15

15. Mennesket er i Gud, og Gud er i mennesket

Forholdet er jo det, at Gud er det samme som Evigheden, der pr. definition ikke kun kan være noget, som er begyndt eller får ende. Den er derimod netop karakteriseret ved at være det ’noget’, hvorom man kun kan sige, at det ”ER”, fordi det ’hele tiden’ har været der og altid vil være der. Til gengæld kan evigheden ikke i den forstand opleves i sig selv eller som den er i sig selv. Den kan kun markeres gennem sin komplementære modsætning, nemlig tid, også kaldet den fjerde dimension, som er karakteriseret ved at være undergivet begyndelse, varighed og ophør, og rum, hvilket vil sige afgrænset størrelse, udstrækning og omfang i form af de tre dimensioner: højde, bredde og længde. Eller sagt på en anden måde: Ekstrospektivt kan Guds nærværelse kun sanses og opleves i form af de levende væsener af alle arter og afskygninger, fra det allermindste lillebitte kræ over planter, dyr og mennesker, inklusive os selv hver især, og til de åndelige verdeners højere udviklede væsener. Alle uden undtagelse, hver især og tilsammen, repræsenterer Guds sanseorganer og manifestationsredskaber. Imidlertid kan Gud også opleves introspektivt som vort eget inderste væsen: Jeget, som igen er lig med ’ursubstansen’ eller det, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle er fremgået. Men det er i alle tilfælde den Gud, der indbefatter i sig alle verdener i mikrokosmos så vel som i mellemkosmos og makrokosmos i form af mineralriget, planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Men de tre nævnte kosmos: mikro-, mellem- og makrokosmos, er jo netop et udtryk for det store illusionistiske ’trylleri’, der hedder perspektivprincippet eller relativitetsprincippet. Disse to principper bevirker en tilsløring af det faktum, at alle levende væsener, små som store, i virkeligheden, dvs. kosmisk set, har samme ’størrelse’, nemlig i deres identitet med evigheden og uendeligheden. (Vedr. det illusionistiske ’trylleri’, se f.eks. artiklen Fængslende illusioner).

Kendsgerningen er, at Gud er kun ’død’, fordi en del mennesker ikke er i stand til at ”se” Gud, men kun ser en materiel verden af tilsyneladende tilfældige fysisk-kemiske naturkræfter og blinde naturlove uden overordnet samhørighed og hensigtsmæssighed. I henhold til Martinus er lige præcis det modsatte tilfældet, når verden vel at mærke ses i den højpsykiske sansehorisonts perspektiv. Derfor er det netop en af de store pointer i hans kosmologi, at der faktisk kun eksisterer to levende væsener i verdensaltet, nemlig det enkelte individ og Guddommen. Det skal forstås på den måde, at i forhold til ethvert individ repræsenterer samtlige andre levende væsener tilsammen Gud, og det uanset om individet er bevidst om dette faktum eller ikke. Men Gud er dog ikke kun totaliteten af levende væsener, men derimod den overordnede superkosmiske enhed og helhed, der uadskilleligt indeholder og omslutter alt og alle, og hvorved alle levende væsener får liv og bevidsthed.

Derfor et det, at elske Gud, det samme, som at elske sin næste, og at elske sin næste, er derfor det samme, som at elske Gud. Men vel at mærke, når det at elske forstås som en uselvisk samfølelse med alle dem, man er eller kommer i berøring med i hverdagen. Det vil i princippet sige: en grundlæggende samhørighedsfølelse med alle levende væsener i tilværelsen, kendte så vel som ukendte. (Læs evt. artiklen 4.37. Det største eventyr – det fundamentale livsfacit).

****************