- en historie af H.C.Andersen om forholdet mellem kunst og
virkelighed
Illustration af tegneren og maleren Lorenz Frølich til historien Psychen
(1861)
Som så
mange af H.C.Andersens eventyr og historier, handler historien Psychen (1861)
om to af de gennemgående tematiske problemer i hans liv og digtning, nemlig
dels spørgsmålet om Gud og om psykens eller sjælens udødelighed, og dels om
kunstnerens evne – eller eventuelt manglende evne – til at gengive virkeligheden
eller sandheden i sin kunst. (Note 1)
Temaet kan også formuleres på den måde,
at for kunstneren – herunder ikke mindst livskunstneren – handler problemet om,
i hvor høj grad værket – eller opfattelsen - er i overensstemmelse med den
virkelighed, som kunstneren i bedste fald føler sig forpligtet på. Begrebet virkelighed
her forstået som livets eller tilværelsens virkelighed, i det små som i det
store. Men ikke nødvendigvis kun den ’virkelighed’, som naturvidenskaben så
ihærdigt og med stort held forsøger at blotlægge og redegøre for. Derimod den
virkelighed og sandhed, der omfatter hele tilværelsens spektrum, det åndelige
såvel som det fysiske, materielle.
H.C.Andersen har bl.a. udtrykt det på
denne måde:
”Just ved at vandre med åbne øjne på videnskabens vej ser vi
forkyndelsens herlighed. Menneskeslægtens visdom er kun et spand på
åbenbaringens høje søjle, der bærer Gud, men dette korte spand vil vokse gennem
evigheden, i troen og med troen. Videnskaben er som en kemisk prøve, der siger,
at guldet er ægte.” (Note 2)
Hvad er virkelighed og sandhed?
For
sandhedssøgerens intellekt eller forstand er og bliver virkeligheden eller
sandheden i bedste fald et mysterium, men et helligt under for den dybere
følelse og intuitionen. Dette er endnu et af de temaer, der går igen i det
meste af, hvad H.C.Andersen har skrevet. Og det er også, hvad ikke mindst
Martinus påpeger i sine kosmiske analyser, hvis hovedformål jo netop er at
blotlægge et totalbillede af virkeligheden eller sandheden. Set fra Martinus’
synsvinkel er problemet om virkeligheden et spørgsmål om, at der findes to
måder at opleve verden eller tilværelsen på, nemlig via ”sansningen fra neden”
eller via ”sansningen fra oven”. Via den førstnævnte sansemetode opleves i
hovedsagen den materielle eller formmæssige, ydre side af livet, medens det er
den åndelige eller indholdsmæssige, indre side ved det samme liv, der opleves
via den sidstnævnte sansemetode
I henhold til Martinus er problemet
vedrørende de to i en vis forstand modsatrettede sansemetoder dybest set et
spørgsmål om åndelig eller mental udvikling, og denne er igen et spørgsmål om
et tidsperspektiv, der rækker langt ud over et enkelt jordeliv. Det er denne
udvikling, der er bestemmende for det, han betegner som ”individets kosmiske
udsigtspunkt”, og derfor også for, om individet oplever og opfatter tilværelsen
som en dualisme mellem ånd og materie, eller som en enhed eller identitet
mellem samme. (Note 3)
H.C.Andersen
har bl.a. udtrykt livsopfattelsen og kunstnerproblemet på denne måde:
”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver; her
rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt
det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning.
Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder
almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved
[årsagsvirknings]kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig
har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (Note 4)
Eventyret
eller rettere sagt historien om ”Psychen” handler om en fattig ung kunstner, i
dette tilfælde en billedhugger, som er bosiddende i Rom, hvor han er mere
optaget af at skabe et sandt mesterværk end at skaffe sig til dagen og vejen.
Men skønt han er dygtig og talentfuld, har han store problemer med at få leret
til at forme sig til det ideal, der foresvæver ham. Han ser sine idealer
virkeliggjort i maleren Raphaels billeder og Michelangelos skulpturer, og det
er grunden til, at han konstant er utilfreds med sine egne begrænsede evner og
straks bryder de værker, han selv har skabt, ned igen. Derfor betegner de mere
jordbundne venner hans drømmeagtige idealisme og stræben efter det fuldkomne
som forfængelighed og narreværk.
Til dels resignerende fortsætter
historien:
”Ja, de sagde alle så meget, efter deres ungdom og forstand.
De ville have den unge kunstner med på lystighed, på vildskab, galskab kan det
også kaldes; og dertil følte han også i øjeblikket lyst; hans blod var varmt,
fantasien stærk, han kunne slå med ind i den lystige tale, le højt med de
andre; og dog, det, de kaldte ”Raphaels muntre liv”, sank hen for ham
som morgentågen, så han den Guds glans, der lyste ud fra den store mesters
billeder; og stod han i Vatikanet foran skønhedsskikkelserne, mestre for
årtusinder siden havde formet af marmorblokken, da svulmede hans bryst, han
følte noget i sig så højt, så helligt, opløftende, stort og godt, og han
ønskede at skabe, at mejsle ud af marmorblokken sådanne skikkelser. Han ville
give et billede af, hvad der svang sig fra hans hjerte op mod det uendelige,
men hvorledes, og i hvilken skikkelse? Det bløde ler bøjede sig i
skønhedsformer for hans fingre, men dagen efter, som altid, brød han itu, hvad
han havde skabt.”
