5. En ny verdensepoke

Det er ifølge Martinus hovedopgaven for den ny verdensimpuls, at føre menneskene frem til selv at kunne gøre de iagttagelser og erfaringer, der giver individet indsigt og visdom, så at det bliver i stand til at få religiøs inspiration af dagliglivets foreteelser og begivenheder, herunder af naturens liv. Derved bliver livet selv den store læremester, skole og kirke for dén, der ikke længere kun kan få åndelig inspiration fra religiøse autoriteter og hellige bøger, og som heller ikke kan affinde sig med naturvidenskabens materialistiske og ateistiske livs- og verdensopfattelse. Dermed indvarsler den ny verdensimpuls en helt ny verdensepoke, som primært vil være præget af, at retten er blevet til magten, i modsætning til, hvad der var tilfældet i den gamle verdensepoke, hvor magten var lig med retten.

Men inden udviklingen når så langt, befinder menneskeheden sig altså i et spændingsfelt mellem de nævnte to verdensepoker, eller som Martinus siger om det jordiske menneske: "Det er en såret flygtning mellem to riger". Nemlig dels fordi mennesket ikke længere helt tilhører dyreriget, hvor moralen lyder, at ”enhver er sig selv nærmest”, og dels fordi det endnu ikke helt tilhører det rigtige menneskerige, hvor moralen er, at ”enhver er sin næste nærmest”. Det er dette spændingsfelt, der er udtrykt ved begreber som "de sidste tider" og "dommedag", udtryk, som altså står for en ny verdensepokes forudgående fødselsveer, som er forløbere og bebudere af "den store fødsel" til "kosmisk bevidsthed" eller "Kristus-bevidsthed". (Læs mere herom i artiklen 2.10. ”Dommedag!” II – om Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”).

© oktober 2012 Harry Rasmussen.

****************