26. Virkelighed og drøm - uforpligtende tanker

 

Da jeg var ganske ung, faktisk ikke mere end 16 år, begyndte jeg at studere klassisk indisk filosofi, mere præcist Sankhya, Yoga og Advaita Vedanta. Det studium bekræftede mine følelser og fornemmelser af, at verden og jeg selv var noget andet og mere end det, de fleste går omkring og mener. Men nok så vigtigt, siden 1957 suppleret med et grundigt studium af Martinus’ verdensbilede i form af hans fabelagtige kosmiske analyser og facitter.

 

Det studium har jeg så fortsat med det meste af livet og foreløbig indtil mine 87 fysiske leveår. Det væsentlige for mig har altid været, om jeg kunne tilegne mig og forstå de dybsindige tanker og ideer, der karakteriserede både de idealistiske klassiske indiske filosofier og de måske i endnu højere grad idealistiske spirituelle kosmiske analyser og disses fantastiske livsfacitter, som Martinus’ verdensbillede eller kosmologi indeholder og er et meget specielt udtryk for.

 

Allerede i 1946 havde jeg via læsningen af den engelske forfatter Paul Bruntons bog ”Bag Indiens lukkede døre” (1935) gjort ihærdige forsøg på at tilegne mig – ikke alene den intellektuelle forståelse af, men samtidigt også den indlevelsesmæssige fornemmelse af mit eget Jeg’s transcendentale og universale natur. Det bevirkede via gentagne meditationer, at jeg efterhånden fik den fornemmelse, at mit egos kilde, ’jeget’, var et overfysisk centrum uden for tid og rum. Det medførte, at jeg, egoet, opfattede mit fysiske legeme som et redskab, i principiel lighed med ethvert andet eksternt fysisk redskab, jeg benyttede mig af.

 

Det medførte i sin konsekvens, at hvor jeg end gik og stod, så fornemmede jeg, at det kun var mit fysiske legeme, der bevægede sig omkring eller sad til bords eller på mit ønske eller bud efter evne og mulighed foretog sig det ene eller det andet. Rent bortset fra legemets egne automatiske biologiske funktioner.

 

Disse oplevelser blev yderligere bestyrket, dels fra og med 1948 ved studiet af flere af Paul Bruntons nyere bøger, og dels og især ved mødet i 1957 med og studiet af Martinus’ velgørende systematiske dybsindige beskrivelser af de helt unikke oplevelser, han selv var kommet ud for at opleve i påskedagene 1921. Det idémæssige grundlag og udgangspunkt for hans livs- og verdensanskuelse, er for kendere det treenige princip: Jeget, bevidstheden og organismen.

 

Men for nu at gøre en lang og meget spændende historie kort, så indgår begrebet og fænomenet reinkarnation som et vigtigt led i både de klassiske indiske filosofier og Martinus’ verdensbillede. Reinkarnation betyder, at vi som individer genfødes efter det fysiske legemes død, dog først efter et kortere eller længere ophold i en mellemtilstand, som Martinus betegner som den åndelige verden, der på sin vis er lige så realistisk som den fysiske verden. Det skal jeg ikke her gå i detaljer med, men kun nævne, at i henhold til Martinus råder jeget over i alt 6 legemer, hvoraf det fysiske er det ene, og de fem andre forekommer som mere eller mindre udviklede åndelige legemer, det ene på  ’fosterstadiet’ og de fire andre på forskellige stadier af udvikling. Alt sammen efter bestemte lovmæssigheder.


Efter at jegets og egoets forbindelse med det fysiske legeme er blevet afbrudt ved døden, overføres individets sjælelige struktur (bevidstheden) via et halvt fysisk og halvt åndeligt såkaldt ”koblingslegeme” på et rent åndeligt legeme, som Martinus betegner som følelseslegemet. Det er dette legeme, individet – altså os alle hver især – helt automatisk benytter sig af under det kortere eller længere ophold i den åndelige verden, og indtil individet så at sige er blevet modent, til at blive genfødt (reinkarnere) i et nyt fysisk legeme og dermed i den fysiske verden. Den åndelige verden er for øvrigt i henhold til Martinus differentieret i form af fire riger: Den åndelige del af det rigtige menneskerige, hele visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Det er ifølge Martinus fra det sidstnævnte rige, at reinkarnationen finder sted.

 

Men der hører naturligvis meget andet og mere til en forståelse af diskarnations- og reinkarnations-processen, end det er muligt at komme ind på her. Specielt interesserede læsere kan henvises til artiklerne: H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener  om diskarnationens ’teknik’, og H1-17. Reinkarnationsprocessen  om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation.

 

En sammenligning mellem vågen tiltand og drømmetilstanden kan måske bidrage til en forståelse af situationen. I den vågne tilstand benytter vi os helt automatisk af det fysiske legeme, men om natten under søvnen kan det hænde, at vi drømmer og så at sige ’vågner’ op med et drømme-legeme, der ifølge sagens natur kun kan være et åndeligt legeme, eller i hvert fald et produkt eller projektion af vores såkaldte underbevidsthed. Sidtnævnte form for bevidsthed foretrækker Martinus at betegne som ”natbevidstheden”, for ikke at forveksle den med det pykologiske begreb underbevidstheden,  og den vågne bevidsthed som ”dagsbevidstheden”. 

 

Personligt synes jeg, det er forunderligt og herligt at opleve begge former for bevidsthed ved skiftet mellem tilværelsen i dagsbevidstheden (den vågne tilstand) og tilværelsen i natbevidstheden (søvntilstanden).

 

© Juni 2016 Harry Rasmussen.

 

******************