H.C.Andersen og døden (1.
del)
Denne artikel er den tredje i
en serie på ialt 9 storartikler, som løbende blev trykt i tidsskriftet
Kosmologisk Information i årene 1991-93. Nærværende artikel blev trykt i
tidsskriftets nr.1-1992, hvor den fik følgende introduktion af redaktør Gunder
Frederiksen: ”Hermed har vi fornøjelsen at bringe den tredje artikel om to af
dansk åndslivs sværvægtere. Efterhånden som artiklerne skrider frem bliver det
mere og mere klart, at Harry Rasmussen med denne dybtgående fortolkning
bibringer H.C.Andersen-forskningen en ny og hidtil upåagtet dimension, som også
fortjener større rammer end KI som tidsskrift betragtet kan tilbyde. Vi kan
derfor kun opfordre forfatteren til også at søge sit seriøse arbejde udsendt i
bogform.
Det havde nok pyntet på artiklerne, om vi i samme nummer kunne
bringe de eventyr, der er genstand for Harry Rasmussens dybdeborende
fortolkninger. Af pladshensyn har det imidlertid ikke været muligt, hvorfor
læserne henvises til at opsøge dem andetsteds – måske blot på ens egne
boghylder. Man vil derved opnå et langt bedre udbytte af artiklerne. Det gælder
ikke mindst for denne artikels vedkommende, hvor det ret lange eventyr
”Reisekammeraten” bliver fortolket. – Har man det ikke i frisk erindring, kan
det stærkt anbefales at læse det før artiklen – der bliver derved tale om en
mere tilfredsstillende oplevelse.”
Dette var jo velkomne ord om et initiativ og et emne, som i
tidens løb ikke var blevet mødt med lige stor forståelse og sympati fra alle
sider. Men det har siden ændret sig i
mere positiv retning.
Nærværende artikel er stort set identisk med den oprindelige
udgave, men er her blevet revideret og lettere udvidet, lige som
Andersen-citaterne bringes på nudansk i selve teksten, medens Andersens
originale sprogbrug henholdsvis bringes i forbindelse med de respektive
noter.
På ovenstående illustration til eventyret
”Reisekammeraten” er der hentydninger til fra venstre eventyr som
”Grantræet”, ”Snedronningen” og ”Engelen”.
Tegning: © 1992 Birgit Bennedbæk
I denne artikel, som i øvrigt er i 3 dele, skal vi se lidt nærmere
på, hvilken indflydelse H.C.Andersens holdning til døden havde på hans liv og
digtning, og i hvilken grad hans opfattelse også i denne henseende vil kunne
sammenholdes med Martinus’ kosmiske analyser.
Det siger imidlertid
næsten sig selv, at der indenfor rammerne af en artikel som denne kun kan blive
tale om at kaste strejflys hen over de væsentligste og mest karakteristiske
sider ved Andersens syn på døden – også selv om artiklen deles i tre.
Det tør formentlig forudsættes, at mange læsere allerede er bekendt
med, at spørgsmålet om sjælens
udødelighed, denne ”Menneskets
herligste Tanke”, som Andersen kaldte det, rangerer som et af de fire
væsentligste eksistentielle hovedemner, der optog ham helt fra barnsben og livet
igennem. Som dreng og helt ung forholdt han sig dog naturligt nok ureflekteret
til spørgsmålet, sådan som han også gjorde det til andre religiøse emner. Men
efter at være kommet i latinskolen og dér stiftet bekendtskab med begrebet
kritisk, logisk analyse, som ikke mindst blev benyttet i religionsfilosofisk
sammenhæng, følte han selv et vist behov for logiske begrundelser også i
trosspørgsmål.
På trods heraf var
H.C.Andersen alligevel hele sit liv overbevist om Guds eksistens, ikke alene
som almægtig skaber og forsyn, men han opfattede også Gud som sin og alle
levende væseners evige, alkærlige og alvise Fader. Den vrede og straffende
Guddom afviste han derimod på det bestemteste som stridende både mod fornuftens
logik og mod kernen i Kristi budskab og lære. Han betragtede nok sig selv som
et kristent menneske, men det var vel at mærke ud fra en helt utraditionel,
uortodoks og udogmatisk synsvinkel, forresten ganske som tilfældet havde været
for hans egen kødelige faders vedkommende. (Note 1)
Men netop Guddommens tre iboende fundamentale
egenskaber: alkærlighed, alvisdom og almagt – og herunder især alkærligheden –
betød for Andersen absolut garanti for såvel sjælens udødelighed og evige liv,
som for eksistensen af en moralsk verdensorden. Men han fandt også logisk
begrundelse for sjælens udødelighed i en filosofisk analyse af, at sjælen, ”min
ånd, Guddoms-gnisten i mit indre, det fornuftige og frie væsen, som virker og
lever i mig, gennem alle nerver og led, som jeg, lig den mægtige Gud, føler overalt, men ej finder i de sanselige
dele, den er ej sammensat af dele og kan altså ej opløses, den er evig, som
Gud, dens år har ingen ende”. – En filosofisk begrundelse som i det væsentlige
nok tør siges at være i overensstemmelse med Martinus’ kosmiske analyser
vedrørende ”det treenige princip”, specielt Jeg’ets natur og ’substans’. De
netop citerede linjer er hentet fra en af Andersens skolestile, som bærer
overskriften ”Af Begrebet om Gud at føre
Beviset for Sjælens Udødelighed” (1827/28), der er skrevet som led i hans
forberedelser til studentereksamen. (Note 2)
Men selv om Andersen satte en ære i at benytte sin gode forstand
til fordomsfri, kritisk analyse, også i religiøse spørgsmål, var han dog samtidig
så meget af et følelsesmenneske, at han lejlighedsvis kunne gribes af dyb
skepsis og tvivl, ja, endog fortvivlelse, ikke mindst når det gjaldt
yndlingsemnet: sjælens udødelighed. Da kunne han overfaldes af et mismod, som
det vi f.eks. finder udtrykt i det ellers så smukke eventyr om ”Grantræet” fra
1844, der slutter med disse bedrøvelige ord:
”Drengene legede i gården og den mindste
havde på brystet guldstjernen, som træet
havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi
og historien med: forbi, forbi, og det bliver alle historier!” (Note 3)
Men Andersens ”pendul-sind” svingede snart igen over til den
optimistiske livsanskuelse, der normalt prægede ham, og som fik ham til at
digte eventyr som ”Hørren” (1849), hvori enden på historien er den stik
modsatte:
”Men de små usynlige væsener sagde hver:
”Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor
er jeg den allerlykkeligste!” (Note 4)
Faktisk ophørte
Andersen aldrig med ind imellem at tage sin religiøse overbevisning op til
nærmere prøvelse og eventuel revision, men trods lejlighedsvis skepsis og tvivl
– eller måske snarere i kraft heraf – blev han kun stadig mere bestyrket i den.
