Ankomsten til Slagelse

Om den store forandring, det betød for ham at blive sendt til skolegang i Slagelse, skriver Andersen selv følgende i Levnedsbogen:

En tredie epoke af mit liv begyndte nu, thi min barndom i Odense og de tre års eventyr i København udgør vist nok to såre forskellige. - Jeg rullede med posten afsted til Slagelse, det var lørdagen den 20. november 1822; om skolelivet havde jeg ingen idé, jeg vidste kun at jeg skulle i kost hos en ret velhavende enke, hvor jeg fik alt, blev således fri for enhver sorg over mit udkomme. Meisling, som var rector, havde skrevet et digt jeg fandt så rørende og smukt: "Elegi til barndommen", det var det eneste jeg vidste om ham, og det gav mig godt mod. Nogle unge mennesker der i oktober var blevne studenter rejste på samme tid hjem med posten, de var lystige, jeg også, og vi sang fornøjede på den smukke efterårsdag. Sildig om aftenen kom vi til Slagelse, hvor gæstgivermadammen fortalte mig på mit spørgsmål om byens mærkværdigheder, at der især var: Bastholms bibliotek og byens nye, engelske sprøjte. - Jeg fik et lille værelse, hvor jeg før jeg lagde mig bad vor Herre altid være mig god, at jeg ret måtte komme frem, og være flittig og god. Læste mit "Fader vor", der endnu er mig en vane, men som jeg da og kun nogle enkelte gange siden har læst med den store inderlighed. (1)

Som det fremgår af citatet, mener Andersen selv, at en ny og tredie epoke i hans liv begyndte i og med hans afrejse til Slagelse, hvilket især på baggrund af de begivenheder og den personlige udvikling, der fulgte, nok må siges at være en velbegrundet karakteristik af situationen. Set fra et repetitionsmæssigt synspunkt, befinder individet sig som 15-17 årig i repetitionsperiodens kulminationsområde, hvor det er det femte liv tilbage i tiden, der repeteres, hvilket for Andersens vedkommende vil sige årene omkring 1100-1200. Herefter aftager repetitionernes indflydelse på det aktuelle liv efterhånden og individet bliver dermed mere og mere "sig selv", dvs. bliver mere på højde med sit faktiske udviklingsbetingede personlige bevidstheds- og karakterniveau. Dette niveau vil normalt være totalt opnået, når repetitionsperioden rinder ud omkring 30 års alderen, men i mange tilfælde kan niveauet blive 'indhentet' op til flere år før, ja, i nogle tilfælde måske endda betydeligt før, således at individet i hovedsagen har opnået sin 'aktuelle' udviklingshøjde eksempelvis allerede omkring 20-25 års alderen. Der kan dog stadig være reminiscenser af forskellig art fra fortidige inkarnationer, som det enkelte individ endnu mangler at gennemleve eller udleve. Det kunne f.eks. tænkes at være visse aggressive tilbøjeligheder, religiøs eller politisk intolerance, ligesom det kunne tænkes at dreje sig om forelskelsesevne og ægteskabstalent, hvilket vi alt sammen skal komme nærmere ind på undervejs i denne fremstilling.

Som omtalt i afsnittene ”Repetitionsprincippet”, ”Repetition, barndom og ungdom” og ”Repetition, skæbne og beskyttelse”, er der tale om repetition af de ti forudgående inkarnationer eller liv, som repeteres i to ’hoved-lag’ og to ’bi-lag’:

1. repetition af artens biologiske udvikling

a. repetition af slægtens kulturelle udvikling

2. repetition af personlige evner og egenskaber

b. repetition af individets etisk-moralske udvikling.

