Et forsøg på kosmisk tydning af H. C.
Andersens eventyr
”Dynd-kongens datter”
I sine
”Bemærkninger 1874” til eventyrene fortæller H. C. Andersen: ””Dynd-kongens
datter” hører til de eventyr, på hvilke jeg har anvendt mest tid og flid;
det kan måske for enkelte have en slags interesse at se, ligesom gennem et
mikroskopisk glas, hvorledes det er groet frem, har udfoldet og omformet sig.
Det egentlige indhold kom som alle eventyrene øjeblikkelig, således som en
kendt melodi eller sang kan komme. […] (Note 1)
Eventyret Dynd-kongens
datter (1858) er i sin grundlæggende idé en fortælling om menneskets
etisk-moralske udvikling eller forvandling fra dyrebevidsthed, mere præcist fra
hedensk naturmenneske, til rigtigt menneske, hvilket vil sige et indviet
menneske med kosmisk bevidsthed. Altså i bund og grund et religiøst og til en
vis grad også apokalyptisk eventyr som flere af Andersens andre eventyr, og for
resten et eventyr, hvis grundidé og grundhandling kan minde om flere af
digterens tidligere arbejder, som f. eks. versdramaet Agnete og havmanden
(1833) og eventyrene Den lille Havfrue (1836) og De vilde svaner”
(1838). Ideen om menneskets to sind, det dyriske og det menneskelige, der
kæmper om overtaget med hinanden, findes også indlagt i eventyret Rejsekammeraten
(1835):
Johannes gjorde alt, hvad rejsekammeraten havde rådet
ham; prinsessen skreg ganske højt, idet
han dykkede hende ned under vandet, og sprællede ham under hænderne, som en
stor, kulsort svane, med gnistrende øjne; da hun anden gang kom op over vandet
igen, var svanen hvid, på en eneste sort ring nær, den havde om halsen.
Johannes bad fromt til vor Herre, og lod vandet tredje gang spille hen over
fuglen, og i samme øjeblik forvandledes den til den dejligste prinsesse. Hun
var endnu smukkere end før, og takkede ham med tårer i sine dejlige øjne, fordi
han havde hævet hendes fortryllelse. (Note 2)
Men ”Dynd-kongens datter” er desuden også
et kosmisk eventyr, nemlig i den forstand at det grundlæggende fortæller om
tilværelsens kontraster, både hvad angår sted, tid og idé, idet to verdener
ustandselig stilles overfor hinanden: Norden og Syden, Ægypten og egnen omkring
Store Vildmose i Jylland, Vikingetiden, hvor to livssyn brydes, Asalæren og
Kristendommen, som netop på den tid blev forkyndt i Hedeby af Ansgar,
modsætningen mellem dyndet og solstrålen, mellem materien og ånden. Eventyret
handler om pigen Helga, dyndets datter med solstrålen eller lyset fra Gud i
sig, skønheden og udyret i samme person, skøn og ond om dagen, hæslig og from
ved nattetid. Endelig den fortælleform, Andersen her benytter sig af:
Eventyrets og forløsningslegendens romantik sat op mod hverdagslivets
snusfornuftige prosa, eksemplificeret i svanerne overfor storkene. (Note 3)
Eventyret Dynd-kongens datter
handler altså i bund og grund om det, Martinus betegner som kredsløbs- og
kontrastprincippet. Endvidere handler det om det levende væsens inkarnation fra
den åndelige verden til den fysiske verden, livet på godt og ondt i denne, som
senere vækker længslen imod den oprindelige tilværelse, og sluttelig det
levende væsens tilbagevenden til den åndelige verden. Dette cykliske forløb
kendes også fra nyplatonisk filosofi, som inspirerede digteren Johannes Ewald
til digtet Til sjælen (ca.1776), hvori han ligner sjælen ved ørneungen,
der er faldet fra reden på den øverste tinde til den dybeste dal, og som senere
inspirerede Andersen til digtet Sjælen (1825), hvis grundidé bl.a.
indgår i eventyret Den grimme ælling (1844). (Note 4)
Tegneren Lorenz Frølich herlige tegning af storkefamilien på
tagryggen af vikingens bjælkehus.
