Nedenstående artikle er skrevet i løbet af januar 1956 og var beregnet til at trykkes i militærnægter-avisen SAMVITTIGHEDEN nr

29. ET JORDNÆRT TILBAGEBLIK

Fra 1. august 1955 til 9. juni 1957 aftjente jeg min civile værnepligt som militærnægter i Gribskovlejren i Mårum i Nordsjælland. Der blev jeg bl.a. stifter og redaktør af en intern og såkaldt ”nægter-avis”, hvis første nummer udkom sent på året 1955. Avisen fik titlen ”SAMVITTIGHEDEN” og udkom i reglen i begyndelsen af hver måned.

Nedenstående artikel er skrevet i løbet af januar 1956 og var beregnet til at trykkes i militærnægter-avisen ”SAMVITTIGHEDEN” nr. 2, som skulle udkomme i februar. Jeg var stadigvæk med i redaktionen på det tidspunkt og skrev da også en enkelt artikel til bladets nummer 2, februar 1956. I artiklen gav jeg udtryk for de synspunkter på den øjeblikkelige livs- og verdenssituation, sådan som jeg dengang – måske lidt vel forenklet - så denne i relation til det enkelte menneske og dermed mig selv. Men vi valgte ikke at trykke artiklen, fordi vi havde fået et indtryk af, at der fra visse magtfulde og politisk venstreorienterede nægteres side var rejst skarp kritik af bladets påståede religiøst betonede titel. Men det var jeg ikke enig i og synes derfor, at artiklen fortjener at gengives her:

SAMVITTIGHEDS-PERSONLIGHEDEN

af Harry Rasmussen

(Citat) Det fornemste mål et menneske kan sætte sig, er at virkeliggøre det, som den norske forfatter og dramatiker Henrik Ibsen kalder SAMVITTIGHEDS-PERSONLIGHEDEN eller den personlighed, som vi bærer i vores samvittighed. Ibsen mener dermed, at et menneskes bedste egenskaber findes skjult i det, der kaldes samvittigheden, og ligesom f.eks. en blomst udvikler sig af blomsterfrøet, hvori den ligger gemt i latent tilstand, sådan ligger også SAMVITIGHEDES-PERSONLIGHEDEN gemt i samvittigheden, hvorfra den kan drages frem. Men med samvittighed tænker Ibsen her ikke på et produkt af race, nationalitet, kultur og / eller social stilling, han tænker snarere på en ”fornufts-samvittighed”, der er i stand til at hæve sig op over de øjeblikkelige herskende omstændigheder og ydre forhold.

Det anfægtede således formodentlig ikke Hitlers eller hans håndlangeres samvittighed at myrde jøder i tusindtal, og det var formentlig med god samvittighed, at amerikanerne dræbte i massevis af japanske soldater i sidste verdenskrig, og japanerne havde næppe heller kvaler med deres samvittighed, fordi de måtte ihjelslå amerikanske soldater. De store penge- og forretningsfolk føler sikkert ikke samvittighedsnag over deres ublu metoder eller ved deres udnyttelse af samfundets mindrebemidlede. Men set fra et fornuftsmæssigt standpunkt, gives der ingen undskyldning for f.eks. mord, selvom dette er begået i racens eller nationalismens navn, ligesom der heller ikke findes nogen undskyldning for ”hårdkogte” forretningsmetoder eller for udnyttelse af de dårligst stillede i samfundet.

Egoismen og selviskheden sidder i højsædet hos politikerne, hos forretningsmændene, hos kunstnerne, hos arbejderne, ja, hos os alle, og netop deri ligger årsagen til uoverensstemmelserne og konflikterne mellem såvel nationerne som mellem de enkelte mennesker.

Vi lever i en modsætningernes verden. Begreberne optræder altid parvis og giver udtryk for et modsætningsforhold dem selv imellem. Lys er uadskilleligt fra mørke, liv er uadskilleligt fra død, godt er uadskilleligt fra ondt. Således findes de opbyggende og de nedbrydende kræfter side om side i hele universets liv og derfor også i menneskelivet, og man kan i virkeligheden kun sige, at livsudfoldelse er mulig, hvor disse modsatte kræfter brydes med hinanden.

Set i relation til menneskelivet har denne modsætningernes kamp i tidens løb vist, at snart den ene, snart den anden af disse to kræfter har haft overtaget, og flere og flere har efterhånden indset, at disse magters kamp synes at foregå om selve mennesket. Således var den Anden Verdenskrig egentlig ikke en strid om materielle fordele og besiddelser, ej heller en kamp folk imod folk, men et forsøg fra de nedbrydende kræfter på at udslette al sand menneskelighed og derigennem selve mennesket, og den tekniske udvikling efter krigen har i høj grad bidraget til at lette disse kræfter deres spil.

Men intet ville dog være mere meningsløst og tåbeligt, end hvis mennesket blev udslettet på et tidspunkt, hvor det først skulle til at vise de gode resultater af en årtusindlang udvikling. Mennesket har endnu langt fra udnyttet den forhåndenværende teknik, mennesket mangler endnu meget i åndelig og moralsk henseende. Vi, der lever nu, har ingen ret til at ødelægge de allerede opnåede resultater og værdier, vi har tværtimod en pligt overfor vore forgængere i den årtusindgamle frihedskamp og et ansvar overfor vore børn og de kommende slægter til at efterlade dem det bedste, vi har mulighed for at kunne give, hvis vi vil, nemlig en bedre verden, en verden af frihed og fred, eller i det mindste at lægge grunden til en menneskehed og et samfund, der bygger på et solidere og bedre fundament, end det nu døende er rejst på.

Så mange var ordene, som uden direkte at nævne truslen fra den aktuelle kolde krig og atomvåbnene, dog efter min egen mening siger noget væsentligt om efterkrigstiden. Men krigen og besættelsen var allerede ved at være glemt til fordel for et påbegyndt økonomisk og materielt velfærdsræs, som endnu i begyndelsen af 2000-årene, da disse linjer skrives, ikke har set sin kulmination. Men hvorfor artiklen ikke blev trykt, ved jeg som sagt ikke, eller husker det ikke, men den ville måske have kunnet forklare lidt af baggrunden for mit valg – for mit valg var det – af bladets titel blev ”Samvittigheden”. Denne var jo samtidig en hentydning til militærnægterlovens ord om, at samvittighedsgrunde var de eneste vægtige og gyldige grunde til, at myndighederne kunne godkende militærnægtelse.

At det ville have været på sin plads at trykke min ovenfor gengivne artikel, viser allerede Olaf Deigårds kritik af begrebet samvittighed i første nummer af bladet. Det samme gør til en vis grad også fhv. nægter Georg Jensen i sin artikel ”Apropos Samvittighedssortering!” i bladets nr. 2., hvilket jeg vil vende tilbage til. Her skal man dog huske på, at det modsætningsforhold, der bestod mellem min afgjort idealistiske livs- og verdensanskuelse og den materialistiske, kommunistiske og især den frembrydende ideologikritiske nymarxistiske livs- og verdensopfattelse, som en del af lejrens nægtere mere eller mindre bekendte sig til, også spillede en rolle i sammenhængen. (Citat slut)