Til disse i alt fire repetitions-lag kommer de skæbnemæssige tilbageslag af virkninger til årsager, som individet selv har udløst, enten i det aktuelle liv eller i et eller flere liv tilbage i tiden. Individet pådrager sig omtrent ustandselig en ’skæbnegæld’, som i medfør af skæbneloven må ’tilbagebetales’ på et eller andet tidspunkt. Der er dog ikke kun tale om ubehagelig skæbnegæld, men også om et skæbnetilgodehavende af behagelig karakter. Det er imidlertid de ubehagelige tilbageslag, vi almindeligvis forbinder med begrebet skæbne. Men i henhold til Martinus er de ubehagelige tilbageslag identiske med ”det ubehagelige gode”, nemlig et gode i den forstand, at det er denne form for tilbageslag, der med tiden højner individets åndelige og moralske udvikling. Sådanne tilbageslag betegnes i sammenhæng med Andersens livshistorie som ”skæbnemomenter”. Af decideret ubehagelige sådanne kan især nævnes faderens død, der dog ikke kun blev et skæbnemoment for denne selv, men i nok så høj grad også for sønnen, Hans Christian, for hustruen og moderen, Anne Marie, og for mandens forældre, drengens farforældre. Til de behagelige skæbnemomenter hører det nok så væsentlige for Andersen og hans fremtid, da han besluttede sig for at forlade fødebyen Odense og drage til storbyen København, landets hovedstad. Et tredje og for ham selv delvis behageligt og delvis ubehageligt skæbnemoment var det, da Det kgl. Teaters direktion arrangerede hans skolegang i Slagelse.

Hermed er vi igen fremme ved unge Andersens aktuelle situation: Ankomsten til Slagelse, hvor den 17-årige håbefulde og kommende poet sent lørdag aften den 26. oktober 1822 indlogerede sig for natten i gæstgiverstedet "Den lille Postgård" ved siden af posthuset på Slagelse Bredegade, hvor han som nævnt i citatet ovenfor fik et lille værelse. Da han dagen efter forlod stedet, skrev han i gæstgiveriets fremmedbog følgende linier: "Meget vel fornøjet med opvartning og logi. - H.C.Andersen fra København". Der foreligger ikke oplyst, hvorfor han ikke straks tog ophold hos madam Henneberg, men det må der jo have været en grund til. Under alle omstændigheder skulle han begynde sin skolegang om mandagen den 28. oktober, så derfor opsøgte han rektoren allerede om søndagen.

Næste morgen tidlig gik jeg til skolen for at gøre Meisling min visit, han tog venlig, ja jeg kan sige, hjertelig imod mig, fortalte at han, efter et brev fra Collin havde arrangeret alt på det bedste for mig. - Jeg læste ham straks den første aften min Alfsol og Genfærdet ved Palnatokes grav, der var to af disciplene i øverste klasse indbudne og jeg var ordentlig lidt stolt ved at vise hvilken karl jeg var. (2)

Som nævnt i citatet, benyttede Andersen den første og bedste lejlighed til at læse højt af sine to nyeste opus, "Alfsol" og "Genfærdet ved Palnatokes grav", men der forlyder intet om, hvorvidt han læste op fra manuskript eller fra bogen "Ungdoms-Forsøg". Som tidligere nævnt, er der dog noget som kunne tyde på, at det er fra bogen, han har læst op. Herom lidt senere.

Andersen i logi hos madam Henneberg

Det må antagelig have været efter formiddagsbesøget hos rektor Meisling, som fortalte ham, hvor han skulle logere, at Andersen opsøgte madam Henneberg, der boede i nr. 29 lidt længere henne i gaden.