Vennen og mentoren H.C.Ørsted støttede og opmuntrede ham i hans begrundede tro
på, at livet er et under, og i at den
opfattelse, at der består et modsætningsforhold mellem virkeligheden og
miraklet, mellem ånden og naturen, mellem sjælen og legemet, som de fleste mennesker synes at hælde til, er en illusion. Naturlovene er Guds tanker og
vilje, naturen er ånd og ånden er natur, og virkeligheden selv er det største
og mest mirakuløse under og eventyr, der eksisterer! (Note 5)
Blandt andet set på den
baggrund kan det ikke undre, at H.C.Andersen i realiteten havde samme
principielle grundopfattelse af døden som Martinus, nemlig at ”døden er en tænkt modsætning til livet”, - altså at
døden i absolut forstand er en ren og skær illusion og overtro, intet mindre!
(Note 6)
At døden er en illusion
eller tænkt modsætning til livet, det havde Andersen i sine lyse øjeblikke
altid følt inderst inde helt fra barnsben – og ikke mindst, da han allerede som
knapt 12-årig skrev sit formodentlig første mindedigt i anledning af en lille
pige, Maria, der var død nogle måneder tidligere. Herfra skal blot citeres
disse linjer:
”Af døden hun ikun smile
og
anser det ej som et forlis
at
forlade jordisk rigen
og
med engle kor at stige
op
til himlens skaber gud
at
være hanses sendebud –”
(Note 7)
Naivt og barnligt fynsk sprogbrug, med stavefejl, men dog et
tidligt udtryk for Andersens overbevisning eller tro på sjælens udødelighed.
Sit første møde med døden havde drengen Hans Christian ellers
oplevet på en anderledes dyster og angstfyldt måde syv måneder tidligere. Det
skete, da hans elskede fader lå på sit dødsleje, kun 34 år gammel. Moderen, som
havde større tiltro til magi og hekseri end til lægekunsten, sendte på
tredjedagen for faderens alvorlige sygdom, sønnen afsted til en såkaldt klog
kone, der boede et stykke uden for Odense, for at forhøre sig om faderen måske
lå for døden. Hvis ikke, ville der nemlig ikke være grund til at sende bud
efter lægen. Fuld af undren og nysgerrighed, iblandet frygt, oplevede han hos
hende sit formentlig første indblik i trolddommens og heksekunstens mysteriøse
verden. Men det var ikke uden en vis ængstelse, at han lod sig underkaste
hendes rituelle handlinger og besværgelser, som afsluttedes med, at hun lagde
en grøn gren på hans bryst:
”[...] den var et stykke af det slags
træ, hvorpå vor Herre var bleven
korsfæstet, sagde hun og tilføjede: Gå nu hjem langs med åen! Skal din fader dø
denne gang, så møder du hans genfærd!”
Man kan tænke sig med
hvilke bange anelser, den 11-årige dreng skyndte sig hjemad, men han mødte ikke
sin faders genfærd, så både han og hans overtroiske moder følte sig lettede og
var vel også overbeviste om, at faderen ville overleve sin alvorlige sygdom.
Men det skete ikke, faderens tilstand blev tværtimod hurtigt værre, og et par
dage efter døde han:
”Hans lig blev liggende i sengen, jeg lå
med min moder udenfor, og hele natten peb en fårekylling. ”Han er død!” sagde min moder til den: ”Du behøver
ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!” og jeg forstod hvad hun
mente; jeg huskede fra vinteren forud, at da vore vinduer stod tilfrosne, havde
min fader vist os, at der var frosset på ruden, ligesom en jomfru, der strakte
begge sine arme ud. ”Hun vil nok have mig!” sagde han i spøg; nu, da han lå død
i sengen, kom det min moder i sindet, og hvad han udtalte, beskæftigede min
tanke.”
Sådan fortæller Andersen selv om hændelsen i ”Mit Livs Eventyr”, og
faderens ord og hele stemningen og oplevelserne omkring hans død, lagde sig som
erindringsfrø i drengens bevidsthedsdyb, hvor det blev rodfæstet, og hvor det
mange år senere voksede frem og manifesterede sig i hans romaner, eventyr og
historier. Og blomst satte erindringen om faderens tragiske og alt for tidlige
død måske i særlig grad i og med eventyret om netop – ”Iisjomfruen”! (Note
8)
Eventyret ”Iisjomfruen” er så sent som fra 1861, og da var
erindringen om faderens spøgefulde ord og hans død stadig lige frisk hos sønnen,
som i mellemtiden var blevet en verdensberømt forfatter. Grundtemaet i dette
dejlige eventyr er, at Isjomfruen, symbolet på den uundgåelige fysiske død,
betragter hovedpersonen, den unge mand Rudy,
som sin naturgivne og retmæssige ejendom, men hans heldige skæbne bevirker,
at han gang på gang undgår at falde i hendes stærke, klamme hænder. Dødens
iskolde jomfru véd imidlertid, at Rudy så sikkert som noget, vil ende med at
komme ind under hendes magt. Det uafvendelige sker da også en dag, da han sammen
med sin forlovede, Babette, i øvrigt
dagen før deres bryllup, er roet ud til en lille ubeboet ø midt i søen og er
gået i land, men glemmer at fortøje båden, som derfor driver til søs, uden at
de to i første omgang lægger mærke til det.
