REPETITIONSPERIODEN

I H.C.ANDERSENS LIV

 

 

 

 

 

H.C.Andersens fødsel

For den diskarnerede H.C.Ander­sens ved­kommende, må vi i al fald antage at han var  inkarna­tions­moden i som­meren 1804, idet han omkring den tid åbenbart må være blevet så 'mæt', at han ønskede en foran­dring af den behagelige, men i længden også noget ensformige koncentration omkring sit eget personlige erindringsmateriale, sådan som tilfældet er for individet i salighedsriget. Selvom samtlige erindringer her fremtræder i form af guldkopier, hvis genop­levelse i henhold til Martinus altid vil være ledsaget af en uudsigelig saligheds­følelse, så mættes individet på et tidspunkt af disse, og søger uvægerligt imod en slags kontrast hertil, en situation, som måske tilnærmelsesvis vil kunne sammenlignes med, at man fra det evindelige sollys søger ind i den svalende skygge. Denne kontrast eller 'skygge', eksisterer i form af de lovbundne livsvil­kår og forhold, som engage­mentet med den fysiske verden byder på, og som næppe nogensinde opleves som  udelukkende behagelig.

    Som nævnt må salighedsvæsenet H.C.Andersen være blevet inkarnationsmodent i løbet af sommeren 1804, idet det i be­gyndel­sen af juli d.å. lykke­des hans skæb­neele­ment at etab­lere forbindel­se til en befrugtet ægcelle i liv­moderen på den kvinde, der skulle blive hans fremtidige moder. Hendes navn var Anne Marie Anders­datter (ca.1775-1833), og hun var på det ovennævnte tidspunkt blevet gjort gravid af sin daværende kæreste, Hans Andersen (1782-1816). Den i øvrigt for anden gang vordende og da 30-årige moder, som i forvejen havde en godt 5-årig datter uden for ægteskab - var på det tids­punkt tjenestepige, og hendes udvalgte var den da 23-årige nævnte skoma­ger­svend. Parret boede i Odense på Fyn, for­mentlig hos hver deres ar­bejdsgiver, som skik var dengang. Deres officielle forlovelse fandt først sted, da hun var omkring seks måneder henne i graviditeten, den 5. januar 1805, og de blev gift en måned senere, nemlig ved kyndel­misse, den 2. februar s.å., to måneder før sønnens fødsel. Både forlovelsen og vielsen skete i St.­ Knuds kirke, som antagelig var brudens sognekirke. 

     Den 2. april 1805 kl. 1 nat blev sønnen født og samme dag hjemmedøbt og givet navnet Hans Christian, men hvor hjemmet præcis lå, vides ikke sikkert, kun at det må have været i St. Hans sogn, for den 15. april blev drenge­barnet fremstillet til dåbs be­kræftelse i St. Hans kirke. Først langt senere, i 1867-68, blev huset på hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensensstræde, udpeget som digterens fødested, men det er ikke lykkedes Andersen-forsk­ningen at dokumentere og verificere dette med sikkerhed. (3)

     Derimod ved man, at faderen i november 1805 indsendte en skriftlig an­søgning til Odense Magistrat om tilladelse til at arbejde som friskomager, hvilket blev ham bevilget i januar 1806. Først på det tidspunkt er forældrene med deres to børn flyttet sammen, og de bor da i gaden Holsedore. (4)

 

 

 

H. C. Andersens Hus på hjørnet af  Hans Jensensstræde og Bangs Boder. Fotografiet er taget 190 år efter Andersens fødsel, og viser derfor ikke så tydeligt, at huset oprindeligt hørte til i et fattigkvarter. Ifølge en usikker mundtlig tradition fødtes digteren her 2. april 1805. Huset blev købt af Odense Kommune og indviet til museum 1908. – (Privatfoto 1995). 

 

 

   

Herover ses Hans Jensensstræde fra nord mod Rams Herred. H.C.Andersens Hus er beliggende i billedets højre side efter det gule hus med det røde tegltag. Flere af husene er formentlig fra H.C.Andersens tid, men selve strædet er senere blevet udvidet (i billedets venstre side), så der nu mere er tale om en gade, end et egentligt stræde. – (Privatfoto 1995).

 

 

 

Odense Slot med Kongens Have med St. Hans Kirke til venstre, hvor H.C.Andersen blev fremstillet til dåbsbekræftelse den 15. april 1805.

(Privatfoto 1995).

 

 

 

Odense St. Hans Kirke, Nørregade, hvor H.C.Andersens hjemmedåb blev bekræftet tretten dage efter hans fødsel. Kirken er fra middelalderen og  var oprindelig klosterkirke for Johanniter-ordenen. Den er blevet om- og tilbygget og udvidet i tidens løb. Blandt det interessante ved kirken er, at den som den eneste kirke i Danmark har en udvendig  prædikestol, som jævnlig er blevet benyttet helt op i nutiden. I eventyret ”Rejsekammeraten” (1835) nævner Andersen ”den gamle kirke, hvor han, som lille barn, var døbt, hvor han hver søndag med sin gamle fader havde været i kirke og sunget sin salme; da så han højt oppe i et af hullerne i tårnet kirke-nissen stå med sin lille røde, spidse hue, han skyggede for sit ansigt med den bøjede arm, da ellers solen skar ham i øjnene. Johannes nikkede farvel til ham, og den lille nisse svingede sin røde hue, lagde hånden på hjertet og kyssede mange gange på fingrene, for at vise, hvor godt han ønskede ham det, og at han ret måtte gøre en lykkelig rejse.” -    (Privatfoto 1995).

 

 

 

 

Interiør fra Odense St. Hans Kirke med altertavlen fra 1717 i baggrunden og døbefonten i sten i forgrunden. Den blev der dog ikke brug for i H.C.Andersens tilfælde, idet han som nævnt var blevet hjemmedøbt umiddelbart efter fødslen, og kun blev fremstillet til dåbsbekræftelse i kirken. - (Privatfoto 1995).

 

 

 

H.C.Andersens barndomshjem

Men allerede fem måneder senere, er forældre og børn flyttet til det nærliggende Klaregade, hvor de bor i et år, nemlig til omkring maj 1807. Da flytter familien til lejligheden i dét hus i Munkemøllestræde, som H.C.Andersen altid siden kom til at betragte som sit barndomshjem, og det er dette sted, han omtaler i sine selvbi­ografier og i sit forfatterskab. Han var da lige godt 2 år og søsteren 6 1/2 år. Det er fra den tid, hans tidligste erindringer stammer, og det er derfor disse, der har gjort, at han i selvbiografierne og forfatterskabet har kunnet fortælle om sine tidligste barneår. Gaden eller strædet, familien boede i, lå - og ligger stadig - tæt ved St. Knuds Kirke, og i sin nordlige ende munder den ud i Torvet Klingen­berg, og dens sydlige ende går ned til Munke Mølle ved Odense Å, som dengang lå for enden af strædet. På dette sted var Åen endnu på den tid todelt, og mellem de to åløb lå Munkemose, som man passerede via en vej, der i den nordlige ende var forbundet med Munkemøllestræde ved en bro, og i den sydlige ende med en bro, der førte over til Nonnebakken og Hunderupvej.

 

 

 

Odense St. Knuds Kirke, som er beliggende ved torvet Flakhaven og Klingenberg. Til venstre ses en lille del af Rådhusets mur. Mellem denne og bagenden af kirken ses nogle træer, som hører til den nuværende H.C.Andersens Have, der løber helt ned til Odense Å.  (Privatfoto 1995).

 

 

 

Fotografi af  H. C. Andersens barndomshjem  i Munkemøllestræde i Odense. Den miniature-lejlighed, familien Andersen beboede, lå bag de to vinduer til højre i  det aflange hus. Det var bag disse vinduer, at Andersens fader havde sit skomagerværksted fra omkr. juli 1807 og til sin død i 1816. Ifølge Andersen hængte der et skilt over indgangsdøren, på hvilket der stod: Hans Andersen Friskomager. – (Privatfoto 1995).

 

 

Mindetavlen for H.C.Andersen er opsat på den nordre gavlmur til Andersens barndomshjem. Teksten på tavlen lyder: ”Til dette Hus knytter sig Digteren H.C.Andersens kjæreste Barndomsminder. Odense Kommune satte denne Sten Den 2den April 1875, Digterens 70-Aarige Fødselsdag.”

(Privatfoto 1995).