Eventyret Dynd-kongens
datter tager sin begyndelse i Vikingetiden ca. år 840, og Andersen har
valgt at lade et storkepars indbyrdes dialog og snusfornuftige kommentarer til
hverdagens mirakuløse forløb udgøre eventyrets rammehandling. Storken er som
bekendt en trækfugl, der mytologisk set betragtes som symbol på frugtbarhed og
dybdepsykologisk set som symbol på reinkarnation, idet storken jo henter de små
nyfødte i mosen eller mølledammen. Det har Andersen, der selv yndede at
identificere sig og sin rejselyst med den langbenede og langnæbbede fugl,
fortalt om i eventyr som Storkene (1839) og Peiter, Peter og Peer
(1868). Storkeparret er heldigt ankommet fra Ægypten eller ”Faraos moser” og
logerer nu på taget af høvdingehuset i vikingeborgen oppe ved Vildmosen i
Vendsyssel. Mens storkemor ligger på reden og ruger på æggene, spankulerer
storkefar omkring i den nærliggende mose og fanger frøer og snoge til sig og
fru stork. En dag ser han et underligt syn: Tre store, hvide svaner ankommer
til mosen, hvor de sætter sig på en elletrunte, og den ene af svanerne kaster
sin ham og afslører sig som en meget smuk ung kvinde, som storkefar
identificerer som ”datteren af vor vært i Ægypten”. Hertil udbryder storkemor:
”Hun, som er af feernes [dvs. åndernes] slægt! Fortæl dog! Du ved, at jeg kan
ikke tåle at vente i denne tid, da jeg ligger!”
Storkefar fortæller videre, at prinsessen
er kommet hertil, fordi hun tror, at moseblomsten eller åkanden kan helbrede
hendes syge fader, kongen eller faraoen. Herom erfarer vi senere, at prinsessen
før sin rejse til Danmark efter de vises råd havde begivet sig ud til Sfinksen
og var gået ind i en af de store pyramider, gennem en lang gang, som førte ind
til kongekammeret, hvor en tidligere, nu for længst afdød farao lå i sit
mumiehylster. Her havde hun lagt sit hoved ind til den døde, i håb om at det
ville blive hende åbenbaret, hvor og hvordan hun kunne frelse sin faders liv,
og da var det i drømme blevet hende klargjort, at det kun kunne ske ved, at hun
foretog den lange rejse op til det kølige Norden og fandt og hjembragte den
lotusblomst, der i vandets dyb havde berørt hendes bryst.
Her er tydeligvis tale om en
mysterieindvielse, der drejer sig om at vække individets slumrende intuition og
begyndende kosmiske bevidsthed. Den syge og sengeliggende konge eller farao er
utvivlsomt symbol på Gud Fader, monoteismen, som folket tvivler på, fordi man
opfatter ’ham’ som inaktiv, fraværende og døende, men som de vise og
kongebarnet, her altså prinsessen, tror på kan ’genoplives’ gennem hendes
kærlighed, offervilje og lutring. Alene brugen af udtrykket ”Kærlighed føder
liv, livet til Faderen”, antyder at det er Gud Fader, Andersen her har i
tankerne. Det bliver da også tydeligt længere fremme i eventyret, hvor den
kristne præst, der som fange er ført til Vikingeborgen, bl. a. fortæller om den
kristne lære.
Men inden det er kommet så langt er storkemor ivrig efter at høre
om, hvad der videre hændte:
Her midt i mosen, ved du, er ligesom en sø,” sagde Storkefar,
”du kan se et stykke af den, når du vil lette dig; derop til rørene og det
grønne hængedynd lå en stor elletrunte; på den satte de tre svaner sig, slog
med vingerne og så sig om; den ene af dem kastede svanehammen, og jeg kendte i
hende vor hus-prinsesse fra Ægypten; hun sad nu og havde ingen anden kappe om
sig, end sit lange, sorte hår; hun bad de to andre, hørte jeg, at passe vel på
svanehammen, når hun dukkede ned under vandet for at plukke blomsten, som hun
troede at se; de nikkede og lettede, løftede på den lette fjerkjole; se hvad
mon de vil med den, tænkte jeg, og hun spurgte dem vistnok lige om det samme,
og svar fik hun, syn for sagen, de fløj i vejret med hendes fjerham: ”Dyk du
ned!” råbte de, ”aldrig flyver du mere i svaneham, aldrig ser du Ægyptens land!
Sid du i Vildmosen!”” og så rev de hendes fjerham i hundrede stykker, så
fjerene fløj rundt omkring, som om det var et snefog, og bort fløj de to
skarns-prinsesser!