H.C. Andersens egne anfægtelser
Den
kunstnerproblematik, som er beskrevet i ovenstående citat, var helt utvivlsomt
Andersens eget problem, som han kæmpede med i årevis, og som også kom til at præge
store dele af hans forfatterskab. Eksempelvis skrev han til flere af sine
venner i det tidlige forår 1838 og fremsatte følgende hjertesuk: ”
O, kunne jeg dog i denne verden hæve den
åndelige skat, jeg føler nedsunken i mit bryst!” – (Note 5)
I et andet brev fra maj 1838 skriver H.
C. Andersen:
”Jeg
søger en digtning passende for min tidsalder og belærende for min ånd; et
idealt billede foresvæver mig, men omridsene er så uformelige at jeg ikke selv
kan tydeliggøre det. Enhver stor digter synes mig at have givet et led, men
heller ikke mer, af dette kæmpelegeme. Vor tidsalder har endnu ikke fundet sin
digter! Men når fremtræder han? Og hvor?” … ”O, hvor mon denne Poesiens Messias
fødes! Lykkelig den, der turde blive hans Johannes”. (Note 6)
Mange år senere følte Andersen sig
personlig mere afklaret med, hvad der er kunstnerens opgave. Det skriver han
bl.a. om i essayet Poesiens Californien (1851, hvori det f.eks.
lyder:
Det er ikke vor tanke, at digteren skal versificere de
videnskabelige opdagelser, læredigtet er og bliver i sin bedste form dog altid
en mekanisk dukke kun, der ikke har det friske liv. Videnskabens sollys skal
gennemtrænge digteren, med klart øje skal han opfatte sandheden og harmonien i
det små og i det uendelig store, det skal lutre og berige forstanden og
fantasien, vise ham nye former, der end mere levendegør ordet. […] (Note 7)
Disse ord kan
suppleres med, hvad Andersen skriver i essayet Billeder i det uendelige:
Ja, billeder i det uendelige, en rigdom af skønhed er der i
verden om os, og det selv i det små, i det øjeblikkeligt forsvindende, det, som
mængden slet ikke agter på.
Vanddråben fra den stillestående vandpyt har en hel levende
verden i sig, men døgnets dråbe af hverdagslivet har også i sig en verden af
billeder i skønhed og poesi, luk bare dit øje op for den.
Seeren, digteren skal pege hen herpå, og ligesom
synliggøre den med mikroskopets klarhed og bestemthed, og da vil også mængden
se den, og siden på sin egen livsvandring selv blive den var, og som seende
glæde sig, thi livet er ligesom blevet rigere – rigere på skønhed.” (Note 8)
Virkelighed, inspiration og kunst
En dag, da
den unge kunstner i historien om ”Psychen” går forbi et af de rige paladser i
Rom, ser han i dettes nærmest paradisiske forhave en ung pigeskikkelse:
”[…] så fin, så let, så dejlig! Således havde han ingen
kvinde set, jo! malet af Raphael, malet som Psyche, i et af Roms
paladser. Ja, der var hun malet, her gik hun levende.”
Inspireret af dette nærmest overjordiske syn skynder han sig
hjem og kaster sig straks over den livløse lerklump og former sit indre billede
af den adelige skønhed som en statue, der forestiller Psyche, et ydre
’aftryk’ af den indre virkelighed: sjælen. For første gang i sit liv er
den unge kunstner tilfreds med sit værk.
En dag får han besøg af den unge pige og
hendes fyrstelige far, som ved synet af lerstatuen udbryder: ”Det er jo dig
lyslevende!”. Pigen smiler, men ”det smil kan ikke formes, det blik kan ikke
gengives, det forunderlige blik, hvormed hun så på den unge kunstner, det var
et blik som løftede, adlede og – knuste.” Men hendes far tilbyder straks, at
når statuen bliver fuldført i det hvide, holdbare marmor, vil han købe den.
Glæden over endelig at have kunnet
gengive virkeligheden i sin kunst, er stor hos den unge kunstner, i hvis
værksted der derfor blev travlt: ”[…] Leret selv var blevet beåndet, fra hun
var her, det bøjede sig i forhøjet skønhed til de kendte træk.”
”Nu ved jeg, hvad livet er! jublede han, ”det er kærlighed!
det er opløftelse i det herlige, henrykkelse i det skønne! hvad vennerne kalder
liv og nyden, er forkrænkelse, er bobler i den gærende bærme, ikke den rene,
himmelske altervin, indvielsen i livet!”