 

     Det en-længede, lavloftede bindingsværkshus, hvortil familien flyttede omkring maj 1807, var opdelt i tre små lejlig­heder, betegnet som hen­holdsvis litra A, B og C, og det var i litra C, at familien Andersen kom til at bo. Lejligheden rummede en lille stue med alkove og et endnu mindre køkken med ildsted. Fra køkkenet var der adgang til loftet via en stige, og uden for køkkenet lå en mindre gårdsplads med et udhus, hvori der var lokum og brændselsrum. Familien delte indgangsdør og entré, kaldet gang, med familien i litra B, en handskema­gersvend med kone og en hel del børn. I selvbiografien "Mit Livs Eventyr" , har Andersen givet en fin beskrivelse af, hvordan barn­domshjem­met var indrettet:

 

    Een eneste lille stue, der næsten var opfyldt med skomagerværkstedet, sengen og den slagbænk, hvori jeg sov, var barndomshjemmet, men væggene var behængte med billeder, på dragkisten stod smukke kopper, glas og nipserier og henne over værkstedet, ved vinduet, var en hylde med bøger og viser. I det lille køkken hang over madskabet tinrækken fuldt af tallerke­ner, det lille rum syntes mig stort og rigt, døren selv, der i fyldingen stod malet med landskab, var mig dengang lige så betydende som nu et helt billedgalleri!

    Fra køkkenet kom man ad en stige op på loftet, hvor der i tagrenden, mellem vort og naboens hus stod en kasse jord med purløg og persille, min moders hele have; i mit eventyr: Snedronningen blomstrer den endnu. (5)

 

 

 

Interiør fra  den ”eneste lille stue” i H.C.Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Døren til højre fører ud til det endnu mindre køkken, hvorfra en trappestige førte op til loftet, hvor moderen havde sin lille urtehave i en kasse mellem huset og nabohuset. Billederne på væggene er dog  ikke original ophængning, selv om oliemaleriet er et amatørmaleri af St. Knuds Kirke ved Klingenberg fra første halvdel af 1800-tallet. Kakkelovnen, som den besøgende dame læner sig op ad, er heller ikke den oprindelige, men formentlig af samme type, som den Andersen kendte i sin barndom. (Privatfoto 1995).

 

 

 

Interiør fra det diminutive køkken i H.C.Andersens barndomshjem, hvorfra en dør fører ud til baggården eller baghaven, hvor der var lokum og brændselsskur. Den berømte stige op til loftet må have stået til højre i billedet, idet køkkenvæggen også er husets ene gavlvæg, der her støder op mod gavlen til det nabohus, der lå der dengang. (Privatfoto 1995).

 

 

    Men det er altså strengt taget lidt misvisende, når Andersen i sine selvbiografier efterlader læseren med indtrykket af, at det er i det netop beskrevne barndomshjem, han blev født. Han har dog formentlig været i god tro og ment, at fødestedet har været i huset i Munkemøllestræde, hans lille "paradis". Herom hedder det i al fald i Mit Livs Eventyr:

 

    1805 levede i Odense i en lille, fattig stue et nygift par, der holdt uendeligt meget af hinanden, en ung skomager med sin kone, han, næppe to og tyve år, et forunderligt begavet menneske, en ægte poetisk natur, hun, nogle år ældre, uvidende om verden og livet, men fuld af hjerte. Nylig var manden bleven "frimester" og havde selv tømret sammen sit skomagerværksted og sin brudeseng; til denne havde han brugt træ-stilladset, der kort forud havde båret ligkisten med en afdød grev Trampe, som lå udstillet på parade; de sorte klædes lister, der siden endnu altid sad på sengestedet, var en erindring herom. I stedet for det grevelige lig, omgivet af flor og kandelabrer, lå her den anden april 1805, et levende, grædende barn, det var mig Hans Christian Andersen. (6)

 

 

                                                                                                                                                       

Illustration til eventyret Snedronningen, tegnet af Vilhelm Pedersen til den første tyske udgave af H.C.Andersens Samlede Eventyr, Leipzig 1846.

 

 

 

Interiør fra H. C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde. Det var ved væggen med de to 2-fags vinduer ud mod gaden, at Hans Andersen havde sit skomagerværksted, og i denne lille, trange stue at Hans Christian voksede op i årene 1807 – 1819. Imidlertid var faderen død den 26. april 1816, hvorefter moderen var enke til hun 8. juli 1818 giftede sig med friskomager Niels Jørgensen Gundersen. Den 18.april 1819 blev Hans Christian konfirmeret i St. Knuds Kirke og to dage senere, den 20. april, flyttede den lille familie til en lejlighed i et hus på den modsatte side af Munkemøllestræde og nærmere Odense Å. (Privatfoto 1995).

 

 

"Grevebarnet"

Bortset fra nogle åbenlyse kronologiske unøjagtigheder i skildringen af forløbet af forældrenes ægteskab og bosætning i forhold til sønnens fødsel, og fra, at søsteren helt savnes i sammen­hængen, så berører Andersen her et andet grundtema i sin livsanskuelse og i sit forfatterskab. Det drejer sig om greve-temaet. En greve er jo normalt en socialt højtplaceret, fornem person af adelig afstamning, men for H.C.Andersen betød dette afstamningen fra den åndelige adel, som individet kvalifi­cerer sig til ved egen fortjeneste. Det hændte lejligheds­vis, at Andersens moder mildt bebrejde­de og irettesatte sin lille søn, når der var et eller andet, han var utilfreds med. Herom hedder det i "Mit Livs Eventyr":

 

    Jeg var eneste barn og blev i høj grad forkælet, men høre måtte jeg det af min moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et grevebarn! - [...] (7)

 

    Denne tekst kan sammenholdes med, hvad Andersen noget senere fortæller om sin skolegang som 5-årig i Fedder Carstens' Drengeskole, som imidlertid også havde en enkelt og omtrent jævnaldrende pige som elev. Denne lille pige, der var jøde ligesom de øvrige børn i skolen, var meget fornuftig og tænkte allerede på sin frem­tid, hvor hun håbede på at få en god tjenesteplads, som f.eks. mejerske på en stor herregård:

 

    "Det skal du blive på mit slot, når jeg bliver fornem! sagde jeg, og hun lo ad mig og sagde, at jeg var en fattig dreng. En dag havde jeg tegnet noget, som jeg kaldte mit slot og forsikrede hende ved den lejlig­hed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt barn, og at Guds engle kom og talte med mig; [...] (8)

 

     I den forbindelse kommer man uvilkårligt til at tænke på Andersens delvis selvbiografiske eventyr om den forbyttede og uglesete svaneunge, "Den grimme ælling", 1844, der er født og vokser op under sin 'stand' i andegården, men som efter diverse genvordigheder siden hen kommer til erkendelse af sin egen herkomst som en kongelig fugl. Den grundlæggende idé hertil, har digteren formentlig oprindelig fået, da han i 1825 skrev digtet "Sjælen", som tydeligvis især er inspireret af "Til Sjælen. En Ode", ca. 1775, forfattet af kollegaen, Johannes Ewald (1743-81). Denne menes igen at have fået ideen til sit digt om ørneungen, der er faldet ud af sin rede oppe på den skyhøje klippetinde, og er endt nede i den dybe, mørke dal, fra den nyplatoniske myte om sjælen. Denne myte har vi tidligere omtalt, og den går kort fortalt ud på, at sjælen er (synde)­faldet fra sit op­rindelige lyshjem, sit "Elysium" eller "Para­dis", og har ladet sig involvere og engagere med den fysiske materies verden i en sådan grad, at den midlertidigt har mistet erindringen om sit høje tilhørsforhold til sit guddommelige ophav.

     Men under opholdet under den fysiske verdens ofte barske forhold og livsvilkår, vækkes efterhånden hos sjælen anelsen om og længs­len efter at vende tilbage til sit egentlige hjem, som derefter bliver målet for dens higen og stræben, og før eller siden lykkes det sjælen at kvalificere sig til at kunne gen­finde og genvinde sit "Elysium". - Som det måske umiddelbart fremgår af den nyplatoniske myte om sjælens skæbne, er denne i principiel overensstemmelse med lignelsen om den fortabte søn, og denne er så vel som den nyplatoniske myte igen i principiel overensstemmelse med Martinus' skildring af det levende væsens indvikling i og udvikling af materien. (9)   

 

Illustration  til eventyret Den grimme ælling, 1842. Tegning af  Vilhelm Pedersen.

