12. Visdomsord af H.C. Andersen
”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt,
der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte, som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke
begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres
overnaturlighed kun ved [årsags-virknings] kædens overbrydning, ved mangel på
den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori
vi selv lever.” (Citeret fra H.C. Andersens roman: Kun en Spillemand,
1837).
”I Bibelen står det udtryk: ”Gud i ånd og sandhed,” og herfra kunne
vi mest betegnende finde udtryk for den erkendelse, vi kalder følelsen af det
skønne; hvad andet er vel den, end ”ånd og sandhed”, denne åbenbarelse af Gud,
og ligesom vor egen sjæl lyser ud af øjet og i den fine bevægelse omkring vor
mund, således lyser, i det skabte, billedet frem af Gud i ånd og sandhed. Der
er harmoni-skønhed fra det mindste blad og blomst, til den store, fyldige
buket, fra vor jord selv, til de talløse kloder i himmel-rummet; så vidt som
øjet ser, så langt videnskaben når, er alt – småt og stort – skønhed ved
harmonien.
Men ser vi nu til
mennesket, for hvem vi har det højeste, det helligste udtryk ”skabt i Guds
billede”, mennesket, der formår at opfatte og optage i sig al Guds skabning, da
synes harmonien i det skabte her at være brudt. Idet vi fødes, er vi alle lige!
som skabninger står vi lige i: ”Intet ar kunne fordre som ret.” Hvor
forskelligt tildeler Gud os evner! Enkelte får så uendelig store, andre så
ringe; i hjem og forhold stiller Gud os ved fødslen, og hvor uendeligt mange af
os tildeles ikke de hårdeste kampe; vi blev der satte, der indførte;
hvor mange kunne ikke med ret sige: ”det var mig bedre, om jeg aldrig var
født!”
Menneskelivet, det
højeste her på jorden, kom altså ikke under harmoniens skønheds love! det er
utænkeligt, det er en uret, og kan således ikke finde sted.
Livets disharmoni ligger i, at vi kun ser en lille del af vor
tilværelse, nemlig den her på jorden, der må være et fortsat liv, en
udødelighed.
Det prædiker du for os,
du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor tilværelse
op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke
retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det; og
peger man os hen på den hele menneskehed, som den, hvori harmonien vil åbenbare
sig, da synker al vor stræben og virken hen til koraldyrets virksomhed;
menneskeheden bliver da kun et storheds monument for Skaberen, han viser da kun
sin herlighed, men ikke sin højeste kærlighed. Alkærlighed er ej
selvkærlighed! – Udødelighed ejer vi!”
(Citeret fra H.C.
Andersens essay Tro og videnskab (Prædiken i naturen), trykt i I
Sverrig. Rejseskildring, 1851).
****************