Da marmorstatuen af ”Psyche” langt om
længe står færdig i al sin formfuldendthed og skønhed, falder den unge kunstner
på knæ af betagelse over sit værk:
”Og han sank på knæ, græd i tak til Gud – og glemte igen ham
for hende, for hendes billede i marmor, Psyche-skikkelsen, der
stod, som skåren af sne, rødmende i morgensolen.”
Den unge kunstner var ganske enkelt
blevet dybt forelsket i forbilledet for sin statue, men glemte, at
virkelighedens Psyche var formet af en endnu større og uovertræffelig kunstner:
Gud. Men nu skulle den unge mand atter møde hende og meddele, at marmorstatuen
var færdig. Hun modtog ham allernådigst:
”Hun talte til ham; intet miserere, ingen kirkesang havde mere
kunnet smelte hjertet, løfte sjælen. Han greb hendes hånd, trykkede den til
sine læber; ingen rose er så blød, men der gik en ild fra denne rose, en ild
igennem ham, en opløftelse; der fløj ord fra hans tunge, han vidste det ikke
selv; ved krateret, at det kaster glødende lava? Han sagde hende sin kærlighed.
Hun stod overrasket, fornærmet, stolt, og med en hån, ja, et udtryk, som havde
hun pludselig berørt den våde, klamme frø; hendes kinder rødmede, læberne blev
blege; hendes øjne var ild, og dog sorte, som nattens mulm.
”Afsindige!” sagde hun. ”Bort! ned!” og hun vendte ham ryggen.
Skønhedsansigtet havde et udtryk af hint forstenede ansigt med slangehårene.”
(Note 9)
Illustration af tegneren og maleren Lorenz Frølich til historien Psychen
(1861)
Med udtrykket
”Bort! ned!” tænker Andersen endnu engang på sjælens, bevidsthedens
eller den menneskelige personligheds totale ophør eller udslettelse i og med
det fysiske legemes død. Det var jo en frygt og et problem, der plagede ham
gennem hele livet, og som han skrev om så sent som i historien Tante
Tandpine (1872) og endnu senere i digtet Tunge timer (1875).
Personligt svingede han livet igennem mellem forvisningen om sjælens
udødelighed og tvivlen på samme, og det gav sig udtryk i forfatterskabet,
forvisningen i f.eks. et eventyr som Engelen (1843) og tvivlen i et
eventyr som Grantræet (1844). (Note 10)
Men
virkeligheden ville altså ikke kendes ved den unge kunstner, fordi han havde
fejlopfattet og tolket denne efter sit eget begær og i sit eget billede, og
ikke i den store mesters. Som den fortabte søn i lignelsen kaster han sig
efterfølgende ud i det vilde, sanselige liv sammen med sine lystige venner,
blandt disse vennen Angelo:
”Aldrig før var jeg så sund og glad!” sagde den unge kunstner.
”Du har ret, I har alle ret, jeg var en nar, en drømmer, mennesket hører til
virkeligheden og ikke til fantasien.”
Med sang og klingende guitarer drog de unge mænd i den klare,
stjernelyse aften fra osteriet gennem smågaderne; de to blussende nelliker,
kampagnens døtre, var med i toget.
I Angelos stue, mellem omstrøede skitser, henslængte
foglietter og glødende, yppige billeder, klang stemmerne mere dæmpede, men ikke
mindre ildfulde; på gulvet lå i tegning mangt et blad, kampagnens døtre i vekslende,
kraftig dejlighed så lig, og dog var de selv langt skønnere. Den seksarmede
lysestage lod alle sine væger brænde og lyse; og indenfra brændte og lyste frem
menneskeskikkelsen som guddom.
”Apollo! Jupiter! ind i jeres himmel og herlighed løftes jeg!
Det er som livets blomst i dette minut sprang ud i mit hjerte.”
Ja, den sprang ud – knækkede, faldt, og en bedøvende, hæslig
dunst hvirvlede ud, blændede synet, bedøvede tankerne, sansernes fyrværkeri
slukkedes, og det blev mørkt.”
Illustration af tegneren og maleren Lorenz Frølich til historien Psychen
(1861)
Men den rigtige virkelighed trængte sig
atter ind på ham i form af erindringen om den adelige piges ord, og angeren
greb ham:
”Han nåede sit hjem, satte sig på sin seng, samlede sig: ”Fy!”
klang det fra hans egen mund, fra hans hjertegrund. ”Elendige! bort! ned -!” Og
han drog et suk så smertefuldt.
”Bort! ned! disse hendes ord, den levende Psyches ord,
lød i hans bryst, lød fra hans læber. Han hældede sit hoved til puderne, uklar
blev tanken, og han sov.”
Illustration af tegneren og maleren Lorenz Frølich til historien Psychen
(1861)
I den følgende tid trækker den unge
kunstner sig tilbage fra verden og vennerne, han var ikke længere som sit gamle
jeg, og der gik dage og uger, hvor han følte sig angerfuld og ulykkelig over
sit forspildte liv. Uden at tænke over sin forpligtelse som kunstner, ser den
unge billedhugger til sidst ingen anden udvej på situationen, end at begrave
den forkastede marmorstatue af Psyche i en udtørret brønd i sin have, som han
derefter dækker til med jord og kvas:
”Bort!
ned!” var den korte gravtale.
