11. En ny bevidsthed
og et nyt livssyn
Vi skal historisk set
omkring fire århundreder tilbage i tiden, for at konstatere en ny livs- og
verdensanskuelses begyndelse i og med astronomen Nicolaus Kopernikus’ opdagelse
af, at det ikke er solen, der bevæger sig omkring jorden, men omvendt jorden,
der kredser om solen. Den opdagelse betød et afgørende brud med den hidtidige
kanoniserede opfattelse af, at jorden stod stille midt i universet med solen,
planeterne, månen og alle stjernerne kredsende omkring sig. Den opfattelse
skyldtes astronomen Ptolemæus, som selv havde gjort op med den bibelske
opfattelse af jorden som en vældig flade med en afgrund til alle sider, og med
himmelkuplen hvælvende hen over sig fra horisont til horisont. Man meget naivt
forestillede sig et verdensrum fyldt med vand, som på et tidspunkt var blevet
skilt ved, at himmelhvælvingen delte vandet, hvorved vandet trængtes ud til
siderne, så at jordfladen dels kom til syne, og dels fandtes uden for
hvælvingen. På dennes underside var stjernerne ophængt, lige som der var sluser
i hvælvingen, som kunne åbnes så at vandet faldt ned på jorden som regn.
Men meget
er jo sket siden Ptolemæus og Kopernikus, og ikke at forglemme Galileo Galilei
(1564-1642). Sidstnævnte betegnes som naturvidenskabens fædrene ophav, ikke
mindst på grund af sin opfattelse af sansekvaliteternes og bevægelsens
relativitet. Begrebet og fænomenet relativitet blev senere yderligere udbygget
gennem de overvejelser og beregninger under betegnelserne den almindelige
relativitetsteori og den specielle relativitetsteori, som skyldtes
den teoretiske fysiker Albert Einstein (1879-1955). I henhold til Martinus
fungerer perspektivprincippet oplevelsesmæssigt set principielt på samme
måde som tilfældet er for de fysiske sansers vedkommende, men med den forskel,
at der er tale om åndelig sansning eller opfattelse, som dog delvis baserer sig
på de fysiske sansers funktioner. I dette tilfælde fremhæver Martinus, at
iagttageren oplever og opfatter både sig selv og sin omverden på basis af, hvad
han betegner som et kosmisk udsigtspunkt. Ved dette forstår han den
kosmisk set udviklingsbestemte eller udviklingsbetingede position et individ
bevidsthedsmæssigt eller åndeligt indtager som følge af sin aktuelle position i
forhold til spiralkredsløbsafsnittets indviklings- og udviklingsbue. (Se f.eks.
artiklerne 2.15. Den
eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i
indviklingsbuen, og 2.16. Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen).
Hvad angår
den form for illusioner, der skyldes de fysiske sansers funktionsmåde og
naturlige begrænsninger, kan nævnes nogle ret nærliggende og umiddelbart
troværdige eksempler, som de fleste nok vil kende til. Det er således
tilfældet, når vi f.eks. ser, og derfor tror og mener, at Jorden er flad og
ubevægelig, og at Solen hver dag står op i øst og bevæger sig hen over
himmelbuen, for at gå ned i vest. Det er altså, hvad vi med vor synssans
normalt og umiddelbart er i stand til at se, et forhold, som især
dannede basis for ældre tiders opfattelse af verdensbilledet, men som vi altså også
umiddelbart ser, selvom vi senere har gjort nogle iagttagelser og
erfaringer og har fået en viden, der fortæller os, at Jorden hverken er flad
eller ubevægelig, eller at Solen hverken står op eller går ned, og heller ikke
bevæger sig i forhold til Jorden, bortset fra dennes egenrotation, som vi i
øvrigt ikke umiddelbart er i stand til at se eller iagttage. Vi sanser kun
egenrotationen i form af døgnkredsløbet. Vor viden fortæller os derimod,
at Jorden er rund og at den bevæger sig i en bane eller et gentaget kredsløb
rundt om den mange gange større solkugle, der bl.a. betinger årstidernes
rytmiske skiften og en del andre forhold, og som kun ser relativt lille ud på
grund af afstanden til den.
Vi ved
også, at Solens tilsyneladende bevægelse hen over himmelbuen fremkommer
ved, at Jorden drejer sig om sin egen akse, i øvrigt med en overraskende
hastighed af ca. 2 000 km i timen. Vi ved desuden, at Solen er centrum
og kraft- og energikilde i et system af 9 planeter, hvoraf Jorden er den ene,
som kredser rundt om Solen i hver deres bane og med hver deres hastighed,
Jorden med en hastighed af godt 100 000 km i timen, hvilket svarer til en
gennemsnitshastighed af ca. 30 km/sek. Vi sanser kun jordens kredsløb omkring
solen i form af årstiderne. Vi ved ydermere, at solsystemet kun er ét
system blandt utallige i det endnu større stjerne- eller galaksesystem, der
kaldes mælkevejssystemet. Dernæst ved vi, at solsystemet med en
hastighed på godt 750 000 km i timen kredser omkring et endnu vældigere
omdrejningspunkt i stjernebilledet Lyren, og at ’vor’ galakse, som kun er én
blandt utallige, ligeledes bevæger sig i kæmpemæssige kredsløb omkring
tyngdepunkter, som det endnu ikke er lykkedes astronomerne at fastlægge
præcist. (Vedr. sanseillusioner og illusioner i det hele taget, se f.eks.
artiklen H1-28. Tillæg.
4. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (III))
Det skal tilføjes, at astronomer og astrofysikere stadig henholder
sig til en viden, som går ud fra at universet er begrænset og dermed har en
alder. Senest i 2004 har man fundet den hidtil fjernest beliggende galakse, som
menes at ligge 13,2 mio lysår fra Jorden, og som man antager, blev dannet 470
mio år efter at universet blev til. Martinus er af den opfattelse, at universet
og antallet af galakser er uendeligt, om end de sidstnævnte opstår og forgår og
nye uafbrudt dannes i årmillionernes løb. (Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 16 b:
Universets mælkeveje).
Set fra Martinus’ kosmiske udsigtspunkt er alt det ovenfor nævnte
og omtalte udtryk for levende væseners manifestationer og livsoplevelse på
grundlag af tilværelsens grundlæggende lovmæssigheder, de såkaldte guddommelige
skabeprincipper, og de kræfter eller energier i form af 6 kosmiske
grundenergier, hvormed skabeprincipperne omsættes i praksis. Vedr. de kosmiske
skabeprincipper, se f.eks. artiklen 4.61. Hvad
er sandhed? – Det store, fundamentale spørgsmål. – Vedr. de kosmiske
grundenergier, se f.eks. artiklerne H1-30. Jegets
evige energikilder. - om de kosmiske
grundenergier, H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer, og H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt.
© oktober 2012 Harry
Rasmussen.
****************