Kosmologiske
lektioner
Lektion 44: Introduktion til
”DET SEKSUELLE POLPRINCIP”
- om de to komplementære seksuelle ’poler’
(Fortsat
fra Lektion 43)
En absolut
hovedfaktor i Martinus' billede af verden er Gud eller Guddommen, som kortest
defineres som den første og i sig selv årsagsløse årsag. Det betyder, at Gud
eller Guddommen i sig selv er uskabt og som sådan evig eller uendelig eller
uden grænser i nogen som helst forstand, altså ubegrænset i både rumlig og
tidsmæssig forstand. Guddommen er med andre ord forudsætningen for det såkaldt
skabte, hvilket netop vil sige rum og tid, eller rettere kontinuummet rum-tid,
og som sådan besidder Guddommen de tre hovedattributter: Almægtig, alvis og
alkærlig. Der er i henhold til Martinus imidlertid også tre andre
hovedfaktorer, der karakteriserer Guddommen, nemlig at denne udgør en skaber
med en evne til at skabe eller frembringe et noget, vel at mærke ikke ud af sig
selv men i sit eget evige og uendelige væsen. Som skaber besidder Gud et selv
eller et jeg og en dertil knyttet evne til at skabe og opleve, dvs. en skabe-
og oplevelsesevne, og som noget skabt eller manifesteret: en organisme, det
sidstnævnte i form af det psyko-fysiske verdensalt, hvorigennem Guddommen
manifesterer sig og oplever sin egen tilværelse.
Det er altså
Martinus' geniale iagttagelse, at Guddommen i virkeligheden er udtryk for tre principper
i ét eller et såkaldt tre-enigt princip, nemlig som et jeg, en skabe- og
oplevelses- evne, og en psykofysisk organisme. En treenig Gud kendes også i den
patriarkalske kristendom, men defineres deri som Faderen, Sønnen og
Helligånden. Den næste geniale konstatering fra Martinus' side er den, at det
levende væsen, herunder mennesket, er "skabt i Guds billede og ligner
'ham'", nemlig primært i sin egenskab af et jeg, en skabe- og
oplevelsesevne og en psykofysisk organisme. Altså er 'gudeafkommet' ligeledes
udtryk for et tre-enigt princip.
Dette forhold er i henhold til
Martinus i realiteten udtryk for et af de 8 væsentlige hovedskabeprincipper,
der ligger til grund for al skabelse eller manifestation, nemlig
"livsenhedsprincippet". Dette princip ligger desuden til grund for
det levende væsens personlige individualitet og dets personlige jeg-følelse
eller jeg-fornemmelse, ikke at forveksle med egocentricitet. Samme princip har
desuden et variant-princip, kaldet "stofenhedsprincippet", som kort
og godt indebærer at stoffet eller materien, hvad enten denne er åndelig eller
fysisk, altid vil være opbygget af stadig mindre enheder nærmest i det
uendelige. I den forstand udgør hvert eneste levende væsen samtidigt en slags
guddom i miniformat. At det såkaldt uendelige overhovedet kan gøres endeligt
eller opleves som sådant, skyldes i hovedsagen
"perspektivprincippet", som netop afgrænser perspektivet opad i
makrokosmos og nedad i mikrokosmos. "Perspektivprincippet" er -
sammen med "kontrastprincippet" - med andre ord betingelsen og
forudsætningen for, at det levende væsen (jeget) i det hele taget er i stand
til at kunne opfatte størrelser og proportioner.
Men et nok så vigtigt
og væsentligt skabeprincip er det guddommelige skabeprincip, af Martinus
også kaldet det seksuelle polprincip, idet det bl.a. også forholder sig sådan, at
Guddommen og det levende væsen (sidstnævnte også kaldet "gudesønnen",
et udtryk der refererer til begge køn, jævnfør f.eks. med lignelsen om
den fortabte søn), eksisterer i hinandens billede ("skabt i Guds billede
efter hans lignelse"). Det blev desuden også nævnt, at Guddommen samtidigt
udgør højeste eller øverste instans i et kosmisk-organisk forhold, der har
karakter af et forældre-barn forhold, idet Gud udgør den primære og højeste
repræsentant for forældre- og beskyttelsesprincippet.