Stjernen så det fra den rosenrøde luft og sitrede i to tunge
tårer på den unge mands dødblege kinder, han, den febersyge, - den dødssyge,
kaldte de ham på sygelejet.
Klosterbroderen Ignatius kom som ven og læge, kom med
religionens trøsteord, talte om kirkens fred og lykke, menneskenes synd, nåden
og freden i Gud.
Og ordene faldt som varme solstråler på den våde, gærende
grund; den dampede, og løftede tågeskyer, tankebilleder, billeder, som havde
deres virkelighed; og fra disse svømmende øer så han ned over menneskelivet:
Fejlgreb, skuffelser var det, havde det været for ham. Kunsten var en
troldkvinde, der bar os ind i forfængelighed, ind i jordiske lyster. Falske var
vi mod os selv, falske mod vore venner, falske mod Gud. Slangen talte altid i
os: ”smag, og du skal blive som Gud!”
Nu først syntes han at have forstået sig, fundet vejen til sandheden
og freden. I kirken var Guds lys og klarhed, i munkecellen den ro, hvor
mennesketræet kunne vokse gennem evigheden. (Note 11)
Broder Ignatius støttede hans tanke, og beslutningen
stod fast. Et verdensbarn blev en kirkens tjener, den unge kunstner gav afkald
på verden, gik i kloster.
I sin skuffelse havde den unge kunstner
altså bestemt sig for at forlade forfængelighedens og forgængelighedens verden
og blive klosterbroder, og som sådan lever han i mange år, men under store
sjælekvaler, fordi han er blevet et offer for dyb fortvivlelse og mangel på
tro, og i denne tilstand gør han sig mange tanker om mennesket, verden og
livet:
Indenfra kommer meget, der gør mennesket urent, måtte han
sande! Hvad var det for flammer, der stundom gennemblussede ham? Hvad var det
for et væld af det onde, det, som han ikke ville, der bestandigt vældede frem?
Han straffede sit legeme, men indenfra kom det onde. Hvad var det for en åndens
del i ham, der så smidig, som slangen, bøjede sig om sig selv og krøb med hans
samvittighed ind under alkærlighedens kåbe og trøstede: de hellige beder for
os, moderen beder for os, Jesus selv har givet sit blod for os. Var det
barnesind eller ungdoms lette sind, der gjorde, at han gav sig hen i nåden og
syntes at føle sig løftet ved den, løftet over så mange; thi han havde
jo stødt fra sig verdens forfængelighed, han var en kirkens søn.
År senere
møder den unge kunstner atter sin mere jordbundne ven, Angelo, som måske kendte
ham bedre, end han selv gjorde:
”Menneske!”
sagde han, ja, det er dig! Er du nu lykkelig? . du har syndet mod Gud og kastet
hans nådegave fra dig, forspildt din sendelse her i verden. Læs parablen om de
betroede penge! den mester, som fortalte den, han gav sandhed! Hvad har du
vundet og fundet! Laver du dig ikke et drømmeliv! Laver dig en religion efter dit
eget hoved, som de nok alle gør det. Om nu alt var en drøm, en fantasi,
smukke tanker kun!”
”Vig fra mig, Satan!” sagde munken og gik fra Angelo.
”Der er en djævel, en personlig djævel! jeg så ham i dag!”
mumlede munken. ”Jeg rakte ham engang en finger, han greb min hele hånd -!
Nej!” sukkede han, ”i mig selv er det onde, og i dette menneske er det onde,
men han knuges ikke af det, han går med oprejst pande, har sin velværen; - og
jeg griber min velværen i religionens trøst! om alt her, som verden, jeg slap,
var smukke tanker kun! Bedrag som de røde aftenskyers herlighed er det, som det
bølgeblånende skønne i de fjerne bjerge! nær er de anderledes! Evighed, du er
som det store, uendelige blikstille ocean, der vinker, kalder, fylder os med
anelser, og stiger vi derud, da synker vi, vi forsvinder, - dør, - hører op at
være til! – Bedrag! bort! ned!
I ovenstående citat lyder der en genklang
fra Andersens barndom, hvor hans rationalistisk tænkende far engang havde læst
højt af Biblen for sin naive, analfabetiske og troende, men samtidig
overtroiske kone og sin lille, især dengang frygtsomme søn, og havde smækket
bogen i med bemærkningen: ”Der er ingen anden djævel til, end den, vi har i
vort eget hjerte!” Den bemærkning
glemte Andersen aldrig, dels fordi den bragte hans mor og nabokonerne ud af
fatning, da de hørte om den, og dels fordi den blev sat i skarp relief under
indflydelse af den rationalistiske tolkning af den kristne lære og de kristne
dogmer, som han modtog undervisning i under sin skoletid i Slagelse og
Helsingør. (Note 12)
Tanken på død
og forgængelighed optog H.C.Andersen fra meget tidligt i hans liv og faktisk
indtil hans egen dødsdag den 4. august 1875. Derfor er det også i nogen grad
hans egen røst, der høres igennem historien om ”Psychen”, som fortsætter sådan:
Og uden tårer, sunken i sig selv, sad han på sit hårde leje,
knælende – for hvem? Stenkorset, der sad i muren? Nej, vanen lod legemet synke
i denne bøjning.
