12. Visdomsord af H.C. Andersen                    

 

”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte, som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved [årsags-virknings] kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (Citeret fra H.C. Andersens roman: Kun en Spillemand, 1837).

 

”I Bibelen står det udtryk: ”Gud i ånd og sandhed,” og herfra kunne vi mest betegnende finde udtryk for den erkendelse, vi kalder følelsen af det skønne; hvad andet er vel den, end ”ånd og sandhed”, denne åbenbarelse af Gud, og ligesom vor egen sjæl lyser ud af øjet og i den fine bevægelse omkring vor mund, således lyser, i det skabte, billedet frem af Gud i ånd og sandhed. Der er harmoni-skønhed fra det mindste blad og blomst, til den store, fyldige buket, fra vor jord selv, til de talløse kloder i himmel-rummet; så vidt som øjet ser, så langt videnskaben når, er alt – småt og stort – skønhed ved harmonien.

 

     Men ser vi nu til mennesket, for hvem vi har det højeste, det helligste udtryk ”skabt i Guds billede”, mennesket, der formår at opfatte og optage i sig al Guds skabning, da synes harmonien i det skabte her at være brudt. Idet vi fødes, er vi alle lige! som skabninger står vi lige i: ”Intet ar kunne fordre som ret.” Hvor forskelligt tildeler Gud os evner! Enkelte får så uendelig store, andre så ringe; i hjem og forhold stiller Gud os ved fødslen, og hvor uendeligt mange af os tildeles ikke de hårdeste kampe; vi blev der satte, der indførte; hvor mange kunne ikke med ret sige: ”det var mig bedre, om jeg aldrig var født!”

 

     Menneskelivet, det højeste her på jorden, kom altså ikke under harmoniens skønheds love! det er utænkeligt, det er en uret, og kan således ikke finde sted.

 

     Livets disharmoni ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på jorden, der må være et fortsat liv, en udødelighed.

 

     Det prædiker du for os, du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det; og peger man os hen på den hele menneskehed, som den, hvori harmonien vil åbenbare sig, da synker al vor stræben og virken hen til koraldyrets virksomhed; menneskeheden bliver da kun et storheds monument for Skaberen, han viser da kun sin herlighed, men ikke sin højeste kærlighed. Alkærlighed er ej selvkærlighed! – Udødelighed ejer vi!”

 

(Citeret fra H.C. Andersens essay Tro og videnskab (Prædiken i naturen), trykt i I Sverrig. Rejseskildring, 1851).

 

****************