Vi blev også gjort
bekendt med, at dette princip udgør en variant af verdensgenløsningsprincippet,
der i praksis blandt andet tilkendegiver sig i form af den guddommelige suggestion,
som er den 'hånd', Gud har rakt ud i form af såkaldte verdensgenløsere (f.eks.
Moses, Buddha, Jesus, Muhammed, og disses præster og missionærer), for at føre
og vejlede individerne gennem visse stadier i den kosmiske involutions- og
evolutionsproces, hvor væsenerne ikke selv har evne til at opleve det virkelige
livs store eventyr. Det 'eventyr', hvori Gud 'taler' og 'kommunikerer' med
hvert enkelt levende væsen i form af det daglige livs fænomener, vilkår,
hændelser og forhold.
Vedr. "Guds tale
til gudesønnen": Se bl.a. LB II, stk. 489-90. LB V, stk. 1671. LB IV, stk. 2088-2130. Logik, kap. 59. – Jf. evt. med artiklen Guds sprog her på hjemmesiden.
Religionerne, der er følelsens
og troens udtryk, er derfor i det evige forældre-barn forhold udtryk for den
guddommelige "Moder", mens videnskaben i det samme forhold er udtryk
for den guddommelige "Fader". Som det indirekte ses heraf, er
"Fader- og Moderprincippet" i virkeligheden ét, idet Gud i sig selv
udgør en forening af disse to principper. Gud er derfor på samme tid både de
levende væseners evige Fader og evige Moder. Man burde derfor i bønnen rettelig
tiltale Gud med ordene "evige Fader-Moder, Gud!"
Det guddommelige Fader-princip
er udtryk for Guddommens højeste instans, Jeget, lige som det guddommelige
Moder-princip et udtryk for "Moderenergien" dvs.
"overbevidstheden", medens "det skabte" eller
"underbevidsthedsregionen" med det psykiske kraftfelt og dermed al
livsoplevelse, er udtryk for "afkommet" eller "barnet".
Som det i hvert fald
indirekte vil være fremgået af det netop sagte, er Guds 'dobbelt-position' som
evig Fader-Moder, udtryk for et kønsligt forhold, dvs. et forhold mellem det
maskuline (fader) princip og det feminine (moder) princip. Gud repræsenterer
altså samtidigt begge køn. Begrebet "køn" hedder på latin sexus, som
betyder køn eller kønslig. Deraf udtrykkene seksual, seksuel.
Eftersom principperne
"maskulin", af latin masculinus, af mas: væsen af hankøn, og
"feminin", af latin femininum, af femina: væsen af hunkøn, i en vis
forstand er principielle om end komplementære modsætninger og dermed 'modpoler'
i det indbyrdes forhold, kan dette derfor betegnes som "det seksuelle
polprincip". Hvilket netop er, hvad Martinus gør. Men hermed er sagen
langt fra afgjort, for den viser sig nemlig ved nærmere eftersyn at være meget
omfattende og kompliceret, samtidigt med at det seksuelle emne fra en vis -
begrænset - synsvinkel anses for at være delikat og provokerende.
Vedr. opfattelsen af
religionerne som udtryk for det guddommelige moderprincip og videnskaberne som
udtryk for det guddommelige faderprincip, skal det her nævnes, at denne
sammenligning ikke er foretaget direkte af Martinus selv, men den fremgår efter
min mening implicit af hans syn på sagen. Udtrykket "Fader-Moder" om
Gud er heller ikke brugt af Martinus selv, men derimod af hans mangeårige nære
medarbejder Mogens Møller (1914-1980). Men også i det tilfælde er tolkningen
implicit i overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af Gud.
Det sidstnævnte
hænger især sammen med, at seksuallivet primært vedrører det levende væsens, og
måske særligt menneskets, mest intime sfære, og med, at menneskets seksuelle
udfoldelse helt op til vor egen tid ofte har været omgivet af tabuer og forbud.