Storkefar fortæller videre, at
elletrunten i virkeligheden er Dynd-kongen selv, som med ét synker til bunds,
hvorfor prinsessen søger at redde sig i land, men elletrunten trækker hende med
sig ned i det sorte dyb. ”Nu er hun begravet i Vildmosen, aldrig kommer hun med
blomst til Ægyptens land. Du havde ikke holdt ud at se på det, mo’er!”
Men storkefar holder i den kommende tid
øje med, hvad der skete i mosen, efter at Dynd-kongen havde trukket prinsessen
med sig ned i mosedybet, og han håbede på at få hende at se igen, men
prinsessen var og blev borte.
Nu gik der lang tid.
Da så han en dag, at dybt fra bunden skød frem en grøn stilk,
og da den nåede op til vandspejlet, voksede frem et blad, bredere og altid
bredere; tæt ved kom en knop, og da storken en morgenstund fløj hen over den,
åbnede sig, ved de stærke solstråler, blomsterknoppen, og midt i den lå et
dejligt barn, en lille pige, ligesom om hun var stegen op fra bad; hun lignede
i den grad prinsessen fra Ægypten, at storken først troede at det var hende,
der var blevet lille, men da han tænkte sig om, fandt han det rimeligere at det
var hendes og Dynd-kongens barn; derfor lå hun i åkande. (Note 5)
Storkefar har opdaget den lille pige på åkandebladet og ræsonnerer,
at her kan hun ikke blive liggende.
Derfor tog han den lille pige op og fløj med hende i næbbet til vikingens
bjælkehus, idet han mener at
den barnløse vikingefrue vil tage sig kærligt af barnet. – Tegning:
Lorenz Frølich.
Storkefar ræsonnerer, at den lille pige
ikke kan blive liggende i åkanden, og da der ikke er plads i storkereden,
henter han på ægte mytologisk vis barnet og bringer det til den barnløse,
sovende vikingefrue. Da denne vågner næste morgen ligger det sprællende og
skrålende barn ved hendes bryst, hvilket naturligvis gør den nybagte moder
ellevild af glæde. […] til sidst græd det sig isøvn og som det da lå der, var
det noget af det dejligste, man kunne se på. […]. Men nu skulle fødselen fejres
efter alle traditionens regler, og vikingefruen deltager selv i forberedelserne
til festen, så at hun ud på aftenen nærmest falder omkuld af træthed.
Da hun nu henimod morgenen vågnede, blev hun inderlig
forskrækket, thi det lille barn var rent borte; hun sprang op, tændte en
fyrrespån og så rundt om, og da lå der, hvor hun strakte sine fødder i sengen,
ikke det lille barn, men en stor, hæslig padde; hun blev ganske ækel ved den,
tog en svær stang og ville slå frøen ihjel, men den så på hende med sådanne
underlige, bedrøvede øjne, at hun ikke kunne slå til. Endnu engang så hun rundt
om, frøen gav et fint, ynkeligt kvæk, hun for sammen derved og sprang fra
sengen hen til lugen, den smak hun op; solen kom idetsamme frem, kastede sine
stråler lige ind i sengen på den store padde, og det var med eet som om udyrets
brede mund trak sig sammen og blev lille og rød, lemmerne strakte sig i den
nydeligste skikkelse, det var hendes eget lille, dejlige barn, der lå, og ingen
hæslig frø.
”Hvad er dog det!” sagde hun, ”har jeg drømt en ond drøm! Det
er jo mit eget yndige alfebarn, der ligger!” og hun kyssede og trykkede det til
sit hjerte, men det rev og bed om sig ligesom en vild kattekilling.” – Det stod
snart vikingefruen klart, at der hvilede en forfærdelig trolddom over hendes
lille barn. ”Ved dagen var det dejligt som en lysalf, men havde en ond, vild
natur, om natten derimod var det en hæslig padde, stille og klynkende, med
sorgfulde øjne; her var to naturer, der skiftede om, både udad og indad; det
kom af, at den lille pige, som storken havde bragt, ejede ved dagen sin rette
moders ydre, men på den tid sin faders sindelag; ved natten derimod fik det
slægtskabet med ham synligt i sit legemes skikkelse, derimod strålede da, inde
i det, moderens sind og hjerte. Hvem kunne løse denne ved sejdkunst øvede magt.