Jeg kom nu i huset hos en herredsfogeds enke Mad: Henneberg, hvor jeg skulle bo sammen med en anden discipel en søn af præsten Fischer ved Ringsted. (3)

Personalhistorikeren H.G.Olrik giver følgende beskrivelse af Madam Hennebergs anselige hus på Slagelse Bredegade:

Herredsfoged Henneberg havde haft en gård på Bredegades nordre side, som enken solgte til by- og rådstueskriver Stabell, fra hvem den atter overgik til distriktskirurg Hundrup; af ham havde Mad. Henneberg i 1817 købt den gård på Bredegades søndre side (da mtr. Nr.137, nu mtr. Nr. 19, og gade Nr. 29), hvor hun boede til sin død i 1839. Hendes gård lå på et strøg, der endnu omkring århundredskiftet havde et ret fornemt præg; en enkelt af disse patriciergårde ses endnu i ret uforandret skikkelse om end gnavet stærkt af tidens tand - det var 1-etages huse med ret lange facader mod gaden, med port og indgangsdør og stundom med en bred kvist over et par fag og en ret høj sokkel; bag stuehusene brede gårde med side- og baghuse til stalde og bryggers og bag dem altid haverne, der især på gadens sydside var ret langstrakte og vendte ud mod byens marker, hvoraf der fra gammel tid hørte mindst een lod til hver gård. Mad. Hennebergs gård, der brændte i 1897, havde 12 fag, ialt 27 1/2 alen facade til gaden, hvoraf 4 1/2 gik til porten; den havde en kvist ud mod gården, der var begrænset af en 7 alen lang og lige så bred sidelænge med pigekammer, brændehus og lade og af et baghus, 14 1/2 alen langt og 9 alen dybt, hvor der ikke blot var bryggers og stald, men også en havestue og et kammer: bagved lå haven med dens frugttræer og lysthus og et plankeværk ud mod markerne; umiddelbart udenfor dem bølgede selve det åbne, brede Sydvest-Sjælland, hvor vinden strøg frisk ind fra Store Bælt - og gik skoledisciplen en tur ud til de høje bakker med deres fortidsgrave, kunne han derfor skimte sin fødeøs fjerne kyst. I dette rummelige hus, i disse omgivelser var det, at H.C.Andersen hin oktoberdag 1822 holdt sit indtog - man tænke sig forskellen mellem dem og hans hidtidige tilholdssted i hovedstaden i gaderne mellem Lille Kongensgade og Holmens Kanal! (4)

Hos madam Henneberg fik Andersen to små stuer - en havestue og et kammer - i det ovenfor nævnte baghus, hvis vinduer vendte ud mod haven og markerne bagved, og her boede han til 27. oktober 1825, hvor han flyttede hen som pensionær hos rektorfamilien på selve skolen. De to værelser hos madam Henneberg måtte han dele med den et år ældre elev, Jens Mathias Fischer, som dog blev nødt til at forlade skolen og sit logi året efter, angiveligt fordi han efter 9 års undervisning på skolen, endnu ikke havde kundskaber nok til at tage afsluttende eksamen.

Slagelse lærde Skole

Allerede om mandagen den 28. oktober begyndte Andersen sin skolegang i den skole, som de næste knapt fire år skulle komme til at danne rammen om et skoleliv, der for den følsomme og sårbare unge digters vedkommende, på trods af sine åbenlyst positive og glædelige sider, blev intet mindre end noget af et mareridt. Men hvordan var de ydre, fysiske rammer omkring den daglige skolegang i Slagelse lærde Skole? - Også i denne henseende, kan vi hente de fornødne pålidelige oplysninger hos H.G.Olrik, som allerede tidligt tog sig på, at udrede de nærmere omstændigheder omkring bl.a. Slagelse Skoles historie og indretning mm. Det skete i forbindelse med udarbejdelsen af et noteapparat til den første samlede, trykte udgivelse af "H.C.Andersens Dagbog fra hans sidste Slagelse-Aar 1825-1826", i Anderseniana IV, 1936.