På øen føler de to
forelskede unge sig frie, glade og lykkelige, og de nyder naturen og hinandens
nærhed, da de pludselig opdager at båden er drevet væk fra land og det går op
for dem, at de ikke vil kunne komme derfra igen. Rudy smider resolut sin frakke
og sine støvler og springer straks i det dybe, blågrønne og iskolde vand og
svømmer ud, for at hente båden. Men da er hans skæbnetime inde:
”Isjomfruen sad på den klare,
gennemsigtige bund, hun løftede sig op mod Rudy;
kyssede hans fødder, og der gik en dødsisnen gennem hans lemmer, et
elektrisk stød – is og ild! Man skelner ikke derimellem ved den korte
berørelse.
”Min! min!” klang det om ham og ind i
ham. ”Jeg kyssede dig, da du var lille! kyssede dig på din mund! Nu kysser jeg
dig på din tå og på din hæl, min er
du hel!”
Og han var borte i det klare blå vand.
Alt var stille; kirkeklokkerne hørte op
at ringe, de sidste toner forsvandt med glansen på de røde skyer.
”Min er du!” klang det i det dybe; ”min
er du!” klang det i det høje, fra det uendelige.
Dejligt at flyve fra kærlighed til
kærlighed, fra jorden ind i himlen.
Der brast en streng, der klang en
sørgetone, dødens iskys besejrede det forkrænkelige; forspillet endte for at
livs-dramaet kunne begynde, misklangen opløses i harmoni.” (Note 9)
Men også i dette eventyr
hylder Andersen sin kære udødelighedstanke, idet han bl.a. siger: ”Forspillet
endte for at livs-dramaet kunne begynde, misklangen opløses i harmoni.” - For den unge Rudy havde inden sin
tilsyneladende meningsløse død, i glad resignation erkendt, at ”Mere lykke har
jorden ikke at give mig!” – Disse kloge ord tog den sørgende Babette trøstende
til sit hjerte , og Andersen kunne da til slut i eventyret udtale dets morale,
som samtidig er en af hans andre vigtige grundtanker: ”Gud lader det bedste ske
for os! men det bliver os ikke altid åbenbaret”. – Dog, for ham selv var det
allerede tidligt i hans liv blevet åbenbaret, og disse ord blev hans livs
ledestjerne og trøst i de mørke dage og timer, han som de fleste andre
mennesker kom ud for at opleve. Men han forstod til fulde, at det såkaldte
”onde” i virkeligheden og dybest set er identisk med det, der i Martinus’
kosmologi betegnes som ”det ubehagelige gode”, eller som digteren selv
udtrykker det i selvbiografien ”Mit Livs Eventyr”, første del, som han
afsluttede på sin 50-års fødselsdag den 2. april 1855:
”Mit Livs Eventyr indtil denne time
ligger således oprullet for mig så rigt, så smukt, så fortrøstende! – selv af
ondt kom godt, af smerte kom glæde, en tankedyb digtning, jeg kunne ikke digte
den så. Jeg føler mig at være et lykkens barn! så mange af min tids ædleste og
bedste er komne mig kærligt og åbent imøde, sjælden er min tillid til
menneskene bleven skuffet! de bitre, tunge dage har også i sig spiren til
velsignelse! hvad uret jeg troede at lide, hver hånd, som greb tungt ind i min
udvikling, bragte dog sit gode.
I vor fremskriden mod Gud fordunster det
bitre og smertelige, det skønne bliver tilbage, man ser det som regnbuen på den
mørke sky.[...]”
Det er tidligere i denne artikelserie blevet fremhævet, at
Andersens forfatterskab, og herunder måske specielt eventyrene og historierne,
kan opleves og fortolkes i fire ”tydnings-planer”. I denne sammenhæng er det
naturligvis især det fjerde tydnings-plan, det kosmiske aspekt i hans
livsanskuelse og digtning, der er relevant i forbindelse med Martinus’ kosmiske
analyser.
Men det tredje
tydnings-plan, det biografiske eller selvbiografiske plan, kommer man ikke
udenom, når det drejer sig om Andersens forfatterskab. For noget af det store
og originale ved netop hans digterværk skyldes ikke mindst, at det i alt
væsentligt er udsprunget af hans personlige oplevelser og erfaringer, og det i
så høj grad, at der ofte er tale om en næsten direkte, omend digterisk
bearbejdet og forædlet gengivelse af hans eget livs hændelser og begivenheder.
