18. Martinus’
verdensopfattelse i korthed
At Gud,
forstået som det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og
altbelivende evige væsen, eksisterer, er vi trods alt nogle stykker, der mener.
Lige som vi mener, at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og
manifestationsredskaber, de levende væsener på alle niveauer og planer i
tilværelsen, fra det mindste bittelille kræ til de vældige galakser i
universet. Disse er jo i henhold til Martinus’ kosmologi også udtryk for
levende væsener, og alle levende væsener er udstyret med en skabe- og
oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger livets højeste princip: det
seksuelle polprincip. Størrelser er imidlertid et relativt begreb, primært i
form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, som ligger til
grund for, at de levende væsener i det hele taget kan sanse og opleve. I sig
selv, det vil sige i deres kosmiske natur og struktur, er alle levende væsener
jo fuldkommen ens og ligestillede, men for at oplevelse overhovedet kan finde
sted, må Gud via de levende væsener etablere modsætningernes verden af stort og
småt, af behag og ubehag, glæde og sorg, liv og død, retfærdig og uretfærdigt,
nat og dag, sommer og vinter etc. etc., men vel vidende, at modsætningerne
gensidigt forudsætter og betinger hinanden og at disse tilsammen udgør livets
eller tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at begreber og fænomener som
f.eks. døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i virkelighedens verden, det
vil sige i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden den, at døden kun er en
tænkt modsætning til livet, det vil sige det evige liv, i hvilket der samtidigt
hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen logiske plan- og
hensigtsmæssighed i alle livsprocesser.
Når livet og
tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det
primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En
sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til
en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk
bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180
grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele
horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så
høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet.
Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at
forklare og begrunde for os kosmisk set ’snævert-seende’.
© November 2012 Harry
Rasmussen.
****************