19. Den første, årsagsløse årsag

Opfattelsen af en første årsagsløs årsag er ikke noget nyt i verdenshistorien, idet eksempelvis allerede den idealistiske græske filosof Parmenides fra Elea (ca. 540-470 f. Kr.) hævdede, at alle ting er ét, at bevægelse, forandring og udvikling er uvirkelige og resultat af sansernes overfladiske, selvmodsigende og upålidelige vidnesbyrd. Bag de blotte sansefænomener ligger en uforanderlig, udelelig, uopløselig, ubevægelig enhed, som er den eneste væren, den eneste sandhed og den eneste gud. Den lære kendes også fra klassisk idealistisk indisk filosofi og ikke mindst hos den indiske filosof Shankar Acharya (788-821?), som i og med sin Advaita Vedanta hævder, at der kun findes ét virkeligt, nemlig den årsagsløse årsag: Brahman. En lære, som kan minde om den omtrent tilsvarende opfattelse, der skyldes den meget senere hollandske filosof Baruch Spinoza (1632-1677), som kalder den årsagsløse årsag for ”substansen”, som er det eneste i og for sig eksisterende, Alt er derfor egenskaber ved eller fremtrædelsesformer for substansen, Da denne er det eneste eksisterende og virkelige, er der ikke noget der kan begrænse den, hvorfor den både må være evig og uendelig og med en uendelighed af forskellige egenskaber og attributter. Derfor kalder Spinoza også substansen for Gud, som det universale væsen, der ligger til grund for alt og omfatter alt. Alt er i Gud og Gud er i alt. Gud og naturen er ét.

Den opfattelse deles i bund og grund af en moderne tænker og mystiker som Martinus (1890-1981). Hvilket denne hjemmeside til fulde bekræfter.

© November 2012 Harry Rasmussen.

****************