Slagelse lærde Skole havde siden 1810 til huse i en tidligere købmandsgård på Bredgade, som da var købt og indrettet til sit nye formål, nemlig ialt fire klasser med et samlet antal på omkring 50 elever. Imidlertid medgik en anselig del af skolens areal til rektorboligen, som var indrettet i tilslutning til skolestuerne, et forhold, der ikke blev ændret i den tid, H.C.Andersen var elev i skolen. Det skete først i 1827 gennem den udvidelse og ændring, som skolefløjen da gennemgik. 1. og 2. klasses skolestuer vendte ud mod skolegården på bagsiden af huset, medens 3. og 4. klasses skolestuer havde vinduer ud til gaden, som i virkeligheden var en relativt stærkt trafikeret del af landevejen fra Sorø til Korsør. Den til tider uophørlige larm fra hestekøretøjer, der skumplede hen over de toppede brosten, kunne være højst generende og distraherende for elevernes koncentrationsevne.

Det kan give et indtryk af de små forhold, hvorunder skolen fungerede, når man erfarer, at hele længden på skolens facade var cirka 36 m og en bredde på 9 m, og heraf medgik 6 x 15 alen til porten i husets vestlige ende. I husets østre ende, lå rektorboligen, som ialt fyldte 121 m2, hvortil kom en kvist på 29,5 m2, således at skolen kun rådede over 180 m2, og heraf optog biblioteket godt en femtedel. 3. klasse var den mindste skolestue på kun 16 m2, og her sad til tider 13 elever sammenklemt, for at modtage undervisning, hvilket gav anledning til vanskelige pladsforhold, og til ventilationsproblemer, særlig på varme sommerdage, og om vinteren, hvor heden fra den gloende kakkelovn plagede den del af eleverne, der sad tættest ved. Udover den ovennævnte del af husets hovedlænge, som var en del af rektorens private bolig, havde denne også en østlig sidelænge til sin rådighed, hvori var indrettet beboelse, køkken og bryggers, samt vognremise og brændehus. I den nordlige ende af sidelængen lå et baghus, som foruden skolens lokummer, der vendte ud til elevernes skolegård, også rummede hønsehus, kostald og - karlekammer.

Hvor mange værelser rektorfamilien havde til rådighed, vides ikke præcist, kun at man har haft i al fald to opholdsstuer med ialt fem vinduer til gaden, og et eller to værelser, hvis vinduer vendte ud mod rektorens gårdsplads, men hvor mange værelser, der vendte ud mod sidebygningen kendes ikke. Det vides derimod, at kvisten var inddelt i to rum, hvoraf det ene på et tidspunkt kom til at tjene som soveværelse for rektoren personlig. Vi skal senere høre om, hvordan H.C.Andersen blev indlogeret og befandt sig under disse forhold.

Rektorfamilien

Denne bestod først og fremmest af husfaderen, Simon Sørensen Meisling (1787-1856), hvis fader havde været postkusk og senere vildthandler i København, men efternavnet kom af, at farfaderen var sognefoged og hestehandler i Meisling, Jerlev sogn ved Vejle. Da faderen døde samme år, som sønnen blev født, giftede moderen, en skibsbyggerdatter, sig med brændevinsbrænder Jess Petersen, men moderen døde allerede, da drengen kun var syv år gammel. Stedfaderen var imidlertid klar over Simons boglige begavelse og lod ham derfor studere. Han bestod sine eksaminer med udmærkelse, vandt Universitetets guldmedalje for en filosofisk prisafhandling, blev cand. theol. i 1807 og dr.phil. 1809. Året før, 1808, var han blevet adjunkt ved den lærde Skole i Helsingør, og herfra kom han som adjunkt til Metropolitanskolen i København. 1819 blev han overlærer og i 1822 udnævntes han til rektor for Slagelse lærde Skole. Meisling var da 35 år gammel.

