Kosmologiske
lektioner
(Fortsat fra lektion 14)
1. Instinktenergien
Den første grundenergi i den seksleddede række
af grundenergier, er i henhold til Martinus instinktenergien,
som i sin neutrale, objektive og dermed principielle natur defineres som evnen til automatfunktion eller
selvfunktion, idet dens centrale, funktionelle tendens er dannelsen af
netop automatfunktioner. Herved
forstås funktioner, der foregår uafhængigt af bevidst koordinering eller
viljesindsats. I sin egenskab af specielt sanseevne
for Jeget, viser instinktenergien sig primært som evnen til at ane, altså som anelsesevne, hvorved forstås
formidlingen af anelsesoplevelser uden præcis forståelse og detaljeret,
nuanceret erkendelse. I sin helt elementære form indskrænker anelsesoplevelsen
sig til kun at omfatte en uklar, drømmeagtig, fjern og uspecificeret
fornemmelse af livsoplevelsens to mest grundlæggende generalkontraster, som
kendes under begreberne behag og ubehag. Disse to grundformer for
anelsesbevidsthed gør sig i øvrigt især gældende for plantevæsenernes
vedkommende, der jo – som vi tidligere har berørt – er repræsentanter for
levende væsener på principielt fuldstændig lige fod med alle de øvrige
tilværelsesplaners eller naturrigers levende væsener. Alle er i henhold til
Martinus i en vis forstand ’mennesker’ på forskellige udviklings- og
oplevelsestrin og fremtræder derfor i de ofte vidt forskellige og rigt
varierede og nuancerede former for bevidstheds- og organismestrukturer, som
Martinus betegner som ”kosmiske håndværk” (Martinus: Logik, 27. kap.).
Men instinktenergien har også en anden og nok
så vigtig funktion at forvalte, idet den er bærer af og befordrer det levende
væsens religiøse sans, som blandt andet
giver sig udtryk i en (instinktiv) fornemmelse af og eventuelt overbevisning om
en guddoms eller guders og andre åndelige væseners eksistens. Dette gælder især
for det primitive, kosmisk bevidstløse og intellektuelt uformuende menneske, på
hvis følelsesliv instinktenergien udøver en stor og afgørende indflydelse,
specielt ved at formidle den religiøse anelsesbevidsthed. Dette gælder til en
vis grad også for dyrets, og naturligvis især for de højerestående dyrs
vedkommende, hvis religiøse instinkt i henhold til de kosmiske analyser giver
sig udtryk specielt i dyrets dødsangtskrig,
hvilket vi skal vende tilbage til i anden sammenhæng.
I sin egenskab af manifestationsevne for Jeget betragtet, ytrer instinktenergien sig
som en evne til at etablere, opretholde og befordre enhver form for
automatfunktioner, psykiske som fysiske, af hvilken grund den også indgår som
hovedbestanddel af de stabile kraftcentrer, Martinus betegner som ”talentkerner”, der, som det især senere vil fremgå af
lektionerne 64 – 66: Talentkerneprincippet, udgør overordentlig vigtige
faktorer for det levende væsens psyko-fysiske organisme og hele livsudfoldelse.
Instinktenergiens betydning turde i øvrigt fremgå af, at den blandt andet er ansvarlig
for alt, hvad der kommer ind under automatiske organ- og organismefunktioner,
lige som den stort set svarer for alt, hvad der kommer ind under begreberne
reflekser, vækstbevægelser, vaner, rutiner, virtuositet, traditioner,
ceremonier, flokmentalitet, nationalisme, autoritetstro – herunder ikke mindst
troen på og tilliden til de religiøse autoriteter – og meget andet og mere.
Instinktenergiens kosmiske karakteristik er
kortest sagt den, at den altid ytrer sig som det automatiske og dermed ureflekterede
moment ved alle former for manifestationer, bevægelsesmanifestationer eller
adfærdsmønstre, som enkeltvis eller tilsammen repræsenterer et eller flere
individers handlingsliv.
