Stjernehimlen har
altid fyldt åbne og tænksomme mennesker med undren og ærefrygt. Det gjaldt også
den store tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), som i sin afhandling: Kritik
der praktischen Vernunft, 1797, bl.a. skriver følgende:
”To ting fylder
sindet med altid ny og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og mere
indgående eftertanken beskæftiger sig med dem: Stjernehimlen over mig og den
moralske lov i mig. - - - Begge ser jeg for mig og sammenknytter dem
umiddelbart med bevidstheden om min egen eksistens. Den første begynder med det
sted, som jeg indtager i den ydre sanseverden, og udvider den sammenhæng, i
hvilken jeg står, i det uoverskuelige med verdener over verdener og systemer af
systemer - - - Den anden begynder med mit usynlige selv, min personlighed, og
fremstiller mig i en verden, som har sand uendelighed, men bare kan spores af
forstanden, og med hvilken - - jeg føler mig i en almindelig og nødvendig
sammenhæng - - ikke som der bare i en tilfældig. Det første syn af en talløs
verdensmangfoldighed tilintetgør ligesom min vigtighed som dyrisk skabning, som
må give tilbage til jorden (et blot punkt i verdensaltet) den materie af
hvilken den blev til, efter at den en kort tid (man ved ikke hvorledes) har
været i besiddelse af livskraft. Det andet syn derimod hæver min værdi som
intelligens uendelig gennem min personlighed, i hvilken den moralske lov
åbenbarer for mig et liv, som er uafhængig af al dyriskhed og endog af den hele
sanseverden, i det mindste så meget, som det lader sig slutte af den
hensigtsmæssige bestemmelse af min tilværelse gennem denne lov, som ikke er
indskrænket til dette livs betingelser og grænser, men går i det uendelige.”
****************