Jo dybere han så ind i sig selv, desmørkere syntes det ham.
”Intet derinde! Intet derude! forspildt dette liv!” Og denne tankesnebold
rullede, voksede, knuste ham – slettede ham ud.
”Og gudskraften i ham led og stred”.
”Herre! Herre!” udbrød han i sin fortvivlelse, ”vær
barmhjertig, giv mig tro! – din nådegave kastede jeg fra mig, min sendelse i
denne verden! Jeg manglede kraften, du gav mig den ikke. Udødeligheden, Psychen
i mit bryst, - bort, ned! – begraves skal den som hin Psyche, mit
bedste livsblink! – aldrig opstår den af graven!”
Stjernen i den rosenrøde luft lyste, stjernen, der til visse
skal udslukkes og henvejres, medens sjælene lever og lyser; dens sitrende
stråler faldt på den hvide væg, men ingen skrift satte den der om herligheden i
Gud, om nåden, om alkærligheden, den der klinger i den troendes bryst.
”Psychen herinde aldrig dø” – Leve i bevidsthed? – kan
det ufattelige ske? – Ja! ja! ufattelig er mit Jeg. Ufattelig du, o Herre!
Hele din verden ufattelig; - et underværk af magt, herlighed - kærlighed!” –
Det blev den
nu aldrende kunstners sidste ord, før han døde, sådan som livet i denne verden
nu engang former sig, og hans lig blev begravet i hellig jord. Herfra blev hans
skelet mange år efter gravet op, renset og i lighed med skeletterne af de andre
munke, blev hans lig iført en brun kutte, og en perlesnor blev fastgjort i
hånden, hvorefter det stilledes i en klosterniche, som udelukkende bestod af menneskeknogler.
Åringer gik.
Knogler og ben faldt fra hinanden, mellem hinanden;
dødningehoveder stilledes op, de dannede en hel kirkens ydre mur; der stod også
hans i det brændende solskin, der var så mange, mange døde, ingen kendte nu navnene
på dem, heller ikke på ham. Og se! i solskinnet rørte sig noget levende inde i
de to øjehuler, hvad var det? et broget firben sprang derinde i den hule
pandeskal, smuttede ud og ind af de tomme, store øjehuler. Den var nu livet derinde i det hoved, hvor engang de
store tanker, lyse drømme, kærlighed til kunsten og det herlige havde løftet
sig, hvorfra hede tårer var trillede, og hvor håbet levede for en udødelighed.
Firbenet sprang, forsvandt; pandeskallen smuldrede, blev støv i støvet. (Note
13)
Illustration af tegneren og maleren Lorenz Frølich til historien Psychen
(1861)
Guds alkærlighed og sjælens udødelighed
Mange år
senere blev kunstnerens mesterværk fundet og bragt til ære og værdighed. Det
skete ved en tilfældighed, idet der i mellemtiden var blevet oprettet en
nonnekloster på det sted, hvor han i sin tid havde boet. En af de unge nonner
var død, og da man gravede hendes grav i klosterets have, stødte man på den
nedgravede statue:
[…] Fra
graven, hvori den unge nonne skulle nedlægges, løftede man i den rosenrøde,
blussende morgen en dejlig Psycheskikkelse, mejslet af det hvide marmor. ”Hvor
er den dejlig! fuldendt! et kunstværk fra den bedste tid!” sagde man. Hvem
kunne være mesteren? Ingen vidste det, ingen kendte ham uden den klare i
årtusinder lysende stjerne; den kendte hans jordlivs gang, hans prøve, hans
svaghed, hans dette: ”kun mennesket!” -
men det var dødt, vejret hen, som støvet må og skal, men udbyttet af
hans bedste stræben, det herligste, som viste det guddommelige i ham, Psychen,
der aldrig dør, der stråler i eftermælet, blinket fra den her på jorden,
selv dette blev her, blev set, erkendt, beundret og elsket.
Den klare morgenstjerne i den rosenfarvede luft sendte sin
blinkende stråle på Psychen og på de lyksalighedssmil om mund og i øje
hos de beundrende, der så sjælen mejslet i marmorblokken.
Hvad jordisk er, vejres hen, forglemmes, kun stjernen i det
uendelige ved det. Hvad himmelsk er, stråler selv i eftermælet, og når
eftermælet slukkes – da lever endnu Psychen.