[…]”
Vikingefruen forskrækkes over, at hendes søde barn ved
trolddomsmagt er blevet forvandlet til en fæl skrubtudse.
Tegning: Lorenz Frølich.
Da
efteråret nærmer sig, drager storkeparret og deres unger af sted, for at
overvintre i det varme Ægypten. Imens ligger den ægyptiske konge, faraoen,
stadig alvorligt syg, og landets vismænd og lærde er forsamlede og drøfter,
hvad der kan gøres for ham.
”Kærlighed føder liv! Den højeste kærlighed føder det højeste
liv! Kun gennem kærlighed er livets frelse for ham at vinde!” var der blevet
sagt, og det var overmåde klogt og godt sagt, forsikrede de lærde.
”Det er en køn tanke!” sagde straks storkefar.
”Jeg forstår den ikke rigtigt!” sagde storkemor, ”og det er
ikke min skyld, men tankens, dog det kan da også være det samme, jeg har andet
at tænke på!”
Og nu havde de lærde talt om kærligheden mellem dit og dat,
forskellen der var, kærligheden, som kærestefolk fornam, og den mellem forældre
og børn, mellem lyset og væksterne, hvorledes solstrålen kyssede dyndet, og at
spiren derved kom frem – det var så vidtløftigt og lærd sat ud, at det blev
umuligt for storkefar at følge med, end sige at gentage det; han blev ganske
tankefuld derved, lukkede øjnene halvt i og stod på eet ben en hel dag
derefter; lærdommen var ham for svær at bære.”
Elletrunten eller Dynd-kongen er jo
utvivlsomt symbol på naturens vilde, dunkle, magiske og i realiteten ustyrlige
kræfter og energier, kosmologisk set primært instinkt- og tyngdeenergien, som
udmønter sig i tanker, følelser og handlinger, som i værste fald snarere er
”djævelske” end dyriske. I eventyret vokser lille Helga da også op og bliver
til:
”den dejligste jomfru i sit sekstende år; dejlig af skal, men hård
og barsk af kærne, vildere end de fleste i denne hårde, mørke tid.
Det var hende en lyst at stænke med sine hvide hænder det
dampende blod af den slagtede offerhest; hun bed i vildskab halsen over på den
sorte hane, som offergoden skulle slagte, […]” –
- og i øvrigt gik det vildt og blodigt til i
vikingetiden med dens røvertogter, kampe og drab, hvor medfølelse blev
betragtet som topmålet af svaghed, og døden som følge af alderdom dømte folk
til evigt ophold i Helheim. Kun de stærke og nådesløse krigere fik ved døden
adgang til Valhalla, gudernes opholdssted.
”I bjælkehusets dybe, stensatte kælder var den fangne, unge
kristne præst bragt ned, snøret med bastbånd om fødder og hænder; dejlig var
han, ”som Baldur [Balder] at se!” sagde vikingefruen, og hun rørtes ved hans
nød, men ung Helga lystede, at der skulle drages tov gennem hans haser og han bindes
til halerne af de vilde okser.
”Så skulle jeg slippe hundene løs; hui! Af sted over moser og
kær, ad heden til! Det ville være lystigt at se, lystigere endnu at kunne følge
ham på farten!”
Dog den død ville vikingen ikke han skulle lide, men, som
fornægter og forfølger af de høje guder, i morgen den dag ofres på blodstenen i
lunden, det var første gang at her et menneske ofredes.
Ung Helga bad om at hun måtte bestænke gudebillederne og
folket med blodet af ham; hun sleb sin blanke kniv, og da en af de store,
glubske hunde, hvoraf der var nok på gården, løb hende hen over fødderne, stak
hun den kniven ind i siden: ”Det er for at prøve den!” sagde hun, og
vikingefruen så bedrøvet på den vilde, ondsindede pige, og da natten kom, og
skønhedsskikkelsen hos datteren i krop og sjæl skiftede om, talte hun til hende
sorgens varme ord ud af en bedrøvet sjæl.
Den grimme padde med troldens krop stod foran og heftede de
brune, sorgfulde øjne på hende, hørte og syntes at forstå med menneskets tanke.