 

 

 

 

Bagsiden af  H.C.Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde. Døren til højre i billedet fører ind til det lille køkken, hvis eneste vindue ses ved siden af køkkendøren. I hækken, der vokser op ad nabohusets endevæg , som kun lige akkurat anes foroven i billedet, er indsat en mindetavle, som oplyser at det må have været omtrent på dette sted, at den lille Hans Christian havde sin egen lille ”have”  i form af en stikkelsbærbusk. En sådan er  plantet lige under  tavlen. (Privatfoto 1995).

 

 

Andersens tidligste barneår

Om sin fader fortæller Andersen, at denne de første dage efter fødslen sad ved barselssengen og læste højt for moderen af Holbergs komedier, medens den nyfødte skreg himmelhøjt:

 

  [...] "Vil du sove, eller rolig høre efter!" har man fortalt mig, at han i spøg har sagt, men jeg vedblev med at være en skrighals, og som en sådan skal jeg især have vist mig i kirken, da jeg blev døbt, hvorover præsten, der senere af min moder omtaltes som en meget ærgerlig mand, sagde: "den unge skriger jo som en kat!" hvilke ord hun aldrig kunne glemme ham; en fattig fransk emigrant Gomard, som stod fadder til mig, trøstede hende imidlertid med, at jo højere jeg som barn skreg, des smukkere ville jeg synge, når jeg blev ældre. (10)

 

     Faderen, Hans Andersen, holdt i det hele taget meget af at læse, og ikke mindst af at læse højt for kone og barn. Digteren fortæller, at faderen især holdt af at læse højt af Holbergs komedier og af eventyrbogen "Tusind og een nat", hvor det i sidstnævnte især var eventyret om "Aladdin og den forunderlige lampe", der gjorde så stærkt indtryk på drengen, at han efter­hånden kom til at identificere sig selv med Aladdin-skikkelsen og -myten resten af sit liv. Faderen måtte imidlertid også læse højt af den tyske romanforfatter Lafontaines "Den særsindede", som moderen især holdt meget af. Hun havde derimod vanskeligt ved at se det morsomme ved Holbergs underfundige og satiriske komedi­er. For sig selv læste faderen desuden værker af William Shake­speare, ligesom han skrev satiriske småvers, når inspira­tionen var over ham og lejligheden bød sig. (11)

    Når det drejede sig om religiøse spørgsmål og holdningen til religion i det hele taget, men især i forholdet til Bibelens og kristendommens autoritet, erklærede Hans Andersen sig som fritænker. Han var som sådan en typisk repræ­sentant for sin tids tro på fornuftens herredømme, og så derfor med stor sympati på toneangivende kredses oplysningsbestræbelser. Dette viste han dels ved en kritisk holdning til de ortodokse kristne dogmer, som han ikke kunne forlige sig med, og dels gennem sin foragt for den almindeligt udbredte hedensk inspirerede over­tro, der også var i tiden. Så vidt det kan skønnes, satte han desuden kun nødtvungent sine ben i en kirke.

    Men især holdt han meget af sin lille søn, som han brugte en stor del af sin fritid til at lave legetøj og tegne billeder til. I sit syn på opdragelse var Hans Andersen inspireret af sin tids nye ideer om børns opdragelse i frihed, som gik ud på, at de skulle lære gennem egne iagttagelser og erfaringer. Han lod derfor stort set altid drengen få sin vilje, og gjorde sin kone klart, at sønnen aldrig måtte sættes til noget, som han ikke selv ville og havde lyst til. Måske derfor ikke så ufor­ståe­ligt, når hun angiveligt en gang imellem syntes, at drengen var lidt for kræsen og krævende, og at hun derfor benyttede lejlig­heden - formentlig når faderen ikke var til stede! - til at be­brejde ham hans urimelige forlangender. (12)

 

    Moderen, Anne Marie, var sin mands modsætning på flere måder,  men ikke mindst i holdningen til religion, tro og over­tro. Hun var dybt foran­kret i en fromt-naiv, pie­tistisk in­spireret kristentro, som dog havde et stærkt islæt af tidens udbredte overtro. Deri så hun ikke noget modsætningsforhold. Hun over­holdt med glæde de kristne højtider, gik i kirke om sønda­gen og jævnligt til alters. Hun havde aldrig lært at læse eller skrive, var udadvendt, aktiv og flittig, passede sit hjem og sit arbejde som vaskerko­ne. Dertil var hun en omsorgs­fuld og kærlig moder for sin søn, som hun forsøgte at opdrage i den kristne tro, dels ved at tage ham med i kirke, og ved daglig at bede Fadervor med ham, og ikke mindst ved at synge en række af de gamle salmer, som hun holdt meget af og kunne udenad. Men samtidig påvirkede hun sønnens levende fantasi med sin stærke tro på varsler, spå­domme, spøgelser, gengangere, trolde, nisser og andre overnaturlige fænomener, så at den både fysisk og psykisk sarte og ængstelige dreng ofte blev bange og skræksla­gen og gemte sig bag moderens skørter, under spisebordet eller bag alkovesengens forhæng. (13)

 

Fantasi og repetition

Her er netop tale om et eksempel på, at barnet - hvilket vil sige det reinkarnerende individ - fortsat er i vane med at opleve sin omverden på den åndelige verdens præmisser. Her er individets oplevelse og erfaring jo primært den, at den parafysi­ske (åndelige) materie prompte former sig efter in­dividets vilje, ønsker og begær, eller efter dets tanker og forestil­linger. Men ved mødet med den fysiske verdens endnu ufor­ståeli­ge naturlovs­bundne fænomener og begivenheder, får denne åndeli­ge bevidsthedsind­stilling karak­ter af såkaldt fantasi, og denne giver sig lige så vel positive som negative udtryk. Når Ander­sen f.eks. siger om sit i det virkelige liv temmelig be­skedne barndomshjem, at det i hans barneopfattelse var bedre end noget stort og fornemt slot, så er der tale om positiv fantasi. Det er der også, når han forestiller sig at være et fornemt for­byttet barn, en adelig eller kongelig person, hvis sande oprindelse med tiden vil blive af­sløret. Her er tilmed tale om en instinktiv eller intuitiv anelse om individets virkelige identitet, nemlig som afkom, "gudesøn" eller "kongesøn" af Guddommen eller "Kongen".

     Men når den selvsamme fantasievne eller -kraft udmaler sig den prosaiske virkelig­heds fænomener og hændelser som udtryk for dæmoniske væseners skræmmende huseren, så er der tale om negativ fantasi. Også selvom denne form for fantasi grunder sig på et fortidigt udviklingsstadium i menneskehedens historie, nemlig naturmenne­skets forestilling om altings besjælethed i form af gode og onde ånders eksistens og indvirkning på til­værelsen (animisme), og er altså dermed samtidig udtryk for et repeti­tions­stadium i barnets (individets) udvikling. Det er denne animistiske udviklingsfase, Andersen i virkelig­heden befinder sig i, når han beskriver sin tidligste barndoms over­troiske forestillingsverden som fuld af magiske kræfter, ånder, spøgel­ser, gengangere, hekse, trolde og nisser. Som man vil se, er det også eventyrets verden eller univers.

  

Fortid og nutid, fantasi og virkelighed

Vi skal senere se på, at H.C.Andersen i begyndelsen af sin forfatterkarriere, dvs. i perioden 1822-32, hovedsagelig interesserede sig for historisk stof, særlig med henblik på en planlagt roman, som foregår i tiden omkring Grevens Fejde (1534-36). Desuden havde han planer om et historisk drama fra en lidt senere tidsperiode, og det skulle handle om Dina Vinhofers (ca.1620-51), en dansk kvinde, der udspredte rygter om, at Corfitz Ulfeldt ville myrde Frederik III. Ulfeldt blev frifun­det for anklagen, men den kun ca. 30-årige Dina Vin­hofers blev dømt for falsk anklage og henrettet.