Men hvorfor nu det, kunne man her spørge? Jo, formodentlig fordi interessen og
aktiviteten omkring netop den seksuelle side af livet gennem hele
menneskehedens historie har haft en slags førsteprioritet, og denne interesse
er blevet mødt med modvilje og moralske restriktioner i puritansk religiøse og
borgerlige kredse og samfund, måske særlig i totalitære samfund. Et forhold,
der også har gjort og stadig gør sig gældende i såkaldte socialistiske eller kommunistiske
samfund, som tilfældet f.eks. var i det tidligere Sovjetunionen og efter en del
at dømme stadigvæk blandt andet er i det kommunistiske Kina, i al fald
officielt.
Denne
interessemæssige førsteprioritet for det seksuelle, hænger for menneskets vedkommende
givetvis sammen med dets grundlæggende situation som bevidst eller måske
snarere selvbevidst væsen. Derudover beror det naturligvis først og fremmest
på, at det drejer sig om en primær drift, kønsdriften, hvis funktion er
afhængig af kønskirtlernes hormonproduktion, men som tillige er stærkt psykisk
betinget. Kønsdriften er i reglen rettet mod det modsatte køn, med det formål
gennem samleje eller parring at avle nye individer og dermed sikre artens eller
slægtens beståen.
Kønsdriften kan dog også
have såkaldt anormal retning, så der opstår seksuelle afvigelser, især hos
mennesket, som f.eks. homoseksualitet, sadisme, masochisme, sodomi, pædofili og
nekrofili. Hos dyr er kønsdriften normalt kun virksom i bestemte
brunstperioder, som da totalt dominerer dyrets adfærd. Menneskets kønsdrift er
derimod normalt aktiv hele året rundt, og den seksuelle interesse og udfoldelse
drejer sig i mange tilfælde ikke længere kun om artens eller slægtens
videreførelse, men i nok så høj grad om selve samlejet og den stærkt attråede
seksuelle udløsning eller orgasme. Denne betyder normalt både fysisk og psykisk
afspænding, men er samtidig enestående ved, at den giver individet den
formentlig højeste form for fysisk og psykisk behags- og lystfølelse, der kan
grænse til det ekstatiske.
Interessen for at få adgang til
samleje og til at opnå seksuel udløsning eller orgasme, uden at dette
nødvendigvis skulle resultere i befrugtning og graviditet, må have været stor og
markant allerede tidligt i menneskets historie, hvilket eksempelvis Moselovene
med deres strenge påbud og forbud, kan tages som udtryk for. De kristne
kirkefædre, så vel som katolicismen og protestantismen, overtog i øvrigt
jødedommens restriktive holdning til seksualiteten, og særlig gennem
inkvisitionens opgør med hedenskabets heksetro og trolddomskunst, finder man et
stærkt islæt af frygten for seksualismen. Det samme er tilfældet inden for
islam, og man kan kort sige, at dette faktisk gælder indenfor alle
patriarkalske kulturer op gennem tiden.
Særlig i den tidlige og
middelalderlige kristendom, blev seksualiteten anset for at være djævelens
værk, der havde som formål at forføre menneskene til at sætte sig op imod Gud. Det
kan bl.a. ses af, at "slangen" i den ældgamle myte om Adam og Eva er
identificeret med "djævelen", og "syndefaldet" og
"syndsbevidstheden" tolkes, som om det drejer sig om skammen over den
nøgenhed, der afslører mandens og kvindens seksualorganer, underforstået deres
seksualitet.
Vedr. begreberne
"Slangen" = Djævelen, Adam, Eva og "syndefaldet", se 1.
