen og senere
også som protestantismen og med hvad deraf fulgte op gennem århundrerne.
Konklusionen
eller svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der med Jesus er tale om virkelighed
eller myte, må kort sagt altså lyde, at der er tale om både virkelighed og
myte. Om virkelighed, fordi der er grunde til at mene at Jesus har været en
virkelig historisk person, og om myte, fordi mytologien omkring Jesus som
frelseren Kristus først og fremmest er skabt af urmenigheden i Jerusalem og
videreført og konsolideret især af kirkefædrene i Rom.
Specielt
interesserede læsere kan henvises til at læse min afhandling Introduktion
til: JESUS menneskesønnen I og JESUS menneskesønnen II , skrevet i 2002,
eller i bogform ”JESUS søn af mennesket”, udgivet på Forlaget
Scientia Intuitiva 2012.
Således lykkedes
det på trods af det svære og udfordrende emne, at nå til vejs ende, i hvert
fald i denne omgang. Det vigtigste for os hver især er og vil fortsat være, at
tænke med omtanke og måske især tænke sin livs- og verdensanskuelse om, så vi
forhåbentlig vil kunne befri os for ”pubben” og svinge os op i tankesfærens
umådelige højder. (Se her evt. artiklen 4.132. Livet som en ''puppe ”-tilværelse)
Copyright november 2018 Harry Rasmussen
PS. De notetal,
der forekommer i nogle af citaterne fra mine artikler, vil kun kunne læses ved
at klikke ind på de pågældende artikler.
******************