    Men da Andersen i 1829 opholdt sig på Fyn for bl.a. at finde lokalhistorisk stof til sin roman, og da hørte om de spanske hjælpetroppers ophold i landet i 1808, frem­kaldte det erindrin­ger fra hans egen tidlige barndom, hvor han netop havde mødt nogle af disse soldater i sin fødeby, og tilmed set en af dem blive henrettet på "Heden" lidt syd for Odense. Dette gav ham ideen til en roman fra hans egen barn­domstid: "hvor begiven­heden selv står som et underligt broget drømmebillede fra min barndom, nemlig spaniernes ophold i Fyn; hvem ved hvad der kan blive deraf.", sådan som han skriver i et brev til vennen Edvard Collin 28.juli 1830. (14)

    Romanen blev der nu ikke noget af i første omgang, men derimod skrev han omkring 1833  et skuespil i to afdelinger over samme emne: "Spanierne i Odense" og "Fem og tyve år derefter", som blev samlet under fællestitlen "Skilles og mødes". På den tid var han også på sin tidligere ovenfor nævnte første store udenlands­rejse, som gik via Tyskland og Frankrig til Italien og tilbage igen et års tid senere. Da havde han definitivt opgivet sin historiske roman, og koncentrerede sig herefter stort set kun om litterære arbejder, der hentede sit stof i samtiden eller den umiddelbare fortid. Imidlertid fortsatte han endnu i 1831-32 med at arbejde på sin historiske, men samtidig delvis selvbiografiske roman "Christian den Andens dværg", og denne indleder han med følgende interessante og i denne sammenhæng relevante og væsentlige betragtninger, som i øvrigt indirekte bekræfter, at Andersen - i al fald i princippet - også gik ind for repetitionstanken:

 

     Barndommen er dog vor erindrings paradis, der er alt betydningsfuldt og stort, og hjertet tror uden at kunne begribe: et dårligt træsnit, et plumpt udskåret billede, har os da tit en værd, som vi siden ikke skænker det langt fuldkomnere mesterværk; den snævre krog i stuen bliver os en stor, herlig selskabs sal; fire nøgne, tørre pinde vi stikke ned i jorden er os den dejligste have med æbler og kirsebær. I hvor snurrige end enkelte ting da er, forekommer det os dog aldrig, som  ældre, at denne barne-alder er komisk, at det er så latterlig, denne uvidenhed, denne fromme følelse, at tro uden at begribe; derimod når vi i historien ser hen til middelal­derens skikke, faste og hele leven og virken, er os dette så naragtigt, så egnet for den  komiske muse; og dog er de begge underligt beslægtede.

    Det poetiske afbillede af en svunden menneskealder, ligger os ikke således i hjertet, som erindringen om barndommen, hin er så fjern, denne så nær, vore følelser og tanker er så ganske udsprungne af denne. Det er just det store herlige ved poesien at den gør vort hjerte til barnets hjerte for den hele verden, den skænker os i vor sjæl, en levealder der strækker sig fra de ældste kosmogoniske myter til nutidens vekslende begivenheder, den lader os se det store livets drama som var det erindrin­gen om vor egen svundne barndom.

     Meget af hvad der er sket med os medens vi vare små, har de ældre så levende, eller så tit fortalt os, at vi tror at erindre det selv, såle­des er det også at poesien  moderligt fortæller os, så at vi, i det mindste under fortællingen, synes at opleve det hele. (15)  

 

Skismaet mellem tro og viden

For H.C.Andersen repræsenterede faderen intellektet, vantroen og oplysningen, medens moderen repræsen­terede følel­sen, troen og overtroen, og i en atmosfære af holdningsmæssig splittelse mellem faderen og moderen, voksede drengen op, og lod sig naturligt nok påvirke af begge forældre. I sin barndom, var han mest påvirket af moderens holdninger og syns­punkter, men som ung tilsluttede han sig i højere grad faderens og den rationa­listiske kristendomsundervisnings kritiske syn på religionen. Men medens det sidstnævnte lå på det bevidste plan i hans bevidsthed, så lå moderens påvirkninger på det ubevidste plan, og derfra øvede det altid en større eller mindre ind­flydelse på hans bevidsthedsliv, og dermed på hans livs- og verdensanskuel­se og på hans skabende virksomhed som digter eller forfatter.

 

     H.C.Andersen forsøgte hele sit liv at forene disse modsæt­ninger i sit sind, og det lykkedes ham da også i sine lykkelig­ste og mest inspirerede øjeblikke. Men til andre tider gjorde splittelsen sig gældende, og i disse perioder kom han til at fremtræde som et menneske og en for­fatter, hos hvem sindet pendulagtigt svingede mellem tro og vantro, overbe­visning og tvivl, optimisme og pessimisme. Denne situation gjorde sig gældende, lige indtil hans seneste dage, og den giver sig også udtryk helt frem til hans seneste værker. 

    Moderens indflydelse blev forstærket af forskellige indtryk og oplevelser, som den fantasifulde og frygtsomme dreng kom ud for i sine tidligste barneår. Sammen med forældrene var han engang på besøg hos en familie, hvor manden var portner ved Odense Tugthus, et sted som den lille Hans Christian frygtede mere end noget andet, for han havde ofte på afstand hørt, når de indsatte kvinder og mænd sang deres lystige og frivole viser, medens de arbejdede, tit til sent ud på aftenen. Under besøget var der to fanger til at servere maden, hvilket gjorde lille Hans Christi­an så underligt stemt, at han slet ikke kunne spise noget, ikke engang den søde dessert. I en spændingsfyldt blanding af angst og forundring, følte og fantaserede han sig til, at han var trådt ind i "Røverhistoriernes slot." Udenfor var det råt vejr, og regnen piskede ned, så da familien senere på aftenen gik hjem, og faderen bar ham på armen, forstærkedes det dramatiske indtryk af den skumle "røverborg" af vejrliget. (16)  

 

     I det hele taget spillede dramatiske ydre naturforhold og -hændelser, som forbandt sig med sindets følelser og fantasier, en stor rolle i 1800-tallets romantiske periode, som drengen Hans Christian voksede op i og med, og som han i øvrigt selv blev en væsentlig del af som forfatter. I romantikken søgte man bort fra den nærværende virkelighed og blandt andet tilbage i tiden, særlig til den klassiske oldtid, der blev opfattet som en "guldalder", hvor "himlen var på jorden". Men man søgte samtidig tilbage til barndommen, som man mente repræsenterede et tilsvarende tidligere ud­viklings­stadium i menneskehedens historie. Bag denne opfattelse lå den tanke, at menneskeheden principielt gennemlever præcis samme udviklingsforløb og -faser, som det enkelte menne­ske: barndom, ungdom, manddom og alderdom. Barndommen blev identi­ficeret med den nævnte "guldalder", og for den voksne blev erindringerne om barndomstidens - og dermed af den klassiske "guldalderti­d"s - oplevelser og erfaringer, derfor poetisk set identiske med kostelige skatte fra bevidstheds­dybets "Aladdin-hule". Disse skatte i form af de ideer, som indsigt i livsmy­steriet er ensbetydende med, kunne i særlig grad hentes 'op' af det særligt begavede, men ufordærvede individ, nemlig det umid­delbare geni med barnesindet. Dette har Andersen givet et smukt udtryk for i romanen "At være eller ikke være", 1857, hvor han i slutkapitlet, Den nye Aladdin, gør en slags status og bl.a. skriver:

 

     [...] Til virkelighed var blevet, hvad han engang drømte om som barn, at han som Aladdin steg ned i hulen, hvor tusinde skatte og skinnende frugter næsten blændede ham; men han fandt den forunderlige lampe, og da han kom hjem med den, var det - hans moders Bibel.

     Ja, tilvisse! som en ny Aladdin var han steget ned i videnskabens hule, for mellem dens vidunderlige frugter at finde livets lampe, og han holdt - sin moders gamle Bibel, ikke dens legeme, men dens guddommelige sjæl!

     Med det genvakte barnesind, der ubevidst holder sig til troen, bliver videnskaben en forherligelse af Guds almagt, visdom og godhed. Lovene i naturen, Guds tanker, dem lod Gud i nåde den menneskelige ånd i meget udfinde; men kærlighedens love i åndens rige når videnskaben ikke op til. På jorden mægter vi kun at gribe, hvad jordens er, i åndens det højere har vi kun håbet og troen. (17)

 

     Det, Andersen sigter til, når han i citatet taler om "viden­skabens hule", er sin egen ungdomstid, hvor han under ind­flydelse af latinskoletidens rationalisti­ske kristendomsunder­visning mente, at tilværelsen var rationelt og naturviden­skabeligt forklarlig, og livet nærmest identisk med en slags højere skoleundervis­ning. Det gjaldt da om at kunne sine 'lektier' og dermed kvalificere sig intellektuelt til, at blive rykket op i stadig højere 'klasser' i Universets store "u­niversitet". Det gjaldt altså mere om "frelse" gennem person­lig viden og indsigt, etik og moral, end om håbet om frelsen ved Guds kærlighed og nåde, sådan som Andersen senere i livet hældede til opfattelsen af. Det, han i virkeligheden mener hermed, er håbet om frelsen fra tvivlen på troen på sjælens og dermed den individuelle personligheds udødelighed og evige liv i Guds Rige. Det sidstnævnte forstået som den virke­lige til­værelse bag 'døden's og de illusoriske opfattelsers falske 'slør', en tilværelse, som faktisk findes her og nu, for de mennesker, der er kvalificerede til at leve og opleve det.