Hans digtning er derfor ikke blot oplevet,
men også levet – og kun i relativt
mindre grad tænkt. Der er i den en
sammenhæng og konsekvens, som er så nøje forbundet med og knyttet til hans liv
og person, at der er fuld dækning for at sige, at hans eget blod banker i så godt som alt, hvad han har skrevet. (Note
11)
Andersens blod banker
også, når vi i fortsættelse af vort emne retter blikket mod det formentlig
tidligste af hans eventyr, nemlig ”Dødningen”, som han oprindelig havde planer
om at indlemme i sin allerførste bog, ”Ungdoms-Forsøg” fra 1922. Bogen udkom i
løbet af efteråret, kort før den initiativrige, selvpromoverende og håbefulde
digterspire i oktober samme år drog afsted til Slagelse, for dér at begynde sin
skolegang i Latinskolen. Eventyret kom imidlertid ikke med i bogen og blev
først trykt otte år senere i ”Digte 1830”. Men i ”Dødningen”, der egentlig er
en fri genfortælling af et fynsk folkeeventyr, Andersen havde hørt som barn,
møder vi for første gang i hans forfatterskab en digterisk bearbejdelse af
begivenhederne og oplevelserne omkring faderens død i 1816. I eventyret er
handlingen henlagt til Middelalderen og tager sin begyndelse i nærheden af et
kloster ved byen Bogense på Fyn:
”Der var allerede mørkt i klosteret, men
fra den lille hytte i hvis have hvidtjørnene var plantede, flammede endnu
lampelyset gennem de små ruder. Indenfor de nøgne lervægge lå en gammel bonde
på dødslejet; hans søn Johannes sad
ved sengen hos ham og trykkede den døendes kolde, klamme hånd fast til sine
læber. Fårekyllingen peb så ildevarslende i krogen, lampen var næsten brændt
ud; den gamle så endnu engang med store, stive blikke på sønnen, knuede
krampagtigt hans hånd og sov hen i Herren”. (Note 12)
Bortset fra at faderen,
der som før nævnt ved sin død kun var knapt 34 år, i dette eventyr er blevet
til ”en gammel bonde” – så vil man uden videre kunne genkende situationen omkring
faderens dødsleje, sådan som den af sønnen er skildret i selvbiografierne, og
som denne mange år senere, i 1873, to år før sin egen død, fortalte den til sin
langt yngre ven, litteraturhistorikeren Nicolai Bøgh. Umiddelbart genkendes jo
blandt andet det symbolske billede med fårekyllingen, der varsler faderens død.
Men ejendommeligt nok er moderen og hendes ord om Isjomfruen helt udeladt af
fortællingen. Derimod er der bevaret en reminiscens af den kloge kones dystre
replik: ”Gå nu hjem langs åen! skal din fader dø denne gang, så møder du hans
genfærd!”, idet ”genfærdet” er genopstået som den skikkelse, der har givet
eventyret navn, nemlig ”Dødningen”, som er en ældre sproglig betegnelse for
netop genfærd, genganger eller spøgelse. Denne ’genganger’, som drengen
Johannes senere møder i fortællingens løb, da han drager ene ud i verden for at
prøve lykken, beskrives som ”en rask mand på omtrent 30 år, han var velklædt,
havde en lille randsel på ryggen og støttede sig på en stor knortekæp”. En
beskrivelse, der uden videre associerer til digterens egen fader, Hans
Andersen, sådan som sønnen havde kendt ham inden sygdommen for alvor tog fat og
til sidst lagde ham i graven. Faderen, der var led og ked af sin beskæftigelse
som lappeskomager, havde stor udlængsel og tog derfor så ofte det var muligt
sin lille søn og lejlighedsvis også sin kone med til de mere landlige steder i
Odenses omegn, herunder bl.a. til Hunderup Skov. (Note 13)
Af eventyr som ”Dødningen”, der ved omarbejdelsen i begyndelsen af
1835 skiftede navn til den noget mindre makabre titel ”Reisekammeraten”, ser
vi, at Andersen mente, at diskarnerede sjæle under visse omstændigheder vil
være i stand til at ”materialisere” sig og midlertidigt fungere som ”skytsånd”
eller ”skytsengel” for en udvalgt person, der har gjort sig fortjent til det,
sådan som tilfældet er med eventyrets Johannes. Det skal dog tilføjes, at
skytsånden i reglen er usynlig for alle andre, end den udvalgte person, og
sådan forholder det sig også med Johannes’ ”rejsekammerat”. Men efter at
”rejsekammeraten” har hjulpet den unge mand igennem diverse genvordigheder og
farer, og ikke mindst til at vinde prinsessen og det halve kongerige, er det på
tide for ”følgesvenden” at forlade skuepladsen. Det bliver Johannes forståeligt
nok ked af, for han er kommet til at holde af sin hjælper og vil derfor gerne
have, at denne skal blive hos ham:
”Men Rejsekammeraten rystede med hovedet,
og sagde så mildt og venligt: ”Nej, nu er min tid omme. Jeg har kun betalt min
gæld. Kan du huske den døde mand, de onde mennesker ville gøre fortræd. Du gav
alt, hvad du ejede, for at han kunne have ro i sin grav. Den døde er jeg.
I det samme var han borte. –” (Note 14)
Rejsekammeraten
dematerialiserede sig åbenbart lige for øjnene af den overraskede og undrende
Johannes og var pist væk! Navnet Hans er en kortform for Johannes, som Andersen
har benyttet som synonym for sig selv i eventyrene ”Dødningen” og
”Reisekammeraten”. Som 11-årig dreng havde han personligt oplevet døden på så
nært hold, som tilfældet var i forbindelse med faderens sygdom og dødsfald, og
denne begivenhed blev en så traumatisk oplevelse for ham, at den bevirkede at
hans afdøde fader i erindringen blev en livslang ”rejsekammerat” for ham.
Andersen slap faktisk aldrig sin afdøde fader i sin erindring, men ind imellem
er faderen dog fraværende eller ’dematerialiseret’ i forfatterskabet. I
sidstnævnte optræder han lige fra i hvert fald 1830 til 1872, førstnævnte år i
”Dødningen” og sidstnævnte år i og med fortællingen ”Hvad gamle Johanne
fortalte”.