I 1812 havde han giftet sig med den 19-årige Inger Cathrine Hjarup (1793-1854). Parret fik i 1813 en datter, Else Marie Bentine (1813-1834), 1817 en søn, Peter Ludvig (1817-53), og 1821 endnu en søn, Jess Jacob Henrik (1821-?). Senere, i maj 1823, fik de et tvillingepar, en dreng, der døde som spæd, og en pige, som levede, men hvis navn ikke er oplyst i de trykte kilder. 1825 fik parret endnu en søn, Peter (1825-82), der som voksen blev gartner på godset Lerchenborg, hvor Andersen traf ham under et flere dages besøg i juli 1862. (5)

Rektorembedet gav en årsløn på 1000 rbd. sølv og fribolig, men med den voksende børneflok og dårlig økonomisk sans hos ægteparret, slog pengene ikke rigtig til. 1819 havde fru Meisling og hendes to brødre arvet 16.000 rdl. sølv til deling efter deres fader, og hendes arvelod har formentlig været et velkomment supplement til mandens indtægter. Familien Meislings haltende økonomi menes at have været den væsentligste grund til, at den i oktober 1825 tog den da 20-årige Andersen i helpension. Tiden hos familien Meisling, først i Slagelse og siden i Helsingør, kom til at rumme mange gode og en del dårlige oplevelser, men først og fremmest fik han en erfaring og indsigt i menneskers særprægethed og livsvilkår på godt og ondt, som faktisk gav ham stof til et helt livs forfatterskab. Mennesker fra dengang optræder mere eller mindre 'forklædt' i flere af Andersens romaner, og dette gælder ikke mindst ægteparret Meisling, som let genkendelige forekommer allerede i Fodrejse, 1829, og ikke mindst i Improvisatoren, 1835. Så sent som i 1874 optrådte den da forlængst afdøde Meisling som plageånd i Andersens drømme. (6)

Meisling var en anerkendt filolog og kendt som oversætter af græske og latinske klassikere, og desuden af Skakespeares lystspil og Carlo Gozzis dramatiske eventyr og maskekomedier, foruden at han skrev forskellige litterære afhandlinger. Han forfattede også digte, tragedier og lystspil, og var en skarp kritiker og polemiker i tidens litterære tidsskrifter og i aviser. (7)

Lærerne

Først og fremmest underviste Meisling selv eleverne, men derudover var der overlæreren, Jeppe Christensen Qvistgaard (1781-1850), bondesøn fra Vester Lyby i Salling. Kom 1806 til København, hvor han ved Universitetet tog teologisk eksamen med udmærkelse 1810, blev derefter adjunkt 1811 i Aarhus og 1819 overlærer i Slagelse lærde Skole, hvis rektorembede han overtog, da Meisling blev forflyttet til Helsingør i 1826. 1838 blev Qvistgaard sognepræst i Aagerup og Kirkerup på Sjælland. Hans fag i skolen var latin, græsk, hebraisk og religion.

Lærer i historie, geografi og tysk i hele skolen, og græsk i laveste klasse, var adjunkt Christopher Petersen Andersen (1785-1853), medens adjunkt Jacob Andreas Andresen (1798-1832) var lærer i matematik og fransk. Hertil kom endnu en adjunkt, Jens Peter Snitker (1770-1847), som i 1838 blev afskediget fra skolen efter 45 års tro tjeneste. Han underviste i de to nederste klasser i latin, dansk og skrivning, men det hændte at han blev sat til at læse fransk og tysk med eleverne, hvilket han ikke var god til. Timelærer med undervisning i nyere sprog og kalligrafi var Philip Andreas Torst (1799-1881), som blev adjunkt sst. 1834-43, senere ansat i Kultusministeriet og udnævnt til Kancelliraad. Som sanglærer ved skolen fungerede stadsmusikant Johan Frederik Ernst Schwartz (1777-1859).