Med disse ord afrunder H.C.Andersen en af
sine mere dybsindige historier, som utvivlsomt også har hentet inspiration i
lignelsen om den fortabte søn. Historiens unge kunstner genfandt efter et langt
livs søgen og erfaring den virkelighed og sandhed i form af Guds nåde og
alkærlighed, der ikke mindst viser sig i og med Jegets natur og psykens
udødelighed. Den virkelighed og sandhed, som H.C.Andersen inderst inde og lige
fra sin barndom altid havde følt sig forvisset om, men som han i livets svære
stunder selv kunne forfalde til at tvivle på. Men så meget mere blev det en
virkelighed og sandhed, han som kunstner også altid søgte at forholde sig til
og formidle i og med sit omfattende forfatterskab, som er en eneste stor
apoteose til – Psychen. (Note 14)
Og det er jo en historie og morale, der
er i god og nøje overensstemmelse med kerneindholdet i Martinus’ kosmologi, som
netop handler om Guds alkærlighed og jegets natur og psykens udødelighed og
evige liv på de vilkår, som tilværelsens guddommelige og forunderlige
lovmæssigheder tilsikrer hvert eneste levende væsen. (Note 15)
1. Eventyret Psychen
vil f.eks. kunne læses i bind IV af H.C.Andersens Eventyr og Historier.
Udgivet af Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag. København 1966. –
Begrebet Psyche er i græsk mytologi en personifikation af sjælen, senere opfattet som
kærlighedsguden Eros’ elskede, fremstillet i kunsten som en ung kvinde
med sommerfuglevinger eller slet og ret som en sommerfugl. Fra dette begreb stammer
begreberne psyke = sjæl, sjælelig, sind, bevidsthed, og læren herom
kaldes psykologi.
Eventyret ”Psychen” hører til blandt
Andersens relativt sene historier, idet han skrev det omkring 1861, hvor han
selv var 56 år. I foråret 1861 var han i Rom, og om aftenen den 5. maj, da han
var i teatret, kom iflg. hans dagbog ideen til historien til ham. I henhold til
samme dagbog skrev han i de følgende dage lejlighedsvis på historien, som blev
afsluttet cirka 14 dage senere. Efter hjemkomsten til København læste han det
op for flere af sine venner og bekendte, og herunder fandt han ud af, at
historien måtte gennemarbejdes på ny og delvis skrives om. Det forelå derfor
ikke i sin endelige redaktion, før i midten af september samme år, og først et
par måneder efter, den 25. november 1861, udkom det i Nye Eventyr og
Historier af H.C.Andersen på
C.A.Reitzels Forlag, men med årstallet 1862 som udgivelsesår. Bogen indeholdt
kun fire fortællinger, nemlig Isjomfruen, Sommerfuglen, Psychen og Sneglen
og Rosenhækken. – I Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”, 1874, skriver
Andersen bl.a.: ””Psychen” blev digtet et par måneder tidligere [end Isjomfruen
og Sommerfuglen], da jeg var i Rom. En begivenhed fra mit første
ophold der 1833-34 kom mig i tanke og gav den første spire: En ung nonne skulle
jordes, man gravede hendes grav og fandt i den en Bacchus-statue.” Jf. dog med
Flemming Hovmanns kommentar i H.C.Andersens Eventyr, bd. VII, s. 273-75.
2. Citatet er fra
essayet Tro og videnskab (Prædiken i naturen), som står at læse i
rejsebogen I Sverrig” (1851). R&R VII, s. 92. Udgivet af Det
Danske Sprog- og Litteraturselskab hos Gyldendal 1944. Med begrebet forkyndelsen
menes den åbenbarede religion og især kristendommen. Ordet spand betyder
noget, der spænder over en årrække. – Citatet kan suppleres med indledningen
til samme essay, der lyder sådan: ”Sandhed kan aldrig stride mod sandhed,
videnskaben aldrig stride mod troen, vi taler naturligvis om dem begge i deres
renhed; de mødes og de bestyrker menneskets herligste tanke: Udødelighed. […]. Samme sted s. 89. ”I Sverrig. Rejseskildring” er også udgivet på Hans
Reitzels Forlag 1962.
3. Vedr.
”sansningen fra neden” og ”sansningen fra oven”, se f.eks. Småbog nr. 9: Mellem
to verdensepoker, 8.-13. kap., og Bisættelse, 28.-30. kap. Vedr.
”individets kosmiske udsigtspunkt”, se f.eks. LB I, stk. 12-4, 27-30,
47, 67, 78, 266-72, 278-80. – Vedr.
”sansningen fra neden” og ”sansningen fra oven”, se evt. også artiklen Intruduktion til Det seksuelle polprincip og
vedr. ”Inidividets eller jegets kosmiske udsigtspunkt”, se f.eks. artiklen 4. kapitel: ERKENDELSESLÆREN I MARTINUS'
KOSMOLOGI (III) her på hjemmesiden.
4. Citatet er fra H.C.Andersens
roman Kun en spillemand (1837). R&R II, s. 128. Romanen er
desuden udgivet på Gyldendals Forlag 1970, hvor citatet findes s. 125. – Se
evt. artiklerne Eventyr og kosmologi
og Alt er et underværk…, som
begge findes her på hjemmesiden. I sidstnævnte artikel findes en
udlægning af citatets indhold.
