31. NOTABENE: Et aktuelt dilemma
Nogle bemærkninger specielt henvendt til
åbentsindede og fordomsfrie læsere.
Ved at genlæse mine
seneste opslag i gruppen Tanker til eftertanke på Facebook, er jeg
kommet til at tænke på, at de tanker jeg har gjort og gør mig, måske kan virke
lidt abstrakte og distancerende i forhold til de dagligdags begivenheder, der
normalt fylder vores liv. Men naturligvis især i forhold til de tragiske,
ulykkebringende og dødelige terrorhandlinger, som i stigende omfang har plaget dele
af den vestlige europæiske verden i efterhånden en hel del år. De opståede
problemer hører i nogen grad sammen med den store bølge af indvandrere fra
ikke-vestlige og især muslimske lande, som særlig har fundet sted i de
allerseneste år. Der er oftest tale om at terroristerne er indvandrere eller
sønner af indvandrere i de lande, hvor de udfører deres grusomme handlinger.
Det, der virker voldsomt og provokerende, er den ligegyldighed de pågældende
terrorrister udviser overfor menneskeliv, overfor børn så vel som overfor
voksne, og den mangel på respekt for og det uforsonlige had til mennesker, hvis
livsstil og opfattelse de indoktrinerede og vildførte personer, der foretager
terrorhandlingerne, ikke er enige i.
De rabiate islamiske
terrorister – og mange andre ortodokse muslimer med dem - er angiveligt
tilhængere af indførelsen af et verdensomspændende kalifat, som udelukkende er
styret og opretholdt på basis af muslimernes hellige skrift Koranen og den
meget strenge sharia-lov. Det er på stående fod svært at forudsige, hvad der
vil ske i den nærmeste fremtid, men hvis ikke den vestlige verden enes om og
lykkes med at modarbejde og bekæmpe terroristerne og det der ligger til grund
for disse, så ser det sort ud for de demokratiske frihedsrettigheder og kulturelle
værdier, som på trods af mangelfuldheder og fejl er at foretrække fremfor
tilsyneladende urokkelige fundamentalistiske ortodokse forestillinger, hvis
oprindelse ligger flere århundreder tilbage i nærorientens og verdens
kulturhistorie. I den forbindelse nytter det ikke noget med optimistisk
humanistisk idealismes utopiske
forestillinger om verdens forenede nationer og menneskerettighedernes
overhøjhed. .
Men hvad nytter så
noget? – Ja, se det er lige præcis hovedproblemet og dilemmaet. Lad mig minde
om, at den vestlige verden principielt stod overfor nogenlunde samme
problemstilling i 1920erne og frem til og med 1940erne, hvor det især var de
modsatrettede kommunistiske og nazistiske politiske totalitære ideologier, som
begge havde som målsætning at tilrane sig magten over verden. I begge de nævnte
tilfælde foregik det blandt andet også ved udførelsen af terrorhandlinger, både
imod egen befolkning og imod befolkningen i de lande, man erobrede og besatte.
Men takket være en enorm allieret militær indsats med store omkostninger i
menneskeliv og ødelagte fysiske værdier, endte det i første omgang med en
nedkæmpelse af nazismen. Den sovjettiske og østeuropæiske kommunisme viste sig årtier senere at være
en kolos på lerfødder, som knuste og opløste sig selv.
Problemet eller
problemerne med den islamistiske og delvis politiske terrrorisme er unægtelig
af en lidt anden karakter end en regulær krig, for den minder mere om
guerillakrig, og en sådan er ifølge erfaringen vanskeligere at komme til livs. Eftersom
erfaringen har vist, at integration af
de religiøst troende muslimske indvandrere stort set har været og er
umulig, vil det derfor antagelig blive dette århundredes opgave for
demokratierne at stabilisere sig og i fællesskab byde den indtrængende og
fremmedartede muslimske kultur kvalificeret modstand. Som det er nu, er det i
hovedsagen en politimæssig opgave at opspore og i heldigste fald forhindre
planlagte terrorhandlinger, og i værste fald at anholde og straffe pågrebne
gerningsmænd. De efterhånden mange uskyldige ofre for rabiate muslimers
terrorhandlinger må indtil videre finde sig i den grusomme og uretfærdige
skæbne, enten at blive dræbt eller såret og livsvarigt invalideret, med de
konsekvenser, der er en uundgåelig følge af den situation de skadelidte har
været udsat for.
Værst af alt er dog
den ikke sjældent totale ligegyldighed, som de allerfleste mennesker desværre
udmærker sig ved. Det illustreres ganske godt af følgende ’flue’ af vor store
humorist, tegneren og forfatteren Storm P: To herrer møder hinanden på gaden og
fører følgende korte samtale (frit citeret): ”Hvad mener du om
verdenssituationen? ” – ”Ikke noget! Jeg har fået en flue i øjet!”
© juni 2017. Harry Rasmussen.