Skolekammeraterne

Mandag den 28. oktober 1822 om morgenen mødte Andersen op på skolen, hvor han, der da var godt 17 år, skulle begynde i anden klasse. Her fik han ti klassekammerater, hvoraf nogle er nævnt senere nedenfor:

Mandagmorgen kom jeg ind i skolen i anden klasse, (den næst nederste); Meisling satte mig ved det mellemste bord, omtrent midt i klassen; det var allesammen næsten børn; jeg ragede op over dem alle, der så forundrede på den nye kammerat. (8)

Det er dog lidt af en overdrivelse, når Andersen kalder sine skolekammerater for "allesammen næsten børn", idet disse kun var to-tre år yngre end ham. Skolens samlede antal elever var i 1825 - altså tre år senere, da Andersen gik i 3. klasse - ialt 38 disciple, fordelt med 9 i 1. klasse, 11 i 2., 12 i 3., og 6 i 4. klasse. Eleverne gik i reglen to år i hver klasse. Blandt Andersens klassekammerater var Ferdinand Emil Hundrup (1808-79), som gik i Slagelse Skole 1818-27, blev cand.philol. 18??, samme år lærer ved Randers lærde Skole, adjunkt 1838, 1844 overlærer i Roskilde. Emil Hundrup har senere forfattet en del skrifter vedrørende skoleforhold, bl.a. Lærerstanden ved Slagelse lærde Skole, 1861, som har bidraget til vor viden om lærerstanden og skoleforholdene i Slagelse lærde Skole i H.C.Andersens skoletid der.

En anden af klassekammeraterne var Jens Hviid (1808-1837), som 1819 var blevet optaget i Slagelse lærde Skole, og som i øvrigt også var pensionær hos rektorfamilien. Også han fulgte med denne, da man i april 1826 flyttede til Helsingør, fra hvis lærde skole han dimitteredes til Universitetet i september samme år, hvor han studerede teologi. Men efter adjunkt Andresens død 1832 blev han konstitueret som lærer ved Slagelse Skole, hvor han underviste i matematik, hvilken stilling han havde til 1834, da han blev frigjort til at tage sin teologiske embedseksamen, hvilket dog ikke lykkedes. Han døde ugift 1837.

Andre klassekammerater i Slagelse var Knud Randrop (18??-18??), Ole Pedersen (1807-1854), senere brændevinsbrænder i Slagelse, og som hesteejer ivrig deltager i væddeløb; Christen Hansen Qvortrup (1809-63), senere sognepræst i Arninge; Anton Frederik Vilhelm Giesemann (1807-58), student 1829, død i Skanderborg som fhv. toldbetjent; Carl Christen Wittrup (1809-88), student 1829, sognepræst i Mariager 1854, i Vejle 1863 til sin død. (9)

Skoleundervisningen

Men foreløbig var Andersen altså pensionær hos madam Henneberg, og fra sit logis hos hende spadserede han hver dag til og fra skolen for at følge undervisningen, som strakte sig fra kl. 8 morgen til 12 middag, hvor der var tre timers middagspause. Undervisningen fortsatte derefter fra kl.15 til 18, og herom skriver han i Levnedsbogen:

Jeg skulle begynde med latin, græsk, geometri, historie, geografi, kort alt, selv skrive og regne; jeg kendte næsten intet til nogen af delene. - En geometri havde jeg aldrig set; og jeg vidste ikke engang at finde København på kortet. - Alt havde megen interesse for mig, men massen overvældede mig, jeg var kommen ind i et ganske nyt fremmed liv, min omgivning var også ganske anderledes end før, det havde en forunderlig virkning på mig.(10)