5: Brevcitatet i
tekststykkets begyndelse er fra Andersens brev af 9. marts 1838 til vennen Frederik Læssøe (1807-50). Bille
& Bøgh: Breve fra H.C.Andersen I, s. 123-29. Læssøes svarbrev af 3. marts s.å. til
Andersen kan læses samme sted, s. 410-12. Andersen omtaler også sine åndelige
problemer i et brev af 9. marts s.å. til den ældre ven og kollega B. S.
Ingemann (1789-1862). Samme kilde, s. 398-402. Kirsten Drejer: H.C.Andersens
Brevveksling med Lucie & B.S.Ingemann. Bd. I., s. 144-145. Museum
Tusculanums Forlag. Københavns Universitet 1997.
6. Brevcitatet er
fra Andersens brev af 15. maj 1838 til veninden Henriette Hanck
(1807-46). Anderseniana Vol. XI, 1943,
s. 249. På vennen Frederik Læssøes anbefaling (jf. dennes breve til A. af
18. marts og 1. april 1838, Bille & Bøgh: Breve til HCA, hhv.
s. 419-23 og s. 423-5) læste Andersen på den tid den filosofiske retning, som
skyldtes den tyske filosof Johann Gottlieb Fichte (1762-1814). I dennes
filosofi indgår reinkarnationen som et væsentligt led, og det bestyrkede
formentlig Andersens egen opfattelse af samme. - Til Henriette Hanck gav han i
et brev af ca. 22. december 1838 udtryk for, hvad det var hans ambition gik ud
på: ”[…] Forstå mig ret: det er ikke det tomme navn, jeg higer efter, nej, jeg
vil udtale, hvad jeg i enkelte hellige øjeblikke selv føler, hvad ingen, ingen
har udtalt, selv de største! Der ligger som en hellig, sunken skat i mit bryst;
i åndens midnatstime kan den hæves; men endnu er det ikke lykkedes mig, og jeg
kan fortvivle ved tanken om, at det aldrig sker. – […]”. Anderseniana Volume
XI, 1943, s. 304. – Se evt. også artiklen ”Poesiens Messias” her på hjemmesiden.
7. Essayet Poesiens
Californien står at læse i rejsebogen I Sverrig. Se note 2. Denne
interessante bog blev til efter en længere rejse, Andersen i 1849 foretog til
og i Sverige. Rejsen strakte sig fra 17. maj til ca. 15. august, og Andersen
kom vidt omkring og havde mange interessante oplevelser undervejs, som han
uafbrudt noterede ned i sin dagbog. Den blev flittigt brugt, da han efter
hjemkomsten gav sig til at skildre rejsen i bogform.
8. Essayet Billeder
i det uendelige findes også i det i note 7 nævnte værk. For øvrigt søgte
Andersen sig ved flere lejligheder med at skrive eventyr og historier på
baggrund af de krav og forventninger, han, i øvrigt i lighed med fysikeren og
filosoffen H.C.Ørsted (1777-1851), stillede til forfatteren som skildrer
af videnskabelige kendsgerninger. Det blev blandt andet og meget apropos Vanddråben
(1847), hvor han dog anskuer og tolker mikrolivet deri som et billede på
menneskelivet, hvilket strengt taget naturligvis ikke er i overensstemmelse med
de videnskabelig fakta. Se i øvrigt artiklen Poesi og videnskab.
9. ”Det forstenede
ansigt med slangehårene” hentyder til det afhuggede hoved af Medusa, i græsk mytologi
et skrækindjagende kvindeligt væsen fremstillet med slanger som hår og med et
ansigt fortrukket i smerte, et symbol for rædslen.
10. Den omstændighed, at Andersen stort set livet igennem
svingede mellem vished og tvivl om sjælens udødelighed, har jeg omtalt i flere
af mine tidligere artikler, og ikke mindst i bogen H.C.Andersen, H.C.Ørsted
& Martinus – et sammenlignede studie. Forlaget Kosmologisk Information
1997. Se særlig 8. kapitel. Emnet er
desuden behandlet i min artikel Tanker omkring en makulatur, som findes
trykt i årsskriftet Anderseniana 1998.
11. Med udtrykket: Slangen talte altid i os: ”smag, og du skal blive som Gud!”
sigter Andersen selvfølgelig til Første Mosebog, 3, 4-5.
12: MLE I, s. 38. Jf. med Nicolai Bøgh: Fra
H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. Side 61-62. Personalhistorisk
Tidsskrift. Femte Række. 2. Bind. 1905. - Lignelsen om de betroede penge, som
dog rettelig hedder de betroede talenter: se Matt. 14-30; Luk. 19,
11-27. Ordet og begrebet talenter har jo en videre betydning, end ordet penge,
idet lignelsen lige så godt kunne have heddet de betroede evner. Men
i lignelsen bruger Jesus jo ordet ’penge’ som symbol på talent eller evne, og
det gør Andersen følgelig også.