[…]
Plejemoderen, som i sit
hjerte gemte præstens ord om sønnen af den eneste sande Gud, talte i sin dybe
sorg indtrængende til padde-Helga, og hendes kærlige alvorsord gør sin virkning
på det hæslige væsen, som det hen på aftenen lykkes for at liste sig ned til
fangen og skære de bånd over, der binder ham, og føre ham op og ud i friheden,
og sammen rider de væk fra vikingeborgen. Men idet morgenen gryr, forvandler
Helga sig atter til sin smukke, menneskelige skikkelse, og hendes onde og
grusomme sind vender tilbage og hun prøver at stikke den forfærdede præst ihjel
med den kniv, der løste hans bånd. Men præsten er hende for stærk:
[…] han holdt hende fast, og det gamle
egetræ tæt ved kom ham til hjælp ved ligesom med sine fra jorden halv løsnede
rødder at binde hendes fødder, der var gledet ind under dem. Tæt ved sprudlede
en kilde, han stænkede hende med det friske væld over bryst og ansigt, bød den
urene ånd fare ud og signede hende efter kristelig brug, men dåbens vand har
ikke kraft der, hvor ikke troens væld også strømmer indefra.
Pigen Helga i paddeskikkelse befrier den kristne præst fra det
skumle fængsel.
Tegning: Lorenz Frølich.
Præsten gør korsets tegn på hendes pande og
bryst og taler til hende om den kærlighedsgerning, hun i paddeskikkelse havde
vist ham samme nat, og at han derfor vil tage hende med sig til Hedeby, for at
den hellige Ansgar kan hæve hendes fortryllelse:
Han bøjede sine knæ, bad så fromt og inderligt! Det var som om
den tavse skovnatur indviedes derved til en hellig kirke; fuglene begyndte at
synge som hørte de med til den nye menighed, de vilde krusemynter duftede som
ville de erstatte ambra og røgelse; højt forkyndte han Skriftens ord:
”Lyset fra det høje har besøgt os, for at skinne for dem, som
sidder i mørket og i dødens skygge, at styre vore fødder på fredens vej! –”
(Note 6)
Dog,
prøvelsernes tid er endnu ikke ovre. Det ridende par bliver henimod aften
overfaldet af en flok røvere, som med økser dræber først hesten og siden den
unge præst, mens Helga, idet røverne har grebet fat i den smukke pige, atter
forvandles til hæslig padde, hvilket får de forfærdede røvere til straks at
flygte fra stedet. I sin paddeskikkelse vil hun derefter forsøge at grave en
grav for både hesten og præsten, men det lykkes hende ikke, hvorfor hun i
stedet dækker de to med grene og blade, og med største besvær til sidst lægger
nogle store sten over de døde, så de er beskyttet mod vilde dyr.
Ved daggry forvandles Helga atter til
smuk menneskeskikkelse, men hendes vildskab og ondskab er nu borte, og da
natten atter falder på og forvandlingen til padde sker, er der sket en
forandring, idet hendes øjne nu stråler med en ny skønhedsglans. Og da hun med
sorg i hjertet og tårer i øjnene pynter graven og derefter ridser korsets tegn
i jorden rundt om, falder svømmehuden af hendes hænder, og da hun gør korsets
tegn i luften mellem sig og den døde, bæver hendes læber og fra hendes mund
lyder ordene:
”Jesus Krist!”. ”Da faldt paddehammen, hun var den unge
dejlighed; - dog hovedet bøjede sig træt, lemmerne trængte til hvile, - hun
sov.
Men søvnen var kun kort; ved midnat blev hun vækket; foran hende
stod den døde hest, så strålende, fuld af liv, det lyste ud af øjnene og ud af
den sårede hals; tæt ved viste sig den dræbte, kristne præst; ”skønnere end
Baldur!” ville vikingefruen have sagt, og dog kom han som i ildsluer.” – ””Du dyndets datter!” sagde den kristne
præst, som vikingerne havde taget til fange under et af deres togter og bragt
med sig hjem til Danmark: ”Af dynd, af jord, er du kommen, - af jord skal du
igen opstå! Solstrålen i dig går legemsbevidst tilbage til sit ophav, strålen
ikke fra sollegemet, men strålen fra Gud! Ingen sjæl skal fortabes, men langt
er det timelige, der er livsens flugt i det evige. – Jeg kommer fra de dødes
land; også du skal engang rejse gennem de dybe dale ind i det lysende
bjergland, hvor nåden og fuldendelsen bor. Jeg fører dig ikke til Hedeby efter
kristendåb, først må du sprænge vandskjoldet over den dybe mosegrund, drage den
levende rod op for dit liv og din vugge, øve din gerning før indvielsen tør
komme.”” (Note 7)
Og præsten sætter hende op på hesten og
rider med hende og med korset højt
løftet gennem luften:
[…] hen over den susende skov, henover højene hvor kæmperne
var jordede på deres dræbte gangere; og de mægtige skikkelser rejste sig, red
ud og holdt øverst på højen; i måneskinnet strålede om deres pande den brede
guldring med guldknude, kåben flagrede i vinden. Lindormen, som rugede over
skatte, løftede sit hoved og så efter dem. Dværgfolket kiggede frem fra høje og
plovfurer, de myldrede med røde, blå og grønne lys, en vrimmel at se som
gnisterne i asken af det brændte papir.