Hvad angår genfærd og
spøgelser i det virkelige liv, så var Andersen mere skeptisk og mente – i
øvrigt i lighed med sin fader – at den slags i reglen var udtryk for naive
menneskers indbildning og overtro. Det med det naive og overtroen var i hvert
fald tilfældet for moderen Anne Marie Andersdatters vedkommende, men hun var
samtidig et religiøst anlagt menneske, som troede på Gud, Helligånden, Jesus
Kristus og Gudshimlens engleskarer, som hun havde hørt om henne i kirken. Hans
Christian elskede sin moder højt og hyggede sig ved sin sengetid, når hun sang
salmer for ham og bad ”Fader vor”. (Note 15)
Efter to års enkestand giftede Andersens moder sig igen, i 1818,
denne gang igen med en mand, der var noget yngre end hende og lappeskomager,
som overtog den afdøde ægtefælles værktøj, men den nye mand døde uheldigvis
allerede i 1822, efter kun fire års ægteskab. De følgende år blev noget af en
prøvelse for Andersens moder, som derefter måtte klare sig så godt hun kunne,
og det var faktisk ikke særlig godt. Sønnen, Hans Christian, opholdt sig på det
tidspunkt i Slagelse, hvor han gik i Latinskolen. I 1825 lykkedes det dog til
dels ved hans mellemkomst at få moderen anbragt i plejestiftelsen ”Doctors
Boder” under Odense Gråbrødre Hospital, hvor hun boede indtil sin død i 1833.
Formentlig var hun da omkring 68 år gammel. Men det blev ikke så meget hendes
død, som det blev mindet om hendes liv og personlighed, der satte sig tydelige
og kærlige spor i sønnens forfatterskab.
Moderen havde i en halv
snes år før sin død fristet en halvkummerlig tilværelse, som hun til sin søns
store fortvivlelse søgte at give lidt kolorit, ved at ty til flasken. Da hun
døde, befandt han sig på sin første store Italiens-rejse, og meddelelsen om
dødsfaldet kom da nærmest som en befrielse for ham, der i øvrigt efter evne og
beskedne pekuniære forhold havde gjort, hvad han formåede, for at råde bod på
sin moders triste situation og vilkår. Men han satte også sin moder et smukt og
kærligt minde, da han som resultat af sin lange og oplevelsesrige rejse 1833-34
skrev og udgav sin egentlige debutroman, ”Improvisatoren” (1835), hvortil han
netop havde fundet glødende inspiration under opholdet i et Italien, der
sidenhen altid blev målet for hans hedeste rejselængsler. Italien blev faktisk
som et slags andet hjem for ham, og i romanen genfortalte han da også sit liv
fra fødslen og frem til 1834 i italienske kulisser, specielt koncentreret om
Rom og Napoli. Som ”gamle Domenica”, moder til hovedpersonen ”Antonio” alias
Andersen selv, træder digterens moder lyslevende frem i romanens romerske
omgivelser.
Men moderen optræder
under forskellige navne i flere af Andersens digte, romaner, eventyr og
historier, således i novellen ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav” (1822), i
romanfragmentet ”Christian den Andens Dverg” (1831-32), romanen ”Kun en
Spillemand” (1837), hvor hun tilmed endda kaldes ved et af sine egne fornavne:
Maria, og i hans sidste roman ”Lykke-Peer” (1870). Desuden i eventyr og
historier som ”Under Piletræet” (1852), ”Anne Lisbeth” (1859), ”Portnerens Søn”
(1866) og ”Hvad gamle Johanne fortalte” (1872). Men ikke mindst fremførte
sønnen et kærligt og retfærdigt forsvar for sin elskede moder i og med
historien ”Hun duede ikke” (1852), som munder ud i den både humane og
kosmologiske konklusion: ”Jo, hun duede!”
For intet menneske er fortabt, men alle er lige nødvendige og uundværlige i det
store guddommelige livseventyr, og alle er lige for den evige Gud, som sørger
for den retfærdige fordeling af alt i tid og evighed. (Note 16)
Men H.C.Andersen skulle i løbet af sit liv komme til at opleve
døden, dvs. andres død, i flere dramatiske og tragiske sammenhænge. Allerede
som latinskoleelev i Slagelse overværede han, sammen med sin rektor og
klassekammeraterne, i maj 1824 en offentlig henrettelse ved halshugning af tre
yngre mennesker, en pige og to mænd, som alle var dømt for mordet på pigens
fader. I sine selvbiografier, og specielt i ”Levnedsbogen” (1832) giver
Andersen en malende beskrivelse af denne uhyggelige og grufulde begivenhed, som
han aldrig glemte og ofte genoplevede i sine drømme. Hændelsen satte sig også
spor i hans forfatterskab, blandt andet i ”Ufuldført historisk Roman (1824-25)
og i den ligeledes ufuldførte roman ”Christian den Andens Dverg” (1831-32), og
en mindelse om den finder man i den kække Aladdin-parafrase, eventyret
”Fyrtøjet” (1835), dér, hvor soldaten skånselsløst hugger hovedet af heksen,
fordi hun ikke vil fortælle ham, hvad hun vil med det mystiske fyrtøj, han har
hentet op til hende fra dybet af det hule træ. (Note 17)
Personligt frygtede
Andersen faktisk for døden, i den forstand, at han f.eks. var bange for at
blive levende begravet. I et forsøg på at forhindre at dette eventuelt skulle
ske, anbragte han i en periode, hvor han særligt nærede ængstelse for at lide
denne skæbne, en seddel på sit natbord, på hvilken der stod: ”Jeg er kun
skindød!” – Det blev der naturligvis leet meget af i kredse, der fandt, at
dette var toppunktet af personlig forfængelighed, lige som der blev ironiseret
over, at Andersen på i hvert fald nogle af sine udenlandsrejser blandt andet
medbragte et solidt reb, som han havde tænkt sig at bruge i tilfælde af, at der
opstod ildebrand i hans hotelværelse og vejen til redning kun kunne foregå via
et vindue og ad ”luftvejen”. Med tanke på beretninger om hotelbrande både
dengang og senere, hvorunder mennesker er omkommet, var det måske ikke en så
tåbelig disposition, som det umiddelbart kunne se ud til.