Det var naturligvis en mærkbar og på sin vis hård overgang fra de forudgående tre års storbyliv, Andersen kom ud for at opleve, for selvom teaterarbejdet havde været nok så anstrengende og krævende, så havde han fritiden til sin egen rådighed, særlig efter afskeden fra teatret i slutningen af juni 1822, og hans fremtidsudsigter tegnede sig da yderst usikre. Som skoleelev havde H.C.Andersen et mål, som hed studentereksamen, at stræbe efter, og det var for at opnå denne, at man havde hjulpet ham til at blive optaget som discipel i Slagelse lærde Skole. Dette ansvar og forpligtelsen til at stræbe efter at gøre sig fortjent til den viste tillid, var Andersen sig pinligt bevidst. Som skoleelev var han derfor uhyre flittig med at læse sine lektier, og det viste sig desuden snart, at han var særdeles god til fag som matematik, dansk, dansk stil, religion og sang, derimod var han ikke god til fremmede sprog, hverken de klassiske, latin og græsk, eller de nyere, tysk, fransk og engelsk. Disse fag kom derfor til at volde ham de største kvaler i løbet af skoleårene, hvortil kom, at han alle dage, også senere i livet, havde store problemer med det grammatisk-konstruktive, og desuden havde han vanskeligheder med stavningen af ord på dansk så vel som på andre sprog. Særlig kunne han stave helt almindeligt forekommende fremmedord på flere forskellige måder, eksempelvis et fremmedord som discipel, som det omtrent lykkes ham at stave galt på så mange måder som det overhovedet er muligt.

Men Andersens breve fra den tid vidner om, at han selv var klar over sine egne svagheder, hvilket eksempelvis kan ses af et brev fra juni 1824:

Min barndom blev forsømt, altfor megen usund morskabslæsning gav min ånd det sære sving den endnu har, mine ideer blev overspændte, jeg kunne ikke tænke mig livet som noget solidt virkeligt, kun et fantasispil. - - For mig, som trådte ind i en lærd skole fremmed for alle videnskaber og med en brændende fantasi, som kun var vant til at sværme om fra blomst til blomst, måtte skolelivets fabriksmæssige gang, den for mig uoverskuelige mark af kundskaber, som lå for mig, gøre et underligt indtryk på, og naturlig den tanke opstige: mon du har kræfter til at gennemvandre den? (11)

Set fra en udenforstående og forsøgsvis objektiv synsvinkel, var den nævnte morskabslæsning og fantasilegen dog nok ikke så usund og negativ, som Andersen her tilsyneladende giver udtryk for, og som især hans velmenende vejledere mente. Men det var jo netop hans force, at bruge fantasien og ”flagre fra blomst til blomst” under intuitionens og improvisationens inspiration. Men indtil videre forsøgte han efter bedste evne at underkaste sig disciplinen og de restriktioner, der var blevet ham pålagt og som han mere eller mindre frivilligt havde påtaget sig at forsøge at leve op til. Det holdt hårdt for, og mange år senere, da han i 1846 skrev Mit eget Eventyr uden Digtning, gjorde han i et kortfattet tilbageblik status over sin situation i begyndelsen af skoleåret 1822-23, her citeret fra MLE:

I skolen fik jeg plads mellem små drenge i den næst nederste klasse; thi jeg vidste aldeles ingenting. Jeg var virkelig som en vild fugl, der er sad i bur. Den bedste vilje havde jeg til at lære, men øjeblikkelig famlede jeg deri; jeg bar mig ad som en, der, uden at kunne svømme, er kastet i havet: det gjaldt for mig liv eller død at komme frem, den ene bølge kom efter den anden, een hed matematik, en anden grammatik, geografi o.s.v. - jeg følte mig overvældet, og frygtede, at jeg aldrig kunne svømme igennem. Snart udtalte jeg et navn rent galt, snart blandede jeg det ene i det andet, eller jeg gjorde et fantasi-spørgsmål, som ingen dannet skoledreng turde gøre. Rektoren, der havde en egen lyst til at spotte os allesammen, fik naturligvis stor anledning dertil hos mig, og jeg blev angst og forknyt. (12)

Det var næsten ikke til at overskue for den godt 17-årige skoleelev, at der i heldigste tilfælde ville være omkring 5 år til, at han kunne gå op til studentereksamen og dermed afslutte en periode af sit liv, som han betragtede som en ren plage. Og plagen blev ikke mindre af, at der ikke var nogen god ’kemi’ mellem den unge digterspire og hans rektor, Simon Meisling. Men der var dog trods alt også opløftende momenter ind imellem i hverdagens krævende skoleliv og den sparsomme fritid.

_________________