Hen over skov og hede, åer og kær fløj de, op mod Vildmosen;
hen over den svævede de i store kredse. Den kristne præst løftede korset højt,
det skinnede som guld, og fra hans læber lød messesangen: Liden Helga sang den
med, som barnet synger ved sin moders sang; hun svingede røgelseskarret, der
kom en alterduft, så stærk, så undervirkende, at mosens siv og rør blomstrede
derved; alle spirer skød op fra den dybe bund, alt, hvad liv havde, løftede
sig, der bredte sig et flor af åkander, som var det et indvirket blomstertæppe,
og på dette lå en sovende kvinde, ung og dejlig, liden Helga troede at se sig
selv, sit spejlbillede i det stille vand; det var hendes moder hun så,
Dyndkongens viv, prinsessen fra Nilens vande.
Den døde, kristne præst bød, at den
sovende løftedes op på hesten, men denne sank under byrden som var dens legeme
kun et liglagen, der flyver i vinden, men korsets tegn gjorde luftfantomet
stærkt, og alle tre red de hen til den faste grund.
Da galede hanen i vikingens borg og synerne løste sig op i
tåge, der for hen i vinden, men ud for hinanden stod moder og datter.
Ridende på den hvide ganger redder præsten og Helga hendes
virkelige moder, den sovende ægyptiske prinsesse, op fra mosens leje.
Tegning: Lorenz Frølich.
Og moderen fortæller nu sin datter om,
hvad der er hændt siden hun forlod Ægypten, og om, at hun modvilligt blev
Dynd-kongens viv og at resultatet heraf var datteren, som hun nu var blevet
genforenet med. Datteren, som voksede op af dyndet og blev forbindelseslinjen
til Faderen. Men endnu er Helgas forvandling ikke fuldbragt, og hun er derfor
ikke parat til at følge med hjem til Faderen i ”hjemmets solbelyste land”.
Helga vender derfor atter tilbage til sin kærlige plejemoder i vikingeborgen,
ikke i sin smukke menneskeskikkelse, men som den hæslige padde. Plejemoderen,
som i tre dage har været dybt bekymret over Helgas udebliven, ligger i dyb søvn
og drømmer om:
”[…] den uhyre slange, som omspændte jorden i havdybet,
rystede i krampetrækninger; det var mod gudernes nat, Ragnarok, som
hedningefolket kaldte den yderste time, da alt skulle forgå, selv de høje
guder. Gjallerhornet lød, og hen over regnbuen red guderne, klædte i stål, for
at kæmpe den sidste kamp; foran dem fløj de vingeklædte skjoldmøer og rækken
sluttedes med de døde kæmpers skikkelser; den hele luft lyste om dem med
nordlysblink, men mørket var det sejrende. Det var en rædsom stund.”
Mødet mellem sjælen (den ægyptiske
prinsesse) og materien (Dynd-kongen) blev den i materien ’indkapslede’ eller
’fangne’ sjæl (Helga). Andersen ser dog ikke dette som en dualisme mellem ånd
og materie.
Men videre i handlingen: Tæt ved vikingefruen sidder i drømmen den
skælvende Helga på gulvet i frøens skikkelse, men den kærlige plejemoder tager
hende op på sit skød og skærmer og trøster hende:
[…] Timen var kommen, da jord og himmel ville briste,
stjernerne falde, alt gå til grunde i Surturs ild, men en ny jord og himmel,
vidste hun, ville komme, kornet bølge, hvor havet nu rullede hen over den golde
strandbund, den unævnelige Gud råde og op til ham steg Baldur, den milde,
kærlige, løst fra de dødes rige – han kom – vikingefruen så ham, hun kendte
hans åsyn, - det var den kristne præst.