Døden blev også i høj
grad noget aktuelt og nærværende for H.C.Andersen i forbindelse med krigen
mellem Tyskland og Danmark i 1848-50 og igen i 1864. Under den førstnævnte krig
mistede Andersen sin nære ven, oberst Frederik Læssøe, der faldt i slaget ved
Isted, formentlig som offer for en snigmorders kugle. Men i øvrigt nøjedes
Andersen ikke med at sidde lunt og trygt i København, men rejste over til
Jylland, for at besøge venner og bekendte blandt soldaterne på slagmarken.
Døden kom i det hele taget
Andersen tæt ind på livet, når det drejede sig om nære venners dødsfald, som
til eksempel i 1858, da han fik meddelelse om, at hans nære veninde og trofaste
penneven, den omtrent jævnaldrende Henriette Wulff, var omkommet sammen med 470
andre af 538 passagerer under en brand på dampskibet ”Austria”, der da befandt
sig få dages sejlads fra New York. Men ikke mindst berørte det ham dybt, når
døden ramte børn, og det gjorde den ikke så sjældent på den tid, hvor
lægevidenskaben endnu ikke havde nået den udvikling, den har i vore dage.
Andersen kunne med sin store indfølingsevne levende sætte sig ind i, hvor stor
en sorg det måtte være at miste et barn. Men han forstod også, at døden ikke
nødvendigvis i alle tilfælde behøver at være noget negativt og sørgeligt.
Derfor kunne han til trøst for det ulykkelige forældrepar, og især til trøst
for den sørgende moder, skrive et eventyr, som det smukke ”Barnet i Graven”
(1859), hvori han kærligt minder hende om, at sorgen ”binder” den dødes sjæl
til ”graven”, dvs. til det, Martinus betegner som ”den første sfære” efter
døden. (Note 18)
Om den uselviske
moderkærlighed, der selv i sin dybe sorg over sit barns død, giver slip på sit
dyrebareste eje, i ydmyg erkendelse af, at døden er Guds vilje, der sker
fyldest, og at den altid er den bedste, også dér, hvor vi ikke forstår den, det
havde Andersen skrevet om tidligere i et af sine dejligste og mest afholdte
eventyr: ”Historien om en Moder” (1848). (Note 19)
Den begivenhed, der måske fik allermest indflydelse på Andersen,
når talen er om døden, var utvivlsomt den frygtelige koleraepidemi i København
i 1853. I tidsrummet 11. juni til 1. oktober krævede den i alt 4737 dødsofre,
og blandt disse var flere af digterens venner og bekendte. Andersen var imidlertid
allerede inden epidemien brød ud rejst på sin årlige sommerferie, og han
tilbragte det meste af denne sommer i Silkeborg som gæst hos byens grundlægger,
papirfabrikanten Michael Drewsen, og herfra holdt han sig via brevveksling med
især vennen Edvard Collin løbende underrettet om situationen i hovedstaden. Det
blev en ængstelig og tragisk tid for den følsomme poet, der ikke kunne sige sig
fri af en nagende frygt for selv at blive smittet af sygdommen. Men alt i alt
afgav det trods alt stof til hans digtning, og blandt andet under indtrykket af
begivenhederne i koleraåret, skrev han nogle år senere den roman, der frem for
nogen skulle være hans ”teodicé par excellence” og hævde hans kongstanke om sjælens udødelighed. Til romanens titel
valgte han de berømte ord fra Hamlets monolog; ”At være eller ikke være” – og det er jo netop hovedsagen, også set
fra en kosmologisk synsvinkel. Med denne bog ville han desuden forsøge at
imødegå, hvad han kaldte ”Materialismens
alt guddommeligt opslugende Uhyre”, hvilket vil sige den omsiggribende
naturvidenskabelige og filosofiske naturalisme, som reducerede fænomener og
begreber som Gud, ånd, sjæl, udødelighed mm. til at være fiktive og illusoriske
og alene afledt af den fysiske materie og dennes indbyggede lovmæssigheder.
(Note 20)
Men efter bogens
udgivelse og modtagelse måtte Andersen erkende, at tidsånden med dens
tiltagende naturalisme og realisme, uundgåeligt var imod de ideer og tanker,
der prægede og var dyrebare for ham selv og andre ’romantikere’. Set fra
Martinus’ synspunkt måtte materialismen, der er identisk med ”den kosmiske
død”, fuldbyrdes, sådan som der er berettet om i Bibelen, og sådan som Martinus
selv så logisk klart og detaljeret har påvist nødvendigheden af måtte ske.
Kosmisk set er den materialistiske livs- og verdensanskuelse i henhold til ham
et nødvendigt og uundgåeligt led i menneskehedens mentale og moralske
udvikling.
I anden del af denne artikel om H.C.Andersen og døden, som har titlen
”På den yderste dag”, skal vi blandt andet beskæftige os med emner som ”dødens
første sfære” og dennes ”skærsilds-side” og ”paradis-side”, og med ”dødens
anden sfære”, der er identisk med ”Guds Rige” eller ”Himmelen”. Desuden vil vi
betragte selve dødsøjeblikket fra Andersens synsvinkel, og desuden se på den
rolle, som skytsånder eller skytsengle spiller i nogle af eventyrene.
Dødsøjeblikket har Andersen i øvrigt skildret i mange sammenhænge og under
forskellige omstændigheder i sit forfatterskab, dog oftest i, hvad man kunne
kalde seriøs form. Men ind imellem også med et islæt af dyb humor og
overbærende satire.
I artiklens tredje og
sidste del, som har titlen ”I Guds rige”, skal vi især se på sjælens indpas i
”Guds rige” eller ”Himmelen”, som i Martinus’ terminologi betegnes som ”dødens
anden sfære”
Sluttelig kan her henvises til følgende af mine andre artikler om emnet:
Døden – en illusion. H.C.Andersen og døden 1 (tidsskriftet KOSMOS nr. 2,
2002), Dødsøjeblikket. H.C.Andersen og døden 2 (KOSMOS nr. 5, 2002) og Udødelighed
ejer vi. H.C.Andersen og døden 3 (KOSMOS nr. 8, 2002).