     I sin manddomsalder mente Andersen, at det overvejende intel­lektuelle menneske er for stolt og selvrådigt, eller - som "troldmandens lærling" - for dristigt og for overbevist om sin egen kunnen eller formåen, til virke­lig at fatte sin egen rolle i sammenhængen. Det har derfor gjort sig selv til "gud" og dermed detroniseret den rigtige Gud og gjort denne til en "fiktion", ligesom det har reduceret fænomenerne ånd og sjæl, og begreber som udødelighed og evigt liv, til illusoriske bifænomener ved den fysiske materie. Et sådant menneske er kort og godt blevet ateist og materialist. En situation, som vel at mærke i det lange løb bliver lidelsesfuld og uudholdelig, primært fordi den materialistiske livs- og verdensopfattelse er i uoverensstemmelse med den sande virkelighed, og derfor medfører uheldige og uhensigtsmæssige dispositioner og hand­linger, som i medfør af loven for skæbne på et tidspunkt virker tilbage på individet selv.

     Frelsen eller udfrielsen fra denne situation eller tilstand, så Andersen i "det genvakte barnesind", thi "uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!". Og ved barnesindet forstod han altså den uforbeholdne, umiddelbare eller intuiti­ve, tillidsfulde og kærlige bevidsthedsindstilling, som i lighed med troen åbner op for tilværelsens åndelige sider og værdier, og som ser livet som det største eventyr, hvis konge og dronning er selveste forældreprincippets højeste repræsen­tant: Guddommen, og hvis prinser og prinsesser er alle levende væsener uden nogen som helst undtagelse. 

 

Fantasiens romantiske gys

"Som brogede, halv glemte drømme står de første erindringer for mig. Således står spaniernes ophold i Odense (1808) fjernest." Sådan indleder Andersen skildrin­gen af sine "Børne-år" i sin Levnedsbog. I Mit Livs Eventyr uddyber han erindringen og fortæller bl.a. følgende:

 

     [...] Men hvad, som især indprentedes i min erindring og ved den senere gentagne fortælling herom, ideligt opfriskedes, var spaniernes ophold i Fyn 1808. Danmark havde sluttet sig til Napoleon, hvem Sverige havde erklæret krig, og før man vidste det, stod en fransk hær og spanske hjæl­petropper midt i Fyn, for under marskal Bernadotte, prins af Pontecorvo, at gå over til Sverige. Jeg var på den tid ikke mere end tre år, men dog husker jeg endnu ret vel, de næsten sortbrune mennesker, der larmede i gaderne, kanonerne, der blev skudt af på torvet og foran Bispegården; jeg så de fremmede krigsmænd ligge og strække sig hen ad gadens fortov og på halmknipper inde i den halv nedbrudte Graabrødre Kirke. Kolding Slot brændte af og Pontecorvo kom til Odense, hvor hans gemalinde og sønnen Oscar opholdt sig. I landet rundt om var skoler blevet indrettet til vagtstuer; under de store træer på mark og ved veje holdtes messe. De franske soldater omtaltes som overmodige og befalende, de spanske som godmodige og venlige, mellem begge var hadet blodigt; de stakkels spaniere vakte mest deltagelse. - En dag tog en spansk soldat mig på sin arm, trykkede mod mine læber et sølvbillede, han havde ved sit bare bryst. Jeg husker, at min moder blev vred derover, thi det var noget katolsk, sagde hun, men jeg syntes godt om billedet og den fremmede mand, der dansede rundt med mig, kyssede mig og græd, han havde vist selv børn hjemme i Spanien. Jeg så en af hans kammerater blive ført til retterstedet, han havde myrdet en franskmand; mange år herefter, ved erindringen herom, skrev jeg mit lille digt: "Soldaten", der oversat af Chamisso, på tysk, er blevet folkelig der og optaget i de tyske "Soldater-sange" som tysk original. (18)

 

     Af den sidste del af citatet fremgår det indirekte, at den lille 3-årige Hans Christian følte medlidenhed med den spanske soldat, der tog ham op på armen. I Levnedsbogen for­tæller Andersen, at han selv stod oppe i et vindue og så denne soldats kammerat blive skudt på "Heden" syd for Odense. Solda­tens henrettelse er verificeret og derfor autentisk. I digtet "Soldaten", 1830, identificerer Andersen dog de to soldater med hinanden, således at hans medfølelse kommer til at gælde begge:   

 

                                     

                                      Med dæmpede hvirvler trommerne gå,

                                     - ak, skal vi da aldrig til stedet nå,

                                     at han kan få ro i sin kiste?

                                     - Jeg tror mit hjerte vil briste!

 

                                      Jeg havde i verden en eneste ven,

                                      ham er det, man bringer til døden hen,

                                      med klingende spil gennem gaden,

                                      og jeg er med i paraden!

 

                                      For sidste gang skuer han nu Guds sol,

                                      - der sidder han alt på dødens stol;

                                      de binder ham fast til pælen,

                                      - forbarm dig Gud over sjælen!

 

                                      På engang sigter de alle ni.

                                      De otte skyder jo rent forbi;

                                      de rysted' på hånden af smerte,

                                      - kun jeg traf midt i hans hjerte! (19)  

 

 

     Der var i øvrigt en særlig kategori af mennesker, som kunne få den lille Hans Christian til at gyse eller ligefrem føle angst og rædsel, og det var de sindssyge, som han i sin tidlige barndom ofte havde lejlighed til at komme i en vis berøring med. Det skyldtes, at han tit eller i perioder dagligt, blev passet af sin højt elskede farmoder, Anne Cathrine Nommensen (1745-1822), som arbejdede for portner Gomard og især passede dennes have, som lå i tilslutning til det haveareal, der hørte ind under Gråbrødre Hospital. Til denne plejestiftelse var også knyttet en afdeling for sindssyge, den såkaldte "Daareki­ste". Om sin farmoder, hendes havearbejde og de sindssyge, fortæller Andersen i "Mit Livs Eventyr" bl.a. følgende:

 

     [...] Hun havde ved hospitalet en have at passe, hvorfra hun hver lør­dagaften bragte nogle blomster, man tillod hende at tage hjem; de pyntede på min moders dragkiste, men var mine blomster; jeg fik lov at sætte dem i vandglasset; hvor rig var ikke denne glæde. Alt bragte hun mig; hun elskede mig med hele sin sjæl; jeg vidste det, jeg forstod det.

     To gange om året brændte hun det grønne affald fra haven; det brændtes til aske i en stor ovn inde i hospitalet, og da var jeg den meste tid af de dage inde hos hende og lå i de store dynger af grønt og ærteranker, havde blomster at lege med og hvad jeg især satte pris på, bedre mad, end jeg troede at få hjemme. Alle de sindssvage, som ingen fortræd gjorde og derfor havde frihed til at gå omkring i hospitalets gård, kom tit hen til os og med nysgerrighed og skræk hørte jeg på deres sang og tale; tit fulgte jeg endogså et stykke med dem ud i "Grøngården", under træerne, ja, jeg vovede endogså, når vogterne var med, at gå ind i huset, hvor de bindegale opholdt sig. En lang gang førte mellem cellerne; i denne lå jeg en dag på hug og kiggede gennem dørsprækken; indenfor sad et nøgent fruentimmer på en mængde strå, hendes hår hang ned over skuldrene, og hun sang med en ganske dejlig stemme; pludselig sprang hun op, styrtede med et skrig henimod døren, hvor jeg lå udenfor, vogteren var gået bort, jeg ganske alene, hun slog så voldsomt mod døren, at lige oven over mig den lille låge, igennem hvilken maden blev rakt hende, sprang op, hun så derfra ned på mig, strakte en af sine arme ud efter mig; jeg skreg af rædsel og knugede mig fastere til gulvet. Som ældre er dette syn og dette indtryk ikke udslettet af min sjæl; jeg følte hendes fingerspidser røre ved mine klæder; jeg var halv død, da vogteren kom. (20)

 

     Med den indespærrede, sindssyge nøgne kvinde og hendes raserianfald, var der ikke tale om en indbildt dæmonisk ånd, men om en virkelig person i kød og blod, som hans angst og letbevægelige fantasi forvandlede til noget af et uhyre. Nej, Andersen glemte aldrig denne episode, og den går da også igen under flere former og i forskellige sammenhænge i hans for­fatterskab. Skikkelsen genfindes f.eks. i gale Stine i hans allerførste fortælling, Genfærdet ved Palnatokes grav, 1822, som den blege, lyriske muse i Fodrejsen, 1829, og som den dæmoniske Sidsel i romanen O.T", 1836.