”Hvide Krist!” råbte hun, og i navnets nævnelse trykkede hun
et kys på sit hæslige frøbarns pande; da faldt paddehammen, og liden Helga stod
der i al sin dejlighed, mild som aldrig før og med strålende øjne; hun kyssede
plejemoderens hænder, velsignede hende for al hendes omhu og kærlighed, hun i
trængselens og prøvelsens dage forundte hende; takkede hende for navnets
nævnelse, det, hun gentog; hvide Krist! Liden Helga løftede sig som en mægtig
svane, vingerne bredte sig så store, med en susen, som når trækfuglenes skare
flyver bort.
Og Helga flyver sammen
med sin sjælemoder i svaneham til Ægyptens land, hvor de kaster fjerhammen og
viser sig som:
[…] to dejlige kvinder, hinanden så lig som
to dugdråber; de bøjede sig hen over den blege, henvisnende gamle mand, de
kastede deres lange hår tilbage, og idet liden Helga bøjede sig over
bedstefaderen, rødmede hans kinder, hans øjne fik glans, der kom liv i de
stivnede lemmer. Den gamle rejste sig karsk og forynget; datter og datterdatter
holdt ham i deres arme som til morgenhilsen i glæde efter en lang, tung drøm.
Sådan kan monoteismen, der oprindelig var
repræsenteret af de jødiske slaver, mere præcist af Moses, siges at være vendt
tilbage til ægypternes land, i form af kristendom og i højere grad som islam,
der som bekendt er rundet af samme rod som Jødedommen.
Siden bliver den smukke Helga viet til en
arabisk prins:
Men hun så ikke på brudgommens brune, mandige kind, hvor det
sorte skæg krusede sig, hun så ikke på hans ildfulde, mørke øjne, der fæstede
sig på hende, hun så ud, op mod den blinkende, funklende stjerne, der strålede
ned fra himlen. […] Og Helga så op til den lysende stjerne, der strålede mere
og mere klar; og imellem den og hende bevægede sig en skikkelse, renere endnu
end luften og derved synlig, den svævede hende ganske nær, det var den døde,
kristne præst, også han kom på hendes højtidsfest, kom fra Himmeriges Rige.
”Glansen og herligheden der overgår alt hvad jorden kender!”
sagde han. (Note 8)
Og liden Helga bad så blødt, så inderligt, som hun aldrig før
havde bedt, at hun, kun et eneste minut, turde se derind, kun kaste et eneste
blik ind i Himmeriges Rige, til Faderen.
Og han løftede hende i glans og herlighed, i en strømning af
toner og tanker; det var ikke blot udenom hende, det lyste og klang, men indeni
hende. Ord kan ikke udsige det.
”Nu må vi tilbage, du savnes!” sagde han.
”Kun eet blik endnu!” bad hun; ”kun et eneste minut!”
”Vi må til jorden, alle gæster går bort!”
”Kun eet blik! Det sidste -!”
Og liden Helga stod atter på verandaen, - men alle blus
derudenfor var slukkede, alle lys i brudesalen var borte, storkene borte, ingen
gæster at se, ingen brudgom, alt, som vejret hen i tre korte minutter.
Da så hun storkene; hun råbte til dem, talte deres sprog, og
storkefar drejede hovedet, lyttede og nærmede sig.
”Du taler vort sprog!” sagde han, ”hvad vil du? Hvorfor kommer
du her, du fremmede kvinde?”
Helga minder nu storken om, at hun er
Helga fra vikingeborgen ved Vildmosen i Danmark:
Da blinkede storkefader med øjnene: ”Det er jo en gammel
historie, jeg har hørt fra min tip-tip-oldemoders tid! Ja vist var her i
Ægypten en sådan prinsesse fra det danske land, men hun forsvandt på sin
bryllupsaften for mange hundrede år siden og kom aldrig igen! Det kan du selv
læse dig her på monumentet i haven; der er jo hugget både svaner og storke, og
øverst står du selv i det hvide marmor.
Således var det. Liden
Helga så det, forstod det og sank i knæ.
Solen strålede frem, og som i fordums tid ved dens stråler
frøhammen faldt og den dejlige skikkelse kom til syne, så løftede sig nu ved
lysets dåb en skønhedsskikkelse, klarere, renere end luften, en lysstråle – til
Faderen.