© 2008 Harry Rasmussen.
Note 1.:
Se evt. artiklen ”Eventyr og
kosmologi” her på hjemmesiden.
Note 2.: H.C.Andersen:
Stil nr. 62, trykt i H.C.Andersen. Eventyrdigterens hidtil
utrykte danske stile II. Et udvalg
ved Jørgen Skjerk.- Stilcitatet ser sådan ud i Andersens eget sprog: ”min
Aand, Guddoms-Gnisten i mit Indre, det fornuftige og frie Væsen, som virker og
lever i mig, gjennem alle Nærver og Ledemod, som jeg, liig den mægtige Gud, føler overalt, men ei finder i de sandselige
Dele, den er ei sammensat af Dele og kan altsaa ei opløses, den er evig, som
Gud, dens Aar have ingen Ende”.
Note 3.: Eventyret
”Grantræet”: Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr II. – I Andersens
eget sprog ser citatet sådan ud:
”Drengene legede i Gaarden og den Mindste havde paa Brystet
Guldstjernen, som Træet havde baaret
sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med:
forbi, forbi, og det bliver alle Historier!”
Note 4.: Eventyret
”Hørren”: Dal og Nielsen: H.C.Andersens
Eventyr II. – I Andersens eget sprog ser citatet sådan ud: ”Men de smaa
usynlige Væsener sagde hver: ”Visen er aldrig ude! Det er det Deiligste ved det
Hele! Jeg veed det, og derfor er jeg den Allerlykkeligste!” – Se evt. også
artiklen ”Alt på sin rette plads!”
her på hjemmesiden.
Note 5.: H.C.
Ørsted: Aanden i Naturen 1-2.
Forlaget Vinten 1978.
Note 6.: Se f.eks. Martinus: Livets Bog II, stk. 309, 313, 409, 554. - Se evt. også Svend Åge
Rossen: ”Døden eksisterer ikke”. Borgen
1985.
Note 7.:
Svend Larsen og H.Topsøe-Jensen: H.C.Andersens eget Eventyr i Billeder.
Berlingske Forlag. København 1952: H,C.Andersen: Grav minde over lille Maria død 1816 den 26. November.
”Af Døden hun ikun Smile
og
anseer det ei som et Forlis
at forlade Jordisk rigen
og
med Engle Kaar at Stige
op
til Himlens Skaber gud
at
være hanses Sendebud –”
Note 8.:
H.C.Andersen: Mit Livs Eventyr I-II. Revideret
Tekstudgave ved H.Topsøe-Jensen. MedNoter af H.G.Olrik og Udgiveren. Gyldendal
1975. De to citater, der her er anført, er fra MLE I, side 40 og 41. Her
gengivet i H.C.A.s eget sprog: ”[...] den var et Stykke af det Slags Træ,
hvorpaa vor Herre var bleven
korsfæstet, sagde hun og tilføiede: Gaa nu hjem langs med Aaen! Skal din Fader
døe denne Gang, saa møder Du hans Gjenfærd!”
”Hans Lig blev liggende i Sengen, jeg
laae med min Moder udenfor, og hele natten peb en Faarekylling. ”Han er død!” sagde min Moder til den: ”Du
behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!” og jeg forstod
hvad hun mente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode
tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en
Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ”Hun vil nok have mig!” sagde han i
Spøg; nu, da han lå død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han
udtalte, beskjeftigede min Tanke.”
Note 9.:
Eventyret ”Iisjomfruen”: Dal og
Nielsen: H.C.Andersens Eventyr IV. -
”Iisjomfruen sad paa den klare,
gjennemsigtige Bund, hun løftede sig op mod Rudy;
kyssede hans Fødder, og der gik en Dødsisnen gjennem hans Lemmer, et
elektrisk Stød – Iis og Ild! Man skjelner ikke derimellem ved den korte
Berørelse.
”Min! min!” klang det om ham og ind i
ham. ”Jeg kyssede dig, da Du var lille! kyssede dig paa din Mund! Nu kysser jeg
Dig på din Taa og paa din Hæl, min er
Du heel!”
Og han var borte i det klare blaae Vand.
Alt var stille; Kirkeklokkerne hørte op
at ringe, de sidste Toner forsvandt med Glandsen paa de røde Skyer.
”Min er du!” klang det i det Dybe; ”min
er du!” klang det i det Høie, fra det Uendelige.
Deiligt at flyve fra Kjærlighed til
Kjærlighed, fra Jorden ind i Himlen.
Der brast en Stræng, der klang en
Sørgetone, Dødens Iiskys beseirede det Forkrænkelige; Forspillet endte for at
Livs-Dramaet kunde begynde, Misklangen opløses i Harmonie.” - Ordet ’forkrænkelig’ betyder
’forgængelig’.
Note 10.: H.C.Andersen: Mit Livs Eventyr II. H.Topsøe-Jensens udgave, side 159-160. Med Andersens
ortografi ser citatet således ud:
”Mit Livs Eventyr indtil denne Time
ligger saaledes oprullet for mig s rigt, så smukt, saa fortrøstende! – selv af
Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde, en tankedyb Digtning, jeg kunde ikke digte
den saa. Jeg føler mig at være et Lykkens Barn! saa Mange af min Tids Ædleste
og Bedste ere komne mig kjærligt og aabent imøde, sjelden er min Tillid til
Menneskene bleven skuffet! de bittre, tunge Dage har ogsaa i sig Spiren til
Velsignelse! hvad Uret jeg troede at lide, hver Haand, som greb tungt ind i min
Udvikling, bragte dog sit Gode.
I vor Fremskriden mod Gud fordunster det
bittre og smertelige, det Skjønne bliver tilbage, man seer det som Regnbuen paa
den mørke Sky. ...”