13. I henhold til dagbogen for 1861 opholdt Andersen sig i
Rom i perioden 28. april – 30. maj, og det var her han som nævnt i note 1 skrev
historien men ”Psychen”, erindringen om munkeklostret med de mange skeletter
stammer fra hans store Italiensrejse 1833-34. Søndag den 24. nov. 1833 noterer
han følgende i dagbogen: ”Var i Capucinerkirken, vi gik gennem en skummel, kold
gang med en mørk have udenfor, på væggen hang portrætter af afdøde munke, vi
steg ned i en gang med 6 kapeller af dødningehoveder, hvirvelben og
skulderblade sad som rosetter og guirlander i loftet. – Lysekroner af
dødningeben og altre af samme. I nicherne sad hele benrade i munkekapper,
munken der fulgte os så ud som de. – En havde en vissen buket i hånden, jeg bad
om en blomst deraf og vil bringe den med til Danmark. – Måske var det blomster
han selv havde plantet, som nu var stukket ham hvert år i hånden af en ven der
daglig hilsede ham men som han kold og med de hule øjne stirrede på. –
Allehelgens dag holdes her messe nede, da brænder der lys i lysekronerne. I et
kapel sad 12 hele munke.” – Beskrivelsen af kraniet, som engang har rummet det
pågældende individs store tanker og drømme og håbet om udødelighed, har
Andersen utvivlsomt hentet inspiration til i Shakespeares skuespil Hamlet, femte
akt, første scene, som foregår på en kirkegård, hvor den nys ankomme Hamlet og
hans tjener Horatio møder to gravere, som netop er ved at tømme en gammel grav
for indhold. En af dem rækker et kranium eller en pandeskal til Hamlet, som
derpå siger:
”Lad
mig se den: Ak, stakkels Yorick!
Jeg kendte ham, Horatio; en karl med
uendelig lystighed og det herligste lune.
Han har båret mig på sin ryg tusinde gange;
- og nu? hvor min indbildningskraft gruer
for dette! mit hjerte vender sig derved. –
Der hang de læber, som jeg har kysset,
jeg ved ikke, hvor ofte; hvor er nu eders
skælmeri? Eders henrivende indfald? Eders
sange? Eders lynglimt af lystighed, som
plejede at bringe hele bordet i en torden-
latter? har du ikke et eneste nu, til at gøre
dig lystig over dit eget grinende dødningeansigt?
er du helt indtørret? Gå nu til den nådige frues
kammer og sig hende, at om hun lægger en
tommetyk sminke på, så får hun dog engang
sådant et ansigt; få hende til at le ad det! – […]”
(Citeret fra William
Shakespeare. Skuespil.
Oversat af Edvard Lembcke. Hans Reitzels
Forlag.
København 1953).
Som andetsteds
påpeget var den stærkt lysende stjerne på morgen- og aftenhimlen for Andersen
et symbol på sjælens udødelighed og evige liv, og samtidigt på sjælens kosmiske
udviklingsrejse. Se evt. herom i det i note 10 nævnte værk, 7.-8. kapitel. Jævnfør endvidere med eventyret Paradisets
have (1839), historien Dynd-kongens datter (1858), og romanen At
være eller ikke være (1857). De to sidstnævnte er omtalt her på hjemmesiden,
hhv. i artiklerne Dyndet og solstrålen og At være eller ikke være.
Jævnfør endvidere med digtene Sjælen (1825), Oldingen (1874) og Tunge
timer (1875). Digtene ”Sjælen og ”Oldingen” vil kunne læses i det i note 10
nævnte værk, hhv. side 98-105 og side 107-08. Digtet ”Tunge timer” skal citeres
her, fordi det siger noget væsentligt om Andersens opfattelse af døden:
Vor
tid skriver nu på sin visdomsbog;
er det til godt eller til det værre?
Det er forfærdeligt at blive så klog,
at man ikke tror på Vor Herre!
O, det var bedre for hver og en,
der foragter hver fattigt begavet,
at om hans hals hang en møllesten,
og han lå dybest i havet.
Nu alle overmåls kloge ved:
Gud skabtes ved menneskets snilde,
og mennesker er ”ufejlbarlighed”,
et grundstof er livets kilde.
Alt, hvad vi stræbte og leved’ og led,
udslukkes med livets flamme.
I et bundløst intet synke vi ned,
ondt og godt er et og det samme.
O evige Gud, bliv hos os! Bliv !
I dig og ved dig alt er givet!
Forund os i nåde ”det evige liv”
og erindring om jordelivet!
Digtet, som her er gengivet med moderne retskrivning,
er citeret fra H.C.Andersen Digte. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen.
Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966.
14. Lignelsen om den
fortabte søn, se Ny testamente: Luk. 15, 11-12.
15. Om Guds væsen, natur og alkærlighed: Se Martinus, specielt Livets
Bog, bind VI.: Se evt. også artiklen H.C.Andersen og Gud.