 

     Men disse skræmmende kvindeskikkelser er samtidig et billede på digterens halv­søster, Karen Marie, som dog var helt normal og godt begavet, men overfor hvilken han følte en blanding af samvittighedsnag og afsky. Det første, fordi han med rette eller urette følte sin skyld i, at hun så tidligt måtte forlade barndomshjemmet, og fordi han, "grevebarnet", i det hele taget havde svært ved at acceptere hende som sin søster, og det sidste, fordi han nærede afsky for den måde, han antog at hun levede på, nemlig som hel- eller halvprostitueret lige som mosteren. Hvilket i øvrigt efter alt at dømme ikke har været til­fældet. Men mere herom i en senere sammenhæng. (21)

 

 

 

På dette foto ses til venstre indgangen til Odense Gråbrødre Hospital i Gråbrødrestræde, som havde en afdeling, der kaldtes Doctors Boder, og som var beliggende bag vinduerne på første sal i bygningen til højre. Neden under var der dengang den såkaldte Munkegangen med indgang til Hospitalskirken i Jernbanegade, over hvilken ”Doctors Boder” sandsynligvis havde til huse også på H. C. Andersens tid. Her kom hans moder til at tilbringe sine sidste år fra 1825 – 1833, hvor hun døde. I Hospitalets have arbejdede Andersens farmoder jævnligt i hans tidlige barndom, og her tog hun ham med hen, når hun samtidig skulle passe ham. (Privatfoto 1995).

 

 

 

Dårekisten, således kaldtes den afdeling under  Odense Gråbrødre Hospital, hvor de psykisk syge eller sindssyge, ”dårerne”, var anbragt. Her tilbragte H. C. Andersens farfader sin tid fra 1823 til sin død i 1827.

Billedet er  fotograferet kort tid før bygningen blev nedrevet i 1967.

 

     Der var imidlertid en særlig grund til Hans Christians angst og frygt for de sindssyge, og den skyldtes hans farfader, Anders Hansen (1751-1827), som selv var blevet sindssyg, formentlig før sønnesønnens fødsel, og som derfor ikke var i stand til at passe sit arbejde som skoma­gersvend. Om denne farfader skriver Andersen i "Mit Livs Eventyr" bl.a. følgende:

 

     For den sindssvage farfa'er havde jeg en stor angst; kun een eneste gang havde han talt til mig og da brugt den mig uvante tiltale "De"; han snittede i træ sælsomme billeder, mennesker med dyrehoveder, dyr med vinger og forunderlige fugle; disse pakkede han i en kurv og gik så ud på landet, hvor bønderkonerne overalt trakterede ham, ja gav ham gryn og skinke hjem med, fordi han forærede dem og deres børn det kunstige legetøj; een dag han kom hjem igen til Odense, hørte jeg gadedrengene skrige højt efter ham; af skræk skjulte jeg mig bag en trappe, mens de stimlede forbi; jeg vidste, jeg var af hans kød og blod. (22)  

 

     Da Andersen i 1873 var på rejse med vennen og litteratur­historikeren Nicolaj Bøgh, fortalte han bl.a. denne følgende om sin farfader:

 

    Om sin farfader fortalte han mig, at denne forvirrede mand gik ud i skoven og pyntede sit hoved med bøgegrene og blomsterkranse, hængte blom­ster ned ad sig til alle sider og så kom syngende med fuld røst hjemad og ind gennem Odense gader. Da Andersen mistede sine tænder, syntes han tit selv, når han så sig i spejlet, at han lignede denne bedstefader. (23)

 

     Farfaderen har utvivlsomt været en farverig original i det odenseanske by- og omegnsmiljø, men for sin lille sønnesøn var han åbenbart en fremmed og skræmmende dæmonisk skikkelse, som fremkaldte frygten for, at han selv skulle blive sindssyg, lige som denne. Men som tilfældet er med farmoderen, så går den sindsforvirrede farfader også igen i flere skikkelser og sammenhænge i Andersens forfatterskab, hvilket vi dog først skal se på under omtalen af dette.  

     Men med omtalen af farfaderen, er vi tidsmæssigt kommet lidt for langt frem i skildringen af H.C.Andersens repetitionsperiode, antagelig omkring hans 5-6 års alder, medens de hidtil omtalte begivenheder og episoder formentligt er noget, drengen har oplevet i 2-4 års alderen. I denne periode, er barnets fantasi endnu så dominerende i dets be­vidsthedsliv, og dets intellektuelle og praktiske er­faringer så små, at der er frit spillerum for overtroens magiske kræfter og skikkelser. Derfor sker det ofte, at barnets egne fantasi­forestillinger skræmmer det, ligesom det tolker de ydre forhold og begivenheder på baggrund af den angst og frygt, som er fremkaldt af dets egen fantasi. Denne situation er det, der ifølge repetitionsteorien er identisk med naturmen­neskenes udviklings­situation, hvor alt i naturen og omgivelser­ne er udtryk for gode og onde ånders og overnaturlige kræfters indvirkning, og hvor det gælder om at stå sig godt med de gode magter og besværge de onde kræfter.

 

Menneske og natur

I romantikken oplevede man i øvrigt også et før-kristent samspil mellem menneske og natur, hvori menneskesindets stem­ninger afspejler sig i na­turens klimatiske tilstande, lige som disse afspejler sig i individets bevidsthed. Det tilkendegiver Andersen in­direkte på det sted i Levnedsbogen, hvor han for­tæller om en af de skov­ture, som han og faderen ofte foretog til bl.a. Hunderup Skov syd for Odense.:

 

     [...] På en sådan skovtur blev det en sommeraften, en frygtelig orkan, det virkede således på min barnlige fantasi, at jeg endnu ret levende husker det, men det står tillige så skrækkeligt, at det vist har sin stærke kolorit fra barnet. - Træer blev rykkede op med rode, lyn fulgte på lyn; min fader bar mig på sin ryg, men måtte flere gange lægge sig på jorden for de voldsomme luft hvirvler. - Da vi kom til Odense, måtte han vade i vand med mig, til over knæerne; jeg sad imidlertid og så rundt om mig, underlig greben af det store skuespil. – (24)    

 

     Det er særlig citatets udtryk: "at det vist har sin stærke kolorit fra barnet", altså at naturoplevelsen er farvet af barnets opfattelse, der antyder samspillet mellem bevidsthed og ydre natur. I romanen Kun en spillemand, 1837, siger han det på denne måde: "Som livsfarven er i hjertet, således afspejler sig der verden."  Men i øvrigt kan den ovenfor skildrede skovtur genfindes i samme delvis selvbiografiske roman, hvor faderen imidlertid er skiftet ud med den dæmoniske skikkelse Gud­faderen, der dog nok kan opfattes som en blanding af faderen, Hans Andersen, og gudfaderen, den franskfødte Nicolas Gomard, ligesom den forekommer i historien Alt på sin rette plads!, 1852. (25) 

 

     I det følgende afsnit skal vi se på, hvordan overtroen, dvs. troen på magiske fænomener og kræfter, indvirkede på drengen Hans Christian og var med til at forme hans livs- og verdens­opfattelse, og dermed indirekte hans liv og senere hans for­fatter­skab.

 

 

 

FANTASIEN OG OVERTROEN

I BARNDOMMEN

 

 

_________

 

 

 

Noter  til: REPETITIONS­PERIODEN I H.C.ANDERSENS LIV

 

NB! Note 1 og 2 i dette afsnit hører til INDLEDNING.

 

Ang. forkortelser: Se venligst Forkortelser vedr. H.C.Andersen-litteraturen.

 

 1   MLE I, 27. Andersen-forskeren H.Topsøe-Jensen har i en kommentar til Mit Livs Eventyr fremført det synspunkt, at der strengt taget består en uover­ensstemmelse mellem "en mægtig fe", og så selveste Guddommen. Synspunktet må imidlertid bero på, at Topsøe-Jensen ikke har været op­mærksom på, og måske heller ikke accepteret, at Ander­sen faktisk mente, at Gud til enhver tid er repræsen­teret ved bl.a. de mennesker, man er og kommer i berøring med, ligesom han mente, at ethvert menneske har en "skytsengel" eller "skyts­ånd", der har til opgave at beskytte og vejlede det inden for visse skæbnebestemte grænser. Det er formentlig det sidst­nævnte Andersen sigter til med udtrykket "og som det fornuftig­vis må gå til i denne verden".