Note 11.: Vedr.
de fire tydnings-planer i Andersens digtning, se f.eks. min bog ”H.C.Andersen, H.C.Ørsted & Martinus –
et sammenlignende studie”. Forlaget Kosmologisk Information 1997. De fire
tydnings-planer er defineret i artiklen Eventyr og kosmologi.
Note 12.: Eventyret
”Dødningen”. Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr I. Citatet ser sådan
ud i Andersens sprog:
”Der var allerede mørkt i Klosteret, men
fra den lille Hytte i hvis Have Hvidtjørnene vare plantede, flammede endnu
Lampelyset gjennem de smaae Ruder. Indenfor de nøgne Lervægge laae en gammel
Bonde paa Dødsleiet; hans Søn Johannes sad
ved Sengen hos ham og trykkede den Døendes kolde, klamme Haand fast til sine
Læber. Faarekyllingenpeb saa ildevarslende i Krogen, Lampen var næsten brændt
ud; den Gamle saa endnu engang med store, stive Blikke paa Sønnen, knuede
krampagtigt hans Haand og sov hen i Herren”:
Note 13.: Andersens
fader, Hans Andersen, var født i december 1782. i Aalsbo på Fyn og flyttede i
1788 med sine forældre til Odense. Efter sin skolegang kom han i lære som
skomager og blev såkaldt frimester i 1805. Den 2. februar samme år giftede han
sig med Anne Marie Andersdatter, som menes at være født 1775 og som derfor var
syv år ældre end sin mand. Den 2. april 1805, altså to måneder efter
brylluppet, fik parret deres første og eneste søn, den senere verdensberømte digter
Hans Christian Andersen. Moderen havde dog en datter, Karen Marie, der var født
udenfor ægteskab 22. sept. 1899. En gift pottemagersvend og grenader påtog sig
paterniteten til denne pige, som altså var H.C.Andersens halvsøster. Digterens
fader, Hans Andersen, var frivillig soldat i årene 1812-14 og herunder var han
med sit kompagni udkommanderet til Holsten. Marchturen fra Odense til Holsten
tur-retur, samt opholdet under åben himmel i al slags vejr, tog hårdt på den da
30-32 årige mand, og fra da af gik det jævnt ned ad bakke med hans helbred. Han
vendte tilbage til arbejdet som friskomager i 1814, men følte sig led og ked af
det. Han døde 26. april 1816 og blev den 30. s.m. begravet på Odense St. Knuds
Kirkegård. Vedr. Andersens halvsøster, Karen Marie, se artiklen ”...et forbyttet, meget fornemt barn...”
her på hjemmesiden.
Note 14.: Eventyret
”Reisekammeraten”. Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr I. Citatet ser
sådan ud i Andersens sprog:
”Men Reisekammeraten rystede med Hovedet,
og sagde saa mildt og venligt: ”Nei, nu er min Tid omme. Jeg har kun betalt min
Gæld. Kan Du huske den døde Mand, de onde Mennesker vilde gjøre Fortræd. Du gav
alt, hvad Du eiede, for at han kunde have Ro i sin grav. Den Døde er jeg.
I det samme var han borte. –”
Note 15.: Vedr. moderens betydning for Hans
Christian: Se f.eks. artiklen ”H.C.Andersen
og Gud” her på
hjemmesiden.
Note 16.: Historien ”Hun duede ikke” er klart beslægtet
med en af Andersens tidligste historier:
”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav” (1822). Reminiscenser herfra findes også i
”Ufuldført historisk Roman” (1824-25), i ”Christian den Andens Dverg” (1831-32)
og i eventyret ”Alt paa sin rette
Plads!” (1861).
Note 17.: Vedr.
H.C.Andersens Levnedsbog 1805-1831. På ny udgivet af H.Topsøe-Jensen. Det
Schønbergske Forlag 1962, fotografisk genoptryk 1988. – Under titlen
”H.C.Andersen / Erindringer” er Levnedsbogen også udgivet af Forlaget
Hovedland, 1988, med forord og efterskrift af daværende rektor ved den fhv.
Slagelse lærde Skole, nu kaldet Slagelse Gymnasium, Jens Jørgensen, som
plæderer for den teori, at Andersen ikke var søn af det forældrepar, der står
opført som sådan i kirkebogen, men at han derimod var af royal og adelig
afstamning. Teorien støttes også af flere andre, bl.a. af forfatteren Rolf
Dorset, men den finder ingen reel støtte i det kendte kildemateriale og derfor
heller ikke hos seriøse H.C.Andersen-forskere. Vedr. Andersens biologiske
herkomst, se artiklen ”...et
forbyttet, meget fornemt barn...” her på hjemmesiden. - Set og vurderet
på grundlag af Martinus’ kosmologi, er spørgsmålet om biologisk arv af sekundær
betydning, idet et individs personlighed, evner og egenskaber primært er
individets egen fortjeneste og ansvar. Se herom i afsnittene ”Talentkerneprincippet” og ”Intuition
og personlighed” her på hjemmesiden.
Note 18.: Eventyret ”Barnet i Graven”: Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr III. Vedr. sjælens midlertidige ’binding’ til ”den første sfære” efter døden: se
Martinus: ”Menneskehedens skæbne”,
29. kap. – Jf. med afsnittet Gennem døden eller parafysiske verdener
Note 19.: Eventyret ”Historien om en Moder”: Dal og
Nielsen: H.C.Andersens Eventyr II.
Note 20.: Begrebet
teodicé betegner forsøget på at
bringe troen på guddommelig kærlighed og retfærdighed i harmoni med eksistensen
af det såkaldte ”onde” i verden. I den forstand kan man med fuld ret udnævne
Martinus’ kosmologi til at være en af de bedste teodicéer, der findes. –
H.C.Andersen: ”At være eller ikke være”:
Romaner og Rejseskildringer V. Udgivet af H. Topsøe-Jensen. Gyldendal 1944.
Se artiklen At være eller ikke være her på hjemmesiden.
© 2008
Harry Rasmussen.