Tanker til eftertanke

Tanker til eftertanke

Under denne overskrift og rubrik vil jeg i den følgende tid og med visse mellemrum fremsætte forskellige uprætentiøse tanker og betragtninger, som interesserede læsere efter lyst, ønske og behag selv kan tænke igennem og forholde sig til, og måske på den måde komme til erkendelse af, hvor hver enkelt selv står i sammenhængen. For at undgå den polemik, der erfaringsmæssigt nemt opstår, når meninger brydes for og imod, har jeg valgt at undgå åben dialog. Enhver, der læser disse linjer, har sin frie ret til enten at være enig eller uenig med mig.

1. Tvivl og sandhed

Tvivlen er sandhedssøgerens følgesvend i forsøget på at fatte, begribe og forstå livet, verden og tilværelsen. Videbegærlighed er ophav til alle spørgsmål, mens tvivlen sammen med skepsis er garantien for, at man ikke antager noget for givet eller sandt, før det er bevist. Bevist er noget, når det er blevet bekræftet af erfaringen eller virkeligheden. Her kommer tvivlen atter ind, for hvad er virkelighed?

Den helt grundlæggende tvivl må være, om det er mennesket givet, at besidde evne til at kunne fatte, begribe og forstå virkeligheden, hvad den så end måtte vise sig at være? – Man bør indledningsvis nok gøre sig klart, at intellektet, tanken, fungerer diskursivt, dvs. gennem logisk slutning fra led til led, og dualistisk, dvs. tænkning i tilsyneladende uforenelige modsætninger. Endelig kan tanken også fungere dialektisk, dvs. en tankegang som teoretisk og filosofisk set bevæger sig gennem tre led: Tese, antitese og syntese.

Efter mange års studium og bekendtskab med Martinus’ verdensbillede og med den bevægelse, der er opstået omkring dette, er det min erfaring, at ret så mange mennesker forholder sig troende og fundamentalistisk – og nogle ligefrem ”frelste” – til de kosmiske analyser og facitter, der danner grundlaget for samme verdensbillede. Tænk, hvis man overførte den samme holdning i forholdet til naturvidenskaben, hvor ville vi så ende henne? -

Det er i hvert fald efter min opfattelse vigtigt, at dyrke og bevare den frie tanke og meningsdannelse, og dermed også retten til både det frie studium og ytringsfriheden, uanset hvilket emne, det end drejer sig om, det være sig filosofisk, religiøst eller politisk. Dette indebærer i sin konsekvens, at man bliver nødt til principielt at modvirke de kræfter, der vil undertrykke åndsfriheden og dermed den frie tanke og ytring.

Selv er jeg lidt af en tvivler, ikke for tvivlens egen skyld, men fordi jeg lejlighedsvis føler mig usikker på, om det jeg mener at vide, nu også er i utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med det, der kan og skal forstås som sandhed eller virkelighed. Det kan vel i øvrigt uden videre begrundelse fastslås, at begreberne virkelighed og sandhed er identiske eller kongruente. Man kan i alt fald antage, at de er det – formentlig uden at komme i konflikt med sandheden eller virkeligheden.

Lejlighedsvis kan jeg eksempelvis godt komme i tvivl om, hvorvidt Martinus’ verdensbillede, hvor forunderligt og logisk opbygget det end forekommer at være, nu også er i utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med virkeligheden, altså om det er et sandt udtryk for denne. Selv postulerer Martinus jo, at hans universale eller såkaldte kosmiske analyser og disses samlede konklusion i form af et storslået verdensbillede, er i overensstemmelse med i hvert fald en væsentlig del af det, der kan og skal forstås som virkeligheden. Den virkelighed postulerer Martinus at have fået adgang til oplevelsen af via sin veludviklede intuition, en usædvanlig evne til umiddelbar oplevelse, anskuelse og erkendelse af en større helhed og dybere sammenhæng i tilværelsens brogede mangfoldighed.

Men det må jo være og forblive et postulat, dels at intuitionen giver adgang til den basale virkelighed, og dels, at Martinus’ kosmiske analyser er fuldgyldige udtryk for denne virkelighed, så længe man ikke selv besidder en duelig evne til – intuitivt og intellektuelt - utvetydigt at opleve og erkende den virkelighed, der angiveligt ligger til grund for det nævnte verdensbillede.

Min konklusion på de ovenfor fremførte betragtninger, må foreløbig blive, at jeg ikke er en troende tilhænger af Martinus og hans livsværk, men derimod end så længe en tvivlende, skeptisk og sandhedssøgende tilhænger. Men dog en tilhænger, som nærer håbet om, at min personlige erkendelse med tiden vil fortælle mig, at Martinus’ forunderlige og storslåede verdensbillede er et fuldgyldigt udtryk for virkeligheden eller sandheden om livet, verden og tilværelsen. Den dag, det sker, vil der blive stor og jublende glæde i det lille hjem.

****************