11. En ny bevidsthed og et nyt livssyn

 

Vi skal historisk set omkring fire århundreder tilbage i tiden, for at konstatere en ny livs- og verdensanskuelses begyndelse i og med astronomen Nicolaus Kopernikus’ opdagelse af, at det ikke er solen, der bevæger sig omkring jorden, men omvendt jorden, der kredser om solen. Den opdagelse betød et afgørende brud med den hidtidige kanoniserede opfattelse af, at jorden stod stille midt i universet med solen, planeterne, månen og alle stjernerne kredsende omkring sig. Den opfattelse skyldtes astronomen Ptolemæus, som selv havde gjort op med den bibelske opfattelse af jorden som en vældig flade med en afgrund til alle sider, og med himmelkuplen hvælvende hen over sig fra horisont til horisont. Man meget naivt forestillede sig et verdensrum fyldt med vand, som på et tidspunkt var blevet skilt ved, at himmelhvælvingen delte vandet, hvorved vandet trængtes ud til siderne, så at jordfladen dels kom til syne, og dels fandtes uden for hvælvingen. På dennes underside var stjernerne ophængt, lige som der var sluser i hvælvingen, som kunne åbnes så at vandet faldt ned på jorden som regn.

 

Men meget er jo sket siden Ptolemæus og Kopernikus, og ikke at forglemme Galileo Galilei (1564-1642). Sidstnævnte betegnes som naturvidenskabens fædrene ophav, ikke mindst på grund af sin opfattelse af sansekvaliteternes og bevægelsens relativitet. Begrebet og fænomenet relativitet blev senere yderligere udbygget gennem de overvejelser og beregninger under betegnelserne den almindelige relativitetsteori og den specielle relativitetsteori, som skyldtes den teoretiske fysiker Albert Einstein (1879-1955). I henhold til Martinus fungerer perspektivprincippet oplevelsesmæssigt set principielt på samme måde som tilfældet er for de fysiske sansers vedkommende, men med den forskel, at der er tale om åndelig sansning eller opfattelse, som dog delvis baserer sig på de fysiske sansers funktioner. I dette tilfælde fremhæver Martinus, at iagttageren oplever og opfatter både sig selv og sin omverden på basis af, hvad han betegner som et kosmisk udsigtspunkt. Ved dette forstår han den kosmisk set udviklingsbestemte eller udviklingsbetingede position et individ bevidsthedsmæssigt eller åndeligt indtager som følge af sin aktuelle position i forhold til spiralkredsløbsafsnittets indviklings- og udviklingsbue. (Se f.eks. artiklerne 2.15. Den eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen, og 2.16. Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen).

 

Hvad angår den form for illusioner, der skyldes de fysiske sansers funktionsmåde og naturlige begrænsninger, kan nævnes nogle ret nærliggende og umiddelbart troværdige eksempler, som de fleste nok vil kende til. Det er således tilfældet, når vi f.eks. ser, og derfor tror og mener, at Jorden er flad og ubevægelig, og at Solen hver dag står op i øst og bevæger sig hen over himmelbuen, for at gå ned i vest. Det er altså, hvad vi med vor synssans normalt og umiddelbart er i stand til at se, et forhold, som især dannede basis for ældre tiders opfattelse af verdensbilledet, men som vi altså også umiddelbart ser, selvom vi senere har gjort nogle iagttagelser og erfaringer og har fået en viden, der fortæller os, at Jorden hverken er flad eller ubevægelig, eller at Solen hverken står op eller går ned, og heller ikke bevæger sig i forhold til Jorden, bortset fra dennes egenrotation, som vi i øvrigt ikke umiddelbart er i stand til at se eller iagttage. Vi sanser kun egenrotationen i form af døgnkredsløbet. Vor viden fortæller os derimod, at Jorden er rund og at den bevæger sig i en bane eller et gentaget kredsløb rundt om den mange gange større solkugle, der bl.a. betinger årstidernes rytmiske skiften og en del andre forhold, og som kun ser relativt lille ud på grund af afstanden til den.

 

Vi ved også, at Solens tilsyneladende bevægelse hen over himmelbuen fremkommer ved, at Jorden drejer sig om sin egen akse, i øvrigt med en overraskende hastighed af ca. 2 000 km i timen. Vi ved desuden, at Solen er centrum og kraft- og energikilde i et system af 9 planeter, hvoraf Jorden er den ene, som kredser rundt om Solen i hver deres bane og med hver deres hastighed, Jorden med en hastighed af godt 100 000 km i timen, hvilket svarer til en gennemsnitshastighed af ca. 30 km/sek. Vi sanser kun jordens kredsløb omkring solen i form af årstiderne. Vi ved ydermere, at solsystemet kun er ét system blandt utallige i det endnu større stjerne- eller galaksesystem, der kaldes mælkevejssystemet. Dernæst ved vi, at solsystemet med en hastighed på godt 750 000 km i timen kredser omkring et endnu vældigere omdrejningspunkt i stjernebilledet Lyren, og at ’vor’ galakse, som kun er én blandt utallige, ligeledes bevæger sig i kæmpemæssige kredsløb omkring tyngdepunkter, som det endnu ikke er lykkedes astronomerne at fastlægge præcist. (Vedr. sanseillusioner og illusioner i det hele taget, se f.eks. artiklen H1-28. Tillæg. 4. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (III))

 

Det skal tilføjes, at astronomer og astrofysikere stadig henholder sig til en viden, som går ud fra at universet er begrænset og dermed har en alder. Senest i 2004 har man fundet den hidtil fjernest beliggende galakse, som menes at ligge 13,2 mio lysår fra Jorden, og som man antager, blev dannet 470 mio år efter at universet blev til. Martinus er af den opfattelse, at universet og antallet af galakser er uendeligt, om end de sidstnævnte opstår og forgår og nye uafbrudt dannes i årmillionernes løb. (Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 16 b: Universets mælkeveje).

 

Set fra Martinus’ kosmiske udsigtspunkt er alt det ovenfor nævnte og omtalte udtryk for levende væseners manifestationer og livsoplevelse på grundlag af tilværelsens grundlæggende lovmæssigheder, de såkaldte guddommelige skabeprincipper, og de kræfter eller energier i form af 6 kosmiske grundenergier, hvormed skabeprincipperne omsættes i praksis. Vedr. de kosmiske skabeprincipper, se f.eks. artiklen 4.61. Hvad er sandhed? – Det store, fundamentale spørgsmål. – Vedr. de kosmiske grundenergier, se f.eks. artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier, H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer, og H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt.

 

© oktober 2012 Harry Rasmussen.

 

****************