Instinktenergiens eller –evnens indflydelse på
og betydning for det af eller i naturen befordrede ’adfærdsmønster’, burde
næsten være selvindlysende for ethvert nogenlunde velorienteret menneske. Men
for fuldstændighedens skyld skal her kort nævnes nogle eksempler på automatisk
regulerede naturprocesser, som f.eks. elementarpartiklernes mikrokosmiske og
himmellegemernes makrokosmiske automatbevægelser. Desuden planters, dyrs,
herunder menneskers, fugles og insekters biologiske og fysiologiske processer,
samt de pågældende arters og individers evne til at fungere og være i overensstemmelse
med de særlige love, som gælder for deres respektive og kosmisk set
midlertidige udviklingstrin.
2. Tyngdeenergien
Den anden kosmiske grundenergi, tyngdeenergien, kan hvad selve navnet
angår, umiddelbart bidrage til at skabe lidt forvirring eller misforståelse,
idet navnet forståeligt nok måske straks leder tanken hen på begrebet
tyngdekraften. Til den sidstnævnte har begrebet tyngdeenergien som sådan dog
kun indirekte relation, idet det nemlig specielt er denne grundenergi, der er
ansvarlig for materieegenskaben ’masse’, som i praksis registreres som vægt
eller tyngde, i al fald her på jorden. Men begrebet tyngdeenergien defineres i
sin neutrale, objektive og principielle natur som evnen til ekspansion (udvidelse) og destruktion (nedbrydning), hvilke
egenskaber især er baggrunden for, at Martinus – med et vist forbehold –
karakteriserer den som udtryk for tilværelsens dræbende princip. Situationen er kort den, at overalt, hvor
tyngdeenergien er dominerende i manifesterede grundenergikombinationer
(stambevægelser), virker disse destruerende og dermed i princippet dræbende på
alt, hvad de måtte komme i berøring med. I bevidsthedslivet tegner
tyngdeenergien sig for alt, hvad der kommer ind under begreber som vrede, had,
hævnfølelse, jalousi, hidsighed, intolerance mm. Forbeholdet gælder, at
tyngdeenergien som nævnt også har ’positive’ egenskaber, idet den samtidig
udgør den dynamiske kraft i enhver form for manifestation og præstation, og den
er i begge tilfælde en absolut nødvendig og uundværlig faktor i livet.
3. Følelsesenergien
I direkte modsætning til tyngdeenergien må den
tredie grundenergi, følelsesenergien, i
sin neutrale, objektive og principielle natur defineres som evnen til kontraktion (sammentrækning) og
konstruktion (opbygning), hvorfor Martinus – med et vist forbehold - også
karakteriserer den som udtryk for det
livgivende princip. Forholdet er nemlig det, at overalt, hvor
følelsesenergien er dominerende i de manifesterede grundenergikombinationer,
virker den tilbageholdende (hæmmende) og bindende på tyngdeenergiens
destruerende og dræbende tendens, hvilket i bedste fald bevirker, at de
pågældende grundenergikombinationer (stambevægelser) ikke indvirker direkte
destruktivt eller dræbende på omgivelserne. Det kan de til gengæld mere eller
mindre direkte gøre, hvor følelsesenergien ikke i tilstrækkelig grad er i stand
til at ’hæmme’ eller ’binde’ tyngdenergien. Men desuden kan følelsesenergien
være så dominerende i bevidstheden, at den så at sige lukker individet passivt
inde i sig selv, f.eks. i selvmedlidenhed og selvopgivelse. Det er en del af
baggrunden for, at Martinus kun med forbehold karakteriserer følelsesenergien
som livgivende. Det samme er tilsvarende tilfældet med tyngdeenergien, der som
nævnt også kun med forbehold kan karakteriseres som dræbende, specielt fordi
den netop i kraft af sin særlige natur er tildelt rollen som den ene af de to
kontraaktive hovedkomponenter i det levende væsens såkaldte psykiske kraftfelt, som udgøres af et samspil mellem
tyngdeenergien og følelsesenergien.
© 2014 Harry Rasmussen.
(Fortsættes)
Lektion 16: Det
psykiske kraftfelt: P-kraftfeltet