 2     MLE II, 159-60.

 3   Huset er i dag verdensberømt som H.C.An­der­sens Hus. Det vides dog ikke sikkert, om digteren rent faktisk er født i det, og i al fald har han aldrig boet der. Personalhistorikeren H. G. Olrik mener, at der kan være tale om en forveksling mellem Andersen og dennes godt fem år ældre halvsøster, som vides at have boet i huset i sine tid­ligste år, da hun var i pleje hos sin mormoder og sted­morfader, som beboede den ene af husets seks små lejlig­heder. Hertil var den lille familie flyttet i januar 1802 fra huset over­for, hvor de havde boet i hus med sted­morfaderens foræl­dre. Men i juli 1804, altså knapt et års tid før Andersens fødsel, havde mor­forældre­ne forladt stedet, og var flyttet til Bogense. Det kan dog nok ikke helt ude­lukkes, at Andersen rent faktisk kan være blevet født i huset, idet fødslen kunne tænkes at være fore­gået hos en af de andre familier, der boede i huset, og som formodentlig var gode bekendte af mor­forældrene og måske også af dig­terens moder. Museumsinspektør Ejnar Askgaard anser det for sandsynligt, at Andersens moder, Anne Marie Andersdatter, kan have født sin søn hos Anna Nomens, som på fødselstidspunktet beboede den lejlighed, som mormoderen og hendes mand tidligere havde boet i. Anna Nomens var enke efter Søren Nommensen, som var  broder til Andersens farmoder, Anne Cathrine Nommensdatter. Kilder: H. G. Olrik: H. C. Andersens mødrene slægt. Anderseniana 1934, genoptrykt i samme forfatters H. C. Andersen. Undersøgelser og Kroniker 1925 – 1944. Hagerups Forlag 1945. – Ejnar Askgaard: Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem… - om H. C. Andersens slægt. Fynske Minder 2000. Udgivet af Odense Bys Museer.  – Se evt. artiklen ”et forbyttet, meget fornemt barn...” her på hjemmesiden. Artiklen, som oprindelig findes trykt i årsskriftet Anderseniana 2006, er et indlæg i debatten om digterens biologiske herkomst, men indeholder samtidig mange faktuelle oplysninger omkring Andersens fødsel, barndom, ungdom og voksenliv, at den vil være et godt supplement til dette og flere følgende afsnit.

 4   Dorrit Andersen: H.C.Andersen - en kongesøn? Tidsskriftet Siden Saxo. Nr. 2 1987. S. 31-36. Heri skriver landsarkivar Dorrit Andersen bl.a. følgende angående Andersens forældre, at det er dokumenteret, at disse først flyttede sammen et stykke tid efter fødslen, nemlig omkring januar 1806, og fortsætter:

 

           ”Dette bekræftes af faderens ansøgning af 23.november 1805 om at få bevilling til at arbejde som frimester. Ansøgningen er ført i pennen af en professionel skriver, og det hed heri bl.a., at "Trang og ængstelige bekymringer for livets nødtørftigste underholdning" drev ham til denne ansøgning. "Jeg erholder hos mesteren, foruden kost, som almindelig gives svenden, i det højeste 7 mark dansk ugentlig for mit arbejde. Herfor kan min hustru og 2de børn [H.C.Andersens moder havde også en datter uden for ægteskab] næppe fødes, mindre kan vi alle huses, klædes, eller beholde noget til ildebrændsel heraf." På magistratens anbe­faling  fik Hans Andersen bevillingen af stiftamtmanden.[...]”

 

      Moderens første barn blev født udenfor ægteskab den 22. november 1799 hos sine morforældre i Hans Jensensstræde i Odense, og døbtes den 27.s.m. i St. Knuds Kirke og fik navnet Karen Marie. Til barne­fader blev udlagt den gifte pottemagersvend og grenader Daniel Jørgensen Rosenvinge (1773-1849), som også vedkendte sig faderskabet og forpligtede sig til at betale underholdsbidrag til barnet. Dette viste det sig dog siden, at han havde svært ved at overholde. Foruden børn i sit eget ægteskab, havde han nemlig omtrent samtidig med Karen Marie også fået to andre børn udenfor ægteskab. Af Hans Andersens ansøgning om frimesterbevilling fremgår det indirek­te, at han har påtaget sig forsørgerbyrden over steddat­teren, Karen Marie Rosenvinge, som derfor lejlighedsvis også tillægges efternavnet Andersen. Karen Marie er antagelig allerede som 8-årig kommet ud at tjene et sted i Odense eller omegn, måske i Ubberud, hvor hendes moders familie boede. Men det kunne dog også tænkes, at hun kan have været i tjeneste på den herregård i nærheden af Bogense, hvor fruen var datter af en brændevins­brænder i Odense, som moderen fra sit 8. til 22. år havde tjent hos. For det sidstnævnte tjenestested taler eventyret "Pigen, som trådte på brødet", 18??, men måske også, at mormoderen boede i Bogense, kun omkring 6-7 km væk. Det betyder, at Karen Marie antagelig har forladt "barn­domshjemmet" og familien i Munkemøl­lestræde i slutningen af 1807 eller begyndelsen af 1808, efter kun at have boet der i omkring et års tid. Lille­broderen, Hans Christian, var på det tidspunkt hen­holdsvis godt 2 eller knapt 3 år. Selvom Andersens forældre omkring dette tidspunkt tog en cirka 4-5 årig pige i dagpleje i nogen tid, måske i et par år, så er drengen stort set vokset op som enebarn, og har derfor også haft god grund til at føle sig som sådan.

           Kilder: G.L.Wad: Om Hans Christian Andersens Slægt. Personalhistorisk Tidsskrift 1805. H.G.Olrik: H.C.Andersens mødrende Slægt. Anderseniana 1934. Samme forfatter: Hans Christian Andersen. Undersøgelser og Kroniker 1925-1944. H.Hagerup. København 1945. - Otto Vilh.Sommer: Fodrejsen til Bogense og Omegn. Anderseniana 1993. Heri dokumenteres det, at der var tale om hovedgården ”Hugget” i Ore Sogn, som da var forpagtet af Andreas Wilhelm Stylsvig (1785-1857), der var gift med Margrethe Elisabeth Ibsen (1782-1859), som var datter af brændevinsbrænder Rasmus Ibsen (1756-1811) og dennes hustru Else Marie Adsersdatter Lund (1757-1825). Det var hos det sidstnævnte ægtepar i Odense, at Andersens moder havde tjent som barn og stor pige i 14 år. 

  5    MLE I, 28. Eventyret "Sneedronningen" er fra 1844.  

  6    MLE I, 27.  

  7   MLE I, 28. Det er dog ikke helt korrekt, når Andersen skriver, at han var enebarn, for han havde som nævnt en halvsøster, der dog muligvis tidligt er kommet ud at tjene, formentlig som 8-årig, da broderen var omkring 3 år, og som derfor har været borte fra hjemmet i det daglige. Muligheden foreligger dog også for, at hun kan være anbragt i pleje hos medlemmer af moderens familie. I sine første leveår var hun i hvert fald i pleje hos sin mormoder og stedmorfader, medens disse boede i Odense, men der foreligger ikke oplyst, om hun eventuelt er fulgt med dem, da de i 1804 bosatte sig i Bogense. I slutningen af 1805 ser det ud til, at hun har boet hos sin moder og stedfader, og altså derfor også sammen med sin lillebroder, Hans Christian. Se note 4.

  8   MLE I, 36. - Se i øvrigt min artikel  ”...et forbyttet, meget fornemt barn...”, som er et indlæg i den standende debat om Andersens biologiske oprindelse. Artiklen er trykt i Anderseniana 2006, men kan også læses her på hjemmesiden.

  9  Johannes Ewald: "Til Sjælen. En Ode". årstal og henvisning. ? H.C.Andersen havde allerede i 1825 skrevet digtet "Sjælen", som med tydelig inspiration fra Ewalds digt, tager sit udgangspunkt i billedet af sjælen som en ørneunge, der er faldet ud af reden osv. Tanken om sjælen som en "greve" af  åndelig adel, har Andersen som nævnt brugt flere steder i sit forfatterskab, senest i digtet Odense, formentlig skrevet i hans dødsår, 1875. Digtets fjerde vers lyder således:

 

                                           Her løb jeg om med træsko på

                                           og gik i fattigskole,

                                           men hele verden for mig lå,

                                           som bar jeg greve-kjole!