Legemet sank i støv; der lå en henvisnet lotusblomst, hvor hun
havde stået. (Note 9)
Den frigjorte Helgas åndelige skikkelse løftedes ved lysets dåb op
til lysets kilde: Faderen, medens hendes
jordiske legeme forvandledes til støv. – Tegning: Lorenz Frølich.
H. C. Andersen slutter hermed endnu
engang et af sine eventyr med at konstatere sin kongstanke om, at sjælen – her
i skikkelse af ”Helga” – i sin kerne er en udødelig ’lyskvante’ fra sit
guddommelige ophav, ”Solen” eller ”Faderen”. (Note 10)
Noter og kilder til: Dyndet og solstrålen
Note 1: H. C. Andersen: Samlede skrifter 1878, bd. 15, s.
306. Om sin inspiration og intuition fortæller HCA bl.a. i romanen ”Improvisatoren”.
Romaner og Rejseskildringer, bd. 1, s. 252-3. – Om eventyrets tilblivelse,
se H. Topsøe-Jensen: Buket til Andersen. Gads Forlag 1971, s. 155-85.
Note 2: Om det levende væsens udvikling, se Martinus: ”Fra dyr til
menneske”, LB I, 6. kap. –Se evt. også
artiklen Sfinksens gåde: Fra dyr til menneske her på
hjemmesiden. Motivet med den kridhvide
svane med en sort ring om halsen kan minde om yin og yang-symbolet, og den
sorte svanes forvandling til menneske gennem tre stadier, refererer utvivlsomt
til mysterieindvielsens tre grader, lige som man meget vel kan sammenligne
denne med det, Martinus betegner som verdensgenløsningens tre faser. Om
sidstnævnte kan man f.eks. læse i Et glimt fra verdensgenløsningen
(Kosmos 1963 eller småbog nr. 15 a) og De kosmiske kræfter bag
verdensgenløsningen (Kosmos 1966). Om Martinus’ opfattelse af eventyr, se:
LB V, 1600-09.
Note 3: H. C. Andersen er i lighed med Martinus af den
grundopfattelse, at tilværelsens ’mørke’ er en lige så vigtig faktor som
’lyset’, begge er aspekter af Guddommen. Se f.eks. romanen Kun en
spillemand: ”Den Gud, vi alle tilbeder,” sagde Naomi, ”synes også at
frembyde i sin verdensregering skyggesider, men mon disse virkelig findes?
Napoleon var keruben med ild og sværd, han afskar den nye tidsalder fra den
ældre. Når plovjernet går gennem marken, da overskæres blomsternes rødder,
græsset oprykkes og den uskyldige orm sønderlemmes, men det er en nødvendighed,
og siden bølger just velsignelsens korn over dødsfuren! Millioner har vundet!”
(S. 264 i H.C.Andersens Romaner og Rejseskildringer, bd. III, Gyldendal
1944. Jf. samme sted s. 254). – Om hedenskab kontra kristendom, se f.eks.
Martinus: Logik, kap. O, 32, 56, 83-4.
Note 4: Vedr. myten om ørneungen mm., se f.eks. Harry Rasmussen: H.C.Andersen,
H. C. Ørsted og Martinus, side 168, note 7.
Note 5: Jf. med eventyret Tommelise (1835), hvor den lille
pige på magisk vis kommer til verden via en tulipan. Erling Nielsen og Erik Dal:
H.C.Andersen: Eventyr og Historier I, s. 53-63
Note 6: Jf. Lukas 1, 78-9;
Romerbrevet 8, 19-23; samt eventyret Det gamle egetræs sidste drøm.
Nielsen og Dal III, s. 51-55
Note 7: Jf. 1. Mosebog, 3, 19; 1. Tim. 2, 4; Prædikerens Bog 13, 7; eventyret
Psychen, Nielsen og Dal III, s. 116, 118. – Se evt. artiklen Psychen
her på hjemmesiden.
Note 8: Jf. eventyret Psychen, Nielsen og Dal III, s.
115, 118, samt Paradisets have, Nielsen og Dal I, s. 141-53
Note 9: Jf. f.eks.
slutningen på eventyret Vejrmøllen (1862). Nielsen og Dal IV. s. 195-7.
Note 10: Vedr. Faderen (Gud), se f.eks. Martinus: LB I, 19,
262-5; LB IV, 1495, 1532; LB V, 1677; LB VI, 1997,2302; LB
VII, side 2905-12; E I, 7:8, 8:3, 11:25, 11:28, 11:34. Logik,
kap. 31.