26. Virkelighed og
drøm - uforpligtende tanker
Da jeg var ganske ung,
faktisk ikke mere end 16 år, begyndte jeg at studere klassisk indisk filosofi,
mere præcist Sankhya, Yoga og Advaita Vedanta. Det studium bekræftede mine
følelser og fornemmelser af, at verden og jeg selv var noget andet og mere end
det, de fleste går omkring og mener. Men nok så vigtigt, siden 1957 suppleret
med et grundigt studium af Martinus’ verdensbilede i form af hans fabelagtige
kosmiske analyser og facitter.
Det
studium har jeg så fortsat med det meste af livet og foreløbig indtil mine 87
fysiske leveår. Det væsentlige for mig har altid været, om jeg kunne tilegne
mig og forstå de dybsindige tanker og ideer, der karakteriserede både de
idealistiske klassiske indiske filosofier og de måske i endnu højere grad
idealistiske spirituelle kosmiske analyser og disses fantastiske livsfacitter,
som Martinus’ verdensbillede eller kosmologi indeholder og er et meget specielt
udtryk for.
Allerede i 1946 havde jeg
via læsningen af den engelske forfatter Paul Bruntons bog ”Bag Indiens lukkede
døre” (1935) gjort ihærdige forsøg på at tilegne mig – ikke alene den
intellektuelle forståelse af, men samtidigt også den indlevelsesmæssige
fornemmelse af mit eget Jeg’s transcendentale og universale natur. Det
bevirkede via gentagne meditationer, at jeg efterhånden fik den fornemmelse, at
mit egos kilde, ’jeget’, var et overfysisk centrum uden for tid og rum. Det
medførte, at jeg, egoet, opfattede mit fysiske legeme som et redskab, i
principiel lighed med ethvert andet eksternt fysisk redskab, jeg benyttede mig
af.
Det medførte i sin
konsekvens, at hvor jeg end gik og stod, så fornemmede jeg, at det kun var mit
fysiske legeme, der bevægede sig omkring eller sad til bords eller på mit ønske
eller bud efter evne og mulighed foretog sig det ene eller det andet. Rent
bortset fra legemets egne automatiske biologiske funktioner.
Disse oplevelser blev
yderligere bestyrket, dels fra og med 1948 ved studiet af flere af Paul
Bruntons nyere bøger, og dels og især ved mødet i 1957 med og studiet af
Martinus’ velgørende systematiske dybsindige beskrivelser af de helt unikke
oplevelser, han selv var kommet ud for at opleve i påskedagene 1921. Det
idémæssige grundlag og udgangspunkt for hans livs- og verdensanskuelse, er for
kendere det treenige princip: Jeget, bevidstheden og organismen.
Men for nu at gøre en lang
og meget spændende historie kort, så indgår begrebet og fænomenet reinkarnation
som et vigtigt led i både de klassiske indiske filosofier og Martinus’
verdensbillede. Reinkarnation betyder, at vi som individer genfødes efter det
fysiske legemes død, dog først efter et kortere eller længere ophold i en
mellemtilstand, som Martinus betegner som den åndelige verden, der på sin vis
er lige så realistisk som den fysiske verden. Det skal jeg ikke her gå i
detaljer med, men kun nævne, at i henhold til Martinus råder jeget over i alt 6
legemer, hvoraf det fysiske er det ene, og de fem andre forekommer som mere
eller mindre udviklede åndelige legemer, det ene på ’fosterstadiet’ og de fire andre på forskellige stadier af
udvikling. Alt sammen efter bestemte lovmæssigheder.
Efter at jegets og egoets forbindelse med det fysiske legeme er blevet afbrudt
ved døden, overføres individets sjælelige struktur (bevidstheden) via et halvt
fysisk og halvt åndeligt såkaldt ”koblingslegeme” på et rent åndeligt legeme,
som Martinus betegner som følelseslegemet. Det er dette legeme, individet –
altså os alle hver især – helt automatisk benytter sig af under det kortere
eller længere ophold i den åndelige verden, og indtil individet så at sige er
blevet modent, til at blive genfødt (reinkarnere) i et nyt fysisk legeme og
dermed i den fysiske verden. Den åndelige verden er for øvrigt i henhold til
Martinus differentieret i form af fire riger: Den åndelige del af det rigtige
menneskerige, hele visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Det
er ifølge Martinus fra det sidstnævnte rige, at reinkarnationen finder sted.
Men der hører naturligvis
meget andet og mere til en forståelse af diskarnations- og
reinkarnations-processen, end det er muligt at komme ind på her. Specielt
interesserede læsere kan henvises til artiklerne: H1-16. Gennem døden
eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’,
og H1-17. Reinkarnationsprocessen – om
dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation.
En sammenligning mellem vågen tiltand og
drømmetilstanden kan måske bidrage til en forståelse af situationen. I den
vågne tilstand benytter vi os helt automatisk af det fysiske legeme, men om
natten under søvnen kan det hænde, at vi drømmer og så at sige ’vågner’ op med
et drømme-legeme, der ifølge sagens natur kun kan være et åndeligt legeme,
eller i hvert fald et produkt eller projektion af vores såkaldte
underbevidsthed. Sidtnævnte form for bevidsthed foretrækker Martinus at betegne
som ”natbevidstheden”, for ikke at forveksle den med det pykologiske begreb
underbevidstheden, og den vågne
bevidsthed som ”dagsbevidstheden”.
Personligt synes jeg, det er forunderligt og
herligt at opleve begge former for bevidsthed ved skiftet mellem tilværelsen i
dagsbevidstheden (den vågne tilstand) og tilværelsen i natbevidstheden
(søvntilstanden).
© Juni 2016 Harry Rasmussen.
******************