Mosebog, 2.-3. kap. Myten om Slangen, Djævelen eller Satan, Adam og Eva og
syndefaldet er udførligt behandlet af Martinus, bl.a. kortfattet i bogen Logik,
kap. 68-70. - Emnet er også behandlet af Per Bruus-Jensen, særlig i bogen "Eksistens
og udødelighed.", bd.2, fjerde afsnit, og i bogen "Slangens
død". Forlaget Nordisk Impuls 1987. Emnet er som formentlig bekendt
desuden behandlet af en del forfattere i tidens løb. Som eksempler herpå kan
nævnes Édouard Schuré: De Store Indviede. Et indblik i religionernes
hemmelige historie. Oversat efter Les Grands Initiés af Johannes
Hohlenberg. Forlaget Kronos. København 1948. - Elaine Pagels: Adam, Eva og
Slangen. Moral og seksualitet. Oversat af Lene Sjørup. Forlaget Hekla 1989.
Vedr. Martinus’ tolkning af Bibelens mytologi, se evt. også de indledende
kapitler i JESUS MENNESKESØNNEN II her på hjemmesiden.
Der fandtes dog i
oldtiden samfund, som f.eks. det klassiske græske, hvor seksualiteten ligefrem
blev betragtet og dyrket som et sakramente, dvs. som et helligt mysterium, der
under sin udførelse: samlejet og især orgasmens ekstase, formodedes at bringe
deltagerne i direkte kontakt med det guddommelige. Denne opfattelse af
seksualiteten som en hellig handling, afspejler sig også i klassisk græsk
mytologi og filosofi, hvori begrebet "Eros", af græsk eros:
kærlighed, betyder den magt eller kraft, der bragte orden og samhørighed i
"Khaos", af græsk chaos: gab, svælg, i græsk mytologi det gabende
'rum' eller 'dyb', hvoraf verden skabtes. Ordet betyder endvidere uorden,
forvirring, planløshed.
Vedr. opfattelsen af
seksualiteten som sakramente, se f.eks.: Gordon Rattray Taylor: Sex
historisk set. Oversat af Mogens Boisen. Hans Reitzels Forlag. København
1958.
Temaet om
"Eros" er særligt behandlet i Platons skrift Symposion, hvori
forskellige lærde mennesker er forsamlet til et drikkegilde, og herunder får
hver af deltagerne lejlighed til at fremsætte sit syn på den magt og kraft, der
bragte - eller bringer - orden og samhørighed i verden. Det er især den tale,
komedieskriveren Aristophanes (445-385 f.Kr.) holder for forsamlingen,
der har interesse i denne sammenhæng, idet den på flere måder foregriber den
opfattelse af "det seksuelle polprincip", som Martinus har fremlagt i
form af nogle - i ordets bedste mening - fantastiske og vel nærmest geniale
analyser. Aristophanes' tale skal vi vende tilbage til i næste lektion.
Det skal allerede her
indskydes og nævnes, at det er en af Martinus’ store fortjenester, at han har
peget på og gennemanalyseret seksualiteten som en kraft eller energi, der –
foruden at være den basale og universale kraft, der styrer verdensaltet - også
tjener et andet formål ud over at stå i forplantningens tjeneste. Nemlig det
formål, at være individets ’kanal eller ’adgangsvej’ til oplevelsen af det
guddommelige alvæsen, Gud. En direkte eller indirekte oplevelse, som forekommer,
uanset om individet er bevidst om den virkelige sammenhæng eller ej.
Det hænger blandt
andet sammen med, at Martinus opdeler seksualitet i to hovedkategorier eller
former: 1. den emotionelle seksualisme, som i hovedsagen opleves af enkeltpolede
individer, og 2. den intellektuelle seksualisme, som i sin
avancerede form kun kan opleves af dobbeltpolede individer. Til primær
grund for Martinus’ betragtninger over seksualiteten, ligger den opfattelse at
kærlighed og seksualisme er to sider af samme sag, nemlig i begge tilfælde som
kilder til den af restriktiv puritanisme så forkætrede nydelse eller i nogle
tilfælde nærmest ekstatiske henrykkelse. Dette vil især komme til at fremgå af
det senere afsnit om emotionel og intellektuel seksualisme.
© 2014 Harry Rasmussen.
(Fortsættes)