                                           Nej, jeg var ingen fattig Fyr,

                                           og fader ikke heller,

                                           han læste for mig eventyr,

                                           så jeg blev selv fortæller.

                         

      I romanen "O.T.", 1837, findes bl.a. en figur kaldet "Kammerjunkeren", som er et spejlbillede af Andersen selv, men betragtet med digterens satiriske øjne. En kammer­junker er en yngre adelsmand ved hoffet, og som en sådan har Ander­sen i overført betydning opfattet sig selv: som "kammer­junker" ved Guddommens "hof". Når Andersen derimod i eventyret "Anne Lisbeth", 1859, giver et billede af sig selv som "grevebarnet", som tjenestepigen, Anne Lisbeth, foretrækker frem for sit eget barn, en dreng, der senere drukner, så er der efter min opfattelse tale om en selvbi­ografisk skildring af forholdet mellem moderen og "greve­barnet" Hans Christian på den ene side, og begges forhold til moderens andet barn, drengens halv­søster, på den anden side. I hvert fald H.C.Andersen led næsten hele livet igennem af dårlig samvittighed over, at sø­steren muligvis for hans skyld havde måttet forlade det fælles barndomshjem i en tidlig alder. Dette tema går ofte igen i Andersens forfatter­skab, og bl.a. også i den ovenfor nævnte roman "O.T.".  Se evt. nærmere herom i min artikel ”...et forbyttet, meget fornemt barn...”. Anderseniana 2006, men kan også læses her på hjemmesiden.

10   MLE I, 27-28. Andersen blev hjemmedøbt 2.april 1805 og fremstillet i St. Hans Kirke den 15. april s.m.

11  Eventyrsamlingen Tusind og een Nat. Lademanns Forlag 19??. Heri findes eventyret om "Aladdin og den forunderlige lampe". Eventyret er også genfortalt af digteren Poul Sørensen i Tusind og én nat for børn. Steen Hasselbalchs Forlag 1970. Bind 1, s. 45-66. Digteren Adam Oehlenslægers Aladdin eller Den forunderlige Lampe. Et Lystspil. Udgivet ved overbibliotekar H. Topsøe-Jensen. Steen Hasselbalchs Forlag 1963. Med indledning og bemærkninger samt noter af udgiveren. Det var Oehlenschlægers lystspil fra 1805, der i særlig grad inspirerede den unge Andersen, dels til sin egen identifikation med Aladdin-skikkelsen og dels til at lade Aladdin-myten være ledemotiv for sit forfatterskab.

12   MLE I, om faderen: s.28-29, 38 ff. Levb., 21-22, 24, 27-31

13   MLE I, om moderen: s.29-30, 38 ff. Levb., 27, 29-31

14   BEC I, s.52-53.

15  H.C.Andersen: Tre Ufuldførte Historiske Digtninge. Ved Tage Høeg. Ander­seniana 1935, 61-62. Jf. med "Dansk Stiil af Hans Christian Andersen", BJC I, 40-42

16   MLE I, s. 30

17   H.C.Andersen: At være eller ikke være. 1857. R&R, V, 238

18  Levnedsbogen, 22. - Kolonimagten og dobbeltmonarki­et Dan­mark-Norge var i år 1800 indgået i et væbnet neutra­litetsfor­bund med Rusland, Sverige og Preus­sen, som særlig var vendt mod de store, indbyrdes striden­de kolonimagter Frankrig og England. Det fik katastrofa­le følger for Danmark, idet den engelske flåde under admiraler­ne Parker og Nelson den 2.april 1801 sejlede ned gennem Øresund til København, hvor de kom i søslag med den opankrede danske flåde, som tilsidst måtte kapitulere. Dobbelt­monarkiet blev herved tvunget til at træde ud af neutra­litets­forbundet, men det tog meget lang tid, førend forsmædel­sen over at have tabt slaget på rheden, var glemt. Da Frankrig under ledelse af general og senere kejser Napoleon, havde erobret stadig flere landområder, som berøvede England betydelige handelsmarkeder, trak det derfor op til krig mellem de to stormagter.

           For at imødegå en eventuel fransk overtagelse af den danske flåde, som for de fleste skibes vedkommende lå forankret ved Holmen i Københavns Havn, besluttede englænderne at foretage et overraskelsesangreb på byen, som havde til formål at beslaglægge flåden og sejle den til engelske havne. I august 1807 sejlede en engelsk flåde ned gennem Øresund og ankrede op i farvandet mellem Skodsborg og Vedbæk, hvor de natten til den 16. august landsatte deres tropper, som straks efter påbegyndte marchen mod København. Byen skulle belejres og om nødvendigt beskydes og bombarderes, hvis den ikke ville over­give sig og frivilligt udlevere flåden. I første omgang ville man forsvare byen, som derfor blev udsat for et hårdt angreb fra de engelske angriberes side, som havde forskanset sig på terrænet nord for byen. Byen blev bombarderet med brandraketter den 2. til 5. september, og herunder nedbrændte 290 ejendomme og cirka 16.000 bliver mere eller mindre ødelagte. Vor Frue Kirke og Universitetet sættes i brand, men værst var det, at henved 2000 mennesker blev dræbt eller såret. København måtte nødtvungent overgive sig den 7. september, hvorefter englænderne beslaglagde størstedelen af flåden og ødelagde de skibe, som ikke var umiddelbart sejldygtige. Det var ikke en stolt dag, da københavnerne og sjællænderne måtte være ufrivillige vidner til, at englænderne drog afsted med den beslaglagte danske flåde op gennem Øresund og Kattegat, for at sejle den til England.

           Følgen blev, at fordi Danmark den 31. oktober indgik i forbund med Napoleon, erklærede England Danmark krig den 4. november, hvilket blandt andet betød, at danske havne blev lukket for fjendtlige handelsskibe og dermed også for import af varer fra disse lande og deres kolonier. Det betød samtidig, at der blev mangel på en hel del forbrugsvarer, som danskerne efterhånden havde vænnet sig til, som f.eks. te og kaffe, diverse krydderier mm. Men nok så afgørende betød det, at fremmede hjælpetropper, som f.eks. de spanske, blev stationeret i Danmark, herunder bl.a. i garnisonsbyen Odense, hvor H.C.Andersen som lille dreng kom disse på relativt nært hold. Kilde til de historiske oplysninger: Blandt andet Lars Lindeberg: De så det ske. Englandskrigene 1801-14. Slaget på Reden . Guldalder . Statsbankerot. Lademanns Forlag 1974. Desuden Danmarks Historie i Lademanns Leksikon, samt Kjersgaards Danmarks historie. Bind 2. Forfatter: Erik Kjersgaard. Forlaget Komma A/S og Lademanns Forlag 1983..   

19  H.C.Andersen: Digte. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen. Forlaget Spektrum, København 1966, s.27.

20  MLE I, 33-34

21  Vedr. Andersens søster, Karen Marie, se artiklen ”...et forbyttet, meget fornemt barn...” her på hjemmesiden.

22  Samme sted,s. 34-35

23  Nicolaj Bøgh: Fra H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. Personalhistorisk Tidsskrift, 2. bind 1905, s.59

24  Levb., 24

25  KeSp., Gyldendal, 160, 37, 54ff. Den nævnte Nicolas Gomard (1746-1821), som var en af fadderne ved Andersens dåbsfremstilling i St.Hans Kirke 15.april 1805, var en fransk indvan­drer, som i Andersens barndom var portner ved Odense Graabrødre Hospital. I denne mands familie gik der det rygte, at han skulle være biologisk ophav til den senere berømte digter, et rygte, som den ellers så seriøse perso­nal­histo­riker H.G.Ol­rik (1876-1949) fæstede en vis tiltro til, og som han har uddybet i artiklen "H.C.An­dersens Gudfar", 1936. Se H.G.Ol­rik: Hans Christian An­dersen. Undersøgelser og Kroniker 1925 -1944. H.Hagerup 1945, s.40-45. Selv om Olriks præmis­ser og argumenter ikke virker overbe­visen­de, er tanken om Gomard som eventuel bi­ologisk fader til digteren, betydeligt mere sandsynlig, end tilfældet er med fhv. rektor Jens Jørgen­sens "prinsebarns-teori". – Se i øvrigt min artikel  ”...et forbyttet, meget fornemt barn...”, som er et indlæg i den standende debat om Andersens biologiske oprindelse. Artiklen er trykt i Anderseniana 2006, men kan også læses her på hjemmesiden.